I en Landsbykirke
✂
Vi sad i Landsbykirken.
En raa Novemberhimmel
Oplyste svagt langs Muren
Den fugtiggrønne Skimmel.
✂
Tre, fire gamle Bønder,
Samt Præst og Degn, var Flokken,
Som med sit Skrat fra Taarnet,
Høitrevnet, kaldte Klokken.
✂
Støv laae paa alle Bænke.
Af Malerier spored
Man kun den flinke Ungdoms
Haandtegninger i Choret.
✂
Og, som paa Hogarths Plade
I bittert Lune stukket,
111
Var over Fattigbøssen
Tæt Spindelvævet trukket.
✂
Istedenfor et Orgel,
Til Vinterstormens Tuden,
Peb Døren med sit Hængsel
Og klirrede Blyruden.
✂
Det eneste Par Engle,
Som fandtes, laae i Gruset,
Ormstukne, invalide,
Henslængt i Vaabenhuset.
✂
Og Lysene paa Altret
Var ikke tændt - bevares!
Der gives intet Sted, hvor
Meer ugeneert kan spares.
✂
De tommelange Stumper
Stod paa Profit i Stagen,
Og Dugen var et smudsigt
Og stoppet gammelt Lagen.
✂
Der var en dyb Forladthed,
En Kulde og et Øde,
Der var en rædsom Tomhed,
Som i en Grav hos Døde.
✂
Der var - dog nok om dette!
Du vil ei mere høre,
Og jeg vil ikke heller
Det Værste just berøre.
✂
Nok vel, til at forstemme
En Virtuos, endsige
En Dilettant i Troen
Som mig og mine Lige.
✂
Men du - var ved min Side;
Jeg saae din unge Pande
I renest Stiil en Kuppel,
En yndig Hvælving danne.
✂
Paa den var ingen Fure;
Der var en himmelsk Eenhed
I disse Liniers Bøining,
I disse Farvers Reenhed.
✂
Og dine Blik, som Ungdoms
Og Uskylds Engle tændte,
Var Alterlys, som roligt
Med klare Straaler brændte.
✂
Det stumme Sprog i Smilet,
I Mundens Form og Rødme,
Overgik alle Psalmers
Livsalighed og Sødme.
✂
Fuldværd et Sølverorgel
I Pulpiturets Stole
Var en melodisk Rislen
Mig af din Silkekjole.
✂
En østerlandsk Parabel,
En yndig Læresætning
Var i de brune Lokker
Og deres bløde Fletning.
✂
Og al den stille Andagt,
Som Sind og Hjerte hæver,
Og al den fromme Gysen,
Som Helligdommen kræver -
✂
Fornam jeg i din Nærhed,
Indgjød dit tankefulde
113
Høitidelige Udtryk
Mit Letsind og min Kulde.