Aturernes Grave
✂
Alle Folk i Maypures
Holde Siesta - Ingen Zitter,
Poppegøieskrig kun lyder
Uophørlig fra et Gitter.
✂
Hvad er det, som Fuglen ivrig
Med saamegen Fynd fortæller?
Siig mig, hvad dens høie Udraab,
Hvem dens vrede Tale gjelder!
✂
Ingen kan forstaae dens Udraab,
Ingen kan dens Sprog udgrunde;
Hele Stammen, som har talt det,
Hele Slægten gik til Grunde.
✂
Mellem Orinokos Vandfald
Folkets sidste Toner løde,
Og forlængst i Skovens Dybde
Sidste Mand af Ætten døde.
✂
Tidlig dog den røde Kriger
Lærte Fuglens stærke Tunge
Indianerstammens Stridssang,
Hævnens vilde Trudsel sjunge.
✂
Fuglen har ei glemt sin Lærdom,
Har ei tabt sit Maal, skjøndt Øiet
Længst er slukt, skjøndt graa af Ælde
Krum den sidder, lænkebøiet.
✂
Skaldet er dens gamle Hoved,
Snart den døer, det kan ei feile;
Af den stolte Fugl tilbage
Er kun Skind og hvasse Negle.
✂
Dette, om Aturerfolket,
Vidner nu et Sagn alene.
Ingen Gnist af deres Arne
Ryger meer bag Skovens Grene.
✂
Kampen trængte dem tilbage,
I granitne, snevre Gader,
Til den store Urskovs Mørke,
Mellem skummende Kaskader.
✂
Mand for Mand de faldt i Striden;
Ingen Bue mere hviner,
Ingen Hævnens Piil man frygter
I de mossede Ruiner.
✂
Vil du see de Faldnes Gravsted,
Saa bestig den bratte Klippe,
Søg, saa høit Lianen løber,
Hulen ved Ataruipe!
✂
Uniamas Bjerge seer du
Fra den høie Græsgangs Tepper,
85
Og Condoren, Caprimulgen
Kredse over Metas Stepper.
✂
Nærm dig de uhyre Grotter,
Alle fyldt med Dødningrester,
Palmesvøbte, Fyrster, Qvinder,
Krigere og Børn og Præster;
✂
Røde af Onotofarve,
Duftende af Gummi - Ære
Yde du den sidste Levning
Af Aturerfolkets Hære!
✂
Dvæl hvor Cataracten ryger,
Hvor Jaguapalmen lufter,
Hvor om Hulens Gab Bignonien
Og Vanilleranken dufter!
✂
Hvor er nu de Faldnes Aander?
Hvor er de forsvundne Slægter?
Mange Ringe staae om Maanen,
Jorden gløder af Insecter.