Sørgesangen

✂ Daggry var det - Dæmringstiden -
Der hvor Nat og Dag sig møde;
Endnu brændte Lampen stille,
End var Alting tyst og øde.

✂ Og sit Hoved op fra Puden
Reiste hun, det skjønne Ho'ede,
Om hvis Hals, i sød Forvirring,
Lokkerne sig dunkelt snoede.

✂ »Skuffes jeg? hvad eller er det
Sang fra Kirken jeg fornemmer?
Hvilket Chor! som Psalmetoner!
Hvilke klare, rene Stemmer!«

✂ Lyttende, imod min Skulder
Hun den blege Pande trykked,
145 Nys af Brudekrandsens Roser,
Nu af Dødens Perler smykket.

✂ Og jeg greb de matte Hænder:
Nei, du skuffes ei; mit Øre
Ogsaa kan fra Gadens Dybde
Stemmerne, Choralen høre.

✂ Fødselsfesten hos en Gjenbo,
Helligholdt af unge Drenge,
Lod de glade Melodier
Gjennem Morgenluften trænge.

✂ - Ak, jeg vidste det langt bedre!
Dyb og alvorsfuld var Klangen.
For en Døende, i Natten,
Hævede sig Sørgesangen.