Aarestrup, Emil Dødsstraffen (DK)

Dødsstraffen

Om denne Blomst er farlig?
Den er en Gift, den dræber -
Men ikke nær saa hastigt
Og sødt som dine Læber.

O skynd dig, skynd dig derfor!
Du gjør det saa behændigt;
Det Liv, som jeg kan miste,
Er eensomt og elendigt.

Skal jeg en Dødsstraf lide
For mine gale Streger,
Saa lad mig kysse Giften
I mig af dette Bæger!