Havfruen

✂ Fisker, ved din Baad paa Sandet,
Hvorfor sliber du din Kniv?
Siig, hvad slæber du af Vandet
I dit Net blandt Tang og Siv.

✂ Ei Aborrer, unge Frue,
Ingen Ret for Dug og Disk,
Havets Slange vil I skue
I mit Garn, en sjelden Fisk.

✂ Dennegang i Bølgen brak hun
Roret af min Jolle kuns,
Men ifjor min Broder trak hun
Med sin hvide Arm tilbunds.

✂ Mat hun gisper alt og bløder -
Vend jer bort! - med Hævnens Lyst
Nu for sidstegang jeg støder
Kniven i den Falskes Bryst.

✂ Holdt, du Grumme! seer du ikke,
At hun aander, Brystet gaaer?
See, o see! medynksom slikke
Bølgerne de grønne Haar.

✂ Blodig snøret, gjennem Vandet,
Har du Arm og Skulder slæbt;
Bleg hun synker hen paa Sandet -
O, hun døer! af Luften dræbt!

✂ Kom! jeg er din Herres Frue;
Ud paa Dybet! flux afsted!
Skjøndt de sorte Skyer true -
Tag din Aare, jeg gaaer med!

✂ Kom! den fangne Havets Datter
Roe, med sagte Kast, vi frem,
Til, i høie Bølger, atter
Hun kan synke til sit Hjem.

✂ Lynet viste Fiskermanden
Veien paa den skumle Sø.
Mulmsort steg ved Himmelranden
Skyerne om Hav og Ø.

✂ Dog - de naaede hjem til Landet.
Men - paa Borgen - Thora gjøs
37 For sin Mand, som var paa Vandet,
Hvor de vilde Bølger fnøs.

✂ Mørket kom. I Blæst fra Svalen
Stirred hun i Nattens Gru.
Trin da drøned gjennem Salen:
Fagre Thora sover du?

✂ Er det dig, min Erik, eller
Kalder kun din stærke Røst
Mig fra Gravens vaade Kjælder?
Kom - her er jeg - til mit Bryst!

✂ Intet Gjenfærd, Thora, stamper
Til dit Sengested i Nat
Ved de halvudbrændte Lamper -
Giv mig Munden! tag mig fat!

✂ Ha, du kommer fra de Døde!
Drivvaad, kold, afsjælet nys!
Men jeg elsker dig, du Søde,
Og her har du mig! mit Kys!

✂ Ja, vel stivne mine Hænder,
Og min Røst er dyb og mat;
Men for dig, skjøn Thora, brænder
Hjertet som vor Bryllupsnat.

✂ Stormens Hvin og Bølgeslaget
Drev os paa det lumske Sand.
Jeg og mine sprang fra Vraget,
Tænkte vel at naae tilland.

✂ Men de blev, de blev derude
Paa det friske, høie Hav;
Mit Farvel, hvor Storme tude,
Fik de med i dyben Grav.

✂ Døden sang alt for mit Øre.
Dig, min Viv, jeg tænkte paa.
Ei min Arm jeg kunde røre,
Stiv af Svømning, kold og blaa.

✂ See, da greb mig under Brystet
Hænder dybt fra Nøkkens Hjem,
Og af bløde Arme krystet
Førtes jeg paa Havet frem.

✂ Ved de stærke Glimt fra Himlen
Saae jeg Havfrubarmens Snee,
Saae jeg, midt i Bølgevrimlen,
Hendes Perletænder lee.

✂ Saae jeg hendes glatte Skuldre,
Hendes sledske Ansigtstræk,
Den forføreriske Huldre!
Og jeg stødte hende væk -

✂ Stræbte svømmende mod Landet,
Kraft jeg havde for en Stund -
Men hun slap ei, før i Vandet
Jeg fornam den faste Grund.

✂ Kom! Nu glemt er Sorg og Kampe!
- Thoras Hjerte heftigt slog -
Og hun slukte Nattens Lampe.
Længer bort Uveiret drog.