Erotiske Situationer
104105
Paa Bjerget
✂
Paa Stien nedad Bjerget
Var vi saa godt som ene;
Omkring os stumme Klipper
Og tause, grønne Grene.
✂
Der løb saa mange Kilder
Langs Mosset ned i Kløften,
Der stod saa mange Skarer
Forglemmigei paa Grøften.
✂
Den aldrende Duenna
Gik langsomt Veien hjemad;
Men hun, den unge Skjønhed,
Tilbage meer, end fremad.
✂
Da hun tog Hatten af sig,
Fri i det Fri, paa Bakken,
Saae man først ret den runde,
Yppige Form af Nakken.
✂
Jeg fulgte langsomt efter,
Jeg maatte Skridtet dæmpe;
Jeg havde ondt at gjøre
Ved mine Fjed at lempe.
✂
Togange hun sig vendte -
Saae paa mig - forestil Dem!
De Blik begriber Ingen,
Som ei saae Mage til dem.
✂
Der var i deres Heften,
I deres Pliren Noget -
Hvis der kan hexes, skeer det
Ved Hjelp af Øielaaget.
✂
Bag denne gamle Træstub
Et Baand, et løsnet, bandt hun -
Og hvor Markisen lufter
Paa Hjørnet der, forsvandt hun.
✂
Jeg skimtede i Mørket
- Skjøndt under Hjerteklappen -
De lysegraae Kamascher
Et Stykke op ad Trappen.
✂
Saa ranke, støbte Former,
Saa marmorglatte - Himmel!
Blandt hundrede Antiker
Var jeg ei halv saa svimmel.
Ved Huset
✂
Jeg stod - Gud veed hvorlænge -
Heldet mod Husets Pille -
Kun Aftenstjernen lyste,
Og det blev mørkt og silde.
✂
Men fra Balkonen trængte
- Igjennem Blomstervrimlen -
Smeltende Accorder,
Som om de kom fra Himlen.
Fjerboldtspillet
✂
Fjerboldten klang i Salen.
Veninden, smidigbøiet,
Jog den i dristig Bue,
Og fulgte den med Øiet.
✂
Men sine brune Øine,
Hvor fyrigt end de hæves,
Og sine hvide Arme
Anstrængte hun forgjæves.
✂
Du jog den ei tilbage.
Du fulgte Boldten ikke,
Den lette, purpurrunde,
Med agtpaagivne Blikke.
✂
Et andet Maal i Sigte,
Du brugte andre Vaaben -
Du skottede til Siden,
Hvor Vinduet stod aaben.
✂
Jeg stod paa Torvet - Himmel!
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit - hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!
I Theatret
✂
Du, som hist i Logen,
Imod Marmorguden
Sværmersk læner Nakken
Med Kastanieknuden;
✂
Ingen Dandser seer du,
For hvis hvide, stramme
Silkeklæder tusind
Tændte Lamper flamme.
✂
Ei Parquettets Herrer
Seer du Haaret purre;
Ei i første Rang de
Smaa Blondiner kurre.
✂
Selv ei Prindsen seer du
- Skjøndt han troer det sikkert -
Med de sorte Barter
Og den gyldne Kikkert.
✂
Ja, du hører neppe
Contrabassens Brummen,
Disse Paukers Hvirvel,
Disse Bratschers Summen.
✂
For din Tanke maler
Sig en anden Scene -
O, der gad jeg være!
Du og jeg - alene.
En Middag
✂
See, vort lille Taffel speiler
Sig i Floden - See Forellen
Pynter Fadet med sin sidste,
Stive, gratieuse Sprællen!
✂
See, Tokaiervinen gløder
I de tindrende Krystaller
109
Skjønnere, end selv i sine
Druers duftomflorte Skaller!
✂
Og Orangens søde Skive
I din Purpurmunds Indfatning
Fik, for Tabet af sin Guldhud,
En guddommelig Erstatning.
✂
Ak, for Tabet af saameget
Vinker os nu Sydens Fjelde,
Vinker os det gamle Kloster,
Vinker os den dunkle Celle.
Erkjendelse
✂
At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet -
Ja, hun maa troe jeg er af Træ.
✂
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.
Brønden
✂
Som denne Brønd, den dybe,
Den kolde, af hvis Grube
Man langsomt henter Spanden,
Som af en Afgrunds Strube;
✂
Hvori en lille Plet kun
Af Himmelbuen blaaner,
Hvem flygtigt et Par Stjerner
Halv skamfuldt Øiet laaner;
✂
Hvori, hvis du blot vilde
Ud over Randen kikke,
Du saae, skjøndt lidt formørket,
Dit Engleansigt nikke -
✂
Saaledes er mit Hjerte,
En Brønd til Punkt og Prikke,
Kun, selv naar du er borte,
Svinder dit Billed ikke.
I en Landsbykirke
✂
Vi sad i Landsbykirken.
En raa Novemberhimmel
Oplyste svagt langs Muren
Den fugtiggrønne Skimmel.
✂
Tre, fire gamle Bønder,
Samt Præst og Degn, var Flokken,
Som med sit Skrat fra Taarnet,
Høitrevnet, kaldte Klokken.
✂
Støv laae paa alle Bænke.
Af Malerier spored
Man kun den flinke Ungdoms
Haandtegninger i Choret.
✂
Og, som paa Hogarths Plade
I bittert Lune stukket,
111
Var over Fattigbøssen
Tæt Spindelvævet trukket.
✂
Istedenfor et Orgel,
Til Vinterstormens Tuden,
Peb Døren med sit Hængsel
Og klirrede Blyruden.
✂
Det eneste Par Engle,
Som fandtes, laae i Gruset,
Ormstukne, invalide,
Henslængt i Vaabenhuset.
✂
Og Lysene paa Altret
Var ikke tændt - bevares!
Der gives intet Sted, hvor
Meer ugeneert kan spares.
✂
De tommelange Stumper
Stod paa Profit i Stagen,
Og Dugen var et smudsigt
Og stoppet gammelt Lagen.
✂
Der var en dyb Forladthed,
En Kulde og et Øde,
Der var en rædsom Tomhed,
Som i en Grav hos Døde.
✂
Der var - dog nok om dette!
Du vil ei mere høre,
Og jeg vil ikke heller
Det Værste just berøre.
✂
Nok vel, til at forstemme
En Virtuos, endsige
En Dilettant i Troen
Som mig og mine Lige.
✂
Men du - var ved min Side;
Jeg saae din unge Pande
I renest Stiil en Kuppel,
En yndig Hvælving danne.
✂
Paa den var ingen Fure;
Der var en himmelsk Eenhed
I disse Liniers Bøining,
I disse Farvers Reenhed.
✂
Og dine Blik, som Ungdoms
Og Uskylds Engle tændte,
Var Alterlys, som roligt
Med klare Straaler brændte.
✂
Det stumme Sprog i Smilet,
I Mundens Form og Rødme,
Overgik alle Psalmers
Livsalighed og Sødme.
✂
Fuldværd et Sølverorgel
I Pulpiturets Stole
Var en melodisk Rislen
Mig af din Silkekjole.
✂
En østerlandsk Parabel,
En yndig Læresætning
Var i de brune Lokker
Og deres bløde Fletning.
✂
Og al den stille Andagt,
Som Sind og Hjerte hæver,
Og al den fromme Gysen,
Som Helligdommen kræver -
✂
Fornam jeg i din Nærhed,
Indgjød dit tankefulde
113
Høitidelige Udtryk
Mit Letsind og min Kulde.
I Blæsten
✂
Høistammede Rose
Med duggede Læber,
Forgjæves mod Blæsten
Og Regnen du stræber.
✂
Tillad mig at være
Din Stav og din Støtte;
Jeg vil dig mod Blæsten
Og Regnen beskytte.
✂
Om ogsaa du trykker
Og læner dig kjælen -
Betænk, det er ikke
Til mig, men til Pælen.
En Morgenvandring
✂
Det havde nylig regnet,
Og Klokken var vel otte;
Med blanke, smaa Galocher
Gruusgangen du betraadte.
✂
Og dine Spor jeg fulgte
I Parkens Poppellunde;
Jeg saae, to sorte Snegle
Krøb med, saa stærkt de kunde.
✂
En Handske, du i Græsset
Blandt Jordbærranker glemte,
Lidt varm endnu af Haanden,
Fandt jeg og henrykt gjemte.
✂
Hvor i Akazielunden
En Marmorgud staaer rolig,
Jeg saae dig hvile Armen
Paa Gudens Knæ, fortrolig.
✂
Og, skjult af kjøle Skygger,
Med Taarer læse Brevet,
Som sidst din fjerne Elsker
Tungsindig havde skrevet;
✂
Og trykke Kys paa Bladet,
Og næsten favne Stenen -
Selv stirred jeg paa Havet
Og paa Kastaniegrenen;
✂
Og tænkte: hvo der hang nu
Høit, sværmerisk i Kronen,
Som denne Kramsfugl hænger
Livløs og qvalt i Donen!
Den Uforsigtige
✂
Jeg vidste at parere,
Naar Amor Buen spændte;
Jeg undgik, længe øvet,
Hvert farligt Skud, han sendte.
✂
Paa Gaden, i Theatret,
Paa Landet og i Byen,
115
Omkring mig rasled Pile,
Som Hagl fra Sommerskyen.
✂
Jeg fanged dem med Ryggen,
Med Skuldren - Brystet ikke -
Og jeg saae ud - et Pindsviin
Har ikke flere Pigge.
✂
Da saae jeg dine Øine,
Og da jeg saae dem rigtig,
Da blev jeg saa forundret,
Saa henrykt uforsigtig -
✂
Saa salig ligegyldig -
At, da du gav et Nik mig,
Et venligt - Ak, du veed jo,
Hvor skrækkelig det gik mig!
Latteren
✂
Hvor kan du lee, Veninde,
Ad disse kolde, tomme
Indfald, som ikkun tvungne
Mig over Læben komme?
✂
»Du veed ei, Ven, hvormeget
Din Lystighed mig saarer;
Brast jeg ei ud i Latter,
Saa brast jeg ud i Taarer.«
Declamationen
✂
Som Maanen lyste Lampen,
Hvor vi fortroligt sade,
Og Natvioler dufted
I Damernes Pomade.
✂
Og Syltetøier funkled,
Og Viin, paa gyldne Fade;
I Dandsesalen hørtes
En kjælen Galopade.
✂
Musiken i det Fjerne
Kun lidet os geneerte;
Vi bad, og, rød som Rosen,
Du Digtet declameerte.
✂
Og hvert et Bryst stod stille -
I Salen standsed Valsen -
Ak, kun din lille Søster
Faldt, Engel, dig om Halsen!
Distraction
✂
Da Don Alonso fandt i
Slotshaugen, uformodet,
Og under Steenaltanen
De friske Spor af Blodet -
✂
Og da han i de tætte,
De mørke Lokkers Skygge -
Hvad siger jeg? - de tætte,
De mørke Myrthers Skygge -
✂
En sneehvid Skulder skimted -
En sneehvid Ganger skimted,
I Kappen han sig svøbte,
Hans Dolk, halvtrukken, glimted.
✂
Han rørte Silkekjolen -
Hvad siger jeg? - han rørte? -
Han greb i Silkestigen,
Som til Balkonen førte.
✂
Og mod sit Bryst han trykked
De lange, fine, runde -
Sin Mandolines Strenge,
Som ham forraade kunde.
✂
Han skjælvede, idet han -
Idet han slyngte Armen
Omkring den marmorglatte -
Krumning af Vindveskarmen.
✂
De dunkle Øienlaage -
Jeg taler reent i Taaget -
De dæmrende Gardiner,
De aabnede sig noget.
✂
Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over - Sjelden
Var jeg saa sælsom adspredt
Ved nogenslags Fortællen! -
✂
Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over - Dalen
Gjenlød just i det samme
Henrykt af Nattergalen -
✂
Nei, naar dit Blik mig møder -
I hvad det skulde gjelde -
118
Saadan, saa langsomt hævet,
Saa kan jeg ei fortælle.
Platanen
✂
Det Træ, som her mod Himlen
Sin Tempelhvælving bygger
Og kaster over Jorden
Et Slør af grønne Skygger -
✂
Saa rundt og rankt i Stammen,
Saa blødt og brunt i Barken,
Det er vor Stolthed, Frøken,
Det Sjeldneste i Parken.
✂
Saa talte Haugens Gartner.
Du stod, som om du drømte -
Straahatten løst - om Panden
De sorte Lokker strømte.
✂
Du læned dig til Træet,
Til Stammens bløde Furer:
»O«- brød du ud omsider -
»I deilige Naturer!
✂
I skjønne Træer! Hvor gjerne
Forbandt jeg mig med eder!
Med dig, Platan! hvis Krone
I Ætheren sig breder.
✂
Med dig eet og det samme!
Din Dryas, din Veninde!
Af dine grønne Blade
Og Grene sluttet inde!
✂
Jeg vilde aande med dig,
Og drikke med af Regnen,
Og staae, bestrøet med Perler,
En Pragt for hele Egnen.
✂
O Dage, fyldt med Solskin,
Med Duft og Fuglevrimmel!
O Nætter, gjennemstraalte
Af Stjerneskud og Himmel!
✂
Jeg vilde skifte Barken
Og tabe Løvet med dig -
Jeg vilde slumre Vintrens
Og Dødens Slummer med dig!«
Den Sovende
✂
Karether rulled i Sandet
Foran det sneehvide Huus,
Som speilte sig omvendt i Vandet
Med Trappernes Blomsterkruus.
✂
Nysgjerrig stod jeg paa Flisen,
Hvor Skyggen af Skyerne løb,
Hvor spraglet, under Markisen,
Paa Ruden en Kaalorm krøb.
✂
Jeg fulgte Ormens Exempel,
Jeg gjennem Ruderne saae
Ind i det duftende Tempel,
Som Himmelhvælvingen blaa.
✂
Der saae jeg dig selv, indsovet -
Kun sagte Aande du drog -
120
Og om det drømmende Hoved
Dine egne Arme du slog.
✂
Der saae jeg dig selv, indsovet
Paa Sophahyndernes Pragt -
Høit over det drømmende Hoved
De blændende Arme lagt.
En Soirée
✂
Med Hænderne paa Ryggen
Og Næsen sat i Skyen
Belærte mig en Herre
I - dog du kjender Byen.
✂
At der maa altid gives
Et vist Slags Folk, som byde,
Og derfor ogsaa altid
Et andet Slags, som lyde.
✂
At hines vanskelige
Forretning er, at herske,
Og disses derimod blot
Den simplere, at tærske.
✂
Det var hos hine derfor
En medfødt Ret, at straale,
Saavelsom hos de andre
En medfødt Tvang, at taale.
✂
Det nytted ei, at blæse
Friheds og Ligheds-Luren,
Det var nu eengang saadan
Indrettet af Naturen.
✂
Man kunde føle Fryd ved
At trælle og at trænge,
Saavelsom ved at jage
Og tælle sine Penge.
✂
Man havde meget godt af
Som Supplikant at bukke;
Seet fra det fromme Standpunkt,
Endogsaa af at sukke.
✂
Der var en egen Vellyst,
Som ei man burde laste,
I at subordinere
Sig selv og underkaste.
✂
Kortsagt, man maatte tilstaae,
Et vist, koldsindigt Væsen,
Et fornemt Kast med Hovdet,
Et nobelt Snit paa Næsen -
✂
Tidt gjorde, at man maatte
Og ikke kunde andet,
End føle sig forlegen,
Ydmyget, overmandet - -
✂
Jeg blev ham Svaret skyldig;
Fordybet hele Tiden
I een Betragtning, ændsed
Jeg ingen anden siden.
✂
De første Ord, han yttred,
Mig bragte paa en Tanke,
Om hvilken alle andre
Sig snoede som en Ranke.
✂
At der maa altid gives
Et vist Slags Folk, som byde,
122
Og derfor ogsaa altid
Et andet Slags, som lyde -
✂
Det var en afgjort Sandhed!
Du fødtes til at byde,
Derom var intet Spørgsmaal,
Vi andre til at lyde.
✂
Du - om ei flere - skabtes,
Indsaae jeg, til at straale -
Det var Naturens Orden -
Vi andre til at taale.
✂
Du fik den fagre Holdning,
Det skjønne Blik i Eie,
For hvilket Herrer bukke,
Og alle Damer neie.
✂
Men ogsaa vores ringe,
Subordineerte Sphære,
Den, følte jeg, den havde
Sin Sødme og sin Ære.
✂
Som sagt, jeg fandt hans Paastand
Prosaisk, men forstandig;
Jeg knyttede ei Haanden,
Jeg nikkede bestandig.
Paa Sneen
✂
Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.
✂
I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfaçaden.
✂
Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.
✂
Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.
✂
Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke,
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.
✂
Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade -
En anden ved dens Side.
✂
Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig -
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.
✂
Den nærmed sig forvirret -
Den lod - det er det Sande -
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.
✂
De svulmede - Canova
Ei bedre Grupper skabte -
124
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.
✂
Og kom igjen tilsyne
I Stillinger - o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne,
Men opnaaes af min Skygge!
Reflexion
✂
Jeg vidste dengang ikke,
Men lærte det for silde,
At du er streng som hine
Rødttatoveerte Vilde -
✂
Om hvilke jeg har læst, at
Etsteds - Gud veed, hvor Øen
Coralbygt netop speiler
Sin Palmebusk i Søen -
✂
Er det en Lov, at den, som
I Andres Skygge træder,
Og navnlig i en Dames,
Ansees for en Forræder,
✂
Der har sit Liv forvirket;
Og, skal han Naade have,
Dog idetmindste bøder
Sin Levetid som Slave.
✂
Velan, jeg er din Slave;
Det kan ei andet være!
Men stærk maa Boien laves,
Som denne Hals skal bære.
✂
Du finder, skal jeg længe
I Fangenskabet sukke,
Tro mig, i dine Arme
Kun et forsvarligt Lukke.
Uglen
✂
Du siger, at paa Bænken,
Vendt imod Solen Ryggen,
Sad du forleden Aften
Eensom i Lindeskyggen.
✂
Og paa den dybe Himmel,
Hvis Blaat begyndte graane,
Saae man den blege Runddeel
Af Nattens fulde Maane.
✂
Og for den store Ugle,
Der sad just i Alleen
- Som du alene - læste
Du høit i Odysseen.
✂
Du læste længe om den
Blaaøiede Athene,
Og Fuglen sad, som naglet
Til Lindetræets Grene.
✂
Du siger, du blev bange
Tilsidst, da i det Dunkle
Dens gule Blik begyndte
At dreie sig og funkle.
✂
Du løb - Jeg seer den stirre,
Den lykkelige Ugle; -
126
Og jeg forstaaer, hvorfor nu
Den skyer de andre Fugle.
✂
Hvorfor saa stum den sidder,
Mens alle Stjerner tindre,
Med Næbet imod Brystet -
Dens Lyst er at erindre.
Tilstaaelse
✂
Det var en ung og deilig Kone,
Der gav mig Næring af sit Bryst,
Og denne Kone var min Moder,
Og jeg var hendes Liv og Lyst.
✂
Jeg havde mange Legesøstre
Med mørke Øine, lange Haar -
Jeg seer endnu de runde Arme,
Som om de fanged mig igaar.
✂
Jeg havde mange Elskerinder,
Med sneehvid Barm, med Rosenmund -
O, denne klare Maanskinsaften
Gjenkalder mangen henrykt Stund!
✂
Jeg hørte til en Kreds af Venner,
Der alle havde Kraft og Mod;
Vi stræbte til et Maal, for hvilket
Vi vilde vove Liv og Blod.
✂
Men du, du fik mig til at glemme
Det Hele som en flygtig Drøm,
Dengang du hæved Liliepanden
Af dine Lokkers sorte Strøm.
✂
Dengang du, som en høi Calypso,
Mig fængsled i dit Trylleland,
Og satte mig ved Marmorbordet,
Og rakte Purpurskaalens Rand.
Det Ubegribelige
✂
Det kan de ei begribe,
De Folk med lange Næser,
At jeg ad deres Selskab
Og deres Venskab blæser.
✂
Det kan de ei begribe,
De Folk med Messinghjerter,
At i mit Indre svæver
En Himmel fuld af Smerter.
✂
Det kan du ei begribe,
Du, med en Gud i Panden,
At naar jeg ikke seer dig,
Saa er jeg fra Forstanden!
Beskrivelsen
✂
Dig, vil man jeg skal beskrive?
Give atter Skjønhedstrækket,
Som uendelig mig henrev,
Paa et Blad Papir med Blækket?
✂
Hvilken Fordring! Dig, din Ynde
Kan en Digter ikkun male
Med de blødeste af alle
Bløde Toner i sin Tale.
✂
Dit Portrait kan kun en Byron
Henrykt digte, ingen mindre!
Jeg besidder kun et Aftryk,
Skjult, men evigt, i mit Indre.
✂
Ingen kan sig forestille,
Da det trykkedes i Hjertet,
Hvilken Ro, endskjøndt jeg bæved,
Hvilken Vellyst, skjøndt det smerted.
Tilbageholdenhed
✂
Fra Blomst til Blomster svæved
I Luften Blomsterstøvet,
Og Myggene sig favned
Med Lidenskab bag Løvet.
✂
Ildfluerne sig tændte
Paa Graner og Cypresser;
En Mops min Hund forfulgte
Med tusinde Caresser.
✂
Ja, selv den kolde Sandsteen
I Buegangens Skygge
Vred sig, i stum Fortabthed,
Som Amor og som Psyche.
✂
Kun du og jeg, vi stode,
Forlegne og distante,
Som var Skovmørkets Nymphe
En gammel Gouvernante.
Kanefarten
✂
Decembermaanens Kugle
Med Skyen sig bedækker,
Og som en Streng paa Bassen
Langtude Isen knækker.
✂
Som kyst af Døden farer
Den sorte Hest for Kanen,
Og lang og spydig hænger
En Iistap fra Altanen.
✂
O, kan du vel forlange
Meer Stilhed, mere Øde
Til de Par Ord, som maae mig
En Dolk i Hjertet støde?
✂
Jeg er dig ligegyldig?
En Ven, som andre? ikke? -
Jo, det er meer end lyst nok,
Jo, jeg kan see dig nikke.
I Haugen
✂
Mig henrev den bløde
Skyaftens Rødme,
Biernes Surren,
Blomsternes Sødme.
✂
Paa Randen af Skyen,
Den svømmende, fjerne,
Mødte mit Øie
En eneste Stjerne.
✂
En Hængebirks Grene,
Den største i Haven,
Hang over mit Hoved,
Som laae jeg i Graven.
✂
Og Vandperler funkled
Som Taarer, som dine -
Men det var kun Nattens,
Kun Taagens og mine!
Solens Nedgang
✂
Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen -
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.
✂
Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.
✂
Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke -
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.
✂
Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?
✂
Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt -
131
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt -
✂
O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme -
Det skeete, som jeg tænkte.
Dødsstraffen
✂
Om denne Blomst er farlig?
Den er en Gift, den dræber -
Men ikke nær saa hastigt
Og sødt som dine Læber.
✂
O skynd dig, skynd dig derfor!
Du gjør det saa behændigt;
Det Liv, som jeg kan miste,
Er eensomt og elendigt.
✂
Skal jeg en Dødsstraf lide
For mine gale Streger,
Saa lad mig kysse Giften
I mig af dette Bæger!
Anmodning
✂
Du veed, du er en Fakkel,
Og jeg, jeg arme Stakkel,
Er en elegisk Myg,
Der med sit Liv maa bøde,
✂
Fordi den fløi for tryg
Din søde Ild imøde!
132
Gjør Pinen kort, som krymper
Den halvforbrændte Stymper;
✂
Tryk ham i Luen ind!
Du seer, hvordan han stræber -
Hav et barmhjertigt Sind!
Tryk ham til dine Læber!
Henrykkelse
✂
Du glade Fugl, som flyver!
I høie Træer, som suse!
Og I, Smaadyr, som krybe
Med eders Sneglehuse!
✂
Jeg kunde eder favne,
Jeg kunde eder trykke
Til Hjertet - saa beruset,
Saa vild er jeg af Lykke.
✂
Ældgamle Eeg, som over
Mit I Iovede dig hælder,
O, du vil glædes med mig,
Du vil, naar jeg fortæller -
✂
At hun igaar, iaftes,
Da tusind Stjerner brændte,
Og Melkeveien lyste,
Mig disse Roser sendte -
✂
Og at om Stilken viklet
Var et Papir, en Strimmel -
Saa rød og gjennemsigtig
Som denne Aftenhimmel.
Skoveensomhed
✂
Igjennem Bøgeskoven
Jeg dig ved Haanden førte -
Det var saa grønt og kjøligt,
Vi Nattergalen hørte.
✂
Det var, som hele Verden
Med Blomster og med Grene,
Med Skyer og med Stjerner,
Tilhørte os alene.
✂
Vi talte ikke sammen;
Vi kunde Intet sige,
Som snoede, tause Ranker,
Eensomme, lykkelige.
✂
Saa frit, afsides var det,
Saa ubevogtet, stille -
Det var, som om vi Intet
Meer ønskede og vilde.
Midnatsscene
✂
I Aftnens dybe Stilhed
Lød dump Portklokkens Kimen,
Og Taffeluhret viste,
Bronceert, paa Midnatstimen.
✂
Vi havde læst om Byrons
Forelskte Grækerinder,
Og dine Lokker rørte
Ved mine hede Kinder.
✂
Vi kyssed ei hinanden,
Fordi vi ikke turde;
Det var kun, som vi skulde
Og ikke andet burde.
✂
Da aabnede sig Døren -
En Mand kom ind - jeg bukked;
Dig tog han under Hagen,
Saae paa sit Uhr - du sukked.
Grenenes Lyd
✂
»Hør! Hører du den lange,
Den smertelige Tone,
Halv Fløitelyd og halv som
Et Suk i Træets Krone?«
✂
Ja, det er Klagerøsten
Fra Grenene paa Stammen,
Der af en Luftning trykkes
For tæt og piinligt sammen.
✂
Hun saae med Veemod paa mig,
Med tunge Blik og lagde
Sin Haand paa Liliepanden,
I det hun langsomt sagde:
✂
»Nei, det er to, som bøie
Med Magt sig mod hinanden,
Men klagende, haabløse -
De kan ei naae hinanden!«
Umuligheden
✂
I lange hvide Klæder,
Buxbom ved Kistens Ender,
Med duftende Levkøier
I mine kolde Hænder;
✂
Paa Brystet Dødens Sløife,
Paa Læben Dødens Hvile -
Hvor kan du troe, at nu jeg
Vel kunde lee og smile?
✂
Jeg hører nok dig hvidske:
»Jeg elsker dig!« og græde -
Men jeg er død af Smerte,
Jeg kan ei døe af Glæde.
Straf
✂
Ha, disse runde Skuldre -
Det er dog altfor kjækt!
De svulme som en Gudindes,
Saa nøgne og saa frækt.
✂
Jeg griber disse Fanger,
Undvegne, farlige To -
Jeg kaster dem i Lænker,
Som holder dem, kan du troe.
✂
Jeg vil dem brændemærke -
Det har de vel fortjent!
See, hvor de hede Læber
Har Rosenmærket brændt!
Blikket
✂
Du aabner halvt kun Øiet -
Men denne Spalt, den Strimmel
Af en formørket, skyet,
Heel overtrukken Himmel -
✂
O, ingen Sommerklarhed
Er skjønnere i Verden,
Saa kjøligmørk, saa regnblaa,
Saa foraarsdeilig er den!
Det første Bud
✂
Opad Trappen trængte Masker
I det blussende Hotel,
Da hun førte mig i Haugen
Til et eensomt Kildevæld.
✂
»Jeg maa give dig i Aften
Strenge Love, Afgudstræl!
Disse Suk er al min Torden,
Denne Blomsterhøi mit Fjeld.
✂
Du skal elske og tilbede
Mig alene - veed du vel?
Skjøndt min Vrede er en Taare,
Kan den dræbe dig, Rebel!«
Vanskelighed
✂
Oprigtig talt, det kosted stundom
Umage nok, at lade spille
Det Varme, Lidenskabelige,
Ravruskende og Ellevilde;
✂
Men den høitidelige Kulde,
Den Ro, jeg nu maa affectere,
Den skrækkelige, sletudførte,
Naive Nykternhed - langt mere!
Det Overstaaede
✂
Ak, det var en tung Forfatning,
Som vi dengang leved i,
Og vi tog en from Beslutning -
Gudskelov, det er forbi!
✂
Jeg, at ikke elske hende,
Hun, at ikke elske mig,
Og med Angst, det Gud skal kjende,
Vogtede enhver paa sig.
✂
Som to Draaber Dug, der glide
Paa en Flade glat og jevn -
Som to Øielaag, der stride
Bittert med den søde Søvn.
Advarsel
✂
Det Skum, som krandser Vandet,
Det Lys, som farver Jorden,
Skymasserne, som længe
Har samlet sig til Torden;
✂
Den store, fyldte Regnbu',
Og du og jeg, Veninde,
Hvorlænge, troer du, inden
Vi skilles ad og svinde?
✂
Nyt Bølgeskum vil komme,
Nyt Skyggespil, tilsyne,
Og andre Skyer trække
Paa Himlen op og lyne.
✂
Forgaae, fordunste skal vi,
Som Draaberne, der strømme,
Og som en Regnbu' slukkes
Alt, hvad vi see og drømme.
✂
Forstyr os derfor ikke
Den skjønne, korte Vandring -
Den truer alt, den kommer,
Den dræbende Forandring!
En Afsked
✂
O, intet Under, du bevares
Med Laas og Lukke, som en Skat,
At En - jeg veed nok hvem - dig vogter
Med Argusøine Dag og Nat.
✂
At Beilerne om Huset sværme
Som Flagermuus omkring et Baal,
Og at jeg selv beruset tumler
Som Bremsen fra en Nektarskaal.
✂
Al Sommerblæstens varme Blødhed
Er i din melkehvide Arm,
Al Blomsterskjønhed i Naturen
Har fyldt og rundet denne Barm.
✂
Men mørkt, som Bjergets skjulte Grube,
Mit Sind er ved vor Afsked - tys!
Kun Amor høre disse Fodtrin
Og disse lange, lange Kys.
Formaning
✂
»Hvor denne Gravsteen luder,
Her sover, uden Kummer,
Et Hjerte, dybt i Leret,
Den trygge, skjønne Slummer!«
✂
O, fromme, melankolske,
Forgrædte Glut! mig dræber
Dit Ord - O lad mig lukke
Din Mund med mine Læber!
✂
Skilsmissen har sin Gaade,
Sin Rædsel, selv for Aanden;
Ønsk dig ei Døden - Livet
Er dog en Fugl i Haanden.
Angst
✂
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
✂
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
Ved Stranden
✂
See Bølgerne, som rende,
Bedækt med hvide Skjolde,
Langtudefra, i Stormløb,
Mod Øens grønne Volde.
✂
Den første Række knuses,
Den anden med - for svage
Mod denne bratte Skraaning,
Som styrter dem tilbage.
✂
Jeg vil mig ogsaa skynde,
Jeg vil mig ogsaa væbne -
Endskjøndt - ved dine Fødder
Mig venter samme Skjæbne.
I Gravcapellet
✂
Hvor Richard Løvehjerte
Begravet, man os viste,
Du støtted i Capellet
Dig til hans Kobberkiste.
✂
Fra dine unge Kinder
Var Sundhedsfylden veget,
Og deres Roser havde
En tidlig Kummer bleget.
✂
Du støtted dig, som aned
Du, at den dæmringsfulde
Gravhvælving efterstræbte
Dit Hjerte med sin Kulde.
✂
Som om den tappre Fyrste
Din Uskyld maatte kjende,
Og ridderlig mod Døden
For dig sin Bue spænde.
✂
Men han er selv beseiret
Og fanget af din Fiende -
Tomt hænger nu hans Harnisk
Og stumt hans Horn derinde.
Flugt
✂
Skjæbnen truer - lad os ile
Did, hvor Bjergene sig styrte
Ned i Dalen med et Belte
Af den eviggrønne Myrthe.
✂
Med det kolde Sundhedsbæger,
Med de dundrende Kaskader,
Med den blanke, mørkblaa Gletscher
Og de høie Colonnader.
✂
Med hiint Alpehorn, som toner
Et Godnat til alle Smerter;
Med Sneelagenet, som ruller
Over altfor hede Hjerter.
✂
Lad os ile, lad os synke,
Hvor de unge Geder græsse,
Hvor den milde Jordbund nærer
En medlidende Cypresse!
Sygdommen
✂
Dit Ansigt er saa deiligt,
Skjøndt blegnende af Smerte -
Jeg seer, hvordan at Døden
Trykker dig til sit Hjerte.
✂
Du fæster dine Øine
Paa mig, de tragiskmørke,
Som om du sagde: tro mig,
At døe, det koster Styrke.
✂
Min Røst kan ikke svare,
Men siger ei min Læbe
Med tunge Smiil, at Livet
Kan næsten ogsaa dræbe?
Hvilestedet
✂
Hvor disse brune Klipper
Hinanden lagviis trykke,
Og ligesom har fanget
En Indsø i sin Skygge -
✂
Her gad jeg dvæle længe,
Aar ud, Aar ind, alene,
Imellem Mos og Bregner,
Og lange, mørke Grene.
✂
Det purpurrøde Kredsløb
I disse Dybder skulde,
Lidt efter lidt, forstenes
Af Rolighed og Kulde.
✂
Og vidne, som Granitens
Matrødmende Krystaller,
Om stærke Flammers Virkning
I en forsvunden Alder.
I Ruinerne
✂
Kom! du vakler jo af Træthed,
Og kan ikke taale Støvet;
I de smuldrende Ruiner
Har vi alt for længe tøvet.
✂
»O, jeg kan mig ei løsrive
Fra det lille, sorte Billed!
Seer du, hvad af Oldtidsmythen
Konstneren har forestillet?
✂
Psyche! Hvilken Engleskabning!
Piint af trende Amoriner.
O, hvormegen martret Uskyld
Ligger der i hendes Miner!
✂
En har bundet hendes Hænder;
Og den anden, med sin Fakkel,
Brænder lige under Brystet
Den afmægtigblevne Stakkel.
✂
Men den tredie, som svæver
Over hendes Hoved - Grumme!
Hælder ned i hendes Lokker
Giften af sin gyldne Kumme.«
Sørgesangen
✂
Daggry var det - Dæmringstiden -
Der hvor Nat og Dag sig møde;
Endnu brændte Lampen stille,
End var Alting tyst og øde.
✂
Og sit Hoved op fra Puden
Reiste hun, det skjønne Ho'ede,
Om hvis Hals, i sød Forvirring,
Lokkerne sig dunkelt snoede.
✂
»Skuffes jeg? hvad eller er det
Sang fra Kirken jeg fornemmer?
Hvilket Chor! som Psalmetoner!
Hvilke klare, rene Stemmer!«
✂
Lyttende, imod min Skulder
Hun den blege Pande trykked,
145
Nys af Brudekrandsens Roser,
Nu af Dødens Perler smykket.
✂
Og jeg greb de matte Hænder:
Nei, du skuffes ei; mit Øre
Ogsaa kan fra Gadens Dybde
Stemmerne, Choralen høre.
✂
Fødselsfesten hos en Gjenbo,
Helligholdt af unge Drenge,
Lod de glade Melodier
Gjennem Morgenluften trænge.
✂
- Ak, jeg vidste det langt bedre!
Dyb og alvorsfuld var Klangen.
For en Døende, i Natten,
Hævede sig Sørgesangen.
Det Sidste
✂
Hun kunde ikke tale,
Qvalt var den hulde Røst;
Men mine Hænder greb hun
Og trykte til sit Bryst.
✂
Og med ætherisk Glimren,
Vidtaabne, langsomt faldt
Paa mig de brune Øine -
Tilstod mig Alting, Alt!
✂
»Jeg hører kun til Jorden,
Til Himlen hører du -
Døe derfor ikke, Engel,
O døe blot ikke nu!«
✂
Men Øinene stod stille
Med deres store Blik -
Og Dødens dybe Taushed
Var alt det Svar jeg fik.