Taarerne

✂ En nysudsprungen Rose
Var i mit Knaphul stukken
Varmt brændte Morgensolen
Paa Græsset glimred Duggen

✂ Dog var mit Sind formørket
Jeg følte Graaden trænge
Sig frem og tunge Perler
Langs Øielaaget hænge.

✂ I dem var ikke Duggens
Husvalelse og Lethed;
I dem var Hjerteqvalens
Vellystig bløde Træthed.

✂ Jeg lod dem roligt rinde,
Som naar en Syg seer Straalen
Af Armens Blodkar springe
Rødtskummende i Skaalen.

✂ Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter
Faldt Taarerne, og funkled
Som Duggens Diamanter.

✂ Og kunde ikke skjælnes
Skjøndt fra den bedske Kilde
Fra hine himmelfaldne
Forfriskende og milde

✂ Med alle Regnbufarver
Snart himmelblaae, snart gule
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule

✂ Henveirede - forsvundne,
Bortkyssede af Solen
Var Taarerne, som glimred
Paa Græsset og Violen

✂ O, det er Hjerteqvalens
Bestandige Historie
Den har sin Martyr-Time
Den har sin Helgenglorie

✂ Giftdrikkens fyldte Bæger
Med Rædsel ført til Munden
Det dufter som en Balsam
Naar det er tømt til Bunden.