Forsvar
✂
Vil man en Skjald bebreide,
At Elskovs søde Magt
Han synger henrykt om?
O, en velkommen Feide!
49
Han synger uforsagt -
Du, hulde Musa, kom!
✂
Siig mig, hvad skal hans Toner
Forherlige meer, end det,
Som altid er og var
Det Lifligste, Mænd og Koner
Henreves af med Ret?
Du, hulde Musa, svar!
✂
Har du din Lyst af Trætten,
Der jevner sig ved Daad
Imellem vrede Mænd? -
Grib, Digter, Bajonetten -
Er hendes vise Raad -
Og kast den feige Pen!
✂
Den fine Kløgt, som veier,
I dybeste Respect,
Forsigtig og betids
Den rimelige Seier
Paa Alliancens Vægt?
Musen smiler spids.
✂
Et Stænderraad, som pukker,
Og Mænd, hvis hele Haab
Er streng Oeconomi
Og Runkelroesukker? -
Du hører hendes Raab:
Ah, maa jeg være fri!
✂
Det stille Liv paa Landet,
Hvor Alting er saa grønt,
Saa triveligt, saa drøit -?
Bedre, end meget Andet;
Al Ære værd, endskjøndt -
Musen gaber høit.
✂
Den Fornemhed, som sætter
For os, hvad den har,
Et pragtfuldt Logie,
Et Bord med Herreretter
Og en høflig Passiar -?
Spiis - hvidsker hun - og ti!
✂
Den kjække Fart paa Søen,
Ved Stjernernes Lys,
Til Stormens Basun -?
Ja - siger Digtermøen -
Men, efter Havets Gys,
Fyld mig min Seng med Duun!
✂
Den Ædelsteen, som blaaner
I Herskernes Krands,
Paa deres gyldne Stav,
Hvis Zittren endnu laaner
En Kammerjunker Glands? -
Hun tier som en Grav.
✂
Den Dyd, hvorom man præker
- Gud veed, om med Forstand -
Saa bredt og saa vidt;
Som gjør en Mand til en Qvæker,
Og en Kone til en Mand -?
Er ei Musens Appetit.
✂
Den Evige, den Høie,
Langt over al Fornuft,
Som fylder intet Rum,
Som sees af intet Øie -?
Giv kun din Andagt Luft -
Knæl - byder hun - men stum.
✂
Nei, Elskovssuk, som gløde,
For dem har Strengen Lyd;
51
Som Fugle til Skovens Bær,
Hold du dig til det Søde,
Som bliver, var og er -
Syng, Skjald, din Elskovs Fryd!