Platanen

✂ Det Træ, som her mod Himlen
Sin Tempelhvælving bygger
Og kaster over Jorden
Et Slør af grønne Skygger -

✂ Saa rundt og rankt i Stammen,
Saa blødt og brunt i Barken,
Det er vor Stolthed, Frøken,
Det Sjeldneste i Parken.

✂ Saa talte Haugens Gartner.
Du stod, som om du drømte -
Straahatten løst - om Panden
De sorte Lokker strømte.

✂ Du læned dig til Træet,
Til Stammens bløde Furer:
»O«- brød du ud omsider -
»I deilige Naturer!

✂ I skjønne Træer! Hvor gjerne
Forbandt jeg mig med eder!
Med dig, Platan! hvis Krone
I Ætheren sig breder.

✂ Med dig eet og det samme!
Din Dryas, din Veninde!
Af dine grønne Blade
Og Grene sluttet inde!

✂ Jeg vilde aande med dig,
Og drikke med af Regnen,
Og staae, bestrøet med Perler,
En Pragt for hele Egnen.

✂ O Dage, fyldt med Solskin,
Med Duft og Fuglevrimmel!
O Nætter, gjennemstraalte
Af Stjerneskud og Himmel!

✂ Jeg vilde skifte Barken
Og tabe Løvet med dig -
Jeg vilde slumre Vintrens
Og Dødens Slummer med dig!«