↩

Epigrammer

Øhlenschlæger

Gud ham og hans Begeistring skiærme!
Til ham jeg end bestandig haaber;
Thi der er flere Kræfter i hans Bærme,
End i de andres Første-Draaber.

Al Ære værd er - -s Poetik,
Men intet mod et af hans Frues Blik.

162

Hans er en grumme flau Maneer -
Men yderst yndet, som du seer.

Tidt saaes blandt Nyrenberger-Varer
Lackeerte Riddere med Skræk,
Men med et saadant Sirups Overtræk
Saaes aldrig forhen Træ-Husarer.

Gjenvordighed i Elskovs Sager
Har gjort ham bleg og mager,
Og Hjertets lille Lue
Gik ud engang han nøs af Snue.

Ham - Gud give
Jeg kunde naae i det Naive!

Ved dennes Dirlili jeg med Tullin istemmed:
Gud! hvilken Citharklang fra en Spædlemmet!

Apollo rørte dig den Time
Du hørte op at leverrime.

Saadan versificeres? Hør,
Den Ironi er alt for tør.