Bondestriden
✂
Grev Guntram og Grev Lanzelin
De hærgede forsande
Med Keisergunst og Pavebrev
I rige Schweitzerlande.
✂
De odelsbaarne, frie Mænd
I Muri og i Vohlen,
De lukkede for Lo og Stald,
For Qvien og for Folen.
✂
De bad om Fred for deres Huus,
For deres Mark og Skove,
Saa kom de villig mangengang
Med Karl og Dreng til Hove.
✂
Grev Guntram og Grev Lanzelin
De tog de gode Gaver,
De tog de frie Bønderbørn
Og gjorde dem til Slaver.
✂
De tog alt hvad de kunde faae,
Og fordred endnu mere:
Naar eders Gaver ei forslaae,
Saa maae I bringe flere!
✂
Den raske Dreng, med gulen Lok,
Han maatte drive Øget,
Og Pigen, med sin Rosenkind,
Hun maatte age Møget.
✂
I give med et villigt Sind
Indtil den sidste Bønne;
For hvad I lide Mangel paa
Vil Himlen eder lønne!
✂
Da reiste sig det gamle Mod
I odelsbaarne Hjerter:
Ha, vi har ydet sidste Skjærv
Til Virak og til Kerter!
✂
Det gjorde vi med taaligt Sind,
At frelse vore Sjæle,
Og for det bittersøde Kors,
I bragte os, vi knæle.
✂
Men rør ei ved vor Frihed, Drot!
Thi heller, skal det gjælde,
Vil vi forlade Huus og Hjem,
End blive her som Trælle.
✂
De dreves ud med Viv og Børn,
Man tog fra dem det Sidste.
I fremmed Land, ved fremmed Brød,
De maatte Livet friste.
✂
Grev Lanzelin blev svag og graa
I Borgens skumle Lukke,
Og tung af al den søde Most,
Han drak af Bondens Krukke.
✂
Da flokkedes de Folk igjen
Fra Muri og fra Vohlen;
53
Ak, i Eens eget Fødeland
Der skinner mildest Solen!
✂
Med Køller de forsamled sig,
Og Qvinderne med Krandse.
Men ungen Radbod mødte dem
I Harnisk og med Landse.
✂
Og Bondens Blod i Strømme flød
Alt paa hans egen Ager,
Som Bierne i Kuben døe
I egne Honningkager.
✂
Og Ridderen af Klippen brød,
Af Bondens egen Klippe,
Og reiste høit et hornet Slot,
Og udenfor en Vippe.
✂
Og Slottet fik hans Hustru fiin
Alt til sit Enkesæde;
Men der skjøn Ida mangen Nat
I Eenrum maatte græde.
✂
Hun hørte, naar i Borgen slog
Den dybe Midnatsklokke,
En Hylen i den mørke Skov
Af dræbte Bønderflokke.
✂
Hun saae dem sætte Stiger til -
O, alle Himlens Magter! -
Hun saae dem svinge Øxen høit
Med Hævnens vilde Fagter.
✂
Hun bad saamangen lønlig Bøn,
Og hun lod Messer læse;
Men hver en Midnat hørte man
I Dødningluren blæse.
✂
Hun bygged op et Kløster skjønt
Med lange Søilerækker;
Der sover hun og hendes Slægt
Til Dommedag dem vækker.