Aarestrup, Emil Uddrag fra Udvalgte digte

↩ Biedermeier er en tempereret idealisme eller, med et beslægtet udtryk, en poetisk realisme. Højromantikkens idealistiske higen efter det fjerne nedtones til fordel for idealiseringen af det nære. Den sublime erfaring, i hvilken subjektet henrykkes og går til - som f.eks. hos et andet forbillede, Schack Staffeldt - er et højspændt nerveanliggende og et filosofisk minefelt, hvis tilsyneladende verdensfjernhed, selv hos den unge mere nærtsansende Oehlenschläger eller hos den følsomme ironiker Jens Baggesen, blev de næste generationer for broget. En tilbagetrækning oven på højromantikkens indsigter i sin egen umulige stræben fører over i den harmoniserende besindelse på det nære, vi kalder biedermeier, og som præger dansk litteratur og kultur langt hen over midten af århundredet. Spændingen mellem driften mod harmoni og erfaringen af dissonans neutraliseres af en idealisme til husbehov. Denne enorme kulturelle støddæmper afskaffer det høje i alt andet end dets kristne udgave, og det lave, i særdeleshed det erotiske. Tilbage står en borgerlig middelvej, som i de heldigste tilfælde overskrides af en kunst, der fordrer en finere lytten og dyrker en legende lethed i formen.