8. Skønhedsdyrkende metafysik: elegi
✂ »O hvor smukt dette Landskabs Form i sit dæmrende Mørke ...« (s. 223-229) er et sent digt i forfatterskabet og Aarestrups mest udfoldede elegi. Den metriske form er det elegiske distichon. Det består af skiftevis hexameter og pentameter (se n.t. s. 156), og dets mest hørlige kendetegn er sammenstødet af de to trykstærke stavelser midtvejs i pentametret, som har en opbremsende effekt, der fremhæver sprogstoffet, dvs. den form, som allerede første vers dvæler ved og ikke kun er landskabets, men også som altid kvindens og ordenes. Hexametret er epos'ets metrum, der skrider frem, som handlingen gør det, pentametret bremser med sit tryksammenstød denne fremadskriden lyrisk. Derfor er det elegiske distichon egnet til refleksion og følelse (jf. Fafner 1994, s. 318-322). Det andet vigtige stiltræk ved digtet er apostrofen, det gentagne »O«. Apostrofen er en bortvendt henvendelse, typisk, som her, en påkaldelse af noget, der ikke er fysisk til stede. Påkaldelsen underforstår, 269 at noget udefra kalder, at den, der kalder, selv er kaldet. Både det elegiske distichon og apostrofen er eminent lyriske gestus.
✂ Ønsker man at opdele digtet efter disse to træk, bliver forløbet forskudt, idet det elegiske distichon ikke er enerådende, men skiftes med rene hexametre. Vers 1-2 er et elegisk distichon og anslår digtets stemning, vers 3-7 vender opmærksomheden udad og beskriver landskabet i hexametre. Vers 8-15 beskriver i elegiske disticha de mere og mere fortættede anelser, som naturen vækker i den talende, og endelig skiftes der fra vers 16 igen til hexametre og til genkendelsen og den kosmiske forening. Opdeler vi retorisk i stedet for metrisk, bliver digtet næsten strofisk. Vers 1-7 indeholder de første to dele af den metriske opdeling, stemningen og beskrivelsen, vers 8-14 anelserne, hvorimod den sidste del i den metriske opdeling retorisk er delt i to, først genkendelsen i vers 15-20, så den kosmiske forening i vers 21-27. De to opdelinger forstærker hinanden og giver tilsammen fem sekvenser, med en betoning af vers 14-18. Det er her, de to opdelinger krydses, og her sker genkendelsen. Passagen er også udhævet rytmisk ved udbrud og afbrydelser. Genkendelsen forløser, og sender i digtets anden halvdel det lyriske jeg ud i verdensrummet. Rumfarten forstærkes af de afsluttende hexametre, der i det bremsende distichons fravær får så meget mere fart og dermed karakter af rytmisk rampe.
✂ Landskabet har en høj detaljeringsgrad; men dets elementer, herunder det lyriske jeg, lader sig ikke entydigt placere i forhold til hinanden. Det er et dansk landskab med ege og rørdrum. Heliotroper og ferskentræer vokser ikke vildt i Danmark, så de må være i haven. Den talende må være uden for haven, hvis duften kommer til ham gennem stakittet. Bænken ser han derfor udefra, han sidder ikke på den. Men om mosen er placeret mellem havet og haven, eller haven er placeret mellem mosen og havet, og om den talende er placeret på den ene, anden eller tredje måde mellem disse tre komponenter, det er ikke til at sige. Den lette opløsning af landskabet, som de sydlandske planter bringer, forstærkes af dette labile landskab og det tilsvarende ubestemmelige perspektiv.
✂ Landskabet som sådant træder tilbage for sine besjælede og erotiserede enkeltelementer. Der er en løbende overgang fra tydelige besjælinger som rørdrummens suk, ferskentræernes ånde og bænkens 270 skød til svagere som den forvitrede eg og de sammenslyngede buske og til heliotropens duft, der er ren beskrivelse. Faktisk og forestillet løber over i hinanden, ført gennem luften som suk, to gange duft, ånde og det to gange dæmrende. I denne virtuelle virkelighed bliver »Aande« til »Aanderne« og til sidst til »din Aand«, og det lyriske jeg føres fra havens stillestående luft ud i den kosmiske omfavnelse.
✂ Denne overskridelse er genuint romantisk. Man kan sammenligne med Schack Staffeldts »Indvielsen« fra Digte, 1804 (jf. slutnote), der også forsøger at fatte det øjeblik, hvor naturen føjer sig for noget større og inspirerer, dvs. beånder, digteren. Men der er to forskelle. For det første vender Staffeldt mistrøstig tilbage: overskridelsen er momentan, og virkeligheden er fra da af en skygge af sig selv. For det andet er forløbet mere beskrevet og berettet hos Staffeldt og mindre suggereret. Suggestion som lydmaleri har Aarestrup lært af den Oehlenschläger, der skrev f.eks. »Hiemvee« (»Underlige Aftenlufte ...«), det ses i digte som »Øhlenschlägers Collegium« (s. 154) og »Sørgedragten« (s. 154-155); men Aarestrup er mere vidtgående her. Forholdet mellem den verden, fantasien og ordene maner frem, og så den genkendelige virkelighed er på vej til at ophæves. Suggestionen er en skabende kraft, ikke en poetisk besmykkelse, og den betjener sig af sløringer, ikke kun i lyd, men også visuelt i forholdet mellem metafor og beskrivelse. Baggesen har beskrevet samme dobbelthed i »Erotiske Situationer« (jf. Baggesen 1994), der også har den geografiske og tilmed tidslige sløring. Dette sprog- og fantasilandskab er smukt i sig selv; det danner sin egen form, idet det løsner den genkendelige virkelighed og dermed løsner sig fra den. Derfor er der heller ingen tur/retur, som hos Staffeldt.
✂ Aarestrups digt er skrevet i 1844, og det peger ikke kun bagud til dansk romantik, men også frem imod symbolismen, som den er foregrebet i den franske digter Charles Baudelaires berømte sonet »Correspondances« fra Les Fleur du Mal, der udkom i 1857 (jf. slutnote). I digtet blandes og opløses sansningerne i naturens tempel (»La Nature est un temple«) for som dufte (»des parfums frais«) at gå i forbindelse med de uendelige ting (»des choses infinies«) og 271 besynge åndens og sansernes henrykkelse (»Qui chantent les transports de l'esprit et des sens«). Den samme logik, der gælder for Aarestrups elegi, gælder for Baudelaires sonet. Virkeligheden er opløst i fantasiens og sprogets subjektivitet. Der er ikke noget at vende tilbage til.
✂ Nu afskaffer en digterisk teknik ikke sammenstødet med den verden, hvor tilfældighed, krop og død råder, og som »Ghasele« ornamenterede. Og der er da også sprækker i elegien. Man kan bemærke, at hexametrene halter i tredje- og fjerdesidste vers, der har hhv. syv og fem tryk. Der er grus på rampen. Det bekræftes, hvis man ser nærmere på heliotropen, der er latin for solvendt (se n.t. s. 228). I sin venden sig imod himlen gør planten, hvad digtet gør, og hvad dets figur apostrofen gør. Men digtet vender sig ikke imod solen, imod lyset og varmen, som den sydlandske plante. Det vender sig i natten imod månen for at møde den døde. Det er en elegisk overskridelse.