Aarestrup, Emil 10. Poetik

10. Poetik

Disse digtes måde er som sagt ikke enerådende. Aarestrups digte om at digte er mange - det er i sig selv et moderne træk - og de spænder vidt, hvad angår spørgsmålene, om kunsten er evig eller forgængelig, og om den er kunstig eller naturlig. I »Luca Signorelli« (s. 9-13) tales der om kunsten som evig, om »Konstens underfulde / Guddommelige Bliv«; men i »Med en Brystnaal« (s. 71-72) er »Konstens [...] Bliv« blevet »Det skrøbelige, svage Mærke / Til Minde om det Flygtige bestemt; [...] / Det Trylleskjær, som Sympathien kaster / Momentviis over alt det Skabte«. Her er kunsten i tiden »Et Legetøi af Støv for Støv«, og dens effekt er momentets. »Med sin Emailles mørke Hieroglypher« rækker digtet ud efter det gådefulde, det erindrer om den allerede døde erindring, »om den Sarkophag, hvori de / Hendøde Følelser bevares« (jf. Stjernfelt, s. 87-88 og 94-95). Digtet er støv for støv, en emalje over en sarkofag (bemærk igen disse fordoblinger væk fra verden) og at ligne med en brystnål, dvs. en prydgenstand, noget kunstigt. Andre steder føjer digtet sig for en natur, den skylder alt. Således »Til Nanna« (s. 67-69), hvor digtet som en strømpe først får liv, det øjeblik dets form fyldes af Nannas ben, eller »Oprindelse« (s. 9), hvor digtet siges at være viljeløst formet efter naturens flygtige og vandige processer. I disse to digte er kunsten flygtig og naturlig. I »Hvilestedet« (s. 143) findes forestillingen om kunsten som en organisk lutret erindring, og »Ja, jeg har sværmet bagvendt for din Ynde ...« (s. 178-179) er et frontalt angreb på æsteticismen.

Der er mange flere eksempler at øse fra. Betragtningerne kan nuanceres, men modsigelserne lader sig næppe ophæve. Aarestrups syn på sine digte spænder fra tanken om kunsten som utilstrækkelig 275 erstatning, over kunsten som eviggører og spejling af naturen, videre til kunsten som lutret natur, og hen til kunsten som forbedret natur og noget artificielt andet. Det er den sidste opfattelse, der for en overordnet betragtning er mest i tråd med den måde, Aarestrup skriver på, når han er bedst. Det har, som vist, alle dage været et iøjnefaldende træk i Aarestrups digte, at sproget selvstændiggør sig, og det er dette træk, der skyder ham ud over sin tid og sit sted og knytter ham til æsteticismen. Man indser, at sproget og verset gør en forskel, at digtet ikke bare spejler eller lutrer naturen, men at det også skaber den. Men man forstår også, at digtet, som naturen, foregår i tid og kan være til lyst.