? Upartiske Tanker over den voldsomme Medfart, som Natten imellem den 17 og 18 Januarii indeværende Aar 1772, vederfores de mange saa kaldte Jomfru-Huse i Kiøbenhavn; i Pennen forfattet af en gammel Magister Philos.

Upartiske

Tanker

over

Den voldsomme

Medfart,

som Natten imellem den 17 og 18 Januarii indeværende Aar 1772, vederføres de mange saa kaldte

Jomfru-Huse

i Kiøbenhavn;

i Pennen forfattet af en gammel

Magister Philos.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Amos 3, 6.

Monne der kan være en Ulykke i en Stad, og Herren ei har giort den?

Disse Ord synes ved første Øiekast af beskylde den retfærdige og hellige Gud, som Autor og Ophavsmand for alle de Ulykker, som kan skee, eller skeer i en folkerig Stad; det være sig ei allene Pest, Krig, Hunger og dyr Tid, Vandsvaade og Ildebrand; men ogsaa private Ulykker, for Ex. Duel, Nederlag, Mord, Mordbrand, Indbrud i Folkes Huse, Voldsverk, Tyverie, Røverie, Plyn

4

4

derie, & c. Alle disse Synder, Laster og Ulykker, skulde Herren selv, i Følge Amos Ord, anrette og giøre. Den sunde Fornuft saavel som det ganske aabenbarede Guds Ord, strider imod saadan Forklaring og Lærdom, at en hellig, sanddru og retfærdig Gud skulde enten mediate eller immediate, directe eller indirekte være Aarsag eller Autor til saadanne aabenbare syndige Gierninger og grusomme Ulykker.

Det synes ligesaa ufornødent, som overflødigt at bevise Contrarium. Enhver, som har læst noget i den hellige Skrift, har vel tillige sect, at Gud fast paa hvert Blad i sit hellige Ord forbyder, laster, og i høieste Grad truer al ville hiemsøge med timelig og evig Straf alle dem, som anrette og begaae saadanne Mishandlinger. Hvorledes skulde han da selv giøre saadanne Ulykker i Staden? ingenlunde! Ikke heller statuerer jeg, som den gamle Theophrastus Bombastus von Hohenheim, at den i Luften omflyvende, den i de rasende Stormvinde, Hvirvelvinde, Hagel og Torden skadelige og farlige Salamita, maa- skee den Fyrste, som efter Pauli Vidnesbyrd

5

5

har Magt i Luften, Ephes. 2, 2. skulde udrette alle saadanne Ulykker. Nei! det være langt fra. Vel vilde og kunde han i et Øieblik vende op og ned paa alle Ting, omkaste Slotte og Fæste, Stæder, Kirker, Taarne og Spire i en ilende Hui og Hast, ligesom han i et Øieblik omkastede det Huus, hvori Jobs Børn vare forfamlede; men saadanne store og voldsomme Afgrundens Gierninger tør han ei understaae sig at foretage, førend han først har tilbetlet sig den evige Viisdoms alvise Tilladelse, som vi seer af Jobs Historie. Han torde ei engang understaae sig at fare i de Gergeseners Svinehiord, førend han først heel ydmyg havde erholdt derom Tilladelse af den Mand, som nylig havde udjaget ham af sin Lystvaaning, og giorde denne svermende Bande som Huusvilde der i Egnen.

Naar nu ikke den Hellige i Israel, ei heller den, som staaer Guds Israel imod, med Sandhed kan tillægges de Ulykker, som skeer i Staden; fra hvem kommer de da? Ere da Prophetens Ord ei sande? eller ere de ei ret oversatte i vort danske Sprog? Jo, de ere sande og guddommelige, og har sin uomstøde

6

lige Grundvold. Et hvert opklaret Troes Øie, hvor det maatte findes, om det ogsaa var hos et ungt Barn i Christo, forstaaer Ordene, og finder ei mindste Anstød i dem. Saa snart man antager den Sandheds Grundregel, at Guds Villie kan henføres til trende Klasser, 1) hans Velbehageligheds Villie, 2) hans tilladende Villie, 3) hans absolute Villie; ligge al den Vanskelighed, som kunde synes at ligge i dette, og andre ligelydende Sprog hævet, og Anstødsstenen falder Hen af sig selv.

Til Guds Velbehageligheds Villie henfører alt det, som sigrer og henhører til Men- meskets sande Lyksalighed her og hisset; hans Navns Herliggiørelse, hans Æres Bekiendtgiørelse, og hans Naades Riges Udbredelse paa Jorden.

Hans absolute Villie, som stedse geleides med hans Guddoms Almagt, maa Afgrundens Fyrste og hele Helvedes Magt, Menneskene, Dyrene, Fiskene, Havet, Veir og Vind, og alle Elementer adlyde; den kan af ingen Magt i Himmelen eller paa Jorden, Havet eller Afgrunden imodstaaes.

7

7

Da det røde Hav ved en Mose forkyndedes Guds absolute Villie, maa det strax aabne en Vei og Overfart for Herrens Folk; Ildens brændende Lue maa tabe sin Natur imod de tre Mænd som bleve indkastede i den gloende Ovn. De glubende Løver glemmer sin Graadighed og Grumhed imod en Daniel, de bliver som tamme Lam. Hvalfisken maatte vel opsluge en Jonas, men ei knuse eller fortære ham; den absolute Guds Villie tilstæder det ikke. Spaamanden Bileam, hvor gierne han vilde lempe og føie sig efter Kong Balak, Guds Folkes Fiende, maa dog, enten han vil eller ei, velsigne Guds Folk; han var sig selv, sin Tunge, sine Læber, sine Sandser, ja sin Villie ei mere mægtig, den absolute Guds Villie skulde frem, den maatte uden Udflugter og al menneskelig, ja Satans Modstand adlydes. De mange Diævle, som Jesus i sine Kiødsdage uddrev af de Besatte, beviser samme Sandhed. In Summa, Guds absolute Villie er og bliver aldeles uimodstaaelig.

Hvad nu hans tilladende Villie anbelanger, da distingveres den i alle Begivenheder fra hans velbehagelige, saavel som hans absolute

8

8 Villie. For nu at vide, Hvordan hans tilladende Villie fremstraaler og kiendes, da maa i Forveien iagttages, at Gud har givet de for- Nnuftige Skabninger, Menneskene, en fri Villie. For nu ei at giøre dem til døde, liv- og følesløse Maskiner, eller forvandle den til ufornuftige Dyr, da lader han Mennesket beholde sin frie Ville. Det staaer altsaa i Tyvens egen frie Villie, om han vil lade Næsten beholde sit Gods, eller han vil, naar Leilighed gives, stiele og rane det fra ham. Det beroer paa Horkarlens Frivillie om han vil blive hiemme i sit Huus, eller han vil, i Tusmørket, besøge Skøgen og hendes Huus, som han om Dagen har lagt Mærke til, hvor det findes, som Job siger. Det overlades til Drankeren, om han vil gaae Drikkehusene forbi, eller ei. Kort sagt: Gud slaaer ei strax Horkarlen med Blindhed, at Han ei skal finde Døren, som Herrens Engle fordum sloge Mændene; som bestormede Loths Huus. Han giør ei strax Morderens Haand vissen og afmægtig, som hiin Konges Haand, da han udrakte den til at gribe en Herrens Prophete. i Kong. B. 13. Nei, Gud lader Tyven beholde sin naturlige Magt i Hænder og Been, til at gaae og tage

9

9 Næstens Gods, Morderen ligesaa. Horkarlen og Skiøgen beholder ligesaa sit Legems Kræfter til at opfylde deres urene Lyster. Naar nu disse Syndere, Voldsmænd, Uretfærdige og Ugudelige paa en eller anden Maade anretter Ulykke i en Stad, da maa vel Propheten spørge: Monne ikke Herren har giort den? Svaret bliver: Den er skeet, ved den Almægtiges tilladende Villie; hans evige Viisdom har ei fundet for got ved Mirakel at hindre eller berøve Naturen sin Gang og Magt, eller lade sin absolute Almagtes Villie fremstraale.

Nu bliver Spørsmaalet: Til hvilken Klasse bør Pøbelens udøvede Raserie mod de saa kaldte Jomfruhuse i Kiøbenhavn henføres, enten til Guds velbehagelige, absolute eller tilladende Villie? Uden at tage Feil, og for- synde sig imod Gud og Næsten, bliver det tryggeste at henføre denne skeete Ulykke i Staden til Guds tilladende Villie. Hans velbehagelige Villie kan det umueligt være, hans absolute ikke heller. Nei! han byder ingen at være ugudelig, han giver ingen Lov at synde. Meere, han har sagt: Hevner eder ikke selv, Hevnen

10

10 Hører mig til, jeg vil betale, siger Herren. Følgelig har hans tilladende Villie givet disse rasende Menneskers fri Villie Rum, Plads og Tøilen; deres Hænder har beholdt deres natur-

lige Magt og Styrke at udføre deres høist lastværdige Foretagende.

Heraf maa dog ingen dømme, at jeg agter at skrive en Apologie og Forsvarsskrift for berygtede, fordægte liderlige, forføriske, syndige og ugudelige Horehuse, eller tage Horer og Horeværters Partie, Nei, det være langt fra! den Haand og det Øie, som har bevaret mig hidintil fra al ond Gierning, skal ogsaa, for sin evige Miskundheds skyld, bevare mig herefter fra de Gange og Stier, som gaaer ned til Helvede. Ordspr. 7, 27. Derforuden veed jeg, at der ligger et Vee paa alle dem, som sige om det Onde, at det er Got.

Give Gud der aldrig var eller fandtes et saadant Babylons Værksted i Christenheden! give Gud, at hvert et Horehuus, hvor disse Mørkhedens og Vellystens Sirener opholder sig, vare forstyrrede, at vort kiære unge Mand- kiøn ei ved deres fortryllende Sang, og med

11

11

Vellystens Sukker bestrøede Læber, meere skulde styrte sig i Fordærvelsens dybe Hav.

Men, kiære Medborgere! kan vi og være forsikrede om, at alle de mange ruinerede Huse, hvis Antal siges af nogle at være 55, (en sikriver i de offentlige Blade 72,) skulde været Jomfruhuse, og beboede af Skiøger og Horeværter. Forholder det sig saaledes, har jo Kiøbenhavn næsten været et Sodoma.

Men hvormed kan vel disse Voldsmænd bevise denne Sats? Uden Tvivl torde det blive dem en haard Knude ot opløse. Hvem har vel kundet give disse Sværmere en ufeiltagelig Liste, saavel paa Husene, som deres Beboere? Det forstaaer jeg ikke. Jeg troer, uden at forsynde mig, de, hvilke denne Ulykke i Staden er rammet, kan og bør deles i tvende Dele: Skyldige og Uskyldige. Her rinder Prædikerens Ord mig i Tanke: Det hændes eens den Retfærdige og den Ugudelige, den Gode og Reene, og den Onde og Ureene, — dette er Ont over alt det Onde, som skeer under Solen, at det hænder alle eens. Præd. 9, 2. 3. Her maa man sige: Justitia & Sapientia divina

12

12

pari passu ambulant, Guds Retfærdighed og Viisdom følges ad Trin for Trin. Erfarenhed lærer, at naar Ilden faaer Overhaand i en Stad, brænder ligesaa snart en Kirke, som et Comediehuus, en Skole eller Hospital ligesaa hastig, som et Jomfruhuus & c. At de Gudfrygtige og Oprigtige maa føle og tage Deel i Straffens Onde, som rammer de Ugudelige, er noget, som henhører til Guds skiulte Viisdom. Det overgik Asaphs Forstand, og havde nær kommet ham til at snuble. Psal. 73' Gud er en underlig Gud, derfor handler han ogsaa ofte underlig med sine Børn. Loth brugte ingenlunde den samme ugudelige Handel, som de andre Synder i Sodoma, hvorfore han og blev frelst; dog havde hans Huus og Hiem, Meubler og Eiendom samme Skiebne, som hans andre ugudelige Naboer. Det blev altsammen et Offer for Ilden. Men herved vil jeg ikke længere opholde mig; jeg maa tilbage, hvor mine Tanker slap ɔ: de, hvilke denne Ulykke i Staden er ramt, kan og bør deles i tvende Deele: Skyldige og Uskyldige. At der iblant de ruinerede Huse jo maa have været nogle slette og syndige Huse, det troer jeg, og tager mig ingenlunde paa at igiendrive, eller modsige.

13

13

Bacchi Brødre har jo deres Samlingspladse; og Veneris Boliger ligger ikke langt derfra. Vellystens Engle og de ureene Aander finder ei stor Vanskelighed for at faae Logemente og Herberge hos Fritænkere, Naturalister & c., og enhver, som foragter Gud og hans Naades Ord, og lader hans Raad fare. Og da dette er bleven næsten den herskende Hof-Religion, er det ei at undre, om denne fordærvende smitsomme Syge har udbredt sig fra Hovedisse indtil Fodsaale, og anfængt det ganske Legeme. Hvad skal man da vel sige om den, hvis Samvittighed veed sig skyldig i Forargelsens og den stinkende Ureenlighed? de, over hvilke Ulykkens, Hævnens og Straffens Dag er kommeu, som et Vandskyld. Deres Samvittighed vil ventelig bebreide dem, og sige, som Josephs Brødre fordum sagde til hverandre: Vi forskylde sandeligen dette; i Mos. 42, 21. og som Juda oprigtig tilstod: Hvad, hvad skal vi sige til min Herre? hvad skal vi tale, og hvormed skal vi retfærdiggiøre os? Gud har fundet vore Misgierninger. 1 Mos. 44, 16. Ja deres Samvittighed vil sige, som Røveren paa Korset: Vi faae det vore Gierninger forskyldte.

14

14

Disse Syndere har dog fra deres Vugge af vidst og hørt det siette Bud, om de og aldrig havde hørt eller vidst mere til Advarsel imod denne Synd, var det alt nok. De kunde da ikke undskylde sig med Uvidenhed om denne forbudne Synds Øvelse, og vederstyggelige Brug. Men hvor ofte, hvor trolig, hvor idelig og tidelig, ja i hvor mange Aar har ei de troe Vægtere paa Zions Mure, hemmelig og aabenbare, advaret disse selvraadige Syndere; hvor ofte har de ikke, besynderlig i disse sidste vanskelige Aaringer, da næsten alle Porte og Døre aabnedes for denne Svang gaaende og til høieste Trin hart ad opstegne, vederstyggelige og fordømmelige Synd, raabte af Struben imod denne saavel som andre tiltagende græsselige Synder, som truede Staden med Ulykker, og Siælen med Fordærvelse. Hvor ofte Har ikke disse kiere troe Hyrder, som en Paulus, med grædende Taarer advaret eder, og talet til eder i den Herres Jesu Navn. Ja det, som endnu mere er, disse redelige Vidner har, for at rykke eders Siæle, som Brande af Ilden, sat deres egen Helbred og Liv i Vove i disse farlige Tider, da Siælen er sluppen løs, og har saa stor Vrede imod dem, som boe paa Jor

15

15 den. Disse maa klage, og sige: Vi vilde have lægt Babel, men Babel blev ikke lægt. Jerem. 51, 9. Derfore siger Herren til saa- danne ubevægelige Syndere: Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, (ved at høre og adlyde), jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt derpaa, og I lod alt mit Raad fare, og I vilde ikke lide min Straf; da vil jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for. Naar det kommer, som en ødelæggelse, det I frygte for; og eders Ulykke, som en Hvirvelvind; naar Angest og Trængsel kommer over eder, da skal de paakalde mig, men jeg skal ei svare; de skal aarle søge mig, men ikke finde mig; fordi at de hadede Kundskab, og udvalgte ikke Herrens Frygt. De samtykke ikke mit Raad, de foragtede al min Straf; saa skal de nu æde af deres Veies Frugt, og blive mætte af deres (egne) Raad. i Ordspr. 1 Cap.

Da nu disse Syndere og Synderinders Veie saa øjensynlig ere omgierdede med Torne, saa vil jeg ønske af mit Hierte, at om de endnu skulde faae Lyst til at jage efter deres Bolere, de dog aldrig mere maatte omfavne dem, dog

16

16 aldrig mere maatte omfavne dem, om de ville lede efter dem, de da aldrig maatte finde dem; og derfore sige, som fordum den afvigede og bortløbene Jomfru Juda: Jeg vil gaae og vende tilbage til min første Mand; thi jeg havde det da bedre end nu. Hof. 2, 7. En Lyst vilde det være saavel for Guds Engle, som alle sande Guds Born, at see disse engang at nærme sig til Forsoneren, og med Synderinden kaste sig med Graad og Taarer ned for hans Fødder, for at søge og finde Syndernes naadige Forladelse, paa det at ikke noget værre end dette endnu skulde hændes dem.

Nu til de Uskyldige. Herrens Grundvold staaer fast, og haver dette Segl: Herren kiender dem, som ere sine og hver, som nævner Christi Navn, bør afstaae fra al Uretfærdighed. 2 Tim. 2, 19. Lide I uskyldigen, og for Retfærdighed skyld, da ere I salige. Matth. 5, Ingen iblant Eder lide, som en Morder, eller som en Tyv, eller Misdæder, eller som de der trænger sig ind i en fremmed Bestilling; (her kunde ogsaa tillige siges: ikke heller som de, der holder syndige, Huse, og drive en ufornøden Handels, men lider nogen, som Christen, da

17

17 skamme han sig ikke, men ærer Gud i den Deel. 1 Pert. 4, 15. 16.

Jeg tilstaaer denne Prøvelses Hede, denne smeltende og lutrende Ild har været skarp for de arme uskyldige Guds Børn, paa hvilke den, ved denne Lejlighed ramte. Ildebrand er græsselig, den er et fortærende Elemente, et Guds straffende Riis, som ei veed af nogen Skaansel, naar det faaer Overhaand; og dog kan Klæder, Møbler, Bohave & c. blive ræddet, Eiermanden til nogen Lise, lad være hans Huus bliver lagt i Aske. En Fiende er ofte haard og ubarmhiertig; dog naar han faaer sin Brandskat, skaaner han Staden, og hver beholder Huus og Hiem, og alt det øvrige han har. Men hvad har vel denne rasende Sverm ladet blive tilovers for Eder? Intet. Ei Vinduer, Porte, Døre, Borde, Stole, Skabe, Sænge, Klæder, Kakkelovne, Kaminer, Lofter, Gulver, Trapper, Panelværk, Tapetserier, & c. intet uden Stenene i Murene bleve staaende; det usle Liv, det arme Legeme, næsten nøgen og blotte, lode disse Voldsmænd eder beholde, som en besynderlig Naade. Blodet gyser i mig ved at tænke paa en saa umenneske

18

18 lig Opførsel; et saa afsindigt, et saa rasende, et saa barbarisk, ja mere end diævelsk Forhold! sandelig, ingen Pen kan noksom med sorte Farver afpensle dette skammelige og uhørte Foretagende; jeg vil og nu ei berøre samme, førend jeg har sluttet mine Tanker om de Uskyldige, som har lidt saa meget under dette Raserie. I arme Mennesker! som veed imellem Gud og eders Samvittighed, at I vel kan være Syndere og brøstfældige, som andre Syndere paa Jorden, (er nogen reen, lad ham kaste den første Steen), men veed dog, at I aldrig Har holdt saadant liderligt Huus, og søgt Lyst, Baade og Vinding paa en saa syndig og lastværdig Vei. Eder maa jeg opmuntre, at I ikke forsage i eders Siæle. Kaster ikke bort eders Frimodighed, den har en stor Belønning, beholder eders Siæle i Taalmodighed. Hevner eder ikke heller selv, men overlader Gud Hevnen; i sin Tid vil han igiengielde eders Fiender det, og igien bedrøve dem, som har bedrøvet eder. Jus Talionis divinum, den guddommelige Giengieldelses Ret er forvaret i hans Retfærdigheds Vægtskaal! vee Hans Fiender, naar hans høire Haand engang griber efter den.

19

19 En velmeent Erindring har jeg tilsidst at give eder, I Uskyldige, I Arme og Fortrængte! det har værer eder en suur og dyr Lærepenge, at boe til Huse hos disse berygtede og ugudelige Mennesker. At være til Huse hos en sand Israelit, paa hvis Dørstolpe Paaskelammets Blod er stænket, har større Nytte og Fordeel med sig, end Verdens Børn veed eller troer; Morderengelen maa gaae saadant Huus forbie. 2 Mos. B. 12, 13. Men at være til Huse hos Mennesker, for hvis Døre Synden ligger, og paa hvilke Hevnen bier, er høist farligt, 1 Mos. 4, 7. Viisd. B. 1, 8. Den Sandhed har mange med salte Taarer underskrevet. David, en mægtig Konge, en Herrens Prophete, beklager sig ofte, at han boede iblant de Ugudelige. Han havde ei allene de vantroe og urolige Hedninger til Naboer rundt omkring sine Lande og Provintser; men ogsaa alt for mange af dem, som beraabte sig paa Israels Borgerskab, paa Herrens Tempel, og dog vandrede i Mørket paa Fordærvelsens Vei. Vee mig, at jeg var fremmed iblant Mesech, at jeg haver boet hos Kedars Pauluner, min Siæl har meget længe boet hos den, NB. som hade Fred. Jeg er fredsommelig, men naar

20

20 jeg taler, ere de færdige til Krig. Psal. 120. Jeg har engang havt det Vanheld uvidende at fæste Logemente hos en Belials Mand, hos hvilken jeg boede et halvt Aar, hvilken giorde mig meget Ont paa Gods, Ære og Rygte; hans onde Hiertes Drift og Lyst var at tilføie mig al den Skam og Fortred, ham var mueligt at afstedkomme. Vi tør dog vel ikke sige eller tænke, at den kiere Paulus har overilet sig, men maa have havt gyldige Aarsager, da han skriver: Alexander, den Kobbersmed, beviste mig meget Ont, Herren betale ham efter hans Gierninger. 2 Tim. 4, 14. Det Heder: Af Skade bliver man klog, men sielden riig. Siden den Dag erkyndigede jeg mig troligen om Vertens Karakter, Tænkemaade og Forhold, hvad Personer der boede i hans Huus, hvad Profession og Næringsvei de brugte & c. Brændte Børn, heder det, ere bange for Ilden. Lad dette derfore være eder en uforglemmelig Tanke-Seddel til at skye og flye de Ugudeliges Huse og Synderes Samqvem. Gaaer ud af Babel, I som ere mit Folk, at I skal et blive deelagtig i dens Synder, og at I skal ikke faae af dens Plager. Aabenb. 18, 4.

21

21

Nu skulde jeg ogsaa blotte mine Tanker om det voldsomme Foretagende paa de mange saa kaldte mistænkte Jomfruhuse; om samme kan og bør med Sandhed undskyldes, forsvares og roses, som jeg seer nogle Kortsynede og Uchristeligtænkende har giort, og giør, eller om Gierningen i sig selv er last- og strafværdig. Det sidste tænker og troer enhver Retsindig, som det hører eller seer. Skulde, som siges, den ugudelige Pøbel, under deres frydefulde Hurra, da de geleidede igiennem Stadens Gader vor dyrebare Konge paa hans Glædes og Frelses Dag, da han og det kongelige Huus saa underlig og øiensynlig var bleven frelst fra sine og Landets Forrædere, have anmodet vores kiere Konge om Tilladelse til saadant Foretagende, da var en saa dumdristig og pøbelagtig Anmodning og Forlangende tusende Gange lastværdigere, end om en Souveraine, hvis Siæles hele Tænkekraft, ja hver Blodsaare, næsten uden Maal og Grændser man have været opfyldte af den alleremfindligste Blanding af Vemodighed, Sorg og Glæde, som alle øjeblikke maa have svævet ham for Øinene, og tumlet og veltet om, som Bølger, i hans Siæl, kunde have, i saadan Sinds og Siæls

22

22

Situation, af sin medfødde kongelig Mildhed, annuered samme.

Men vores fromme Konge har noksom rydelig lagt for Dagen, at han ei har bifaldet Pøbelens udøvede Grumhed og Raserie imod disse Huse. De bekiendtgiorte kongelige Ordres og strænge Forbud imod saadan Voldsomhed med hosføiede Trudfel af Kongens Unaade, ja den exemplariske Straf, som skulde statueres paa de Ulydige og Selvraadige, overtyder al Verden, at han i højeste Grad mishagede et saadant barbarisk og uchristeligt Foretagende. Ja den høist billige og retfærdige Befalning, grundet paa høikongelig Ordre, Stadens retsindige Øvrighed, endog i de offentlige Aviser, lader bekiendtgiøre, at alt Plyndregodset, hvor det og findes, under anseelig Mulkt, om noget fordølges, skal, uden Betalning, igien leveres sin retmæssige Ejermand, beviser jo haandgribelig disse Sværmeres strafværdige Forgribelse. Thi maa jeg nu spørge eder I umedlidige og uchristelige Gierningsmænd: Hvo har vel befuldmægtiget eder til denne voldsomme Handel? Ikke Kongen, ikke heller hans Befalingsmænd.

23

23 Hvad bliver I da for Folk, naar I den den høie Øvrigheds Ordre og Forskrift foretager eder saadanne græsselige og grusomme Ting? Jo da blive I, og giører eder selv til Røvere og Voldsmænd. I vil maaske svare: Er det ikke vel giort, at disse Horehuse ere udryddede? Got! gid hvert Horehuus var udryddet af Landet. Men hør! hvormed kan I bevise, at alle de af eder ruinerede Huse virkelig vare Horehuse? Det torde uden Tvivl blive eder en vanskelig Sag at kunde med Sandhed bevise; hvorledes har I lært at kiende dem fra andre ugyldige og ærlige Folkes Huse? Ex usu forsan, aut per accidens, ɔ: af Brug og øvelse maaskee, eller af en Hændelse? Har det første sin Rigtighed, som mange vil troe og meene, er eders Forhold langt last- og strafværdigere, end de, som har beboet disse Huse, og øvet den sikiendige Profession. Troligt er det, at mange af dem, som har været med at ruinere ovenmeldte Huse, ja maaskee været de slemmeste, har mangen Aftenstund i Tusmørket besøgt disse smukke Jomfruhuse, ja maaskee hvilet om Natten i Skiøgens Arm. Faa, ja maaskee ingen ærbar og honet Borgere har vidst, hvor disse slette

24

24

Huse laae; thi jeg troer, at den blotte Ærbarhed har holdt enhver honet Tænkende at erkyndige sig om, hvor de vare at sinde. Men see! disse Natravne og Rovfugle har kiendt dem alle saa vel, at de endog mørke Nattetider har vidst at finde dem; og det, som de til deres skammelige Giernings Forsvar roser sig af, uden at tage Feil. Følgelig maa de ex usu have lært at kiende dem; er det saa, som synes rimeligt og troligt, tilstaaer man de har ei heller lettelig kundet tage Feil. Men, som sagt, det retfærdiggiør ei deres Gierninger, meget mere fordærver deres Sag, og giør dem saa meget mere afskyelige. Har de derimod per accidens, v. fortuitu, af en Hændelse lært at kiende disse Jomfruhuse, da maa deres Kundskab have været Confus og upaalidelig. Jeg forestiller mig begge Dele kan være muelige, og have sin Rigtighed. Nogle iblant disse Executeurs kan ex usu have lært at kiende Huse; andre derimod allene Hændelses Viis. I de Huse, hvilke man ei fuldkommen har kiendt, men allene af Mistanke og blot Raserie Har angrebet, maa nødvendig dog været nogle uskyldige Familier. Men see! deres Skiebne er den, samme, de begegnes paa en Maade;

25

25

ber hændes den Retfærdige, som den Ugudelige. O! hvilken: Ulykke under Solen; fremdeles maatte man spørge: Hvad Fortred har dog de mange smaa. Børn giort eder? umyndige Børn, som ei har vidst at giøre Forskiel paa høire eller venstre Haand; en Deel liggende i Vuggen, andre ved deres Moders Bryste, og dog jages og kastes alle disse med deres Mødre, næsten nøgne, ud af Seng og Huse under aaben Himmel Vinterdage. En barbarisk Fiende vilde maaskee vidst større Menneskelighed, end disse Røvere og Voldsmænd. Den retfærdige Gud ynkedes, ja skaanede den store Stad Ninive for de mange umyndige Børns skyld; men see! hos disse rasende Mennesker er ingen Skaansel at vente. Gamle, Skrøbelige og Sengeliggende, smaa Børn, Qvinder nylig komne i Barselseng; de fattige Domestiker og Tjenestefolk & c. udjages alle som umælende Dyr, og maatte ansee det, som en stor Naade, at de fik deres Liv med sig, som det fornemste Bytte. Hele Staden veed dog, at Hr. Dreves Viinkielder var intet Jomfruhuus, og dog ruineres den; Viinfadene sønderslaaes, det uskyldige Vindeur-Blod udøses, at det staaer over Skoene. Kan det være ret og vel giort, saa at spilde,

26

26

ja træde den kostbare Viinrankernes Most, Herrens Velsignelse under Fødder? Svaret overlades til eders egen Samvittighed, I Voldsmænd, om I ellers har den mindste Gnist endnu tilovers af Samvittighed. For Resten maa alle Upartiske dømme herom. Kan Kongen og Staten være tient med; at maaskee et Par tusende Mennesker ved eders Raserie ere bragte til Betlerstaven? Ingenlunde! Hvad Tab og Skade har ikke Prioritets Herrerne til disse Huse taget! disse tør man dog ikke strax kalde Horeværter. Dette Tab torde mueligen være mere end en Tønde Guld. Er ikke og denne anseelige Summa ved eders Raserie ilde og skammeligen spilt? Haaret reiser sig paa mit Hoved, og Blodet gyser i mig, naar jeg tænker paa en saa barbarisk og uhørt Handel. Disse røvende Voldsmænd Holder Auction om Natten indbyrdes imellem sig og deres Ligesindede paa dette røvede og ranede Gods. Enhver Lysthaver faaer, efter Ordsproget, Røverkiøb, som det og sandelig med al Rette meriterer at hede. Guld, Sølv, Penge, Juveler, Pretiosa, Lommeuhrer deler Banden indbyrdes, som retmæssig Priisgods i en Stad, indtaget af Fienden, og givet Sol

27

27 daterne til Bytte. Om I ikke havde frygtet eder for Menneskens Straf, som I ventelig i denne eders Furie ikke har, saa maatte dog Himmelens retfærdige Hevn have afskrækket eder fra denne grusomme Furies. I vil maa- skee sige og svare efter eders Tænkemaade: Til skurved Hoved vil skarp Lund; havde vi ei engang giort Alvor med disse Horehuse, havde de fremdeles blevne de samme. De gode Po- litie-Betiente, som skulde ingvirere disse Huse, og see deres Beboere paa Fingrene, har, formedelst den skidne Fordeel, i saa mange Aar seet igiennem Fingre med dem. Jeg hverken antager eller forsvarer Klagemaalet, men allene siger: Er det saa, da er det beklageligt og høist lastværdigt.

Men hvo har sat eder til Dommere og Hevns Udførere i en kongelig Residentstad? Har I ikke grebet ind i den Almægtiges Regimente, en souveraine Konges Myndighed, og i den hele Stads Øvrigheds Embede? Hertil maa hele Verden svare Ja. Hvor strafværdige ere da ikke eders Gierninger? Vare de giorde under en anden Regiering, eller til en anden Tid, jeg sætter, under høilovlig Chri-

28

28

stian den Siette, da havde uden Tvivl evig Slaverie og Fængsel, ja maaskee Steile og Hiul blevet eders visse velfortiente og retfærdige Løn. Men at det denne Gang er gaaet, og for saa vidt gaaer ustraffet af, har I at tilskrive 1) vor naadige Konge, som har saa ømt Faders Hierte mod sine Undersaattere, at han besværligen kunde overtale sig til at underskrive Arrestens Forkyndelse for sine og Landets Forrædere, som havde saa ugudelige og græsselige Anslag mod ham, det hele. kongelige Huus og begge hans Riger; hans Menneske Kierlighed kunde neppe troe saa mordiske og diævelske An- slag. 2) Den mærkværdige Crisin og Tidspunkt, da dette Raserie er skeet, nemlig paa en Dag og Tid, da den Allerhøieste havde viist sin Salvede, det kongelige Huus, og tvende Riger saa stor en Frelse fra hans og hele Landets farligste Forrædere. Desaarsagen vilde vor allernaadigste Konge paa denne saa betydelige Dag ei beflutte, at blande sine Un- dersaatteres Glædes Taarer med disse ruinerede Husesværmeres Blod.

Dog! for at bringe eder, om det var mueligt, noget nærmere til Sagens rette Eftertanke og Forhold, da maatte jeg gierne med

29

29 Tilladelse spørge: Af hvad Grund og Drift er denne Gierning skeet? Har en reen, en hellig Nidkierhed for at redde Guds hellige Navns Ære? et Gud velbehageligt Had til Stadens Vederstyggeligheder Ezech. 9, 4. eene og allene drevet og tilskyndet eder til dette Foretagende? Saadant vil I maaskee at Folk skal troe om eder, for at retfærdiggiøre og besmykke eders skammelige og røvermæssige Forhold. Men vær forsikret, at I ei lettelig binder denne Lysens Engels løgnagtige og grundfalske Maske for Øinene paa en fornuftig, en upartisk og ret tænkende Siæl.

Vel læser jeg om Aarons Sønnesøn Pineas, at da Israels Børn i Sittims Ørk bedreve Hoer med de moabitiske og midianitiske Qvindfolk, saae han Simri, en Fyrste for Simeonitterne, gaae ind i en Horekippe med Cosbi, den midianitiske Fyrste Zuurs Datter, hvorover han, optændt af Nidkierhed for Herrens Ære, tog et Spyd, gik ind efter dem, fandt dem i deres skammelige Gierning, og stak dem begge igiennem Livet, at de døde. Denne Gierning befaldt Herren saa vel, at han sagde, at Pinehas havde afvendt hans Vrede fra Israel, i det han havde været nid-

30

30

kier med NB. en Guds Nidkierhed iblant dem, 4 Mos. 24. satte sig altsaa i Gabet for Herrens Vrede, og afvendte Plagen, som Hængte over Folket, hvorfore denne Gierning blev regnet ham til Retfærdighed og Roes, fra Slægt til Slægt evindeligen. Men denne eders umenneskelige Gierning vil ei lægges eder, I Sværmere, til Roes, men til Skam og Skiendsel fra Slægt til Slægt evindelig; thi ikke Pinehas rene Nidkierhed og hellige Had til Personerne i Horekippen har drevet eder til dette skammelige Foretagende. O nei! men eders urolige Blod og sværmefulde Aand, eders onde Hierte, eders Graadighed efter Rov og Plyndre-Gods, det være sig i Retfærdiges eller Ugudeliges Huse, eder lige meget, har været Mobile primum, og det rette drivende Hovedhiul i Sagen. Det veed den Alseende, det troer alle Retsindige og Rettænkende, og eders egen Samvittighed, naar den engang vaagner op, (o! gid det maatte skee i Naadens Tid), vil sige Ja og Amen dertil. Skulde urolige Hoveders barbariske Hænder være ubundne, og have Frihed, under Paaskud at ruinere ugudelige Huse, ustraffet, at giøre hvad de lystede, kunde ingen

31

31

Mand i Staden, ja ei i hele Landet, være sikker paa Gods, Ære og Liv. Det maatte hvert Øieblik; staae i Fare for at gaae i Løbet. Ingen øvrighedsperson, som straffede det Onde, og handthævede det Gode; ingen Præst, som talede Sandhed, advarede Synderen om sine Veies Vildfarelse; ingen Borger, som gik frem paa Dydens, Sandheds og Retfærdigheds Vei; in Summa: Ingen, i hvad Stand den maatte være, naar den allene støtte saadan Sværmer-Aand for Hovedet, kunde da meere være sikker i sit Huus. Hans Huus og Hiem, Eiendom, Velfærd, Ære og Liv, maatte jo ved mindste Vink af saadan Røverbande blive hans Fiender et Offer. Saadan Adfærd strider aabenbar imod Guds og Rationens Folke-Ret, imod alle christelige Potentaters Love.

Hvorfor bærer endog den allerfattigste Borger i Staden, sin Andeel, efter Formue ja maaskee ofte over Evne og Kræfter, af Stadens svare Skatter og Byrder ? Jo! først for at erhverve, nyde og beholde Borger-Ret, og paa Grund af sin erhvervede Borger-Ret bruge Borgerlig-Næring. For det andet, som en Borger ar have Beskyttelse i Staden, eller

32

32 paa Landet, som en Undersaat, mod al Vold og Overlast, hvad Navn det have kan. Naar en Borger maa savne dette, som disse arme ruinerede og Udjagede Mennesker maa giøre; hvortil nytter da et erhvervet, et dyrt og Kostbar Borgerskab? til intet. En retfærdig Mand, som saaledes maatte blive Medhandlet, var jo skammelig bedragen dermed. Man havde sandelig, giort ham større Tieneste ved at nægte ham Borger-Ret, da han begierte den, at han i et andet Rige kunde søgt sit Brød og sin Lykke; thi i Haab at finde sin Nærings-Vei, i Tillid at nyde Beskyttelse for Voldsmænd og al Overlast, seer han sig nedsat mit iblant Røvere. Unægtelig er det suurt og smerteligt for en Borger, at see Staden af en slem Fiende beleiret; dog findes han lige saa villig som pligtig, at vove Liv og Blod fok Stadens Frelse; men at en Borger i Freds Tider af Stadens egne Indvaanere udjages koldeste Viuternat fra Huus og Hiem, berøves Eiendom og sin hele timelige Velfærd, neppe beholder Livet; det maa være utaaleligt. Hvilken Lov kan forbinde saadan ulyksalig mishandlet Borger, til at iagttage sine Pligter imod sin Øvrighed, inden han faaer fuldgyldig og en retfærdig Satisfaction

33

17 for hans lidte og tagne Skade, hans Tab paa Ære og Gods? Driver en Borger eller Indvaaner i Staden, utilladelig Handel, lad ham straffes efter Lovene! giør han sig uværdig til sin Borger-Ret, tag den fra ham, men med Lov, Ret og Dom. Opfører han sig aabenbar forargelig og ugudelig, døm ham, men efter Landets retfærdige og hellige Love, efter Stadens christelige og billige Statuta, til TugtRasp- og SpindeHusene; men hvo skal saaledes dømme og udføre Dommen, Straffen og Hevnen? Øvrigheden og Justitiens Betiente; men ei en rasende og ubændig Pøbel-Sverm, en Sammenrottelse af ryggesløse, fordrukne, urolige, grove og slette Mennesker. Vee det Land og den Stad, hvor disse Folk har Mag- ten i Hænderne! der seer det sandelig ilde ud. Der kan det ei gaae bedre til end paa den Tid, da der ingen Konge var i Israel, men hver Mand giorde som ham lystet og got syntes. Dog vi vil haabe, ja paa vore Knær anraabe den Allerhøjeste, at den ulyksalige Periodus aldrig meere maatte komme i Dannemark! den Satan, som fordum stod Guds Israel imod, kom Israel til at synde, hvorved Herrens Vrede optændtes, har og besynderlig i nogle Aar

34

34 staaet Dannemark imod, og kommet Landet til at synde; derfor har og Herrens Vrede været øver os; den har ei allene ytret sig i den almindelige Landeplage, den bedrøvelige den skadelige Qvægsyge; saavelfom i de dyre Tider; men en Komplot af de aller ugudeligste Guds Bespotkere, Blodigler, Lands og Rigers Forrædere, ja maaske Konge-Mordere, om den som sidder paa Majestætens Stoel i Himmelen ei havde forekommet deres Øiemed, og grebet dem i deres ugudelige Tanker, og fordømmelige Anslag: en Bande hvis Formand vilde blevet den anden Cromvel, om ikke en Guddoms Straale fra Tronen her oven til havde nedstyrtet og med sit retfærdige Vredes Sværd nedhugget til Jorden denne morgenrødens Søn. Efa. 14. See disse onde Aander havde fundet Adgang til vor Konges Trone og var ei langt fra at bemægtige sig den, de have et lidet hærsket over os, men vilde giort det bestandig; de vilde kommet Kiøbenhavns Borgere, ja flere til at svømme i sit eget Blod. Har nu disse udsendte Helvedes ureene Aander, saa længe, saa dristig og listig ageret paa Hof-Theatret, og til Landets ubodelige Ruin, saa mesterlig spilled deres Roller; hvo vil da falde i Forundring, at Diævlene i Staden, de smaae Diævle, ere krøbne frem af

35

35 deres Smuthuller, og anrette dette Nachspiil, og spillet deres engelske Matros-Balet, som Final i Stadens smaa Gader, og de ruinerede Huse? Suma Sumarum: Diævelen er stegen ned til dem som boe paa Jorden, og har en stor Vrede imod dem; thi han veed hans Tid er stakket. Men hvor har denne Menneske- Fiende denne Jorderigs Forfører fundet Rum og Lejlighed at tilføje Dannemark i disse sidste 20 til 30 Aar, besynderlig nu tilsidst, saa megen Fortræd, Ulykke og Ruin? Achior, en Fyrste for Amons Børn, sagde fordum til den modige Holofernes, at saa længe Israels Børn ikke synde mod deres Gud, gik det dem vel;

thi Gud som hader Uret, var med dem; men

da de vigede af fra den Wei han havde forelagt dem, gik det dem ilde; da fik deres Fiender Magt over dem. Judith. 5. Mig synes altsaa den af Gud selv kaldte meget ønskelige og yndige Mands aabenhierkige Tilstaaelse og Bekiendelse, kan tiene os her til det grundigste og beste Svar paa forbemeldte Spørsmaal: Vi have syndet og mishandlet, vi have handlet ugudeligen, og været igienstridige; vi ere o! Herre

vigede fra dine Bud og dine Rette, og vi hørde ikke dine Tienere Propheterne, som talede i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster, vore

36

36

Fædre og til alt Folket i Landet. Herre dig hør Retfærdighed til; men os vore Ansigters Blusel, som det sees paa denne Dag. Dan. 9. Men her seer jeg mine Tanker ere uformærkt løben ind i den store Cirkel; de ligesaa hastig og skammelig falder, som selvraadig opstegne og vildfarende Stierner, de med saa stor Nlykke truende Phenomena, der dog, Himmelen skee Ære! ere forsvunden, som Veierlys, har et lidet draget mine (og uden Tvivl mange fleres Opmærksomhed) og Tanker til sig. Jeg maa altsaa samle og kalde dem tilbage igien til de nedbrudte Ruiner, og til de deraf udjagende Mennesker. Af Medlidenhed finder jeg mit Hierte rørt ved at tænke paa de af de ruinerede Huse udjagede, ventelig enhver Retsindig ligesaa. Og I Mennesker, som har tilføiet disse Ulyksalige saa stor Fortred, Skade, Ruin og Ulykke, I skielder dem oven i Kiøbet alle i Flæng ud for Horer og Skiøger, Horepak, & c. I anseer eder selv, ja vil passere i Menneskens Hine, som Rene og Retfærdige; men bedrager eder ikke selv, værer dog ei saa letfærdige og letsindige i eders Domme! de I maaskee dømmer til Døden, Helvede og Fordømmelsen, torde Overdommeren dømme til Livet, Himmel og Salighed. Mig synes den ufeiltagelige Mund har

37

37 engang sagt til eders Staldbrødre: At Toldere og Skiøger skal gaae for eder i Guds Rige. Matth. 21, 31. Naar saadant et i Arken forvildet Faar, saadan fortryllet Siæl, omsider bliver liggende og stikkende i Syndens skidne Dynd og Morads, Ære, Sundhed, Helbred og timelig Velfærd er forloret; revne Skoe og pialtede Klæder neppe kan skiule det usle elændige Legeme; ja! naar saadanne Ynkværdige tilsidst man, med den forlorne Søn, spise Mask med Svinene; kunde det uformodentligen skee, at en fra Paradis kiølende Aftenvind kunde blæse over deres Hoveder; den Aand, som saa gierne vil hielpe Syndernes forvirrede Tænkekraft igien til Rette, ja rense og hellige Synderens urene Tænkemaade, kunde finde Rum og Leilighed, et beqvemt og lykkeligt Øieblik, at kaste, som en Piil, denne Tanke i saadan vildfarende Siæl: Jeg vil vende om igien til min Fader, og jeg vil sige til min Fader: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og mod dig, jeg er ikke længer værd at kaldes dit Barn, giør imod mig, som en af dine Daglønnere! Meener I ikke de evige forbarmende Arme skulde vilde omfavne disse paa Biergene forfløine Turtelduer? jeg troer jo! Meener I ikke han endnu skulle have en Naades Flig at brede over deres Nøgenhed, at

38

38 deres Blussel og Nøgenheds Skam ei skulde sees til evig Beskiemmelse paa hiin Dag? ak jo! I maa vide han har en reen, en hvid, en skinnende Brudekiortel, renset og toet i hans eget Blod, endnu dem til Tieneste. Aab. 5. Han vil give dem Prydelse for Aske, Glædens Olie for Sorg, priselige Klæder for en vansmægtet Aand. Es. 61. Han vil endnu engang sætte en virket Hue, en Æreskrands paa et skaldet Hoved; har de i Syndens Søle tabt deres Skee, han vil give dem et Par nye igien paa deres Fødder; Luk. 15, 22. har de paa Syndens Leie ladet Boleren trække den Guldring af, som Brudgommen ved Vandbadet i Ordet satte paa deres Finger, han vil endnu engang skienke dem en Guldring, som nyt Beviis paa sin Kierlighed til dem; Luk. 15, 22. ja han har en heel Saligheds Kappe at indsvøbe dem udi. Es. 61, 10. Hans ForraadsKammer formaaer endnn at anrette dem et Saligheds Maaltid; sættes de i denne Forfatning iblant hans Venner til Bords, formindskes dog ikke hans Æres Glands; nei! den vil desto herligere fremstraale. Om I engang skulde faae Denne underlige og uventelige-Syn at see, nemlig en eller anden af de Skiøger, de Synderinder, som I Vintertiid har udjaget barbenet og næsten nøgen, at sidde ved Brudgommens Bord i for-

39

39

ommeldte Dragt, mm eder at være udelukte, staaende iblant de urene Hunde, og alle hans Naades Foragtere; hvad Tanker meener I da vil falde eder ind? hvordan forestiller I da eder at ville blive til Mode? Jeg har fundet i et ældgammelt Dokumente anført, som en paalide- lig Spaadom, hvordan eders Tanker da ungefær vil blive, og hvad I ved saadan Lejlighed vil sige til hverandre: "Naar de see saadant, heder det, stkal de grusselig forfærdes og forskrækkes for saadan Salighed, som de have ikke forseet sig til, og de skal tale til hverandre med Anger og Sukke, af Aands Angest, og sige: Denne var den, som vi før havde til Latter, og til et spotteligt Ordsprog. Vi Daarer holdt hans Levnet for Ga- lenskab, og hans Endeligt at være skammeligt. Hvorledes er han nu regnet NB. regnet iblant Guds Børn, og hans Arv, er iblant de Hellige! Sandelig vi have faret vild fra Sandheds og Retfærdigheds Vei, og Retfærdigheds Lys skinnede ei for os, Retfærdigheds Soel oprandt ikke for os. Vi gik ad idel vrange og fordærvelige Veie, vi vandrede igiennem Ørkener, som ei vare Gange udi; vi kiendte ikke Herrens Vei.” Viisd. 5. I øvrigt troer jeg det maa have vær- ret en af de faa fornøjelige Timer, den store Smerters Mand, en Mand fuld af Piner Es. 53,

40

40

3. har havt paa Jorden, da han i Simons den Pha- risæers Huus sad til Bords, og den store Synderinde i Staden kom og kastede sig ned for hans Fødder, græd saa overflødig, at hun med sine Øiens Taarer kunde toe og vaske sin Frelseres Fødder, og med sit Hovedhaar, (som ventelig tilforn havde været et af hendes Horesmykke) aftoede Forsonerens Fødder. De milde Naadestraaler, hans livsalige Øine, som han kastede ned til hende, saavel som de livsalige Ord, der flød af hans Læber til denne bodfærdige Siæl, beviser Sagens Rigtighed. Luk. 7. Englechoret har over denne yndige Syn, dette for dem saa behagelige og lystige Skuespil, synget en frydefuld Lovsang til Taksigelse for et saa yndigt, gladeligt og saligt Lystspil. Luk. 15. Havde disse Huseforstyrrere, disse Jomfrusvermere, havt saadanne Tanker, havde de ladet deres Medchristen og Næste, saavel som disse Syndere og Synderinder, været med Fred. De havde da neppe tilegnet sig et Arbeide, hvortil langt andre og vardigere Mand end de har engang tilbudet sin Tieneste,. nemlig at luge Klinten af Ageren, men blev dem af Agerens@Herre allernaadigst afslagen, med given Erindring, dem og andre ligesindede til Efterretning: Man fik at lade Hveden og Klinten voxe tilsammen indtil Høsten kom. Da vilde Manden med Kasteskovlen i Haanden selv rense sin Loe. Ikke et Hvedekorn skal da blive spilt og tabt iblant Klinten, ei heller skal en Klinte komme iblant Hveden. Det ufeiltagelige Øie og Haand vil selv forrette denne Oprykkelse og Skilsmisse. Hveden vil han helligen samle i sin Lade, Klinten skal Høstfolket binde sammen i Knipper, og bringe Ilden til Føde. Match. 13.

Sie, hæc animo volvens, scripsi.