? Den Danske Frue Veneris Klage-Sang. I Anledning af den Forstyrrelse, som skeede Natten imellem den 17de og 18de Jan. 1772. paa Hendes Tempel paa Østergade, samt og de andre Smaae-Capeller.

Den Danske Frue Beneris Klage-sang

I Anledning af den

Forstyrrelse,

som skeede Natten

imellem den 17de og 18de Jan.

1772.

paa

Hendes Tempel paa Østergade, samt og de andre Smaae-Capeller.

Synges under den Melodie:

Jeg veed saa riig en Ridder & c.

eller som:

Den almindelige Vægter-Vise.

Kiøbenhavn.

Trykt og at bekomme hos. August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Ach hvad skal jeg nu sige? Nu gaaer det splitter galt:

Nu Ende har mit Rige,

Med eet min Glæde faldt.

Hvad skal jeg finde paa?

Jeg maae herfra viige; Saavidt jeg kan forstaae. Hvad Pokker mon der rider Mandfolket denne Nat? Mens de saa slaaer og slider, Og griber Alting fat: Paneel og Karmer med De ey eengang vil skaane; Men bryder Alting ned.

4

See galluneerte Hatte, Som os beskytted' før,

Er nu som vilde Katte;

De os og skade tør.

De commanderer Dem, Som Storm imod os løber Med største Fynd og Klem.

End ogsaa Brygger-Karle, Som Øll os bragte til,

Foruden Dem, som gale:

Er med i dette Spil.

Ja, Slagter-Svenne med, Og andre røde Huer Giør os saa stoer Fortræd.

5

5 See, hvor de Gods udkaster Udaf vor Residents,

Enhver bort med det haster,

Og giør ey Reverens.

Lampetter, Speyle med, Samt Stole, Bord og Bænke Det maae nu alt afsted.

Min Østergades Tempel Den ruineres slet,

Det er et fælt Exempel:

De skaaner ey en Plet.

Jeg frygter: det vil gaae, De andre smaae Capeller Nu alle ligesaa.

6

6 Os Struense ey kan nytte; Thi Han selv fængslet er,

Og Brandt er i den Hytte, Som Hans Dyd og var værd.

Det Atheistisk Pak,

Som ellers os beskyttet, Faaer nu selv Skam til Tak.

Jeg vill' om Raad ey spørge, Hvis det ey Vinter var,

Om jeg da vilde sørge:

Da var jeg vist en Nar.

Om Sommeren man kand Faae Huus ved alle Buske; Det veed jo alle Mand.

7

7

Ey Pleye-Anstalt duer, Den os ey nytte kand:

Vi som var før, som Fruer I vores Frøken-Stand.

Det skiønner vel enhver: Om vi nu vilde spinde, Det alt for haanligt er.

Desuden Blodet siles Af Dem, som Arbeyd giør,

De kun til tør Brød kues,

Faaer dertil aldrig Smør.

Men Punche-Bollen De Maae aldrig faae at lugte; Ja neppelig at see.

8

8

Folk er dog ey omvendte, Skiøndt De huserer saa,

Vi veed, I galne rendte:

For Bytte kun at faae.

Men bie kun til, I maae Igien om Huusrum bede: Skal I vist intet faae.

Skiønt vi Jer hialp saa ofte, Naar I var udi Trang;

Nu faaer vi ey en Skofte For al vor Klage-Sang.

Naa, naa! pas I kun paa: Naar I igien mon trænge, Skal I vist ude staae.