[Martin Brun] En Engelsk Supken til Struensee I Anledning af den, der har i Avisen komplimenteret Faderen til det uskyldige Foster, kaldet Den brave Holmens Magtes glade Indtog i de smukke Huse etc.

En Engelsk Supken

til

Struensee

I Anledning af den, der har i Avisen kompli- menteret Faderen til det uskyldige Foster, faldet;

Den brave Holmens Magtes glade Indtog i de smukke Huse & c.

Med Devise:

Horra! Horra! længe leve! & c.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. R. Svare.

2

        

3

Til den merkværdige Bardeer Struensee!

Vi besværger dig ved alle dine forgyldte Piller rg kunstige Bræk-Pulvere, som du førte ind i Dannemark i de Dage, da du forkastet din Barbeer Pose, for at tilbyde sam- me din tydske Veninde til en Fodsæk, at ikke Erindringen om din snouske Person skulde uddøe i de tydske Egne og tabe sig i dir Sæbe-

Fad; Vi besværger dig ved dine skarpe-

ste Nage-Knive, som ere rustede i Skeden,

siden Dannemark tog imod dig; Vi be-

sværger dig ved dine allerpeneste og vigtigste

4

4 Klysteerpiber, som du endog maatte have anbragt paa de sælsomste Steder, at din tydske Naade ikke maatte tage det ugunstig op, at vi byder dig en Supken.

Vi ere Dansse Folk, det er at sige, godhierlige Folk, (som du længe nok har havt Prøver paa, siden vi saa taalmodig har taalt din tydske Artighed) altsaa vilde vi unde dig en liden Kiendelse til Vederqvægelse; imens du op- holder dig i din Broder Norkroffes Kammer.

Men saavist, som vi ere brave Danske, saavist forsikrer vi din tydske Naade og din ærværdige Qvaksalver-Siæl, at de Ingredi, entser, som vi lader indblænde i vore Supkener, hverken ere avlede i den tydske Stoltheds Urtebed, eller i Skielmeres Misbænk.

Vi kan ikke byde dig en Pæl Puns; thi al den Rom og Arrak, man den merkværdige Nal lættede udaf Vinduer og Dørre i dine Clienters Huse, for derudi at drikke din Velgaaende, er allerede fortæret, og hvad der maatte være tilbage, har Nat-Mympherne faaet

igien,

5

5

igien, for ikke ganske at besvime af Qvalnur over dit Tab.

Kiere! Vi kan ikke heller give dig en Skaal Kaffe; thi Fløde og Sukker koster Penge, og vilde vi skiønt giøre os Umag med at la- ve den, vilde du maaskee betænke dig paa, om du vilde smage den, af Frygt for, at vi maatte bibringe dig et Qvantum Forgift, for at hevne os; men nei! en saa sagte og stille Død vilde være en al for gemeen og ordinair Død for saa fornem en Person.

Vi kan ikke heller byde dig en Tas Thee; thi hvorfra skulde vi faae de medicinske Blomster, som vi maatte blænde den med, om den skulde smage din nu til Slikerie bevandte Tunge og Gane.

Vi kan ikke heller byde dig en Smule Ragu: thi vore Kiøkken-Haver ere udplyndrede af Skarns Folk, tydske Snyltegieste og skadelige Skarnbasser.

Vi kan langt fra ei byde dig et Qvantum fersk Fisk; thi alle vore Hytte-Fade ere tilfros-

6

6

ne af lutter Skræk over dine Forbrydelser, og enhver ærlig Fisk undseer sig ved at boe til Leye i din nu slunkne Mave.

Vi kan ikke heller byde dig et Qvantum Ananas; thi denne Frugt falder os en smule kostbar, og meget vil vi ei anvende paa dig; thi du veed, hvad du fortiener af os, naar vi stal drøfte dig i Giengieldelsen Sold.

Hvad skal vi da byde dig, kiere Hr. Bar- beer? Hvay skal vi byde dig?

Tittelen paa denne vores med lutter Høf- lighed bestukne og spækkede Piece, siger dig det, Læs og erkiend denne vores Gave: En Sunken til Struensee.

Men førend vi gaaer videre med vores Høflighed, maae vi bekiendtgiøre for det Hele, hvoraf vi vil tillave denne vores Supken, og i hvad for et Slags Glas vi vil tilbyde deres tydske Naade denne kiere Supgen.

Saasom det er enhver vidt og bredt be- kiendt, at du aldrig har vildt de Danske vel, saa for at vise dig, at de brave Danske vil dig

7

7 vel og nu ikke længer bær noget Had til dig, saa bekiendtgiør vi hermed, at vores Ædelmo- dighed har overtalt os til, at skienke dig en lille rar engelsk Supken, saaledes lavet, som følger:

1) Har vi samlet alle de Modgangs Taa- rer, som dine Halvsøstre, de Kiøbenhavnske Horer, fældede imellem Bark og Træ,

mens Nat den 17 Janv., dernæst har vi med største Omhue og Agtsomhed giemt disse Kroko- dil-Taarer i en smalhalset Flaske, som er et af dine efterladte Møbler, hvorudi vi formoder, at disse dyrebare Taarer best kunde holde sig.

2) At vor Supken, som vi har bestemt dig, kunde være kraftig og stærk, har vi ladet os sye en stor Blære, hvorudi vi samtlig haver giemt og med største Omhue forvaret de Dun- ster og Damper, som alle Danserinder paa de smukke Huse siden din Ankomst til Danne- mark har udsvedet (uden at undtage de syge Nat-Nympfer, der har erfarer Kraften af dine Kuur.)

8

3) Har vores Liv-Medikus, en frisk Fyr paa en Hals, samlet Restantserne af alle de Piller, som deres tydske Naade har efterladt fra de Prøver, de har giort paa ar kurere aste Danske (helst Fruentimmer-)Maver.

4) Da vi nu vare halv-færdige med den- ne vores ret snurrige Supken, springer et af vore beste Sylteglas, hvorudi vi havde giem- en Lægedom, kaldet: Spiritus malitiæ contra nationem danicam ɔ: paa Dansk : Ondskabs

Spiritus imod den Danske Nation.

Denne Spiritus er af den Beskaffenhed, at saasnart den har været i en Dansk Haand, mister den ganske og aldeles den Kraft, den til- forn havde, nemlig: At vilde dm Danske Nation ilde.

5) Har vi sammenfvaret meget smaalig alt det merkværdige Støv, der er falden af Skoene paa deres tydske Naades Supplikan- ere og sukkende Klienter; vi har været saa høflig, at blande det sammen med 3 af de faure- ste Nat-Nymphers fastende Spyt, ar ikke

9

9

noget deraf skulde transpirere for os, og gaae af Luften til.

6) Har vi taget Øinene ud af 100de af Se dummeste, men største Østers, vi har kundet overkomme, gaaet saavidt med vores om- hyggelige Artighed, at vi har nedsyltet disse Østers-Øine i ganske fiint og hvid Skiægge- Sæbe, for ikke at forsee os, ved at glemme nexus sympathiæ, der stal være en Søster-Søn af Struensee.

7) Har vi, (endskiønt det har kostet os noget, men vil intet sige; man gior meget for gode Venner) opskrabet alle de Gran, der har faldet ned i Struensees Arkiv af det prægtige Vunder- og Flunke Sand, han har strøet paa sine merkværdige Glædes-Breve til de uden- landske Fettere, de smaae tydske Herrer, om Dannemarks hastige Ruin.

8) Har vi lader forskrive et Gylden-Pul- ver, kaldet: pulvis anti-Boßheit, paa Dansk: Et Pulver, sgm er got for dem, der har Ondt, for at giøre Ondt.

10

10

Dette Pulver har den sælsomme Kraft, at den som bruger det fastende med Maade, taber al Credit for Skielmstykker og Renker, vare de end de lykkeligste.

9) Har vi giort os gode Venner med de fornemmeste Koners Galaner her i Byen, og faaet dem overtalt til at overlade os en Satz af deres gloende Godheds Forpligtelser, som kunde tiene til Opskrift paa den Flaske, hvorudi vi agter ar sende dem vores velconditionerte Supken.

10) Formoder vi, at deres tydske Naade@imodtager vor Veldædighed, med ligesaa got et Hierte, som vi alle tilbyder det.

Og at vi skal tale en Smule om den Fla- ske eller Glas, som vi agter ar byde dem denne Supken udi, da er den blæst af den samme Glaspuster, som der blæste den aflange Drikke- Skaal, som Doktor Faustus drak sin sidste Supken af, førend han foer til de Elyseiske Marke.

11

11 Flasken eller Glasset er meget durchsigtig, fuld af smukke smaa Pori og Svede-Huller, hvorudaf udaandes alle de Satser, der maatte falde deres Hierne for farlig, og skille dem ved den Sindsforfatning, vi just, ved Hielp af vor Supken, agter at føre deres tydske Raade ind udi.

Videre er Flasken begavet med mange Egenssaber; den er alletider fuld, omendskiønt man drikker nok saa meget deraf.

Vi har ladet er ungt Fruentimmer, der har havt den Ulykke, at kiende deres tydske Naade paa Naturens Vegne, drikke en lille Supken deraf; men veed de hvordan det gik hende?

Hun blev saa rød som en Tyr i Hovedet; og soer ved hendes Mamaes beste Netteldug, ak hun aldrig mere vilde elske noget Mandfolk, om han end hedde Struensee.

En ung Spradebasse, der vist havde gaaet Fløiten af sin timelige Velfærd, havde han ikke faaet en af vore Supkener, blev me- get net kurreret.

12

12

Hans Feil var, at naar han saae et Fruentimmer med vor Aarhundredes Indsegl og Mærke, blev han faa forliebt, at hans Øine hver Øyeblik vare færdige at falde ud, og trille hen for Fødderne af de fromme Piger.

Man vil nok ikke saasnart glemme den merk- værdige Stormens Nat den 17 Jan., daman indtog den næsten uovervindelige Gabels-Borg, eller Fruentimmer-Fæstningen paa Østergade, med Stormer Haand.

Det lader, som den brave Holmens Magt, der samme Nat viiste sin sædvanlige Nidkier-

hed

13

13

hed ved offentlige Leiligheder, skulde være en Smule misfornoyet over Indholdet af det ny- lig udkomne Skrift: Den brave Holmens Magtes glade Indtog i de smukke Huse.

Jeg maae sige, at jeg alle Tider tør tilstaae for enhver især at Holmens Magt, at jeg har skreven tit benævnte lille Skrift, og jeg seer ikke, at Der er noget derudi, som har fornærmet nogen, fra den Høyeste til den Ringeste.

Skal der være en Forbrydelse, eller ansees for en Forseelse, at jeg alene har talt om Hol- mens Folk, uden at nævne nogen af nogen an- den Stand, da giør man mig rigtig nok en lille Uret; thi fordi jeg alene har nævnet Holmens Folk, kunde der jo gierne være andre af mange andre Stænder med, siden Byttet ved dette Natte-Indtog syntes at være commune bonum ɔ: fælleds Gods.

Men ikke desto mindre, for at berolige de, der Maatte mene, at man var en Partisan af Holmens Magt, og derved vilde afskiere og be- røve andre Stænder en anseelig Portion Ære i dette Natte-Ran, vil jeg offentlig bekiendt- giøre derom mine Tanker, som følger.

Vel blændede de mange Giædes Lys, der vare satte i Folkes Vinduer, mine og fleres Øi- ne, og hvad dette Fryde-Skimmer ikke giorde, giorde Glæden selv, der samme Nat havde første Prioritet i alle brave Danske Hierrer, men ikke desto mindre, maae jeg dog tilstaae, at mine

Øine

14

14

Øine saae manfoldige blaae Matros-Kioler, og jeg nægter ikke, at jeg jo giorde den Slutning, at der stak en Matros-Krop i hver Kiol; har jeg regnet feil, saa er Skylden ikke saa meget min, som deres, til hvilke de kiere Holmens Folk maate have laant deres Kioler.

Men at jeg da skal skrifte rent ud, gid jeg faae Got, om jeg ikke faae adskillige artige Dragter i Løbe-Gravene, omkring ved de smukk- ke Festninger.

Som f. Er Da Fæstningen: Mad. Mads Madsens-Borg skulde blokkeres, og man be- gyndte at rykke Krigs-Maskinerne nær til vor fromme Madames Mure, vrimler den ene Skind- pels i den anden, den ene Kittel i den anden, den ene Rokkelore i den anden, men derfor siger jeg ikke jnst at Spekhøkerne, Bryggerkarle og Hyrekudske nærmede sig til Fæstnings Værkene.

Da den første Bomme blev løsnet ved det smukke lille Skræder-Kastel i Laxegaden, fik jeg Øye paa mange smukke Borger-Kioler; vel var nogle af dem vendte og skrabede, andre fulde af Pietter, men alt dette var kuns Tegn paa Dannemarks Elendighed og Mangel, imens de tydske Struenser og Hyrekudske førte Svøben.

Nu kan jeg, gid jeg snart faae Levebrød! ikke vide, om der stak en Borger under hver af disse forlegne og ret muntre Kioler, men ikke de- stomindre vare de i en besynderlig heftig Be- vægelse

15

15 Da Mad. Germans-Holm skulde erobres, og hun, med samt hendes Nympher, god- villig slog Chamade, fik jeg Øye paa nogle malede Sartoutter, der ikke saae saa ueffen ud ved Lys, men jeg siger ikke just at det var MalerSvende eller Farve-Rivere.

Da den (man skulde snart tænkt) kristelige Lomans Vaaning røy af Skaftet, og Jfr. Cicilie Maatte lade sig nøye med Pompevand til Husvalelse i sin Nød, fik jeg Øye paa komplette Kassekenger, ja der vare Slaabrokker iblant, der ikke undsaae sig ved at tage ved den ene Ende af en Dragkiste, for at skaffe Folkene Plads paa Gaden, men derfor siger jeg ikke at Begierlighed til Bytte hialp Folk til ar klæde sig ud, for at være ukiendelige,

Man da jeg betragtede Dragerne fik jeg først Dine.

Jeg saae, gid jeg var Degn! adskillige Kioler, som jeg for havde seet paa mine gode Ven- ners og Bekiendteres Kroppe, at fornedre sig faa dybt, at gaae ved Enden af en Bærebør, for at hielpe noget Tøi frem, og giøre Gaden ryddelig; men veed jeg hvad for en Slags Kroppe, der vare under disse Klæder?

De gesvindte Vendinger, man giorde med got Folks Tøi, maget det saa, ar man ikke kun« de faae Ansigterne at see paa de Herrer Dragere, og vilde man betragte, hvem det var, blev num forbauset ved et fælt og huult Horra, der

16

16

beredte Veyen for dem, der førte Natfolkenes Møbler i Procession.

Altsaa skal jeg dømme efter Kioler og Dragter, (som jeg vil betænke mig paa) maae jeg sige, at man snart maatte dømme, at Den almindelige Syge, at røve og plyndre, befængte alle Stænder den Nat; thi min Mening er: at den, der kiøbte noget af det i Utide flyttede Tøi, er lige saa skyldig som den, der flyttede for Folk, da det dog hverken var Paaske eller Mikkelsdag.

Sandt er det! der fandtes adskillige Drag- ter den samme Nat uden og inden Festninger- ne, men lige saa lidet, fom man veed, hvad for en Mands Barn, der stikker i en Soldater- Kiol, naar man kiender intet andet end Mon- duren, lige saa lidet kan man vide, hvem der stak i de Kioler, der løb af med stolten Adelutzer- nes Møbler.

Jeg forsikrer ved alt hvad høit og herligt er, at der fandtes bevægelige Kioler samme Nat paa Pladsene, baade røde, hvide, grønne, blaa, sorte, brune og brogede.

Enhver være saa artig at sige til hvem han vil. Jeg røvet, jeg plyndret, jeg bar væk, jeg solgte.

Længe leve den brave Holmens Magt? Horra! — Horra! —- Horra!