Brev til disse Tiders Skribentere og Forsvars Skrift for Contoirerne, med hosføyede Erindringer til alle unge og bemidlede Mennesker. Skrevet af Cloris, Phyllis og Doris. tilligemed et poetisk Tillæg af Coridon,

Brev til disse Tiders Skribentere og Forsvars Skrift for Contoirerne,

med hosføyede

Erindringer

til alle unge og bemidlede Mennesker. Skrevet af Cloris, Phyllis og Doris. tilligemed

et poetisk Tillæg af Coridon,

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggieststræde.

2
3

Umenneskelige Mennesker! Steenhaarde Hierter! Yndigheds Fiender! Skiønheds Forfølgere! Roeligheds Mordere og Ulyksaligheds Befordere! Vilde Caniballer og Hottentotter, hvesse allene deres Tænder imod fangne Fiender og fornøye en umenneskelig Smag, Med de afdøde Medmenneskers Aadsler, men I, I æde og fortygge ey allene Mennesker, men Eders Morder-Tænder gnave de Levende og opsluger deres Ære, I ere værre end Rovfugle, Graadigere end Ulve, og ubarmhiertigere en Tigrer. I forhaane, faarer og dræber dem, som i lang Tid haver været Eders Sælskabs Gudinder, Eders Fornøyelse, Eders Øyemeed og Vellysters Paradiis; mange iblant Eder vanære og træde nu under Fødder dem, som de nys forhen, nærmede med ærefrygtsfulde Haandkys! de samme Personer, som af Eder nogle Dage forhen blev kaldede: Eng-

4

ler, Dukker, Putter og flere smigrende Navne, blev nu igien af Eder, belagde med de hæsligste Øgenavne, malede med de sorteste Farver og behandlede paa en meer end barbarisk Maade! Ere Mandfolks Hjerter, saa troeløse at de i Morgen kan offentlig bagtale, beskiemme og mishandle den, som de i Gaar begiegnede med den yderste Ømhed, deres Beviisning og Omsorg? Er det den Ømhed og Lemfældighed Mandfolkene skylder det smukke Kiøn? Velan, da behøver man ey at lede efter Falskhed, Ubarmhiertigheds og Umenneskeligheds Hiemmested, Mandfolkene er deres Affødninger, og deres Hierter sammes Røverkule; i denne vor Ulyksaligheds Periodie have vi ingen at beklage os mere over end Eder I Grubstreets Vhriters (a). I kaade Skumlere og giftige Skribenter!

Matrosernes og Pøbelens Raserie haver betaget os vore timelige Eyendomme og Velfærd, Egennytte, rane og plyndre Lyst, var de voldsomme Røveres Drivesteder. En blind Nidkierhed bevegede dem at begynde sit Rase-

(a) Grubstreet, er en Gaade i London hvor alt gegement og dumt Tøy trykkes. Deraf, kommer det at man kalder pøbelagtige Skribentere, Grubestreets Vpriters, og nedrige gemeene Indfald, Grubstreets Klygter.

5

rie og de Fordele som fulgte med Volsommheden, lærte dem at gaae fort i at plyndre, for at berige sig selv med de røvede Eyendeler bleve de grusomme, og Grusomheden voxede da den borgerlige Tryghed ey mere kunde beskiærme, og ingen hindrede Voldsmændenes vanefærdige Haand. Men I, I ere tusende Gange værre end hiine Røvere, thi og I røve saare og bedrøve os med Overlæg og i kold Blod! Eders Grusomhed er saa meget mere Umenneskelig, da I udøve den imod Ulyksalige, hugge Saar i Saar lægge Byrde paa den Nedtrykkede og forøger deres Jammer, som er et alt for vigtigt Gienstand, for Medynk! —

O! I Utaknemmelige! vi havde ventet at høre Klage-Digter, sørgeligere end Æneæ Fortælninger om Trojæ Forstyrrelse, at I som de tappre græske Helter skulde have ført en 10 Aars Krig med alle Matroserne for at hævne Eders berøvede Helener.

Vi har ventet at høre Sørge Digter og Klage Sange, saa ynkværdige, at Presserne selv skulde have sukket ved deres Aftrykning. Vi formaadede iblant vore Fordoms Tilbedere at finde Orphei, der vilde stemme sine Lirer til vor Befrielse og hente os

6

tilbage fra Forglemmelsens Boliger. Vi haabede i enhver Coridon at finde en Jason, der vilde hente sit gyldne Skind, til Trods for alle Uhyrer og Drager.

Men i den Sted erfare vi, at I dyppe Eders Penne i Drage Blod, og udklækdaglige Uhyrer til vor Forsmædelse, Smerte og Vanære. —

I stemme Eders skurrende Lirer, for derved at udtone vor Ulykke, og ved ynkværdige Melodier forkynde I, Eders troeløse, meenedige og forte Hierters Triumph over vores Ulyksalighed.—

Uheldige Skribentere, Tankeløse Rimemagere, nederdrægtige Skumlere, sorte Bagtalere! hvi blive I ikke allene ved dem som have fortjent at forhaanes?-— Hvi skrive I ikke allene om den næsviise Paris, som forførte den smukke Helena? Hvi synge I ikke allene om den Hæst som voldede Trojæ Forstyrrelse om Natten?

Dypper Eders Penne i Gift for at dræbe dens besudlede Ære, som har forkrænket Magtens, Ærens, Lydighedens og Fredens Helligdom! Synge om dens Misgierning som giør selv en Damien til en mindre Misdæder og giør Naturen skamfuld over de Uhyrer den er i Stand til at danne. —

7

Men lader os arme. Mishandlede, og mere end beklagelige Nympher, os værgeløse Skabninger, os Forstyrrede Trojanerinder, lader os med Fred, og unde os den bedrøvelige Frihed i Stilhed at bejamre vor Vanskiæbne!

Spotte ikke med de Svagere, Mistvivl og Forbitrelse kan giøre den Svageste tapper, Fortvivlelse giør rasende og Verden har før seet Virkningen af Amazoninders Mod!—

Tænker ikke, at det smukke Kiøn er aldeles ustridbart, erindre at Venus har i mangen Tvekamp nedlagt en Mars. —

Vide at vi leve i en Periode, da det svage Kiøn forstaaer Ridekunsten af Grunden, og ifald de Husarhuer som forhen have været vores Skønheds Prydelser, blive vore Stridbarheds Mærker, da, skulle i Skumlere erfare, hvorledes vi forstaae at adsplitte og nedlægge, da skulle i føle at vi i Stæden for Veneris aabne Skiold og Cupidinis Pilekaager, kunde fremvise Bellonæ grumme Vaaben, og om vi end ved Krigen skulle faae de allerstørste Skrammer ja ulægelige Saar, ja om det end skal gaae paa Livet løst, skulle vi dog hævne os, opbragte ved eders Andfald.— Mere rasende end Furier skal vi udmatte Eders Kræfter, udmattede skulle

8

I snart blive vore Fanger og fangne skal vi føre Eder i Triumph. Vi skal føre et Medusæ Hoved i vor Fane og hver som seer paa det skal blive Fortrylled. —

Holdet derfore inde, skiule Eders Penner, giemme Eders Lamper og nedlægge Eders Spyd, lade Senerne i Eders Buer blive slappe, og stikke Eders Pile igien i Kaageret, førend vi gribe til Modværge, thi ellers skulle I for silde angre Eders Formastelse! —

Vide at vi kan føre Pennen saavel som I, og naar alle Eders tankeløse Blader, smageløse Rim, Ondskabs Mesterstykke, Dumheds Misfoster og Hungerens Skildt, ikke ere andet end Matrosernes Eloger, Pøbelens Forsvars Skrifter, Røveres Skandskurver, Voldsomhedens Masqver, Rensmænds Skiermbrætter og Frækheds Skiul, da Mile vore Blade blive Yndighedens Siønpletter, Deilighedens Parasoller, Uskyldighedens Soelhatte, Ærens Natkappe, Fornærmelsens Vifter, Bedrøvelsens Manteliner og Hevnens Stormhuer eller Sæt.— Have i Penner, da have vi Blekhorn, have I Kanoner da have vi Mørsere, have I Kugler da bave vi Krudt, have I Stormstiger da have vi Skandskurver, have I Pallisader, have vi Graver, have I Udenværker da have vi lønlige Miner.—

9

Stikke derfore Eders Sværd i Skeden, tage Eders Canoner af Lavetterne og giemme Eders Kugler i Patrontaskerne, paa det I ej forsilde skulde fortryde Eders Dumdristighed, og afslagne med Skamfuldhed bekiende, at I have bestormet en uindtagelig Fæstning.

Vi ville tilgive Eder de begangne Forseelser saa fremt I ville giøre en hastig Omvendelse, vi ville imodtage Eder med aabne Arme dersom I indfinde Eder ydmygede; vor naturlige Fromhed byder det, men dersom I vedblive i Eders Haardnakkenhed, da skulle vi nok hitte tilstrækkelige Midler imod Eders, Stivhed, og tugte Eder saaledes at I skal erfare hvad man kan vente af den fortørnede, Cloris, Phyllis og Doris.

Forsvars Skrift

for Contoirerne.

Opliv mit Blod, du rinsk Viin, som koster en Rdlr. Flasken, opmuntre mig du Punsche og besiæle mig du Bisp; styrke mig du Bachus, og beskiærme mig du Venus, gaae mig tilhaande I Nympher; ikke du Caliope som besynger Helte-Gierninger, ikke du Thalia som lærer Hyrderne at spille, ikke du Melpomene som fortæller Sørgedigter, men du, du Ponsiopæ, du Citronia og Cantiomene!

10

du som fortæller dine Heltedigter om Aftenen, du som lærer dine Hyrder Elskovs Stykker i de tause Nætter, og du som lærer dem at græde og sørge Dagen efter, oplive vederqvæge og styrke I dens Pen som skal tale saa billig en Sag. Man behøver ikke en Ciceronisk Veltalenhed for at give Sagen Vægt, ikke en Nabolistes Snedighed for at give den Retfærdigheds Skin, nej ligesom den varme Punsche udbreder sin vederqvægende Lugt over alle Bagsahlerne, ligesom den Chrystall klare Viin og den Rubin røde Bisp skinner igiennem Glosserne, saaledes fremskinner Contoirenes Nytte, de ere som en Formuur for ægtestanden, der uden deres Tildragelse alt for ofte vilde blive forkrænket, de ere et Gierde for de unge Jomfruer, som naar ej Natnympherne vare, alt for tidt vilde blive beskiemmede, de ere en forønskelig Havn for Pebersvenne, som der fyldestgiøre sine Tilbøjeligheder, uden at opfylde den vigtige Deel af de borgerlige Pligter, nemlig Ægtestanden.—

Ophøye disse TilflugtSstæder I skindsyge ægte Mænd, og anseer dem som et Medicament for Hornqvæget, befordre dem I omhyggelige Fædre som en Formuur for Eders Døttre, og I, Æsculapii Sønner, alle I som hede Doctores, fra de Legitime promoverede indril Barbeer-Drenge, oprejse dem Ærestøtter, be-

11

tragte dem som een af Eders Velstands væsentlige Udspringskilder, de veneriske Sygdomme i sin hele Omkreds fra Næsen af indtil de andre legemets Deele, hvilke Næringsveje, hvilke frugtbringende Rødder, hvilke udtømmelige Floder, ved hvis Bredde, lægerne sanke mere Guldsand end de Sorte kan opgrave ved Pactols Bredde, de ere Medicinens Perlefiskerier Lægekonstens Mexico og Chirurgiens Peru og Chili.—

Og I, I unge Mennesker! et hvert Contoir er for Eder et Paradiis hvor I saa længe æde af de forbudne Frugter, indtil I faae ganske aabne Øjne og tydeligen kunde see at Evæ Døttre have giort Eder til splitternøgne Adamiter, de ere for Eder som de Elisæiske Boliger, hvor I saa længe omvanke ved Punchens Letheflod, indtil I forglemme Eder selv aldeles, og som hine Ulysses Staldbrødre, blive af Contoirernes Circer forvandlede til Toebenede Bester.—

Dog hvad vil jeg tale mere til Eders Forsvar, I trænge ikke til at ophøjes ved nogen Pen, utallige kunde af Erfarenhed bevidne Eders Ypperlighed, ja et hvert Parolis paa en Næse er Eders Æres Basun ! o! I unge Karle besøge flitteligen disse Veneris Capeller, bidrage til deres hastige Opkomst, som ved Pøbelens Orcan og Matrosernes Hagelstene

12

have undergaaet en almindelig Ødeleggelse, tænke paa de Yndigheds Dukker, hvis dejelige Kinder ere det mægtige Sminkefloers Tolk, og hvis Aand lugter ypperligere end Muscus Ambra og Terpentin.

O! I føde Londoner, kommer Eders halv døde phylejfer hastig til Hielp, redde os af vore Fienders Hænder, hvesse Eders Penne imod de mørke Aander, de Skribentere, der som Ulykkens Ugler sværme om vore forstyrrede Natte-Boliger og skrække os med sin fæle Tuden. Til Vederlag for saadan Eders Beskiermelse, skulle I nyde Dag og Nat en frie Adgang for Eders Penge, og altid være tilladte at bruge Eders Penner paa vore Contoirer, og ved vore Skriverplutter.—

Erindringer

til alle unge og bemidlede Mennesker:

I unge Mennesker, som bestræbe Eder med, at sætte i Bevægelse, de Curanter, Specier, Kroner og Ducater, som i Eders Fædres og Beste Fædres mulnede Gimmer haver glemt at gaae. I som vilde at leve, kommer hid og I skal blive bettede, ifald I med nogen Velstandere besværede. Hos os paa Contoirene er

13

Levemandens og Smagens Sæde, der er en hver Nymphe en Sybille, som inspireret af Punchen, dicterer lutter Kierligheds Oracler.

En liden Fortegnelse paa vore Lærdomme vil lære Eder at hige efter dem med Begierlighed, og ansee dem med den fortiente Høyagtelse. Vi vil ikun anføre nogle faae af vore Lære-Regler og af de almindeligste, for derved at give Eder et Begreb om de større og vigtigere, hvis Hemmelighed, en nødvendig Forsigtighed byder os at skiule. Her ere da nogle allene til et Exempel, saasom:

Lexioner i Contoir-Læren:

1). At blive aarvaagen om Natten og sove om Dagen, og i fornøden Tilfælde at vaage baade Dag og Nat.

2). At forvandle Ducater, Banco Sedler og al slags Mynt til flydende Vahre.

3). At uddele Comoedie og Opera Sedler med en Ydmyghed, som beviser at Giveren giør sig en Ære af at fornøye andre paa sin Pung.

4). At bekoste Skov Reiser om Sommeren og Kane Farten om Vinteren, for derved i Nymphernes Selskab at forspilde Ære Velfærd og Tid.

14

5). At drikke som en Jale, og og betale Tie gange mere end man fortærer.

6). At klinke zirlig med Glasserne.

7). At drikke saftige Skaaler og synge fugtige Viser

8). At giere allehaande smaa Greb, som ellers kaldes Galanterier og Contoire-Friheder.

9). At leye Masqverade Klæder til Nympherne og selv at corragere dem til Masqveraden, og der betale frie Smaus for dem, imod at man paa Mavqveraden kan giøre en lille Afstikker med Nymphen i en Logie.

10). At forære sin Engel hver en Guld Ring og en Ervie & c. imod adskillige smaae Douceurers Erholdelse.

11). At vænne sig til den yderste Grad i Taalmodighed, og en tage det ilde op om man med hvert, af hvad man skatter bliver regaleret med en Hudfuld af Skielsord, ja vel og undertiden er par Ørefigen, naar Amazoninden enten taler af Aandens Overflødighed, eller er Punchens og Vinenes mægtig Fuldinde.

12). At blive ganske og aldeles troeskyldig og lade sig binde paa Ermen at man er den første og eneste som nyder Nymphens Gunst, endskiønt hun allerede, har havt 3 a 4re

15

extra Poder, og opvartes af een om Morgenen den anden om Aftenen og den tredie ved Midnat.

13). Med største Koldsindighed at giøre Opvartninger for sin Gudinde, og imidlertid at øde paa hende alt hvad man Perfas og Nefas kan overkomme, alt i Haabet; men naar man endelig tænker at række til Maalet og Nymphen mærker at der ey er mere at hente, da uden Fortrydelse at imodtage et Afslag, paa Grund af Nymphens Kydskhed, skiønt der gives de som forsikre at Nymphens Jomfrndom gik i Røgen i de Aar Skoene kostede 12. Skilling.

Her ere ikkuu nogle faae Lectioner, de vigtigste læres i Gudindens inderste Tempel, der hvor hendes Natbord og Sminkekrukke have Plads, imidlertid er det nok for at bevise Lærdommens Ypperlighed, Contoirernes Vigtihed, deres Ødelæggers Grusomhed, Skribenternes Uforskammenhed og Nymphernes ubodelige Tab.

16

61 Et poetisk Tillæg af Coridon. Mel. Ho Vægter Klokken er slagen Nie. Ho Nympher! Vinduerne er slagen ind! - Man river Taget under Og Væggen falder ud,

Man røver, nedslaaer, plyndrer, O! hielp os Sancte Knud,

Bevar hvert Ponse Huus,

Og hvert Contoir Hvor Pjosker boer Ifra Matrosers Knus!

2.

Det var om Aftens Tide, Langt før end Klokken Tolv, Man ryddede til Side,

Saa mangen Ponse Boll; Matros og Pøbel da Med Tnng og Mund Af Hiertens Grund Udraabte sit Hurra!

Denne lille Vise som blev fundet 3 Dage efter Beleyringen den 17de Januarii, er gort af en Vægter i Laxegaden, revideret i Ulke-, og Imprimeret i Dybensgade, og nu til Trykken befordret ved,

Coridon