↩

Poetisk Beskrivelse

om

smaae Gadernes

Ødelæggelse,

samt

den store Skade, som sammesteds skeede Natten til den 18de Januarii 1772.

Sangviis forestillet

under

sin velindrettede Melodie.

Kiøbenhavn,

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2
3

Flyv Geist med Hastighed! Laan udaf Icaro hans Vinger, Og sæt dig sagte ned,

Der hvor Matroserne sig svinge, Giv nøye Agt,

At efter Tact De Husene nedfeyer.

See! agt! og skue!

At med god Hu De taer, hvad Verten eyer.

2.

Men vogt dig nøye, at

Du ey hans Skiebne faaer at friste; Thi om de faaer dig fat,

Dit Vingebeen du vist vil miste

Du stille maae I Afkrog staae Og see, hvor frisk de fægter;

Men spørges der,

Om du og er

I Leegen - du det nægter!

4

3. Min Geist strax krøb afsted

Og sig i stille Roe nedsatte - Den saae, hvor de rev need,

Og op af Veggen kunde klatte; Han roelig faa,

Dem glade gaae Langs op og ned af Gader; Hvor de med Skrig Foreened' sig I Klyngeviis og Rader.

4.

Det var en Ynk at see,

Hvor Stine, Grethe under Armen Tog fat, og trippede

Saa sagte bort, i all Allarmen. Men det var dog For disse Skrog En Trøst, at dennem mødte,

En lille Ven Som tog dem hen, da Hiertet i ham blødte.

5

5. 5.

Den Tid ret lignede,

Om jeg det ellers kan besinde.

Salems Forstyrrelse,

Hvorover Taarene mane rinde. Hist raabte man Hvad trække kan Vi Jer min S** skal finde, Madame Pies Med sit Gefies Alt-Mutter og Grævinde.

6.

De snusede omkring,

Og fandt enhver, de søge vilde

De kiørte ret i Ring

Og viiste sig — flink — tapre - snilde. Vivat —! hurra?

Hold Eder bra'?

I flinke Camerater.

Saa raabte de Og hoppende

Langs hen af Gaden prater.

6

7.

Nu feyede de need

Glas, Dørre, Ruder, Vinduer, Karme, Og giorte reen Beskeed,

Med Mund, med Fødder, Næver, Arme. Hist løb en Flok,

Som havde Nok - Og her kom Karle, Drenge,

Som fast i Troe,

Sig kunde snoe.

Og bar paa Ryggen Senge.

8. Hist Ruderne gik ind,

Som lystig klingede i Takten,

Her Topper for fuld Vind,

Fløy bort i Hast, men glemte Fragten. Der Doris gik,

Som neppe fik

Sit Smaaetøy ret indpakket;

Det var stor Nød

Og ret et Stød,

Da Tiden var for stakket.

7

9. Stor Vidne derom bær

Lax Ulke- Dybens- Øster-Gade, De syndre Huse der

Fortælle kan den store Skade. Her raslede Vinduerne -

Her stærk Dørre knage; Der klingede Ponc Bollerne,

Med største Graad og Klage.

Landflygtig løb de om

Huusvilde, nøgne, og forladte,

Og paa hvad Sted de kom,

Man slutted Kiøb' om deres Skatte,,

Den Top og Svands,

Som Aften-Glands

Hvormed de Giester lokker;

De nette Skoe

Me Spænder toe

Den fiine Særk, og Klokker.

8

11.

Chatol, med Bord og Speyl

Lampetter med og Dragekister,

De greb og tog ey feil.

Hvorved de Stakler alting mister. Hvad de med Flid,

Tid ester Tid Saa møysom sanket haver,

De maae nu see,

Med største Vee,

Paa Gaden, rokker, raver.

12.

Uh! ach! jeg klage maae

Den store Nød, den Spot, og Skade Saa mange Huuse staae

Forstyrrede i hver en Gade.

Som giorde Gavn,

I Kiøbenhavn'

Og trøstede saa mange.

Men tænk dog ey,

De af slig Rey Herefter blive bange.