? En saare mærkværdig Spaadom om Grev Struensees formastelige Forbrydelse, og den derpaa fulgte almindelige Forstyrrelse, som skede Natten imellem d. 17de og 18de Januarii 1772. nu funden i en af Sparbondes Dragkisteskuffer og siden til Trykken befordret af en Nat-Pikkeneer.

En saare mærkværdig

Spaadom

Om

Greve Struensees

formastelige

Forbrydelse,

og den derpaa fulgte

almindelige

Forstyrrelse,

som skede Natten imellem d. 17de og 18de Januarii 1772. nu funden i en af Sparbondes Dragkisteskuffer,

og siden

til Trykken befordret af en

Nat-Pikkeneer.

Kiøbenhavn, trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2

        

3

Vidi ego vexatos varia difcrimine Ovenus.

Kom kiere Børn til mig og hør andægtig til Jeg som en sanddrue Mand til eder sige vil,

Hvad Skiebne Eder skal henimod Verdens Ende I maae mig troe vist omsider engang hende

4

3

Jeg som kun ere ubelæst, enfoldig Mand Med Høye Ord min Tale ej belægge kand.

Men det dog Sandhed er, hvad jeg vil Eder sige — Og Tiden Viise skal — jeg eder ey vil sviige,

I har vel læst en Bog, som er udgivet af Den Mand som fra Jerusalem med Tigger Stav, Paa Jordens flade Kreds, bestandig skal omvandre Og som hver Øyeblik, sin Boepæl maae forandre-

Skoemager-Profession — han havde ikkun lært Og derfor det og var, saa meget meere sært.

At han som ved sin Læst, og Maal var kun opdraget, Saa stoer en Sandhed har om Verdens Tiid opdaget.

Men hør kun nøye til — og uden Skrupel: Troe, Hvad jeg, som gammel nu — udi min stille Roe,

Om Eders Skiebne spaaer, som vist opfyldet bliver Thi det mig er indblæst, alt hvad jeg her opskriver.

5

I derfor Eder selv, for Skaden takke kand,

Naar I vil ikke troe — en sanddrue, ærlig Mand,

Og jeg ey andet veed, til Eders Vel at giøre,

End, det mig er betroet i Pennen at udføre. —

Naa 2 til 7 -— for 1, i Almanakken staaer —

Og 17 ten Dage i den første Maaned gaaer Og Solens klare Glans med Maanens Skin omskifter, Vogt Eder nøye da, for stærke Folkes Bedrifter.

Just som I udi Fryd — Med Glasset siger klink.

Og Poncens Stærke Dunst, giøre Eder varm, og

flink,

Og i det Øyeblik, da I, med Eders Arme Omfavne Kieresten — begynder det at larme.

Knap Poncen druket bliir, og Bollens Bund I seer, Knap tripper I afsted — for at tillave meer,

For I, med største Skræk, skal Vinduet knække høre, Og beeget Næve see — den stærke Dør indføre.

6

6

Og naaer I tænke vil — hos Gienboe Trøst og Raad, At finde, hører I, et Echo af Jer Graad —

Thi udi samme Nød, han sig og skal befinde —

En saadan Fare, ey de ældste Folk skal minde.

Myndt af Sølv og Guld — Jer blanke Dalere (Fordi de runde er) I skal bortrulle see —

For hver en Bolle Ponc — som I udstiænket haver — Foruden Extra-Skat— og smaae Douceur og Gaver —

Men som der altiid er, stor Tegn før noget skeer, Som er af Vigtighed, saalecdes ogsaa her,

Skal sig tilkiendegie store Jertægn og Miracel,

Som forud viise skal — det fæleste Spectacel.

Jeg derfor, til et Tegn, for Eder siige vil,

Hvorpaa I kiende kand, naaer dette fæle Spil,

Skal ret begynde — at I Eder vare tager —

Om I ved nogen List, kand rædde Eders Sager.

7

7 Men jeg som Spaaemand alt i Eders Hierter seer. At I af all den Snak foragtelig kun leer —

Men vogt Jer siger jeg — thi naar I sikkerst sidder,

Det da mod Enden vist, med Eders Velstand glider.

Det er det eene Tegn, naar I saa rige bliir,

At I om Rang -— og Stand, Memorialler giir,

Og paa Patronerne, som Eder vil beskytte,

Saa meget haaber, at I ey med nogen bytte. —

Dernæst I ogsaa kand, paa dette mærke, at Det snart vi lakke ad, den allersidste Nat:

Naar Fuglen stekket bliir, paa sine store Vinger, Og Magten mister, til i Veiret sig at svinge.

Thi da skal all den Glands, som før tildækket blev Ved all den Taage, som hans Vinger for den drev, Saaleedes lyse op — og Straaler fra sig give,

At intet Ukrudt meer —- skal her tilbage blive.

8

8

Naar disse Tegn er skeet, saa veed I tydelig —

At Eders Herlighed, og snart vil ende sig —

Og naar I mistet har — all Glands, all Top — og

Svandse —

Saa veed I, at i skal til B * H * set dandse.