? [Josias Bynch] Saufhalses trøst til Brændeviinslauget som et Beviis at det er utroeligt at Regieringen vil forbyde at brænde Brændeviin.

Saufhalses Trøst til Brandeviinslauget som et Beviis at det er utroeligt at Regieringen vil forbyde at brænde Brændeviin.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Hoecke. 1771.

2

        

3

Hoitærede Brændeviinsmænd!

har saa ofte læsket min tørstige Siel, derfor er det ikke meer end billigt, at jeg nu ogsaa husvaler Jer med min Trøst. Versemageren glemmer ikke at ophøye eder for den poetiske Geist, som eders Brændeviin skienker ham; skulle jeg da ikke udbasunere eders Berømmelse, fordi I staber den Drik som er mig sødere end Honningkage; som er mit eneste Element, hvori jeg lever, svæver og bevæger mig; saa maatte jeg være det utaknemmeligste Menneske af Verden. Eders Velgaaende ligger mig saa meget paa Hiertet, ar jeg hel

4

4

lete, med koldt Blod, kunne see paa, at man lod alle Bagerovne nedrive; end at een eneste Flaskefuld af eders Brændeviin skulde flaaes i Stykker paa Gulvet i eders Skienkestue. Gid alle Slagtere, med all deres syge kiød- Kram maatte forvises Byen, og gid de le- dige Slagterboder maatte da blive til Viinhuuse og Skienkestuer; saa skulle jeg glæde mig i Aanden, og eders Brændeviin skulle da, giennem min Mund, udsiunge glade Lovsange over eder. Gid eders fortryllende Brænd- deviin da aldrig (skrækkelige Tanker) maae komme til at opsvies i Bagerovnen; Gid det maae vore som Stiernernes Tal paa Himmelen, og tiltage tillige med min Tørst efter det. Jeg seer ved min Spaadoms Aand, som eders Brændeviin har besielet, at Brændevinet skal florere, lige indtil min talrige Familie har faaet en Væmmelse for ar smage det; det er: indtil Verdens Ende. Jeg er færdig ar drikke min sidste Slurk (der er at døe) haar jeg vil sætte mindste Tillid til det gruelige Budskab: at Brændeviin skulle forbydes; thi dersom det steede, hvad stulle da slukke

5

5

den Ild af Tørst som brænder i mit Bryst. Skulle jeg og mine Brødre pumpe os Halsen fuld under Posten? Fy! det kaalde; det hæslige; det ormefulde og jorede Vand! Jeg fager jo Kneeb i Maven af eders (hver ærlig Mand ufortalt!) svage Brændeviin; hvormeget slettere ville jeg da blive til Mode, om jeg blev nødt til at gaae til Vandkammen, naar jeg maatte savne Jer. Jeg ønskede hellere at døe, end at see eders Brændeviinspanber frugtløse. En som ligger ved sin Moders Pakkenusser, bliver ikke verre faren naar Mo- deren døer, end jeg, naar I ikke maae giøre meere Spiritus til at komme i Jeres Flasker. Jeg vil inden kort Tid døe af Mavekrampe, om jeg skulle blive saa ulykkelig, at begiere mit Universal-Medicin forgieves i Brændeviinsmændenes Apothek. — Paa Viinkielderen faaer man nok for Penge; men det forslaaer ikke; og det franske Brændeviin løber ikke saa glat som det danske; det brænder for stærk i Halsen, og min Dokter har fortalt mig, at Luen stiger ofte ud af Munden paa dem, som drikker det, og svier Skieget

6

6

af. Heller vill jeg være end Giedebuk end skiffeløs. Jeg begyndte i mit ellevte Aar at barbere mig, for at faae et ærværdigt Skiæg, og skulle vel det franske Brændeviin blive mig en saa forskrækkelig Barbeer paa min gamle Alder? Ney! værer frimodige, dyrebare Bræn- deviins-Mænd! Regieringen vil være alt for barmhimig til, at den skulle berøve mig og mine Brødre vores eneste og ypperste Gode. Mener I, at den skulle med Ligegyldighed kunne anhøre vore tørstige Suk, som ville opstige til Thronen; og mener I, at vor Jammersang ikke skulle bevæge deres ømme Hierter? Jo visselig vil vi beholde vort elskværdige Brændeviin, og naar vi ikkun har det, saa maae man kalsatre saa meget med det øvrige, som man gider. I, mine faderlige Brændeviinsmænd! skal da faae riige Anledninger herefterdags, som tilforn, at viise eders Omhue imod mig. Hver Gang eders Hænder rækker mig et velsignet Glas Brændeviin, saa vil jeg bede, at eders Hænder aldrig maae mangle Penge til at kiøbe den dyre Hvede, og at eders Glaspuster aldrig mane mang

7

7

le Flasker og Glas til alt det Brændeviin, jeg har Apetit til at nyde: Hvergang jeg seer en af eder, at staae veltilfreeds i sin Dør, med mange Rader Sølv-Knapper i den ulden- dammastes Trøye, eller i den graae Sartut; saa vil jeg takke Himmelen for den Rigdom, som eders Flaske har skienket eder; og af en oprigtig Ærbødighed, for eder, flaae min Næse i Brostenene. Jeg forbliver eders flittigste Søgere og Forbeder.

Christian Saufhals.

Skreven i den forgyldte Flaske, den Dag jeg fik kun 24 Sopgener i Aaret 1771.

8

8

Knap Tid er der paa all Ting og stor Trang i alle Stænder. Man hører lige saa mange Suk over vanskelige Tider, naar en Tønde Rug koster 2 Rdlr., som naar den koster 5. Pugeren suger en rig NæringsSaft af enhver Uheld i Staten; men endskiønt han kan næsten ikke romme sin Overflø-dighed, saa græder han dog over det Onde (den dyre Tiid) som han selv har været Aarsag til. Han klynker ynkeligere end den der fattes meest, allene fordi man skal ikke ansee ham for den han er, og fordi hans Begierligheder ere u- mættelige. Kan Brædeviinsbrænderne have giort noget dertil at Kornet er blevet dyrt, og hvorfor skal da de tillige med alle deres Forbedere, straffes for den Synd som de aldrig begik? Lad Proprietairerne og Kornpugerne bot- tre ud med den Fordeel, som de har vundet i disse dyre Tider, saa vil man nok kunne erstatte Kornmangelen, uden at berøve os vor dyrebare Drik, Brændeviin. Lad der anordnes Commissarer, til næstkommende Høst, i alle

9

9 Kanter af Landet, og udmærke hvormeget enhver Proprietær indhøster. Lad Commissaren give det tilkiende for General Landvæsens Collegiet. (øvrigheden i ethvert Distrikt kunde beskikkes til disse Commissarer.) Lad Collegiet tilstæde enhver Proprietær at beholde saa meget af sit indhøstede Korn selv, som han behøvede til Udsæd og til sit eget Huuses Nødvendighed. Lad Proprietærer &c. tvinges til, at indkiøre det øvrige til Kongens Korn-Magazin, og overlade det der for en billig fastsat Penge; saa ville vore seede Kornpugere komme til at blæse lit i Bøssen for alle de Comedier, som de har spillet med Dannemarks Korn. Dette er et Pro- siekt fra mig; men er det Meget dumt, saa maae de kiere Kornpugere ikke blive meget vred paa mig; thi deels er det, det første Prosiekt der nogensinde har tumlet om i min Hierne og den er tildeels saa forsveet af Brændeviin, at den kan ikke længere tænke noget sundt; men Brændeviinet ligger mig alt formeget paa Hiertet til, at jeg jo skulle anvende all min Spiritus til at vedligeholde dets sande Brug iblant os, om jeg saa siden efter skulle belønnes med

10

10

Daarekisten. — Vor Nordiske Salamon, vor Landsfader, som taber sig i Bekymringer over sine Undersaatters Velgaaende, vil vist kaste et medlidende øye til hans frygtsomme Brændeviinsmænd, og lade sine Viise Raadgivere operveye min tørstige Siels Anliggende og Forslag. —

Der udfordres ikke just Overflødighed til at giøre Mennesket fornøyet. Naar den forliebte gaaer en lang Den for at komme til sin Kiereste, saa vansmægter han ikke paa Veyen, naar han allene faaer en Drik Vand eller et Glas Brændeviin til at styrke sig med. Derefter kan han udholde Veyens Besværlighed, Soelens eller Kuldens Strenghed, og gaae u- fortrøden sit Ønske i Møde. Han bliver fornøyet ved at see sin Skat; men Længsel efter at faae sit ønske stillet tilfreds, er en almindelig Pinebænk i Livet. Førend Kornpugerne lærte at forstaae Knebene, saa savnede de aldrig Kiøbstædmandens Blodpenge i deres Kaffe. Havde man ikke fra gamle Tider ladet Adelsmandene faae for meget Raaderum, saa ville de nu ikke bide Læberne af sig i Forbit-

11

11

relse. Havde Vartoeskonerne ikke faaet Smag paa kaffe, saa skulle Assistenh-Huuset ikke være bleven saa bepakket af Pudevaar med to Ærmer udi. Den adelige Embedsmand, @som gjorde Finger-Handsker er nu ligesaa betuttet, som Spekhøkeren der giorde sine Fingre for brede. Den Parykblok, som forstoed at skrive saa mange deylige Sving paa Cancelliet, gaaer nu heslig slukøret og forbander at en Student, som har lir Forstand i Hovedet, har sat ham uden for den Lykke, hvis Pensionist han nyelig tilforn var. Et Cancellie-Bud mener at have indkeget i Statens og Raadets dybeste Hemmeligheder, allene fordi han har bragt Bevillinger paa sine behørige Stæder, forseglet Ting af Betydenhed og baaret den forseglede Bog hid og did. Med en Statsministers Mine tager han fat paa sin Tavle, og efter Søren Mathiesens Regnebog udregner han paa en Skilling og en fierdedeel Penge nær, at Kongen taber over en Tønde Guld og fire Mark aarlig ved den nye Indretning i Cancelliet; thi NB. Cancellie-Buddene har mist en anseelig Deel Sportler; som for Exempel ved

12

12 Kongebreve til forbudne Bryllupper; ved Tittelblade &c. — Min Dødelige BrændeviinsMave havde nær faaet en Ulykke forleden; thi jeg væltede i det samme som jeg kiørte ud til en fornemme Herre, som i sin Velmagt ved Hoffet havde formaaet meget. Jeg foreholt ham hans forrige Løfter til mig; men han svarte mig noget, (i det han geleydede sine Ord med et grønt Smil) som tilkiendegav hang Spidsfindighed over den nye Statsforfatning. Han tog mig med sig ned i sin Viin-Kielder, og lod mig see en Tønde Brændeviin, som han havde ombyttet, for alle sine forrige rare Viine og faaet fire tusind Rigsdaler i Byttet, til at bestride de finaae Udgifter med i Aar, som han ellers havde ladet Sportlerne i hans forrige Embede besørge. — Hvis Matroserne ey tilforn havde været vant til god Kost, saa havde de en krydret det orede Brød i deres Mund med saa mange tusind Tønder Dievle. — Lad Soldaten først faae Smag paa, at leve saa got som Matrosen, og vov da nogen at tage det fra ham igien, saa skal man vist komme til at skielve for hans Knebelbart, og

13

13 høre ham at knurre ligesaa yndig, som Katten, naar man vil snappe den Fleskeskinke fra ham, som han har for Munden. Hans mørbankede Ryg skutter sig nu over sin Skiebne og sukker efter Udløsningen fra Bandeleer-Remmen; men hvad ville den ikke da? —Sikke mange

deylige exempler jeg krammer ud af mig, al- lene for at overbevise mine gode Velyndere og seede Brændeviinsmænd in, at man ikke ville have saa megen Overhæng af mig for for Bræn- deviin, dersom jeg ikke altid, formedelst den, Bane jeg er kommen i, længtes efter at drikke det. Brændeviin er da altsaa høystnødvendig, og for at overbeviise Regieringen underdanigst herom, saa vil jeg blive ved (ligesom andre gamle fordrukkene Kiellinger) at anføre mine exempler. - Den daniske nation har være drikfældig fra Akilds tid, og inden den trængte til de franske eller dinesiske Snurrepiberker, saa blev den tøv i halsen, saasnart flasken ikke altid ville hænge for Munden af den. Odin betiene sig af Nationens tilbøylighed til et kneb i sin religion, og i denne henseende brugte han ligesaadanne kunstgreb, som andre

14

14

Religionmagere. Han vidste da meget vel at Dansken tørstede altid; derfore lovte han dem Miød i Valhalla, naar de havde været friske Fætters i deres levende Liv. Mangen een Dansk blev den Gang, sommetider, saa forbittret paa sin tørstige Gane, at han stak sig selv Hiel, allene for al blive lædsket i Valhalla, og ingen keerte sig noget efter at blive banket varm og tørstig i Skiermydslerne; saasom han trøstede sig ved, at han snart kunne i Odins Himmel komme til at smause saa meget Miød, han gad sætte til Livs. —— Man vil maaskee ogsaa give os Miød i Steden for Brændeviin; men saa siger vi: Tak for Mad! Dannemark kunne føde mange Bier; men vi seer Fluer nok, som vi kunne kaage Miød af. Landsbye - Manden er forkuet og holdes ikke i ørnene til hans egen og Landets Nytte. Miød er for Pattebørn og slikkenføder, og Studentere, som har svage Hierner, og for Bakkelsekonerne. Det er ingen Drik at byde gamle Fættere i Sansen, som mig og mine Lige —— Den stakkels Soldat, som maae forøde det halve af

15

15

sin Lehning til Stadsen, kan net op, for den anden halve Deel, faae sig en Susah Brændeviin til at skylle Kamisbrødkrummerne af sine Gummer, ned i Maven med. Har han ikke det kiere Brændeviin at styrke sit tappre og Hoymodige Hierte paa, saa maee han gaae til Marketenteren, og hans Ærter staaer en forbandet hæslig Tappenstreg i hans Mave. Lever Soldaten om Lehnings-Dagen, som en And, i Brændeviin; saa mener han dog at saae faa mange Kræfter i Livet den Dag, at han kan helligholde sine Slapermentsdage ved Vandkammen, indtil hans Tærepenge falder igien. — Vore Meeninger giøre meget til vor Roe. En udlevet Mama sidder heele Ugen igiennem paa er koldt Loft og snurrer med sin Rok, allene for at fortiene saa meget, at hun kan syre Brændeviin i den Kakkelovn, hun bær midt paa; Kommer der ingen Varme i den udvortes og heller ingen i den indvortes Kakkelovn- saa maae den naturlige Varme snart tage Afsted fra denne graaeskieggede Spindekone; og om hun kiøber sig for en Skilling tynd Suppe om Middagen, og for

16

16

en halv Skilling kaagt Vand, om Aftenen; hvad Kræfter kan da dette udpiinede Pladder give hendes sammensnorpne Mave? men faaer hun bare et Glas Brændeviin om Middagen og et om Aftenen med et Stykke Brød til, saa er hun ligesaa stor paa det, som den Keyser, der, hvergang han havde begyndt at spise, gav alle Jordens Konger Lov til at gane til Taffels. — Hvor der er mange Munde, der skal være en god Pung, og en stakkels Strandkadet kan ikkun sielden fortiene saa meget, at han saa lade sin Kone lave et Maaltid Mad til sig og Børnene. For to Skilling Brændeviin og to Skofter kan giøre heele Familien glad, naar en fornuftig Moders Ekonomie forftaaer at inddeele Stumperne. Har Moeren et Barn ved Patten, saa Gud hielpe den Stakkel, for Melk hun faaer, naar hun ikke kan faae en Apetitfubgen. Brænde- viinet er et nødvendigt Gode for de svangre og bredlivede Matroner, og en Hønsekiød-Suppe gier hende ikke saa megen Roe i Maven, som denne Hiertestyrkende Spiritus. — Brændeviin indgyder en sød Hvile og den behageligste Lise

17

17 i heele Legemet paa Daglønneren, og naar han tænker paa, at han skal gotte sig om Aftenen ved sit Glas Brændeviin, saa seer han sig Feyl efter al den Slæb og Umage, som han skal bogne under heele Dagen igiennem.

En Matros taer paa lange Reyser;

Men hvad kalder man de Hiertestyrkninger, som ere gode for Søefolk, og som kan holde sig paa Søen uden at blive ankomne? — Alle Slags Vand bliver væmmelig, ved det at Søen lærer; det kiøbenhavnske Vand gaaer nogenledes an paa Vandet; men det kiøbenhavnske Brændeviin er bedre og upaaklagelig. Grød, Ærter og andet Slampamper, kan vel ikke give ham megen Kraft til at holde sig fast i Spillet, naar Vindene rase, og hvad skal vel stille de Kuulinger, som dette Slapperjux opreyser i hans Mave, uden Brændeviin? Kapitejnen paa Skibet maae, som oftest, sige, som der fortælles om Skræderen; denne sagde om sine Ærter, paa hvilke det bekiendte Ord- sprog: Das ist zu beklagen, daß sie nach ein- ander jagen, kunne appliceres: Spiiser kiere Børn! Ver er deylige Ærter; bette sagde

18

18

Skræderen, i det samme han lagde sin Skee; men Svennen forstod Uret, slog Drengen, som blev ved at jage til Fadet, over Fingerne med sin Skee og sagde: Skal din ublue Bængel spiise Ærterne fra Mester? Hører du ikke, at de smager ham saa overmaade vel? Altsaa er der vel ingen Ting, der rimer sig bedre paa Ærter, end Brændeviin, som kan drive den martrende luft opad efter det Kompas, som sidder i Munden. —- Huusmoderen bliver jo syg, naar hun ey faaer sin Rettigheds-Subgen paa sine bestemte Tider om Dagen. — Nu seer da enhver, at Brændeviin er saa høystnødvendig; Gud forbyde da, at man skulle straffe Staten saa Haardt og tage Brændeviin fra Næsen af os! Hvor skal man tage alt der Brændeviin fra, som forbruges paa alle de lange Reyser? og Compagnierne vil vist høre utallige Forbandelser at flyve om deres Øren, naar Matroserne ey kan faae det gode reene danske Kornbrændeviin. —— Hvor skal man faae alt det franske Brændeviin og Rohm fra, som skulle forbruges paa alle Compagniernes Skibe og paa

19

19 Kongens Flode? Det var ikke saa stor Van- skelighed ved at faae det; men nu er det dyrt og da ville det endnu blive dyrere; saasom der var flere Folk, som trængte dertil, end som nu. Dette er ikke nær saa sundt, som det danske Kornbrændeviin; det tærer Legemet, og gier ikke de Kræfter, som vores gode Brændeviin giver. — Naar man skulde, af to onde Forslag, ønske, at det mindst Onde maatte iværksættes; saa ønskede man hellere, med Grund, at Bryggerne maatte for nogen Tid forbydes at brygge Øl, end at Brændeviinsmændene skulle forbydes Brændeviin. Øl fører ikke saadan almindelig Nytte med sig, som Brændeviin. Soldater, Matroser og andre fattige Folk, som vil have noget at varme Blodet paa, ere nu blevne saa kloge, at de hellers gaae til Theehuset og kiøber sig for en 1/2 Skilling Vand; for 1/2 Skilling Thee og for en 1/2 Skilling Melk; end til øltapperen og kiøber en Pot øl for 2 ß. I Theehuuset saaer de saa meget, at om den fattige Kone havde, efter sin Leylighed, i den Sted, kaagt en Suppe, som havde kostet 10 ß., saa kunne

20

20

denne Suppe ikke giort hendes Familie større Tieneste, end dette Vand for halvanden Skilling. En Pot Øl er snart ubdrukken, og Helst naar den skal deeles imellem mange Munde, og mon den qvæger Legemet saa got som for en Skilling Brændeviin? Naar Brændeviin ikke længere skulle brændes, saa maatte de fleeste Møller nedrives. Bryg- gerne ville ikke blive af med deres Paasæt, og Amageren ville sukke for Drank til sine Kiøer og Sviin. — Hvor stor en Ulykke ville det ey blive for Brændeviinsmændene, om Brændingen skulle ophøre? Kiøbenhavns Borgerskab har ikke flere Lemmer af nogen anden Nærings Brug, end af Brændeviinsmændene. Man maae ey troe, at alle de BrændeviinsMænd ere rige Folk, som have Sølvknapper i Trøyerne. De, som have meest Grunker, gaae oftest klædt allersimpelst. — Hvor mangen en ung Begyndere i Lauget, som nyelig har sat sig ned og maae svare svære Renter, Skatter og Udgifter, ville da ikke gaae bag af Dansen. — Der er kun faa af Brænde: viinsmændene, som har faaet saa meget i

21

21

Ryggen af deres Brændeviin, at de kunne deraf have Tærevenge nok i al den Tid, Brændingen maatte ligge stille. Skulle det være sandt, som man siger, at der skulle skee samme Indretninger ved Brændeviinsbrænder-Lauget, som ved Brygger-Lauget, saa havde dog de stakkels Brændeviinsmænd ikke nødig at sulte ihiel, og jeg vilde ey komme til at døe af Tørst; men Brændeviinsmanden ville da maaskee fortiene et Kamisbrød om Dagen, og jeg kunne dog komme til at opholde Livet i mig. Saasnart det forbydes Brændeviinsmændene at brænde, saa skal vi see, hvor mange Kiøer der ikke vil gane af Stablen. Enhver ærlig Mand, som tilforn har i al Magelighed kunne holdt 3 a 4 Kiøer paa Stald ved sin Drank, vil da nok sige: Gid Fanden holde Kiør længere. Høet er dyrt og endnu dyrere for den kiøbenhavnske Borgere, end for Folkene i de smaae Kiøbstæder. Naar Brændeviinsmændene nu med eet forbydes at brænde, saa maae de see til, hvorledes de anvender de faa Skillinger, de har skrabet sammen til deres Nøvendigheder i

22

22

Huusholdningen; saasom alting er saa dyrt, og man befrygter endnu vanskeligere Tider; hvor vil da Brændeviinsmanden faae Penge til at indkiøbe Høe for? Kommer dette Forbud mod Brændingen ud paa en Tid af Aa- ret, da de slet intet kan faae tilkiøbs, eller da de maae betale det i dyre Domme; saa maae Brændeviinsmandens Kiøer nødvendig enten reent sulte ihiel; eller sælges for en Skampriis, eller slaaes for Panden. Den ømme Moder, som elsker sit Barn; men har ingen Patte at give det, veed ingen bedre Raad, end at søge til Brændeviinsmandens Melk; men hvor vil Barnet skrige og Moderen græde, naar her findes ingen Redning meere. Man maae jo have Melk til Børn, og Bibelen siger, at de kan ikke fordrage Tærskerkost. Hvor vil Bageren faae Melk fra til sine Kryderkringler & c.? Men han kan endelig, til Nød, føde sine Kiør med Klid; da det dog er en dyr Kost. Ole Smedesvend maae da stikke i at græde i høyen Skye, fordi han maae miste sin Riisengrod, og Kokken maae til Utallige Rækker bruge Vand i Steden for Melk. Naar en Pot Melk da med stor Vanskelighed kan faaes i Kiøbenhavn, saa tvivler jeg paa, at man kan faae den ringere end 5 a 6 Skilling Potten. Hvor mange er der vel, som have Raad til at give saa meget for en Pot Melk?

23

23

De, som have meget fiine Næser, som kan lugte den giftige Stank i Byen, som andre troer at være Persymeringer; de, siger jeg, har været Aarsag til en Forordning, som giør Staden frie fra Lugten og Nytten af Sviin paa engang. Hvad Stank kan vel i en fiin Næse være væmmeligere end Heste-Stank? Under da! at man ikke i Steden for Sviin har forbandet Heste ud af Staden; men saa havde den kloge Dokter (som paa denne Maade ville rense den kiøbenhavnske Luft fra en pestilensisk Stank) jo ingen Hoppe til at spænde for sin Vogn og lade sig trække omkring paa Byens Gader til sine Patienter. Der er. altid gierne nogen Egennytte foreenet med Prosiekter. Det er dog got at være saa stor en Physikus, at man kan tydelig skille: Sviinedampen fra Hestedampen i en pestefuld Dampkugle. En Herre (som til sit Grevskab kan snyde Kiøbenhavns Borgere mange Penge fra, for hans Sviin, som de maae betale dyrt) ville vel ikke gierne underskrive Bevilningen til at holde Sviin i Kiøbenhavn; thi saa kunne Oxekiødet blive lættere Kiob, og LandSbye- Bonden torde da ikke lukke Munden saa høyt op, naar man spurgte ham, hvor meget han ville have for et Par af sine Sviin. Saaledes har Partiskhed sin Haand i alle Ting. Skulle Brændingen forbydes, saa er det meget

24

24 klogt, at man ikke har tilstædet Folk at have Sviin; thi havde man ogsaa denne Tilladelse, saa ville det gaae Brændeviinsmændene saa meget Meere til Hierte, ar de skulle berøves deres Drank, som ogsaa tilbragte dem saa stor en Nytte i denne Henseende. Derfore troer man ogsaa desto tilforladeligere, at det er i Gierde, at man ey maae brænde meere Brændeviin. Man vil nok trøste Undersaatterne med Sukkerbrændeviin; Men man kan vel ikke skumme mange feede Slags Liime af Sukker- Gruus, og om man da brændte Brændeviin af alle Skræderkludene i Kiøbenhavn, saa ville der vel ey komme saa meget derudaf, at Kiøbenhavns Indbyggere allene kunne have nok deraf; men om Brændingen forbydes, saa vil der nok komme saa mange Guldklumper ind i Gruusbrænderens Lomme, at han kan kiøbe Bernstorffs ledige Palee. Vær nu saa naadig imod mig, kiere Brændeviinsmænd! at I skienker mig engang, naar I faaer mig at see, fordi jeg saa tappert har forfegtet Eder. Jeg tvivler ikke derpaa; thi I ere gavmilde.