Formenende Sandheder i adskillige Materier de smaae Kiøbstæder angaaende.

Kiøbenhavn

Trykt hos Paul Herman Höecke. 1771.

Formenende

Sandheder

i

adskillige Materier

de

smaae Kiøbstæder

angaaende.

2
3

Aldrig skulle man tænke, der kunde falde nogen ind at ville have omdannet Kiøbmændene i de smaae Stæder til Høkkere og Bønder. I det mindste troer man at de, som skulle fordriste sig at komme frem for Monarchen med saadant Forlag, ville blive afviist i Unaade, da ingen tvivler paa at Hans Majestæt jo elsker lige saa meget en simpel Borger i de smaae Stæder, der nærer sig og sin Familie tarvelig med en liden Fortieneste, som dem i de store Stæder, der ved en større Vinding har Leylighed at giøre Figurer og store Depencer paa sin Opførsel. Ikke desto mindre har man dog læst en Flyve-Tanke derom, til Censur paa et vist Forslag, hensigtende til smaae Stædernes Beste, endskiønt, ikke enten fremsat med nogen Styrk- eller fuldkommen udført, men kun erindret i den Formodning, at nogen som besad baade Indsigt og Upartiskhed, skulle taget sig det an til viderenøyagtig Udførelse.

4

Det er ellers ikke let at fatte, om denne Censur er dreven enten af Uvidenhed om Tilstanden uden for Hovedstaden og sammes væsentlige og rette Oeconomie, eller af Partiskhed for de store Stæder. Men hvor lidet det rimer sig at, Avlingsbrug enten i smaae eller store Stæder skulle være en Hovedstyrke, og at Handel og Fabriqver dertil maatte være en Biestyrke, er noget som en behøver megen Beviis.

Saa uomgiengelig som Avlingsbrug er for Smaaestæderne til Foer og Græs for de Creaturer, som sammestæds nødvendig skal holdes og bruges; Saa lidet kunde nogen deraf subsistere, endog med en Opførsel og Levemaade, overeensstemmende med den fattigste Bondes, saa fremt han ey har anden Brug til sin Hovedstyrke, saasom enten Vognmands-Laug eller andet, hvortil ham Avlingsbrug er uomgienglig fornøden.

Man ville ikkun der udi allene kaste sin Betragtning 1) paa Vanskeligheden for en Kiøbstædmandat faae duelige Folk til Arbeydet; 2) paa Lønnen, som er altid Høyere i Kiøbstæderne end paa Landet. 3) Paa Levnetsmidlernes Kostbarhed, formedelst Consumptionen, som skal gives af det der fortæres baade af Folk og Fæe, der langt overstiger det som en Bonde svarer i Kongelige Skatter, som ved en speciel Udregning var let at bevise; og derfor ingen Under, at Kongen og hans Finans Collegium

5

har til sine Lider strikte henseet paa, at de, ved en og anden Misbrug, Kiøbstæderne frakomne Jorder, skulle gaae tilbage, endskiønt alle Kiøbstæder ey derudi har været lige lykkelig. Men det tages sommestæder paa den Fod, at af deslige Kiøbstæd Jorder, som bruges af Udenbyes Folk, skal svares Skatter lige med andet Bøndergods, og dermed have sit Forblivende, til merkelig Skade baade for Kongens Indtrader og Borgerskabets Nærings Understøttelse. De sidste, ey fordi Avlings Brug er dem saa fordeelagtig for sig selv allene, men fordi det er dem uomgiengelig fornøden, i hvor kostbar den end ere dem; thi hvor skulle de ellers faae Foeder for de Creaturer, fornemmelig Kiøer og Bæster, som ere dem saa uomgiengelig at holde og have. Det er ved forhen ansatte 3die Post viist, at Consumptionen af det som de til Avling i en Kiøbstæd holdende Folk og Creaturer fortærer, overgaaer de Kongelige Skatter, som svares af lige Jordsmon paa Landet; legger man nu til de almindelige Byens Skatter og Indqvarterings Udgifter, der lige saavel maae reparteres paa Avlings Brug som anden Næring, saa bliver Udslaget til Fordeel endnu mindre. Men dette er endnu ikke alt. Det Huusrum som en Kiøbstæd Avlsbrugere skal være forsynet med til sit Foeder, Korn og Creature, er ham enten til Leye eller Eye ulige kostbarere end et Bonde-Huus,

6

hvor det dog ligesaa got som under den kostbareste Bygning conserveres; men endnu en Hoved-Sag tilbage. Kiøber eller leyer jeg en Kiøbstæd Jord, af Lighed med en Tønde Hartkorn, gaaer enten Leyen eller Renten af min betalte Kiøbe-Summa lige op (om ikke mange Stæder over) med det, som en Bonde svarer baade i Skatter, Landgilde og for Hoverie, og det er noksom bekiendt, hvad Levemaade en Bonde maae føre, om han skal have sit Ophold og svare Kongen og hans Herskab det han bør.

Af alt dette, som herved sagt er, kan nok oplyses at Avlings Brug er ikke nogen Hovedstyrke, enten for Handelsmænd og Fabricantere, eller andre i Almindelighed. Mon det da ikke var bedre, at enhver Haandtering i og for sig selv ernærde sin Mand?

Det siges i daglig Tale, at den der har mange Jern i Ilden paa engang, lader nogle forbrænde. Og det er ufeylbar, at den som tager sig mange Ting for, udfører den mindste Deel deraf til Gavns.

Staaer det da fast, som jeg troer, at Avlings Brug en kan være nogen Hovedstyrke for en Købmand, saa var det bedre at tale noget om-, hvorledes han best kunde komme fort med det ene han har taget sig for, og som man skulle formode han er oplært ved og har noget Begreb om. Det bliver nok det allersikkerste og

7

beste, at ingen giver sig af med Handel og Kiøbmandskab, uden de som haver Penge at sette det fort med, og har Videnskab om at drive det. Men hvor megen Ulyst maae ikke enhver, der haver Midler, finde hos sig at sætte sig ned derpaa i en liden Kiøbstæd, som er opfylt med saadanne Kiøbmænd der ikkun høkkrer for de store Stæder. Negotie og Søefart er mange ulykkelige Tilfælde undergiven; dem er det dog ikke, der fornemmelig afstrekker nogen, naar de kan see der er noget at vinde; men naar de seer Byen opfylt med Høkkere, og der iblandt nogle som begynder et Aar, og 3 a 4 Aar, ja undertiden kortere, derefter have udsolgt, ey for andet end fordi de har intet havt at begynde med, men taget Vahrenedyre op paa Credit og solgt dem let, igien for at faae noget imellem Hænderne, og des bedre paa en kort Tid at giøre nye og større Credit. Hvad skal da kunde bevæge en eller flere bemidlede Personer at sætte deres Penge hen i en Handel, som baade for dem selv og Almuen ey kan drives med Fordeel; thi naar de ingen Afsetning har, staaer deres Penge frugtesløs og Vahrene bliver dem tildeels fordervet. De setter derfor heller deres Penge i Jordegods, hvoraf de tager den Interesse som ingen kan giøre dem Forsang udi; thi der har de deres for dem selv. Høkkere har de ingen Lyst til at være for de store Stæder. Jeg veed ey heller om det

8

vel kan bestaae sig med en retskaffen Handel, at smaae Stæderne skal kiøbe deres Vahre paa anden Haand af de indenlandske store Græder, allerhelst saadanne som Hør, Hamp, Staal, Jern, Kalk, Steen, Kul, Sild, Fisk, og saadanne Ting, som smaae Slæderne lige saa begvemmelig og tildeels bedre end de større Græder kan lade komme. Jeg tykkes de vil komme meget dyrere, end om de hentes enten fra første Haand, eller paa de Stæder hvor der kunde og skulle bringes noget hen fra tit bemeldte smaae Stæder. Oplosning og Indskibning igien paa disse store Stæder, saavel som Pakhusene, er alletider heel kostbar og disse Omkostninger saavel som nye Fragter, Assurance og Toldbod-Clarering, tillige med Grosserernes Fordeel, skal alt settes paa Vahrene. Men vil man sige, det kan jo være Kiøbmændene i de smaa Stæder ligemeget, de kan sette deres Udsalgs-Priser derefter for Almuen som skal kiøbe. Men lad end være, man gandske tilsidesetter herved sin Pligt, at see paa Almuens Vel i Almindelighed, saa flyder dog deraf er mærkeligt Tab for de Handlende i de smaae Stæder, helst i Siælland, hvor , Landmanden har Leylighed at komme til Hovedstaden og da der forsyner sig saa got som han kan, da Vahrene rimelig sammestæds kan sælges lettere end hiemme hos ham selv i smaae Stæderne. Alt dette har bragt mig paa den Tanke

9

og Meening, at det var got om hver Kiøbstæd, efter sin Størrelse og det Opland som ligger der omkring, blev sat for et vist Antal Kiøbmænd for alle de Vahre som skal bringes der til Stæden over Søen, ligesom og for et vist Antal Professioner af hver Slags, hvilket sidste ville give Anledning til gode Haandværker, da de fik Tid at øve dem tilfulde deri inden de satte sig ned som Mester, i den Sted de fleste bliver kun som Fuskere at ansee, og formedelst de intet har at sette Haandværker fort med, maae leve i Armod, og ikke kan forfærdige noget Stykke Arbeyde uden det de strax kan faae Penge for. Man mærker vel herved strax Klangen af det sædvanlige Sprog om Folke-Formerelsen; men der er forhen ved en anden Leylighed sagt, at Folke-Formerelsen hindres ey ved Haansverks-Svennenes Standsning i deres Forset at blive Mester; thi det kan staae dem frit for at gifte sig, og derfor ligefult arbeyde hos en Mester, og lade deres Koner sidde til Huuse indtil der kan blive Plads for dem at blive Mester. Hvad Folke-Formerelsen i Kiøbmandsstanden angaaer, da kan vel ingen falde paa at tænke, at et stort Antal af saadanne skulle være Staten meget til Nytte, saa længe de ey har Evne til at handle paa en Maade som kan være dem og Landet tienlig. Hvo veed ikke at Kiøbmandsstanden afviger temmelig vidt i Levemaade og Opførsel baade for dem selv og

10

deres Familie fra den almindelige Hob, og det kan ey andet være, deres Omgang med andre Folk af lige Opførsel udfordrer det. Naar Folk af den Stand kommer i Armod, ere de af alle elendiast, de har intet lært eller er opvant ved uden det samme, og derudi kan de intet foretage sig uden Penge. Er deres Børn bleven til Alders, og vel opvant ved denne Levemaade og Opførsel som falder i den Stand, og uden at lære noget andet, giort sig Reigning paa at blive ved det samme, bliver de lige som andre uden for Arbeydsstanden, baade for dem selv og for Staten ligesaa meget til Byrde som til Gavn. Hvad er det da for Nytte at tillade fleere Kiøbmænd paa et Stæd, end som derved kan soutinere sig, under den Smigren at Folkemængden derved formeres? Med ligesaa god Skiel kunde man sige, det var got at de Verdslige og Geistlige Embeder vare deelte til fleere Personer, paa det Folkemængden ved dem desmere kunde tiltage.

Men lad os tænke ret: Mon det da ikke kunde være de arbeydende Hænder vi kunde behøve større Mængde, og dem frembringes ikkun faa af, enten fra Kiøbmands- eller Embeds-Stænderne. Mig tykkes det er underlig, at man ey uden ringeste Hindring eller Indvending tillader Ægteskab i Krigsstanden, baade i de Nationale og Gevorbne Regimenter. Og hvor kan vel nogen Proprietair eller Forvalter falde paa at

11

deres Bønder-Karle hos dem skal søge Bevilling paa at gifte sig, som dog nok kunde bevises at blive paastaaet, samt at den Præst falder i Unaade, som ey vil holde saadan Paastand for god; de Børn som kommer af saadanne Ægteskaber, bliver dog uden Modsigelse Staten til Styrke og Gavn.

Man har med et par Ord tilforn sagt, det holdtes bedre at Handels-Vahrene vare deelte i visse Sorter til adskilte Personer at handle med, end at hver havde Ret at handle med alle Ting. For denne Meening haves disse Argumenter: De Handlende kunde 1) desbedre vide hvad de havde at lade komme til Forhandling; 2) de kunde enten selv allene, eller med faa Folk bestyre deres Handel; 3) de kunde altid ved hastig Afseming holde gode friste Vahre; 4) deres Huuse og Boepæle kunde desbedre være indrettet efter enhvers Handels Beskaffenhed; 5) der faldt nogle visse lettere at hemme Misbrug i Handelen med de Ting som dem ved kom, end saa mange som handler med alle Ting. Men de gode Kiøbmænd maae tillade mig at sige, der er ligesaa ubilligt ar de befatter sig med Kroerie og Brændeviinsbrænden, uden til deres egen Huusholdning og Skibes Udredning eller Forsendelse med deres Skibe, som at nogen giør dem Indpas med Kiøbmandstab, af det de er sat for at handle med. Ja, der kunde vel og synes

12

Uret, at enten Haandværker eller de som ey speciel angiver sig for Kroerie og Brendeviinsbræns den, befatter sig dermed videre end til egen Huusholdning, og ey at sælge til deres Medborgere i heele og halve Ankere.

Alt hvad nogen med Grund kan have at sige imod een eller flere af disse Poster, høres med Fornøyelse, for at blive bedre herudi oplyst. Imidlertid troer jeg, at den anmeldte særskildte Handel kunde udi en Deel smaae Stæder blive at indrette saaledes:

1.) Viin-Handlere, Herbergerer, Gæstgivere samt Apotheker [2]

Diko tillige med Gevürzer for sig selv [1] 2.) Gevürz-Handel, Caffe, Thee, Tobak

og Sukker [3]

3.) Alle flags Ulden, Linnet og Silke Kramvahre, Kniplinger, Baand & c. [3]

4.) Tømmer, Tiere, Hør, Hamp, Staal,

Jern, Kalk, Kul, Sild, Fisk, Tran, Salt, Humle, og hvad nere saadanne grove Vahre gives Navn af [5]

5.) Galanterie-Poppen- og Isenkram, Glas,

Porcelain og Piber [2]

Korn-Handel og' alle Provinciale Ting, for enhver Borger uden Forskiel.

Men ligesom saadan Inddeeling er Forandring undergiven efter enhver Stæds Leylighed og Størrelse, saa paastaaer man nu en heller, at denne jo ved et nøyere Overlæg skulle være at forbedre.

13

Om de smaae Stæders Forfald og Aftagelse, samt til samme at afhielpe, er baade af Argus og andre forestillet adskillige Misbrugs Afskaffelse, som ingen kan modsige at være ligesaa billig og ret som i sig selv fornøden; men Middelet dertil er lige saa vanskeligt, saa længe Kiøbstædernes Indvaanere selv tager sig det saa lunken an, og ingen enten Umage eller Bekostning vil anvende derpaa, hvorfra de unddrager sig saa meget heller, som der angaaer saa mange som derved præjudiceres, og for een eller ro af dem desmindre; men naar enhver eller nogle faae havde sit Slags hvorudi de blev fornærmet, ville de desbedre see at hemme der og derpaa anvende deres Styrke.

Jeg, saavel som fleere, ere gandske enige med Argus i den Meening, at ingen afde i Loven ey paa Landet tilladte Haandværker maatte sig sammestæds opholde og ærnære, baade fornærmes Kongen derved i sine Consumptions Intrader og Kiøbstæderne i deres Næring; allermindst burde det skee i de saa kaldede Friheds Districrer (jeg siger saa kaldet, thi det er nu ikkun i Navnet at Kiøbstæderne har Friheds Districrer, da de nu af saa mange Bye- og Sogne-Kroer, imod forhen udgangne strenge Forbudde ere oprettet, maa svare Forpagtnings Afgifter). Men hvem skal arbeyde paa, at faae forhen meldte utilladelige Haandværker afskaffet? Det er let at legge det

14

hen paa een eller andens Skuldre, og mangler ey paa Øvrigheder, som baade ville og skulle giøre det; men her maae først for saadanne bringes ovlig Beviis, at den anviste bruger saadan utilladelig Haandværk, og hvad Lyst kan en Sleng forarmede Kiøbstæd-Haandværker have dertil? Faaer de een eller flere saadanne Landsbye Haandværker afskaffet, kan enten de samme eller andre sette sig ved Siden af dem, og de er lige got faren. Bestodde derimod af et vist Antal (enten med Laug eller uden Laug, kunde de baade have Evne og Lyst til at erhverve Beviis over de som giorde dem ulovlig Indpas). At ellers Vævere er ved Kongelig Rescript tilladt at boe paa Lander, fordi, de ansees som Manufacturister, maae Argus vel ikke vide, siden han striver imod den.

Enhver af de smaae Kiøbstæder som kiender sit eget Vel og Beste, bekræfter gierne med Argus, at Markeder (som til den Tid de bleve anordnet og bevilget, har værer Kiøbstæderne gavnlig) er nu i disse Tider, da Handelen saadan som den er drives paa hver Stæd, meere skadelig end til nogen Nytte, og der forstaaer sig selv, at naar de Marked søgende Kiøbmænd, Kræmmere og Haandværker skal have deres Reysers store Omkostninger betalt, maae de have det enten ved slettere Vahre, ringere Vægr eller høyere Priis, end som det til andre Tider sælges af Slædernes egne Indvaanere. Men Hvorfor

15

mon Argus ey synes det ville være gjørlig eller til Nytte, at faae en sorteret Handel i smaae Stæderne? Han har nok ikke betragtet den Sag saa gandske nøyagtig som fornøden giortes, førend han udloed sig med at det ey skulle være giørlig. Man tænker at det foregaaende skulle bane Vey til Giørlighed. Men hvo maae ikke tilstaae, at Argus har mange solide og gode Tanker til de i Forfald værende smaae Stæders Opkomst, ved hans Blad No. 20 af 13 Martii; Men alt hielper intet saa længe Kiøbstædernes Indbyggere ey selv finder Nytte og Fordeel, ved at anvende noget paa de i Svang gaaende Misbrugers Hemmelse. Det fattes ey, at de jo har Retten paa deres Side udi Loven og adskillige udgangne Anordninger, alleneste omgangs Maaden der udi noget kunde lettes. Men mon dog ikke Argus, i hvor retsindig hans Tanker end ere, vil blive afklappet, da han giør sig saa meget dristig og siger: at Herremanden driver Kiøbmandskab, saavel med sine Bønders som sit eget Korn. Jeg forsikrer, kiere Argus! det er en Ret som Proprietærerne dristig paastaaer at tilkomme dem. Men jeg maae lige saa frit tilstaae, at mig synes det ikkun er een ved Misbrug selvtagen Ret, uden ringeste Medhold af Loven. I Loven pag. 468. Art. 16. staaer: Vil nogen Hosbond kiøbe noget af sin Bonde, da skal han have det i hans Mindelige, som

16

han kiøbte det af en Fremmed. Dette indeholder kun en Forsigtighed Lovgiveren har brugt til Bondens Frelse, at hans Hosbond skulle handle med ham som en Fremmed, i det han til sin egen Fornødenhed af ham ville kiøbe, og ey kan extenderes derhen som en Ret at kiøbe Bondens Korn for at sælge der igien. Og naar Jordegods Eyere pag. 473. og 474. tilstaaes at giøre sig sit eget Gods saa nyttig som han kan, og sælge sine Vahre til hvem han vil, forbydes han tillige at giøre Kiøbstæderne Forfang i deres billige Handel og Næring. Det foregaende i Articulen at sælge til hvem han vil giør kun en Forskiel i Maaden at sælge paa imellem en Bonde og hans Herskab; den ene skal efter næstfølgende 26 Art. føre sine Vahre til Axel-Torv, men den anden kan, uden at komme til Torvs, sælge til hvem han vil NB. i en Kiøbstæd; men at udskibe det selv, ville ustridig blive Kiøbstæderne i deres Handel og Næring til Forfang. Gaaer man fra Lovens Bydende til Billighed, efter Fornuftens simple Begreb alleene, saa, i Betragtning at Kiøbstæderne holder de kostbare Broer og Havne til Vahrenes Ind- og Udskibning vedlige, og uden saadant maatte ald Handel og Vandel forfalde og blive ligesaa ubekiendt i Dannemark, som den i fordum Tid har været, kan vel ingen ansees som berettiget at benytte sig til Handel og Vandel af saadanne kostba-

17

re Foranstaltninger, uden de, for hvis Reigning og Udgift de giøres og holdes vedlige; og om endelig nogen Proprietair eller Forpagter ville betiene sig deraf, kunde de med Rette tilkomme at betale i det ringeste 4 Gange saa meget, som der Borgerne giver til Havnens Vedligeholdelse. Det kan i sig selv være meget raadelig og nyttig for Landboerne, at den dem næst vedliggende Kiøbstæd conserveres. Kommer den meget yderlig i Aftagelse og Decadence, bliver de nødte til at søge en anden dem længere fra beliggende Handelsstad; og hvad Uleylighed og Bekostning ville det vel blive Herremæm dene, allerhelst herefter, da de ey kan tage deres Bønder til saa mange og lange Reyser, som dem lyster. Jeg kan ved den Leylighed, da her handles om Kiøbstædernes Fornærmelse, ey undlade at melde lidet i Anledning af andres stridige Tanker, som er giver tilkiende angaaende de paa Landet nu oprettede Bye- og Sogne-Kroer; og jeg vil ikkun i Korthed anmerke to Ting: 1) At de stader Kongen i sine Consumptions-Intrader. 2) Medtager de Kornvahrene som behøves til Menneskens Føde. Det første troer jeg skal falde let i Begrebet, naar hensees til den Afgift disse Kroer svarer for Frieheden ar brænde; thi de kan, nogle i 3 Uger, andre i 5 a 6, forbruge lige saa mange Korn-Vahre hvoraf den ordinair paabudne Consumption i Kiøbstæderne ville opløbe til deres aarlige Af-

18

giftsfulde Summa, følgelig har de al den øvrige Tid af Aaret frie. 2det) Det skulle ved en sandfærdig Undersøgning befindes, at de fleste af dejlige Kroersker, som hverken har Reedskab, Vidskab eller Indretning, som behøves til saadan Handtering, forbruger til en Tønde Brændeviin dobbelt saa mange Kom-Vahre som Kiøbstædernes Indvaanere, der fra gammel Tid har de fornødne Indretninger dertil og Erfaring derom.

Endnu til Slutning en liden Anecdote til formeenende almindelig Nytte og Fordel, baade for Land- og Kiøbstædmanden.

Naar vor Dansk Byg ved slet Udsæd eller anden urigtig Medhandling sælges i Kiøbstæderne ureen giort, eller saa beblandet med Havre, at ikkun den halve eller de 2/3 Parter kan kiendes at være Byg, bliver det, som billigt, ringe agtet, og derfore i frugtbare Tider er fast u-afsættelig baade i Norge og til andre Stæder, naar det, som bedre er, kan faaes fra fremmede Stæder. Landmanden meener nok at vinde ved saadan Medhandling, det gaaer ogsaa an for en Tid og for nogle, saa længe det ey skeer almindelig; men naar det gaaer saavidt, at det bliver en Brug for alle (som det nu tegner sig meget til) taber saadan Landets Product sin Credit, og Prisen derpaa, mod andre

19

Stæders Korn-Wahre, jo længere jo meere de clineres hvorover det bliver en almindelig Skabe baade for Land- og Kiøbstædmanden, som kunde hemmes ved en Anordning, at de, som bragte saadan ureen og med Havre beblandet Byg til Fals, skulde bøde noget vist derfor; jeg mener den 8de Deel af godt Korns Værdie, naar den 8de Deel kiendtes at være Havre og Ukrud, og derefter i samme Proportion naar det befindes slettere, indtil i der høyeste 3/8 Deele Havre og Ukrud, da det heelt skulle være Confifcation undergiven. Det var bedre ar de brugte selv det ringe Korn, end lade det med saa store Bekostninger komme videre fort til Forhandling.

20