Aftens Promenader eller Samtale mellem Prudentius og Simplicius om Forbud at brænde Brændeviin af Rug og Byg i de 2de Aar, som et sikkert Raad imod høye Korn-Priser; samt om Korn-Brændeviins og Sukker-Brændeviins forskiellige Dyder og Qvalitæter.

Aftens Promenader

eller

Samtale

imellem

Prudentius og Simplicius

Forbud at brænde Brændeviin af Rug og Byg i 2de Aar, som et sikkert Raad imod høye Korn-Priser; samt om Korn-Brændeviins og Sukker-Brændeviins forskiellige Dyder og Qvalitæter.

Kiøbenhavn 1771

2
3

Prudentius.

Den Fornøyelse at finde her min udvalgte Ven efter Deres Svaghed saa frisk og munter at promenere, opvækker større Glæde hos mig, end De kan forestille Dem.

Simplicius. Jeg er Dem meget forbunden for Deres Godhed imod mig; De har altid været min Ven, og ved mange Leyligheder givet mig de tydeligste Prøver paa Deres ustrømtede Venskab, saa jeg er forsikkret om, at De oprigtig tager Deel udi mit Velgaaende, og fornøyer Dem over min Restitution af en langvarig Sygdom.

Prudent. De giør mig Uret, om De tænker anderledes om mig.

Simpl. Dertil har jeg ikke Aarsag.

4

Prudent. Hat De Lyst at spadsere en liden Tour, saa tillad mig at geleyde Dem, for derved at profitere af Deres Nærværelse, som jeg i saa lang Tid har været berøvet.

Simpl. Jeg er just derfor gaaet ud; men min Promenade vil blive mig dobbelt angenem udi Deres Sælskab; da jeg ogsaa haaber, at De underretter mig noget om de offentlige Nyeheder, hvorom jeg formedelst min langvarige Sygdom er gandske ukyndig. Naar man er syg, sørger man ikkun for at blive frisk; men i de sunde Dage har man saa mange og tildeels unyttige Bekymringer.

Prudent. Det vilde være mig en øm Fornøyelse at kunde give Dem en fuldstændig Efterretning om disse Tiders Nyeheder; men som jeg ikke frequenterer de offentlige Sælskaber, saa kan jeg ikkun slet tilfredsstille Deres Curiositet. Endog i vores sædvanlige Aften-Sælskab, hvor man i afvigte Vinter ugierne har savnet min Vens Nærværelse, kommer jeg nu ikkun sielden, da jeg heller anvender den Tid paa at promenere, som jeg ellers i de lange Vinter-

5

Aftener med Fornøyelse har passeret der. Sidste Gang jeg var der, var Sælskabets løyerlige Mercurius ikke tilstæde, altsaa hørtes ikke noget Nyt; det eeneste man talte om, var om de dyre Tider og Korn-Vahrenes høye Priser.

Simpl. Dette har jeg endog i min liden Huusholdning erfaret; men hav den Godhed at fortælle mig, hvad derom blev raisonneret, og hvad man angav at være Aarsagen til de høye Korn-Priiser, da Udførselen nu er forbuden.

Prudent. Et Forbud paa Korn-Vahres Udførsel kan allene ikke tvinge de høye Korn-Priiser, især, naar samme skeer paa en Tid, da man ey kan vente nogen Tilførsel fra andre Kornrigere Provinser i Riget.

Simpl. Jeg maae tilstaae Dem min Ukyndighed i Land-Huusholdningen; efter mit ringe Begreb havde jeg anseet sligt Forbud som et infallible Remedium til at tvinge de høye Korn-Priiser; men Tiden og Erfarenheden har overbeviist mig, at jeg herudi har taget Feyl. Men meener De, at der kunde udfindes noget tilstrækkeligt Middel til at forekomme dyre Tider, og standse den almindelige Korn-Mangel?

6

Prudent. Derom tvivler jeg ikke; Men saa længe visse Folk, hvis Fordeel det er at soutinere de høye Korn-Priiser, skal have saa megen Indflydelse i den offentlige Oeconomie, som hidindtil er skeet, er det mere at ønske end at haabe.

Simpl. Endnu, som forhen, vil jeg bede Dem, at sige mig Aarsagen til de høye Korn-Priiser.

Prudent. I mine Tanker har følgende dertil meget contribueret.

A. Den Land-fordervelige og ødeleggende Qvæg-Syge.

B. At man ingen Korn-Magaziner har havt.

C. Den alt for længe tilladte Udførsel af Landets Korn-Vahre til fremmede Stæder.

D. Saa har ogsaa den anseelige Mængde af Rug, Hveede og Byg, som forødes og bortsvies i Brændeviin, ikke lidet bidraget til den store Korn-Mangel, og de deraf flydende høye Korn-Priiser.

7

Simpl. Maa jeg ikke bede Dem at detaillere og nøyere forklare disse af Dem opregnede Aarsager.

Prudent. Meget gierne. Den første Aarsag var

A. Qvæg-Sygen, som i nogle Aar her i Landet har grasseret, har berøvet Landmanden sit Qvæg, og hans Jorder den umistelige Giødning. Det er Giødningen, som skal giøre Jorden feed, og give den frugtbringende Kraft til at producere Kierne og Foeder; i Mangel af samme, udslides og udmagres Jorden et Aar efter andet saaledes, at Landmanden tilsidst neppe faaer sit Sæde-Korn igien. Hertil kommer endnu, at da Landmanden formedelst Qvægdøden fattes Melken i sin Huusholdning, saa maa han i dets Sted tage mere af sin Lade, og fortære et større Quantum af Korn-Vahre, end forhen, da Koen gav ham Melk, Smør og Ost. Har nu Bonden ikkun avlet lidet, men derimod consumerer mere end forhen, saa flyder heraf naturligviis, at

8

Han har heller ikkuns lidet, og paa mange Stæder maaskee slet intet, at sælge til Kiøbsted- eller Haandværksmanden. Men jeg gaaer til den anden Aarsag:

B. At man ingen Korn-Magaziner har havt her i Landet. Man vil have anmærket, at siden Qvægdøden har Korn-Avlingen overalt i Landet Aar fra andet aftaget og er bleven slettere og slettere; af Aarsag, at Jorden formedelst Mangel paa Giødning er bleven udslidt, og har mistet sin frugtbringende Kraft. Da man altsaa forud har kundet see, at der vilde blive Kornmangel; saa burde man, i mine Tanker, have søgt at forekomme samme med at oprette Magaziner, og anskaffe et tilstrækkelig Forraad af Korn-Vahre. Men i dets Sted har

C. Udførselen alt for længe været tilladt, saa at Jordegods-Eyerne, uden Hensigt paa de tilkommende Tider, har udskibet deres Korn-Vahre, og saaledes blottet Landet fra al sin havende Forraad. Saa burde ogsaa

9

D. Brændeviins-Brænderiet have været mere indskrænket, hvorved man kunde have sparet en anseelig Deel Korn-Vahre, og forekommet, at Brødkurven ey var bleven saa høyt ophængt for den fattige Almue.

Simpl. Jeg er nu bleven oplyst om Aarsagerne til de dyre Tider og høye Korn-Priiser; men jeg ønskte ogsaa gierne at høre Deres Tanker om de tienligste Midler til at standse og forebygge dette Onde.

Prudent. Som det vilde være mig vanskeligt at nægte Dem noget, der stod i min Magt; saa vil jeg ogsaa gierne herudi efterkomme Deres Forlangende. Mine Tanker ere da herom kortelig disse: Mig synes, at det gamle axioma: Sublata causa, tollitur effectus, kunde her være applicable. Man hæve Aarsagerne til det Onde, saa ophøre dets skadelige Virkninger; Og ligesom Lægen lættere kan helbrede en Syg, naar han veed, hvoraf Sygdommen har sin Oprindelse; saa kan, i mine Tanker, denne Statens Sygdom best og sikkerst cureres, naar man hæver Aarsagerne, som har anlediget samme.

10

Simpl. Meener De da, at Qvæg-Sygen ved Medicamenter kan cureres?

Prudent. I det ringeste fattes os ikke paa Recepter og medicinske Forskrifter til denne Sygdoms Cuur; men hidindtil har de ikke giort den forønskte Virkning; og reent ud at sige Dem min Meening, saa troer jeg, at den menneskelige Viisdom er for svag til at udfinde noget souverain Remedium imod dette Onde; men derfor tænker jeg ikke, at man aldeles intet herimod skal bruge. Jeg vilde, at man overalt i Landet skulde bruge de beste Præcautions-Anstalter, som kunde optænkes, for at forebygge, at intet sygt eller befængt Qvæg i Landet blev indført; jeg ønskte meget, at der maatte nøye holdes over, at de besmittede og befængte Stæder ingen Communication havde med andre Stæder, hvor Qvæget var frisk og sund. De i den Henseende er gangne Kongelige Anordninge kunde agtes for de beste Præcautions-Midler, dersom de ikkun bleve tilbørlig efterlevede. Men til at hielpe den fattige Bonde, til at faae noget Qvæg igien, vidste jeg intet bedre at foreslaae, end et Forbud, at i 2de Aar maatte ingen Qvie-

11

Kalve feedes og flagtes, eller sælges til Slagtere, under følelig Mulet, som Kiøberen og Sælgeren i Overtrædelses Fald skulde erlægge, og hvoraf Angiveren burde nyde sin Andeel. Paa saadan Maade kunde man maaskee haabe, at Bonden efterhaanden fik tillagt saa meget Qvæg, som nogenledes kunde bonificere det Tab, han havde lidt ved Qvægdøden.

Prudent. Deres Forslag til Qvægsygens Standsning, og at besætte Landet igien med ungt Qvæg, finder jeg grundig og antagelig; men Deres Meening, at Qvæg-Sygen ey ved Medicamenter kan cureres, synes mig meget besynderlig, og finder ey mit Biefald.

Prudent. Jeg vilde ønske, at jeg herudi maa tage Feyl; Et sikker, tilforladelig og med ofte igientagne Prøver probat befunden Universal-Remedium til at curere denne Sygdom, vilde være mig den behageligste Overbeviisning om min Feyltagelse.

Simpl. Jeg tænker, at man kan vente sligt fra det Danske Landhuusholdnings-Sælskab,

Prudent. De vigtigste og nyttigste Opdagelser ere for største Deel bleven opfundne

12

af ulærde og ustudeerte Mænd; dog vilde jeg oprigtig ønske, at Æren for denne Opfindelse (om den ellers er muelig) maa være dette berømmelige Sælskab forbeholden.

Simpl. Er De en Medlem udi dette Sælskab?

Prudent. Ney, jeg er ikke.

Simpl. De fortiener at være det.

Prudent. Som Aufcultant.

Simpl. Jeg er begiærlig efter at høre Deres Tanker om Korn-Magaziner.

Prudent. De skal strax blive tilfredsstillet. Da Korn-Magaziner er unægtelig et af de sikkerste og tilforladeligste Midler til at tvinge de høye Korn-Priiser, og forekomme virkelig Korn-Mangel; saa maae man desmere undre sig over, at de ved den kiendelig aftagende Korn-Avling, ey ere her i Landet bleven oprettede; især udi en saa stor og folkeriig Stad, som Kiøbenhavn hvor et meget stor Quantum af Korn-Vahre aarlig consumeres, som Sielland allene ikke er i Stand til at fournere. Det har dog ikke feylet paa, at de jo ofte ere bleven projecterede, men de ere dog aldrig komne til Fuldkommenhed,

13

formodentlig af Mangel paa Forskud. En saa vidtløftig Entreprise overstiger en particulair Mands Kræfter; thi, foruden de Penge, som udfordres til Kornets Indkiøb, vilde

a) Loft-Leye, som er meget kostbar.

b) Pligts-Folk til Kornets jævnlige Omkastning.

c) Kornets Indsvinding

aarligen koste noget anseeligt. Skal Magaziner oprettes, saa vil det allene blive Regieringens Værk, som enten selv giør Forskuddet, eller giver Anviisning paa en af de publiqve Kasser, som havde en anseelig Beholdning tilovers fra sine sædvandlige Udgifter. Nødvendigheden og Nytten af et Korn-Magazins Anleggelse maa vores nu værende høy og velviise Magistrat ogsaa have indseet, da de, som jeg seer af Aviserne, har besluttet at forsyne Staden med et Oplag af 1000 Tdr. Rug. Det synes heller ikke ubillig, at Forskuddet til en saa nyttig og for Staden u-undværlig Entreprise tages af Stadens Kasse, siden Borgerskabet i trængende Tilfælde fornemmelig høstede Frugten deraf.

14

Simpl. Hvorledes meener De, at man kunde faae Korn i Magazinerne.

Prudent. Den gienneste Vey er Licitation, hvilken Maade man i slige Tilfælde nu overalt bruger. Ellers tænker jeg, at, naar et Magazin blev oprettet paa Regieringens Bekostning, der da kunde rescriberes til samtlige Proprietairer her i Landet, at de, saasnart der var indhøstet, havde at erklære sig til et vist af dem selv bestemt Qvantum, som de for en fastsat billig Betalning vilde og kunde levere til det nye Magazin.

Simpl. Men skulle et Paabud ikke være kraftigere?

Prudent. Alle Tvangsmidler ere odieuse; en viis Regent betiener sig ikke af dem, uden i alleryderste Nødvendighed. Et saadant Forbud, skiønt der gaves Refusion for hvad som blev leveret, vilde blive mange ligesaa onereux, som en Skat, og det vilde gaae hermed, som i Almindelighed med alle Paaleg, at det tilsidst dog gik over den fattige Bonde, som er desuden noksom trykt, at man ey bør paalegge ham nye Byrder. Slige Inconvenienser kunde forekommes ved en

15

frievillig Leverance; thi de, som havde avlet meget, vilde og levere meget; men de, som havde avlet lidet, leverede heller ikkun lidet.

Simpl. Men saa blev maaskee Magazinet ikke fyldt.

Prudent. Jeg mener jo: De, som havde indavlet meget Korn, solgte gierne deraf til Magazinet; og, naar Forbudet paa Korn Udførselen fremdeles continnerede, kunde de ey paa giennere Maade afsætte deres Korn-Vahre.

Simpl. Men om en slet Korn-Høst indfaldt.

Prudent. I saa Fald maatte man lade det forskrive fra Danzig eller andre kornriige Stæder; De veed selv, min Ven, det gamle Ordsprog: ultra posse nemo obligatur, og det vilde synes meget tungt at yde det, man enten ikke selv eyede, eller og selv behøvede.

Simpl. Naar skulde disse Magaziner aabnes?

Prudent. Dersom en Tde. Rug ey kunde saaes for 12 a 13 Mk.

Tde. Byg for 10 a 11 Mk. og

Tde Havre for 6 a 7 Mk. skulle Magazinerne aabnes; men, naar Rugen,

16

Bygget og Havren kunde paa Axel-Torvet faaes under den Priis, skulle de igien lukkes; hvilke Priiser synes mig faa billige, at baade Bonden og Borgeren, Landmanden og Kiøbstedmanden dermed kunde være tient og velholden. I Henseende til Korn-Udførselen har jeg ikkun dette at erindre: at dette ergangne Forbud maatte i det mindste vedblive saa længe, til Magazinerne bleve fyldte. Dog maatte vel Udførsel til Norge være undtagen.

Simpl. Men tænker De ikke, at Korn-Vahre, under Foregivende at udskibes til Norge, kunde blive udskikkede til fremmede Stæder.

Prudent. Jeg har ikke den Hardiesse at troe, at nogen for en liden og maaskee uvis Gevinst vilde exponere sig og Folk med Skib og Ladning et saa betydelig Ansvar.

Simpl. Dem til Villighed vil jeg heller ikke troe det.

Prudent. Jeg skylder Dem endnu min Betænkning om Brændeviins-Brænderiets Indskrænkning; men som det allerede er temmelig sildig, saa vil jeg ikke opholde dem længere denne Gang; Kan jeg i Morgen Aften vente mig den

17

Fornøyelse at samles med Dem igien paa dette Sted, er det min Skyldighed at continuere min Discours i samme Materie, om De ikke er allerede kied deraf.

Simpl. Omendskiønt jeg ikke kan blive kied af at anhøre Dem, ihvor længe det end varede: saa bør jeg dog ey misbruge Deres Godhed; men takker Dem meget for i Aften, og for Deres givne Løste, at ville i Morgen Aften fornøye mig med Deres Sælskab, og Deres Betænkninger om Brændeviins-Brænderiets indskrænkning.

Anden Aftens-Promenade.

Prudent. Hvorledes befinder De Dem efter Deres sidste Promenade?

Simpl. Meget vel. En Spadsere-Tour udi en angenem og kiølig Aften-Luft, og i Sælskab af en god Ven, kan intet andet end forfriske Legemet og opmuntre Sindet.

Prudent. De skulle daglig gaae en Tour; en saa gelinde Motion vilde være Dem meget nyttig.

18

Simpl. Jeg vilde gierne; men de fleste Gange fattes mig Compagnie, og jeg finder ingen Fornøyelse udi at gaae allene.

Prudent. Man kan undertiden møde Bekiendtere, som man kan giøre Sælskab med.

Simpl. Ikke altid. Maa jeg nu bede Dem at begynde, hvor De slap i Aftes.

Prudent. Jeg er dertil gandske villig; og har endog i den Henseende forsynet mig med nogle Papierer, hvormed jeg tænker at overbeviise Dem om Nytten af Brændeviins-Brænderiets Indskrænkning.

Simpl. De vil vel dog ikke have Brændeviinet gandske afskaffet.

Prudent. Ingenlunde; jeg indseer meget vel, at Brændeviin, med Maade brugt, er en meget nyttig Drik for den fattige Almue. Soldaten, Matrosen, og Bonden, som frem for andre ere exponerede megen Frost og Kulde, Regn og Slud, kan ved en Drik Brændeviin og Mundfuld Brød tilbagekalde Livs-Geisterne, og ved saadan en Vederqvægelse samle sig nye Kræfter til at imodstaae de Be-

19

sværligheder, som ere en Følge af deres Kald og Stand; det vilde derfor være en Grusomhed at betage dem dette Gode, uden at give dem noget andet derfor igien, som var lige saa got.

Simpl. Og dog vil de have Brændeviins-Brænderiet indskrænket.

Prudent. Ikkun dets Misbrug.

Simpl. Misbruges det da saa meget?

Prudent. Intet er vissere, og aldrig har Brændeviins-Drikken været saa almindelig, eller gaaet saa stærk i Svang, som nu. Jeg kunde derpaa anføre mange Exempler, men dette eene maa være nok: Forgangen Vinter var en Bonde hos mig udi et Ærinde fra hans Sogne-Præst. Jeg spurgde om Tilstanden der i Egnen; han besværede sig meget over de dyre Tider, og klagede eftertrykkelig over den overhaandtagende Brændeviins-Drikken, som, efter hans Sigende, var saa almindelig iblandt Bonde-Standen, at der fandtes Poge paa 5 til 6 Aar, som i Vertsskaber kunde drikke deres Glas Brændeviin som føre Karle. Samme Bonde forsikkrede mig, at han, som nu var 56 Aar, og havde været Gaardmand i

20

21 Aar, en havde smagt Brændeviin, førend Han blev Land-Soldat, da han, efter at have exerceret første Gang, maatte hønse til sine Cammerater, hvor han første Gang drak Brændeviin, og tillige sin første Ruus.

Simpl. Af denne Mands Tale kan man tydelig fornemme, at Bondestandens Levemaade Har paa nogle Aar meget forandret sig ligesaa vel som Borgerstandens, skiønt ikke til det bedre.

Prudent. Her i Byen taler man nok om Landvæsenets Forfatning og Bondens oeconomiske Indretninger; man giør Projecter om dens bedre Indretning, og raisonnerer saa, fornuftig herom, som den Blinde om Farven. Dersom vore Financiers og patriotiske Aander kunde fornedre sig saa dybt, at tale med en eenfoldig men erfaren og i sin Circul vel bevandret Bonde, om Bondens Oeconomie og Levemaade; saa vilde de, maaskee, faae en bedre og tilforladeligere Efterretning herom, end i noget offentlig Collegio; de vilde da tillige fornemme, at der findes Bønder, som kunde lære mange Velbaarnheder. Brændeviins-Brænderiets Indskrænkning, synes mig,

21

formedelst dens store Nytte og Fordeel, at kunde i mange Henseender sortiene Regieringens Opmærksomhed. Til at tvinge høye Kornpriiser, og forekomme befrygtelig Korn-Mangel, er samme absolut nødvendig, da derved kan spares en anseelig Deel Korn-Vahre, som med større Nytte til Brød kan anvendes.

Simpl. Mener De, at noget betydeligt Qvantum ved Deres foregivne Indskrænkning kunde spares.

Prudent. Det meener jeg gandske vist. Allene her i Staden forbrændes over 20000 Tdr. Korn-Vahre til Brændeviin.

Simpl. Men paa hvad Maade skal Brændeviins-Brænderiet indskrænkes?

Prudent. Ved et Forbud at brænde Brændeviin af Rug og Byg i 2 Aar.

Simpl. De taler jo nu imod Dem selv. Forher talte De om Brændeviinets Nytte for den fattige Almue, og at det var en Gruesomhed at betage dem en saa nyttig Drik; Nu derimod vil De have forbudet at brænde Brændeviin i 2de Aar; imidlertid maa jo disse folk favne en for dem saa uundværlig Drik.

22

mig dette Problema. De troer vel dog aldrig, at der findes saadan Forraad af Brændeviin Her i Landet, at Almuen dermed, til Forbudet var exspireret, kunde forsynes.

Prudent. Jeg beder Dem, giv mig Tid til at tale, og døm mig ikke, førend De har hørt mig. Ved mit foreslagne Forbud et det ey min Agt at betage nogen en maadelig og dem tienlig Brændeviins-Drik, men allene at indskrænke Misbrugen deraf; og fordi man ey maa brænde Brændeviin af Korn-Vahre, saa er der andre Species, som man kan bruge hertil.

Simpl. Hvilke Species skal det være? jeg veed i det ringeste slet ingen.

Prudent. Ingen Slags Korn-Vahre giver saa got og sundt Brændeviin, som det, der destilleres af Sukker-Vand, Skum og Mallast.

Simpl. Jeg har hørt meget tale om dette Sukker-Vands-Brændeviin; nogle har roest det, flere har lastet det. Meener De, at det er lige saa got, sundt og tienligt for Almuen at drikke, som vores Korn-Brændeviin.

23

Prudent. Det er saa langt fra, at jeg tvivler herom, at jeg endog hellere troer, at det er meget sundere, skiønt adskillige nedrige og slette Gemytter har, for deres egen Fordeels Skyld, at ey deres eget Brændeviin, som deels er branket og sveeden, deels blandet med Kochels-Korn og andre slige Ingredientzer, som i Almindelighed paasættes for at give Brændeviinet nogen Styrke, skulle blive uafsættelig, foregivet og udspredt adskilligt om dette Sukker-Brændeviins Usundhed.

Simpl. I hvor megen Tillid jeg end har til Dem, og gierne troer Dem paa Deres Ord i andre Ting af større Betydenhed, saa maa De ey fortryde paa, at jeg ikke saa gandske kan troe Deres Foregivende herom, af Aarsag: Jeg veed, De har det af andres Sigende, og ikke selv paa chymisk Maade har undersøgt dets Bonitet. Det er egentlig en Chymicus, som kan bedømme denne Sag.

Prudent. At De ey vil troe mig uden videre Beviis, vilde udi andre Begivenheder være mig sensible; men i nærværende Casus kan jeg ey have noget derimod, saasom De

24

veed, at jeg er gandske ukyndig i Chymien, og forstaaer denne Konst ligesaa lidet som Alchymien; men dette uagtet haaber jeg dog at overbeviise Dem om Sukker-Brændeviinets Bonitet, og betage Dem al Tvivl om dets Skadelighed, dersom De vil behage at læse Facultatis Medicæ Hauniensis Responsum Sukker-Brændeviin angaaende under det medicinske Facultets Navne og Seigl.

„Vi underskrevne Decanus og Membra Facultatis medicæ giør hermed bekiendt, at den paa Kongens Nye-Torv boende Borger og Brændeviins-Brænder Sr. Lihme haver af os begiert, chymisk og medicinsk at undersøge det af ham destillerede Sukker-Brændeviin, og om dets befundne Beskaffenhed at meddele ham et skriftlig Vidnesbyrd. For desto bedre at fyldestgiøre denne Ansøgning med den behørige Nøyagtighed, haver vi ladet os give Prøver ikke allene af de Ingredientzier, hvoraf dette Sukker-Brændeviin bliver forfærdiget, men ogsaa af Brændeviinet selv af forskiellig Alder.„

,,Foruden de af os dermed giorde Forsøg, haver vi ogsaa formaaet den for sin Kyndig-

25

hed i Chymien bekiendte Hr. Apotheker Cappel, at igientage Forsøgene med disse Prøver." „Af disse Forsøg er befunden, at

1) Den ene Prøve er uren St. Thomas Sukker, som er bekiendt under det Navn Mallas.

2) Den anden Prøve er erkiendt, for dens ved Sukkerets Kaagning aftagne Skum. 3) Den tredie befandtes at være det Vand,

hvormed Sukker-Kiedlerne og Formene blive afskyldte.

4) De trende Prøver af Brændeviinet selv haver viist:

1) At de haver saa lidet empyreomatisk eller brandet Væsen ved sig, at det ved ofte

gientagne Destillationer, gandske derfor bliver befriet, og altsaa næsten ligesaa

god til chymisk og medicinsk brug som

den af Fransk Brændeviin destillerte Spiritus, i Stæden at dette Stæds Korn-Brændeviin, og endnu meere den Vestindiske

Rom, ikke ved Destillation kan betages dets brændende Væsen, hvorved begge Dele blive gandske ubrugelige til

medicinsk Brug.

26

2) Er befundet, at den ældste Sort af Brændeviinet omtrent giver Halvparten Spiritus, og de yngere Sorter lidet meer, da vores Korn-Brændeviin i Almindelighed ikkun giver den fierde og meget sielden den tredie Deel Spiritus. Det her destillerede Korn-Brændeviins Styrke foraarsages og tildeels as Peberen og andre skarpe Ting, som kommes derudi. Da nu Brændeviinets Godhed i Almindelighed bestaaer derudi, at den

1) Ikke er brandet, siden den Olie, hvoraf den brandede Lugt kommer, heeder Blodet, og derved skader Sundheden umiddelbar, uden at regne den Ubehagelighed, samme foraarsager.

2) At den haver den rette Styrke, som efter Erfaringen bestaaer derudi, at Halvparten er Spiritus.

3) At der ikke kommer skarpe Ting og hidsige Ingredienssier til, som Peber eller Drukkenhed befordrende Kochels Korn & c.

„ Da Vi nu af ovenanførte Forsøg have fundet, at Sr. Lihmes Sukker-Brændeviin er

27

meget mindre brandet end enten Dansk Korn-Brændeviin eller Rom, og at den haver den behørige Styrke uden nogen Tilsatz af utienlige eller skadelige Ting, men er ikkun over Kummen afdestilleret; saa kan Vi ey andet, end erklære dette Slags Sukker-Brændeviin for brugbarere, angenemmere og sundere, eller i det mindste, mindre skadelig end det Danske Korn-Brændeviin eller Rom, hvortil endnu kommer, at samme, næst Fransk Brændeviin, er best skikket til medicinsk-chymisk Brug. ,,

„Hvorvidt ellers ved Brændevinets Præparation af dette til andet ubrugeligt Sukker-Affald, det kaostbarere Korn kunde svares, hvorved Brødet kunde blive lættere, det maae vi overlade andre at bedømme, siden dette ikke hører til vores Forum.

Kiøbenhavn, den 20 Januarii 1770.

Kratzenstein. Friis Rottböl. Berger. „

(L.S.)

Simpl. Havde de forher sagt mig, at Sukker-Brændevinet var bleven chymice undersøgt, saa havde jeg ey tvivlet om dets Bonite,

28

men nu saa meget mindre, da jeg fornemmer, at et ganske Collegium, som bestaaer af saa mange grundige, og i Deres Videnskab berømmelige Mænd, har paa det nøyagtigste undersøgt dette Brændeviins Qvalitæter og Egenskaber, og derefter erklæret samme brugbarere, angenemmere og sundere end det Danske Korn-Brændeviin. Hvor er de overkommet denne Attest? om det ellers er mig tilladt at spørge derom.

Prudent. Den er mig meddelt af en Enke, boende i Prinssensgade, hvis Laug-Værge jeg er.

Simpl. Der maae nok være god Fordeel ved at destillere dette Sukker-Vands Brændeviin.

Prudent. Hvor stor eller liden Fordel der er derved, er mig ubekiendt; men dette kan jeg med Sandhed forsikkre dem, at denne Enke destillerede saa længe Sukker-Brændeviin, til hun havde tilsat alt, hvad hun eyede og maatte tilsidst gaae fra Huus og Hiem.

Simpl. Saadan et Sukker Brændeviins-Værk er da maaskee kostbar, og vandskelig at foutenere.

29

Prudent. Naar man har bestrid de Omkostninger, som udfordres til Værkets Indrætning, og selv er flittig, paasynlig og paapasselig, saa troer jeg dog, at et saadant Værk kan rendere det igien, og skikkelig føde og lønne sin Mand. Men for en Enke vil det nok falde vanskelig at bestride og oversee et saa vidtløftig Værk.

Simpl. Kan dette Sukker-Vand, Skum og Mallast ey til andet Brug anvendes.

Prudent. Det troer jeg ikke, og er vel heller ikke mueligt, thi førend Destillateurerne her fandt paa at destillere Brændeviin deraf, blev det som andet Skarn henkast paa Møgdyngen, og endnu har de nærige Hamborgere ey kundet opfinde at employere deres Sukker-Vand til nogen Nytte og Fordeel.

Simpl. Hvorledes sælger Raffinadeurerne dette Sukker-Vand, Skum og Mallast?

Prudent. A l’ordinaire koster en Balle Skum, eller en Tønde Sukker-Vand, 2 a 3 Mark.

Simpl. Falder der andre Udgifter for ved dets Brug?

30

Prudent. Destillateurerne er paalagt at svare i Accise af hver Ballie Skum eller Sukker-Vand 2 Mark.

Simpl. Accisen koster da ligesaa meget som Indkiøbet.

Prudent. Det er ganske vist. Man skulle snart tænke, at man ville par tout have dets Brug og Nytte undertrykt, og disse Sukkerbrændeviins-Værker ruinerede.

Simpl. Efter al Anseelse er det ey at vente, at flere ville anlegge Sukkerbrændeviins-Værker.

Prudent. Da disse Tiders Omstændigheder ikke synes favorable til deres Anlæggelse; saa er det vel ey at formode; dog meener jeg, at man tilsidst indseer deres Nytte i disse kornløse Tider, og opmuntrer til fleres Anlæggelse, i stæden for at standse og hindre dem, som ere anlagde.

Simpl. Er det mueligt, at nogen har vildet standse et saa nyttig Værk.

Prudent. Man skulle snart ikke troe det; dog er det mere end alt for vist.

Simpl. Hvad hører jeg! og dog soutenerer Værket sig.

31

Prudent. Trods alle Misundere og Efterstræbere har det den beste Fremgang, og er i fuld Drift.

Simpl. Hvo kan disse Misundere og Efterstræbere være, og hvad kan have givet dem Anleedning dertil!

Prudent. I Almindelighed nedrige og slet tænkende Mennesker, som deels af en utidig Misundelse, deels af Frygt for, at deres egne slette Drikke-Vahre skulle blive uafsættelige, idelig søge at blamere Sukker-Brændeviin og bringe det i Mis-Credit.

Simpl. Det er beklageligt, kunde dette ikke remederes?

Prudent. Manden, som ener Sukkerbrændeviins-Værket paa Kongens Nye-Torv (thi jeg veed ey, om der findes flere, eller hvor mange af disse Værker her i Byen) har offentlig provoceret til en Brændeviins Prøve.

Simpl. Dette var en forunderlig Hardiesse; han maatte da være meget vis i fin Sag. Men vær saa god at give mig nogen Underretning om denne Provocation, og hvorledes Prøven skulle giøres.

32

Prudent. Vil de behage at læse dette

Papier.

,,Til Publici behagelige Efterretning gives hermed tienstskyldigst tilkiende: At da jeg undertegnede Christian Lihme, Borger og Brændeviinsbrænder her i Kiøbenhavn, er kommen i Erfaring, hvorledes at en og anden mine misundelige Avindsmænd og Efterstræbere baade hemmelig og aabenbare har søgt at laste og bedadle den saa kaldede Sukker-Bræn- viin, som ved mine her i Staden med stor Møye og Bekostning efter den Americanske Maade inventerede og anlagde Brændeviins-Værker i endeel Aaringer er vorden udvirket, ligesom samme ey skulde være saa god, som det, der almindelig brændes af Korn. Da som det derimod ved en upartisk og nøye Examination fuldkommen skal besindes og gotgiøres, at denne min Sukker-Brændeviin *) udi Bonitæt og Kræfter ikke allene harmonerer med den beste Americanske Roms-Brændeviin, (som der i Vestindien paa samme Maade, og af samme Species fc. Sukker-Vand, Sukker-Skum, og anden deslige Spilde-Sukkere præ-

33

pareres) men endog, at samme mit Brændeviin baade i Kræfter og Sundhed virkeligen præfererer, og i visse Maader meget overgaaer saavel den ermeldte Rom, som og det almindelige Korn-Brændeviin: Saa paa det at alt sligt om ermeldte min Brændeviin fingerede falske Bedadling tilstrækkelig kan vorde afbeviist og giendreven, finder jeg mig beføyet herved offentlig at offerere og anbyde; at om nogen Brændeviinsbrænder eller andre, være sig enten Her i Staden eller andenstæds fra, maatte finde for got, i Overværelse af nogle af øvrigheden udmeldte kyndige Mænd, samt under Gevinst af en paa begge Sider fastsadt Præmie, at entrere med mig udi en offentlig Prøve, skal jeg dertil være gandske parat og færdig, naar forlanges, da jeg Chriftian Lihme paa min Side vil giøre en Prøve-Brænding af de ved mit Værk sædvanlige brugende Sortementer og Species, imod at den anden paa sin Side og paa sit Stæd ligeledes giør en Prøve med Brænding af den dertil almindelig brugende Korn-Sæd, alt for deraf at jugere og erfare, af hvilke fornævnte 2de Sorters

34

Brænding den beste, kraftigste og sundeste Brændeviin, og til den Medicinske Brug tienligste Spiritus kan udbringes. Skulle nogen finde Behag herudi med mig at entrere, da bedes tienstligst, at saadant jo før jo hellere skriftligen mig maatte tilmældes, paa det Vi efter den Høye Øvrigheds Foranstaltning kan faae udmældte 2de eller flere upartiske samt i denne Materie kyndige og erfarne Mænd (Brændeviinsbrændere undtagne) som her paa begge Sider ved den i saa Maade anstillende Mæsk ning, Brænding og Klaring, hver i sær, saavelsom de dertil paa begge Sider almindelig forbrugende Sortementer, kan tage alle Ting udi grundigste Syn og Begrandskning, og dernæst efter begge Sorters fuldfærdigede Brænding, de deraf udkomne Prøver hver for sig under deres Forseigling med en derover forfattet edelig Forrætning til behørige Stæder, til nærmere Undersøgning og Paakiændelse at fremsendes. Da hvilken af disse 2de Prøver, som i saa Maade erkiendes for tienligst i Medicinen og følgelig sundest til Menneskens Brug, samme Prøve skal altsaa billigen beholde Pri-

35

sen, og derfor nyde en Præmie dg Gevinst af 500 Rdlr., eller og en saadan Sum, som Vederparten selv behager paa et sikkert Sted at fastsætte, hvorfra da og fra min Side en lige skal vorde deponeret.

Kiøbenhavn, den 9 Martii 1770.

Christian Lihme.

Borger dg Brændeviinsbrænder, boende paa Kongens Nye-Torv. ,,

,, *) P. S. At mit Brændeviin kaldes Sukker-Brændeviin, det er det og virkelig i sig selv; thi det er begribeligt, at det er allene Spild - Sukkerets Sødheds Kraft, som ved Brændingens Behandling & c. evaporerer til Spiritus, da det altsaa ikkun er Vandet og Skummet & c. som derefter bliver tilbage, ligesom Skallen og Skraaek efter en almindelig Kornbrænding; og hvorom nærmere Forklaring til anden behørig Tid og Sted for denne Sinde reserveres.

Chr. Lihme. ,,

36

Simpl. Indfandt sig da ingen paa denne Invitation til at giøre Prøve mod ham?

Prudent. Hveranden Brændeviinsbrænder lod sye Pung til at imodtage de 500 Rdlr., saa visse vare de paa at vinde den udsatte Præmie; men som de dog ey kunde saaes uden ved at anstille en virkelig Prøve, var der dog ingen, som havde Courage til at giøre samme; endeligen fremkom en Person, og averterer i de Berlingske Aviser følgende:

„ Brændevinsbrænder Sr. Christan Lihme roser sit Sukker-Brændeviin baade i Kræfter og Sundhed, og man kan ikke fortænke ham, at han i saa Fald giør sit Beste; thi det er et gammelt Ordsprog: at det er taabeligt, at laste sine egne Vahre; men naar Sr. Lihme paastaaer at kunde gotgiøre sit Foregivende ved Prøve af Korn-Brændeviin imod Prøve af hans Sukker-Brændeviin, og derhos siger: at den af disse 2de Prøver, som erkiendes for tienligst til Medicinen, og følgelig sundest til Menneskens Brug, skal billigen beholde Priisen; saa synes det, at han ved Prøverne vil søge decideret og afgiort noget langt andet,

37

end det, der egentlig hører til Sagen; thi hvad kommer det Sagen ved, hvilken Sort Brændeviin der er den tienligste til Medicinen? og hvorledes kan der drages den Følge, at fordi en Ting er tienlig eller tienligst til Medicinen, derfor er den og sundest til Menneskets Brug? Jeg forstaaer hverken Medicinen, Chymien eller Physiqven, og det synes at Sr. Lihme, eller den, som har skrevet for ham, ikke heller forstaaer saadant. Naar her skal handles, saavel om Korn-Brændeviins, som om Sukker-Brændeviins Brug, da bør det betragtes, i Henseende til det almindelige og daglige Brug, som et Vederqvægelses og Recreations-Middel for den almindelige Mand og friske Mennesker, som maa arbeyde med Legems Kræfter, og udstaae Strabatzer og Fatiguer, og i saa Fald meener jeg, det ikke mere kan komme under medicinsk Betragtning, end got Flesk og Rugbrød, saa meget mindre, som Korn-Brændeviinet tilforn, ligesaavel som Sukker-Brændeviinet nu omstunder, har været brugt til Medicinen; (Misbrug kommer ikke her i Consideration; thi det kan skee ved begge Sorter, og fast alle Ting

38

kan blive skadelige ved Misbrug) og om endog Sukker-Brændeviinet foruden det, at det kan saaes for bedre Kiøb, virkelig var mere beqvem til Medicinen, saa er det (i mine Tanker) Dog ikke en Følge, at det derfor ogsaa til ovenmeldte almindelige og daglige Brug er sundt og tienligt; thi hvor mange Ting ere der ikke, hvilke ere tjenlige til medicinsk Brug for syge Mennesker, men ved daglig Brug for friske Mennesker ville giøre slette Virkninger. Det er altsaa, i mine Tanker, klart, at den Prøve, som Sr. Lihme forlanger anstillet, ikke vedkommer den rette egentlige Sag, eller Korn-Brændeviinet i Henseende til dets almindelige daglige Brug, til hvilket Brug almindelig Mand eller Arbeydsfolk, som behøver Brændeviin, præfererer. Kornbrændeviin for Sukker-Brændeviin, skiønt det sidste kan haves for bedre Kiøb end det første, naar de raader for Valget; thi, nogle Exempler, som maaskee kunne foregives til Indvending herimod, kan ikke klare Sagen, og allermindst de, som finder sin Grund i Pungen. Sluttelig, siden det er Sr. Lihmes egen Profit og Fordeel, at faae

39

Publicum til at troe, at hans Sukker-Bræn-Leviin er ligesaa got og bedre end Korn-Brændeviin, vil det og vel blive hans Sag, at see begge Prøver anstillet, for ved et authentique Beviis at see sin Paastand bestyrket, hvortil han kan anvende de 500 Rdlr., han ellers tilbyder at sætte til Gevinst.

Kiøbenhavn den 29 Mart. 1770. H. ,,

Simpl. Fik den ivrige Forfægtere af Korn-Brændssviinet ingen Besvarelse paa dette sit Defensions-Skrift, som synes mig meget ubetænksom og uefterrettelig, og allene at være grundet paa Sophisterier og Spitsfindigheder.

Prudent. Repliqven, som derpaa blev given, vilde Politie- og Adresse-Herrerne ey tillade at trykkes, Vel har jeg en Gienpart deraf, og maatte holde det betænkelig at lade den komme for andres Øyne; ikke fordi de gode Herrer ey vilde tillade dens Trykning, (hvortil jeg dog ikke kan finde nogen Aarsag, saasom den ikke indeholder det mindste uanstændigt og fornærmeligt, eller noget, som er Sagen uved-

40

kommende) men fordi den er mig communiceret som en stor Hemmelighed.

Simpl. De maa endelig lade mig læse den, jeg beder Dem meget derom.

Prudent. Da jeg er forsikkret, at De er saa discret, og ey taler til nogen herom, men beholder det hos sig selv; saa kan jeg ikke afslaae Deres Begiering; der har De det:

„Bekiendtgiørelse

paa den fra en ubekiendt H. i Andledning min udi Adresse-Avisen No. 39. den 12 Martii h. a. gjorde Invitation, derefter den 30 Martii sidst udi de Berlingske Avertissements under No. 26. anførte Besvarelse, meddeler jeg Christian Lihme dette til Svar: At da Subscribenten H. — ikke vil være sit Navn bekiendt, og man altsaa ikke veed, om dette anførte H. skal bemærke enten Hoved eller Halen af de imod mig og mit Sukker-Brændeviin sig længe tilsorn conjungerede fiendtlige Tropper, har jeg altsaa ikke uden Aarsag taget i Betænkning, om jeg udi nogen behørig Repli-

41

que med slig en ubekiendt H. mig skulle indlade, forinden at jeg om hans Person og Caracter har erholdet den fornødne Kundskab og Efterretning. Men da alle dets sammenflikkede og i Avisen indførte fabelagtige Indfald, allene bestaaer af en Slags Selvroes og andre deslige til egen hensigtende Fordele anbragte vrange Objectioner og Forestillinger, hvis Urimelighed ved mindste Forsøg og sund Eftertanke dog røber og contradicerer sig selv, agter jeg det ey værd for denne Sinde med anden eller videre Giendrivelse fra min Side at begegne. Hvad der ellers kan have bevæget eller drevet denne ermeldte H. til saa pludselig at anfalde mig med sit udi Avisen indførte sophistiske og spitsfindige Skrift, begriber jeg aldeles ikke, uden det maa være, fordi han dermed des tydeligere kan vise og bekiendtgiøre, at han er en ivrig Protector for den almindelige Korn-Brændeviins florerende Gang og Negotie, og at det er ham umueligt at holde sin Hævngierrighed i Tømme, naar han ikkun hører mit Sukker-Brændeviin ar benævnes; Thi jeg har jo aldrig inviteret denne H. eller andre til at giøre

42

nogen Slags Prøve enten i urimelige Forklaringer eller unyttig Ordgyderie, i Henseende til Forskiellen imellem Sukker- og Korn-Brændeviins Bonitet og Egenskaber. Contrair! jeg har derimod gandske simplement, formedelst sine Aarsager, animeret og anmodet enhver Lysthavende, om de derudi ville entrere med mig i en offentlig Prøve, NB. ikke i Ord, men allene og directe i Gierningen, efter den ved min Invitation i Avisen proponerede Regel og Maade, og Resten at overlade til rette kyndige og grunderfarne Mænds Upartiske Dom; da det ikke kan paatvivles, at jo saadant ville finde et almindeligt Bifald endog hos den menige Mand, saavel som hos enhver i Særdeleshed, naar Tingene i sig selv, og paa den rette Maade af Pennern bleve proberede. Imidlertid er det saa langt fra, at jeg i nogen Maade vil misunde den almindelige Kornbrændevijn sin rette tilkommende Værdie og Berømmelse; at jeg derimod langt hellere vil ønske, at samme derved bestandig maae forblive, al den Stund og sa længe, at ingen skadelige Species derunder vorde melerede; Ihvorvel det ikke kan

43

nægtes, at siden her nu omstunder findes adskillige andre Slags Species, som ellers til ingen andre Ting kan employeres, uden allene til Brændeviin; altsaa kunde med største Billighed ønskes, at en Deel af den til Brændeviin i Almindelighed forbrugende Korn-Sæd, den fattige Almue til beste, blev menageret og til Brød anvendt, som i disse kornløse og brødløse Tider er overmaade kostbar, saa mangen Mand maa sukke, at han ey kan fortiene saa meget, at han dermed kan brødføde sig og sine. ,,

Simpl. Det er, desværre! alt for sandt, at mange i disse dyre og besværlige Tider neppe kan fortiene det tørre Brød til sig og sine.

Prudent. Des mere burde man søge at soutenere dette Værk, som aarligen sparer Staden nogle Tusinde Tdr, Korn-Vahre.

Simpl. Hillemænd! det maae da cære et meget kostbar Værk.

Prudent. Det er det Vist nok; thi mig er af en paalidelig Mand bleven forsikkret, at Sukkerbrændeviins-Værket tillige med Gaarden

44

har kostet Eyeren over 20000 Rdlr. Men da Kostbarheden ved et Værk er just ingen Dyd; thi et Huus eller Gaard, som kan have kostet meget at opbygge, er just derfor ikke bedre end et andet, som ey har kostet nær saa meget. Ved at bedømme dette Sukkerbrændeviins-Værk bør Kostbarheden ikke komme i nogen Consideration, men Værkets Indretning, og dets deraf flydende Nytte. I Henseende til Indretningen, da er samme af mange Konstnere og Mechanicis bleven erklært saa inventieux, og at alle Mechaniske Regler ere der saa vel anbragte, at det i sit Slags kan passere for et Mesterstykke, hvis lige findes faa Stæder udenlands men ingenstæds her i Dannemark. Om Værkets Nytte behøver jeg ey at tale meget, men vil som et uimodsigelig Beviis herpaa allene anføre, at Eyeren har i dette Foraar fourneret Island og Finmarken med alt sit behøvende Brændeviin uden dertil at forbruge en Kiærne. Skulde et saa anseelig Qvantum have været brændt af Korn-Vahre, hvor mange Tusinde Tdr. vilde da ikke dertil have medgaaet? Synes dem nu, at

45

et faa nyttig Anlæg fortiener at lastes og bedadles.

Simpl. Efter min Skiønsomhed kør det Veltænkende Kiøbenhavnske Publicum være Eyeren forbunden for dette nyttige Anlæg; man hører dog undertiden, at der gives Præmier for Konststykker, eller Ting af liden eller ingen Nytte, hvor meget mere burde da ikke en Mand, som havde indrettet et saa almindelig nyttig Værk, have været distingueret med en convenabel Præmie og Belønning for denne sin ypperlige Opfindelse. Det vilde endogsaa encouragere andre til et eller andet nyttig Værks Anlæg.

Prudent. Havde det været en Udlænding og Fremmed, som havde opfundet noget sligt, er det ey at tvivle paa, at der jo forlængst vare bleven ham store Summer udbetalte, deels til Belønning, deels til Forskud. Nu derimod fortiener det ingen Opmærksomhed, fordi en Jyde er Opfindere deraf.

Simpl. Det er dog beklagelig, at det Nationale saaledes skal være foragtet, og at et

46

Værk af saa stor Etendue, og som er Stadens Indvaanere saa nyttig og gavnlig, skal istæden for at souteneres og Understyttes, saa ubilligen lastes og bedadles.

Prudent. Hvad nedrige Folk, af bare Misundelse over Værkets lykkelige Fremgang, har udspreed for at sætte Sukkerbrændeviinet i Miskredit, er ey værd at reflektere paa, de har ey vundet andet dermed end at skade sig selv og deres egne Vahre: Sukkerbrændeviinet har des desagtet havt den beste Afgang, som det i slige Tilfælde gierne arriverer, at jo mere noget misundes og lastes, desbedre Success har det.

Simpl. Har Værket da Havt andre Fata, siden De siger, at hvad Nedrige Folk derom har uddpreed, er ey værd at reflektere paa.

Prudent. Det har til visse havt sælsomme Fata; man har lagt Værket saa betydelige Anstøds Steene i Veyen, som ey allene har kundet hindre dets Fremgang men endogsaa ganske ruinere det.

47

Simpl. Det er mørke Taler for mig, vær saa god at forklare Mig dem.

Prudent. Naar jeg siger Dem, at man ey har villet tillade Sukkek-Brændevinets Udførsel, saa har De den gandske Forklaring.

Simpl. Jeg er endnu ligesaa ukyndig, som forhen, havde Man her i Landet havt Mangel paa Brændeviin, som jeg dog ey endnu har hørt Nogen at klage over, saa fandt jeg det billig, at man vilde først see Landet dermed forsynet, førend man tillod dets Udførsel, men nu begriber jeg ikke Aarsagen til et, i mine Tanker saa underlig, Forbud, eller hvad dertil kan have givet Anledning.

Prudent. Det er kort sagt, det Almindelige Handels Compagnies Octroy, hvorudi den Clausul findes indført, at det til Island sendende Brændeviin af Korn skal være brændt.

Simpl. Denne Clausul har maaskee de fornemme Proprietairer faaet indflikket i Octroyen, for derved at faae deres Korn-Vahre des fordeelagtigere solgt.

48

Prudent. Man maae ey være saa mistænkelig, eller saa færdig til at dømme ilde om nogen; oftbemelte Clausul kan vel i en gandske god Intention være bleven indført. Hvo kan vide, om man ey har havt den Henseende, dermed at forekomme, at man ikke skulle indføre saa meget Fransk Brændeviin i Landet, som i nogle Aar var skeet; men den rette Aarsag er vel endnu denne, at Sukker-Brændeviinet har paa den Tid ikke været saa almindelig bekiendt, eller at man har kundet tilveyebringe saa store Qvantitæter, som til Islands Fornødenhed kunde være klækkelig.

Simpl. Udi en god Intention kan man begaae Feyl, men disse Feyl bør man dog ved første Overbeviisning igien at rætte, dersom man ey vil fortiene Navn af capricieux; saaledes synes mig ogsaa, at denne ubeqvemme Clausul burde have været udslettet af Octroyen, saasnart man havde seet dens skadelige Virkninger.

Prudent. Hvis de indsigtsfulde Mænd, som det paaligger at bestyre den offentlige De-

49

conomie, havde villet betragte Tiden og Omstændighederne, som ofte forandre en Sags Beskaffenhed, saa var det ey at formode, at de paa dette Fundament havde villet opponere sig imod Sukker-Brændeviinets Udførsel; thi hvo indseer ikke, at en Anordning eller Forbud kan til sin Tid være Landet meget nyttig og gavnlig, men i Tidens Længde geraade til dets store Skade og Nachdeel. Iblant de mange Exempler, som vor Danske Historie herpaa frembyder, vil jeg for at undgaae Vidtløftighed ikkun anføre dette ene: I Aaret 1514 udgav Kong Christian den 2den en Forordning, at ingen Tydster eller Fremmed maatte her i Landet opkiøbe Oxer eller Stude. Vores berømmelige Baron Holberg giør derved denne Anmærkning, som endnu tydeligere kan overbevise Dem om min Sætnings Rigtighed: Da det i vore Tider agtes meget fordeelagtig for Dannemark, at der indfinder sig fremmede Kiøbmænd til de Danske Stude; saa begriber man ikke Kongens Hensigter dermed; men formodentlig maae Rigets Tilstand paa den Tid have været anderledes beskaffen; thi alle Kong

50

Christian den 2dens Forordninger, Handelen angaaende, ere saa fornuftige, at han i den Henseende ikke fortiener at lastes.

Simpl. Men siden der i dette Foraar et afsendt saa anseelige Qvantitæter af Sukker-Brændeviin til Island og Finmarken, saa maae vel denne Clausul i Octroyen dog nu være bleven casseret.

Prudent. Den Skade, som dette Forbud giorde Landet, blev saa haandgribelig lagt for Dagen, at man ikke vel kunde andet end ophæve den, og derimod tillade Sukker-Brændeviinets Udførsel.

Simpl. Nu haaber jeg da, at Værket uden flere Fatalitæter ubehindret har havt fin Fremgang.

Prudent. Ved at afvælte denne anførte Anstøds Steen, har man strax lagt en anden i dens Sted.

Simpl. Hvorledes er det tilgaaet?

Prudent. Man har rabatteret det halve af Gotgiørelsen, som Korn-Brændeviinsbrændere nyder ved Udførselen, nemlig 4 ß. per Pot, og ey villet gotgiøre ved Sukker-Brændevinets Udførsel mere end 2 ß. per Pot.

51

Simpl. Det synes mig meget Haardt. Prudent. Naar man considererer, at der svares ligesaa meget i Accise af Sukker-Vand, Skum og Mallast, som Vahrene koster, saa synes mig, at der med Føye kan prætenderes samme Gotgiørelse, som Korn-Brændeviinsbrænderne nyder; ja om derved Sukker-Brændeviinets Udførsel gotgiortes 2 ß . paa Potten mere end af Korn-Brændeviinet, var det endog i mine Tanker ikke ubillig handlet.

Simpl. Efter flige Aspecter kan man vel ikke vente, at andre ville faae Appetit til at anlægge flige Sukkerbrændeviins-Værker.

Prudent. Hvad som til en Tid ikke har været giørligt, kan derfor nok skee til en anden Tid; Conjuncturerne kan jo forandre sig, saa at det man tilforn ey har kundet eller vildet indsee, vil og kan man da indsee og erkiende for nyttig og gavnlig.

Simpl. Men om endsaa var, at nogle ville anlægge Sukkerbrændeviins-Værker, saa kunde de dog ikke alle, og, hvad skulle de da leve af i de 2de Aar deres Værker maatte staae

52

stille formedelst Forbudet at brænde Brændeviin af Rug og Byg?

Prudent. De behøvede ey at lade indrætte saa store Værker, som det paa Kongens Nye-Torv; men kunde giøre dem meget mindre; saa kan ogsaa de, som ikke ville forandre deres Værker, ligefuldt vedblive deres sædvanlige nærings-Ven, og brænde Brændeviin af Hveede, Havre og andre flere Species, saasom Vikker, Potatos, og Æbler, hvoraf man (som mig er sagt) paa sine Stæder i Tydskland og Holsteen brænder meget god Brændeviin.

Simpl. Man kan ikke andet end tilstaae at deres Forslag jo er baade nyttig og' practicabel, saa det fattes allene, at det snart maatte blive sat i Execution til Lættelse for Stadens Indvaanere, som saa excesliv dyre maae betale disse umistelige Kornvahre, hvilket, især paa dennne Aarets Tid er noget usædvanligt.

Simpl. Sukkerbrændeviins-Brænderiet er en saa betydelig Entreprise, at den visselig fortiener vore Finanz-Mesteres Opmærksomhed; efter alle ægte Finanz Principia har det de

53

Reqvisita, som udfordres til et almindelig nyttig Anlæg; det er

1.) Fordeelagtig for Landet, saavel i gode,

som flette Korn-Aar.

2.) Det renderer i Kongens Casse formedelst den høye Accise, som deraf svares; og

3.) Det præjudicerer ingen, at kunde anvende noget til Menneskenes Nytte, som i og for sig selv ikke duer til andet end at bortkastes, bliver et priiselig Foretagende, men hvor meget mere vigtig og det ganske Land fordeelagtig er og bliver da Sukker-Brændeviins Opfindelse? Den forskaffer Almuen en sund og tienlig Recreations Drik; den sparer Korn-Vahrene, som Kornbrændeviinet ødelægger, og giør, at Brødet i flette Korn-Aaringer kan saaes for nogenledes taalelig Priis, uden at sælges efter Guld-Vægten.

Simpl. Jeg har ey det mindste mod Sukker-Brændevinets Nytte; men begriber dog ikke, hvorledes det gandske Land kan af det ene her i Staden anlagde Sukkerbrændeviins Værk have nogen synderlig Fordeel.

54

Simpl. Jeg fornemmer, at jeg ey tydelig nok har expliceret mig; min Meening er, at Opfindelsen kan blive Landet fordeelagtig; thi ligesom Staden af dette ene Værk har havt stor Nytte, og sparet meget Korn, saa kunde det gandske Land nyde samme Fordeel, ifald flere flige Værker her i Landet bleve anlagde. Man haver nu (foruden Kiøbenhavn) Sukker-Raffinaderier i de fornemmeste Slæder i Riget, saasom i Roeskilde, Helsingøer, Odense, Aalborg, og i Bergen i Norge; hvor ønskeligt var det ikke, at der paa samme Steder bleve Sukkerbrændeviins-Værker anlagde! ja, hvis jeg havde Stemme i Capitelet, vilde jeg endog raade til, at man ved et convenabel Honorarium søgte at formaae Eyeren af Sukkerbrændeviins-værket paa Kongens Nye-Torv, at assistere ved disse nye Værkers Anlæg, at de bleve ligesaa konstig og fordeelgtig indrettede som hans eget. Naar disse nye Værker kom i fuld Drist og Gang, hvilke anseelige Qvantitæter Korn-Vahre kunde ikke da derved spares? jeg mener det kan med Rette siges, at Sukkerbrændeviinets Opfindelse kan blive Landet til Fordeel. De forestiller sig maaske ikke de store og betydelige Fordeele, som kan obtineres ved at spare saa anseelige Qvantitæter Korn-Vahre; efter mine Tanker, har de Indflydelse udi det gandske Lands Oeconomie: Skal

55

Fabriqver og Manufacturer soutenere sig i et Land, maa Korn og Føde-Vahre der kunde faaes for billige Priser; men saa længe en Tde. Rug betales med 5 Rdlr., som det paa nærværende Tid koster, kan de umuelig subsistere, men maae daglig nærme sig til deres Undergang.

I Forhold til Rugen, som det eneste Species, hvoraf Brødet kan laves og virkes, retter sig de andre Føde-Vahre i Priisen. Naar Rugen falder i Prisen, falder de med, stiger den, saa stiger de tillige med. Jeg anseer derfor Sukkerbrændeviins-Værket som det beste (jeg havde snart sagt det eneste) Middel til got Kiøb paa Korn- og Føde-Vahre. Ved Sukkerbrændeviins-Værkers Anlæggelse obtineredes ogsaa, at man udi kornrige Aar kunde udskibe en anseelig Deel Korn-Vahre, da Landet selv ikke kunde consumere sine egne Producter, men overlade deraf til andre, saa Korn Udførselen, som nu er kommen i Decadence, og i nogle Aar ganske har maattet ophøre, kunde da tillades, og igien blive en betydelig Handels-Green, til Fordeel for Handelen og Seyladsen. I stæden for vi nu udsende vore Skibe baglastet, kunde vi da give dem en Ladning Korn vahre med, hvorved baade kunde vindes noget anseeligt og Pengene blive i Landet. Men alle disse Fordeele, som Sukkerbrændeviins-Vær-

56

ker skaffe Landet, kan ikke ventes uden ved et Forbud at brænde Brændeviin af Rug og Byg i 2de Aar, og nogle Præmier til dem, som først anlagde flige Værker, og forskaffede den største Qvantitet Sukker Brændeviin udført.

Simpl. De har saa tydelig og haandgribelig overbeviist mig om den store Nytte og Fordeel, Landet kan have af Sukker-Brændeviins Værkers Indretning, at jeg maa tilstaae, at, hvad De derom har sagt mig, er Sandheder; og hvem som ikke kan indsee dem, maa være seende blind.

prudent. Der gives ligesaavel oeconomiske som moralske Sandheder, og begge finde ofte megen Modstand.

O! at dog engang al Egennyttigheds, Taabeligheds og Vankundigheds Taage maatte svinde fra visses Øyne, og ey meere hindre dem at indsee, hvad der kan være til Landets og deres Medborgeres Vel, uden deres egen eller andres Skade!

Incorrupta fides, nudaque veritas quando ullum invenient parem? Horat.