Philopolis eller Borgerens Ven om Kiøbstæderne

Philopolts eller Borgernes Ven om Kiøbstæderne

Kiøbenhavn 1771. Trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boendes i Skidenstrærdet.

2
3

Med megen Fornøyelse har jeg læst Philodani Afhandling, hvis nette Tanker, nyttige Forslag, og sindige Udtrykke til at giendrive Philopatreias elændige Projecter, fortiene af alle at roses og elskes. Selv var jeg nær bleven forvoven i Erindring af Poetens Ord: Si Natura negat

facit Indignatio Verum: men det var vel Philodanus forekom mig! Ved Samtale med gode Venner om førstbemeldte Afhandling, jeg meener Philodani, blev jeg ombedet at lade

4

nogle oeconomiske, og paa Erfarenhed grundede Tanker komme for Lyset: Jeg undskyldte mig, dog min forebragte Undskyldning maatte ikke gielde, min Ufuldkommenhed ikke ansees; jeg fik til Svar, og dermed maatte lade mig Nøye: At det var nok at skrive som jeg kunde, om ikke som jeg ønskede. Denne mine Venners Anmodning og Kierlighed til mit Fæderneland, befaler mig da at tage Pennen, og siden jeg just i Kiøbstæden har henbragt mod fyrgetyve Aar af min Leve-Tid, saa besluttede jeg at melde noget om Kiøbstæderne i de Danske Provintser.

Det er alle en bekiendt Sandhed: At Bonde- og Borgerstanden ere de tvende nærende Classer, og Hoved-Kilderne, hvorfra Fædernelandets Vel- eller Veestand har sin første Oprindelse, at Begges enten bedre eller slettere Vilkaar bestemme Skiebnen for det gandske, og har en virksom Indflydelse i enhver af Statens Lemmer fra Hytten indtil Thronen; saa snart de ommeldte ringere Clas-

5

ser paa nogen Maade forhindres i deres Ses drift og Næring, saa udeblive og de Fordeele som Landet skulle vente af deres Flor og Virksomhed, hæves derimod disse Hindringer ved gode og Viise Indretninger til deres Nærings Udbredelse, saa vinder Fædernelandet, og dette bliver en vis Grund til dets Borgerlige Velfærd. Slige Betragtninger har upaatvilelig givet os mange oeconomiske Skrifter, af hvilke de fleste, saavidt mig er bekiendt, har mere haft Bondens end Borgerens Tarv til øyemerke, nagtet denne i Forhold mod hiin er sikkert mere ynkværdig. Men har den fattige, og under mange Byrder Udmattede Borger, skiønt længe og forgieves ventet paa lykkelige Forandringer til sin Oprejsning, saa synes denne Tids-Alder endnu at ville oplive den ulmende Gnist af hans Forhaabning, i det saa mange velsindede Patrioter skrive for Fædernelandet *), og vor allernaadigste Konge har den beste Billie

*) Jeg meener ikke Philopatreias eller Piecer omtrent af lige Beskaffenhed.

6

til at udføre sit udvaldte Tænke-Sprog ved de viseste Foranstaltninger til almindelig Velgaaende; dette vil forævige Hans Navn og Regiering iblant de sildigste Efterkommere, hvilke fornemlig vil høste moedne og fuldkomne Frugter af de i vore Tider, ved vor Syvende Christians Viisdom og Omhue, anlagte Forbedringer.

Thi bliver det en Pligt at nytte vor Betænkning i saa vigtige Begivenheder, at tale, nu der mage tales, da vi vide, at Sandhedens Udbredelse behager Kongen; den maae siges uden Undseelse, den kand siges uden befrygtende Fare, det elskes og antages, hvad som er antageligt; Og efterdi ikke Monarken selv, ikke hans Hofmænd, men vi, som jævnlig har at skaffe med Bonde og Borger, som komme til dem, og tale med dem, kand bedre kiende deres Beleyligheder, saa paaligger det os at aabenbare de Udveye vi kand eragte tienligst til deres Understøttelse, og derefter at overlade det til Monarkens

7

Velbehag, at bedømme de anbragte Forslag, og hvormeget der af samme kand antages eller forkastes.

Har da Bondestandens Fremtarv i Særdeleshed været andres Øyemaal i deres Skrifter, saa bliver mit, Borgerens og Kiøbstædens; Jeg vilde ønske: At de mere Indsigtsfulde Patrioter udførte det begyndte! og er imidlertid forsikret: At saa lidet jeg i dette Skrift har giort mig mistænkelig for Egennytte, eller yttret Misundelse over nogen af mine Landsmænd, saa høyt vil de Veltænkende retfærdiggiøre mig, om jeg derfor beskyldes, og Derhos tilstaae: At disse mine Tanker indeholde oprigtige Sandheder, og muelige Anlæg, om end noget vidt bedre udsindes, til Kiøbstædernes Opkomst og Fædernelandets Beste.

Til den Ende maae jeg i Forveyen melde noget:

8

1. Om Kiøbstædernes forrige Flor og nærværende Armod.

Det var ikke sælsom, for omtrent 20 Aar eller noget derover, at forefinde nogle i enhver Kiøbstæd, som med god Grund kunde kaldes formuende: Man saae iblant Haandverks-Mesterne adskillige, som foruden dette at de formaaede at udrede de aarlige Byens Skatter, kunde tilkiøbe sig en Qvantitet af behøvende Vahre til at drive deres Professioner, og tillige vare Eyere af deres iboende Huse, uden Penge-Laan og Pante-Forskrivning. Man fandt i hver Kiøbstæd nogle velhavende og rige Kiøbmænd, hvis Handling var ret betydelig, hvis Oplag af Tømmer og andre til Bonde og Landmand afsætlige Vahre, var en Capital af nogle tusinde Rixdaler, hvor desuden altid var en anseelig Summa ved Haanden til deres Handlings Fortsettelse, og hvor en fattig Borger, naar han var i Knibe for Penge, kunde faae en Nød- og Hielpe-Skilling, som igien med Ar-

9

beyde eller andet Vederlag erstattede Kiøbmanden, og ved sligt et Forskud blev snart i Stand til at hielpe sig selv og andre Trængende.

Men hvor er nu Kiøbstædernes forrige Flor og Velstand? har denne ikke ligesom taget sig Vinger og er bleven usynlig? hvor findes nu slige formuende Kiøbmænd og Haand: verks Mestere? har ikke Armod, som et herskende Onde udvidet sine Grændser? Har denne ikke i sær taget Overhaand i Kiøbstæderne, og givet enhver som drager didhen, og allene beseer deres Tilstand, billigste Anledning til denne Tanke: At Armod der har taget Boelig og Borgerskab.

Lad os ikkun betragte de mange Gaarde og Huse, som findes ledige og øde, som forfalde fordi ingen beboer dem, som falbydes, men ingen vil kiøbe dem; Den Prioriterede seer sig ikke sikker nok med et Pant, som ikke er i Værdie i vore Tider, opsiger

10

Derfore sine Penge; naar Capitalen ikke kand komme ud, hvilket er sædvanligt, saa borttager han Borgerens Boe og Effecter tillige med Huset, og dermed er den Borger ødelagt. Dennes aarlige Skatter maae da legges paa de andre, og selv bliver han med Kone og Børn, Byens daglige Tiggere og bestandige Byrde.

Lad os engang see, hvor almindeligt det er nu omstunder at høre om Opbud, Udpantning, Auktioner, Arv og Gields Fragaaelse med videre, som Protokollerne udvise; Er dette Tegn til Velstand? Jeg meener, intet mere behøves til Bestyrkelse paa den Sandhed: At Kiøbstæderne ere i yderlig Armod, hvor den 4de Deel af Gaarde og Huse er øde og uden Beboere, den anden 4de Deel er Baraqver for Cavalleriet, og det øvrige beboes ikkun af Borgere.

Dog hvad gavner at sige det, som mange vide, og ikkun saa eller maaskee ingen

11

vil tvivle om? men dette bliver Hoved-Sagen, at udfinde Midler til Stædernes Opkomst, ikke saadanne, som ere byggede paa Gisninger eller blotte Formodninger, uden Hensigt til det, som med Føye kand indvendes og giør Gisningen urigtig, ja vel umuelig; men saadanne som have faste Grunde, som ere billige enfoldige og muelige; saadanne, hvor intet afgaaer Kongen i sine Indtægter, og hvorved ikke nogen uden for Kiøbstæden eller i Staten fornærmes. Disse meener jeg dog nogenlunde at kunde udfindes, saasnart vi undersøge Aarsagerne til Kiøbstædernes Armod, bliver det ikkun først mueligt ret at kiende, og derefter at forebygge det, som forvolder Borgerens Armod; der bliver da ingen Umuelighed at befordre hans Velstand. Men efterår jeg saa vidt har viist den Forskiel der er paa Kiøbstædernes forrige og nu værende Tilstand. Jeg har beviist, at Stæderne ere forarmede, begiver jeg mig videre til at undersøge;

12

II. De oprindelige Aarsager til Kiøbstædernes Armod.

Her taler jeg ikke om enkelte Personer, men om en heel Stand, ikke om een Kiøbstæd, men om mange, og om de fleste Kiøbstæder i de danske Provintser. At een eller anden Familie af private Folk som opholder sig i Stæderne, kand have Midler enten ved Arv eller anden saadan Leylighed, det vedkommer ikke Borgerskabet, det giør ikke min Sætning urigtig, at Kiøbstæderne ere forarmede; og ligesaa lidet kan den Overdaadighed, Ladhed og Uforsigtighed, som ruinerer een eller maaskee to Borgere, ansees som Aarsagen til en Skiebne der trykker det gandske Borgerskab; Jeg lader det gieide for Een eller To, men hvorfor ere de tarvelige, flittige, forsigtige og ædruelige Borgere ogsaa fattige? Monne ikke de Besværligheder, som møde en Stand i Almindelighed, maae have andre Grunde end saadanne som allene ere Følger af een eller faae Personers Uordent-

13

lighed? Saa længe vi have Beviser paa Uligheden i deres Forhold, maae de oprindelige Aarsager til Kiøbstædernes Armod være langt andre, og mere søges uden for Stæderne end i Stæderne; Disse finde vi:

I) I den Fornærmelse, som skeer Borgerne i deres Privilegier, hvormed de allernaadigste Konger fra de ældste Tider, have benaadet Kiøbstæderne til Næring og Ophold. Bemeldte Privilegier ere endnu de samme i deres væsentlige Indhold, men Fordeelen deraf er ikkun som en Skygge at ligne mod de forløbne Tider. De have dem, men ikke den tilbørlige Nytte af dem; kand ikke forsvare dem, ikke beholde dem uforkrænkede; thi adskillige uberettigede Personer drive borgerlig Næring, dog de ikke ere Borgere; de handle mere end Kiøbmændene, men boe ikke i Kiøbstæderne eller betale det mindste af det man kalder borgerlige onera: ved slige Indgreb ruineres Borgeren, og Brødet rives ham af Hænderne.

14

a) Skeer det aabenbare og uden Paatale, at omløbende Jøder og andre, fornemmelig Valbye-Kræmmere streife Landet omkring, og opkiøbe hvad som forefindes af Høns, Ænder, Fiær, Skind, Smør og deslige; Men allermeest drive de rige Bønder paa Landet den skadeligste Landprang, de kiøbe og oplegge paa deres Lofter, den fattige Bondes Korn-Vahre, ja endog Fæ-Huder og andet, alt for at forhøye Priserne paa hvad Landmanden burde falbyde paa Kiøbstædernes Torve.

b) Det skeer at Snigehandlere indfinde sig ved visse beleylige Udhavne for at losse og lade, hvor ingen Tollstæd er eller bør være, saa at Bønder og andre Folk paa Landet, i de Egne som handle med dem, kiøbe intet i Kiøbstæderne, kand derimod falbyde Vahre som ingen Kiøbmand har eller bør have, hvorved Kongens Told paa skammeligste Maade besviges, og ved samme Leylighed forderves Borgerens Næring.

15

c) Det skeer at Borgeren fornærmes ved Bondens Brændeviins-Brænderie, hvilket er et Bahne-Saar for Kiøbstæderne, hvor ligefuldt maae betales den bestemte Coufumtions Afgift, og hvoraf fleere fordervelige Følger have deres Udspring til Borgernes ødeleggelse. At nogle tusinde Tønder Korn blive uddampede ved Bondens Brændeviins-Verk, at Kornets Tilførsel formindskes, at det stiger til høyeste Priser, at Borgeren som betaler Consumtion sælger intet Brændeviin, er det ikke alt af Vigtighed? Bonden derimod faaer sin Portion i sit eget Huus til Overflødighed, og mange desformedelst, siden de have Drikke-Vahrene saa nær ved Haanden, blive forarmede Drukkenbolte.

Man vilde vel indvende, at Borgeren kand paaanke sligt ulovligt Brænderie i Kraft af Lovene, det har saavidt sin Rigtighed, Tak være Kongen! hvis Hensigt og Anordning er faderlig; Men Umuligheden forbyder Borgeren at haandhæve sine Rettighe-

16

der, han kand ikke altid have de fornødne Beviser, ikke staae sig imod Procuratorers Formaliteter, ikke udholde bekostelig Tingfærd med en rig Proprietair, som antager sig Bonden, mod hvis Pung en fattig Borger kuns lidet formaaer sig, og til hvad Nytte ville det være, at formeene en Bonde det, som alle de andre forøve uden Undseelse? Af tvende onde Ting maae udvælges det mindste, hellere maae Borgeren tie til den første Skabe, end søge sin Ret med megen Bekostning, og efter Omstændighederne med Velfærds Spilde.

2) Finde vi Aarsagerne til Kiøbstædernes Armod i det, nogle Proprietairer, jeg siger ikke alle, forbyde Bønderne paa deres Landsgods at føre deres Korn til Kiøbstæderne, der at sælge det mindste, men det Korn som Bonden kand afhænde, skal bringes til Herregaarden, afskrives i Bondens Skatter, og Resten betales ham af Husbonden efter en slutted Accord, hvorvidt dette kand være til Bondens Fordeel er mig forborgen, men dette veed jeg;

17

At Borgeren sulter ved den Handel; thi hverken Kiøbmand eller Haandverksmand kand bekomme een Tønde Korn af de Landgodser, saa at Mangel paa Brød og andre Levnets-Midler trykker den fattige Kiøbstædmand; Næringen aftager, Kiøbmændene fallerer, hvis Bøger findes opfyldte med udborgede Vahre til Bonden, for hvilke Bonden ey kand erstatte ham, siden han ikke er raadig over sine Korns Vahre, og naar da den Gield saaledes har henstaaet Tid efter anden, kommer det i Forglemmelse, ja det, hvortil Bonden synes i Begyndelsen at være halv tvungen, bliver omsider anseet som en Helte-Gierning at bedrage Kiøbmanden, ligesom nogle Jøder holde det for en Lykke at besvige de Christne.

Om denne ulovlige Handel har Philodanus med syndige Ord givet sine Tanker i Afhandlingens 1ste Hefte pag. 59.

3) Bliver det en Aarsag til Kiøbstædernes Armod, at den allernaadigst paabudne

18

Consumption ikke er lignet og deelt paa Bor» gerskabet, eller efter alle Indbyggernes Bedrift og Næring, men stiger og falder ved hver 3die Aars Auktion, ligesom dertil kand findes Liebhavere, eller Kiøbstæden kand have Misundere, dog denne Summa til Majestætens Casse kunde paa anden Maade langt taaleligere udbringes af Stæderne, hvorom jeg siden vil give mine Tanker.

Her vil jeg allene melde om det, som er en skiult Hemmelighed for det Kongel. Rente-Kammerets Høyforordnede; At der paa den Tid, naar Kiøbstædernes Consumption skal opbydes, indfinde sig visse Landets Blod-Igler, som i Forveyen see sig forsynede med en vederhæftig Mands Caution, og derefter underrettede om hvo eller Hvem der fra den eller den Kiøbstæd agter, enten paa egen eller Byens Vegne, at have Consumptionen; naar de herom haver Oplysning, saa forevise de deres ommeldte Lomme-Brev og Caution, begynde derpaa at accordere enten om 100 eller 200 Rdlr.,

19

ligesom Kiøbstæden er stor og Folkerig, alt for ikke at giøre Overbud; thi i Mangel af den begierte Donceur true de at spende Buen til det høyeste, de have da ved Haanden et Papir og Blyant eller andre Skrive-Redskaber, at tage Vedkommendes Forskrivning for den accorderede Summa paa staaende Øyeblik; undertiden kommer en anden og vil have ligesaa meget; ja det er skeet, at den 3die har meldt sig, og i det mindste faaet 50 Rdlr., og saaledes drives en syndig og strafværdig Aager til de forarmede Kiøbstæders Undergang; der sigtes ikke til noget Bud paa Consumptionen for Hans Majestæts Interesse, men for egen Vinding og skammelige Fordeel, og da Consumptions-Forpagteren saaledes maae kiøbe disse Bedragere fra sig, søger han dog i Tiden at faae dette sit Udlæg betalt, ikke heller modtager han Consumptionen i anden Henseende end deraf at ville profitere noget, og hvorfra skal dette komme? Hvem skal betale det? det skal den arme Borger, og hver Indvaaner

20

maae undgielde det, og betale indtil den ældste Skiærv.

4) Er Handelens al for snevre Grændser en virkelig Aarsag til Kiøbstædernes Armod; Af de Vahre som kand udføres af vore Lands Producter, har jeg viist hvor ringe den Qvantitet er, som kommer til Kiøbstæderne, neppe til Fornødenhed og Livets Ophold for Indvaanerne, mindre til at udskibes og indbringe Penge; thi saa længe Landmanden anlegger Korn-Magazin, deels visse Jordegods-Eyere, deels rige Bønder, Hvilke sidste føde deres Gierrighed ved den Fattiges Hunger, naar de om Sommeren oplade beres Forraads-Kamre, og sælge Kornet for en Betalning som altid er Jødisk, men aldrig Christelig, saa er det umueligt at Priserne kand blive taalelige, og lige saa umueligt, at Kiøbmanden kand have noget til Skibenes Befragtning. Af de Vahre derimod, som hos os selv ikke kand forarbeides, jeg taler ikke om de som kand haves af lige

21

Godhed og for lige Priis af vore egne Fabriqver, da var det at ønske, at vor store og viise Christian kunde udfinde Middel til Toldens Nedsettelse, paa det de Commercerendes Hænder ey skulle være saa meget bundne, at disse Vahre ey skulle indsniges, ey Kongen tabe ved deres Indbringelse, ey den Kiøbende savne der som var en umistelig Nødvendighed.

Saa meget nogle af vore Fabriqver ere at rose, saa meget er der og at udsette paa andre, saadanne som ikke kan meddeele os Vahre af lige Godhed, som Fremmedes, som ikke kand sælge os for samme Penge, disse burde enten hielpes, eller for flyttes til beleyligere Stæder, eller og aldeles ophøre; Vi vide at der i den uforglemmelige Kong Friderich den Fierdes Tid vare ingen Fabriqver af Betydenhed anlagte; de Vahre som nu hos os virkes, bleve alle indbragte fra fremmede Lande, dog var her Penge og Rigdom i Overflødighed, endog efter Krigens lange og besværlige Tider, det skeede, efter at den var lykkelig fuldendet, og

22

man arbeidede paa at udvide Fædernelandets Velstand, ved mange Viise og veloverlagte Forbedringer, at nogle Fabriqver bleve anlagte, disse vare dog ikkun faae, men derimod gode, og findes i Fabriqveurens Privilegio om et oprettet Lee-Verk i Jylland, disse Ord: At Høe-Leerne og Skiære-Knivene skal være bedre end de Udenrigske, Fabriqveuren skal have Forraad, at alle kand upaaklageligen vorde og de skal sælges for samme Priis, som de kand haves fra fremmede Stæder, naar noget beviislig Klagemaal herimod indkommer, skal det meddeelte Privilegium ophøre; Dette være Hoved-Reglen for vore Fabriqver, det som giør vore ønsker umuelige for en Tid, kand vel blive mueligt paa en anden tid, kuns Skade! at Fabriqver for største Deelen ere anlagde i Kiøbenhavn, hvor Levemaaden er mere kostbar end i de smaae Stæder, at faa store Summer ere udgivne til prægtige Bygninger, som burde været anvendte til Fabriqvens Drift og Istandsettelse, at man har bygget, i steden for Fabriqven burde bygge, at

23

man ey lod sig Nøye med de fornødne Indretninger, indtil Fortjenesten gav Ævne til de glimrende og overflødige! Heraf have vi vor Sygdom, men Midlerne, som skulle læge os, ere omskiftede til Steen og Gibs, Tapeter og Forgyldninger: Hvorom alting er, burde Vahre, Priis og Credit saaledes læmpes for vore Handelsmænd, at disse hellere skulle søge at bekomme Vahre paa Fabriqven, end Fabriqverne paatvinge dem at modtage Vahrene.

Vil vi for Exempel betragte Sr. Drewitzes Papirs-Verk, alle maae tilstaae det er en herlig Fabriqve, og at bemeldte Mands Papir vidt overgaaer det Udenrigske, men kand han forsyne Kiøbstæderne? ikke engang Kiøbenhavn, og neppe Collegierne; Vi toge derimod, kunde vi kuns faae det, just fordi Vahrene ere gode, og Priserne billige, men da der ikke er at bekomme, maae vi søge det hos andre, og derved skeer ham intet Indgreb i sit Privilegio; thi han kand ikke fabriqvere det han kunde afsette, saa ville det og blive

24

med vore andre Fabriqver: naar Vahrene ere bedre eller ligesaa gode, som Udenrigske, Prisen ikke Høyere, og Credit kand gives paa halv eller heel Aar, hvi skulle vore Fabriqver da blive forlegne?

Vore Raffinaderier ere ypperlige, og have den beste Afgang paa deres Vahre, vore Sæbe-Syderier ere og gode, ligeledes nogle af vore Klæde-og Uldne-Fabriqver, de ernære en Deel Mennesker, og holde en god Deel Penge inden for Rigets Grændser. Andre derimod af de sidste ere ikkun maadelige, kunde disse hielpes, og kunde de alle endnu maaskee opnaae en større Høyde og Fuldkommenhed, de ville sikkert afsette fleere Vahre, de ville blive søgte med mere Begierlighed af vore Handlende.

At derimod det, som ikke kand virkes i vor eget Fæderneland, eller det som kand bekommes paa vore Fabriqver, ey er af lige Godhed og af lige Priis, som det Udenrigske, behøves og maae haves, men kand ikke indføres

25

formedelst Toldens høye Afgift, og hos os selv ikke kiøbes formedelst Prisernes Umaadelighed, dette har meget udmatted Provinhernes Kiøbstæder, dette, ja dette har bragt vore Kiøbmænd i yderste Armod, og naar disse som Støtten for Stæderne ere svage og vaklende, saa falde snart de andre smaae Borgere, som helde sig til Kiøbmanden. Heraf kommer da endelig:

5) At Borgernes Tal formindskes, som er den sidste Aarsag til Kiøbstædernes Armod; denne har sit Udspring af de fire førommeldte, til deels og af visse tilstødende Besværligheder: At siden Omstændighederne udfordre det, at de Kongel. paabudne Skatter ikke kand formindskes, Næringen desuden er ringe, Qvæg-Sygen har borttaget Melk og Smør, samt den behøvende Giødske til Jordernes Dyrkelse, hvilket sædvanligen har været den sidste og reneste Tilflugt for de Fattige, i de Kiøbstæder som have Agerdyrkning, hvilke deraf have havt en liden Underholdning i vanskelige Tider, saa

26

aftager Borgernes Tal meere og meere, og derved forøges Udgivterne som de efterblevne.

Det synes vel rimeligt, at Indbyggernes Tal bør være proportioneret efter Nærings-Midlerne, men sligt er ikke uden Undtagelse for Kiøbstæderne, hvis Brug og Bedrift er altid større, hvor de ere mange end faae Indbyggere, hvis Udgivter ere mindre, naar de ere mange at bære fælles Byrde med hverandre, end naar de ere faae i Tallet til at bestride dem, efterdi de sædvanlige, jeg taler ikke om personelle og enkelte, men almindelige Byens Skatter blive lignede efter Taxten paa enhver Borger; hertil kommer og at de Garnisonerende Officerer have paa en Tid omtrent af 8te Aar havt deres frie Qvarteer og Boehave, som er en anseelig Skat for Borgerskabet, saa det ene med det andet har forvoldet, at mange Borgere ere blevne Emigranter, have forladt Byen og opsagt deres Borgerskab, og hvor ringe vil deres Tal blive omsider, naar nogle forlade os ved Bortflyttelse, andre ved Døden, hvorimod ingen

27

Tilgang skeer ved nye Borgeres Ankomst, Tidernes Vanskelighed afholde Haandværks-Svenne og andre fra at begive sig i Ægtestanden, og vinde deres Borgerskab, de see forud hvad det betyder strax at indlemmes i Taxten, at betynges med Skatter, sær for unge Begyndere, som intet have imellem Hænder, men behøve mange Ting, baade Bvehave og andre Nødvendigheder til Professionens Fortsettelse. Det lader sig ikke giøre i nærværende vanskelige, som i forrige blomstrende Tider, da en fattig Karl kunde hos en formuende Kiøbmand, faae en Forstrekning af Penge-Laan og andet nødvendigt, paa sit ærlige Ansigt, men nu har Kiøbmanden selv intet, og Villien kand intet hielpe den fattige, naar den ikke er foreenet med Ævne. Saa har Exempler paa andres Uforsigtighed, som have været Borgere et Aars Tid, og derefter med Bias taget alt deres Eyende paa Ryggen, gjorde dette Skrit betænkeligt for dem, som have nogen Eftertanke om de forventende Følger, derfore er det kuns sieldene Hændelser at Tallet formeeres ved nogen

28

Tilgang, men det er almindeligt, at det aftager ved manges Bortgang, som hellere, medens de endnu have lidet tilbage, flytte ud paa Landet, hvor Levemaaden er saa meget lettere, Udgifterne mindre, og hvor det er et fremmed Sprog, som man ikke veed hvad betyder: at holde Indqvartering, betale Consumption, Told, Accise, Brandskat, Byeskat, med andet meere.

Denne Borgernes Udvandring af Kiøbstæderne, forhøyer da Skatterne for de andre, som meldt er, og denne Omstændighed med foranførte giver os de vigtigste, og de oprindelige Aarsager til Kiøbstædernes Armod.

Men det er endnu intet at kiende Grunden til vor Sygdom, uden vi tillige see Midler til vor Helbredelse; Vor Vanheld vide vi, vore Byrder føle vi, men Lettelse og Lindring derom spørge vi: Jeg holder mig dog forsikrer, af disse Aarsager til Kiøbstædernes Armod, at kunde udfinde:

29

III. Muelige Midler til Kiøbstædernes Opkomst.

Disse blive efter den begyndte Orden:

I) At Kiøbstæderne maatte understøttes i deres Nærings Privilegier, og forsvares mod den Fornærmelse, som dem i de allernaadigst meddeelte Rettigheder, i adskillige Henseende vorder tilføyet: hvilket beleyligst kunde skee paa følgende Maade:

a) Naar de Kongel. Betiente paa Landet og Proprietairer bleve tilholdte at see de rige og formuende Bønder paa Fingre, og forbyde dem, under Fæsters Fortabelse, at kiøbe Korn og andre slige Vahre af de fattige Bønder, for ikke dermed at giøre dyr Tid, og tilvende sig den Fordeel, som den Fattige kunde have, naar han bragte sine Vahre til Kiøbstæden, hvor de bleve ham langt bedre betalte; thi naar Bonde kiøber noget af anden, faaer han det sædvanligen for ders halve Værd, og naar han laaner ham, tager han gierne dobbelt

30

Vederlag. Dernæst, at bemeldte Kongel. Betiente skulle eftersette alle forefundne Omløbere, som drive Landprang og anden ulovlig Handel, samt tillades enhver at confisqvere slige opkiøbte Vahre, og efter at have angivet den betrosne Person for vedkommende øvrighed, da at overlades Angiveren det confisqverede til Løn for sin Umage.

b) At paalegge Strand-Visiteurer for Eftertiden at have i sær et vaaget Øye ved Udhavnene, hvilket burde være det væsentlige og vel det eeneste i deres Fuldmagt, for at Hindre de Smuehandlere, som paa en skielmsk Maade indsnige sig for at losse og lade; og var det saa meget bedre, naar disse Betiente boede i Nærheden af slige mistænkelige Stæder, at de ey skulle være fraværende, naar deres Opsyn meest behøvedes, paa det aldeles ingen Udskibning skulle skee, uden allene fra Kiøbstæderne; thi denne Sag fortiente vel nøyeste Opmærksomhed, siden derved skeer Hans

31

Majestæt og Kiøbstæderne ligeledes en betyder lig Forurettelse.

c) Til at forhindre Bondens Brændeviins-Brænderie, og deraf følgende Fylderie og Drukkenskab, som ved saa mange Forordninger er forbudden, er og vel Hoved-Hensigten af Distrikternes Bortforpagtning, ved hvilken Kongen ikke opnaaer sit Øyemærke, og de som have forpagtet Districkerne, udgive deres Penge forgieves med alt for sildig Fortrydelse af deres Uforsigtighed; eftersom Bonden vedbliver at brænde hos sig selv, og ikke behøver at kiøbe af Forpagterne; da er intet vissere eller bedre Middel til at afskaffe denne skadelige og Lovstridige Uorden, end om Hans Majestæt paalagde Proprietairerne, i steden for Bønderne, at betale noget anseeligt for hver Brændeviins-Værk, som, efter en vist bestemt Tid, blev funden paa deres Godser, og ligeledes Forvalterne paa de Kongelige Godser; men denne Mulct maatte være eet hundrede, eller i det mindste 50 Rdlr. for

32

hver som blev betroffen enten at brænde, eller at have Redskaber dertil, det halve til Angiveren, og der øvrige halve til den Kongel. Opfostrings-Stiftelse, eller andet nyttig Brug; Heraf ville følge: At naar Mulcten skulle paagielde Proprietairen, ville med Hast Brændeviins-Kiedlerne blive indsamlede, hvorved Bonden blev i Stand til at sælge meere Korn, nødsaget til at drikke mindre, eller og at hente disse Vahre fra nærmeste Kiøbstæder.

2) Var der en souverain Naade og Maade til Kiøbstædernes Opkomst, naar Jorde-Gods-Eyere alvorligen blive forbudne at opkiøbe eller lade sig tilføre deres Bønders Korn-Vahre, under noget Paaskud eller Forevending, uden hvis af Bønderne skal betales i Landgield efter Fæste-Brevenes Indhold. Thi ved den Leylighed, at nogle Proprietairer strax efter Indhøstningen, befaler deres Bønder at tærske, og bringe Kornet til Herskabet, saa bliver Borgeren nødsaget,

33

af Mangel paa Tilførsel, at gaae ud i Landsbyerne for at kiøbe Korn til Føde, saa snart det merkes at Borgeren søger Landmanden, i steden for denne burde søge Kiøbstæden at falbyde sine Vahre, strax stige Priserne, og ligesom Tilførselen udebliver længe, voxe og Priserne Tid efter anden, dette bevæge Proprietairen endnu meere til at opdynge Kornet, han forøger sit Oplag med alt hvis hans Bønder kand sælge, og opnaaer derved sit Øyemærke: At Vahrene ere dyre og blive dyre, om der end ikke har været Misvext.

Men som denne Handel er heel uforsvarlig, og en aabenbare Ødeleggelse for Kiøbstæderne, saa besmykkes den dog med mange Undskyldninger, hvoraf disse ere de vigtigste: At de giøre det til Bondens Beste, og at de fand forskaffe ham meere for Kornet, end det man vil give ham i Kiøbstæderne, hvor Bonden allene faaer Betalning efter almindelig Lande-Kiøb; men disse Undskyldninger ere blinkende phænomina, som

34

synes noget og ere dog intet; at een Kiøbstæds-Borgere kand sette Korn-Kiøbet for det gandske Land, det bliver umueligt; men at een eller to Proprietairer, med underhavende Bønder, kand udhungre een Kiøbstæds-Borgerskab, kand i den Egn i et frugtbar Aar giøre dyr Tid, det er mueligt, og hvo vil negte det?

For Resten, at Kornet indføres fra fremmede Stæder, naar ikke den høyeste Nødvendighed udfordrer det, indseer enhver Patriot at være Landet til Skade; thi det er Prisen paa Korn-Vahrene, som allermeest har vedligeholdet Landmanden, og uden Tvivl havde mange Bønder maattet forlade deres Gaarde, formedelst Qvægsygen og andre Besværligheder, naar de ikke havde faaet des anseeligere for Kornet, ders Pris, særdeles Byggets, er Landets Styrke, de ædelste Producter vi have at udskibe, og det vigtigste til at indbringe Penge; men naar Priserne hos os stige til en umaadelig Høyde, da er

35

det en særdeles Nødvendighed at vor allernaadigste Konge forbyder Kornets Udførsel, og viiselig forebygger den Undergang, som ellers truer den fattige Almue: imidlertid ville Korn-Priserne vel blive tålelige, saasnart Bonden beholder den Frihed, uden befrygtende Tiltale af sit Herskab, at føre sit Korn til hvilken Kiøbstæd han vil, og hvor han best kand faae betalt sine Vahre efter almindelig Lande-Kiøb, sligt ville forøge Tilførselen for Kiøbstæderne, lette Kiøbet for den Fattige, befordre Skibsfarten, og vore Land-Producters Udførsel til fremmede Stæder.

3) Ville det høyligen hielpe Kiøbstædernes Indvaanere, naar Consumtionen ikke meere blev stillet til Auction, som hidindtil er skeet, eller overladt til enkelte Personer ved Forpagtning, men derimod lignet paa alle Indvaanere, uden at Hans Majestets Interesse derved tabte det allermindste, thi naar man først havde efterseet Consumtionens Beløb i 9 eller 18 Aar, kunde deraf Summen lette-

36

lig udfindes, al den hverken blev høyere end Byen kunde, ey heller ringere end den burde betale; naar dette var skeet, og Summen af det Kongel. Rente-Kammer saaledes bestemmet og bekiendrgiort, maatte hver Huus-Fader taxeres efter sin Næring, Bedrift og Huusholdning, og denne Ligning kunde beleyligst forfattes af Magistraten med visse tiltagne skiønsomme Borgere, ligesom det skeer med Extra-Skatten, derefter burde bemeldte Ligning tilstilles Stifts-Amtmanden, for af ham at giennemstees og approberes, hvilket alt blev Byens eget Sag at besørge; den gandske Kiøbstæd blev altsaa Borgen for den bestemte Summa, alle skulle betale for een, og een for alle, saa ingen Skiærv eller Stilling kunde mangle i Hans Majestæts Revenüer, Confumtionen vedkommende. Til hver Mands Sikkerhed maatte det bevilges øvrigheden eller Byefogden, som skulle indcaffere Pengene, og besørge dem betalte paa den Konge. Amt-Stue, at samme, ligesom Extra-Skatten, bleve indfordrede Qvataliter af

37

tvende Borgere, stod nogen tilbage med sin Afgift, maatte derfor strax udpantes, var nogen saa arm at han ey kunde betale, skulde der ved Tilskud udreedes af alle Indvaanere uden nogen Stands eller Persons Undtagelse: og for denne Umage og Beregning at holde, maatte tillegges Byefogden Qvartaliter 6 Rdlr., som var om Aaret af heele Byen 24 Rdlr., men ikke at have frie Consumtion.

Vil vi nu hensee til Kiøbstædernes Fordeele af slig Indretning, da vare disse ikke af liden Vigtighed, omendskiønt Summen til Hans Majestæts Casse var den samme. Her var nu ikke Sted meere for dem, som hidindtil ved Auctions-Tiden for ey at giøre Overbud, have søgl uretfærdige Fordeele, hvorom tilforn er meldet. Var noget at vinde ved Consumtionen, saa blev det dem til Bytte, som betalte Afgiften, jeg mener heele Byen, blev noget tabt derved, var Tabet sså meget tåleligere for alle Indbyggere. De kostbare Consum-

38

tions-Betientere behøvedes ikke, deres Løn at bespare var en Hielp til Afgiften.

De Uleyligheder som ofte yttre sig, at en Mand, formedelst et ringe Overmaal bliver anseelig mulcteret, eller ofte ved Proces tildømt, efter Omstændighederne, at betale meere for en ringe Forseelse, end hans Consumtions-Beløb kand være i et gandske Aar, vare nu ikke mere at befrygte; Derimod kunde enhver uden Tvang, Inqvisition af Betientere, Angivelse, Eftermaal, Sinkelse og Ophold, bruge sig som han best ville og kunde, og hvor meget ville dette oplive Lysten hos mange til Fliid og Virksomhed, enhver ville stræbe at faae noget Vederlag for sin Udgift, og Tabet blev allene for den Efterladne. Gid det maatte behage Kongen at forunde os disse Fordeele.

4) En friere og mindre indskrænket Handel var et sikkert Hielpe-Middel til Kiøbstædernes Opkomst, i hvilken Artikel jeg holder mig til Philodani Sætninger, mod hvilke jeg

39

mener ingen, som i Sandhed elsker Fædernelandet, og kiender dets Tilstand, kand have noget at indvende. Skulle jeg dog vove mig paa dette Dyb, og yttre mine Tanker og Hensigt udførligere, hvad jeg egentlig forstaaer ved en friere Handel, da sigter det ikke til de Vahres Indførsel, som, af lige Godhed og nesten for lige Priser som Udenrigske Vahre, kand bekommes paa vore egne Fabriqver, men derved forstaaer jeg de Vahre, som ere absolute fornødne, andre som ikke vel kand undværes, hvilke hos os selv paa ingen Maade kand virkes eller haves, at disse maatte indføres med en taalelig Tolds Afgift.

Er det Salt, som er et umisteligt Gode; er det Viin, vel og fransk Brændeviin, hvilke i visse Maader kand kaldes nødvendige, da jeg formeener, med god Grund, at disse Vahres friere Indførsel ved Toldens Nedsettelse, ville spare en god Deel af vore Korn-Vahre, og give os dem til Udførsel og Penges Fortieneste, som i Mangel af Viin og fransk Brændeviin

40

blive destillerede til stærke Aqvaviter og Liqveurer: er der Caffe-Bønner, som bruges saa almindeligen, og ikke vel kand undværes, da formodentlig Caffeens-Brug afholder mange fra Misbrug af de stærke Drikke, som ey ere mindre, men vidt mere kostbare, hvormed jeg ikke forsvarer Caffeens Misbrug i sig selv, ikke heller nægter dens skadelige Virkning, men hvorledes skal dette standses? Skeer det ikke, som Philodanus melder, ved troeværdige Skribenters og Lægers Forestilling, det skeer neppe ved Toldens Forhøyelse, Poeten har sagt os, og saaledes gaaer det: Nitimur in Veritum semper &c. Der ere vel fleere af det Slag, som ved Sædvane ere blevne Nødvendigheder, i Særdeleshed Tobakken, hvis Brug er hos os og andre gandske almindelig; Den sletteste Sorte er Bondens Giødning, kunde vel voxe hos os selv, dog troer jeg den indføres med de andre bedre Sorter fra fremmede Slæder til Oplags-Magazinet, og ikkun lidet bekommes af vore egne Provintser; Førend den Indretning skede, blev den gemeene Tobak meget

41

plantet her i Sielland, en stor Deel Fattige havde derved god Fortjeneste, mange Jorder bleve rensede, og ved de større Plantager gjorte beqvemme til at frembringe vigtigere Producter, Penge bleve og sparede ved den Leylighed, og skiønt man har sagt mig, at Bladene kunde lige saavel afsettes til Magazinet, ophørte dog de mig bekiendte Plantager.

Men er det end min Indsigt langt overlegen: at foreslaae det rette Anlæg til en friere Handel, saa er det dog ikke umueligt for dem, som kiende de Kongel. Financers Tilstand, hvor de skjulte Aarsager findes til Handelens særdeles Indskrænkning, at bestemme, hvorudi og hvorvidt dens Udvidelse kunde blive muelig og tilladelig, og hvor var dette ikke ønskeligt: naar visse Vahres Indførsel maatte bevilges mod en taalelig Tolds Betalning, siden sligt formaaede at befordre Velstanden, kiendelig at formeere Hans Majestæts Told-Indtægter, hæve al skadelig Indsnigelse og Toldsvig, opmuntre til redelig Angivelse, og hver Kiøbmand, ved en retfærdig Handel, at yttre sin

42

Kierlighed til Landets Fader, og Skyldighed mod sin Konge: at betale ham Told, som bør Told: Og naar Kiøbstæderne saaledes bekom nogen mere Frihed, samt Forsvar mod foranførte Forurettelser, da bleve Følgerne:

5) At Kiøbstæderne ville tiltage ved nye Borgeres Tilgang; thi hvor der er Næring og Nærings-Midler, der bliver altid Indbyggere, det er den Magnet som drager Menneskene til eet Sted frem for et andet, da man naturligvis søger efter Brød og Ophold; de Forsigtige stræbe at undflye Fattigdom, de Redelige attraae at giøre Ret, og alle ville, om det var mueligt, gierne leve lyksaligen. Naar derfor Næringen blev bedre for Kiøbstæderne, saa ville og Borgernes Tal formeeres, Skatterne derimod formindskes i det almindelige, men Consumtions- Folke- og Familie-Skat med andre personelle Udgivter, til Indtægt i Majestætens Casse, bleve idelig større, Huuse og Gaarde ville stige i Prisen, og blive mere beboede, og hvem skulle ikke

43

see at flere Fordeele ville følge af dette, eller hvem vil nægte: At Kiøbstædernes Velstand er Regieringens Skatkammer?

For desto mere at drage unge Mennesker til Kiøbstæden, burde de ikke betynges med for mange Byrder i deres Borgerskabs første Begyndelse, de skulle alleneste betale de personelle Skatter, som indgik i Kongens Casse, saasom Consumtion, Extra-Skat og deslige, derimod være befriede fra at svare Borgerlige Oneræ, eller at settes i Taxten i det første Aar, i det andet Aar maatte de ansettes, dog ikkun betale den halve, men i det tredie Aar skulle de betale den fulde Bye-Skat lige med andre efter Ansetningen.

Ved Handelens større Flor og Udbredelse blev det og vel mueligt: at de Kongel. Told-Betjentes Løn kunde noget forbedres, for at være saa meget mere paaseende og mindre mistænkelige, og var det i sær at ønske: At Hans Majestæt for Eftertiden allernaa-

44

digst ville regalere Byefogderne i de smaae Kiøbstæder, som forestaae Magistrat-Embedet, med vacante Dommer-Embeder paa Landet, siden deres Ansvar er stor og deres Indkomme ikkun ringe, samt at disse ved givne Leyligheder, naar de vare vindskibelige og gode Mænd, maatte altid nyde Tolder-Tjenesten, og Skriverne Controleur-Tienesten i Søe-Stæderne! det var en Lettelse og tillige en Fornøyelse for Indvaanerne, naar slige Embedsmænd havde deres skikkelig Udkomme, blev end deres Arbeyde og Ansvar større, saa var der dog Løn for Umagen, og Ævne, naar egne Kræfter ey vare tilstrækkelige, at holde en god Fuldmægtig eller Skriver-Karl for at assistere i deres Forretninger.

Naar der til Kiøbstæderne gives Leylighed til Avling og Ager-Brug, som er et vigtig Hielpe-Middel for Indbyggerne, burde vedkommende Betiente holde god Orden, og besørge, at der for enhver Kiøbstæd blev forfattet en saa kaldet Skraa eller Bye-Lov,

45

paa det Korn-Markerne maatte, ved Gierdernes Lukkelse i rette Tider, holdes frie fra løse Creature, ligesom og ingen Sviin burde sees paa Kiøbstædernes Gader, og paa de Stæder hvor der er Overdrev eller andet udyrket Agerland, kunde de geistlige og verdslige Betiente meget opmuntre ved egne Exempler, naar de lagde først Haand paa Verket med at bryde Jorderne, viiste Sagens Muelighed, forestilte dens Nytte, og Kongens allernaadigste Hensigter med den Befalning om slige Jorders Dyrkelse; alt dette ville meget opvække Lysten hos Borgerne, sær naar de ved gode Mænd bleve saaledes tilskyndte og overbeviiste om deres eget Beste.

I Kiøbstæderne burde derfor aldrig legges Skat paa Heste, thi naar saa skeede, ville vore Avlsmænd blive kiedsommelige, efterdi man til Consumtions-Forpagteren maae betale 4 Skilling af hver Læs Korn som indhøstes, og ligeledes 24 Skill. af hver Hest, hvilke allene holdes til Avlingens Drift, men

46

ikke til Stats og Pragt som i Kiøbenhavn, og nu Horn-Qvæget er bortfalden, var det at ønske: at en fattig Mand kunde have en liden Opdræt af gode Heste, for derved at erhverve sig en Hielpe-Skilling, helst hvor der er Græsning, og tillige for at have Creature til at fortære Foeringen, og Giødske for Jorderne.

Ved dette kommer jeg til Philodani Tanker om Qvæg-Sygens Udbredelse, og har høyligen fornøyet mig derved, at denne brave og lærde Forfatteres Tanker ere overeensstemmende med mine, just i alle Puncter desangaaende. Det er ikke at sige: hvor megen Umage jeg har giort mig, for at overtale mine Medborgere til at troe at denne Plage var en anstikkende Pest og smitsom Syge; de troeværdigste Exempler kunde jeg anføre om 3de mig bekiendte Øer under Fyhns Stift, hvor Qvæg-Sygen aldrig har været, fordi de vare eenige derudi, at ingen Prangere maatte komme didhen, men Ind-

47

byggerne ville selv bringe deres Qvæg til Fyhn, saa meget de kunde sælge og undvære. Philodanus meener det kunde forebygges ved en Cardon af Krigsfolk: at Qvæg fra anstukne Steder ikke skulle bringes til de sunde, dette er baade rimeligt og mueligt, men siden der ere saa mange Steder og Udhavne, hvor Qvæget kunde indsniges fra fremmede Provintzer, eller og hos os selv saa mange Vinkler og Omveye til at undflye Krigsfolkenes Opsyn, saa synes mig, naar de priselige Forordninger først bleve Nøye efterlevede, og vedkommende Betiente holdte derover med mueligste Iver, ville det give en større Frygt for de ublue og forvovne Qvæg-Prangere, at den eller de som bragte Qvæg fra syge til sunde Steder, og dermed blev betroffen, uden Pardon og Naade maatte bringes i Slaveriet, og skeede det ikkun, at een eller to bleve bragte didhen, til Exempel for andre, ville denne Lande-Plage en blive saa almindelig eller bestandig.

48

Men jeg maae begive mig til Enden og legge Pennen, indladende disse mine Tanker til dem, som med mig have lige Kierlighed til Fædernelandet, og frem for mig en dybere Indsigt; Sandheds-Elskere skal ikke finde derudi nogen forsetlig Usandhed eller Partiskhed, altsaa blues jeg ikke ved at see andres Tanker i en Materie, som angaaer Kiøbstædernes Opkomst, at blive høyere og bedre end mine, det skal fornøye mig, ja forbinde mig til den største Taknemmelighed. At behage alle, har jeg ligesaa lidet søgt som ventet, men at behage de Retsindige, har jeg meget ønsket, disse vil kiende at jeg har skreven, ikke for at være Projectmager, men for at føre Sandhed for Lyset, og tiene mit Fæderneland og mine Medborgere efter min ringe Indsigt. Findes skiønt adskillige flere Forbedringer, saavel for de Handlendes som Søefarendes Beqvemmelighed, angaaende visse Søe-Stæders Havne at faae opmudrede, med videre som her ere udeladte, da er mit Løste lempet efter mit Begreb, jeg har forbun-

49

den mig at melde noget, men ikke alt hvis der kunde siges, til Kiøbstædernes Opkomst, enhver Stæds øvrighed vil nok sørge for deres Tarv, saavidt mueligt, og vise sin Omhue naar Tid er; maae dette lidet have nogen Virkning, det vil være stort nok til en Begyndelse, vi vil opbie Tiden og leve i Haabet.

Nogle af vore Tiders Skrifter vise vel langt anderledes, deres Forfattere vil reformere alting, og de vil at det skeer strax, men de røbe deres korte Indsigt, de kiende ikke Landets Tilstand, ikke engang det de handle om, de giøre ikke Forskiel paa Forbedringer, at nogle udfordre meget Arbeyde og Bekostning, andre mindre, hine behøve en længere, men disse en kortere Tid, der ere visse som snart kand iværksettes, saadanne som standse de Fornærmelser der skeer andre i deres Næring, der ere de som neppe kand begyndes paa i vore Tider, ligegyldige Ting som ikke bør forandres formedelst Almuens Hengiven-

50

hed til Vedtægter, og allermindst bør røres ved den ømmeste Øyesteen, jeg meener Religionen og hvad dertil henhører; men Hvad tænke nogle af vore saa kaldede Patrioter derpaa?

Grunden til deres Skrifter er Egenkierlighed, Fordomme, og Had til visse Personer, som de ønskede afskaarne, afsatte, udjagede med meere, og det er alt hvis man kand sige dem til Berømmelse. Dog nogle have et got Genie, men ere ikke sindige nok, dem burde det at betragte Plauti Ord: Omne magnum Ingevium habet aliqvid Dementiæ. Nogle have deres Indsigt fra nedrige Folk, og Hensigt at vindicere sig et stort Navn hos Almuen med at udgive en Bog, men hvad ville skee om vor lærde og upartiske B . . værdigede dem sin Censur *)? Der ere andre,

*) Dette Skrift har varet indleveret her i Bogtrykkeriet, siden i Begyndelsen af Februari-Maaned, da dets Forfatter ikke paa den Tid havde seet de nye Skrifter bedømmede i den kritiske Journal.

51

hvis Piecer ere veliklædde, og have en smuk Stiil, andre som ere dumme, og endnu det værste der findes daarlige, bespottelige og bittre Indfald: intet af alt kand skade vor Fæderneland, lad det elskes af de Taabelige, og læses med Begierlighed af de Nysgierrige, det foragtes dog af de Forstandige og Kloge. Paadrager jeg mig herved nogles Fortørnelse, jeg skielver ikke, det er ikkun Daarer som angribes, og disse vil allene opirres. Lad da for mig gierne vore Bogladers Actier stige, lad Satyrer, til at føde Menneskenes Nysgierrighed, blive vel betalte, der følger dog noget got af Skrive-Frihedens Misbrug, havde Philopatreias ikke skreven sine Anmærkninger, havde vi ikke faaet Philodani Undersøgning derover; jeg kiender fleere Piecer som ere vel skrevne, hvis Forfattere bruge, men ikke misbruge Friheden, ey at tale om de ypperlige og herlige Priis-Skrifter, som Landhuusholdings-Selffabet indsamler Tid efter anden.

52

53

Imidlertid maae det aldrig komme i vore Tanker, at daarlige og bittre Forslag Have nogen Virkning, end ikke de gode og nyttige, førende de blive prøvede; og naar vor monark vil være underrettet om et og andet magtpaaliggende, da ere her Folk i alle Stænder af Indsigt og Redelighed, som paa Kongel. Befalning ville give deres Meening tilkiende efter beste Skiønsomhed. Herved erindrer jeg, Hvorledes den Høysalige Kong Friderich den Femte indhentede de fleste Embeds-Mænds Tanker om Lovens Forandring og Forbedring; dette Arbeyde, som er af anden Beskaffenhed end det som angaaer Fædernelandets Oeconomiske Forfatning, blev siden overladt til een Mand i Særdeleshed, som uden fremmed Hielp Har Lærdom og Duelighed nok til at fuldføre det, om ellers Gud vil forunde, som man vel maatte ønske, tilstrækkelige Legemets Kræfter og Leve-Tid.

Behagede det Hans Majestæt at lade vore rettænkende Proprietairer og kyndige Land-

53

mænd indgive deres Betænkning om et og andet til Landvæsenets Forbedring, sær i denne overalt vigtige Artikel om Frihed og Eyendom for Bondestanden, paa hvad Maade kunde være muelig, uden Husbonden derved skulle tabe for meget, efter den Priis han har kiøbt sin Herregaard.

D 3 At

*) Proprietairene foregive: at de tabte for meget derved, dersom Bonden fik Frihed og Eyendom, eftersom de have kiøbt deres Herregaarde saa dyre. -—- Herom var meget at sige, som overgaaer min Indsigt, er og denne Afhandling uvedkommende, dog vil jeg sige saa meget i Korthed:

a) Efterdi Borgerne ere næsten ødelagt, og Bønderne efter Anseende blive ligeledes mere og mere forarmede, dersom ikke deres Vilkaar kand blive lettede, saa kand Proprietairen omsider vente sig den samme Skiebne, allene med den Forskiel at han bliver den sidste, med mindre Bonden ophielpes.

b) At Proprietairene have kiøbt deres Godser dyre, vil jeg tilstaae om nogle, men ikke alle. Nogle kunde taale den Forandring paa deres Godser strax, de andre maaskee ikke; Men lad dem giøre Begyndelsen

54

At lade Præsterne paa Landet, som for største Deelen ere gode Landmænd, Folk af

som kand taale det, lad dem begynde efterhaanden og læmpelig, de tabe jo intet i Landgield, intet af Penge og Skatter, som Bonden skal betale dem, det er allene med Hoverie og Arbeyde, kand det ikke ophøre strax, lad det da bestemmes for det første til Sæde-Tiden og Høste-Tiden, samt gives en vis Penge for bestandige Tærskere, indtil en anden Vey kunde udfindes til at deele og bortfæste eller bortforpagte Jorderne, eller nogle af dem.

c) Synes det ubilligt at Herregaardene skulle falde i Prisen, lad da Proprietairene svare herpaa, om det ikke Har den samme Beskaffenhed i det mindre med Kiøbstædernes Gaarde? En Borger har givet 1600 Rdl. for sin Gaard i Kiøbstæden, han kand nu derfor ey bekomme 500 Rdlr., jeg kiender den som i Aaret 1758 blev buden 1200 Rdlr. for en Gaard i en liden Kiøbstæd, ville nu sælge den for 400 Rdl., kand ikke faae det engang, ikke 200 Rdlr. Hvem opretter Borgeren det Tab? endnu har ingen tilbuden sig, end ikke nogen ynket Kiøbstædmanden, og det er dog ey anderledes med Proprietairene, deres Tab kand aldrig blive som Kiøbstædernes, dog vil enhver ønske at der for Jordegods-Eyere, i sær dem som svare store Renter, maatte findes taalelige Udveye til slige Forandringer.

55

Samvittighed, og som kiende saavel Husbondens som Bondens Tilstand, samlede med Herreds-Provsten indsende deres Tanker desangaaende til Biskopen.

At lade Borgerne i Kiøbstæden med andre Kongel. Betiente Beraadslaae med Stædets Øvrighed, om det som Kiøbstæderne vedkommer, og indsende deres Betænkning til Stiftsamtmanden.

Naar da enhver Stand, inden sin Cirkel, havde indgivet slige veloverlagte Forslag, disse derefter bleve nøyere betragtede i Landhuus-Holdings-Selskabet, og tilsidst af Hans Majestæt selv, som eene har Viisdom nok til at udvælge det beste, maatte vi da ey vente de herligste Forbedringer?

Disse mine Tanker har jeg altsaa tegnet i velmeente Hensigt, de foreslaae intet til Afgang i Hans Majestæts Revenuer, de indeholde intet til nogens Fornærmelse, ikke engang

56

deres som fornærme Kiøbstæderne, uden i det Stykke som angaaer Fornærmelsen: Jeg har ikke søgt at pryde den med en sminket Still, men med usminkede Sandheder. Jeg har ikke bygget paa løse Gisninger, men paa faste Grunde. Mine skiulte Tanker ere ønsker: At der maatte tænkes til det beste paa de sukkende Kiøbstæder, førend de synge deres Svane-Sang! Disse ere byggede paa Hans Majestæts Naade, og hvor vel grundede! thi Kongens Villie er saa god, og Hans Lenevoldsmagt saa stor, at ikke allene Kiøbstæderne, men endog hele Staten spaaer sig bedre Vilkaar i de følgende Tider.

Skreven i Sielland den ,4 Februarii 1771.