Christian Bagge Aftvungne Erindringer i Anledning af de Kanneworfiske Kritikmageres urigtige Foregivende angaaende den af Undertegnede om den ham af de 18 Bryggere og deres Oldermænd paaførte Proces udgivne historiske Beretning ved Christian Bagge.

Aftvungne

Erindringer

i Anledning af

de Kanneworfiske Kritikmageres

urigtige Foregivende

angaaende

den af Undertegnede om den ham af de 18 Bryggere og deres Oldermand paa- førte Proces udgivne historiske Beretning

ved

Christian Bagge.

Kiøbenhavn 1771.

2

        

3

Det har behaget de Kanneworfiske Betjentere udi deres Fortegnelsers 3die Stykke anden Aargang No. 37, naar de have anført min udgivne Beretning, om hvorledes og hvorvidt med den af de bekiendte 18 Bryggere mig paaførte Proces er avanceret, at tillegge disse mærkelige Ord:

,,Det er for at forekomme onde Menneskers Bagtalelse (*) og urigtige udspredte Rygters Virkning (**), foranledigede, som han siger, iblant andet af den kritiske Journals og vores Fortegnelsers partiiske Udladelser, at Hr. Bagge underretter Publicum om, hvorvidt (***)

*) De gode Herrer maae paa dette Sted have skrevet uden ad, og saaledes ladet sig bedrage af en svag Hukommelse; thi i denne recenserede Pjece findes disse af dem anførte Ord gandste sikkert ikke.

**) atter et Recensentisk Tillæg.

***) jeg skrev: hvorledes og hvorvidt.

4

4 denne Sag er avanceret; Men da vi af denne Beretning erfarer, at den ikke er til Ende, saa vil vi melde Læserne dette, som det eeneste Indhold af hans heele historiske Beretning.„

Da jeg meener at have en langt lovligere og ædlere Adkomst til at sige mine Erindringer imod disse Fortegnelse-Forfatteres Kritike, end de have havt til at bedømme eller belyve mit Skrift: saa kan de ikke, uden at være sig selv imod, fortryde paa, at jeg betjener mig af et Par af deres ofte brugende Phraser og høymodige Udtryk; dog med den Forskjæl, at jeg tillige nøye skal følge Sandheden.

Det er da udi Imitation af KritikSvennenes høye Skrivemaader, at jeg reent ud tør sige dem, at

Udi bemelte deres Kritike hersker megen Dumhed, liden Ærekjærhed og en aabenbare forsætlig Løgn.

Om det endog var efter Principal-Ordre og ikke af egen Movement, at de saa pøbelagtig, saa uforskammet og nedrig (forlad mig, at jeg for et Moment haver laant nogle af Deres egne smukke Kunstord) havde forgaaet dem udi saa hellig og ærekjær et Embede, som det de have paataget sig, burde være, kan saadant dog ikke komme under Betragtning eller tjene til Undskyldning;

5

5

efterdi man bør adlyde Fornuft og Sandhed meere end private Hensigter imod en eller anden Autor.

At jeg ikke skal synes at ligne bemelte Kritike-Forfattere deri, at beskylde uden Beviis, vil jeg gotgiøre, hvad jeg heroven for har lastet hos dem, saasom:

1) At troe om et Publicum, at det ikke lige- saavel kan læse Addresse-Avisen, som de Kanneworfiske fortegnelser, er vel unægtelig en stor Dumhed; og denne Dumhed staaer dog tydelig afmalet i bemelte deres Kritike. Thi udi AddresseAvisen, hvorfra endog Fortegnelsemagerne selv indhente deres Bøger-Kundskab, har Titlen af mit Skrift været anført, og Titlen selv viser, at Processen ikke er til Ende; og dog ere disse kritiske Leye-

Svenne saa eenfoldige og dumme, at de troe, de gjøre deres Læsere en vigtig Tjeneste med at sige dem det, som de vidste længe før af Avisen.

2) Den, som begaaer en forsætlig Løgn, besidder liden Ærekjærhed; dette nægter vel ingen, som veed hvad Ærekjærhed er. De Kanneworfiske Kritike-Betjentere have udi bemelte deres Anmeldelse be- gaaet en forsætlig Løgn, vide infra, ergo besidde disse Betjentere liden Ærekjærhed.

6

6

3) For at overbevise dem om deres forsætlige Løgn, naar de foregive, at ovenmelte min Beretning intet andet indeholder, end denne eene Omstændighed, at Processen ey er til Ende, maae jeg oplyse, at min Beretning indeholder ey allene a) et soeleklar Beviis paa Kritik-Forfatternes Partiiskhed eller Blindhed, men endog

b) at Hoved-Citanterne, de 18 Bryggere

og deres Oldermand, have aabenbare vildet bedrage Publicum ved et urigtig Avertissement;

c) At disse ikke vilde taale, at jeg paatog mig at bevise Sandhederne udi mine dem angaaende udstædte Skrifter, hvorfore de havde stævnet mig, men at de

d) paa en uhørt Rettergangs-Maade vilde have mig cito afstraffet; e) At jeg ved en retfærdig Kjendelse blev tilladt baade at forsvare og bevise mine Anmeldelser;

f) At derom allerede vare førte 6 Vidner; og endelig

g) at det, som endnu manglede udi Oplysningerne, trøstede jeg mig til, ved flere Vidner at gotgiøre.

7

7 Saa vist da, som disse 7 Poster findes Udi min Beretning, saavist ere Fortegnelsemagerne jo nogle Løgnere, da de imod bedre Vidende have expresfis verbis skrevet det, som er tvertimod. Og hvad Tillid vil de vente hos Publicum, i Henseende til deres andre Kritiker, naar de, angaaende en Piece af saa faae Blade, kan have Dristighed til paa den modtvilligste Maade at forgaae dem imod det ærværdigste og det helligste, som bør krone en Critiqve, nemlig Sandheden.

De haarde og foragtelige Expressioner, som de med en ret overordentlig Vellyst ud- ziire deres Kritiker med, ere meget meere Beviser paa Hovmod og Egen-Kjærlighed, end Argumenter paa et mild og beleven Sindelav imod sin Næste og Jevnchristen.

Det er ikke med Skjælds-Ord, eller Trusler af Gabestok, Træe-Hest, Fængsel, Fegfyr og Helvede, at de bør omvende Skribentere eller introducere Smagen, og dette sidste er dog, eller i det mindste burde være Øyemeedet af deres Kritike.

Naar Skolemesteren bander, skjælder, tordner og lyner ved hver en ringe Leylighed, kan det ikke være at undre over, om Disciplerne drive Spot med Skoleherrens Grimacer; da en sagtmodig Lærer derimod er elsket og adlydet af sine Tilhørere.

8

8

Prøv engang paa, alvidende Kritike- Herrer! at give snilde og ey barbariske Kriti- ker, og tillige, naar De faae Leylighed, at oplyse Publicum, hvorledes det skal skrive for at fortjene en Skilling! Jeg troer sikker, at saa- dant skal give bedre Virkning, end alle Deres myndige og forbittrende Caracterer.