Christian Bagge Historisk Beretning hvorledes og hvorvidt med den af de bekiendte 18 Bryggere og deres Oldermand, formedelst nogle Sandheders offentlige Fremleggelse, imod Udgiveren heraf Christian Bagge anlagde Process nu in Octobri 1771 er avanceret.

Historisk Beretning hvorledes og hvorvidt med den af de bekiendte 18 Bryggere

og

deres Oldermand,

formedelst

nogle Sandheders offentlige Fremleggelse,

imod Udgiveren heraf Christian Bagge anlagde Process nu in Octobri 1771 er avanceret. Kiøbenhavn 1771.

2

        

3

De mange uliige Domme, som i An- ledning af ulige Beretninger fældes over den mig af visse paa forestaaende TitelBlad ommelte Bryggere paaførte Proces, og særdeeles i Anledning af den Uleylighed, nogle Nidkjære udviise ved at hentyde alle Ting en Faveur af de Riige, og til deres Avantage, som i liige mægtig Overflødighed besidde baade Evne og Villie til at gjengjæl-

4

4 de tækkelige Skrive- og Talemaader, have bevæget mig at fremlegge for et Veldømmende og upartiisk Publicum, hvorledes samt Hvorvidt denne Proces er tourneret.

Fra Gazetterne haves ventelig endnu udi Erindring, at Citanterne lode derudi proclamere, hvorledes at de havde stævnet mig til at beviise mine Beskyldninger;

ligesom jeg og strax derpaa lige offentlig erklærede deres Anmældelse for urigtig og alt for skrydende, efterdi de alleene havde stævnet mig til Strafs Lidelse.

Men, for at betage saadan min Erklæring sin Troeværdighed eller Erindringen deraf, blev saavel udi den critiske Journal, som og udi Fortegnelserne over nye Skrifter & c. & c., i Medhold af Citanterne, recensions-viis

5

5

udspredet, at det af de politiske Tidender kunde sees, at jeg var stævnet til at beviise hvad jeg havde skrevet, og saadant kunde disse saa reensindede og efter deres egen Roes upartiisk værende Critici give fra sig, uden i mindste Maade at reflectere eller tillige anmelde den passerede Giendrivelse, hvilken deres blinde Nidkjærhed mueligt ikke kunde faae Sigte paa.

Imidlertid for at give disse, maaskee af for megen Læsning og maaskee ikke, meget svage Øyne Leylighed, uden alt for megen Arbeyde og Stirren, at see, hvorvidt deres elskelige Herrers Anseelse have forleedet dem, vil jeg med kjendelig Stiil lade aftrykke en rigtig Extract af Stævningen, nemlig:

Oldermanden Hr. Raadmand Andreas Storp og sammes Adjunge

6

6

rede og Committerede lader forrige Brøgger Christian Bagge som ved sine 3de Skrifter haver insulteret og Diffameret Citanterne saaledes, at de ikke kan lade slige insulente Skrif- ter upaatalte passere, indstævne til Kiøbenhavns Byetings Ret Man- dagen den 18 Februarii førstkommende Paastand og Irettesættelse at an- høre, item Tiltale og Dom at lide saavel til til vedbørlig Undgjeldelse efter Loven, som og til at de af ham udgivne Skrifter skal vorde casserede og nyde den Medfart som Loven og andre Kongelige Anordninger for slig ublue og fast pasqvillante Skrifter determine- rer, og endelig til at erstatte denne Sags Omkostninger i alle Maader

7

7 skadesløs, med videre, alt efter nær-

mere og yderligere Deduction.

Kiøbenhavn den 4 Februarii 1771,

A, A. v. Suhm.

(L. S.)

Jeg haver ladet mig omstændelig for- tælle, at da Hr. Jakob von Tyboe ikke kunde faae sin Paastand fremmet paa det Danske Theatro, see det Lykkelige Skibbrud, blev han saa desperat, at han forlod alt got Sælskab i Kiøbenhavn, og ved første given Leylighed seylede directe til det Østlige Indien, hvor han ved Skinnet af sin blanke Hud og sin strunke Positur vandt Anseelse iblant de Sorte; Ham blev i sær overdraget, at indrette Justitz-Væsenet, efterdi han gav sig ud for en Jurist; og paa det han kunde være forvisset, at hans Indretning skulde endog

8

8 bestaae efter hans dødelige Afgang, udnævnede han sin Haandskriver til Advocat, Skri- ver og Dommer udi første og anden Instance, med disse udtrykkelige Vilkaar: at denne Betjent skulde tage sig Navn af von Tyboe junior eller den yngre, og i alle Maader følge sin Patrons Hr. von Tyboe den ældres Prin- cipier, som var, at have Respect for Stand og Midler, men en yderlig Afskye og Had til alle Uformuende, samt i øvrigt, at afskaf- fe alle Præludier og Raisons.

Hr. von Tyboe junior indgik villig de foreskrevne Conditioner, og da han med skriftlig Eed havde bekræftet dem, imodtog han Embedet, og holdte redelig sin Forpligtelse.

Den gamle von Tyboe døde strax der- paa af en hæftig Ærgernis over, at en Indianer glemte ar salutere ham med vedbørlig Underdanighed, hvorved altsaa den yngre von Tyboe fik frie Hænder.

9

9 Han tildrog sig en almindelig Tilbedelse, grundet paa dette indianske Ordsprog, at man maae give visse Folk dybe Æres-Beviisninger og Douceurer, for ikke at blive begeg- net ilde af dem.

Han blev kort at sige, formedelst andres Efterladenhed og Commoditet, et Fac totum udi alle Landets Justitz-Sager. Ingen torde knye imod ham, for ikke at blive taxeret ved første Leylighed; saa at hans Myndighed og derved voxende Overmod vidste af ingen Grændser. Og skal han paa lige Maade, som en vis høyhiertet Oldermand lod sig betiene af sin Laugs-Skriver, have ladet Rettens Skriver holde og imodtage hans Hest offentlig, naar han fra sin Lystgaard paa Landet kom ridende til sin Domstoel i Staden.

10

10

Her kunde man med Grund sige, som fordum den cimbriske Gnier uden Grund sagde, da han saae en Helligdags Klædning, O!

Vanitas Vanitatum.

Efter at denne unge von Tyboe i nogle Aar havde giort næsten alt hvad ham lystede, og perfas & nafas (thi af Sagen allene kunde han ey samle sig Rigdomme) var kommet temmelig vel belæsset bande paa Sam- vittigheden og Pungen herhid tilbage, skal han være taget i Raad i denne mod mig anlagde Sag, og da strax appliceret sine forbemelte indianske Principier, hvorover og Stevningen skal have faaet saadanne glubske og formidable Udtrykke.

Omendskiønt nu denne Fortælning, hvis Rigtighed jeg i øvrigt ingenlunde vedtager, er maaskee alleene sagt, mig for at prøve min Troevillighed, saa har den dog saa stort et

11

11 Skin af Rimelighed, at jeg ikke har vildet forbigaae, at give Publicum Part deraf; thi ey alleene Stevningen men endog Citan- ternes Rettergangs Maade, ligner virkelig Jacob von Tybses Procedure i det Lykkelige Skibbrud, naar han siger: Den Kerl

will ich abgesraft haben, und das gleich; og, da ham foreholdes at overbevise svarer: was Beweiß, ist das nicht gnug, daß ich es so haben will?

Ja! alt det, som Citanterne til Dato i denne Sag har præsteret, er saa accurat ud- tegnet efter denne von Tyboes Formular, at samme ey viiger det ringeste derfra enten til høyre eller venstre Side.

Tilligemed bemelte deres Stævning, lode Citanterne fremlegge deres Indlæg og generale Paastand til Afstraffelse og mine

12

12

Skrifters Cassation, og saadan at skee strax, alt uden at binde sig til nogen Citation enten af Loven eller Forordninger, langt mindre at tilkiendegive, ved hvilke Poster udi mine Skrifter jeg kunde have forseet mig, og de uden Skyld vare graverede. De har altsaa maattet indbilde sig, ligesom von Tyboe i Comoedien, ar Retten var pligtig at troe dem paa deres blotte Ord, og afstraffe mig cito, fordi de saa vilde have det. Men Dommeren besad alt for stor Redelighed og Indsigt dertil. Jeg fik altsaa Anstand til Besvaring.

Imod denne Stævning og mine Forfølgeres Søgsmaal i sig selv giorde jeg Exception, paa Grund af Rescriptet de dato 14 Sept. 1770, der tillader enhver at skrive frit, persons Anseelse efter Samvittighed, o, s. v. Men da Reskriptet ey var læst ved

13

13

Retten, og jeg havde forbigaaet, siden mine Contra-Parter ikke havde imodsagt sammes Exsistence, at fremlegge autentiqve Gjenpart deraf, tabte jeg denne Exception, og blev tilkendt at svare i Sagen.

Min efter Kongelig allernaadigste Befaling anordnede Procurator, som nu mødte i Sagen, indstillede til Rettens preliminaire Eragtning, om ikke Citanterne burde determinere, hvilke Poster i mine Skrifter de egentlig holdte for urigtige, paa det man ikke skulde føre Vidner om meere end det fornødne. Men da Citanterne henholdt sig til deres generale Paastand, og ikke vilde forstaae sig til noget vist, kunde Retten ey heller paalegge Citanterne at giøre anden eller nøyere Paastand end de selv vilde.

Jeg blev da nødsaget at indstævne Vidner til at beviise Sandheden udi mine 3de

14

14 under mit Navn udgivne og af citanterne paa-ankede Skrifter; Men aldrig saa snart var denne Stævning fremlagt udi Retten, førend Hoved-Citanterne begyndte at bevæge sig med Speculationer og Protestationer, hvor- til de anvendte 3 a 4 Uger, efterat de havde fremlagt Notarial Udskrift af deres Protocoll paa de Brøggeres Navne, som jeg havde stævnet til Vidner,

Og i hvorvel de havde offentlig giort sig til af at have stævnet mig til ar beviise mine Beskyldninger, saa kunde man nu ty- delig see, at samme var alleene giort for at smøre Publicum noget om Munden og give deres Sag en skinhellig Anseende; thi Bevi- ser vilde de aldeeles ikke tillade mig at føre eller fremlegge; De udraabte Vidners Førelse for en Inqvisition og min Vidne-Stævning kaldte de inqvisitorisk. Min Procurator frem-

15

15

lagde deres Proclamation i de offentlige ka zetter og gjorde sine Besvaringer, hvorefter jeg, ved en derom afsagt Interlocutorii Kien- delse, blev tilladt, at maatte ved Vidner oplyse og beviise Sandhederne udi mine Skrifter.

Til den Ende haver jeg ladet afhøre 6 Vidner, som til deels have bekræftet de om- spurte Poster, og hvad derudi endnu mangler, skal ved andre Vidner blive oplyst og gotgiort, saa at jeg haaber at blive ved en retfærdig Dom ey alleene befriet for den haarde Medfart, som Hoved-Citanterne har intenderet og paastaaet baade udi Stævning og Indlæg imod mig og mine Skrifter, men at de endog for er ubillig Søgsmaal og overdreven nærgaaende Paastand skal vorde tilstrækkelig mulcterede og anseete, saa meget meere som De have attaqveret mig for de

16

16

Oplysninger og Anmeldelser som de hos dem selv vare overbeviiste om, at medføre Sandhed og god Grund.

Der er altsaa under et lovlig TingsVidnes Erhvervelse at Hoved-Sagen beroer.

Kiøbenhavn, den 7 Octob. 1771.

C. BAGGE.