Christian Bagge Nærmere Afhandling betreffende De 18 Bryggeres Notice de Dato 13 November 1770. Sandheden til Ære, de forurettede og underrykte til Opmuntring og Imitation, men de hemmelige Voldsmænd og Forurettere til Skræk og Afskye, forfattet af Christian Bagge.

Nærmere Afhandling betreffende De 18 Bryggeres Notice de dato 13 November 1770.

Sandheden til Ære, de Forurettede og Undertrykte til Opmuntring og Imitation, men de hemmelige Voldsmænd og Forurettere til Skræk og Afskye, forfattet

af Christian Bagge.

Kiøbenhavn, 1771.

2

Erindring. Da jeg haver ventet at de 18 Subscribentere skulde med ligesaa stor Dristighed have bestormet Sandhederne udi min Repliqve, som De ellers i Deres Notice have viist at De besidde Mod og Beqvemhed nok dertil, Saa haver jeg udsat denne Afhandling i nogle Uger; i Tanke at kunde, i Tilfælde deraf, have tillige herudi inddraget det derimod fornøden eragtede.

Kiøbenhavn den 18 Januarii 1771.

3

Indledning.

Det er ikke en ringe Frugt af TrykkeFriheden, at Forurettere kan lettelig vorde stillede blot, og altsaa skrækkes fra at øve Undertrykkelse og Voldsomheder imod den Fattige med den Frækhed og Snedighed, som en stor Deel iblant de Rige og Mægtige stedse have ladet sig forleede til, alt under det søde Haab, at Veyen for den Fattige var baade for kostbar og vanskelig til at faae Forurettelsen opdaget, og vedbørlig afstraffet, og, naar det gik til det høyeste, kunde Penge- Mulcter afgiøre der; men der kiære Renomee blev conserveret.

Der er klart, at, da endog den groveste Foruretter affecterer en Slags Religion, saavelsom udvortes Caracteer af en retfærdig

4

4

Mand, saa skulde sandelig mange Haardheder og uforskammede Forøvelser, som hidindtil virkelig ere passerede, være blevne dræbte udi Fødselen, dersom den Forurettede kunde have klaget sin Sag offentlig; thi det er just saadan en Revange, som hverken Patroner eller Penge kan forhindre.

En Monark maae have de allerønskeligste Principier imod sine betrængte Undersaatter; det bliver dog stedse en Umuelighed for den Fattige og Undertrykte at profitere deraf, naar Ministeren, der skal foredrage den Forurettedes Tarv, enten af urigtig Information, eller af puur Partiiskhed hælder sig til den Part, som haver meest Anseelse, og kan anbringe den kraftigste Recommendation; En Minister kan endog af sine Subordinerede, til hvilke han haver fattet Fortroelighed, let- telig føres bag Lyset, naar disse lade sig forblinde enten af Guldets Klarhed, eller af det stærke Skin fra en Høyere Caracteer.

Det allervisseste Remedium derfor, som kan udtænkes til Retfærdighedens Udøvelse,

5

5

er efter mine uforgribelige Tanker dette: at den Forurettede offentlig anklager sin Sag for Publicum, om han endog haver Leylighed desuden at indtale sin Ret efter Lovens Forskrift.

Endskiønt derfore at nærværende Skrift kunde synes blot at betreffe privat Dispute imellem Brygger-Laugets Direction og mig, saa verserer dog ikke desto mindre Publici Sag derunder, og kan i dette Tilfælde meget apte appliceres den bekiendte Erindring: hodie mihi, cras tibi. Den, som har Lyst og Evne til at skade mig, har og Lyst til at skade andre, saasnart han seer Leylighed, og det er, desværre! beklageligt, at den, som vil giøre Ondt, finder altid Leylighed dertil.

Saavel udi Betragtning heraf, og af den Nidkiærhed jeg bærer imod ald Slags Vold og Rets Undertrykkelse, den ramme mig eller andre, som og for at acquittere mig fra den Offerte, jeg udi mm Repliqve paa de 18 Bryggeres Notice haver nedlagt, er det, at jeg leverer denne

6

6 Afhandling.

Jeg haver da udi bemelte min Repliqve of-

fereret mig: 1) I Anledning af bemelte18 Mænds høytskrydende Praierie at oplyse, at, de con- junctim med Oldermanden, ikke efter deres Anmeldelse, have taget mig under Armene for at ophielpe mig, men snarere og virkelig for reent at udstøde mig af deres Societet.

2) At fremlegge grundige Aarsager, hvorfore jeg ikke haver antaget, eller med nogen god Overbeviisning har kundet antage eller nævne Subscribenterne for det de saa høytidelig udgive sig; ligesom og

3) At gotgiøre: At den nu antagne Oldermand ved Brygger-Lauget ikke lovlig er det, som han har Anseende af at være. I Hensigt til første Post, da maae jeg præliminariter erindre, at det ingenlunde kan

7

7

ansees for nogen privat Godhed af de 18 Mænd, at jeg udi min Interessentskabs Tid har erholdet lige Qvantum af Konge-Bygget med de andre Bryggere; og dette kan dog ikke være andet, end just dette eene, hvormed de have giort sig saa tykke, og udpralet af fuld Hals deres store Godhed imod mig, saa at det, som har været deres Skyldighed, udraabe de for en Velgierning.

At de ellers ved deres Beslutninger have giort sig ald Umage, under Skin af at holde Hævd over Laugs-Artiklerne og Conventionen, at skade baade mig og andre uformuende Interessentere ved at svække vores Credit, og følgelig udjage os af deres Societet, haver jeg udi mine formeentlige Aarsager etc. under Afdeelingen No. 4. givet Anledning at eftertænke. Enten de nu dertil ere blevne ansporede af en utidig Begiærlighed til at berige Lauget ved de 200 Rdlr., som samme profitere ved hver nye Interessent, eller det er skeet af et puurt Had til den Fattige, maae de gode Subscribentere best vide at giøre Re-

8

8 de for; Men at Directionen (jeg nævner den saa, for at befatte Meeningen kort, dog uden at erkiende enten den eller Oldermanden for legale) haver, i Stæden for efter dens egen Lovtale at ophielpe mig, opviist sig, eller i det mindste ikke forhindret, men assisteret Oldermanden udi at opviise sig imod mig bizarre, uretfærdig og voldsom, det skal jeg tydelig nok gotgiøre for enhver redeligsindet og upartiisk Læsere heraf.

Strax efterat jeg den 4 Julii sidstleden var nødsaget at opgive mit Boe, anholdte jeg hos Oldermanden at fortsætte Brygningen udi min Bryggergaard, indtil jeg enten kunde treffe Accord med mine Creditorer, eller min Gaard ved lovlig Kiød kom i andens Eye; men Oldermanden nægtede mig samme. (Denne Nægtelse kunde dog ikke skee for at ophielpe mig, men tydelig nok for at svække mig).

Jeg henvendte mig derfor til det Danske Cancellie, som lod min i des Anledning

9

9

forfattede Suppliqve remittere til Magistra- tens Erklæring, og da Magistraten ventelig bona fide har antaget Oldermandens derover indhentede Betænkning eller Erklæring for rigtig, blev Min Ansøgning (relata refero) foregivet at være imod Ligningsforordningen, hvorover jeg og erholdte Afslag. Jeg fandt derefter, saasnart jeg havde bragt i Erfaring Aarsagen til min Rets Nægtelse, Leylighed at foreviise da værende Ober-Secretaire i det Danske Cancellie Lignings-Forordningens Artikel in casu qvæstionis, hvorefter der og afgik Ordre til Stadens Magistrat, til Be- kiendtgiørelse for alle Vedkommende, at det ikke kunde eller burde nægtes mig at brygge, saa længe mine Creditorer ikke havde noget derimod. Men hvad skeer? Oldermanden for Brygger-Lauget, som det ventelig smertede, at see sit nedrige Anlæg omsider kuldkastet, og sin onde Hensigt imod mig contra- manderet, griber, under Medhold af nogle iblant sine Colleger i Directionen, til det forvovne og ret desperate Indfald at sige: „ Ja

10

10

vel! I maae brygge, men Pengene for Øllet faae I ikke, dem leverer jeg i Skifteretten.,,

Jeg studsede ret ved at høre saa dumdristig en Exeption, som intet mindre end giorde, eller i det mindste havde Anseende af at vilde giøre Cancelliets Ordre til et blot Spilfægterie, efterdi den i saa Fald blev gandske ubrugbar for mig. Jeg addresserede mig derfor til Magistraten med Begiæring, at Samme vilde tilholde Oldermanden for Brygger-Lauget at respectere Ordren udi alle sine Forstaaelser og Følger; Men Magistraten, i Stæden for at assistere mig paa Grund af Ordren, lader min Ansøgning retournere til Oldermandens Erklæring, ret ligesom Oldermanden var berettiget til, eller eene klog nok at giøre Forklaring over Cancelliets Breve til Magistraten.

Men at Magistraten ikke haver funden sig satisfait ved hans Oplysning, men snarere bleven bragt udi en unødig Tvil, Viiser Følgen, da Magistraten derpaa giør Forespørsel til Cancelliet om, hvorledes Ordren

11

11 skal forstaaes. Cancelliet svarer: „Det vedbliver Resolutionen„ hvilket er paa andet Dansk: Der skal læses, som der er skrevet, og der skal handles, som der læses.

Da nu denne Oldermandens dobbelte og fremturende Nægtelse er en af de groveste Forbrydelser, som nogen Undersaat kan vove at giøre, under Medhold af Secundanter, saa er den neppe troelig, saa meget mindre, som Forøvelsen er skeet af en Mand, der haver faaet Stemme og Sæde i Raadstuen, og følgelig ikke kan ansees at være uvidende om Forskiel imellem Ret og Uret, imellem Billighed og Vold, imellem Sandhed og Løgn.

Det er derfor, deels i Hensigt at redde Sandheden af denne Tildragelse, og deels for at betage Oldermanden, endog i Tiden hans sædvanlige Remedium negationis, at jeg har ladet ham notarialiter besøge, saaledes, som der derover erholdte Notarial-Instrument udviiser, der Ord til andet lyder saaledes:

12

12

Velædle,

Høytærede Hr. Notarius Publicus!

Efterat Oldermanden for Brygger- Lauget, Hr. Raadmand Storp, tvertimod Lignings-Forordningen haver nægtet mig at fortsætte Brygningen udi min Gaard i Snaregaden, fordi jeg til en Tid har maattet opgive mit Boe, er Høy- og Velædle Magistraten her i Staden, ved Skrivelse fra Hans Høy-Grevelig Excellence Hr. Geheime Raad Thott, tilkiendegivet til nærmere Be- kiendtgiørelse for Vedkommende, det Kongel. Geheime-Conseils Resolution, at det ikke maatte nægtes mig at brygge mine LigningsBryg, saa længe mine Creditorer ikke havde noget derimod, hvilken Resolution og Befaling Oldermanden og er vorden bekiendtgiort til Efterlevelse. Men den gode Mand er saa dristig, endog i Overværelse af Bryggerne Srs.

Bechmann, Hoftved, Laurs Möller og Falck,

at declarere: at jeg vel skal faae Tilladelse at brygge, men at jeg ikke skulde blive en Skilling mægtig af de for Brygningen indkomne

13

13

Penge, efterdi han vilde levere samme udi Skifteretten, med mindre jeg kunde skaffe Skifterettens Tilladelse, at jeg selv maatte imodtage dem; Men uden at tale om, at Hr. Raadmand Storp selv, som min aabenbare Contrapart, og Hr. Raadmand Casse, der ligeledes er Brygger, udgiøre det halve Skifterets Collegium, saa er der endog ikke velbemelte Ret vedkommende at giøre Forklaring over Cancelliets Breve, som betreffe Brygger-Lauget, og derfor allene kan ansees som en Invention, der skal smage af en Slags Føyelighed, men i sig selv sigter til Ophold og Chicane.

Det Høy-Kongelige Geheime-Conseil har, som melt, resolveret, at jeg mane brygge, saa længe mine Creditorer ikke have noget derimod, følgelig bør jeg og imodtage Pengene for Brygningen; thi i anden Fald bryggede ikke jeg, men mine Creditorer. Der er mig og ikke mine Creditorer, der er befalet at maae brygge; men Oldermanden vil ikke lide

14

14 Det. Han opfinder derfore en dristig Ind- vending, som skal forhindre det. Og da denne Hans Critiqve over det Høybemelte Kongelige Geheime-Conseils Re-

solution er saa ubesindig og uformodentlig, at den neppe kan troes, det og maaskee i Tiden kunde blive nægtet; Saa for at give min Anmeldelse og Ansøgning paa vedkommende Stæder en upaatvilelig Troeværdighed, ville Hr. Notarius Publicus paa Embedets Vegne fornemme hos velbemelte Oldermand, Hr. Raadmand Storp, og derpaa æske hans tydelige Svar:

1) Om han tør være offentlig bekient, at han har declareret sidstleden 2 October om Aftenen paa Laugshuuset, at jeg vel skulde faae Tilladelse at brygge, siden en større Mand end han havde befalet det; men at han vilde levere Pengene for Øllet udi Skifteretten, og jeg saaledes ikke blive dem mægtig til Underhold for mig og min Famille.

15

15

2) Om han endnu tør og vil vedblive den selvsamme dristige Beslutning.

3) Om han ikke haver nægtet mig Gjenpart af bemelte mig betreffende og ham com- municerede Ober-Secretairiats-Skrivelse, og

4) Om han vil lade saadan Gjenpart af- følge, nu den herved notarialiter forlan- ges.

I Onsdags sidstleden har jeg ansøgt Høy- og Velædle Magistraten, at Oldermanden maatte, i Conformite af oft høybemelte Resolution, tilholdes at lade mig ubehindret imodtage Pengene for mine Bryg, og derfor qvittere, saa længe mine Creditorer ikke havde noget derimod, og det desuden er langt fra hans Embede, som Oldermand, at opgive sig til Curator for mine Creditorer; Men i Steden for at erholde promte Justice, som det Kongelige Geheime-Conseils Resolution meriterede, har jeg erfaret, at min Ansøgning er bleven remitteret til Oldermandens Erklæ-

16

16

ring, hvorved Ophold mig foraarsages. Skulde Oldermanden vilde henholde sig til den Erklæring, som han agtede at give Høy- og Velædle Magistraten paa bemelte min Besværing, og altsaa søge at cachere sin Adfærd ved at nægte mig positive Svar; saa vilde Hr. Notarius Publicus forstandige ham, at dersom han ikke giver tydelig Besværing, forklarer man det som en reen Tilstaaelse paa

det som hannem tillegges herudi. I øvrigt

vilde Hr. Notarius Publicus protestere paa kraftigste Maade imod ald af Oldermanden, saavel forhen, som nu imod mig brugte og brugende Chicaner, Ophold, Penges Tab og Tids Spilde, og derfore reservere mig min Ret i alle optænkelige Tilfælde. Hvad herudinden passerer, venter jeg mig in forma notariali beskreven meddeelt. Jeg forbliver med ald Estime

Deres Velædelheds

tienstærbødigste Tiener Kiøbenhavn den 5 Oct. 1770.

C. Bagge.

17

17

Anno et die ut fupra Haver jeg underskrevne Christian Schmidt, Kongelig Notarius Publicus i denne Kongelige Residente Kiøbenhavn, vidnesfast villet insinueret Hr. Raadmand Storp forestaaende Originale Reqvisition og Protest; men som han ikke var til- stæde paa Bryggernes Laugs-Huus, men efter sigende paa Landet, leverede jeg Fuldmægtigen sammestæds vidimeret Copie af denne Reqvisition, den han lovede Velbemelte Hr. Raadmand Storp ved Hiemkomsten at levere, og paa mine Vegne herpaa hans Svar at æske. Efter giorte Erindring indløb til mig i Dag undertegnede Dato fra Velbemelte Hr. Raadmand Storp følgende skriftlige Svar, saaledes lydende:

Belædle:

Hr. Notarius Publicus!

Paa Brygger Sr. Christian Bagges Re- qvisition af 5te October sidst, svares kortelig dette: Sr. Bagge declarerer selv, at han til en Tiid har maattet opgive sit Boe under Skifte-Rettens Administration, hvor det som

18

18

et Fallitboe endnu staaer, og altsaa begriber Han og Enhver lettelig, at jeg som Brygger- Laugets Oldermand, uden samtlige hans Cre- ditorers Tilstaaelse udi Skifte-Retten, og Skifte-Forvalternes givende Resolution, som er efter plurima og jeg exciperet, ikke kan udbetale hans Fallitboes Øll-Penge til ham selv, som jeg og den 2den hujus her paa Laugshuus Contoiret svarede Ham; Og da tillige berettede Ham, at saa snart Han havde betalt sin resterende Andeel Qvartals Penge for bekomne Kongelig Skatte Magazins Byg skulle Han vorde tilsagt at brygge, thi forinden kunde jeg ikke forsvarligen lade det skee, siden det var aabenbare stridende imod den den 13 October 1742 oprettede og af Hans Kongelig Majestæt den 25 de Januarii 1743 allernaadigst confirmerede Conventions første Deels 13de Post, hvilket jeg og ved min indsendte Erklæring til Høy- og Velædle Magistraten under 6te hujus har svaret paa Hans indgivne Klage Memorial af 3die hujus over mig, til hvilken min Erklæring jeg end videre herved refererer mig, og dernæst for det øv-

19

19

rige imodsiger Sr. Bagges anførte udi Hans Notarial Reqvisition baade udi Særdeeleshed og i Almindelighed, som aabenbare fingerede U- sandheder, og hvorfore mig min Ret herved reserveres.

Hvad sig den af Sr. Bagge forlangte Gjenpart angaaer: Da behager han at addressere sig til Høy- og Velædle Magistraten derom, i fald Han formeener sig samme at bør meddeeles, saasom jeg anseer mig dertil incompetent, forblivende med Estime,

Deres Velædelheds

tienstskyldige Tiener

Brygger-Laugets Contoir den 8 October 1770.

A. Storp.

Hvorefter denne Reqvisition med alle reqvirerende Protestationer og Reservationer paa Reqvirentens Side sluttes.

Dets til Bekræftelse under min Haand

og hostrykte Notarial Sigill. Actum præsen-

20

20 te reste Dno. Olao Muus. Hauniæ die 8vo

Octobris 1770.

Qvod artestor

Sactæ Regiæ Majestatis Daniæ & Nor- vegiæ & c. Notarius Publicus.

C. Schmidt. (L. S.)

Hvad synes et oplyst Publicum om dette Svar? Er det ikke taabeligt nok af en Raad mand statueret, naar han vil paabyrde mig og enhver at begribe, og det endda lettelig, uden Speculation og synderlig Eftertanke, at Han NB. som Brygger-Laugets Oldermand ikke kan udbetale mig, men nok mine Credi- torer mine Penge for mine Brygninger? Hvem haver vel sadt ham til Værge for mine Creditorer? Sandelig! mine Creditorer ere Mænd der kan observere deres egen Tarv, De trænge ikke til, og De have aldrig begiæ- ret hans Curatel. Hvad haver han der at bestille, hvor hverken Personer, Hans Embede eller Forretninger kalde Ham? Hvad kommer Oldermandskabet for Brygger-Lauget

21

21 mine Creditorer ved? Og dog siger denne lovkyndige Mand (Han bør i der mindste være det) at han qva Brygger-Laugers Oldermand ikke kan betale mig mine Penge. Havde han endda sagt som Skifte-Forvalter, (og det er han dog ikke paa Laugshuuset) havde der dog været Skin af noget, men nu af slet intet; uden af en puur Violence, Vold og

Rettens Fornægtelse. Cancelliets Ordre har sagt, jeg skal brygge, følgelig ikke mine Credi- torer; Der behøves sandelig ikke engang en Raadmands Forstand til at indsee dette; blot at kunde got stave og ret sammenlegge, er nok til at forstaae Cancelliets i sig selv meget tydelige Ordre. Jeg havde gierne til Oplysning ladet den her indrykke, men imod ald Billighed er mig endog meere end fra et Stæd bleven nægtet Gjenpart deraf.

Oldermanden haver vel kaldet de Penge, som jeg for Brygning kunde erholde, mit Boes Penge, men det er af puur Vanartighed at han kalder dem saa, Han veed meget vel at mine Creditorer ikke kunde brygge udi

22

22

min Gaard, thi det er expresse imod LigningsForordningen; men for at fordreye Statum qvæstionis, anfører han det saaledes. Over- alt har Ordren sagt: jeg maae brygge saa længe mine Creditorer ikke have noget derimod at erindre; Det var derfor Hans blotte Skyldighed at lade mig brygge og udbetale mig Pengene for det udassignerede Øll, og saa vente om mine Creditorer vilde være ligesaa ubarmhiertige, som Han og Hans ligesindede. Thi hvad Laugets Fordring hos mig angik, da tilbød jeg strax det forfaldne, ja endog, efter Hans urimelige Paastand om Aftenen den 2den October, det som ikke førend den 14de næst efter blev forfalden, og for hvilket alt Lauget desuden havde ligesaa tilstrækkelig som uryggelig Hypotheqve. Men sidstmelte Paastand, som Han ikke har vildet være bekiendt i sit Notarial Svar, viiser ham ikke mindre blot udi Hans Dessein imod en undertrykt Interessent, efterdi han uden Tvang og Nødvendighed vilde giøre min Adgang til at brygge vanskeligere for mig, ved at paastaae de Penge, som ikke engang vare forfaldne,

23

23

betalte, og hvorfore, som melt, havdes Sikkerhed; saa at Hans Henviisning til Conventio- nen er allene et Fylde-Kalk og et rabulistisk Træk; efterdi jeg udi min Reqvisition ikke engang har nævnet denne Post, langt mindre assigeret samme nogen Vanskelighed; Ligesom saadan Betaling ey heller formedelst en Christelig Vens Assistence skulde været mig hinderlig, naar jeg NB. efter Ordrens Medfør maatte blevet raadig over mine Brygs Fordele.

Den Declaration, hvormed Han imodsiger mit anførte udi Reqvisitionen baade udi særdeleshed og i almindelighed som aabenbar- re fingerede Usandheder, og hvorfor han reserverer sig sin Ret, skulde jeg snart troe han havde uddraget af et gammelt ProcuratorIndlæg, som ved en slags Leylighed kan være faldet Ham i Hænderne, men nu lagt ham for Øynene, og at det altsaa kan være gaaet Ham som det gik en vis Arving med nogle gamle Recepter, dem han, som en selvgjort Doctor, i Fleng og uden Skiønsomhed, blot efter den Orden de Syge meldte sig, uddeelede. Thi

24

24

til Svar paa min Reqvisition passer Hans Benægtelse sig aldeles ikke, efterdi alt det jeg haver paabyrdet Ham, det tilstaaer Han, uden det skal være en vis Aarsag, som Han anførte om Aftenen den bemelte 2den Oktober, og hvilken jeg udi min første Qvæstion repe- terede, men er det saa, kan de 4 Mænd, som jeg har nævnet, ventelig oplyse Ham om sam- mes Rigtighed; thi at jeg har kaldet ham min Contrapart, kan han vel ikke sigte til, efterdi hans Handlinger fuldkommen maintenerer ham udi denne Caracteer.

Med lige saa stor Uskiønsomhed refererer han sig udi denne sin Besvaring til den Erklæring han haver givet Høy- og Velædle Magistraten. Thi Erklæringen er et Documente som han meget vel vidste, jeg ikke kunde faae Part udaf, efterdi jeg hverken haver Rang eller Midler.

Det er aabenbare skammeligt og ugudeligt handlet af Oldermanden, at han, under Medhold af de 18 Mænd, har vildet

25

25

hindre mig at excercere min Gaards Privilegium eller at brygge, efterdi Lignings-Forordningen ikke melder et eeneste Ord derom, og det desuden er soeleklart, at ey nogen Brygger i mindste Maade derved blev præjudiceret; Men jeg veed snart ikke hvad jeg bør kalde den Dumdristighed, hvormed han har violeret Cancelliets Befaling; thi det lader til at deraf, i Connexion med det heele, kunde uddrages, at han uhi det Tilfælde, naar det kommer an paa at skade mig, ikke haver nogen synderlig Respect enten for Guds, Kongens, eller andre fine Foresattes Befalinger.

Dette nu anførte kunde formodentlig være nok til at gotgiøre, at Oldermanden og hans Colleger udi Directionen ikke have søgt at ophielpe mig, men tvertimod med ald Vold og Kraft tvungen mig ud af min Velfærd; thi naar jeg udi det Mellemrum fra 4 Julii til 5 November, da min Gaard imod ald lovlig Protest, og blot efter Skifte-Rettens Paastand, blev ved Hammerslag bortsolgt, havde indtaget 15 à 16 Bryg, som

26

26

min Gaard, (de to Bryg jeg ved min Afvigelse havde tilgode iberegnet) til den Tid tilkom, kunde jeg have betalt 4 til 500 Rdlr. paa resterende Renter, og derved erholdet Dilation og Accord hos mine Pandthavere og Creditorer, hvorved jeg altsaa ikke var bleven underkastet den Skjæbne at blive par force udsadt fra Gaard og Levebrød, uden at recolligere mine nærmere agtende Messures. Men endog dette Anlæg til Forhindring udi min Velfærd var Oldermanden ikke nok, Hans Had og Hævn imod mig var endnu ikke tilstrækkelig afkølet, Hans Hjerte brændte endnu vildere af Begiærlighed til at skade mig, og sætte mig for min gandske Levetid med Ko- ne og uopdragne Børn udi ulykkelige og træn- gende Omstændigheder, og da Han ikke længere kan agere hemmelig, og, saa at siige, in- den lukte Dørre øve Haardhed nok imod mig, saa tør han endog agere aabenbare, og ved skriftlig Erklæring og Penges Tilbud directe igiennem det Danske Cancellie stille mig ved den promitterede Høy-Kongelig Naade af Privilegium paa mit hvide Ølls Verk udi Min Brygger-Gaard.

27

27 Historien er denne: De Høye Herrer Directeurer for den Danske Krigs Hospitals Casse, hvilken er første prioriteret udi min mig nu frasolgte Gaard, indgav, for at ob- tinere Prioriteten, en med gode og faste Grunde geleydet Ansøgning om Privilegium paa det i Gaarden eller Deres Pant væren- de og af mig dyrtkiøbte hvidt Øls Værk. Da nu denne Ansøgning igiennem det Dan- ske Cancellie tournerede til Oldermandens Erklæring, griber han til det for tredie Mand aabenbare præjudiceerlige Middel, at declare- re denne Casse for sin Prioritet skadesløs, naar NB. Gaarden strax paa første muelige Auction blev bortsolgt; og denne Condition (som paa Auctions-Stæder for AuctionsRetten blev cacheret) viiser tydelig nok, at Oldermanden har allene arbeydet paa at tilfredsstille saa høyformaaende og for ham alt for gieldende Herrer, for at stille mig ved den derefter forventede Kongelige Naade; thi de andre mine Panthavere oversaae han, og var forsikkret nok at kunde drive uhørt tilbage, som og er skeet.

28

28

Men, Ubarmhiertige! hvor tør Du dog vove saadant midt udi en mild og naadig Konges Residence-Stad? Frygter Du dig ikke for Revselse? Mener Du da, at den Fattiges Raab ikke omsider kan naae op til Skyerne og trænge ind for den Almægtige ? troer Du ikke, at den Fortrængte dog engang kan finde Vey til Tronen, og uagtet alle dine mægtige Medhielperes og troe Secundanteres Afviisning og Forhindring, erholde en viis og naadig Konges Opmærksomhed? Det lader, som de fremfarne Tider havde forhærdet Hiertet, og ruineret ald Eftertanke.

Det er uimodsigeligt, at frivillig Tilbud af Penge imod anden Mand, skeer aldrig uden for at tilvende sig en Ret, som ikke lovlig tilkommer Udgiveren; og under hvad Masqve, og under hvilket Skin end samme skeer, saa er det dog alletider et Forræderie imod Retfærdigheden, og en Ugudelighed i- mod den Mand, som derved sættes tilbage udi sin Velfærd.

29

29

Vidtløftigere behøver jeg vel ikke at være, for at soutenere den første Post; thi den, som ikke vil begribe Sandheden derudi af det allerede anførte, kan med Rette meritere Navn af Forstokket og Forhærdet, og mod saadanne gielde Argumenter ikke, med mindre de ere af de Slags, der svie i Skin-

det. Der er klart, at Lignings-Forordningen, som for Oldermanden ligesaa vel som for de andre Bryggere bør være en Lov og Regel, ikke i mindste Maade forbyder en Brygger at fortsætte Brygningen udi sin Gaard, for- di han til en Tid har opgivet sit Boe; Can- celliet har omsider indseet saadant, og der- for befalet Oldermanden, at lade mig bryg-

ge, som foran er melt, følgelig da han ikke engang i Medhold af allerhøystbemelte For- ordning, men endog tvertimod Cancelliens Ordre, haver forhindret mig udi min Ret, Saa kan vel Oldermanden ikke have anden Grund for sin forøvede Dumdristighed og ugudelig Omgang, end en af disse toe Ting,

30

30

nemlig: enten et barbarisk Had til den Fattige, eller og en utidig, syndig, og for Menneskelig- heden skammelig og afskyelig Graadighed til

at profitere af sin Med-Interessents Fatalitet;

thi de Bryg jeg tilkom have de andre Bryggere taget, og han par Conseqvence faaet sin

Part deraf. Dersom en simpel Mand havde begaaet saa stor et Malum imod Retfærdigheden, i- mod sine Foresattes Befaling, ja imod den allerbegribeligste og naturligste Billighed, kunde det par Discretion henregnes til en Foiblesse; men da Oldermanden ey allene, som foran er berørt, er betroet et anseeligt Øvrigheds Embede udi denne Kongelige Residence-Stad, men haver endog udi lang Tid været tredie, og er nu ophøyet til anden Person udi den civile Skifteret, hvor dog hans difpute Ret og Retfærdighed, ligesaa vel som ved andre Domstoele, expresse bør vides og øves; saa kan Enfoldighed vel neppe undskylde, langt mindre fritage ham.

31

31

Efter mit ordinaire borgerlige Begreb synes det, at hans Forseelse er at taxere efter hans Forstand; men hans Forstand efter det Embede han har imodtaget og beklæder, om han endog ikke var det voxen. Det er der- for, at man bærer mindre over med en gejst- lig Ordens Mands Forsømmelse og Forseelse udi sin Religions og gode Sæders Udøvelse, end hos en Verdslig; fordi man formoder, at han er, eller i det mindste bør være meere oplyst udi sin Theologie end denne er eller prætenderes at være; En Dommere straffes haardere for Anløb imod Retfærdigheden end en anden som ikke er paalagt at befordre Ju- stitien, og saaledes i andre Tilfælde. Udi en klar Følge deraf, skal de uretfærdige Hand- linger, hvormed Oldermanden haver begegnet mig, og i sær det sidste Foretagende, gravere hans Person og Renomee, saa længe Redelighed og en honet Tænkemaade endnu ikke er uddød paa Jorden.

Scorpionen og Hug-Ormen, Tigeren og Leoparden, som de giftigste og graadigste

32

32 Dyr, vise Medlidenhed mod deres Slægt; Haardhed og Ubarmhiertighed imod sin un- derrrykte Næste er derfor ey allene den van- artigste men endog den allerunaturligste Last, følgelig den afskyeligste og impardonableste, saa meget meere som den udøves med kold Blod og med Overlæg; ja kan den, som, endog i Overiilelse, tilføyer sin Næste en ringe Smerte paa Legemet, drages til Satis- faction, synes mig ikke ubillig, men høyst retfærdig, at den, som offentlig giør sig en Gloire af at piine sin fattige Næste, baade paa Siæl og Legeme, burde til Satisfaction for det almindelige offentlig corrigeres og rev- ses.

Jeg haver derfor den allerunderdanigste Tillid, at en retviis og naadig Monark, der allerhøystpriiselig elsker sine Undersaatter u- den Persons, Rigdoms og Stands Anseelse, skal forkorte Slangens giftige Braad, og ved Sine Kongelige Piile dræbe Øglen, om ey udi sin Fødsel, saa dog udi sin Fremvext.

33

33 Efter den 2den Post haver jeg at frem- legge grundige Aarsager, hvorfore jeg ikke kan antage eller nævne Subscribenterne for det de udgive sig.

Aarsagerne ligge udi Lignings-Forordningen af 28 Dec. 1739, og udi Conventionen af 25 Jan. 1743, bestaaende derudi, at de ikke paa den befalede Maade ere blevne Adjungerede og Committerede.

Men da hver Deel for sig haver sin egen Anordning, saa maae jeg behandle dem forskjellige, Hvor da

a) forekommer de Adjungerede;

Og da lyder Lignings-Forordningens 16de Artikel, ihenseende til deres Udnævnelse, saa- ledes:

"Til at administrere Ligningens Drift og Fortsættelse, ville Vi aller- naadigst at Brygger-Laugets Oldermand skal adjungeres Sex andre Langs-Brødre, nemlig 4 af de Ældste

34

34

og 2 af de Yngste, hvilke, ligesom Oldermanden, NB. samtlige Bryg gerne have at foreslaae Magistraten paa Raadstuen, som da haver at anordne dem, hvilke de synes best og dygtigst at være, og skal Oldermanden, saa længe han er Oldermand, forblive herved, men af de andre Sex afgaaer hver Aar 3, nemlig tvende af de Ældre og en af de Yngste."

Paa saadan Maade burde altsaa de Adjungerede være kommet til deres Embede, eferdi dette anførte er den eeneste gyldige Anordning derom.

Ikke desto mindre, naar nogen af de Adjungerede afgaaer, udsøger den øvrige Di- rection saadanne Successorer, som synes best@at stemme overeens med de antagne Meeninninger; og det skeer til saa meget mere For- nærmelse for de øvrige Bryggere, som de Adjungerede ey allene have aarlig Løn, men

35

35

endog ere af den Vigtighed, at de allene og ingen anden Brygger kan blive Oldermand; De have desuden den Myndighed, at de med Øllets Udsalg og Distribution ved Laugs- Huuset kan øve saa uindskrænket og despotisk Magt, at de kan sende en Brygger, som ikke staaer udi deres Venskab, eller med Ærbødighed nok erkiender deres Superioritet, 2de Gange i een Dag til Friderichsberg eller an- den langt afliggende Stæd; men dem selv og deres Clienter have de Leylighed at spare for slige Reyser.

Dersom nu disse Adjungerede bleve or- dentlig omskiftede ved 3des Afgang aarlig, og i øvrigt lovlig udvalgte, saa kunde de være synderlig ar befrygte; thi, dersom de første øvede for megen Partiiskhed, kunde de vente af deres Eftermænd en liden Gjengjeldelse; Men da man har Exempler paa, at de Adjungerede endog i den Tid, da de ingen Gage havde (thi nu have 4re af dem hver 150 Rdlr. aarlig, og de 2de hver 100 Rdlr. aarlig) ere vedblevne Regieringen i 6, 8 a 10

36

36

og fleere Aar, og endnu befindes derved; saa er det let at slutte, at intet uden egennyttige Hensigter have bevæget dem til at vedblive et gageløs Embede, som de efter et Aars Forløb kunde vorde entlediget.

En vis Mand, som ikke vilde følge Slentrian, men giorde sig maaskee alt for opmærksom, blev i Naade dimiteret ved Forfaldstiden; om der ere flere af det Slags, er mig ubekiendt. Men Ja-Brødrene ere, til de øvrige Interessenteres Forundring, vedblevne langt over Terminen.

I Stæden for at Forordningen befaler at de 2de Adjungerede stal være NB. af de Yngste, og følgelig ikke den yngste, saa er dog en af de nu værende Adjungerede installeret udi Embedet, faa Uger efter hans Indtrædelse udi Langer, og paa en Tid, da han var den sidste og følgelig i Laugets Affaires den ukyndigste. Den, der kiender Manden og hans Adresse, veed meget vel Aarsagen til denne hans saa hastige Lykke.

37

37

(b) Ihenseende til de Committerede da befindes Conventionens første Deels 5te Post p. 6. saa lydende:

"Og ligesom Interessenterne ha ve udnævnt 12 Interessentere, nem 2 af hver Classe til at være som For- mænd og Committerede for hver Classe; saa vedtage Vi, at de saale des fremdeeles skal forblive — og skal de Committerede forblive ved denne Forretning i det mindste i tvende Aar, førend de derfra maae demitteres, hvorved dog er at observere, at der ikke maa afgaae meere af dem end 4re hver andet Aar, da NB. samtlig In- teressenterne igien udvælge andre i ', deres Sted, som dertil kan være be qvem „ —

Men denne befalede Maade følges ikke. Thi naar nogen Committeret afgaaer udi en Classe, bliver samme Classe, (men ingenlunde

38

38

samtlige Interessenterne sammenkaldet for at udnævne en nye Committeret i den afgaaedes Sted.

Følgelig da de nu værende Adjungerede og Committerede ikke efter den foreskrevne Regel ere udnævnede, saa bør De ey heller erkjendes for det De udgive sig, og vil ansees at være.

Og det er i sig selv en betydelig Sag baade for Bryggerne og Publicum, at Anordningen følges, efterdi disse Mænd ikke allene have Myndighed og det uden particulair Ansvar at optage Penge og udgive Obligationer paa Brygger-Laugets Vegne, hvilke ligesaa fuldkommen skal validere som det af samtlig Interessenterne var giort og underskrevet, efter Conventionens 6te Post p. 8.; Men det Heeder end videre i berørte 5te Post p.6. og 7. „Og skal bemelte Committerede være authoriseret til at udvælge 3 à 4 af de Vittigste og Kyndigste i

39

39

Lauget til at revidere Oldermaudens Regnskaber. — Men naar han er bleven entlediget fra Oldermand- skabet, saa skal Hans Successor, tillige med de Adjungerede og Com mitterede qvitere Ham, hvorefter (og ey for) Han da for ald videre Tiltale og Ansvar skal være befriet. —

Udi 18de Post pag. heeder det:

For alle Indtægter og Udgifter, skal være tvende af de Adjungeredes Ordre, hvorefter samme udi Oldermandens Regnskaber passerer. —

Heraf sees altsaa, at de Adjungerede og Committerede ere Personer, som ikke bør udsøges uden paa en lovlig Maade, efterdi De have alle De øvrige Bryggeres Velfærd un- der Deres Hænder og under Deres Bestyrelse.

Man kan i et kort Begreb ansee Oldermanden for Ober Formynder, De Adjunge

40

40

rede og Committerede for Formyndere, men de øvrige Bryggere for Myndlinger; Og da en umyndig haver Ret at foreslaae sin egen Cura- tor, saa er jo heller intet billigere og naturligere, end at de andre 81 Bryggere, der i Almindelighed ere myndige i deres øvrige Handlinger, beskyttes udi den Ret at udnævne de Mænd, hvilke skal bestyre deres timelig Velfærd, Levebrød og Næring.

Jeg haver for det

3die paa taget mig at gotgiøre at den nu værende Oldermand ikke lovlig er det som han har Anseende af at være.

Beviiser er ligefrem, nemlig: at den som ikke bestikkes paa den anordnede Maade til et Embede, han besidder ikke Embeder lovlig, om han endog af Favoriter ansees og antages derfor.

Lignings Forordningens 17de Articul bestemmer Oldermandens Udvælgelse saaledes: Forbemelte Oldermand, som samme

Embede i tvende Aar bor forestaae,

41

41 skal nyde i Løn 200 Rdlr. aarlig af Laugets cassa, og naar Han efter toe Aars Forløb afgaaer, skal Lauget paa Magistratens Approbation, som sædvanligt, udvælge en af De Ham Adjungerede, som forhen i bemelte tvende Aar har giort Tieneste og allerede er demitteret derfra.

Der er altsaa intet naturligere, end Oldermanden ved sin Proposition til nye Oldermands Val, burde foreslaae Lauget til Oldermand, af de Bryggere, som have den befalede beskaffenhed, efterdi Lauget, da saa mange nye Interessentere paa en kort Tid ere indkomne i Lauget, ikke kan være vidende om de Bryggere, som have været og ikke ere Adjungerede, saa meget mindre, som der ey bliver fremlagt nogen Liste derover ved Older- mands Vallet. Og, naar saadant forslag af 2 eller 3 til Oldermand qvalificerede Bryggere var skeet, bør ved Votering een deraf udvælges til Oldermand paa Magistratens

42

42

Approbation. Men det skeer langt anderledes. Han giver ingen Voterings Liste; han fore- slaaer ey nogen til Oldermand i sit Sted; men derimod leverer han 6 Optegninger med alle Interessenternes Ravne, indrettet efter de 6 classer, som Lauget forhen haver været inddeelt udi, thi nu bestaaer det af 8te Clas- ser. Derpaa forlanger Han, ar enhver Interessent vil ud for sit antegnede Ravn, skriftlig under sin Haand tilkiende give hvem Han vil have til Oldermand; Og paa den Maade har han i mange Aar faaet saavel Dissidenternes som Favoriternes Paategning for sig. Men hvorvidt saadan Maade at udvælge Oldermand paa, er overensstemmende med andre Lauges og Societeters Maade, ja med Rimeligheden selv, behøver ikke nogen Oplysning.

Ved sidste Oldermands Udnævnelse befandtes en anseelig Forskiæl iblant Interessenterne, dog beholdt den forrige Oldermand plurima, men ikke desto mindre maatte taale, at der Ham, iblant andre ved 2de af dem,

43

43

som have underdrevet Noticen, blev offentlig sagt, at Han ikke paa den rette maade var bleven valgt, men der Pilatus strev, der skrev han, og derved blev det. Denne eene Indsigelse Viiser alleene, at han ikke for nærværen- de Tiid er en gandske frivillig men ved Inventioner udvalgt Oldermand.

At Han saa længe haver ført Myndigheden som Oldermand haver ey alleene skadet mig, thi det er ikke venteligt, at den Mand, som ved fri og navn-fordølgende Votering, kunde blevet Hans Successor, skulde just være af lige saa ubillige og nedtrykkende Sentiments imod sin fattige Med-Interessent som Han er, men der er endog troeligt, ar der havde ved en anden Oldermand blevet andre Adjungerede, hvilke ikke havde besiddet den Dristighed under Malt-Tørringen at slaae Laas for en af Køllerne paa det forrige Kongelige Bryghuus, hvorved den dette Stæd over- gangne Ildebrand skal efter Rygter være foraarsaget, efterdi Nøglen var udi en andens end den Køllen anornede Maltgiøreres Forva-

44

44

ring; Og skal der ey have været anden Aarsag til denne nbesindige Anordning end en Mistanke, at Maltgiøreren var ikke troe nok ihenseende til Aften. Om der ellers nogen Tiid haver været holdet Auction over Bryghuusets Kølle-Aske, som dog var nødvendig, i fald dens værdie beregnes Lauget til Indtægt, er mig ubevidst.

Saaledes mener jeg at have fuldkommen beviist det som jeg havde foresadt mig, og hvortil Subscribenterne have opfordret og tvungen mig ved deres ugrundede Pralerie.

At jeg Ikke udi venlig eller ærbødig Stiil haver affattet denne Afhandling, bliver ventelig af de Upartiske ikke regner mig til Last, efterdi hverken Oldermanden eller Subscribenterne have i nogen Maade giort sig skikket dertil for saavidt Deres Handlinger, ja endog Deres Skrivemaade, imod mig angaaer.

45

45

Aftvungen

Betænkning

over

Kiøbenhavns Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Kritiske Journals udi dette Aars No. 1. og 2. indeholdende høystpartiiske Critiqve over mit Svar paa de 18 Bryggeres Notice.

forfatterne have ved deres Recension, hvor med De aabne Deres Nye-Aar opviset Dem aabenbare parriiske og sig selv imodsigende. Udi Deres Recension af mine Formentlige Aarsager o. s. v. under No. 48 i forrige Aar sige De: ar jeg skriver med den Frihed og Eftertryk, hvor med en Mand bør skrive, som ivrer imod misbruge, hvilke han troer at have ødelagt hans Velfærd. Men da jeg i min Repliqve betiener mig af selv samme Frihed, kalde De den Maade, hvorpaa jeg fremfører mine Tanker og Indsigelser: ikke sielden pøbelagtig. Et Ord, som neppe forekommer hos andre Skribentere, men des hyppigere hos disse Critiske Journalister, saa at man snart maatte stutte, De have giort det

46

46

til Deres Liv-Ord. Man skal udi min Repliqve ikke finde et eneeste Ord saa plumpt som Journalisternes pøbelagtige, uagtet at det Dog ere mine Forurettere som jeg begegner.

De spørge spotte viis: Hvad skal man tænke om den Mand, som i Stedet for at forsvare sig med grundige Argumenter, tager fin tilflugt til saadan Snik Snak (sidste Ord bruger Pøbelen ofte) som dette S. 21. Derpaa anfore De noget af en Armod, som De vil bilde Folk ind at jeg bar brugt til Argumenter, da dog det anførte er allene et Raillerie over subscribenterne, i Hensigt til ar De bruge Argumenter, som svække det, De skulde beviise. Jeg kunde derfor snarere spørge af et redeligt Hjerte: Hvad skal man Dømme om de Mænd, som uden Sammenhæng lemlæste et Skrift, for deraf at faae Leylighed til at applicere Deres pøbelagtige Phrase; ja, om Mænd, hvilke ere saa ilde- findede, at De af et Strids-Skrift, som min Repliqve er, vil paastaae, at der bør giøres ufordeelagtig Slutning til min Person og Opdragelse, fordi jeg ikke nær haver den Aarsag at være saa fornøyet med Subscribenterne, som mueligt Journalisterne have.

I Fald en af disse brave Mænd fik et Tryk nær ved Lungen eller Milten, skeede han jo en aabenbare Uret; Men om man af den

47

47

Miine Journalisten derved vilde faae, og af de Ord, som mueligt kunde udfare, giorde ufordrelagtig Slutning til hans Person og Opdragelse, handlede man jo tvertimod alle naturlige, gyldige og gode Regler. Applicationen veed jeg, De Herrer Journalister ere Mænd for at giøre.

De ere ikke enige med mig udi min Repliqve pag. 10; men det bør De ey heller være, naar De skal tage Subscribenternes Partie, som man tydelig nok kan see, De have foresadt Dem. Imidlertid kan jeg oprigtig bevidne, at det er i Medhold af en god og tilforladelig Juristes Raad og Indsigt, ar jeg har paastaaet, at det de jure tilkommer Subscribenterne at afbeviise, at den omtvistende og tilstaaede Vedtægt ikke haver skadet det Almindelige. Men da De Herrer Journalister forstaae sig paa saa meget andet, er det ikke at undre over, at De kan feyle noget udi en vis Videnskab. DET er mig i øvrigt mueligt, at gotgiøre min Beregnings Rigtighed, skal og skee til beleylig Tid.

Derpaa begynde de at mildre noget op igien, og synes ikke at være mig synderlig imod, førend til Slutning, da Deres Fromhed med eet maa have angret Dem. De bryde derfore frem med Deres Bitterhed og bidende Critiqve, hvorved De dog kun have

48

48

givet en nye og kiendelig Prøve paa Deres Partiiskhed. Thi, hvad kan være meere partiisk, end at laste den Sag hos andre, som man ey allene i selvsamme Øyeblik og i samme Handling selv begaaer, men endog begaaes af andre, som derfor ikke skureg- les. De laste mig, og det med en spidsfindig Slutning, fordi jeg bruger fremmede Ord. Men, uden at tale om, at jeg ikke bruger andre fremmede Ord, end de, som i daglig Tale ere gjængse, saa ere jo Journalisterne selv ikke fri for mange fremmede Ord. Og naar de vil allene læse Titelen paa Deres eget Værk, nemlig: Kiøbenhavns Kongelig privilegerede Addresse-Contoirs Kritiske Journal, saa skal de befinde, at De til at forklare sig udi 6 næst efter hinanden følgende Ord have behøvet al laane de 4 sidste fra fremmede Sprog; Og De gode Herrer ere dog lærde og grammticalske Mænd.

Overalt er det uartigt ar giennemhegle en Mand, fordi han ikke i alle Maader kan rette sig efter det Begreb og den Indsigt, som Skolemesteren i - frem for alle andre er begavet med. Dette er alt, hvad jeg finder fornøden imod Critiqven at erindre.

Kiøbenhavn den 25 Jan. 1771.

C. Bagge.