Jeg.

✂ Jeg — forunderlige Ord.
Jeg — du dybe Ord.
Jeg — du Verdens Midtpunkt.
I dig samles alle Straaler,
i dig faar de Glans.

✂ Jeg jeg jeg!
Jeg — du flammende Lyn
paa en Uvejrshimmel,
Jeg — du Evighedens Midtpunkt,
du lysende Prik
i det grænseløse Mørke.

✂ Jeg jeg jeg!
Jeg — du har dyb Klang.
Jeg — du har Toner lyse og klare.
Jeg — du rungende glade Fanfare.

✂ Jeg — en Flamme, som Sol ej kuer.
Jeg — saa straalende hvid en Vinge.
Jeg — saa blinkende blank en Klinge,
der gennem Luftens Hvide luer.

✂ Jeg jeg jeg!
Aa hvor faa, der dog fatter
den Jubel, der raaber
fra dette lyse Ord!

✂ Jeg jeg jeg!
Jeg — du ukendte Kongerige.
Jeg — du Dyb, hvorfra Mørke vælder.
Lad os tænde en Lygte og prøve at stige
ned i den dybe Kælder.

✂ Der er koldt og sort
og slibrige Trapper,
og stundom vi raver omkring som drukne
Efter Luften vi snapper,
og Lyset blafrer
nær ved at slukne.

✂ Aa Rædsel, der splitter vor Tanke
for de vilde Vinde!
Men Rædsel kan ogsaa risle
med skønne Anelser.
Lad os tænde en Lygte
og stige ned.

✂ Jeg jeg jeg!
Det vil vare længe, før vi naar frem.
Det er en tung Gang,
men maaske er der straalende Sale

✂ i Guld og Safirer,
og dejlig Sang
og gyldent Lys,
dér, hvor Livet spirer.

✂ Jeg — store Jeg!
Jeg — i min Hjerne et blussende Baal,
Jeg — du Glans i mit Øje.
Jeg — i mit Legem en Fjeder af Staal.
Jeg — du mit høje Maal.

✂ Aa, nu ser jeg. Nu ser jeg.
Det staar skrevet med Ildskrift
langt, langt ude i det sorte Rum.
Paa den anden Side af den sorte Mur,
der stanser vor Tanke.
Med Ildskrift:
Jeg!