Bøjet er dit Hoved.

✂ Bøjet er dit Hoved af tunge Tanker,
ti Alen under Jorden har dit Blik du gemt.
Hvad har dig dog skræmt?
Og hvor dit Hjerte dog banker.
Og de smaa Hænder de famler og bæver,
Blikket er angstfuldt, saasnart det sig hæver,
flygter saa straks under Jorden ned,
som om det der kunde finde Fred.
Læberne skilles og lukker sig atter,
hvad de skal gøre de slet ikke fatter,
trænges af Graaden og Tankerne ømme.
— Vilde saa gerne lade dem strømme,

✂ vilde saa gerne de rige Ord
for al den Rigdom, der svulmende gror.
Hjælpeløs ryster du lidt paa Ho'det,
sukker, bli'r bleg snart, snart rød som Blodet;
kan saa rent umulig faa sagt,
hvad der har al den Forvirring bragt.
Aa, ti blot stille. — Det behøves jo ikke.
Sælsom Klang har de angstfulde Blikke.