Drøm.

✂ Jeg ved ikke hvor.
Men jeg har set den
i tunge, pinefulde Drømme,
den Søjle, der er Verdens Pille.
Jeg skælvede —
Ærefrygt tyngede mig,
hemmelig Rædsel vaagnede.

✂ Grøn og graa af Ælde
stod den i Havet;
Mesterens Haand
havde dugget den,

✂ havde ristet de sære Runer,
der i Kæde slyngede sig om den,
glidende opover
Haand i Haand.

✂ Men disse Runer gemte
alle Verdeners Rædsel.
I deres Furer laa den skjult,
alle Verdeners grufulde Sandhed.
Og de grøngule Vande,
blanke — uden Bølger
og dog i evig Bevægelse —
de grøngule Vande,
der stille hvisked og plasked,
plasked og plumped
og slikkede Søjlens Kind,
de var Livets dyndede Kilde.

✂ De grøngule Vande,
der stille smiskende

✂ kyssede Runernes tavse Læber,
de var Livets dyndede Kilde.

✂ Jeg ved ikke hvor.
Men jeg har seet det
i tunge, pinefulde Drømme.