Stjerne og Morild.

✂ Over mig er Himlen med Stjerneglimt,
under mig er Vandet med Morildskimt.
En Stjerne er en Sol — uendelig stor,
sees dog kun mod Nattens sorte Ramme.
Morild: smaa usynlige, der i Havet bor,
lyser dog i Mørket som en Flamme.

✂ Stjerne og Morild. Det Sortes Lys,
I ligner hinanden nøje,
synes lige store for mit Øje,
— for mit undrende, stirrende Øje.

✂ Stjerne og Morild! Nattens Børn,
Ret har mit undrende Øje:
Lige store er I for det Høje,
— for det evig uendelig Høje.

✂ Aa underlige Verden!
Kunde jeg mig sænke
i dine Hemmeligheders Vrimmel.
Aa underlige Hjerne,
der prøver at tænke
Tanker med svimlende Svimmel.

✂ Aa underlige Verden!
Som skrigende Ravne
flakser alle Spørgsmaal i Stimmel.
Aa underlige Hjerne,
der prøver at favne
den dybe — aa den grænseløse Himmel.

✂ Det kæmper bag Panden
for Klarhed at bringe,
for Tanken at tvinge.
Det bryder og bruser og brister.
Stjerneglimt
og Morildskimt,
de fyger som funklende Gnister.
De styrter som flimrende Afgrund i min Hu.
De lyser som et mægtigt Tempels Smykke.
Hvad er det sande? Aa svar mig du!
Evighedernes Rædsel og Gru,
eller Evigheders Vidunderlykke?