Dialog.

✂ Min Ven:

✂ Jeg kommer fra Ligfærd.
— En af mine Venner!
Man sa', at Liget var raadnet allerede.
For fem Dage siden jeg trykked' hans Hænder.
Er det da ikke en grufuld Gaade,
at vi kun lever af Dødens Naade?

✂ Jeg

✂ Aajo. — Igaar dit Bud havde skænket
mig Dødsangstens bitreste Kalk.

✂ Igaar havde Mismod sig sænket,
mig hakket som gridskeste Falk.
Igaar — ja imorgen — om en Time maaske,
men nu — nu har jeg kun Lyst til at lé.
Lad mig da nytte de lyse Stunder.

✂ Aa — at du ved, naar paa Solen du stirrer,
saa Øjnene virrer,
at Dødens Sværd
er langt mere blændende,
det gør Livet spændende,
giver det Værd.
Det er netop dét, der din Tanke pirrer,
det er netop dét, der din Livslyst tirrer.
Du kan jo umulig ønske saa brændende
en aldrig endende
Livsensfærd.

✂ Nej, Ven! Fader Død bør ej volde os Kvide.
For det er stolt om sig selv at vide:
Jeg er en Gaade,
som ingen kan raade.