Højtid.

✂ I har mig saa dorske Øjne,
I har mig saa tomme Blikke.
Ser I da ikke Jer Lykke?
Aanej I ser den nok ikke.

✂ I kunde dog juble og lide
og ane med skælvende Blikke.
I vil ikke løfte Skatten?
I lader den urørt ligge?

✂ «Vi hører til Dyrene dorske,
snart raadner i Jorden vi sænket.
Hvad Lykke ejer vel Livet,
der ukaldet blev os skænket.»

✂ I hører til Dyrene dorske,
— I vil jo til Dyrene høre!
Mennesker, Mennesker er vi,
det stolteste Liv skal vi føre.

✂ Den Verden af Fryd og Smerte
i Sjælens Dybder fortøjet,
den skal paany vi skabe,
det giver os Glans i Øjet.

✂ Aa, stundom jeg lider af Lykke,
som Sol kan i Øjnene skære.
Ja stundom jeg lider af Lykke
og magter den ikke at bære.

✂ Det er mig, som skulde jeg briste
og sprænge min Tankes Ramme.
Det er mig, som vilde jeg flyve,
og al min Sjæl er en Flamme.

✂ Det er mig, som vilde jeg flyve
ud af mit Legemes Ramme.
— I har mig saa dorske Øjne!
I er mig saa trætte og tamme!

✂ Aa det er Højtid at leve,
og Lidelsen kan dig henrykke.
Skælv for din Vidunder-Verden.
Skælv for dig selv og din Lykke.