En Ramme.

✂ Du raaded at danne en Ramme
omkring mine Digtes Skare.
Jeg loved det skal jeg gøre,
hvad andet skulde jeg svare.

✂ En Ramme, der kunde samle
dem til et helstøbt Hele,
saa de ej faldt fra hinanden
i uensartede Dele.

✂ Jeg loved det skal jeg gøre,
hvad andet skulde jeg svare.
Nu har jeg tænkt over Sagen
og Løftet lader jeg fare.

✂ Thi jeg har søgt i mit eget Liv
at finde den rette Ramme;
Men snart er den sort og snart er den rød,
og aldrig fuldstændig den samme.

✂ Thi der er Dage, jeg siger træt:
Gør Kvinder og Vin til dit Virke.
Og der er Dage jeg føler Trang
til at liste mig ind i en Kirke.

✂ Og der er Dage, jeg ved saa vist
vort Liv er kun Sorg og Elende.
Og der er Dage, jeg føler saa stolt,
en Vidunderlykke vil hænde.

✂ Jaja kære Ven. Godt var dit Raad,
og ydmygt jeg bør mig skamme;
Men ak, endnu har jeg intet System
og kan ikke danne en Ramme.

✂ Dog lad mig se. Lad mig tænke mig om
— mit Hjerte vil ud jeg dig kramme.
Nu siger jeg dig hvad jeg mest har kær:
Det bli'r dog den bedste Ramme.

✂ Jeg elsker i Sjælen de dybeste Strømme,
jeg elsker de Taarer, der frem sig lister,
jeg elsker i Sjælen de særeste Drømme,
jeg elsker Klangen af det, der brister.

✂ Jeg elsker Jubel mod Himmelborgen,
jeg elsker Længsel mod Aftenrøden,
jeg elsker Natten, jeg elsker Sorgen,
jeg elsker ogsaa min Angst for Døden.

✂ Thi ogsaa den er i Slægt med det Stærke,
det dunkle, det dybeste i vor Væren.
Thi ogsaa den har Mysteriets Mærke.
— O skønne Mysterium, dig gi'r jeg Æren!