Slangetæmmeren.

✂ Det er sært at lægge paa Pulsen sin Finger
og føle det Blod, som du sjelden saa;
bag Huden det risler og springer.

✂ Ja, hvor muntert med smaabitte Skridt det smutter,
du sikkert kan tælle dem paa din Puls;
af Glæde den svulmer og strutter.

✂ Ja, lystige er de, de Smaa i Kanalen,
og pudsigt lyder det: Hop! hop! hop!
De holder hinanden i Halen.

✂ De prøver at gemme sig ind i Kroge,
de kryber over, de smyger under
som smidige Slanger og Snoge.

✂ Hvem er vel Midtpunkt for deres Leg,
der leges Dagen og Natten sen?
— Aa, det er bare en Knokkelmand,
en stakkels Dødning med hvide Ben.

✂ — Aa, se, se! Ser du ikke Slangetæmmeren og de røde Slanger!

✂ De snor sig ned ad hans Ben og Arm,
de slynger sig om hans Ryg og Barm.
Og se hans Fødder
i Slanger staar,
de glider frem mellem hver en Taa.
Og se hans Hænder!
Og se hans Laar!

✂ De bugter frem, hvor de blot kan naa.
De hvisler ud og de hvisler ind.
Her, her!
Aa, se i Munden og se paa Kind!
Der, der!
De surrer rundt om hans Skuldres Sokler.
De kryber over,
de smyger under.
Det suser rødt om de hvide Knokler.

✂ Men vent! — Nu samler han sine Snoge
og gemmer dem under Kistelaage:
Ned, ned i Jorden og bliv til Gødning!

✂ Aa, se, se! I den sorte Taage
den store, den hvide, den mægtige Dødning
og de røde — de stakkels, smaa, døde Snoge.