II.

✂ I Ensomheden er du en Gud,
den store Natur er din dejlige Brud.
Det er ej som Byernes Hule,
hvor Mennesker skille og skjule.
Og der er vidtstrakte Sletter,
og der er dunkle Skove,
og der er syngende Bække
og Havets sørgmodige Vove.
Og Himlen hvælver sig høj og rolig,

✂ og Stjernerne smiler saa sært fortrolig,
som vilde de love at give dig Bolig.

✂ Og du er ene.
Og stolt dit Hoved du hæver
mod dette pragtfulde.
Og du alene
er Sjælen, der bæver
i dette magtfulde.

✂ Da strømmer i Sindet det vældige Syn,
Verden den nære og fjerne.
Og Evighedernes Glorielyn
flammer et Nu i din Hjerne.

✂ Og stolt du skriger:
Hvor jeg har Vælde.
Himlen og Havet og Jorden er øde,
og Menneskets Børn er Smaatings Trælle.
Jeg er et Liv i det store døde!

✂ Men overvældet af Evighed
kaster du dig paa dit Ansigt ned.

✂ Aa store Natur! Vor Mo'r og vor Fa'r!
Tal til din Søn, der længes mod Svar.
Er jeg en Del af din Aand og din Sjæl,
der kæmper frem mod den fulde Viden;
eller er jeg kun ganske liden,
— en Orm under Dødens Hæl?