V.
✂ De følgende syv Aar fra "Ahasverus"s Fremkomst i 1854 udgav Paludan-Müller intet. Den stærke og forcerede Produktion havde taget saa meget paa hans Kræfter, at han nu trængte til Ro. Han var fra det Øjeblik, han giftede sig, ikke kommet meget i Berøring med Omverdenen, ingen af de ledende Mænd i Fyrrernes og Halvtredsernes Politik hørte til hans Omgangsvenner; han trak sig nu end mere tilbage fra Selskabslivet og levede udelukkende i sit eget stille Hjem og i den nærmest paarørende Families Kres. Det var ham slet ikke ukært. Han hørte jo nu, ikke alene af Navn, til "de stolte Paludan-Müllere med de kongelige Øjne," som en gammel Dame kaldte dem. Hans Tid gik med Læsning, ikke blot af Digterværker paa fremmede Sprog, men ogsaa af allehaande videnskabelige Værker, der kunde hjælpe ham til Klarhed og Forstaaelse af det Problem, der mere og mere var blevet Genstanden for alle hans Tanker: Mennesket. Sin Samtids danske Digtere havde han lidet tilovers for; overhovedet læste han kun i ringe Grad dansk Poesi. Han fandt paa sine ældre Dage Oehlenschläger dum, men Baggesen fandt han "i flere Henseender uforlignelig"; han var, skrev han 1866 til Baggesens gamle Modstander Peder Hjort, "hele sit Liv igjennem en lidende Aand - en Aand i Skærsilden". Megen Tid anvendte han paa sin Digtning; han skrev sine Arbejder om og om igen, før de tilfredsstillede ham, og naar hans ældre Ting udkom i ny Udgaver, blev de grundigt og omhyggeligt gennemarbejdede, mest med Hensyn til Formen. "Jeg kan ikke - skrev han til Hjort - dele Deres Angest for de Skribenter, der holde Formen - hvormed ikke menes formelt Legeværk - saa høit i Ære. I vor ufuldkomne Verden er det, efter mit Skjøn, altid en Anbefaling at stræbe efter Fuldkommenhed i Noget - og her i Noget, der har saa afgj ørende og væsentlig Betydning, ogsaa med Hensyn til Indholdet."
✂ Den i sin Digtning saa strænge og alvorlige Mand var i sit daglige Liv ingen bitter og mørk Melankoliker. Han gjorde, siger Frederik Lange, "Indtryk af en Mand, der har kæmpet sig igennem til fuldkommen Klarhed og Fred, først og fremmest med sig selv." Han var en alvorlig Kristen, men særlig kirkelig var han næppe. Katolicismen var den Form af Kristendommen, som han ærede som den mest oprindelige og ægte; om han i Enkeltheder sluttede sig til den og da hvormeget, vides ikke, kun det ses af et Brev fra Chr. Molbech til Sønnen Chr. K. F. Molbech (11/6 1855), at han fandt Skærsilds]æren begrundet i det ny Testamente. løvrigt var han, siger Fr. Lange, "i Smaating, hvortil alle XXVI Livets ydre Forhold hørte, aldeles ikke hverken trættekær eller paastaaelig, tværtimod tolerant og liberal overfor Andres Meninger; i væsentlige Spørgsmaal derimod aldeles og absolut upaavirkelig." Det var ikke altid saa nemt at faa Adgang til ham - hans Hustru yndede det ikke - men overfor de enkelte, der kom i hans Hjem. var han hyggelig, hjærtelig og deltagende som faa. Var der Ungdom til Stede, kunde han blive oprømt, overgiven, ja kaad som i gamle Dage. Han var let at rive hen til Begejstring; "en ung Pige i en hvid Kjole, en smuk Udsigt, en Flaske med Etiketten "Golden Sherry" var nok til at gøre ham glad", skrev en gammel Dame om ham. Han elskede at faa sig en Disput; om hvad der dybest inde bevægede hans Sjæl, talte han vel ikke gærne med andre, men ellers kunde han være livligt talende. Ejendommeligt for ham, "Adam Homo"s Digter, var det, at han sjældent talte om Kunst og Æstetik, ja mod Slutningen af sit Liv næsten med Forsæt skød disse Æmner fra sig; det var om Livet selv, at hans Samtale helst drejede sig. Med stor Interesse fulgte han Ungdommens Fremtræden; hvor uenig han end i mange Ting var med den unge Georg Brandes, omfattede han ham dog med megen Varme og var ivrig for, at hans Ævner skulde komme til deres Ret. "Brug Deres Tid og Deres Evner til hele Forhold - sagde han til ham - det skal man; man skal saa, hvor man selv kommer til at høste; man skal bruge sin Tid til Fordel for sin Moder, sin Søster, sin Kone o. s. v. i hele Forhold; det andet er bare spildt Tid."
✂ Han var en Mand blottet for Forfængelighed og ydre Ærgerrighed. Medens Digtere sorn Oehlenschläger og H. C. Andersen stræbte efter Ry ogsaa i Udlandet, ønskede han ikke sine Værker oversatte. Allerede 1836, i sit 27de Aar, havde han skrevet: "Enhver Digter skriver for sin Tid, og for det Folk, hvortil Skjæbnen engang har knyttet ham ved Fødsel og Opdragelse, og af hvis Cultur, Tænkemaade og hele udvortes og indvortes Liv han selv kun er et Product. For sit Lands Literatur skal han virke, dens Forskjønnelse og Berigelse skal være hans Øiemed og Stolthed, og med den Løn han erholder af sit eget Folk, skal han lade sig nøie. Vurderer derimod en Digter sig selv for høit, eller, unøisom med sit eget Folks Bifald, beiler til Fremmedes Gunst - da er Nemesis ikke fjern, og hun vil sikkert ramme ham." Han fastholdt dette Standpunkt hele Livet igennem og gjorde aldrig noget for at blive oversat. Overfor Smiger var han absolut uimodtagelig, og enhver stærk og overdreven Ros var ham inderligt imod. Frederik Lange fortæller, at han en Aften i Teatret blev præsenteret for en Dame, der meget gærne ønskede at gøre hans Bekendtskab. "Det varede kun et ganske kort Øjeblik, saa rejste han sig med et lidt stift Buk og vendte tilbage til sin Plads. "Konen er gal!" sagde han i en overordentlig misfornøjet Tone, "hun siger, at "Adam Homo" og det nye Testamente er hendes to Lærebøger i Livet; har man hørt saadan noget Sludderl" Og han blev en Tid lang ved at sidde og brumme misfornøjet hen for sig." Navnlig overfor smukke og aandrige Kvinders XXVII Beundring var han paa sin Post og kunde være ganske uretfærdig i sin Dom over dem. "Til Gengæld - siger Brandes - tog han sig blandt Damerne med en særlig Varme af de ydmyge og de tilsidesatte. Der var f. Eks. i Familien en gammel ugift Tante højt oppe i de Treds, som vist var hjertens god og skikkelig, men som var et i høj Grad uanseligt Væsen, meget tarveligt begavet, og som altid ligesom udslettede sig selv. Til denne gamle Dames Ridder gjorde Paludan-Müller sig, han viste hende altid en udsøgt Opmærksomhed, og han, som ellers næsten aldrig indbød Folk til Middag, gjorde hvert Aar et lille Middagsselskab i Fredensborg paa hendes Fødselsdag og udbragte hvert Aar paany hendes Skaal med hjertelige Ord." Det var om hende, han engang sagde: "Hun er smukkere end alle I andre, for man kan se paa hende, at hun har været ulykkelig." -
✂ Paludan-Müllers sidste Digtninge handler om Døden. Han havde altid elsket den, og næsten alle hans Værker er prægede af Tanken om den. I sin Ungdom havde han som i "Dandserinden" og "Slaven" staaet usikker og famlende overfor den, senere havde han lært, at først den førte ind til Livets Herlighed, og nu, da han var blevet en gammel Mand, vendte han sig helt personligt mod den. Brydningen mellem Liv og Død i det enkelte Menneskes Liv skildrede han i den lille Fortælling "Ungdomskilden", der udkom 1865; i "Adonis", der udkom 1874, og som blev hans sidste Arbejde, er Livet overvundet og Døden den eneste Attraa. To Aar efter døde han den 28de December 1876 og blev begravet paa Asminderød Kirkegaard ved Fredensborg. Hans Hustru overlevede ham i 7 Aar og døde den 27de Februar 1884.
✂ I 1865 skrev den 74-aarige Hauch til H. C. Andersen: "Paludan-Müller er vistnok en af de ædleste Personligheder, Danmark eier; og det føler man især, naar man staaer saa nær ved Graven, som jeg, at en slig Personlighed er langt mere værd selv end det høieste Genie."