ST. HELENA
(1837)

✂ Midt i Havet staaer en Ø;
Fjernest Maal for dristig Skipper
Hæve sig dens steile Klipper
I den dybe, salte Sø.
Der Orkanens Aander boe,
Over Bølgen der de suse,
Der de stærke Storme bruse
Uden Rast og uden Ro;
Der har vildest Fugl sin Rede,
Der, imellem Fjeld og Hav,
Tvende dunkle Pile frede
Om den store Keisers Grav.

✂ Hvad - den slumrer, Heltens Aand,
Den, hvis Higen aldrig endte,
Den, som ingen Grændser kjendte,
Den, som sprængte alle Baand?
Døden altsaa lammet har
Denne Kraft, der faldt i Smulder,
Skjøndt lig Atlasheltens Skulder
Den en Verden fordum bar?
Gravlagt er da dette Billed,
Lige klart i Vel og Vee,
Som for Lyset frem har stillet
Lykkens mægtige Idee?

✂ Ja - til Hvile her han gik!
Hver en Kraft nu slumrer rolig:
Magt og Vælde her sin Bolig
I det snevre Kammer fik.
177 Glemsels Aand med sagte Fod
Vandrer her, qg alle Blade,
Der om Seierskrandsen sadde,
Strøer den ud i Dødens Flod.
Dog - om Storhed Saga værner,
Frisker op den fordums Glands,
Fæster høit blandt. Mindets Stjerner
Hans uvisnelige Krands!

✂ Der den fængsler Blik og Sind,
Lyser mægtig over Jorden;
Kalder Syden, vinker Norden
Til Beundring af dens Skin.
Med Erindring selv i Pagt,
Tidens Angreb kjækt den taaler;
Avinds Piil ei naaer dens Straaler,
Fjendevold har tabt sin Magt.
Den skal Fremtids Øie lede
Over Verdens vide Hav,
Hen til Klipperne, som frede
Om den store Keisers Grav.

✂ Hvo var han? - Geniets Søn,
Baaren frem af Lykkens Vinger!
Skjæbnens Riis og Skjæbnens Finger,
Aabenbart og skjult i Løn!
Hærenes og Slagets Gud,
Triumphator mellem Grave,
Midt i Friheds stolte Have
Kæmpetræets største Skud!
Friheds Morder - dog dens Amme!
Vuggen for dens store Sag,
Lynet før dens rene Flamme,
Uveirsnatten før dens Dag!

✂ Meer end dette - Tidens Speil
Var hans Liv, hvor sig fremstilled
Oldtidskraftens glemte Billed,
Kæmpedyder, Kæmpefeil.
Som Giganten stod hans Agt
Til en Kamp om Himlens Stjerne,
Kun det Høie, kun det Fjerne
Var med denne Aand i Pagt.
Daaden øved han, der bringer
Glimt af Guders Herlighed;
Stigende paa Ørnevinger,
Bragte Byttet han herned.

✂ Ham, Prometheus' ægte Søn,
Blev hans Faders Skaal iskjenket:
Til den vilde Klippe lænket,
Fik han Gudefjendens Løn.
Og forbauset Verden saae
Eventyret uden Mage,
Fablen fra de gamle Dage,
For sit Øie foregaae.
Nutidstaagen Synet fjerner;
Men forglemmes vil det ei,
Medens Evighedens Stjerner
Vandre over Tidens Vei.

✂ Disse Klipper, denne Plet
Holder her i snevre Skranker
Alle Heltens høie Tanker,
Tæmmer her hans Styrke let.
Her hans Scepter og hans Sværd,
Her hans laurbærkrandste Throne,
Her hans gyldne Verdenskrone
Sees i Drømmelysets Skjær.
Frugten af utrolig Lykke,
Arvingen til Slægters Priis,
Vandrer her en stille Skygge
Paa henfarne Aanders Viis.

✂ Storheds Grav blev denne Ø!
Høihed lyser frem af Scenen:
Klippen selv er Bautastenen,
Mindet er den dybe Sø.
Musen staaer paa Fjeldets Bryst,
Klio med den ædle Pande,
Og mod alle Verdens Lande
Toner mægtig hendes Røst:
See min Straf og see min Løn!
See det Værk, som jeg fuldendte!
See den Stjerne, som jeg tændte
Klar og evig i min Søn!