Paludan-Müller, Fr. DANDSERINDEN (1831)

DANDSERINDEN
ET DIGT I TRE SANGE
(1832)

2
3

FØRSTE SANG

Forbi er Efterhøsten, Bladet falder
Til frosne Jord, og øde Lunden staaer:
Hen over Marken Jægerhornet gjalder,
Hvis stærke Klang fra Sporet Hunden kalder
Til Skytten, som paa Veien eensom gaaer.
Han standser, lægger an, og Skuddet naaer
Den lette Hare: Knald med Røgen farer
Hen imod Høien - Echo's Torden svarer.

Den korte Dag gaaer vinterklædt forbi,
Dens magtesløse Straaler hurtig daane;
Men hist sig hæver alt den blege Maane,
Og lyser ned paa Vandringsmandens Sti.
Dens kolde Flammer Skyen Vinger laane,
Den nys tilslørte Himmel bliver fri;
Klart funkler i sin evig rene Glands
Den høie, vinterlige Stjernekrands.

Ja det er atter Vinter! Isens Bro
Har atter lagt sig paa de bløde Vover;
Hver Fugl forstummer - Flora stille sover,
Som nys i Herthas grønne Skove lo;
De frosne Marker Sneen hviler over,
Den slumrende Natur er bragt til Ro.
Hvor stille og hvor koldt! - Den fjerne Maage
Sit Skrig kun hæver, skjult af Havets Taage.

Nu er det Tid, fra landligt Hjem at flye,
At flygte fra de sneebedækte Lunde
Ind til den venlige, den lune By.
Tid er det nu, ved Theevandssnak at blunde,
At aabne Ørene for Venners Munde,
Og til de støvede Reoler tye;
At tænde Lampen, for, bag varme Ovne,
At læse, kysses, kjede sig og dovne.

4

Tid er det, hvor Galoscher og Ghenille,
Aviser, Klubber, Baller og Goncerter,
Og hvad i Kulden glæder Godtfolks Hjerter,
Er Maalet for den vakte Folkevillie.
Tid er det, hvor os gammel Skade smerter,
Hvor Liigtorn stødes paa den frosne Tilje,
Hvor velbekjendt som Luthers Catechismus
Er Snue, Hoste, Gigt og Rheumatismus.

Tid er det, hvor, mens Kanebjælden klinger,
Ad Gaden flyver ned den slunkne Hest;
Hvor Herren bag paa Kjelken Pidsken svinger
Og knalder snart i Øst og snart i Vest;
Hvor Sneen piber og hvor Klokken ringer,
Hvor let man vælter som man kjører bedst;
Hvor, klædt i Boa, Vinterpels og Muffe,
En Dame flyver ud, af første Skuffe.

Tid er det, hvor den jernbeklædte Fod
Hen over Isens blanke Flade render,
Hvor Tredieparten af det unge Blod
Har Frost i Øren, Næsetip og Hænder;
Tid er det, hvor til Kirken man sig vender,
Der hele Sommertiden øde stod,
Hvor Pastor fidei klipper stakkels Faaret,
Ja meer end klipper, næsten ganske flaaer'et.

Tid er det nu, hvor Bal og Soirée
Forsamler Folket under tændte Kroner,
Hvor fine Damer og galante Koner
Bag Viftens Fjederdække yndigt lee;
Hvor visse Herrer sig charmante tee
Og fange Pigebørn i Smigers Doner,
Mens Andre gaae omkring og sagte brumme
Forslidte Melodier af den Stumme.

Tid er det, hvor, ved glatte Spilleborde,
Klubgjesten høster, skjøndt han ikke saaer,
Hvor Cavaleren balklædt ta'er tilorde,
Mens Fingren leger i de kruste Haar:
Min Frøken! hvis en Vals jeg haabe turde? -
Hun smiler blidt; den hulde Lilie staaer
Med Ho'det fuldt, som alle unge Damer,
Af Mynsters Prækener og Scribes Dramer.

5

Musiken toner: Arm i Arm sig svinger
Det lette Par hen ad det glatte Gulv;
Han trykker sagte hendes fine Finger,
Og hendes unge Barm nu stiger fuld;
Dem Kjærlighed og tynde Skoe bevinger,
Han bliver mere kjæk, hun mere huld;
Frem gaaer det i en luftig Galopade -
Nu holdt de op igjen - hvor det var Skade!

Saa smukt et Syn, og dog saa snart forbi!
Dog see, et andet Par det første følger,
Og fleer og fleer i Dandsens fulde Bølger
Omhvirvles til den raske Melodi.
Man kommer, glimrer og sig atter dølger,
Det Hele ligner Drøm og Phantasi,
Hvor smukke Fødder og hvor smukke Øine
Omsvinges og bevinges allevegne.

Men hist fra Salen hulde Toner føre
Til mig Roulader, Triller - did jeg maa!
En Sangerinde lader der sig høre,
Og tause Klynger rundt om hende staae.
Man smiler, man er lutter Æselsøre,
Man færdig er af Glæde at forgaae.
Det bryder ud: hvor sødtl hvor det er deiligt!
Da faaer hun Hikke - det var ubeleiligt.

Tid er det, hvor Comedien begynder,
Og bringer Stof til mangen fattig Aand,
Hvis Tanker aldrig gik paa egen Haand,
Hvis Hjerne til Opfindelse for tynd er.
Nu bort fra Snak om Veiret man sig skynder
Til Snak om Dandserindens Klædebon,
Til Snakken-op, med critisk Smiil paa Kinderne,
Om Sanger-, Dandser-, Skuespillerinderne.

Tid er det, hvor Thalia gaaer paa Krykke
Og bringer sørgelig for Dagen frem
Et Drama og et lille Eenactsstykke,
Hvor det gaaer til, just som i Hvermands Hjem;
Hvor Hverdagsscenerne gjør største Lykke,
Fordi Enhver sig speile kan i dem;
Hvor Huusligheden er det stærkest trækkende,
Det Aand og Følelse paa eengang vækkende,

6

Tid er det, hvor den grumme Melpomene
Paa Scenen vandrer med sin dragne Dolk,
Hvor Gysen man ved Mord bevirker ene,
Hvor Svulst er ømme Hjerters varme Tolk;
Hvor ved Forbrydelser, ei altfor rene,
Man lokker Taarer af det stakkels Folk,
Som veed ei rigtig selv hvorfor det græder,
Naar Heltens Monolog er hans Forræder.

Tid er det, hvor de lette Operetter
I Toner flyve fløitende forbi,
Mens fast i Folkets Øre hurtig sætter
Sig just den trivielle Melodi;
Hvor alle Konsters Moder, Harmoni,
Af Smiil og Taarer sine Krandse fletter,
Naar Himmel, Helved for vort Øre klang
I Operaens Krone, Don Juan.

Tid er det, at jeg sparer paa min Tid,
lalfald dog paa din, min kjære Læser;
Tid, at til Retirade nu jeg blæser,
Og meer ei sværmer uden Maal og Id;
Tid, høie Tid, ei meer at give Næser
Min egen Næste og min egen Tid:
Før om Balletten taug min Musa stille;
Nu, kjære Læser! er jeg hvor jeg vilde.

Ved Dandsen nemlig, ved mit Element!
Tro ikke dog, at jeg er Dandsemester,
Fordi til dette Stof jeg har mig vendt:
Mit Navn staaer ei blandt Terpsichores Præster,
Ei længer selv imellem hendes Gjester,
Thi Livets Dandsebane har jeg endt.
Naar først man har begyndt at gaae i Tanker,
Gaaer det istaa med Brug af Pusselanker.

Og meget Andet, ikke Dandsen blot,
Er, naar Betragtningstimen slaaer, tilende:
Mangt gyldent Haab, og mangt et Drømmeslot,
Hvis fjerne Straaler end i Mindet blende.
Ja, Paradisets Dage Ryggen vende,
Kan først du skjelne mellem Ondt og Godt;
Lyst flyder bort som Vand i dine Hænder,
Trøst gi'er det ei, at Tabet du erkjender.

7

Tabt - svundet - hvilke Ord! O, hvad forsvinder
Ei med hver Dag, hver Time, hvert Minut?
Den friske Glands fra Hjerte og fra Kinder,
Drøm med Forventning, Taarer, Smiil og Minder,
Hver Lidenskab, paa Tidens Klippe brudt.
Kraft, Skjønhed, Lykke, Ungdom er caput;
Caput er Kjolen, Vesten, Støvlen, Hatten,
Caput er Kjærlighed med hele Klatten.

Caput er hver en Sjæl, som du har svoret
Huldskab og evig Troskab - hvert et Bryst,
Som du har elsket, glædet, trøstet, moret,
Som deelte dine Taarer eller Lyst;
Caput er Venskabsløftet, gjemt i Ordet,
Hver Gjenklang selv af Ungdomshaabets Røst,
Med alle Planer, glimrende og skjønne,
Med friske Laurbær, Myrther dunkelgrønne.

Caput er Pigeøiets lyse Straaler,
Caput den hvide Barm, der svulmer rund,
Caput er Glæden, som i fulde Skaaler
Du sætter til din lattermilde Mund;
Caput er Barnet, som i Vuggen skraaler,
Caput hver Lærd, hver Stodder og hver Hund,
Hver Millionær, hver Tænker og hver Tigger -
Kort: Alt som sidder, staaer og gaaer og ligger.

Caput er hver en Krands, Bedrifter flette,
Caput er Polen med sin Helteflok,
Caput er som den Slette den Honnette,
Caput er ogsaa du, som læser dette,
Ved Sorgen, Døden, Doktor eller Kok;
Caput er Alt, og det er meer end nok:
Alt, Alt, hvad med sin Vinge Tiden værner,
Hvad Dagen bringer, og hvad Natten fjerner. -

Dog til min Sang! Til Dandsens lette Spil!
Thi dermed aabner jeg den ny Novelle,
Som her jeg har den Ære at fortælle,
Ifald blot Læseren vil lytte til.
løvrigt er mit Digt en Bagatelle,
Som, hvis ei bedre Morskab findes vil
Ved Snak og Leg, ved Kort og Druesaften,
Maaskee sig lader læse Vinteraften.

8

Til trende Sange Bogen er bestemt;
Hver flettet ind med mangen Episode,
Hvori Moral og Lærdom ligger gjemt,
En Skik, som Ariost har bragt i Mode.
Forresten er ei borget min Methode,
Min egen Musa har sin Lyra stemt:
I dennes Strenge vil jeg storme, rase,
Lee, smile, græde - stedse avec grace.

For ædel Korthed skal jeg mig bestræbe,
Paa Versets Bygning øve Flid og Fiil,
Med Formens Vægt det lette Stof ei dræbe,
Men gi'e det Hele den moderne Stiil.
Og løser end min Musa Alvors Læbe,
Hun vækker ogsaa Ironiens Smiil,
Som kraftig Modvægt mod det altfor Rørende
I det Erotiske og det Forførende.

Og nu blot, før til Sagen selv jeg gaaer,
En venlig Bøn til dig, min kjære Læser,
Hvis i mit Digt du støder paa Fadaiser,
En Streg jeg haaber over dem du slaaer;
Ei under dem, som naar vort Hjerte læser
Paa Mindets Blad: Kys, Elskov, Barndoms Vaar.
Farvel! - Her har jeg endt min Promemorie;
Min Hat jeg løfter; nu til min Historie!

Syv Klokken slaaer, Theatrets aabne Døre
Af Mængden stormes under Raab og Snak;
Karreter rulle, lette Droscher kjøre
Til Huset med beau-monde og med Pak.
Hist Damer vandre - sikke't rædsomt Føre!
De løfte op; en saadan Løften trak
Tidt Manges Blik, som Skjønheds Former dyrke;
Men nu er det forgjæves, det er Mørke.

Parqvettet fyldes; Loger og Parterre
Af Ho'der vrimle - hvilket broget Syn!
See Fruen hist, nei see den lille Herre,
Med de friseerte sorte Øienbryn!
Man stødes, trykkes, Trængslen bliver værre;
Medeet hver Kikkert, Brille som et Lyn
Tilvenstre farer hen: Der er Grevinden!
Saa hvisker Alle - Damen er i Vinden.

9

Her Henriette, Julie og Laura
Staae Haand i Haand, lig Gratiers skjønne Flok,
Og op til dem man sukker: o, du Faure!
Glandsfulde Øie! Deiligt snoede Lok!
Hist gnasker Publicum Studenterhavre,
Her banker det med Paraply og Stok,
Hist falder det i Tanker, her det raaber,
Hist taler sagte man, og her man maaber.

Hist Studiosi Hanekammen purre,
Mens Damer i Lorgnetten dem besee;
Her Martis Sønner Knevelsbarten snurre
Og derhos med de hvide Tænder lee.
Fra Galleriet hulde Nympher kurre,
Dem Hjertets Længsel gjør saa megen Vee,
Her, hist og overalt er man active;
Man vil bemærke og bemærket blive.

See, det er Publicum, det respectable,
Hvis Værd paa Selvbevidsthed er begrund´t;
See, det er Publicum, det høist aimable,
Hvis Tanker gaae som Møllehjulet rundt;
Ja det er Publicum, det miserable,
Lovgiver, Dommer over Godt og Ondt,
Til hvem Enhver med Ord og Gjerning sigter,
Hvad helst han er: Helt, Statsmand eller Digter.

Her staae to vakkre Mænd ved Logeranden,
Hos dem vil vi os stille ganske nær.
Den Ene har ei mange Haar i Panden,
Den Anden sin Paryk med Anstand bær'.
Den Ene er Etatsraad, og den Anden
Krigskammercancelliets Secretair:
Af deres Ord vi slutte os til Mere
Om Dandserinden, som skal debutere.

Den Ene spørger: Siig mig, bedste Ven,
Hvorfra hun skriver sig, og hvad hun hedder,
Det lette Væsen, som paa vore Bræder
Vi snart vil faae at see at dandse hen.
Siig, er hun smuk? - Brunette? - O, jeg vedder
Tusind mod Een, at der vist er et Men,
Om ei ved Fodens Lethed og Behændighed,
Saa dog ved Damens Sæder og Anstændighed.

10

Den Anden svarer: Feilskudt, kjære Pleil!
Et Mønster paa Moral hun just skal være.
Man veed, at hun et Cru cif ix skal bære,
For hvilket tro hun skrifter sine Feil,
Naar hun i Aftenstunden for sit Speil
Sin Klædning lægger af, i Tugt og Ære.
Deraf man sluttet har, hun er catholsk,
Andægtig, ærbar og lidt melankolsk.

Hvorfra hun skriver sig, nok Ingen veed:
Om fra Italien, Tydskland eller Polen.
Smuk er hun, hverken mager eller fed,
Og hendes Tact og Smag os viser Kjolen.
Hvad Navnet angaaer - sæt Dem ned paa Stolen,
Saa skal jeg ogsaa her gi'e Dem Besked.
Hun kalder sig - nu gjet! - Mamsel Dione,
Det har jeg, som det Andet, fra min Kone.

Tys, tys der raabes, og paa Toners Vinge
Orchestret tordnende nu stormer frem:
Med Bassens Strenge sig Fiolens svinge,
Oboen, Fløiten lyder mellem dem;
Bratsch, Harper, Clarinetter, Cymbler klinge,
Basunen falder ind med Fynd og Klem,
Allegro først, saa forte, saa fortissimo -
Andante nu - nu piano, pianissimo.

Op flyver Tæppet - Scenen, som er tom,
En Marmorhal fremstiller, søilesmykket;
Halv er den lys, og halv er den beskygget,
Og frit og luftigt er det store Rum.
Men hele Publicumet, sammentrykket
Og sammenstuvet, dreier Blikket om
Mod Scenens Baggrund, hvor Miraklet ventes,
Der frem nu ved Musikens Toner hentes.

Hun træder ind, Dione, min Heltinde -
Fra Døren frygtsom hun og sagte gaaer,
Saa løber hun saa let som Vaarens Vinde
Hen over Scenen, til hun stille staaer.
Hun Panden løfter - klare Øine skinne;
Hun hilser - hendes lange, mørke Haar
I snoede Lokker ned fra Issen ruller
Omkring den fine Hals, den runde Skulder.

11

O, denne Væxt, symmetrisk, fiin og lille.
Og dog saa stor at Høihed boer i den!
O, disse Øine, funklende og milde,
Nu Sorgens, derpaa Glædens Speil igjen!
I hvert et Træk en Guddom throner stille:
Paa Panden Juno - alle Gratiers Ven
Cupido fra den friske Læbe smiler;
Af unge Roser vugget, sødt han hviler.

I Purpur er hun hyllet; Bæltet holder,
Brodeert med Stjerner, om det smekkre Liv;
Ned over Knæet falder rigt paa Folder
Et Silkeskjørt, saa luftigt som et Siv;
Guldsmykt' er hendes Skoe, med røde Saaler;
Bar hendes Arm; en Knipling fiin og stiv
Rundt om den hvide Hals staaer som et Pandser,
Dog synker den vel nok, naar først hun dandser.

Hun hilser - hvide Arme ud hun svinger:
Brava, bravissima! er Alles Svar,
Hun vender sig og flyver - fast som Vinger
Den lette Skabning gjennem Luften bar.
Nu staaer hun atter der, hvor først hun var;
Til hendes Dands Musik bag Scenen klinger,
Sin Fod hun løfter - Castagnettens Klang
Ledsager hendes Skridt, som Tonen Sang.

Først vandrer rundt hun, som hun Noget søgte,
I sagte Gang, med kortafmaalte Skridt;
Saa dandser let hun hen, som om hun spøgte,
Og Øiet, fuldt af Glæde, straaler blidt;
Nu standser hun - og gyldne Drømme flygte
Fra Hjertet, som bag Sløret bølger frit;
Som stred det unge Bryst imod sit Fængsel,
Som blev hun selv et Billede af Længsel.

Som Fuglen staaer hun: Vingen hænger bunden,
Men Lænken brister - fremad flyver hun!
Hvert Savn er borte, herlig er oprunden
Den første Elskovs klare Morgenstund.
Et yndigt Smiil sig breder over Munden,
Som vaagned Sjælen af sit lange Blund,
Som hendes Bryst, ei meer af Savnet tynget,
Af Drømmens Bad nu hæved sig forynget.

12

Frisk blusser hun, lig Rosens Purpurblod;
En Psyche, bort af Amors Vinge baaret,
Til Brud af Elskovs unge Guddom kaaret,
Hun løftes, som om Jorden hun forlod.
Knap røres Gulvet af den fine Fod,
Men ned om Hals og Skulder bølger Haaret.
Ledsaget blidt af Fløitens Melodi,
Hun svæver, flyver, flygter let forbi.

Alt speiler sig i denne fagre Dands:
Det unge Hjertes Haab og Morgenrøde,
Det tankefulde Øies milde Glands,
Lyst, født af Kjærlighed, men uden Brøde;
Kys, som kun Elskov aander, ømme, søde;
Hver Blomst, som Amor fletter i sin Krands:
Smiil, Ønsker, Drømme, hvoraf Hjertet vugges,
Fryd, Glæde, Lykke, hvorved dybt der sukkes.

Og efter Strengens Klang sin Fod hun sætter,
Med Ynde kappes Færdigheden smukt;
En Mængde Entrechats og Pistoletter
I Dandsen falder af som Konstens Frugt.
Hvergang hun vender sig med Pirouetter,
Da følger Øiet neppe Fodens Flugt;
Men snart med Gratie den sin Tact forandrer:
Den iler ei, den hviler ei - den vandrer.

Paa Taaen hun sin ranke Skabning gynger,
Den runde Arm til Favntag bøier sig,
Det løste Skjærf til Hilsen frem hun slynger,
Og Luften leger let med Kjolens Flig.
Nu fly'er hun bort og Intet Foden tynger;
Som Barnet, ved sin Leg saa lykkelig,
Hun svæver hen og slaaer i sine Hænder,
Og medens Øiet funkler, Kinden brænder.

Men mere stride rulle Dandsens Bølger,
Urolig søgende bli'er hendes Gang,
Det sagte Suk et dybere nu følger,
Og Længsels Smerte toner i dets Klang:
Fuldt bliver Hjertet, Barmen mere trang,
Den stærke Lidenskab ei meer sig dølger;
Paa Flugt er Foden, gjennem Salen ned
Hun stormer lig bevinget Kjærlighed.

13

Medeet hun standser: Øiets Flammekjerte
Brat slukkes som i Mulm og evig Nat;
Ned falder Armen - Livets sidste Smerte
Har paa den sænkte Pande Mærket sat.
Et dæmpet Skrig undflyer fra hendes Hjerte,
Med det fløi Haabet bort, den sidste Skat.
Forladt hun staaer, forstødt, forraadt, bedraget;
Hun synker ned - af Lidelsen betaget.

Her Dandsen ender, men et Chor af Stemmer
Bag Scenen skjult, og skjult som Nattens Vind,
Med dybe Klagetoner falder ind,
Hvori man Hjertets bange Sprog fornemmer.
Man hører Mindets Sang, der Smerten tæmmer;
Man hører Toner fra et haabløst Sind;
Endnu en Røst - det Døden er, som kalder;
Da bliver Scenen dunkel, Tæppet falder.

Ned Dækket gaaer, men op gaae alle Munde
I Loger, i Parterre og Parqvet.
En Dame bryder ud: Som Konst complet!
Og det var Meer end jeg selv gjøre kunde,
Skjøndt uden Selvroes dog jeg dandser net.
Ja, svarer Damens Nabo: gid den Onde
Fra orthodox mig gjøre maa profan,
Gav ikke hendes Been os en Roman.

Og rundtom hører Publicum man snakke,
Til Konstcritiken Hver bidrager Sit:
Nei, saae De hendes Hals og hendes Nakke,
Og hendes smukke Been og Gratie-Skridt?
Og saa den lille røde Silkefrakke!
Og saa hvor hendes Skind var fiint og hvidt!
Og hendes Øine, blanke som Emaille!
Og Kronen paa det Hele - hendes Taille!

Det var en Engel! gid jeg eied hende!
En Seraph var det, som man har dem hist!
Hvor kunde hun paa Taaen let sig vende!
En Staalfjer i sin Sko hun havde vist. -
Nu Snakken hører op og faaer en Ende,
Og Mængden spredes, taber sig tilsidst;
Man gaaer nu hjem, og, efter Dagens Tone,
Til Næsten Een, og Een til Næstens Kone.

14

Til Spillebordet Mængden sig begiver,
Af Whist og Boston sit Parti man faaer;
Den slemme Tid ved Kortet man fordriver,
Men rundt om Alle spottende den gaaer.
Af Herrens Pandeskal et Haar den river,
Om Damens Læbe den en Rynke slaaer.
Et Speil! et Speil! See hertil vil det komme;
Smiil, Lokker, Tænder gaae i Tidens Lomme!

Den muntre Ungdom gaaer til Dandsesalen,
Man converserer der og springer om:
En Frøken, med et Herreslæng i Halen,
For sin Elskværdighed knap finder Rum.
Om Dands og om Dione dreies Talen,
Som Skummet er den let, som Blæren tom;
Den klinger, som naar hule Nøddeskaller
Man knækker ... Hvad er det? - En Dame falder!

Hun vilde copiere Dandserinden,
Hun vilde gjerne fængsle Alles Blik,
Hun vilde gjerne flyve let som Vinden,
Og bringe Hjerterne til Dikkedik.
Hun vilde det - o vee! men det slog Klik.
Nu farer Skammens Rødme over Kinden;
Hun faldt, et Offer for sin Skjæbnes Haand,
I Enden af sit tabte Strømpebaand.

Imens om dette Cavalerer slaaes,
Og vi har Publicum fulgt hjem fra Huset,
Til Piben Denne, Denne hjem til Kruset,
Hvor fast han sidder lænket som en Klods;
Hiin til sin Nymphes Barm, hvor han beruset
Af Elskov hviler - vende nu vi os
Til Aftnens fagre Dronning, vor Heltinde,
Hvem alt paa Veien til sit Hjem vi finde.

Hun træder ind just i det stille Kammer,
Hvis Gulv med Vintertæppet er belagt;
Den lyse Lampe under Loftet flammer,
Og klarer Stuen med sin Straales Magt;
Paa Væggen hænger i forgyldte Rammer
To skjønne Billeder i gammel Dragt:
Hiint hendes Fader, dette hendes Moder,
Og neden under dem en lille Broder.

15

Jord dækker disse Hjerter, deres Klage
Forstummet er; men eensom og forladt
Hun i den vide Verden staaer tilbage,
Og sytten Aar er hendes hele Skat.
End kan hun tælle sine glade Dage,
Til nu var hendes Udsigt Sorgens Nat;
Men Sjælens Adel, midt i Livets Mørke,
Gav hendes Tanke Klarhed, Sindet Styrke.

Hun træder ind, og bort hun Stadsen lægger,
Hvormed hun glimred nys paa Scenens Bræt,
Hvorpaa en simpel Huusdragt paa hun trækker,
Og Shawlet omkring Halsen slynger let,
Mens gamle Marthe Aftensbordet dækker,
Og bringer snakkende den smalle Ret:
Et blødkogt Æg med Vingen af en Kylling,
Og efter den i Smør en brunet Villing.

Alt spiser hun med største Appetit,
Alt svinder hurtig bag de hvide Tænder,
Og nu, imens hun vasker sine Hænder,
Hun svarer paa den Gamles Tale blidt:
Min kjære Marthe vilde vide Lidt?
Ja, Gamle, hvis kun Lykken ei sig vender,
Da er vor Nød forbi, da gratuleer mig;
Som Solodandserinde snart du seer mig.

Før jeg paa Scenen stod, jeg skjælved - bange
Jeg traadte frem; men Frygten tabte sig,
Thi alle Folk var venlige, og Mange
Med Ord og Haandklap satte Mod i mig.
Hiin Dands udførte jeg, som flere Gange
I Stuen her jeg prøvet har for dig,
Naar Monsieur Paul, den franske Dandsemester,
Med sin Fiol var Tilskuer og Orchester.

Med den Besked den gamle Marthe gaaer,
Og med sig selv Dione er alene.
I Krogen bag Gardinet Harpen staaer;
Ved den hun sætter sig, og Toner, rene
Lig Æolsharpens Sang i Træets Grene,
Aflokkes Strengen, som hun øvet slaaer.
Hun sukker, hendes Haand paa Strengen bæver;
Hun synger, hendes Blik i Luften svæver:

16

Ei eensom er jeg, skjøndt jeg vandrer
Alene og forladt;
Et Lys, der ei sin Glands forandrer,
Blev mig til Leder sat.
Er her end Malm og Nat,
Fordunkler Mørket end det Fjerne,
Jeg skuer dog min klare Stjerne,
Mit Hjertes rige Skat.

Ei frygter jeg, skjøndt tidt jeg hælder
Mig nær til Sorgens Bryst;
Ei græder jeg, naar den fortæller
Mig om den svundne Lyst;
Naar med sin sagte Røst
Den taler om de tause Skygger,
Om Dødens stille Aand, der bygger
Et Huus til Alles Trøst.

Ei klager jeg, thi lifligt gløder
Endnu jo Livets Frugt;
Med Suk, som Savn og Længsel føder,
Faaer Haab og Taalmod Bugt.
Ei er min Sjæl tillukt
Naar Aandens indre Stemme klinger,
Naar stærk den laaner Tanken Vinger
Til Andagts Himmelflugt.

O du, som Nattens Slør udfolder
Og Lysets Herlighed,
Som bærer Verden og som holder
Hvad Tiden styrter ned:
Dig som mit Skjold jeg veed!
Værn i min Svaghed du mit Hjerte!
Bevar mig frelst i Livets Smerte
Min Trøst - din Kjærlighed!

Her Harpens Klang og Læbens Suk forstummer,
Og før endnu hun folder fromt sin Haand,
Høit over Stjernen flyver hendes Aand
Med al den Fylde, hendes Hjerte rummer.
Sit Blik hun løfter op fra Jordens Kummer,
Og mens hun føler løste Tankens Baand,
To Taarer af en indre Magt fremtvinges,
To Perler, hvori Andagts Offer bringes.

O Taarers Væld! endnu af Ingen tømt,
Letvakte Bølge fra en evig Kilde,
Frugt af vort Hjerte, naar det svulmer ømt,
Magt, som gjør Himlen klar og Stormen stille!
Du tause Vidne om hvad Sjælen vilde,
Naar den har elsket, haabet eller drømt,
Naar høit den gynget blev i Glædens Vugge,
Naar brat den vaagned op ved Sorgens Sukke!

17

O Sjælens Sprog, som aldrig vi forglemme,
Veltalende som Læbens varme Røst,
Saa klagende som Veemods sagte Stemme,
Som Tonens Melodi saa rig paa Trøst!
Speilklare Billed af et stille Bryst,
Af al den Qval, et Hjerte kan fornemme;
Meer tolkende end Smilets hulde Sødme,
End Haandens Tryk, end Kindens lette Rødme!

Hvad jordisk Øie føder renest dig? -
Den Unges? naar bag Hjertet ømme Tanker
Begynde deres bittersøde Krig;
Naar Kinden gløder, Barmen heftig banker,
Naar mellem tusind Drømme Sjælen sanker
Een Drøm, eet Billed og eet Haab for sig;
Naar Savnet, som os smelter, mens det1 saarer,
Gi'er al sin Smerte Luft i Længsels Taarer?

Er det naar hver en Kraft har sprængt sit Baand,
Naar Lidenskab det fulde Hjerte hæver,
Naar, Bladet lig for Stormen, Sjælen bæver,
Og Vreden svulmer i en oprørt Aand;
Naar Haab om Hævn os kun for Øie svæver
Og vækker dømmende til Slag vor Haand;
Naar Alt er Flamme, selv de dunkle Blikke,
Hvor dybt blandt Luer stolte Taarer ligge? -

Er det ved Urnen, sat paa Dødens Kyst,
At renest dine Perler du frembringer?
Er du det sidste Offer til den Lyst
Der sank i Mulde med det stille Bryst,
Hvorover Mindets Haand sin Fakkel svinger?
Ak, Taarens Magt ei Gravens Gru betvinger!
For Liv er Taarer, Taushed for de Døde,
Bag Sorgens Taushed Haabets Morgenrøde!

Men naar al Livets Jubel er forglemt,
Naar Alt er falmet eller lagt til Hvile,
Naar Glædens Roser, Sorgens skarpe Pile,
Er under Sløvhed eller Kulde gjemt,
Naar hver en Streng i Hjertet er forstemt,
Og alle Tanker imod Graven ile,
Naar Alt er dødt, kun ei det usle Leer,
Og Sjælens Skygger voxe meer og meer:

18

Da bryder frem som Lyn i dunkle Nat
En Straale tidt fra Aandens indre Kammer:
Snart som en salig Trøst i Verdens Jammer,
Som Anger snart, af Brødens Aand forladt;
Snart som den rene Andagts Himmelflammer,
Og Hjertet voxer - Taaren flyder brat;
Den bærer i sit Skjød, vor Sjæl til Lindring,
Hver Drøm om Kjærlighed, Haab og Erindring.

Haab paa Forjættelser, som Hjertet fik,
Hvoraf det lever i de bittre Dage;
Erindring lig en Drøm, der blev tilbage,
Da Livets gyldne Paradiis forgik;
Haab om den milde Fred bag Nat og Klage,
Naar Himlen aabnes for et luttret Blik;
Erindring om, at selv det Værste svinder;
Haab, at naar Tvivlen døer dog Haabet vinder.

- Men Tiden flygter, Midnatsstund er nær,
Som Tanken sløver og som Sandsen trætter.
I Stuen slukkes Lampens klare Skjær,
Til Sovekamret ind Dione bær'
Et Lys, som foran Speilet ned hun sætter.
Der hun sit løste, lange Haar nu fletter,
Og i den hvide Kappe hyller ind
De bundne Lokker og den fine Kind.

O, havde her jeg Claurens Musa blot!
Jeg skulde stille frem den hele Scene:
Hvor smukt hun dreier hver en Papillot,
Hvor hun er saa naturlig, saa alene.
Jeg skulde synge om de Lagner rene,
Om hvert et huusligt Meubel, stort og smaat;
Men fremfor Alt, jeg skulde coqvettere
Med hendes Yndighed og detaillere

Den hele Garderobe, samt benævne
Hvert Stykke, som den Hulde lægger af;
I Kamp med Barmens stormbevægte Hav
Jeg skulde lade Snørelivet revne;
Ja Cataloget efter bedste Evne
Paa Inder-, Ydertøiet da jeg gav:
Corset, Blansket, Baand, Lidser, Strømper, Sokker,
Cul de Paris, med Pocher, Skjørt og Klokker.

19

Men ak! det overgaaer de svage Kræfter,
Som milde Guder skjenkede min Aand;
Jeg stikker mig hvergang en Naal jeg hefter,
Og Sløifer bli'er til Knuder i min Haand.
En Dames Tøi jeg ingentid saae efter,
Og kjender ei de hemmelige Baand,
Som først i Hymens Baand man faaer at skue,
Ved Aftentoilettet hos sin Frue.

Slig Gunst forjætter os de milde Lares;
Thi det vort Facit er af Livets Sum,
At Alt skal prøves, Alting skal erfares,
Og stemples saa tilsidst som Tant og Skum.
Intet er skjult, som jo skal aabenbares
I Livets Vexel gjennem Tid og Rum.
Alt skal henrykke, lokke, elskes, kjendes;
Alt skal opnaaes - og derpaa Ryggen vendes.

Og Evnen, som os Veien dertil letter,
Gav sine Børn den mægtige Natur:
Den bygged i vort Indre Tidens Uhr,
Hvorefter Tanken paa sin Flugt sig retter;
Den formed Sandserne, hvor som i Buur
Den Sjælen med sin Lyst og Smerte sætter;
Den gav os Ild til Lue, Iis til Kølelse,
I Livets Lygtemænd: Forstand og Følelse.

Saa rustet ud, gaaer man i Verden ind,
Paa Scenen, hvor Enhver sin Rolle spiller.
Som Tilskuer man sig først i Krogen stiller,
Mens Spillet daarer underfuldt vort Sind:
Snart trylles Øret sødt af Haabets Triller,
Snart blendes Øiet reent af Glædens Skin,
Snart lokkes Hjertet af sit Letsind over
Det dybe Hav, hvor Sorg og Længsel sover.

Man træder frem fuld af Forventnings Drøm,
Og i det aabne Blik sig Verden speiler;
Til Musers, Damers, Fyrsters Gunst man beiler,
Og præsenterer sig galant og øm;
Dog snart er Freden brudt, og ned man seiler
Med saaret Bryst ad Lidenskabens Strøm:
Compas og Roer er knuust, og Haabets Anker
Naaer ingen Grund i stormoprørte Tanker.

20

Vildt gynges man af Hjertets stride Bølger,
Og svømmer villieløs paa Tankens Hav;
Forneden sees kun Undergang og Grav,
Foroven Evighedens Lys sig dølger.
Piilsnar gaaer Strømmen fort, og med man følger;
I Sjælens Speil sig Kampen maler af,
Og som et splintret Vrag man Havnen finder,
Hvis ei man gaaer tilgrunde og forsvinder.

Men førend Reisen ender, Alt er prøvet:
Erfarings Hoved dækker iisgraat Haar,
Hver yndig Blomst er brudt, hver Frugt er røvet,
Og Savnets Smerte gjennem Hjertet gaaer.
Paa Mindets Grav en Steen man eensom staaer
Som Offer for den Magt, der kuer Støvet;
Til Skygge blev hvert Lys, til Drøm hver Kjærlighed,
Til Tvivl hvert helligt Haab om Himlens Herlighed.

Dog - sku Diones slumrende Gestalt!
Paa sneehvid Pude hendes Hoved gynger,
Det unge Bryst, som ingen Lænke tynger,
Har vuggende til Hvile Hjertet kaldt.
Sødt sover hun; og Drømmeguden alt,
Mod Leiet bøiet, med sit Net omslynger
Som hendes Barm, det minderige Sind,
Som Pandens Hvælving, Tankens lette Spind.

Heel underfuldt han fletter Tankens Traade,
Hvoraf han væved nys et Drømmeslot,
Hvis stjernesmykte Tag var himmelblaat,
Hvis marmorhvide Piller Skyen naaede.
Som for sit Hjem hun staaer, sig selv en Gaade;
Men Husets Tærskel knap hun har betraadt,
Da vælter frem en Røgsky; deri Flammen
Af vilde Luer - Slottet styrter sammen.

Og Synet vexler - gjennem Lunden gaaer
Blandt gyngende Cypresser hun alene;
Og Alt er dunkelt, gjennem dunkle Grene
Den blege Stjernes Straale hende naaer.
Da hviske kj endte Stemmer, sølv errene:
Dione! - og Dione stille staaer.
Dione! gjennem Lunden atter toner,
Og tre Cypresser bøie deres Kroner.

21

Og atter Drømmens Syn sig let forandrer:
Hun seiler ene paa en lille Baad
Hen over Havets Bølge - Baaden kantrer,
Og Graven aabner alt sig kold og vaad.
Alt føler hun i Hjertet Dødens Braad;
Da lyner det - hen over Søen vandrer
En Lysets Aand, som rækker hende Haanden -
Paa Flugt mod Stjernerne hun gaaer med Aanden.

Saa drømmer hun - men Hvo har Nøglen til
De Gaaders Løsning, som vort Indre spinder,
Naar Sindet, fyldt af halvforglemte Minder,
Til Anelse og Tro sig hæve vil?
Naar Sjælen snart sin Fremtid klaret finder
I sine egne Drømmes dunkle Spil,
Og snart, mens skjulte Tankekræfter mødes,
Ved Tankens Lynglimt seer Ideen fødes?

Ja, hvad er Drømmes og Ideers Rod? -
Vor egen Aand, hvis Afgrund Ingen kjendei!
Op fra sit Dyb den Tegn og Røster sender,
Som give Villie, Lykke, Kraft og Mod.
Alt ligger klart for den, der aldrig ender,
Der ei begyndte - og hvad den forlod,
Hvad den skal naae, af Tid og Form ei lænket,
Har den som Haab og Drøm vort Hjerte skjenket.

Sov sødt, Dione! - Drømmerske, sov sødt!
Drøm sødelig, mens Søvnens Arm dig vugger,
Mens Glemsels Kalk dit Øie let bedugger,
Mens Hjertets Uskyld gjør dig Leiet blødt.
Din lette Dør min Haand nu let tillukker:
Et Kys endnu - et Blik, af Blik ei mødt,
Et Suk, en Bøn for dig, som stille sover;
Et Øiekast til Natten ovenover!

Til dig, du stjernesmykte, stille Nat,
Hvis gyldne Lys for Øiet hist sig blande:
Du Himmelslot af Straaler sammensat!
Glandsdiadem om Evighedens Pande!
Pragtfulde Minder! Ubetraadte Lande,
Som dog mit Haab bebygger! Længsels Skat,
Som her i Skyggers Land sig Sjælen sanker
Af sine bedste Følelser og Tanker.

22

Du Almagts Tunge! Stjernechor, der synger
Den Enes Lovsang med Alverdens Røst!
Fuldendte Harmoni, hvis Bælte slynger
Sig rundt om Skjønheds slørbedækte Bryst!
Skin, som i Mørket evig sig forynger!
Gjenskin af den forborgne Himmels Lyst!
Uendeligheds Speil, du dybe, dunkle,
Hvorfra en Guddoms Tanker - Verdner funkle!

Du, baade mørk og lys, og skjult og klar,
Tilslørte, underfulde Nat, bedækket
Med Ord, som over Tidens Strøm du bar:
O tolk din Skrift for mig! thi du har skrækket
Med Evighedens Røst; hvad Tro mig var,
Er nu et blegnet Haab, hvis Rod er knækket.
Tolk mig de Tegn, der over Mørkets Bue,
Lig Livet over Døden, herligt lue!

Kraft, aldrig brudt, og Virken uden Hindring;
Fryd mere høi, end dyb er Jordens Qval;
Gjensyn af hver en dyrebar Erindring,
Forynget i Udødeligheds Sal;
Aand til vor Aand, og til vort Hjerte Lindring
Af Kj ærlighedens Aande, mild og sval;
Et evigt Liv i Form, som Skjønhed dækker:
Saa dine gyldne Tegn mit Haab udlægger!

Men Sløret hænger over dig, det tykke,
Det aldrig gjennemtrængte Gaade-Slør;
Hiin fjerne Verden, fuld af evig Lykke,
Kun Tvivlens Sæd for Tidens Barn udstrøer.
Hiint Lys er ene dit, naar du er Skygge!
Hiint Liv er ikkun dit, naar Livet døer!
Saa taler du til os - og Talens Gaade,
Som Intet ligner, ingen Tanker raade.

Ja, Himmelocean foruden Ende!
Hvad ligner dig, som Skyggen er af hans,
Den Enes,Ubegribeliges Glands?
Hvo har dig fattet, maalt? Hvad kan erkjende
Din hele Storhed? - Blik, som Straaler blende.
Og Tanker, som i Tiden kun har Sands?
Kun dig er Aanden lig, den dybe, stille,
Du, Lysets Ophav, den, Ideens Kilde!
23 Og Støvets Aand, som er med dig beslægtet,
Den søger dig, er Dagens Øie lukt.
Hvad her den tynger, hvad den her blev negtet,
Det finder den hos dig, som kun har inægtet
At stille Længsels Savn ved Tankens Flugt.
Du fjerne Himmeldyb med gylden Frugt!
Imellem dig og mig gaae Livets Strømme,
Besaaet med Haab, med Anelser og Drømme.

Opad til dig! til Lyset, til min Stjerne!
Hvor er m i n Stjerne i den hele Krands?
Den, som alt Barnets Blik tilsmiilte gjerne,
Naar Hjertet Gjenskin fik af Glædens Glands;
Den, som min Skjæbne bærer mod det Fjerne
Igjennem flyvende Cometers Dands;
Den, som mig Elskov, Lykke, Roes begrund er;
Mit Fremtids-Huus - den, som jeg fødtes under.

O, var det dig! som hist saa herlig straaler
Paa Himlens vidtudspændte Firmament;
Som, medens tusind gyldne Lys er tændt,
Paa Høiheds Hvælving stille Banen maaler,
Fri, stolt og een som mod de andre vendt:
O, var det dig! hvis Glands af Nattens Skaaler
Mit Øie drikker nu fra fjernest Fjerne:
Du stille, stolte, straalerige Stjerne!

24

ANDEN SANG

Hver fik sin Lod i Fru Fortunas Pose,
Hver sin Couleur af Skjæbnens Ledebaand;
Een røde Haar og Læber lig en Rose,
Een brede Skuldre til en lille Haand;
Een fik Adonis' Skjønhed, men til Skose
Gav ham Naturen kun en fattig Aand;
Een fik sit Hoved fuldt, men tomme Lommer,
Een Lommen fuld, men Ho'det huult som Trommer.

Hver fik sin Deel, sin Kummer og sin Lyst,
Sit Haab, sin Stræben og sin egen Villie:
Storm, Stilhed, Nat og Solskin i sit Bryst,
Og Banens eget Maal paa Livets Tilje.
Een vælger sig en Rose, Een en Lilie,
Jeg mener Lilievand, til Hjertets Trøst;
Een gaaer sin egen Gang, han vælger Ingen,
Han elsker Rolighed, see det er Tingen.

Saa fik Enhver sit Eget - paa det Tørre?
Nei, nei, for fulde Seil vi Alle gaae!
E ens Kors blev mindre og en Andens større,
Men Alles Skulder tungt det hviler paa.
Til os gaaer Sorgen gjennem mange Døre,
Mens een er lukket, tyve aabne staae,
Og er først alle lukt, er lukt vort Øie:
Da lad om døve Øren Sorgen støie!

Og Alting vexler som det store Hav,
Og Alting ruller som de lette Bølger;
Idag til Bryllup, til den stille Grav
Imorgen dig den samme Skare følger;
Og Alting kommer, svinder og sig dølger,
Og Alting spirer, modnes, falder af,
Og alt det Gamle sig paany forynger,
Det Tunge hæves, og det Lette tynger,

25

Men hvad i Flugten skyder stærkest Fart?
Hvad af det Vexlende vel vexler tiest?
Hvad af det Tomme er aldeles bart?
Hvad af det Skjæve paa Forkeerthed rigest?
Hvad af det Frieste er allerfriest,
Og neppe frembragt, før begravet snart?
Hvad er som Kuglen det bestandig rullende,
Det Alt bevirkende, skjøndt Intet skullende?

O Mode! dig det er, du Lunets Barn,
Født i Paris og i vor egen Hjerne:
Du, snart en løs og overgiven Terne,
Snart Philosoph, snart Helt, snart Guld, snart Skarn.
Du, som de unge Hjerter fængsler gjerne,
Og lokker gamle Folk i dine Garn;
Som mænger Alt tilsammen paa vor Klode:
Det Onde, Stygge, Skjønne med det Gode;

Som trolig al vor Daarskab her forvalter,
Som aagrer med vor Sjæls Enfoldighed,
Som hænger om vor Skulder Glædens Pjalter
Og dækker med et Smiil hvad Hjertet led:
Dig er det, som vi sætte paa vort Alter,
For hvem tilbedende vi falde ned,
For hvem det stolte Hoved dybt vi bøie,
Hvem, stedse lydige, vi stedse føie.

Ja Mode! letbevingede Gudinde,
I alle Regnbuefarver hyllet ind,
Uimodstaaelig for hver en Qvinde,
Og Herskerinde over Mandens Sind,
Du evig Flagrende skjøndt altid Blinde,
Dig følger Choret som gjør Støv og Vind:
Foran og bag, ved Siden, rundt omkring fly'er
En Dandy, Stutzer, Petitmaitre, Springfyr.

Og i en Uniform, saa stram og vakker,
Du hyller Skaren, som du har i Sold:
Snart blotter deres Podex du med Jakker,
Snart dækker du den til med lange Frakker
Og gjør paa Skuldre, Bryst og Taille Vold;
Snart lægger deres Buxer du i Fold,
Snart du til Benet dem naturlig strammer,
Og viser os Figuras hele Jammer.

26

Og dine Døttre, dette hulde Chor
Af snørte Gratier, som vi admirere,
Naar de saa himmelsk yndigt coqvettere,
Dem pryder du med Blomster og med Flor.
Med Baand og Perler, Mol og Tyl og Mor,
Med Lokker, Viiter og med meget mere;
Du viser os det halve Been af Psychen,
Det hele Bryst, den tredie Deel af Ryggen.

Men ei alene blot i det Formale
Du aabenbaret har din stærke Magt;
Din Kraft har gjennemtrængt det Ideale,
Hvori du træder frem i Tankens Dragt.
Din Røst man hører i de Lærdes Tale.
I Digternes den billedrige Pragt;
Du kræver Troskabsed af Efteraberne
Ei blot i Liden-, men i Videnskaberne.

Naar du vil hæve, hvad kan da os fælde?
Naar du til Jord vil styrte, hvo kan staae?
Hvem du tilsmiler - saa vil man fortælle -
Kan Damers Gunst og Ærens Tinde naac.
Ja, dine Ord os som Ducater gjelde,
I Verden de som ægte Viisdom gaae.
Du dreier dig - og Alt med dig sig dreier,
Du bukker - Alting bukker sig og neier.

Du leer, og nu er Alting lutter Løier,
Du rynker Panden, Alt er Suk og Vee;
Din Mave daarlig er, du slet fordøier,
Og flux faaer nu beau-monde Diarrhee.
Du bliver karsk og Maden dig fornøier,
Strax brøler hele Verden: Fricassee,
Steg, Kage, Creme, Foreller og Sardeller,
Rødviin, Champagne, Xeres, Muskateller!

Du ynder Vaudeviller - Vaudeviller!
Nu skriger Choret med en Stentors Røst;
Du vil, at man paa Scenen tragisk spiller,
Og Dramer og Tragedier er din Høst;
Du elsker unge Damer i Tistiller,
"Søvngængersken" sig viser til din Trøst;
Du slaaer dig til det Ædle, til det Rørende,
Og strax Enhver human er og godgj ørende.

27

Ja, Livets store Hjul, du altformaaende!
Modtag i denne Sang og min Tribut:
Du Intet givende men Alting faaende,
Hvis Scepter tidt er vexlet, aldrig brudt.
Var du forbi, var denne Jord caput,
Men evig faldende, du dog er staaende;
Det er min Trøst, og som din Lunes Tjener
Jeg atter til Dione her mig vender.

Dione kom i Mode, og naturlig
Blev hun nu Dagens Dronning; Alles Smag,
Var den end ellers nok saa skarp og suurlig,
Fandt i den søde Skabning dog Behag.
Hun Solen blev - Sol tages her figurlig -
For Herrers Blik, og Maal for Damers Nag,
Og Hjerters Drøm; for Hjerter, som ei drømme,
Blev hun en Næste meer til at bedømme.

Hvergang hun viste sig paa Scenens Bræt
- Saavidt jeg veed, det eengang var om Ugen -
Var Publicum paa Dandsen reent forslugen
Og brød sig Halsen fast for en Billet.
Man glemte Pligter, Kone, Børn og Bugen;
Man aanded kun i hende, som saa let,
Saa himmelsk yndig Fod til Jorden sætter
I Solo, Pas de deux og i Balletter.

Saasnart hun træder ind, Alverden klapper,
Og tusinddobbelt Brava brøler man;
Saasnart hun tager Afsked, man sig rapper
Til enthusiastisk Brug af Mund og Labber,
Og taber, hvad man ei har, sin Forstand.
Ja Rygtet siger, hvis man stole kan
Paa Rygtet, som et Factum tidt forvansker:
Hver Aften sprang af Klap et hundred Handsker.

Var det det dunkle Haar, det klare Blik,
Var det den fine Skabnings Ungdomsynde,
Var det den lille Fod, der neppe gik,
Før svævende den Flugten sees begynde;
Var det det høie Bryst, den smalle, tynde,
Moderne Taille, som den Evne fik,
At fængsle Alles Hjerter, Alles Blikke? -
Jeg troer det vel, men vist jeg veed det ikke.

28

Var det den skjønne Dands, som her hun stilled
Med Terpsichores egen Lethed frem,
Var det det Vanskelige, smukt tilhyllet
Med Yndighedens Slør, der fængsled dem?
Var det vel Aanden, her til Form omtryllet,
Var det vel Billedet fra Gratiens Hjem,
Var det vel Konst, som lænked Alles Blikke? -
Ja, siger Publicum - jeg troer det ikke.

Thi ei behøver man en Oldings Aar,
For grant at see, at Aanden selv ei fængsler,
At kun om Formen, som en Dør om Hængsler,
Den hele Verden let og smidig gaaer:
Vel Øiets Taarer, ikke Hjertets Længsler,
Vel Smilet, men ei Glæden man forstaaer;
Vel Haandtryk, men ei Venskab; Elskov ikke,
Men prægtigt Kys og Klap og kjælne Blikke.

Thi Aanden ene kun af Aanden fattes,
Af Hjerte Hjertet, Længsel kun af Savn,
Og Svaghed kun af Kraft, som kan udmattes,
Og Uskyld slumrer kun i Reenheds Favn.
Til Maal for Amor ene Psyche sattes,
Og Psyche blusser kun ved Amors Navn,
Og ene Konstneren for Lyset henter
Det gyldne Slør af Skjønheds Elementer.

Dog, hvad end Grunden var, Dione blev,
Af Moden hævet, Publicums Gudinde;
Vers i Avisen man til hende skrev,
For hendes Gunst poetice at vinde.
Man kaldte hende Verdens første Qvinde,
Hvorved man Eva reent af Pinden rev;
Hos Andre hed hun Venus; Patrioterne
Gav hende Navn af Freya mellem Gotherne.

Men mindre kløgtige og skjønne Ho'der
Skrev Prosabreve, fyldt med Elskovssnak,
Og Musici gav hendes Roes paa Noder,
Og Svirebrødre hendes Sundhed drak.
Den store Verden, Høiheds lille Broder,
Paa Kroppen sin brodeerte Kjole trak,
Og kjørte, for sig og at blære lidt,
Til hendes Dør med Kort, pour faire visite.
29 Den Gade, hvor den unge Dame boede,
Blev daglig meer besøgt, og hendes Huus,
Naar i sit Vindve man den Skjønne troede,
Drog Mængden til sig i dens Elskovsruus.
Man vaded over Snavs og gjennem Gruus,
Og ømt og smægtende derop man gloede,
Og fik man blot at see en lille Finger,
Strax fik med Hjertesukket Haabet Vinger.

Her tabte Officerer Vid og Sands;
Her mangen tør Jurist og Mediciner
Ombytted sin Examens Discipliner
Mod hendes Øines straalerige Glands;
Her Adlen red forbi med stolte Miner
Og spored Skimlen til Paradedands;
Ja Hoben saae man Dag for Dag at voxe
Med Præster, Professorer, Orthodoxe.

Og selv det smukke Kjøn lod sig forsone
Og fandt den yndige Dione skjøn;
Og mangen gammel, gudelig Matrone
Slog meer ei Kors, naar Lapsen, hendes Søn,
Sig ønsked høit Dione til sin Kone,
Og piaged hende idelig med Bøn:
Engang at invitere dog den Hulde
Paa Smørrebrød og Punsch og Søster Julle.

Thi just i samme Dage blev det Skik,
Dione ved sin Aftenkreds at see.
Snart inviteertes hun til Soirée,
Snart til et simpelt, huusligt Pikkenik;
Snart paa poetisk, ægte Kongothee,
Paa Vers, som dem af Scriblernes Fabrik,
Paa Kringler, bagt' i Kongens Bageri,
Paa vandet Snak og vandet Poesi.

Men sjelden tog den Skjønne derimod,
Thi ei mod Verden droges hendes Hjerte;
Og midt i Livets Lyst jog tidt en Smerte
Fra Kinden bort det fine Rosenblod.
Forlængst i hendes Bryst slog Alvor Rod,
Og over Øiets ungdomsklare Kjerte
Sank tidlig alt et Slør af Drømmeri,
Som Glædens lette Aander fløi forbi.

30

Tbi Barnesindet tidlig alt tog Skade,
Da Skjæbnens Lyn blandt hendes Slægt slog ned,
Og om end Sindet at afspeile veed
Hvert Indtryk klart, de triste som de glade,
Formorked tidt dog Veemod Speilets Flade,
Og Alt som Skygger da forbi den gled;
Udslukt var Stjernen da, som nylig funkled,
Og selv Gemyttets Liv var da fordunklet.

Thi under Tidens Magt er Livet: Før
Der Blomster stod, hvor nu er Støv og Aske;
Et Ønske fødes, og et andet døer,
Mens friske Minder ud de gamle vaske;
Og Skjemt og Alvor er Fortunas Maske,
Lig Sindet med det skiftende Humeur,
Der driver underfuldt sit Spil forinden,
Og dreier Villien saa let som Vinden.

Hvorfra det kommer, hvor det farer hen,
Det Sind, der os behersker og os blænder,
Hvo har det fattet? Hvilken Aand erkjender
I Livets Spil den første Grund igjen?
Hvo gjetted Grunden og begriber den?
Som Skibets Fart, hvis Gang hver Luftning vender,
Er Sjælens Liv med Villiens svage Roer;
Vi drives, skjøndt vi stolt at seile troer.

Men Høiheds Billed dog, som intet Andet,
Er du, o Frihed, der os daarer let:
Du som vor Tanke hilder i et Net,
Af Skjæbne, Hændelse og Forsyn dannet;
Du, som blev tidt med Drifter sammenblandet,
Hvis frie Spil saa tidt vi har begrædt;
Samvittighedens Træl, skjøndt Sjælens Styrke,
Din Skygge, dit Begreb kun her vi dyrke!

Thi selv du, altid Ubegribelige,
Med Lynets Fart gaaer Aandens Blik forbi;
Om du er Sandhed eller Phantasi,
Tør ei den dødelige Læbe sige.
Kun det vi veed: naar dine Straaler vige,
Som Slaver her i Mørket vandre vi;
I Frihedstroen kun blev Lys os givet -
Men bort fra dig, og ind i Hverdagslivet!

31

Det Aften er, og hos Grev Firlefanz,
I Selskabssalen, hører fiint man snakke:
Af Mænd og Qvinder sees en udvalgt Krands,
Og venligt Væsen, á la falske Blake.
Hver Herrekjole har den ægte Glands,
Det mest moderne Snit hver Damejakke;
Hver Fod er silkeklædt, hver Vifte luftende,
Hver Taille stram og snørt, hvert Hoved duftende.

Man samler sig om Bordet, Theemaskinen
Hvert Hjerte vinder med sin Melodi,
Og muntert brænder Ilden i Kaminen
Og aabner Sjælene for Sympathi.
De unge Damer glemme Hovedpinen,
De unge Herrers Aand er frank og fri:
Man hvisker, snakker, leer, dog Alt med Maade;
Man knækker nu en Nødd og nu en Gaade.

Men fra sin Divan Fruen Alt behersker,
Som klogest General hun styrer Alt:
Hun krydrer Spøgen naar den altfor fersk er,
Og vækker Geisten, som i Staver faldt.
Ei binder til hun Oxens Mund, der tærsker;
Men stopper Munden den med Attisk Salt,
Og lokker frem hvert Hoveds skjulte Kraft
Med Skjemt og Spørgsmaal, Thee og Druesaft.

En Kop endnu, min Herre? Bedste Frue!
En lille Kop, ifald min Thee Dem smager?
De siger Nei - nu vel, som De behager,
Jeg nøder nødig i min egen Stue.
Men à propos, hvad Nyt i denne Uge? -
Smag, kjære Frøken, dog paa disse Kager!
Hvad i Theatret? hvad i Politiken? -
Tag denne Viir, Baron - jo, De maa drikk'en!

Thi vel at styrke Dem, De kan behøve,
Da snart et Under De vil faae at see.
Ei Overraskelsen jeg tør berøve
Den hele Kreds, og derfor maa jeg be'e,
At ei mig ud at fritte her De prøve.
Mit Under vil bedaare Dem maaskee;
Styrk derfor Hjertet forud, Hr. von Marles!
Dig gjelder Raadet ogsaa, Fætter Charles!

32

Her in parenthesi et lille Ord
Om disse Herrer. Charles, kjære Læser,
Er Digtets Helt: hans Stand paa denne Jord
Er Greve; hans Talent er Fløiteblæser,
(Skjøndt rigtignok hans Fløites Tone hvæser),
Og hans Bestilling Diplomat i Nord;
Hans Blik er smægtende som Himlens Blaanen,
Hans Haar er guult, hans Grevskab er i Maanen.

Sit Vaaben bærer han paa venstre Haanden,
Hans Væxt er rank, hans Ansigt fiint og smukt;
Saa ganske lens er han just ci i Aanden,
Skjøndt han Alverdens Viisdom ei har slugt.
Tidt bringer jus naturæ ham i Vaanden,
Og aldrig fik med Folkeret han Bugt;
Forresten er hans Hjerte fuldt af Følelse,
Hans Lunge lidt genegen til Forkølelse.

Om Baron Marles, sorn i min Fortælling
Har Skurkens Rolle, kun en Linie her:
Hans Hjerte var fordærvet af hans Kjælling,
Thi, mellem os, hans Kjælling var en M-.
løvrigt var han hadet af Enhver,
Af hver en Bramarbas og hver en. Skrælling,
Af hver som rørte Luthen eller Liren,
Thi bag hans Pande sad paa Luur Satiren.

Hans Blik var spodsk, hans Knevelsbart var snurret.
Paa høire Kind han bar et vældigt Ar;
Hans Haar var stridt og kort og sort og purret,
Og Ansigtsfarven bruun som en Cigar.
Paa Støvlen hang en Spore; som Husar
Han bar en Dyrendal ved Hoften surret;
Men ei iaften - nei, thi Kors bevare's!
Her skulde tales fiint og ei husares.

Parenthesis claudatur - til vor Frue!
Jeg mener la Comtesse de Firlefanz.
Hun vender sig saa mild just som en Due
Til Aftnens unge Digter, Digter Hans:
Min unge Ven! spænd nu Apollo's Bue,
Og ræk os Blomster her af Musens Krands:
Den frygtelige Act af Der' Tragedie,
Hvor tvende Piger myrde vil en tredie.

33

Herr Hans han smiler, bukker og sig rømmer,
Og trækker Manuscriptet frem ihast,
Og læser nu, som sig en Digter sømmer,
Med hævet Røst og stolte Øiekast.
Nu er han tordnende, og nu han øm er,
Nu taler han om Dyd, og nu om Last,
Nu i phantastisk Skildring han sig taber,
Nu seer han op - og hele Kredsen gaber.

Dog ved hans Blik forandrer sig hver Mine,
Hvert Øie funkler og hvert Træk er spændt.
Han rødmer, thi man hvisker: Død og Pine!
At just han saae omkring i det Moment.
Enhver forlegen er, selv Frøken Fine,
Som dog for Frygtsomhed er ei bekjendt.
I Klemme sidder man til over Ørene;
Da, midt i Nøden, aabnes begge Dørene.

Og skjøn som Venus, eller som Aurora,
- Enhver har Valget efter egen Sands -
Saa mildt fremskridende som Vaarens Flora,
Indtræder, smykket med en Rosenkrands,
Vidunderet Dione - sine mora
Sig reiser Fru Grevinde Firlefanz.
Hun gaaer den hulde Gratie let imøde,
Enhver staaer op, og Charles' Kinder gløde.
Thi lige for ham just D i o n e neier,
Idet hun sender rundt et yndigt Smiil,
Hvori sig skjuler Amors Tryllepiil,
Der paa sin gyldne Spids hvert Hjerte veier.
Og hver en Dames Silkekjole svaier,
Og alle Herrer bukke sig med Iil;
Men traurig pakker Hans Tragedien sammen
Og griber sukkende til Hanekammen.

Dione træder frem, ført af Grevinden,
Og tager rødmende ved Bordet Plads;
Som vis à vis sig sætter Junker Mads
Og gloer som bedste Ko paa Dandserinden.
En halv Snees Damer støtte Haand til Kinden
Og imitere ham med Blik og Glas.
Nu lægger Frøken Fine sin Lorgnette,
Og hvisker til Grev Charles: en Coqvette!

34

Det naaer Diones Øre: Blodet viger
I samme Stund fra hendes fagre Kind,
Og lig urolig Bølge Barmen stiger,
Mens Veemods Sky formørker Øiets Skin.
Hun seer paa Charles - dette Blik ham siger,
Hvad nys en Stemme sagde i hans Sind,
Og Frøknen, som just hvisker: naa, saae Magen vi!
Han svarer kold og rolig blot: was sagen Sie?

Men Øieblikket klogt benytter han
Til et Par Ord at vexle med Dione:
Imellem Spøg og Alvor er hans Tone,
Hans Sprog galant, som hos en Verdensmand.
Hun svarer ham med Fiinhed og Forstand,
Og Alles Jalousi la'er sig forsone;
Thi snildt den Skjønne lokker ind i Talen
Den hele Kreds fra Ho'det indtil Halen.

Paa alle Kanter slaaer nu løs man Gjekken;
Kun Baron Marles ei, der sidder taus,
Saa elskovsfuld, som Katten udi Sækken,
Imellem Dandserinden og Grev Claus.
Hans Hjerte kurrer som en Fugl bag Hækken,
Og da Principerne som sagt er snavs,
Saa tænker han at handle her paa Moden
Og træde vor Heltinde ømt paa Foden.

Men Skjæbnens Luner, som jo Alt beskikke,
La'er paa Grevindens Fod ham sætte sin,
Og med et tvungent Skrig og sagte Hviin
Hun farer op med Lyn i sine Blikke.
Mig var det ei! Mig var det sand'lig ikke!
Forsikkrer Marles, mindre klog end fiin;
Men Fruens Liigtorn taaler ikke Mere,
Thi foreslaaer hun nu at musicere.

Og det var vel betænkt af Fru Grevinden;
Thi hvad besidder Tonens Trylleri,
Som i Musiken flyver os forbi,
Forfriskende vort Sind som Foraarsvinden?
Da vaagner hver en Følelse forinden
Og former sig til yndig Phantasi;
Da røres alle Strenge, Lyst og Smerte,
Og Mindets Gjenlyd svarer i vort Hjerte.

35

Bevidstløs drømme vi, og disse Drømme
Til Livet vaagne gjennem glade Haab,
Der vied' ind som Børn af Længsels Daab,
Hen over Tonehavets Bølger svømme.
Af dem fremstige Tanker, rene, ømme,
Der dæmpe vuggende hver Smertes Raab,
Og kalde frem, mens hver en Klage tier,
Af Sjælens Dybde Hjertets Melodier.

O Melodi! O Toners rige Hav!
O Sjælens Harpe! som en Aand bevæger.
Hvis milde Aande hver en Kummer læger,
Der vaktes ved dit Veemod af sin Grav:
Du friske Væld af Harmoniens Bæger,
Som Himlen i sin Kjærlighed os gav!
Du strømmer frem i evig fulde Bølger,
Der dæmpe Sorgen, skjøndt dem Taaren følger.

Dog til min Text igjen! - Med Larm og Bulder
Et Fortepiano af clet bedste Slags
Fra Stuen frem i Salen nu man ruller,
Og bringer Noder, Lys og Lysesax.
En Frøken Emma med en sneehvid Skulder
Sig foran Nodebladet sætter strax,
Og en Sonat med Anstand og med Værdighed
Hun spiller smagfuldt og med sjelden Færdighed.

Hvor ile de Smaafingre dog, mens Armen
Med Lynets Hurtighed bevæger sig;
Ved hvert et Løb sig hæver yndigt Barmen
Og aabner Alles Blik et Himmerig.
Nu ender hun den tonefulde Krig
Med svære Dobbeltløb og mægtig Larmen.
Hver priser hende; dog, hun sukker smægtende:
Roesen er Webers - Ingen er benegtende.

Paa Alles Bøn Dione nu skal synge;
Hun gjør det nødigt, men hun gjør det dog,
Og Alle stille sig omkring i Klynge,
Og Charles, halv idrømme, staaer der og.
Ved ham staaer Junker Mads, det sælle Skrog,
Samt Claus og Marles, der paa Ryggen slynge
De lange Arme, for at faae Balance.
Dione synger følgende Romance:

36

Ved den dunkle Brønd, i Skovens Stille,
Sad med saaret Bryst en Riddersvend;
Hesten græssed mellem Urter vilde,
Skjold og Hjelm hang over Dybets Kilde,
Selv han tankefuld saae ned i den.
Og han tænker paa,
Om han meer skal naae
Hjem og Brud og Fædreland igjen.

Da, mens Sukket let hans Tanke følger,
Drages Øiet mod det dybe Vand,
Og en Qvinde, der sig halv fordølger,
Halv sig hæver i de dunkle Bølger,
Bank og svanehvid, han skue kan:
Under Lokkers Krands
Klare Øines Glands
Smiler til ham op fra Brøndens Band.

Og hun taler, mens et gyldent Bæger
Høit hun løfter i sin hvide Haand:
Denne Trylledrik din Vunde læger,
Og mens huldt den Hjertet vederqvæger,
For hver Skranke den befrier din Aand.
Fra det stille Land
Dette Kildevand
Risled gjennem Jordens Klædebon.

Naar min gyldne Skaal din Mund berører,
Falder paa dit Øie sødest Blund;
Til din fjerne Brud en Drøm dig fører,
Gamle Toner fra dit Hjem du hører
Huldt at hilse dig i samme Stund.
Hvad der svandt, forgik,
Samme Øieblik
Finder du paa dette Bægers Bund!

Mens hun taler, gløde Svendens Kinder
Og i Haabet nu hans Læbe leer;
Ned han bøier sig hvor Vandet rinder:
Dybt og dybere dog Synet svinder,
Fjern og fjernere han Skaalen seer.
Han den griber alt!
Da fra Bredden faldt
Han i Dybet - aldrig saaes han meer.

Her Romancen ender, og Dione
Dænges til af Roes og Smigreri:
Hvilken simpel, yndig Melodi!
Hvilket Udtryk! ja - og hvilken Tone!
Den jeg lære maa min lille Kone!
Den, Emilie, sammen synge vi!
Den maa sættes ud til fuldt Orchester! -
Saa gaaer Munden paa de rørte Gjester.

37

Meest af Alle dog Grev Charles brændte,
Rundt omkring han skued glad og stolt;
Han som Kjender hendes Noder vendte.
Hendes Handsker han ved Spillet holdt.
Hjertet i ham fløi som Amors Bold,
Og hvert Øiekast, hun mildt ham sendte,
Enten nu med Forsæt eller ikke,
Fanged han med elskovsfulde Blikke.

Hendes Ridder ridderlig han spiller,
Holdt i Aande bag sin Dames Stol:
Kun for hende han iaften til er,
Hun, hans Hjertes straalerige Sol,
Hun, hans Tankers tryllende Idol!
Og, skjøndt om hans Øre bittre Piller,
Spidse Ord fra alle Kanter gaae,
Hørte han dem ei; kun Eet han saae.

Alt i dette Ene dog sig gjemte:
Dette dunkle Haar, i Lokker lagt,
Disse Læber, som til Veemod stemte,
Disse Kinders fine Farvepragt,
Dette Bryst, i Skjul bag sneehvid Dragt,
Dette Blik, som seet man aldrig glemte,
Denne rene Stemmes Trylleri:
Kort, den hele Skabnings Poesi!

Og Dione - hvi skal jeg det negte?
Lukked ei sit Øre for hans Ord.
Imod Smiger vel en Sjæl kan fegte,
Ak, men Hjertets Sprog, er Klangen ægte,
Har en Talsmand som i Hjertet boer.
Ved dets Toner Længsels Spire groer
Til et mægtigt Træ med Løv og Skygger;
Deri Haabets glade Sangfugl bygger!

Her et Tæppe nu for Soiréen
Med Forlov jeg hurtig synke la'er;
Thi hvad meer man fik end Kongotheen,
Derpaa har min Musa intet Svar.
Ingen Kjøkkenseddel seet jeg har,
Ingen Ret jeg smagte paa med Skeen;
Dog trakteerte vel de søde Dukker man
Her, som andensteds, med Slik og Sukkervand.

38

Med Grev Charles, som i Hat og Kappe
Ud ad Døren iler, folge vi:
Ned han styrter ad den brede Trappe,
Herrer, Damer stormende forbi.
Kinden luer, sig hans Fødder rappe.
Som en Fanges, der sig føler fri,
Som om Flammen brændte ham i Hælen;
Dog, den var ei der - den var i Sjælen!

Først i fri Luft samler han sin Tanke,
Hvor, med Blikket vendt mod Stjerners Hær,
Sprængt han skuer hver en jordisk Skranke,
Og sig tykkes Himlen mere nær.
Høiere han føler Hjertet banke,
Thi med henrykt Blik han læser der,
Midt i Krandsen af de gyldne Stjerner,
Hendes Navn, som Evigheden værner.

Og han iler hen, hvor Havet slynger
Bølgebæltet omkring Landets Kyst:
Der hans Hjertes Drøm paa Voven gynger,
Hver en Bølge om det Navn nu synger,
Som fra Stjernen ham tilsmiilte Trøst.
Stille Fred og paradisisk Lyst
Strømmer med hans Blod til alle Aarer,
Varmer, qvæger, fryder og bedaarer.

Hvo har Navn for hvad han her fornemmer,
Medens op fra Hjertets Dyb nu lød
Glædens fulde Chor i høie Stemmer?
End i Taarers Dal han forud nød
Sjælens Lyst, der Graven gjennembrød,
Lysets Herlighed, som Himlen gjemmer
Til den frelste Aand, der løst fra Sorgen
Gjennem Døden gaaer til Livets Morgen. -

Men til Dione! - Vintren er forbi,
Og imod Enden lakker det med Vaaren;
Det friske Lindeblad afryster Taaren,
Og Poplens Krone gynger frank og fri;
I Skoven fløiter Fuglen sit Pipi,
Og hver en Blomst, som Floras Barm har baaren,
Hvis Kalk nu Lys og Varme kommer nær,
Sig aabner duftende, med farvet Skjær.

39

Den lette Myggeflok om Aftnen summer,
De muntre Morgenlærker Triller slaae,
Og Frøen qvækker medens Bien brummer,
Naar Middagssolens Flammer Jorden naae;
Og mere dunkelblaa nu Bølgen skummer.
Og mere reent er Luftens friske Blaa,
Og i sin Fylde al Naturen skj server,
Mens høiere sig Himmelbuen hvælver.

Paa Alt det tegner til en herlig Sommer,
Een af de sjeldne Gjester her tillands,
Hvor Taagen hænger sig om Solens Glands,
Og Boreas i Luften lystig trommer;
Hvor lunefuld, som Pigers Sind og Sands,
Fra alle fire Hjørner Vinden kommer;
Hvor Himlen Nat og Dag i Ho'det regner,
Og Somrens Kjendetegn er Vand og Fregner.

Fra Staden ud den store Verden flytter,
At prøve Livet i den friske Luft,
At nyde med sin Næse Blomstens Duft,
Mens sødt til Fugleqvidder Øret lytter;
At styrke ved Betragtning sin Fornuft,
At adle Hjertet i de simple Hytter,
Og, mens et landligt Liv man har for Øie,
Sig med det gamle Byliv at fornøie.

Dione flytter med, og nogle Mile
Fra Byen, ved en lille Sø, hun fik
Et Huus sig leiet, kaldet Sommerhvile,
Hvor lige op til Muren Vandet gik.
Naar sig fra Voven hæved hendes Blik,
En Bøgeskov det mødte. Poppelpile
Omkrandste Bredden, og en Have laa
Om Huset rundt og langs med Søens Blaa.

I dette Paradiis den Skjønne drager,
Kun i sin Piges Følgeskab, nu ind,
Og bringer der i Orden sine Sager,
Og slaaer i Eensomhed til Ro sit Sind.
Sit Sovekammer hun mod Østen tager,
Men imod Vest, belyst af Solens Skin,
Før bag den fjerne Skov den Hvile søger,
Var hendes Cabinet og hendes Boger.

40

I Mørket ei Dione havde famlet,
I disse Bøger jeg Beviset har;
Med udsøgt Smag var Bibliotheket samlet,
Af Aands og Hjerteføde fuldt det var:
Der fandtes Göthes Faust og Shakespeares Hamlet,
Og Byrons Manfred, Cain og Corsar,
Og Schiller, som vor slappe Tid for stærk er,
Og Oehlenschlægers rige Ungdoms værker.

Der fandtes Bønnebøger, Andagtsskrifter,
Lidt gammel og lidt ny Philosophi,
En heel Reol, hvor man Bekjendtskab stifter
Med Heltes Liv og Reisendes Bedrifter,
Ja, selv der fandtes en Astronomi;
Men først og sidst dog hines Poesi,
Hvem Muserne til Verdens Glæde fødte:
De tre Heroer: Shakespeare, Byron, Göthe.

Ved Cabinettet, hvorom nys var Talen,
Med Blomster fyldt et Værelse der laa,
Og derfra førte Døren ind til Salen.
Fra den man til Altanen kunde gaae,
Der over Vandet hang, og hvor Ovalen
Af den med Skov bekrandste Sø man saae.
Her saae ved Dag man Havet i det Fjerne,
I Søens Speil om Aftnen Himlens Stjerne.

Her stod Diones Harpe, som hun slog
Med Mesterhaand hver Aften; her hun hviilte,
Naar Lunas Straaler gjennem Skoven smiilte,
Og gyldne Skyer over Himlen drog.
Her sine bedste Minder frem hun tog;
Men selve Dagen bort ved Arbeid iilte,
Ved Broderi og Tegnen og Studeren,
Ved Øvelser i Dands og ved Spadseren.

Saa fløi forbi nu Tiden - fjorten Dage
Var alt henrundne som et kort Minut.
Kun Fred omgav Dione, ingen Klage
Formørked Øiet paa den hulde Glut.
Dog det var Havblik, Stormen er tilbage;
Den kommer snart; men før den er frembrudt,
Den vugger hendes Sjæl med yndig Mumlen,
Lig Bækkens Bølge - derpaa kommer Humlen!

41

En Aftentime, just som Dagen helder
Og Pigen bragte Thee og Aftensmad,
Ved hendes Dør en Tjener selv sig melder;
Og førend om Tilladelse han bad,
Han iilsomt med bevæget Røst fortæller,
At nogle Skridt herfra hans Herre sad,
Med Panden blodig og med Blod paa Vesten,
Da han paa Veien styrtet var med Hesten.

Dione springer op og hurtig kaster
Hun Shawlet om sin Hals, og uden Hat,
Af Tjeneren og Pigen fulgt, hun haster
Af Haven ud, igjennem Busk og Krat;
Hun standser ei, den lette Fod ei raster,
Og næsten aandeløs, af Løbet mat,
Hun Stedet naaer, af Tjeneren betegnet,
Hvor hun Grev Charles seer i Afmagt segnet.

Han hviler paa den duggbelagte Jord,
Hvis høie Græs sig om hans Hoved slynger;
Bevidstløshed hans Øienlaag nedtynger,
Og midt i Panden sees et blodigt Spor.
Ved Siden, med den sprængte Sadelgjord,
Er Hesten henstrakt mellem Blomsterklynger;
Og medens den, lig Herren, stønner stille,
Slager Fuglen over dem sin muntre Trille.

Saadan, af Døden let berørt, hun finder
Den unge Greve, som var ei forglemt;
Og halv forfærdet, halv til Veemod stemt,
Hun knæler ned ved ham, og Taaren rinder
I klare Draaber over hendes Kinder,
Mens Hjertet hæver sig saa dybt beklemt.
Hun løfter ømt hans Hoved, dog hans Blikke
Endnu tilsløres - Læben aabnes ikke.

Imidlertid et Leie man bereder
Af Grene, som med Mos bedækkes blødt;
Paa det han lægges, og Dione beder
At vandre sagte, mens sit Shawl hun breder
Ud over ham, hvis Blod det farver rødt.
Selv bærer hun hans Hoved: halv som dødt
Det hviler tungt og mat i hendes Hænder,
Skjøndt varme Øiekast hun tidt det sender.

42

Man Huset naaer, og i Diones Seng
Den dyrebare Byrde ned man lægger;
Med lette Puder man ham let bedækker,
Mens efter Doktor flyver bort en Dreng.
Men Charles drager Aanden tung og eng;
Den urofulde Hvisken ei ham vækker,
Og ei hans Sjæl, bevidstløs, kan fornemme
Den ømme Klage fra Diones Stemme.

Thi raadvild hun ved Leiet længe stod;
Men nu med Rosenvand hun ham bestænker,
Og Pigen, som af Skræk paa Huusraad tænker,
Paa Munden lægger Salt og Peberrod.
Da - Fangen lig, der bryder tunge Lænker,
Hans Bryst sig løfter, og mens Purpurblod
Skød frem i Kinderne, hans Blik sig hæver:
Forundret det omkring i Stuen svæver.

Thi for hans Aand, som Alt i Drøm betragter,
Omformes Alt ved Feberphantasi:
Han troer, at Dødens Nat han dvæled i,
At, nys til Livet kaldt af Lysets Magter,
Han Skyggeriget vandret er forbi;
Og gjennem Taagen, som for Øiet lagt er,
Han skuer alt i Lysets Morgenrøde
Den første Engel komme sig imøde.

Han strækker Haanden mod Dione hen,
Dog magtesløs den falder ned paa Dækket;
Tilbage synker Hovedet, og svækket
Han selv i Slummer vugges ind igjen.
Men tankefuld, bevæget og forskrækket
Dione hefter Blikket paa sin Yen,
Og medens friske Taarer Øiet vande,
Hun stryger med sin lette Haand hans Pande.

Det var en farlig Stilling, ei jeg negter,
Her hørte Kulde, Aar og Fatning til;
Thi kun Medlidenhed er daarlig Vægter,
Hvor Hjertetyven Amor er paa Spil.
Naar først han stjaalet har, han sætter Ild,
Og hvis ei Luen strax man dæmpe mægter
Ved Hensyn, Klogskab, Hjertets Sammenklemmelse,
Da voxer op til Qval hver sød Fornemmelse.

43

Thi Alt i Verden har en Dødens Spire,
Hvori som Aander fjendske Kræfter boe.
Som Toner vaagne de, og dandse fro
Ved Lystens lette Slag paa Hjertets Lire;
Af een Begjærlighed de skabe fire,
Af Fryd et Sorgens Net de om os snoe;
Af Ærens Drøm, af Elskov, Guld og Druer
De lokke Lys ei frem, men vilde Luer.

De smile ydmygt naar man dem foragter,
De sukke stille naar man dem forsmaaer,
De slumre roligt naar man dem betragter,
Men herske vældigt naar de Magten faaer.
De lænke Sjælen naar den meest forsagt er,
De fange Hjertet naar det kjærligst slaaer,
De vende op og ned paa Alt i Livet,
Og bøie selv det Stærkeste som Sivet.

- Men her til Lykke Lægen arriverer,
At tage vor Patient i grundig Cuur.
Han føler Pulsen, tæller paa sit Uhr,
Mens Igler han og Suurdei ordinerer.
Han priser Charles' dygtige Natur,
Og smiler naar den Syge phantaserer,
Og søgende om Raad i sin Scientia,
Han finder Stilhed, Hvile, samt Patientia.

Derhos et mindre Plaster og et stort,
Med Gummiolie, som det bedst kan falde,
Paa alle Kanter dygtig oversmurt,
Han lægger paa ham, trøstende dem Alle.
Med Smiil udbryder han: nu er det gjort!
Bli'er værre han, saa lad De kun mig kalde.
Farvel! Farvel! jeg kan ei tøve mere;
En Practicus maa evig practicere!

Men har end Lægen sin Patient forladt,
Dione dog med Charles holder Øie:
Skjøndt træt af Dagens urofulde Møie,
Hun vaager ved hans Seng den hele Nat.
Paa hvert et Aandedrag hun agter nøie,
Om mere stærkt det er, om mere mat;
Og viser sig lidt Farve blot paa Kinden,
Strax seer deri hun Tegn paa Velbefinden.

44

Saa, Englen lig ved Graven, sidder hun,
Til Søvn og Træthed hende overmande,
Til Drømmen og dens Billeder sig blande
Med hendes Tanker næste Morgenstund.
Da synker ned mod Leiet hendes Pande,
Den bløde Pude kysser hendes Mund,
Og over Kind og Bryst og Arm sig lægge
De dunkelbrune Lokker, lig et Dække.

Hun slumrer - men den friske Morgen føder
I Charles Kraft og Liv - han vaagner let;
Han kaster Blikket rundt, og strax det møder
Et Hoved, hvilende paa Sengens Bræt.
Jo meer han seer, desmere Kinden gløder,
Og da nu endelig, af Skuen træt,
Sit Øie som bedaaret han tillukker,
Af Hjertets Dyb heel længselfuld han sukker.

Det dybe Suk Diones Øre naaer,
Af Hvilens korte Blund det hende vækker:
Det dunkle Øie hun iveiret slaaer.
Og yndigt Purpur hendes Kind bedækker.
Ned synker Blikket, og med Haanden lægger
Tilbage over Skuldren hun sit Haar,
Hvorpaa sig hurtig hendes Fødder fjerne -
Saa flygter imod Morgen Nattens Stjerne.

Men ingen Slummer lægger meer sit Bind
Om Charles' Pande - drømmende han støtted
Med Haanden tankefuld og taus sin Kind.
Han sidder, som om Øret henrykt lytted
Endnu til fjerne Toner - som benytted
En Fee nu til sit Tryllespil hans Sind.
Saa sidder han, og hvad han nu betænker,
Det kjender Amor og de unge Enker.

O Drømmeri af Kjærlighed og Savn!
Af Lyst og Haab, som ængster og som tryller,
Som Hjertet med en mægtig Attraa fylder,
Og drager Ynglingen mod Pigens Favn:
O Følelse, som vi vor Tilvær skylder!
Hvo nævner Barnet ved sit rette Navn?
Blod, Sandser, Sympathi og Uundværlighed,
Composition af Længsel og Begjærlighed!

45

Dig takke vi for Ægteskab og Vugger,
For unge Sjæles gaadefulde Form,
For Hjertets Fred og Lidenskabens Storm,
For Livets Suurdei og for Livets Sukker.
Din Frugt hver Skabning paa sin Vandring plukker,
Thi dig Naturen skrev som Alles Norm,
I Alles Bryst du dine Skud udslynger,
Du, Livets Rod, som Livet selv forynger!

Du lokker os til Hymens Lotteri,
For der at prøve Ægtestandens Lykke,
For med Gevinsten os et Huus at bygge,
Med enten Himmel eller Helved i.
To Lodder bringes der, og vælge vi,
Beroer dog Træffet paa Fortunas Nykke.
Hvad begge gjemme, vil jeg her fortælle;
Forresten kan det sees af hver Novelle.

Til Frokost Tvedragt giver os det første,
Til Middag daarlig Mad og aldrig Ro,
Til Aften Strid, om hvo der er den Største,
Skjøndt ofte man er smaa nok beggeto;
Til Ryggen bringer det en dygtig Børste,
Til Vandring gjennem Livet snevre Skoe,
Til Hvile, for at Hjertet sig kan vende,
En Seng, som gjort til To, har Plads til Trende.

Det andet lutter Harmoni os gi'er:
En trofast Skulder, som hver Byrde letter,
En Krands af Roser til vor Ungdoms Ziir,
Hvorom sig Eviggrønt som Ramme fletter;
En Trøst, der i det Værste hos os bli'er,
Et Bryst, der ingen kjærlig Drøm forgjetter,
Et dobbelt Smiil og Suk i Fryd og Nød:
Eet Bord, een Seng, eet Maal i Liv og Død!

O Harmoni af tvende Sjæles Klang!
Disharmoni af tvende Sjæles Toner!
Spil, som bestandig sættes nyt igang
Til alle Tider og i alle Zoner!
O Hurlumhei af Ægtemænd og Koner!
Af Folk, som gjør sig Veien let og trang,
Af Folk, som kun den stille Gangsti kjende,
Af gamle Piger og af Pebersvende.

46

Frit Valget er, men selv er ei vi frie,
Hvert Indtryk ta'er vort Hjerte i Forpagtning;
Nye Lidenskaber, gamle Minders Slagtning
Og Hængen-op i Røg, tilstede vi.
Meest staaer det hulde Letsind dog os bi,
Men fremfor Alting Hensyn og Betragtning
Til Huus og Hjem, til Stand og Rang og Hæder,
Til Mad og Drikke, Gods og Guld og Klæder.

Er da den evigunge Amor død,
Som eengang sine gyldne Pile sendte
Fra Himlen ned, mens sødt lians Lyra lod
For varme Hjerter, der af Elskov brændte?
Er Faklen slukket? den, som Lyset tændte
For tusind Slægter gjennem Liv og Død;
Har Rigmands Guld om Buen lagt en Bøile?
Brast Gudens Piil i Kammerherrens Nøgle?

Nei! Men en Handelsvare Hjertet blev,
Og Skjønhed blev et Fond, hvoraf man henter
Sig Ægteskabets Capital og Renter
Ved Mellemkomst af Kys og Kongebrev.
O Kjærlighed, som aagrer med Procenter!
Gjør Skjøgen værre, naar sin Taxt hun skrev?
Kun Klogskab vaager, Amor steenhaardt sover.
O Skuespil, at lee og græde over!

Hist knæler en forelsket Ungersvend
Ved Foden af sin Donna: Fagre! Hulde!
(Saa taler han) forjag dit Hjertes Kulde,
Og elsk, som jeg dig elsker, ømt igjen!
Hun seer betænksom paa sin unge Ven,
Og veed ei ret, om her hun fire skulde;
Dog endelig med Smiil ham spørger Damen:
Min Herre! ikke sandt - De har Examen?

"Ak nei, desværre!" Det er slemt, min Kjære!
Dog De maaskee den ta'er om stakket Frist?
"O nei!" - O vee! saa faaer vi lade være,
Medmindre Deres Fa'er er Capitalist.
"Jeg har en Arv ivente." - Er det vist?
,,Ja jeg forsikkrer Dem det ved min Ære,
De tred've Tusind staae hos Jøden Levi." -
Hun synker til hans Hjerte: Din for evig!

47

Saadan man Lykken veed at assurere,
At sikkre sig, naar man sig offre vil;
Man Amors Lue seer som Kjøkkenild,
Som Qvindens Maal, fra Een at blive Flere.
Man agter ei sit eget Selv for Mere,
End for en Indsats i et Lykkespil;
Man aner ei, skjøndt man belært er bleven,
Det høie Værd af eensom, stille Leven.

Man kjender Æren ei, og Stolthed neppe,
Ei Livets Maal, som i os selv vi fik,
Ei Troens Kraft, ei Nydelsen, som gik
Frem af en Tankestrømnings Flod og Ebbe;
Ei Haabets Skjønhed, ikke Længsels Blik
Naar Natten ruller ud sit Stjerne-Tæppe,
Ei Glæden ved Ideernes Modtagelse,
Ei Frugten af vor egen Aands Opdragelse.

O Lavheds lænkebundne Aand, som kun
Af Hensyn kaster sig i Hymens Arme;
Som smelter ei ved Kjærlighedens Varme,
Men suger Klogskab af dens røde Mund;
Som for Gevinsten kun har sultne Tarme,
I Hjerteposens Dyb en hullet Bund;
Som kjender Ægteskab, men Elskov ikke,
Som griber Skallen, men la'er Perlen ligge!

Saa gjorde Charles og Dione ei,
Der omvendt handled - og hvem alt vi kjender
Om ei som gamle, dog som gode Venner.
Helbredet var han, ikke frisk - o, nei,
Han vandrer hjertesyg en farlig Vei,
Hvor Piil paa Piil ham Elskovsguden sender.
Han sætter ned sig hos Dione nu,
At tage Afsked var hans faste Hu.

Først stammer han sin Tak med sagte Stemme,
Hun svarer kun med sænket Øiekast;
Saa be'er han hende, aldrig sig at glemme,
Da sukker dybt hun, som en Lænke brast;
Saa hendes Hænder, som hans egne gjemme,
Han mod sin Læbe trykker ømt og fast:
Saa mødes deres Blik i Lyst og Smerte,
Og reven hen hun synker til hans Hjerte.

48

Det første Kys - hvad hæver hver en Tvivl,
Som denne Blomst, af kjærlig Længsel funden?
Dens Bæger krandset er af Amors Smiil,
Og Psyches Taare ligger gjemt paa Bunden.
Al Sjælens Ømhed svæver da paa Munden,
Al Hjertets Varme vaagner da med Iil,
Alt vækkes da - det Bedste og det Største;
Thi hvad har Magt i Livet som det Første?

Den første Barndom og de første Minder,
De første Toner af vort Hjertes Røst,
Det første Haab, som meer og meer forsvinder
Med Sindets Gjenklang af dets første Lyst;
De første Taarer over Barnets Kinder,
Den første Lærdom i dets unge Bryst:
Kort, alt det Første for vor Sjæl er Lindring,
Det første Kys dens yndigste Erindring!

Og denne Trylleblomst Dione byder
Sit Nectarbæger nu. Mod Charles vendt
Er hendes hele Sjæl, i Blikket sendt,
Der taarevædet hendes Indre tyder.
Halv drømmende sin Følelse hun nyder,
Al Haabets Sødhed, forhen ubekjendt.
Saa sidder hun, til Timens Slag dem vækker,
Til Slør om Glæden Afskedsstunden lægger.

Og hun er ene - paa den lette Hest
Hun seer ham flyve bort saa let som Vinden.
Hun støtter tankefuld sin Haand til Kinden
Endnu med Øiet følgende sin Gjest.
Han vender tidt sit Hoved, og forinden
Han taber sig bag Skovens sidste Rest,
Han halv omkring i Sadlen rask sig svinger,
Og kysser ømt til Afsked paa sin Finger.

Men i den samme Stilling taus hun dvæler,
Og Blikket vandrer i det samme Rum,
Og Læben smilende forbliver stum,
Mens Sukket sig fra hendes Hjerte stjæler.
Saa, bøiet halv forover, halv hun knæler,
Som samled hun de gyldne Minders Sum,
Som holdt hun fast det sidste, nys forsvundne,
Det nu med hendes Sjæl saa nær forbundne.

49

Halv drømmende hun paa Altanen sad,
Hvor med sit eget Hjerte ømt hun taler,
Mens Øiet følger Aftnens Sol, som daler
Bag zephyrlette Skyers fjerne Rad.
Dens funklende, dens sidste Lue maler
Med Rosens Rødme Lundens- lyse Blad;
Den synker meer og meer, men Skyen arver
Dens Straaleglands, dens purpurrøde Farver.

Og Lysets glimrende og stolte Død
Dione tankefuld betragter nøie,
Og Blikket følger Skyen mod det Høie,
Hvor sig i tusind Straaler Farven brød.
Dog kort Tid kun den trylier hendes Øie,
Snart synker graanet den i Mørkets Skjød,
Og Natten Stjerneborgens Port oplukker -
Alt. seer Dione, bævende hun sukker:

"O hvad er Livets fagre Glands? Forsvunden
Som Solen hist er snart dets gyldne Pragt;
Selv Mindet, i sin blege Rosendragt,
Fordunkles som en Sky i Aftenstunden.
Dog- svandt end Straalen her ved Tidens Magt,
I næste Øieblik paany oprunden,
Den glimrer mere reen, i stille Glands,
Fra Nattens evigfriske Stjernekrands."

Men Stilhed nu omsvæver Alt og trykker
Sit sagte Kys paa alt det Skabtes Mund,
Og frem af Skoven gaae de dunkle Skygger,
Og Taagen damper over Mosens Grund;
Og al Naturen sig et Leie bygger,
Og Alting synker i det tause Blund -
Dione reiser sig, thi Hvilen kalder;
Fra Tankens Arm til Søvnens Bryst hun falder.

Fra den Tid af hun Charles daglig seer,
Fra den Tid af man ikke meer ham skuer
I Byens Cirkler, Stadens Assembleer,
I Kreds af smukke Frøkener og Fruer.
Kun for Dione nu hans Hjerte luer,
For ham er hele Verden Intet meer,
Kun hendes fagre Træk hans Tanker tegne,
Kun hendes Billed seer han allevegne.

50

Hvergang lians Ganger bar ham ud til hende,
Har ikke Lethed nok dens rappe Fod;
Hvergang fra Høien af han kunde kjende
Altanens Gitter, hvor den Hulde stod
Og frit sit hvide Tørklæd' flagre lod,
For ham den første Hilsen ømt at sende:
Da spored frem mod Maalet han sin Hest,
Og da begyndte Begges glade Fest.

Da fløi fra Glædens Bue Tidens Piil,
Og før de øined den, var den forsvunden;
Da flygted Savnet bort med Stormens Iil,
Mens Længsel stille sad med Vingen bunden,
Mens Begge læste i hinandens Smiil
En Lykke, forhen søgt, men aldrig funden;
Mens hver en Taage bort fra Øiet veg,
Ved Glands af Dagens Sol, der skyfri steg.

Da gjennem Lunden gik de Arm i Arm,
Med Øret aabent for hinandens Stemme,
Der tolked Hjertets Glæde, mild og varm,
Og Livets Lykke lod dem dybt fornemme;
Da hørte tause de paa Bølgens Larm,
Og vuggede de syntes Alt at glemme.
Naar Vinden kruste Søens blanke Speil,
Og Baaden bar dem frem for fulde Seil.

Men naar til Afsked om et Kys han bad,
Naar om at skilles Aftenklokken minder,
Og hun med varme, purpurklædte Kinder
Til Skoven følger ham sørgmodig-glad,
Hvor i den dybe Dæmring han forsvinder,
Det Begge tidt var haardt at skilles ad.
Med Suk i Lunden ind han saaes at drage,
Og hun med vaade Øine stod tilbage.

Thi øm var Afskedstimen; hvert et Møde
Gav dem et Indtryk af en Høitidsdag,
Og begge Hjerter, drømmende og bløde,
I Sværmeriets Toner fandt Behag.
Ei den Art Tale faldt i deres Smag,
Hvori de muntre Skjemtetoner løde;
Med Lunets Spøg var deres Fryd ei blandet;
De kjendte Hjertets Sprog, og intet andet.

51

Men hver en Blomst, som sprang af Hjertets Rod,
Sit Tryllebæger sødt for dem oplukker,
Og hver en yndig Frugt dem Haabet plukker,
Der Veieri rosenstrøer for deres Fod.
Lig Dalens stille, perleklare Flod,
Som Morgnens Sol og Aftnens Stjerne vugger,
Og som sig Himlens Farve speiler i,
Bar Tidens Bølge deres Lyst forbi.

Og hver en Lænke, snoet af Amors Haand,
Som her paa Jorden Bryst med Bryst forbinder,
Og hver en Traad, hvoraf sig Guden spinder
Til Net om Sjælene de stærke Baand,
Der knytte sympathetisk Aand til Aand,
Sig fast og fastere om Begge vinder.
Dem fængsled Alt, hvad Livets Baand vi kalde,
Kun Brødens ei, det stærkeste af alle.

De nød den Fryd, som Øieblikket har,
Naar hulde Minder Farveskjær det laane,
Og alle Sorgens Skygger mat hendaane
For Dagens Sol, der skinner blank og klar.
Men meer end Dagens Sol gjaldt Aftnens Maane
Dog for det elskende og unge Par,
Der paa Altanen tidt dens Guddom hylded,
Og Haand i Haand stod af dens Lys fortryllet.

Saa flygted Dagene paa Tidens Strøm;
Af Tal kun faa, en Evighed de gjemte.
Den samme Harmoni, saa fuld og øm,
Endnu til Begges Lyst sin Harpe stemte;
Endnu den hele Verden Begge glemte,
Endnu hang over Begge Sjælens Drøm:
Men Alting vexler - Adam er Beviset;
Hvor længe var vel han i Paradiset!

Ja, Stammefader for den faldne Stamme,
Som faldt, som falder og som falde vil,
Du gaaer igjen, i Alles Bryst den samme,
Dit Spil forynger sig i Livets Spil!
Slemt blev i Æbleprøven du tilskamme,
Og Frugtens Frugt os Alle hører til:
Den gav vor Lever Galde, Saar vor Lunge,
Den gav vort Hjerte Sorg og Braad vor Tunge.

52

Den bragte ind i Verden Livets Fjender:
Død, Pest og Avind, Sjælekamp og Tvivl;
Af Guld og Vellyst den et Riis os binder,
Og saarer os med Angers skarpe Piil;
Den daarer os med Løn, som Ingen vinder,
Hvorefter Alle gaae med samme Iil,
Med samme Lyst, som Pigen efter Flitter,
Som efter Skinke døbte Isra'liter.

Den bringer til hvert Hoved Martyrglorien,
Til hver en Pande Tornekronens Ziir;
Med løiet Hæder den vort Bryst indvier
I Undergangens Time til Victorien.
Kast blot opmærksom Øiet paa Historien
Og see hvor Alt tilsidst kun Navne bli'er,
Hvor Storhed, Ære, Kraft og Haab forsvinder,
Hvor Mindet selv fortrænges kan af Minder!

Dog - midt i Sjælens Kamp og Livets Tæring,
Den slynged om vor Tinding Taalmods Krands,
Fremkaldte, som af Mørket Stjernens Glands,
Et luttret Bryst af Lidenskabers Gjæring;
Den gav til Aanden Tankens rene Næring,
Til Hjertet Skjønheds, Kjærlighedens Sands;
Til Gjengjeld os for Paradisets Have,
Udødeligheds Tro ved Venners Grave.

- Men til mit Par igjen, som jeg forlod,
Da paa min Vei jeg Stammefa'eren mødte,
Da mine Saar ved Syn af Adams blødte,
Mens jeg ved Kundskabstræet stille stod.
Til Dandserinden nu paa staa'nde Fod!
Som Tanken let, skal Scenen hurtig flytte:
Indhente snart jeg skal, hvad tabt er vorden.
Uorden har jeg ei, skjøndt ingen Orden.

Det er en yndig Aften - Himlen breder
For Øiet ud sit Telt af blaa Azur,
Mens for den lette Zephyr Stilhed reder
Et Leie hos den slumrende Natur.
Fra Lundens Hegn, fra Skovens grønne Buur,
Hvis dunkle Hvælving Fuglechoret freder,
Lød Gjøgens Kuk og Nattergalens Sang:
Snart Tonen døde - snart den atter klang.

53

Iland fra Baaden stiger just Dione,
Ved Charles' Arm hun langsomt vandrer frem;
Og Luftens Lethed, Fuglens Fløitetone
I Aftnens stille Glands fortryller dem.
De tage Veien mod det nære Hjem,
Hvis Tag sig hæver over Træets Krone;
Nu standse de, og atter nu de gaae,
Og nu som drømmende de stille staae.

Og som een Tanke ledte nu dem Begge,
De slynge Armen om hinanden fast.
Hans Skulder hærer som en yndig Last
Diones løste Lokker, der sig lægge
Omkring den Skjønnes Hoved, lig et Dække,
Der skygger for de varme Øiekast.
Saa drømmende - mod Brystet Brystet tynget,
De staae lig Marmorstøtter fast omslynget.

Men Livets Flamme, ikke Stenens Kulde,
Med Purpur farver Begges varme Kind;
En Taare lister sig i Øict ind,
Som alt de aned at de skilles skulde.
Tabt i hinanden og for Verden blind,
Med Tanker, af den samme Længsel fulde
De følte salig Glæde, braadfri Smerte,
Ved Livets Bølgeslag i deres Hjerte.

O, at et sligt Minut ei Evighed
Til Moder fik, skjøndt det fik Himlens Lyst!
O, at kun Drømmen lig er denne Fred,
Kun Øieblikkets snart fortrængte Trøst!
O, at med Tiden Templet styrter ned,
Som Haab og Elskov bygged i vort Bryst!
O, at kun Lykkens Glimt er Ungdoms-Kjærlighed,
Kun Savn dens Frugt, Erindring al dens Herlighed!

Men ved den løvbekrandste friske Kilde
Vi mødes atter med det unge Par.
I Græsset hun, ved hendes Fod, den lille.
Beskeden Charles sig et Sæde ta'er;
Og ømt i Skumringen de hviske stille,
Paa Hjertets Spørgen giver Læben Svar,
Og Kinden brænder høit af Amors Luer.
Mens Øie ind i Øie kjærligt skuer.

54

Dione let sig over Charles helder,
Og Begge lytte som til Aanders Chor,
Til Kildens Vand, der ud af Høien vælder
Og sig med Rislen ned mod Søen snoer.
Om Nymphen, som i denne Kilde boer,
Et gammelt Eventyr hun ham fortæller,
Der ender med den skjønne Ridders Død,
Hvis Klagesang fra Dybet ofte lød.

Men Charles vender Hovedet tilbage,
Og drømmende han seer i hendes Blik,
Imedens sagte Suk fra Læben gik,
Som Gjenlyd af den døde Ridders Klage.
Ved deres Magt blev hendes Tanker svage,
Og dobbelt Styrke hendes Længsel fik,
Men hvad den attraaer, ikke selv hun veed -
Da bøier Charles sig mod Græsset ned.

Paa hendes lille Fod hans Læbe trykt er,
Før hun det mærker, bævende og ømt,
Og Haanden løfter bønlig han paa Skrømt,
Som om han for Diones Vrede frygter;
Dog blev af yndig Rødme kun han dømt,
Af Blik, hvori for Ømhed Strenghed flygter,
Af Taushed fra en Røst, ham nys saa huld,
Af Hjertets Svulmen, mere høi og fuld.

Og stedse nærmere han rykker hende,
Og mere bønlig lyder nu hans Røst:
Et Kys! o eet kun paa dit fagre Bryst,
At al dets Kjærlighed jeg maa erkjende.
Den Blomst, som hviler der, hvor al min Trøst
Nu yndig slumrer, du som Bud mig sende!
O giv mit Haab et Svar i denne Nellike! -
Hun sukker: o jeg vil - dog nei! - jeg vil ikke.

Dog - hvor er Svaghed, som el overmandes?
Han trykker til sin Mund sit Blomsterpant.
Diones Øie, som af Taarer vandes,
Ved Charles' Hjerte kun en Trøster fandt.
Lyst, Suk og Smiil og varme Kys nu blandes,
Og Amors gyldne Vaaben Seier vandt;
De glemte hver Beslutning, Jord og Himmel,
Og sank beruste hen i Elskovs Svimmel.

55

Men rundt om dem, hvor Amor selv holdt Vagt,
Trods Gudens Fakkel Mørket frem nu stiger,
Og Dagens sidste Straaleskin bortviger.
Det Timen er, hvor Skyggerne faae Magt,
Hvor Alt hvad lever imod Hvilen higer,
Og Alt hvad aander sig til Ro har lagt;
Hvor over Jorden Søvnens Engel vandrer,
Mens Livets Sandhed han til Drøm forandrer.

Ud bredte sig den lune Sommernat,
Med blege Stjerner smykt. Fra Søens Bølge,
Fra Mark og Skov, som fjerne Skygger dølge,
Gik knap et Vindpust gjennem Havens Krat.
Som havde Sorgens Aand vor Jord forladt,
Som var med Natten Freden selv i Følge,
Saa krandste Luft og Sø og Skov og Eng
I Stilhed her Diones Brudeseng.

56

TREDIE SANG

Let Tiden ruller, hvad den med sig bringer,
Forandrer uafladeligt Gestalt:
Alt kommer frem, og derpaa svinder Alt,
Og hver en Tone snart som Gjenlyd klinger.
Kraft, Ungdom flyver bort paa snare Vinger,
Lyst er som Draaben, der i Havet faldt,
Al Livets Glands er Lys, som Natten slukker,
Et deiligt Øies Blik, som Døden lukker.

See, dette Dødens Ord, der fast sig hænger
Til alle Livets Stjerner - dette Ord,
Der sluger alle Tanker, det sig mænger
Som bitter Latter i hvert Glædes-Chor:
Som Pilens Braad det Sjælen gjennemtrænger,
Som Livserfaring det i Hjertet boer,
Og mens vor Kraft til Jorden ned det tynger,
Mens vi forældes - det sit Liv forynger.

Hvor findes Balsam vel for dette Saar?
Hvor Urten, som os denne Vunde læger?
Hvor Livets fulde, rosenkrandste Bæger,
Hvis Bund ei altfor snart vor Læbe naaer?
Hvor Frugten, der med samme Friskhed qvæger
I Barndoms, Ungdoms, som i Manddoms Aar?
Hvor Alt forenet, hvad vor Aand behøver,
Hvad os som Tidens Børn ei Tiden røver?

Thi hvor er Tro, som ei af Tvivlen fældes,
Og hvor et Haab, hvoraf ei Vingen faldt,
Og hvor en Kraft, som slides ei og ældes,
Og hvor en Kjærlighed, af Tid ei qvalt?
Hvor Mod og Styrke, som beseirer Alt?
Hvor lykkelige Timer, som ei tælles?
Hvor Nydelser, som paa den sidste Rest
Ei indbød Tomhed, Kjedsomhed tilgjest?

57

Forsage, det er Læren kun - forsage,
Er al vor Viisdom, Livets hele Frugt:
Den Rest, der af vor Virken bli'er tilbage,
Den Spire, hvormed Tiden ei faaer Bugt.
Den modnes langsomt ved Erfarings Tugt
I Kulde, Bitterhed og mørke Dage;
Men voxe skal den, til den kolde Steen
Bedækker Hjertet, Jorden vore Been.

O Hvile! Hvile! Du, som Haanden strækker
Imod os ud og trykker til dit Bryst
Hvert saaret Hjerte - du, som trofast lægger
Din Arm omkring os til en kjærlig Trøst;
Som mildt vort Øie med dit Kys bedækker,
Som vugger sødelig og som med Lyst
Vor Sjæl i Slummer, mens din mørke Broder
Sin Fakkel slukker - du er Trøstens Moder!

Ja Hvile, du vor Barndoms første Amme,
Da Livets første Skrig undslap vor Mund:
Du fulgte os paa Vandringen den samme,
Vor Smertes bløde Pude var dit Blund;
Du reder Leiet i den sidste Stund,
Dit sidste Kys vi ubevidst annamme;
Du leer ad Tiden, og fra Evighed
Dit tause Væsen drømmende steg ned.

Thi barnløs ei du gjennem Livet gaaer,
Vor Pleiemoder! Selv en Flok du eier
Af fagre Børn, der skaffe Haabet Seier
Og midt i Vintren bringe Hjertet Vaar.
De fik dit milde Blik, dit gyldne Haar,
Og deres Liv vel Livet her opveier;
Dem kuer ingen Alder - Tidens Haand
Ei paa de gyldne Drømme lagde Baand.

De just Diones Blik omsvæve let;
Lig Sommerfugle af de dunkle Larver,
De stige frem i rosenrøde Farver
Af hendes Længsels mørke Tanke-Net.
Og Sjælen, som sit Savn har nys begrædt,
Al Drømmens Glands, al Tankens Uro arver,
Og begges Virkning man paa hende seer:
Mens Øiet er tungsindigt, Læben leer.

58

Saa staaer hun paa Altanen - Hjertet venter
I Frygt og Længsel, mens det spændte Blik
Ved Ledet, mellem Skovens fjerne Stenter,
Grev Charles søger efter vante Skik.
Fornyet Haab sig hendes Hjerte henter,
Tinens forstærket Rødme Kinden fik,
Hvergang en Støvsky sig paa Veien hæver,
Hvergang af Lunden frem en Skygge svæver.

Men ei han viser sig paa fjerne Sti.
Secund, Minut og Time langsomt svinder;
Og Smilet flygter fra Diones Kinder,
Fra hendes Hjerte Drøm og Phantasi.
Til hendes Sjæl Erindring Veien finder,
Dens Billeder gaae levende forbi,
Og med det sidste Minde klart for Øie,
Sees rødmende sin Pande hun at bøie.

Da seer iveiret hun og seer en Rytter,
Som kommer Huset meer og mere nær,
Og hurtig hendes Kind sin Farve bytter,
Med Rosens Purpur vexler Liliens Skjær.
Urolig hendes lille Fod sig flytter,
Og, som et Skjold mod fjendske Tankers Hær,
Paa Hjertet fast sin ene Haand hun lægger,
Mens Panden med den anden hun bedækker.

Dog det var ikke Charles - hendes Frygt
For Gjensyn nu forvandler sig til Kummer,
Og Hjertet, som sit Savn ei længer rummer,
Først Undres da det Taarens Trøst har søgt.
Endnu dog haabende, skjøndt alt i Slummer
Naturen og hver Skabning hviler trygt:
Endnu hun venter ham, og Stjernen møder
Endnu et Blik, der fuldt af Længsel gløder.

Af sin Forventning træt hun søger Hvile,
Og næste Morgen føder Haab paany;
Men Dagen flygter, Aftnens Timer ile,
Kun hendes Uro den vil ikke flye.
Selv lammet, og med Sindet tungt som Bly,
Bevinger hendes Suk dog Tankens Pile;
Men snart forgiftede de vende hjem
Til hendes Hjerte, Skiven nu for dem.

59

Fra hver en Kant beængstet hun fornemmer
I uheldsvangre Toner Sorgens Sang,
Der meer og meer veemodig hende stemmer.
Imens den Dag og Nat for Øret klang.
Lig Flodens Dæmning, som med Møie tæmmer
Den stærke Vandstrøm i dens Bølgegang,
Saa holder hendes Haab nu knap tilbage
Det fulde Gjennembrud af bitter Klage. -

En Uge gaaer - endnu den samme Længsel
Med Frygt og Sorg behersker hendes Aand;
Hun sidder som en eenlig Fugl i Fængsel,
Og vandrer, Fangen lig, i tunge Baand.
Hvo frigjør hendes Sjæl for al dens Trængsel?
Hvo løser Lænken vel med kjærlig Haand?
Ei han, som ene kan - han sender ikke
Sin Trøst i Ord, sin Kjærlighed i Blikke.

Dog - Sygdom fængsler nu maaskee hans Fod?
Begjærlig griber Tvivlen dette Anker,
Et Billed sig fornyer i hendes Tanker,
Igjen hun seer ham badet i sit Blod.
Da stiger hendes Angst med hendes Mod,
Da voxer Frygten medens Hjertet banker:
Hun sender strax til Byen en Stafet
Med tusind Hilsner, gjemt' i en Billet.

Snart Budet er tilbage og fortæller:
Den unge Greve havde han ei seet,
Men vel hans Moder og et Par Mamseller,
Som Brevet havde læst og derpaa leet.
Ham Grevens Moder derpaa havde be'et
Det Svar at bringe, som han frygtsom melder:
Hvert Baand, hvorpaa Dione Haabet bygger,
Rev hun, som Brevet selv, i tusind Stykker.

Dione skjælver, dog kom intet Ord
Der over Læben; ingen Taarer trille
Fra hendes Øie, der sig sænked stille,
Som dødt og udslukt, mod den dunkle Jord.
Medeet dog bævende hun sammen foer,
Og som hver Dæmning brast for Sorgens Kilde,
Gi'er i det qvalte Suk nu hendes Bryst
Den stumme Sorg, den tause Smerte Røst.

60

Thi ogsaa Taushed har sit Sprog, og Stemmer
I Mine, Holdning, taarevædet Blik;
Og meer Veltalenhed det ofte fik,
End Ordet, som i Verdens Larm man glemmer.
Hvad Sjælen dybest aner og fornemmer,
Ud over Læbens Mure sjelden gik,
Men ingen Skranke Tausheds Sprog kan hindre;
Det aabner os et Hjertes hele Indre.

Og daglig meer og meer Diones Sind
Sig slutter til - kun drømmende det leved;
Det evig nyt Erindrings Billed væved,
Men Livets Indtryk lukked ei det ind.
Taus sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
Og saae i Luften ud, naar Skyen svæved.
Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi:
Et Speil af hendes Sjæls Melankoli.

Dog hvad er Ord fornødne? - Samme Spil
Kan her beskues som paa Livets Scene;
Først Smertens Frugt fra Sorgens fulde Grene,
Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til;
Først Haab og Længsel, derpaa Savn alene,
Saa Angers Taarer, der ei standse vil;
Først dobbelt Liv. og Kraft i hver Fornemmelse,
Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse.

Dog før hun sank i denne Agoni,
Før hun et Vrag for Lidenskaben driver
Paa Tidens Strøm, der rastløs gaaer forbi,
Et kjærligt Brev hun til Grev Charles skriver.
Dets Indhold her tilbedste nu jeg giver,
Dets Virkning først om lidt erfare vi.
Dets fine Skrift med lette Sving var ziret,
Og Taarers Spor var synlig paa Papiret.

Du svigter mig - du flyer mit Øies Blik,
Skjøndt ømt jeg kalder, du vil ei mig høre;
Du for min Hilsen lukket har dit Øre
Og rækker bortvendt mig den bittre Drik.
Alt svinder hen - min Sol til Hvile gik,
Og Intet meer kan mig tilbageføre
De Straaler, som min Glæde fødtes i;
Kun Tanken har jeg nu: Det er forbi!

61

Det skulde være - nu velan! ei Klage
Skal disse Linier bringe fra mit Bryst,
Ei Suk, som uden Gjenlyd gaae tilbage,
Ei Savn, som vende hjem foruden Trøst;
Kun milde Ord, som ei dit Hjerte nage,
Kun Hjertets Gjenklang af en svunden Lyst,
Kun Ordet, tomt for dig, for mig en Lindring:
Kun et Farvel til Afsked og Erindring!

Farvel - Hvad er et Ord? og dog en Smerte,
Den bittreste, er gjemt i dette Ord:
En Grav for Alt, hvad dette Bryst begjerte
Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord;
Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,
Hvis sidste Haaben i dens Bæger boer.
Tag alle Blade du! thi Duft og Farve,
Som du gav Liv, til Afsked du skal arve.

Min Sjæl er træt, men paa mit Øie falder
Der ingen Slummer; rastløs Tanken gaaer
I Sorgens Følge gjennem Fortids Haller
Og stille for hvert yndigt Billed staaer.
Hver Drøm, der fryded, jeg tilbagekalder,
Jeg strækker Haanden ud - men ei den naaer
Den flygtige, den lyse Hær af Minder,
Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt:
Da føler som med dobbelt Kraft jeg Savnet
Af alt det Herlige, min Arm har favnet,
Af dig, din Kjærlighed og din Gestalt.
O Charles, som mig flyer! af hvem kun Navnet
Endnu jeg har, skjøndt dette Navn er Alt;
Alt hvad jeg tænker, føler: Lyst og Kummer,
Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

O, du! - Men Taaren falder ned og sletter
Mig Skriften ud; og tørres end den bort,
Den vælder frem paany og Brevet pletter,
Saa selv min Afskedshilsen gjør mig Tort.
Lad her mig ende! Dig jeg ej forgjetter,
Dertil et heelt Liv var mig altfor kort.
Farvel! Farvel! Jeg har ei meer at skrive;
Kun dette Kys - nei! nei! Og dog - det blive!

62

Bort sender Brevet hun; dog før det naaer
Sit Maal, vi til Grev Charles vil os vende.
Vi Grunden til hans Adfærd dog maae kjende,
Før længer frem i Digtningen jeg gaaer.
O Musa! du, som Hjerterne forstaaer,
Hvis skarpe Blik ei Løgnen mægter blende,
Ræk mig i denne Labyrinth din Snor!
Led du min Tanke her paa Sandheds Spor!

Thi hvad bevæger Livet? Hvad er Grunden
Til Hjertets Flygtighed? Af hvilken Magt
Er Villiens stærke Haand i Lænker lagt,
Og Aanden, naar den kæmper, overvunden?
Hvad skaber Lunets vexelrige Dragt
Og lokker Graad af Øiet, Smiil af Munden?
Hvad løsner, spreder og forvirrer Alt?
Den Livets Magt, som man har Svaghed kaldt!

Den bringer af de smaaligste Motiver
De største Virkninger i Verden frem:
Den skiller Hjerter og forener dem,
Og Baand, den knyttet har, den sønderriver.
Vor vundne Glæde den igjen fordriver,
Vor svundne Lyst fra Flugt den lokker hjem;
Dens Barn er "Forsæt " - yndigt og forfængeligt
Er dette Barn, lig Taarerne forgængeligt.

Og Svaghed er det, som tilbageholder
Vor Helt ved Hensyn til hans Stand og Navn.
Forstanden imod Følelsen et Skjold er,
Naar Hjertet drages mod Diones Favn;
Thi selv naar Tonen i hans Indre Mol er,
Hans Tanke vinker ham til Ærens Havn,
Til Valget blandt den høieste Noblesse,
Til Giftermaal med rigeste Comtesse.

Men Grunden til, at trods et følsomt Indre,
Han nu i Hensyns Net sig fange la'er,
At nu han seer det Store som det Mindre,
Og med det Smaalige tiltakke ta'er:
.Ja, derpaa Læseren vil finde Svar,
Naar han det sidst Passeerte vil erindre;
Forbuden Elskov tidt med Kulde blandtes -
Hvis mig man ei vil troe, man tro Cervantes.

63

For Verdens Sniksnak aabner sig hans Øre,
Thi Moden har Dione Ryggen vendt:
Man taler om at lade sig forføre,
Om Øine, som lidt Skjønhed har forblendt;
Om Damer, som i Ring med Taaber kjøre,
Skjøndt slige Damer kun er lidt bevendt;
Om visse Folk, ja reentud om Dione,
Som gi'er et Hjerte for en Grevekrone.

Dog meer end Alt hans Moder, Fru Grevinden,
Der, her imellem os, en Dame var,
Som fordum havde været svært i Vinden
Og Skjønheds Mærker end til Skue bar;
Som, intrigant foruden og forinden,
Paa hvert et Spørgsmaal gav et konstigt Svar:
Ja meer end Alt Grevinden, hans Fru Moder,
Gav nu til Charles' Spil de falske Noder.

Hun holdt hans Fod den første Dag tilbage
Med moderlige Raad og kjærlig Bøn;
Den anden Dag hun brugte Graad og Klage,
Samt Bibelsprog om den forlorne Søn:
Den tredie, da hvert Middel vil forsage,
Gi'er hun ved Andre ham et Vink i Løn,
Som tyder paa, om ikke just udtrykkelig,
At fleer end ham hans Donna gjorde lykkelig.

Saadan nedbryder daglig, Steen for Steen,
Hun Kjærlighedens Tempel i hans Hjerte;
Hun lyser op for ham med Avinds Kjerte,
Og spinder Haan og Spot af Viddets Teen;
Tilsidst hun bruger Jalousiens Smerte,
Der gaaer som Gift ham gjennem Marv og Been,
Der, mens den Sindet med et Blendværk daarer,
Hans Ømhed svækker og hans Stolthed saarer.

Og Charles villieløs hvert Indtryk følger,
Imedens Tanken flyver som en Bold
Imellem Kjærlighed, der sky sig dølger,
Og Hensyn til en Verden, falsk og stolt.
Vel er hans Sind endnu ei haardt og koldt,
Men Baaden ligner det paa rørte Bølger:
Det gynger op og ned - det Coursen skifter
Alt efter Vinden, som i Seilet vifter.

64

Saa gaacr han om, et Rov for Conveniensen,
Og daglig bli'er han meer og mere sløv,
Mens Moderen, for Hjertets Stemme døv,
Hvert skjendigt Middel adler med Tendensen.
Til Slutningen hun Sønnen gi'er i Kjøb
Til Frøken Datteren af Excellencen:
Den hulde Fine fra den anden Sang,
Hvis Sjæl var lille, men hvis Krop var lang.

Om otte Dage Brylluppet skal stande;
De syv er alt forbi, og Charles staaer
Nedsænkt i Tanker, hvormed Suk sig blande
Og seer i Aftnen ud, hvor Luna gaaer
Hen over Himlen just med skyfri Pande
Og Blik, hvis Væld af Straaler Jorden naaer.
Den milde Glands hans Øie til sig trækker,
Og svundne Minder i hans Sjæl den vækker.

Hvor er Erindring sød, selv naar den saarer
Det trufne Hjerte med sin Tankepiil!
Hvor fuldt af Veemod er dens stille Smiil,
Hvor funklende dens Blik af Længsels Taarer!
Hvor er den trøstende, naar huldt den daarer
Med svundne Drømme alle Hjertets Tvivl!
Hvor er dens Stemme blid, naar frem den tryller
Et elsket Billed, der med Savn os fylder!

Fast som en Gud den hæver Charles' Bryst,
Fast som en Cherub den ham laaner Vinger,
Og som befriet sig hans Tanke svinger
Hen over Himlen af hans tabte Lyst:
Han seer kun Glædens Sæd og Sorgens Høst,
Han seer kun Frugten, som ham Anger bringer,
Han seer kun Fortids Haab, han aanded i,
Han hører kun det Ord: forbi! forbi!

I det Moment han faaer Diones Brev.
Den fine Skrift hans Øie strax gjenkjender,
Og bævende af Tvivl og Frygt hans Hænder
Det røde Segl af Brevet hurtig rev.
Han sagte læser hvad hun kjærlig skrev,
Begynder forfra hvergang Skriften ender;
Og meer og meer for Øiet Taagen steg,
Og meer og meer fra Kinden Farven veg.

65

Det læste Brev han slipper af sin Haand,
Der lig et Sorgens Skjold hans Blik nu dækker,
Og Angers Smerte, rystende hans Aand,
Igjen til Liv hvert mandigt Forsæt vækker.
Hans Hjerte sprænger alle Hensyns Baand,
Og ingen Klogskab meer dets Vinge stækker;
Det hæves atter baade stolt og blidt,
Stærkt i sin Frihed, i sin Styrke frit.

Som gjenfødt og fornyet han sig føler,
Og af sin Sløvhed her paa eengang vakt,
Han slutter med sig selv en stille Pagt,
Hvis indre Varme Tvivlen meer ei køler.
Ved den Beslutning kun hans Villie nøler,
At gjøre Alting godt ved egen Magt:
At tage, som hans Mo'er jo vil, en Kone,
Dog ikke Frøken Fine, men Dione.

Og mens for den Beslutning Naget viger,
I Suk paa Suk hans Indre gi'er sig Luft,
Som naar fra Blomstens Kalk den rene Duft
Ved Morgensolens Smiil iveiret stiger;
Thi løst af Lænken imod Frihed higer
Nu ikke blot hans Hjerte, men Fornuft.
I denne Stemning tager paa han Kappen,
Og iler ud ad Døren, ned ad Trappen.

I Luftens Friskhed vil sit Mod han styrke,
Sit Øie aabne ret for Himlens Glands,
Forjage Taagerne fra Sjæl og Sands,
Og Amor i hans Moders Stjerne dyrke.
Til den han seer igjennem Aftnens Mørke,
Mens Foden iler fremad som i D ands,
Først over Torvet hen, saa ned ad Gaden:
Ud maa han, ud i Frihed, ud af Staden!

Som saa han gaaer i Elskovs Drømmeri,
Medeet han standses af det Navn Dione,
Der, bag ham udtalt med en spydig Tone,
Klang halv som Haan og halv som Ironi.
Han seer omkring - en Herre gaaer forbi,
Idet han hvisker: Hilsen fra Dione,
Der sværmer i den landlige Natur
For gammel Kj ærlighed og ny Amour.

66

Her Cavaleren leende sig vender
Og slaaer i Luften med sit spanske Rør.
Men Charles, som forundret standsed før,
Nu efter Skikkelsen forbittret render.
I Maaneskinnet let han Marles kjender,
Der dreier ind ad næste aabne Dør,
Hvor, velbekjendt for hver som Gane haver,
Restaurationen er: "De fyldte Maver".

Og Charles følger ham, for at erfare
Hvad Latteren og Talen sigter til.
Igjennem Panden flyver ham en Skare
Confuse Tanker, tændt af Vredens Ild:
Er han fornærmet, han sig hævne vil,
Vil med sin Klinge Spydighed besvare;
Er hun af Ondskabs Haan i Støvet traadt,
Da Død for Haan, og Hjerteblod for Spot!

Dog, før han Salen naaer, vi gaae derind,
Hvor strax vi fængsles af et yndigt Skue;
Thi smukt belyst af Lysekronens Skin
Sig hvælver Spisesalens Loft i Bue;
Og rundt paa Væggene Lampetter lue,
Bestraalende den arbeidsomme Kind
Paa Gjester, der ved fuldtbesatte Tafler
Gjør ivrig Brug af Fingre, Kniv og Gafler.

I Salens Midte staaer et Gallabord,
Hvorom den fineste Portion sig flokker;
Hvorfra der raabes i et evigt Chor
Paa Østers, Crême, Confect og Artiskokker,
Paa Cap, Lafitte, Champagne, og hvad Pokker
De sjeldne Vine har for sjeldne Ord;
Hvor, brugende sin Mund i salig Stilhed,
Man tæmmer med det stegte Vildt sin Vildhed.

Her sidder en agtværdig gammel Mand,
Som tandløs paa den møre Budding gumler;
En yngre hist, og af den lærde Stand,
Omkring med Agerhøns sig lystig tumler;
En Tredie skjuler dybt bag Glassets Rand
Sin lange Næse, mens han sagte mumler:
O hvilken Trøst! Det er en gammel Borger;
I Punsch han slukker Huuslighedens Sorger.

67

Her drikker Officeren op i Vim
Den næste Maaneds forudtagne Gage;
Her henter Candidaten sig Courage
Til næste Dags Examen i Latin;
Agenten hist, hvis Maves Emballage
Ham truer med den snarlige Ruin,
Med fyrigt Øie - thi hans Gud er Bugen -
Fra Ret til Ret begiver sig forslugen.

Og med det korte Skjørt, de smalle Tailler,
Med Skaal i Haand og Serviet paa Arm,
Et halvt Dusin fortryllende Canailler
Opvartning giver under Snak og Larm.
Med dem er mangen Gjest i smaa Batailler
Om Kys paa Mund og Skulder, Kind og Barm,
Naar vimsende omkring, saa let og ilende,
De bringe Retterne, som Hebe smilende.

Men nu forsynet er den hele Slægt,
Og hvilken Taushed nu og hvilken Nyden,
Og hvilken sig om intet Andet Bryden
Og Selvfortaben reent i sit Object!
Ja hvilken Knasen under Tænders Vægt,
Og hvilken Brasen under Saucegryden,
Og hvilken Smag ved Farcernes Bedømmelse,
Og hvilke Drag ved fulde Flaskers Tømmelse!

Det første Underlag med Held er lagt,
Fuldendt man har de faste Retters Tygning,
Tømt et Glas Porter af den sidste Brygning,
Og paa Desserten alt har Flere smagt.
Man gynger let sig over Stolens Rygning
Og aabner Munden - forhen Mavens Tragt -
Til Meningers Bestriden og Forsvaren,
Til broderlig, nyboderlig Passjaren.

Paa Bane bringer man de skandaløse
Historier fra nyeste Fabrik;
Og Alle vaagne nu, som ellers døse,
Thi Sligt er Kryder selv til bedste Drik:
Man mønstrer under Latter Byens Tøse,
Man kjender alle Glutter paa en Prik,
Og, skjøndt man havde nok af egne Varer,
Man tyer til Casanovas Memoirer.

68

Men midt i Talens Strøm gaaer Døren op,
Og Marles stormer ind med Larm og Bulder;
Et Skjenkebord han hen til Vindvet ruller
Og hviler der i Mag sin trætte Krop.
Af Flasken, som man bringer og som fuld er,
Han trækker fløitende den lange Prop,
Hvorpaa til Randen han et Bæger fylder,
Som ned i Livet med en Ed han skyller.

Og Charles, som fra Gangen er traadt ind,
Ved Alles Smilen ledes let paa Sporet:
Med faste Skridt han træder hen til Bordet,
Hvor just hans Modpart støtter Haand til Kind.
Forbittrelsen han tæmmer i sit Sind,
Og ta'er med Rolighed og Kulde Ordet,
Idet han beder om Forklaring paa,
Hvad nys han hørte og hvad nys han saae.

Og Marles, som fra Stolen rask sig hæver,
Med Latter svarer: "Det er ligefrem!
Og her er Gaaden, som De opløst kræver:
Som Brud De fører Frøken Fine hjem;
Mit Hjerte kjærligt for Dione bæver,
Erstatning jeg tilbyde vil for Dem.
Den skjønne Donna jeg mig ydmyg nærmer
Som en til Øret op forelsket Sværmer."

"Det rette Øieblik jeg da benytter,
Thi nøie Kjendskab jeg til Damer fik:
Først er man bønlig efter Hyrders Skik,
Derpaa som Don Juan man Rollen bylter."
Her maaler Charles ham med vrede Blik,
Det hele Selskab reiser sig og lytter;
Men Marles, som med Smiil omkring sig seer,
Udbryder høit, mens haanligt Læben leer:

Hvad vente mine Herrer vel at høre?
Hvad fængsler Deres hele Andagt saa?
I unge Lømler, hjem I Næsen kjøre,
I gamle Kegler, smukt tilhuse gaae!
Du lille Mosait, som spidser Øre,
Profiten her af dine Tanker slaa!
Vor Tale gjaldt ei Rachel eller Lea,
Den gjaldt Dione kun, min Dulcinea.

69

Dog knap har dette Ord forladt hans Mund,
Før Hævnens Blik i Charles' Øie flammer,
Før Slaget af den Vredes Haand ham rammer,
Lig Lynet, der slaaer ned fra Nattens Grund.
Skurk! raaber Charles: hjerteløse Hund!
Som kjender ei hvad Ære og hvad Skam er;
Tag her en Uslings Løn i dette Slag,
Og mød paa Ærens Mark mig næste Dag!

Hvor ligge Ærens Marker? - Hvilken Yei
Mon føre did, og hvilken Eqvipage?
Mon Aandens Storhed, Heltemod, Courage?
Mon Troskab, som i Døden svigter ei?
Mon Fromhed, som til Martyr hæver sig?
Mon Viisdom i Taalmodigheds Bandage?
Mon ikke bedste Vei er Protectionerne,
Og Buk for Mændene og Suk for Konerne?

Thi hvilken Jordbund føder Ærens Træ,
Hvorpaa som Frugter Roes og Virak hænger,
Hvorom sig gabende Alverden trænger
Og for sin Lykke søger Ly og Læ;
Hvor ydmyg Hovmod kaster sig paa Knæ,
Mens Haabets lange Næse bliver længer,
Hvor Daarskab sætter sig som Livets Amme? -
I tomme Hjerner voxer denne Stamme!

Men Stammens Frugt selv stærkest Hjerne søger,
Og Alt sig sætter Ærens Krands som Maal:
Den Lærdes Grubien og den Tappres Staal,
Poetens Vers og Philologens Bøger.
Den frister Helten, ja endog den spøger
Hos Recensenten i hans Ramaskraal,
Hos Fruen, som sin fulde Taille tvinger,
Hos Frøknen, som i Dandsen rundt sig svinger.

Bemærkes og beundres og erkjendes,
Og paa Erkjendelsen et Tegn at naae;
At blende Andre uden selv at blendes,
At tælles med iblandt de sjeldne Faa,
Som vende Andre uden selv at vendes,
Som ei forstaaes, skjøndt Andre de forstaae;
Med eet Ord: for at synes kun der sørges;
At være eller ei - derom ei spørges.

70

O Sandhed! alle Dyders rene Moder,
Hver Skabnings Ophav, helligt er dit Navn!
Du, Himlens Støtte, Baand imellem Kloder,
Som slutter al Naturen i din Favn!
At her du ei kan naaes, er Livets Savn;
At, skjøndt erkjendt som størst blandt Aandens Goder,
Din Magt dog med vor Villie ei faaer Bugt,
Er Sjælens bittre Sorg, er Syndens Frugt.

Guds Klædebon, som bort hans Billed kaster!
Guds Aande, som hans Aandes Skabning flyer!
Lysblanke Skjold mod alle Mørkets Laster!
Sol, som forjager alle Løgnens Skyer!
Liv, som i Døden herligt dig fornyer!
Magt, som, mens Alt mod Undergangen haster,
Bestandig fast, og altid selv dig lig,
Med Taushed spotter alle Døgnets Skrig!

Din Storhed Verden føler, men den fatter
Din farveløse Glands og Skjønhed ei;
Thi skaber den sig selv af dig en Datter,
Som strax med Løgn Principet kalder sig.
Hun føder andre Børn, og disse atter
Frembringe smaa Princip er paa vor Vei;
Og naar i dette Snørliv man sig tvinger,
Saa kaldes man en Mand af Grundsætninger.

Og hvor beqvemt! Man har dem i sin Lomme,
Man trækker dem med sine Buxer paa,
Man gjemmer dem, naar Dagen den er omme,
I sin Commode, under Laas og Slaa.
Dog ak! nu røres Lidenskabens Tromme,
Og Huller nu paa Viisdoms Lomme gaae,
Og just paa den, hvori man gjemte Tasken:
Hvor blev Principerne? - De gik i Vasken!

Dog friske Leveregler frem man henter,
Og nye Stilladser stilles op paany;
Man roder om i Dydens Elementer,
Istedenfor til Dyden selv at tye.
I Lov og Bud man atter søger Ly,
Gjør hos Erfaring Laan mod høie Renter,
Mens man sit sunkne Mod paany opliver
Med categoriske Imperativer.

71

Da Sligt nu eengang er Alverdens Lyst,
Vil Leilighed og Tid jeg her benytte
Til visse gyldne Levereglers Høst,
Der malked blev af selve Livets Bryst
Og hidtil gjemtes i min Hjernes Bøtte.
O, maatte de min svage Broder støtte!
O, maatte de hans Fod en Leder være,
Hans Bryst et Skjold, hans Aand en kraftig Lære!

Vogt vel paa Ild og Lys, som Vægtren siger,
Vogt Jer for Leilighed dog meest af Alt;
Thi mangen herlig Fyr, og mange Piger,
I svær Uleilighed ved denne faldt.
Vogt Jer for Lykken, naar den høiest stiger,
Vogt Jer for Attisk som for Engelsk Salt;
Men først og sidst dog for en Ven, som vrøvler,
For snevre Hjerter og for snevre Støvler.

Fly Venskab, som man henter ved Pocaler,
Fly Elskov, der faaer Liv ved Klang af Guld;
Fly Menneskevennen, som ta'er Munden fuld,
Men eier aldrig i sin Pung en Daler;
Fly Leveviisdom, fuld af Idealer,
Og Dyden, naar den Klogskab er for huld;
Men først og sidst de dannede Propheter,
De vandede Poeter og Priveter.

Elsk Frihed over Alt, selv hos din Kone,
Men i din Frihed vær dig selv en Lov;
Elsk den belevne, den galante Tone,
Og om end hidsig, bliv dog aldrig grov.
Elsk fixe Stjerner, som paa Natten throne,
Men bliv ei dunkle Fixideers Rov;
Nei, tvertimod, o Venner! holder Eder
Til fixe Damer, fixe Vittigheder.

Haab intet Paradiis naar Hjertet luer,
Frygt Intet, kun din egen Sjæls Ruin;
Tro, at den Aand og Form, du kalder din,
Fik Rod i Liv, som Dødens Magt ei truer.
Er svagt dit Hoved, vogt det vel for Fluer,
Er svag din Villie, vogt den vel for Viin;
See Livets Lyst i Huuslighed og Theevand,
See ingen Trøst i Strikke, Dolk og Ske'evand.

72

Plei først din Mave, derpaa plei din Lever,
Plei saa dit Hjerte syvende og sidst!
Den Første anbefaler jeg Genever,
Den Anden Dueblod, det Sidste List;
Dem alle Tre, naar Drift og Lyst dem hæver,
At vel de mærke sig som sandt og vist,
At hvad sig viser forfra som behageligt,
Paa Ryggen er bedrage- og beklageligt.

Svæk ei din Sjæl ved altfor megen Rørelse,
Brænd ei den ud med Lidenskabens Ild,
Agt paa dig selv, naar Tanken friste vil
Din Aand med Trods, dit Hjerte med Forførelse.
Stol mindst af alle Sandser paa din Hørelse,
Men luk dit Øie op for Livets Spil;
Og, at du Alt paa rette Hylde stiller,
Brug ei convexe men concave Briller.

Spænd Tankens Bue før dens Kraft er tabt,
Tag Verden som igjen dig Verden tager,
Nyt Tiden, som var ei du evig skabt;
Øv Taalmod, naar den indre Orm dig nager,
Naar Glædens Stemme døer i Smertens Klager,
Og Haabets Aandedrag er engt og knapt;
Men først og sidst, see gjennem Livets Farve:
See hvad der her er Aand, og hvad kun Larve!

Med denne Skat af kraftige Sententser,
Som efter Indfald jeg en anden Gang
Forøge skal, hvis Publicum det ændser,
Gaaer jeg til Katastrophen i min Sang.
Vel naae ei disse Ordsprog Viisdoms Grændser,
Maaskee de Manges Øren fade klang;
Dog er min Trøst, at selv de Salomoniske
Har deres største Værd i det Laconiske. -

- Let Havet løftes under Morgenrøden,
Den hvide Sky paa Himlen Farve faaer,
Og frem i Østen, med sin friske Gløden,
Nu Lysets unge Rose pragtfuld staaer.
Lig Sjælens Haab, der gjennembryder Døden,
Dens Straaleglands paa Flugten Natten slaaer,
Mens op mod Kysten Bølgen farvet skummer,
Og Livet rundtom vaagner af sin Slummer.

73

Nu qviddrer Fuglen i den stille Skov,
Ved Duggens klare Perler den sig fryder,
Der sank fra Luft til Jord imens den sov;
I Floras Tempel Morgensangen lyder,
Det første Lys, der gjennem Løvet bryder,
Er Vidne til de glade Stemmers Lov.
O, at en saadan Morgen maatte vække
Til nyfødt Liv Enhver bag Dødens Dække!

Men midt i Skoven er en eensom Slette,
Hvor, rustet ud til Kamp, alt Charles gaaer;
Ei Fuglens muntre Sang hans Øre naaer,
Ei Vindens Pust, der Løvets Grene lette.
Hans Sind er aabent kun for Dagens Trætte,
Thi Kamp og Død ham kun for Øie staaer,
Og just af Barmen frem et Brev han trækker,
Som med de Ord sin Secundant han rækker:

Alt seer jeg Marles paa sin hvide Hest;
Thi hør mit Ord: Hvis her mit Liv jeg ender,
Ved dig jeg dette Brev Dione sender,
Vær førend Dagen synker hendes Gjest!
Med denne Hilsen bring den sidste Rest
Af Hjertets Anger, som hun da erkjender;
Med dette Suk mit Hjertes sidste Gjeld,
Mit sidste Venskabspant i mit Farvel. -

Paa Pletten Marles er, og Kredsen drage
Nu Secundanterne foruden Ord,
Hvorpaa de Plads bag begge Kæmper tage,
Hvis Kaarder som et Lyn af Skeden foer.
Den ene Fod som fast i Jorden groer,
Den anden skrider fremad og tilbage;
Den venstre Haand i Luften Begge holder,
Den høire, Kaarden svingende, dem Skjold er.

Lig glatte Slanger, der i Sandet leger,
Og skilles nu, og nu sig klemme fast
Imod hinanden - saa, i Kampens Hast,
Om Fjendens Kaarde sig vor Helts bevæger.
Den gjennemkrydser Luften som med Streger,
Og fulgt paa Vei af Vredens Øiekast,
Sit Maal den søger, ledende kun lidt:
Beslutning med Udførelsen er Eet.

74

Men kold og rolig Marles afparerer
Med Sikkerhed og Fasthed hvert et Stød:
Med lette Finter Charles han fixerer,
Naar Dennes Klinge frem til Udfald brød;
Og skjøndt det alt er Kamp paa Liv og Død,
Hans spodske Smiil dog Kampens Ild formerer;
Men i sin Skulder samme Øieblik
Han Charles' Kaardespids at føle fik.

Dog stod han rolig, men som Natten sort
Hans Aasyn blev; i Blikket tændtes Flammen,
Og mørkt og hævnfuldt trak sig Brynet sammen.
Dog stod han rolig - Kampen varer fort;
Thi glemmende i Stridens Hede Skrammen,
Ei meer fra Klingen drages Øiet bort.
Med samme Lethed han igjen parerer,
Med samme Smiil han Charles irriterer.

Og Denne, kogende af bitter Harm,
Fordobbler Kampens Hurtighed og støder
Med dobbelt Hævntørst efter Fjendens Barm,
Dog, saaret i sin Haand, nu selv han bløder.
Forstærket Ild i Marles' Øie gløder,
Sit Stød gjentager han med kraftig Arm
Mod Charles' Kaarde, som tilside farer,
Og intet Skjold nu Offeret bevarer.

Igjennem Brystet Staalet vældigt trænger,
Og først paa Ryggen frem det atter gaaer,
Saa Charles halv paa Kaardespidsen hænger,
Paa samme Tid som halv han opreist staaer.
Hans Fjende, som ham Pinen her forlænger,
Med Kaardefæstet mod hans Hjerte slaaer,
Hvorpaa han Klingen trækker rask tilbage -
Og Charles sank til Jorden uden Klage.

Der sætter Døden strax sig paa hans Bryst;
Dog før som udslukt hans Bevidsthed ender,
For sidste Gang mod Fjenden Øiet sender
Den stumme men dog uheldsvangre Røst:
Et Blik, af Døden mørkt, af Hævnen lyst,
Hvorpaa i Øiehulen det sig vender.
Det seer ei Gjenstand meer paa denne Jord,
Dets lukte Tempel ingen Aand beboer.

75

Den iler bort - hvor let er dog dens Gang!
Den høres ei - hvor stærke dog dens Vinger!
Paa dem den ud af Tidens Net sig svinger,
Og Rummets Klædning er den nu for trang.
Hvor gaaer dens Vei? - Forstummer du min Sang?
Din Spørgen intet Svar tilbage bringer.
Hvorhen? hvorhen? - Dog hvert et Blik er lukt
For Aandens Retning i dens sidste Flugt.

Dens Røst kan intet Øre meer fornemme,
Ei Tanken selv dens Spor forfølge kan,
Og intet Hjerte røres af dens Stemme,
Den arme Flygtning uden Fædreland!
Skal den erindre Alt? skal den forglemme,
Hvad her den sødt at fængsle var istand?
Skal sin forladte Form den mere finde?
Skal villieløst dens Liv i Alt forsvinde?

Som mellem Dag og Nat der Skumring hænger,
Saa mellem Liv og Død Usynlighed;
Vor Sands er rolig, da den Grændsen veed,
Vor Tankes Attraa higer meget længer.
Fra alle Kanter frem den væbnet trænger,
Dog alle Vaaben synke matte ned:
Erindring, Grandsken, Slutning, Phantasi,
Alt svigter her - kun Haabet staaer os bi.

Men dette Haab, mon det vor Nød beseirer?
Mon ved sin Trøst det dæmper Længsels Raab?
Mon hver en Tvivl dets Aandepust henveirer,
Saa Freden vi modtage ved dets Daab?
Mon Sorgen, der ved Livets Bryst sig leirer,
Faaer Glædens Smiil ved Smiil af dette Haab?
Der vel for Tanken viser sig fornuftigt,
For Hjertet, ak, kun svagt og let og luftigt.

Men dog en Røst ta'er kjækt det i Forsvaring
Mod hvert et Angreb, gjort af Tvivlens Magt,
Og os paa Hjerte har den Haabet lagt
Som Tro, der støtter sig til Aabenbaring;
Dog neppe faaer til Ro den Tanken bragt,
Da reiser sig med Vælde flux Erfaring,
Og peger paa det Døende i Alt:
I Lyst, i Sind, i Væsen og Gestalt.

76

Thi hvor erobrer Svaghed Troens Skjold?
Hvor vinder Hjertet dette stærke Pandser,
Der rolig fanger alle Dødens Landser
Og værner Graven selv med Livets Vold?
Ei fødes denne Tro af Drift og Sandser,
Af Tanker ei, der staae, i Tidens Sold,
Af Villien ei - kun Bønnen kan den bringe;
Men hvilken Kraft udfolder Aandens Vinge?

Kast Byrden bort! Kast Vægten af din Sjæl!
Stæng Sorgen ude fra dit Hjertes Kammer!
Løft høit dit Blik og dybt i Støvet knæl!
Glem Alting - og i Alting glem dig selv,
Al Livets Herlighed og al dets Jammer!
Hvad da kun halv bevidst din Læbe stammer.
Mens Tanken bader sig i hellig Lyst,
Er Gudens Stemme bag dit eget Bryst.

Ja, kun i Bønnens Kamp vi Troen vinde,
Og Livets dunkle Taage synker vel
Fra Aandens slørbedækte Blik som Skæl,
Om ikke før, saa dog med Livets Minde.
Dog bort! Til disse Tanker nu Farvel,
Og atter til Dione, vor Veninde!
De sidste ømme Ord, som Charles skrev,
Nu møde hendes Øie fra hans Brev:

Det aner mig, at aldrig meer vi mødes,
Min Skjæbnes Udgang alt mit Hjerte veed.
Det Haab, der fødtes med din Kjærlighed,
Skal aldrig mere ved dit Smiil gjenfødes.
En Nat, hvis Slør af ingen Morgen rødes,
Snart paa mit brustne Øie synker ned,
Og ingen Drøm vil mere Sjælen varme,
Som Elskovs svundne Drøm i dine Arme.

O, maatte denne Sorg min Skyld udslette,
Saa at min Angerstaare Naade fandt!
O, at dit Blik som Kjærlighedens Pant,
Mit Hjertes tunge Byrde maatte lette!
Dog være det min Straf, at ogsaa dette
Var lukt for mig, da Livets Syner svandt.
Til Kamp jeg gaaer - Men du? For dig jeg svarer!
Jeg veed det vist, mit Minde du bevarer.

77

Det var hans sidste Ord - ved dem sig spreder
Diones Tvivl, og Vished klart frembrød.
Alt har hun hørt; hun kjender al sin Nød
Og om den sidste Trøst hun nu kun beder:
En tro Fortælling af Omstændigheder,
Der gik iforvei'n for den bratte Død;
Hvert lille Ord, som Vennen kan erindre,
Hvert Træk af ham, det større som det mindre.

Og stedse blegere blev hendes Kinder,
Mens lyttende hun sad foruden Ord.
Tidt Haanden ubevidst til Hjertet foer,
Hvor frem i Blodets Bølge Smerten rinder.
Af hendes Øie Livets Blik forsvinder,
Da, følgende med Tanken Talens Spor,
Hun naaer til Stedet, hvor, forladt af Alle,
Med gjennemboret Bryst hun seer ham falde.

Hun blev alene - rastløs Uro driver
Fra Sted til Sted nu hendes Fod omkring;
Men Huset snart for snevert hende bliver.
Og rundt hun gjennemløber Havens Ring.
Hun hører, føler, sandser ingen Ting,
Fornemmer Tornen ei, som hende river;
Medeet dog i sit Løb hun stille staaer,
Og ned i hendes Sind en Tanke slaaer.

Fra Haven ud, saa hurtig hen mod Skoven
Ad Stien iler hun langs Søens Rand,
At hendes eget Billed dybt i Voven
Knap hende følger i det klare Vand.
Snart træde hendes Fødder Veiens Sand,
Hvor Solens Straale brænder hed fra Oven:
Hun agter ei dens Brand - ei Foden trættes;
Ved Sorgens Vægt just Veien hende lettes.

Kun fulgt i Løbet af sin egen Skygge,
Afsted hun flyver imod Sol og Vind,
Og Blodets Bølger, som mod Barmen trykke,
Med dunkelt Purpur farver hendes Kind.
Dog fremad, frem mod sin forsvundne Lykke
Hun jages af sit stormbevægte Sind,
Til Løbets Maal er naaet i Aftenstunden,
Og hendes Elskers stille Grav er funden.

78

Den friske Gravhøi længe hun beskuer:
Ei Blomster, ingen Urter pryder den;
Kun Træet hvælver af de grønne Buer
En Tempelhal for hendes døde Ven.
En Luftning farer gjennem Løvet hen,
Der farves rødt af Aftensolens Luer,
Mens i den tause Hvælving Smertens Sang
Fra Harpen i Diones Hjerte klang.

Dybt bævende paa Graven knæler hun,
Og dunkle Ord hun med den Døde taler,
Mens Hjertets indre Nød og skjulte Qvaler
I Klagetoner flød fra hendes Mund.
I hendes Øie sig Forventning maler,
Hun ligger lyttende og taus en Stund,
Som vented hun paa Svar - men intet høres,
Og ikkun Lundens Løv af Vinden røres.

"Forbi!" hun sukker - aldrig, aldrig mere
Vil denne Stemme til mit Øre naae:
Det Bryst, som denne Jord nu tynger paa,
Af svundne Drømme rummer ingen flere.
O, hvo der var, hvor Fredens Aander ere,
Der nu bag Graven ham imøde gaae!
O, hvo der fri og frelst til Lysets Rige
I Følgeskab med ham nu kunde stige!

Da gik et sagte Vindpust gjennem Lunden,
Og som fra Skovens Dyb et Suk der lød;
Det klang som Liv, der gjennem Døden brød,
Som Hjertets Afskedssuk i Afskedsstunden.
Dione lytter - Lyden er forsvunden;
Som før hun er alene med sin Nød,
Og mens fra Jord til Himmel Tanken iler,
Et Smertens Billed hun paa Graven hviler.

Der man den næste Morgen hende fandt
Bevidstløs slumrende - mod Graven bøiet
Var hendes skjønne Hoved, lukt var Øiet,
Og Haaret opløst sig om Skuldren vandt.
Et Smiil paa Læben Sorgens Præg forhøied;
Men da hun vaktes, dette Smiil forsvandt,
Da i sit Hjem hun atter sig befinder,
Hvor Hjertets Minder blev til Hjertets Fjender.

79

Thi disse Slag for stærke Sjælen vare,
Der synker sammen sønderbrudt og mat;
Vel lever hun, men i en taaget Nat,
Som Aander og Dæmoner gjennemfare.
Med dem hun taler, af sig selv forladt,
Og deres Røst hun troer at høre svare
I Vindens Susen, naar forbi den gik,
I Skyens Flugt, i Bølgernes Musik.

Dog stundom kom Besindelsen tilbage;
Lig Stjernen gjennem Mulmets spredte Sky
Den trænger gjennem Sjælens stille Klage,
Og alle Taager da fra Sindet flye.
Da vandred Tanken blandt de svundne Dage,
Da ved sin Harpe selv hun søgte Ly,
Og smerteligt og veemodsfuldt det klang,
Naar til de rørte Strenge rørt hun sang:

I Skyggedalen her jeg boer,
Hvor Solskin varer kort,
Hvor Alt hvad lever, voxer, groer,
I Støv skal smuldre bort.
Hvi vil du ængstes da, mit Bryst,
Og hvorfor skjælve nu?
Et Stjerneskud er Livets Lyst,
Forgængelig som du!

Hvad helder jeg mit Hoved til
I dette Dødens Land?
Hvor er et Haab, som blomstre vil,
Hvor Alt er Skum paa Vand?
Min Lyst forsvandt som Melodi,
Der Harpens Streng forlod;
Min Trøst som Drømmen gik forbi
Paa Glemsels lette Fod.

Men du, som vogter paa min Skat
Af Lys og Kjærlighed;
Som dækker med din dunkle Nat
Mit Hjertes Herlighed:
Du, mørke Død, som aldrig døer!
Fra Livets Grændseskjel
Du vinker taus med Sorgens Slør
For evig til Farvel.

Mens her ved Taarens Frembrud hun forstummer,
For sidste Gang vi vende Øiet mod
Den ydre Verden, som nu først forstod
Diones Hjerte og Diones Kummer.
Ved hendes Dør den flittig spørge lod
Til hendes Helbred og til hendes Slummer;
Og hun, hvem Publicum saa slemt rev ned,
Paany blev Gjenstand for dets Kjærlighed.

80

En ædel Sjæl! man siger - ved min Ære,
Et trofast Hjerte! Og hvad der er vist,
Et Bryst saa ubekjendt med Svig og List,
Som altfor ømt til Jordens Qval at bære;
Af hendes Liv skal hver en Spotter lære,
At Sandhed vinder Seier dog tilsidst,
At Verdens Trøst er meer end tom Beklagelse:
Saa raaber man omkap i øm Deeltagelse.

Hvorlænge? - Otte Dage! Ikke længer?
Hvad? Otte Dage er en Evighed
I Livets Strøm, hvor Bølgen snart fortrænger
Den forudgangne Bølge fra sit Sted,
Der ruller, til den sporløs synker ned.
Og derfor vee Enhver, hvis Hjerte hænger
Ved Bølgens Skum, ved Boblens Glimmer fast:
Den brister - Alting bristed da den brast.

Byg ei dit Huus paa Sand, thi bort det svinder,
Stol ei paa Guld, thi falsk er Guldets Klang,
Haab ei, at Lykken i dens Flugt du binder,
Tro ei paa Kjærligheds Sirenesang!
Alt er som Strømmen, der forbi dig rinder,
Ved tørre Bredder vandrer du engang;
Thi giv det Flygtige ei Rum i Barmen,
Og, efter Skriften, hold ei Kjød for Armen.

Alt drive skal dig i dig selv tilbage,
Hvor Tiden slumrer i dit eget Bryst,
Som Kjærnen i dit Indre vil opdrage
Ved Livets Regn og Solskin: Sorg og Lyst.
Du selv er Spire, Væxt og Fremtids Høst,
Du selv skal Sæden i dit Huus modtage;
Men hvad i Rummet svæver fjernt og vidt,
Selv nok saa nær ved dig, er ikke dit.

Du skal forlade Alt, og Alt forlader
Dig tidlig eller seent. Den Rest, du har,
Er Frugten kun som Tankens Blomst dig bar,
Er Hjertets Væld, hvor Følelsen sig bader.
Hvor tidt end Livets Bog du gjennemblader,
Du finder aldrig hvad dens Indhold var:
Dig Verden, og du Verden vender Ryggen,
Fra Lyset bort du vandre vil i Skyggen.

81

Da skal dit Hjerte længes efter Hvile,
Din Sjæl sig bøie skal for Dødens Magt.
Alt vil du naae; thi Livets Timer ile:
Snart af den lange Gang, af Iidens Mile,
Den sidste Strækning er tilbagelagt.
Alt hvad du elsked har Farvel du sagt;
Du staaer beredt og kaster Vandringsstaven,
Du venter kun et Bud til dig fra Graven.

Det vinker dig og taler: redt er Leiet,
Redt er den lune Seng for dine Been.
Kom med din Skat, med Alt hvad du har eiet,
Med dine Savn og Suk; thi du er veiet
Paa Tidens Vægtskaal, fuld er Pareens Teen.
Du Mødige! hvem Kundskabstræets Green,
Af Frugter fuld, saa lidt kan lokke mere,
Som Livets Glæder og som Livets Lære. -

- Og Smertens Piil Diones Liv forgifter;
I Sjælens Kræfter trænger ind dens Braad,
Den skaffer ingen Lindring sig i Graad,
Men hefter sig i Sindets dybe Rifter;
Og Alt for hendes Øie Farve skifter,
Og Tanken, som har tabt Fornuftens Traad,
En anden Verden nu i hende bygger,
Beboet af Phantasiens tomme Skygger.

Men ingen Storm oprører meer det Hav,
Hvorpaa i Drømmens stille Baad hun seiler;
Paa Fladen hendes svundne Haab sig speiler,
I Dybet sig Erindring maler af.
Og skjøndt det Sande hendes Blik forfeiler,
Det Skuffende dog Hvile hende gav;
Og skjøndt nu blind for Livets Form og Farve,
Sig Psychen rører blidt i Støvets Larve.

See, Nat det er, og hun paa Leiet ligger
Foruden Søvn, med Blikket heftet paa
Det milde Lys, som Luna hende skikker
I blege Straaler, der til Leiet naae,
Og atter vigende saa brat forgaae,
Naar frem med sorte Øine Natten kigger.
Hun stirrer, som om Øiet gribe vil
Et flygtigt Syn i Lysets Vexelspil.

82

Og pludselig hun reiser sig og svæver
Hen over Salens Gulv med lette Skridt.
Altanens Dør hun aabner - Luften hæver
De løste Lokker, som nu bølge frit,
Mens Klædebonnet, folderigt og hvidt,
For Nattevindens friske Aande bæver,
Der, Blik og Øre strømmende forbi,
Ei Sjælen for dens Taager dog befrie.

Der staaer hun - Selv en Drøm i Nattens Stille,
Hun skuer ubevidst med stive Blik
Paa Scenen ud, hvor Søens Bølger trille
Med sagte Susen, og hvor Lyset gik
Af Mørket frem, hvis Skygger sig adskille,
Lig Sorgerne ved smeltende Musik;
Hvor sønderrevne Skyer i Luften drive,
Og blank og slørfri straaler Maanens Skive.

Hun maaler Jord og Himmel. Rundt hun sender
Som med Forundring Øiet - hver en Larm
I Luft og Sø hun lytter til, og vender
Sig efter hvert et Syn med udstrakt Arm.
Paa eengang løfter høit sig hendes Barm,
Og nu - thi Scenen for sin Sorg hun kjender -
Hun dækker Øiet med sin Haand - et Skrig
Med Luften klagende nu blander sig.

Dog anden Retning Blik og Tanke tager,
Hun seer i Dybet ned, hvor Maanens Glands,
Af Bølgen vugget som i sagte Dands,
Sit Net af Straaler over Vandet drager,
Der glimrer, til forbi et Vindpust jager,
Som bryder susende den gyldne Krands;
Og smilende ved Synet, hun sig hæver
Paa Gittret op, mens Blikket nedad svæver.

Hun taler sagte ned til Søens Vover:
O Lysets Børn, o drager ei forbi!
Et gyldent Haab mit Hjerte ruger over,
Som det fra Sorgens Skygger vil befrie.
Dæk blødt med Bølgen Hjertets Haab, der sover,
Syng for dets Øre sødt jer Melodi,
Til Natten svinder og til Søvnen ender,
Til Glædens Morgenski ær tilbase vender.

83

Dog Bølgens Skin ved disse Ord forsvinder,
Af dunkle Skyer Maanen dækkes til.
Høit sukker hun, og Taarestrømmen rinder
I tunge Draaber over hendes Kinder,
Og det forsvundne Lys hun gribe vil.
Frem flyver hendes Slør for Vindens Spil,
Frem strækker hun sin Haand - og styrter over
Altanens Gitter ned i Søens Vover.

Der fandt hun Døden - dog fornemmes ei
Der Kamp og Raab; et stille Suk kun høres,
Som frem af Nattens milde Vinde føres
I sagte Luftstrøm over Dybets Vei.
Det er Diones Aand, hvis Vinge røres,
Mens, løst fra Formen, selv hun bader sig
For sidste Gang i alle Livets Minder,
Før Jorden og dens Nød for evig svinder.

Den næste Morgen Bølgestrømmen trænger
Det fagre Liig ind mod den lave Kyst.
En Krands af Vandets hvide Lilier hænger
Omkring det løste Haar - det stille Bryst,
Som hæves ei, som ikke martres længer,
Af hendes Hænder dækket, hviler tyst.
En yndig Drøm endnu omsvæver Munden,
Men Øiets Glands for evig er forsvunden.

Det var Diones Endeligt - ei faldt
Som Træet hun i Stormen; ikke svækket
Af Tidens Byrde; ei med Panden dækket
Af Alderdommens Slør. Til Hvile kaldt,
Lig Vaarens Blomst, som Gartneren har knækket,
Laa henstrakt her den slumrende Gestalt.
I al sin Styrke, fyldt med Livets Smerte,
Med al dets Trylleri, brast hendes Hjerte.

Ei Mindets Steen paa hendes Gravhøi tynger,
En Sørgepiil som Vagt ved Stedet staaer;
En Rosenbusk med spredte Grene gynger
Sig paa det sorte Muld og yndigt slynger
Sin Krands om Graven i den unge Vaar.
Der tankefuld tidt Sorgens Engel gaaer.
Og strøer med røde Blade Høien over,
Hvorunder nu Dione stille sover.

84

Her lad mig ende! Alt sin Grændse har,
Saa har og denne Sang - her lad mig hvile!
Til Gravens Rand jeg kom; hvad er og var,
Hvad komme skal, til dette Maal vil ile.
Her Skiven er for alle Tidens Pile,
Paa alle Spørgsmaal her det sidste Svar;
Det første Svar maaskee, som vi fornemme
Igjennem Mulm og Nat fra Sandheds Stemme.

Hvo hæver Sløret? Hvo fik Livets Magt,
Og vælter Dødens Byrde fra sin Skulder?
Hvo følger Evighedens Hjul, som ruller,
Skjøndt Tidens Cirkel er tilbagelagt?
Hvis Tanke blev til Rummets Grændse bragt?
Hvis Tro, af Tvivlen gnavet, fik ei Huller?
Hvis Aand fandt Lyset? Hvo fandt Nøglen til
Den sidste Act af Livets Gaadespil?

Ei Mennesket! Ei Støvets arme Søn!
Ei han, hvem Lyset blender, Mørkets Broder;
Ei han, hvis Daad kun Svaghed har til Moder,
Hvis hele Styrke Taalmod er og Bøn;
Hvis Kraft er Dyret, som i Muldet roder,
Hvor Tvivl og Sorg er al hans Arbeids Løn;
Ei han, hvis største Lys er kun en Skygge,
Hvis Maal er Døden - Blendværk al hans Lykke.

Men over Graven - hvo kan fremad see,
Endskjøndt i Nat, og drømmer ikke gjerne?
Hvo binder ei sit Haab til Himlens Stjerne,
Og lænker ei til Jordens Skjød sin Vee?
Ja over Graven! - Dog er Alt maaskee
Kun et Maaskee, som Hjertets Ønsker værne;
En Tanke, kun af Savn og Længsel skabt,
Et Glimt kun af et Lys, som snart er tabt.

Dog meer end Alt er herlig denne Haaben!
I Livets Bølgegang vort Anker kun;
I Lidenskabers Storm, i Dødens Blund,
Den sidste Havn, som Sjælen finder aaben.
En Draabe kun det er - dog Priis for Draaben,
Som Naaden gjemte til vor sidste Stund!
Den qvæger, styrker; den en Perle dølger,
Som fik sin Glands af Evighedens Bølger.