Paludan-Müller, Fr. TITHON ET DRAMATISK DIGT (1844)

TITHON
ET DRAMATISK DIGT
(1844)

368

PERSONER

  • AURORA, Morgenrødens Gudinde.
  • FLORA, hendes Terner.
  • HELIA, hendes Terner.
  • GLAUCA, hendes Terner.
  • CHOR AF NYMPHER.
  • ZEPHYR.
  • LAOMEDON, Konge i Troja.
  • PRIAMOS, hans Sonner.
  • TITHOS, hans Sonner.
  • HECUBA, deres Hustruer.
  • ELECTRA, deres Hustruer.
  • MELETE, Electras Terne.
  • MENESTOS, Kongens Skjald.
  • SKOPAS, Tjener.
  • THERSANDER, en græsk Slave.
  • EN HYRDEDRENG.
  • HECTOR, Priamos' og Hecubas Børn
  • PARIS, Priamos' og Hecubas Børn
  • KASSANDRA, Priamos' og Hecubas Børn
  • POLYXENA, Priamos' og Hecubas Børn
369

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

Nat. En oplyst Søilegang, aaben til Lunden. SKOPAS. THERSANDER.

THERSANDER.

Hør! Høit i Hallen toner Strængeklang
Og Fløitespil og Pauker. Gildet ender.

SKOPAS.

Ja, nu gaaer Festpocalen rundt ved Bordet.
For Tithon og Electra Bægret tømmes.

THERSANDER.

Og saa er Alt forbi?

SKOPAS.

Det er paatide.
En Maaned snart er endt, fra den Tid Kongen
Med begge Fyrster til Arisbe drog,
For Kong Lykaons Datter hjem at føre.
Der Bryllupsgildet stod med Sang og Klang;
I fjorten Dage vexled Fest med Fest,
Og knap om Natten fik vi Tid til Søvn,
For Tithon og hans unge Brud at hædre.
Paa Reisen hjem til Troja vi os hviilte,
Men der begyndte Spillet saa paany:
Kamplege, Veddeløb, og Sviir og Sværm
Hver Dag fra Sol stod op til Sol gik ned,
Saa jeg af lutter Lystighed blev daarlig.
Nu tænkte jeg forvist var Freden kommen;
Men nei! nu skulde Ægteparret følges
Til deres Bolig her paa Landet ud,
Og alle Mand da maatte vi afsted.
Tre Dages Fest gaaer denne Nat tilende,
Men ei Laomedon endnu fik Nok,
Og knap fra Stedet kan han løs sig rive.

THERSANDER.

Saa kjær for Kongen er da denne Søn?

SKOPAS.

Man hører du er fremmed. Kjær for Kongen?
Hans Eet og Alt, hans Øiesteen er Tithon.

370
THERSANDER.

Jeg glemmer ei den store Fest i Staden.
Skibbrudden Mand jeg stod, fra Bølgen reddet,
Da man mig greb ved Stranden, og mig slæbte
Igjennem Trojas Gader op til Borgen.
Der Folket samlet var i Tusindviis.
En Græker, raabte man, en fangen Græker!
Og Alles Øine vendte sig mod mig.
Da troede jeg min Nød først ret begyndte;
Men Drotten bød, at løse mine Baand,
Da Dagen var en Høitidsdag for Alle.

SKOPAS.

Ja priis din Lykke! Strax du kom til Gilde,
Og mellem Husets Slaver fik du Plads.

THERSANDER.

En fattig Lykke!

SKOPAS.

Hvad? En fattig Lykke?
Du taler kjækt, min Søn! Men hvad forstaaer
En Græker sig paa Lykken? Bi du kun,
Til du faaer Øiet op for Livet her!
Her regner Herligheder ned i Strømme,
Og selv paa dig der falde kan en Dryp.
Naar først du kjender Troja, finder ussel
Du hver en anden By. Hos os har Slaven,
Hvad mangen Herre savne maa hos Jer.

THERSANDER.

Ja, imod Jer vi er et fattigt Folk;
Jeg veed det nok.

SKOPAS.

Du har vist aldrig drømt
Om al den Pragt, som her du seer?

THERSANDER.

Og dog,
Jeg gjerne bytted al jer Herlighed
For fri Mands Lod i Grækenland.

SKOPAS.

Ja vist,
Saa tænker man som ung. Jeg selv engang
Har havt de samme Griller. Hjem jeg vilde,
Hjem til min Fødeby og til min Slægt.
Jeg kom da ogsaa hjem; men hvordan gik det?
Alting mig piaged, Alting kjeded mig,
Alting var smaat og usselt, dumt og klodset.
Knap fjorten Dage holdt jeg Pinen ud,
Og først da ind ad Trojas Port jeg gik
Og aanded atter den trojanske Luft,
Jeg følte let mit Hjerte. Nei, i Troja!
Kun der man kjender hvad det er at leve.
Der lever ogsaa jeg, og godt jeg lever,
Og længes aldrig efter Meer i Verden.

371
THERSANDER.

Du maa da være nøisom.

SKOPAS.

Nøisom?

THERSANDER.

Ja.
Du har kun ringe Deel i Herligheden;
Du boer jo ikke i de gyldne Sale;
Du staaer jo udenfor naar der er Gilde,
Og hører kun dem larme høit ved Taflet,
Mens hver Pocal din Næse gaaer forbi.

SKOPAS.

Men nærved er jeg dog! Jeg faaer dog Lugten,
Naar Stegen damper indenfor paa Bordet.
Jeg hører Klangen af de fyldte Bægre,
Og Latteren, naar Gjesterne sig fryde,
Saa paa en Maade jeg har Deel i Alt.
Jeg kan dog sige: Vi Trojanere!
Og under det Ord indbefattes Alle,
Jeg selv saagodt som Kongen.

THERSANDER.

Det er sandt.
Din Lod er herlig!

SKOPAS.

Stille! Hører du?
De bryde op derinde. Snart vi har dem.

THERSANDER.

Jeg hører Fodtrin alt; der kommer Nogen.

MENESTOS, HECTOR og PARIS træde ud fra Hallen.

MENESTOS.

Er Alt beredt til Opbrud?

SKOPAS.

Alting, Herre!
I Gaarden sadle Rytterne; jeg selv
Med Vogne ventet har den halve Nat.

MENESTOS.

Saa hold dig færdig nu. De andre Gjester
Gaae gjennem Buegangen ned i Gaarden,
Og Kongen og hans Slægt er kun tilbage.

SKOPAS.

Ta'er du til Byen med de unge Fyrster?

MENESTOS.

Nei, Stheno rider med dem. Kom nu, Drenge!

HECTOR.

Menestos! jeg den sorte Hest vil ride.

PARIS.

Og jeg den lille hvide.

MENESTOS.

Følg kun med,
Saa kan med Svenden selv derom I tale.

Menestos, Hector og Paris bort.

THERSANDER.

Hvem var den Mand?

SKOPAS.

Menestos, Kongens Sanger.

THERSANDER.

En prægtig Mand at see til!

372
SKOPAS.

Ja, en Helt!
Men saae du rigtig paa de unge Fyrster?

THERSANDER.

Dem traf imorges jeg paa Ridebanen.
Der i sin Rustning red den lille Hector;
Kjækt paa sin Ganger fløi han mig forbi,
Og i sin Haand han svang en vældig Landse.

SKOPAS.

Ja, skjøndt et Barn, er han dog alt en Løve.
Hans Rroder Paris er ei stærk som han;
Men prægtigt han forstaaer at spille Lyren,
Og vinde Hjerterne med sine Sange.

THERSANDER.

To skjønne Drenge! Mage fast til dem,
Som jeg forlod.

SKOPAS.

Du taler saare dristigt,

THERSANDER.

Mit Ord du sanded, kom du til Mycene.
Den mægtige Kong Atreus var min Drot;
Hans unge Sønner tjente jeg som Svend.
Det er to Brødre! Hver en Dødelig
I Kraft og Skjønhed langt de overstraale.

SKOPAS.

Du praler godt! Men kom kun ikke her
Og maal dit usle Land og dine Fyrster
Med Troja og med Trojas Kongeslægt,
Der fra de høie Guder stammer ned.
Kong Atreus tjente du; men hvad er han
I Magt og Vælde mod Laomedon,
Hvis Scepter rækker over tyve Byer?
Hvad er hans Sønner imod vore Prindser?
Hvad er hans Kæmper imod Trojas Helte,
Der jage Fjenden i et Musehul,
Naar blot de hæve Landsen eller Stemmen?
Hvor er en Æt som denne? Vore Qvinder
Vil ei engang jeg nævne, skjøndt Alverden
For deres Deilighed dem priser høit;
Men hvilken Stad i Grækenland har Navne,
Som Troja har i Dardanos den Gamle,
I Tros og Ilos, ja i Ganymed,
Hvem Ørnen førte op til Himlens Guder? -

THERSANDER.

I Skyen stiger du; jeg giver tabt.

SKOPAS.

Det bli'er nok klogest. Stille! der er Fyrsten.

PRIAMOS
kommer fra Hallen.

Vel, at jeg traf dig, Skopas! Hjemad gaaer det.
Nys mine Sødskende drog bort; vi Andre
Laomedon gjør Følgeskab paa Veien.
373 Hernedenfqr ved Porten hold dig rede!
Selv styrer jeg hans Vogn, og Qvindekarmen
Jeg anbetroer til dig.

SKOPAS.

Kom med, Thersander!
Tilhest du Toget følge skal med Fakler.

Skopas og Thersander bort.

ANDEN SCENE

priamos. laomedon, tithon, electra, hecuba, kassandra og polyxena træde ud fra Hallen.

TITHON.

Her, tag min Arm, min Fader! Støt dig paa mig.

LAOMEDON.

Ja, er man gammel, trænger man til Støtte.
Hav Tak, min Søn! Men lad mig standse lidt;
Jeg har et Ord at tale med din Hustru.

ELECTRA.

Med mig, min Fader?

LAOMEDON.

Ja, et Ord med dig.
Snart har en Maaned nu jeg kaldt dig Datter,
Og endnu fik du ei din Brudegave.

ELECTRA.

Hvordan? - Har ei du skjenket mig og Tithon
Det hele skjønne Huus? Har ei du fyldt det
Med rige Gaver, før vi drog herind?
Alt taler om din Gavmildhed, min Fader.

LAOMEDON.

Men Eet dog mangler. Seer du denne Ring?
Den bar min Hustru cm sin hvide Arm,
Da snart for fyrretyve Aar tilbage
Jeg førte hende som min Brud til Hjemmet.
Dig gi'er jeg Ringen som et Arvegods.
I Ungdom og i Skjønhed dig hun ligned,
Og som hun kronede mit Liv med Glæde,
Saa binde Glæden du til dette Huus.

ELECTRA.

Din Haand jeg kysser; hellig er mig Gaven

LAOMEDON.

For dig, min Tithon, har jeg her en anden,
Ei mindre dyrebar. I mange Aar
Jeg bar den selv om Armen; her jeg sætter
Den nu paa din, som Lykkens gyldne Pant.

TITHON.

Hvad! Ganymeds den gamle Ring?

LAOMEDON.

Just den!
Din Bedstefaders Broder har den baaret.
Forvar den vel! Det var den største Skat,
Som fra min Fader gik i Arv til mig,
Og dine Børn skal efter dig den arve.
374 I denne Ring vor Slægt sin Ære skuer,
Hvorfra vi stammer, høit den os forkynder,
Og selv er den os Pant paa Guders Gunst.

TITHON.

Og min er denne Skat?

LAOMEDON.

Betragt den kun!
Den Krands af Ørne her er yngre Arbeid,
Men Ringen selv, de tvende gyldne Slanger,
Har smykket Guders Yndling.

TITHON.

Tak for Gaven I
Den om min store Slægtning skal mig minde.

LAOMEDON.

En herlig Fremtid den os Alle spaaer.
Endnu før Aaret ender, skal i Troja
Dit Huus sig reise nær ved Kongeborgen,
Hvor, som en gammel Eeg i Skovens Midte,
Jeg mellem alle mine Børn vil boe.
Mit Dagværk har jeg endt; med Krig og Kamp
Gik Livet hen for mig, men I skal nyde
De gode Dage, som med Blod jeg kjøbte.
Som frodigt Træ jo blomstrer Trojas Rige;
Som lydige, som veltilkjørte Heste
Er alle Nabostæder. Eders Gjerning
Er kun at holde fast den stærke Tømme,
Naar af min Haand den glider.

TITHON.

Du kan hvile!
Paa dine Fædres Værk du Krandsen satte;
Men hvad er os tilbage?

LAOMEDON.

Fredens Frugter!
Og dem, min Søn, dem vil vi høste sammen.

PRIAMOS.

Til deres Sødhed kjender Tithon ei;
Han var jo halv et Barn da Krigen rased.
Men vi, som er lidt ældre, vi, min Fader,
Paaskjønne Frugterne af dine Seiere.
Paa dine Laurbær trygt vi hvile nu.
Vi skal ei rives bort fra Huus og Hjem,
Fra Børn og Hustru, just naar bedst vi sidde,
Som det saa ofte hændte sig med dig.
Et herligt Liv har os din Daad beredet!
Bedrifterne os Skjaldene besynge,
Kamplegene os vise Krigens Billed,
Saa vi paa eengang nyde Fredens Tryghed
Og Krigens Bulder midt i Hjemmets Skjød.

HECUBA.

Og selv vi Qvinder denne Kamp tør dele.
Ei sandt, Electra?

ELECTRA.

Mod behøves ikke.

375
LAOMEDON.

Men Tiden flyver. Nu Farvel, min Søn!
Før Morgenstunden naae vi ei til Troja.

HECUBA.

Tag ogsaa mit Farvel!

TITHON.

Glem ei, at bringe
Min Hilsen til dem Alle, som drog forud:
Til Brødre og til Søstre!

HECUBA.

Glem ei heller,
At tage Afsked her med mine Smaa.
Seer du Kassandra, hvor hun spidser Munden,
Og Polyxena med - et Kys de vente.

TITHON.

Godnat, I Smaa!

POLYXENA.

Nu gaae vi fra dig, Farbro'er.

KASSANDRA.

Følg hjem med os; bliv ikke her tilbage!

TITHON.

Her er mit Hjem; men snart jeg dig besøger.

LAOMEDON.

Afsted nu, Børn! Ræk mig din Arm, min Tithon!
Ved Vognen først jeg gi'er dig Afskedskysset.

Til Electra.

Farvel min Datter! Guderne dig skjerme.

HECUBA.

Godnat, Electra! Snart vi sees.

ELECTRA.

Godnat!

PRIAMOS.

Ad denne Dør, min Fader! Her gaaer Veien.

Alle bort, undtagen Electra.

ELECTRA
ene.

Endnu et Øieblik, saa er de borte -
Forbi er Lystighed og Larm og Fest,
Og Lyden hendøet af de mange Stemmer.
Som sidste Minder om den svundne Høitid
Kun disse Lamper brænde; naar de slukkes,
Da vil et andet Liv for mig begynde.

Seer sig om.

Her altsaa er mit Hjem - endnu en Fremmed
Jeg i min Bolig staaer. Knap fik jeg Tid
I disse Værelser at see mig om;
I Lunden ei endnu min Fod jeg satte,
Og faa af mine Terner kun jeg kjender.
Men ham jeg kjender, Husets stolte Herre!
Han, som en Plads mig ved sin Arne gav,
Hvem denne Herlighed og Alt jeg skylder.
Hans Hjem er mit, og jeg det frede skal.
O, stig herned, I Husets milde Guder!
Tag Eders Bolig i de stille Haller,
Nu er her Rum for Jer i Eensomheden.

376

TREDIE SCENE

tithon, electra.

TITHON
kommer tilbage.

Du her endnu? Det over Midnat er,
Og udenfor bedækker Mørket Alt.
Til Søvnens friske Bad dit Øie trænger;
Du har saalænge vaaget: gaa til Hvile!

ELECTRA.

Du bliver her?

TITHON,

Menestos venter jeg.
Vi fik ei taget Afsked med hinanden,
Og alt i Morgenstunden vil han bort.

ELECTRA.

Jeg bliver hos dig, hvis du Selskab ønsker.

TITHON.

Nei, Natten stjæle vil din Skjønhed fra dig.
Den har alt plukket Rosen af din Kind,
Og hængt sin Blyvægt i de lange Lokker.
Fly fra din Fjende hen i Søvnens Arme.

ELECTRA.

Men fra min Ven jeg flyer, hvis bort jeg gaaer.
O, lad et Øieblik mig tøve her!
Nu er det blevet stille; du og jeg
Kun staae tilbage her i Husets Haller,
Og intet fremmed Blik er mellem os.
Nu maae vort Huus og Hjem vi dog betragte.

TITHON.

Du har nok Lyst at drømme, før du sover?

ELECTRA.

Ja, som en Drøm fast Alting er for mig:
Her under samme Tag med dig jeg boer,
Navn, Slægt og Fædreland jeg byttet har,
At det er virkeligt, jeg knap begriber.
Husk paa den Dag, da første Gang vi mødtes,
Da du fra Troja til Arisbe kom -

TITHON.

Jeg vel den mindes; sytten Aar du fyldte
Den samme Dag.

ELECTRA.

Ja, dobbelt Fest vi feired;
Saa kort Tid er det siden, - lang Tid dog,
Naar jeg betænker Alt hvad der er skeet.
Erindrer du endnu vort første Møde?

TITHON.

Jeg har ei glemt det.

ELECTRA.

Men du neppe veed,
Hvor bangeje g da var. Fra Morgenstunden
Jeg havde længe ventet dig med Uro,
Thi Bud paa Bud forkyndte, du dig nærmed.
For hvert Minut sank Modet i mit Bryst:
Hvis han nu ganske anderledes var,
End du dig havde tænkt ham? Hvis du selv
Nu ingen Naade for hans Øie fandt?
Saa stred i mig de ængstelige Tvivl.
377 Da standsed der en Vogn ved Borgens Indgang;
Paa Gangen hørtes Fodtrin - hvert et Trin
Gav Gjenlyd i mit Hjertes stærke Slag.
I Døren hørte jeg min Faders Røst:
Her er din Brudgom, Barn! Da saae jeg op
I Skræk og Angst - og foran mig du stod,
Med Smiil paa Mund og Mildhed i dit Øie,
Saa deilig som mit Haab dig havde tegnet!
Hver Frygt forsvandt, da først du talte til mig,
Og da dit Blik jeg mødte; Guders Nærhed
Jeg følte, da min Haand i din du slutted,
Og med et Kys mig hilste som din Brud.

TITHON.

Endnu du staaer jo for mig som en Brud,
Med Myrthekrandsen frisk omkring din Tinding.
Men Syner har du; - det er Tid at sove!

ELECTRA.

Du bort mig skikker?

TITHON.

Snart jo Natten ender.

ELECTRA.

Og saa alvorligt seer dit Øie paa mig -
Den mørke Sky jeg seer igjen om Panden.

TITHON.

Den mørke Sky?

ELECTRA.

Ja, tidt jeg har den seet,
Fra den Tid her paa Landet vi drog ud,
Og i vort eget Fremtidshjem tog Bolig:
Den kom og svandt, og kom igjen tilbage.
Hvorfra den kom, jeg vilde tidt dig spørge,
Men voved ei. Selv naar du sov, jeg saae den -

TITHON.

Du er et Barn.

ELECTRA.

Idag var reent den borte,
Men nu den atter dækker mørk din Pande.
Hvad plager dig? Erje g ei som du ønsker?
Ifald du anderledes mig forlanger,
Det er jo ei forsildig. Jeg er ung,
Jeg kan endnu som Fløiten skifte Toner,
Naar kun din Læbe vil.

TITHON.

Bliv som du er!
Lad ikke mig forstemme Fløitens Toner.

ELECTRA.

Husk paa din Faders Ord -

TITHON.

Hvad var hans Ord?

ELECTRA.

Jeg skulde binde Glæden fast til Huset.
Men du maa staae mig bi. Jag Skyen bort,
Som skjuler mig min Sol!

TITHON.

Nu er det Nat,
Og Solen, veed du, lyser ei om Natten.
Imorgen kommer nok igjen den frem;
Mens den sig hviler, gaa nu selv til Hvile!

378
ELECTRA.

Saa ræk mig Haanden da! og glem nu ikke,
Imorgen er det Solskin - Nu Godnat!

Bort.

TITHON
ene.

Og er det hendes Skyld, at Jorden blegner
Mod Glandsen af de klare Himmelstraaler?
At Alt er mørkt for Øiet, som har stirret
Ind i den blanke Sol? - O Tryllesyn!
Hvem var du, og hvem er du? Kun et Glimt,
Og svundet var det skjønne Guddomsbilled;
Et Rosenslør mig skjulte hendes Skabning,
Og kun en vaagen Drøm jeg har igjen.
Og hvorfor gav just m i g man denne Ring?
Som Lykkens Pant min Fader mig den rakte,
Men næsten spottende hans Ord mig klang.

Tager Ringen af og betragter den.

Den skjønne Ganymed bar denne Ring.
Den lod som Afskedstegn han her tilbage,
Da Ørnen førte ham paa stærke Vinger
Igjennem Morgenskyer til Lyset op.
O Salige! din Lod jeg dig misunder!
Der blandt de Himmelske du vandrer nu;
Dybt under dine Fødder ligger Jorden
Med sine Skygger, sine dunkle Taager,
Mens rundt om dig er Glands og evig Klarhed.
Hvad os betynger, kjender ei du til;
Hvad vi begjere, har alt længst du naaet;
Ei strækker d u mod Lykkens Krands din Haand,
Nei! om din Tinding har du alt den slynget,
Og Evighedens Dugg den holder frisk -

FJERDE SCENE

tithon. menestos.

MENESTOS
kommer.

Hvem priser saa din Læbe?

TITHON
vender sig.

Ha, Menestos!

MENESTOS.

Din Røst mig mødte som jeg traadte ind;
Hvem gjaldt dit Ord?

TITHON
skyder Ringen paa Armen.

Ei nogen Dødelig.

MENESTOS.

Jeg troede, du din egen Skjæbne priste.

TITHON.

Min egen Skjæbne?

MENESTOS.

Ja; og hvorfor ikke?
Dit Ord et Echo blev af Alles Stemme.
Hvor er en Dødelig, at han tør maale
Sin Lod med din? Du, Folkets Ypperste
379 Og Kongens Yndling; du, hvem rige Guder
Paa Vuggen skjenked deres bedste Gaver,
Og dertil Herskermagt og ædel Byrd; -
Og nu tilsidst! Har med en deilig Hustru
Ei Hymen Kronen paa det Hele sat?

TITHON.

Men hvis nu han, som du lyksalig priser,
Sig følte fattig som en Betler dog?

MENESTOS.

Hvordan?

TITHON.

Det var et Spørgsmaal; intet Andet.

MENESTOS.

Indslut ei dine Tanker i dig selv.
Lad mig dem kjende! Du min Troskab prøved.
Har ei som Brødre vi deelt Godt og Ondt
Fra Ungdom af?

TITHON.

Ja, broderligt vi deelte.
Det samme Haab os Begge ammed op.
Du følte det somjeg! Forbi vort Øie
Drog Eventyr og lysende Bedrifter,
Som til den fjerne Fremtid skulde naae.

MENESTOS.

Og fik af Eventyr da ei vi Nok,
Da Kongen sendte dig og mig paa Reiser?
Fra Stad til Stad, fra Land til Land vi drog,
De fjerne Amazoner selv vi gjested,
Og Gunst vi vandt hos deres stolte Dronning,
Da vi mod Lyciens Drot stod hende bi.
Hvor mangt et Folk besang min Lyra ei,
Mens længer frem i Verden du kun higed,
Thi af Forandring blev du aldrig mæt.

TITHON.

Dengang jeg vidste, hvad det er at leve.

MENESTOS.

Og dog drev Længsel dig jo her tilbage.
O husk dig om! Med hvilken Jubel hilste
Du ei din Slægt, dit Fædreland og Folk?
Det var jo, som var Alt dig blevet Nyt,
Ja, som du fødtes anden Gang til Livet.
Men kort var Glæden; eensom snart du streifed
Omkring paa Jagt, i Skov og fjerne Bjerge;
Selv mig du flyede, og naar hjem du vendte,
Du vandred kun iblandt os som en Skygge,
Der, mørk i sig, fordunkler Alt omkring sig. -
Da klaredes medeet din Himmel op!
Paa Rygtets Vinger kom Electras Navn,
Dets tusind Munde priste hendes Skjønhed,
Og fangen var du, før din Brud du skued.

TITHON.

Ja, Maalet vinked mig.

MENESTOS.

Du har det naaet;
Du er i Havn - endnu dog stormer det.

380
TITHON.

I Havn jeg er; ja vel, og dybt i Havnen!
Der kan som Skibet nu i Ro jeg raadne,
Og skue langtfra paa de stolte Bølger,
Der eengang høit mod Himlen bar mig op.

MENESTOS.

Den mørke Hecate har dig besøgt,
Har, mens du slumred, blandet sine Urter,
Og udgydt deres Trolddom paa dit Hoved.

TITHON.

Troer du?

MENESTOS.

En herlig Fremtid ligger for dig;
Du kun maa give Tid.

TITHON.

Ja hvorfor ikke?
Hvad troer du denne Tid vil føde af sig?
En Tid, der trænger til en vældig Storm,
For af sin dybe Slummer op at vækkes;
En Tid, der i Bedrifters Sted har Drømme,
Og Leg og Veddekamp for dristig Daad;
En Tid, hvor af sin egen Haand man krandses,
Hvor man i Fortids Helte seer sig stor,
Hvor Mennesker vil leve høit som Guder,
Og dog har Trællesind - jeg væmmes ved den!

MENESTOS.

Din Tid du laster; hvad vil da du selv?

TITHON.

Det Ny, det Friske vil jeg; ikke længer
Med usle Levninger mig lade nøie.
Var det kun Tros og Ilos forbeholdt,
At bringe frem det Ny? - Skal vi bestandig
Da styre Vognen i de gamle Spor,
Og, skjøndt fra Guderne vi stamme ned,
Kun tære paa et Liv, hvis Blomst er borte?

MENESTOS.

Dit Sind er sygt.

TITHON.

Nei, klaret er mit Blik! -
Men hvorfor fylde Luften op med Ønsker?
Kom her, min Ven! Endnu er Viin tilbage;
Et Afskedsbæger vil vi tømme sammen.
Du gaaer til Staden; jeg paa Landet bli'er
Og dyrker mine Marker; sætter Skik
Paa Mennesker og Dyr. Naar Solen brænder
Og Græsset visner, skjælver jeg af Angst,
Men bli'er det Regn, jeg dobbelt og mig fryder.
Saa lever jeg i Frygt og Haab bestandig,
Og hvem vil Meer forlange? - Tag dit Bæger,
Og stød med mit det sammen til Farvel!

MENESTOS.

Paa snarligt Gjensyn og paa bedre Lune!

TITHON.

Forstandig talt! Du seer jeg og mig skammer.
Det kommer af den lange Bryllupshøitid,
De mange Gilder og den megen Sviir;
Man bliver ør i Hovedet tilsidst,
381 Og blind for Alt, selv for sin egen Lykke.
Men nu Farvel!

MENESTOS.

Hvorhen?

TITHON.

Ud i det Fri,
At jage Drømmene fra Panden bort.
I Lunden ned! Snart bryder Dagen frem.
Først naar du selv paa Veien er til Hjemmet,
Jeg til mit Leie vender mig. Farvel!

Gaaer bort gjennem Søilegangen.

MENESTOS
ene.

Ja, vel du blind er for din egen Lykke! - -
Men hvordan skal paa Jer vi os forstaae,
I rige Guder? For jer Gunst og Naade
Forlanger I vort Offer og vor Tak;
Men Eders Gaver skjenker helst I Den,
Hvis Sind er utaknemligt og unøisomt.
Den Bøn, som ydmyg er, opfyldes ei;
Men over Den, som dristig kan begjere,
I sender Eders hele Rigdom ned. -
Ham gav I Alt; men Alt er ikke nok.
Den Skat, som han besidder, bort han kaster,
Og jeg, som savner den, tør ei den gribe.
Hvor havde jer Retfærdighed jeg priist,
Hvis Glands og Høihed han kun havde faaet,
Men jeg en Hytte, som Electra deelte!

Bort.

FEMTE SCENE

Fri Mark udenfor Lunden. AURORA. HELIA.

HELIA.

Din Vogn forlader du?

AURORA.

Et Øieblik
Lad vore Heste hvile! Ingen Hvile
Mig lader Haabets Higen i mit Bryst.

HELIA.

I Lunden vil du ind?

AURORA.

Ja, hist han boer jo,
Han, som jeg elsker, som jeg maa besidde:
Den unge Kongesøn, hvis stolte Billed,
Eengang beskuet, aldrig jeg forglemmer.

HELIA.

Og naar har du ham seet?

AURORA.

Forleden Morgen.
Ved Bækkens Rand i Slummer dybt han laa,
Med Buen i sin Haand, og træt af Jagten.
Min Vogn jeg standsed, da jeg blev ham vaer;
Hen over Græsset sagte skred min Fod,
Og nu jeg stod foran ham. Fast jeg skjælved,
382 Saa stærkt mig Synet rørte. Paa hans Arm
Det skjønne Hoved hviilte; sorte Lokker
Omslynged rigt hans høie Herskerpande,
Og flød i Bugter ned om Hals og Skulder;
Hans Kind og Mund var bleg af Natteduggen,
Men ved mit Aandepust hans Læbe rødmed.
Alt var fuldkomment, hvor mit Blik end dvælte;
I Glands og Ungdom straalede hans Skabning,
Som de Udødeliges fuld af Kraft.
Jeg havde trykket strax ham til mit Bryst
Og ømt ham favnet, at i mine Arme
Jeg kunde seet hans stolte Øie aabnes;
Men altfor lang Tid Synet havde taget,
Og utaalmodigt mine Heste stamped.
Jeg maatte bort; men da endnu engang
Jeg fra det Fjerne sendte ham et Blik,
Saae jeg ham reise sig fra Græsset op,
Og længselfuld at strække Armen mod mig.

HELIA.

Og har du siden den Tid her ham seet?

AURORA.

Endnu igaar.

HELIA.

Og paa det samme Sted?

AURORA.

Nei. Gjennem Lunden speidende jeg iilte;
Til Huset kom jeg; op ad Søilegangen
Jeg hurtig skred, og aaben Døren stod.
Igjennem den jeg gik, og ind jeg skued
Nu i et Kammer fra et Gittervindve,
Og der paa Leiet traf igjen mit Blik
Ham i sin Morgenslummer. Ved hans Side
En Qvinde laa, der halv sig op just reiste,
Og, støttet paa sin Arm, beskued taus
Den Sovende, som dybe Suk udstødte.
Saa sad hun indenfor, mens udenfor
Jeg stod med Qval i Hjertet, og med hende
Det skjønne Skue deelte. Snart dog atter
Jeg rev mig løs. Op til Olympen steg jeg,
Og Guders Fader hørte mine Bønner.
To Skaaler til den Elskede han gav mig:
Den ene fyldt med Livets Drik, den anden
Med Trøst for hver en Bitterhed i Livet.

HELIA.

Og hvad med disse Skaaler vil du gjøre?

AURORA.

Lyksaliggjøre ham, som er min Lykke.
Tag du mod Tømmen og ved Vognen vent mig!
Endnu engang hans Aasyn maa jeg see;
Men træffer som hiin Morgen jeg ham ene,
Jeg kaster over ham mit Rosenslør,
Og eengang fangen, er han min for evig!

Iler hen mod Lunden.

383

SJETTE SCENE

Lunden. TITHON kommer langsomt vandrende. Han standser idet hans Øie falder paa Armbaandet.

TITHON.

Hvor skinner blank dog Ringen om min Arm!
Igjennem Morgendæmringen den lyser,
Lig Ormen, der i Sommernatten glimrer.
Bestandig drager den mit Blik til sig,
Og minder mig om ham, der fordum bar den -

Og var da han alene Guders Yndling?
Blev Lykkens Krands for Ganymed kun flettet?
Er ikke selv jeg af den samme Slægt?
Er ei mit Hjerte kjækt og ungt som hans,
Saa rigt paa Haab, at Jorden er for fattig
Til med sin Herlighed dets Tørst at stille,
Og bærer ei hans Ring jeg om min Arm? -
Ja! som et Løfte til mit Haab den taler:
Endnu fra Himlen ned er Veien aaben,
Og Fortids Under sig endnu fornye.

Vender sig pludselig.

Men hvilket Lys omstraaler her mit Blik? -
Dybt bukker Træet susende sin Krone,
Og alle Bladene paa Busken skjælve.
Hvordan! - Der er jo Trylle synet atter!
Hun, som jeg svagt kun skimted, her imøde
Mig kommer i sin fulde Guddomsglands!
Det er Aurora selv, med gyldne Lokker,
Med Stjernen paa sin Pande, klædt i Purpur,
O Faklen blender ikke meer mit Syn!
Men ei som sidst hun flygter for mit Øie;
Hun standser - See! Hun nærmere jo kommer ...
O Himmelske! lad her din Fod mig favne!

AURORA.

Hil dig, o Tithon!

TITHON.

Paa mit Navn hun kalder!

AURORA.

Reis dig fra Støvet op, og hør mit Ord!

TITHON.

Hvad er dit Bud, du Høie?

AURORA.

Intet Bud!
Kun Bønner har jeg. Følg med mig!

TITHON.

Med dig?

AURORA.

Med mig til Lykken og til Lyset op!
Udødeligheds Bæger jeg dig rækker,
Omkring din Tinding Haabets Ring jeg slynger,
Og Kjærlighedens Krands omkring dit Liv.

TITHON.

Vil du mig elske?

384
AURORA.

Evig er min Elskov!
Dit er mit Rige, og mit Hjerte dit.

TITHON.

Dit Hjerte mit?

AURORA.

Og ingen Død os skiller.

TITHON.

Nei, i dit Blik er Livet!

AURORA.

Følg med mig!
Jeg paa min lette Vogn dig tager med;
Den bringer os til Morgenrødens Rige.

TITHON.

Til Morgenrødens Rige?

AURORA.

Ræk mig Haanden!
Et Øieblik, saa maa jeg atter bort,
Og maaskee aldrig mere vil vi mødes.

TITHON.

Til Morgenrødens Rige? - Her min Haand er!
O, hold mig fast! Din Glands min Sjæl fortærer.
O hold mig fast, og slip mig aldrig meer!

Aurora kaster Sløret over Tithon, og iler bort med ham.

SYVENDE SCENE

Søilegangen paa Borgen. ELECTRA, fulgt af MELETE, træder ud fra sit Sovekammer.

ELECTRA.

Hvad Tid paa Dagen er det?

MELETE.

Morgen er det;
Kun kort Tid har du sovet.

ELECTRA.

Altfor længe!
Tung var min Søvn, og tungt er nu mit Hoved.

MELETE.

Det snart vil lettes i den friske Luft.
Her vifter Vinden kølig op fra Lunden.

ELECTRA.

Ja, som et Bad den styrker!

MELETE.

See dig om!
Langt over Landet her man Udsigt har.
See, hist tilvenstre mellem Høie ruller
Den gule Xanthos sine blanke Bølger,
Og høit i Sky sig hæver Idas Bjergtop.
Der strømmer Floden Simois; og der,
Der lige for os, ligge Trojas Taarne,
Paa Muren fast jeg kan dem alle tælle;
Og bagved, i det Fjerne, Grækerhavet -

ELECTRA.

Er da den lyse Stribe Havet?

MELETE.

Ja,
Jeg godt det kjender. Der min Fader boede
Som fattig Fisker, før vi kom til Troja,
Og før jeg selv fik Tjeneste paa Borgen.
Bestandig bedre Lod blev mig tildeel,
Og nu jeg tjener dig. Hvis du det vil,
Saa fletter her paa Stedet jeg dit Haar -

385
ELECTRA.

Er end mit Haar ei bundet?

MELETE.

Nei; men hurtig
Jeg det besørger. Her, Fyrstinde, sæt dig
Paa Bænken under Søilen, saa beholder
Du Øiet frit, og hele Lunden for dig.

Electra sætter sig; Melete begynder sit Arbeide.

ELECTRA.

Treer du paa Drømme?

MELETE.

Ja, naar Held de spaae;
Men ellers ei.

ELECTRA.

Men kan du tyde dem?

MELETE.

Det tidt mig lykkedes, naar selv jeg drømte.

ELECTRA.

Min Hjerne de forvirre; næsten altid
De underligste Syner gaae forbi mig,
Og tidt i Angst jeg vaagner.

MELETE.

Det er Blodet.

ELECTRA.

Men forhen var min Søvn saa let: om Leg,
Om Dands jeg drømte.

MELETE.

Den Forandring kommer
Af Ægtestanden; thi man drømmer altid
Om det, hvori man lever. Da jeg leved
Ved Havets Bred, var mine Drømme vaade:
Bestandig pladsked jeg omkring i Vandet,
Altid med bare Been jeg saae mig selv,
Og naar jeg havde Selskab, var det Fisk.
Men siden jeg paa Landet boer, har ogsaa
Jeg faaet mine Drømme paa det Tørre,
Og mine Fisk er' blevne muntre Fugle.

ELECTRA.

Mig gik det omvendt. Hver en Fugl fløi bort,
Og fordetmeste sørgeligt jeg drømmer.
Endnu i denne Nat jeg Tithon saae
Bestedt i Nød, og høit om Hjælp han raabte.
Jeg vilde hen til ham, men mægted ikke;
Det var, som om min Fod var lænket fast,
Og reent bedøvet og i Skræk jeg vaagned.

MELETE.

Men hvorfor plage sig med Nattens Plager,
Da meer end nok i Dagens man jo har?
See her den ene Fletning! færdig er den.
Jeg aldrig bundet har saa langt et Haar,
Saa blødt, og glindsende kastaniebruunt.
Hvis som en Medesnor man brugte det,
Især hvis du dit Ansigt vilde speile
Paa samme Tid i Bølgen - jeg tør vedde,
Ei Krog og Lokkemad fornøden var,
For unge Svendes Hjerter op at drage;
De bed paa Snoren strax -

ELECTRA.

Tys! Bind din Tunge.

386
MELETE.

Men hvorfor stirrer du mod Lunden ned?

ELECTRA.

Seer du den Dreng, som kommer hen ad Stien? .
Nu staaer igjen han stille, og som før
Herop han vinker. Gaa, og hør hans Ærende!

MELETE.

Jeg strax er færdig her.

ELECTRA.

Igjen han vinker.
Gaa ned til ham! Maaskee han bringer Bud
Fra En af Hyrderne.

MELETE.

Ja, som det lader,
Saa har han Hastværk med sit store Budskab.
Giv Tid, du Smaa! - Jeg lader Kammen sidde,
Og i et Øieblik jeg er tilbage.

Bort.

ELECTRA
ene.

Saa vever som en Hind afsted hun flyver . ..
Og hvorfor er da m i t Bryst saa betynget?
Forbi er Natten jo med al sin Angst,
Og Dagen er der, som jeg længtes efter.
Hvor frisk og liflig denne Morgenstund!
Hvor deilig ligger her i Solens Straaler
Den aabne Lund; og bagved, i det Fjerne,
Den græsbeklædte Mark, og Kløverengen,
Hvor mellem Qvæget Hyrderne sig hvile -

Hun støtter Hovedet paa Haanden og seer ned i Lunden.

See, hvor Melete griber Drengens Hænder
Og taler ivrig med ham. - Nu hun leer,
Og nu de Begge gaae herop mod Huset.
Men tys! Hvem kommer der?

MENESTOS
træder ind.

Hil dig, Fyrstinde!

ELECTRA.

Du her, Menestos?

MENESTOS.

Tithon søger jeg,
For end til Afsked ham et Ord at sige.
Jeg tænkte her at finde ham hos dig.
Er han til Hvile gaaet?

ELECTRA.

Nei; jeg troede,
At du og han var paa en Morgenvandring.

MENESTOS.

Kort efter Midnat bød jeg ham Farvel.

ELECTRA

Hvor skiltes I da sidst?

MENESTOS.

Paa dette Sted.
Her tog han Afsked, og gik ned i Lunden.

ELECTRA

I Lunden? Har da der du søgt ham?

MENESTOS.

Ja,
I Lunden og i Marken, allevegne;
Han var der ei.

MELETE
kommer med Drengen.

Nu faaer du Nyt at høre.
387 Her er en Spaamand, som din Drøm vil tyde.
Han selv har drømt, og strax fra Marken gaaer han,
For Drømmene at bringe til sit Herskab,
Thi Alt hvad Marken yder, er hans Husbonds.

ELECTRA.

Hvad skal dit Ord betyde?

MENESTOS.

Siig mig, Søn,
Hvem er du, og hvad vil du?

DRENGEN.

Husbonds Træl
Jeg er, og fra hans Hjorder nu jeg kommer.

MENESTOS.

See det kan vi forstaae! Hvad er dit Ærende?

DRENGEN.

Jeg vilde melde, hvad jeg saae paa Marken.

MENESTOS.

Hvad har da der du seet?

DRENGEN.

I Daggry var det,
Og just jeg havde drevet Qvæget sammen,
Der under Natten havde spredt sig ad,
Da jeg fra Østen saae Aurora komme;
Men ei som ellers drev hun ud mod Havet,
Thi ned fra Himlen styred hun sin Vogn,
Og midt paa Marken standsed hendes Heste.
Selv steg hun ud af Karmen, klædt i Rødt
Fra Top til Taa: paa Panden sad en Stjerne,
Og i sin høire Haand hun holdt et Blus.
Til En, der sad hos hende, gav hun Tøilen,
Hvorpaa hun iilsomt skyndte sig til Lunden.

MENESTOS.

Og alt Det saae du?

DRENGEN.

Ja, med egne Øine.
Imellem Qvæget angst jeg havde skjult mig,
Men Alting godt jeg saae.

MENESTOS.

Du sovet har.

MELETE.

Nei giv blot Tid! Det Bedste kommer sidst.

ELECTRA.

Forstyr ei Drengen! Siig mig, saae du Mere?

DRENGEN.

Ja, kort Tid kun Aurora borte var,
Saa kom hun atter hurtig frem af Løvet,
Og Haand i Haand med hende gik din Herre.

ELECTRA
reiser sig.

Hvad! Tithon siger du?

DRENGEN.

Ja ham det var,
Og om hans Hoved hang et Slør af Straaler.

MENESTOS.

Men kjender og du Fyrsten?

DRENGEN.

Jeg ham kjender,
Og tydelig jeg saae ham som dig selv.

MELETE.

Med lukte Øine!

ELECTRA.

Tie! - Hvad Mere saae du?

DRENGEN.

Aurora drog ham efter sig til Vognen,
Og ind de Begge steg. Saa greb hun Tømmen,
Mens frygteligt de vilde Heste fnyste,
388 Og opad imod Himlen nu de foer,
Mens hele Luften som et Guldhav skinned.

ELECTRA.

Mod Himlen, siger du?

DRENGEN.

Ja, op mod Skyen.

ELECTRA.

Vee mig!

MENESTOS.

Og kan endnu du Stedet kjende?

DRENGEN.

Ja hver en Plet! Hvor Vognen stod; hvor Husbond
Kom frem af Lunden.

ELECTRA.

Hurtig! Følg med mig!
Ned hvor du sidst ham saae! - O Tithon! Tithon!

Bort med Drengen.

MELETE.

Det løber rundt med mig. - Er det da virkeligt?

MENESTOS.

Iil ned til Kjøresvenden! Byd ham holde
Min Vogn beredt; men meld et Ord ei om
Hvad her du hørte. Jeg Electra følger,
Og tager Hyrderne paa Marken med mig.
Hver Busk i Lunden vil vi gjennemsøge.
Først om hans Flugt vi Vished have maae;
Men saa til Staden efter Hjælp og Bistand,
For ham paa Land og Hav at efterspore!

Begge bort.

389

ANDEN ACT

MORGENRØDENS RIGE

FØRSTE SCENE

Auroras Palads og Sovekammer. TITHON i AURORAS Arme. HELIA træder ind.

AURORA
reiser sig.

Hvo kommer der?

HELIA.

Din Vogn alt længst er forspændt,
Og ei din Fakkel har endnu du tændt.

AURORA
staaer op.

Forlænge blunded jeg. Hvad bringer du?

HELIA.

Den Purpurklædning, der skal Fyrsten smykke.

AURORA.

Tal ei saa høit! og gaa med sagte Fjed,
At ei den Slumrende du vækker op.
Læg der hans Dragt, og gaa mig rask tilhaande!

HELIA.

Her Diademet er!

AURORA.

Min Stjerne!

HELIA.

Her!

AURORA.

Mit Halsbaand!

HELIA.

Her!

AURORA.

Min Straalering!

HELIA.

Her er den!

AURORA.

Kast Rosensløret over Bryst og Skulder,
Og bind mig Purpurskjørtet fast om Livet!

HELIA.

Saa hurtig som du byder, er det skeet.
Nu sæt dig ned paa Leiet, at til Foden
Jeg fæster dig Sandalens gyldne Saal.

AURORA.

Men skynd dig!

HELIA.

Alt den ene fast er bunden.

AURORA.

Er nu du færdig?

HELIA.

Intet mangler meer.

AURORA.

Saa kjør i Porten mine Heste frem;
Saasnart min Fakkel jeg har tændt, jeg kommer.

HELIA.

Du faaer at haste; kort Tid kun du har.

Bort.

AURORA
vender sig mod Tithon.

Hvor fast han sover ... Endelig jeg naaede
390 Den Lykke, som mit Hjerte higed efter,
Og paa mit Leie hviler Jordens Søn -
Drøm kun, du Deilige! Men vaagner du,
Da skal i Glands mit Billed dig omsvæve,
Og her udfylde dig det korte Savn,
Til Savn og Billed flygte ved min Hjemkomst,
Og Glædens Smiil dig vinker fra mit Blik.
O hør! der kjører alt hun Vognen frem;
Mit Øies Fryd tør ikke meer jeg skue.
Min Fakkel lyse skal for Himlens Bue,
Og Hjertet hænger fast dog ved mit Hjem.

Bort.

TITHON
vaagner.

Aurora! - Hun er borte ... Drømte jeg? -
Nei, ingen Drøm det var! Endnu jo hvælver
Sig Purpurloftet over mig; endnu
Jeg seer de ranke Søiler, som det bære,
Og end jeg hviler paa den gyldne Seng.
Kun hun forsvandt! - Imedens dybt jeg slumred,
Har let hun revet ud sig af min Arm.

Han springer fra Leiet og ifører sig Purpuret.

Hun kommer ei - hvorhen er hun da flygtet?
Hvi tøver hun? - O kom igjen, du Elskte!
At jeg dit Øre fylder med min Længsel,
Og suger frisk den ind af dine Blik.
Aurora! - Ingen svarer mig ... Aurora! -
Kun Luften, som jeg favner, ta'er mit Suk.

Han aabner et Vindue.

Hvor lifligt! Af balsamisk Duft jeg mødes,
Og i en Blomsterhave seer jeg ned.
Blikstille hviler Alting som i Slummer;
Ei mindste Blad paa Træerne sig rører.
Fjernt i de endeløse Gange svæve
Som i en Taage lette Skikkelser;
Men ingen Lyd afbryder Luftens Stilhed.
En Fugl dog synger - Hør! En anden svarer.
Rundtom det toner - hele Choret vaagner -
Medeet faaer Morgenen som tusind Tunger,
Hvis Jubel mig i Frihed lokker ud,
Og fylder med lyksaligt Haab mit Hjerte.
Ja, under Palmerne hun vandre maa!
I Haven ned, at aande Morgenfriskhed!
I Haven ned, at søge hendes Spor!

Bort,

391

ANDEN SCENE

Haven. FLORA og flere NYMPHEK sidde i Kreds og binde Krandse.

EN NYMPHE
synger:

Blomst i Blomst er slynget! Færdig bunden
Er til Dagens Høitid snart min Krands;
Fri for Arbeid da igjen til Lunden
Gaaer jeg i den lyse Morgens Glands:
Vandrer hen ad Engens grønne Dække,
Seer den unge Dag i Østen grye,
Seer de røde Skyer forbi at trække,
Og bestandig komme frem paany.

CHOR.

Ja paany de fødes, naar de vige!
Aldrig bort den lyse Morgen flyer.
Evig her i Morgenrødens Rige
Farves Himlen af de gyldne Skyer.

FLORA.

Priis kun Skyen, som i Glands sig gynger
Purpurfarvet paa vor Dronnings Vei:
Havens Blomsterknopper jeg besynger,
Knoppens skjulte Rigdom priser jeg.
Blomstens Duft dens spæde Bryst alt fylder,
Frugtens Sødhed spirer i dens Skjød;
Kun saalænge Knoppen dem tilhyller,
Frugt og Blomst beskjermet er for Død.

CHOR.

For et evigt Liv skal Sangen stige!
Kun i Knoppen aldrig det forgaaer;
Evig derfor i Auroras Rige
Træ og Busk og Blomst i Knopper staaer.

FLORA.

Hvad var Blomsten dog, naar sammentrukken
Livet tørt og mat i sig den bar?
Derfor, Søstre, vil jeg prise Duggen,
Som i Haven om os glimrer klar.
Blank og reen paa Træets Blad den hviler,
I dens Friskhed alle Planter staae;
Som en Perle den fra Løvet smiler,
Som en Ædelsteen fra Græssets Straa.

CHOR.

Ogsaa vi vil prise Duggen, Flora!
Hvad var Haven her, hvis ei den faldt?
Hvad var Morgenrøden hos Aurora,
Hvis ei evig Dugg forfrisked Alt?

FLORA.

Dugg og Blomst og Sky vi vil forglemme!
Høit i Krattet Nattergalen slaaer.
Med dens Toner hæve sig vor Stemme,
Til en Lovsang for den unge Vaar:
Den, som Livet rundt om os forgylder
Med sin Fuglesang, sin Foraarslyst;
392 Den, hvis Fremtidshaab vort Hjerte fylder,
Den, hvis Længsel aander i vort Bryst.

CHOR.

Ja, i Vaaren, den guddommelige,
Lokkes Haabet i hvert Hjerte frem.
Derfor her i Morgenrødens Rige
Har den unge Vaar et evigt Hjem.

Flora og Nympherne reise sig.

FLORA.

Bring alle Krandse nu til Slottet op,
Saa har I Frihed til vor Dronning kommer.

EN NYMPHE.

Og hvor, o Flora, skal vi atter mødes?

FLORA.

I Myrthekrattet. Nu afsted!

NYMPHERNE.

Afsted!

Nympherne bort.

FLORA.

Var nu blot Zephyr her! Paa Tiden er det,
Og bedre Leilighed han aldrig træffer.
Paa Bænken vil jeg vente ham ... men see!
Der kommer Nogen -

Hun sætter sig paa Bænken.

TITHON
træder frem af Busken.

Alle Fugle fløine!
Dog end jeg Sangens Toner kan fornemme.
Alt hvad mig paa min Vandring stod for Øie,
Klang her for Øre mig som Melodi.
Men alle Fugle fløi dog ikke bort.
Hist sidder jo en yndig, lille Pige;
Maaskee paa rette Spor hun kan mig lede.

FLORA.

Han nærmer sig. Blot Zephyr nu ei kommer.

TITHON.

Hil dig, du fagre Nymphe!

FLORA.

Tithon hil!

TITHON.

Du kjender mig?

FLORA.

Ja, da hertil du kom,
Stod jeg paa Trappen og dig rakte Krandsen.

TITHON.

Hvad er dit Navn?

FLORA.

Man Flora kalder mig;
Aurora jeg som Blomsterpige tjener.

TITHON.

Saa før mig til din Dronning! Rundt i Haven
Jeg søgte hendes Spor, men fandt det ei.

FLORA.

Hun er jo ikke her. For Himmelbuen
Nu med sin tændte Fakkel lyser hun.

TITHON.

Har hun sit Hjem forladt?

FLORA.

For længe siden;
Men snart hun er tilbage. Hver en Morgen
Hun kjører hist ad Himmel broen ud,
For at forjage Natten og dens Mulm,
Og langs med Ætherhavet hjem hun kommer.

TITHON.

Saa før til Ætherhavet da mig ned!
393 Maaskee hun alt sig nærmer. Lad os ile,
At hendes første Smiil vi taber ei!

FLORA.

Ved hendes Blomster her hun bød mig hvile.

TITHON.

Saa viis mig Veien blot!

FLORA.

Ad denne Vei!

Begge bort.

TREDIE SCENE

Kyst ved Ætherhavet. GLAUCA sidder paa den høie Bred med en Luth i Haanden. Nogle NYMPHER svømme paa Bølgerne, andre kaste sig i Havet idet GLAUCA synger.

GLAUCA.

Styrt Jer kun ud i de rullende Bølger,
I Ætherens Hav!
Duk Jer i Dybet, det dunkle, som dølger
Den bundløse Grav!
Stig saa forfrisket deraf,
Op hvor Jer rosenrød Skyen omskinner,
Op i det lysklare Rum,
Op hvor det perlende Skum
Risler Jer ned over Læber og Kinderl

NYMPHERNE
komme op fra Dybet.

Deiligt at bæres, sødt at omslynges
Af Ætherens Arm!
Yndigt at vugges, herligt at gynges
Paa Bølgernes Barm!
Døved' af brusende Larm
Steg vi fra Dybet igjen mod det Høie;
Badet i Skumblomstens Duft,
Styrket i kølende Luft,
Aabner sig atter for Livet vort Øie.

GLAUCA.

Nu kan I synge, og Skummet tilside
Kjækt kan I slaae;
Da I kom op, var dog Kinderne hvide
Og Læberne blaae.
Ynkelig' ud I da saae:
Øiet med Rædsel I krænged tilbage;
Dybt Jer i Skræk havde sat
Dybets den bælmørke Nat,
Den, som vor Dronning maa evig forjage.

NYMPHERNE.

Spot du os kun! Da os Bølgen omspændte,
Nedad det gik;
Straalen, som Lyset fra Oven os sendte.
Ei længer vi fik;
Under os laae for vort Blik
394 Natten, med Vinger saa sorte som Sorgen:
Gysen da isned vort Blod,
Dybet vi hurtig forlod,
Hilste med Jubel den smilende Morgen.

GLAUCA.

Ja, i det kraftige Bad sig forynger
Daglig vort Bryst!
Synet af Natten, som Hjertet betynger,
Fornyer vor Lyst.
Nyfødt', med jublende Røst
Hilse vi Morgenens Krands, som ei falmer;
Den os Aurora kun snoer,
Deilig vor Rose kun groer
Her i det evige Lys mellem Palmer.

NYMPHERNE.

Syng du om Krandsen, som aldrig forsvinder!
Havskummets Krands
Ned over Kinder og Lokker os rinder
Ved Bølgernes Dands.
Friskhed og straalende Glands
Aldrig den skumkrandste Nymphe forlader:
Ungdommens fyrige Sind,
Skjønhedens blussende Kind
Eier kun Den, som i Æther sig bader.

GLAUCA.

Søstre! for vidt I paa Bølgerne sværmer;
Endt er vor Fred!
Dronningens Brudgom fra Haven sig nærmer
Med hurtige Fjed.
Flygt til den sivkrandste Bred!
Duk Jer bag Kysten og skjul Jer i Sivet!
Glem nu det fyrige Sind,
Mens I med blussende Kind
Binder Jer Skjørtet og Bæltet om Livet.

Nympherne bort.

TITHON
standser i Afstand.

Der seer jeg det!
Der ruller blankt det sølvblaa Ætherhav!
Endnu med stolte Bølger høit det bruser,
Som dengang sidst jeg kjørte det forbi ...

Hvo sidder hist paa Kysten? I sin Haand
En Strængeleg hun holder; luftigt bølger
Det tynde Slør omkring den blanke Skulder,
Og rank og sneehvid stiger Nakken frem -
Hvorhen jeg seer, mig nye Syner lokke;
Kun Den, jeg søger, træffer ei mit Blik.

Nærmer sig Glauca.

395
GLAUCA.

Det var i rette Tid de Kysten naaede.

TITHON.

Hun vender sig herom! Et muntert Ansigt
Mig lyser smilende og frisk imøde. -
Vær hilset, skjønne Nymphe!

GLAUCA.

Ikke meer
Du Glauca kjender?

TITHON.

Hvad! Har før jeg seet dig?

GLAUCA.

Auroras Badepige du maa kjende!
Det var jo mig, som førte dig til Badet,
Dengang med Dronningen hertil du kom.

TITHON.

Men nu med Luth i Haand du sidder her;
Er det til Dands for Bølgen at du spiller?

GLAUCA.

Nei, paa min Dronning venter jeg, og Luthen
Fordriver Tiden for mig.

TITHON.

Skjønne Glauca!
Jeg venter ogsaa paa din Dronnings Hjemkomst.
Lad her os holde Vagt ved Havets Bred.

GLAUCA.

Langt bedre Udsigt har du hist fra Høien;
Og længe før vil der du Vognen see,
Hvis af den gyldne Ø dit Blik ei fanges.

TITHON.

Den gyldne Ø?

GLAUCA.

Ja, hist mod Østen - der!
Kan ei du see den, fjernt i Ætherhavet?

TITHON.

Jo, nu den fjerne Kyst mit Øie skimterl
Op over Bølgen den sig deilig hæver.

GLAUCA
synger til Luthen.

Ja - Deilig er den! Straaler er dens Bud;
Guld i Purpurskyen den os sender;
Hver en Morgen der Aurora tænder
Faklen, før hun herfra kjører ud.
Hendes Øie Lysets Hjem kun saae,
Hun alene Fod paa Øen satte,
Hun har sagt, at der er alle Skatte,
Som i Længsel her vi vente paa.

TITHON.

Hvordan forvente, hvad du ikke kjender?

GLAUCA
synger.

Jo - Al min Rigdom er den fjerne Ø!
Der min Elsker gaaer, Aurora siger;
Evig han til mig herover higer,
Skilt fra mig ved Æthrens dybe Sø.
Naar vi samles skal, jeg ikke veed,
Altid paa hans Komme dog jeg venter;
Eengang her han lander, og mig henter
Over til sit Hjem i Herlighed.

TITHON.

Endnu du aldrig har din Elsker seet?

396
GLAUCA
synger.

Nei - Aldrig her paa Morgenrødens Ø
Den jeg saae, mod hvem mit Hjerte higer;
Deilig dog han er, Aurora siger,
Klart og dybt hans Blik som Æthrens Sø.
Herligt staaer hans Billed i mit Bryst,
Evig nyt min Længsel mig det maler,
Tidt i Eensomhed til mig han taler,
Og som Harpeklang er huld hans Røst.

TITHON.

Forunderlige Ting du mig fortæller.
Men hvordan kommer over man til Øen?

GLAUCA.

I Bugten hist Auroras Baad du seer;
Paa den hver Morgen hun derover seiler.
Selv holder Roret hun; men Zephyr styrer,
Og spænder ud de hvide Silkeseil.

TITHON.

Er Zephyr her?

GLAUCA.

Ja daglig her vi see ham.
Bag Ætherhavets Rand han har sit Hjem;
Men med sin Kurv hver Morgen hid han flyver,
Og bringer Frugter til Auroras Taffel.

TITHON.

Saa det er Zephyr, som er Baadens Fører?
Men op til Høiens Top! Der vil jeg dvæle,
Til atter frem din Dronnings Fakkel skinner,
Og hendes Øie straaler paa min Vei.

Bort.

GLAUCA.

Og ned til mine Søstre løber jeg;
Endnu bag Sivene jeg skjult dem finder.

Bort til den anden Side.

FJERDE SCENE

FLORA kommer løbende, ZEPHYR bag efter, fanger hende og løfter hende paa Armen.

ZEPHYR.

Paa min Arm saa let jeg ta'er dig!
Smiil nu sødt, og vær ei suur.
Som en fangen Fugl i Buur
Indelukket her jeg har dig,
Og at sprælle nytter ei.

FLORA.

Zephyr, slip mig! siger jeg.

ZEPHYR.

Tænk dog, hvis nu bort jeg bar dig?
Ret paa Hjerte Tanken læg:
Hvis det Græsselige skete,
Hvis jeg mine Vinger spredte,
Og medeet med dig fløi væk?

FLORA.

Vilde Zephyr, du min Skræk!
Tænk, hvis her vi bleve sete.

397
ZEPHYR.

Ud min Vinge da jeg bredte,
Skjulte hurtig dig dermed.
Men lad nu os slutte Fred!
Strax jeg løser dine Lænker,
Hvis et Kys du blot mig skjenker,
Og mig frita'er for min Eed.

FLORA.

Først i Græsset sæt mig ned,
Saa for Løftet fri du være!

ZEPHYR.

Det var talt dig selv til Ære;
Ingen Tvang dig binder meer.

Han sætter hende ned paa Græsset og tager Plads ved hendes Fødder.

Hør mig! Som din Ven jeg be'er.
Lang Tid er jo nu forsvunden,
Siden første Gang i Lunden
Vore Hjerter aabned sig,
Siden "o, jeg elsker dig"
Slap os beggeto af Munden.
Da en Eed du tog af mig,
Ingen Sjæl at aabenbare
At forlovede vi vare,
Førend selv du fatted Mod,
Dronningen med roligt Blod
Alt at tilstaae og forklare.
Har ei tro min Eed jeg holdt?
Skjøndt min Troskab, tør jeg sige,
Tusind Plager mig har voldt.
Evig krum og aldrig lige,
Evig frygtsom og paa Taa
Jeg fra den Tid maatte gaae.
Snart ved Konster og Intrigue
Jeg til dig mig maatte snige;
Snart paa Udkig eensom staae,
For til Slutningen at høre,
Naar jeg endelig dig saae:
Her er Intet meer at gjøre,
Man har seet dig, bort du maa.
Gik jeg saa, og Selskab søgte
Og med andre Nympher spøgte,
Strax dit vrede Blik mig traf;
Sad, ydmyget ved min Straf,
Stum jeg med formørket Øie,
Nymphers Spot jeg maatte døie,
Og til Latter jeg dem var.
Ja, hvad Alt jeg baaret har!
Tidt var Spillet reent ugunstigt;
Om endogsaa nok saa konstigt,
398 Nok saa snildt mit Net var bredt,
Dog det ofte kunde hænde,
(Hundred Gange det er skeet)
At jeg hjemad maatte vende,
Uden dig at have seet.
Værre fast det var, naar Lykken
Ikkun halvt mig vendte Ryggen,
Men jeg dog kom heelt tilkort:
Enten naar jeg saae dig komme,
Just som her min Tid var omme
Og jeg selv nu maatte bort;
Eller naar paa Slottets Trappe
Sky og bly forbi du gik,
Og jeg knap fik Lov at snappe
Mig et Haandtryk og et Blik;
Eller naar jeg Løfte fik
Paa et Kys, og da i Lunden,
Just som du mig rakte Munden,
Op en Fugl af Busken foer,
Og du selv, som om du brændte
Dig paa mig, afsted nu rendte,
Mens jeg, naglet fast til Jord,
Stod med spidset Mund tilbage -
Dog, jeg tier med min Klage!
Ingen Eed mig binder meer.
Strax, naar Dronningen jeg seer,
Vil jeg Alting aabenbare;
Hun og Alle skal erfare,
Det er gaaet os som Fleer.
Hvorfor skjule for Aurora:
Zephyr elsket er af Flora,
Flora Zephyrs Hjerte har?

FLORA.

Ja, var dermed Sagen klar!
O, jeg frygter, ingensinde
Giver Dronningen sit Minde;
Snarere vi vente maae,
At i hende vi en Fjende
Af vor Kjærlighed vil faae.

ZEPHYR.

Ei din Frygt jeg kan forstaae.
Hvilket Uheld kan befrygtes
Ved at vi To bl'er et Par?

FLORA.

Troer du ei, at naar det rygtes:
Flora her sin Elsker har,
Hver Dag hun af ham besøgtes,
Nys hos Flora Zephyr var;
Troer du ei, at naar det rygtes,
399 Da vor Lykke Flugten ta'er?
Troer du, at naar her vi vandre
Arm i Arm, at da de andre
Nympher roligt vil see til? -
Da begynder deres Spil!
Hvad jeg har, vil Alle savne;
Hver sin Elsker vil omfavne,
Og ei meer blot vente ham.
Mig ved Tanken synker Modet!
Uro vil de faae i Blodet,
Os til Skade, dem til Skam.
Naar saa Øen rundt oprøres,
Naar kun Længselssange høres,
Naar til Dronningen saagar
Hede Suk og Bønner stige:
Da vil vred Aurora sige,
Hele Skylden Floras var!

ZEPHYR.

Gjerne jeg paa mig den ta'er!
Bli'er der Nød og true Farer,
Bag min Vinge smut ihast.
Min Beslutning den er fast:
Heelt vort Forhold jeg opklarer;
Og hvad end Aurora svarer,
Bringer Alt jeg for en Dag.

FLORA.

Nei, skal Nogen det berette,
Saa lad mig!

ZEPHYR.

Men frem du sætte
Tydelig den hele Sag!

FLORA.

Blot en kort Tid lad os vente!
Først lidt Styrke maa jeg hente,
Og i Hjertet sanke Mod -

ZEPHYR.

Ei en Fodsbred her jeg viger!

FLORA.

Blot en kort Tid, jeg jo siger;
Blot en kort Tid - vær nu god!

ZEPHYR.

Nu, lad gaae da! Jeg vil bøie
Mig for Bønnen i dit Øie;
Men saa ogsaa fast bestemt!

FLORA.

Ja, bestemt!

ZEPHYR.

Mig Haand du give!

FLORA.

Hvor mit Bryst dog er beklemt!

ZEPHYR.

Lettere det snart vil blive;
Frank og fri du dig fornemmer,
Naar hvad hemmeligt du gjemmer
Bli'er for Alle aabenbart.
Da vil Glæden vaagne snart!
Dobbelt herlig vil den fødes,
400 Naar hver Morgenstund paany,
Uden Frygt og uden Sky,
Her i Haven vi tør mødes.
Selv naar hjemad gaaer min Fart,
Skal ei meer mit Kys jeg stjæle;
Aabenlyst tør her jeg dvæle,
For din Hilsen med at faae.
Og naar bort jeg da mig svinger,
Baaren af de hvide Vinger
Over Havets Bølger blaae:
Kysser frit du paa din Finger,
Og jeg selv gjør ligesaa.

FLORA.

O, hvor deiligt! Ved din Side
Altid da min Plads jeg ta'er.
Da maa hele Verden vide,
Hvad der skjult for Alle var:
Under Palmer hos Aurora
Zephyr elsket er af Flora,
Flora Zephyrs Hjerte har.

ZEPHYR.

Nu til Fryd for mig du talerl
Ha! - Hvad er der nu medeet?
Skræk sig i dit Øie maler -
Har igjen du Syner seet?

FLORA
reiser sig.

Stille!

ZEPHYR
staaer op.

Siig, hvad er der skeet?

FLORA.

Stille! Fare her os truer.
Hist paa Høien ... See dig om!

ZEPHYR.

Jeg en Mand deroppe skuer -

FLORA.

Ei han var der da vi kom.

ZEPHYR.

Siig, hvem er det?

FLORA.

Tithon!

ZEPHYR.

Hvem?

FLORA.

Ham, Aurora med sig førte,
Dengang sidst hun vendte hjem.

ZEPHYR.

Aldrig jeg et Ord jo hørte ...

FLORA.

Bliv! Følg ikke mine Spor;
Dronningen han Alt kan melde.

ZEPHYR.

Hør dog blot! Du mig fortælle ...

FLORA.

Siden! Nu kun intet Ord.
Det vor Velfærd kunde gjelde!

Iler bort.

ZEPHYR.

Reent besat hun er, jeg troer!
I sin Angst for Alt hun frygter.
See, hvor iilsomt der hun flygter,
Som bestedt hun var i Vaande.
401 Men et Stop jeg snart skal sige;
Bort med alt det Hemmelige!
Man jo neppe meer tør aande.
Aldrig forhen saae jeg Magen
Til en Frygt, saa stor som hendes;
Syner har hun midt om Dagen,
Af en Skygge kan hun blendes.
Slaaer en Fugl de bløde Vinger,
Strax det Uro hende bringer;
Risle lette Kildebølger,
Strax en Nymphe os forfølger;
Kysser Vinden hendes Øre,
Strax hun Røster troer at høre;
Hører blot hun Fluer sværme,
Strax Aurora skal sig nærme.
I hver Busk hun Øine skuer,
Fra hver Krog os Fare truer,
For sin Skygge selv hun gruer;
Var jeg selv saa ør i Panden,
Gik vi Begge fra Forstanden -

Seer sig om.

See, der sidder endnu Manden!
Over Ætherhavet ud
Stirrer han mod Østerlide;
Hvem han er, jeg dog maa vide,
Jog paa Flugt han dog min Brud!

Følger Flora.

FEMTE SCENE

Høien ved Ætherhavet. TITHON sidder og seer over mod Øen. Ved Foden af Høien et CHOR af NYMPHER.

NYMPHERNE
nedenfor.

Havde som vor Tanke blot vi Vinger,
Kunde selv vi bæres af vor Lyst,
Let som Fuglen, der sig fremad svinger,
Fløi vi over til den gyldne Kyst.
Der vor dunkle Længsel tabte gjerne
Vingen, for i Lyset selv at døe;
Der vi skued nær, hvad fra det Fjerne
Vinker Øiet over Hav og Sø.

TITHON
ovenfor.

Hvad mig fordum vinked som en Stjerne,

Ligger her nu for mig som en Ø.

NYMPHERNE.

Alt hvad Morgenrødens Glands forkynder,
Aabenbares der i Lysets Hjem;
402 Livets friske Strøm, som her begynder,
Bruser der af fulde Kilder frem.
Haabet, som vi aldrig her udtømmer,
Løftet, af hvis Kraft vi bæres her,
Lykken, hvorom Tanken evig drømmer,
Kommer opfyldt os imøde der.

TITHON.

I den dybe Æther blank den svømmer,
Fjern for Synet, dog mit Haab saa nær.

NYMPHERNE.

Er det os, hvis Seekraft blev forhøiet?
Er det Øen, som sig nærmet har?
Meer og meer den hæver sig for Øiet,
Meer og meer i Klarhed til den ta'er.
Gjennem høie Skoves aabne Buer,
Over fjerne Sletters lyse Vei,
Ind i dybe Kløfter Blikket skuer,
Altid længer - Grændse findes ei!

TITHON.

Dobbelt i sin Guldglands Kysten luer;
Af dens Herlighed omstraales jeg.

HELIA
kommer op ad Høien.

Hil dig, o Tithon!

TITHON.

Hvilken liflig Røst!
Hvad seer jeg - Helia! Hvor er din Dronning?

HELIA.

Hun i Paladset venter dig ved Taflet.

TITHON.

Hvordan! Hun alt tilbage her er vendt?

HELIA.

Ja, nys bag Høien kjørte vi forbi.
Du saae os ei, skjøndt hun med Faklen hilste.

TITHON.

Hun hilste mig - og jeg har ei det seet!
Jeg sad fordybet i det fjerne Skue,
Og for det nære var mit Øie blindt.
Men hurtig! Til Paladset før mig op,
At for din Dronnings Fod jeg kan mig kaste!

HELIA.

Igjennem Haven ned lad her os haste!

Begge bort.

SJETTE SCENE

Sal i Paladset. AURORA ene ved Taflet.

AURORA
staaer op.

Snart maa han komme; i Forventning slaaer
Mit Hjerte ham imøde. Kort var Savnet,
Men langt nok til med Uro mig at fylde.
Saa ny er Skatten, som jeg har forhvervet,
At jeg begjerer altid den at skue.
Ja, uden ham forsmægted her mit Hjerte!
I evigt Fjendskab lever jeg med Natten,
403 Olympens Guder fast forsmaae mit Selskab,
Og kun hos Jordens Sønner fandt jeg Trøst.
Ei længer vil jeg klage over Skjæbnen,
Der røved mig dem Alle. Ham jeg eier,
Som overstraaler Alle; som erstatter
Mig tusinddobbelt hvert et fordums Tab.
Ham skal jeg aldrig miste! Evig her
Skal Livets Herlighed vi dele sammen;
Thi som jeg hver Erindring fjernet har,
Der om den dunkle Jord ham kunde minde,
Staaer her ham fyldt Udødeligheds Bæger,
Til Randen krandset med et evigt Haab.

Døren aabnes. Hun gaaer TITHON imøde. Bag efter Tithon følger HELIA og en Skare NYMPHER.

AURORA.

Velkommen, Elskede! Med dig er Glæden.

TITHON
knæler.

Her for din Fod lad mig din Skjønhed hylde!

AURORA.

Nei, i min Arm, o Tithon! er din Plads.

TITHON.

O, lad paa denne Plads endnu mig dvæle!
Lad mig i lange Drag inddrikke Straalen,
Der fra dit Øie synker ned til mig!
Som i min egen Lykke seer jeg ind,
Og al dens Herlighed min Sjæl bevæger.
Du staaer for mig; din Haand jeg holder fast;
Nu først jeg kjender Savnets hele Dybde,
Thi med den fulde Glæde jeg det maaler.

AURORA
løfter ham op.

Ei længer for min Fod du knæle tør!
Ei som min Undergivne du dig føle,
Thi som jeg selv er din, er dit mit Rige.

TITHON.

Hvad gjør du, Elskede? -

AURORA.

Strid ei imod!
Her af min Haand tag Stjerne-Diademet! -
Men I, o Nympher! skuer her min Brudgom,
Med Kronen smykt som Morgenrødens Konge,
Hvem jeg mit Scepter og mit Hjerte gav.
For ham, som for mig selv, jert Knæ I bøie!
Hans Priis hver Morgen Eders Sang forkynde!
Til Fryd for ham lad alle Strænge klinge,
Og glæd hans Øie med den muntre Dands!

Hun fører Tithon til Taflet, hvor Begge tage Plads.Musiken toner.

CHOR AF DANDSENDE.

Let, som du byder, vi Foden nu hæve,
Slynge om Haaret den duftende Krands.
Rundt om din deilige Brudgom vi svæve,
Trylle hans Blik med den luftige Dands.
404 Hurtig vi komme, og hurtig vi vige,
Frem som en Drøm for hans Øie vi stige,
Drage forbi ham, og dvæle kun kort.
Før han det tænker, omkring vi os dreie,
Hilse og neie,
See kun, som Fugle nu flyve vi bort!

AURORA
til Tithon.

Taus er din Læbe. Drømmende du sidder -

TITHON.

Ind i dit Øie skuer jeg, og ned
Som i et Hav jeg synker.

CHORET.

Her er vi atter! Tilbage vi vende,
Lokked' af Synet, som nylig vi saae.
Sødt kan to Eiskendes Billed os blende,
Bringe vort Hjerte til heftigt at slaae.
Deilige Par! som ved Maalet vi skue,
Dybt i vor Længsel sig speiled din Lue,
Dengang i Dandsen vi svæved forbi.
Brudgom og Brud, vi Jer ønske til Lykke!
Kunde vi smykke
Eengang vor Pande med Krandsen som I!

AURORA.

Fornemmer du de hulde Toners Klang!

TITHON.

Ja, som din Brudgom Sangen hilste mig!
Den Lykke, som jeg fatter ei, bekræfte
Mig dine Nymphers Ord.

AURORA.

Tro mine Nympher!
Og lad hvert Suk paa dine Læber døe.

CHORET.

Lette som Haabet vi nu Jer omdandse,
Glæden, I føle, bevinger vort Bryst.
Her ved det krandsede Taffel vi standse,
Lytte til Strængen, som tolker jer Lyst.
Ane vi kan dog, hvad nu I fornemme!
Aldrig, o Dronning, dit Smiil vi forglemme,
Aldrig hans Suk, som til Hjertet os gik:
Smilet og Sukket paa eengang traf sammen,
Pludselig Flammen
Blussede dobbelt i straalende Blik!

AURORA.

Tys, Sladderhanke! Paa jer Plads tilbage!

Til Tithon.

Her, Elskede! tag denne søde Frugt!
Ei bedre bringer Zephyrs Have frem.

TITHON.

I Zephyrs Have denne Frugt er voxet?
O, Glaucas Ord jeg mindes! Ham det er jo,
Som fører Baaden til den gyldne Ø,
Naar der ved Lyset du din Fakkel tænder?

AURORA.

Du kjender alt den gyldne Ø?

405
TITHON.

Just nylig
Dens fjerne Kyst mit Øie lænked fast.

AURORA.

Der straaler Alt i større Glands end her.
Hvis du har Lyst, vi seile strax derover.

TITHON.

Til Herlighedens Hjem?

AURORA.

Til Lysets Ø!
Og hver en Morgen du mig did skal følge,
Og atter seile med mig her tilbage,
Før paa min lette Vogn jeg drager bort.
Da skal med Haab i Hjerterne vi skilles,
Til i din Favn igjen jeg vender hjem,
Og forfra vi det skjønne Liv begynde.

TITHON.

O Elskede! Mit Hjerte du henrykker!

AURORA
vinker ad Helia.

Iil ned til Zephyr! End maa her han være.
Lad til Seilads ham holde Baaden rede,
Og byd ham heise Flag og Vimpel op.

HELIA.

Dit Bud skal skee!

Bort.

AURORA
til Tithon.

Hvor dine Kinder flamme!

TITHON.

Med dig jeg Haand i Haand betræde skal
De straalerige Kyster! Alle Skatte
Skal ved din Side der sig aabne for mig,
Og lyse dobbelt i dit Øies Glands!

AURORA
tager Pocalen.

Men først en Gave har jeg her til dig.
Her rækker jeg dig Livets fyldte Bæger,
Der for bestandig sikkrer dig mod Døden!
Tag af min Haand Udødeligheds Drik,
At du maa evig leve!

TITHON
løfter Bægeret høit iveiret. Evig leve!

Ja, gjennem Hjertet strømmer Haabets Ild!
Her i min Haand Pocalen fast jeg holder,
Og blot ved Synet svulmer høit mit Bryst.
Udødeligheds Bæger! Ingen Ende
Paa denne Glæde, som mig hæver nu!
Bestandig Fremgang imod Lykkens Straaler!
Bestandig nyfødt Lyst! Et evigt Liv,
Og her med dig i Morgenrødens Rige! -
O Elskede! Hvor kan min Mund dig takke?
See, hvor til Bægrets Rand den friske Drik
Nu stiger skummende med klare Perler!
I hver en Draabe kan din Glands jeg skue,
I hver en Draabe gløder Livets Nectar,
Og med dens Ild besegier jeg yor Pagt!

Tømmer Bægeret.

406
AURORA
reiser sig.

Din Haand mig giv!

TITHON

Af Længsel slaaer mit Hjerte.

AURORA.

Køl den i Ætherhavets friske Bølger!
Og nu til Baaden ned! - Farvel, I Nympher!

Aurora og Tithon stige ned fra Taflet

CHOR AF NYMPHER.

O, Farvel! Vor Hilsen med du tage!
Bring den til de Lykkelige der,
Som imellem glædesmykte Dage
Evig vandre Lysets Kilde nær.
Over Bølgen Zephyr med dig drage!
Gynge høit dig paa den blanke Sø,
Føre dig med Kongen her tilbage
Til vort Hjem, til Morgenrødens Ø!

Alle bort.

407

TREDIE ACT

FØRSTE SCENE

Morgenrødens Ø. Kyst ved Ætherhavet. GLAUCA og HELIA staae og see ud over Søen.

HELIA.

Seer du, hvor hurtig Luften har sig klaret?

GLAUCA.

Ja ganske tydelig jeg Baaden seer!
Det røde Flag med Fryd mit Øie hilser.

HELIA.

Du troer nok, at en Skat det skal dig bringe?

GLAUCA.

Det var jo muligt.

HELIA.

Derfor er det vel,
At altid først paa Pladsen her du møder,
For strax at undersøge Baadens Ladning,
Naar den hver Morgen vender hjem fra Øen?

GLAUCA.

Troer du? - Men som en Piil nu frem den flyver!
Alt skimter jeg Auroras blanke Stjerne,
Og hendes Rosenslør, og Tithon - see!
Ved Roret sidder han i Purpurkappen.

HELIA.

Ja, om et Øieblik de lande vil.
Jeg gaaer, at spænde Hestene for Vognen;
Har Dronningen med Stjernen smykt sin Pande,
Saa bliver kort kun hendes Ophold her.

GLAUCA.

Bliv, Helia!

HELIA.

Du faaer jo Selskab nok.
See, hist fra Haven kommer Nymphechoret;
Og over Høien alt de storme ned.

Bort.

GLAUCA.

Ja, om et Øieblik er Skibet her.
Hvor tidt har ei det samme Syn jeg seet!
Hvor ofte stod som nu jeg her paa Kysten,
Og saae vor Dronning lande med sin Brudgom,
Og lige stærk endnu er min Forventning! -

Til NYMPHERNE,
der trænge sig frem:

Spær ikke Veien for dem! Stil Jer her,
Og lad jer Velkomstsang mod Skyen tone!

Baaden lander. ZEPIIYR stryger Flaget. AURORA og TITHON stige ud.

408
CHOR AF NYMPHER.

Vær velkommen!
Hilset høit af dine Nymphers Røst.
Da mod Øen
Purpurflaget vaiede fra Søen,
Fløi vi til den perlekrandste Kyst.
Vær velkommen,
Morgenrødens Dronning! Nymphers Lyst!
Hvergang i det Fjerne
Over Bølgen stiger op din Stjerne,
Stiger Glæden nyfødt til vort Bryst.

AURORA
træder frem med Tithon.

Vær hilset, Glauca! Hilsen til Jer Alle
Fra Dem I haabe paa, og længes efter.
Forud for mig nu iler til Paladset!
Lad Helia for Vognen spænde strax,
Og vent I Andre der paa mine Bud!

GLAUCA.

Din Vogn og os ved Porten skal du finde.
Op til Paladset, Søstre!

NYMPHERNE.

Til Paladset!

Glauca og Nympherne bort.

AURORA
til Tithon.

Nu, Elskede, maa jeg Farvel dig sige.
Saalænge holdt os Øen denne Gang,
At neppe Tid til Afsked er tilbage.

TITHON.

Vil alt du bort?

AURORA.

Min Villie er det ei.

TITHON.

Du Flygtige! Vil du kun Længsel vække? -
Kun som et Glimt er min Lyksalighed,
Kun som et Glimt jeg saae af hine Skatte,
Og dog har tusind Gange ved din Side
Jeg alt betraadt den lykkelige Kyst.
Hvergang paa Baaden jeg derover seiler,
Da vinker Haabet mig i dine Blik,
Og al sin Herlighed mig Øen lover;
Men neppe har min Fod betraadt dens Bred,
Før i din Favn jeg synker dybt i Drømme,
Og flygter Drømmen, iler selv du bort.

AURORA.

Men kun for snart igjen at vende hjem,
Og her med dobbelt Glæde dig at møde.

TITHON.

O, lad et Øieblik mig fast dig holde!
Lad mæt mig see mig paa din rige Skjønhed,
At ikke meer bedaaret af dit Syn,
Mit Blik sig aabne maa for al min Lykke!

AURORA.

Kast frit dit Blik omkring! thi nu vi skilles.

409
TITHON.

Dit Billed bli'er dog her, for mig at fængsle;
Dit Billed og min Længsel -

AURORA.

Haabet med!

Bort.

TITHON.

Der iler bort hun i sin Guddomsglands!
Om Skuldren flagre let de gyldne Lokker,
Og neppe streifer Foden Græssets Dugg.
I Flugten halv hun vender sig omkring -
See! Med sit Rosenslør hun vinker til mig.
Paa Høien op! Endnu engang til Afsked
Jeg fanger Straalen af den blanke Stjerne,
Før i det dunkle Krat hun flygter ind!

Han iler op ad Høien, men snubler og falder.

Hvad ligger her til Snare for min Fod?
Dybt i det høie Græs som Guld det glimrer ...
Et Armbaand!

Tager det op.

Ja, et skjønt og konstigt Smykke.
To runde, om hinanden snoede Slanger,
Indfatted' i en Krands af gyldne Ørne.
Hvordan! - Har før jeg denne Ring da seet?
Den saa bekjendt mit Øie forekommer:
To snoede Slanger med en Krands af Ørne -
Ja, som et Lyn slaaer Mindet i mig ned!
Det er jo Ganymeds den gamle Ring;
Det er jo den ...
Hvad dukker op som af et bundløst Dyb? -
Frem over hver en Dæmning Mindet bryder,
Og af dets Væld mit Hjerte overstrømmes.
O, Gjensyns Glæde! O, mit Fædreland!
Mit Folk! Min Slægt! I Skikkelser, jeg elsked!
Laae I begraved' i mit Bryst, og vaagner
I nu til Livet op? - Dem Alle seer jeg:
Laomedon - Menestos - Brødre, Søstre;
Een efter Een de skride mig forbi ...
Og denne Ring? - Ja, dunkelt jeg det mindes!
Fra Jorden gjennem Skyen gik vor Fart,
Og her langs Kysten hen vi hurtig rulled.
Jeg mærked knap, da med sin Rosenfinger
Hun som i Leg strøg Ringen af min Arm,
Og som et Drømmesyn mit Blik den fulgte,
Da langt i Luften hun den slynged bort. -
Ja, m i n er Ringen! Det min egen er!
Det er den Samme, som min Fader gav mig,
Da ved den store Fest... Electra! - Hvad?
Har ogsaa dig det tykke Slør bedækket? -
410 Med Bind for Øiet har jo her jeg vandret,
Blind for mig selv, og blind for hver Erindring.
Men end besteg hun ei sin gyldne Vogn!
End er det Tid! Endnu er ei hun borte!

Hurtig bort.

ANDEN SCENE

ZEPHYR sidder ved Ætherhavet, paa Kanten af Baaden, og ruller Flaget sammen.

ZEPHYR
synger.

Vug mig kun, mens let jeg dugges,
Lette Bølge! op og ned;
Af at gynges, af at vugges,
Kan jeg aldrig blive kjed.
Snart hos mig skal Flora gynge,
Baaden vippe, Nympher synge
Til Farvel fra Strandens Bred.
Dybt til Afsked skal de neie,
Medens Zephyr og hans Brud
Som paa Vinger lystigt feie
Over Ætherhavet ud.
Flaget skal vor Hjemfart melde;
Vimplen høit i Luften smælde,
Flyve forud som vort Bud!

Han kaster Flaget og springer iland.

Der er hun selv, den Lille! Der hun kommer.

FLORA
kommer ilende.

Er du alene?

ZEPHYR.

See dig vel omkring!
Maaskee en Fugl i Græsset os belurer.

FLORA.

O Zephyr! Hvor i Angst mit Hjerte slaaer.
Vort sidste Haab er ude!

ZEPHYR.

Hvad er skeet da?

FLORA.

Tænk dig! - Men neppe Aande kan jeg drage.

ZEPHYR.

Det er jo frygteligt! - Du lille Stakkel!

FLORA.

Tænk dig ...

ZEPHYR.

Jeg tænker jo!

FLORA.

O, tænk dig, Zephyr!
Fra Slottet kommer jeg ...

ZEPHYR.

Jeg alt har tænkt det.

FLORA.

Aurora havde just sin Vogn besteget.
Hun holdt i Tømmen fast de vilde Heste,
Der utaalmodige kun Tegnet vented,
For over Himmelbroen ud at fare:
Da idetsamme ...

411
ZEPHYR.

Nu?

FLORA.

Da idetsamme
Fra Haven Tithon kom i stærkest Løb,
Og standsed Vognen, just som bort den rulled.

ZEPHYR.

Er det det Hele?

FLORA.

Hør mig! Giv blot Tid! -
Til Jorden ned forlangte han at komme;
Med Bønner først, men da ei Bønner hjalp,
Da greb med Armen han i Vognens Hjul,
Saa Dronningen ei voved frem at kjøre.
Med Taarer bad hun ham at blive her;
Tænk dig, hun græd! Men ei hun ham bevæged.
I Vognen sprang han op; og da ei længer
Aurora turde vente, gav hun Tegnet,
Og hen ad Himmelbroen foer de Begge.

ZEPHYR.

Lykke paa Reisen! Saa har her vi Frihed.

FLORA.

Du glæder dig?

ZEPHYR.

Og du? -

FLORA.

Mit Haab er ude.
Ifald sin Elsker Dronningen har tabt,
Tør aldrig om vor Kjærlighed jeg tale.

ZEPHYR.

Behøves heller ei! Alt er forraadt.

FLORA.

Hvad siger du - forraadt?

ZEPHYR.

Og din er Skylden!
Bestandig skød du Tiden længer ud,
Og ingen Ende din Betænkning fik.
Tilsidst dog min Taalmodighed jeg tabte;
Og nys, da over Bølgen hid vi seiled,
Har Rub og Stub jeg Dronningen fortalt.

FLORA.

Ulykkelige! Nu er Alt forbi!
Hvad svared hun?

ZEPHYR.

Jeg neppe tør det sige.

FLORA.

Ja, det jeg tænkte nok. Men din er Skylden!
Hvad svared hun?

ZEPHYR.

Saa Zephyr elsker Flora,
Og Flora Zephyr? Nu, det er mig kjært.
Snart i Paladset feire vi jert Bryllup;
Jeg selv udstyrer Bruden.

FLORA.

Er det muligt?

ZEPHYR.

Ja, hendes egne Ord jeg har dig meldt.

FLORA.

O Zephyr! du har Mod, det maa jeg tilstaae!

ZEPHYR.

Kom! Rask i Baaden ud! Vi Prøve gjør.
Jeg maa dog see, om du kan taale Søen;
Thi snart du med din Brudgom hjem skal seile.

FLORA.

Først Arm i Arm vi vandre Haven rundt.
Forbi Paladset maae vi!

412
ZEPHYR.

Du er kjæk.

FLORA.

Hvor Nympherne vil gjøre store Øine!

ZEPHYR.

Og for at rigtig store de kan blive,
Saa kysser jeg dig midt paa Slottets Trappe.

FLORA.

Nei det forbyder jeg!

ZEPHYR.

Din Arm, du Søde!
Her kommer Zephyr med sin Brud. Afsted!

Begge bort.

TREDIE SCENE

TITHON og AURORA kjørcnde gjennem Himmelrummet; foran dem flygter den mørke Nat.

AURORA.

Hvi er saa taus du bleven? Hvad du ønsked,
Vil jo tiltrods for mine Bønner skee,
Og med din fundne Skat jeg hjem dig sender.
Tre Døgn af mine Arme jeg dig slipper,
Tre Døgn skal i min Eensomhed jeg leve,
Imens du vandrer paa den dunkle Jord.
Min Villie dybt har bøiet sig for din;
Hvi vender du fra mig da Øiet bort,
Og skuer kun paa Natten, paa min Fjende?

TITHON.

Din Fjende?

AURORA.

Ja, fra evig Tid min Fjende!
Thi mellem os er Hadets dybe Svælg;
Og som hun aldrig taale kan min Nærhed,
Er ogsaa mig som Døden hun forhadt.

TITHON.

Og hvorfor hader du den stille Nat? -
See hvor med tunge Vinger der hun flyver.
Som sagte Susen kun er hendes Suk,
Hvergang du svinger høit din lyse Fakkel,
Og hendes Stjerner blegne for din Glands.
Ved hendes sorte Slør mit Øie hænger.
Med det har ofte hun min Smerte dulmet;
Det tidt har bragt mig Hvile, naar hun rulled
Det over Jorden og mit Hoved ud,
Og med dets Flig mit Øie dækked til.

AURORA.

See ei paa Natten meer! See op til mig!
Seer du, hvor Alting klares ved mit Komme?
En Ring af Purpur krandser Himmelbuen,
Og rosenrød gaaer Skyen os forbi.
Hvad søger du hos Natten, hos den kolde,
Den gustne Nat? - Her er din Elskerinde!
Tag her et Luekys af mine Læber,
Og glem den Grimme, som i Flugten skiælver!

413
TITHON.

Hvor kan du grim og gusten Natten kalde?
I al sin Skjønhed der hun flyver jo:
Fra hendes Nakke Sløret prægtigt flagrer;
Ved hendes sorte Klædebon forhøies
Kun Glandsen af Erindrings Stjernekrone,
Som smykker deilig hendes mørke Haar.

AURORA.

O, Elskede! vil du mit Hjerte saare?
I hendes Skue du dig reent fortaber.
See op til mig, og hendes Afmagt kjend!
Seer du, hun blegner? Ei hun taale kan
Det stærke Skjær, naar jeg min Fakkel svinger,
Og bævende vil Kronen snart hun tabe.

TITHON.

Endnu hun vinker med sit mørke Slør;
Endnu mit Hjerte drager hun til sig,
Og tusind Minder i mit Bryst hun vækker.

AURORA.

Din Kjærlighed skal hun mig ei berøve!
Fremad, I raske Gangere, paa Banen!
Slaae med de gyldne Hove Himmelbuen,
Og jag i Tartaros min Fjende ned!
Blus høit min Fakkel! Farv med Rosenskjæret
Den hele Himmel rød, og med din Lue
Antænd den kolde Luft, hvori hun boer,
At aandeløs i Dybet ned hun styrter! -
Ha! Der hun synker - En afmægtig Skygge
Langt i det Fjerne hun tilbage viger,
Og seirende min Stjerne lyser frem!
Seer du, hvor brat den tykke Luft sig klarer?
Den friske Vind nu ruller Taagen sammen,
Og driver Skyen bort- Kast ned dit Blik!
Der ligger Jorden dybt for vore Fødder.

TITHON.

Hvordan! Det Dunkle der i Dybet nede? -

AURORA.

Ja, Jorden er det, hvorfra Mørket flygter.

TITHON.

Den stiger opad - see!

AURORA.

Nei, det er os,
Der fare hurtig ned ad Himmelbuen,
Og snart vi vil den naae.

TITHON.

O, Tryllesyn! -
Tag mod min Hilsen her, du fjerne Jord,
Skjøndt mørk du er, du fængsler dog mit Øie.
Her i mit Hjerte føler jeg vort Slægtskab;
Fra dig jeg stammer! I din Favn tilbage
Jeg kommer, som en Flygtning til sit Hjem.

AURORA.

Forglem ei Himlen for den dunkle Jord!
Glem ei den Glands, hvori med mig du svæver,
Hvorfra du skuer, salig som en Gud,
Ned over Jorden og dens lave Hytter.
414 Herovenfor det kun er lyst og klart!
Hvad vil du der, i Dybet og i Mørket?

TITHON.

Dit Løfte har jeg; hold mig ei tilbage!
Ja, hvis du kjørte Jorden her forbi,
Ned i dens Favn fra Vognen jeg mig styrted.
See! Meer og meer dens Skikkelse sig klarer.
Alt skjelner Havet jeg, og Landets Kyster;
Og mellem Bjerge seer jeg dybe Dale,
Hvor end din Fakkels Skin ei trængte ned. -
Fremad! Giv dine vilde Heste Tøilen!
For langsomt for min Higen nu du kjører,
Thi nedenunder vinker mig mit Hjem.

AURORA.

Paa Vindens Vinger nedad gaaer vor Fart.
Men glem nu ei mit Ord! Om trende Dage
Vi mødes paa det Sted, hvor her vi skilles.

TITHON.

Hvor her vi skilles - Hvor er Stedet?

AURORA.

Der,
Hvor mine Heste nu jeg styrer ned.
Paa Høiens Skraaning vil min Vogn jeg standse.
Hold dig beredt! thi hurtig maa jeg bort.

TITHON.

Her stands din Vogn!

AURORA.

Farvel! og husk vort Møde.

Idet Tithon sætter Foden paa Jorden, kjører Aurora bort; han bliver ene tilbage.

TITHON
efter en Pause.

Tung er din Luft, o Jord! Fast som en Byrde
Den falder paa mit Bryst og mine Lemmer,
Og som en Vægt den hviler paa min Skulder.
Uvenlig er din Hilsen - kold og skarp
Du sender mig den barske Vind imøde,
Og i din Vinterdragt du har dig klædt.
Hvorhen jeg seer, er dine Marker øde -
Paa Træets Grene hænger Løvet guult;
Dit Græs er vissent; med din Krands af Snee
Har alt den fjerne Bjergtop hist du smykket.
Vil du mig skræmme? Er saa streng din Mine,
Fordi jeg i min Daarskab har dig svigtet? -
O, dig jeg hilse vil, min Fædrejord!
Med dette Kys min Glædestaare tag!
Er end du øde, dog mit Bryst du fylder.
Din Vinter gjemmer dog mit Hjertes Vaar:
Mit Folk, min Slægt, min Hustru, som jeg glemte,
Bedaaret af en Guddoms stærke Glands.

Han reiser sig.

Ja, snart skal Tithon for jert Øie staae! -
Hvor vil de undre sig! Men bønlig træder
415 Jeg. bøiet af min Uret, frem for dem.
Din Haand, min gamle Fader, vil jeg kysse;
Og naar, af dig velsignet, jeg mig reiser,
Skal Ingen sin Tilgivelse mig negte.
Dit Blik, Electra, skal mig den forkynde;
Af dine Læber vil jeg først den høre,
Thi hvo anklager mig, er du forsonet?
Da skal jeg Alle gjensee! Brødre, Søstre.
Og dig, Menestos, første Ungdomsven!
Jer Alle skal jeg hilse! Her er Tithon,
Regn ham igjen som før for Eders Broder,
Han var landflygtig, men han hjem er vendt. - -
Men fremad nu! Først heelt paa Høien op.
Derfra med eet Blik overseer jeg Alt,
Og over Sletten saa, afsted til Troja! -
Hvor selsomt! Har min Fod da tabt sin Kraft?
Ved hvert et Skridt det er som Jorden holdt den,
Og kun med Møie stiger jeg iveiret ...
Endnu et Skridt, saa har jeg Toppen naaet! -
Ja, for mit Øie seer jeg hele Landet!
Alt kjender jeg igjen! Der løfter Ida
Sin sneebedækte Tinde høit mod Skyen -
Der strømmer Floden Simois; og der
Den gule Xanthos - der er Grækerhavet;
Og der - hvordan! Der maa jo Troja være -
Har sig en Taage for mit Øie lagt?
Kun nøgne Kyster seer jeg; hele Landet
Jo ligger øde, hvor mit Blik sig vender.
Hver Landsby er forsvunden; alle Lunde,
Der ned mod Havet strakte sig, er borte;
Og hvor er Trojas taarnbesatte Mure? -
Er i et fremmedt Land jeg? ... Hist paa Heden
Jeg seer en Hyrde græsse sine Faar,
Og hen mod ham en anden Mand der kommer.
Af dem jeg Landets Navn erfarer snart;
De skal mig løse denne mørke Gaade.

Han bliver staaende en Tidlang og seer sig om, stiger derpaa langsomt ned fra Høien.

FJERDE SCENE.

Heden. Paa Skraaningen af en Bæk græsser en Faareflok; HYRDEN sidder ved Bredden.

HYRDEN
seer hen ad Veien.

Der faaer jeg Selskab førend jeg det vented;
Der kommer jo Menestos. Tidlig oppe
416 Han været har idag. Endnu staaer Solen
Kun lavt paa Himlen, og han alt sig rører.
Sin Vinterkappe har han faaet paa,
Og rød af Morgenkulden er hans Kind.

MENESTOS
kommer.

Vær hilset, Thoas!

HYRDEN.

Hilsen til min Herre!
Du har dig aarle reist fra Leiet.

MENESTOS.

Ja,
Igaar tilsengs jeg med den Tanke gik,
At her ved Daggry du mig skulde see;
Lidt senere jeg kommer, end jeg tænkte.

HYRDEN.

Har du et Bud til mig?

MENESTOS.

Ja, tvende Lam
Du bringe maa til Hytten inden Middag.
Men søg de bedste ud! Før Sol gaaer ned,
Vi slagte Guderne vort Offer.

HYRDEN.

Sæt dig, Herre!
Du af den lange Vei maa være træt.

MENESTOS
sætter sig.

Nei, let mig Gangen var i Morgenluften.
Men hvad har der du for?

HYRDEN.

Af Gedeskind
Jeg skærer mig et Bælte. Vinterpelsen
For første Gang imorges trak jeg paa,
Men Remmen mangled.

MENESTOS.

Natten kold har været.
Jeg mærked Nordenvinden selv paa Leiet.

HYRDEN.

Ja, da imorges ud jeg kom paa Heden,
Laa Riim paa Græsset. Nu er alt den borte,
Og førend Middag Solen varmt vil skinne.
Vi faae en solklar Dag.

MENESTOS.

Ja, hed til Middag,
Og kold til Aften. Tidlig Vinter fik vi.

HYRDEN.

Den Kulde varer ei; for skarpt den bider.
Blot Vinden springer om, saa er den borte;
Og Søndenluft igjen os Sommer bringer.
Den Snee, der faldt inat paa Idabjerget,
Ei ligger Ugen ud.

MENESTOS.

Gid sandt du spaaede.
Jeg selv mig kerer lidt om Vind og Veir,
Men Qvinderne kun daarligt taale Kulden.
Endnu har ei den Uld de spundet op,
Som du forleden bragte. Saa ved Væven
Og Naalen gaaer der godt en fjorten Dage,
Før deres uldne Dragt de faae istand.

417
HYRDEN.

Har Hyttens Tag du heelt nu faaet tækket?

MENESTOS.

Den ene Side kun; mit Mos er sluppet.

HYRDEN.

Men see dog, Herre! - See dig om!

MENESTOS.

Hvad er der?

HYRDEN.

Seer du den Mand, der vandrer hist paa Heden?
Nu vender han sig om - til alle Kanter
Hans Øie flyver rundt.

MENESTOS.

En Fremmed er han,
Og dertil ganske sikkert en Afsindig,
Thi slig en Dragt ei nogen klog Mand bærer.

HYRDEN.

Seer du, han vinker! Hen mod os han kommer.

MENESTOS.

Gjør intet Tegn igjen; lad kun ham troe,
At ubemærket her han gaaer forbi;
Men taler han dig til, lad mig ham svare.

HYRDEN.

Ja helst jeg tier. Angst jeg har i Blodet;
Aldrig jeg saae en Mand, af Guder mærket.
Men end bestandig seer han sig omkring -

MENESTOS.

Han frygter vel, at Vogteren skal komme.
Han sikkert med et fremmedt Skib er landet,
Og vist fornylig er han sluppen løs.

HYRDEN.

Ja, vildsom og forstyrret seer han ud.

MENESTOS.

En ædel Gang og Holdning dog han har.
Men see, han nærmer sig. Hold nu dig rolig!

TITHON
kommer.

Hil Jer, o Fremmede!

MENESTOS.

Vær hilset selv!

TITHON.

Lad ei mit Spørgsmaal her forundre Jer;
Men fra det fjerne Østen hid jeg kommer:
Er det ei Trojas Jord hvorpaa jeg staaer?

HYRDEN
afsides.

Han taler for en Gal jo ganske klogt.

MENESTOS.

Ja, Trojas Jordbund her din Fod betræder.

TITHON.

Det Troja, som Laomedon behersker?

MENESTOS.

Laomedon? -

HYRDEN
afsides.

Nei, nu det rapler for ham.

TITHON.

Ja vel! Laomedon, Trojanerkongen.

MENESTOS.

Hans Gravhøi længst er reist og længst er sunken.

TITHON.

Hvad! - Han er død?

MENESTOS.

Ja, dræbt af Fjendehaand.
Det er en gammel Nyhed, jeg dig melder.

TITHON.

Vee mig! Laomedon er ikke mere -
Saa hersker Priamos da nu i Landet?

HYRDEN
afsides.

Nu bli'er han reent forvirret.

MENESTOS.

Priamos!
Fra hvilket Land er du, at ei du veed,
418 Hvad der er vidtbekjendt al Verden over?

TITHON.

Hvad mener du? - See ei forundret paa mig,
Som stod for dine Øine her en Daare,
Hvem Guderne med Vanvid havde slaget.
Er Priamos da ei Trojanerkonge?

MENESTOS.

Hvis du er klog, som selv du mig fortæller,
Saa lad dig Landet svare! See omkring dig,
Om du kan Staden eller Folket finde;
Og naar kun Undergang og Død du skuer,
Da kjender du Trojanerkongens Skjæbne.

TITHON.

Har Døden ogsaa Priamos da truffet?

MENESTOS.

Ham selv, hans Slægt, hans Rige med hans Folk!

TITHON.

Du raser!

MENESTOS.

Raser jeg? Spørg denne Mand,
Spørg rundt i Verden: samme Svar du faaer.

TITHON.

O, hav Barmhjertighed! Fortæl mig Alt!
Faldt de for Fjendehaand?

MENESTOS.

Veed du da ei,
At Grækerne med Krig har hjemsøgt Landet,
At de i Tusindviis kom over Havet,
At deres Fyrster her fra stærke Leire
Har hærget Landet rundt med Ild og Sværd;
At hele ti Aar disse Sletter damped
Af Slagnes Blod, af Venners og af Fjenders;
At denne Luft ved Dag og Nat har bævet
Af Kampens Tordenbulder, medens Seieren
Imellem Græker og Trojaner skifted? -
Har ei du om de store Helte hørt?
Er Hectors Ry ei til dit Øre trængt,
Og har hans Død med Sorg ei fyldt dit Hjerte?
Har ei du Stadens Undergang erfaret,
Da Grækerne ved List besteg dens Mure,
Da Sværdet rased i den mørke Nat,
Og Ilden lyste Folket til dets Død,
Mens Trojas Kongeborg gik op i Luer?
Da med sin Slægt den gamle Priamos
Som sidste Tilflugt søgte Husets Alter,
Og for hans Fod den vilde Græker slagted
Hans unge Søn, og med det samme Sværd,
Der damped end af Drengens friske Blod,
Igjennemstak den gamle Konges Hjerte?
Har aldrig dette Budskab naaet dit Øre:
Det stolte Troja er af Jorden svundet,
Dets Helte dræbte, Folket gaaet under,
Dets Qvinder førte bort til fremmedt Land,
Og kun dets Navn alene blev tilbage?

419
TITHON.

Afsindig er du! Du dig selv har røbet.
Du taler om den gamle Priamos;
Den unge kun jeg kjender!

MENESTOS.

Paa hans Isse
Laa Vægten af halvfjerdsindstyve Aar,
Da Staalet traf hans Hjerte.

TITHON.

Gamle Mand!
Du taler over dig.

MENESTOS.

Spørg denne Hyrde,
Han har ham kjendt som jeg.

HYRDEN.

Ja, Sandhed er det:
Halvfjerds var Priamos, da Troja sank.

TITHON.

Halvfjerdsindstyve Aar! - Hvem er da jeg?
Gaaer som et Spøgelse jeg om blandt Grave,
Imens mit Liv er under Mulde gjemt?
Svar mig, du gamle Graaskæg! Hvem er jeg?

MENESTOS.

En stakkels Olding! - Vil du ei mig troe,
Saa see i Bækken der dit eget Billed.

TITHON
seer ned i Vandet.

Og boer da Sandhed i det falske Vand?
Maa dette Speil mig lære hvem jeg er,
Saa jeg forfærdet nu mig selv gjenkjender?
Hvidt er mit Haar jo - furet er min Pande -
Min Skulder bøiet - Ja, din Vægt jeg følte,
Du tunge Tid! da over mig du faldt;
Da du medeet din Byrde kasted paa mig,
Og med din kolde Haand min Isse traf ...
O, Skygge af mig selv, som her jeg seer!
Ei til at sukke du mit Bryst skal tvinge,
Thi for de Døde rinder kun min Taare.
Hvi skulde yngre end mig selv jeg være?
Hvi skulde selv jeg blomstre, naar mit Hjerte
I Graven ligger med min hele Slægt?
Vee mig! - Hvor har jeg været? - Her har Døden
Og Undergangen deres Throne reist;
Med blodig Lee har Alting bort de meiet;
Alt er forsvundet: Slægt og Hjem og Folk,
Imedens jeg ... O, bittre Nag, som dræber!
Til deres Frelse var min Arm ei nær!

Kaster sig til Jorden.

HYRDEN.

Tal til ham, Herre! Mig hans Tilstand rører.

MENESTOS.

Ei mindre mig. Hans Ord jeg fatter ei,
Men dog en Gjenklang i mit Bryst de fandt.

Til Tithon.

Ulykkelige! Dine Taarer stands!
Kom til dig selv! Hvi tager du paa dig
420 Den Byrde, som paa vore Skuldre tynger?
Hvad rører dig saa stærkt en fremmed Skjæbne?

TITHON.

En fremmed Skjæbne? - Vil du her mig spotte?
Men skjøndt jeg dig er fremmed, siig mig Alt!
Hvormed forskyldte Troja Guders Straf?

MENESTOS.

Du river voldsomt op de gamle Saar;
Men jeg vil svare dig. En daarlig Slægt,
Paa Ønsker rig, men fattig paa Bedrift,
Alt længe havde tæret Landets Marv,
Og Trojas gamle Heltekraft var borte.
Med Daarlighed gik Brøden Arm i Arm,
Og af den Kræft, der tæred Folkets Rod,
Blev ogsaa Kongestammens Grene smitted'.
Der saae man Skaden snart: Det Paris var,
Der røvede Kong Atreus' Søn hans Hustru,
Og kaldte Hævnen over sig og Alle.

TITHON.

Faldt han i Kampen?

MENESTOS.

Pilen traf hans Hjerte.

TITHON.

Og hele Folket, siger du, gik under?

MENESTOS.

Ei Een af Tusinde fra Sværdet undkom.
Det blot var Qvinderne, som fristed Livet,
Men kun for Seierherren hjem at følge.
Selv Hecuba da maatte Aaget bære,
Og om sin egen Død Kassandra spaaede,
Da Søsteren til Graven de rev bort.

TITHON.

Til Graven?

MENESTOS.

Ja, paa Grækerheltens Gravhøi
For Offerkniven blødte Polyxena.
Det var den sidste Rædselsdaad, der kroned
En lang Elendighed og Krigens Jammer;
Thi da paa Baalet Liget brændte høit,
Og Dampen af den unge Qvindes Hjerte
Med Røgen opsteg til de vrede Guder:
Da heisede de græske Skibe Seil,
Og vore Qvinders Klageskrig jeg hørte,
Som Dødesangen for det sunkne Troja.

TITHON.

Du sukker, Gamle! Hvorfor styrted du
Dig ei i Sværdet, og gik selv tilgrunde? -

MENESTOS.

Og hvo er du, som gjør mig Liv til Brøde?
Har denne Slægt du kjendt?

TITHON.

Jeg har den kjendt.
Men lad i samme Grav hvert Haab mig gjemme.
Du nævned mangt et Navn, men to jeg savner:
Hvad Skjæbne traf Electra og Menestos?

MENESTOS.

Electra lever.

TITHON.

Hvad! Electra lever?
421 Endnu en Klang af Livets Røst jeg nører! -
Og hvilken Lod har da Menestos truffet?

MENESTOS.

Hvi spørger du? Har du Menestos kjendt?
Fast som en Aanderøst din Stemme klinger.
Her er Menestos! Med ham selv du taler.

TITHON.

Er du Menestos? - Du den unge Sanger? -
Du strængeløse Harpe! Svage Gubbe!
Vil du indbilde mig, du er Menestos,
Min fordums Ven?

MENESTOS.

Med Skræk dit Ord mig fylder.
Din Ven! Hvo er da du, som her mig spotter? -

TITHON
rækker ham Haanden.

Er du Menestos, du mit Haandtryk kjender.

MENESTOS.

Hvem er du, Fremmede?

TITHON.

Har reent du glemt mig?
Blev ei det Mindste af mig selv tilbage,
Som her kan minde dig om Tithons Navn?

MENESTOS.

Om Tithon? - Høie Guder!

HYRDEN.

Det er Fyrsten!

MENESTOS.

Er du en Aand fra Graven? - Tithon, du? -

TITHON.

Du troer mig ei? - Skal jeg da minde dig
Om hver en Barndomsleg og Ungdomsdrøm?
Om Dagen, da vor Broderpagt vi slutted,
Da du paa Jagten havde frelst mit Liv? -
Om vore Tog med Amazonerhæren,
Og Pileskuddet, som dig Foden lammed?
Du stirrer paa mig? - Tvivler du endnu?
Har aldrig før da denne Ring du seet,
Dengang Laomedon om Armen bar den?

MENESTOS.

Laomedon! - Ja, denne Ring jeg kjender!
Det er jo Ganymeds den gamle Ring.
Og du den bærer ... Blinder Nat mit Øie? -

TITHON.

Menestos! - Broder!

MENESTOS.

Du, min gamle Herre?
O, ræk mig Haanden, som jeg stødte bort!
Lad mig med Taarer væde denne Haand,
Og kalde mig den svundne Tid tilbage. -
Saa gik ei alle Stjerner ned for mig!
Endnu gik ikke Troja reent tilgrunde!
Endnu et Skud af Kongestammen lever!

TITHON.

Et vissent Skud!

MENESTOS.

Hvad vil Electra sige,
Naar til vor Hytte jeg dig fører hjem!

TITHON.

Hos dig Electra boer?

MENESTOS.

Ja, samme Tag
Har siden Troja sank os Begge dækket.
422 Men herligt hendes Haab nu skal opfyldes,
Thi aldrig paa din Død hun vilde troe.
Imens du for os Andre blev en Skygge,
Der meer og meer i fjerne Taager svandt,
Bar som et Haab hun dybt dig i sit Hjerte.
Endnu til Husets Guder offrer hun;
Og altid Arnens Lue tændt hun holder,
Mens Dag fra Dag hun venter paa dit Komme.

TITHON.

Hun venter mig? Afsted! Hjem til din Hytte!
Her brænder Jorden under mine Fødder.

De staae op.

MENESTOS.

Ad Stien her! Men kast dog først et Blik
Paa denne Mand, der staaer med vaade Øine.

TITHON.

Og hvem er denne Mand?

HYRDEN.

Din gamle Træl,
Som kysser Støvet for min Herres Fødder.

TITHON.

Tag her min Haand! Men ei jeg meer dig mindes.

HYRDEN.

Som Hyrdedreng jeg vogted dine Hjorder;
Det er nu længe siden.

MENESTOS.

Ham det var,
Der først os bragte Budskab om din Flugt,
Som i et Drømmesyn han havde seet.

TITHON.

Vee mig! - Afsted, Menestos! Ræk mig Armen!

Tithon og Menestos bort.

HYRDEN
ene.

Nu kommer Alt for Dagen; Alt vil klares.
Halvhundred Aar jeg for en Drømmer gjeldte,
Men nu han selv skal sande mine Ord ...
See, hvor han langsomt vandrer hen ad Heden,
Og støtter fast sig til Menestos' Arm.
Ned over Purpurkappen som et Slør
Hans lange, hvide Lokker hænge løst,
Men intet Skjerm for Solen har hans Hoved.
Det var et fattigt Udstyr af Gudinden!
Men hurtig! Mine Lam jeg søger ud.
Saa vil jeg skynde mig til Hytten ned,
For der at høre, hvad han dem fortæller.

Bort.

FEMTE SCENE

Haveplads udenfor en Hytte. ELECTRA og MELETE, begge med Haandtene, træde ud ad Døren.

ELECTRA.

See her Melete! Under Egetræet
Vi vil os sætte. Solen skinner blank,
Og Morgenkulden reent nu er forsvunden.

423
MELETE.

Rundtom de gule Blade ligge strøede;
Den skarpe Vind inat har høstet godt.

ELECTRA.

Ja, Vinteren med stærke Skridt sig nærmer.
Kom! Sæt dig ved min Side her paa Bænken,
Før Middag maae vi Tenen have tom.
Her vil det bedre lykkes end derinde,
Hvor man for Dunkelhed knap Traaden seer.

MELETE
sætter sig.

Ja her er dog lidt muntert! Rundtomkring
De lette Fugle hoppe ... See dog bare!
Saasnart kun Traaden jeg trak ud med Haanden,
Saa fløi de Alle bort. Hvem der, som dem,
Dog kunde flyve lidt i Verden ud!

ELECTRA.

Og hvad, Melete, vilde du i Verden?

MELETE.

See mig omkring. Det er saa eensomt her:
Du sidder helst saa stille for dig selv,
Og omgaaes meest med dine egne Tanker;
Menestos færdes gjerne langt fra Hytten,
Og naar om Aft'nen han fortæller os
Om sine Reiser i de fjerne Lande,
Og rører Harpen, sidder du og jeg
Ved Arnen tause og seer ind i Luen.
Det er jo ganske smukt at høre paa;
Men, ærlig talt, jeg havde ogsaa Lyst
Til at fortælle hvad jeg har oplevet;
Saa havde man dog Lidt for al den Fare,
Og al den Nød og Jammer man har døiet.

ELECTRA.

Vi taler tidt jo om de gamle Tider.

MELETE.

Det har dog ingen Art. Du veed jo forud
Alt det, som jeg kan sige. Nei, men tænk
Hvor Fremmede med Undren vilde lytte,
Naar jeg begyndte forfra paa det Hele,
Og ikke standsed før jeg var ved Enden;
Naar jeg om Trojas Brand fortalte dem,
Og hvordan du og jeg krøb ned ad Stigen,
Mens rundtom hørtes Hyl af vilde Fjender,
Just som fra Borgen Ilden blussed op.
Høit deres Haar af Skræk sig skulde reise,
Naar om vor Flugt i Mørket jeg fortalte;
Og naar jeg først kom til den lange Græker,
Der stod ved Muren og os spærred Veien,
Og hvem Menestos kløved Panden paa:
Da skulde de fornemme samme Gysen,
Som dengangje g fornam. - Er det ei Skade,
At alle disse Ting skal gaa tilspilde?
Naar man oplevet har, hvad jeg opleved:
424 Saa gruelig en Krig og saadan Nød,
Det kan man nok ha' Lyst til at fortælle,
Og Andre til at høre.

ELECTRA.

See, Melete!
Der har du strax jo lettet lidt dit Hjerte.
Jeg lytter gjerne til, naar du fortæller.
Da seer jeg tidt, saa klart som i et Speil,
De svundne Tider gaae forbi mit Øie,
Og Meget kommer mig igjen imøde,
Som længst var glemt... Men hvorfor staaer du op?

MELETE.

Her bli'er saa koldt om Foden. Denne Jord
En daarlig Skammel er for gamle Been.
Et Øieblik jeg blot vil ud paa Engen,
Og tøe i Solskin op de stive Lemmer.
Det snart er Tid at malke Gederne.
De stakkels Smaa! De veed nu akkurat
Hvad Tid og Stund paa Dagen jeg skal komme.
Ja, saadan Dyr er klog're end man tænker.
Du troer det knap, men dog det er en Sandhed,
At hvert af mine Ord de godt forstaae.

ELECTRA.

Ja, Dyrene har ogsaa Skjønsomhed.
Paa Følelsen de har det; ind i Øiet
De see os jo, som for at see vor Tanke,
Men aldrig rigtig dog de kan den fatte.
De hænge ved os og har Tillid til os;
Det gaaer just dem med os, som det gaaer os
Med Guderne, hvis Lov er tidt os dunkel.

MELETE.

Ja, meer end dunkel. Men afsted jeg maa;
Med Tenen kan jeg altid blive færdig;
Yi har jo langt til Middag.

Bort.

ELECTRA
ene.

Bort hun gaaer -
For Dovenskab jeg tidt paa hende skjender,
Og af at spinde bli'er nu selv jeg træt.
Et Øieblik jeg vei tør hvile mig,
Da ei min Morgenslummer jeg har faaet.
Her op til Træet vil jeg Nakken støtte,
Og lade Øiet glide hen ad Jorden,
Hvor Vinden hvirvler rundt de gule Blade.
See, hvor i Gangen tæt de ligge strøede!
De havde ingen Ro i Træets Top,
Og dog saa friske skød de frem i Vaaren.
Da sang i Skjul af dem de glade Fugle,
Da gynged de sig op og ned i Luften,
Mens Solen spilléd paa den lyse Farve.
Nu er de blevet træt af Sommerlegen;
425 Den grønne Dragt de bytted for den gule,
Og ned i Jordens Favn de har sig kastet,
For endelig engang at finde Hvile.
Det er ei meer den muntre Ungdomsleg;
Det Vinden er, der til sit Spil dem bruger,
Før reent i Støv og Muld de smuldre bort.
Ja, flyv kun høit! det er den sidste Flugt;
Meer paa den grønne Green I aldrig kommer ...

SJETTE SCENE

TITHON og MENESTOS træde ind i Haven.

MENESTOS.

Vidunderligt er Alt hvad du fortæller;
Men for et Skjulested vær uden Sorg.
Hist bag ved Haven hvor du Høien seer,
Der er den Hule, hvorom nys jeg talte.

TITHON.

Og troer du, at jeg der er sikkert gjemt,
Saa ei ved Morgenlyset hun mig finder?

MENESTOS.

Ja, dyb er Hulen; gjennem snevre Gange
Sig Veien bugter meer og mere mørk,
Og i en evig Nat tilsidst den ender.
Der skal et Leie vi berede dig;
Og hver en Morgen vil jeg Bud dig sende,
Saasnart Aurora Jorden har forladt,
Og hendes Fakkel er i Vest forsvunden.

TITHON.

Ja, hvis hun fandt mig her, var jeg fortabt.

MENESTOS.

Men følg mig gjennem Gangen op til Huset.

TITHON
standser.

Er det jer Hytte?

MENESTOS.

Ja, vor Bolig seer du.

TITHON.

Og dette ringe Tag har hende dækket!
Her har i Nød hun levet, medens jeg
Paa Roser har mig hviilt -

MENESTOS.

Følg efter mig!
Jeg gaaer foran og melder dem dit Komme,
At Synet af en Fremmed ei dem skrækker.

Bort.

TITHON.

Fornemmer du din Brudgoms Fjed, Electra?
Saa fuldt som nu var aldrig før hans Hjerte.
Til Høisang stemt er alle Harpens Strænge,
Men hver en Tone klinger som et Suk.

MENESTOS
kommer tilbage.

Min Gang jeg kan mig spare. See dig om!
See, hist paa Bænken . .

TITHON.

Ha! Hvo sidder der?

426
MENESTOS.

Din Hustru.

TITHON.

Hvad! - Electra?

MENESTOS.

Ved sin Teen
Hun ind er slumret. Strax jeg hende vækker.

TITHON.

Lad hende sove! Kald ei op til Lys
Den stille Skygge, at den ei forsvinder.

Han standser foran hende.

Er det min Ungdomsbrud? - O, mine Minder!
I ligge lige for mig, og dog skiller
Os det uhyre Svælg. Et halv udslettet,
Et dunkelt Billed kun mit Øie møder. -
Har Tiden røvet Alt, og kun til Gjengjeld
Paa dette Hoved efterladt sit Sølvflor,
Og mærket Panden med sin Fures Skrift? -
Ærværdigt dog og skjønt er dette Aasyn;
Men Sorgen hviler paa det - see, Menestos!
See disse Kinder, denne blege Mund:
Seer du hvor Smerterne har lagt sig om den
I dybe Træk?

MENESTOS.

Ja hendes Slummer røber,
Hvad selv hun dølger.

TITHON.

Dog det er Electra!
Ikkun et Dække skjulte hendes Billed,
Men alt mit Øie har det gjennemtrængt.
Frem af sit Svøb min Ungdomsbrud sig hæver,
Lig Sommerfuglen af den blege Puppe,
Og aldrig fængsled hun mit Blik som nu.
Paa eengang ung og gammel hun sig viser; -
Hvor er det sande Billed? Her i Hjertet
De smelte sammen dog, og bli'er til eet.

Sætter sig ved hendes Side.

MENESTOS.
afsides.

Hvad rører sig igjen i dette Bryst? -
Bort, gamle Daare! Her er ei din Plads.

Gaaer.

TITHON.

Endnu hun sover ... Sødt hun drømmer vist.
See! over hendes Læber gaaer et Smiil,
Og Haanden løfter hun - Lad mig den gribe!
Hun rører sig ... Electra!

ELECTRA
slaaer Øiet op.

Tithon! -

TITHON.

Hun kjender mig! Hun har mig ei forglemt!

ELECTRA.

Ja det er ham! Jeg hører jo hans Røst.
Saa holdt dog denne Gang min Drøm sit Ord!
Med Haanden fremrakt stod han foran mig,
Og ved min Side nu han her sig hviler.
Det er ham selv - hans Aasyn og hans Blik!

427
TITHON.

Electral

ELECTRA.

Hør! Han kalder paa mit Navn.
Det Tithon er, min Brudgom og min Herre,
Og det er ingen Drøm!

TITHON.

Her i min Arm
Jeg holder fast dig, til hver Tvivl forstummer.

ELECTRA.

Jeg ved hans Bryst mig hviler - Slag i Slag
Fornemmer jeg hans Hjerte strømme til mig.
O, Elskede! hvor var du længe borte!
Hvi kommer du saa seent, saa seent tilbage?
Nu er jo Livet endt.

TITHON.

Det først begynder!

ELECTRA.

Hvor har du været i den lange Tid?
Jeg har dig kaldt, men ingen Stemme svared;
Jeg gik paa Veien ud, men ei du kom.
Jeg skued Natten skifte om med Dagen,
Med Vintren Vaaren; Alting kom tilbage,
Alene du kom ikke meer igjen.

TITHON.

Men nu er hjem jeg vendt; nu vil vi leve!
Det kun var Morgenrøden som os skilte,
Og for os ligger Dagen jo endnu.

ELECTRA.

Ja, liflig bryder frem den lyse Dag!
Lad i dit Blik mig atter see dens Straaler!
Hvordan? - Der er jo Taarer i dit Øie -
Regnfulde Sky, driv fra hans Øie bort!
Lad mig paany dog see min Glædessol!
Den længe nok var skjult.

TITHON.

Ræk mig din Haand,
Men kald ei frem den Glæde, som er endt!
Lad os i Sorg og Kummer ned os sænke,
At vi maae føle Trøst ved her at mødes.
O, lad mig ret de blege Træk beskue!
De sølvgraae Lokker! - Bort, du unge Billed!
Her paa det gamle hviler nu mit Øie,
Kun det mig hører til!

ELECTRA.

Ja, bleg og falmet
Din Hustru nu du finder. Da hun blomstred,
Du saae det ikke -

TITHON.

Lad din Nød mig kjende!
Ei sandt, i Sorg og Kummer gik dit Liv?

ELECTRA.

En Trøst jeg havde dog; jeg vidste dog,
Jeg skulde ikke døe, før dig jeg gjensaae.
I hvert et natligt Syn det blev mig lovet.
Nu er det opfyldt! Du hos mig jo sidder,
Og intet Ønske har mit Hjerte meer.

428
TITHON.

Men Krigens Jammer ogsaa dig jo traf.
Hvad har ei da du liidt!

ELECTRA.

En Ven Jeg havde,
Som gjennem hele Livet stod mig bi.
Han var mig Skjold og Skjerm i hver en Fare,
Min Trøst i Eensomhedens lange Savn.
Sit Brød, sin Hytte deelte han med mig;
Ham maa jeg takke, næst de høie Guder.

TITHON.

Menestos var det!

ELECTRA.

Du hans Navn har nævnet.
Men lad ei Sorg for mig dit Hjerte tynge!
Her ved dit Skue vil min Sjæl jeg fryde;
I hvert et Træk jeg søge vil det Billed,
Som Tiden af mit Bryst ei sletted ud -
Ja, denne Skikkelse saa godt jeg kjender!
Alt er som fordum, skjøndt ei meer det Samme!
Endnu en Konge! Alderdommens Krone
Ham smykker herlig som hans Ungdoms Krands!
Men Nød du vist har liidt? Hvor mangen Storm
Maa ikke have bøiet dig i Støvet,
Før denne Pande fik de dybe Furer,
Og disse Lokker Sneens hvide Glands? -
Hvad var din Skjæbne?

TITHON

Gammel er jeg vorden;
Men ei jeg kjender, hvad det er at leve,
Thi Dagens Byrde jeg dog aldrig bar.

ELECTRA.

Hvad mener du?

TITHON.

Man ikke frem en Skygge,
Hvis Liv var kun en Drøm.

ELECTRA.

Hvor har du været?

TITHON.

I Morgenrødens Rige!

ELECTRA.

Hvad? - Hvordan?

TITHON.

I Morgenrøden, i Auroras Rige,
Der har jeg drømt, mens du har liidt og levet.

ELECTRA.

Hos Guderne du var? Det Sagn vi hørte,
Men for mit Øre det som Vanvid klang,
Da først af min Bedøvelse jeg vaagned.
Du var hos Guder? -

TITHON.

Ei hos Himlens Guder!
Kun hos Aurora, hos den Falske, var jeg,
Som daarer og bedøver og forblinder!

ELECTRA.

Med Skræk dit Ord mig fylder ... Tithonl

TITHON.

Ja,
Men i sit Net hun ikke meer mig fanger!
I Natten vil jeg boe, i Hulens Dyb,
Hvor ingen Morgenstraale trænger ind;
429 Hvor Alt er mørkt og stille; hvor ei Lyden
Af hendes gyldne Vogn jeg høre skal,
Naar ned ad Himmelbuens Bro den ruller,
Og Jorden zittrer ved den stærke Glands.

ELECTRA.

Han drømmer ... Tithon! hør mit Ord dog -

TITHON.

Stille!
Fornam du, hvor i Busken det sig rørte?
Hvis det var hende! - See det røde Lys,
Hvor sært det spiller paa de gule Blade.
Kom! Bort herfra! Ind i den dunkle Hytte!
Der om den spildte Tid du høre skal,
Naar om mit Drømmeliv jeg dig fortæller;
Der paa vor Ungdom vil vi see tilbage,
Og sidde Haand i Haand til Natten kommer,
Og skilles, som vi mødtes, med et Suk.

Gaaer hen mod Hytten.

ELECTRA.

I høie Magter! Læg hans Hjertes Vunde!
Viis mig en Urt, der Lindring skaffer ham!
Og som I lærte mig, at taale Savnet,
Saa giv mig Kraft, at bære denne Fryd!

Følger ham ind i Hytten.

430

FJERDE ACT

FØRSTE SCENE

Aften. En Plads paa Heden, i Nærheden af Hytten. Et Baal er opreist. MENESTOS. MELETE.

MENESTOS.

Gaa du nu hjem og Tithon bring mit Bud.
Vor Gjerning her er endt; af Træ og Mos
Liigbaalet høit er reist, og i dets Midte
Steenurnen staaer, som hendes Støv skal gjemme,
Naar Legemet af Luen tæres bort.
Gaa til dit Leie! Trolig du mig hjalp,
At holde Vagt om Natten over Liget,
Og til at hvile du nu selv kan trænge.

MELETE.

Lad her mig blive! Søvnen flyer mit Øie;
For sidste Gang vil jeg Electra see.
Endnu jeg knap begriber det, at hun,
Med hvem jeg leved fra min Ungdom af;
Med hvem jeg Alting deelte, Godt og Ondt;
Hvis Ansigt saa bekjendt mig var som Solen:
At hun medeet er borte - at jeg aldrig
Skal meer nu hende see med Teen i Haand,
Og aldrig mere høre hendes Røst,
Som naar hun sagte traadte ind ad Døren,
Og bad mig hefte Bæltet eller Naalen.
Saa underligt mig Alting forekommer.
Endnu iforgaars levende hun var,
Og nu hun ligger død og taus paa Leiet.

MENESTOS.

Ja, hurtig var det gjort, og snart forbi.
Det var, som havde blot hun ventet paa,
Endnu engang at see sin Ungdoms-Brudgom,
Før med sit eget Liv hun Afsked tog.
Fra hiin Dag af var hun ei meer den Samme:
Igjen sin Rosenfarve Kinden fik,
Saa let som fordum blev jo hendes Gang,
Og dobbelt klare lyste hendes Øine,
Naar fra de glade Læber Talen strømmed.
Det var det sidste Spring af Haabets Væld,
431 Men Hjertet rummed ikke meer sin Fylde.
Det i sin Svaghed brast; og snart i Urnen
Vi gjemme Mindet, som tilovers blev.

MELETE.

Du har endnu din Ungdomsven tilbage;
Men hvad har jeg? Om Dagen intet Selskab,
Og eensom skal om Natten nu jeg ligge,
Og tænke mig den Døde ved min Side.
Jeg gruer alt for Tiden, der skal komme.
Jeg kunde ønske, jeg var selv den Døde;
At det var mig, hvis Liig her skulde brændes,
Og hvirvles hoit i Damp og røde Skyer.

MENESTOS.

Din Tid den kommer nok. Men gaa nu hjem
Og Tithon siig, at Alt er her besørget.

MELETE.

Det tør jeg ikke.

MENESTOS.

Hvorfor ei?

MELETE.

Hans Syn
Med Gru mig fylder. Altid var jeg bange,
Naar jeg om Formiddagen gik til Hulen,
For ham til Dagens Lys at kalde frem,
Og melde ham, at Morgenen var omme.
Selv gik jeg aldrig ind, men raabte paa ham.
Da hørte dybt i Hulen jeg hans Røst,
Og langsomt kom af Mørket saa han ud,
Mens som en lyssky, graa og gammel Ugle
Han lukked Øinene for Dagens Straaler.

MENESTOS.

Men nu er han i Hytten; frygt kun ikke!

MELETE.

Du selv maa bringe Bud; jeg gjør det ei.
Da før jeg hjemme var, at hente Staalet,
Jeg maatte ind, hvor nu Electra ligger.
Der saae jeg Tithon sidde tæt ved Leiet,
Paa samme Plet hvor sidste Nat han sad.
I Haanden holdt han Ligets høire Haand,
Men mæled intet Ord imens jeg var der.
Dengang jeg gik, af Angst lidt Støi jeg gjorde;
Da saae han op med sine store Øine,
Og som han vilde see mig tværs igjennem,
Saa vildt og stirrende hans Blik da var.
Det løb mig koldt af Ryggen ned, og hurtig
Jeg ud ad Døren skyndte mig igjen.

MENESTOS.

Saa bliv du her; jeg selv ham hid vil hente.

MELETE.

Menestos, see!

MENESTOS.

Hvad er der?

MELETE.

Vend dig om!
Han kommer ud af Hytten, og paa Armen
Han bærer Liget, svøbt i Dødningklæder.

MENESTOS.

Som han var kaldt, han kommer. Hurtig gaaer han,
432 Hold Faklen hid imedens jeg slaaer Ild,
At Alt kan være rede til hans Komme.

MELETE.

Jeg gaaer min Vei. Jeg tør ei tale med ham.
Som der han kommer, ligner han et Gjenfærd,
Der med den Døde skulde ned i Jorden.

MENESTOS.

Du jo Electra vilde see.

MELETE.

Men ikke
Naar paa hans Arm hun sidder. Godt jeg husker,
Hvor mildt imorges hendes Ansigt var,
Da Dugen omkring Hovedet jeg svøbte.
Her har du Faklen! Selv du maa den holde.
Hen over Heden jeg en Omvei gjør,
At ei den Gamle jeg skal komme nær.

Bort.

MENESTOS.

Hun gaaer - og det er mig, som tænder Blusset,
Der ned i Mørket Skyggen lyse skal.
Din Brudefakkel holdt jeg og, Electra!
Og gjennem hele Livet vi jo fulgtes,
Men aldrig nærmere jeg dog dig kom,
Nu staaer jeg ved din Grav, og sidste Gang
Jeg tænder Faklen for dig. Heller ikke
Skal denne Gang den røbe dig, hvad Læben
Igjennem mange Aar dig har fordulgt:
Dens Ild vil dig fortære, medens jeg
Her i mit Hjerte vil dig tro bevare.

Han tænder Faklen.

ANDEN SCENE

menestos. tithon.

TITHON
kommer med Electra paa Armen.

Ret saa! Den lune Seng de har dig redt.
Held dig kun op til mig, du trætte Barn!
Som i din Ammes Favn du blødt skal hvile.
Som hun dig bar, da du var spæd og lille,
Naar du med Graad paa Kind blev bragt til Ro,
Saa gynger her jeg høit dig paa min Arm,
Før i din sidste Vugge jeg dig gjemmer.
Fryd dig, du Kjære! Natten nærmer sig.
Seer hist du Aftenrødens blege Skjær?
Den gyldne Sol til Hvile nu er gaaet,
Og blank med Sølvglands stiger Stjernen op.
Snart vil den kalde frem de lyse Brødre,
Og paa dit Leie vil de skue ned,
Mens selv du favnes af den søde Slummer.
433 Men du er taus - du hører ei mit Ord.
Dit Øie allerede har sig lukket,
Og mod dit Bryst dit Hoved dybt er sunket.
Du drømmer alt - hvor flygted hen din Sjæl,
At intet Svar den har paa venlig Tale?
Bleg er din Kind og dine Læber blaae,
Og stive som af Kuld er dine Lemmer.
Saa lad mig svøbe fast dig i dit Dække,
Og bære dig, du Stumme, til din Grav!

Gaaer hen mod Baalet.

MENESTOS.

I rette Tid du kom; Alt er beredt,
Og her er Ild til Baalet.

TITHON.

Vel, Menestos!

MENESTOS.

Det stunder imod Nat; vi haste maae.

TITHON.

I Mørket nyder Døden helst sit Bytte.

MENESTOS.

Lad mig dig hjælpe.

TITHON.

Bort! Rør hende ei!
Jeg selv vil bringe Guderne mit Offer.

MENESTOS
afsides.

Melete havde Ret; hans Blik er vildt.

TITHON
lægger Liget paa Baalet.

Hviil paa dit Leie her! Med dig jeg jorder
Dit Hjertes korte Fryd og lange Savn,
Og al min egen, længst forspildte, Lykke.
Det er min hele Skat jeg med dig giver,
Og til din kolde Favn jeg den betroer.
Forvar den vel! thi naar igjen jeg kommer,
Jeg efter den og dig forgjæves leder.
Forgjæves vil jeg Urnen gjennemsøge,
Naar for den Skikkelse, hvis Træk jeg kjendte,
Jeg finder kun som Rest en Haandfuld Støv.

Vender sig mod Menestos.

Ræk hid mig Faklen!

MENESTOS.

Vil du Baalet tænde?

TITHON.

Troer du, jeg overlader det til dig?
Men heller ikke du skal være ledig.
Hvor er din Harpe? - Gaa, og hent den hid!
Lad høit i Nattens Mørke Strængen tone!
Og som du om den Levende har værnet,
Saa syng nu Klagesangen for den Døde!

MENESTOS.

Tak, at du minded mig om denne Pligt,
Thi sløv af Kummer, selv jeg den forglemte.

Bort.

TITHON
ene.

Nu kan jeg trodse Jer, I stolte Guder!
I selv mig gav Elendighedens Skjold,
434 Og Alt berøvet blev jeg Eders Lige.
Hvor vil I ramme mig? - Send Eders Pile!
Slyng Eders Lyn imod mit Hoved ned!
I træffer mig dog ei. Jeg kan Jer spotte,
Og lee ad Eders Afmagt bag mit Skjold.
Hvormed vil meer I tvinge mig? - Lad dem,
Hvis Hjerte zittre kan i Haab og Frygt,
Og som endnu har Noget at forlise:
Lad dem med Bønner søge til jer Throne,
Men jeg til Regnskab vil Jer kræve her.
Bag Eders faste Borg I skal mig høre!
Jer stævner jeg herned, I, som fuldbringe
Den høie Skjæbnes Bud; I, som vi kalde
Beskyttende og naaderige Guder;
I, som i Viisdom burde lede os,
Er end vi Daarer, og for Fald os skjærme,
Naar i Fordærvelse vi selv os styrte:
Hvor slet fuldbyrder I jer store Gjerning!
Først med det Haab, I gav, I vild os lede,
Og naar i Nøden saa vi Jer anraabe,
Til Svar I sende Straffen os herned. -
Men troe kun ei, vi er jer Lunes Slaver!
Her fra Tyranners Magt jeg løs mig siger!
I Eders Sted den gamle Nat jeg kaarer!
Den gamle Nat, den milde som den strenge,
For hendes Guddom kun mit Knæ jeg bøier.

Knæler.

Der kommer hun, svøbt i sit dunkle Slør!
Ei som de falske Guder kommer hun
Med Larm og Glands; hun kommer taus og stille,
Og eensom paa sin Vei hun skrider frem.
Hun lokker Ingen i sit Tryllenet,
Og daarer troløs ei med gyldne Løfter,
Men hvad hun modtog, trofast hun bevarer.
Hun gjemmer det Forsvundne, det Forglemte;
Hun holder Mindets rige Fyldehorn,
Og rækker tidt det ud med milde Hænder,
At vi maae see, at ei det Mindste tabtes.
O Moder for det Haab, som meer ei blomstrer!
See ned til mig i Undergangens Rige,
Dybt fra sit Hjerte kalder dig din Søn!
Dig bringer jeg det Liv, som her er ude;
Thi selv de Døde høre jo din Stemme,
Og reise sig af Graven paa dit Bud.
Ind til de andre Skygger tag Electra!
Men kommer jeg til dig, naar Dagen helder,
435 Da kald de Svundne frem, at i dit Ly
Vi sidde maae, af dine Vinger dækked',
Og tale sammen om det sunkne Troja,
Og leve Livet om, som her gik tabt.

Reiser sig.

Nu til min Gjerning, førend Faklen slukkes!

Han gaaer omkring Baalet, og tænder det an paa alle Sider; staaer derpaa længe taus og seer ind i Luen.

Hvor hurtig Ilden fænger! Det er Døden,
Som blæser til den med de kolde Lunger,
At den dessnarere kan naae sit Bytte.
See, hvor omkring i Funker nu den springer!
Snart vil den samle Gnisterne til Flammer,
Og skjule med det luerøde Dække
Den kolde Skikkelse, som fast den holder.

MENESTOS
kommer.

Her Harpen er! Men ei jeg gav mig Tid
At stemme Strængene, og vildt de skurre.

TITHON.

Tag her din Plads!

MENESTOS.

Paa Baalet alt hun brænderi

TITHON.

Ja, under Luer har jeg hende gjemt;
Du hendes Aasyn aldrig meer vil skue.

MENESTOS.

Men Sjælen, som er flygtet, hjem jeg følger.

TITHON.

Ja, syng du Dødesangen over Liget!
Jeg sætter mig paa Jorden her, og lytter
Til Harpens Toner, som gav hende Trøst.

MENESTOS.

Men ingen Trøst har Harpens Toner meer;
Kun idel Klage!

TITHON.

Gjenlyd gi'er mit Bryst.

Han sætter sig i Afstand.

MENESTOS
synger til Harpen.

Mit Spil er dæmpet og min Røst er mat;
Mit Bryst er sorgbespændt, af Haab forladt,
Og ingen Trøst min Fremtid mig bebuder.
Den Døde lytter ei til Harpens Klang;
Saa vil jeg vie Jer min Klagesang,
I Menneskets og Livets høie Guder!

Hvorfra vort Væsen stammer, I kun veed;
Thi Livets Gnist i os I lægger ned,
Og Alt, hvad aander, i sit Bryst den bærer.
Fra Vuggen af, indtil vor sidste Stund,
Den brænder i vort Hjertes dybe Grund,
Til med sin Glød den Karret heelt fortærer.

436 Den raster ei, før Bugt med Alt den faaer:
Den tærer hen vor Vinter som vor Vaar,
Og Sjælens Kraft og Styrke den forøder;
Den nærer sig af Haabet i vort Bryst,
Den blusser ved vor Qval og ved vor Lyst,
Og ved den stærke Lidenskab den gløder.

Da føle først, I Guder, vi jer Magt!
Vi mærke, Livet er med Jer i Pagt,
Og at vi leve kun idet vi brænde:
Vi værne som en Skat den dyre Glød,
Vi skaffe selv den Næring ved vor Død,
At den til Eder maa tilbage vende.

Saa tag jert Offer! Længst I tog jo bort
Den Krands af Lykke, som hun bar saa kort,
Og rundt dens Blade fløi for alle Vinde.
Det Liv, I gav, kun hende bragte Savn;
Tag I da Livet! Men Electras Navn
I mægter ei at skille fra vort Minde.

See! Høit i Nattens Mulm, med rødligt Skjær,
Slaaer Luen op mod Himlens Stjernehær,
Og søger Lysets Hjem, hvorfra den stammer.
I rige Guder seired dog tilsidst!
Hvad ned I sendte som en lille Gnist,
I faae tilbage her som stærke Flammer. -

TITHON.

Ret saa, Menestos! Grib kun vredt i Strængen.
Men gaa til Hvile saa! Til Søvn du trænger;
Imedens holder her jeg Vagt ved Graven.

MENESTOS
nærmer sig.

Und ogsaa mig, at skjerme hendes Liig.

TITHON.

Bort! - Bort fra Baalet!

MENESTOS.

Hvorfor harmes du?
Tør ei med dig jeg vaage her ved Graven?
Har ei vi fælles Sorg og fælles Pligt? -

TITHON.

Skal Alting deles da, og stykkes ud!
Min Ære tog du, dengang Trojas Fjender
I mit Sted du med Sværd og Landse mødte;
Min Lykke tæred op du Aar for Aar,
Som Broder og Beskjermer for den Døde,
Og kun den usle Rest blev mig tildeel.
Er ei jeg fattig nok? Vil ogsaa her
Du tage Halvdeel i den sidste Pligt,
Den eneste, som end mig er tilbage?

437
MENESTOS.

O, lad os strides ei ved denne Grav.
Fred mellem os, og som du vil, det skee!

Gaaer.

TITHON.

Menestos!

MENESTOS.

Herre!

TITHON.

Ræk mig hid din Haand!
Som Venner og som Brødre vil vi dele.
Ved Midnatstid du løser her mig af,
Og tager Glimtet af de sidste Luer,
Mens til mit dunkle Huus jeg søger hjem.

MENESTOS.

Ved Midnatstid jeg komme skal. Farvel!

Menestos bort.

TITHON
efter en Pause.

See, hvor det flammer nu! - Et Øieblik,
Saa styrter Baalet sammen over Urnen.
Sit Rov har Livets Fjende snart fortæret;
Den stille Skygge vandrer bort fra Graven,
Og søger Stien til de Dødes Rige,
Men hendes sagte Trin jeg hører ei -
Ja, blus kun op i Glands, I vilde Luer!
Jert Spil er endt ... Der sank din Grav, Electra! -
Hen over Marken trækker Røgen bort;
Sky efter Sky i Nattens Favn sig taber - -
Kun mørkt og øde hvor mit Øie skuer.
Uvisse Skygger svæve fjernt paa Heden,
Og sukke gjennem Vinden. Som en Gravhøi
Er denne Luft, der her om mig sig hvælver,
Og midt deri en Skygge selv jeg sidder,
Og rundtom hviler Alting dødt og stille - -
Er det mit Hjem? Er det mit Fædreland?
Histoppe funkle dog de klare Stjerner!
Der sidder Lys ved Lys i pragtfuld Glands,
Og spotte den forgængelige Jord.
Som paa den sidste sønderbrudte Søile
Af Templet, der forlængst sank i Ruiner,
De skue tindrende herned paa mig,
At ret min Eensomhed jeg nu skal føle,
Og mindes om de Dødeliges Lod. -
Men Eders Time da, skal den ei komme?
Skal uafladelig I stige frem,
Og vandre lysende hen over Himlen,
Mens Alting døer og vexler nedenfor?
Nei! Ogsaa over Jer der er en Skjæbne!
Ja, hvor mit Hjerte Synet skulde fryde,
Hvis Bæltet brast, som her Jer holder fast,
438 Hvis nu med Tordenbulder Kuplen revned,
Hvis den uhyre Hvælving styrted sammen,
Og, slukked ud, i Mørket I sank ned!
Laae i Ruiner ogsaa I begraved,
Da var ei mere det Uendelige,
Der kjender ingen Skiften og Forandring,
Og nye Spirer kunde Haabet skyde.

Uendelig - Hvad siger da det Ord,
Hvormed de stolte Stjerner vil mig skræmme? -
Ei meer end denne Ring, hvis gyldne Slanger
Sig bugte om sig selv i evig Kreds,
Og naae Begyndelsen hvor Enden slipper.

Han tager Ringen af Armen og betragter den.

Som Lykkens Pant den eengang blev mig givet,
Elendighedens Tegn den er mig vorden,
Men uforandret dog den er den Samme,
Og det kun mig var, som tilgrunde gik.
Den er et Billed just af Skjæbnens Ring,
Som indeslutter Menneskenes Slægter,
Der boe i den uendelige Kreds,
Og samme Cirkel evig gjennemløbe.
Uendelig er Veien for dem Alle,
Men for den Enkelte hvor er den kort!
Det Liv, som i vor Ungdoms friske Morgen
Os synes uforgængeligt og evigt,
Hvor hurtig er det endt! Et stakket Spand
Er Veien fra vor Vugge til vor Grav!
I Livet selv hvert Haab sin Grændse møder,
Og vi maae døe, at Tidens store Slange
Kan snoe sig om sig selv i evig Kreds;
Thi vi er Byttet jo, hvoraf den lever. -

Han lægger Ringen paa Jorden, og seer hen mod Ilden.

See, dybt i Baalets Grund endnu det brænder.
Blaalige Flammer snoe sig rundt om Urnen,
Mens røde Gnister dandse paa dens Rand.
For hver der slukkes, fødes strax en ny;
De holde Krandsen frisk omkring den Døde,
Skjøndt Blomsten visner som den springer ud. -
Uendeligt er ogsaa dette Spil,
Og dog faaer snart det Ende. Øiet trættes
Af denne Vexel, som har ingen Fremgang,
Og knap den lyse Rand det mere seer.
Som mine Øine mattes og min Tanke,
Og kun med Møie jeg mig opret holder.
439 Ja, lad mit Hoved her mig hvile kun!
Til Jorden søge ned, hvorfra jeg stammer,
Og skue mod den Grav, der snart mig dækker.

Han svøber sig i Kappen, og lægger sig paa Jorden; kort efter slumrer han ind. Alt er længe mørkt og stille; medeet forsvinder Natten, og Dagen bryder frem.

TREDIE SCENE

AURORA og HELIA komme hurtig over Heden.

HELIA.

Endnu du standser ei?

AURORA.

Afsted! Afsted!

HELIA.

Skal end vi længer frem?

AURORA.

Et Skridt endnu!
Hist seer jeg Hytten med det lave Tag,
Og før jeg naaer den, faaer jeg ingen Hvile.

HELIA.

Ja, hurtig over Heden iilte du.
I lang Tid ei min Fod betraadte Jorden,
Og kun med Møie fulgte jeg dit Fjed.
Var det da her han loved dig at møde?

AURORA.

Nei, ved den fjerne Høi vi Afsked tog.
Hvor nys ved Træet Hestene du bandt,
Der var det, at igjen vi skulde mødes.
Han holdt ei Ord; han kom ei meer tilbage.
Men her har eensom jeg hver Morgen søgt ham,
Her har om Hytten speidende jeg vandret,
Og nødte Tiden mig igjen til Flugt,
Jeg duggede hans Hjem med friske Taarer.
Her er han skjult; mit Hjerte mig det siger.

HELIA.

Ei mindste Spor vi fandt dog.

AURORA.

Fremad!

HELIA.

See!
Det lysner alt paa Heden. Ved hvert Skridt,
Du farver rosenrød den mørke Lyngblomst,
Og vaad af Dugg den reiser sig.

AURORA.

Hvad seer jeg!

HELIA.

Du standser?

AURORA.

. Stille!

HELIA.

Høit din Kind jo flammer -

AURORA.

Ja, hvad mit Hjerte jublende forkyndte,
Bekræfter mig mit Øie: ham det er!

HELIA.

Hvad fængsler hist paa Heden da dit Blik?

AURORA.

Hvad jeg saalænge savned, har jeg fundet!
Svøbt i sin Kappe hviler han paa Jorden,
Og Søvnens Bind hans Øie dækker fast.

HELIA.

Hvem har du fundet?

440
AURORA.

Tithon! - See ham hist!

HELIA.

En gammel Mand jeg seer -

AURORA.

Dog er det ham.
Bøi dybt dit Knæ for Morgenrødens Konge!

HELIA.

Af Jordens Taage blev dit Øie blendet;
En Olding seer jeg, men din Brudgom ei.

AURORA.

Dit Blik er sløvt.

HELIA

Min høie Dronning ...

AURORA.

Tys!
Dæmp nu din Røst, og hold dig her tilbage.

Nærmer sig Baalet.

Ja, Tithon er det! Det er ham - og dog,
Hvis dette Hjerte havde Rum for Sorgen,
Jeg kunde sørge som de Dødelige.
Hvor har den mørke Jord ham dybt nedbøiet,
Og mærket med Forgængeligheds Præg
Den Skikkelse, der maalte sig med Guder!
Kun kort Tid af min Favn han borte var,
Og allerede blegnet er hans Haar. -
O Elskede! hvi gik du bort fra mig?
Og hvorfor slap jeg selv dig af min Arm?
Men Jordens Troløshed jeg ikke kjendte;
Dens Magt jeg kjendte el; jeg vidste ei,
At selv Udødelige den fordærver.
Dog af dit Fængsel jeg dig snart befrier!
Du kan ei døe, thi Livets Drik du tømte;
Men heller ei den Skikkelse skal visne,
Som meer end alle frydet har mit Blik.

Til Helia.

Kom hid! Her til din Tjeneste jeg trænger.

HELIA.

Hvad er din Villie?

AURORA.

Løft ham paa din Arm!
Men let og sagte.

HELIA.

Du ham med vil føre?
Den Gamle -

AURORA.

Ja, men snart igjen den Unge!
I Ætherhavets Bad igjen forynget,
Han ved min Side blomstre skal som før.

HELIA.

Du haaber Hjælp for ham?

AURORA.

Mit Haab er fast!
Løft ham paa Armen! Jeg hans Hoved støtter.
Tys! Stille, stille ... Hurtig nu til Vognen,
Og saa i Fiirspring hjem ad Lysets Vei!

Aurora og Helia bort med Tithøn,

441

FJERDE SCENE

Efter et Ophold, hvori Scenen er tom, træder MENESTOS hastig ud af Hytten.

MENESTOS.

Knap i min Angst kan Tankerne jeg samle.
Til Hulen strax Melete hen jeg sendte,
Da vaagnet af min dybe Natteslummer
Jeg gjennem Hyttens Dør saae Dagen skinne.
Ja - Dagens Sol jeg seer; men ham jeg seer ei!
Forgjæves sender Blikket jeg omkring -
Mit Øie møder kun den aabne Hede,
Men ikke Tithon! - Vee mig, hvis Aurora
Har her i Eensomhed ham overrasket,
Mens Søvn og Træthed mig paa Leiet holdt!
Her skiltes vi; men her er Alting øde:
Til Grunden nedbrændt er det høie Baal,
Hver Flammetunge dækket under Aske,
Og Vinden køler nu Electras Støv. -

Gaaer hen mod Baalet, men standser.

Hvem kalder paa mig? - Ha, der er Melete!
Hen over Marken ilende hun kommer - -
Melete! Skynd dig! Traf du ham i Hulen?

MELETE
kommer.

Du jager Livet af mig. Lad mig puste.

MENESTOS.

Har du ham truffet?

MELETE.

Nei.

MENESTOS.

Han var der ikke?

MELETE.

Nei, borte var han. Hurtig, som du bød,
Jeg løb derhen. Først paa hans Navn jeg raabte,
Men da mig Ingen svared, gik jeg ind,
Skjøndt for det mørke Hul mit Hjerte grued.
Snart stod jeg midt i Hulen; ved hans Leie
Endnu den lille Lampe dunkelt brændte,
Men ingensteds den Gamle var at see.

MENESTOS.

Og er du vis derpaa?

MELETE.

Som paa mig selv.
Da ud jeg gik, jeg tog jo Lampen med,
For i den mørke Gang at lyse for mig,
Men heller ikke der ... Nei see, Menestos!
Der ligger jo hans Armbaand.

MENESTOS.

Ja! hans Armbaand.

Tager det op.

MELETE.

Hvor kan da selv han være?

MENESTOS.

Spørg mig ikke!
Men iil du hjem, og gjennemsøg hvert Skjul.

MELETE.

Han gjør os nok Uleilighed, den Gamle!

Melete bort.

442
MENESTOS
ene.

Hun vil ham ikke træffe. Her hans Ring er,
Den Ring, der eengang smykked Guders Yndling,
Og som han altid selv om Armen bar.
Som Ganymed forsvandt, forsvandt og Tithon!
Ei med et Eventyr han os bedaared,
Ei Vanvids Ord det var, naar om sit Liv
I Morgenrødens Rige han fortalte.
Den Slægt, der hersked over Trojas Rige,
Er som det stolte Rige selv forsvunden,
Og Jorden gjemmer ikke meer dens Spor. -
Men Mindet lever; det kan ei gaae under!
I Verden rundt jeg selv det bære vil,
Thi høit mit Hverv mig denne Ring forkynder.
Som Ganymed for Guder skjenker Nectar,
Skal fra min Harpe Sangens Nectar strømme,
Og bringe Jordens Børn i Sorg en Lindring.
Da skal den egne Jammer de forglemme,
Naar om de store Skjæbner Sangen toner,
Naar ned i Gruus de see det Høie styrtet,
Og Guders Lov i Undergang forkyndt.
Men eensom paa min Vandring ei jeg gaaer.
Jeg tager med den Skat, hvorfor jeg kæmped:
Electras Støv, i Askekrukken gjemt.
Ja, min er denne Skat! Min er hun vorden,
Om ikke før, saa dog som Støv og Aske.
Hvad vil jeg mere? Var end blomsterløst
Og uden Frugt mit Liv: en rig Erstatning,
En Frugt, som gjemmer hele Livets Sødhed,
Mig rækkes her til Trøst af Dødens Haand.
Den skal mig følge, hvor min Fod end vandrer;
Den vil jeg tage frem naar Dagen helder;
Og som en Gnier frydes ved sit Guld
Og tæller sine Skatte, jeg vil frydes,
Naar svundne Minder stige frem som Skygger,
Mens Øiet hviler paa det stille Støv.
Nu hjem til Hytten efter Askekrukken!
Først Urnens Indhold jeg i den vil tømme,
Og saa paa Vandring - her er Livet endt.

Gaaer.

443

FEMTE SCENE

Morgenrødens Rige. Indkjørselen til Auroras Palads. TITHON slumrende. AURORA, HELIA og flere NYMPHER.

AURORA.

Løft ham af Karmen ud, men ganske stille,
Og hist ved Palmetræet bær ham hen!

NYMPHERNE
tage Tithon paa Armen.

Lad vor Sang med Varme
Mildt dig qvæge nu!
Let paa bløde Arme,
Konge! hviler du.
Af dit Syn bevæget,
Røres dybt vort Sind;
Sorgen staaer jo præget
Paa din hule Kind.

Har en Storm din Lykke
Brat da veiret hen?
Dunkel som en Skygge
See vi dig igjen.
Fast din Sjæl vist holder
Paa den mørke Jord;
I din Pandes Folder
Skue vi dens Spor.

Her i Lysets Morgen
Glem den svundne Tid!
Palmens Krone Sorgen
Her bortvifter blid.
Styrket af din Slummer,
Snart du Jordens Vee
Og din egen Kummer
Som en Drøm vil see.

De lægge Tithon ved Foden af Træet.

AURORA.

Afsted nu Alle! Før paa Engen ud
De trætte Heste, og bered Jer paa,
Naar her jeg vinker, Kongen bort at bære.

HELIA.

Saasnart du vinker, vi hos dig skal værel

Nympherne bort med Vognen.

AURORA.

Hør, hvor de larme! Deres Støi ham vækker.
Men tys! Han rører sig ... Op i min Arm
Jeg sagte løfter ham -

TITHON
idrømme.

Menestos!

AURORA.

Hør!
Han taler -

444
TITHON
vaagner.

Ha! - Hvad Glands omstraaler mig?
Som i et Purpurhav mit Øie svømmer! -
Aurora!

AURORA.

Ja, ihendes Favn du hviler.

TITHON.

Hvor er jeg kommen hen? Mit Øie blendes -
Hvor er den øde Hede? Hvor er Graven,
Som jeg i Natten skulde vogte paa?

AURORA.

I dine Drømme! Paa dit Leie søg dem.

TITHON.

See! Over mig jo gynge Palmens Grene.

AURORA.

Ja, blidt dig hilser Fuglens Morgensang.

TITHON.

Og hisset - Vee mig! Purpurslottets Kuppel,
Omkrandset af de rosenrøde Skyer -
Jeg er igjen i Morgenrødens Rige!

AURORA.

Hvad Drøm har dig forvirret?

TITHON.

Bort fra mig!
Da sidst vi skiltes, fra din Drøm jeg skiltes.
Skaf mig den mørke Nat! den stille Grav!
Bring mig til Jorden ned! ned til mit Hjem,
Hvorfra du falsk og troløs bort mig førte.

AURORA.

Hvi kalder mig du troløs?

TITHON.

Du tør spørge?
Kast da et Blik paa mig! - See her den Ungdom,
Der altid frisk min Tinding skulde krandse;
See her den Glæde, som ei falmer; see
Den Lykke, med hvis Billed du bedrog migl

AURORA.

O Elskede! Kast Skylden ei paa mig;
Det var jo ikke mig, som dig forlod.
Jeg kjendte selv ei Dybets Trolddomsmagt.
Dengang paa Jordens Rand din Fod du satte,
Da blev du Jordens Vilkaar underkastet,
Og Ungdom, Haab og Lykke brat forsvandt.

TITHON.

Ja, for mit hele Liv du mig bedrog!
Men her jeg kræve vil dit Rov tilbage:
Hvor er den Skjæbne, hvorom ung jeg drømte,
Og hvor de lysende Bedrifters Krands?
Hvor er den Fryd mit Huus bevared til mig?
Den Glæde, som mit Hjem mig skulde bringe,
I trofast Sammenhold med al min Slægt?
Hvor er den Bistand, som af mig de vented?
Den stolte Heltedaad, som fra min Skulder
Ansvaret vælte kan for Trojas Fald?
Hvor er den Lod, som ned i Skjæbnens Vægtskaal
Jeg skulde kastet med en modig Haand,
Saa Vægtens Tunge kunde have rørt sig,
Pengang paa Undergangen fast den peged? -
445 Alt har du røvet! Du mit Liv har stjaalet!
Ikkun en Drøm du i Erstatning gav mig,
Og Døden har som Rest jeg kun igjen.

AURORA.

Du skal ei døe! Nei evig skal du leve!
Har du forglemt, at Livets Drik du tømte,
At her dets Bæger af min Haand du tog?

TITHON.

Hvordan! - Saa det var Sandhed? Livets Drik -
Og det var ei Bedrag?

AURORA.

Vil jeg dig skuffe?
Du kan ei døe! I Morgenrødens Rige
Du lever evig i Auroras Favn.

TITHON.

Og over mig du bragte disse Qvaler?
Forbandet være du! Forbandet Skjæbnen,
Som i dit Tryllenet mig bandt saa fast!
Et evigt Liv! Og Udvei gives ei,
Og ingen Fremgang, og i evigt Kredsløb
Det frygtelige Møde her med dig! -
Nu kan jeg dristig maale mig med Jer,
I Helte fra det mørke Tartaros,
Nu har i Tithon I en Broder faaet!
Gjør Plads for mig, du gamle Tantalos!
Lad mig i dit Sted efter Frugten lange.
Lad mig din Steen kun vælte, Sisyphos!
Bli'er træt min Arm, vil jeg som Ixion
I evig Kreds mig dreie rundt paa Hjulet!
Nu har I Selskab! I min Dom jo hørte:
Et evigt Liv i Morgenrødens Rige - -

Han synker om.

AURORA.

I Afmagt sank han ned ... Hvad var hans Ord?
Kun halvt jeg dem forstod; men end jeg bæver,
Saa fyldte mig med Skræk hans vrede Blik.
Er det den fordums Tithon? - Men endnu
Har Ætherbadets Kraft han ei fornummet.
Og i dets Bølger boer et evigt Haab.

Vinker ad Nympherne.

Herhid, I Nympher! Hurtig! - Løft jer Drot
Igjen fra Græsset op, og bær ham varligt
Ind i Paladset paa mit Rosenleie.
Imedens selv jeg Badet ham bereder,
Syng der ham dybt i Søvn med søde Sange,
Og fyld med Virak Luften, som han aander.

NYMPHERNE
bort med Tithon.

Snart, o Konge! dykket
Dybt i Æth'rens Bad,
446 Gaaer, med Ungdom smykket,
Atter her du glad.
Her, hvor Haabet toner
Fra hver Fuglerøst,
Evigt Liv dig kroner
Med en evig Lyst!

Aurora følger.

447

FEMTE ACT

HAVEN VED ÀURORAS PALADS

FØRSTE SCENE

ZEPHYR og FLORA komme i fuldt Løb.

FLORA.

Zephyr, stands et Øieblik!

ZEPHYR.

Hvorfor standse? Lad os ile!

FLORA.

Nei, et Øieblik vi hvile;
Blodet mig til Hjertet gik.

ZEPHYR.

Stakkels Flora! Ondt du fik?
Og for Hjertet ov'n ikjøbet?

FLORA.

Altfor hurtig har du løbet;
Det er nu din gamle Feil.
Knap ved Kildens blanke Speil
Fik jeg Tid jo til at sætte
Brudesløret lidt tilrette,
Og i Haarets Perlebaand
Myrteqvisten ind at flette:
Hurtig tog du mig ved Haand,
Som en Storm du bort mig førte,
Saa jeg Veiret tabte fast;
Saa min Fod knap Jorden rørte
Ved din frygtelige Hast.

ZEPHYR.

Læg mig ikke den til Last!
Timen kommen er, du Søde,
Timen, som du saae imøde
Snart med Haab og snart med Angst:
Timen, som mit Savn skal ende,
Timen, da jeg hjem skal vende
Med min lykkelige Fangst.
I Paladset vil den høie
Dronning med sin egen Haand
Dine skjønne Rosenbaand
Til en Lænke sammenføie.
Dette Syn mig stod for Øie,
Det gav Uro til mit Blod,
448 Det bevingede min Fod,
Det endnu mig fremad vinker.
Fremad! Festens Stjerne blinker!
Altfor længe her vi stod.
Til Paladset op, du Lille!

FLORA.

Stands dog, Zephyr! Staa dog stille!
Reent du tabt har din Forstand.
Troer du det sig passe kan
For et Brudepar, at løbe?
Troer du, at en Brud tør røbe
Denne gruelige Hast?
Nei, med sænket Øiekast,
Just saa glad som det er billigt,
Hellere dog lidt uvilligt,
Og med Alvor, som hun kom
For at høre paa sin Dom,
Gaaer hun blandt den muntre Skare
Taus i Bryllupssalen ind.
Vær fornuftig! Saml dit Sind!
Troer du Nympherne skal spare
Dig og mig for Spot igjen,
Naar for Brudeskamlen hen
Som i Stormløb her vi fare? -
Nei! kun langsomt, Skridt for Skridt.
Paa vor Ære maae vi tænke;
Derfor læg din Fod i Lænke,
Og lad her os puste lidt.

ZEPHYR.

Naar kan dog jeg aande frit!
Hvilke Omsvøb! Hvilke Skikke!
Nei, min Frihed faaer jeg ikke,
Førend over Havet frem
Baaden flyver mod mit Hjem;
Førend Stormen om os brummer,
Førend Bølgen om os skummer,
Førend vi, for fulde Seil,
Langs mit Skypalads, det hvide,
Ind i Havnen hurtig glide
Over Vovens klare Speil.
Der i Frihed og med Glæde
Du min Bolig skal betræde;
Der skal i min Have ned
Jeg med egen Haand dig føre;
Der skal Fuglesang du høre;
Skue Zephyrs Herlighed,
Som nu snart skal hedde Floras!

449
FLORA.

Er din Have som Auroras?
Har du ogsaa Blomster der?

ZEPHYR.

Om jeg har? En talløs Hær!
Alt du finder: Blomster, Træer!
Og ei blot med Bladeklynger
Træet sine Grene gynger;
Nei, det Frugter ogsaa bær'.
Ikke Blomsterne som her
Altid du i Knopper skuer;
Nei, hver lille Blomsterknop
Lukker og et Bæger op,
Som med gyldne Farver luer.
Ei som her den muntre Fugl
Evig mellem Myrtheskygger
Med sin Mage leger Skjul;
Nei, hos mig den Rede bygger,
Æg og Unger og den faaer.

FLORA.

Æg og Unger?

ZEPHYR.

Sligt forstaaer
Ei du i Auroras Rige,
Hvor du kun som Blomsterpige
Leved i en evig Vaar.
Øiet snart dog op dig gaaer,
Naar i Zephyrs Hjem du kommer,
Hvor paa Vaaren følger Sommer,
Og paa Sommertiden Høst.
Der af fulde Roser binde
Kan du Smykker til dit Bryst;
Der, i Favn af Vestenvinde,
Stolt og fri du vandre kan;
Ikke meer som Blomsterpige,
Nei, som Dronning i mit Rige,
Blomster dronning i mit Land!

FLORA.

Zephyr, o du mig henrykker!
Blomsterdronning! Søde Navn!
Blomsterne jeg ta'er i Favn,
Og til Hjertet ømt dem trykker,
Da jeg aldrig føler Savn.

ZEPHYR.

Du din Fremtidslod nu kjender.

FLORA.

Een Ting dog mig falder ind -

ZEPHYR.

Og det er?

FLORA.

Hvis det sig hænder,
Falmer Rosen paa min Kind.

ZEPHYR.

Nu, hvad ængster da dit Sind? -
Er vi ikke gode Venner?
Ud med Sproget, slet og ret!

450
FLORA.

Zephyr, du er smuk og net;
Du er ogsaa brav og dygtig,
Ak, men du er dog saa flygtig,
Og dit Sind saa grumme let,
Kan jeg ogsaa paa dig stole,
Stole paa din Troskab, naar
(Mens jeg selv derhjemme gaaer,
Huuslig klædt, i simpel Kjole)
Hver Dag du paa samme Tid
Over Havet flyver hid
Med din Kurv, og til Aurora
Bringer Frugter i Tribut?

ZEPHYR.

Nu forstaaer jeg dig, min Flora!
Du nok frygter, at en Glut
Her i Zephyr skal faae Finger? -
Men naar selv en Kurv jeg bringer,
Hvor kan jeg da blive skudt?

FLORA.

Hvad dog mere Trøst mig skjenker,
Er dit Had til alle Baand -

ZEPHYR.

Ja, men ei til Rosenlænker
Af min søde Floras Haand.

FLORA.

For din Artighed jeg takker!

ZEPHYR.

Men afsted! Jeg staaer og snakker.
Meer end nok vi pustet har.
Nu ved Haanden du mig ta'er,
Og ad Trappen op vi stigel

FLORA.

Før jeg gaaer, du maa mig sige,
Om min Krands er fæstet ret -

ZEPHYR.

Uforlignelig og net!
Nydelig, du Nydelige!
Følg mig!

FLORA.

Husk nu vel mit Ord:
Ganske langsomt ind i Salen,
Ingen Hvisken, ingen Talen,
Og af Hastværk intet Spor!

Begge bort.

ET CHOR AF NYMPHER
kommer hurtig fra Sidegangen.
FØRSTE NYMPHE.

I Paladsetjeg saae dem gaae ind.

ANDEN.

Ja, hun gik som til Offer udkaaret.

TREDIE.

Slør og Myrther hun havde paa Haaret.

FJERDE.

Og en Rose coquet ved sin Kind.

FEMTE.

Nylig pudset var Brudgommens Vinger.

SJETTE.

Og i Panden hans Lokker var skilt.

SYVENDE.

Hvor til Bruden han smidskede mildt!

451
OTTENDE.

Ja, han kyssed forlibt hendes Finger.

Musik lyder fra Slottet.

ALLE.

Hør, i Toner nu sendes os Bud I
Op, for Salen til Bryllup at krandse!
Op til Festen! hvor Flora skal dandse
Med den lette, bevingede Gud.
Der vi Parret med Jubel omslynge,
Og til Slutning, naar Zephyr sin Brud
Af Nymphernes Kreds dandser ud,
Høit i Chor for dem Begge vi synge!

Alle bort.

ANDEN SCENE

GLAUCA og flere NYMPHER komme ud fra Paladset med en Løibænk, hvorpaa TITHON hviler. De bære ham hen under Træerne, hvorpaa Nympherne gaae tilbage. GLAUCA bliver staaende ved Leiet.

GLAUCA
efter en Pause.

Min Konge! Sover du?

TITHON.

Nei. Tal du kun,
Hvis du har Noget, som du vil mig sige.

GLAUCA.

Ja, Dronningen os bød, at hvis du vilde,
Da skulde vi dig flytte ned til Stranden,
At der ved Havets Bred du kunde ligge.
Hun meente, at dets Syn dig vilde glæde.

TITHON.

Er det ei her jeg pleier ligge?

GLAUCA.

Jo.
Her har vi baaret ud dig hver en Morgen,
Naar i den friske Luft du ønsked dig.
Her under Træet, hvor din Seng nu staaer,
Du altid hviilte.

TITHON.

Saa lad her mig blive.
Her hører jeg jo Palmens Krone suse,
Og ud mod Horizonten seer mit Blik.

GLAUCA.

Har du da Intet at befale meer?

TITHON.

Løft Hovedgjerdet lidt, og træk mig Tæppet
Heelt over Brystet op.

GLAUCA.

Det snart er gjort.
Nu sidder opreist du! Det altid hjælper,
Naar man saalænge ligget har tilsengs.

TITHON.

Saalænge, Glauca! Ja, saalænge, længe!
For mig det er, som tusind Aar var rundne,
Fra den Tid jeg fra Jorden kom tilbage.

GLAUCA.

Dengang var du endnu dog rask og rørig.
Men ogsaa vred du var: Du tidt os skrækked,
452 Naar med dit mørke Blik du gik forbi.
Men siden dine Kræfter svandt, og Foden
Afmægtig blev til Gang, blev du saa stille,
Og altid mild og venlig ... See, min Konge!
Nu troer jeg Tæppet ligger som du ønsker.

TITHON.

Saa er det godt. Nu kan du gjerne gaae.
I har jo Fest derinde?

GLAUCA.

Ja, idag
I Floras Rosenlænke Zephyr bindes,
Og Dronningen dem Begge har tilgjest.
Naar Baandet knyttet er, begynder Dandsen,
Og saa til Zephyrs Hjem de seile bort.

TITHON.

Saa gaa kun op til Dandsen!

GLAUCA.

Snart, min Konge,
Jeg kommer atter ud, og hører til dig.

Bort

TITHON
ene.

Altid min Konge! Morgenrødens Konge!
Bestandig skal mit Kongenavn jeg høre,
Og mindes om den Tid, da jeg det vandt.
Men hun har Ret: jeg er jo og en Konge!
Midt i mit Rige her som Drot jeg ligger,
Og aldrig meer mit Scepter kan jeg tabe.
Hvorhen jeg seer, min Herlighed mig vinker:
Af Perler fuld er Kronen over mig,
Med Glands mig dækker Purpurtæppets Flig,
Omkring mit Leie Rosen staaer i Knopper,
Og rundtom tone Vaarens Fuglesange.
Alt rører sig i Friskhed og i Kraft,
Jeg selv kun er afmægtig i mit Rige.
Det er kun mig, som ei kan fatte Glæden,
Som ei kan juble med, naar Nympher juble,
Saalidt som mine Suk de kan forstaae,
Thi mellem os et heelt Liv der jo ligger.
De har en Fremtid kun, men ingen Fortid;
De kjender ikke til den tunge Vægt,
Hvorunder mine Kræfter maatte segne;
De nære sig endnu af gyldne Løfter,
Hvis Tryllemagt forlængst er endt for mig.

Forunderligt! - Og Alt saa reent forbi!
Og det var virkelig mig selv, som eengang
Opleved Alt? - Det Hav, som nu er stille,
Det er det samme Hav, som fordum stormed,
Som vælted op fra Grunden sine Bølger,
Og skummed brusende mod Himlens Skyer?
Saa ubegribeligt det synes mig,
453 Og min Forundring vil mig aldrig slippe.
De Minder, som nu sagte træde frem,
De rørte sig engang med Haabets Liv,
Med Længsels Smerte, Lidenskabens Varme;
Og jeg, som ligger fængslet her til Leiet,
Jeg tumled ogsaa mig i Livets Spil;
Jeg fløi som Bolden fra den Stærkes Haand,
Og steg og faldt, og af min hele Flugt
Blev Mindet og Forundring kun tilbage - -

Pause.

Hvor mildt det suser gjennem Palmens Grene!
Saa liflig sender Græsset mig sin Duft,
Og Luften vifter med de bløde Vinger.
Her er dog smukt endnu! I Horizonten
Forbi mit Øie svæve gyldne Syner,
Naar mod den dybe Himmel ud jeg seer.
See, hvor de flyve disse Purpurskyer!
Den ene længselfuld den anden jager,
Og sender til min Sjæl en flygtig Trøst.
For hver der svinder, har jeg Lov at tænke:
Nu randt en Stund; nu er min Evighed
Et Spand forkortet; nu en Smule lettet
Er Byrden, som mig Skjæbnen gav at bære.

TREDIE SCENE

AURORA træder ud af Paladset.

AURORA.

Der ligger han endnu paa samme Sted,
Og altid lig sig selv: i dybe Tanker,
Med Hænderne paa Tæppet sammenfolded,
Og Nakken imod Puden støttet op.
Saa hvide som hans Haar er fast hans Kinder.
Hvad hjalp ham Ætherhavets friske Bad,
Og hver en Lægedom, jeg her ham rakte?
Den gamle Skikkelse sig ei forynger,
Og Jordens Minde slipper ei hans Sjæl.

Nærmer sig.

Vaagn af din Drøm, o Tithon!

TITHON
seer sig om.

Du er her?

AURORA.

Jeg havde ingen Ro ved Festen mere;
Jeg maatte ud og see, hvordan det gik dig.
Derinde juble de ved Floras Bryllup,
Men du tog ingen Deel i Herligheden,
Og m i t Sind var hos dig.

454
TITHON.

Imellem bringer
Mig Luften dog en Gjenlyd af jer Glæde.

AURORA.

Men selv du glædes ei. Har Glauca spurgt dig,
Om ei til Havet ned du vilde flyttes?

TITHON.

Hvortil Forandring? Selv jeg jo forandres
Dog ikke meer.

AURORA
sætter sig paa Sengen.

Du vender bort dit Blik -
Du Kjære! ja, mit Hjerte dobbelt kjær,
Fra den Tid jeg har prøvet dig at savne,
Thi Taarens Sødhed du mig lærte kjende.
O, ræk mig Haanden! - Men hvor kold den er!
Du skjælver... I min Arm lad mig dig slutte,
At Varmen fra mit Hjerte strømmer til dig!

TITHON.

En Skygge favner du; din varme Lue
Med Iis formæler sig.

AURORA.

Jeg vil den smelte!
Din hvide Lok jeg dækker med mit Guldhaar,
Til Sneen tøer, som skjuler mig din Ungdom;
Med Kys jeg lokker frem din Læbes Roser,
Der eengang dufted friske mig imøde;
Dit kolde Bryst jeg varmer ved mit Hjerte,
Til Pandseret af Iis er søndersprunget,
Til i sin gamle Kraft, med fulde Flammer,
Min fordums Elsker lever op paany!

TITHON.

Han er ei mere,

AURORA.

Han endnu er til!
Han kan endnu forynges! Eet kun kræves:
Lad Mindet døe, som qvæler Haabets Spirer,
Og lær at glemme!

TITHON.

Glemme? Altid glemme.

AURORA.

Ja, kun den ene Bøn min Læbe har.

TITHON.

Kan jeg da glemme, hvem jeg er og var?
Kan jeg forglemme, jeg er Jordens Søn,
At jeg en fremmed Lod har villet rane,
At ikke mit Hjem er i Morgenrøden,
Naar med de Lykkelige jeg mig maaler,
Som uberørt' af Tiden vandre her?

AURORA.

Alt eengang før du Alting her forglemte.

TITHON.

Men jeg er ikke meer den Samme nu.

AURORA.

Og jeg er dog den Samme! End mit Hjerte
Slaaer dig imøde med de fulde Slag.

TITHON.

Min Bøn dig rører ei -

AURORA.

Den at opfylde
Jeg mægter ikke. Selv hvis jeg det mægted,
Hvor kunde jeg ved dig at give Døden,
Min egen Glæde dræbe?

455
TITHON.

Dog jeg beder:
Opløs de gamle Lemmers sidste Kraft,
Og tag igjen det Liv, som du mig skjenked!

AURORA.

Har over Gudens Gave jeg da Magt? -
Nei, Tanken om at skilles, ei jeg taaler.
Selv om som nu jeg evig skulde see dig,
Der er en Trøst dog i det blotte Syn.
Jeg kan dog pleie dig, og gaae omkring dig,
Og bringe dig min Kjærlighed i Taarer.
Ja, ogsaaje g din Lidelse jo deler.
Uendelig var Lykken jeg dig loved,
Og ingen Ende seer jeg paa din Nød.

TITHON.

Nei, ingen Trøst for Livets Bitterhed.

AURORA
reiser sig pludselig.

Hvad har du sagt!

TITHON.

Kan det forundre dig?

AURORA.

Hvor var min Tanke dog! - Og det jeg glemte!

Hurtig bort.

TITHON
ene.

Hun gaaer; hvad mon igjen hun nu har for?
Hun har nu aldrig Ro. Hver Morgen kommer
Hun for at trøste mig, som hun det kalder,
Men hjælpeløs hun snart mig dog forlader,
Og atter saa mit stille Liv begynder.
Da er der Intet, som forstyrrer Tanken,
Naar ad sin fordums Vei den gaaer tilbage,
Og i min Eensomhed det ei mig skrækker,
At altid eensom jeg mig selv da finder:
Eensom, naar af Forventning fyldt jeg skuer
Ud mod den Herlighed, jeg aldrig naaede;
Eensom i Morgenrøden som paa Jorden,
Eensom i Lykkens Drøm og Nattens Favn.
Forunderligt! Var det det Liv jeg søgte?
Fast i mig selv mig Tryllekredsen bandt;
Kun op og udad higede min Sjæl,
Og i et eensomt Dyb kun ned jeg styrted.

CHOR AF NYMPHER
inde fra Paladset.

Dandsen kalder, Cithren klinger,
Fløiten toner blødt og mildt;
Guden med de hvide Vinger
Hos sin Brud sig op har stilt.
Nu er kronet Begges Haaben,
Glæden løst i Begges Bryst:
Livets Vei er nu dem aaben,
Aabnet for dem Livets Lyst.

456
TITHON.

Hør! - Forfra deres Jubel nu begynder.
Høit lyder Sangen i den stille Luft,
Og Vinden bærer hid hver Fløitetone.

CHORET.

Omkring Bruden Zephyr slynger,
Varm af Elskov, kjæk sin Arm;
Let paa Taa sig Flora gynger,
Helder ømt sig til hans Barm.
Sangen lyder, Toner stige,
Hen ad Banen da Jer skynd!
Fremad nu, I Lykkelige!
Livets Dands da nu begynd!

TITHON.

Hvor muntert klinger det! Men ikke meer
Det muntrer op mit Hjerte. - End jeg mindes,
Da første Gang jeg hørte disse Toner.
Hvor er den Lyst, som da mig gjennemtrængte? -
Er Alting kun et Skin og et Bedrag?

CHORET.

Let det gaaer! Med yndig Skiften,
Op og ned og rundt i Ring;
Som naar Vindens sagte Viften
Sætter Blomstens Knop i Sving.
Deiligt Brudens Kinder gløde,
Brudgomsblikket straaler klart,
Fremad! Lad vor Jubel møde
Jer i Glædens fulde Fart! -

See, hvor kjækt de nu sig svinge!
Som i Stormen, stolt og smukt,
Zephyr breder ud sin Vinge,
Tager Flora med paa Flugt.
Mens i Kreds om dem at træde,
Kun os Nympher blev forundt:
Evig Fryd og evig Glæde
Dandser med dem Salen rundt.

Musiken tier.

TITHON,

Medeet forstummed Sangen. - Alt faaer Ende,
Kun ikke jeg; kun ikke denne Længsel,
Der higer evig ud mod Dødens Favn.
Er der da ingen Frelse? Ingen Udvei
Af dette Fængsel, hvor jeg lænket ligger?
Skal evig jeg som Morgenrødens Konge
Kun bære Tidens Baand; kun skue fremad
Mod Dagen, som ei kommer; kun med Suk
457 Paakalde Natten, men den aldrig møde? -
I rige Guder! Kan I ei tilgive?
Har Ormen for jer Fod ei nok sig krummet?
Har ei sin Afmagt han erkjendt? Er ei
Forlængst hans Trods som Sæbeboblen bristet,
Og holder ei hans Nakke dybt I bøiet?
O, hvis ei Tiden Jer til Steen forvandled,
Hvis end I har et Øre: hør min Bøn!
Løs disse Baand! Giv Sjælen fri, der sukker
I sin uendelige Stilstand her!

FJERDE SCENE

AURORA træder ud fra Paladset med et Bæger i Haanden.

AURORA.

Han mærker ei mit Komme. Sorgbetynget
Han aner ei, at Glæden er ham nær,
Og at en Gud den sender ... Tithon!

TITHON.

Hvad!
Du her igjen?

AURORA.

Ja, glæd dig nu, du Elskte!
Jeg Trøst dig bringer.

TITHON.

Trøst?

AURORA.

See dette Bæger!
Det havde reent jeg glemt. Da Guders Fader
Paa mine Bønner gav mig Livets Drik,
At jeg et evigt Liv dig kunde skjenke:
Da lagde han med Smiil en Gave til,
For dermed hver en Hindring at bortfjerne,
Der stilte sig iveien for din Lykke.
Et andet Bæger gav han mig -

TITHON.

Et andet?

AURORA.

Ja, dette her! Det stod forglemt i Krogen,
Af Blik og Tanke lige lidt paaagtet,
Men nys din Stemme vakte min Erindring.
Just med de Ord, som fra din Læbe lød,
Mig Guders Fader fordum rakte Skaalen,
Da for hans Fod jeg laa med heftig Bøn.
Det gamle Minde kom mig flux tilbage;
Jeg tog af Krogen frem det glemte Bæger,
Og her er Skatten, som var dig bestemt.

TITHON.

Hvad bringer du?

AURORA.

Just hvad du nylig ønsked:
En Trøst for hver en Livets Bitterhed.

TITHON.

Ræk mig det Bæger, som fra Guden kommer!

AURORA.

Her, tag det af min Haand.

458
TITHON.

Lad m i g det holde!

AURORA.

Du i din Afmagt vist det mægter ei.

TITHON
tager Bægeret.

Jo! - Seer du? Fast min Haand det holder.
En kraftig Duft opstiger fra dets Rand,
Og hvad jeg aldrig følte, nu jeg føler.

AURORA.

O! paa din Kind jo Farven blomstrer op!

TITHON
reiser sig.

Som af et Svøb udvikles mine Lemmer,
En blytung Byrde væltes fra mit Bryst,
Og i min Fod den gamle Styrke vaagner.
Bort med det Tæppe, som min Afmagt skjulte!
Fra Leiet op! - Her ved min egen Kraft
Jeg staaer igjen som før! Let jeg mig føler,
Og Hjertet hæver sig med fulde Slag.

AURORA.

O, Elskede! Nu vil vort Liv begynde!
Snart som din Kraft, din Skikkelse forynges!
Igjen du opreist for mit Øie staaer,
Og Straalen i dit Blik med Haab mig fylder.

TITHON
seer ned i Bægeret.

Ja, underfuldt mig styrker dette Syn.
Ned i den mørke Drik med Fryd jeg skuer,
Thi mig den minder om den gamle Nat.
Det er, som Alt bag disse Draaber skjultes,
Som dobbelt klart jeg saae mit eget Liv
Mens paa den dybe Bund mit Billed gynger.
Vidunderligt min Ungdoms svundne Drømme
Sig blande her med Glimt af Fremtidssyner,
Og mens en ukjendt Ro mit Hjerte fylder,
Min Længsel hviler ved sit fjerne Maal. -
O, skjønne Bæger! Skat, saa dyrebar,
At ingen anden tør med dig sig ligne!
Tag d u mit sidste Kys, og bring fra Lyset
Mig ind i Skyggen af den stille Nat!

Han tømmer Bægeret. Det falder af hans Haand. Hans Legeme synker sammen i Støv.

AURORA.

Hvordan! - Han er jo borte! Reent forsvunden!
Ulykkelige! O, hvad har jeg gjort,
Hvad har jeg gjort! Min egen Glæde dræbt.
Ind under Nattens Vinge han er flygtet,
Og intet Spor blev her af ham tilbage!

TITHONS STEMME.

O, Frihed!

AURORA.

Tys! Hans Røst endnu dog lever!
Han er endnu mig nær. Hvor er han da?
I Lyset møder ham ei meer mit Blik -
Har alt til Mørkets Hjem han Veien fundet?

459
TITHONS STEMME.

O Nattens Haab! saa dybt og rigt som Mindet.

AURORA.

Hør! Fjernere hans Stemme lyder til mig;
Men som den unge Tithons Røst den klang,
Og al min Herlighed vil Natten favne -
Men jeg beseire skal den gamle Nat!
Ja, i sit Spor hun evig skal mig finde,
Thi om min Elsker vil vi kæmpe nu!
Med dobbelt Ildblus skal min Fakkel lue,
Med dobbelt Hast skal mine Heste flyve,
Naar ned ad Himmelbuen nu jeg jager,
Og søger Tithon paa den dunkle Vei.
I dette Kampløb vil min Fod ei mattes!
Utrættelig min Fjende jeg forfølger,
Og eengang dog den Flygtende jeg naaer.
Da skal min Magt hun føle! Fast med Haanden
Jeg gribe vil om hendes sorte Lokker,
Til af sin kolde Favn sit Rov hun slipper,
Og frelst min Brudgom hviler i min Arm.
O, Elskede! Hvor end du er, saa hør mig!
Før paa min Vogn til Kamp jeg stiger op,
Giv mig et Tegn paany! Giv mig et Ord,
Til Næring for det Haab, at vi skal mødes!
Ja, som jeg dig har trøstet, send mig Trøst!
Send mig en Hilsen fra den Røst jeg elsker:
Ikkun et Ord! ... Et Ord endnu -

TITHONS STEMME
langt borte.

Farvel!

460