Paludan-Müller, Fr. HERTHA HOLSTEIN (1843)

HERTHA HOLSTEIN
(1843)

324
325

Stands et Øieblik, du hulde Skygge!
Dvæl, o dvæl endnu paa Gravens Rand!
Vore Taarer vil vi undertrykke,
At dit sidste Smiil os fryde kan.
O, lad vore Bønner dig beseire!
Hvorfor i din Ungdom vil du døe?
Snart din Fødselsdag vi skulde feire,
Skal nu Blomster paa din Grav vi strøe?

Bliv hos os! Det er jo midt i Vaaren,
Dybt og fuldt er Livet som dit Sind:
Lilien af sit Bæger ryster Taaren,
Rosen blusser rød, som nys din Kind.
Styrk dit Hjerte ved Naturens Hjerte!
Den er mild imod dig, har du grædt,
Den har Lægedom hvis du har Smerte,
Den har Hvile for dig, er du træt.

Bliv hos os! Hvem skal vi Krandsen række,
Dersom du gaaer bort i Skjønheds Vaar?
Paa din Gravhøi ned vi maae den lægge,
Og den mørke Død vor Glæde faaer.
Bliv hos os, du Yndige, du Milde!
Rene Mø, med Hjertet høit og ømt!
Bliv hos os! og vi indhente ville,
Hvad i Kjærlighed der er forsømt.

Dog, du ryster kun det blege Hoved,
Seer omkring dig med alvorligt Blik -
Er til andet Selskab bort du lovet?
Var der Andre, som dit Tilsagn fik?
Har du større Herlighed ivente,
End vi her at byde dig formaae?
Gaaer du bort, den rige Skat at hente,
Som i Vuggen du fik Løfte paa?
326 Ei du svarer - bort du brat dig vender,
Hyller dig i Nattens sorte Slør;
Stjernen paa din Vei sin Fakkel tænder,
Til et Lys for os, hvis Haab nu døcr.
Kort - kun kort dig følge kan vor Klage!
For dit Øre snart den taber sig.
Elskede! dit Billed bli'er tilbage,
Vore Hjerter tager du med dig!