TILBAGEFALD
(1838)

✂ Fængsles atter nu min Vinge
Da jeg meest den troede fri?
Drages atter jeg tilbage
Til det gamle Sværmeri?
Ei blot Kjærlighedens Roser
Nu i Hjertet finde Ly,
Men med Duften deres Torne
Sig forynge og fornye.

✂ Ja, det Svundne vaagner atter!
Vaaren lig af Vintrens Gjem
Lokkes Haabet, og med Haabet
Livets tusind Blomster frem.
192 Atter Hjertets gyldne Harpe
Er med friske Strænge stemt,
Og tilbage komme Toner
Som forlængst jeg troede glemt.

✂ Trylled mig til hendes Slave
Disse dunkle Lokkers Pragt?
Denne friske Foraarsskabning
I sin lette Sylphedragt?
Dette Liv, hvis milde Flamme
Sig med rene Farver brød
I det brune Øies Straaler,
I de varme Kinders Glød?

✂ Fængsled mig hiint Præg af Tungsind,
Som det hulde Aasyn fik,
Dette Slør af Nat, som dækker
Lyset tidt i hendes Blik;
Dette Sind, som uharmonisk.
Dog fortryllende og klart
Gjennem Lunets Smiil og Taarer
Har for mig sig aabenbar't?

✂ Ak jeg veed ei! Eet jeg føler,
At den lange Fred er endt;
At med alle sine Pile
Guden er tilbage vendt.
Amor! Løs mig af din Lænke,
Slyng den Skjønne fast deri,
At hun dele maa min Længsel,
Eller ganske mig befrie!