Paludan-Müller, Fr. SLAVEN (1838)

SLAVEN (1838)

Høit imod Nord og fjernt mod Øst,
Dybt i Siberiens Klippebryst,
Hvor Kulden som en mægtig Last
Om Jordens Sider knuger fast,
Hvor dækket til af Iis og Snee
Den lange Vinter er at see,
Hvor Dagen ruger kort og mørk
Paa Landets grændseløse Ørk,
Hvor Fjeldets sneebedækte Tind
Er Speil og Grav for Solens Skin,
Hvor Flodens Vand sig skaffer Plads
I et uendeligt Morads,
Hvor Graneskoven milelang
End venter Øxehuggets Klang,
Hvor Ulveflokkens hæse Skrig
Gjenlyder om det frosne Liig,
Og standser eenlig Vandrers Gang -
Der ligger Scenen for min Sang.

Men over Jorden er den ei;
Nei, følg mig gjennem Bjergets Vei
I Hulen ind, til Svælgets Rand,
Hvor Dybets Brønd du skue kan.
I Kurven stig! Grib Kjæden fat,
Der ovenfor nu løsnes brat,
Thi Reisen gaaer til Mulm og Nat.
Een Favn du synker - atter een
Forbi den faste Klippesteen,
Og raslende med større Hast
Nu Lænken glider med sin Last.
Ned i en Fjeldtragt farer du,
Hvis Snevring fylder dig med Gru;
Med Møie gaaer dit Aandedrag,
Dit Hjertes Puls er bleven svag,
212 Thi hvert et Glimt af Lys er slukt
For dig paa denne tause Flugt.
Foroven, om dig, Mørke kun,
Forneden gaber Svælgets Bund;
Hvis Lænken brast, hvis Krogen gled,
Du styrted hundred Favne ned
Den skarpe Klippevæg forbi:
Dit Bryst var knuust - din Sjæl var fri!

Paa Svælgets Bund din Fod nu staaer.
I hvalte Gange frem du gaaer,
Og ved de tændte Lampers Skin
I Bjergets Dyb du vandrer ind,
Hvis Hvælving lyder ved dit Trin.
Snart ligger Hulen for dig fri,
Snart risler dig en Bæk forbi
Og standser pludselig dit Skridt;
Snart sænker Loftet af Granit
Sig lodret paa dit Hoved ned,
Snart danner det en Bue bred,
Mens ud og ind sig Gangen snoer,
Just som i Sandet Slangens Spor.
Du vandrer nu i Malmets Hjem,
Thi allevegne glimte frem
Ved Lampelysets svage Skjær
De rige Aarer fjernt og nær;
Og allevegne sees en Hær
Af Mænd, som med arbeidsom Haand
Forstyrre Bjergets stille Aand.
Men disse Mænd i Jern og Baand,
Hvor kom de fra? Hvad samled dem
I dette Jordens dybe Hjem? -
Fra Vesten som Forviste kom
De hid, at lide deres Dom,
Den strenge Dom, meer haard end Død,
Som rev dem op fra Hjemmets Skjød
Og Livets Rødder sønderbrød.
Med Panden furet, Blikket vildt,
Fra Verden og fra Lyset skilt,
De trælle her ved Nat og Dag
Til deres sidste Aandedrag;
Med Jern i Haand og Jern om Been
De bryde sønder Bjergets Steen;
Med Sjælen mørk og sorrigfuld
De drage frem af sorten Muld
Den rige Erts, det dyre Guld.
213 Hist lyde deres Hammerslag
Besvarede af Hulens Brag;
Hist, lænkede til Karren fast,
De trække frem den tunge Last;
Hist, samled i en talrig Flok
Om den uhyre Klippeblok,
De gjennembore Fjeldets Steen.
Af Borets Gange lades een,
Og hurtig flygter hver en Mand
Idet nu Minen tændes an -
Hør Bjergets Torden, Slag i Slag!
Hør Buldret og det fjerne Brag!
Hør Echo! Frem af Hulen sprang
Det dundrende - fra Gang til Gang,
Lig Drønet af Kanonens Rør,
Det ruller hen og langsomt døer.

Til Grotten hist, der hvælver frit
Sit Loft paa Piller af Granit,
Hvor dybt i Mørket Lygtens Skin
De svage Straaler kaster ind,
Nu Slavefogden Iwan gaaer,
Og ved hans Side, krum af Aar,
Med Kinden bleg, med Øiet blidt,
Med Skægget langt og sølverhvidt,
En gammel Munk, der, Ranken lig,
Til Staven trofast støtter sig.
Fra Skoven og den Hytte, hvor
Han lever hen som Eneboer
Og dyrker Gud i Eensomhed,
I Bjerget man ham hented ned,
At bringe med sin fromme Røst
En Døende den sidste Trøst.
Thi det er Slavefogdens Pligt
(En gammel Lov ham byder Sligt)
At skaffe Slaven, som skal gaae
Derhen, hvor ingen Bødler naae,
En Præst, en Grav, et Knippe Straa. -

Hr. Pater - Iwan mæler nu -
Vor Gang er endt - ved Maalet du!
Der indenfor i Hulens Krog
Han ligger krummet som en Snog
214 Og spæget som en lænket Hund,
Og venter paa sin sidste Stund.
Gjør nu Mirakler hvis du kan!
Thi selv jeg aldrig var istand,
Hvor munter end min Tale var,
At faae et Smiil af ham til Svar.
Og aldrig, skjøndt paa sjette Aar
Han her omkring i Bjerget gaaer,
Paa intet Sted, til ingen Stund,
Et Ord jeg hørte fra hans Mund.
Saa høit endog han Nakken bar,
Dog uden Mæle plat han var;
Og skjøndt min Svøbe han har smagt,
Har aldrig dog han Tak mig sagt;
Ja, ei det mindste Suk han drog
Om end med dobbelt Kraft jeg slog.
Spar derfor, Præst, kun nu dit Præk!
Han er saa haard som Fjeldets Væg.

Saa talte Iwan - bort han gik;
Men fjernt i Grotten Munkens Blik
Ulykkens Søn isyne fik.
Paa Gulvet i en fugtig Vraa
Krum paa sit Leie der han laa,
Ved Graven selv med lænket Fod,
Ret som en Aand sig binde lod,
Naar til sin Flugt mod Lysets Hjem
Den tager Dødens Vinger frem.
Fra Lampen, ved hans Hoved sat,
Der faldt en Straale svag og mat
Ned paa hans lange Hovedhaar,
Der vidned om en svunden Vaar;
Ned paa den gustne, hule Kind,
Med dybe Rynker furet ind;
Ned paa den blaalig-blege Mund,
Der sukked ei, men zittred kun;
Ned paa det feberhede Blik,
Der ledte om en Lædskedrik;
Ned paa den usle Seng, han fik
Til Hvilested i Døden redt:
Lidt muggent Halm, paa Jorden spredt.
Saa stille laa han som et Liig;
Og Munken sagte nærmed sig,
Men standsed atter paa sin Vei,
Det sidste Skridt han voved ei.
215 Thi lig en dødskudt Svanes Sang
Fra Slavens Bryst et Suk der klang,
Og lig en Bølge steg hans Barm,
Og langsomt hæved sig hans Arm,
Men sank igjen tilbage mat,
Som af den sidste Kraft forladt.
Et Væld af Kummer var hans Blik,
Der af Erindring Næring fik;
En Tavle lig hans Aasyn var,
Der Sorgens Indskrift paa sig bar,
Den tause Sorgs, der, sluttet ind
I Dybet af det mørke Sind,
Dog mangengang om Mund og Kind
Med skarpe Mærker træder frem,
Og vidner lydløs om sit Hjem. -

Og hvo var han, som hviilte her
Forladt af Alle, Døden nær? -
Aar gik forbi fra Timen, da
Sit fjerne Hjem han reves fra,
Fra Timen, da ved lovløs Dom
Han hid paa Slavekarren kom,
Da røvet Livets sidste Held,
Han sagde Dagens Sol Farvel,
Og som en lænket Fange ned
I Bjergets dybe Fængsel gled. -
Her, blandt det mørke Broderskab,
Stak som en fremmed Fugl han af,
Og aldrig drak hans Øre Trøst
Af Bjergets andre Slavers Røst,
Thi ubekjendt for Alle her
Han gik en Gaade for Enhver.
I Taushed han sin Byrde bar,
I Sværmen selv han eensom var,
I Stilhed ruged Dag og Nat
Han paa de skjulte Sorgers Skat.
Saa henrandt Tiden - Kilden lig,
Der gjennem Sandet sniger sig,
Og uophørlig gaaer forbi
Med neppe hørlig Melodi,
Saa hengled her hans Tid - den svandt,
Mens ingen Indtryk fast den bandt.
Dog i sit monotone Flud
Den hule d Dag for Dag ham ud;
Den dræbte Kraften i hans Aand,
Den lagde Ønsket selv i Baand,
216 Den gik foruden Fryd og Qval
(Lig Draaben, der i evigt Fald
Formaaer at hule Bjergets Steen)
Ham langsomt gjennem Marv og Been.
Indsluttet her i Fængslets Buur
Sig krummed sammen hans Figur;
Lidt efter lidt som slukt forgik
Hans bydende og stolte Blik -
Han drev et Vrag paa Tidens Elv,
Ikkun en Skygge af sig selv.

Men bøiet over Slavens Bryst
Opløfter Munken nu sin Røst:
Hvo du end er - hvad helst du led,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed -
Nei, vend ei bort dit Aasyn her!
En Ven, en Broder staaer dig nær.
Viid: Selv engang jeg baaret har
Det Kors, som her din Byrde var;
Selv truffen af Forviisnings Dom,
Jeg hid i Slavekoften kom;
Selv, reven bort fra Hjem og Slægt,
Jeg smægted under Lænkens Vægt;
Selv vandred jeg som du forladt
I Bjergets Fængsel Dag og Nat.
Dog medens Straffens Aar henrandt,
I Trældom her jeg Frihed vandt;
Mit Øre, døvt for jordisk Trøst,
Her inddrak Himmelhaabets Røst;
Og bosat i den fjerne Skov,
Jeg Freden greb, skjøndt Sorgens Rov.
Thi ogsaa mig har denne Jord
Bedraget med sit givne Ord:
Som ung mit Land jeg Troskab svor,
Som Polak, og Kosciuszkos Ven,
Til Friheds Kamp jeg gav mig hen;
Men Lykken svigted paa min Vei,
Og Haabets Pant indløstes ei.
Først her, af Verden reent forstødt,
Har Haab og Fred og Trøst jeg mødt;
Og derfor, Ven, hvad end du led,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed.
217 Saa talte Munken - Slaven, som
Til Væggen havde vendt sig om,
(Ret som hans Sjæl, kun vant til Haardt,
Med Bitterhed sig vendte bort
Fra Tonen af en blød Accord)
Nu pludselig iveiret foer,
Vakt op til Liv ved Munkens Ord.
Kosciuszko! Polen! stammed han -
O Gjenlyd af mit Fædreland,
Der toner her paa Gravens Rand! -
Stærkt tindrede hans Øies Glød,
Op i hans Kinder Blodet skød,
Frem af sit Gjemme Taaren brød;
Og som om Hjertet opsteg af
Forsvundne Minders dunkle Grav,
Og som om Haabets glemte Drøm
Fornyed sig i Taarens Strøm,
Saa skued Munken hans Profil
Forklaret nu af Læbens Smiil,
Saa sad han, skjøndt i Jern og Baand,
Et Billed af en frigjort Aand.
Hans Hænder hviled Haand i Haand,
Hans lange Lokker, næsten graa,
Som Dække om hans Skulder laae,
Hans ædle Aasyn, stolt og blidt,
Sig trods sin Afmagt hæved frit. -

En Stund i Taushed saa han sad,
Mens Pandens Skyer sig skilte ad
Ved Mindets liflige Musik;
Da løfted han igjen sit Blik,
Og medens Munkens Haand han tog,
Og nærmere ham til sig drog,
Udbrød han med bevæget Røst:
Den hele Sødhed af din Trøst,
Du selv ei kjender, gamle Mand!
Thi viid: Vi er fra samme Land
Og eens vor Skjæbne kaldes kan.
Jeg er en Polak! Jeg, som du,
Da Trældomsbaandet brast itu,
Saae Fædrelandets Frihedssol
At lyse som fra Pol til Pol,
Og dale, af hvert Glimt forladt,
I rædselfuld og bælmørk Nat.
Som du jeg levet har og lidt,
Som du jeg kæmpet har og stridt,
218 See delte Haar! Snart er det hvidt,
Skjøndt bleget ei af Aar, som dit.
Føl denne Haand, eengang saa varm!
Mærk Dødens Puls i denne Barm,
Hvor Tidens Uhr med raske Slag
Mig minder om min sidste Dag - -
O Ven! hvor var vor Lykke huul!
Hvor dreied brat sig rundt dens Hjul!
Og dog har jeg endnu en Trøst:
Jeg hviler ved en Broders Bryst,
Endnu eengang jeg hører dog
Min Moders Maal, min Faders Sprog!
Ei som den frændeløse Hund
Jeg vente skal min sidste Stund;
Ei som et Dyr i eensom Qval
Mit sidste Suk jeg drage skal;
Kosciuszkos Ven skal trykke til
Mit Øie, naar det briste vil,
Skal gjemme trofast i sin Favn
Peter Wysocki og hans Navn!

Wysocki! - Frihedshelten? - Han,
Der først af Alle for sit Land
Det gamle polske Banner svang,
Da Frihedschoret sidste Gang
Fra Weichselfloden vældigt klang?
Der sønderbrød med kraftig Aand
Jernlænken om sin Moders Haand;
Der drog sit Sværd og greb sit Spyd
Ved Klang af Krigstrompetens Lyd;
Der gav sit Fædreland sit Blod,
Der i den første Række stod
Blandt Landets haardtbetrængte Børn,
Da Vingen faldt af Polens Ørn?
Ja, ham det var, som her igjen
Sank paa sit Leie kraftløs hen! -
Sit Øie fast han lukked til;
Den gamle Smertes vante Spil
Begyndte atter om hans Mund
Og paa hans Pandes mørke Grund.
Hans Glæde var et Solglimt kun.
Der gjennemtrængte Mørkets Skyer,
Og neppe skuet atter flyer.
Thi Lænken bandt ei blot hans Fod,
Men Sjælens Drift og høie Mod;
219 Ei Mørket blot omkring ham var,
Men i sit Indre han det bar;
Ei Kulden blot ham knuged haardt
Og tæred Legemskraften bort,
Men standset her som Livets Elv,
Var midt i Flugten Haabet selv.

Tilorde Munken tager nu:
O Ven, en Fremmed er ei du!
Dit Navn, Wysocki, har jeg hørt,
Da frem paa Rygtets Vinge ført,
Med Polens stolte Frihedsord
Lig Storm det gjennem Verden foer.
Selv her, hvor Livet ligger Liig,
Fornam vi Seierens Jubelskrig,
Og Kampens Gang, og Slag paa Slag,
Indtil det bittre Nederlag.
Vi hørte om den haarde Nød,
Vi hørte om de Tappres Død,
Om Blod og Jammer tusindfold
Paa Wolas Skandse, Warschaus Vold;
Og da os meldtes Polens Fald,
Var du iblandt de Dødes Tal!

Saa talte Gubben, fuld af Ild,
Mens end med Øiet lukket til
I Hulens natligdunkle Vraa,
Med ængstet Sjæl Wysocki laa.
Dog nær Forløsningstimen var;
Thi Døden alt han i sig bar,
Og som ved Stormens Tag et Træ,
Saa skjælved nu hans Bryst og Knæ,
Og som naar Taagen daler ned,
Et Slør alt for hans Øine gled,
Og som en Tyv paa langsom Fod
Sneg Dødens Iis sig til hans Blod.
Da traf ham Munkens sidste Ord,
Og skjøndt hans Sjæl fra denne Jord
Alt halv var reven bort, saa dog
Ved Klangen af hans Fædres Sprog,
Ved Mindet om hvad længst foer hen
Igjen tilbage vendte den.
Hans Fortid vaagned af sin Grav
Og speiled i hans Træk sig af,
220 Begeistret funklede hans Blik,
De matte Lemmer Styrke fik,
Op fra sit Leie rask han stod,
Og mens han Ryggen støtted mod
Det haarde Fjeld, og mens et Skin
Af Hulens Lampe traf hans Kind,
Og lyste op til Munkens Skræk
Det Præg, som Døden gav hans Træk:
Udstrakte han sin magre Haand,
Og med et Suk dybt i sin Aand
Brød han den bundne Læbes Baand.

Hvo minder - saa hans Tale klang -
Hvo minder mig endnu engang
Om Blod og Jammer tusindfold
Paa Wolas Skandse, Warschaus Vold?
Hvo kalder mig tilbage, da
Just denne Jord jeg flygted fra,
Og vækker med den svundne Harm
De fordums Smerter i min Barm?
Høit over Jorden alt min Fod
Befriet som paa Skyen stod,
Og gjennem Tidens Slør mit Blik
Til længst forsvundne Dage gik.
Jeg saae mit Lands den gyldne Tid,
Da Polens Ørn sin Vinge hvid
Udbredte seierrig paa Flugt,
Og baded sin Glands i Havets Bugt;
Da den kæmped paa Valen den blodige Dyst
Med Folkestammer i Vest og Øst,
Da sit Hjem afsyne den tabte ei
Paa to Gange Hundrede Miles Vei.
O, straalende Konge, Sobieski, du!
De Christnes Stjerne, Tyrkernes Gru,
Dit Kors og dit Sværd du viste mig nu!
Jeg saae dig smykket i Seierens Glands
Med den eviggrønnende Laurbærkrands;
Jeg læste paa Skjoldet, du bar i Favn,
Polens det ældgamle, stolte Navn;
Af Mænds og Qvinders forenede Chor
Jeg hørte det prises med herlige Ord
For den hele lyttende, vide Jord!

Du gamle Mand, som for mig staaer
Med klare Blik og hvide Haar,
221 Du kjendte vist aldrig det brændende Saar,
Du følte vist aldrig den tærende Harm,
Der fra min Ungdom gnaved min Barm.
Siddende paa mit Lands Ruin,
Tømte jeg Mindets berusende Viin:
Dybt bøiet under et Slaveaag
Læste bestandig jeg Frihedens Bog;
I Vindens Susen, i Bølgens Kluk
Hørte bestandig jeg Ørnens Suk,
Den stækkede Ørns, hvem Fjendehaand
Holdt smægtende fangen i stærke Baand.
Jeg kasted mit Øie rundt omkring,
Jeg skued den brudte, splintrede Ring
Af Polens Lande, og saae min Slægt
Synkende under en Trældoms-Vægt;
Og naar mit Øre fornam en Klang,
Det var mine Brødres Smertessang,
Det var mine Landsmænds Klageskrig,
Mens under Aaget de vaandede sig.
Da gløded det ulmende Nag i mig,
Da stormed i Vildhed Hjertets Slag,
Da tørsted jeg efter Hævnens Dag! -

O Friheds Dag! - Som Braget, naar
Ned i et Krudttaarn Lynet slaaer,
Og Taarnets Stene, Rad for Rad,
Ved Murens Sprængning splittes ad:
Saa lød paa Min Novemberdag,
Da Polen heised eget Flag,
Vor Friheds Torden, Slag i Slag.
Hvert Skjændselsaag afkastet blev,
Hvert Trældomsbaand vi sønderrev,
Hvert Øre drak den fulde Klang
Af Haabets Toner, Ærens Sang.
Da gik vor Sol i Straaler op!
Fra Dalen høit over Skovens Top
Fløi da den løsladte, hvide Ørn
Til Glæde for alle Polens Børn!
Hver Ridder lod sig i Vaaben see,
Hver Bonde skærped sin krumme Lee,
Hver Dreng blev Yngling, hver Yngling Mand,
Til Værn for vort herlige Fædreland.
Selv Qvinden væbned den spæde Arm
Og lagde Pandseret om sin Barm,
Og Sværdet, svunget af Alles Haand,
Vakte den gamle, krigerske Aand,
222 Og stolte Taarer af Øiet flød,
Og Kinden blev varm og blussende rød
Ved den mandige Tanke: Seier eller Død!

Da rykked til Dødskampen Fjenden ud,
Og talløse Skarer fulgte hans Bud,
Samlede rundt fra den halve Jord,
Fra det fjerneste Øst, fra det høieste Nord.
Som Sneelavinen ved Fjeldets Skred
Ruller med Larm over Dalen ned;
Som over en Dæmning, iveien den lagt,
Floden styrter med brusende Magt
Og dækker med Skumbølger Fredens Hjem,
Saa styrted de fjendtlige Hære frem.
Ved Stoczec og Dobre først Blodet flød,
Ved Wawre og Praga Trompeten lød,
Ved Grochow det vældige Sammenstød
Fyldte Luften med Døendes Skrig,
Og Dalen og Skoven med talløse Liig.
Der hævded Chlopicki sit gamle Ry,
Der værned Skrzynecki for Land og By,
Der smykked vi os under Vaabenglands
Med den rige, duftende Seierskrands.
- O, glimrende Dage, lig med den!
Da paa Wawres Slette vi mødtes igjen;
Da ved Dembe det hvæssede polske Sværd
Foer meiende gjennem Fjendernes Hær;
Da Een imod Ti vi stormede frem,
Og førte de titusind Fanger hjem!
Af Helte da voxed en mægtig Trop
Ved Krigens blodige Udsæd op:
De iilte til Døden som til en Dands,
De kappedes Alle i Rang og Glands,
De higed som du efter Ærens Krands,
O Malachowski! som opgav din Aand,
Da du kæmpede forrest med Leen i Haand!

Som Bølgen vor stolte Lykke steg,
Som Bølgen den sank og atter veg;
Som en faldende Stjerne, som en blussende Ild
Endtes det blodige Skuespil!
Forgjæves, Dembinski, kæmped din Hær!
Forgjæves, Uminski, lyned dit Sværd!
For Polen gaves ei Frelse meer.
Paa Spillet en nysgjerrig Verden seer,
Mens fjendtlige Skarer fleer og fleer,
223 Fremstævned i Hundredetusindeviis
Fra Østens Stepper, fra Nordens Iis -
Da gaves vor hellige Frihed til Priis!
Paa Wolas Skandse med Løvemod
Fegted Sowinski, og faldt i sit Blod
Med Helteskaren, som hos ham stod;
Paa Czystes Volde, paa Afgrundens Rand
Mod stormende Fjender holdende Stand,
Kæmped vi Alle til sidste Mand.
Der hørte vi Seiersskriget, som lød
Til Klageraabet ved Polens Nød;
Der Blodet af tusinde Vunder flød,
Der Ørnen i Stormen sin Vinge brød,
Der, truffen i Hjertet og viet til Død,
Fra sin Flugt i Skyen den susende faldt,
Og knuste styrtende sig og Alt! -

Wysocki taug - og Munken, som
Bevæget havde seet sig om,
Nu aabned vidt for ham sin Favn
Idet han kaldte ham ved Navn,
Og bød ham som en sidste Trøst
At hvile ved en Landsmands Bryst.
Men Slaven rørte ei sin Fod;
I Taushed drømmende han stod
Paa samme Plet, mens Lampens Skin
Endnu som før faldt paa hans Kind
Og lyste op til Munkens Skræk
Det Præg, som Døden gav hans Træk.
Endnu en Livstraad bandt hans Aand,
Endnu han strakte ud sin Haand,
Endnu fra Øiets aabne Ring
Hans Blik gik speidende omkring,
Hvorvel kun i hans eget Sind
Det med sin Seekraft skued ind.
Hvad der i Sjælens Dyb han saae,
Hvorledes frem i Ord det faae?
Hvo løfted Livets Slør som han,
Og var til Yttring end istand? -
Erindrings Skat han havde tømt,
Alt hvad han havde haabet, drømt
Og levet, havde nys en Magt
Tillive paa hans Læbe bragt,
Som kunde kun ved Mindets Daab
Indvies her et evigt Haab;
224 Som skulde før hans sidste Stund
Ham Jordens Sorger gjeste kun,
At Sjælen under Smertens Skjul
Desbedre fødte Glædens Fugl.
Dog var hans Sands endnu ei død;
Thi da fra Bjergets Stoller lød
De fjerne Hammerslag igjen,
Han dreied Øiet mod dem hen.
Jo stærkere fra Klippens Gang
Den dybe Lyd af Trældom klang,
Jo mere Lænken klirred om
Hans Been, da Dødens Gysen kom,
Jo mere Mørket trængte frem
Fra Hulens natopfyldte Hjem:
Desmere Glands hans Øie fik,
Desflere Straaler ud der gik
Fra Seierssmilet om hans Mund;
Desmere frit han hæved kun
Sin mandig-stolte Pande mod
Det Land, der alt sig skimte lod.
I Taushed længe saa han stod -
Da foer han sammen som i Skræk,
Og over alle spændte Træk
Medeet en dunkel Skygge jog.
Dybt i sin Sjæl et Suk han drog,
Og pludselig paa Dødens Bud
Hans Øine vidt sig spiled ud.
I Zittren rørte sig hvert Lem,
Og da i Hulen længer frem
Et Skridt han fra sit Leie skred,
For Munkens Fod han styrted ned.

Hans Strid var endt. I Hulens Vraa
Død paa sit Leie Slaven laa,
Yed Graven selv med lænket Fod,
Ret som en Aand sig binde lod,
Der til sin Flugt mod Lysets Hjem
Har taget Dødens Vinger frem.
Hans Blik var brustet - Hjertet koldt,
Hans høire Haand, af Munken holdt,
Der rigt med Taarer væded den,
Gav intet Tryk til Svar igjen.
Fra Væggen skinte Lampen mat
Ud i den dybe, dunkle Nat;
225 Fra Fjeldet lig en Afskedssang
I langsom Takt en Hammer klang,
Der lød som Trældommens Farvel
Ind i det stille Gravcapel. -
Dog, mens vanæret, lænket, dødt,
Hans Legeme her laa forstødt,
Hvor var hans Sjæl? - Fløi som en Fugl
Den under Dødens tætte Skjul
Til Fredens lyse Palmers Top?
Sprang Paradisets Porte op,
Mens som en Seierherre nu
Han Slavelænken brød itu?
Gik med det glædefyldte Sind
Han nu ved Morgenrødens Skin
I Friheds evige Tempel ind? -
Hvor var hans Sjæl? - Hvem har et Svar?
Men hvordan den tilmode var,
O, spørg hans Aasyn kun derom:
Læs i det stille Smiil hans Dom!

226