Paludan-Müller, Fr. AMOR OG PSYCHE ET MYTHOLOGISK DRAMA (1833)

AMOR OG PSYCHE
ET MYTHOLOGISK DRAMA
(1833)

86

PERSONER

  • ZEUS.
  • APOLLO.
  • HERMES.
  • VENUS.
  • PAN.
  • ZEPHYR.
  • PHANTASUS.
  • ONEIROS.
  • MUSERNE.
  • AMOR.
  • PSYCHE.
  • AJA. Nympher.
  • KORA Nympher.
  • EULIMENE. Nympher.
  • SORG og LÆNGSEL. To Genier.
  • EN NAJADE.
  • LEDA. Psyches Sostre.
  • MYRIS. Psyches Sostre.

Drømme, Zephyrer, Chor af Genier.

87

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

En Lund med enkelte adspredte Træer ; under et af dem sover AMOR. Ved hans Hoved sidder Drømmeguden, ONEIROS, med sin Harpe, fra hvis Strenge Drømmene gaae ud som Toner.

ONEIROS.

Over Dalens Blomstersenge
Svæver Taagens lette Slør;
Duggen over Mark og Enge
Sine klare Perler strøer;
Viftende de milde Vinde
Drage gjennem Busk og Krat,
Til de tabe sig og svinde
I den skyggefulde Nat.
Alting vugger sig i Slummer;
Fjernt i Natten, som en Sky,
Dvæler nu den mørke Kummer
Til det næste Morgengry;
Da tilbage Dagen kalder
Den med Suk til Jordens Egn;
Over Mennesket den falder
Gjennem Taarers tunge Regn.
Indtil da tør frit sig gynge
Mine muntre Sønners Flok;
Indtil da jeg Blomster slynge
Vil om Amors gyldne Lok.
Frem til Livet, glade Drømme!
Reis Jer af den bløde Seng!
Strøm i varme, kling i ømme
Toner fra min Harpes Streng!

DRØMMENE.

Amor, sku i dette Speil!
Øiets Synskreds det udvider;
Henad Floden Psyche glider
I en Baad med hvide SeiL
Eensom hun ved Roret staaer,
Dunkelt hendes Billed følger
I de blaa og klare Bølger
88 Efter Baaden, hvor den gaaer.
Stille Nattens Lampe brænder,
Stille vaagner Skovens Duft,
Stille Psyche Roret vender,
Medens Sukket ud hun sender
I den stille Aftenluft.

ONEIROS.

Frem med Sløret nu, I andre
Sønner af den dunkle Nat!
Hurtig Synet I forandre,
Før ham Søvnen har forladt!
Mens jert Slør om ham I hænge,
Huldt bedaarende hans Aand,
Rører her jeg Harpens Strenge
Blidt og sagte med min Haand.

DRØMMENE.

Gjennem Sløret, Amor, sku!
Paa den blomsterklædte Slette,
Med de løste Haar, paa lette
Fødder Psyche svæver nu.
Lærken stiger af sit Skjul,
Psyche hører ei dens Sange,
Thi paa Flugten vil hun fange
Nu den gyldne Sommerfugl.
See, hvor let afsted hun springer,
Strækker frem sin lille Haand,
Høit sit Purpurnet hun svinger -
Glade Psyche! Fuglens Vinger
Hænge fast i Nettets Baand.

ONEIROS.

Svind og flygt, i Sløret hylled',
Lyse Drømme, atter hjem,
Mens paany et luftigt Billed
Jeg ved Harpen kalder frem.
Gudens Øie skal det trylle
Med en Skjønhed uden Meen;
Gudens Hjerte skal det fylde
Med en Længsel, dyb og reen.

DRØMMENE.

Frem i Natten, Amor, see!
Hist paa Leiet Psyche sover,
Dunkelt falder Haaret over
Hendes Skulders hvide Snee.
Tæppet skjuler hendes Barm,
Yndigt kommer og forsvinder
Rødmen paa de fine Kinder,
Gynged' blidt paa hendes Arm.
Dækt er Øiets milde Lue
Af de lange Øienhaar:
Over disse, stolt at skue,
89 Pandens marmorhvide Bue
Med de sølvblaa Aarer staaer.

ONEIROS.

Nu hun vaagner og hun hæver
Blikket straalende af Mod,
Og fra Leiet bort hun svæver
Paa sin zephyrlette Fod.
See, hvor blødt fra hendes Skulder,
Over Barmen fuld og bred,
Purpurdækket herligt ruller
Om den ranke Skabning ned!
Sødt den elskovsfulde Varme
Farver Læben dobbelt rød,
Og hun løfter sine Arme,
Som bestedt hun var i Nød;
Kindens Rosenglands forhøier
Straalen dybt i Øiets Bund,
Mens hun smilende sig bøier,
Hulde Amor! til din Mund -

AMOR gjør en Bevægelse isøvne; ONEIROS og DRØMMENE forsvinde.

AMOR
vaagner.

Hvor er jeg - kun en Drøm? - Endnu omsvæver
Det lyse Billed mig til Harpens Klang.
Er jeg da vaagen? - For mit Øre bæver
Endnu jo Drømmen som en deilig Sang.
Ned bøied hun sin rosenrøde Mund
Og rørte som en Blomst ved mine Læber;
Den hele Nectar end ved Kysset klæber,
Og dog var Alt en Drøm i Nattens Blund!
Jeg er ei Amor meer, men Amors Bytte,
Et Offer for den skjønne Psyches Smiil;
Jeg er ei meer den seierrige Skytte,
Der hersker over Verden med sin Piil.
Jeg vender Ryggen nu tit Guders Hjem;
Thi kun min Himmel jeg paa Jorden finder,
Hvor hver en Drøm mig bringer gyldne Minder,
Og hvert et Minde Psyche kalder frem.
Ei skal Hyrdindens Bryst jeg længer saare,
Ei mere vække de Forelsktes Harm,
Ei meer som fordum til et Maal udkaare
For mine Pile Menneskenes Barm;
Fred vil jeg slutte med den hele Jord
Til jeg har Psyches Stolthed overvundet,
Til i mit Net jeg Sjælen fast har bundet,
Og vakt den Huldes Længsel ved mit Ord.
Hist flyver Zephyr - han mit Bud skal være!
Igjennem Himmelteltet, dunkelblaat,
90 Han skal den Elskede paa Armen bære,
Og føre Psyche til mit fjerne Slot.
Frem, lette Piil! Mit Budskab du ham bringe
Paa Farten gjennem Luftens klare Bugt -

Skyder en Piil af.

Vel truffet! - Pilen sidder i hans Vinge.
Han daler alt til Jorden fra sin Flugt.

ANDEN SCENE

amor og zephyr.

ZEPHYR.

Her er det lette Bud, som du mig sendte,
Og her jeg selv.

AMOR.

Fra Havet kommer du;
Thi vaad din Klædning er, og Skummet hænger
I Perlekrandse om dit dunkle Haar.
Hvad var dit Værk i denne Nat paa Havet?

ZEPHYR.

Et Skib jeg splintret har paa Gudens Bud.

AMOR.

Ha, grumme Zephyr!

ZEPHYR.

Saa var Gudens Villie.

AMOR.

Og ramte Døden Folket?

ZEPHYR.

Alle døde.

AMOR.

Hvad - Ingen frelst? Fortæl!

ZEPHYR.

Orkanen lig,
Jeg over Søen jog og vælted Bølgerne
Mod Overfladen op fra Dybets Afgrund,
Og sprøited imod Stjernen Skummets Perler,
Mens Skibet som en Fjer paa Havet drev.
Mandskabets Haab stod dog endnu til Seilet,
Thi fjernt i Horizonten Havnen laa.
Da sønderrev jeg Seilet - overbord,
Som splittet af et Lyn, det gik med Masten,
Og hvide Bølger over Dækket rulled'.
Til Aarerne nu Alle greb, men Søen
Hver Aare knuste som det svage Rør,
Og ud de kastede det sidste Anker;
Men Ankertouget brast - og Rædsel greb
Paa Skibet hver en Sjæl, og blege stod de,
Og skjælvende de styrted ned paa Dækket,
Mens Underrummet fyldtes meer og meer,
Thi gjennem Plankerne brød Havets Vande.
Da blev det stille paa det store Hav,
Og hver en Luftning taug, mens op til Stavnen,
Det Høieste af Skibet, Alle styrted;
Men kun den halve Flok fandt Rum paa denne,
Den halve sprængtes overbord i Bølgen,
91 I Taushed nu de stod og vented Døden,
Thi Skibet langsomt sank, og Vandet steg
Til Knæet alt - til Hoften og til Brystet,
Og Alle faldt omkuld. Kun een Mand stod
Endnu paa Randen af den brede Stavn,
Den høieste han var og Skibets Fører.
Han holdt sin unge Søn paa Skuldren af sig,
Og bleg som Marmor Drengen sad, og knuged
Den spæde Haand om Panden paa sin Fader,
Hvis kolde Læber Vandet alt berørte.
Da greb han Drengen med de stærke Hænder,
Og løfted ham fra Skuldren høit iveiret,
Mens Bølgen dækkede hans eget Hoved.
Saa stod han et Minut - og Alt var stille,
Thi Skrækken havde Drengens Øie lukket.
Endnu han stod - da sank den ene Arm,
Den anden sank - og intet Liv var mere;
Men taus sad Døden paa de tause Vande.

Pause.

AMOR.

Og hvorhen gaaer din Flugt nu?

ZEPHYR.

Til Cythere.
Did kaldte mig din Moder, for imorgen
Ved hendes glade Fest at mildne Luften.
Did iler jeg før Skyggerne forsvinde;
Zephyrerne, de lette Vestenvinde,
Mig gjøre Følgeskab paa denne Fart.

AMOR.

Du vældige og dog saa milde Zephyr!

ZEPHYR.

Men du, o Amor, hvorfor sværmer du
I Lunden her, ved Lunas blege Straaler,
Mens paa Cythere, ved din Moders Alter,
De unge Piger smykke sig til D ands?

AMOR.

Saa viid - og derfor sendte jeg mit Bud,
At kalde dig fra Luften til min Hjælp:
I dette Land, det yndigste paa Jorden,
En Konge hersker, som har trende Døttre,
De to af sjelden Skjønhed, men den yngste
Den Fagreste af alle Jordens Børn.
Ei har den unge Morgenrødes Purpur
En Glands som hendes Læber; ingen Stjerne
Det milde Øies Straaler; ingen Bølge
Er blank som hendes Haar, naar ned det ruller
I mørke Lokker om den hvide Hals.
Men Værkets Krone er dog Sjælen selv;
Thi Solen lig, der speiler sig i Havet
Og farver hver en Draabe med sit Lys,
Saa maler hendes Sjæl sig yndig af
92 I hvert et Træk, i hver Bevægelse
Af hendes unge, straalerige Skabning,
Og derfor kaldte Verden hende Psyche.

ZEPHYR.

Tidt har jeg kølt den unge Psyches Kinder;
Og ofte naar jeg gjennem Dalen fløi,
Hvor hun ved Kilden sad og saae i Bølgen,
Jeg løste hendes silkebløde Haar:
Da bæved hun, og Billedet i Voven
Jeg kyssed, saa det skjælved og forsvandt.

AMOR.

Da hun blev født, foreente Jorden sig
Med Havet og med Luften for at skjenke
Den nylig Skabte deres Herlighed.
Saa fik hun af den moderlige Jord
Sin lette, ranke, marmorhvide Skabning,
Af Havet Øiets rige, dunkle Dybde,
Af Luften Liliekindens rene Glands;
Og fuldendt stod hun - men fra Verdens Kanter,
Fra Øst og Vest, fra Syd og Nord man kom,
At skue hendes Skjønhed og tilbede.
Dog medens hendes mindre fagre Søstre
Fandt hurtig Beilere, hun ingen fandt;
Thi af de Dødelige voved Ingen
Saa underfuld en Skjønhed at begjære.
Naar frem hun kom, saa raabte man: see Venus!
Men gik hun bort, man syntes Solen veg,
Og uberørt af Alt, hun Alle rørte.
Dog Himlens Venus blev paa Jordens vred,
Der drog til sig de Dødeliges Hjerter,
Hvorved den Himmelske fik mindre Offer,
Og mig hun bød i Støvet at fornedre
Ved Kjærlighed den straalerige Psyche,
Og flamme hendes Bryst af Elskov op
Til Landets usleste og værste Mand.

ZEPHYR.

Ha, stolte Venus!

AMOR.

Fra Olymp jeg steg,
Og baaren let igjennem Luften, stod jeg
En Aftenstund for Psyches Seng. Hun sov -
Men ingen Ord beskrive dette Syn!
Det Herligste, som Himlen har i Eie,
Jeg saae forenet hos en jordisk Qvinde:
Thalias Smiil og Melpomenes Alvor,
Aglajas Form, den unge Hebes Ynde,
Og over Alt Dianas kydske Slør.
Jeg stod og skjælved - ak, men ingen Piil
Jeg vovede den Slumrende at sende.
Da rørte hun isøvne sig, og jeg,
93 Alene saaret, Flugten tog, men røved
Dog Sløret først, som skjulte hendes Bryst.
See, dette Slør, o Zephyr, er min Rigdom!
Med det jeg taler, det fortæller jeg
Min Qval og Glæde - det jeg trykker nær
Til mine Læber, naar mig Længsel tynger.
See dette Slør, som dækked hendes Bryst,
Hvor fiint og let, hvor klart og gjennemsigtigt,
Et yndigt Billed af dets Eierinde!

ZEPHYR.

Og hvad, o Amor, er da nu din Villie?

AMOR.

Hør den, o Zephyr, og adlyd mit Bud!
Mod Østen staaer paa Randen af en Afgrund
Et éensomt Fjeld, der rager imod Skyen,
Did bringes Psyche op i denne Nat;
Thi hendes Fader, uvis om hvad Skjæbnen
Bestemte hendes sjeldne Skjønhed til,
Har spurgt tilraads den høie Spaadomsgud,
Og Denne har ham svaret: "Bring din Datter,
Halv smykt som Brud og halv som Liget klædt,
Til Bjergets Top; thi ingen Dødelig
Skal efter Skjæbnens Villie hende favne.
Til Viv hun for Uhyret er bestemt,
Der hæver over Jorden sig paa Vinger,
Og Verdens Kreds med Ild og Staal behersker;
Hvem Zeus og alle Himlens Guder frygte,
Og hvem den mørke Styx selv skjælver for."

ZEPHYR.

Du smiler, Amor, ved den Fagres Død?

AMOR.

Ha, lette Zephyr! selv jeg er Uhyret,
Og paa min Bøn gav Guden dette Svar.
Men du tag paa din Elskerindes Klædning,
Tag Iris' Dragt, og flyv til Bjergets Top:
Hæv der min Elskede paa stærke Arme,
Og bær fra Fjeldet gjennem Luftens Bølger
Den Skjønne ned i Dalen til mit Slot.

ZEPHYR.

Dit Bud jeg lyder og dit Vink jeg følger;
Thi du er Hersker, jeg er Slave blot.

Begge bort.

TREDIE SCENE

Nat. En høitragende, eenlig Klippe, der hænger ud over Afgrunden. Paa Klippen staaer PSYCHE og hendes Søstre, MYRIS og LEDA. Alle Tre holde tændte Fakler i Hænderne.

PSYCHE.

Saa far nu vel! - Farvel for sidste Gang,
I Elskede, som fulgte mig til Graven,
Som blev tilbage her, da Smerten tynged
Min Fader, saa han mægted ei at følge
94 Til Bryllup og til Døden hen sin Datter.
Farvel, o Søstre! Myris du, og Leda,
Hvem Skjæbnen gav en bedre Lod end mig.
I Kjærlige! modtag mit sidste Kys,
Med det forener sig den sidste Taare,
Det sidste Pant paa Psyches Kjærlighed.

MYRIS.

Og hvilken Afsked bringe vi til Hjemmet?

PSYCHE
for sig.

Min Fader - Konge med de sølvgraae Haar,
O, tog jeg denne Trøst i Graven med,
At end dit Øie mange Dage skued!

Til myris.

Siig ham, at glad jeg døer - at han skal leve,
Og takke Guderne, at intet Værre
Har ramt hans Land og Folk, end Psyches Død.
Siig ham, at jeg skal vente ham i Hades,
Og vandre Dag og Nat ved Styxes Bredder,
Til jeg ham skue faaer i Charons Baad.
O siig ham, at den første, dunkle Skygge,
Der hilser ham i Plutos mørke Rige,
Er Psyche - er hans Datter.

LEDA.

Arme Psyche!
Og hvilken Hilsen sender du til Folket,
Til dine Venner, sørgende som vi?

PSYCHE.

Bring Alle mit Farvel med disse Ord:
At Psyches Bryst vil aldrig lukke sig,
Selv ei i Døden, for Erindrings Røst;
At aldrig hun af Lethes dunkle Bølger
Forglemmelse vil drikke; at hun gjerne
Vil mindes Troskab, thi hun selv er tro.

MYRIS.

Farvel da Psyche! Viid, at Myris lever
For din Erindring i sit Bryst at gjemme.

LEDA.

Tag dette Kys - og denne fagre Lok
Jeg skærer af dit Haar til evigt Minde.

PSYCHE.

Farvel! For sidste Gang et Afskedskys,
Thi snart har Dødens Iis min Læbe stivnet.

myris og leda bort.

FJERDE SCENE

PSYCHE.

Og jeg er ene nu, af Alt forladt.
Hvad jeg har elsket: Hjem og Fædreland,
Slægt, Venner, mine Søstre og min Fader,
Dem Alle har jeg tabt; thi her er Graven.
Af ingen Haand mit Øie trykkes til,
Og Ingen skjenker mig den sidste Trøst,
95 Det Sidste, som den Døende begjærer:
De milde Ord, det kjærlige Farvel. -

Græder.

End brænder Faklen - her jeg planter dig
I Klippens Grund, og beder dig at lyse
Med milde Straaler, til det er forbi.
Blus ei saa vildt, endnu er Liv tilbage;
Men brænd ei døsigt heller - Haabet flammer
Med dig, og d øer med dig her i mit Bryst.
Du er det sidste Levende, som seer mig
I Dødens Afskedsstund; det sidste Minde,
Der følger med mig paa den dunkle Vandring,
Og kalder mig endnu engang tilbage
Til Hjemmet, hvor min Glæde jeg forlod.
Ja, Livet vinker hist med al sin Rigdom!
Det holder mig for Øiet al sin Glands,
Og aldrig før det syntes mig saa skjønt.
Endnu et Øieblik, saa er det svundet,
Saa er forbi det sidste Haab om Frelse;
O rige Liv, hvor fattig er din Grav! - -

Stærke Vindstød høres, ved hvis Lyd hun pludselig farer op.

Vee mig, han kommer! Smertens Sting jeg føler.
I Dødsangst for hans Syn mit Hjerte skjælver,
En dunkel Taage svæver om mit Øie
Og skjuler Stjernen i en bælmørk Nat.
Hør hvilken Brusen i den mørke Luft!
Min Brudgom nærmer sig paa Stormens Vinger.
I Skyen kommer han, den Rædselfulde!
Hans Øie lyner, og af Munden hænger
Den lange Tunge dryppende af Blod.
Han griber fat mig med sin stærke Haand,
Han knuser imod Klipperne mit Hoved
Og strøer i Luften mine Lemmer ud!

Kaster sig paa Knæ.

O, see ei ned paa mig med vrede Blik!
O, hav Barmhjertighed og lad mig leve!
Men skal jeg døe - o ræk en Dolk mig hen.
Ræk mig et Sværd, at selv jeg sønderskærer
Den svage Traad, som binder mig til Livet.
Hvad - ingen Frelse meer? - Er Alt forbi?
Men kæmpe vil jeg, mens jeg Kræfter eier,
Og alt dit Bytte vorde skal et Liig!
Nei, nei! grib ei saa voldsomt om min Arm!
Riv ei mig Haaret af det trætte Hoved,
Men giv mig Døden - Døden vil jeg kun! -

Synker i Afmagt. Lang Pause.

96
PSYCHE
vaagnende.

Endnu jeg lever - end min Fakkel brænder;
Dog den fordunklet er af Lunas Straaler,
Der, seierrige, nu beherske Himlen.
Og den Forfærdelige? - Jeg ham saae;
Vildt greb han om mit Haar og kasted mig
Med Kæmpekraft til Jorden -
Er jeg frelst?
Har min Gudinde sig forbarmet? har
Diana hørt mit Suk i Nødens Stund? -
Du Herlige! Apollos lyse Søster,
Som, Jomfru selv, Uskyldighed beskytter,
Og værner Brystet med dit gyldne Skjold:
O, see paa mig i denne Time! send
Ned over mig dit Øies milde Blik,
Forjag mit Hjertes Angst med dine Straaler!

Reiser sig.

Ha, Lysets Tegn! - en Regnbu' danner sig
I Horizonten - Iris let sig nærmer;
Ei skinnende, som naar i Solens Straaler
Hun træder frem, men bleg og yndefuld!
Saa kommer hun, Gudindens Sendebud,
Og vinker Haabet til min Sjæl tilbage.
Let suser Vinden - nær og nærmere
De skjønne Farver svæve for mit Øie,
Og stærkere sig Luftens Strøm bevæger,
Saa Flammen slukkes i min svage Fakkel.
Hvad skuer jeg? - En Genius stiger frem -
Han kaster bort sin farverige Kappe
Og nærmer sig med Vingeslag til Klippen.
Selv hæves jeg - hans Arm mig løfter let -
Han fast mig holder - til hans Bryst jeg helder
Mit Hoved, som bedøvet af en Drøm.

ZEPHYR.

Frygt ikke Psyche! thi paa Zephyrs Arm
Du sidder tryg.

PSYCHE.

Hvad er min Skjæbne, Zephyr?

ZEPHYR.

Til Lykken flyver du igjennem Luften.

Forsvinder med hende.

FEMTE SCENE

zephyr, omringet af zephyrerne, paa Flugt med psyche.

ZEPHYR.

Glem nu din Kummer,
Yndige Psyche!
Vugget i Slummer,
Friet fra Smerte,
97 Tæt til mit Hjerte
Lad mig dig trykke.
Op over Skoven,
Ud over Voven
Nu jeg dig bringer;
Høit jeg mig svinger,
Aldrig paa trætte,
Altid paa lette
Svævende Vinger,
Gjennem den tætte
Jordiske Duft.

ZEPHYRERNE.

Vingerne svingende
Lystigt og klingende,
Psyche omslyngende,
Flyve vi syngende,
Zephyr nu følgende
Gjennem den bølgende,
Zittrende Luft.

ECHO.

Gjennem den bølgende,
Zittrende Luft!

ZEPHYR.

Nærmere stige
Lysende Stjerner;
Snellere vige
Bjerge og Byer,
Larmen af Skyer
Mere sig fjerner,
Dybere ruller.
Op til min Skulder
Psyche sig hviler,
Yndig hun smiler,
Hovedet vugger hun,
Øinene lukker hun,
Medens jeg iler
Drømmende sukker hun:
Salige Lyst!

ZEPHYRERNE.

Stoltelig brusende,
Sagtelig susende,
Kulde betvingende,
Kjærlighed bringende,
Svæve vi strømmende,
Rundt om det drømmende,
Deilige Bryst.

ECHO.

Rundt om det drømmende,
Deilige Bryst!

ZEPHYR.

Nu som en Stjerne
Nedad vi svæve;
98 Dybt i det Fjerne
Slottet jeg skuer:
Søiler og Buer
Stolte sig hæve,
Krandsed' af runde,
Grønnende Lunde.
Milde og bløde
Vinde os møde;
Buskene skjule
Syngende Fugle;
Træernes Susen,
Bladenes Hvislen,
Vandfaldets Brusen,
Kildernes Rislen,
Bækkenes Vande
Tonerne blande.
Hist i det Grønne
Ned jeg vil lægge
Psyche, den skjønne,
Medens hun sover;
Rosernes Dække
Breder jeg over.
Bladene drysser jeg
Paa hendes Kinder;
Førend jeg svinder
Læberne kysser jeg,
Dybere tysser jeg
Sjælen i Blund.

ZEPHYRERNE.

Vingerne hævende
Stille og bævende,
Afsked nu tagende,
Hurtig bortdragende,
Streife vi, luftende,
Psyches den duftende,
Rødmende Mund.

ECHO.

Psyches den duftende,
Rødmende Mund!

99

ANDEN ACT

FØRSTE SCENE

Mørk Nat. Sal i AMORS Slot. Usynlige Genier.

FØRSTE GENIUS.

Alt hviler i Paladsets dunkle Stuer,
Det tause Mørke hersker overalt;
Udslukt er Lampelyset, fra hvis Luer
Før Straalen hen paa Marmorstøtten faldt.
Med dæmpet Fjed, langs Søilehallens Buer,
Gik nylig Søvnens Gud, til Leiet kaldt;
Mens han er borte, tør vort Liv vi nyde,
Den dybe Stilhed tør med Sang vi bryde.

ANDEN GENIUS.

Som denne var den første Nat, da Psyche
I Slottet her til Hvile sig begav,
Som over denne hang den mørke Skygge,
Da Bæltet hun paa Leiet lagde af.
Hun slumred ind, og drømte om sin Lykke
Og om sin Frelse fra den aabne Grav,
Om Iris' Glands, som hendes Haab forynged,
Om Zephyrs bløde Arm, som hende gynged.

TREDIE GENIUS.

Da rørte sig om Leiet Purpurdækket,
Tilside viftet af en sagte Vind,
Og Psyche reiste sig, af Drømmen vækket,
Og lytted efter med uroligt Sind;
Dog mens hun bæved stille og forskrækket,
En Kind sig trykker tæt til hendes Kind,
En Arm om hendes Skulder ømt sig slynger,
En Stemme blidt for hendes Øre synger:
Frygt ei for mig, du skjønne Dødelige!
Skjælv ei ved disse Kys af din Gemal;
Mig var det, som tilfjelds lod Zephyr stige,
Og mit Paladset er i denne Dal.
Her er du Dronning i mit skjulte Rige,
Din Throne reistes i min stille Sal.
100 At elske mig, er alle dine Pligter;
Bli'er du mig tro, min Troskab aldrig svigter.

ALLE
tilsammen.

Og Psyche bæved ei ved Amors Stemme,
Der dæmped Frygten i det unge Bryst;
Hun ved hans Hjerte følte snart sig hjemme,
Thi saa bekjendt var hende Gudens Røst.
Dens hulde Klang lod hendes Sjæl fornemme
Midt i sit Savn Udødeliges Lyst;
Den vugged hendes Drøm i Midnatsstunden,
Men da hun vaagned - Amor var forsvunden.
Dog med de dunkle Skygger atter vender
Tilbage han til Psyches ømme Favn;
Men Amors Hustru Guden ikke kj ender,
Seer ei hans Skikkelse, veed ei hans Navn.
Hans Røst hun hører først, naar Dagen ender
Ved Lysets Nedgang Hjertets lange Savn;
I Gudens Arme Natten hende finder,
Men før det første Daggry han forsvinder.

ANDEN SCENE

AMOR og PSYCHE træde ind.

AMOR.

Nu maae vi skilles - Elskede, Farvel!

PSYCHE.

Du Herlige! hvem aldrig end jeg saae,
Hvem dog mit Øie seer i alle Syner,
Hvis Skikkelse, skjøndt ubekjendt, mig følger,
Og svæver for min Tanke lig en Drøm:
Forlad mig ei! Lad ei saa brat forstumme
Den Røst, som er i Nattens Mulm mit Lys!

AMOR.

Det er med Suk jeg byder dig Farvel.

PSYCHE.

O, dvæl et Øjeblik og tøv endnu!
Thi dobbelt mørk er Natten, er du borte,
Og dobbelt lang den Dag, som bryder frem,
Og dobbelt eensom vandrer jeg i Slottet,
Mens alle mine Tanker er hos dig.
O, saae jeg eengang blot din fagre Skabning,
Dit Øies Glands, de dufterige Lokker,
Din friske Mund, saa rig paa varme Kys!
Men intet Billede mit Hjerte eier
Til Selskab og til Trøst i Eensomhed.

AMOR.

Saa er det Guders Villie, fagre Psyche.
Thi hvis du eengang blot mit Aasyn seer,
Vi maae for evig skilles. Dog alene
Du her ei bliver; Choret med dig følger:
101 De skjulte Genier stedse dig ledsage.
Og fryde dig med Sang hvor end du gaaer.

PSYCHE.

Ak, kun hvad Øiet seer er Sjælens Trøst!
Men hvis du selv mig atter maa forlade,
Saa hør min Bøn, du Elskede, paany,
Den samme Bøn, hvormed jeg tidt bestormed
Dit Øre, men som altid du mig afslog
I Vrede halv og halv i Kjærlighed:
Lad mine Søstre mig dog eengang see!

AMOR.

Du vil din egen Undergang, o Psyche!

PSYCHE.

O min Gemal! du kjender ei min Sorg;
Thi da mig Zephyr bragte hid til Slottet,
Jeg efterlod en Fader syg til Døden,
Og mine Venner og mit Folk i Jammer.
Alt var mig nyt da her jeg kom; jeg glemte
I denne Herlighed de Kjæres Smerte,
Og hvad i min Erindring blev tilbage,
Forsvandt som Skygger for din Kjærlighed.
Saa fløi en Maaned hen, den anden randt,
Men Dag for Dag og altid sorgfuldt stiger
Det gamle Billed for min Tanke frem,
Og da jeg selv er frelst og rig paa Lykke,
De Andres Nød mit Hjerte dobbelt tynger.
O, lad igjen mig mine Søstre see!
Lad mig dem trøste! lad mig atter skue
De hulde Skikkelser, jeg elsker høit!

AMOR.

Saa hør mig, Psyche: Ei det blot er dig,
Hvem min Bekymring og min Omsorg gjelder.
Alt under Hjertet ubevidst du bærer
Et Barn, hvis Lod bestemmes af din Villie.
Hvis du af Nogen fristes til at handle
Mod mine Bud, og mod den høie Skjæbne,
Som vil, at jeg min Skikkelse dig dølger;
Hvis vi maae skilles - og en Gud mig siger,
At Sligt vil hændes, naar du ei mig lyder:
Da faaer det fagre Barn, som du skal føde,
Kun Dødeliges Lod - da bli'er dets Liv,
Som Menneskets kun kort og fuldt af Smerte.

PSYCHE.

O min Gemal!

AMOR.

Men hvis du tro bevarer
Det hulde Forhold, som os knytter sammen,
Det Hemmelige skjult for Verdens Øie,
Og røber ei med Ord hvad ei tør vides:
Da bringer du til Verden en Udødelig,
Et Væsen, fyldt med evigt Liv og Glæde.

PSYCHE.

Hvor fylde dine Ord med Fryd min Sjæl!
102 Du Herlige, hvem høiere jeg elsker
End Hjertet i mit eget Bryst; hvem skjønnere
End Amor selv sig Tanken forestiller:
O tro, at Psyche vil bevare Troskab!
Dig skal jeg lyde: intet Ord om dig
Undslippe skal min Læbe; intet Blik
Skal dig forraade; ingen Mine tale
Om dig til mine Søstre - heller Døden,
End Livet skilt fra dig!

AMOR.

Saa hører gjerne
Din hulde Mund, o Psyche, jeg at tale.
En Gave jeg dig skylder for dit Ord.
Har du en Bøn, ved Styx! jeg den opfylder.

PSYCHE.

Saa lad igjen mig mine Søstre see!

AMOR.

Jeg svoret har - og du skal faae din Villie.
I denne Morgen Zephyr bære skal
Fra Klippens Tinde Myris hid og Leda,
Og paa dit Vink dem atter føre hjem.
Men du, forglem ei Skjæbnens Bud og Trusel;
Vær tro, vær taus og vær forsigtig, Psyche!

PSYCHE.

O tilgiv mig! Vær ikke vred, thi Ønsket
Var mere stærkt end Villien i mit Bryst.
Ræk mig din hulde Læbe til Forsoning!
Tag ei det halve af din Gave bort
Ved denne Taushed - o, lad ei mig troe,
At hvad der fryder mig, vil dig bedrøve!

AMOR.

Min Sorg gjaldt ikkun dig - dog nu Farvel!
Thi Mørkets Dække hæves meer og meer;
I Luften synger alt den muntre Fugl
Og kalder Dagen frem med sine Toner.
Farvel min Hustru! Tag mod dette Kys,
Og giv mig det igjen, naar Natten bringer
Dit Øie Hvile og mig atter fører
Paa sine dunkle Vinger til dit Bryst.

Bort

TREDIE SCENE

PSYCHE.

Forsvunden er han - mig han lod tilbage
Saa lykkelig og rig som aldrig før;
Thi dybt i Brystet hviler Længsel nu,
Og Glæden stiger af et nyfødt Haab,
Der gjemmer alle Hjertets skjulte Ønsker:
Hans skjønne Træk, som aldrig end jeg saae,
Skal i forynget Form mit Øie skue;
Hans Kjærlighed til mig fordobbles skal,
103 Skal i en anden Skikkelse gjenfodes;
Og hvad jeg ikke veed og ei tør vide,
Hvad der fordølges i den høie Fader,
Skal aabenbares i det fagre Barn.
Men dette Væsen - o, vidunderlig
Den Fremtidslod, som forud det forjættes!
Thi Lykken bærer det paa sine Arme
Fra Livets første Øieblik, og Glæden
Dets Tinding krandser alt fra Vuggen af.
Saa herligt Livet er, naar Guder skjenke
Til Støvets Børn Udødeliges Lod!

USYNLIGT CHOR.

Over de rindende
Tider og svindende
Menneskeværker;
Over de klagende,
Altid forsagende
Jordiske Slægter:
Vandre, med Blikket
Ætheren maalende,
Klare og straalende,
Evige Guder.
Men deres Sønner,
Jordens de mægtige
Fyrster, hvem prægtige
Gaver blev givet,
Vandre som jordiske
Guder i Livet.
Sorgernes rammende,
Ulykkens flammende,
Flyvende Pile
Susende ile
Mod deres Skjolde:
Sløvede, kolde,
Matte og svage,
Tørne tilbage
De fra de jordiske
Guders Skjolde.
Aldrig gysende,
Gaae de lysende
Fyrster paa Jorden;
Skjæbnens Torden
Bøier dem ikke,
Acherons Bølger
Ei deres Blikke
Døende skue.
104 Over de rindende
Tider og svindende
Menneskeværker,
Hæver dem Døden
Op til de funklende,
Jorden fordunklende,
Evige Stjerner.

PSYCHE.

Ja, slig en Fremtidslod, saa skjøn og mægtig,
Forjættes dig, der end ei Lyset seer!
Blandt Jordens Guder er dit Navn alt tegnet. -

Hun gaaer hen til Vinduet og seer ud.

Hvor frisk i Østen Dagen bryder frem!
Bag Horizontens fjerne Purpursky
Sig hæver langsomt Solens blanke Skive.
Alt sender rundt den sine gyldne Straaler;
Den dunkle Jord af Slummer vaagner op,
Og ned fra Himlen glider Taagesløret.

Ha, hvilket Syn! Hist seer jeg Zephyr alt!
Igjennem Luftens Hvælving let han flyver
Med Myris og med Leda i sin Arm.
Høit stiger han, saa Øiet knap ham naaer.
Nu daler han - nu synker han herned -
O Glæde! jeg skal atter see Jer, atter
De hulde Ord fra Eders Læber høre!

FJERDE SCENE

myris, leda og psyche.

PSYCHE.

O mine Søstre!

MYRIS.

Kjære Psyche!

LEDA.

Elskte!
Hvem vi begræd som død.

PSYCHE.

Nei, Psyche lever,
Og salig hun omfavner sine Søstre.

LEDA.

En saadan Reise har jeg aldrig gjort!
Fra Klippen, hvor igaar vi tyede op
For Mindets Krands ved Daggry dig at offre,
Bortførte Zephyr os som Hvirvelvinden.
Paa din Befaling, sagde han, det skeete.

PSYCHE.

Den Høie har fornummet mine Bønner.

MYRIS.

Mit Hoved svimler end: thi alle Syner
Flød sammen for mit Blik paa denne Fart.
Bestandig Stormens Vingeslag jeg hørte,
Og Skyens Telt mit Øie skued nær,
Mens Jorden udstrakt laa for mine Fødder.

105
PSYCHE.

Her hviil dig, hulde Myris, i min Bolig!

MYRIS
skuende omkring.

Og her din Bolig er - mit Øie blendes
Af denne Pragt.

LEDA.

Da himmelhøit han svang os
Igjennem Luften og jeg Slottet saae,
Bestraalt af Morgenrøden i det Fjerne,
Da svulmede mit Hjerte ved din Lykke;
Men da jeg kom til Borgens høie Port
Og vandred over Gaardens Flisegulv,
Med hvide Marmorstøtter rundtom smykket;
Da Hallens soilekrandste Væg jeg skued
Og saae det gyldne Loft, hvis aabne Hvælving
Den klare Morgensol belyste - da,
Da bæved jeg, o Psyche, i din Bolig,
Thi Guders Herlighed er ei saa stor.

PSYCHE.

Men, o, fortæl mig om den gamle Konge!
Min Fader - end han lever?

MYRIS.

Ja, i Smerte
Begræder han din Død.

PSYCHE.

O, han skal trøstes!
Hver Taare af hans Øie skal udslettes!

LEDA
der gaaer omkring og betragter Alt.

Er denne Sal, hvis marmorglatte Vægge
Mit Billed kaster straalende tilbage,
Er denne Sal dit Opholdssted, o Psyche?

PSYCHE.

Nei, her mit Maaltid kun beredes mig.

MYRIS.

Og denne Kuppel, som et Slør bedækker,
Hvad skjuler sig i den? thi milde Straaler
Mit Øie møder, naar det seer derop.

PSYCHE.

Et Chor af Stemmer skjuler sig bag Sløret,
Men siig mig, Elskte ...

LEDA.

Lykkelige Psyche!

PSYCHE.

Fortæl om Folket mig, om mine Venner!

MYRIS.

I Sørgedragt end dine Venner gaae,
Og Folket offrer end til Hekate,
Og beder hende lindre huldt din Smerte
Og skære dine fagre Lokker af.

PSYCHE.

O, siig de Kjærlige, at jeg er frelst,
At end mit Øie Dagen seer, at Foden
Betraadte ei den dunkle Dronnings Rige.

LEDA.

Fortæl din underfulde Skjæbne, Psyche!
Viis os din Rigdom, dine skjulte Skatte!
Før os omkring i Slottets gyldne Sale!

PSYCHE.

Følg med, I Hulde! Hvad jeg her besidder,
Er Intet dog mod Eders Kjærlighed.

De gaae ind i den næste Sal.

106
PSYCHE.

Fra dette Vindve af I Haven seer,
Der, stor i Omkreds, strækker sig til Skoven.
Til denne Have bragte Zephyr mig,
Da eensom jeg paa Klippen vented Døden.
Seer I den grønne Plet, af Roser krandset?
Der vaagnede jeg op, da første Gang
Paa dette Sted mit Øie hilste Lyset.

MYRIS,

See, Leda, hvor de høie Træer bugne
Af gylden Frugt - hvordan fra Green til Green
De purpurklædte Fugle muntert hoppe!
Og hvilken Farvepragt har Blomsterengen!
Og midt paa Engen see det høie Vandspring,
Hvis Straale taber sig i Luftens Hvælving,
Hvorfra som Perleregn den falder ned!

LEDA.

Vend imod Krattet hen dit Øie! See!
Seer du den store Flok af brune Daadyr,
Der flyver over Sletten som en Sky?

MYRIS.

Du rige Søster! Lykkelige Psyche!

LEDA.

Siig, hvilken Guddom skylder du din Lykke?
Hvo deler med dig denne Herlighed?

PSYCHE.

Her lever eensom jeg; kun Sangens Genier
Med deres hulde Toner er mit Selskab.
Men denne Rigdom, som Jer nu fortryller,
Og denne Pragt, er ei min Glæde, Søstre;
Thi hvad der fængsler Øiet første Gang,
Er ved det næste Syn ei meer det samme.

LEDA.

Og hvo har tydet dig Oraklets Svar? -
Hvor er din Brudgom, Psyche?

PSYCHE.

Jeg er ene;
Men følg nu med mig gjennem denne Dør!

De gaae videre.

Her, Søstre, I mit Badekammer see!

MYRIS.

Hvor køl og luftig denne Marmorgrotte!
Tyndtsnoede Søiler bære Loftets Buer,
Og blanke som Krystal er Badets Kummer.

LEDA.

Men hvorfra komme disse Toner? - Hør!
Snart lyder det som Regn, og snart som Havet,
Naar i en Storm det bryder sig mod Kysten.

PSYCHE
aabner en Laage.

See, Floden er det, der om Slottet strømmer.
Hist fra det steile Vandfald ned den bruser,
Men her den glider frem med sagte Vover,
Til i den fjerne Sø den taber sig.

MYRIS
seer ud.

Hvor klart og gjennemsigtigt dette Vand!

PSYCHE.

Nei stil dig her ved mig! her tæt ved Randen!
107 See, hvor dit Billed vinker dig fra Bunden;
Men rør dig ei, thi strax da flyer det bort.

LEDA.

Igjennem dette Rør gaaer Vandet ind;
Men langs med Væggen sig et andet snoer,
Hvorfra der strømmer ud en liflig Varme -

PSYCHE.

Det gjemmer Vandet fra den hede Kilde.

MYRIS.

Men hvortil leder denne hvalte Gang?

PSYCHE.

Til Slottets store Hal. Kom med, du Kjære!

Hun gaaer videre; de Andre følge hende gjennem Gangen, hvorfra de træde ind i Hallen.

LED A.

O hvilken Glands! mit Øie blendes fast.
Rubinrødt hvælver sig det høie Loft;
Og Væggene af dunkelrød Granat
Afspeile Salens hvide Billedstøtter:
Hist Gratierne - og Musachoret hist -
Og hist Apollo blandt Olympens Guder!
See, Myris, hvor det hvide Marmor farves
Af Væggenes og Loftets røde Skjær!

MYRIS.

Der staaer en Harpe i den fjerne Krog.
Hvo lærer dig Musikens Konst, o Psyche?

PSYCHE.

En Genius kommer hid i Aftenstunden.
Han viser mig de rette Greb i Strengen,
Og synger jeg, hans Stemme min ledsager.

LEDA
trækker et Forhæng tilside.

Siig, hvortil fører denne skjulte Dør? -

PSYCHE.

Ind til mit Sovekammer. Men følg med!
Stig herfra med mig til Altanen op,
Der har I Udsigt over hele Dalen.

LEDA.

Nei, før os ind i dette Kammer først!
Jeg brænder af Begjærlighed. Derinde
Sig vise maa din Brudgoms Hvilested.
Du rødmer, Psyche - O, fordølg os Intet!
Hvor er din Husbond? hvor den stolte Gud?
Thi hvilken Dødelig har slig en Bolig.

PSYCHE.

Jeg har jo sagt dig, her jeg eensom lever.
Spørg ei, hvor der er Intet, jeg kan svare,
Men følg ad denne Vei mig til Altanen.

LEDA.

Nei, viis os først dit Hvilested!

Hun aabner Døren og gaaer ind; de Andre følge.

MYRIS.

O, stille!
Jeg aander knap i denne Helligdom.
Paa dette Tæppe Fodens Trin ei høres;
Igjennem disse farvesmykte Ruder
Kun brudt og dæmpet Lyset falder ind.

LEDA
standser for et Maleri.

See, Myris, hvilket herligt Maleri!
108 Imellem Skovens spredte Træer Diana
Paa Jagt med sine Nympher!

MYRIS
betragtende det næste.

Venus sku!
I Morgenglands hun stiger op af Havet,
Og Vandet strømmer af de gyldne Haar.

LEDA.

Og her Oneiros - see de fagre Drømme!
De flyve rundt i Luften om hans Hoved.

MYRIS.

Og her Proserpina af Pluto røvet!
See, i det Fjerne Ceres staaer og strækker
Med Taarer sine Hænder imod Himlen;
Og hist Selene paa sin Flugt i Natten,
Fulgt af den store, hvide Svaneflok!

LEDA
seer sig om.

Saa her dit Sovekammer er, o Psyche?
Du Lykkelige! - Hist din Løibænk staaer,
Af Elfenbeen og Guld, hvor skjøn og herlig!
Ved Hovedgjerdet Leiets Skytsgud hviler.
Men reent mit Øie blendes - Myris, see!

PSYCHE.

See ei, o Myris! Psyche beder dig.

MYRIS
betragtende Statuen.

I Slummer hviler han - den høire Haand
En Fakkel holder, og et Slør den venstre.

LEDA.

Ha, det er Hymen!

MYRIS.

Hymen! - fagre Psyche,
Er her din Husbonds Leie?

LEDA.

Denne Dolk,
Som ligger her bag Hovedgjerdet skjult,
Er det dit Vaaben, Psyche, mod den Elskte?

PSYCHE.

En Dolk? Lad see! - Ja, min er denne Dolk:
Til Skjerm i Nattens Eensomhed jeg har den.

MYRIS.

Din Rødme og din Taare dig forraader.

LEDA.

Hvor er han, Psyche? Dølg det ei for os.

PSYCHE.

Tro mig, jeg taler Sandhed: Ingensinde
Mit Øie skuet har et Øie her,
Og ingen Skikkelse gik dette Blik
I Nattens stille Dunkelhed forbi.
Men gaae tilbage nu i Salen, hvor
Et Maaltid er beredt for Jer at qvæge;
Og denne Bøn endnu: frit ikke meer!

LEDA.

Vær ikke bange vi dig røbe skal;
Som du, o Psyche, ogsaa vi kan tie.

De gaae videre.

109

FEMTE SCENE

Salen. I dens Midte et Taffel. MYRIS og LEDA træde ind.

LEDA.

Ha, Myris! ei jeg bærer hendes Lykke.

MYRIS.

Hun er den Yngste af os; dog har Guderne
Ydmyget os i Støvet dybt for hende.

LEDA.

Og denne Rigdom, denne Herlighed,
Som knap mit Øie taaler - Alt er hendes,
Mens jeg ved den forhadte Husbonds Side
Foruden Nydelse henslæber Livet.

MYRIS.

Og jeg, o Leda! - Hvad blev vel min Lod?
En gammel Konges Sygevogterske,
Et Rov for et mistænksomt, skinsygt Øie,
En Gjerrigs Bytte, uden Rigdom selv.

LEDA.

Men hun, hvem Alle nys begræd som død,
Hun lever her et Liv som Himlens Guder,
Og nyder levende den Dødes Ære.

MYRIS.

Og sikkert troer jeg - thi hun selv sig røbed,
Og hvad hun dulgte, viste hendes Leie,
At med en Heros hun formælet er.

LEDA.

Nei, Myris, ingen Dødelig er han;
Thi Zephyr tjener ikke Støvets Sønner,
Og slig en Herlighed har Jorden ei.
Men er det sandt, hvad selv hun os fortalte,
At aldrig hun hans Skikkelse har seet,
Da, tro mig, er en Guddom hendes Husbond,
Og hun vil blive Moder selv til Guder,
Mens vi som Dødelige visne hen.

MYRIS.

Siig, Leda, kan du bære denne Skjændsel?
Skal hun, den Yngste og den Ringeste,
Sig hæve over os? Skal vi foragtes,
Mens hun Guddommeliges Ære nyder?
Skal vi af Tidens svare Byrde tynges,
Og vandre snart med bøiet Ryg mod Graven,
Mens hun, en Guddoms Hustru, hæves skal
Til Stjernerne, og hisset evig leve?

LEDA.

Ti, Kjære! og min Plan du høre skal;
Thi mens i Slottet rundt vi nylig vandred,
Mit Øre lyttede til Ates Røst.
Den lærte mig at vende Psyches Lykke,
Naar hun den snart vil miste, til os selv.
Paa hendes Husbond hviler hendes Skjæbne;
Ham skal hun dødelig fornærme, - ham
Skal hun opbringe mod sig, saa han straffer
Med Had og Vrede og Forviisning hende.
Men er hun borte først, da bringer Zephyr
110 Fra Fjeldets Rand os hid i hendes Sted;
Da dreier Nemesis sit lette Hjul,
Og hvad hun taber, Myris, skal vi -

MYRIS.

Stille!
Jeg hører Psyches Trin - hun nærmer sig.

SJETTE SCENE

PSYCHE. De Forrige.

PSYCHE.

Nu vederqvæg Jer, Elskte! Nyd og deel
Her efter eget Tykke Bordets Retter!
Tag, Myris, dette Bæger! - Dig, min Leda,
Jeg krandser her en duftende Pocal,
Hvis Indhold ei omtaage vil din Pande;
Thi mild som Melk er denne lette Viin,
Men at ei Tungen nu skal ene nyde,
Skal mine Sangere jert Øre glæde
Med klare Toner fra det høie Loft.

Hun vinker.

SANG
fra Salens Kuppel.

Over Skyen, som i Glands sig bader,
Staaer Olymperdrottens gyldne Bord;
Øverst throner Livets høie Fader,
Nederst sidder Musers fagre Chor;
Stolte Guder, straalende Gudinder
Rundt om Bordets Sider tage Plads;
Nympher, med de rosenrøde Kinder,
Varte op for Guder og Gudinder
I det lyse, hvælvede Palads.
Zeus, den høie, griber nu Pocalen,
Ganymedes skj enker Nectar i,
Alle Bægre fyldes rundt i Salen,
Alle bundne Tunger løses fri.
Men begeistret Musers Chor sig hæver,
Sangen toner i den hvalte Sal;
Alles Hjerte af Beundring bæver,
Guders Fader smilende sig hæver,
Rækker Chorets Fører sin Pocal.
Og Apollo tømmer den til Bunden,
Stemmer Lyren saa til Gratiers D ands,
Der begeistrede, med Smiil paa Munden,
Svæve frem i evig Ungdomsglands.
Rosensmykt i Dandsen Haaret bølger,
Mens de kredse rundt det gyldne Bord;
Hvert et Øie dem i Flugten følger,
111 Guders høie Bifald ei sig dølger,
Musers Toner laane Glæden Ord.

PSYCHE,

Forbi er Sangen - men du sukker, Leda?
Du ligesaa, min hulde Myris? - Siig,
Hvorfor saa tause, Søstre? - Hvad er hændet?

LEDA.

Stor er din Lykke, som det synes, Psyche,
Og dog, naar Alt min Tanke overveier,
Hvor rædselfuld din Lod!

PSYCHE.

Hvad vil det sige?

LEDA.

Nys, da du viste os din Herlighed,
Jeg glemte for et Øieblik min Sorg.
Nu stige atter frem de mørke Tanker,
Og lægge sig som Slanger ved mit Bryst.

PSYCHE.

Siig, Leda, hvad du veed, og ængst mig ei
Med gaadefulde Ord.

LEDA.

Saa viid da, Psyche!
At den Gemal, ved hvem dit Hjerte hænger,
Kun lidt er værdig til din Kjærlighed.

PSYCHE.

O, Kjære, tal ei slige Ord: du veed jo,
At uden Selskab her jeg eensom lever.

LEDA.

Hvad Læben vil fordølge, Øiet siger;
Men frygt ei for din Hemmelighed, Psyche!
Jeg kom ei hid som Speider; kun mit Hjerte,
Som bæver for dig, tvinger mig til Ord.

PSYCHE.

Og hvilken Frygt betynger da dit Hjerte?

LEDA.

Den Død. som blev dig spaaet, dig snart indhenter.

PSYCHE.

Du vil mig skræmme kun.

LEDA.

Saa hør nu Alt,
At ei du dine Søstre skal anklage
I Dødens Time, naar din Skjæbne kommer:
Din Husbond er de Dødeliges Skræk,
Er et Uhyre, rædselfuldt at skue,
Hvis Rov er Mennesker, hvis bedste Drik
Er Blod, som af det varme Hjerte strømmer.

PSYCHE.

Afskyeligt! Din Læbe lyver, Leda!

LEDA.

O, at du talte sandt! Hvor gjerne taalte
Jeg ei din Vrede, hvis jeg frelste dig;
Men husk Oraklets Ord, thi end bedrog
Apollos Røst ei Menneskenes Børn.

PSYCHE.

Siig, véed du Mere? thi jeg frygter ikke.

LEDA.

Nu vel! Saa viid, at Landets Folk har seet
I Morgenstunden din Gemal, som baded
I Floden sig, naar Slottet han forlod.

PSYCHE.

O, taler sandt du?

LEDA.

Ei din Tvivl mig krænker,
112 Thi hvilken Skjæbne er vel haard som din.
Men udspørg Myris, hvis ei mig du troer.

PSYCHE.

Ha, Myris, er det saa?

MYRIS.

Ja, hulde Psyche!
Ham Fiskerne og Jægerne har seet:
Hans Skikkelse var rædselfuld, hans Øie
Var glødende som Ild, og Blodet drypped,
Som paa et Rovdyr, fra hans Tunge ned.

PSYCHE.

Jeg Ulyksalige! - Ha, derfor skjulte
Sit Aasyn han for mig - og derfor kom
Med Natten han, og iilte bort med den;
Og derfor bød han mig en evig Taushed,
Og derfor frygted han de hulde Søstre,
At ei de skulde Alt mig aabenbare!

LED A.

Ja, derfor, Psyche, bandt hans Ord din Tunge.

PSYCHE.

Men ei min hele Nød endnu I veed;
Et knap fremspiret Liv til mit er knyttet,
Et Liv, som favnes vil af evig Nat,
Er for den lyse Dag mit Blik først lukket.

LEDA.

Jo, Alt, Ulykkelige, Alt vi veed;
Thi saa har Guden tydet sit Orakel,
At ei blot du, men Den, som du vil føde,
Skal finde Døden for Uhyrets Haand.

PSYCHE.

O Jammer, større end jeg bærer den!

LEDA.

Men end er Redning mulig, elskte Psyche!

PSYCHE.

Nei ingen Frelse! Hans er Magten her.
Paa Flugt er ei at tænke. Blot et Skridt,
Saa staaer han bag mig, og hans Hævn mig rammer.
O, den Forfærdelige! jeg ham seer,
Som da paa Klippens Top, forladt af Alle,
Mit Øie gjennem Nattens Mulm ham saae -
O, mine Søstre, var jeg dengang død!

LEDA.

Hør mig, o Psyche, end er Frelse mulig:
Gav dig ei Skjæbnen selv den Dolk i Haanden,
Hvormed du løse kan det grumme Baand?
Naar Natten kommer, naar isøvne hviler
Din frygtelige Husbond ved din Side,
Da reis fra Leiet dig paa sagte Fod,
Bøi hen dig over ham og sving din Dolk,
Og send til Tartarus den Rædselfulde.

PSYCHE.

O, Leda, hvilke Ord!

LEDA.

Brug kjækt din Dolk,
Til Værn for Livet og til Skjerm mod Døden.

PSYCHE.

Nei, ingen Redning meer!

LEDA.

Du tvivler, Psyche?
Husk paa, at ei dit Liv det ene gjelder.

113
PSYCHE.

Jeg vil - men bliv hos mig, forlad mig ei,
Staae mig i Nødens Time bi, o Søstre!

MYRIS.

Nei, vi tilbage maae til Fjeldets Tinde.
Forlænge tøved vi og alt vor Fader
Formoder død som dig de andre Døttre.

LEDA.

Os Zephyr venter hist i Slottets Forgaard,
Hvor alt til Flugt han breder ud sin Vinge.
Farvell Fat Mod, o Psyche! Følg mit Raad,
Thi kun i det er Frelse.

MYRIS.

Bæv ei, Psyche!
O staa ei modløs saa! Siig os Farvel,
Til bedre Tider atter vil os samle.

PSYCHE.

Farvel -

myris og leda bort.

SYVENDE SCENE

PSYCHE.

Hvad har jeg hørt? Som Lynet det mig traf!
Det skrækkelige Budskab knap jeg fatter.
Han, som jeg meer har elsket end mig selv;
Hvem alle Tanker gjaldt, for hvem mit Hjerte
Med Ærefrygt og med Beundring slog;
Hvis Ord i Natten var de gyldne Stjerner,
Hvortil fra Jorden op min Aand sig svang;
Hvis Kjærlighed var meer end Himlen mig,
Hvis Ønske var min Lov, hvis hulde Bøn
Mit Hjerte fængsled som en Guddoms Villie:
Han - Guden i mit Bryst, den høie, herlige -
Forvandlet til et rædselfuldt Uhyre,
Hvem jeg indvie skal til Dødens Nat!

Men jeg har intet Valg - ei for mig selv
Jeg bruger denne Dolk, som Skjæbnen gav mig;
Et andet Liv, en anden Sjæl, som Lyset
Endnu ei seer; en anden mægtig Røst,
Der, stum endnu, dog taler høiere
End alle Stemmer i mit eget Hjerte -
Ja, denne Røst af den Ufødte driver
Til blodig Daad min magtesløse Haand,
Og kalder, lig den fjerne, dybe Torden,
Frem i min Sjæl Forfærdelse og Gru.

Knæler.

Forbarm dig over mig, du Guders Fader!
Hvis Blik igjennemtrænger Nattens Mørke,
Hvis Øie skuer Støvets mindste Værk:
Forbarm dig over mig! Lad Atropos,
114 Naar denne Dolk jeg svinger, Saxen hæve,
Og fra den Frygtelige mig befrie!
Lad Thanatos sig nærme ved min Bøn,
Og bære, hyllet i det dunkle Dække,
Til Tartarus min rædselfulde Brudgom!

Reiser sig.

CHORET.

Over Skyer din Stemme
Gaaer til evige Stjerner,
Hvor, paa dræbte Titaners
Blødende Hoveder, Skjæbnens
Mørke Gudinder hvile.
Klotho Guldtenen holder,
Lachesis Traaden spinder,
Den, som binder til Livet
Menneskers flygtige Sjæle;
Men i det Fjerne venter
Atropos, bøiet af Alder,
Krandset med graanede Lokker,
Væbnet med Dødens Sax.
Guders og Menneskers Fader,
Holdende Skjæbnens Vægtskaal,
Skuende Skaalen synke,
Vinker som Lynet i Natten;
Pareen hæver sit Vaaben,
Traaden hun sønderskærer,
Da er Menneskelivet
Svundet, og Øiet brister.
Tusindfold Jammer og Nød
Truer den Dødelige,
Medens han vandrer paa Jorden:
Armod, Hunger og Pest,
Tvedragt, Anger og Frygt,
Sværdhug og blinkende Spyd;
Men om end samtlige Guder
Sluttede Kreds, for at skjerme
Menneskets uvisse Liv:
Intet formaaer ham at frelse,
Hæver den evige Parce
Saxen paa Skjæbnens Bud.

PSYCHE.

Hun alt den hæver! Truende den blinker!
Den blanke Dolk mig Frygten gi'er i Haand,
Og frem, som mod en Afgrunds Rand, mig driver
Den Angst, der nu mit Hjerte fast omspænder.
Ja, Eumeniderne jeg skuer alt!
115 De ryste Lokkerne paa deres Hoved,
De fjernt sig holde, som mit Bud de vented,
Men kun et Vink, og strax de styrte frem!

Bort.

OTTENDE SCENE

genierne.

FØRSTE.

Gjennem Borgen, i sin Qval og Qvide,
Vandred Psyche med betynget Fod;
Med sit Hjertes Angst hun saaes at stride,
Hvergang sukkende hun stille stod:
Ingen Ro dog Frygten hende lod,
Og i hendes Kind, den marmorhvide,
Steg og svandt det febervarme Blod.

ANDEN.

Som et Løv i Stormen dybt hun bæver,
Som det knuste Rør hun bøiet staaer,
Naar for Tanken frem det Billed svæver,
Hvori Frygtens Vanvid Sjælen naaer:
Hendes Husbond, som mod hende gaaer
Vild og voldsom, mens han Dolken hæver,
Som i hendes Hjerte dybt han slaaer.

TREDIE.

Piint af Angst i Slottets stille Sale,
Flygter hun i Skovens Hvælving ud,
Gjennemstreifer Tornerosens Dale,
Saarer blodig Fodens fine Hud;
Og som daaret reent af Skrækkens Gud,
Bringe hende Lundens Nattergale
Selv i Floitetoner Dødens Bud.

ALLE.

Saa i Jammer seer hun Dagens Straaler
Synke ned bag Skyens Purpurbræm,
Medens Natten af de fulde Skaaler
Mørkets Strøm udgyder over dem.
Mørket driver atter Psyche hjem,
Hvor, mens Dødens bittre Qval hun taaler,
Lampen hun og Dolken tager frem.
- Stille nu! thi Amor hist sig nærmer
Med de svævende, de lette Fjed:
Skulderkappen Pilekog'ret skjermer,
Buen ved hans Side hænger ned;
Øiet, straalende af Kjærlighed,
Gjennem Luftens dunkle Hvælving sværmer,
Kinden, som i Længsel, blusser hed.

116

NIENDE SCENE

AMOR
kommer.

Saa staaer jeg atter i mit stille Slot,
Hvor med de sænkede, de sorte Vinger
Den tause Nat er ind ad Døren traadt.
Dyb Stilhed Huset udenfor omringer,
Og her har Slummergudens lette Finger
Med sagte Tryk den Huldes Øie lukt.
En mægtig Længsel mig tilbage bringer;
Saasnart i Vesten jeg saae Dagen slukt,
Som af sig selv min Vinge hæved sig til Flugt.
Mig seer ei Psyche, dækt af Søvnens Bind,
Men let mit Øie Mørket gjennemtrænger
Og skuer Smilet paa den Fagres Kind.
Ei ovenfra mig Lyset vinker længer,
Min Stjerne vugges nu af Drømmens Gænger,
Og i mit Hjem den mig til smiler sødt.
Tidt ved dens milde Glands mit Øie hænger,
Naar Psyche hæver sig paa Leiet blødt,
Ja, tidt har Stjernen da i hendes Blik jeg mødt.
Tys! var det ikke Nattergalens Sang? -
Fra Haven fjernt den trænger til mit Øre
Og hilser mig med hulde Toners Klang.
Ei Mørket disse Toner kan tilsløre,
Dem kan saa klart som jeg den Elskte høre,
Dem har i Eensomheden hun til Trøst.
Den svundne Glæde de tilbageføre,
Naar de forkynde, som med Haabets Røst:
Med Natten, Psyche, kommer Amor til dit Bryst!

Gaaer ind.

TIENDE SCENE

Efter en lang Pause træder PSYCHE med sagte Fjed ud fra Sovekamret. Hun gaaer hen i Hjørnet af Salen, og henter frem af et Skjul en Dolk og en svagtblussende Lampe.

PSYCHE.

Nu er det Tid; thi dybt i Slummer hviler
Den Frygtelige. Fra hans Side sneg
Med sagte Skridt jeg mig, og her er Maalet. -
Men hvorfor ryster paa min Haand jeg saa?
Hvi stiger atter for mit Øie frem
Det hulde Billed, som jeg selv mig danned,
Før mine Søstres Ord med Gru mig fyldte:
Hiint Billed af den herlige Gemal?
Igjen jeg seer det: veemodsfuldt det staaer
Med lyse Lokker om den hvide Skulder,
117 Med Fingren paa de rosenrøde Læber,
Og vinker ad mig med alvorligt Blik.
Nei, nei, du fordums Elskede! ei dig
Skal Livet jeg berøve; ikke dig,
Som jeg tilbeder end, skal denne Haand
Til Orcus sende ned. For hiint Uhyre,
Som truer med den rædselfulde Død
Ei mig alene, men et andet Liv,
For ham er denne Dolk, men ei for digl

Hvad hæver mig? - Som om en Guddom styrked
Min Villie ved sin Nærhed, saa jeg føler
Ved Skrækkens Tanker nu min Kraft at voxe.
Omkring min Isse svæver Hævngudinden;
Med Slaget af sin Vinge hun mig rører,
Og høit mit Haar hun løfter i sin Harm.
Saa kom da, min Gudinde! Styrk mig Armen!
Og du, o skarpe Staal, du som mig Skjæbnen
I Nøden gav til Redning og til Frelse,
Vær du som Lynet i min svage Haand!
Suus gjennem Natten hen og træf hans Hjerte,
Og bring fra mig det dræbende Farvel!

Hun gaaer igjennem de aabenstaaende Døre ind i Sovekamret, nærmer sig Sengen og løfter Dolken med bortvendt Hoved.

Nu - nu - dog jeg vil see den Frygtelige,
At ei min Haand skal feile -

Hun holder Lampen op for Sengen, hvor Amor slumrer, og styrter skjælvende paa Knæ. Høie Guder!

Hvad seer jeg! - Er mit Blik da ei fortryllet?
Er det da ei en Drøm, der Øiet daarer,
Saa det for Tartarus Elysium seer?
Er dette Sandhed? - Fryd, som vil mig dræbe!
Han, han, den høie Amor, er min Husbond:
Hans Vaaben og hans Skjønhed mig det siger!
Tabt i Beskuelsen.
Hvad var mit Hjertes Billed imod dette,
Hvad hvert et jordisk Syn, som jeg har skuet,
Mod denne Guddoms lyse Majestæt?
O, faure Kinder, dækt af gyldne Lokker,
En Himmel, skjult bag Morgenrødens Slør!
O Rosenlæbe, hvoraf Smilet fødes,
Mens Høihed throner paa den hvalte Pande!
Men Lyset grumt sig skjuler - hulde Øine!
Jeg seer igjennem Dækket eders Straaler,
Som Stjerners Glimt igjennem Nattens Sky.
118 Her hænger Buen med den gyldne Streng,
Og der ved Siden ligger Pilekog'ret.
Hvor skarp og skjøn enhver af disse Pile,
Der bringe Menneskene Fryd og Sorg!

Rører ved en af Pilene og ridser sig i Fingeren.

Jeg bløder - tag min Bod og mig tilgiv!
Din Piil forraader mig din Guddomsmagt;
Med større Kraft mig Flammen gjennemgløder,
Og Taaren af mit Øie trænger frem. -
- Hvor trygt han slumrer. Hviil, o hviil, du Elskte!
Kun som en Drøm lad mig din Læbe kysse,
Og med min Lampe flygte saa igjen -

Hun bøier sig ned for at kysse ham, hvorved en Draabe Olie falder fra Lampen paaAmors Skulder. Han vaagner.

AMOR.

Hvad Smerte vækker mig af Nattens Slummer? -
Ha, Psyche med en Lampe og en Dolk!
Dit Øie funkler - dine Hænder skjselve;
Vil du mig myrde, Psyche? -

PSYCHE.

Amor, Naade!
O, Naade for din Hustru, som dig elsker.

AMOR
staaer ud af Sengen.

Ha Furie! er det din Kjærlighed?
Er det den Troskab, som du har mig svoret?
Du feige Morderske, som lister dig
Med Søvnen til den Værgeløses Leie!

PSYCHE.

O, straf mig kun, men tilgiv mig min Skyld!

AMOR.

Nei ingen Naade, rædselfulde Psyche!
Den Dolk, som du har røvet fra mit Leie,
Er Vaabnet, hvormed Troløshed jeg straffer,
Naar Menneskenes Bøn om Hævn mig naaer.
Du selv nedkaldte Hævnen over dig,
Og Baandet mellem os er sønderskaaret.

PSYCHE.

Hør mig, du Høie, hør mig før du dømmer!

AMOR.

Alt veed jeg, og jeg vidste det forud:
Af dine Søstres Ord blev du bedaaret;
Af dem forført, har du din Troskab sveget,
Har overtraadt mit Bud om evig Taushed;
Af dem forledt, har denne Dolk du hævet
Med blodig Lyst imod mit Hjerte -

PSYCHE.

Hør mig!
Og lad mig døe, hvis ei du kan tilgive.

AMOR.

Ei bøier jeg, o Psyche, Skjæbnens Villie;
Dens Bud du hørte, dengang jeg dig bad
At staae taalmodig Prøven ud til Enden.
Du lokked mig en Ed af mine Læber,
Og hvad du daarlig vilde, har du naaet.
119 Vi sees ei meer! Bag Hjemmets Muur skal aldrig,
Som før i Kjærlighed, vi huldt forenes.
Fra denne Stund min Vei er skilt fra din,
Mit Øre døvet er for dine Bønner,
Og ei min Hilsen Natten meer dig bringer,
Naar her i Stilhed hæver sig dit Suk.
Paa Jorden skal forladt du eensom vandre!
Men jeg mig svinger til Olympens Sale,
For hos de hulde Muser at forglemme
Dit Hjertes Falskhed og din Troløshed.

Bort.

ELLEVTE SCENE

PSYCHE.

Det er forbi! min Dom han afsagt har;
Ved ingen Bod min Brøde kan udsones,
Og til en qvalfuld Eensomhed jeg dømmes.
Men jeg vil ikke leve - denne Jammer,
At skilles evig, og dog altid møde
I Hjertet hans Erindring, ei jeg bærer.
O Herlige, som mig forstøder, tag
Mit sidste Suk som sidste Troskabspant!
Dig elsker jeg! Mig Døden selv berøver
Ei denne Tanke: jeg var Amors Hustru,
Ei denne Trøst: jeg eengang var dig kjær.
Med dig drog Livet bort og Haabet svandt,
Og hvad der før var rædselfuldt, min Død,
Er nu det Eneste, som jeg begjærer!

Aabiier en Dør, som fører ud til Floden.

Du klare Bølge, som i evig Fart
Mod Havet ruller, modtag du mit Støv,
Og vask min Pande reen for hver en Brøde,
Og bær mig i din bløde Arm til Hades!
Snart vil jeg træde i det dunkle Rige,
Hvor selv en Skygge, Skyggerne jeg møder;
Og spørger mig en stille Røst: hvo er du?
Da svarer jeg: den Psyche, ak, hvem Amor
Har elsket, og hvem Amor har forstødt. -
Men nu Farvel, du Lykkens glade Bolig,
Som uden ham er bittre Qvalers Hjem!
Til dine Mure jeg endnu betroer
Det sidste Afskedssuk til min Gemal,
Den sidste Bøn, at han vil mig tilgive.

Kaster sig i Floden - Lampen slukkes.

120
CHORET
fra det Fjerne.

Hjertet, det kjærlige,
Vugges
Under de rindende Vande;
Øiet, det herlige,
Lukkes
Under den døende Pande.
Bølgen skjuler vor Lyst!
Hvad er tilbage? -
Dæmpet af Klage
Mindets den eensomme Røst!

121

TREDIE ACT

FØRSTE SCENE

En Kyst af Landet. Foran ruller Havet, hvori Floden, der strømmer ned fra Dalen, falder ud. Tidlig Morgenstund før Solens Opgang. Tre Nympher: AJA, KORA og EULIMENE, tilligemed PHANTASUS, sidde og fiske; de to Første med et Net ved Floden, de andre To med Angler ved Havet.

KORA
synger:

Mig fortryller Nattens dunkle
Høitidsdragt,
Naar fra gyldne Stjerner funkle
Glands og Pragt,
Naar de mørke Skygger stige
Tause frem,
Og de sidste, ængstelige
Straaler vige
Bort som Taager mellem dem.
Da sig aabner Hjertets Kammer,
Længe lukt;
Mindets Lys i Mørket flammer
Dobbelt smukt;
Stilhed nærmer sig fortrolig,
Øiet gaaer
Op til Guders klare Bolig:
Fast og rolig
Borgens Stjernehvælving staaer.

AJA.

Meest jeg elsker Dagens fulde
Straaleglands;
Livets friske, Haabets hulde
Blomsterkrands,
Og den lette Flod, som dandser
Perlereen
Langs med Skoven ned, der standser,
Der bekrandser
Bølgen med sin grønne Green.
Mildt sig aabner Glædens Øie,
Liv og Lyst
Med de fulde Toner bøie
Hvert et Bryst;
122 Amor da hvert Hjerte fritter:
Høit han leer,
Naar bag Skovens grønne Gitter
Frem han titter,
Og den muntre Faun han seer.

EULIMENE.

Mig kun lokker Aftnens Rødme;
Da hver Barm,
Svulmende af Længsels Sødme,
Hæves varm.
Brudte dale Solens Pile
Matte ned,
Og mens Krigens Mænd sig hvile,
Stjerner smile
Til de Unges Kjærlighed.
Sagte rinder Dalens Kilde
Klar forbi;
Fuglen fløiter Elskovs stille
Melodi;
Rundt om Bækken Nympher sove,
Maanen rød
Bryder gjennem dunkle Skove:
Kildens Vove
Aabner Straalerne sit Skjød.

Solen staaer op i Horizonten.

PHANTASUS.

Bølgen skummer,
Morgenhavet, vakt af Slummer,
Klæder sig i hvide Slør;
Duggens Vande
Glide ned ad Nattens Pande
Og i Luften Perler strøer.
See, fra Østens blanke Stjerne,
Fra det Fjerne,
Paa et Leie af Koral,
Svømmer, over Bølgen gynget,
Kæmpestor og Tang-omslynget,
Frem en Purpur-Muslingskal.
Midt i Havet,
Halv af Bølgerne begravet,
Skallen standser,
Og dens skumbedækte Pandser
Aabner sig, et Øie lig;
Mørket svinder,
Lyset funklende oprinder,
Og Auroras unge Kinder
Under Laaget vise sig:
Stille sødt den Hulde sover,
123 Brystet svulmer fuldt og ømt,
Havets Vover
Mumle om hvad hun har drømt.
Hurtig nu paa spredte Vinger
Søvnen sig iveiret svinger,
Og fra Leiet, koldt og haardt,
Selv hun springer,
Stryger med sin Rosenfinger
Haarets gyldne Lokker bort:
Himlens Bue,
Jordens Dale,
Skovens Sale,
Bjerge, Høie,
Lyset suge
Af det straalerige Øie,
Af de varme Kinders Blod;
Medens Bølgerne neddykke,
Sagte trykke
Tusind Kys paa hendes Fod,
Og hun selv det Blik udsender,
Der bestraaler Land og Kyst og Bugt,
Hvor den Sky, som Glandsen arved,
Hurtig vender
Purpurfarvet
Imod Vesten sig paa Flugt.
See, hvor Vinden
Dobbelt rød nu kysser Kinden!
Luften hendes Ild ei dræber,
Den kun fanger hendes Suk,
Mens de rosenrøde Læber
Drikke Morgenhimlens Dugg;
Og i Havet ud hun springer,
For at dæmpe Hjertets Brand
Dybt i Badet, der omringer
Skallens perleklædte Rand.
Smilende hun Bølgen tynger:
Høit den gynger,
Og den slynger
Halv med Skjælven, halv med Lyst,
Blødt omarmet,
Blidt opvarmet,
Bæltet om Auroras unge Bryst.

AJA.

See, hvor Skummets Perler, runde, bløde,
Rødme ved de lyse Bølgers Dands!

KORA.

See, hvor Engens Blomster, nys saa døde,
Leve op igjen i Morgenglands!

124
EULIMENE.

See, hvor Østens Roser, purpurrøde,
Slynge sig om Himlen som en Krands!

ALLE TRE.

Lyset alle Farver nu forynger!
Høiere sig hæver Jordens Barm,
Mens den rødmende Aurora gynger
Med sit friske Smiil i Bølgens Arm.

AJA.

Stille, Søstre! Hvad er det jeg seer?
Hist paa Floden frem en Qvinde svømmer:
Øiet lukket er, som om hun drømmer,
Fod og Haand sig rører ikke meer.

KORA.

Strømmen snart i Nettet hende fører;
Men en Guddom over Bølgens Top
Hendes blege Hoved holder op,
Saa den vaade Seng det ei berører.

PHANTASUS
som nærmer sig med EULIMENE.

Kun til hendes Skulder stiger Vandet,
Dog er Læben blaa, som død hun var.
Hurtig, Søstre! Nettet træk paa Landet! -
Som vor Fange nu vi hende har!

De drage Nettet op.

ANDEN SCENE

PSYCHE. De Forrige.

EULIMENE.

End bedøvet hviler hun, og Armen
Kraftesløs i Græsset synker mat;
Kold er Kinden, koldere dog Barmen,
Ak, af Livets Varme reent forladt.

AJA.

Nei, hun vaagner - see, hun aabner stille
For den klare Dag igjen sit Blik!

KORA.

Atter ruller Blodets varme Kilde,
Atter hendes Kinder Farve fik!

PHANTASUS.

Atter Læbens Rose frisk udspringer,
Atter Pulsens Slag fornemmer jeg.
Hør! hun sukker - Sukket op sig svinger;
Ned mod Døden meer hun bøies ei.

KORA.

I den køle Morgenluft hun bæver,
Tynget af det vaade Klædebon.

AJA.

See, mod Jorden støtter hun sin Haand!
Op fra Græsset hun sig langsomt hæver.

PSYCHE
skuende omkring.

Siig, hvor er jeg? - Tog i Favn mig Døden?
Har mig Livet og dets Angst forladt?
Seer jeg i Elysium Morgenrøden,
Trøsterinden for den lange Nat? -

125
EULIMENE.

Nei, dit Øie skuer end Aurora!
End din Læbe føler Zephyrs Kys,
Og af nyligfødte Børn af Flora
Leiet redtes, hvor da hviilte nys.
Denne Dugg, som her dig Kinden væder,
Det er Lunas Graad i Nattens Sal;
Det er Jorden, som din Fod betræder,
Moder til din Glæde og din Qval.

PSYCHE.

Ja, Erindring vender nu tilbage,
Fylder med sin Smertesstrøm mit Bryst;
Atter hører jeg den dybe Klage,
Som et Echo af mit Hjertes Røst.

AJA.

Jag den mørke Skygge fra din Pande!
Hviil dig trøstig kun ved Haabets Barm!
Thi en Guddom over Flodens Vande
Bar dig, frelst fra Døden, i sin Arm.

PSYCHE.

Ak, fra Døden er jeg frelst til Smerte!
Ak, fra Undergang til Jammer kun!
Atter sidder Pilen i mit Hjerte,
Atter ligger Sukket paa min Mund.

KORA.

Hør mig du, hvis Øie Taaren tynger,
Du, hvis unge Sjæl er Sorgens Rov:
Hist bag Løvets Hegn, hvor Fuglen synger,
Dybest inde i den dunkle Skov,
Boer den gamle Pan, den vise Hyrde,
Som for alle Smerter kjender Trøst;
Han skal lette dig dit Hjertes Byrde,
Læge med sit Fløitespil dit Bryst.

PHANTASUS.

Og igjennem Skoven skal jeg lede
Til den glade Hyrdegud din Fod,
Skal dig vise hver en Fuglerede,
Hver en Muldvarp under Træets Rod.
Alle Veie jeg i Skoven kjender,
Ofte gik jeg paa den krumme Sti,
Der paa Engen foran Hulen ender,
Hvor den klare Kilde gaaer forbi.

PSYCHE.

Ræk mig Haanden! jeg med dig vil følge.

AJA.

Pan, den vise, skal dig give Raad.

PHANTASUS.

Søstre, pas imens ved Havets Bølge
Paa min Angel og min Medetraad!

Gaaer bort med PSYCHE.

KORA.

Nu til Arbeid atter, hvor den friske
Bølge skummer i den dybe Strand!
For i Havets rørte Vand at fiske,
Atter Net og Angel ud fra Land!
Anden Mading sætte vi paa Krogen,
126 Stramme Snøregarnet fast og tæt;
Kun herind, I Fisk! men ikke Nogen
Slipper ud igjen af vores Net.

NYMPHERNE.

Ja, til Arbeid atter, hvor den friske
Bølge skummer i den dybe Strand!
For i Havets rørte Vand at fiske,
Atter Net og Angel ud fra Land!

TREDIE SCENE

Tyk Skov. phantasus og psyche.

PSYCHE.

Dybt fører du mig ind i Skoven, Lille!
Alt længe vandred vi, og tæt og tættere
Det dunkle Dække hvælves over os.

PHANTASUS.

Snart er den halve Vei tilbagelagt,
Og snart den mørke Hvælving vil fortyndes,
Og Lyset gjennem Løvet skinne frem.

PSYCHE.

Men denne Stilhed skrækker - hvor er Frelse,
Hvis frem den vilde Ulv af Krattet brød?

PHANTASUS.

Stol trygt paa mig!

PSYCHE.

Paa dig? - Og hvem er du,
Som, skjøndt et Barn, dog kjender ei til Frygt?

PHANTASUS.

Mit Navn er Phantasus; den gamle Nyx
I denne Skov mig fødte. Her min Vugge
Stod høit i Træets Top, af Grenen gynget.
Her lærte jeg de muntre Fugles Sprog,
Thi hver en Morgen kom de til mit Leie
Og bragte Føde mig i deres Næb.
Men da jeg større blev, jeg førtes til
Den gamle Pan, som lærte mig at tolke
Den klare Kildes Rislen og hver Susen
Af Vinden, naar den Skovens Løv bevæged.
Hos ham henleved jeg min Barndoms Dage,
Kun mine Søstre, som vi nys forlode,
Og Skovens fagre Nympher var mit Selskab;
Dog kom hver Aften i Besøg min Moder,
Som tog paa Armen mig og kjæled for mig,
Og mig fortalte tusind Eventyr.
Da hørte jeg om mine ældre Søstre,
Om Nattens mørke Døttre, om de fjerne,
Ukjendte Brødre, som jeg aldrig saae.
127 Hvad Jord og Himmel skjuler og bevarer,
Min Moders Ord mig aabenbared, thi
Hun gammel er og kjender alle Ting.
Hun skued Venus, der af Havet steg,
Og var tilstede dengang Amor fødtes;
Hun mægtig er, den gamle hulde Moder,
Og mig af Alle allermeest hun elsker,
Thi jeg er hendes alleryngste Søn.

PSYCHE.

Saa hun tilstede var ved Amors Fødsel? -
Om Amor, ak, fortæl mig hvad du veed!

PHANTASUS.

Og kjender Amor du?

PSYCHE.

Ei meer - ei mere.

PHANTASUS.

Før Amor blev, fortalte mig min Moder,
Var Jorden øde og Olympen stille,
Og Livet sagte kun i Alt sig rørte.
Da skete det, at Skjønhedens Gudinde,
Da hun en Nat paa Havets Bølger kjørte,
Af hvide Svaner trukket og omhvælvet
Af Stjernehimlen, dybt i Slummer sank.
Hun drømte, at den gamle Uranos
Steg ned af Luften og omfavned hende,
Og talte disse gaadefulde Ord:
"En Søn du føde skal, hvis Lige Himlen
Endnu ei saae og aldrig meer vil skue;
Hvis Kraft selv Tordenguden føle skal,
Hvis Skjønhed selv vil overgaae hans Moders,
Hvis Liv skal Livet tusindfold forynge,
Og bringe Dødelige Lyst og Qval;
Men ingen Landse skal hans Hænder føre,
Og intet Sværd, thi Buen er hans Vaaben,
Og Buens vingelette Piil hans Magt." -
Da vaagned Venus - og i hendes Skjød
Den høie Amor laa, et lille Barn,
Med rosenrøde Kinder, gyldne Lokker,
Og Øine dunkelblaa som Havets Dyb.
En Krands af Skum hang om hans lyse Haar,
Men trilled ned ad Kinderne som Perler,
Da første Gang mod Stjernerne han saae.

PSYCHE.

O, veed du Mere? Intet mig fordølg!

PHANTASUS.

Da til Olympen ham hans Moder bragte,
Begyndte der i Lysets høie Sale
Et andet Liv; thi Gratierne kom
Af Skyen frem og dandsed om hans Vugge.
128 Og Muserne sig viste første Gang.
Men Nympherne opdrog den lille Amor,
Hvem tidt som Barn de førte hid i Lunden,
Til Leg med mig og mine fagre Søstre:
Da bar han alt sin Bue og sit Kogger,
Med Pile fyldt, som selv han havde dannet
Af Fuglefjer og Nattergales Næb.
Og ofte gik vi sammen gjennem Landet,
Og naar han saae de smilende Hyrdinder,
Han skød i Hjertet dem sin lette Piil:
Da gik i Taarer deres Latter over,
Til Lilier sig forvandled Kindens Roser,
Høit under Sløret hævede sig Barmen,
Og skjælvende og sukkende de stod.
Jo meer de ængstedes, desgladere
Vi Begge blev, og naar tilsidst de sank
I Græsset ned og væded det med Taarer,
Vor høie Latter gjennem Skoven klang.

PSYCHE.

Hvad, Amor lo ved Menneskenes Sorg?

PHANTASUS.

Ja, dengang var saa flygtig han som Fuglen,
Og lille var han, knap saa stor som jeg.
Men da fra Jordens Dale Bønner steg
Til Zeus om Naade for de unge Hjerter,
Lod Livets Fader frem Anteros komme,
En Søn af Venus, smilende som Amor.
Og snart Anteros voxte og blev stor;
Men Dag fra Dag blev ogsaa Amor større,
Og vandred stille med sin yngre Broder,
Thi Begge meer end Alt hinanden elsked,
Og Begge kappedes i Liv og Væxt.
Fra den Tid af jeg saae ei Amor meer,
Dog har min Moder mig fortalt, at han
Er tidt alvorlig nu og kjender Taarer
Og Længsels dybe Suk saagodt som Smiil.
Men hvad - du græder? Hvorfor græder du?

PSYCHE.

De gamle Sorger ængste nu mit Hjerte.

PHANTASUS.

Græd ei, men hør nu efter hvad jeg siger:
Snart er ved Maalet vi, kun denne Bro,
Der smal og krum sig hvælver over Floden,
Er mellem os og Hyrdegudens Bolig.
Men denne Bro er farlig at betræde;
Hvis Svimmel dig et Øieblik betager
Og Foden glider, styrter du i Dybet.
Thi bøi dit Hoved ned, at jeg om Panden
129 Dig binde kan mit Slør. Med det for Øiet
Gaaer tryg du over Broen ved min Haand.

PSYCHE.

Gjør som du vil, thi Faren bedst du kjender.

PHANTASUS tager sit Slør af Skulderen og binder det PSYCHE for Øinene.

PHANTASUS.

Skrid fremad nu, just som min Haand dig fører.

PSYCHE.

Men hvor forandret er den dunkle Skovvei!
Ukjendte Syner vexle for mit Blik.

PHANTASUS.

See op tilhøire! - Siig mig hvad du skuer.

PSYCHE.

Jeg skuer fjerne Bjerge, hvor paa Randen
Af Klipperne et Chor af Piger dandser.
Knap røre de med Foden Fjeldets Tind,
Mens frit i Luften Klædebonnet flagrer.

PHANTASUS.

Det er de skyomslørte Oreader,
Der evig unge boe paa Bjergets Top.
Men see i Dybet ned, mod Flodens Bølge!

PSYCHE.

En Flok af Nympher seer jeg der at svømme;
Med Siv omkrandsed' er de mørke Lokker,
Der svæve lig et Slør paa Vandet hen.
Og hist ved Bredden Andre hvile sig,
Som fast i Armen holde gyldne Kummer
Og store Krukker, hvoraf Vandet strømmer.

PHANTASUS.

Najaderne det er. Men sku tilvenstre,
Mod Egeskoven hist!

PSYCHE.

O hvilket Syn!
Ved hvert et Træ jeg seer en Nymphe sidde
I græsgrøn Dragt med Liliekrands om Panden,
Og som i Slummer sænker hun sit Hoved,
Mens rundt om Stammen hendes Arm sig snoer.
Hun rører sig - o see! medeet bevæged
Sig Kronens Løv; medeet de slanke Grene
Sig bøied dybt, og hør! fra Stammens Bark
Der strømme klare Toner os imøde.

PHANTASUS.

Det er Dryadens Sang! Med Træet født,
Den glade Nymphe synger mens det blomstrer,
Men visner Træet, hendes Liv er endt.

PSYCHE.

Og vender opad jeg mit Blik mod Luften,
Jeg tusind Fugle seer, som ei jeg kjender,
Og Skikkelser, som aldrig før jeg skued.

PHANTASUS.

Det er de høie Guders Sendebud,
Der flyve rundt til alle Verdens Kanter,
130 Og bringe Budskab til de Dødelige,
Og atter Bønner til Olympen hjem:
De lyse bist er gyldne Haab, og hine,
Som flyve stormende, er Hjertets Ønsker,
Og hine dunkle bære Nattens Drømme.
Men stands nu her! Vi alt er over Broen.
Nu lad mig løse Sløret af din Pande,
Thi Pans den dunkle Grotte seer jeg hist.

Han løser Sløret af PSYCHE.

PSYCHE.

Hvordan! Paa eengang alle Syner svundne!

PHANTASUS.

Og dog er meer end Drøm hvad du har skuet.
Men følg nu med mig over Sletten hen!
I Græsset seer jeg Pan; han ligger stille,
Og sig fornøier med sit Fløitespil.

PSYCHE.

Han vender sig herom.

PHANTASUS.

Han alt har seet os!
Afsted! Han vinker ad os med sin Fløite.

FJERDE SCENE

pan, phantasus og psyche.

PHANTASUS.

Hil Skovens Pan!

PAN.

Hvad fører dig, o Søn,
Saa tidlig hid?

PHANTASUS.

En Gjest jeg her dig bringer.

PAN. En stille Gjest! Til PSYCHE.

Med hvilket Navn dig nævne?

PSYCHE.

Du Psyche skuer, Amors Elskerinde,
Hvem den Guddommelige fra sit Hjerte
For evig har forstødt.

PHANTASUS.

Ha, Psyche du?
Hvis Rygte bredte sig i Verden rundt,
Hvis Skjønhed vakte selv Gudinders Avind!

PAN.

Og hvad har ledt din Fod til mig, o Psyche?

PSYCHE.

De fagre Nympher priste høit din Viisdom;
Thi gik med Phantasus jeg hid fra Havet,
At hente Raad og Trøst og Bistand her.

PAN.

Alt hvad dig hændte, veed jeg. I Olympen
Din Skjæbne godt er Guderne bekjendt,
Og mig min Fader Hermes den fortalte.

PSYCHE,

Hvis Alt du veed, saa ræk mig Hjælp i Nøden,
Thi hvert et andet Haab mig svigter nu.
Ja, hvis du Kjærlighedens Lyst har kjendt.
Og al den Qval, som den en Sjæl bereder,
Naar med den Elskede den flygter bort;
Hvis du har skuet i et Blik, som fyldte
131 Med Længsel dig, og seet det lukkes til;
Hvis du har lyttet til en kjærlig Stemme,
Der pludselig sin Mildhedstone tabte
Og haard og streng forkyndte dig din Dom,
Da fatter du den Nød, som jeg nu prøver.
Skaf Hjælp og Raad! Led mig til Trøstens Væld!
Og lad mig lære af dit vise Ord,
Hvordan jeg atter vinder Amors Hjerte,
Hvordan jeg soner hvad jeg har forbrudt.

PAN.

Kom hid, o Psyche! Hviil dig her i Græsset,
Og lad mig stryge Haaret fra din Pande,
Og skue dybt dig i det klare Blik;
Thi denne Magt jeg fik, at see i Sjælen.

PHANTASUS.

Ha, gamle Pan, fortæl mig hvad du seer!

PAN.

Hvad nu jeg skuer, ikke du forstaaer;
Men vel jeg seer, at denne Sjæl er reen,
Og at ei Brøden har dens Skjønhcd plettet.
Thi vær kun freidig, Psyche! Hvis dig lykkes
Den stolte Venus at forsone, som
Dig ene hader af de høie Guder,
Da vil du atter vinde Amors Hjerte,
Og dermed Lykken, som for dig gik tabt.

PSYCHE,

Men hvor skal da den Himmelske jeg søge,
Og hvilket Ord formilder hendes Harm?

PAN.

Naar Dagen helder, selv jeg vil dig lede
Til Venusborgen, hvor i Glands hun throner;
Dog hvad du der maa gjøre, for at bøie
Gudindens vrede. Hjerte til Forsoning,
Det kan dit eget Sind kun lære dig.

PSYCHE.

Men hvis hun ei forsones, da, o Pan!
Da giv mig Raad, hvor jeg den Død skal finde,
Som jeg i Floden har forgjæves søgt.

PAN.

Som Jordens Døttre du er utaalmodig,
Og rolig veed du ei din Sorg at bære,
Skjøndt alle Sorger ligne Nattens Skygger,
Der eengang flygte vil for Dagens Glands.
Thi viid, at ogsaa jeg, hvem her du seer,
Har prøvet Elskovs Smerte og bevarer
De sørgelige Minder i mit Bryst.

PHANTASUS.

Og det har aldrig du mig sagt! Fortæl mig
Din Kjærlighed.

PSYCHE.

Lad mig din Skjæbne høre,
At den kan styrke Haabet i mit Bryst.

PAN.

Saa viid, at ei jeg stedse her har boet,
132 Og ikke altid levet her som Hyrde.
Som Bjergbeboer tidJig alt jeg fulgte
Til Indien den høie Bacchus og
Som Kriger i hans Hær vandt Roes og Hæder.
Da jeg tilbage kom, var Jagt min Lyst:
Ved Dag og Nat paa Bjergene jeg streifed,
Mit Maal var Vildtet i de dybe Huler
Og Fjeldets Ged paa Klippens høie Tind.
Da skete det en Aftenstund, at jeg,
Der træt af Jagten gik til Floden Ladon
For mig et Bad at tage, skued Syrinx,
Den skjønne Nymphe, som i Græsset laa.
Hun saae mig ei, men gjennem Buskene
Betragted jeg den Fagre, medens Luna
Med milde Straaler fængsled hendes Blik.
O, hvor er Ord, som tolke dette Syn!
Som du, o Psyche, var hun ung og deilig,
Og som den lyse Maane venlig blid.
Jeg traadte frem, at tolke høit min Elskov,
Men da hun skued mig, hun hurtig flygted,
Thi hæslig som jeg var, jeg skræmmed hende.

PHANTASUS.

Siig, var du dengang skægget, Pan, som nu?

PAN.

Ja, vildt om Hovedet mig Haaret hang,
Mig Skægget naaede ned til Bæltestedet,
Og allerede furet var min Pande.

PSYCHE.

Men hvilken Ende fik din Kjærlighed?

PAN.

En sørgelig! thi skjøndt med varme Bønner
Den hulde Nymphe daglig jeg bestormed,
Blev hende meer og mere jeg forhadt.
Sit Øre lukked hun for mine Ord,
Og naar hun fra det Fjerne saae mig komme,
Drev Synet af mig hendes Fod paa Flugt.
Da hændte det en Morgen, at jeg atter
I Skoven hende traf, med Krandsen flettet
Omkring de mørkebrune, lange Haar.
Vildt svulmed Hjertet i mig af Begjær,
Og vildt forfulgte jeg den lette Syrinx,
Der flygted ilende med Stormens Fart.
Saa løb omkap vi gjennem Skoven hen,
Og alt hun vakled paa sin Fod, og snart
Jeg drømte mig den Hulde ved mit Hjerte,
Thi Flodens Bølger standsed hendes Løb:
Da sank i Knæ hun og bønfaldt sin Fader,
Flodguden, om at bringe hende Frelse,
Og til et Sivrør pludselig forvandlet,
133 Da jeg mig nærmed, stod ved Floden hun;
Men Vinden rørte Sivets Top, og Toner,
Som aldrig før jeg hørte, aldrig siden,
Igjennem Luften veemodsfulde klang.

PSYCHE.

Du arme Pan!

PAN.

Til Jorden sank jeg ned,
Og mens jeg græd, det slanke Siv jeg brød,
Og af de brudte Rør jeg sammenføied
Til Trøst i Nøden denne Hyrdefløite.
Paa den jeg spilled, hvergang Sorgens Minder
Sig nærmed til min Sjæl, og Smerten løste
I hulde Toner da sig lifligt op.
Men Jagten og det vilde Liv blev mig
Fra denne Stund forhadt, og jeg blev Hyrde
Og Hyrdefolkets Lærer her omkring.

PSYCHE.

Og er du trøstet nu for al din Sorg?

PAN.

Den stille Skov jeg daglig nu beskuer,
Og hvad mig Guder i min Ungdom lærte,
Da mig Udødeliges Lod blev skjenket,
Det lærer jeg de unge Hyrder nu;
Men nærmer stundom sig en mørk Erindring,
Forvandler jeg ved Fløiten den til Glæde.
Seer du, o Psyche, denne Fløite - Syrinx
Jeg kaldte den til Minde om min Elskov -
Fra den udstrømmer Trøst og Harmoni.

PSYCHE.

O lad mig høre disse Toner, PanI

PAN.

Syng du, o Phantasus, og jeg skal følge
Din Stemme med de blide Toners Klang.

PHANTASUS.

Nei munter skal din Tone mig ledsage!
En Sang om Amor vil jeg Psyche synge,
Og fylde hendes Sjæl med Gudens Lyst.

Pan blæser paa Syrinx til Sang af

PHANTASUS.

Fjernt i Tiden,
Da kun liden
Amor var;
Da med Dukken
Ham til Vuggen
Nympher bar;
Da hans Blikke
Endnu ikke
Flammer tændte,
Det en Midnatsstund sig hændte,
Hvad min Moder skuet har.
Alt var stille,
Hos den Lille
134 Nymphen sad:
Træt hun sover,
Barmens Vover
Skilles ad;
Sløret viger,
Brystet stiger,
Løsnet ruller
Haaret ned om Hals og Skulder,
Sænket dybt i Søvnens Bad.
Ud af Sengen
Venusdrengen
Let da staaer;
Thi som Lynet
Skjønhedssynet
Her ham slaaer;
Høit han fryder
Sig, og bryder
Af sin Vugge
Gængen nu, den høire smukke,
Gylden som hans gyldne Haar.
Glad i Aanden
Han i Haanden
Holder den,
Gaaer saa stille
Til den milde
Nymphe hen;
Maaler Barmen,
Og ved Armen
Gængen bøier,
Og som Brystet den forhøier,
Ud og ind og ud igjen.
Da tilskue
Kom en Bue,
Livets Trøst,
Som betvinger,
Naar den klinger,
Hvert et Bryst.
Nymphens Hjerte
Gav den Smerte;
Fra en Vugge
Tog den med sig Drøm og Sukke,
Gudens Glæde gav den Lyst.

PSYCHE.

Jeg Buen kjender, som du synger om;
En af dens Pile har tilblods mig ridset.

PHANTASUS.

Ja farligt er det, blot at røre ved den.

135
PAN.

Nu hviil dig, Psyche; thi naar Dagen helder,
Den lange Vandringsvei dig forestaaer.

De gaae ind i Grotten.

FEMTE SCENE

Venus' Palads. VENUS paa sin Throne. I Baggrunden NYMPHER. Paa Thronens nederste Trin sidder AMOR.

VENUS.

Siig, standser ei endnu din Klagestrøm?

AMOR.

Deelt mellem Sorg og Fryd, jeg vel maa kJage.
Bestandig Psyches Billed seer jeg for mig,
Snart blegt og skjælvende, som da i Natten
Jeg selv forkyndte hende Skjæbnens Dom,
Og klart min egen Grusomhed jeg læser
I Billedets de smertefulde Træk;
Men nærmer atter sig det lyse Haab,
Som hæver Fremtids Dække for mit Øie,
Og viser mig min fagre Hustru smykket
Med Evighedens lyse Diadem:
Da frydes jeg, som stod ved Maalet hun,
Da følger Tanken hende høit til Himlen,
Hvor Guders Fader hende Skaalen rækker,
Til Randen fyldt med Livets friske Drik.

VENUS.

Men end, o Amor, er ei Timen kommen;
End hænge Skjæbnens tvende Skaaler lige,
Og ingen Gud, selv ikke Himlens Konge,
Kan bøie Vægtens Tunge som du vil.
Selv maa din Hustru Skjæbneloddet lægge
I Lykkeskaaien, og den Seierskrands,
Der smykker de Udødeliges Tinding,
Hun selv maa vinde, hvis dit Haab skal krones.

AMOR.

Jeg veed det, men jeg frygter ei for Psyche;
Thi som de Himmelske hun modig er,
Og trofast som de bedste Dødelige,
Og rig paa Kjærlighed som ingen Anden.
Men du, o Venus, du hvem det blev givet
At prøve hendes Tro i Livets Trængsler,
Vær ei for streng imod den Angerfulde,
Og knuus ei reent den sorgbetyngte Sjæl!

VENUS.

Hvor er dit Hjerte daaret nu af Elskov,
Hvor er dit Øie blindt, naar ei du seer,
At kun i Flammerne kan Guldet luttres.
Dybt hun ydmyges skal; den sidste Rest
Af Stolthed jeg af Brystet vil udrydde;
Spot, Haan, Foragt skal hendes Hjerte døie;
I Støvet skal hun bøies; denne Skjønhed,
136 Som Verdens Læbe før saa høit beundred,
Skal nøgen blegne for mit strenge Blik.
Alt skal hun gjennemgaae, fra Trin til Trin,
Ja lære kjende selv den mørke Død;
Thi først i Døden det sig vise vil,
Om hun er værdig til en evig Lykke,
Om Alt hun tabe kan, for Alt at vinde.

AMOR.

Men jeg den Hulde styrke vil i Prøven:
Den halve Vægt, som hendes Skulder tynger,
Den halve Sorg for Psyche vil jeg bære.

VENUS.

Vel veed jeg, at din Magt har hende frelst,
Da hun fortvivlet styrted sig i Floden,
Og Nympherne af Bølgen hende drog;
Men først naar Underverdnen Psyche fængsler,
Vil Lænken løses, som dig selv nu binder;
Vil atter Magt du faae, til frem at træde
I jordisk Form for Dødeliges Blik.

AMOR.

Men useet hendes Vei jeg tør omsvæve,
Og nære Haabets Gnist, at ei den slukkes.

EN HEROLD

træder ind.
For Slottets Port, o Venus, Psyche staaer,
Og dig begjærer hun at faae itale.

VENUS.

Før hende frem!

herolden bort.

AMOR.

Her knæler jeg for dig!
Vær ikke haard mod Psyche, skaan den Hulde!

VENUS.

Din Bøn jeg agter ei. Men fly, o Amor!
Din Hustru kommer, hvem du ei tør møde.

AMOR.

Ja, lad mig flye! thi ei mit Hjerte bærer,
At see ydmyget Den, jeg elsker høit.
Bort.

VENUS.

Forsamler Jer, o Nympher, om min Throne!

NYMPHERNE nærme sig og stille sig paa begge Sider af VENUS, medens PSYCHE føres ind.

SJETTE SCENE

venus og psyche.

VENUS.

Nærm dig, o Psyche!

PSYCHE træder skjælvende frem med udslagne Haar, og knæler foran Thronen.

PSYCHE.

Venus! himmelske
Og høie Herskerinde! Skjønheds Dronning!
Hvem Havet fødte og hvem Jorden ærer,
Hvis Lov boer paa de Dødeliges Læber:
O, bøi dit Øre naadigt til min Bøn!

VENUS.

Saa jeg er skjøn i dine Øine, Psyche,
Og himmelsk paa din Læbe - du, hvem Alle
137 Til Himlen hæve for dm Deilighed,
Hvem Landets unge Hyrder kalde Venus
Og fast tilbede som de høie Guder.
Kom! Lad dog ei saa bange! Knæl ei, Psyche,
Men nærm dig dristig kun! Bestig din Throne,
Og jeg i Støvet vil for dig mig b Øie,
Og række dig mit Skjønheds-Diadem. - ·
Du tier - stolte Psyche, intet Svar?
Fortjener Gudens Moder ei et Ord,
Og har din Slægtning Intet du at sige?
Hvad, græder du? Græd ei, du Himmelske!
Kast ei de dyrebare Perler bort,
Hvormed du kjøbe kan saamange Hjerter.
Vær ei forsagt! Du er jo Amors Hustru,
En halv Gudinde, deilig selv som Venus.
Fra Gudens Slot du kommer jo - gav Amor
Dig Budskab til sin Moder? - Svar mig, Psyche!

PSYCHE.

O, spot ei Smerten, som mit Hjerte ængster!
Alt har jeg tabt, og kun det sidste Haab
Paa dig, guddommelige Dronning, hviler.
O, sænk dit Øies Straaler naadigt ned!
Du Himmelske! forbarm dig over mig,
Og lad endnu engang mig Amor skue!
Et Suk til ham, saa vil jeg gjerne døe,
Et Blik endnu, saa lad mit Øie lukkes,
Et Ord kun, som Tilgivelse mig bringer,
Lad saa hver Glædeslyd for mig forstumme!
- See, dybt i Støvet knæler jeg for dig,
Din Fod jeg kysser - stød mig ikke bort,
Forstødt af dig, har intet Haab jeg mere.

VENUS.

Hvor flyde Ordene dig let fra Læben!
Din Kind den blusser, og dit Øie flammer.
O Skade, at ei Jordens Sønner see dig
I denne Time; dybt i Støvet faldt de,
Og offrede til Psyche som til Venus.
Men kast dit Klædebon, og lad mit Øie
Din underfulde Skabning see, thi Rygtet
Fortæller, at den Gratiens selv fordunkler.

PSYCHE.

O, hav Medlidenhed med den, som sørger!

VENUS.

Nei, Psyche! - Amors Hustru, som du kaldes,
Tør vel sin Deilighed hans Moder vise.
Kast Klædebonnet af og løs dit Bælte!
Hvad - tøver du? - Ha, Nympher, tving den Stolte!

nympherne klæde psyche af.

PSYCHE.

Er du saa grum, o Venus? Ingen Naade, Kun Hævn jeg læser i dit mørke Blik.

138
VENUS. NU, RUYGTET

nar ei overdrevet, Psyche!
Som Marmor hvide skinne dine Lemmer,
Og krusede de brune Lokker falde
Dig over Svanebarmen som et Slør.
Høit hæver sig dit unge Bryst - din Midie
Er smækker som et Siv, og rund er Armen,
Og kort og smal din Fod, og fiin din Haand.
Seer du, o Psyche, jeg dig ei misunder,
Thi høit min Læbe priser jo din Skjønhed;
Og jeg begriber nu, at Jordens Sønner,
Naar denne Deilighed du blotted for dem.
For dig selv Himlens Venus kunde glemme.

Hun staaer op.

Nu græd ei, Psyche! thi foruden Selskab
Du bliver ei, skjøndt jeg dig nu forlader;
Paa alle Væggene du Speile seer,
Og tusinddobbelt skuer du dit Billed,
Og kan fortrylles af din egen Glands.
Men derhos vil jeg tvende Genier sende,
Som skal dig Eensomheden her forkorte:
Mod deres hulde Toner bøi dit Øre,
Og luk ei Hjertet til for deres Trøst!

venus bort, fulgt af nympherne.

SYVENDE SCENE

PSYCHE ene. Hun sætter sig taus ned paa Thronens Trin og skjuler sit Ansigt med Hænderne. SORG og LÆNGSEL, to Genier, træde ind og stille sig hver paa sin Side af hende.

LÆNGSEL.

Husker Amors
Fagre Kinder,
Du, o Psyche?
Og hans Øies
Guddoms-Straaler,
Og hans røde
Rosenlæbers
Friske Glands?
Og hans Arm, den bløde, kjærlige,
Og hans lyse Lokkers herlige,
Gyldne, dufterige Krands?

PSYCHE.

O, hvilke Minder kalder du tilbage!

SORG.

Aldrig mere
Vil du skue
Amors Øie!
Aldrig mere
Skal hans Arm dig
139 Huldt omslynge,
Skal du hvile
Ved hans Bryst;
Ei hans Aande, mild og luftende,
Ei hans Mund, som Blomster duftende,
Vækker meer dit Hjertes Lyst!

PSYCHE.

O, smertefulde Gjenlyd af min Klage!

LÆNGSEL.

Husker Amors
Ømme Sukke,
Du, o Psyche?
Og hans Læbes
Varme, hulde,
Trøsterige,
Tonefulde,
Søde Ord?
Og hans Bøn, den kjærligt stammende,
Og hans Kys, det heftigt flammende,
Naar han Kjærlighed dig svor?

PSYCHE.

O, maa jeg denne Lykke nu erindre!

SORG.

Aldrig mere
Vil hans Stemmes
Klang du høre,
Vil hans milde
Ord dit Hjertes
Længsel stille,
Vil hans varme
Kys du faae;
Ei din Taare nu, den rindende,
Ei dit Suk, i Luften svindende.
Til den Herlige kan naae!

PSYCHE.

Slet ud, o Taare, disse Sorgens Ord!

LÆNGSEL
holder et Speil for PSYCHE.

Seer du Amor?
Hist han flyver,
Ud mod dig sin
Haand han rækker,
Armen strækker
Han i Smerte
Mod dit Hjerte,
Fordum hans;
Tag min Vinge nu, den hævende,
Flyv til Amor, til den svævende.
Som dig vinker i sin Glands!

PSYCHE
reiser sig.

Ja, laan din Vinge mig! Til ham jeg maa!
140 O, stands mig ei! Paa Flugt, paa Flugt til Amor!
Kun ved hans Hjerte kan jeg Hvile faae.

SORG
vender Speilet om.

Seer du Døden
Hist sig nærme?
Ned den fører
Over Floden
Dig til Hades,
Hvor du aldrig
Gudens Billed
Skuer meer:
Han mod Himlen svæver smilende,
Du med Døden vandrer ilende
Did, hvor Skygger kun du seer.

PSYCHE.

Nei, selv i Døden skal jeg ei ham finde!
O ræk - o ræk en Draabe mig af Lethe,
At jeg kan Alt forglemme og forgaae!

Synker til Jorden.

SORG
kaster et mørkt Slør over PSYCHE bøier sig over hende og synger:

Om den Dødeliges Vugge,
Moderleiet redt saa nær,
Sværmer alt med stille Sukke
Sorgernes den mørke Hær.
Lette Taarer Øiet dugge,
For det første Smiil at dræbe;
Skriget aabner Barnets Læbe
Med det første Morgenskjær.
Og naar Barnets Tid er runden,
Ungdoms korte Lyst forbi,
Falmet Krandsen, som var vunden,
Svundet Elskovs Trylleri -
Ak, naar Drømmen er forsvunden,
Som just Livet skulde smykke:
Gjemmer selv den døde Lykke
Dødens Sorger indeni.

141

FJERDE ACT

FØRSTE SCENE

Vild Bjergegn. AMOR træder op.

AMOR.

Her lad mig standse! Her er Stedet jo,
Hvor paa sin Vandring hun forbi maa komme;
Igjennem denne Kløft sig Stien snoer. -
Min Fod er træt. Som Høgen jager Duen,
Har Angst og Uro drevet mig omkring,
Og ingen Glæde gjeste vil mit Bryst,
Før Psyches Prøvetid er heelt tilende.
Forgjæves steg jeg op til Guders Bolig;
Tom var mig Himlen, thi hun var der ikke,
Og Musers Sang kun vakte Længsel efter
Endnu engang at høre hendes Røst.
Forgjæves tyede ned jeg dog paa Jorden
Og blanded mig igjen i Livets Vrimmel,
Thi hvert et Syn, som minded mig om hende,
Mig viste kun den Elskede som tabt.
Da mærked jeg, at Sorg boer allevegne,
Men Trøsten kun i Eensomhedens Skjød.

Hvor eensomt her! Rundt om mig nøgne Klipper;
Ikkun en enkelt Plet, hvor Græsset spirer,
Et enkelt Træ, hvor Ravnen eenlig sidder,
Og hæs og hungrig skriger efter Rov
Midt paa den øde Vei til Dødens Rige.
Men dog paa denne Vei mig Trøsten møder!
Thi denne Vei skal hendes Fod betræde,
Paa denne Sti hun vandre skal, naar Hermes,
Hvem mine Bønner kaldte fra Olympen,
Til Underverdnens Porte hende fører.
Men stille! Op fra Dybet lød en Røst -
Ja, min Forventning hun imøde kommer!
Hist gjennem Kløften stiger alt den Hulde
Og nærmer langsomt sig ved Gudens Haand.
Afsted, at ei mod Skjæbnens Bud hun seer mig!
Til Fjeldets steile Rand jeg vil mig svinge,
142 Og mens i Dybet her hun gaaer forbi,
Vil jeg, i Bjergets Taageslør indhyllet,
Usynlig følge hendes stille Gang.

ANDEN SCENE

HERMES og PSYCHE komme vandrende.

HERMES.

Skjælv ei, o Psyche! thi en Gud mig sendte,
For paa din Smertes-Vei at staae dig bi.

PSYCHE.

Og du min Fod til Hulen lede vil,
Der fører gjennem Jorden ned til Hades?

HERMES.

Ja velbekjendt mig Veien er; thi viid,
At til din Følgesvend du Hermes har,
Der fører bort de Hedenfarnes Sjæle,
Og viser Veien dem til Plutos Slot.

PSYCHE.

O, saa forbarm dig ogsaa over mig,
Og lær mig Dødens Smerter at betvinge,
Thi knap formaaer mit Hjerte dem at bære.
Men har fra Dødens Angst du løst min Sjæl,
Da viis mig Vei til Underverdnens Dronning,
Den mørke Hekate, til hvem mig Venus
Med Bøn og Budskab her nu skikker ned.

HERMES.

Og hvad, o Psyche, er dit Ærende?

PSYCHE.

Hos Dødsgudinden skal jeg Æsken hente,
Der indeslutter skjulte Tryllekræfter,
Som fast kan holde det Forgængelige.
I denne Æske gjemmes Skjønhedsmidlet,
Der Jordens Skjønhed evig frisk bevarer;
Og hvo som eier denne Skat, kan aldrig
Af Tiden bøies: evig ung og deilig
Hun vandrer i de Dødeliges Chor.
Men kun bag Døden, kun hos Hekate
Kan Æsken hentes. - Mig, o Hermes, sendte
Gudinden ned til Orcus efter den.

HERMES.

Det var paa denne Vandring, jeg dig traf,
Da du paa Jorden sad, og hede Taarer
Ad dine blege Kinder strømmed ned?

PSYCHE.

Ja, Døden gik med Taarer jeg imøde;
Thi tung den sidste Hilsen er til Livet,
Er fattigt end paa Glæde dette Liv.
Men vel jeg veed, at kun min Undergang
Forsoner Skjønheds Dronning, skjøndt jeg bar
Taalmodig alle Plager, som hun sendte,
Og alle Byrder, som hun lagde paa mig;
Thi stedse leved Haabet i min Sjæl,
At jeg tilsidst dog vilde Amor møde.

143
HERMES.

Og hvormed piaged dig da Gudens Moder?

PSYCHE.

Fra første Dag, jeg kom til hendes Borg,
Hun tvende Genier mig til Selskab gav,
Der uafladelig mit Hjerte ængsted,
Idet med himmelsk Fryd de snart det fyldte,
Og snart det saarede med Smertens Braad.
Ei blot i Venusborgen de mig fulgte,
Men selv i Skoven ud blandt vilde Dyr,
Naar der jeg sendtes ud, for Bær at sanke.
Thi aldrig Ro den Himmelske mig lod,
Til hvert et Ærende, som Fare bragte,
Hun brugte mig, og stedse var jeg lydig,
Thi Kjærlighed mig styrked paa min Gang.
Meest var til Qval mig dog min Morgenvandring,
Naar jeg tiljelds blev skikket, hvor blandt Drager
Og Kryb og Slanger Kilden vælder frem,
For til Gudinden Skjønhedsvand at hente.
Da vented hvergang jeg min sidste Stund;
Men hvergang faldt paa Fjeldet jeg i Slummer,
Og naar jeg vaagnede, var fuld min Kande.
Midt i min Nød, da følte jeg mig trøstet,
Som var en Gud mig nær i al min Jammer,
Som lytted til mit Suk en evig Magt.
Men tidt paa Veien Skræk og Angst betog mig.
Naar da ved Skovens Strøm jeg stod, der bruser
Med fulde Bølger ned fra Klippens Tinde,
Jeg vilde søge Døden i dens Skjød:
Dog neppe hæved jeg min Fod til Springet,
Da var det, som fik alle Vinde Stemmer,
Som hørte jeg i Luften Amors Røst,
Og ned i Graad jeg sank ved Træets Rødder,
Til Sorgen var i Taarer smeltet hen.

HERMES.

Du hulde Psyche!

PSYCHE.

Mange Dage svandt
Saaledes hen for mig i Suk og Taarer;
Men da jeg ingen Frelse skued meer,
Da ingensinde Amors Blik jeg mødte,
Blev svagt og svagere mit Hjertes Haab,
Og nu er reent det svundet. Ned til Døden
Mig Venus sender nu: det mørke Rige,
Hvorfra ei nogen Sti tilbage fører,
Skal skjælvende og mat min Fod betræde.

AMOR
usynlig.

End lever Haabet for din Sjæl at glæde!

PSYCHE.

Ha, hvilken Røst! - O Hermes, hørte du
De klare Toner, som fra Luften lød
Og sig i Bjergets Gjenlyd tabte brat?

144
AMOR.

End er ei Psyche af sin Ven forladt!

PSYCHE.

O Trylleri! Maa Amors Røst jeg høre
I denne Time før min sidste Stund?

HERMES.

Ja, nær dig Guden er, skjøndt ei du seer ham;
Alt hvad din Sjæl nu ængster, han fornemmer.

PSYCHE.

End er ei Psyche af sin Ven forladt!
O var det muligt! Skal jeg Amor møde,
Ei blot paa Dødens Vei, men bag dens Nat? -
Du Elskede, som skjuler dig for mig,
O tal igjen i Toner til mit Øre,
Lad atter mig din milde Stemme høre!

Efter en Pause.

Nei, ingen Lyd afbryder Luftens Stilhed.
Hans Røst forsvandt; men Haabet, som den fødte,
Her i mit Hjerte vil jeg holde fast.

HERMES.

Ja, gjør det, Psyche! Men følg nu med mig,
Til Træet hen, der skygger over Rrønden,
Hist hvor den klare Kilde sprudler frem.
Der hviil et Øieblik din trætte Fod;
I Græsset ned dig sæt, mens jeg dig lærer,
Hvordan du Dødens Rædsler skal betvinge,
Og uskadt gjennem Dybet finde Vei.

PSYCHE.

Ja, gyd mig Mod i Sjælen med dit Ord!
Her vil jeg hvile! her blandt disse Blomster,
Der lokke Øiet huldt med Glands og Farve.
Siig, Hermes, hvilket Navn har denne Blomst?

HERMES.

Narcissus kaldes den.

PSYCHE.

Hvor dybt den bøier
Sin ranke Stængel med den lyse Krone,
Som om den vilde speile sig i Brønden.

HERMES.

Den søger ogsaa Dybet, som du selv.
Men hør nu efter, hvad du har at gjøre,
For at ei Dødens Rige skal dig fængsle,
Naar over Grændsen først din Fod er traadt.

PSYCHE.

Ja lær mig Døden i min Død at undflye!

HERMES.

Naar gjennem Hulen, hvortil jeg dig fører,
Du eensom vandret er, da seer dit Øie
En Slette, som ved Floden Styx sig ender,
Hvor Færgemanden Charon du vil møde.
Før du til Overfart hans Baad betræder,
Ræk taus af disse Mynter ham den ene,
Og naar fra Orcus hjem igjen du vender,
Betal den anden ham i Færgeløn;
Thi uden Løn sin Baad han løser ei. -
Naar da paa Flodens Vand du vugges, Psyche,
Da hverken tal, ei heller see dig om,
145 Thi bag ved Baaden vil en Skygge svømme,
Der trygle vil om Bistand og om Frelse;
Og naar paa Hades' Bred iland du stiger,
Hvor du en Flok af gamle Koner seer
Ved Væven syslende, som vil dig bede,
At hjælpe og tilhaande dem at gaae,
Da gaa dem taus forbi; thi Alting skeer,
For af din Haand at lokke disse Brød,
Hvormed du Dødens Vogter tæmme skal,
Og hvis du mister eet, er du fortabt.
Paa høire Bred af Floden nu du skuer
Den mørke Plutos Slot, og foran dette
Med trende Ho'der Cerberus at ligge.
Vildt gjøende med sine trende Struber
Den springe vil mod dig; men ræk kun Brødet
Den stille hen, og træd ad Porten ind.
Her vil en Skygge føre dig til Salen,
Hvor Hekate, den strenge Dronning, throner.
For hende røgt dit Ærende fra Venus,
Og bed om Æsken, fyldt med Skjønhedsmidler;
Men modtag ei den Spise, hun dig byder,
Thi smager du en Mundfuld, er du bunden
Foruden Redning fast til Mørkets Hjem.
Har hun til Afsked let berørt din Pande
Og rakt dig Gaven hen, da gaa tilbage;
Men lad af intet Syn dig lokke bort
Fra Veien og af ingen Lyd dig skrække.
Gaa taus igjen forbi de blege Skygger,
Ræk hen til Cerberus det andet Brød,
Til Charon giv den anden Mynt, men vogt dig,
At ikke du i Dybet Æsken aabner,
Og finder Døden, hvor du nær var Frelsen.

PSYCHE.

O Hermes, dybt i Angst mit Hjerte bæver!
Ved dine Ord forsvundet er mit Mod,
Og alt mit Blod forvandler sig til Iis
Ved Tanken om den mørke Charon og
Den vilde Cerberus og Dødens Dronning.
Ei tør til Hekate mit Blik jeg hæve;
Min Haand vil skjælve, naar hun den berører,
Mit Øie briste, naar det møder hendes,
Og Frygt og Rædsel lamme vil min Fod,
Saa den ei meer til Lyset finder Vei.

HERMES.

End har du Valget, Psyche. Ingen Gud
Dig tvinger mod din Villie. Vend tilbage,
Fortæl den høie Venus al din Jammer,
146 Og stig blandt Dødelige atter ned,
Og lev, foruden Amor, uden Smerte.

PSYCHE.

Foruden Amor leve - Hvilken Afgrund
Oplader du, o Hermes, for mit Blik!
Hvad er selv Dødens Svælg med al sin Smerte,
Med al sin Nød, der sammenknuger Hjertet,
Med sine vilde Syner, mod den Afgrund,
Hvor kun en evig Tomhed har sit Hjem,
Hvor i et evigt Tab hvert Haab gaaer under,
Hvor Livet er en evig langsom Død,
Og Hjertet i hvert Slag sit Savn fornemmer.
O Hermes! hvor er her et Valg at træffe?
Ræk mig din Haand! thi modig vil jeg følge.
Det Fremtidsliv, hvis Tomhed du mig viste,
Har vakt hver Kraft, der slumred i min Sjæl.
Et nyfødt Haab sig rører i mit Bryst;
Høit skal det løfte mig paa stærke Vinger
Mod Evighedens Stjerner, naar min Fod
Fra Lyset stiger ned i Mørkets Rige!

HERMES.

Og jeg skal lede dig til Dødens Port,
Hvorfra du Veien eensom vandre maa.
Men end til Afsked drik af Kildens Bølger,
At du maa styrkes til din lange Vandring.

PSYCHE bøier sig ned over Brønden, øser Vand med Haanden og drikker.

PSYCHE.

Hvorhen, o Hermes, nu?

HERMES.

Ad denne Sti,
Og snart ved Fjeldets Grændse vil du staae.

PSYCHE.

Saa hav nu Tak, du Træ, som gav mig Skygge!
Hav Tak, o Kilde, af hvis friske Bølger
Jeg øste Styrke til den tunge Gang!

Gaaer bort med HERMES.

TREDIE SCENE

AMOR
kommer frem paa Veien.

Bort vandrer hun - see, meer og meer hun svinder,
Igjennem Kløften ned hun stiger alt,
Hvor Bjergets Taage, som mit Øie blinder,
Nys som et Dække over Dybet faldt.
Men hendes Minde lever overalt!
I Græsset Fodens lette Spor jeg skuer,
Med Luften hendes Aande jeg indsuger,
I Himlens Glands afspeiles hendes Kinder,
I Skyens Flugt det Savn, hun har fremkaldt.
Ak! hvi mod Skyen løfter jeg min Pande?
Det Haab jo svinder, som jeg stirrer paa.
147 Til Brønden ned! ned til de stille Vande,
Der gjennem Dybet nu lig Psyche gaae!
For dem min Lyras Strenge vil jeg slaae,
Indtil jeg seer Najaden op at dukke;
Hun paa sin Bølge skal min Længsel vugge,
Hun i sit Bæger skal en Drik mig blande,
Hvoraf det syge Haab kan Kræfter faae.

Han gaaer ned til Brønden, tager af sin Skulder en lille Lyra, sætter sig paa Randen og synger:

Lyt til Lyrens Toner
Her fra Brøndens Rand,
Du, hvem Skummet kroner
Bag det sølvblaa Vand:
Lette Nymphe, stille
Hæv dit Hoved op,
Op fra Brøndens Kilde,
Over Bølgens Top!
Perler ei du sanke
Meer i Dybets Sal!
Hurtig fyld din blanke,
Krandsede Pocal!
Og en Drik, som qvæger
Styrkende min Aand,
Ræk mig i dit Bæger
Med din hvide Haand!

NAJADEN

stiger op paa Vandets Overflade.
Dybt paa Kildebunden
Har jeg hørt din Sang,
Blidt i Aftenstunden
Ned til mig den klang;
Og af Perlesalen
Gik jeg hurtig ud,
Hurtig jeg Pocalen
Fyldte paa dit Bud.

Rækker AMOR et Bæger.

AMOR.

Hvor du traf det nøie!
Just et bredfuldt Maal -

Vil drikke.

Ha, hvad seer mit Øie
I din fyldte Skaal!
Er mit Blik da hildet
Nu af Trylleri?
Psyches fagre Billed
Svømmer jo deri!

NAJADEN.

Da hun før sig bukked
Over Brøndens Dæk,
148 Mens paa Bølgen vugged
Sig de skjønne Træk,
Hende fangen tog vi,
Og til Bunden let
Hendes Billed drog vi
I det vaade Net.

AMOR.

O, hvor ligt det svømmer
Paa den klare Drik!
Lukt, som om det drømmer,
Er det hulde Blik.
Skaalen op jeg fører
Til min Læbe kun,
Læben da berører
Psyehes søde Mund.

Han drikker.

NAJADEN.

Bort i Perler rundet
Er det blanke Vand;
Billedet forsvundet
Er paa Læbens Rand -

AMOR.

Nei, til Hjertet rinder
Det med Draaben ned!
Fast min Sjæl det binder
Med sin Kjærlighed.
Tag igjen dit Bæger!

Kaster det i Brønden.

Det i Dybet gaaer,
Rask det sig bevæger,
Snart det Bunden naaer.
Selv bliv du tilbage,
Thi min Barm er trang;
Syng mig for min Klage
Her en Vuggesang!

NAJADEN.

Sænk da Blikket i min Kildes Bølger!
Bad da Øiet i det friske Vand!
Følg med Draaben, naar sit Løb den følger
Gjennem Brønden til den aabne Strand.
Dybets Sale skinne som Krystaller,
Loftet høit sig hvælver af Koraller,
I hvis Grene Luften bølger reen;
Lyset gjemmes der i gyldne Skaaler,
Thi enhver af Dagens brudte Straaler
Vi bevare som en Ædelsteen.
Dermed sig de unge Nympher smykke,
Dermed krandse de det lange Haar,
Dermed klares Havets dybe Skygge,
149 Deraf alle Bølger Glandsen faaer.
Al den Herlighed, som Jorden mindes,
Rigere bag Skummets Dække findes,
Der, hvor Aphrodite Livet fik:
Øiet, Læbens Perler, Barmens Bølger,
Haarets dunkle Strøm, som Nakken dølger,
Kindens Lilier frem af Vandet gik.
Derfor kast i Kilden kun din Smerte,
At med Voven bort den strømme kan!
Derfor bad, o Amor, kun dit Hjerte
I det svulmende, det friske Vand!
Hver Erindring, som din Sjæl betynger,
Hver en Sorg, hvortil dit Savn sig klynger,
Let af Kildens Draaber slettes ud;
Og af Badet, som din Længsel stilled,
Stiger frisk og nyfødt Haabets Billed,
Straalende og herligt som en Gud.

Hun forsvinder i Brønden.

AMOR.

Hvor roligt! - ingen Vind sig mere rører,
I Kilden farves Bølgen purpurrød,
Mens Dagens Konge til det Leie kjører,
Hvor Havgudindens Kjærlighed han nød
Nu vandrer Psyche stille til sin Død;
Men hurtig jeg til Floden ned vil ile:
Paa Bredden af den vil jeg søge Hvile,
Til Natten kommer med sin Baad og fører
Mig over Strømmens skjæbnesvangre Skjød.

150

FEMTE ACT

FØRSTE SCENE

Stjerneklar Nat. I Baggrunden sees Floden, fra hvilken AMOR og PHANTASUS komme op gjennem en Huulvei.

AMOR
vender sig og seer tilbage.

Rask seiler Baaden hen ad Flodens Bølger,
Men end din Moders Skikkelse jeg skimter,
Skjøndt halv hun dækkes af de dunkle Seil.

PHANTASUS.

Nu seiler hun til Oceanet ud,
Hvor hun til næste Aften tager Hvile.

De gaae videre.

AMOR.

Saa mild har aldrig Nyx jeg skuet før;
Den hele Tid, da Bølgen vugged os,
Mens hid til Kysten Vinden let os førte,
Hun smiilte med sit stjerneklare Blik.

PHANTASUS.

Men ei, o Amor, hørte Sagnet du,
Som hun om Luna sagte mig fortalte,
Imens ved Bølgerne dit Øie hang;
Thi slig en Nat det var, da ned fra Himlen
Den Hulde steg og kyssed Hyrdens Læber,
Mens dybt i Slummer han ved Floden laa.
See, hist ved Træet var det, hvor Endymion
Sit Hoved hviilte paa det bløde Mos,
Og hist igjennem Skyen Luna gik,
Høit rødmende, da hun, af Elskov lokket,
Berørte Jorden med sin lette Fod.
Som Nattens Skyslør svulmed hendes Bryst,
Da hun i Flodens Dyb sit Ansigt baded,
Og Straalerne i Vandet lod tilbage,
Til en Erindring om sin Kjærlighed.

AMOR.

Vel lytted ei jeg til din Moders Ord;
Dog velbekjendt er Lunas Elskov mig,
Thi selv med Pilen jo jeg hende saared,
Dengang fra Skven hun Endvmion saae.
151 Men vil du vide, hvi saa tankefuld
Jeg saae i Bølgen, som vi seiled over,
Da kjend den Drøm, der nu min Sjæl opfylder,
Og som paa Flodens Bred steg ned til mig,
Mens slumrende jeg vented paa din Moder.

PHANTASUS.

Siig, hvilken Drøm opfylder da din Sjæl?

AMOR.

Det syntes mig isøvne, at jeg vandred
Ved Randen af en stor og speilklar Sø,
Der rundt omringet var af høie Bjerge,
Hvis Tinder malte sig i Søens Dyb.
Da kom fra Bjerget ud en gammel Mand,
Som tog ved Haanden mig og sagde til mig:
"I denne Sø, o Amor, over hvilken
Sig Evighedens klare Bue hvælver,
Har Skjæbnens blinde Guddom sænket Skatten,
Der ene sikkre kan Olympens Glands,
Og uden hvilken alle Himlens Guder
Vil som de Dødelige visne hen:
En Perle af uendelig Værdi
Er denne Skat, og hvo af Guderne,
Der drager den af Dybet, lever evig,
Selv naar den høie Themis styrter Thronen,
Hvorfra Olympens Konge Alt behersker."
Saa talte han, og alle Guder saae jeg
Nu stige ned fra Luften med et Net,
Som ud fra Søens Bred saa langt de kasted,
Til det fik Fæste rundtom Perlens Rand.
I Nettet Alle trak, Een efter Een:
Men ikke Juno, Venus ei, og ei
Apollo i Forening med Diana,
Ei Mars, og ei Minerva Skatten hæved.
Da saae jeg Zeus at vandre hen til Bredden,
Og med sin stærke Haand at gribe Nettet;
Men selv ei Tordenguden eied Kraft,
At bringe frem for Lyset denne Perle.
Gaa Amor - talte nu min Følgesvend -
Og seir i Kampen over alle Guder!
Og hen til Kysten iilte jeg og greb
Om Garnet fat, skjøndt alle Guder smulte
Og spottede min Dristighed. Jeg trak -
Og Skatten strax bevæge sig jeg følte.
Da bøied jeg mig ned med mere Kraft,
Og medens Søens Bølger vældigt bruste,
Jeg drog fra Dybet op den dyre Perle,
Vidunderlig af Størrelse og Glands.
152 Dog neppe hviilte den paa Landets Bred,
Før som et Øie Perlens Skal sig aabned,
Og Psyches Billed sig iveiret svang.

PHANTASUS.

Ha, slig en Drøm jeg elsker! Siig, o Amor,
Hvad skued meer du gjennem Søvnens Slør?

AMOR.

I samme Øieblik sig Psyche viste,
Jeg af min Slummer vaagned.

PHANTASUS.

O, min Moder!
Hvi er du ikke her, at du kan tyde
Os denne Drøm.

AMOR.

Men hør, hvad meer sig hændte!
Thi medens fyldt af Drømmen taus jeg sad,
Og saae i Luften ud, hvor Stjernen blinked,
Et andet Syn mit vaagne Øie traf.
Fra Himmelbuen Guders Sendebud,
Den vingeklædte Hermes, svang sig ned
Mod Jordens Dal, mens Faklen i hans Haand
Belyste Luftens Vei med klare Straaler.
Snart stod han foran mig og sagde: Amor,
Tag denne Gave, som dig Himlens Konge
Til Psyches Himmelflugt ved mig nu sender!
Og ud han foldede to store Vinger,
I Form og Farve lig med Sommerfuglens.
Jeg greb dem hurtig, men da jeg mig vendte,
At svare Hermes, var igjen han svunden,
Og op ad Strømmen kom din Moders Baad.

PHANTASUS.

Ha, snart vil disse Vinger du behøve!

AMOR.

Ja, nu er Timen kommen, jeg det veed,
Afgjørelsens den store Stund, som enten
Min Hustru mig berøver eller evig
Med den fra Døden frelste mig forener,
Hvis i den sidste Prøve hun vandt Seier.
Hvor slaaer mit Hjerte høit nu af Forventning!
O Phantasus! du hvem mig Natten gav
Til Ven og Følgesvend: Lad frem os ile,
At før den Hulde vi kan Maalet naae!

PHANTASUS.

Ei langt vi har til Maalet; hist i Fjeldet
Som du tilhøire seer, er Hulens Indgang.

AMOR.

Og hvorfra kjender denne Hule du?

PHANTASUS.

Igjennem den gaaer Veien til min Moders
Den dunkle Borg, der grændser op til Hades,
Men stille! Imod Hulen vend dit Blik,
153 Thi gjennem Svælgets mørke Buegang
Et Lys jeg skimter, lig en Stjernes Glimten.

AMOR.

Ja, jeg en Fakkel seer i Dybet - hurtig!

PHANTASUS.

Snart er vi nær den mørke Indgang. See,
Det klare Skin sig nærmer meer og meer;
En Haand jeg seer, der fremrakt holder Faklen,
Og nu et Hoved - Amor, det er Psyche!

AMOR.

Ja, det er Psyche - sagte frem hun skrider
Med sænket Hoved som af Kummer bøiet,
Og Foden skjælver ved hvert Trin, hun gjør.
Mørk over Panden svæver Sorgens Sky;
Om hendes Skulder Haaret opløst falder.
Den fagre Rosenkind er blegnet - Øiet
Endnu dog eier al sin fordums Glands,
Men ikke jordisk lyser meer dets Straale.

PHANTASUS.

Hun standser midt i Hulen - see dog, Amor!
See, af den Æske, hun i Haanden holder,
Hun løfter Laaget - ha! en hvidlig Damp
Opfylder Hulens Indgang -

AMOR.

Faklen slukkes! -
Jeg seer ei Psyche meer - flyv Phantasus,
Flyv med mig til den Hulde, for at frelse!

ANDEN SCENE

Plads foran Hulen. PSYCHE ligger bedøvet paa Jorden. AMOR og PHANTASUS nærme sig.

PHANTASUS.

Paa Jorden udstrakt ligger livløs hun.

AMOR.

Nei, kun bedøvet er hun. Tag en Piil
Mig af mit Kogger - hurtig!

PHANTASUS.

Her, o Amor!

AMOR.

Med denne Piil, som eier Kraft at saare,
Men og at kalde Livets Gnist tilbage,
Naar fra et jordisk Bryst den flygted bort,
Med denne Piil min Elskede jeg vækker!

Han berører hendes Hjerte med Pilen. PSYCHE slaaer Øiet op.

PSYCHE.

Hvor er jeg? - Mig den dunkle Nat omringer,
Og for mit Øie svæver Mørkets Taage. -
Var Alt en Drøm, og fængsler Døden mig?
Nei, hisset funkler klare Stjerners Lys,
End er paa Jorden jeg - endnu jeg lever!

AMOR.

Ja, Psyche, end du lever, og skal leve!

154
PSYCHE.

Ha, hvilken Røst? - O, det var Amors Stemme!
O, nærm dig, Elskede, og lad mit Øie
Endnu engang til Afsked her dig møde!

PHANTASUS
som atter har antændt Faklen.

See om til Siden, Psyche!

AMOR.

Hulde Psyche!

PSYCHE,

Ja, det er ham! - O lad min Arm dig favne,
Du Elskede, som af min Nød bevæges:
Lad her for sidste Gang mig fast dig holde,
Og drikke Livet af dit Øies Glands! -
Ja, ved dit Bryst som før jeg atter hviler;
Du, du er min! Forsvundet hvert et Savn!
Bort flyver Sorgen! Intet er tilbage,
Foruden dig og Glæden over dig.
Nu lad mig døe, thi jeg har Livet nydt!
Her lad mig ende - her ved Amors Bryst,
I denne Arm red mig det sidste Leie,
Thi see, hans Haand forstøder mig ei meer!

AMOR.

Du ømme Psyche!

PSYCHE.

Søde Hvile her
Ved Amors Hjerte! - Atter sig fornyer
Den gamle Herlighed i min Erindring.
Det er igjen den svundne Lykkes Tid,
Det er igjen den stille, tause Nat,
Da jeg din Skikkelse endnu ei kjendte,
Da jeg i Længsel vented paa dit Komme,
Til fra det Fjerne jeg din Røst fornam.
O, tal til mig - et Ord kun af din Læbe!

AMOR.

Du kjærlige, du unge Sjæl!

PSYCHE.

Du lyse,
Du straalerige Gud!

AMOR.

Min fagre Hustru!

PSYCHE.

O min Gemal! maa denne Fryd jeg smage,
Maa atter jeg opleve denne Glæde,
At høre af din Læbe dette Ord?
Jeg, Amors Hustru - hvor er jeg det værdig,
Og hvormed har jeg dette Navn fortjent?

AMOR.

Gav du mig ei din Kjærlighed, o Psyche?
Bar du for min Skyld ikke Livets Byrder:
Den dybe Sorg, det bittre Nag og Smerten,
Der bøied Legemet men Sjælen ei?
Har ved dit Mod du ei betvunget Døden,
Der fri dig gav? -

PSYCHE.

O, Amor, mørk er Døden!

AMOR.

Du græder, Elskte - hvorfor disse Taarer?

PSYCHE.

Bort iler Tiden - snart er Alt forbi.

155
AMOR.

Hvad er din Frygt, o Psyche? Du er frelst.

PSYCHE.

Nei, ingen Frelse! Kronos har jeg seet,
Og aldrig vil det mørke Syn jeg glemme.

AMOR.

Og hvilket Syn har da saa dybt dig ængstet?

PSYCHE.

Dengang jeg Hekate forlod, og vandred
Med Skræk i Sjælen, som jeg aldrig glemmer,
Tilbage til den rædselfulde Styx,
Da førte mig en Skygge gjennem Mørket,
Og Tartarus min Fod berørte snart.
Her saae jeg Furiernes Fakler lyse,
Og hørte Jammerskrig at overdøve
Den vilde Sang, der lød fra deres Læber:
I evig Qval jeg skued Tantalus,
Og Txion, som vælted sig paa Hjulet,
Og Sisyphus og Danaiders Chor.
Men da i Angst tilbage nu jeg flygted,
Da mødte mig paa Grændserne af Hades
Den gamle Kronos med sit blanke Skjold -

AMOR.

Du tier, Psyche - Skræk din Tunge binder.

PSYCHE.

Han traadte hen for mig, og Skjoldet holdt
Han for mit Øie op, og sagde: see!
See, Psyche, Livets Skjæbne - see din egen!

AMOR.

Hvad skued du?

PSYCHE.

Jeg saae en Slægt, som, født
Af Tidens Skjød, til Livet voxed op:
Guldlokket Barndom saae jeg, fager Ungdom,
Og Manddom i sin fulde Kraft og Styrke,
Og Alle fryded sig ved Dagens Straaler.
Da nærmed Sorgen sig med tunge Skridt,
Og Frygt og Avind, Synd og Skjændsel kom,
Og røvede dem Alle Glands og Skjønhed.
Men Tiden, deres egen Moder, lagde
Paa deres Skulder svære Byrder nu:
Og deres Ryg blev bøiet, Kinden falmed
Og Haaret blegned, Foden segned mat;
Da saae jeg Thanatos at nærme sig,
Som kasted Dækket over Alles Hoved,
Og af de Tusinde var Ingen meer.
Jeg skjælvede og vendte Øiet bort;
Men da Titanens Skjold jeg atter skued,
Saae jeg det samme Billed, men befolket
Af andre Skikkelser i anden Dragt;
Og alle voxte frem som i det første,
Og leved, blomstred, svandt og døde bort.
Da greb Forfærdelse min Sjæl, men Kronos
Tvang mig at hefte Øiet fast paa Skjoldet,
156 Og uophørlig saae jeg nu at vexle
Med Tankens Fart det mørke Billed - stedse
Det var det samme: Slægt paa Slægter fulgte,
Og intet Spor af alle blev tilbage.
Men i min Angst fornam jeg Kronos' Ord:
"Sku, Psyche, her de Dødeliges Lod!
Alt er som Drømmen, og naar Drømmen ender,
Er Alt forbi; thi Døden gjemmer kun
De mørke Skygger; Livet selv er endt,
Og Sjælen som et Støvgran er for Vinden."
Saa talte han - men jeg, o Amor, tænkte
Paa dig ved disse Ord - da faldt mit Blik
For sidste Gang paa Skjoldets blanke Speil,
Og klart jeg skuede mig selv deri:
Brat saae min Fødsel jeg at vexle med
Den første Ungdoms Alder - frem jeg voxte,
Som Blomsten til det korte Drømmeliv,
Og visnet sank jeg hen i Dødens Arm;
Men i min sidste Stund jeg saae en Dæmon
Med lyse Vinger, som i Skyen svandt,
Og det var dig, o Amor, som forlod mig!

AMOR.

Nei, fra den mørke Død jeg just befrier dig,
Thi over Alle naaer dens Scepter ei.
Ei blot et evigt Navn forvente tør
Apollos Yndling, naar han Lyren slaaer,
Og, naar han grunder dybt, Minervas Præst,
Og Krigens Helt, den tappre Søn af Mars,
Naar under Sværd og Pile ned han segner
Og kjøber Krandsen for sit Hjerteblod:
Men ogsaa jeg kan udfrie af hans Hænder,
Og bringe frelst dig til Olympens Sal.
Der ligger alt beredt dit Diadem,
Og Lyren, Pantet paa en evig Glæde;
Der, under Musachorets rene Sange,
Apollo selv vil feire vor Formæling;
Der vandrer du i Glands, Olympens Gjest,
Og til de Dødeliges Lyst en Datter
Du føde skal, saa herlig som du selv.

PSYCHE.

O Glæde, hvori Frygt med Haab dog blandes!
Thi, hvem er jeg, at jeg er værdig til
De Saliges uendelige Fryd?
Fortjente jeg af alle Dødelige
Alene denne Lykke? Skal jeg miste,
Hvad, før jeg kjendte dig, var Livet for mig:
Min Fader, mine Søstre, mine Venner?
Ak, selv i Samfund med de Himmelske
157 Vil dem jeg savne, som jeg her har elsket,
Vil jeg det Svundne mindes, jeg har tabt.

AMOR.

Det mørke Hades dine Søstre gjemmer;
Thi da paa Klippen op de sig begav,
For selv at naae den Lod, som dig de røved,
Nedstyrted Zephyr dem fra Klippens Rand.
Til Orcus snart skal og din Fader vandre,
Og dine Venner vil ham alle følge,
Thi Kronos tolked ret dig Livets Skjæbne,
Og Thanatos skal Slægten overvinde.
Men skjælv ei, Psyche, thi en Dag vil komme,
- Saa vil den evige, den høie Themis,
Der over Guderne og Skjæbnen hersker -
Da Baandet løses, som i Skyggeriget
Nu holder fast de Dødeliges Sjæle,
Og til et nyfødt Liv vil frem de gaae,
Hvor de, som Døden skilte, atter mødes.

PSYCHE.

O, rige Trøst! O Haab om Gjensyns Glæde!
Dig vil jeg frydes ved i Guders Bolig,
Naar Øiet skuer ned mod Sorgens Hjem.

AMOR.

Dybt under dig snart ligger Sorgens Hjem!
Men før vi skilles fra den mørke Jord,
Betro mig, Psyche, hvi du aabned Æsken?
En Daad, som nær dig havde kostet Livet.

PSYCHE.

Hvorfor min Svaghed dig fordølge vel?
Dengang paa Styx jeg seiled hjem med Charon,
Jeg saae i Flodens dunkle Dyb mit Billed,
Og blegt som Døden var det, og mit Øie
Var mat og uden Glands, og Læben blaanet.
Da tænkte jeg paa dig og paa mig selv,
Og Frygt mig piinte, at, min Skjønhed røvet,
Jeg skulde blive dig forhadt, naar Tiden
Os samlede til Afsked sidste Gang.
Da mindedes jeg hine Skjønhedsmidler,
Som efter Venus' Ord i Æsken gjemtes.
Men ei i Dybet turde jeg den aabne;
Først da jeg skimted Nattens blege Lys
Min Haand det voved - og til Jorden sank jeg.

AMOR.

Ja, Dødens Flod har kun sit eget Billed;
Men speil dig, Psyche, i mit blanke Kogger,
Thi endnu aldrig var du før saa skjøn,
Din Kind saa straalende, dit Blik saa klart,
Og denne Skjønhed evig vil bevares!

Aabner sit Pilekogger og tager et Par Vinger ud.

Her binder til din Skulder jeg to Vinger,
Lig Sommerfuglens luftige, og lette
158 Som Tanken, til din lette Himmelflugt;
Thi siig den dunkle Jord nu dit Farvel!

PSYCHE
knæler.

Gæa, du hellige Moder!
Du, som mig fødte og ammed,
Du, af hvis Læber de første
Livets Toner jeg hørte,
Tag mod din Datters Farvel!
Ei skal jeg mere dig skue,
Mindernes elskede Steder
Foden ei meer skal betræde;
Dog i mit Hjerte vil gjemmes
Skjult, som i Blomsteret Duften,
Jordens den hulde Erindring.
Hisset i himmelske Sale
Alle Smerter vil svinde,
Alle Glæder fordunkles,
Som du i Livet mig bragte;
Dog skal den Tanke mig følge,
At jeg de kommende Frugters
Spire af dig har modtaget;
At jeg af Alting det Første,
Første Længsel og Lykke,
Første smilende Haab, og
Første Kjærligheds Glæde,
Vandt paa min Livsbane her.
Derfor, o hellige Moder!
Tag nu til Afsked det sidste
Kys af min skjælvende Mund!

Hun berører Jorden med sine Læber og reiser sig.

AMOR.

Og nu, o Psyche, løft din Vinge - dog,
Den lille Phantasus har reent jeg glemt;
Thi alle Blik og Tanker sødt du fængsled.
See, hvor paa Jorden hist saa taus han sidder,
Med Panden bøiet over Muslingskallen,
Der hvid og stor i Græsset ligger for ham.
Ha, Phantasus! hvor sværmer nu din Aand?
Til Psyche og til Amor siig Farvel!

PHANTASUS.

See, paa den perlehvide Skal har jeg,
Mens I mig glemte reent for Eders Elskov,
Med røde Purpurfarver Psyche malet,
Da hun steg frem fra Døden.

AMOR.

O, hvor ligt!
Saa vil ei Jorden ganske hun forlade,
Thi hendes Billed du den dog bevarer.

159
PSYCHE.

Du fagre Dreng, tag dette Kys til Afsked,
Og gjem mit Minde trofast i dit Bryst!

AMOR.

Lad ogsaa mig dig sige mit Farvel;
Dog skal i Tidens Løb vi ofte mødes.

Han svinger sig iveiret med PSYCHE.

PHANTASUS.
seende efter dem.

Der fly'er hun bort med røde Rosenkinder,
Som Fuglen slaaer hun Vingen glad og fri;
Og meer og meer i Skyen nu forsvinder
Den Sjæl, som vandred nys paa Dødens Sti.
Men jeg til Oceanet ned vil ile
Med dette Billed., som min Haand har skabt:
Vil hos min Moder søge Trøst og Hvile,
Thi Psyche - thi min Glæde har jeg tabt.

Han gaaer bort med Muslingskallen paa Skulderen.

TREDIE SCENE

AMOR og PSYCHE flyvende gjennem det stjerneklare Himmelrum.

AMOR.

Høit du svinge
Dig, o Psyche!
Med din Vinge
Ned du tvinge
Nattens Skygge!
See, den viger
Mens du stiger;
Dybt den bæver,
Mens du hæver
Dig og svæver
Op mod Stjerners
Lyse Chor.

PSYCHE.

Fryd er vunden
For mit Hjerte;
Nu er runden
Og forsvunden
Livets Smerte.
Gjennem Sorgen
Glædens Morgen-
Hilsen lyder;
Ud jeg bryder
Af min Larves
Mørke Fængsel;
Deiligt farves
For min Længsel
Haabets Hjem.

160
AMOR.

Alt du skuer
Nær det høie
Tempels Buer.
Kuplen luer
For dit Øie,
Og dens klare
Stjerneskare,
Mens den blinker,
Huldt dig vinker
Nu i Æther-
salen ind.

PSYCHE.

Du, som kjender
Stjernevrimlen,
Du, som tænder
Lys, der brænder
Klart i Himlen:
Amor, bær mig
Høit, og lær mig
Til et Minde
Fast at binde
Nattens Stjerne;
Lysets fjerne
Børn at hilse
Med et Navn!

AMOR.

Stands da i Farten din Vinge,
Følg mig med sagtere Flugt,
Mens vi beskuende svinge
Os over Lyshavets Bugt.
Medens med Blikket du maaler
Banen i Ætherens Egn,
Tolker jeg Kuppelens Straaler,
Nattens de flammende Tegn.

PSYCHE.

Nævn mig ved Navn da det klare
Himmellys over mit Blik,
Som i den glimrende Skare
Kraft til at herske dog fik.

AMOR.

Orpheus' Lyra dig fængsler,
Den, som paa Jordkloden klang,
Den, som de Døendes Længsler
Eengang saa kraftigt besang.
Hisset, hvor Lyset er rød're
Farverne dybere blaa,
Seer du de herlige Brødre,
Kastor og Pollux at staae.
Skjult mellem Skyerne titter
161 Frem der en Stjerne saa smukt,
Det er den yndige Cither,
Den, som Arion har brugt.

PSYCHE.

Hine mit Øie gjenkjender;
Pragtfuld og glimrende skjøn
Nymphen Kalisto sig vender
Om mod den straalende Søn;
Men hvilket Navn har de trende
Funklende Lys paa vor Sti,
De som en Hilsen os sende
Nu, vi dem svæve forbi?

AMOR.

Hist stiger evig forynget
Frem Ariadnes Krands;
Bacchus mod Himlen den slynged,
Dengang da Bruden blev hans.
Opad, hvor Nathimlen blaaned,
Fløi den fra guldgule Haar;
Lokkerne længst ere graaned',
Krandsen dog evig bestaaer.
Hist, hvor os Straalerne vinke,
Som gjennem Mulmet en Skat,
Medens saa livfuldt de blinke
Dybt i den dunkelblaa Nat:
Kassiopea, den høie,
Løftende Skyslørets Flig,
Nu med sit deilige Øie
Skuer, o Psyche, paa dig!
Hist staaer Orion, hvem Døden
Traf med den vingede Piil;
Yndig ham Morgenrøden
Hilser med Kjærligheds Smiil.
Eengang Auroras Tilbeder
Gik han i Jægernes Chor,
Nu han paa lysere Steder
Jager i Stjernernes Spor.

PSYCHE.

Stolte og glimrende Minder,
Frelst' over Tidernes Strøm!
Straalende Lys, hvortil binder
Evig sig Slægternes Drøm!
Høit, hvor Urania throner,
Samles i Sphærernes Sang
Tidernes rullende Toner,
Hjerternes bævende Klang.

AMOR.

Qvæg kun dit Øie, o Psyche,
Her ved den evige Skat!
Ofte vi svævende dykke
162 Vil i den funklende Nat.
Da skal jeg Alting dig lære;
Men over Lyshavets Bugt
Frem nu din Vinge dig bære,
Fremad i susende Flugt!

PSYCHE.

Ei forgjæves
Atter Vinger
ne jeg svinger!
Høit jeg hæves,
Opad higer
Jeg, af Sorgen
Meer ei bøiet,
Og for Øiet
Mørket viger,
Mens, hvor Morgen
rødens Farver
Skyen arver,
Gudeborgen
Klar fremstiger.
Brat den fjerne
Nattens Stjerne
Seer jeg blegne.
Allevegne
Nu jeg skuer
Gyldne Luer
Ned at regne,
Mens fra klare
Tempelbuer
Lette Nymphers
Lyse Skare
Træder frem.

AMOR.

De, som vinke
Hist dit Øie,
Er den høie
Borgs de flinke
Vogterinder,
Er Horaer-
ne, hvis Kinder
Lifligt gløde,
Naar med Blikket
Dag de møde.
Nys de skikket
Har til Hvile
Nattens sorte
Skyer, og ile
163 At oplukke
Himlens Porte.
Lysets Vugge
Under Dandse
Skjønt med Krandse
De omslynge,
Mens de synge
Østens Zoner
Høit imøde
Deres søde
Morgentoner.
Hør hvor rene
Nu de klinge!
Glade Psyche,
Løft din Vinge!
Haab alene
Nu dig smykke,
Thi din Lykke,
Thi Olympen
Er du nær.

FJERDE SCENE

Himmelsk Klarhed. De Udødeliges Sal. ZEUS, Guders og Menneskers Fader, paa sin gyldne Throne, omringet af Guder og Gudinder. I Forgrunden MU SERNES Chor, anført af APOLLO.

APOLLO.

Tolk mig, o Muser,
Ved Lyrens de tonende Strenge,
Livet, som Psyche,
Udløst fra Jorden og Døden,
Her i de himmelske Sale
Evig skal føre!

MUSERNE.

Yndig som Dagens
Blussende Rose, der stiger
Frem af de mægtige Bølger,
Psyche blandt Guder vil blomstre;
Tanker i hende skal fødes
Klare som Æther,
Milde og stærke, mens Hjertet
Svulmer af kj ærlige Drømme.
Smykket med Skjønhedens Slør og
Haabets den funklende Krone,
Skal over Skyer hun vandre;
Sorger ei Foden vil tynge,
Tiden sin Byrde ei lægge
Tung paa den Smilendes Skulder;
164 Daglig om hende vi slynge
Tonernes fuldeste,
Livets den friskeste Krands.

APOLLO.

Syng mig, o Muser,
Ved Klang af den zittrende Lyra,
Om den Befriedes Glæde;
Tolk med de herlige Stemmer
Psyches den himmelske Gjerning!

MUSERNE.

Lig en Helbredet, der atter
Vender tilbage til Livet,
Glemmende Graven, hvorhen han
Førtes af smertefuld Sygdom:
Psyche skal nyfødt sig føle!
Phantasia, den lyse
Datter af Gudernes Konge,
Rundt skal den Yndige følge,
Vise de barnlige Blikke
Himmelens straalende Rigdom.
Men iblandt Guder hun vælge
Skal sig til Lærer Minerva,
At hun maa Livet og Døden,
Tiden og Evighed fatte.
Træt af at gruble, vil Amors
Kys hende dobbelt da fryde,
Naar de forenede vandre
Gjennem de himmelske Sale,
Eller paa Vinger sig hæve
Høit i den salige Flugt.

AMOR træder ind med PSYCHE. Han fører hende frem for Thronen, foran hvilken hun knæler. GANYMED rækker Nectarskaalen, og HEBE Diademet til ZEUS.

ZEUS.

Tøm, Psyehe, her Udødeligheds Bæger,
At du maa evig leve!

PSYCHE

drikker. Himmelsk Fryd!
I hver en Draabe Livet jeg fornemmer.

ZEUS.

Med dette Diadem, o Psyche, krandser
Din rene Pande jeg! Dig bringer det
En evig Ungdom og en evig Glæde.

AMOR.

Nu, Psyche, vil ei Døden meer os skille!
Udødelig som min er nu din Sjæl.

PSYCHE.

Priis for den høie Fader! Priis og Ære
For Amor, for min herlige Gemal!

AMOR omfavner PSYCHE. Alle Guder og Gudinder reise sig og hilse hende under Chor af

MUSERNE.

Priis for vor Hersker,
Som udrev Psyche af Døden!
Nu forenet med Amor
165 Evig i Lyset hun lever.
Dødens Skygger forsvinde,
Og til Erindringens Perler
Sorgens Taarer forvandles.
Priis for den evige Amor!
Jordens og Himmelens Glæde
Boer i den Mægtiges Bryst.
Psyche, den evige, Priis!
Thi som Speilet bevarer
Billedet, gjemmer i Reenhed
Amor hun i sit Hjerte.
Jordens Haab nu er blegnet,
Frem af de klarere Straaler
Stiger det evige Liv:
Nu skal lyde
Salige Toner,
Ingen Lænke
Standse Glædens
Himmelske Flugt!

166