Lars Peter Rømhild Fr. Paludan-Müller

Forfatterportræt skrevet af  Lars Peter Rømhild



Frederik Paludan-Müller

Indledning

Frederik Paludan-Müller var ikke fra sin litterære start i 1830'erne nogen absolut uomstridt forfatter, men han opnåede inden mange år en status som en af nationens store digtere. Som en sådan ansås han ved sin død 1876; som J.L. Heiberg (1791-1860) havde støttet ham i ungdommen, tegnede Georg Brandes (1842-1927) et varmt og glimrende portræt af den bortgange i Danske Digtere (1877), og Paludan-Müllers anseelse og talstærke læserkreds holdt sig også et stykke ind i det nye århundrede, selvom både digtere og læsere var begyndt at bevæge sig i ganske andre retninger. Senere i 1900-tallet er han formentlig en meget reduceret størrelse, i hvert fald uden for kyndige litteraters og måske religiøse kredse - og huskes mest for en eneste bog: Adam Homo (1842-49).

Svindet i status og især popularitet skyldes mest almene smagsforandringer: Mens det moderne publikum helt overvejende er til prosa, så var Paludan-Müller endnu digter i betydningen versdigter; med enkelte undtagelser er også hans fortællende værker (bl.a. Adam Homo) og hans dramatekster på vers. Lyrik har han oftest skrevet som forgyldning af disse værker, mindre i enkeltdigte og meget lidt i retning af separat natur- og stemningslyrik som danskerne holder mest af. Hans lyrik er oftest refleksionens, hvad enten den udmunder i lovsang eller spidses til i satire.

Sit fortælle- og handlingsstof hentede Paludan-Müller mest i græsk mytologi, Det Gamle Testamente, evt. kirkehistorie - dengang et sprog som hans publikum kendte og forstod, mens det nu er uden for almendannelsen og således virker spærrende. Ikke underligt at hans to danske samtids- og hverdagshistorier på vers: Dandserinden (1833) og Adam Homo har været nogenlunde ene på genudgivelsesskansen i de senere menneskealdre. Men på den anden side: Versformen har dog noget spændstigt, mens Paludan-Müllers alenlange alderdomsroman i prosa: Ivar Lykkes Historie (1866-73) allerede ved sin fremkomst føltes snakkende og gammeldags - et præg der ikke blev mindre efter at Det Moderne Gennembrud straks overtog prosakunsten.

Paludan-Müller var idealist i flere af ordets betydninger, men normalt ikke i forsoningens eller kompromis-harmoniseringens forstand. Som digter var han dommer, næst efter den jævnaldrende Søren Kierkegaard (1813-55) vel periodens hårdeste, men til forskel fra dennes antihumanisme holdt Paludan-Müller sin i rent digterisk form.

Som idealist og åndsdyrker kan han godt i bred forstand kaldes romantiker, ligesom hans fiktionsverdener er karakteristiske for Thorvaldsen-tiden; men hans manddoms dødsdyrkelse og askesesyn på det jordiske er sandelig noget andet end fx Christian Winthers (1796-1876) poesi. Hvis Oehlenschläger (1779-1850) er manden der prægtigt og vitalt åbner den danske romantik, så er Paludan-Müller manden der lukker og slukker. Men det er måske ikke mindre bemærkelsesværdigt. Under alle omstændigheder er det desuden blot en kortformel over et ejendommeligt sind og livsløb og en mere kompliceret litterær produktion.

Biografi

Tiden

Da Paludan-Müller fødtes i 1809, befandt Napoleon sig på magtens tinde og Danmark var klemt i den europæiske krig. Hans ungdom og første manddom forløb under vore sidste enevældekonger, en i hvert fald delvis beskeden og biedermeierpræget periode, der dog havde grobund for stærke æstetiske og efterhånden politiske interesser. Den første Slesvigske Krig (også kaldet Treårskrigen, 1848-51) og den demokratiske statsforandring 1848 optog digteren, men følgerne forekom ham snart mere tvivlsomme. Han var et øjeblik en ven af friheden og deltog i folketoget i marts 1848, og han var ikke blind for tidens forskellige typer af social elendighed. Men nogen folkeskjald blev han aldrig - eller kun én gang: med digtet "Fremtidsmaalet" ("Brat af Slaget rammet", oprindeligt under titlen "Maalet" i Illustreret Tidende, 13.11.1864) efter den katastrofale krig 1864. Da han døde i slutningen af 1876, var den politiske Højre-Venstre-strid i fuld gang i et Danmark under kraftig modernisering; han iagttog det vistnok ikke uden lune, men havde ikke hjemme dèr. Paludan-Müller var fra den gamle tid, hvor teatret, kirken og litteraturen endnu kunne føles som toneangivende, skønt ikke enslydende.

Teatret, dvs. Det Kgl. Teater, havde fra 1830 sin største primadonna i Johanne Luise Heiberg (1812-90); både hun og hendes digteriske og kritiske mand, J.L. Heiberg, blev højligt beundret af den unge Paludan-Müller, som de på deres side støttede. Han ville i begyndelsen - og for resten også til allersidst - være teaterdigter; især var det dog det dramatiske digt som genre og teatrets verden som emne der forblev levende i hans produktive interesse. Paludan-Müller hørte desuden som mange andre (klassiske, klassicistiske) digtere ikke til dem der opfandt deres fiktionsverdner ud af den blå luft; hvad han havde læst, set og hørt af teatertekster og -forestillinger, var vigtige stofkilder til hans egen digtning.

Vor Frue Kirke i København spillede ikke den samme rolle for ham som teatret, selvom han var af gejstlig familie og bl.a. blev (privat) viet af domprovsten, en slægtning og ven. Paludan-Müller var Mynsters og siden hen Martensens mand, ikke Grundtvigs og i hvert fald efter 1854 uden sympati for Kierkegaard pga. dennes kirkekamp. Han var meget lidt interesseret i menighedsliv, og trods deltagelse i sin kones teologiske tænkning næppe særlig befrugtet af den del af det kristelige trosliv der gik ud over den personlige sfære og det etiske ideal. Dette forfægtede han til gengæld med styrke og strenghed i sin manddomsdigtning.

Den danske litteratur han trådte ind i omkring 1830, havde to poler, en ældre og en yngre. Den første havde Oehlenschläger som hovedfigur og i forskellig grad Grundtvig (1783-1872), Ingemann (1789-1862), Hauch (1790-1872), Poul Møller (1794-1838) i sin gruppe. Den anden, særlig københavnske gruppe havde J.L. Heiberg som centrumsskikkelse og en række forskellige talenter som Hertz (1798-1870), H.C. Andersen (1805-75), novellisterne fru Gyllembourg (1773-1856) og Carl Bernhard (1798-1865) og snart også Paludan-Müller i flokken. Hos de første stod den nordiske romantik og rodfæstede livsalvor stærkt; de sidstnævnte var mere moderne og reflekterende, mere formbevidste, mere ironiske og satiriske. Der var ikke længere mellem de to grupperinger end at begge parter kunne påberåbe sig Goethe - og Tieck - som forbillede og forskellige stadier af tysk filosofi som vejledende. Men den franskprægede elegance hos nogle af de yngre, den Byronske eksotisme og Zerrissenheit hos andre af dem var ikke de gamles kop te. Der er bevaret helt harske æstetiske ytringer af Oehlenschläger og Poul Møller om den unge Paludan-Müller. Som gammel erklærede Paludan-Müller på sin side kort og godt til Georg Brandes at Oehlenschläger var dum.

Manden

Paludan-Müller var fynbo ligesom H.C. Andersen, men anderledes socialt begunstiget. Hans far var præst i Kerteminde, fra 1819 provst i Odense og fra 1829 biskop i Århus. Han var en myndig og både mundtligt og skriftligt ræsonnerende gejstlig, bl.a. en ven af filosoffen Sibbern (1785-1872). Frederik, kaldet Fritz, fødtes som nr. 6 i en søskendeflok på 8. Moderen døde som sindssyg allerede 1820 og har vel næppe heller før sygdommen blev akut 1815, med sin store baby- og børneflok kunnet tage sig meget af 'mellembarnet' Fritz. En sart disposition synes at være gået i arv til nogle af hendes børn; en søster til digteren døde senere ynkeligt på Skt. Hans (Bistrup). Frederik Paludan-Müller var i flere perioder af sin drengetid og også sent i livet fysisk svagelig, og i ungdomsårene ofte kåd indtil det overgivne, med et underlag af mørke; dette var rigtignok en mode i tiden, men hos Paludan-Müller sikkert noget mere.

Frederik Paludan-Müller skulle studere ligesom sine brødre; men vejen blev anderledes: de valgte teologien, mens han valgte juraen - og faktisk fik afsluttende eksamen (med jævnt resultat) i 1835. Tanken var vel at så havde han et levebrød; men han havde for længst satset på et liv som professionel heltidsdigter. Det lykkedes, trods økonomiske bekymringer og ideologisk vagtsomhed hos faderen, samt kritiske perioder.

I begyndelsen tegnede det succesrigt. De allerførst publicerede tekster havde nok karakter af prøvenumre i tidens yndede retninger, fra debutdigtet "Raab til Polen" (i Kjøbenhavnsposten, 8.3.1831) over Fire Romanzer i Oehlenschlägerskolens genre og emnekreds (trykt 1832 efter en konkurrence, hvor ingen dog fandtes værdig til pris) og andre enkeltdigte, frem til skuespillet Kjærlighed ved Hoffet i Shakespeares komediestil; dette blev i 1831 indleveret til Det Kgl. Teater, der ikke straks antog det til opførelse, men tilskyndede dets trykning 1832. I 1833 udsendte Paludan-Müller den moderne versnovelle Dandserinden, der vakte stormende begejstring hos nogle kritikere og et stort publikum, og med det mytologiske drama Amor og Psyche (1834) beseglede han sin rang som anset ung digter: Fra nu af fremkom hans tekster ikke anonymt, men under forfatterens navn.

Den poetiske produktivitet, der ikke blev langvarigt afbrudt af hans eksamenslæsning, fortsattes med en række kortere digte og Byronprægede versfortællinger, Shakespeareske vers-med-prosa-komedier og anden vers- og dialogformet digtning. Det meste samledes i to bind Poesier med trykårene 1836 og 1838 på titelbladet for henholdsvis I og II.

Mellem udsendelsen af de to nævnte samlebind var der imidlertid indtruffet en dobbelt omvæltning i digterens liv - dels i den litterære karriere og dels i hans personlige forhold. Han fik fiasko, og han blev gift.

Det ansete, akademisk prægede Maanedsskrift for Litteratur bragte i august 1837 en vidtløftig nedrakning af Poesier, bd. I. Paludan-Müller var adviseret af en velynder i redaktionen, professor Chr. Molbech, der dog ikke kunne oplyse hvem der havde forfattet den anonyme kritik. Digteren, der ikke savnede selvfølelse, blev ganske forbitret og svarede med en pjece, Trochæer og Jamber, i efteråret 1837. Den indeholdt en ligeledes vidtløftig, jura-sofistisk antikritik i prosa og to ret muntre stridsdigte i Baggesens (1764-1826) og Heibergs maner. Derved vandt han imidlertid ingen agtelse, og han har måske haft en ubehagelig eftertanke om at medvindens dage var forbi.

Samtidig lå han i en god månedstid alvorligt syg. Diagnosen var tyfus samt 'nervefeber', en rodekategori i datidens medicin; det er muligt at tænke sig at en psykisk lidelse har parret sig med den somatiske. Han blev plejet af sin veninde frk. Charite Borch, der lod ham overføre til sin og sin enkemoders lejlighed. Dette vakte megen misbilligelse hos Århusbispen, der ikke selv kunne afse tid til at tage over og besøge sin syge søn, men tænkte at frk. Borch ville have hans (7-8 år yngre) søn i garnet - hun, hendes moder og ikke mindst hendes ældre (gifte) søstre havde på forskellig vis været magnet for Frederik Paludan-Müllers kærlige følelser, og nu ville den unge og ubetinget gentlemanagtige rekonvalescent ikke kunne komme uden om et ægteskab med Charite, der havde risikeret sit gode rygte i snerpesamfundet ved at tage ham hjem som patient. Sådan tænkte Paludan-Müller-familien og endnu 60 år senere digterens søstersøn kunsthistorikeren Julius Lange (1838-96). For dels giftede Paludan-Müller sig faktisk med Charite Borch det følgende år uden Århusbispens billigelse, ved noget der lignede et lønbryllup, lige forud for en flerårig udlandsrejse af ægteparret. Og dels blev den lille klerikale frue, der skinsygt vogtede over sin yngre mand og emsigt begrænsede hans spontane kontakter og distraktioner i resten af livet, af mange anset for hans livs fangevogter, ideologiske korrekturlæser og lyseslukker. Men så længe vi ikke véd nærmere besked om Paludan-Müllers psykiske konstitution, kan vi ikke vide om dommen over fru Charite (som selv bispen i øvrigt efter et par år forsonede sig med) er mere end én side af sagen. Sikkert er at hun først vovede sit rygte og ønskede at redde Paludan-Müllers liv, og siden gjorde sig til en tjener og hjælper for den arbejdende digter; hun var i øvrigt både sprogkyndig og teologisk interesseret. Der var ingen børn i ægteskabet, men mange litterære værker.

Disse er ikke uden forbindelse med ungdomsværkerne, men kronologisk skilt fra dem ved nogle år, fra 1838 til 1841. Det meste af denne tid tilbragte digteren og hans kone på en lang udlandsrejse (Frankrig Schweiz, Italien, Tyskland), hvortil han endelig havde opnået understøttelse. De tunge frugter der faldt gennem 1840'erne, viser at det i høj grad har været en arbejdsferie og en arbejdsforberedende periode. En pointe ved rejsen har været at komme fri af de hjemlige omklamringer og trakasserier. Det lykkedes, og parret fortsatte efter hjemkomsten deres forholdsvis afsondrede og stille liv, om vinteren i en beskeden bolig i Københavns indre by, om sommeren gerne i Fredensborg, hvor de fik en gæstelejlighed på slottet. Selvom Paludan-Müllers første værker efter hjemkomsten egentlig fik en ret kold modtagelse og familieøkonomien i en årrække var knap, var han tydeligt på vej opad i anseelse; han blev ridder af Dannebrog 1851, titulær professor 1854, osv. Hans tilværelse var da heller ikke mere tilbagetrukken end at han omgikkes slægtninge og bekendte, måske fortrinsvis af gejstlig og kulturkonservativ observans. Endnu sene og perifere bekendtskaber som den unge Georg Brandes værdsatte hans elskværdighed og indimellem ret respektløse vid.

Paludan-Müller havde vistnok alle dage et mørkt dyb i sit sind, men også en åre af kådhed og næsten flabethed. I nogle år omkring 1860 døjede han med fysisk-helbredsmæssige svagheder, hvad der betød en pause i hans litterære produktivitet. Denne havde ellers gennem 1840'erne og første del af 1850'erne været anselig, med versromanen Adam Homo ind imellem versdramer og versfortællinger om græske mytologiske og historiske emner, gammeltestamentlige, kirkehistoriske og legendariske stoffer. I 1860'erne vendte han sig overraskende til prosaen i en kort historisk-legendarisk fortælling fra Caribien og en lang, bindstærk dansk roman Ivar Lykkes Historie (1866-73) - sidstnævnte mere præget af lys og underholdning end hans manddomsdigtning. Endnu i sine sidste år frembragte han et skuespil og sit måske smukkeste fortællende digt Adonis (1874).

Frederik Paludan-Müller døde efter kort tids sygdom et par dage før nytår 1877. Ved hans begravelse talte biskop Martensen og digterens broder pastor Jens Paludan-Müller, med noget forskellig accentuering af den afdødes tilslutning til kirken. Charite Paludan-Müller overlevede sin mand i nogle år, hvor hun plejede hans minde, dels ved at bidrage til redigeringen af hans Poetiske Skrifter I-VIII (1878-79) (se nedenfor: Bibliografi), dels ved at indsamle og tilintetgøre så meget af hans personlige korrespondance som hun kunne få fat på. Hun ønskede sikkert i hans ånd at han skulle blive stående som digteren og ikke privatpersonen; måske ønskede hun også at dække over familiestridigheder (med digterens far?) og andre penible private emner.

Forfatterskabet

Ungdomsværkerne

Tidlig dramatik

Næsten fra barnsben havde Paludan-Müller opøvet en forbavsende færdighed i at skrive på vers, i ganske forskellige versemål og strofeformer, og med en flydende diktion - et egentlig stilistisk særpræg gik han ikke efter, så lidt som hans læremester Heiberg. Det var med sin versifikatoriske færdighed som grundlag at han prøvede sig frem i en række forskellige genrer; hans produktivitet mens han endnu var i 20'erne, var omfattende og ganske varieret. Vi begynder med dramatikken. Han skrev den til dels med opførelse og ikke blot læsning for øje, til forskel fra dramerne efter 1840.

Paludan-Müllers skuespil handler alle om kærlighed, hvad der næppe overrasker: kærlighed med forhindringer. Disse kommer til udtryk i rivalisering og mesalliancefrygt; der må kæmpes, evt. gambles, for at vinde; forklædning eller anden form for inkognito med påfølgende identitetsafsløring er vigtige virkemidler, kendt både i eventyr og dramatik. I den forstand er der tale om et typisk romantisk teater med forbilleder hos Shakespeare (A Midsummernight's Dream, 1594-96) og spanierne (Calderón fx), og med nyere og samtidige mønstre fx hos Heiberg. Fiktionsverdenen er i Paludan-Müllers komedier forskellige versioner af hoffet kontra naturen (skoven) i en ubestemt (for)tid og i en ubestemt eller i hvert fald ikke dansk lokalisering. Komedierne er dem hvor de rette elskende får hinanden til slut (og i live! - en tilføjelse som er vigtig ved Paludan-Müllers digtning). Det er også en genretradition at de 'lave' personer snarere er latterlige end farligt onde, og at de taler prosa imod de højere personers vers - en prosa der hos vor digter ikke blot minder om Heibergs vaudeviller, men ganske tydeligt om Holbergske replikker.

Den tidligste af Paludan-Müllers komedier, endnu uden forfatternavn på titelbladet, er Kjærlighed ved Hoffet i 5 akter, trykt 1832, siden opført på Det Kgl. Teater (første gang 6.6.1834. Frem til 9.3.1874 i alt 19 gange). Kongens forestående forlovelse - men med hvem? - sætter sindene i bevægelse: kongens eget, begribeligvis, men også mangen ambitiøs faders og heldigvis også en landsforvist hertugdatters fra skoven; hun elsker ham uden at kende hans kongelighed før maskerne falder til slut. Der er et flor af bipersoner og sidehandlinger om både uønskede og ønskede ægteskabsforbindelser.

Femaktskomedien Eventyr i Skoven (trykt i Poesier, bd. I, 1836, siden revideret og i den 2. reviderede udgave af Ungdomsskrifter. 2 den Samling under titlen Luft og Jord) har tre personverdener, og to søde piger fra den laveste må ikke få deres tilbedere fra de højere, den kække frie jægermester Walter og alfeætlingen prins Pipi. Pigerne er døtre af en skrædder, der sammen med andre borgere og våsere har grundlagt en utopisk republik i skoven; det er en slags anti-hof, men mere Dyrehavsbakken end den romantiske skov. Dette politiske projekt og dets deroute skildres (i førsteudgaven) efter nogle kritikeres mening rigelig bredt og umorsomt. Alligevel: nogen helt meningsløs fantasi kan man ikke sige at dette grovkornede resumé af revolutionens stadier er, hvis man tænker på den franske revolution gennem 1790'erne, som Paludan-Müller kendte og nok følte aktualiseret fra 1830, eller andre revolutioner som er indtruffet efter hans levetid. Men rigtigt er det at den (reaktionære) politiske satire tynger på balanceforholdet til de poetiske natur- og alfe-verdener.

Mere traditionelt foregår treaktsskuespillet Fyrste og Page (1838 i Poesier, bd. II) ved hoffet, endda i Provence. Tid og sted spiller i øvrigt ingen markant rolle, men det gør den purunge page Felix' forelskelse i den ældre - dog kun 24-årige - ugifte fyrstinde Aurora, hvis trolovelse med en hertug Alexander skal fejres. Her er igen parallel- og kontrast-handlinger og sidepersoner, bl.a. Felix' søster Felicia, som den let antændelige Alexander heldigt-uheldigt kaster sine øjne på. Der er således flere farlige temaer i stykket - ikke mindst at aldersforskel (til ældre kvinde) ledsager social mesalliance blandt forhindringerne - men de dæmpes eller slettes i den for resten overkomplicerede slutning. Fyrste og Page blev opført på teatret i maj 1838 uden succes, selvom Felix blev spillet af Johanne Luise Heiberg - et ekstra Shakespearesk raffinement som Paludan-Müller havde ønsket.

Det var ikke absolut fortjent at den unge digters kærlighed til teatret ikke blev gengældt; han havde noget som hans heldigere medbejlere som Hertz næppe helt bød på - lidt à la Alfred de Musset i Frankrig. Men det blev en anden vej end teatrets Paludan-Müller fulgte i sin manddomsdigtning, også den dramaformede.

Over for de tre opførelseskomedier står i hans ungdomsproduktion to læsedramaer, der kan kaldes for tragiske for så vidt som døden kommer imellem de elskende - ligesom i Paludan-Müllers versdramaer i 1840'erne.

Amor og Psyche, lyrisk Drama (1834) er den mest pakkede af de tragedieagtige tekster - bl.a. med indlagte genfortællinger af en række andre græsk-romerske gudesagn (Endymion og Luna, Narcissus m.v.). Basishistorien er det fra Apuleius' Det gyldne æsel (2. årh. e.Kr.) kendte eventyr om guden Amors natlige kærlighed til den jordiske pige Psyche, der ikke må tænde lys for at se hvem hendes elsker er - og gør det alligevel, med skrækkelige følger. Disse udgør de tre sidste akter af tekstens fem, efter at hun har kastet sig i floden. Nu optræder Phantasus, hjælpende begge parter, endvidere Pan, Amors strikse moder Venus, og Hermes, der ledsager Psyche til Dødsriget, hvor hun igen på udvejen falder for en fristelse af kærlighed til Amor. Men de stiger sammen til Olympen, hvor hun indvies til et himmelsk liv. Den største af alle mesalliancer, mellem guden og den jordiske kvinde, kan ikke realiseres i tiden, kun i evigheden.

Både handlingsmæssigt og i skønhedsudmaling, i metrisk variation og virtuositet er Amor og Psyche præget af en overdådighed, der irriterede nogle ældre, men smeltede en masse yngre: så megen kærlighed og jalousi og fortvivlelse og kærlighed igen! Så dejligt!

At der ikke behøves så meget plads og så stor en gudeverden til en omvekslingsrig og tragisk kærlighedshistorie, beviste digteren med det korte "Skuespil" (som det betegnes i Poesier, bd. I, 1836) Alf og Rose. Det er et fe-eventyr, et proverbe om kærlighedens paradokser, en psykologisk-eksistentiel allegori. Blomsten Rosa tilbedes af to rivaliserende alfer, den glade Lætus og den sorgfulde Dolorus. De to aftaler kampens regler, og det går som det må gå: Den der sejrer, taber; og den der taber, får dog håbet om Rosas kærlighed - efter døden.

Lyrik og versfortælling

Paludan-Müllers første offentlige forsøg på den litterære bane var digte (jf. ovenfor), og hans ungdomsforfatterskab slutter med to bind Poesier (1836-38). Denne betegnelse betyder imidlertid blot: skønlitteratur på vers; og kun den sidste del af Poesier, bd. II, optages af "Blandede Digte", i alt knap 30. Deres antal blev ikke voldsomt forøget i resten af Paludan-Müllers levetid, således udgav han aldrig nogen ny bog man (i vor tids terminologi) kunne kalde en digtsamling. Han skrev et antal lejligheds-, hyldest- og sørgedigte, der delvis optryktes i den reviderede udgave af hans Ungdomsskrifter. 2 den Samling (1859) og efter hans død indsamledes i Poetiske Skrifter, bd. 3 (1879); flere af dem er smukke og værdige, men kun formanings- og revanchesangen "Maalet" ("Fremtidsmaalet") efter nederlaget 1864 har haft stor udbredelse, bl.a. som skolesang, langt op i 1900-tallet.

Efterser man de "Blandede Digte" i Poesier, bd. II, viser det sig at kun få af dem er egentlig lyriske; de der er det, handler om erotisk betagelse, tab, sorg eller trøst - helt salmeagtigt således digtet "Nattevagt". Kønt er også det valsefejende memento-mori-digt "Dandsemusik" ("Al den Jubel skal forgaae!" (Poesier, bd. II, s. 302-305; PSU I 183-185)). Drøm og tanke går forud for stemning og skildring, således i den populære, vist ofte kirkeligt brugte parabel "Perlen" eller det muntre digt om kunsten at behage: "Den ottende Konst", der ligner en versfortælling af Wessel (1742-85) eller Baggesen. I de "Blandede Digte" - deraf vel betegnelsen - indgår netop adskillige fortællende stykker. To af de større har traditionstemaer der dukker op i anden toneart i det senere forfatterskab; her er et trokæisk, rimet digt om den trodsige "Lucifers Fald"; og et lignende, men urimet, delvis dialogformet og muntert, "Donna Rosa. (Et af Don Juans Eventyr)" om hvordan bedrageren for en gangs skyld blev snydt.

Endnu større er en håndfuld ustrofiske versfortællinger, der enten var udgivet separat tidligere eller i Poesier, bd. II, var udskilt som "Poetiske Fortællinger". De har tydelig tilknytning til lignende værker af Byron, datidens og den unge Paludan-Müllers yndlingsdigter, der helt havde fortrængt den Oehlenschläger-prægede nordiske ballade eller versfortælling, som Paludan-Müller havde forsøgt sig i få år tidligere. Nu er der tale om eksotisme og passion og martyrium, elskov og vild gru. Mest aktuel er Slaven (dvs. fangen) om den polske oprørshelt der dør i en sibirisk underjordisk gulag, en mine. Vestalinden er en antik romersk historie om pigen der straffes for elskov ved at blive levende indemuret. Den forbudte elskov får ligeledes en gruelig afslutning - lemlæstelse og drukning - i Zuleimas Flugt (1835), i tyrkisk sceneri. Beatrice er en anden elskovs-, jalousi- og afstraffelseshistorie; den er fra italiensk middelalder, men titelpersonen er en ganske anden Beatrice end Dantes ophøjede tilbedte og vejviser; dette digts modne grevinde Beatrice har en dejlig purung elsker, som hendes gamle ægtemand opdager og dræber, hvorefter hun med koldt blod brænder ham inde og absenterer sig.

Helt så voldsomt går det ikke til, trods en duel med dødelig udgang, i Paludan-Müllers fashionable danske versfortælling Dandserinden (1833) i ottaver i tre sange. Også den er en Byron-imitation, men med lykkelig selvstændig udvikling af den ræsonnerende, snart satiriske eller flabede, snart grundende eller medfølende fortællerdiktion, hvori det fortalte forløb er indlejret. Handlingen er næsten blot en anekdote: om den unge Charles' forelskelse i den yndige balletstjerne Dione, deres elskov i den danske skærsommerskov, og Charles' svigten af Dione da hans moder anviser ham et passende parti - det gamle mesalliancetema og den senere Adam Homos svigten melder sig for tanken; men Charles vågner til dåd ved en sjofel bagtalelse af Dione, duellerer med bagtaleren og dræbes; Dione erfarer det ved et afskedsbrev og drukner. (Eller drukner sig, som man må tro af førsteudgaven, men nej! - den kristelige velanstændighed herskede, så Paludan-Müller måtte i følgende udgaver korrigere såvel her som ved antydningen af at Dione var gravid).

Med eller uden nedtoninger blev Dandserinden en usædvanlig succes. Ikke mindst unge mennesker tog den til sig, lidt som Knud Sønderbys Midt i en Jazztid (1931) hundrede år senere, og dens charme er næppe helt forduftet. Der kom hurtigt hele to tyske oversættelser, hvis elendighed digteren tillod sig at gennemgå i et længere forord til Poesier, bd. I (1836). Det var næsten hybris, og det var da også snart hans egen tur til at blive kanøflet.

Imidlertid ville han jo bane sig vej som heltidsdigter, og det er ikke utænkeligt at han ved sin store livsforandring 1838 har taget bestik af sin hidtidige litterære skæbne. Han havde haft to iøjnefaldende succes'er hos publikum. Den ene var Dandserinden, den anden Amor og Psyche. Deres genrer og fiktionsverdener var det grundlag han valgte at fortsætte på da han skrev Venus (1841) og Adam Homo. Kasseret blev den Shakespeareske komedie; det var synd, men måske var han under alle omstændigheder for langt borte fra den nu. Tiden var inde til en højere stil og en strengere etos. Først kommer de græsk-romerske guder.

Manddomsværkerne

Den græske suite

At Paludan-Müller ikke havde nogen udpræget fiktionsskabende fantasi, viser sig i hans fortællende ungdomsdigte ved at han støtter sig til Byronske skabeloner. Og siden i at han digter over stoffer fra græsk(-romersk) mytologi, for resten gerne støttet af en gammel håndbog og ikke fx Ovid på første hånd (Metamorfoser/Forvandlinger). Siden i en anden serie versdramaer og -fortællinger, hvor han lægger gammeltestamentlige historier til grund. Siden igen digter han på grundlag af sagn- og kirkehistorisk stof. Mest fritstående under denne synsvinkel er hans samtidsromaner og -fortællinger, hvor personlig erindring og næsten reportage får en mere iøjnefaldende plads og den episke form til gengæld skatter til løsere skabeloner: udviklingsroman, anekdote.

Uden at Paludan-Müller just var en "Græcitetens lykkelige Elsker", som Kierkegaard kaldte Poul Martin Møller i dedikationen til Begrebet Angest (1844), var hans præference for den klassiske mytologi interessant. For det første var den en klar modsætning til den hjemlige ældre romantiske digtergenerations forkærlighed for den fædrelandske eller nordiske oldtid og middelalder. Og ligesom det græsk-romerske kan forekomme at være et bortvalg af det patriotiske, kan det måske synes noget af en flugtvej væk fra den dominerende kristelig-kirkelige forestillingsverden i datidens danske kultur. I Paludan-Müllers tilfælde kan man sige at den græsk-romerske mytologi bruges til at udfolde et æstetisk og drømmepræget spil, hvor der mere spørges om lysten og fantasien end om kraften som hos en Oehlenschläger eller Grundtvig. Forfatterskabets videre bevægelse kan opfattes som en dom over denne lystverden som ikke levedygtig, men hans samtidige og efterfølgende brug af bibelsk (gammeltestamentligt!) stof har ikke præg af udfrielse, men snarere af en fiksering til døden og dommen.

Den græske række begyndte med det første værk efter udlandsrejsen: Venus, et dramatisk Digt (1841). Genrebetegnelsen bruges også om de to følgende arbejder (i en samlet, revideret udgave 1857 ændret til Mythologiske Digte). "Digt" betegner her blot en større frembringelse på vers. Værkerne her er oftest urimede, firefods-trokæer eller femfods-jamber, men der er også brugt andre metra, især i de indlagte hymner og sange. "Dramatiske" er de efter deres form, der dog næppe er tænkt til teateropførelse; det er læsedramaer. De handler om mennesker spændt ud mellem guder og halvguder, og om kærlighedens arter og umulighed. Paul V. Rubow har (i sin bog Perspektiver. Nye litterære Studier, 1941, s. 11) træffende kaldt Paludan-Müllers foretrukne emne for "de forspildte Bryllupper".

I Venus er det jægerkongen Actæon der er handlingens drivende kraft. Han er en stormer, en grænseoverskrider, en Don Juan. Paludan-Müller havde i yngre dage skrevet den spøgefulde Don Juan-historie "Donna Rosa" (i Poesier, bd. II), men i græsk forklædning er pigejægeren farlig og hans eventyr nemesis-tragiske. Hans blik falder på den smukke hyrdedatter Hermione, der netop skal holde bryllup med hyrdefyrsten Endymion. Actæon røver Hermione, uskadeliggør Endymion og er klar til at tage Hermione i besiddelse, da hun vælger at styrte sig i floden. Der er to kærlighedsgudinder, to Venuser i dette digt. Den ene er den himmelske kærligheds Venus Urania, der fører sine tro Hermione og Endymion gennem trængsler og døden til et møde i Elysium - og altså først dèr. Den anden er den jordisk-erotiske attrås Venus Anadyomene, der optænder Actæon. Da Hermione glippede, må Actæon videre til den højeste og uopnåelige skønhed, den badende jagtgudinde Diana, der lader ham sønderrive som en hjort: "Bliv til et Dyr! Bliv, hvad du alt er vorden!" (PSU I 308).

Den paradigmatisk tydelige dualisme og antiseksuelle tendens betyder ikke at værkets tone er moralistisk; den bly forelskelse, den festlige bryllupsstemning og den stormende attrå er alle smukt artikuleret. Person- og gudindegalleriet omfatter en række fint og groft muntre, elegiske og mishandlet-bitre figurer.

Dryadens Bryllup (senere kun Dryaden) udkom en måned senere end det tredje dramatiske digt Tithon i 1844, men digteren lagde i en efterskrift i samleudgaven Mythologiske Digte (1854) vægt på at meddele at det var skrevet før og for resten ment som forspil til en større dramatisk-mytologisk komposition. Det er den korteste, måske den spinkleste, men også den varmeste og mest hjerteskærende af disse digtninger om forspildte bryllupper. Dryaden klager:

Jeg skal bort fra Livet -
Deiligt var det at leve!
Livet jeg kjendte dog ei.
Nu jeg det kjender,
Nu det forgaaer.
(PSU I 360)

Hyrdeguden (det er han her) Apollon forelsker sig i en dryade, en træ-nymfe, men netop som brylluppet skal stå, visner hun hen og dør. Pan har fældet det træ hendes væsen tilhører. Det sker på befaling fra det højeste sted, Olympen, der ønsker at kalde Apollon tilbage til højere tjeneste. Uden den af Paludan-Müller omtalte uskrevne fortsættelse, hvor Apollon vel må tænkes som en mere dynamisk kraft og stedt i en mere retfærdiggjort konflikt, efterlader mordet på Dryaden et sigende og skræmmende billede af den højeste guddoms forhindring af kærlighedslykke.

Tithon peger i en anden, mere psykologisk retning. Den trojanske kongesøn Tithon fejrer sært bortvendt sit bryllup med Electra. Sandheden er at han er uhjælpelig betaget af Aurora, morgenrødens gudinde, der på sin side har forelsket sig i ham ved at se den sovende prins. Hun tager ham med op i morgenrødens rige, hvor han kan nyde et evigt liv som hendes elsker. Men denne verden af blomster og toner, af drømme og kys, af skønhed og nydelse - den mangler én ting: substans. Engang bringes Tithon til at mindes - og savne - sin jordiske tilværelse; og han får lov til at besøge sit hjem dernede. Det eksisterer ikke længere; som i legenderne ("Fuglen der sang", se fx L.L. Hammerich: Munken og Fuglen. En Middelalderstudie, Københavns Universitets Festskrift November 1933) er der gået mange årtier mens han nød den tidløse vår i morgenrødens rige. Troja er brændt, alle er døde undtagen hans gamle sangerven Menestos og hans afkræftede hustru. Tithon var borte da han skulle have gjort sin fædrelandspligt og forsvaret Troja, og han svigtede sin hustru ved at flygte til Auroras rige: "Der har jeg drømt, mens du har liidt og levet" (PSU I 428).

Electra dør, og Tithon hentes igen op til Aurora, men på Jorden er kan kommet under tidens magt: han har stadig sin skænkede udødelighed, men ikke den evige ungdom. Han længes kun efter ét: døden. Og endelig udfris han til den, mens hans guddommelige elskerinde klager og ønsker ham tilbage.

Digtet handler ligesom Venus om to slags kærlighed, en jordisk og en himmelsk, men med den forskel at dyrkelsen af den himmelske nydelse forråder den jordiske (ægteskabelige) kærlighed og (nationale) pligt. Det siges at Paludan-Müller selv satte Tithon højest blandt sine værker. Måske var det fordi dets iscenesættelse af konflikten mellem fantasiens lyst og den jordiske kærlighed og opgave var så klar og strålende og smertefuld. Man kan mindes Kierkegaard for den fordømmelse der hos ham findes af den der i lighed med Goethe undviger ægteskabsindgåelse og mandspligt til fordel for digterlivets fantasi og erotik (jf. "Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser. Af en Ægtemand" i Kierkegaards Stadier paa Livets Vei, 1845, se Samlede Værker, 2. udg., bd. 6, 1924, s. 164 ff., eller Søren Kierkegaards skrifter, udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, bd. 6, 1999, s. 140 ff.). - Et beslægtet tema anslog Paludan-Müller senere i et kort fortællende digt Pygmalion (i Nye Digte af danske Digtere, redigeret af Chr. Winther, 1862, optrykt i Paludan-Müllers Sex Digte, 1872).

En analogi og sikkert inspiration til Tithon er svenskeren P.D.A. Atterboms (1790-1855) store dramatiske digt Lycksalighetens ö I-II (1824-27). Paludan-Müller har overhovedet flere berøringspunkter med svensk romantik, af hvilken hans ven professor Chr. Molbech var en kender og ynder.

Som en afsked med - man kan næsten mene: en undsigelse af - den græske æstetiske verden kan man se Paludan-Müllers meget ambitiøse og dramatisk mere regelrette Kalanus, et værk i blankvers, der publiceredes 1854 i Tre Digte sammen med Abels Død og Ahasverus. Her betegnes det førstnævnte modsat de to sidste som "Historisk Digtning". Det opruller ganske rigtig en episode fra historien, nemlig mødet mellem den græske verdenserobrer Alexander den Store og den indiske asketiske vismand Kalanus i 300-tallet f.Kr. Kalanus har fulgt efter Alexander på dennes tilbagerejse gennem Persien; han er betaget af grækerkongen som en verdensfornyer, næsten en slags ikke-jødisk Messias; men bliver dødeligt skuffet ved at møde ham mellem bægersvingende ledsagere og smukke græske kvinder. Alexander, en elskværdig og human personlighed, vil ingenlunde afklapse den mopsede eller munkestrenge inder, men søger at få ham god igen. I en storartet scene bøjer kongen knæ for vismanden - men forgæves. Kalanus vil ikke vide mere af det jordiske, heller ikke den jordiske magt; han vil bort og op i det guddommelige lys, og han bestiger sit dødsbål. Alexander har han spået en nærtforestående død (og vi véd at den virkelig indtræffer og lader hans vældige erobringer falde fra hinanden).

Det er da ikke en speciel drømmeverden denne 'historiske digtning' afskediger; græciteten er her magt, nydelse og verdslig visdom. Magten står for fald, nydelsen er uædel, og visdommen som den repræsenteres af en række diskuterende filosoffer, fremstilles lidet respektindgydende. Kalanus er et af de markant antihumanistiske værker i dansk digtning.

Roman og satire

Adam Homo

Ind imellem sin digtning om græske emner vendte Paludan-Müller sig til stof fra samtiden (og den nære fortid) i Danmark. Det skete først og fremmest med Adam Homo, der kom i to leveringer, værkets første del i december 1841 (på titelbladet 1842), anden og tredje del samlet i december 1848 (på titelbladet 1849), hurtigt fulgt af en revision af første del. Der kom yderligere fire reviderede udgaver i digterens levetid, og bogen fik status som hans hovedværk - og et af århundredets - hvad det bestemt ikke havde tegnet til i modtagelsen af førstedelen ved nytår 1842.

Den oprindelige læser-usikkerhed er måske forståelig. Her var jo kun begyndelsen af en historie - men hvilken slags historie? Man kunne nærmest forbinde den med Dandserinden: på ny en fortælling i ottaver, spækket med forfatterrefleksioner, snart rørende eller alvorlige, snart satiriske eller flabede, om et samtidsstof, der nu havde et meget større omfang. I værkets "Prolog" angler fortæller-forfatteren efter publikums bifald:

For det at opnaae og mig selv behage
I Stoffet, af Naturen ubeqvemt,
Vil meest paa Breden jeg min Digtning tage,
I Haab, at derved Længden bliver glemt
(PSU II 9)

Det var i hvert fald meget mere end en novelle. Vers-anslaget og anlægget i sange - det blev i alt tolv - skæmter med heltedigtets form, som også Ariost (Orlando furioso, 1516, 1521 og 1532) og Byron havde gjort, men Adam Homo handler ikke om krigeriske eller ridderlige bedrifter. Det er historien om et almindeligt livsløb - om en mand med en svag karakter: "Han prøver Alt, men vælger ei det Bedste" (PSU II 9). Hans navn markerer dobbelt at han simpet hen er Mennesket (manden), hvad det hebraiske Adam og det latinske Homo betyder. Digtet har da en allegorisk side, der også antydes med heltindens navn Alma (latin, femininum: den nærende, vederkvægende). Men dette universelle er helt indsmeltet i det lokale og konkrete "paa Breden". Adam Homo er en dansk præstesøn, og tiden er mest 1830'erne, med visse ældre og visse nyere kulturhistoriske boller stukket på suppen; der er en inkongruens mellem heltens godt 60-årige levetid og den samfundshistoriske koncentration, men det spiller ikke nogen større rolle, for det er nok en realistisk (og satirisk) roman, men ikke en historisk.

En roman er netop hvad Adam Homo er, i modsætning til novellen Dandserinden og anekdoten Luftskipperen og Atheisten (1853), Paludan-Müllers to andre ottave-versfortællinger af et vist omfang. Og som mange andre romaner har Adam Homo en biografisk skabelon: Hovedpersonen følges fra fødsel til død. Adam Homo kommer både i sin opvækst og senere hen ud for lidt af hvert. Navnlig i værkets første del er der oplagt tale om en pikaresk roman, hvor den bølgende tur følger - som det hedder i åbningen af "Tredie Sang" - loven om "Op og Ned" (PSU II 60).

Som pikaresk roman er det dernæst nærmere bestemt en særlig erotisk historie: Heltens løbebane afstikkes efter pigerne i hans liv. Der er mange, fra degnens Hanne i barndommen i "Anden Sang" (PSU II 38 f.) til enkemandens husholderske jomfru Frisk i "Tiende Sang" (PSU II 414 ff.). Ligesom ved Byrons Don Juan (1819-24), et værk der på overfladen er Paludan-Müllers nærmeste forbillede, kan man diskutere om helten mest er forfører eller mest er forført. Adams svaghed for det smukke køn er i hvert fald en vigtig faktor i hans livsløb. Når han svigter eller dropper den ene efter den anden af pigerne, har det ofte karakter af flugt, svaghed over for gunstigere eller ugunstige omstændigheder.

Et socialt tema indgår også her - et af de vigtigste i 1700- og 1800-tallets litteratur og hos Paludan-Müller: mesalliance-temaet. Uønskede eller utænkelige er forpligtende forbindelser nedad; attråværdige dem opad - i rang og i midler. Hvis man siger at Adam i digtets 1. del især er forfører/forført og i 2.-3. del især er stræber, er det vel ikke forkert, men for skarp en separation.

I 1. del, dvs. "Første"-"Sjette Sang", følger vi Adam fra barndomsegnen ved Vejle til katedralskolen i Aarhus (med hans seksuelle opvågnen og første forløbelse, som mislykkes) og videre til livet som teologistuderende og privatunderviser i København. I denne fristelsernes hule lokkes han både på glatis af udhaleren von Pahlen og af en adelig privatelev, den knibske komtesse Clara; han trøster sig med en tjenestepige og samles op af prostituerede; men reddes ud af sump og sygdom af sin søde tililende moder. Så træffer han på et bal den yndige og retskafne gartnerdatter Alma Stjerne og bliver i samme forsommer cand.theol. og forlovet, men kaldes straks efter til sin moders dødsleje i Jylland.

1. dels op-og-ned slutter således i en op-fase, men med et usikkert opbrud. Det var forståeligt om læserne var i vildrede: Hvad skulle det ende med, og hvad var det i grunden for en slags historie og en slags helt?

Det blev tydeligt, meget tydeligt, 7 år senere i 2.-3. del, dvs. "Syvende"-"Tolvte Sang". Moralsk er helten mere et skvat end en helt, samtidig med at han får en bemærkelsesværdig ydre succes. Først bliver han dog langvarigt forsinket på Fyn under sin hjemrejse: Han træffer baronesse Galt, som er den nu gifte komtesse Clara; mens fruen leger 'tag-mig-tag-mig-ikke' med den ubeslutsomme Adam, præker en af fruens slægtninge, en udbrændt livsnyder som kaldes "den graa Galt", eros-evangeliet for ham. Det ender på ny komisk uheldigt, og Adam flygter endelig hjem til faderens jyske præstegård - som Adam føler ret luset efter sit liv på herregårdene. Der er dog én baron i nærheden, med et forkælet-emanciperet kvindeligt enebarn, Mille, af hvem Adam lader sig indfange, stærkt opfordret af sin far. Forlovelsen med Alma hæves pr. brev - endelig tager Adam sig sammen til at skrive et - og han bliver gift med Mille, der i tidens fylde føder ham to døtre og skaffer ham baroniet. Hans videre mandsår forløber hastigt, som rangsperson i hovedstaden, hvor han med slemme skuffelser træder op i den højere del af den før 1848 fremkommende borgerlige offentlighed og i filantropisk virke. Til sidst bliver han udnævnt til chef for Teateret, hvor han finder at det ideale er på plads, nemlig som blot fiktionsverden. Under alt dette kastes der sideblikke på dele af den litterære verden (Mille har travlt som novellist omgivet af dagbladskritikkens slyngler) og, i et karneval, på en række mandlige og kvindelige roller der promoveredes af tiden.

Adam Homos pligt til at fastholde og realisere noget idealt synes definitivt ikke at have nogen chance i en sådan verden og med en så svag karakter som hans. Han dør som 62-årig ved et tilfælde, mellem hænderne på højt anskrevne inkompetente læger. En vågekone, hidkaldt til hans sygeleje, viser sig at være den gamle, svigtede jomfru Alma Stjerne, der takker og efter evne trøster sin døende ungdomskæreste; hun dør selv nogle dage efter baron Homo.

Det er "Tiende Sang" der fortæller dødsfaldene, den første i digtets 3. del. Adam Homos "Ellevte" og "Tolvte Sang" udbygger værkets teologiske og karaktermæssigt-etiske mening. Tanken er den i og for sig uortodokse at den syndige Adam frelses ved den pige han har svigtet og forladt. Alma, der mellem "Sjette Sang" og Adams dødsleje kun har figureret kort i kulissen én gang, må derfor tilskrives en stor betydning. Det gør Paludan-Müller ved at tildele hende et større (lyrisk) forfatterskab. Et sådant var allerede påbegyndt med et antal sonetter i slutningen af "Sjette Sang", tankefulde elskovsbilletter til den bortdragende Adam. Det er for resten ikke de eneste såkaldte indlæg i romanen: Der er også forskellige sange af Adams moder i værkets "Femte Sang" og en række monologer af de optrædende i maskeraden i "Niende Sang". Hertil kommer nu de to leveringer af "Almas Efterladenskab": "I. Lyriske Digte", "II. Religiøse Betragtninger", der fylder størstedelen af "Ellevte Sang". Denne kunstfærdige tankedigtning med subtile psykologiske og dogmatiske overvejelser, i et billedsprog af mandlige erfaringsområder, strækker unægtelig den karaktermæssige enhed i Almaskikkelsen ud over realistisk sandsynlighed. Men det har været digteren magtpåliggende at give hende en helt ualmindelig pondus og dybde - og at få formuleret den specielle dogmatik som slutperspektivet og "Tolvte Sang" hviler på. To afgørende træk kan nævnes herfra: Først den såkaldte apokatastasis-lære, der benægter det evige Helvede - eller i hvert fald affolker det fra Dommedag. Denne lære stemmer jo ikke med kirkefædrenes eller de store reformatorers tro, men bredte sig navnlig igennem 1800-tallet, fx har den afsat sig spor hos H.C. Andersen (se "En Historie" i rejsebogen I Sverrig, 1851). Den er tydeligt udtalt i flere Alma-digte, således det der slutter: "Hvem kunde finde Freden i en Himmel, / Hvor end man troede paa en evig Qval?" (PSU II 491). Det andet specielle dogme i Almas (og, tør man formode, Paludan-Müllers) "Religiøse Betragtninger" er at Helligånden har kvindelige væsenstræk; samtidig med at der forsigtigt lægges afstand til den katolske Madonnadyrkelse, flyttes det feminine blot hen til en anden plads i guddommen.

"Tolvte Sang" præsenteres som en art apokalyptisk komedie (derved et modstykke til J.L. Heibergs En Sjæl efter Døden, 1841, trykt i dennes Nye Digte), en teatralsk fremstilling eller fantasi om hvordan det går Adam efter døden. (Men før Dommedag, som digteren siden indvarsler i Ahasverus, 1854). Skal Adam henvises til Helvede? Dette forhandles ganske domstolslignende mellem Djævlens Advocat og - ikke Guds, men: - Menneskets Advocat, og den første står til Adams rædsel klart stærkest. Men så træder Alma ind. Hun kan ikke egentlig frelse Adams sjæl (det kan vel alene Gud/Jesus, som digteren ikke lader figurere!), "Men fra Fortabelse den dog befrie!" (PSU II 522). Thi

Hvad jeg af Naade modtog, her jeg bringer
Den Sjæl, hvem Troskab jeg paa Jorden svor
(PSU II 523)

Alma fører derefter Adam ind i Skærsilden, hvor hun kan hjælpe ham med at blive lutret til Dommedag.

Såvel genindførelsen - dog kun i fantasiteater - af Skærsilden som den ejendommelige administration - ved en kvinde! - af stedfortrædende nåde, kunne nok vække betænkelighed på teologisk hold. På den anden side havde digteren jo meget anselige fortilfælde, navnlig i Dantes Den guddommelige Komedie (ca. 1307-21). Ligeledes afveg romantikkens europæiske hovedværk, Goethes Faust (1808-32), fra den gamle lutherske folkebog, hvor Faust med rette ryger i Helvede: Goethe lader ham som bekendt undkomme til Himlen, draget op ved det evigt kvindelige, og under sang af stemmer mellem hvilke høres Gretchens, som han engang forlod.

Adam Homo er formodentlig et af de ganske få fortællende værker på dansk der vover sig op i digteriske regioner som Dantes og Goethes. Men det gør også mange andre ting, som måske er nemmere at forstå - ikke nødvendigvis at billige - i eftertiden. Vi har omtalt Adam Homo som en erotisk og en tidssatirisk roman. Dens store persongalleri består langt hen af narre, hyklere, slyngler og stakler af begge køn, hvad der ikke forhindrer at nogle af dem er brillant tegnede, som den lunefulde og forførende backfish og bitch Clara, eller de får slagkraftige replikker, som proletarknægtens der giver fanden i baronens velgørenhed i "Niende Sang":

Et Uveir trækker sammen omkring Solen,
I Rigdoms Bolig Lynet snart slaaer ned;
Vi Smaafolk os forstaae paa Catechismen:
Tag Jer iagt - nu kommer Pauperismen!
(PSU II 395)

Indignationen blev gentaget 25 år senere i Holger Drachmanns digt "Engelske Socialister" (Digte, 1872), men i 1849 syntes man nok herhjemme at Paludan-Müller var galt på kareten med dette. Faktisk undskyldte digteren sig i en efterskrift december 1848, fordi nogle tidstræk tydeligvis ikke var aktuelle nu hvor de store (krigs- og forfatnings-)begivenheder havde ændret billedet. Dog har det vel snarest været en fordel for digtet at Paludan-Müller fremdrog det af kulturen og samfundslivet der interesserede, morede eller forargede ham; han skrev på sine egne - ofte reaktionære - fordomme, men ikke på hvad der måtte være datidens populære eller populistiske, fx de chauvinistiske. Og måske er de tilbedende momenter i digtet blevet mere forældede end de drillende og persiflerende. I hvert fald var digterens etiske passion et grundlag, både i fremvisningen af kærlighedens og ambitionens vildveje, af heltens svigt og af samfundets brøst i bunden og navnlig i toppen.

Som naturligt er ved et så omfangsrigt og sammensat værk, har det både vakt forskellig genklang i forskellige digtergemytter og givet anledning til adskillige fortolkninger, der til dels er indbyrdes forskellige og ofte går videre end det ovenfor skitserede. (Se afsnit om kritikhistorien nedenfor).

De elendige

Få år efter afslutningen af Adam Homo lå et nyt ottavedigt af Paludan-Müller i boghandelen: Det var Luftskipperen og Atheisten (1853, dvs. dec. 1852). Det er kort, spøgefuldt og dog noget hidsigt, i en vis forlængelse af udhængningen af de litterære kritikere i Adam Homo. Nu er der kun én, men han tilhører en ny og farlig type, der faktisk fandtes i hovedstadspressen og her i digtet hedder Anton Lange. Med inspiration fra venstrehegelianske religionskritikere som tyskerne D.Fr. Strauss (1808-74) og L. Feuerbach (1804-72) skrev de imod den åbenbarede religion; dette forargede Paludan-Müller meget, og han mente nok at de fortjente at komme ned med nakken for deres ugudelige hovmod - nogenlunde som Erasmus Montanus bragtes på andre tanker af løjtnantens prygl hos Holberg. Nu blot ikke på jorden, men i luften.

Sammen med en mængde andre havde digteren i eftersommeren 1851 overværet en luftskipper Tardinis ballonopstigning i København; Tardini fløj heldigt tværs over Øresund, men i en gentagelsestur den følgende måned forulykkede han. Digtets fiktion er nu at en mærkelig luftskipper Montechriste (dæknavnet fra A. Dumas' kendte knaldroman 1845-46 - her måske tillige symbolsk) foretager en lignende, heldig ballonfart og har den anmassende journalist Anton Lange med om bord. Langes forlovede har bedt Montechriste om at få den unge mand til at opgive sin nyserhvervede, ødelæggende ateisme, og da Lange på den natlige rejse (mod Rügen) mellem himmel og hav udbreder sit panteistisk-ateistiske evangelium, foranstalter Montechriste en dukkert, en angst-, afklædnings- og frysetur, der ganske stopper Langes bravader og gør ham myg og tilgængelig for kristelig gendisciplinering (Montechriste er katolsk, oprindelig munk!). De lander i sikkerhed i Pommern, hvorfra den forbedrede Lange sendes hjem.

Det hele er for så vidt en anekdote, fortalt i en flydende og flot diktion, men unægtelig ret grovkornet. Digtet vakte stor opmærksomhed både som en slags nøglefortælling og som indlæg i en pågående religionsstrid. Blandt de mindre begejstrede var digterens broder, præsten Jens Paludan-Müller, imod hvis indvendinger digteren forsvarede sig i et langt brev i februar 1853 (PSU III 233 ff.). I virkeligheden var Paludan-Müller vist meget prikken over for kritik; det kan have været blandt fru Charites fortjenester at hun efter 1838 holdt ham fra hidsige konfrontationer.

Helt fri af sådanne er det dog svært at være for en digter der vil holde dommedag. Det er netop ideen med Paludan-Müllers efterfølgende værk Ahasverus, den evige Jøde (1854 i bogen Tre Digte, sammen med Kalanus og det optrykte Abels Død). Det er i rimede vers, mest jambiske eller knittelvers, med visse afvigende indlæg. Digtet består af en "Prolog" (i blankvers), der forklarer tilblivelsen og ideen, og derpå ét langt scenisk forløb af monologer og dialoger. Stedet er ikke dansk, men universelt: en kirkegård på en brink ved havet.

Digteren bruger legenden om Jerusalems skomager Ahasverus, der nægtede Jesus en smule hvile og vederkvægelse på hans vej til Golgatha, og derfor dømtes til evigt selv at vandre om på Jorden. Legendefiguren var brugt af mange romantiske digtere, også i Danmark, bl.a. tematiserende skyld, forbandelse, fredløshed og måske et gennemløb af verdenshistorien. Paludan-Müller har en alternativ idé, nemlig at udfolde det øjeblik da Ahasverus' vandring ophører, nemlig på Dommedag. Herved bliver hans digt en slags eskatologisk revy over typer og tankegange på verdens sidste dag, hvor domsbasunen lyder, hvor Antikrist viser sig, og hvor de døde rejses op af deres grave. Det er kaos, ragnarok, folk på flugt iagttaget og udspurgt af Ahasverus - ligesom af Dante i Helvede i Den guddommelige Komedie, et litterært forbillede. Blandt de første episoder Ahasverus ser, er et rovmord; han tænker (med samme kritik som i Luftskipperen - og Eventyr i Skoven) at det skyldes emancipationen fra kirke og autoritet:

Thi hvert et grønt og vissent Skud
Af Adams Æt det holdt for Gud,
Og hver et Drog, og hver en Flane,
I Støvet krøb for det Humane,
(PSU III 169)

men "det humane Rige" falder nødvendigvis i anarki og bestialitet. En gammel mand forlades af sin datter og dattersøn: nu er det overlevelseskampen! Et par unge elskende har kun blik for hinanden. Antikristen udtaler pralende, forblændet, fortrøstningsfuldt en slags kosmisk Anton Lange-evangelium, men flygter da domsbasunen lyder med storslåede vers: "Knæl, knæl, o Jord! og, iført Sæk og Aske, / Afkast din Herligheds og Stoltheds Maske!" (PSU III 201).

En af dem der kaldes op af graven, er Pilatus, som Ahasverus fører en lang samtale med om Jesus; det er et af de få steder - ved siden af et par af Almas "Religiøse Betragtninger" - i Paludan-Müllers digteriske forfatterskab hvor Jesus udtrykkeligt diskuteres:

PILATUS: Ja, hvad er Sandhed?
AHASVERUS: Han!
I hans Person I heelt den finde kan.
(PSU III 210)

Og ej heller Pilatus skal uden håb gå til Dommen. Men efter ham, næsten til sidst, står en kvinde, "Aanden", op og udtaler sin glæde over at flytte fra dødssøvnen op til det himmelske gensyn. I jordelivet hed hun Marie Seguier; hun var en af de helgenagtige skikkelser der i 1600-tallet droges til det asketiske trossamfund Port-Royal uden for Paris. (Samtidig med Paludan-Müller skrev den franske kritiker Sainte-Beuve om hende - ud fra samme tyske kirkehistoriske værk). Den kvindelige, kærlige, moderlige figur går op til sin dom og sin sikre glæde. Men hvad med Ahasverus? Hans sidste skridt er at gå ned i gravens vederkvægende mørke. Logisk nok, for han har jo fået og gennem alle tider udstået sin dom. Men dog også noget tankevækkende at dødens nirvana atter en gang er digterens ultimative salighedsforestilling.

Senere i livet omtalte Paludan-Müller, måske på tilbagetog, Luftskipperen og Atheisten som et "Lejlighedsdigt" (se Julius Lange: Udvalgte Skrifter, bd. III, 1903, s. 253). I en videre betydning kan man kalde Ahasverus det samme, for så vidt det var sat i gang af en aktuel begivenhed. Det var den katastrofeagtige koleraepidemi i København i sommeren 1853, der også ude i Fredensborg satte gru og skræk i sindene. Men unægtelig er dette digts scene større og dets fantasi voldsommere. Er dets vingefang det også? I det mindste nogle af de satiriske og ræsonnerende passager holder knap niveau med det vældige eskatologiske spex i øvrigt.

Den gammeltestamentlige suite

Paludan-Müllers digte over Det Gamle Testamentes begyndelse ligger som helhed efter hans græske suite. Der er dog den undtagelse at det bedste: Abels Død, allerede var publiceret i Heibergs årbog Urania for 1845; det nåede at glæde digterens far, og glæden er religiøst forståelig. Hvor glad han ville have været for dets to efterfølgere, Paradiset og Kain, kan man ikke vide.

Abels Død er en versfortælling i 8 dele i rimede femfodsjamber, dog er højdepunktet i slutningen af 7. del i ottaver. Fortællingen handler om den første død. Kain har slået Abel ihjel, og Eva og Adam iler til deres dræbte søn. De våger over ham, mener at han må vågne igen, erkender først flere døgn efter - fra det ildelugtende lig - at dette er døden, som Herren sagde var straffen for at have ædt af Kundskabens Træ. De begraver drengen og begiver sig bort på vandring. En aften ender de, vildfarne, foran Paradisets stængte port, hvor de da er nødt til at overnatte. Eva vågner tidligt med en erindringsdrøm om Havens herlighed og Livets Træ; hun står op og går hen og beder Cheruben om lov til at se ind i Paradishaven. Hvad hun dèr får at se, kan hun bagefter fortælle Adam:

Abel har jeg seet!
Han stod ved Træet, hvor vi Livet prised.
Han er ei tabt! Han er i Paradiset!
Han er i Graven ei! Han er ei død!
(PSU I 479)

Nærmest som et modstykke til dette barske, men til slut fortrøstningsfulde digt, står fortællingen Kain, eller Vredens Barn (i Nye Digte, 1861). Også den er på rimede vers, noget trampende firefods-trokæer. Fortællingen handler om drabsmanden efter mordet, på flugt, først angst for forfølgelse, derpå angst for den brændemærkning - det Kainsmærke: "Skyldig" - som Herren har udstyret ham med, og angst for dets forplantning til hans børn. For han kommer jo, som skrevet står, til "Landet Øst for Eden" og tager dèr en kvinde til hustru. Han oprøres over en Gud, som kan være så streng og inhuman, flygter videre og ender som dyrker af sol og måne, altså af primitiv naturreligion. Han er også - som der ikke står skrevet i 1. Mosebog - vandret videre fra nord til syd, og idet hans ydre markeres af "udspiilte Næsebor" og "hans Haar / Kruset, stivt iveiret staaer" (PSU III 230), ser vi at han er kommet til Afrika: Han er altså neger; han har nu både en forkert religion og en forkert race.

Digtet balancerer, vistnok bevidst, på grænsen mellem greuel og grovkomik. Det er måske vanskeligt at forene med den forkyndte religiøse mening: "Og paa Flugt fra Naadens Veie / Tabt for Gud, fortabt han gik" (PSU III 231). I efterskriften til en senere udgave (Sex Digte, 1872) siger Paludan-Müller at Kain ligesom Abels Død må "forstaaes symbolsk og ikke historisk" (PSU III 401); men hvis Kain skal læses som (etisk) psykologi, er opstandelsesbilledet i Abels Død så også kun at forstå som et (psykologisk) symbol?

Til disse to fortællinger får vi forhistorien om broderparrets (og vores første) forældre i Paradiset, Bibelsk Drama (1862) (en version af dets 1. del var fremkommet i Nye Digte, 1861). Paradiset er et triptykon. Første del er dramaformet i tre akter og handler om skabelsen. Derpå følger en mellemhandling: "Mørkets Aander i Natten", hvor en fortællerstemme indrammer taler af Lucifer og de onde ånder; det er hans plan at nedstige til Jorden, dvs. Edens Have, og forføre det nyskabte menneskepar. (En idé hos Paludan-Müller om at bruge ungdomsdigtet Lucifers Fald her havde vist sig inadækvat til sammenhængen). Med Paradisets anden del vender vi tilbage til den gennemført dramatiske form i tre akter. Her er vi på ny i Edens Have og bevidner faldet: Lucifer-slangen der forfører Eva, dommen og udvisningen af Paradiset. Der er brugt en række forskellige versemål i forskellige partier, således blankvers i de mest fremadskridende handlingsdele, odelignende og andre højtidelige strofeformer i englenes forkyndelser, osv. Første del har storslået kosmisk poesi, der snarere minder om indledningen af Goethes Faust end om den bibelske skabelsesberetning. Mellemstykkets natterum har mindre af dette; interessen samler sig nu om hvad den allerede i første del forandringslystne og oprørske Lucifer har for. Hvis første del handler om skabelsen, handler resten om ulydighed - først Lucifers og derpå Evas og Adams. Anden del, om forførelsen, faldet og straffen for menneskeparret, dvæler ved den gode og især den onde seksualisering af Eva, skammen og bortvisningen til en dødelig tilværelse. Englene synger dog om genoptagelse i sjælenes hjem. Til slut Paludan-Müllers mindre forpligtende yndlingsbillede: "Bag ved Mørket sig Stjernerne dølge" (Paradiset, 1862, s. 207).

Den danske digter lod ikke som englænderen Milton sit Paradise Lost (1667) følge af noget Paradise Regained-digt (1671). Som digter kunne eller ville han ikke bruge Det Nye Testamente mere end én gang - i Ahasverus, hvor det dog overlejres af legenden. I det værk findes jo også en troens - og kærlighedens - heltinde: Marie Seguier. Om en anden troshelt (ligeledes katolik) skrev Paludan-Müller i versfortællingen Benedict fra Nursia og hans Amme, i forlængelse af de gammeltestamentlige digte, nemlig ligeledes trykt i Nye Digte (1861). Digtet er 'historisk' i samme forstand som Kalanus, en tilsvarende efterskrift til den græske serie. Men hvor Kalanus er en negation, er Benedict et varmt og positivt digt, dvs. så langt positivitet lader sig forene med munkeidealet. Digtet er ustrofisk, i en kort versform: firefods-trokæer med få, sporadiske rim. Det er delt i tre afdelinger: dagens gang ved en landejendom i kanten af den romerske Campagne. Her kommer den unge Benedict ud fra sin skolegang i (forfaldstidens) Rom for at fejre sin 14-års fødselsdag hos sin erstatningsmor og gamle amme Cyrilla. Der veksles mellem en fortællerstemme og dialoger mellem ynglingen og ammen. Hun har glædet sig til at fejre ham og sende ham videre op til succes og magt i livet; men han kommer, røbes det til sidst, for at tage afsked: han vil vie sig til eneboerlivet andetsteds og derpå til et helligt og arbejdsomt samliv med de kaldede. Fortælleren véd hvordan efterverdenen vil se Benedict:

Høi og herlig, som den dunkle
Middelalders lyse Heros:
Seet ham som Europas Lærer,
Videnskabens første Grunder,
Folkeaandens vise Leder,
Munkelivets faste Styrer,
Stærk i Daad og reen i Levnet
(PSU III 273)

Varmen i digtet kommer fra drengens kække beslutsomhed og idealisme, men - ejendommeligt dobbelttydigt - også fra ammens kærlige, moderlige hengivenhed og nu så store sorg. Enestående i forfatterskabet er desuden den maleriske stil, hvormed det italienske landskab og dets luft er skildret. Trods mindst én hjemlig anmelders indsigelse på vegne af "vi som Protestanter" mod forherligelsen af en af munkevæsnets grundlæggere (Folkets Avis, 1861, nr. 283, citeret PSU III 381) var Benedict fra Nursia vistnok i mange år Paludans-Müllers populæreste værk næst efter Adam Homo.

Fortællende prosa

Paludan-Müller fulgte for så vidt sit århundredes litterære tendens da han i sit sene forfatterskab gik fra vers over til prosa - men også her med sin personlige prægning, skønt i meget forskellig genre og stil i de to fortællende værker der især er tale om.

Først kom Ungdomskilden. En Fortælling 1865. Det er en lille, stram fortælling over et kendt eventyrligt sagn om en mand der tager et foryngelsens bad i en magisk kilde. Historien foregår i Caribien, og hovedpersonen er en spansk koloniherre, en velstående familiefader i sølvbryllupsalderen. Pointen er at uanset undvigelser og arrangeret identitetsskifte er det menneskeligt og moralsk uudholdeligt at løbe fra sin alderdom og sine gamle bånd i livet. Det er en variation af Tithon-temaet, i en smuk tør prosa. For den spanske helt er der tilbage kun en ny lang årrække i askese og bod for sit livsforræderi.

En begavet anmelder - eller overbegavet: det var den helt unge Georg Brandes - så den lille fortælling som en allegori over Danmarks illusionære letsindighed og nylige tugtelse i 1864. Det er en temmelig absurd idé angående Ungdomskilden, men den har noget for sig angående Paludan-Müllers følgende prosaværk: den bindstærke roman Ivar Lykkes Historie. Den består af 7 "Bøger" og udkom i 3 dele 1866, 1869 og 1873. Handlingen er henlagt til årtierne op til 1850, endende under den første Slesvigske Krig og i demokratiets første år. Det er en dansk roman, i høj grad, både ved sin skiften mellem hovedstaden og provinserne og ved sin etisk-patriotiske tendens, der klart tager sigte på den nationale opgave efter den anden Slesvigske Krig 1864. Den unge Ivar Lykke, lemlæstet under sin helteindsats i krigen, skal med både livsmod og resignation tage fat som ægtemand på slægtens nedbrændte herregård.

Så langt og så vejvisende følger vi hans udvikling. Den tydeligste romanskabelon er netop udviklings- og opdragelsesromanen, med mønster i Goethes Wilhelm Meisters Læreaar fra 1790'erne, med dens brede galleri af persontyper, herunder både forbilleder, opdragere, fristelser og tankevækkende case-stories, med kulturhistoriske billeder (den omrejsende teatertrup) og det hemmelige idealistiske selskab (hos Paludan-Müller et politisk-patriotisk) der tager hånd om vor helt. Romanen skylder overhovedet meget til 1700-tallets genrer, ikke mindst i mange af heltens eventyr og nedstyrtninger, men tillige fx i hans brave komiske makker, tjeneren Næve. Det er også historien om hvordan helten fra forældreløs barndom, adopteret hos en onkel, kender den dejlige kusine, som han siden vinder og taber og vinder igen. Ivar Lykke er som oftest ærlig og naiv, modsat sin kammerat og rival, den vestindiske rigmandssøn stud.med. William Fenris, hvis akilleshæl er misundelse. Fenris er i øvrigt skeptiker og ironiker, intellektuel, æstetiker og Don Juan, med døden i hjertet. Han er forfatterskabets sidste inkarnation af den 'interessante' antihelt fra 1830'erne, og selvom han naturligvis ikke skal have heltinden, får han mere alibi og mere sympati end sine forgængere. Overhovedet har romanen, med al sin eksplicitte moralske tendens, sin klichéagtige typologi og satire over emancipationskvinder og folketingskandidater, en større tolerance og en mere munter elskværdighed end Paludan-Müllers ottavefortællinger fra midten af hans forfatterskab. Noget lignende gælder fortællerrefleksionerne, der i virkeligheden fylder mindre i denne roman end i Adam Homo (til gengæld er der flere talerørspersoner); forfatterbemærkningerne er ofte tæt knyttet til omflytningen af personer, ændrede livsomstændigheder, tidsoverspringelser o.lign., kort sagt den type læserhenvendelse der kendes så godt i 1700-talsromaner. Det samme gælder egentlig den påkaldelse af musernes moder, erindringens gudinde Mnemosyne, der indleder romanens sidste bog. Den har to meninger: Dels at romanens tidsbillede er fuldt af digterens eget erindringsstof helt tilbage fra barndommen i Kerteminde. Dels er den også en bøn om at værket må stå sin prøve over tid, da det åbenbart ikke er slået an i forhold til publikumssmagen nu omkring 1870. Det sidste har sikkert skuffet digteren, der i værkets prolog havde lanceret det som en rigtig folke- og familiebog. Det er det rigtignok, men i et anlæg og en stil der på udgivelsestidspunktet måtte føles antikveret. Bogen genoptryktes én gang, en snes år efter digterens død, men der var ikke noget publikum for den, så Mnemosyne har trods forbønnen, ligesom de fleste litteraturhistorikere, droppet Paludan-Müllers store roman.

Afskedsværker

Endnu nåede Paludan-Müller at frembringe to små værker før sin død i 1876, på deres vis lige så kontrasterende som de to prosaværker der gik nærmest forud.

I prosa er også det første af de to slutstykker: den lille komedie Tiderne skifte, et af de festspil der opførtes i 1874 ved indvielsen af Det Kgl. Teaters nye bygning (den der efter 1931 benævnes Gamle Scene). Paludan-Müller tog for så vidt tråden op fra sine ungdomsdramaer; her er igen en mesalliance-knude der løses ved kongelig medvirken. Miljøet er dog 'historisk', nemlig kong Frederik V's Danmark, hvor greve-geheimeråden modsætter sig at hans børn kan ægte en skuespillerinde og en radikal Rousseau-begejstret læge der ikke vil pudre sit hår; men kongen - teatrets ven - ordner sagen. Den pacificerede svigerfader har slutreplikken: "Kongen byder en Actrice Armen og inviterer en ung upudret Professor til sit Taffel. Hvad vil man om 100 Aar sige til den Historie?". Det er naturligvis en cadeau til skuespillerverdenen, men det er en tvetydig måde digteren blinker til sin samtid på - ikke blot efter århundredets demokratiske statsomvæltninger, men aktuelt efter Pariserkommunen og begyndelsen på den hjemlige Højre-Venstre-strid.

Hvis komedien var Paludan-Müllers udadvendte farvel, så kom hans indadvendte med det korte fortællende Adonis. Et mythisk Digt, ligeledes 1874. Digtet er strofisk, i firefodstrokæer, og fremstiller en episode og en skæbne fra den græske gudeverden. Guders Fader har bestemt den skønne Adonis til vekselvis at tilhøre kærlighedsgudinden Venus og dødsgudinden Proserpina, og vi ser nu Adonis på en sidste rejse ind i dødsriget, opslidt og bønfaldende til Proserpina:

Træt jeg er af denne Splid
Mellem Lidenskabens Flamme
Og den Magt, som vil den lamme:
Bring tilende Hjertets Strid!
Du alene det formaaer!
(PSU III 320)

Den sejrende i striden er altså den lammende magt, Proserpina:

Derfor søg hos mig kun Trøst!
Ikke Lidenskabens Trængsel,
Ikke Savn og Suk og Længsel,
Men Betragtning er min Lyst.
(PSU III 321)

Hun giver ham en drik af glemselsfloden og sætter sig ved sin døde elsker "Trofast, moderlig og glad" (PSU III 322). Det er næsten en pietà-gruppe; digtet udmærker sig overhovedet ved sin enkle, værdige og statuariske stil. Og i sit natlige rum, med kærligheds- og dødsparret, byder det en slags koncentrat af meget af digterens følelses- og forestillingsverden.

Modtagelse

Den samtidige modtagelse af Paludan-Müllers skrifter er fyldigt belyst og citeret i kommentarafsnittene af Carl S. Petersens udgave af digterens Poetiske Skrifter i Udvalg I-III (1909) (se: Bibliografi). Vi kan derfor her nøjes med at opridse nogle hovedlinjer.

Digteren har ikke kunnet klage over manglende opmærksomhed omkring de første tredive år af sin produktion, medens hovedindsatsen i hans sidste tiår - Ivar Lykkes Historie - til hans skuffelse som nævnt vakte ringe genklang.

Opmærksomheden var da længe stor, men Paludan-Müllers digteriske succes var vekslende: såvel udbredelsen af hans værker som varmen i den kritiske respons varierede. Hans tidligste værker i første halvdel af 1830'erne nød stor yndest i boghandelen og hos flere toneangivende kritikere. Så fulgte i 1837 en skarp modvind, og da Paludan-Müller efter en pause vendte tilbage med en række hovedværker i 1840'erne, var modtagelse ofte treven. Det var først med fuldendelsen af Adam Homo i 1848-49 at isen på ny blev brudt til et større publikum.

Under alt dette havde han både faste støtter, faste drillepinde og faste kritikere. De nærmeste, uden for offentligheden, var hans familie. Trods digterens enkes forsøg på at slette sporene, kan man se at digterens far, biskop Jens Paludan-Müller (1771-1845) ikke var tilfreds med sønnens første mange værker, og at der også var diskussion med et par af brødrene. Til gengæld var fru Charite efter 1838 utvivlsomt, på sin måde, en tro støtte og opmuntrer for sin skrivende mand - hun var ikke mindst fornøjet med Ivar Lykkes Historie.

Ser vi på den offentlige kritik, kan vi notere at Paludan-Müller fra starten havde to talsmænd med betydelig autoritet. Den ene var hans læremester, digteren og kritikeren J.L. Heiberg, i hvis hjem Paludan-Müller også havde sin gang. Heiberg optog i sit blad Kjøbenhavns flyvende Post (Interimsblad, nr. 2, 19.1.1834), en filosofisk prætentiøs, men psykologisk dybtloddende opsats "Om Dandserinden, betragtet som reflecterende Poesie" af en særlig samstemt: den purunge og højt begavede D.G. Monrad (1811-87). Og da første del af Adam Homo syntes at falde så temmelig til jorden, tog Heiberg til orde i en artikel i sine Intelligensblade (1842, nr. 2), hvor han søgte at rehabilitere digteren og at bestemme det påbegyndte nye værks art og mulige retninger; lumsk nok holdt han, ligesom hovedpersonen selv i "Sjette Sang", en idyllisk slutning for en af mulighederne. Digteren kvitterede ved at tilegne J.L. Heiberg sin Dryadens Bryllup (1844) med en sonet. I sin årbog Urania for 1845 trykte Heiberg Abels Død - det første af Paludan-Müllers gammeltestamentlige digte - og det første der nåede helt at behage hans far.

En anden betydningsfuld støtte fik digteren fra starten i litteraturhistorikeren, professor Chr. Molbech (1783-1857). Han skrev en for ham ualmindelig overstrømmende anmeldelse af Dandserinden i det tungt akademiske Maanedsskrift for Litteratur (bd. 10, 1833), virkede for at digterens omarbejdelse af Kjærlighed ved Hoffet blev opført på Det Kgl. Teater 1834-36, diskuterede positivt Amor og Psyche i en artikel i Maanedsskrift for Litteratur (bd. 14, 1835). Han skaffede Paludan-Müller forhåndsviden om den meget negative, anonyme kritik af Poesier, bd. I (se nedenfor) i samme tidsskrift, i hvis redaktion Molbech sad, og hvor han havde modarbejdet offentliggørelsen; men han misbilligede digterens svar Trochæer og Jamber (1837). Det forhindrede ikke Molbech i fortsat at anse Paludan-Müller for periodens fineste digter. I 1851 holdt han på universitetet forelæsninger om Paludan-Müller og Adam Homo; det huede ikke digteren, som frygtede en art vivisektion, men var faktisk udtryk for en helt ualmindelig anerkendelse af en samtidsforfatter.

Paludan-Müllers modstandere fandtes især på to fronter: blandt Oehlenschlägerskolens folk og hos de yngre, mere eller mindre radikale publicister. Til de første kan man i og for sig ikke regne skolemanden C.A. Thortsen (1798-1878), der skrev den førnævnte anonyme kritik af Poesier, bd. I, i Maanedsskrift for Litteratur (bd. 18, august 1837), hvor anonyme anmeldelser for øvrigt ikke var sjældne; hvis Thortsen ikke var af Oehlenschlägers garde, så var denne til gengæld repræsenteret i redaktionen af Maanedsskriftet og kunne sikkert med glæde støtte offentliggørelsen. Thortsen tog især hårdt fat på komedien Eventyr i Skoven, fandt at digteren savnede gehalt og forfaldt til "poetisk Nihilisme"; dette, som netop var den Oehlenschlägerske anke mod den unge Paludan-Müller (og på sin vis også faderens), bragte digteren i harnisk.

Dog var det ingenlunde sidste gang han mødte gennemheglende eller hånlig kritik. En sådan ramte også, mellem mere henholdende anmeldelser, flere af hans hovedværker i 1840'erne. Blandt de fjendtlige kritikere var P.L. Møller (1814-65), som det kan efterses i hans Kritiske Skizzer (1847). Vittighedsbladet Corsaren morede sig med at bringe parodier på Paludan-Müllers tankedramaer. Ikke sært at digteren havde et horn i siden på de moderne publicister! Men hverken de eller deres kirkelige modparter, der med speciel grund roste fx Luftskipperen og Atheisten (anmeldt under signaturen D., måske = præsten P.E. Lind (1814-1903) i Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark I, nr. 3-4, 14.1.1853), kunne dog i det lange løb hæmme den almindelige æstetiske anseelse som Paludan-Müller vandt i kritikken.

Både professionelle og frie læsere repræsenterer mange slags respons. En særlig interesse har de læsere der selv er digtere, og som derfor kan udnytte impulser fra læsningen i deres egen skaben. Den betydeligste forfatter der endnu i Paludan-Müllers levetid tydeligt tog tråden op fra den danske digter, var sikkert Henrik Ibsen. Hans Brand (1866) og Peer Gynt (1867) skylder Kalanus og Adam Homo, måske også Ahasverus, noget af deres etisk-poetiske passion. I dansk versdigtning må man længere frem, selvom det er muligt at se Holger Drachmanns græske drama Alkibiades (1886) som et bevidst modstykke til Kalanus; indflydelse kan også vise sig ved modsigelser. Mere tilslutning har Paludan-Müller fået hos Johannes Jørgensen (1866-1956) og Valdemar Rørdam (1872-1946), der begge har hyldet ham med mindedigte ved 100-årsdagen i 1909. Hos Johs. Jørgensen har vel ikke mindst Almas teologiske digte i Adam Homo kunnet stimulere, og særlig Benedict fra Nursia må have haft vor katolske digters sympati. Rørdam har i meget følt et åndeligt tilhørsforhold til Paludan-Müllers poetiske og nationale præstegårdsæt. Og hans store versroman i ottaver: Jens Hvas til Ulvborg I-II (1922-23) turde være Adam Homos sidste direkte affødning, for øvrigt ikke mindre beslægtet med Ivar Lykkes Historie.

Ved sin mærkelige stilling som negativ udviklingsroman har Adam Homo spillet en vigtig rolle som model og udfordring også for prosafortællere; Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) og Jacob Paludans Jørgen Stein (1933-34) er således digtet op imod Paludan-Müllers versroman om den typiske danske dameven og afviklings-intellektuelle.

Forfatterskabets efterliv
Senere kritikhistorie

Georg Brandes og Julius Lange

Overgangen fra samtidskritikken til eftertidskritikken af Paludan-Müller tegnes klarest med Georg Brandes. (Andre og mindre ånder kan selvsagt nævnes, fx Otto Borchsenius). Brandes omfattede tidligt digteren - jf. ovenfor om Ungdomskilden - med interesse og respekt, snart også med et ærbødigt personligt bekendtskab. Han skrev to betydelige karakteristikker af digteren. Den første står i hans Æsthetiske Studier (1868) og hedder "Frederik Paludan-Müller og hans "Adam Homo"". Den er mere interessant ved sine problemstillinger end ved sine løsninger; den peger på de overraskende forskellige perspektiver i digterens forskellige værker og, mere specielt, på læserens vanskelighed ved at formidle mellem sin sympati (i starten) og sin foragt (i slutningen) for hovedpersonen i Adam Homo.

Få måneder efter Paludan-Müllers død udgav Georg Brandes sin bog Danske Digtere. Charakterbilleder (1877), hvis sidste stykke er viet denne forfatter, hans personlighed og hans værker. Det er en varm og fyldig karakteristik; man mærker nu hos realisme-fortaleren en anderledes positiv opfattelse af Adam Homo end i den systemæstetiske ungdomsafhandling. Overhovedet er det nu den jordiske side af digterfantasien frem for den himmelske eller elysiske Brandes sætter højest (undtagen Ivar Lykkes Historie!). Et grundtræk i størstedelen af forfatterskabet bestemmer Brandes som dødslængsel. Ingen tvivl om at Paludan-Müller som person valgte at stå som bekendende kristen, men som digter havde hans spiritualisme på én gang en bredere og en mere speciel karakter: "som saadan [dvs. som ånd og digter] var det ikke Udødeligheden, men Døden han elskede" (s. 297). Dette synspunkt har siden provokeret især gejstlige læsere (jf. nedenfor), men er svært at bestride.

I tilslutning til sit essay trykker Brandes en håndfuld breve som digteren sendte ham 1865-68. Velviljen afbrødes da Brandes på opfordring skulle anmelde et Udvalg af Biskop Jens Paludan-Müllers efterladte Papirer (1868) og modsagde en del af indholdet; digteren havde jo mere og mere identificeret sig med sin fars ånd og tog åbenbart anmeldelsen meget unådigt op. Men han blev omgængelig igen. Sidst i 1875 sendte han kritikeren et brev (trykt i tidsskriftet Det nittende Aarhundrede, febr.-marts 1876, med en kommentar af Brandes) efter læsning af Naturalismen i England (= Hovedstrømninger, bd. 4, 1875). Her havde Brandes brugt lovlig bindende udtryk om visse Paludan-Müller-værkers afhængighed af Byron; det ville Paludan-Müller nødigt have stående uimodsagt "i et Skrift, som vistnok har en Fremtid for sig" (Det nittende Aarhundrede, feb.-mar. 1876, s. 473).

Et af Brandes' personlige forbindelsesled til digteren var dennes søstersøn, kunsthistorikeren Julius Lange. Denne prøvede to gange efter sin berømte morbroders død at trække hans eftermæle lidt ud af en vis ædelheds-kanonisering og give ham menneskelige træk.

Et par år efter digterens død skrev han under mærke i ugebladet Nær og Fjern (bd. 8, nr. 352, 30.3.1879) artiklen "Brudstykker af en Kommentar til Fr. Paludan-Müller. Luftskipperen og Atheisten". Det er jo morbroderens groveste spas, og Lange skildrer fornøjet hans mindre kendte gamin-side og digtets aktuelle datidige baggrund, ligesom han efterser dets kristelige og ukristelige repræsentanter med et blik der snarere må kaldes kritisk end devot. Julius Lange holdt meget af sin morbroder, men ikke af alt hvad denne valgte at skrive og blive. Til C.F. Brickas Dansk biografisk Lexikon skrev han i 1895 artiklen om Paludan-Müller. Den tryktes i leksikonets bd. 11 (1897), året efter Langes død, og er ligesom det førnævnte "Brudstykker" optaget i hans Udvalgte Skrifter, udg. af G. Brandes og P. Købke (henholdsvis bd. 3, 1903, og bd. 1, 1900). Det er et flot rids af forfatterskabet og dets ophavsmand, med en vis brug af inside information; det er vist første gang at digterens overraskende og af hans familie absolut misbilligede ægteskabsindgåelse og hans kones meget dæmpende indflydelse på hans livsudfoldelse blev fremstillet på tryk. Fru Charite var død 1884, så nu kunne der tales friere også uden for den københavnske sladder der har vidst besked hele tiden.

Biografier og professorer

Julius Langes lillebror, nervelægen Frederik Lange, udgav i 1899 den første store biografi: Frederik Paludan-Müller. Et Levnedsløb, der måske også skulle tjene til at modificere nogle af spidserne i storebroderens portræt. Familiebånd giver inside information, men binder vel også med pietet. Dog er det navnlig det første der falder i øjnene ved Fr. Langes biografi, hvor breve og andre vidnesbyrd om Paludan-Müllers væremåde, miljøer, forelskelser, rejser og hele virksomhed støtter den flydende fremstilling. I dette forløb er værkerne selvsagt også begivenheder der får en god plads, dels ved deres evt. biografiske baggrund, dels ved deres genfortalte indhold; en nærmere analyse eller professionel vurdering er der knap tale om. Mere ærgerligt er det at man om digterens fysiske og psykiske konstitution mest afspises med forholdsvise almindeligheder som "hans Nervesystem, der gjorde ham Knuder - en Arv vel fra hans mødrene Slægt" (s. 21) o.lign.; på dette felt var Fr. Lange en sagkyndig - naturligvis med begrænsning til sin tids psykiatriske sagkundskab - og han må have vidst mere end han siger. Efterfølgerne må nøjes med at gætte eller, oftere og muligvis klogere, at tie.

De heldigste biografier om digteren har måske været de korteste, mindre eller (litterært) mere præcist karakteriserende. Her kan nævnes litteraturprofessorernes: Julius Paludans meget loyale til 100-årsdagen 1909 (optrykt i hans Mellem Semestrene. Anden Samling, 1921) og Paul V. Rubows koncentrerede artikel i Dansk biografisk Leksikon, bd. 17, redigeret af P. Engelstoft og Sv. Dahl (1939).

De to største monografier om Paludan-Müller er også biografiske i deres fundament og anlæg. Til digterens 100-årsdag 1909 udkom Carl S. Petersens trebinds udvalg af værker med en meget fyldig kommentar, bl.a. om værkernes litterære kilder og modtagelse. Denne udnyttedes sammen med videre biografiske opsporinger og hypoteser af Vilh. Andersen i hans Paludan-Müller I-II (1910). Det er et både monumentalt og inspireret værk, der tillige er tænkt som et metodisk prøvestykke i den art Brandespræget kritik der tolker værkerne som biografiske, specielt erotiske, og livsanskuelsesmæssige vidnesbyrd, dog med fin opmærksomhed for deres kunstneriske udformning, figurtegning m.v. og mønstret i statelige rækker. - Vilh. Andersens bog affødte flere perspektivrige polemikker, dels straks med Carl S. Petersen, der syntes han gættede og digtede for meget vedrørende personalhistoriske forhold og modeller, dels en senere polemik om digterens religiøse stilling (se nedenfor om den religiøse diskussion).

Mange år senere publiceredes Sejer Kühles biografi Frederik Paludan-Müller (særlig 1809-1850) I-II (1941-42). Den er pakket med personaloplysninger om digterens slægt og bekendtskabsrelationer i den første halvdel af livet, og meget oplysende - mere end Vilh. Andersen - om værkernes aktuelle forbilleder på scene og i litteratur, og med bud på modeller fra hans omgivelser. Den er nyttig, men helt modsat Vilh. Andersen atomistisk.

I et par menneskealdre havde Paludan-Müller meget kompetente dyrkere blandt vore litterære professorer. Måske var han ikke blandt de vigtigste digtere - skønt i høj grad sympatisk - for Julius Paludan, der også har viet ham en mønsterværdig komparativ studie (om Tithon), ligeledes optaget i Mellem Semestrene. Anden Samling (1921). Men Vilh. Andersen har fra sin start, med samlingen Danske Studier (1893), til sin store Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. III (1924), gennemstuderet ikke mindst denne digter.

Noget lignende gælder hans efterfølger Paul V. Rubow med såvel indledningen til hans genudgivelse (1948 og senere) af førsteudgaven af Adam Homo som en række både sammenfattende og specialsigtende vurderinger (se bibliografien over sekundærlitteratur for Rubow 1939, 1941, 1942, 1949 og 1958). Snarere religionspsykologisk end biografisk har han fremhævet Paludan-Müller som dyrker af det guddommelige i kvindelig skikkelse. Ofte har naturligvis Adam Homo stået på programmet. Her har Rubow efter sin forkærlighed vendt perspektivet ved at fokusere på digtets refleksioner fremfor på romanhandlingen. Så hører Rubow også til dem der synes at digterens mange tekstrevisioner frem og tilbage af Adam Homo betegner en digterisk forarmelse.

På det sidste punkt har han mødt kraftig modsigelse hos sin elev og efterfølger (i danskprofessoratet) F.J. Billeskov Jansen, som det ikke mindst ses af dennes eksemplariske kapitel "Realisationskritik" i hans Poetik, bd. II (1945); det er i øvrigt meget mere end filologisk granskning, et næsten nykritisk billede af Adam Homo som et systematisk og koncentreret værk. Billeskov Jansen har litteraturhistorisk og pædagogisk søgt at fastholde Paludan-Müller som kunstner og som ånd i den senere fase af dansk romantik, med Adam Homo i centrum, men tillige med fin opmærksomhed for ungdomsværkerne.

I større fremstillinger af den danske litteraturs historie har Paludan-Müller haft en hædret plads fra P. Hansens (ganske vist her noget sjuskede) Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. II (1886), over Vilh. Andersens førnævnte og ligesådan betitlede værks bd. III (1924), til Billeskov Jansens Danmarks Digtekunst, bd. III (1958) og Oluf Friis' og Uffe Andreasens afsnit i Politikens Dansk litteratur historie, bd. III (1976), til dels også Peter P. Rohdes i førsteudgavens bd. II (1965), der i den senere, udvidede udgave afløstes af Uffe Andreasens. Først i den af Johan Fjord Jensen og medarbejdere udsendte Dansk litteraturhistorie, mindre i bd. 5 (1984) ved Søren Baggesen end i bd. 6 (1985) ved Jørgen Holmgaard, anvises digteren en reduceret plads og koldere vurdering. Denne ideologikritiske betragtning vil der være mere at sige om, men i en vis forstand går drøftelsen af digterens etiske og overhovedet idémæssige ståsted helt tilbage til starten: Vi husker at Paludan-Müllers fader savnede en fast livsanskuelse hos Dandserindens digter, recensenten Thortsen talte om poetisk nihilisme, den unge Brandes og andre fandt Adam Homo uklart negativ, osv. En særlig diskussion i mellemtiden mellem ideologikritikken anno 1830-70 og den fra 1970 skal nu omtales.

Hvor kristen var digteren?

I 1920'erne begyndte en ny drøftelse af Paludan-Müllers religiøse ståsted. Et udgangspunkt var en forskel desangående i de to begravelsestaler i januar 1877. På den ene side talte den danske kirkes primas, biskop H. Martensen, der placerede Paludan-Müller som en af vore egne; på den anden side kaldte den afdødes broder pastor Jens Paludan-Müller digteren for en stedse søgende, og nævnte at han jo aldrig havde produceret sig som salmedigter. Det broderlige vidnesbyrd, der vel afspejlede en delvis Grundtvigsk og menighedsorienteret vurdering, var blevet udtrykkelig bemærket af Brandes og blevet taget for pålydende såvel af Fr. Lange som af Vilh. Andersen. Det var også anerkendt at Paludan-Müller, navnlig i slutningen af Adam Homo, havde forholdt sig ret frit til den luthersk-evangeliske kirkes dogmatik.

Derfor mente kulturhistorikeren Troels-Lund at have ret til at indrangere Paludan-Müller blandt mærkemændene i en særlig, i sidste instans ikke-kirkelig, lys- og kærlighedstro, som han eftersporer inden for den danske romantik, i sit store alderdomsværk Bakkehus og Solbjerg. Træk af et nyt Livssyns Udvikling i Norden (om Paludan-Müller i bd. II, udg. af Kn. Fabricius, 1921, s. 243-310). Det er en smuk med- og inddigtende fremstilling, der endda kunne have inddraget mere af forfatterskabet til fordel for sit synspunkt, men som jo også bortser fra Paludan-Müllers mere ortodokse tilkendegivelser.

Imod alt dette trådte domprovsten i Roskilde, H. Martensen-Larsen, op i tre skrifter: Paludan-Müller og Martensen (1923), Den virkelige Fr. Paludan-Müller (1924) og Breve fra Fr. Paludan-Müller (1928). De indeholder en række utvivlsomt rigtige og dokumenterede påstande om at Paludan-Müller i den sidste del af sit liv var på biskop Martensens parti, nærmest som højkirkelig privatkristen, med visse tilnærmelser til katolske synspunkter. Der er ganske vist meget i digterværkerne der ikke tages op til analyse. Til gengæld er der gode bidrag til bestemmelse af tidens forskellige kristelige positioner, som Paludan-Müller havde berøring med - og delvis antipati over for. Og fortjenstfuldt er det at domprovsten har fremdraget og publiceret et antal breve fra digteren - især dem til hans broder, historikeren Caspar Paludan-Müller (1805-82) - som digterens enke ikke havde fået fingre i.

Provstens første to bind fremkaldte et svar fra Vilh. Andersen (Berlingske Tidende Aften, 12.4.1924, under titlen "Revision af dansk Litteraturhistorie") og bl.a. en interessant anmeldelse af Henning Kehler (optrykt i hans Kampen for Livsanskuelse, 1925, med titlen "Kunst og Kristendom hos Paludan-Müller"), der er sympatiserende, men desuden principiel ved en skelnen: "I sit Liv er Paludan-Müller ganske vist en Kristen. Men han er, uden nødvendigvis at være mere, tillige noget andet. Han er ogsaa en Digter" (s. 95).

En senere kender af forfatterskabet og den tilgængelige biografi, psykiateren Ib Ostenfeld, forholder sig mindre dogmatisk end Martensen-Larsen, skønt Ostenfeld her og andetsteds sympatiserer med religiøst bevægede personligheder. I et par "Studier over Fr. Paludan-Müller" optaget i essaysamlingen Det besjælede Univers (1948) giver han en både forsigtig og omhyggelig bestemmelse af Paludan-Müllers psyke og hans livssyn, idet Ostenfeld sætter hans religiøse anskuelser i relation til den schweiziske teolog og litterat Alexandre Vinet (1797-1847), som den danske digter besøgte - opsøgte? - i 1839 under sin bryllups- og udlandsrejse.

Venus Urania

En genoptagelse af den litterære værktolkning fandt sted i forbindelse med en professorkonkurrence i Århus i foråret 1953, hvor et bundet forelæsningsemne lød: "Stil og idé i et af Paludan-Müllers mytologiske digte". Synsvinkler og perspektiver er ret forskellige i de bagefter trykpublicerede bidrag af Aage Kabell (tekstrettelser), Frederik Nielsen (forhold til romantikken) og Emil Frederiksen (kritikhistorie); de havde alle valgt Venus, hvis idé det er vanskeligt ikke at problematisere - kortest og måske mest tankevækkende hos Emil Frederiksen, der sætter spørgsmålstegn ved hvad 'døden' egentlig dækker hos Paludan-Müller. Det er askesens eller sublimeringens Paludan-Müller der nu kredses om - ham der valgte Venus Urania. Konkurrencens vinder, Sven Møller Kristensen, havde valgt at behandle Tithon, af hvis idé han gav en række dels datidsbestemte og dels mere aktualiserende udlægninger, og hvis stil han kort og kyndigt karakteriserede; en forkortet version står at læse i hans bog Digtning og livssyn (1959). I hans senere bog Den dobbelte Eros. Studier i den danske romantik (1966) er Venus og Adam Homo hovedteksterne i et kapitel om Paludan-Müller, hvis dualisme ses efter i sømmene i hans kvinde- og kærlighedssyn.

Det er atter, og med god grund, Venus der må holde for i Niels Barfoeds motivhistoriske disputats Don Juan. En studie i dansk litteratur (1978); beslægtet med Møller Kristensens er det en striktere psykologisk og ideologikritisk analyse.

En psykoanalytisk fundering, men også en mærkbar æstetisk sympati bærer endvidere Jørgen Dines Johansens afhandling "Saaret" i hans bog Litteratur og begær (2003) med analyse af en række af digterens værker fra Dandserinden til Adonis.

En noget anden belysning kunne man vente at finde blandt litterater præget af Aage Henriksens individuations- og sublimerings-interesserede tanker. Det synes i mindre grad at være tilfældet i Paludan-Müller-afsnittene af Rolf Dorset og Lisbet Holst i den af Henriksen m.fl. redigerede samling Den erindrende Faun (1968), til trods for en række begavede analyser af tidsbegreb og fantasi, af splittelse og idealitet i Dandserinden, Venus, Tithon og Adam Homo. Digterens stigende eros-fjendtlighed og formentlige kristelige idealisme forstås kun negativt. Mere positiv - mere tekstloyal, om man vil - er belysningen af Adam Homo i en artikel af Johnny Kondrup i Bogens verden 1989.

Fortælling, prosa

I den efterfølgende, for resten selektive bibliografi over sekundærlitteraturen vil man se en række andre såvel værkmonografiske som tværgående behandlinger ned gennem 1900-tallet. Som oftest handler de førstnævnte dog ikke om de mytologiske eller de gammeltestamentlige digtninger, men om de 'realistiske': Adam Homo og til dels Dandserinden. Af begge disse foreligger nu også genudgivelser af førstetrykkene, hvis dristigheder, morsomheder og ukorrektheder digteren siden stred med at få udryddet. Et vidnesbyrd om tidernes skiftende genrepræference er måske at Paludan-Müllers fortælleprosa nu, flere menneskealdre efter hans død, er taget frem til eftersyn. Hovedsagen her har været den fra læseverdenen længst forsvundne Ivar Lykkes Historie. Den er sammen med Ungdomskilden genstand for Mogens Haugsteds undersøgelse i Frederik Paludan-Müllers prosaiske Arbejder (1940), hvor bl.a. forholdet til Wilhelm Meisters Læreaar behandles. Rivaliseringsmotivet Ivar-Fenris i dets særlig national-litterære tradition er udpeget i J.Kr. Andersen og L. Emerek: Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede (1972). Endelig har Bodil og Tue Gad i Den gamle digter (1986) ført moderne læsere på en lystvandring til og i Paludan-Müllers store alderdomsroman, hvis altmodische og ofte (fx kønspolitisk) reaktionære træk de ingenlunde skjuler, men med rette lader modificere af den largesse som den gamle digter også demonstrerede rundt omkring i sin moralske oprustningshistorie. Noget af det gammeldags ser Bodil og Tue Gad for resten netop som forfriskende; deres påpegning af ligheder med Henry Fieldings (1707-54) pikareske romaner er fortjenstfuld.

Venner, billeder og fjender

Det foregående rids af Paludan-Müller-sekundærlitteraturen har langt hen drejet sig om behandlinger båret af sympati og indlevelse, hvor forskellige ellers deres omfang, grundighed og perspektivering måtte være. Der er mange forfatterskabsbilleder!

Der er også lavet billeder til forfatterskabet. Det kan måske overraske når man betænker i hvor høj grad Paludan-Müller er tankedigter også i sin stil. Sammenlignet med udenlandske og danske samtidige (en H.C. Andersen fx!) forekommer hans digtning lidet anskuelig, lidet malerisk. Dog er den ikke uden visuelle momenter, men vistnok mest plastiske: som rum og som dramatisk bevægelse. Og klart nok er Adam Homo det værk der mest indbyder til illustration. I Paludan-Müllers samtid tegnede Wilh. Marstrand (1810-73) tegninger til versromanen, vist mest for sin egen skyld, og desværre synes de stort set forsvundne. Hundrede år senere skar Jane Muus (f. 1919) træsnit til bogen Scener af Adam Homo (1956), et udvalg af teksten ved Billeskov Jansen, og et hovedværk i nyere dansk grafik.

For en billedglad tid måtte det også friste at prøve at formidle Adam Homo gennem tv. Det lyder halsbrækkende, men forsøget der gjordes, baseredes på foredrag og oplæsning af en kritiker- og entertainerpersonlighed hvis ironi og aktualitets-arrogance ikke misklædte forsøget: Formidling må have en formidler med præsens! Og en sådan var Ole Brandstrup, hvis tekst er bevaret i bogen Lær at behage! Otte tv-essays om "Adam Homo" (1973).

Så langt Brandstrup går - det bliver nu ikke til vejs ende af versromanen - er han en animerende ven af digteren. Men i kritikhistorien har også de animerende fjender af et forfatterskab deres betydningsfulde plads. Vi husker en tidligere given antydning om dem der i digterens egen tid satte lus i skindpelsen; de lærer os noget. Det samme gør nyere (artikulerede) Paludan-Müller-fjender.

Her nævner vi kun tre karakteristiske. Først digteren og kritikeren Niels Møller, der i en artikel i Nordisk tidskrift (Letterstedtske, Stockholm) 1900 udvider en anmeldelse af Fr. Langes biografi til en grundig benægtelse af digterisk kvalitet hos Paludan-Müller: Han mangler anskuelighed, livsfylde, stemning, musik. Rubow har med 50 års forsinkelse prøvet at svare Niels Møller i en "Apologi for Paludan-Müller" (optrykt i Rubow, 1949), der vel rigtigt påpeger Møllers særlige lyriksmag, men for så vidt indrømmer ham at Paludan-Müller mere ligner en klassicist end en symbolist.

At digterens plads nu mere var på kirkegården end i et besøgsværdigt pantheon, er også meningen med en artikel til 100-årsdagen af Sven Lange (optrykt i hans Meninger om Litteratur, 1929). Han var en søstersønnesøn af digteren, og han omtaler dennes personlighed med en nydelig pietet, men indskrænker hans endnu levende publikum til gamle tanter og enkemænd; Paludan-Müller var jo dødens digter.

Jørgen Bonde Jensen blander nogle af disse kort: manglen på stemning og lyrik, erosfjendtligheden og den moraliserende diktion hos fortæller-forfatteren, i sit kritiske "sideblik til Frederik Paludan-Müllers Adam Homo", der er anhæng til hans bidrag "København som refleksions-spejl for Søren Kierkegaard i Forførerens Dagbog" i antologien Københavnerromaner, red. af M. Barlyng og S. Schou (1996). Et specielt træk der kalder på Bonde Jensens animositet over for Adam Homo, er den bestandigt fremtrædende og moraliserende fortællerstemme; personerne får ikke, som man siger, lov til at leve deres eget liv. Og det er jo sandt: Paludan-Müller er ingen Herman Bang.

Overhovedet er det gode ved digterens eller forfatterskabets fjender at de ofte siger noget sandt - ligesom vennerne: noget under en bestemt synsvinkel sandt - eller i hvert fald noget diskutereværdigt. Og de har, ligesom evt. nulevende venner af forfatterskaber, læst det.

Tekstoplysninger

De udgaver, der er anvendt i ADL, og som der henvises til i dette portræt, er:

Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg 1-3, udgivne i Anledning af Hundredaarsfesten. Indledning, Textrevision og Kommentar ved Carl S. Petersen, Underbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, 1909. (I ADL forkortet PSU).

Dandserinden. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Berit Ziegler. Tekst efter førsteudgaven 1833, Danske Klassikere, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1991.

I Udgivelse af danske litterære tekster efter 1800
(Den røde Betænkning) DSL, 1996, gøres der rede for foreliggende udgaver i afsnittet om Frederik Paludan-Müller, s. 55-58.

Bibliografi

Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi.

Manuskripter m.v.

På Det Kgl. Bibliotek findes dels manuskripter til nogle utrykte dramatiske og fortællende ungdomsarbejder, dels til bl.a. Ahasverus samt til størstedelen af hans digteriske arbejder efter 1861, dvs. fra Kain og Paradiset og fremefter.

Endvidere findes nogle korrekturer og en række tryk, som har været digterens håndeksemplarer og er forsynet med hans håndskrevne rettelser med henblik på en ny udgave, herunder ungdomsarbejder og endnu 5. udgave af Adam Homo (1873).

Breve

På Det Kgl. Bibliotek findes ligeledes en del breve fra Paludan-Müller, således også til hans svigerinde og svoger (Hansteen) i Norge. Trykte breve findes i 1) H. Martensen-Larsen: Breve fra Fr. Paludan-Müller til Broderen Caspar og Vennen P.E. Lind (1928), 2) i brevsamlinger for andre forfattere, som M. Borup: Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg I-V (1946-50), 3) som appendiks eller dokumentation i kritiske artikler, fx af Georg Brandes og Otto Borchsenius, og endelig 4) som mere eller mindre ufuldstændigt citerede i Fr. Langes biografi over digteren (1899). I begyndelsen af 1990'erne påtænktes en brevudgave af DSL, men ideen blev ikke realiseret.

Egne værker

Enkelttitler og samlinger i digterens levetid

Fire Romanzer, hædrede med de skjønne Videnskabers Selskabs Bifald. Udgivet ved P.N. Jørgensen, 1832.

Kjærlighed ved Hoffet. Skuespil i fem Akter, ved Forfatteren til de fire Romanzer: Leire, Frodes Død osv., 1833.

Dandserinden, Et Digt af Forfatteren til Skuespillet "Kjærlighedved Hoffet", 1833. 2. udg. 1834, 3. udg. 1837.

Amor og Psyche. Lyrisk Drama, 1834. 2. udg. samme år, 3. udg. sammen med Dandserinden, 1837.

Zuleimas Flugt. En Fortælling, 1835.

Poesier. Første Deel: Eventyr i Skoven, Alf og Rose (med Fortale s. III-XII), 1836.

Trochæer og Jamber. En poetisk Polemik, 1837.

Poesier. Anden Deel:Fyrste og Page, Poetiske Fortællinger, Blandede Digte, 1838.

Venus. Et dramatisk Digt, 1841.

Adam Homo. Et Digt. 1ste Deel, 1842.

Adam Homo. Et Digt. 2den og 3die Deel, 1849, hvor også en 2., revideret udgave af 1ste Deel udsendtes. Af hele værket fremkom derpå i digterens levetid 2. reviderede udgave 1851, 3. udg. 1857, 4. udg. 1863, 5. udg. 1873.

Tithon. Et dramatisk Digt, 1844.

Dryadens Bryllup. Et dramatisk Digt, 1844. Fra 1857 i samleudgaver under titlen Dryaden.

Abels Død, i Johan Ludvig Heibergs årbogsantologi Urania for 1845.

Ungdomsarbeider. Kjærlighed ved Hoffet, Dandserinden, Amor og Psyche. Revideret Udgave, 1847. Senere udsendt i reviderede udgaver under titlen Ungdomsskrifter. 1ste Samling, 1854 og 1861.

Luftskipperen og Atheisten. Et Digt, 1853.

Tre Digte. Kalanus, Abels Død, Ahasverus, 1854. 2. udg. 1857.

Mythologiske Digte. Venus, Dryaden, Tithon, 2. reviderede udgave 1857.

Ungdomsskrifter. 2den Samling. Revideret Udgave. Mindre Fortællinger, Mindre Poesier, Eventyr i Skoven, Alf og Rose, 1859. 2. reviderede udgave 1870.

Nye Digte. Paradiset, Kain, Benedict fra Nursia, 1861. 2. oplag 1862.

Pygmalion, versfortælling i Nye Digte af danske Digtere, redigeret af Chr. Winther, 1862.

Paradiset. Bibelsk Drama, 1862.

Ungdomskilden. En Fortælling, 1865.

Ivar Lykkes Historie. 1. Deel, 1866.

Ivar Lykkes Historie. 2. Deel, 1869.

Ivar Lykkes Historie. 3. Deel, 1873.

Sex Digte. 3die Udgave. Kalanus, Abels Død, Kain eller Vredens Barn, Benedict fra Nursia og hans Amme, Ahasverus - den evige Jøde, Pygmalion, 1872.

Tiderne skifte. Skuespil i 3 Akter, 1874.

Adonis. Et mythisk Digt, 1874. Samme år i 2. udg.

Større udvalg efter digterens død

Poetiske Skrifter af Frederik Paludan-Müller 1-8, 1878-79. Et større udvalg af forfatterskabet, snart genremæssigt og snart kronologisk opstillet; teksten er ikke principfast ordnet, redigeret under medvirkning af digterens enke, med hovedvægt på seneste udgaver. Udeladt er bl.a. Fyrste og Page, Trochæer og Jamber foruden Ivar Lykkes Historie, samt digterens fortaler og efterskrifter til forskellige udgaver af sine publikationer. Udgaven er trykt med fraktur.

Poetiske Skrifter i Udvalg 1-8, 1901-02. Udvalget er det samme som i 1878-79-udgaven, men i en delvis ændret rækkefølge; dog er Adam Homo her ligeledes delt i to bind (4-5. 1902, som 4.-5 1879) efter 7. Sang. Heller ikke denne udgave er tekstkritisk funderet. Den er trykt med antikva.

Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg 1-3, udgivne i Anledning af Hundredaarsfesten. Indledning, Textrevision og Kommentar ved Carl S. Petersen, Underbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, 1909.

Udgaven er mere selektiv end de forannævnte; således er de fleste dramatiske ungdomsværker, Paradiset, og en række lyriske og fortællende digte udeladt, sammen med de ovennævnte udgavers overspringelser. Derimod bringer udgaven digterens fortaler og efterskrifter til de medtagne tekster. Især gives der en særdeles fyldig kommentar om de enkelte værkers baggrund, fremkomst, evt. genudgivelser, og deres modtagelse (inkl. oversættelser), foruden en mængde ord- og realforklaringer, der i dag sikkert er mere nødvendige end i 1909. Udgaven har ikke et tekstkritisk apparat, men citerer dog lejlighedsvis varianter, især til Adam Homo, og giver konsekvent og omhyggeligt teksterne efter det sidste af digteren selv besørgede tryk (i tilfældet Adam Homo efter det håndeksemplar af 5. udgave (1873) hvori digteren havde indskrevet sine rettelser til en kommende udgave - rettelser der ikke konsekvent er fulgt i Poetiske Skrifter (bd. 4-5, 1879) under Charite Paludan-Müllers redaktion). I portrættet foran er henvist til denne udgave under forkortelsen PSU.

Nogle senere enkeltudgaver

En række genoptryk og flere kommenterede udgaver i Dansklærerforeningens serie fra første del af 1900-tallet vidner om digterens klassikerstatus mellem mange andre. Her skal blot nævnes nogle senere udgivelser, der ved tekstretablering, indledning eller på anden måde kan have særlig interesse:

Adam Homo I-III, udgivet i Hundredaaret for Digtets Fremkomst i dets oprindelige Skikkelse, ved Paul V. Rubow, 1948. Indledningen s. 5-31 er flyttet til pladsen som Efterskrift i optrykket i Gyldendals Bibliotek, bd. 13-14, 1965.

Scener af Adam Homo. Fortale af F.J. Billeskov Jansen. Med Træsnit af Jane Muus, 1956.

Adam Homo. Udvalg med Introduktion og Noter. Udgivet af Dansklærerforeningen ved F.J. Billeskov Jansen, 4. udgave 1965.

Dandserinden. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Berit Ziegler. Tekst efter førsteudgaven 1833, Danske Klassikere, DSL 1991.

Oversættelser

Adam Homo. Ein Roman in Versen. Mit einer Vorrede von Georg Brandes [s. I-L]. Nach der fünften dänischen Auflage übersetz von Emma Klingenfeld I-II, Breslau 1883.

Adam Homo, oversat til engelsk af Stephen I. Klass. Introduction by Elias Bredsdorff [s. IX-XVIII], New York 1980.

Sekundærlitteratur

Der anføres et udvalg. Det er kronologisk opstillet. Navnlig for kritikken i digterens samtid og nærmere eftertid, der er fyldigt registreret og til dels citeret i ', kan henvises til Kommentaren i denne trebindsudgave.

Indtil 1880

Molbech, Chr.: anonym anmeldelse af Dandserinden i artiklen "Om den nyeste danske Poesie" i: Maanedsskrift for Litteratur, bd. 10, 1833, s. 895-910.

Monrad, D.G.: under mærket D.G.M.: "Om Dandserinden, betragtet som reflecterende Poesie" i: Kjøbenhavns flyvende Poest (Interimsblad Nr. 2), redigeret af J.L. Heiberg, 19.1.1834.

Molbech, Chr.: anmeldelse af Amor og Psyche i: Maanedsskrift for Litteratur, bd. 14, 1835, s. 189-228.

Thortsen, C.A. (under mærket I.I.): anmeldelse af Poesier. Første Deel i: Maanedsskrift for Litteratur, bd. 18, 1837, s. 103-127.

Heiberg, J.L., 1842: se samme, 1861.

Møller, P.L.: Kritiske Skizzer I-II, 1847. Heri bd. I, s. 203 f. om Venus ("Tilbageblik paa vor æstehetiske Litteratur i 1841 og 42") og bd. II, s. 158-191 om første del af Adam Homo samt om Tithon ("Fr. Paludan-Müller").

mrk. D. (Lind, P.E.?): anmeldelse af Luftskipperen og Atheisten i: Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark, 1. årg. (1853), nr. 3-4, redigeret af I.F. Hagen m.fl., 14.1.1853.

Heiberg, J.L.: "Paludan-Müllers: Adam Homo" i: Prosaiske Skrifter, bd. 4, 1861, s. 363-377. Optrykt fra Heibergs Intelligensblade, nr. 2, 1842.

Brandes, Georg: anmeldelse af Paludan-Müllers Ungdomskilden i: Fædrelandet, nr. 99, 1864.

Brandes, Georg: "Frederik Paludan-Müller og hans Adam Homo" i: Æsthetiske Studier, 1868, s. 165-191. Optrykt i Samlede Skrifter, bd. 2, 1899, s. 151-167.

Brandes, G. og Fr. Paludan-Müller: "Et Brev fra Prof. Fr. Paludan-Müller" i: Det nittende Aarhundrede. Maanedsskrift for Literatur og Kritik, redigeret af Georg og Edv. Brandes, feb.-mar. 1876, s. 470-475.

Brandes, Georg: "Frederik Paludan-Müller (7 Februar 1809 - 18 December 18769" med "Tillæg (Breve fra Frederik Paludan-Müller)" i: Danske Digtere. Charakterbilleder, 1877, s. 288-307. Optrykt i Samlede Skrifter, bd. 2, 1899, s. 167-209.

Lange, Julius, 1879: se samme, 1903.

Borchsenius, Otto: "Frederik Paludan-Müller" (nekrolog, 1876), "'En Sjæl efter Døden' og 'Adam Homo'" samt "En Æresoprejsning til Fyrrerne" (om Ivar Lykkes Historie) i: Fra Fyrrerne. Literære Skizzer. Anden Række, 1880, s. 1-100.

881-1908

Hansen, P.: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. 2, 1886, især s. 481-485 og s. 566-569.

Andersen, Vilhelm: "Den Heibergske Skoles Naturopfattelse" i: Danske Studier, 1893, s. 96-171.

Lange, Julius, 1897: se samme, 1900.

Andersen, Vilh., 1898: se samme, 1903.

Lange, Fr.: Frederik Paludan-Müller. Et Levnedsløb, 1899.

Lange, Julius: "Frederik Paludan-Müller" i: Udvalgte Skrifter af Julius Lange, udg. af G. Brandes og P. Købke, bd. 1, 1900, s. 344-353, optrykt fra Dansk biografisk Lexikon, bd. 11, redigeret af F.C. Bricka, 1897.

Møller, Niels: "Frederik Paludan-Müller" i: Nordisk tidskrift, Letterstedtske, Stockholm 1900, s. 44-52. (I anledning af Fr. Lange, 1899).

Paludan, Jul., 1900: se samme, 1921.

Andersen, Vilh.: "Fr. Paludan-Müller, ved Afsløringen af hans Buste i Studenterforeningen" i: Litteraturbilleder [1. samling], 1903, s. 94-103.

Lange, Julius: "Brudstykker af en Kommentar til Fr. Paludan-Müller. Luftskipperen og Atheisten" i: Udvalgte Skrifter af Julius Lange, udg. af G. Brandes og P. Købke, bd. 3, 1903, s. 249-258, optrykt fra artikel uden forfatternavn i tidsskriftet Nær og Fjern, bd. 8, nr. 352, 30.3.1879.

1909-1950

Jørgensen, Johannes: "Paludan-Müller" I-II i: digtsamlingen Af det Dybe, 1909, hyldestdigt optrykt fra tidsskriftet Tilskueren, februar 1909.

Lange, Sven, 1909: se samme, 1929.

Paludan, Jul., 1909: se samme, 1921.

Rørdam, Valdemar: "Frederik Paludan-Müller" i: digtsamlingen Luft og Land, 1910, hyldestdigt optrykt fra dagbladet København, 7.2.1909.

Andersen, Vilh.: Paludan-Müller I-II, 1910. Polemik om bogen med indlæg i dagbladet Riget 21. og 29.12.1910 af Carl S. Petersen og 22. og 31.12 af Vilh. Andersen, samt begge i tidsskriftet Danske Studier 1910/4 (udkommet 1911).

Gosse, Edmund, 1911, se:

Gosse, Edmund: To Besøg i Danmark. 1872-1874, Kbh. og Kria. 1912, især s. 105-113 og 253-257. Oversat af Vald. Rørdam fra Two Visits to Denmark. 1872-1874, London 1911.

Paludan, Julius: "Frederik Paludan-Müller. 1809 - 7. Februar - 1909" i: Mellem Semestrene. Litteraturhistoriske og æsthetiske Afhandlinger. Anden Samling, 1921, s. 183-193, optrykt fra tidsskriftet Vor Fremtid, februar 1909.

Paludan, Julius: "Lyksalighedens Ø: Atterbom og Paludan-Müller" i: Mellem Semestrene. Litteraturhistoriske og æsthetiske Afhandlinger. Anden Samling, 1921, s. 195-233, optrykt fra "En sammenlignende Litteraturstudie" i: Nordisk tidskrift, Letterstedske, Stockholm, maj 1900.

Troels-Lund: Bakkehus og Solbjerg. Træk af et nyt Livssyns Udvikling i Norden. Andet Bind, 1921, udgivet af Kn. Fabricius, s. 243-311. Kap. 12: Frederik Paludan-Müller.

Kühle, Sejer: Kilderne til Fr. Paludan Müllers "Kalanus", 1923.

Martensen-Larsen, H.: Paludan-Müller og Martensen. Til Forstaaelse af Digteren, som fandt Sandhedens Perle, 1923.

Andersen, Vilh. og Petersen, Carl S.: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. 3: Det nittende Aarhundredes første Halvdel, 1924, s. 501-525 af Vilh. Andersen.

Martensen-Larsen, H.: Den virkelige Fr. Paludan-Müller. Hans Digterkald og Kristendomsform. Fortsatte Bidrag til Revision af et Stykke dansk Litteraturhistorie, 1924. Diskussionsindlæg i Berlingske Tidende Aften af Vilh. Andersen 12.4.1924, Svend Sinding 17.4.1924 og Martensen-Larsen 26.4.1924.

Kehler, Henning: "Kunst og Kristendom hos Paludan-Müller" i: Kampen for Livsanskuelse. Kronik og Kritik. Anden Samling, 1925, s. 88-96.

Paludan-Müller, B.: "Et Hovedmotiv i Paludan-Müllers Digtning" i: tidsskriftet Tilskueren, august 1927, s. 130-138.

Martensen-Larsen, H. (udg.): Breve fra Fr. Paludan-Müller til Broderen Caspar og Vennen P.E. Lind. (Med oplysende Forklaringer og en Efterskrift: Om Ideen i "Tithon"), 1928.

Lange, Sven: "Fr. Paludan-Müller" i: Meninger og Litteratur. Samlet og udgivet af Oskar Thyregod, 1929, s. 205-208, optryk af artikel fra Politiken, 7.2.1909.

Rubow, Paul V.: "Frederik Paludan-Müller" i: Dansk biografisk Leksikon, bd. 17, redigeret af P. Engelstoft og Sv. Dahl, 1939.

Haugsted, Mogens: Frederik Paludan-Müllers prosaiske Arbejder, = Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 182, 1940.

Thomsen, Ejnar: "Frederik Paludan-Müller" i: tidsskriftet Danmark, nr. 10, 1940, s. 341-345.

Kühle, Sejer: Frederik Paludan-Müller (særlig 1809-1850), I. Del, 1941.

Rubow, Paul V.: "Omkring Adam Homo" i: Perspektiver. Nye litterære Studier, 1941, s. 7-29.

Kühle, Sejer: Frederik Paludan-Müller (særlig 1809-1850). II. Del, 1942.

Rubow, Paul V.: "Paludan-Müller i historisk Belysning" i: Reflexioner over dansk og fremmed Litteratur. Nye kritiske Studier, 1942, s. 60-70.

Kehler, Henning: "Omkring Adam Homo" i: Mild Latter. Kronik og Kritik, ellevte Samling, 1943, s. 49-54.

Billeskov Jansen, F.J.: Poetik. II. Æstetisk Kritik, 1945, 2. udg. 1948. Kap. II: Realisationskritik (om Adam Homos motiv, komposition, stil, tekstvarianter opfattet som forbedringer).

Albeck, Gustav: Fr. Paludan-Müllers Manuskripter. "Adam Homo" i: serien Danske Digtere ved Arbejdet, DSL 1948.

Ostenfeld, Ib: "Studier over Fr. Paludan-Müller, 1. Danserinden" (1944), og "2. Paludan-Müller og Alexandre Vinet" (1948) i: Det besjælede Univers, 1948, s. 56-94.

Rubow, Paul V.: "Apologi for Paludan-Müller" i: Litterære Studier. Ny, forøget Udgave, 1949, s. 135-137.

Rubow, Paul V.: "Paludan-Müller som Tekstfordærver" i: Litterære Studier. Ny, forøget Udgave, 1949, s. 138-142.

Brix, Hans: "Fem Breve fra Charite Paludan-Müller" i: Analyser og Problemer. Kritiske Undersøgelser, bd. 6, 1950, s. 240-248.

Efter 1950

Frederiksen, Emil: "En Konkurrenceforelæsning paa Aarhus Universitet April 1953" i: Gads danske Magasin, 1. årg., nr. 4, 1953, s. 281-290. Om Paludan-Müllers Venus.

Kabell, Aage: "Stil og idé i Paludan-Müllers Venus" i: To taler for kransen, = Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 223, 1953, s. 3-18.

Møller Kristensen, Sven: "Stil og idé i Paludan-Müllers Tithon" i: Danske Studier, 1953, s. 91-103. Forkortet version i Møller Kristensen, 1959.

Nielsen, Frederik: konkurrenceforelæsning på Aarhus Universitet 1953: se Nielsen, 1958.

Billeskov Jansen, F.J.: Danmarks Digtekunst. Tredie Bog: Romantik og Romantisme, 1958, især s. 201, 220-223, 285 f., 290-295, 323 f., 366, 384-387, 397 f.

Nielsen, Frederik: "Om Paludan-Müllers dramatiske digt Venus" i: Danske Studier, 1958, s. 46-61.

Rubow, Paul V.: "Adam Homo" i: Herman Bang og flere kritiske Studier, 1958, s. 30-36.

Rubow, Paul V.: "Luftskipperen og Atheisten" i: Herman Bang og flere kritiske Studier, 1958, s. 37-44.

Møller Kristensen, Sven: "Tithon" i: Digtning og livssyn. Fortolkninger af syv danske værker, 1959, s. 11-29. Jf. Møller Kristensen, 1953.

Dansk litteraturhistorie, bd. 2: Fra Oehlenschläger til Kierkegaard, 1. udg., Politikens Forlag 1965, især s. 516-530 af Oluf Friis og s. 659-663 samt s. 684 af Peter P. Rohde.

Billeskov Jansen, F.J.: Introduktion, noter m.v. i: Dansklærerforeningens 4. udgave af Adam Homo. Udvalg, 1965, s. 231-289.

Koskimies, Rafael: Der nordische Faust. Adam Homo - Peer Gynt - Hans Alienus, Helsinki 1965, = Suomalaisen Tiedeakademian Toimituksia / Academica Scientiarum Fennicæ. Sarja-Ser. B Nide - Tom 142.l.

Møller Kristensen, Sven: "Fr. Paludan-Müller" i: Den dobbelte Eros. Studier i den danske romantik, 1966, s. 199-241. Om ungdomsdigtning, Venus og Adam Homo.

Dorset, Rolf og Holst, Lisbet: "Fr. Paludan-Müller. Den tænkte evighed" i: Den erindrende Faun, redigeret af Aage Henriksen, H. Therkildsen og Kn. Wentzel, 1965, s. 143-178. (I. "Dandserinden", II. "Antropologien i Adam Homo" af Rolf Dorset og III. "Krisen 1837-38" [Venus], IV. "Tithon", V. "Adam Homo" af Lisbet Holst).

Andersen, Jens Kr. og Leif Emerek: Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede. Bidrag til en strukturel litteraturhistorie, 1972, s. 104-106 om Ivar Lykkes Historie.

Brandstrup, Ole: Lær at behage! Otte tv-essays om 'Adam Homo', 1973

Dansk litteraturhistorie, ny udgave, bd. 3 (Politikens Forlag 1976), s. 370-389 af Uffe Andreasen [om Paludan-Müllers senere forfatterskab] erststattende Peter P. Rohdes afsnit i l. udg. bd. 2, 1965.

Barfoed, Niels: Don Juan. En studie i dansk litteratur, disputats 1978, s. 178-192 om Paludan-Müller, især Venus.

Auring, Steffen m.fl.: Dansk litteraturhistorie, bd. 5: Borgerlig enhedskultur 1807-48, 1984, s. 365-368 af Søren Baggesen om Paludan-Müller.

Busk-Jensen, Lise m.fl.: Dansk litteraturhistorie, bd. 6: Dannelse, folkelighed, individualisme, 1985, s. 74-78, 100, 154 af Jørgen Holmgaard om Paludan-Müllers senere forfatterskab.

Nielsen, Jytte: "Reflektioner over kvindeskikkelserne i Adam Homo" i: tidsskriftet Edda, årg. 85, Oslo 1985, s. 325-330.

Gad, Tue og Bodil: Den gamle digter, 1986. Om Ivar Lykkes Historie.

Kondrup, Johnny: "'En Mand, i hver Henseende normal!' Om Paludan-Müllers Adam Homo" i: tidsskriftet Bogens Verden, 1989, s. 30-37.

Eriksen, Jørgen: "En sammenlignende undersøgelse af forfatterrefleksionerne i Paludan-Müllers Adam Homo og Dandserinden" i: Nordica, bd. 9, 1992, s. 95-123.

Bramming, Torben: "Adam Homo - det menneskelige menneske" i: Kredsen LIX/2, 1993, s. 40-50.

Hulpke, Erika K. und Ulrike-Christine Sander: "Prosodie und Poetologie als übersetzerische Herausforderung. Adolf Strodtmanns Umgang mit Dichtergedichten James Russell Lowells und Frederik Paludan-Müllers" i: Hulpke, Erika K. und Fritz Paul (red.): Ûbersetzer im Spannungsfeld vierschiedener Sprachen und Literaturen. Der Fall Adolf Strodtmann (1829-1879), Berlin 1994, = Göttinger Beiträge zur Internationalen Übersetzungsforschung, 7, s. 48-80. Især s. 57-69 om Prologen af Adam Homo, oversat 1873.

Jørgen Bonde Jensen: "København som refleksions-spejl for Søren Kierkegaard i Forførerens Dagbog. Med et sideblik til Frederik Paludan-Müllers Adam Homo." i: Københavnerromaner, redigeret af M. Barlyng og S. Schou, 1996, s. 28-42.

Johansen, Jørgen Dines: "Saaret. Om døden i Dandserinden, Adonis og andre tekster af Paludan-Müller" i: Litteratur og begær. Ti studier i dansk og norsk 1800-tals litteratur, 2003, s. 105-154.

Lars Peter Rømhild