DRYADEN ET DRAMATISK DIGT (1844)

↩

DRYADEN
ET DRAMATISK DIGT
(1844)

328

✂

PERSONER

APOLLO.
HERMES.
PAN.
POMONA.
DRYADEN.
PHANTASUS.
GENIER.
CHOR.

329

✂

FØRSTE ACT

✂

FØRSTE SCENE

Morgen. Indgangen til en stor Skov. APOLLO, med Lyren om Skulderen og Hyrdestav i Haanden, møder PHANTASUS, der i fuldt Løb kommer ud fra Skoven.

APOLLO.: ✂ Ha, Phantasus!

PHANTASUS: standser.
✂ Hvad! Digterguden her?

APOLLO.: ✂ Hvorhen i saadan Fart?

PHANTASUS.: ✂ Til Havet ned.
Aurora har i Bølgen alt sig badet,
Og snart igjen sin Vogn hun vil bestige.

APOLLO.: ✂ Og hvad, du Lille, vil du hos Aurora?

PHANTASUS.: ✂ Hun laaner Farve mig, naar jeg den fattes
Til mine Billeder. Den hele Nat
Jeg i Besøg hos Hyrdeguden var,
Og lystigt gik det til i Skovens Sale.
Pan blæste paa sin Fløite, mens Dryader
Ved Lunas Fakkel dandsed til hans Spil.
Jeg loved Pan, at male ham et Billed
Af denne Fest; men nu jeg mangler Farve
Til Nymphernes de varme Purpurkinder;
Derfor Farvel!

APOLLO.: ✂ Bliv, Phantasus! og hør mig.

PHANTASUS: vender tilbage.
✂ Hvad vil du, Herre? Jeg er jo din Tjener,
Og maa i Alt dig lyde.

APOLLO.

✂

✂ See den Lille!
Hvor suurt han seer, fordi mit Ord ham standser
Paa Veien til den deilige Aurora.

Klapper ham.

✂ Du er min kjære Søn! En anden Gang
Du dine Billeder til Pan kan male,
Og selv vil jeg dig gyldne Farver skjenke;
Men nu idag du tjene maa din Herre.

330

PHANTASUS.: ✂ Hvad er dit Bud da? Giv mig din Befaling!
Jeg brænder alt af Utaalmodighed,
Og paa dit Vink jeg flyver.

APOLLO.: ✂ Vel! - Iaften
Der feires skal et Bryllup her i Skoven.
Brudgommen ei jeg nævner, men ved Festen
Inat hos Pan du vist har skuet Bruden.
Den Fagreste af Skovens Nympher er det,
Endnu et Barn, skjøndt rank og høi af Væxt.

PHANTASUS.: ✂ Den deilige Dryade mener du,
Der fødtes med det unge Træ paa Engen?

APOLLO.: ✂ Du har det truffet!

PHANTASUS.: ✂ Hende godt jeg kjender.
Om hendes Rosenkind og hvide Pande
I Bølger falde tæt de dunkle Lokker,
Og flagre frit om Hals og Skulder ned.
Let er hun i sin Gang som Skovens Hind,
Og bruunt er hendes Øie. O, hvor yndigt
(Du skulde have seet det!) dandsed hun
Inat til Klang af Hyrdegudens Fløite!
Selv Luna, trods sit Sørgmod, maatte smile,
Hvergang Dryaden, viftende med Sløret,
I Flugten hendes Fakkel kom forbi.

APOLLO.: ✂ Før Nat af Nymphechoret ud hun dandser;
En Gud har kaaret hende til sin Brud.
Men du, o Phantasus, en Bryllupssal
For Brudeparret bygge skal i Skoven,
Nær Floden, der fra Bjerget strømmer ned,
Og ikke langt fra Kildenymphens Brønde.
Derhos en Høitidsfest du tilberede!
Spar Intet, som kan glæde Brudens Øie
Og fryde hendes Hjerte. Magt jeg gi'er dig
Som over Skoven, over Bjerg og Hav,
Saa ei du over Fattigdom skal klage.

PHANTASUS.: ✂ Men siig mig blot, hvem er den høie Brudgom?

APOLLO.: ✂ Nysgjerrig er du. Hvad - du leer, du Lille?

PHANTASUS.: ✂ Er nu til Graad det Tid? Afsted! afsted!
Den høie Digtergud vil sig formæle,
Og Phantasus ved Brylluppet er med.

Bort.

APOLLO: ene.
✂ Hvor deilig er dog Jorden! - Guders Fader!
331 Du tænkte haardt at straffe mig, da du
I Vrede mig forviste fra din Himmel,
Og bød mig, lig de ringe Dødelige,
I Møie friste Jordens usle Kaar.
For Straffen jeg i denne Stund dig takker!
En Tid har alt jeg dette Jordliv prøvet;
Hvad mangler mig? - Gudinders stolte Glands
Jeg savner ei, saalidt som Guders Samfund.
Jeg til en Hyrde føler mig forvandlet,
Og, Menneskene lig i Liv og Gjerning,
Jeg vogter Kong Admets de skjønne Hjorde,
Jeg synger for Hyrdinder mine Sange,
Og sniger tidt mig hid til Pan i Skoven,
For Kjærlighed og Frihed at fornemme.
Boer hun ei her, den Fagreste af Alle,
Den yndige Dryade? hun, som tidt
Ved Kildens Rand mig mødte; som besvared
Min Sang med Smiil, og mine Kys med Kys.

Gaaer ind i Skoven.

✂

ANDEN SCENE

apollo. pan.

APOLLO.: ✂ Hil dig, o Pan, her i din køle Skov!

PAN.: ✂ Velkommen i min ringe Bolig!

APOLLO.: ✂ Ringe
Du kalder dette løvbedækte, høie
Og luftige Palads?

PAN.: ✂ For dig vist ringe,
Du, som er vant til Himlens gyldne Sale,
Til Livet i de store Guders Bolig,
Hvor Luften Æther er og Drikken Nectar.
Hvad byder dig min Skov og mine Kilder,
Som ei dit eget Hjem dig bedre gav?

APOLLO.: ✂ Dog veed du, at min Hu staaer nu til Jorden,
Thi saae du mig ei daglig her hos dig?
Ja, mere kjært end Synet af Olympen,
Er mig dit Syn, du gamle Hyrdegud,
Som her du staaer paa dine Bukkefødder:
Med lodden Krop, med spidse Gedeøren,
Med muntre Blik og lyserøde Kinder,
Og med din krumme Hyrdestav i Haanden.
Min fordums Herlighed har længst jeg glemt,
Og som min Høihed er min Stolthed borte;
Ei vilde meer du vække mig til Vrede,
332 Hvis som i fordums Tid du tog din Syrinx,
Og æsked mig i Tonekonst til Kamp.
Erindrer du vor gamle Strid?

PAN.: ✂ Jeg Daare!
Jeg havde just min Syrinx faaet færdig,
Og prøved sorgfuld Fløitens første Toner.
Da syntes mig, de klang som Nymphens Stemme;
Og mit naturlige og simple Spil
Jeg maalte dristig med din høie Konst.

APOLLO.: ✂ Men ei blot du, o Pan, var dengang Daaren.
Du husker vel, at Midas gav dig Krandsen,
Da ham til Dommer mellem os vi tog?

PAN.: ✂ Ja, og hvordan du gav ham Æselsøren
Til Løn for Dommen; jeg har ei det glemt.

APOLLO.: ✂ Men lad os gaae! Før mig i Skoven ind!
Jeg følger som din Lærling dig i Sporet.

PAN.: ✂ Jeg ringe Hyrdegud Apollos Lærer?

APOLLO.: ✂ Det Navn er dit! og dobbelt jeg det føler
Just denne Morgen, her blandt Skovens Stammer.
Ja, hvad maa ei man lære! Fordum fyldte
Udødeliges Lyst mit Hjerte kun;
Og naar jeg førte an i Musers Chor,
Da qvad jeg kun om Gudernes Bedrifter,
Om evig Ungdom og bestandig Glæde,
Om Saligheden i den lyse Himmel,
Saa uforgængelig som Skjæbnen selv.
Men Jordens Døttre lærte jeg at kjende,
Og strax jeg prøve fik de bittre Qvaler.
Dengang Leucothea, den Fagre, døde;
Da Daphne flygted for min Kjærlighed;
Da mig den hvide Ravn sit Budskab bragte
(Hvorfor til Tak jeg gav den sorte Fjær)
Om hende, som mig svigted - om Koronis:
O Pan! da følte, skjøndt en Gud, jeg Sorgen,
Som skulde aldrig meer jeg vorde fro.
Men som Kronions Torden var min Smerte;
Snart blev den dunkle Himmel atter klar,
Og ved mit Lyraspil forvandt jeg Sorgen.
Jeg kom til dig og dine friske Skove,
Og sig en anden Verden aabned for mig.
Jeg saae, hvordan du førte Aarets Tider
Frem med din Hyrdestav - hvordan af Alting
Du Liv og Væxt og Farve kaldte frem,
Mens du i Alt Omskiftelsen mig viste.
Thi naar i Høst jeg saae din Skov at visne.
Det Grønne vorde guult, og Løvet falde
333 Og flyve som et Spil for alle Vinde;
Naar Dyret midt i Løbet, trods sin Ungdom
Og Raskhed, styrted for en Jægers Piil;
Naar Rosen paa Hyrdindens faure Kind
Af Øiets bittre Taarekilde vandet,
Henvisned langsomt med den Skjønne selv:
Da følte ret jeg dette Jordlivs Skiften.
Men trods Forgængelighedsmærket, tyktes
Mig dog saa rigt det skrøbelige Liv;
Saa skjøn jeg fandt dets Blomstren og dets Falmen,
At mangengang min Hjemstavns Herlighed
For Vexelspillet i dit Hjem mig blegned.
P AN. Ja, ikke sandt, jeg har det lyst og muntert? -
See blot de foraarsfriske, grønne Træer,
Hvor Solens Straale Kronerne forgylder.
Mens Vinden løfter sagtelig hver Green,
Og vipper op og ned de lette Fugle.
Lyt til de klare Kildebølgers Rislen!
De hige mod Najadens dybe Brønde.
Og kast dit Blik hist over Sletten hen!
Der seer du mine Hjorde, mine Lam,
Sneehvide, smaa, som patte deres Mødre.
Kom! lad os gaae lidt nærmere til Hjorden.
Min Hyrdestav jeg hæve vil - pas paa!
See, hvor ad Engen hen de Alle flygte!
De Store foran, Lammene bag efter -
De veed ei selv, hvorfor de bli'er saa bange,
De stakkels Smaa!

APOLLO.: ✂ Det lystigt er at see.

PAN.: ✂ De har ei mere Mod end dine Sønner,
De unge Skjalde, som mig tidt besøge,
For her i Eensomhed at stemme Lyren.
Dem har jeg ret min Morskab af! Først lokker
Jeg dem ved Fuglesang dybt ind i Skoven,
Hvor den er tykkest - pludselig jeg ryster
Da Løvet rundt omkring paa alle Træer,
Og raaber bagfra dem mit Navn i Øret.

APOLLO.: ✂ Und dem dit Selskab, og forskræk dem ei;
Maaskee de søge det, som jeg har fundet.

PAN.: ✂ Som du har fundet?

APOLLO.: ✂ Ei mit Fund du kjender?

PAN.: ✂ Nei, ved den store Kronos!

APOLLO.: ✂ Blinde Pan!
Som Øiet har til alle Sider vendt,
Og dog kan Intet see: Du troer, at jeg
Hver Morgen og hver Aften sneg mig hid,
Blot for at vandre mellem Skovens Stammer?

334

PAN.: ✂ Ei derfor blot! Du gik jo tidt med mig,
Og saae opmærksom til, naar Kildens Draaber
Jeg leded til en næsten vissen Trærod,
Saa at det halv Udtørrede fik lav.
Naar mine Lam jeg klipped, sad du hos mig,
Og blæste, dem til Trøst, paa Hyrdefløiten.
Og naar om Aft'nen Dyrene jeg fored,
Da gik vi sammen ned til Daadyrflokken,
Til Harens og Kaninens skjulte Leie,
Til Ræven, til den blinde Muldvarp selv,
Og altid fryded det dit Blik at see,
Hvordan Enhver tog Føden af min Haand.

APOLLO.: ✂ Ja, du har Ret! Men Grunden til min Fryd
Du kjendte ei. Siig, mærkede du aldrig,
At jeg mig hele Timer fjerned fra dig?

PAN.: ✂ Jeg har saa Meget at ta'e Vare paa,
At knap jeg husker, hvad jeg har for Øie.
Saa du var borte? Hvor da?

APOLLO.: ✂ Hos din Datter.

PAN.: ✂ Hos En af mine smaa Dryader?

APOLLO.: ✂ Jal

PAN.: ✂ Hvad Glæde var for dig i saadant Selskab?
Vel er de mine Børn, thi deres Liv
Saa fast til mine Træers Liv er knyttet,
At jeg mig Fader vel til dem maa kalde;
Men kun enfoldige de Stakler ere,
Og aldrig udenfor min Skov de kom.
For Lud og koldt Vand her de voxe op;
De tage sig fast intet Andet for,
End lege, synge, gaae omkring og drive,
Og dandse med hverandre, naar min Fløite
Dem kalder ud paa Engen til en Fest.
Naar jeg om Morg'nen møder dem i Skoven,
Da staae de stille, nikke mildt, og hviske:
God Morgen, Fader Pan! - God Morgen, Smaa!
Jeg svarer dem igjen, og saa vi skilles.
Det nytter ikke stort, at tale til dem,
Thi al sin Viisdom kun paa dem man spilder.

APOLLO.: ✂ Med al din Viisdom dog du farer vild! -
Seer du, det var en yndig Aftenstund,
Da jeg mig sneg fra dig, og eensom vandred
Ind i det tætte nysudsprungne Krat,
Idet jeg fulgte med en Kildes Bølger.
I Skovens Høisal alle Fugle taug,
Og kun et sagte Vindpust rørte Løvet,
Og sagte steg et Suk op fra mit Bryst,
335 Thi Daphnes Billed svævede foran mig.
Af Længsel fyldt, jeg greb i Lyrens Strænge,
Og satte mig ved Kildens Rand, og sang
Et Mindeqvad om Daphne, om min Elskte.
Da rørte det sig let i Løvet bag mig;
Jeg vendte halv mig om - to brune Øine
Igjennem Busken lyste mig imøde.
Snart steg den liliehvide Pande frem,
De mørke Lokker, og i Florsgevandtet
Din unge Datter stod der for mit Blik.
Flygt ei, du Elskede! til Strængen qvad jeg.
Forundret og med Frygt hun nærmed sig,
Og satte taus sig ned ved mine Fødder,
Og skued snart, paa mig, og snart paa Lyren -
Dog, hvorfor taler jeg til dig om Sligt?
Du, som har glemt din egen Ungdoms Elskov,
Og som er altid frisk og let om Hjertet.
Nok, hun forstod min Sang og Lyrens Toner;
Thi Gjensvar gav hun med den søde Røst.

PAN.: ✂ Siig, kjender hun dit Navn?

APOLLO.: ✂ En Sanger er jeg,
Og Andet ei, for hende som for Alle.

PAN.: ✂ Og har du siden den Gang hende mødt?

APOLLO.: ✂ Hver Dag, naar her jeg gjested dig i Skoven.

PAN.: ✂ Og jeg, som troede, at du mig besøgte!
Som følte mig saa aret ved dit Selskab,
At frem jeg kom med alle mine Skatte -

APOLLO.: ✂ Kun ikke med din Datter, gamle Pan!
Thi hende fandt jeg selv.

PAN.: ✂ Men siig mig dog,
Hvem er det af de Smaa? - Hvor er hun?

APOLLO.: ✂ Tys!
Raab ei saa høit, maaskee hun alt os hører.
Har du ei mærket paa min raske Gang,
At jeg mig nærmed Maalet? Her vi skilles!

PAN.: ✂ Hvordan?

APOLLO.: ✂ Seer du den græsbeklædte Plet
Paa Engen, hvor det ranke Træ sig hæver?

PAN.: ✂ Ja - men hvad seer jeg! Staaer ei Nymphen selv
Der under Træet! - Rundt hun slynger Armen
Om Stammen, og seer op i Kronens Blade. -
Saa det er hende, som du har sat Stævne?
Det unge Barn! Hun er mig velbekjendt;
Inat hun var til Dands hos mig i Lunden.

APOLLO.: ✂ Farvel, du vise Pan!

PAN.: ✂ Saa bort du vil?
336 Meer end den Gamle drager dig den Unge.
Nu, lad mig see, du handler godt med hende,
Hun er saa dog mit Barn! Jeg selv vil skjerme
Med Skovens tætte Hegn jer Kjærlighed.
Men naar af denne Leg du Nok har faaet,
Og selv jeg taget har mit Middagsblund,
Da kom til mig i Grotten! Al min Uld
Fra dette Foraar har jeg der lagt op,
For næste Nat at offre den til Luna.

Pan bort.

✂

TREDIE SCENE

apollo. dryaden.

APOLLO: træder ud paa Engen.
✂ Din Uld du vil mig vise - og du troer,
At jeg et Blik din Rigdom nu vil skjenke?
Her Synet er, som Sjæl og Blik kan lænke:
Din unge Datter i sin Skjønheds Flor!

Griber i Lyren.

DRYADEN: under Træet.
✂ O hvilken Klang!
Det var hans Strænge, som jeg hørte klinge.
Afsted! Afsted! Laan mig, o Fugl, din Vinge,
Og bring min Hilsen forud i din Sang!

APOLLO.: ✂ Ja, nærm dig kun, du yndige Natur!
See! over Græsset dandser hun som Hinden.
I Øiet straaler Elskov, Fryd paa Kinden,
Og Længsel i den ilende Figur -
Nu har jeg dig, du lette Barn, paany!
Nu er du fangen!

DRYADEN.: ✂ Her jeg søger Ly,
Her i din Arm! Lad mig i den mig hvile!
Den hele Morgen har jeg streifet om;
Jeg havde ingen Ro, for rundt at ile,
At see, om ei du kom.

APOLLO.: ✂ Og under Træet dog du stod saa stille -

DRYADEN.: ✂ Til Flugt den træge Tid jeg nøde vilde.
Jeg tænkte, du skal tælle Kronens Blade;
Før du er færdig, kommer han dog vist.

APOLLO.: ✂ Du yndige Dryade!
Hvormange Blade fik du da tilsidst?

DRYADEN.: ✂ Bestandig kun et Par; thi hvergang hen
I Luften, for at samle mig, jeg stirred,
Fløi der en Fugl forbi, som mig forvirred,
Og forfra da begyndte jeg igjen.

337

APOLLO.: ✂ Saa dermed har du moret dig, du Lille?

DRYADEN.: ✂ Ja, Noget maatte jeg jo dog bestille;
Men af at tælle Blade jeg er kjed.
Du har din Lyra med! Nu maa du spille
Og synge for mig, indtil Sol gaaer ned.

APOLLO.: ✂ Og kommer Natten frem med sine Stjerner,
Jeg bliver dog hos dig!

DRYADEN.: ✂ Du bliver her,
Selv naar sig Dagen fjerner,
Og Mørket falder paa de dunkle Træer? -

APOLLO.: ✂ Ja naar de gyldne Dagens Straaler vige,
Og gjennem Løvet svale Vinde gaae;
Naar Aftnens Purpurskyer paa Himlen staae,
Vi her formæle os.

DRYADEN.: ✂ Hvad vil det sige?

APOLLO.: ✂ Du veed det ei? - Mit Ord vort Bryllup gjelder.

DRYADEN.: ✂ Men hvad vort Bryllup er, jeg veed ei heller.

APOLLO.: ✂ Ei heller det? Saa hør: - Det er en Fest,
Hvortil med Roser vi hinanden krandse;
Hvor alle Skovens Nympher er tilgjest,
For i den køle Lund for os at dandse.
Ved Sang og Spil, mens Fløiten toner glad,
Af samme Skaal vi Nectardrikken tømme,
Og sværge, Favn i Favn hver Nat at drømme,
Og Haand i Haand hver Dag at følges ad.

DRYADEN.: ✂ Og efter det, formælede vi ere?

APOLLO.: ✂ Ja, Dag og Nat vi tør ei skilles mere.

DRYADEN.: ✂ O, hvilket deiligt Liv skal da vi føre!
Lad Solen synke nu bag Skoven brat!
Ei meer jeg frygter for den dunkle Nat,
Thi selv i Mørket skal din Røst jeg høre.
Din Sang endnu skal lyde for mit Øre,
Naar vi mod Aften standse vore Skridt,
Og hvile stille ved hinandens Side,
Og tælle Stjernerne, mens frem de glide,
Til Søvnen paa vort Øie daler blidt.
Saasnart sig Dagen hæver - op, afsted!
Hen over Dal og Eng med Morgenvinden!
Som Hjorten fulgt af Hinden,
Saa foran du, og jeg i dine Fjed.
Men du en lille Lyra maa mig skjenke,
At Hver kan see, at dig jeg hører til -

APOLLO.: ✂ En Lyra skal du faae!

DRYADEN.: ✂ I gylden Lænke,
Som din, jeg den om Skuldren bære vil.

APOLLO.: ✂ Og jeg skal lære dig, at slaae dens Strænge,
338 Og lægge søde Sange paa din Mund;
Da synge sammen vi hver Morgenstund,
Og ind til Echo vore Toner trænge.

DRYADEN.: ✂ Men til imorgen er der jo saalænge.
Kan ikke strax jeg Konsten lære nu?
Vi sætter os ved Bækken, jeg og du!

APOLLO.: ✂ Husk, til vort Bryllup skal du Krandse flette!
Til Roserne ved Kilden ned vi maae.

DRYADEN: sætter sig.
✂ Det tidsnok er! det staaer ei længe paa.
O, kom! - Her ved min Side du dig sætte.
Og lære mig det muntre Spil forstaae.

APOLLO.: ✂ En Brud tør aldrig man en Bøn afslaae.
- Her sidder jeg, du Fagre, ved din Side!
Jeg slynger om din Skulder rundt min Arm,
Og nu jeg drager fast dig til min Barm,
Og nu jeg ta'er din Haand, den liliehvide -

DRYADEN.: ✂ Det var Begyndelsen!

APOLLO.: ✂ Ja, giv nu Agt,
At du maa kjende Konstens stærke Magt!
Her trykker jeg et Kys paa dine Læber.
Med dette Kys, hvorved Begeistring klæber,
Indvier jeg til Sangen dine Læber,
Naar Strængen klinger i dit Hjertes Bund.

DRYADEN.: ✂ Men naar vil Strængen i mit Hjerte klinge?

APOLLO.: ✂ Hvergang du frydes eller længes kun;
Hvergang i Dands sig dine Fødder svinge,
Og Glæden spiller om din Purpurmund.

DRYADEN.: ✂ Men hvad har vi saa meer at foretage?

APOLLO.: ✂ Det Kys, du fik af mig, du gi'er tilbage.

DRYADEN.: ✂ Her er dit Kys igjen! - Men hvad saa meer?

APOLLO: kysser hende.
✂ For hvad du gav mig, Gjengjeld som du seer!
Saadan vi fare fort, til Glæden skinner
Stærkt af dit Øie frem, og dine Kinder,
Som unge Roser, høit i Purpur staae.
Det kalder man i Konsten, at man stemmer,
Og dette Spil vi her gjentage maae,
Saalænge til du henrykt dig fornemmer.

DRYADEN.: ✂ Jeg henrykt er! Ræk mig din Lyra nu!

APOLLO.: ✂ Her har du den! - Men hvad har du isinde?
Den strax at kunne spille, mener du?

DRYADEN: tager Lyren.
✂ Hvordan du selv det gjør, jeg har i Minde.
Saadan jeg lægger rundt om den min Arm,
Og støtter sagtelig den mod min Barm,
339 Mens Strængen fast jeg strammer med min Finger.
Men førend Tonen klinger,
Skal jeg mod Himlen see med Smiil paa Mund,
Saa springer Sangens Væld i samme Stund,
Og Tanker faaer jeg, som til Vers sig slynge.

APOLLO.: ✂ Du Yndige! som Tanker mangler kun.
Hvis blot du havde dem, du vilde synge.

DRYADEN.: ✂ Du er saa stolt! Du troer jeg Intet veed,
Fordi jeg altid maatte selv mig skjøtte;
Men siden dig jeg mødte,
Kom Phantasus hver Aften til mig ned.
Han gav om Jord og Himmel mig Besked;
Om Luna - om Apollo han fortalte -

APOLLO.: ✂ Og jeg, som tidt uvidende dig kaldte,
Dig, som blev oplært i saa høie Ting! -
Men nu du længe nok har seet omkring,
Hvorom nu synge?

DRYADEN.: ✂ Om det unge Træ,
Hvorunder jeg er født, og i hvis Skygge
For Regn og Blæst saatidt jeg søgte Læ.

APOLLO.: ✂ Syng heller om din Kjærlighed og Lykke!

DRYADEN.: ✂ Tidt stod lyksalig jeg ved dette Træ!
Naar jeg til Stammen fast mig monne trykke,
Dybt under mine Fødder
Jeg mærked Jordens Saft
At snige sig til Træet fra dets Rødder,
Og selv jeg fyldtes som med nyfødt Kraft.
Og naar mit Blik jeg hæved
Til Kronen op, hvor Bladet sagte bæved
I Luftens Bølger og i Solens Bad:
Da som paa lette Vinger selv jeg svæved,
Og Solskin drak mit Hjerte med hvert Blad.

APOLLO.: ✂ Saa prøv din Lykke da! Slaa med din Finger
De gyldne Strænge!

DRYADEN.: ✂ Hør! - Men stygt det klinger.

APOLLO.: ✂ Du griber falsk, derfor det lyder ilde.
Nu, riv ei strax i Strængene saa vred!
Det værre bli'er ved Utaalmodighed.

DRYADEN.: ✂ Saa lær da mig, at spille!

APOLLO.: ✂ En anden Gang! thi nu til Kilden ned,
At plukke Roser ved dens grønne Bred.
Men hvorfor stirrer du saa stivt tilbage? -

DRYADEN: springer op.
✂ Der kommer hun igjen, min Skræk og Plage!

APOLLO: reiser sig.
✂ Hvem kommer?

340

DRYADEN.: ✂ Seer du hist den høie Qvinde,
Der langsomt skrider frem med stolte Skridt?

APOLLO.: ✂ Det er Pomona, Havernes Gudinde.
Herud i Skovene hun kommer tidt,
For Blomsterløg og vilde Skud at finde,
Som i sit Havebed hun planter om.
Er du for hende bange?

DRYADEN.: ✂ Nei. Men kom!
Hun kjeder mig tildøde! Naar hun seer mig,
Hun kalder ad mig, byder mig staae stille;
Og altid ved min Dragt hun har at pille,
Imens hun baade straffer og beleer mig.
Snart hedder det: Du maa dig holde rank,
Men ei saa kjækt og frit din Pande hæve!
Og snart igjen: Naar man som du er slank,
Man maa ei løbe, man kun let maa svæve,
Og naar man vandrer, gaae med korte Skridt.
Mit Væsen, siger hun, er altfor frit,
Og naar ved hendes Ord et Suk jeg drager,
Da over mine Nykker strax hun klager,
Og mig med rynket Bryn tiltaler haardt.
Hun har en Sax, hvormed hun klipper bort
Hvad vilde Skud hun kalder; - den hun tager
Frem af sin Kurv, og studser mine Haar.
Da gaaer det løs! Hver Smule Lok, der naaer
Blot over Skuldren ned, vil bort hun skære.
Det hjelper ei, at jeg om Naade be'er;
Hun siger, at letfærdigt ud det seer,
Saa lange Lokker frit og løst at bære,
Og at de korte, kappede maae være,
Og at det til mit eget Bedste skeer.
I lang Tid ei jeg mødte hende meer.
Der kommer hun! O, lad os flygte bort,
Før her vi midt paa Engen sammen støde!

APOLLO.: ✂ Du Stakkel! - Seer du hist den hvide Hjort,
Der springer os saa vild og kjæk imøde?

DRYADEN.: ✂ Den med de høie Takker, hvid som Snee?

APOLLO.: ✂ Ræk Lyren mig! saa skal min Konst du see;
Og fra den Tamme frelser dig den Vilde.

DRYADEN.: ✂ Paa Hjorten vil du kalde?

APOLLO.: ✂ Stille, stille? -
Seer du, den nærmer sig med lette Fjed.
For hver en Tone, maa den fremad skride.

DRYADEN.: ✂ Og høit den løfter Ørene derved -

APOLLO.: ✂ Et Øieblik, saa er den ved din Side.
Hvis du har Lyst - thi Veien den er lang,
341 Kan ned til Kilden paa dens Ryg du ride.

DRYADEN.: ✂ O deiligt! Høit paa Hjortens Ryg, den hvide!
Men du maa følge mig med Spil og Sang -

APOLLO.

✂

✂ Ja, ellers bort med dig den hurtig sprang.

Hjorten kommer.

✂ Seer du, hvor stolt med sine Horn den nikker?

DRYADEN.: ✂ Og hvor den kjælen er! Min Haand den slikker.

APOLLO.: ✂ Ja, slig en Gunst blev aldrig den forundt.
Men ræk mig Haanden, og slyng Armen rundt
Omkring min Nakke, mens jeg op dig hæver -
Nu - sidder fast du?

DRYADEN: paa Hjorten.
✂ Som i Luft jeg svæver.

APOLLO.: ✂ Seer du, den bøier Takkerne tilbage?
I dem, som i en Tømme, maa du tage,
Og holde fast, og ei dem slippe meer.

DRYADEN.: ✂ O, hvor nu langt og vidt omkring jeg seer! -
Du veed ei, hvor det morsomt er, at ride;
Naar Hjorten blot nu Tømmen lystre vil.

APOLLO.: ✂ Den lystrer nok; og sprang den end tilside,
I mine Arme ned du vilde glide.
Det er vort Bryllupstog! Den hvide Hjort
Her over Engens blomstersmykte Flade
Min unge Rosenbrud nu bærer bort.
Snart hvælve sig om os de grønne Blade,
Hvor Nympherne bag Løvet titte frem.
Naar der de see dig paa den hvide Ganger,
Da vil de synge: Lykkelige Sanger,
Som fører Skovens unge Datter hjem!

DRYADEN.: ✂ Da fra min Ganger nikker jeg til dem.

APOLLO: griber i Strængene.
✂ Fremad - Afsted!

DRYADEN.: ✂ O, seer du? Hjorten gaaer.

APOLLO.: ✂ Ja, ved min Side muntert frem den skrider;
Den Takt maa holde, mens jeg Lyren slaaer.

DRYADEN.: ✂ Men see dog paa mig! Nu jeg rigtig rider.
Seer du hvor frit jeg sidder?

APOLLO.: ✂ Frit og stolt!

DRYADEN.: ✂ Min ene Haand paa Hjortens Hals kun hviler.

APOLLO.: ✂ Ja, kjæk du er, og modig Læben smiler!

DRYADEN: vender sig tilbage.
✂ Farvel Pomona! Pladsen du beholdt!

Begge bort; Dryaden ridende paa Hjorten.

POMONA

✂ gaaer forbi, standser, og seer efter de Bortdragende.

✂ Saasnart hun blev mig vaer, hun iilsomt flygted bort.
See, hvor hun rider der paa Ryggen af en Hjort!
Ved Siden Guden gaaer, med elskovssyge Blikke,
342 Han hendes Skjønhed seer, men Andet seer han ikke.
Han saares ei af det, der stødte tidt mit Blik:
Af dette Væsen, som ei kjender Tugt og Skik,
Af dette kjække Blik, hvormed Enhver hun maaler,
Af denne Frihedslyst, som ingen Tøile taaler,
Af denne Dristighed i Lader og i Ord,
Der af Blufærdighed tilintetgjør hvert Spor.
See, hvor hun gynger sig, som af hun falde skulde,
Mens stygt om Skuldren ned de lange Lokker rulle I
Ja, flygt kun bort fra mig! Du hader jo min Tugt.
Et vildt Skud bli'er du dog, som aldrig bærer Frugt.

Aabner sin Kurv.

✂ I spæde Spirer! I, som ubekjendt med Love
Lig Ukrud voxed op i Pans de grønne Skove:
O, glæder Jer med mig! thi Pleie snart I faaer
I Konstens Urtebed, hvor intet Godt forgaaer.
Med moderlige Blik jeg vaager over Eder;
Naar Kulden kommer, jeg et Dække Jer bereder,
Og i den varme Tid, i Sommerhedens Brand,
Jeg lædsker Eders Tørst og bader Jer med Vand.
Ja, spæde Blomsterskud! jer Ungdom skal jeg frede!
Og I med Duft og Glands skal smykke mine Bede,
Naar først jeg fjernet har fra Jer hvad ikke duer,
Og under trofast Røgt forædlet jer Natur.
Men Jer, I Planteskud, som nu saa yppigt prange,
Jer planter snart jeg om i Havens lige Gange!
Der skal blandt mine Træer I lære Symmetri,
Til al jer Raahed og jer Vildhed er forbi.
Har først min Tugt I lært, da som en kjærlig Moder
Jeg dybt i Eder ind den gode Spire poder.
Da skal I qvæge mig ei blot ved liflig Lugt,
Men glæde Hjertet med, ved Eders modne Frugt.

Hun lukker Kurven og gaaer forbi.

✂

FJERDE SCENE

PAN og HERMES træde ind paa Engen.

PAN.: ✂ Du bringer Bud mig fra Olympens Konge?

HERMES.: ✂ Ja, Guders Fader sender mig til dig.
Han bød imorges mig de lette Vinger
At hefte til min Fod, og hurtig ile,
For dig hans Villie at forkynde.

PAN.: ✂ Siig,
Hvad er hans Villie?

HERMES.: ✂ At du Træet fælder,
Som hist paa Engen for vort Blik sig hæver.

PAN,: ✂ Det unge Træ? Og hvad har det forbrudt?
343 Kun sexten Somre smykkede det Skoven,
Og staaer nu i sin Ungdoms første Flor.
Jeg selv har Spiren lagt, hvoraf sig reiste
Den høie, glatte Stamme; selv jeg pleied
Det i dets Barndom, og med Faderfryd
Saae jeg de spæde Grene komme frem,
Og Bladekronen hvælve sig derover;
Og nu af mig forlanger du dets Død?

HERMES.: ✂ Jeg kun Kronions Villie har dig meldt.

PAN.: ✂ Kronions Villie! - Du var ei saa haard,
Du gamle Kronos, da du førte Sceptret.
Du lod dog Alt sin Tid, og først du kræved
Dit Offer ind, naar Tiden blev til Byrde.
Til Hermes .
Hvis ei for min Skyld du vil Skaansel øve,
Saa tænk dog paa min Datter, paa Dryaden,
Hun som til Liv er født med dette Træ,
Og som maa døe, naar her jeg fælder Stammen.

HERMES.: ✂ Det just om hendes Liv mig gjelder her.

PAN.: ✂ Om hendes Liv? - Hvad var da hendes Brøde?

HERMES.: ✂ Hør mig, o Pan! Du selv skal fælde Dommen,
Thi sjelden Viisdom fik af Skjæbnen du.
Den Strid du kjen der, hvori Guders Fader
Forviste Digterguden fra sin Himmel,
Og bød ham, lig de ringe Dødelige,
I Møie friste Jordens usle Kaar.
Men hvad blev Følgerne paa begge Sider?
Høit i Olympen lød ei Lyren meer,
Og med dens Toner Glæden og var borte.
Af Helios styret, ruller Solens Vogn
Foruden Klang hen over Himlens Bue;
Ved Guders Taffel hersker Alvor kun,
Thi Muserne forstummed: Dag og Nat
Gaaer Mnemosyne om blandt sine Døttre,
Og taler til dem om de gamle Sange,
Og kalder evig paa Apollos Navn.
Dog mens nu Himlen sørger ved sit Tab,
Tilbringer Digterguden her paa Jorden
Sit Liv med Leg og Tant, og kun som Drømme
Gaaer ham den fordums Herlighed forbi.
Hvor er hans Lyras gamle Kraft vel bleven?
Og hvor de stærke Toner, hvormed herligt
Han hver en Morgen fyldte Himlens Hvælving,
Naar hen paa Solens gyldne Vogn han foer?
En ringe Sanger Sangens Gud er vorden,
Og han, som førte Musers stolte Skare,
Som vandred Haand i Haand med deres Moder,
344 Langs Tidens Strøm, til Viisdomskildens Væld:
Han ta'er tiitakke nu med Hyrders Selskab,
Og, søgende kun Jordens korte Lyst,
Han glemte de Udødeliges Lykke,
Thi sin han finder i Dryadens Favn.

PAN.: ✂ Og nu vil sig Olympens Konge hevne
Paa den Uskyldige?

HERMES.: ✂ Om Uskyld spørges ei.

PAN.: ✂ Men hvorfor hende Livet just berøve?

HERMES.: ✂ I hendes Net er Digterguden fangen,
Og her det Ringe bøder for det Høie.
Det gjelder, af hans Slummer ham at vække,
At han maa skjelne mellem Jord og Himmel,
Og vende hjem i Herlighed og Kraft.

PAN.: ✂ Men hvis den høie Hersker hjem ham kalder,
Har han ei andet Middel da end Døden? -
Det gjør saa ondt mig for den lille Nymphe,
Men allermeest dog for det unge Træ.

HERMES.: ✂ Kronion i sin Viisdom valgte Midlet.
Men hvorfor tage Træets Død dig nær?
Er Døden ei den Lov, som selv du følger,
Naar frem af Jordens dunkle Moderskjød
Du kalder alle Ting til Livets Lys,
For atter dem i Mørket at begrave?

PAN.: ✂ Men i dets Ungdom la'er jeg Intet døe;
Ifald det hændes, skeer det mod min Villie.

HERMES.: ✂ Dog maa det skee!

PAN.: ✂ Kan ingen Bøn dig røre?
O, lad det unge Træ beholde Livet!
See, hvor saa friskt i Luften det sig gynger!
End mangt et Aar det kunde smykke Jorden,
Og strække høit mod Solen sine Grene,
Og qvæge Vandringsmanden med sin Skygge.

HERMES.: ✂ Din Bøn mig rører ei; du kjender Dommen,
Som Guden dig befaler at fuldbyrde.

PAN.: ✂ Men dog vel ikke nu?

HERMES.: ✂ Endnu idag!

PAN.: ✂ Nei ikke nu! Følg med mig til min Grotte.
Om Tingen nærmere vi tale maae;
Thi for min Vægring har jeg mange Grunde,
Som vel forandre tør den strenge Dom.

HERMES.: ✂ Du farer vild, o Pan!

PAN.: ✂ Men mine Grunde
Du dog kan høre -

HERMES.: ✂ Høre dem jeg vil.

De gaae.

345

✂

ANDEN ACT

✂

FØRSTE SCENE

Aften. En høitliggende Rosen- og Myrthelund i Udkanten af Skoven. Fra Lunden Nedgang til Floden, og Udsigt til Slette, Skov og fjerne Bjerge. PHANTASUS og en Skare GENIER i Arbeide.

PHANTASUS.: ✂ Snart, I Smaa, vi her kan hvile!
Stolt i Aftensolens Glands
Hæver sig vort Rosentempel,
Med sin Kuppel og sin Krands.
Strø nu Blomster for dets Indgang!
Og i Rosenhækkens Læ,
Reis af Mos mig op en Throne
Ved det ranke Myrthetræ.

CHOR.: ✂ Her af Mos vi reise Thronen
Ved det ranke Myrthetræ.

PHANTASUS.: ✂ Glem saa ei, naar snart paa Græsset
Brud og Brudgom træde frem,
Løs at slippe Fuglechoret,
At det hilse kan paa dem.
Hele Lunden fyld med Jubel!
Strængespil og Fløiteklang
Blande deres blide Toner
Her med Toner af jer Sang!

CHOR.: ✂ Snart skal Fløitens Toner blande
Sig med Toner af vor Sang.

FIRE GENIER komme hurtig ind, fra forskjellig Side.

PHANTASUS.: ✂ Godt, I kom, det var paatide!
Een for Een nu giv Besked!

FØRSTE GENIUS.: ✂ Bjergets Døttre her skal møde,
Over Fjeldet stige ned.

ANDEN.: ✂ Kildenympherne skal møde.

TREDIE.: ✂ Skovens Nympher møde vil.

FJERDE.: ✂ Havets Døttre alt paa Floden
Drage frem med Sang og Spil.

PHANTASUS.: ✂ Saa er Alt beredt til Festen,
Alle Gjester Stævne sat.
346 Nu, I Smaa! afsted og skjul Jer
Rundt omkring i Busk og Krat!
Sid som Fugle der bag Løvet,
Stille, tyst, et lille Korn;
Men paa eengang hæv jer Stemme,
Naar jeg blæser i mit Horn!

CHOR.: ✂ Høit vi hæve skal vor Stemme,
Naar du blæser i dit Horn.

Alle bort. APOLLO og DRYADEN træde op.

APOLLO.: ✂ Fremad! - Hør, med sagte Susen
Hilser os de høie Træer!
Snart vor Vandring er tilende,
Timen til vor Høitid nær.
Hurtig svandt i Spøg os Dagen,
Aldrig slog en Krands dig feil,
Mens hos mig du sad ved Kilden,
Og dig pynted for dens Speil.

DRYADEN.: ✂ O, men seer du Fuglechoret,
Hvor det flyver ind og ud!
Kredser syngende vort Hoved,
Bringer forud Glædens Bud!
I Forventning slaaer mit Hjerte.
Hvad skal komme? Hvad vil skee?
Mine Øine vil jeg lukke,
For paa eengang Alt at see.

APOLLO.: ✂ Altid Leg du har i Tanker!

DRYADEN.: ✂ Før mig nu, mens blind jeg gaaer.

APOLLO.: ✂ Duk dig da! at ikke Grenen
River Krandsen af dit Haar.
Her tilhøire gjennem Løvet! -
Fremad over Sletten nu! -
Hvad! Har alt du Nok af Legen?
Dine Øine aabner du.

DRYADEN.: ✂ Hører du, hvor Hornet toner?

APOLLO.: ✂ Denne Lyd vor Fest indvier.

DRYADEN.: ✂ Hele Luften om mig klinger!

APOLLO,: ✂ Hele Skoven Gjenlyd gi'er!

DRYADEN.: ✂ Dobbelt Jubel naaer mit Øre -
Hør! Til Fløiten liflig Sang!

APOLLO.: ✂ Os det gjelder! Frem mod Lyden!
Hornet kalder tredie Gang.

CHOR FRA LUNDEN.: ✂ Hil Apollo! Herlig steg fra Oven
Ned i Jordens Dal den skjønne Gud;
Som en Hyrde vandred han i Skoven,
347 Fra hans Lokkers Guld gik Lyset ud.
Lyren slog han under Løvets Kroner,
Der Dryaden lytted til hans Røst,
Der formælte sig hans klare Toner
Med den dunkle Klang i hendes Bryst.

DRYADEN.: ✂ Du, Apollo?

APOLLO.: ✂ Fast til dig nu bunden!

DRYADEN.: ✂ Solens gyldne Vogn jo kjører du -

APOLLO.: ✂ Høit paa Himlen, ja; men her i Lunden
Som din Elsker gaaer jeg nu.

CHORET.: ✂ Hil Dryaden! Ei som før i Fængsel,
I de dunkle Drømme gaaer hun meer;
Ikke meer med stum og stille Længsel
Mod den fjerne Solgud op hun seer.
Frit med ham hun vandrer som hans Lige,
Snart vil ogsaa hun sin Lyra slaae;
Da skal frem i rene Sange stige,
Hvad der skjultes dybt i Hjertets Vraa.

DRYADEN.: ✂ Jeg, Apollos Brud? -

APOLLO.: ✂ Dit Navn du kjender!
Hist dit rosensmykte Tempel staaer.

DRYADEN.: ✂ Der er Phantasus!

APOLLO.: ✂ Min lille Tjener,
Med de muntre Blik og gyldne Haar!

PHANTASUS: kommer.
✂ Vær velkommen her i Aftenstunden!

APOLLO.: ✂ Har en værdig Fest du nu beredt?

PHANTASUS.: ✂ Alle Nympher har jeg sammen bedt;
Og et Chor sig samler alt i Lunden,
Hvortil neppe Mage der blev seet.

APOLLO.: ✂ Men hvormed vil Bruden du fornøie?

PHANTASUS.: ✂ Alting, Herre, har jeg havt for Øie.
Skjønne Brudegaver vil hun faae;
Sød Musik skal fylde hendes Øre:
Nattergalen klukke,
Gjøgen kukke,
Medens Stær og Drossel Triller slaae.

DRYADEN.: ✂ Ikke Andet? Hver Dag kan jeg høre
Stær og Drossel, Nattergal og Gjøg.

PHANTASUS.: ✂ Den Musik er ogsaa meest for Spøg;
Men til Thronen lad mig nu dig føre!

APOLLO.: ✂ Nej, du Smaa! Nok see, men ikke røre.
Skjøndt et Barn, er dristig dog din Aand.

PHANTASUS.: ✂ Und mig blot et Kys paa hendes Haand!

DRYADEN.: ✂ Kom kun, Phantasus! Kys mig paa Munden!
Sammen leged vi jo tidt i Lunden,

348

APOLLO.: ✂ See hvor let han flyver!

PHANTASUS.: ✂ Søde Læber!
Himmeldugg ved Eders Purpur klæber.

APOLLO.: ✂ Nu afsted! Paa Nympherne du skynde,
Medens Thronen vi bestige her!

PHANTASUS.: ✂ Brudgom, Brud og Brudesvend er nær;
Bryllupsfesten strax vi kan begynde.

APOLLO og DRYADEN tage Plads paa Thronen. PHANTASUS blæser i sit Horn. Fra den ene Side komme SKOVNYMPHERNE, fra den anden VANDNYMPHERNE ind; de Første krandsede med Løv og Blomster, de Sidste med Siv og Vandlilier.

SKOVNYMPHER.: ✂ For Dagen frem vi her os vove,
At see vor Søster smykt som Brud;
Vi komme fra de dunkle Skove,
Og hylde her den lyse Gud.
Vi følge snart med sagte Toner
Ham ind, hvor Echos Stemme lød:
Ind i vort Hjem bag Løvets Kroner,
Ind i dets hemmelige Skjød.

VANDNYMPHER.: ✂ Og vi, som leve fjernt i Lunden,
Paa Bredden af det blanke Vand,
Hvor Lilien voxer op fra Bunden,
Og Grenen kysser Bølgens Rand;
Hvor Skyggen bryder Solens Pile,
Hvor Stilheds Slør paa Alt er bredt:
Vi følge Guden snart til Hvile,
Thi Brudens Leie har vi redt.

SKOVNYMPHER.: ✂ Til Søen ned I kun ham drage!
Ved Morgenstunden komme vi,
Og føre ham paany tilbage
Til Skovens blomsterklædte Sti:
Hvor for hans Ildblik Farve skifter
Den hvide Sky, det grønne Blad,
Og Vinden, som i Løvet vifter,
Med Klang hans Lokker skiller ad.

VANDNYMPHER.: ✂ Beholder I ham Dagen over!
Men bli'er mod Aften Skyggen lang,
Vi lokke ham til Søens Vover
Igjen med Fuglens stille Sang.
Den Bølge, som urolig trilled,
Mens vi paa Bredden sad i Savn,
Os viser da hans gyldne Billed,
Der synker i Dryadens Favn.

349

ALLE.: ✂ Men du, vor Søster! Lykkelige,
Som throner nu hans Hjerte nær:
Følg ei ham ud i Verdens Rige,
Men lænk ham fast til Hjemmet her!
Hvergang de gyldne Strænge klinge,
Og her hos ham vi er tilgjest,
Vi som idag dig Gaver bringe;
Med disse Krandse smyk din Fest!

De lægge Blomsterne for Dryadens Fødder.

DRYADEN.: ✂ O, mine Søstre! her jeg bli'er hos Jer;
Kun lidt i Verden ud jeg gjerne vilde,
At see det Rige, som min Brudgoms er.

APOLLO.: ✂ Og vise dig som Dronning - men see der!
Seer du den gamle Nymphe, krum og lille,
Der, nu de Andre gaae, sig nærmer stille? -

EN GAMMEL KILDENYMPHE.: ✂ Med Gaver Alle komme,
Kun mine Hænder er alene tomme.
Hvad jeg dig kunde bringe,
Du i din Høihed nu vist agted ringe,
Thi fattig er min Kilde.
Husk dog, mit Barn! at dengang du var lille,
Da var jeg Alt for dig: Paa spæde Fødder
Du sneg dig til mig over Træets Rødder,
Og gik jeg bort, med Skrig du paa mig kaldte.
Da laa du ved mit Bryst,
Og lytted til med Lyst,
Mens jeg dig søde Eventyr fortalte;
Min Mund dit Øie kyssed,
Og blidt i Søvn dig mine Sange dyssed.
Men da du større blev, og blev forvoven,
Paa egen Haand du løb omkring i Skoven,
Og nu vil bort du vige
Med Digterguden til hans stolte Rige,
Hvor Lysets Straaler flamme,
Hvor Lyren mægtigt klinger,
Hvor Glands og Klarhed altid dig omringer.
Hvad gjelder dig da meer den gamle Amme?
Hvad gjelder dig min Kilde,
Hvis Bølger hen i Skyggen sagte trille?
Snart mig du vil forglemme,
Og dog hos mig har endnu halv du hjemme.
Det Liv, som du forkaster,
Mens frem til Herlighed din Fod nu haster:
Dit Liv ved blanken Vove,
350 Dit Liv i grønne Skove,
Dit Barndomsliv mit Bryst maa trofast gjemme.
Ja, hvis i Fremtidsdage
Dig Længsel eengang lokker her tilbage,
Og i min klare Kilde
Igjen du skuer tankefuld og stille:
Da vil dit Savn du glemme
Ved Lyden af dens sølverklare Stemme;
Da vil i den du finde
Dit svundne Liv forskjønnet som et Minde;
Da vil dens Dyb dig drage
Ned i mit Skjød og i min Arm tilbage;
Og Gaver jeg dig skjenker
Af større Skjønhed da, end nu maaskee du tænker.

Gaaer.

DRYADEN.: ✂ For Gaverne jeg forud takker dig!

APOLLO.: ✂ Og dog var de kun ringe!
Men da nu Brudegaver Alle bringe,
Tør ikke længer jeg unddrage mig.
Ha, Phantasus!

PHANTASUS: kommer.
✂ Hvad byder du din Tjener?

APOLLO.: ✂ Bring mig en lille Lyra, stemt til Sang;
Syvstrænget, gylden, og som min i Klang.

PHANTASUS.: ✂ Med Lyren jeg paastand tilbage vender;
Lyt her imens til Nymphechorets Sang!

Han blæser i Hornet og iler ud.

DRYADEN.: ✂ Hør! Hornet toner -

APOLLO.: ✂ See mod Flodens Bølger!
Snart faaer du nye Gj ester. Pas kun paa!

DRYADEN.: ✂ Hvad! Endnu flere Gj ester vil vi faae?

APOLLO.: ✂ Ja, kun et Øieblik dem Løvet dølger;
Thi deres fjerne Stemmer alt mig naae.

HAVNYMPHER: i det Fjerne.
✂ Gjennem Skovens den dybe Stilhed
Med Jubel vi droge herop
Fra Havet, der larmer i Vildhed,
Og leger med Skumblomstens Knop.
Vi red just paa Bølgernes Top
Og tumled den fnysende Ganger,
Da Lundens bevingede Sanger,
Fra Guden os indbød tilgjest:
Da slap vi den steilende Hest,
Der reiste sin skumhvide Manke,
Og seiled ad Floden, den blanke,
Til Soldrottens straalende Fest.

351

APOLLO.: ✂ Seer du, hvor Bølgen stiger?
Mod Strømmen seile op de vilde Piger,
Og blæse paa de krumme Sneglehorn.

DRYADEN.: ✂ Jeg aldrig disse Nympher saae tilforn.
Det sorte Haar dem over Skuldren falder,
Og Panden krandsed de med røde Skaller.
Hvor har de hjemme?

APOLLO.: ✂ Dybt paa Havets Bund.
Der sidde tause de, med lukket Mund;
Men op paa Bølgerne med Sang de stige,
Og høit i Stormen lyder deres Spil.

DRYADEN.: ✂ Og høre ogsaa disse til dit Rige?

APOLLO.: ✂ Ja, for vor Throne de sig bøie vil.

HAVNYMPHERNE.

✂

✂ Tidt vor Lovsang den Mægtige hørte,
Naar ved Morgen sin Borg han forlod;
Naar sit flammende Fiirspænd han kjørte
Hen ad Himlen med luende Mod.
Høit paa Solvognen herlig han stod,
Medens Buen, den gyldne, han spændte,
Og tonende Pile nedsendte,
Saa Havdybet brusende klang.
Men sænked han Solvognens Stang,
For i Badet at køle sin Pande,
Da maatte hans Heste vi vande,
Mens han selv sank i Bølgen med Sang.

Til Apollo.

✂ Du vor straalende Drot! som foroven
Ei Rum for din Herlighed fandt;
Som dit Billede sænked i Voven,
Som dit Hjerte til Skovene bandt:
Den Brud, som din Lyra dig vandt,
Som til Jorden skal fængsle dens Tone,
Til vor Dronning vi keise og krone,
Til Dronning for Hav og for Jord!
Af skinnende Perler en Snor
Om den røde Coralkrands vi flette,
Du selv paa din Brud den nu sætte,
Under Nymphernes jublende Chor!

APOLLO: til Dryaden.
✂ Fornemmer du Nymphernes Ord?

DRYADEN.: ✂ See, iveiret sig Phantasus svinger!
I Skjul han blandt Sivene var.

APOLLO.: ✂ I Haanden din Krone han bringer,
Og paa Armen din Lyra han har.

352

PHANTASUS: kommer.
✂ Her er Kronen, som Bruden skal bære,
Naar ved Festen hun træder i Dands!

DRYADEN.: ✂ Til mig er den deilige Krands!

APOLLO.: ✂ Ja, som Dronning du dele min Ære!

Sætter Erandsen paa hendes Hoved.

PHANTASUS.: ✂ Hør! - Det toner fra Skov og fra Flod.
Alle Nympherne ønske til Lykke.
Paa min Dronnings den deilige Fod
Ogsaa jeg vel et Kys nu tør trykke?

APOLLO.: ✂ Dine Kinder jo lue som Blod;
Du er nok forelsket, du Lille?

PHANTASUS.

✂

✂ Det blæser jeg bort med en Trille,
Som bringer til Bjergnympher Bud -

Blæser i Hornet.

✂ See! Af Skoven alt komme de ud.

DRYADEN: til Apollo.
✂ O, seer du den hvidklædte Skare?

APOLLO.: ✂ Det er Bjergenes luftige Møer!
Som en Storm over Sletten de fare,
Med lange, sneehvide Slør.

DRYADEN.: ✂ Jeg aldrig dem skuede før.
Siig, høre de med til vort Rige?

APOLLO.: ✂ Ja, ned fra den Throne de stige,
Som Natten med Stjerner bestrøer.

BJERGNYMPHER.: ✂ Fra de skyhøie Fjelde,
Fra Sneedækkets Rand,
Der hvor Stenene fures
Af rislende Vand;
Fra de takkede Klipper,
Hvor Stormvinden boer;
Gjennem Granskovens Nat,
Hvor sig Bjergstrømmen snoer;
Over græsklædte Høie,
Langs Dalenes Bred,
Steg vi ned her i Lunden
Med flyvende Fjed:
For at mødes med Guden
I Skovnymphens Slot,
For at hilse paa Bruden,
Og hylde med Sange vor straalende Drot.

DRYADEN.: ✂ See, iveiret de Slørene kaste!

APOLLO.: ✂ Saadan hilser det luftige Chor.

DRYADEN.: ✂ Knap sætte de Foden til Jord,
Mens hen over Sletten de haste.

353

BJERGNYMPHERNE.

✂

✂ Først af Alle hver Morgen
Hans Hilsen vi fik,
Naar han hæved mod Fjeldet
Sit funklende Blik;
Siden dandsed vi for ham
Med glødende Kind,
Naar hans Vogn rulled hen
Over Bjergtoppens Tind;
Men steg ned han mod Aften
I Bølgen den blaa,
Medens Dæmring paa Skoven
Og Dalene laa:
Da vort Øie han blendte
Endnu med sin Glands;
Da til Afsked han sendte
Endnu os sin sidste, sin deiligste Krands.

De vende sig mod Apollo.

✂ Derfor synge vi daglig,
O Konge! din Priis;
Derfor hylde vi her dig
Paa Bjergnymphers Viis;
Derfor steg vi til Fjeldets
Den høieste Top,
Over Sneelagets Dække
Og Skyerne op.
Af den reneste Nectar
I Ætherens Sal
Vi dig fyldte til Randen
Den gyldne Pocal.
Med din Brud du den tømme!
Naar hun drikker dig til,
Fyldt af himmelske Drømme,
Som af Ætheren baaren hun føle sig vil.

PHANTASUS: til Apollo.
✂ Midt paa Sletten de staaende blive!

APOLLO.: ✂ Afsted, og Pocalen mig hent!

PHANTASUS.: ✂ I et Nu er tilbage jeg vendt!

APOLLO.: ✂ Men først du mig Lyren maa give,
Som er Bruden til Gave bestemt.

PHANTASUS.: ✂ Den havde jeg næsten forglemt.

Rækker Apollo Lyren og iler ud.

APOLLO: til Dryaden.
✂ Seer du Lyren, du ønsked saalænge?
Om din Skulder jeg nu vil den hænge,
Som et Tegn, at du mig hører til.

354

DRYADEN.: ✂ Her ved Hjertet jeg bære den vil!
O, hvor yndig den er, og hvor lille -
Naar bare jeg nu kunde spille,
Og synge til Strængenes Klang!

APOLLO.: ✂ Med at lære du godt er igang.
Hele Dagen i vexlende Tale
Vi gjennemløb Tonernes Scale,
Og blot Tankerne samle du maa.
Men der er han atter, den Smaa!
See, hvor Vingerne rask han bevæger!

PHANTASUS: kommer.
✂ Her er Nectarens skummende Bæger,
Hvori Guders Lyksalighed boer.

APOLLO.

✂

✂ Ja, de Himmelskes Hjerte den qvæger,
Og styrker selv Musernes Chor! -

Holder Pocalen iveiret.

✂ I Nympher, fornemmer mit Ord!
Alle I, som paa Bølgerne svømme,
Alle I, som i Lundene drømme,
Alle I, som har Bjergstien traadt:
Med jer Sang I mig hylded som Drot,
Men jeg vil Jer Slægtninge kalde;
Jeg kom jo i Slægt med Jer Alle,
Da jer Søster jeg kaared til Brud.
Til vor Pagt her I Vidne nu være!
Og Budskab om den skal I bære
Som Herolder i Verden ud -
Denne Skaal for min deilige Brud!

Han drikker, og rækker Dryaden Bægeret.

✂ Det Halve jeg selv monne tømme;
For dig er de himmelske Drømme,
Der gjemmes paa Bægerets Bund!

DRYADEN: svinger Pocalen.
✂ For mig er de himmelske Drømme!
Med Skum skal de krandse min Mund!

Hun vil drikke; men Bægeret falder til Jorden, og hun selv synker tilbage i Apollos Arme.

DRYADEN.: ✂ Vee mig!

APOLLO.: ✂ Hvad er der skeet?

DRYADEN.: ✂ Det traf mit Hjerte
Det stærke Slag!

APOLLO.: ✂ Din Kind er hvid, og Rædsel
Staaer i dit Øie - hvad er hændt dig?

DRYADEN.: ✂ Vee mig!
Til Marven trænger atter Slaget ind,
Og for mit Blik det sortner.

355

APOLLO.: ✂ Jeg dig skjermer!
Her ved mit Hjerte hviil dig -

DRYADEN.: ✂ Vee mig, vee!
De sønderrive Roden.

APOLLO.: ✂ Skjælv ei saa!
Jeg holder dig jo fast i mine Arme,
Og ingen Fjende kan dig komme nær.

DRYADEN.: ✂ See! dybt i Støvet styrter Træets Krone,
Og jeg maa døe som det.

APOLLO.: ✂ Nei, du skal leve!

DRYADEN.: ✂ O, før mig hen paa Engen til mit Træ!
Endnu engang jeg favne vil dets Stamme,
Thi Lyset - Livet - Alt forsvinder her.

APOLLO.: ✂ Afmægtig er hun - dybt dog Hjertet aander.
Hvor voldsomt det sig hæver! Døden kæmper
Med Livet nu i dette unge Bryst,
Og kun en snever Kampplads er dem givet. -

PHANTASUS: efter en Pause.
✂ Nærm Jer, I Skovens Døttre! See jer Søster!
Fra hendes Læber Livets Smiil er svundet,
Og Rosen falmet er paa hendes Kind.
Men hendes sidste Bøn opfylder nu!
Af sammenbundne Grene dan en Baare!
Et Blomstertæppe lægger jeg derover,
At blødt hun hviler. Hurtig skrid til Værket!
Alt fra sin Throne staaer vor Hersker op.

APOLLO

✂ bøier sig over Dryaden.

✂ Var det et Lyn, som i min Arm dig ramte?
Ei Straalen saae jeg, som dit Hjerte traf,
Men dine Øines Stjerner har den slukket.
Hvad skal i Skovens Nat nu lyse for mig?
Og naar skal nu jeg stemme Lyrens Strænge,
Og see din Haand de rette Toner gribe,
Naar først de spredte Tanker fandt et Maal?
Er Alt forbi? - Nei end er Haab tilbage!
Endnu hun aander; Hjertet slaaer endnu.
Ja, i den Rod, hvoraf dit Liv sprang ud,
Er ogsaa Hjælp og Lægedom - men hurtig!

Vender sig.

✂ Ha, Phantasus!

PHANTASUS: kommer med Nympherne.
✂ See her er Skovens Nympher,
Og Baaren, som din Brud skal føre hjem.

APOLLO.: ✂ Et Blomsterleie for min brudte Blomst!
Nærm Jer, I Nympher! - Tag jer Søster her
356 Af mine Arme! Let I bære hende!
Jeg vandrer med, og vogter paa min Skat.

Han følger Nympherne, der bære Dryaden bort under følgende Sang.

SANG.: ✂ Skjul ei for os de klare Blikke,
O Søster, nu!
Endnu er Natten der jo ikke,
Hvi sover du?
Endnu du duftende vil finde
Din Brudekrands;
Endnu din Brudgoms Lokker skinne
Med gylden Glands.
Vaagn op, o Søster, af din Dvale!
Saa taus ei vær!
End toner det i Skovens Sale
Fra Busk og Træer;
End kan ei Lundens Sanger glemme
Din Morgenlyst:
Vaagn op, og bland din glade Stemme
Med Fuglens Røst!

Sangen taber sig efterhaanden i det Fjerne, og Alt bliver stille.

PHANTASUS: til Nympherne.
✂ Vor Fest er endt! Brudgom og Brud er borte!
Den mørke Død vil Bruden favne snart,
Hvi skal da Gjesterne nu længer tøve? -
Svøm ud igjen paa Dybet, Havets Døttre!
Meld der jer Dronnings Død, at Eders Moder
Kan aande brusende sit Suk i Bølgen.
Iil op til Skyerne, I Bjergets Møer!
Forkynd for Stormene vor Konges Tab,
At de kan hylle Nattens gyldne Stjerner
I sorte Slør, og vække Skyens Taarer.
Drag hjem til Eders Lunde, Kildenympher!
Græd der med Bækken for den fagre Søster;
Der bliver ingen Dands inat i Skoven,
Og Ingen laaner Øre til jer Sang.
Kom frem af Busk og Krat, I lette Genier!
Stig ned fra Træet! Fløiten bryd itu,
Og sønderriv den stemte Cithers Strænge!
Kast Thronen om, som selv I nys opreiste!
Bryd Templet ned! Spred over Jorden ud
Til Sørgeoffer Purpurrosens Blade! -
Saa kommer altid Døden midt i Glæden,
Og river ned, hvad jeg har bygget op.
Kun eengang har den f ry det mig! kun eengangl
Da løs den atter slap den hulde Psyche,
357 Og med et Suk sit Rov tilbagegav. -
Nu hurtig, Alle! - Udret mine Bud!
Selv iler hjem jeg til min Moders Skjød,
Og lægger mig i hendes Arm til Hvile.
Hun skal mig trøste! Hun med kjærlig Haand
Skal række mig sit valmu'krandste Bæger,
At i en Drøm jeg glemme kan min Sorg.

Phantasus og Alle bort.

✂

ANDEN SCENE

Sildig Aften. Engen i Skoven. Træet ligger fældet. PAN og HERMES.

HERMES.: ✂ Dit Blik er mørkt, o Pan! - Glem din Bekymring!
Kronions Villie du fuldbyrdet har.

PAN.: ✂ Det gi'er mig ingen Trøst. O, hørte du,
Hvordan for hvert et Slag sig Stammen vaanded?
Da Roden jeg brød over, da fornam jeg
Fra Marven dybe Suk, og mig det var,
Som Træet om Medlidenhed anraabte.
Men Roden alt var brudt; i Støvet bøiet
Laa alt den rige Krone; skeet var skeet,
Dog mine Hænders Gjerning jeg forbanded.

HERMES.: ✂ Skarpt maa dit Øre være, gamle Pan!
Slet Intet mærked jeg; saa muntert styrted,
Som i en Leg, det ranke Træ til Jorden,
Og nu i Græsset hviler det sig blødt.

PAN.: ✂ Du mærked Intet? Ligegyldig er du!
Dit Øre døvt for Bønner og for Jammer,
Thi aldrig har en Døende dig rørt.
Du rev hans Sjæl med dig, og førte Skyggen.
Der vilde hjem til Lyset, ned i Mørket.
Du mærked ingen Klage? - Jeg vil troe det!
Og kjender du det Sprog da, som jeg taler
Med mine Dyr og Planter her i Skoven?

HERMES.: ✂ Lad ei mit Ord fortørne dig, du Gamle!
Thi rører mig end ei den Døende,
Der bleg og ussel klamrer sig til Leiet,
Du rører mig, du Levende, du Stærke!
Men glem din Sorg! Hvad Guden bød, det skete.

PAN.: ✂ Dog Eet mig ængster end.

HERMES.: ✂ Betro dig til mig!

PAN.: ✂ Hvordan vil Digterguden jeg forsone? -
Saasnart med Natten Luna stiger op,
Og størkner med sin Straale Træets Blod,
Maa og Dryaden, som han elsker, døe.
358 Hvordan formilder jeg hans vrede Hjerte?
Hvordan betvinger jeg hans Harm, ifald
Han kaster Hyrdestav og Lyra bort,
Og griber til sit Kogger og sin Bue?

HERMES.: ✂ Et Redskab kun du var for Gudens Villie.

PAN.: ✂ Det troer han ei. Du har ei seet ham vred;
Men frygtelig han er, naar paa hans Hoved
De rige Lokker som i Harm sig hæve,
Naar Øiet flammer gnistrende som Ild,
Og den fordærvelige Piil han sender.
Eengang jeg egged ham; om Prisen stred vi,
Han med sin Lyra, jeg med Hyrdefløiten,
Og Kampens Dommer Krandsen mig tilkjendte.
Da skulde du ham seet! I Luften skingred
Hans høie Latter; Krandsen rev han sønder,
Og var jeg flygtet ei, han havde dræbt mig.
Fra den Tid af jeg bøier mig for ham,
Og altid som den Ringere jeg taler.
Nu er vi Venner; hvad vil nu han sige?

HERMES.: ✂ Og hvem behøver du at frygte for,
Du Vældige? Har ei i Kamp og Krig
Du tvunget Folkeslag og vundet Laurbær? -
Hvor er den Helt, og var det selv en Gud,
Der af din Ro dig turde vække op,
Og hæve Armen mod dit stærke Skjold?

PAN.: ✂ Med hver en Dødelig jeg tør mig maale,
Men ei med Guder; Sandhed jeg dig siger.
Engang geraaded jeg i Strid med Eros,
Og kun et Barn han dengang var, og lille,
Men for min Dristighed jeg maatte bøde.
Den hele Dag vi brødes Bryst mod Bryst,
Men da saa Natten kom, da laa jeg under.
Nu maa jeg døie Haan og Spot til Straf;
Thi sjelden mødes vi, før Eros strax
Befaler mig, at rede Leiet for ham,
Og varte op som Træl. See derfor, Hermes,
Bekymrer og mig Digtergudens Vrede,
Og paa Forsoning maa jeg tænke -

HERMES.: ✂ Tys!
Hvorfra de Toner, som vi høre nu? -

SANG: bag Løvet
✂ Vaagn op, o Søster! af din Slummer,
Saa haard og tung;
Vaagn op! og gjør os ei den Kummer,
At døe saa ung.
359 Vaagn op! Du maa jo Bægret tømme,
Som blev dig rakt;
Endnu har ei det Himlens Drømme
Dit Hjerte bragt.

PAN.: ✂ Det er Dryader, som bag Busken synge.

HERMES.: ✂ Og nærmere de komme! - See, fra Løvet
En Flok af Nympher træder ud paa Engen -
Og der Apollo er! -

PAN.: ✂ Nu hjælp mig, Hermes!
Det er Dryaden, hvem jeg Døden sendte.
Paa Baaren hendes Søstre hende bringe,
Og Guden følger selv med dem herhen.

CHORET: træder ind paa Engen.
✂ Her er dit Hjem! Her blev du vugget
I Nymphers Seng;
Her skuer du saa mildt bedugget
Din Barndomseng.
Men vee os! Dybt i Støvet bøiet
Er Traets Top -
Sov kun, o Søster! Luk ei Øiet
For Døden op.

APOLLO.: ✂ Tie med jer uheldsvangre Sang, I Nympher!
Endnu den mørke Død er fjern fra hende. -
Her i min Favn jeg tager dig, du Hulde!
Og tæt ved Træets Rod du hvile skal,
At fra dit Udspring Liv du atter henter ...
O, seer I! See dog! Mere let hun aander;
I Kinden vender Farven svag tilbage.

DRYADEN: ✂ slaaer Øiet op.
Hvor er jeg?

APOLLO.: ✂ Kjend dit Hjem og dine Søstre!
Og her din Brudgom sidder ved din Fod.

DRYADEN: hæver sig halvt iveiret
✂ Ja, her mit Hjem er! - Der er Bækkens Bred,
Hvor ved min Ammes Haand jeg plukked Blomster;
Der Engen er, hvor hun mig lærte løbe,
Og hvor i Søvn hver Aften hun mig vugged.
Men hvor er Træet, i hvis Ly jeg hviilte? -
Her stod det - Vee mig! Det i Støvet ligger,
Og jeg til Leie har min egen Grav!

APOLLO.: ✂ En fjendtlig Haand har sønderbrudt dets Rod,
Men du skal leve!

DRYADEN.: ✂ Hvis en Gud du er,
360 Saa lad mig ikke døe! - Læg atter Saaret!
Lad Marven suge Jordens friske Næring,
Lad Træet reise sig saa rankt som før,
Og Fuglen synge lifligt i dets Top!

APOLLO.: ✂ Jeg mægter ei -

DRYADEN.: ✂ Er du en Gud, saa frels mig!

APOLLO.: ✂ Jeg mægter ei det dybe Saar at læge;
Men end er Haab for dig!

DRYADEN.: ✂ Naar Natten kommer,
Saa kommer Døden med, hvis ei du frelser.
O, red fra Døden mig! Jeg knuger fast
Mig til dit Bryst! Slaa dine Arme om mig,
At Døden i mit Skjul mig ei skal finde! -
Jeg jo dit Rige skulde dele med dig!
Her Krandsen er - og her er Dronningkronen -
Og her den Lyra, som jeg skulde spille -
Glem ei dit Løfte! See, mit Hjerte skjælver.
O, frels mig! Lad mit Liv ei brat forgaae!

APOLLO.: ✂ Strøm kun, I friske Taarer! Græd, du Elskte!
Thi Skjæbnen mægter ikke jeg at tvinge.
Men har jeg ingen Trøst da i din Nød? -
I mine Sange skal du evig leve!
Dit Mindes Krands jeg slynger om min Tinding!
Din Krone mellem Stjernerne jeg sætter!
Der skal den fængsle Dødeliges Blik,
Og evig, dig til Ære, lyse for dem.

DRYADEN.: ✂ Men hvor er jeg, naar fra den klare Himmel
Min Krone funkler? - Rundt paa Vindens Vinger
Mit Støv da flyver; Øiet skuer ei
Den GIands, som tryller Alle; ei din Stemme
Mit Øre fryder, naar den mig besynger,
Thi dybt i Mulm og Nat mit Hjerte boer.

APOLLO.: ✂ Vee mig! - Er det de Dødeliges Lod?

DRYADEN: griber om Lyren.
✂ O, faure Lyra! sidste Trøst i Nøden.

APOLLO.: ✂ Hvordan! Harmonisk jo dens Strænge klinge,
Skjøndt vildt og konstløst. Kalder Døden frem
De Toner, som min Elskov skulde vække?

DRYADEN

✂ synger til Lyren.

✂ Jeg skal bort fra Livet -
Deiligt var det at leve!
Livet jeg kjendte dog ei.
Nu jeg det kjender.
Nu det forgaaer.
361 At vaagne op i den kølige Morgen,
At haste ud i Dagen,
At synge og juble,
Løbe og trættes;
At lægge mig til Hvile ved Aften,
At skue med Veemod den svindende Dag,
Naar Mørket forjog den
Og Skygger nærmed sig stille;
At krybe ind i mit snevre Skjul
Og høre det suse i Træernes Toppe,
Mens den natlige Aands usynlige Tog
Brused i Luften;
At kigge ud og gyse,
At lukke mit Øie for Nattens Rædsel,
At sove til Solen steg frem - det var Livet!

✂ Det var Livet, at bæres af Foraarets Duft,
At udvides af den,
At føle mig opløst og adspredt i Alt;
At hæves af Lyst, naar jeg tænkte mig selv
Rinde hen i Kilderne,
Sqvulpe med Bølgen i Floden,
Sænkes paa Søens den speilklare Bund;
Stige ned i den dampende Jordbund
Og røre mig der med de vordende Spirer,
Flyve høit paa de sneehvide Skyer!
Paa min flygtige Gang
At møde den mægtige Vaar - det var Livet!

✂ Det var Livet, i Søstrenes Kreds
At høre paa Sommerens Torden,
Naar den kaldte vort adspredte Væsen sammen,
Mens den bøied vort Knæled i Angst.
At vandre stille i Høsten, var Livet.

✂ Det var Livet, naar Vinteren kom,
Og til Leg vi os samled,
Vi, som før vare spredte,
For Blomster at sanke paa Engen:
At skue den dalende Snees duunhvide Flokker,
At raabe see! til hverandre,
Mens vi fulgte dens idelig vexlende Fald;
Og naar Frosten saa kom,
At synge til ham med de riimfrosne Lokker:
Jo koldere du aander,
Desvarmere strømmer vort Blod;
362 Jo mere du brummer,
Desmuntrere dandse vi for dig,
Deshøiere synger vort Chor;
Og at høre den Gamle da true:
Tøv lidt, stands lidt, læg Jer til Hvile!
Jeg skal knuge Jer, binde Jer,
Snøre Jer sammen med faste Baand -
At trodse og kues, men ei at beseires, var Livet! -

✂ Vaaren vil komme,
Atter paany vil den komme;
Men jeg skal ei meer være med,
Naar de staae paa Udkig med bankende Hjerte,
Og vente den tøvende Gjest.
Og naar Søstrenes Leg saa begynder,
Naar Bolden flyver fra Haand til Haand,
Hvem skal den fange for mig?
Og naar Vexelsang lyder i Skoven,
Og m i n Tour kommer, at synge,
Hvem skal da svare for mig?
Da er det stille,
Til atter med stærkere Toner
Hæver sig Nymphernes Chor.
Ja, Livet gaaer sin ustandsede Gang,
Kun jeg kan ei følge med.
Som Barnet, der holder i Skjørtet sin ilende Moder,
Før jeg det fulgte,
Men nu er afmægtig min Fod.
Her sidder forladt jeg tilbage.
Den drager forbi mig, Dryadernes Skare,
Den vil snart have glemt mig, og snart
Den synger om mig, som om Dagen, der svandt.
Da naaer ei Lyden mit lyttende Øre;
Alting formørkes, og blindt er mit Øie;
Mindet med Synet forsvinder, og Hjertets
Liv er kun Suk - kun et Suk. -

Hun bøier sig over Lyren og døer.

APOLLO: efter en Pause.
✂ Fra hendes Læbe Sjælen bort er flygtet,
De klare Øine brast, som jeg har elsket,
Og gjennem Lyren sang hun ud sit Liv.
Hviil sødt, du Hulde! Kort var kun din Kamp.
Hviil hos din Lyra! - Der er Nattens Luna!
Hun med sit klamme Kys indvie vil
Dit fagre Legeme til snar Opløsning. -
O, hvi berøver Skjæbnen altid mig
363 Hvad jeg har kjærest? Hvorfor favner Døden,
Den kolde, mørke, altid dem jeg elsker,
Da Lys og Varme dog jeg skjenker Alt?
Her vil jeg hvile hos min unge Brud,
Og holde fast, hvad sporløst er forsvundet,
Naar atter Luna kommer Jorden nær.

PAN: nærmer sig.
✂ Stands med din Klage! Til mit Ord laan Øre!
Thi har jeg mod min Villie dybt dig saaret,
Saa har jeg ogsaa Lindring for dig -

APOLLO: reiser sig.
✂ Du?
Har du mig saaret?

PAN.: ✂ Det var Gudens Villie.
Hans Redskab kun jeg var, da her i Støvet
For mine Hænder sank det unge Træ.

APOLLO.: ✂ Du - du har Træet fældet?

PAN.: ✂ Hør mig. Herre!
Rynk ei forfærdeligt mod mig dit Bryn.
Kronions Villie var det! Men endnu
Jeg har jo mange Døttre. Selv du vælge!
Og ved den gamle Kronos jeg dig sværger,
At aldrig meer jeg lægger Snare for dig,
Men trofast om din Elskov holder Vagt.

APOLLO.: ✂ Tak for dit Løfte, Gamle! - Daare var jeg!
Til din forgængelige Slægt jeg bandt mig,
Og henter nu den bittre Smertes Løn.
Hvad vilde jeg hos dig, i dine Skove,
Troløse Pan? Du, som i Blomsten skjuler
Bestandig Ormen; du, hvis rige Dragt
Er falsk og borget; thi naar Høsten kommer,
Da viser snart den frem sin gule Farve,
Og i din Nøgenhed tilsidst du staaer.
Du eier mange Døttre! - Ja, de slægte
Den ædle Fader paa! Og dette Kuld
Du vover fræk og dristig mig at byde? -
Men Straffen fik jeg, som jeg har forskyldt!
Den Jord, som lod mig Himlen reent forglemme,
Har ved sin Usselhed mig tugtet nu!

PAN.: ✂ Hør mig, du Høie -

APOLLO.: ✂ Bort fra mig, Troløse!
Fra dig jeg gaaer, og hjem til salige Guder.
Ja, jeg vil op og kjøre Solens Vogn!
Vil hylle mig i Purpurskyens Kappe,
Og slynge Diademet om min Tinding!
Omkring min Skulder hænger Lyren jeg;
I Haanden ta'er jeg Buen; gyldne Bidsler
364 Jeg lægger i de vilde Hestes Mund,
Og farer tordnende hen over Skyen!
Da skal jeg lee ad al min Nød og Jammer!
Min Lyras Klang skal fylde Himlens Hvælving,
Og mine Pile kun skal Jorden naae.
Men du skal døe! Paa dig min Harm jeg køler.
Ja du skal døe! og her du har din Dom:
Er fuldt din Skjæbnes Maal, da kommer jeg
Ned over dig paa Solens Flamme-Vogn,
Og med min Ild fortærer jeg dit Rige:
Da gaaer i Luer dine Skove op;
Da tørres dine Kilder; Saften brænder
Jeg ud af Jordens Skjød og alle Planter;
Hvert Dyr jeg dræber med min skarpe Piil;
Med Damp og Røg jeg qvæler dine Fugle;
Dig selv jeg styrter ned i Dybets Afgrund;
Og naar med blodig Pande der du ligger,
Og rundt det lyder fra den øde Jord:
Vor Drot er død! Den store Pan er død!
Da vil jeg fryde mig med roligt Hjerte,
Og aabne selv mit Bryst for Skjæbnens Piil.

Han gaaer bort med stærke Skridt.

PAN.: ✂ Vee mig! Den høie Digtergud han raser.

HERMES: nærmer sig.
✂ Din Død dig Spaadomsguden aabenbared;
Men falder du, vil alle Guder falde.

PAN.: ✂ Følg med mig! Jeg hans Hjerte maa forsone.

HERMES.: ✂ Forgjæves; han din Dom dig har forkyndt.

Begge bort.

CHOR AF DRYADER.

✂

✂ Nu flygter Dagens Glands, den hulde,
Fra Skoven hjem;
Og i sit sorte Slør med Kulde
Gaaer Natten frem.
Nu sørger Lunden, reent berøvet
Sit Rosenskin;
Nu nærmer Luna sig bedrøvet,
Med falmet Kind.

✂ Og høit i Træets Top det sukker,
Og dybt i Krat
Hver Blomst og Urt mod Jorden bukker
Sig tung og mat.
Og Dyr og Fugl medeet forstummer
Med ængstet Bryst;
Kun Bækken taler om sin Kummer
Med sagte Røst.

✂ 365 Men vi vil græde for vor Søster,
Hvis Fryd var kort.
En Stund os Livet kun forlyster,
Saa maae vi bort.
Saa kommer Stormen eller Lynet,
Fra Skyen sendt;
Saa dækker Dødens Nat os Brynet,
Og Alt er endt.

366

Paludan-Müller, Fr. DRYADEN ET DRAMATISK DIGT (1844)

PERSONER

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

ANDEN SCENE

TREDIE SCENE

FJERDE SCENE

ANDEN ACT

FØRSTE SCENE

ANDEN SCENE

DRYADEN
ET DRAMATISK DIGT
(1844)