Paludan-Müller, Fr. VENUS ET DRAMATISK DIGT (1841)

VENUS
ET DRAMATISK DIGT
(1841)

228

PERSONER

  • VENUS URANIA.
  • VENUS ANADYOMENE.
  • DIANA.
  • LUNA.
  • NYMPHER.
  • JÆGERNE.
  • ACTÆON, deres Fyrste.
  • MIMAS, en gammel Jæger.
  • MELEAGER, unge Jægere
  • ACTOR, unge Jægere
  • EN DRENG.
  • THEBE, Actæons Amme.
  • PROCNE, hendes blinde Datter.
  • LYDA, Actæons Slægtning.
  • HYRDERNE.
  • ENDYMION, deres Fyrste.
  • PHORBAS, hans Pleiefader.
  • AMPHION, en gammel Hyrde.
  • HÆMON, unge Hyrder.
  • KREON, unge Hyrder.
  • LAJOS, unge Hyrder.
  • EN LILLE DRENG.
  • LEUCIPPE, Hyrdinde.
  • HERMIONE, hendes Datter.
  • KLYMENE.
  • PHØBE.
  • PANDORA.
  • PROKRIS og
  • FLERE HYRDINDER.
229

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

En Skov i Messene.Morgen. VENUS ANADYOMENE træder op med sine NYMPHER.

VENUS.

Irene og Philyra!

BEGGE.

Store Dronning!

VENUS.

Aglaja!

AGLA

JA. Herskerinde I

VENUS.

Galatea!

GALATEA.

Høibaarne Frue! hvad er din Befaling?

VENUS.

At her mit Pyntebord I tilberede.
Vor lange Reise denne Nat paa Havet
Har taget paa mig; Vestenvindens Pust
Har adskilt mine Lokker, løsnet Sløret.
See, hvor løsagtigt det om Skuldren flagrer!
Man kunde tage mig for en Hyrdinde,
Der kom fra Stævnemøde med sin Elsker,
Og sneg sig frygtsom hjem i Morgenstunden.
- Her vil jeg hvile, mens min Dragt I ordner.

GALATEA.

Paa denne Græsbænk Sæde tag, o Dronning!

VENUS
sætter sig.

Dit Speil, Aglaja!

AGLAJA.

Her! - Men Kindens Rose
Har ingen Skade lidt af Natteluften.

VENUS.

Philyra! salv mit Haar før du det fletter;
Og du Irene! børst mig Støvet af
Sandalerne, og bind de røde Baand
Lidt høiere mig op her under Læggen!

PHILYRA.

Vil du en Krands i dine Lokker?

VENUS.

Ja,
Gjem Kronen til imorgen. Jeg vil vinde,
Og ei beherske Hjerterne idag. -
Men hvorfor staaer du ledig, Galatea?
Hvor er mit Armbaand? hvor mit gyldne Bælte?

230
GALATEA.

Her, min Fyrstinde! Hvilken Dødelig
Vil med dit Skue du idag begeistre,
Da du det gyldne Bælte tager paa?

VENUS.

Du er vel bange for din egen Elsker,
Den unge Hyrde? Frygt ei, Galatea!
Din Acis altfor smægtende mig er.
Desuden, hvorfor dig din Skat berøve?
Troer du, at Venus nødig har at borge
Paa anden Haand en Elsker?

GALATEA.

Nei, min Dronning!

VENUS.

Jeg troer det ikke heller. Lyver ikke
Aglajas Speil, er endnu Venus Venus.

speiler sig.

Saae nogentid I slig en Arm?

AGLAJA.

Nei aldrig!

VENUS.

Og slig en Hals og Nakke?

IRENE.

Ingensinde!

VENUS.

Og slig en Barm?

PHILYRA.

Den fandt vist ei sin Lige!

VENUS.

Vist ei - nei vil man høre! Hvor I skriger
I Munden paa hverandre og omkap,
Som trængteje g til Smiger - som behøved
Jeg Eders Bifald for at overtydes.

til galatea.

Men at dit ømme Bryst kan finde Ro,
Saa kjend den Dødeliges Navn, for hvis Skyld
Jeg Paphos har forladt: Actæon er det.

GALATEA.

Messenes Fyrste?

VENUS.

Ja. Hans Navn bar Rygtet
Alt længst til mine Øren. Spurgte jeg,
Hvem der var Jordens største Venusdyrker,
Da lød fra hver en Mund Actæons Navn,
Da nævnte man de Templer, han mig bygged,
De rige Offre, han mig hver Dag bragte,
For over alle Guder mig at ære.
Ei utaknemlig Venus er - ei glemmer
Hun i sin Herlighed en trofast Dyrker.
I trende Dage vil jeg dvæle her;
Besøge hvert et Tempel rundt i Landet;
Men først Actæon kjende skal min Naade,
At frisk han vorde maa.

GALATEA.

Er han da syg?

VENUS.

De stakkels Dødelige! Tænk, saa ivrig
Han til min Tjeneste sit Liv har viet,
At hver en anden Ting nu død ham tykkes.
Saa blind han har sig stirret paa min Glands,
231 At fast han meer ei skuer Jord og Himmel
Saalidt som Blomsten, der foran ham groer.
Slig Sygdom kjender man paa Jorden kun.
Men jeg til Livets Lyst igjen ham vækker;
Thi som han mig har hædret over Alle,
Skal fremfor Andre Naade vises ham.

PHILYRA.

Vil som Adonis du din Gunst ham skjenke?

IRENE
afsides.

Vee dig, Philyra!

GALATEA
afsides.

Uforsigtige!

AGLAJA
afsides.

Hvad Navn, Ulykkelige, har du nævnt!

VENUS

staaer op.
Forvorpne! Hvis jeg her din Ret dig gjorde,
Strax lod jeg binde Hænder, Fødder paa dig,
Og kasted nøgen dig i Skoven ud,
At qvalfuld Hungersdød du maatte lide.
Nævn, hvis du tør, igjen Adonis' Navn,
Og maal ham med de andre Dødelige,
Hvem han fordunklede som Solen Stjerner;
Giv blot den Tanke Rum, at Venus kunde
En Anden elske som Adonis - ha!
Ved Jupiters, min store Faders, Hoved,
Din Straf skal blive frygtelig, Philyra!

PHILYRA
knæler.

Tilgiv mig, høie Dronning!

NYMPHERNE
knælende.

Tilgiv! Tilgiv!

VENUS.

Reis Jer! - Men tys! Er det ei Hornets Klang,
Som Luftens Vinge bærer til mit Øre?

IRENE.

Det sikkert er Actæons Jægerskare.

GALATEA.

I denne Skov hver Morgenstund han jager.

VENUS.

Aglaja! Ræk endnu engang mig Speilet.
Tidt meer end Skjønhed har en Klædning Magt -

speiler sig.

Er Alt fuldkomment, Ingenting forfeilet?

AGLAJA.

Fuldkommen som du selv er og din Dragt!

VENUS.

Saa rask tilside! Før den unge Skytte
Vi her belønne, til hans Ord vi lytte.

venus og nympherne bort.

ANDEN SCENE

actæon, mimas, actor, meleager og en Skare jægere drage over Skuepladsen.

JÆGERNE
synge.

En Stund lad hvile
Med Buens Pile
Nu Jagtens Spyd!
232 Vor Sang sig svinger
I Luft, der klinger
Ved Hornets Lyd.
Dets Klang spaaer Fare
Og skræmmer bort
Den rædde Hare,
Den rappe Hjort.

Naar Ulv os møder,
Naar Vildsviin støder
Med skarpen Tand:
Med kraftig Landse
Kun Seierens Krandse
Vi gribe kan.
Da Bacchus klinker
Med Kampens Søn,
Og Venus vinker
Med Seierens Løn.

Da bringer bunden
Til os i Lunden
Den muntre Faun
En Flok af Piger,
Der mod os higer
I Hjertets Savn.
Hver Sin med Varme
Strax løser fri;
Af hvide Arme
Da bindes vi.

MIMAS.

Mærk hvad jeg siger:
De løse Piger
Hold rigtig fast!
De lokkes gjerne,
Men skye sig fjerne
Dog snart ihast.
De selv veed ikke
Til Maalet Vei:
Spørg deres Blikke,
Men Læben ei!

JÆGERNE.

Spørg deres Blikke,
Men Læben ei!

Alle drage forbi paa ACTÆON nær, der sætter sig under Egen. MELEAGER, som har fulgt JÆGERNE, vender tilbage.

233
MELEAGER.

Du drager ikke med?

ACTÆON.

Nei, Meleager.
Gaa du! Jeg bliver her.

MELEAGER.

Har du da glemt,
At denne Morgen Grændselandets Qvinder
Forsamle sig ved Neda-Floden, for
At feire Vaarens Fest og Lam at klippe?
Tænk hvilken Spas, naar vi som Ulven kommer;
Naar frem medeet vi bryde af vort Skjul
Og snappe hver sin blomstrende Hyrdinde.
Hvad Lyst og Løier! Hvilken Skræk og Angst!
Hvor vil de skrige og sig tappert værge,
Og dog til Slutning Alle give Kjøb -
Du kjender Legen bedst, du har Erfaring.

ACTÆON.

Just derfor, Meleager, bli'er jeg her.

staaer op.

Ha, hvor jeg tørster efter Eensomhed!
Gaa, Meleager! Gaa!

MELEAGER.

Min ædle Herre!
Jag her mig ikke bort. Sygt er dit Bryst;
I Feberhede brænde dine Kinder,
Og af en dunkel Glød dit Øie Hammer.

ACTÆON.

Syg mener du jeg er? See, hvor min Arm
Den stærke Bue her med Lethed spænder.
Mit Jagtspyd vil mod Træet hist jeg kaste -
Nu! Hørte du det hvine? ... See, hvor dybt
Det har sig boret i den haarde Stamme.

MELEAGER.

Men dog er reent forandret du fra fordum;
Selv dine Venner knap dig kjende meer.
Hvo vil i dig nu see den muntre Jæger,
Der Sange digtede til Vinens Priis,
Der oppe var med Morgensolen, og
Endnu ved Maanskin efter Dyret jaged?
Du gaaer med sænket Bue om i Skoven,
Og tidt gjør ei et Skud den hele Dag,
Men Eet har dog af Alting meest mig undret -

ACTÆON.

Og hvad har meest da undret dig?

MELEAGER.

At du,
Der før beseired paa din Dobbeltjagt
Saa let som Skovens Hind hver deilig Pige;
At du, der, Solen lig, til alle Hjerter
Uddeelte af dit Hjertes stærke Flamme;
Der altid Prisen vandt, hvergang det gjaldt
At søge op den skjulte Skjønhed og
234 Det stolte Bryst til Kjærlighed at tvinge;
At du for Eros reent er bleven blind,
Saa ingen Skjønhed mere dig henrykker,
Saa selv et Eventyr, som det idag,
Ei meer til Liv og Lyst dit Hjerte vækker.

ACTÆON
sætter sig igjen under Træet.

Ja, Meleager, du har Ret; jeg syg er.

MELEAGER.

Hvad er din Sygdom? Lægedom jeg søger.

ACTÆON.

Men hvis Forbandelsen, der hviler paa mig,
Mig tilfaldt som en Arv nu fra min Slægt?

MELEAGER.

Hvad mener du?

ACTÆON.

Var ei det Guders Vrede,
Der alt min Bedstefader Kadmos traf,
Da han landflygtig vandred om i Verden?
Selv det, som syntes Lykke, hans Formæling
Med Aphrodites rigt udstyr'de Datter,
Blev for hans Afkom kun til Qval, thi Arven,
Den høie Skjønhed, Undergang dem bragte.
Hvad rædsom Død traf ei min Moders Søstre?
Semele brændtes op af Gudens Ild;
Agave sønderrev sin egen Søn
I Raseri, før hun for Staalet blødte;
Ino fra Klippen styrted sig i Havet
Og drog i Døden med sit unge Barn;
Min Moder ene spared Skjæbnens Vrede -
Dog end er hendes Søn ei i sin Grav.

MELEAGER.

I Sindet er din Sygdom. Tro mig, Herre!
Du læges vil naar Eensomhed du flyer;
Naar atter du til Sang Pocalen griber,
Naar atter i de muntre Qvinders Selskab
Du drikker Nectar af en Purpurmund.

ACTÆON.

Din Nectar er mig Død. Den Eensomhed,
Der dig er saa forhadt, er mig saa sød,
At jeg en Piil dig kunde sende - gaa!

MELEAGER.

Jeg gaaer - men see!

ACTÆON.

Hvad er der?

MELEAGER.

Et Besøg!
Din Søsterdatter Lyda, hvem imorges
Et Iilbud kaldte hjem igjen til Elis.

ACTÆON.

Hun ud af Karmen staaer og gaaer fra Følget -

MELEAGER.

En deilig Pige, skjøndt endnu et Barn.
235 Hvad Blomst, naar denne Knop sig først udfolder!
Saa ung hun er, har hun dog alt et Hjerte,
De fire korte Døgn, hun her har hviilt sig,
Paa Reisen fra Laconien til Hjemmet,
Har hende Uro nok for lang Tid skaffet.

ACTÆON.

Hvad vil du sige?

MELEAGER.

Tungsind gjør dig blind.
Har ei du seet, hvordan hun Farve skifter,
Og hvordan Øiet straaler, naar du taler?
Ei paa os Andre spilder hun et Ord.
Naar du er borte, skjules hun af Sløret,
Og dækkes bag en Muur af gamle Terner.
Jeg vedder, saa uskyldig som hun er,
Du havde nødig kun at aabne Armen,
Saa kom hun af sig selv -

ACTÆON.

Men jeg vil ikke
De tamme Dyr, der løbe selv i Garnet.

TREDIE SCENE

LYDA, fulgt af to Terner, der blive staaende i Afstand, nærmer sig ACTÆON. MELEAGER gaaer.

LYDA.

Jeg har dig søgt. Et Budskab fra min Moder
Min Reise hjem til Elis har paaskyndt.
Jeg maa Farvel dig sige -

ACTÆON.

Hils din Moder!
Endskjøndt min Søster, fast hun er mig fremmed,
Thi meer end ti Aar har for mig hun forud;
Men bring en venlig Hilsen dog til hende.

LYDA.

Og naar hun spørger mig, hvordan du lever,
Hvad skal jeg svare?

ACTÆON.

Svar, hvad selv dig tykkes.
Jeg er endnu ilive kan du melde,
Og endnu graaned ikke mine Haar.

LYDA.

Det Svar er ikke nok til Fryd at bringe.
Du er ei glad, midt i din Pragt og Rigdom.
Jeg mangengang har paa dit Mismod tænkt,
Og gjerne lod jeg dig en Trøst tilbage.
Fortørnes ei, fordi jeg taler saa;
Men du min Slægtning er, og nu vi skilles.

ACTÆON.

Og hvilken Trøst, o Lyda, har du til mig?

LYDA.

Jeg tænker paa, hvor eensomt her du lever;
De vilde Jægere kun er dit Selskab.
Hvis over du til os i Elis kom,
Da vilde lykkelig du sikkert blive.
236 Min Moder elsker dig, og alle Folk
Der vilde holde af dig; heller ei
Er Livet der saa stille som du troer.
I Jagt og Vaabenleg du kunde færdes,
Og hvile dig i Selskab mellem Venner.
Hvad jeg formaaer, jeg ogsaa gjerne bidrog,
For alle Skyer at jage fra din Pande.
Jeg Harpen slaaer, og mange Sange kan jeg -
O, kom! Lad mig det Bud til Hjemmet bringe,
At snart vi skal dig see!

ACTÆON.

Et Barn du er!

LYDA.

Jeg er kun fjorten Aar, men større bli'er jeg,
Og stor min Fryd vil blive, naar du kommer;
Thi snart du kommer - ikke sandt, Actæon?

ACTÆON.

Ja eengang kommer jeg, din Sang at høre.
Men Karmen venter dig - Farvel, o Lyda!

LYDA
rækker ham Haanden.

Farvel, Farvel! Forglem mig ikke reent;
Jeg tidt vil tænke paa dig til vi mødes.

Hun stiger i Karmen fulgt af sine Terner. Alle bort.

FJERDE SCENE

ACTÆON
ene.

Og disse blide Dueøine troer hun
Har Kraft til at bevæge dette Hjerte ...
-- O, at en Gunst dog Skjæbnen mig forundte!
Ikkun en Skaal af Lethes Vande fyldt,
Saa hver Erindring svandt i Glemsel bort.
Naar først jeg Mindet havde dybt begravet,
Hvor skulde da jeg leve! Nyfødt skulde
Mit Blik sig aabne da for Livets Straaler.
Da saae jeg forud ei i Blomstens Knop
Dens visne Blade - Frugten viste mig
Ei strax i Spiren da den skjulte Orm.
Da var du ei en Drøm du fagre Elskov,
Der lokked, for med Tomhed kun at ende;
En Drøm da ei din Lyst - en Drøm da var
Kun dette Skyggeliv, som nu mig dræber.

Han springer heftig op og gaaer frem.

Hvor er en Kilde, at min Tørst jeg stiller?
O Venus! har du reent da mig forladt?
Har du din Dyrker glemt? Har bort du vendt dig
Fra dette Land, hvis Kyst dig fordum bar?
Vil aldrig meer som før du stige frem
Af Havets hvide Skum i al din Friskhed?
237 Da skjælved Vandene - og som paa Bølgen
Du selv dig hæved høit, saa hæved Glæden
I hvert et Hjerte sig fra Dybet op.

Han gaaer hen over Sletten, men standser pludselig.

Ha! Hvilke Toner -

CHOR AF NYMPHERNE

inde i skoven.
Straalende Venus!
Jordens den mægtige,
Prægtige Dronning:
Straalende Venus!

ACTÆON.

Venus! -
Men hvilket Syn sig aabenbarer hist!

Venus, fulgt af Nympherne, viser sig mellem Træerne.

CHORET.

Der, hvor du vandrer,
Smykket med Floret,
Rosen og Myrthen
Voxer i Sporet.

ACTÆON.

Er det et Blendværk da? - Mit Hjerte skjælver.
Som hendes Øie lyser hendes Dragt.
Det er den Uforlignelige selv!
Det Venus er, den høie Himmeldronning!
Hun vinker ad mig - see! Nu staaer hun stille.

CHORET.

Der, hvor du hviler.
Spirer der Sommer;
Der, hvor du smiler,
Livet fremkommer -

ACTÆON.

Hun fra sin Pande tager Rosenkrandsen
Og rækker hen imod mig - Hør! hun taler.
Mit Navn hun nævner ... Hun tilbage gaaer.
Nei, om igjen hun vender sig og vinker -
See, hvor det gyldne Venusbælte blinker!
Jeg kommer! Min Gudinde har mig kaldt.

Han iler ind i Skoven.

CHORET

i det Fjerne. Skue dit Billed
Menneskets Sønner,
Strax stiger Haabet
Opad i Bønner.
Høit lyder Raabet:
Straalende Venus!
Jordens den mægtige,
Prægtige Dronning:
Straalende Venus!

238

FEMTE SCENE

Grændsen af Arkadien. HERMIONE, PROKRIS, PANDORA, KLYMENE, PHØBE og andre HYRDINDER sidde i Kreds ved Neda-FIoden. Tilhøire Krat og Buske. Nogle af Hyrdinderne klippe Lam; nogle samle og sortere Ulden; andre vaske den og pakke den i Kurve.

HYRDINDERNE
synge.

Skjønne Vaar,
Som nu atter kommer,
Du os spaaer
Snart den lyse Sommer.
Nattergalen,
Som i Dalen
Slaaer sin Trille;
Grønne Skove,
Bækkens Vove,
Alting taler sødt om Dage milde.
Ak, hvor seen
Gik ei Vintertiden!
Væv og Teen
Gav en Trøst saa liden.
Trist var Minen,
Tambourinen
Hang bestøvet;
Fløitens milde
Lyd taug stille,
Hjertet i sit Fængsel sad bedrøvet.
Idelig
Da vort Suk fremtrængtes;
Efter dig,
Vaar! da stærkt vi længtes.
Nu du kommer,
Nu er Sommer
Al vor Higen.
Da til D andsen,
Smykt med Krandsen,
Kalder Aftnens Fløite Hyrdepigen.
Snart en Snees
Samler sig med Hen,
Dandser Kreds
Rundt om Poppelpilen.
Hyrden finder
Der Hyrdinder;
Elskovs Fakkel,
Fra den fjerne
Venusstjerne,
Virker da paa begge sit Mirakel.
239 Bryst ved Bryst
Tidt et Baand da knyttes,
Som i Høst
Med et andet byttes.
Thi naar Druen
Fyldt med Luen
Offres Guden:
Af sit Kammer
Fuld af Flammer
Føres og til Hymens Tempel Bruden.

PROKRIS.

Føres, ak! til Hymens Tempel Bruden!

HERMIONE.

Hør Prokris! Fast saa høit og dybt hun sukker,
Som slæbtes hun med Vold til Templet op.

PROKRIS.

O Hermione! Du er nu saa kjæk.
Du spotte kan, som Alt har paa det Rene;
Hvis Bryllup knap kan bie paa imorgen,
Saa stor en Hast har du og din Endymion.

HERMIONE.

Du tager ganske feil; thi utaalmodig
Er her saalidt Endymion som jeg selv,
Fordi paa Høsten ei vort Bryllup venter.
Er ei et halvt Aar gaaet, siden han
Kom til min Moders, til Leucippes Huus,
Og bad om denne Haand? Har ei ved Væven
Jeg siddet trolig hele denne Vinter,
Og virket paa hans Bryllupsdragt? Jeg tænker,
Sligt er ei Tegn paa Hastværk og paa Iil.
Først denne Morgen modtog jeg hans Gave,
Min Brudekjole og det hvide Slør.

PHØBE.

Din Brudekjole! Hvordan seer den ud?

KLYMENE.

Fik intet Smykke du?

ALLE.

Fortæl! Fortæl!

HERMIONE.

Alt skal I høre. Men ræk først mig Kurven!
Min Vask er færdig. Seer I, hvid som Snee!

PROKRIS.

Ja, maalt med den, er dine Hænder graae.

PANDORA.

Tie stille! Lad om Gaverne os høre.

HERMIONE.

Saa hør nu efter! Tvende Kurve kom der:
I den fra Phorbas laae to gyldne Armbaand,
Dertil et Halsbaand, fuldt af ædle Stene,
Saaledes parrede, at Regnbufarven
Kom ved Foreningen af alle frem.
Men i Endymions Kurv laa Brudekjolen.
Af sneehvid Uld den er, med Purpurborter
Forneden og paa Siden. Gyldne Blomster
Er i det røde Purpur virked ind,
Og Bæltet vævet er som hvide Lilier.
240 Ved Siden Sløret laa, indfattet rundt
Med sølvbrodeerte Roser, og saa langt,
At naar jeg over Skuldren kaster det,
Det rører ved min Hæl.

KLYMENE.

O Hermione!

PHØBE.

Du Lykkelige!

PANDORA.

Hvilken Pragt og Rigdom!

HERMIONE.

Og troer du, at jeg disse Gaver agted,
Hvis ei jeg fik dem for Endymions Skyld?
Hvis paa hans Kjærlighed ei Pant de var mig?

PROKRIS.

Ja uden Egennytte du kan tale,
Du, som tilægte Hyrdeprindsen faaer.
Fyrstinde bli'er du jo! Tænk blot, Pandora!
For Hermione snart vi Knæ skal bøie.

HERMIONE.

Hvorfor saa bitter Prokris? Er det min Skyld,
At Hæmon, at min Fætter, ei dig elsker? -
Hvis du mig stolt troer af min Brudgom, nu
Saa troer du ret: jeg stolt er af Endymion,
Men ei fordi til Hersker han er valgt.
Da han fra Karien med Phorbas kom,
Hvordan stod Alt her til? Min Moder siger,
At Alt var Armod da, og Kiv og Strid.
Et Barn han dengang var, men om i Husene
Han med sin Pleiefader alt dog gik,
Og talte Fred og gav dem milde Gaver.
Hvo reiste siden de forfaldne Templer?
Hvo lærte vore Hyrder Agerbruget? -
Er ei det hele Land Endymions Værk?
Og dog er han saa ung... men lad mig tie!
For god han er til her at tales om.

PROKRIS.

Jeg vil ei heller trættes; velbekjendt
Er mig din rappe Tunge. Hurtig, Phøbe!
Giv mere Uld... Men hvorfor staaer I op? -

PHØBE.

Klymenes Lam er sluppet ud af Snoren.

PANDORA.

Det fanges maa, før Buskene det naaer.

PROKRIS.

Ja rask Pandora! Brug de gamle Been.

PANDORA.

Du er bestandig nu saa høflig, Prokris!
Eet takker daglig dog jeg Venus for:
At din Elskværdighed hun ei mig skjenkte.
Langt hellere dog lidt tilaars end hæslig.

PROKRIS.

Slap der det ud? Men stille, Bedstemoder!
Der kommer Hermione og Klymene
Med Deserteuren.

PHØBE.

Hvor fik I det fat?

HERMIONE.

Det bange stod i Krattet ganske roligt,
Og slikked vore Hænder da vi kom.

De sætte sig igjen.

241
PHØBE.

Men see, hvor bleg Klymenes Kind er bleven.

KLYMENE.

Jeg syntes ganske tydelig, det rørte
Sig hist i Buskene.

PHØBE.

Hvad rørte sig?

KLYMENE.

Jeg veed det ei; men siden jeg forleden
Var ovre paa den anden Side Floden,
Og hørte der min Faster mig fortælle
Om Prinds Actæon og hans vilde Jægre,
Fra den Tid skrækker mig den mindste Lyd.

PHØBE.

Og hvad fortalte da din Faster?

PROKRIS.

Andet ei,
Jeg vedde tør, end hvad vi Alle veed,
At mange Kjærester Actæon har.
Er det saa frygteligt? Jeg var ei bange
For ham med samt hans Jægere at møde.

KLYMENE.

Spot ei, o Prokris! Spot og Skade følges.
Det hele Grændseland paa Hevn kun tænker.
Min Faster sagde, at ei nogen Kone
Og Pige meer var sikker der i Landet;
Thi allevegne lured Prinds Actæon
Med sine Jægere, for dem at fange.
Tidt brød med Vold i Byerne han ind,
Drev Mændene paa Flugt, for tapper er han;
Og dem af Qvinderne, som selv han spared,
Bortførte saa hans Folk. En gammel Jæger,
Jeg troer han Mimas hed, er værst af Alle;
Et Afskum skal det være, som fra først af
Den unge Prinds til Frækhed har forført.

PHØBE.

Det er jo frygteligt!

PROKRIS.

Ja hyt dig, Phøbe!
Men videre Klymene! Veed du Mere?

KLYMENE.

En Maanedstid det nu kan være siden,
At fra sin Borg Actæon sendte hjem
De Sidste af den Pigeflok, han røved.
Men tænk, hvor selsomt! Alle holde af ham.
De kalde ham en Halvgud, en Apollo,
Hvis Ord ei nogen Dødelig kan modstaae,
Og som i Skjønhed aldrig fandt sin Lige.

PHØBE.

Det er jo rædsomt!

PROKRIS.

Stakkels Phøbe, vogt dig!
Din Dyd er stor, men skrøbeligt dit Hjerte.

PHØBE.

Utaalelige Prokris!

KLYMENE.

Hermione,
Du er saa rolig - er du ikke bange?

HERMIONE.

Nei, alle Spøgelser jeg kan fordrive.
Min Fætter Hæmon har en Vise lært mig,
242 Som til sin egen Brug han digtet har;
Den tager hver en Frygt som Katten Musen,

synger.

I Modgang og Fare,
Naar Skjæbnen er vred,
For mig at forsvare,
Et Middel jeg veed:
Et Middel, der stemmer
I Sorg mig til Lyst;
Et Middel til Trøst,
Som Dag nu og Nat, til min Frelse, jeg gjemmer
Her dybt i mit Bryst.
Naar jeg leer -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Ingen Ting da kan skade mig meer.

Tilgavns og med Smerte
Forelsket jeg var;
Man piinte mit Hjerte,
Holdt Haabet for Nar;
Af Taarer, som runde,
Blev næsten jeg blind;
Da faldt det mig ind,
Om ikke ved Latter jeg allerbedst kunde
Kurere mit Sind.
Og jeg loe -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Ja, saa Skam, blev jeg lystig og fro.

Bag Grene, der luded,
Jeg traf i en Skov
Paa Ulven, som tuded
Og søgte sit Rov.
Den meente, at bange
Jeg skulde den flye;
Naar jeg krøb i Ly,
Saa vilde med Spring den mig pludselig fange.
Da loe jeg paany;
Det faldt haardt -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Strax min Ulv lusked slukøret bort.

243
PROKRIS.

Den blev nok flau, den Ulv.

KLYMENE
reiser sig.

Tys! Hører I?

PHØBE.

Hvad er det?

KLYMENE.

Bagved Buskene det loe.

Alle springe op.

PANDORA.

Hjælp! Røvere!

HERMIONE.

Nu frelse sig, hvo kan!

HYRDINDERNE flye, JÆGERNE styrte frem af Krattet.

SJETTE SCENE

meleager, mimas, actor, fulgt af jægere.

MELEAGER.

Reden tom er!

MIMAS.

Hurtig, Actor!
Flyv ad Sletten hen, den grønne!
Fang os Fuglene, de skjønne,
Førend Buret de kan naae!

ACTOR.

Som en Stormvind skal det gaae.
Følg mig, Kammerater alle!
Skal vi Byttet lade falde,
Som i Snaren alt vi saae?

JÆGERNE.

Fremad! før de Forspring faae.

actor bort med jægerne.

MIMAS.

Meleager, mens de hente
Byttet til os, vil vi spare
Vore Kræfter her, og vente.
Hvilken Jagt! See, hver de søde
Piger over Græssets bløde
Bund som unge Daadyr fare!
See, hvor Frygten dem bevinger!
See, hvor hver en Arm nu svinger!
Hvor de lette Klæder flagre,
Hvor de runde Been, de magre,
Dandse blottede og bare!
See den raske Jægerskare,
Hvor den alt er dem i Hælen!
Hvor i Løbet alt den kjælen
Synes gribe om sit Bytte! -
Vee mig arme, gamle Skytte,
Som tilbage her maa blive;
Som med Been, saa tunge, stive,
Snart kun leve kan for Pligten.
Hvi har Podagra og Gigten
I mit Glas sig lagt paa Bunden?
Hvi har Tidens Tand af Munden
244 Bort mig gnavet alle Tænder,
Medens Læben endnu brænder
For til Kysset sig at spidse?
Knap et Haar er paa min Isse;
Nøgen Panden nu omvanker,
Den, som fuld dog er af Tanker
Om de gyldne Qvindelokker.
Kraftesløs kun Foden rokker,
Som ved Glands af Aftnens Stjerne
End til Dandsen fløi saa gjerne
Med den søde Glut i Lunden.
Styrken er af Armen svunden,
Af den Arm, som end idrømme
Fast den vilde Nymphe holder.
Men - hvad selv du kan bedømme -
Hvad den største Sorg mig volder:
Er, at Hosten Skjelmen kuer,
Er, at Asthma Barmen truer,
Ak den Barm, som endnu luer
For det unge Pigehjerte.
Meleager, deel min Smerte!
Føl, hvad det dog har at sige,
Naar man Valplads er for Krige,
Hvori Eros vil for Kronos
Aldrig flygte, aldrig vige -
Dog, hvad hjælper det at klage?
Philosoph paa gamle Dage
Tænker jeg at blive nu.

MELEAGER.

Altid lystig dog er du! -
Ha, men see dog! Endt er Jagten.
Lethed vundet har fra Magten.
Ind i Krattets dunkle Hule
Frelste sig de løse Fugle,
Ikkun To fik Actor fat.

MIMAS.

To kun af den hele Klat!
To kun! Hvor det Tal mig nager!
Din Skyld er det Meleager.
Dag for Dag du bli'er mig værre.
Hvis paa dig og paa din Herre
Ei vi havde ventet længe -
O I skammelige Drenge!
Længst var kapret da vort Bytte.
Hvad kan nu vor Plan os nytte?
Aftnens Fest - vi op maae sætt'en!
Og hvordan kan vi, vi Tretten,
Disse to Hyrdinder dele,
245 Saa ei Brøk det gi'er, men Hele?
Strid det bringer, Lod at trække -
Jeg nak tage maa dem Begge.

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. JÆGERNE med de to Hyrdinder, der skjule sig bag dem.

ACTOR.

Her, o Mimas, er vor Fangst!

MIMAS.

Pluto tage dig, du Nøler!
Ødeland! der bort mig kaster
Skatten, som jeg dig betroede.
Usle, hjerteløse Gnier!
Som af Tyve sparer Atten,
Og kun To til mig har gjemt.

ACTOR.

Brum nu, Gamle, ei saa slemt!
Med en Hind omkap jeg løber;
Men fra syttenaars Hyrdinder
Vinder du, saalidt som jeg.

MELEAGER.

Perlen da du bringer ei?
Hun, den Deilige, hvis Øine
Som to Stjerner lyste for os,
Da i Krattet nys vi skjultes;
Hun, hvis Stemmes Fløitetoner
Lod tilbage Lyst i Sjælen,
Og i Hjertet Suk og Savn?

ACTOR.

Hun slap bort; men hendes Navn
Fanged jeg med mine Fanger:
Hermione -

MELEAGER.

Hermione?

ACTOR.

Som trolovet er den store
Stjernekigger i Arkadien.

MELEAGER.

Hyrdeprindsen?

ACTOR.

Ja, Endymion!
Deres Bryllup alt skal feires
Morgen Aften.

MELEAGER.

Vee, o vee!

MIMAS.

Hvor de snakker! Vil man see! -
Veed I ei, at derfor fik I
Een Mund imod tvende Øren,
For at høre meer end tale?
Hør mig Actor, Meleager,
Og I andre, unge Svende!
Hør en gammel Mand, som tygged
Viisdoms Straa før I fik Tænder:
Grund til Vrede, til Besværing,
246 Ved jer Nølen gav I Alle -
Ei desmindre jeg forlader;
Dog forstaae mig, paa det Vilkaar,
At vort Bytte mig tilfalder.
Billighed det høit forlanger:
I er unge, og af Blomster
Voxer Nok for Jer i Verden,
Medens mig, den gamle Gubbe,
Glæden fattig kun tilmaales.
Klogskab vil det; thi hvorledes
Skal de To vi Mange dele,
Saa ei Ufred det forvolder?
Retfærd endelig det kræver;
Thi foruden Brøde staaer jeg,
Mens ved Eders Skyld vi tabte
Frugterne af Dagens Gjerning.
Nok af Grunde har jeg givet -
Siig, hvad svarer I derpaa?

ACTOR
gjør Tegn TILMELEAGER.

Nu, lad gaae!

JÆGERNE.

Lad gaae! Lad gaae!

MIMAS.

Det var talt som brave Venner.
Før mig Fangerne da frem!

Han sætter sig i Græsset; HYRDINDERNE, som skjule Ansigtet i Hænderne, stilles frem for ham.

MIMAS.

See, hvor Frygten kuer dem.
Nærm Jer uden Angst, I Søde!
Vær ei bange nu, Smaapiger!
Det er mig, den gamle Mimas,
Som for Eders Skjæbne raader.
Det er Ingen af de løse,
De forfløine Ungersvende,
Som I Grund har til at frygte.
Det en Olding er som taler;
Det en Mand er, som ei dyrker
Venus blot, men og Diana.
Hav blot Tillid til min Alder!
Jeg kun Venskab nu forlanger,
Kjærlighed med Tiden kommer.
Menjer t Aasyn lad mig skue!
Lad mig see de milde Øine,
See de røde Rosenlæber!
Slaae mig ud de bløde Arme,
For mit Hoved snart en Vugge!
Bøi Jer over mig, I Søde!
Pilen lig, der stader ved Kilden.
247 At mit ømme Blik afspeile
Kan jer Skjønheds fulde Krone ...
Hvad? - I nøler? Vil I lystre!
Uforskammede! Hvis ikke
Eders Aasyn strax I blotter,
Skal Jer gamle Mimas blotte
Heel og holden -

PROKRIS OG PANDORA
strække Hænderne ud.

Naade! Naade!

MIMAS.

Ha! hvad seer jeg? - O, I Afskum!
Siig, hvad hedder du?

PANDORA.

Pandora.

MIMAS.

Hvad, Pandora? Saa gid alle
Plager fra Pandoras Æske
Komme over dig, du Gamle! -
Hvad er dit Navn?

PROKRIS.

Prokris.

MIMAS.

Prokris!
Stjal du Navnet fra en Skjønhed,
Og beholdt dit stygge Billed?
Gaae til Tartarus I Begge!
Pak Jer bort!

PANDORA.

Kom med, o Prokris!
Lad os flye den Frygtelige.

PROKRIS.

Pak Jer bort! Nei vil man høre
Hvor den slemme Tykbug taler.
Nu jeg just vil her forblive!
Jeg dit Skudsmaal vil dig læse,
Gamle Satyr, gamle Buk!

MIMAS.

Gaaer du ei, saa faaer du Hug.

PROKRIS.

Hug? - Elendige! Du Stakkel,
Som alt faldefærdig raver!
Jammerlige Orm! hvem Ormen
Snart fortærer - du vil true?
Blinde Taabe! som mod Eros
Strækker Armen, og ei see kan,
At han sidder dig i Nakken:
Har du ingen Skam tilbage?
Du, som burde sidde stille
Og i Graad din Død betænke,
Du vil røve unge Piger;
Du, hvis Baare alt staaer rede,
Længes efter Brudesengen;
Du, som knap kan holde sammen,
Holde Bryllup vil, og seer ei
At Begravelse det bliver;
248 Du, som -

MIMAS.

Bind din stygge Tunge!

ACTOR.

Hvilket Mundlær!

JÆGERNE.

Ha, ha, ha!

PROKRIS.

Lee kun, lee kun Alle! Ja,
Men endnu ei Enden er der.
Frække, Skjændige, som krænke
Menneskers og Guders Love!
Lade Buge, som paa Udaad
Dag og Nat kun speculere!
Haarde Halse, som kun Strikken
Har til sidste Løn ivente!
Qvinderøvere! som tage
Fra os værgeløse Piger
Hver en Smule vi besidde
Af Uskyldighed og Ære -
I Forførere! I Falske,
Som fordærve vore Sjæle;
Som med søde Ord os lokke,
For os nedrig at forlade -
Over Jer vil Straffen komme!
Frygtelig vil Straffen komme!
Da paa Prokris skal I tænke.
Da, naar Hævnen Eder rammer
Mere skrap end nu min Tale:
Da leer jeg - til da Farvel!

prokris og pandora bort.

MIMAS.

Bort hun gik - naa det var vel!
Mig for Øret end det summer;
Ganske døv jeg blev tilsidst.

ACTOR.

Ha, men see! Paa Veien hist
Gjennem Krattet gaaer Actæon -
Hvor forandret dog hans Aasyn
Fra imorges, da vi skiltes!
Lig en Sol hans Øie funkler;
Stolt og høit han løfter Panden,
Som en Krands af Roser smykker.
Han tilvinker os med Haanden -
Ja, i rette Tid han kommer,
Nu vort Bytte vi har tabt!

OTTENDE SCENE

actæon. de forrige.

JÆGERNE.

Hil vor Fyrste! Hil Actæon!

ACTÆON.

Uden Fangst I er endnu?

MIMAS.

Garnet, Søn, det brast itu.

249
ACTOR.

Fuglene, vi vilde fange,
Flugten tog til Løvets Gange,
Fandt et Skjul bag Skovens Træer.

MELEAGER.

O, hvi var du ikke her!
Skjønheds eget stolte Billed
Har idag for os sig stillet
I en ung Hyrdinde frem.
Var ei Jorden hendes Hjem,
Selve Kjærligheds Gudinde
Her jeg havde troet at finde,
Da den Deilige vi fandt.

ACTÆON
afsides.

Løser Venus alt sit Pant?
Mens hun selv mit Øie blendte,
Her sit Billed hun mig sendte -

Til meleager.

Hvordan lød det Navn, hun bar?

MELEAGER.

Hermione. Dog hun har
Alt en Brudgom og en Herre.
Uopnaaelig desværre
Staaer som Stjernen hun for mig.

ACTÆON.

Uopnaaelig for dig,
Jeg vil troe det, Meleager;
Men hvis Stjernen mig behager,
Fængsler ingen Magt den meer.
Du forundret paa mig seer -
Venner, op! En Gud mig fylder.
Jeg et Offer Venus skylder,
Vi det bringe vil idag!
Fra min Borg skal Purpurflag
Ud i Luften stolt sig svinge;
Alle Jægerhorn skal klinge,
Alle Lunde give Svar.
Hundred hvide Duepar,
Gyperviin, saa sød som Honning,
Offres skal til Skjønheds Dronning,
Paa min Kjærlighed et Pant.
Op Enhver, hvem Venus bandt!
Op, den Høies Gunst at vinde!
Op, at offre vor Gudinde
Paa vor Kjærlighed et Pant!

JÆGERNE.

Op Enhver, hvem Venus bandt!
Op, den Høies Gunst at vinde!
Op, at offre vor Gudinde
Paa vor Kjærlighed et Pant!

ACTÆON bort, fulgt af Jægerne.

250

ANDEN ACT

FØRSTE SCENE

En Lund i Arkadien helliget Venus. I Baggrunden Gudindens Billedstøtte. HERMIONE, i Brudedragt, kommer hurtig ind.

HERMIONE.

Her er jeg ene - her jeg frit kan aande!
I Sværmen jeg saa frygtsom blev. Den Jubel,
Der hilsed uafladelig mit Øre;
De mange Stemmer, der lyksalig priste
Mig fremfor Alle; der mit Held forkyndte
I høie Toner: Alt saa dybt mig ængsted -

Gaaer frem mod Billedstøtten og knæler.

O Venus, min Gudinde! Du, som lytted
Til mine Bønner, da saa spædt mit Haab var,
Da hver en Morgen med min Krands jeg kom
Og lagde den som Offer for din Fod:
Du, som mig lang Tid i Forventning holdt;
Du, hvem min Taare takked, da mit Øre
Inddrak hans Kjærlighed i søde Ord:
O Venus, hør mig atter! Dig jeg priser,
Thi underfuld og himmelsk er din Gave.
Men bæres først den vunden dybt i Hjertet,
Da voxer den, saa den sit Kar vil sprænge.
Ja, hvor skal Livet denne Lykke rumme?
Det fast mig synes: nu maa Døden komme.

Men du, som binder, du kan og bevare.
Ja Eet bevar mig! Eet bevar, o Venus!
Den Kjærlighed til mig, som nu han føler,
O lad den ei forsvinde! Lad den lyse
Med samme Flamme gjennem alle Tider,
Som da din Guddomsmagt den først antændte.
Selv da, naar Aarene har Intet levnet
Af denne Skikkelse, som nu han elsker -
I Alderdommen selv, lad ei den slukkes!
Men lær du mig den Konst at fængsle Gratien,
251 At ei fra mig hun flygter - at ei eengang
Ham tykkes hæsligt, hvad nu skjønt ham er.
Du høie Venus! Mange Sorger komme
I Følge med din Gave. Gjerne bærer
Jeg dog dem alle, for den ei at miste:
O, gjem den for mig! Gjem den til det Sidste!

ANDEN SCENE

PHØBE og KLYMENE komme ilende; den Første med en Krands af røde Valmuer, den Ànden med Brudesløret.

PHØBE.

Du løb din Vei. Vor Spøg paa Flugt dig drev.
Her Krandsen er! Den mangler blot et Hoved.

KLYMENE.

Og her er Sløret! Lad mig fast det binde.

PHØBE
sætter Krandsen paa HERMIONE.

Du veed ei hvilken Støi der blev, da du
Medeet var borte. Hvor blev Bruden af?
Sæt efter Bruden! Hun fra Hymen flygter!
Saa raabte Pigerne, og idetsamme
Kom Spillemændene med deres Fløiter,
For, mens du pyntet blev, at blæse for dig.
Da steg først Larmen rigtig: Bruden! Bruden!
Vi Bruden strax vil see! Frem, frem med Bruden!
Saa raabte de. Leucippe løb omkring,
Som Bisselæ'r i Skoene hun havde,
Og kaldte: Hermione! Hermione!
Meest over Pyntekonen gik det ud.
De paastod, at hun havde Bruden gjemt,
For selv at lægge sig i Brudesengen,
Og Alle loe og skreg iblandt hverandre.
Hvor dog de Mandfolk ere slemme! Meget
Mit Øre hørte, som jeg knap tør sige.
Det veed jeg nok: naar selv jeg bliver Brud,
Jeg stopper begge Øren til med Vox;
Lad saa dem snakke!

KLYMENE
hefter Sløret paa HERMIONE.

O, min Hermione,
Hvor du er lykkelig! Vi andre Stakler
Maae nøies med at ane hvad du føler.
Fortæl os dog, hvordan man er tilmode
Sin Bryllupsdag

PHØBE.

Du hefter Sløret skjævt,

KLYMENE.

Lad mig om det! Jeg vilde gjerne vide -

252
PHØBE.

Brudgommen kommer!

KLYMENE.

Saa afsted! Endnu
Blot denne Naal i Sløret!

PHØBE.

Kom, Klymene!

Begge bort.

TREDIE SCENE

ENDYMION kommer bekrandset.

ENDYMION.

Du flygted - men sin Skjæbne man ei undgaaer.
Med Blomster alt vor Vogn man smykker ud,
Og snart i Tog de unge Folk sig nærme,
Der os med Sang til Templet vil ledsage.

HERMIONE.

Jeg er beredt -

ENDYMION.

Men see, hvor bleg din Kind!
Har Skrækken fra igaar du end i Blodet?
En Brud maa altid smile, Hermione.
Seer du hvor Solen trænger ind i Lunden?
Det er Apollo selv, der Lykke spaaer os,
Der lover mange lyse Aar paa Jorden,
Før han os sende vil sin milde Piil.

HERMIONE.

Siig, troer du Lykken er bestandig?

ENDYMION.

Min
Saa flygtig og bestandig er som du.
Gi'er du mig Haanden, holder fast jeg Lykken.
Naar bort du iler med de lette Fjed,
Da gaaer den lige bag dig i dit Spor,
Som akkurat har Plads dens Fod at rumme.
Naar langtfra kun jeg hører dine Trin,
Da veed jeg, at den kommer. Sover du,
Da slumrer og min Lykke. Hver en Morgen
Den hæver sødt sig med dit Øielaag,
Og gaaer jeg da forbi din Dør, den kommer
I Døren ud, at hilse mig paany.

HERMIONE.

Og vil du altid elske mig som nu?

ENDYMION.

Saa tør du spørge?

HERMIONE.

Sværg mig -

ENDYMION.

Jeg vil sværge:
Ved Eros!

HERMIONE.

Sværg dog ei; thi brød du Eden,
Da bragte mig din Straf jo dobbelt Sorg.
Siig blot mig Eet: troer du din Kjærlighed
Er stærk som min?

ENDYMION.

Saa stærk!

HERMIONE.

Og høi som min?

253
ENDYMION.

Døm selv, om ikke høi den være maa,
Da fra sin Ungdom stedse den er voxet.
Kun ganske lille var den, da i Sandet
Jeg første Gang saae Sporet af dit Trin,
Og tænkte: hvilke nydelige Fødder!
Hvor blev den stor, da jeg i Lunden saae dig,
Mens du ad Stien gik i Aftenrøden
Og bar saa stolt paa Hovedet din Kurv.
Men da ved D andsen jeg dig traf - hvor traf
Dit Øies Straale Guden i mit Hjerte,
Saa over Hovedet han brat mig voxte!
For hvert et Ord vi talte med hinanden,
Blev Gudens Vinger stærkere og større,
Til han tilsidst i Flugten tog os med,
Da han om Aftnen mod sin Moders Stjerne
Steg gjennem Rosensky'r fra Jorden op.

HERMIONE.

Da ønsked jeg at døe - en Daare var jeg,
Thi da blev Alt først levende for mig.
Og dog - i dette Øieblik jeg kunde
Det Samme ønske, hvis for dig jeg døde.

ENDYMION.

For Alvor! der er Taarer i dit Øie.
Du Glade! Har din Bryllupsdag du valgt
Til første Gang i Sorg dig at forsøge?

HERMIONE.

Hvad skal jeg sige? Du vil lee ad mig,
Men det, som mig betynger, er min Lykke.
Fra hver en Mund jeg prises jo lyksalig;
Men midt i Glæden - medens Alt er Jubel,
Den hemmelige Frygt mit Hjerte knuger.
Det er, som rundt jeg skulde søge, for
Den ubekjendte Fjende at opdage.

ENDYMION.

O hvor du i din Angst seer yndig ud!
Der ordentlig en Skræk er i dit Blik,
Som ei til Altret hen du skulde gaae,
Men til din Grav. Dog trøst dig, Hermione!
Slig Sorg man pleier kalde Venuslune,
Og tidt paa Bryllupsdage skal den spores.
Det Venus er, der lader Brudens Hjerte
Bæve og skjælve ved sin stærke Magt. -
Hvor kan til Sorgens Brud du troe dig kaaret?
Fik dette Smilehul du for at græde?
Og denne friske Rosenlæbe, for
At sukke dine unge Dage bort?
Din stolte Pande, som saa høit du bærer,
Den skulde være skabt til ned at tynges
Og gjennemfures dybt af Kummers Rynker?
Hvad - troer du disse smaa og hvide Hænder
254 Bestemtes til i Angest sig at vride?
Din bløde Fod til Smertens Tornesti?
Og dine Øine nu - o troer du, at
Saa lang Tid jeg har Stjernekonst studeert,
Og speidet Himlens Lys, men end ei lært
At kjende Lysets Kilder? - Klare Øine!
Jo meer jeg seer i Jer, desmeer jeg nærmer
Mig til Lyksalighedens lyse Land.
Det er, som Venusstjernen bag Jer stod,
Som speiled den sig huldt i milde Drømme,
Og gav Jer al sin lykkelige Glands.

HERMIONE.

Saa troer du, at jeg frit og glad tør aande?

ENDYMION.

Saavist som jeg min Stjernekonst forstaaer.

HERMIONE.

O du maa vide, at jeg egentlig
Her havde Lyst til høit i Fryd at juble.
Dybt i mit Hjerte synger det, og Lykken
Brød gjee frem i Sang og glade Ord.
Staaer du ei her? Er det ei dig som taler?
Og vil ei denne Time os forene?
Tilgivelse for disse Glædens Taarer!
Nu løfter sig mit Hjerte høit i Fryd,
Men jeg har intet Ord til den at tolke.

Musik bag Scenen.

END YM ION.

Ha, Bryllupstoget kommer! Fløiten toner!
O, sød Musik! Men sødere dog den,
Hvori med Taaren Smilet sammenstemmer!
Det er en Harmoni, men mere rig
End nogen Fløite mægter at frembringe.

HERMIONE.

Hør Sangens Toner! nærmere de klinge.

CHORET
udenfor.

Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

ENKELT STEMME

til Fløiten.
Røde Rosenblade
Strøe vi paa jer Vei.
Tusindfryd og Myrther
Mangle heller ei.
Over dem skal Dalens
Stolte Lilie gaae;
Dalens Konge-Pignie
Ud sin Krone slaae.

CHORET.

Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

255
ENKELT STEMME.

Lykkelige Varsler
For jer Fremtid skee:
Tvende Turtelduer
Fik vi nys at see;
Ned fra Luften hurtig
Skød de To som Een;
Satte sig saa Begge
Paa den samme Green.

CHORET.

Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

ENKELT STEMME.

Gudens Fakkel brænder
Hist i Templet tændt; '
Skynd Jer, før dens første
Stærke Blus er endt.
Nøl ei, nøl ei længer!
Gjør ei Guden vred!
Læg paa Hymens Alter
Bøn og Offer ned.

CHORET
rænger ind i Lunden.

Hymen kalder!
Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

Hyrder og Hyrdinder omslynge Brudeparret med en Blomsterlænke og føre det med sig. Alle bort. Musiken høres fjernere og fjernere.

FJERDE SCENE

ACTÆON, MIMAS, MELE AGER, forklædte som Hyrder, træde frem af Buskene.

ACTÆON.

Ved Himlen! deilig er hun. Kun et Glimt
Var dette Syn - men aldrig jeg det glemmer.
Saa har mit eget Øie da bekræftet,
Hvad alle Tunger os idag forkyndte,
Da over Landets Grændse vi kom ind,
At med Gudinden sig Hyrdinden maaler.
Ja, denne Pande bærer Skjønheds Krone!
Det disse Øine var, jeg ledte efter
I alle Øine - denne Mund det var,
Hvis Rose jeg paa hver en Læbe søgte. -
Afsted!

MIMAS.

Hvorhen?

ACTÆON.

At rive hende bort
Fra hendes usle Brudgom -

MIMAS.

Giv dig Stunder!
256 Her hjælper Magt ei.

ACTÆON.

Det en Prøve gjelder.

MIMAS
holder ham tilbage.

Tag mod Fornuft!

ACTÆON.

Ha, Taabe! Slip min Arm!

MIMAS.

Hvad? Er du ei min Myndling? Har din Fader,
Kong Aristæos, ei betroet dig til mig,
Da i din spæde Barndom han fik Forfald?
Vær ei saa hidsig! Lad den Gamle raade.
Jeg selv har Underretning søgt om Alt.
Først naar det Aften bli'er, er Tingen mulig;
Endnu for høit staaer Solen -

ACTÆON.

Lad den dale!
Naar ned den synker, stiger op min Lykke.

MIMAS.

Ret saa, min Søn! Nu taler du fornuftig,
Nu som Opdrager har jeg Glæde af dig.
Ei sandt, det er et andet Liv, at vandre
Paa Eventyr, end eensom kukelure?
Mig selv behager denne Hyrdedragt,
Hvori vi ubemærkt kom over Grændsen.
Der noget Eget er ved disse Baand,
Som flagre os saa skjelmske ned fra Hatten;
Ved denne Vest, ved denne Blomsterkost,
Ved disse hvide, korte Lærredsbuxer,
Saa ganske smægtende man bli'er tilmode.
Ja, hvad gjør Klæderne dog ei af Manden!
Naar jeg til Jagt er klædt, saa maa jeg bande,
Og træde haardt med Støvlens Hæl i Jorden,
Og tale plumpt og grovt om raske Tøse; -
Men her, med Hyrdeskoen paa min Fod,
Jeg lister mig paa Taaen rundt, og læsper:
Kom, Phyllis! Hulde Phyllis! Damon kalder.

ACTÆON.

Du Leiligheden selv har speidet ud?

MIMAS.

Hver Krog med egne Øine. Seer du, Søn!
Som her nu ligge kan Leucippes Bolig
Hvor Bryllupsgildet holdes, ligger her
Det dunkle Myrthekrat, der støder til
Endymions Huus, hvor Bruden hjem skal føres.
Selv sneg jeg Husets Væg mig tæt forbi,
Og gjorde gjennem Vinduet et Kig
I Brudekamret. Hvilket prægtigt Kammer!
Og hvilken Seng! Og hvilke bløde Bolstre!
Og over Alting svæved der en Duft -
O Søn! Jeg blev medeet saa tør om Munden;
Mit gamle Hjerte blev saa trangt i Barmen,
Og fælt mig værked mine stive Been.

257
ACTÆON.

Tie med din Sqvalder! Krattet var jo tæt nok
Til os ved Dag at dække?

MIMAS.

For hvert Øie!

ACTÆON.

Saa ned til Actor! Lad i Lunden ind
Ham føre vore Heste!

MIMAS.

Ja i Skjul
Vi krybe faaer, til Mørket falder paa.
Vor Smule Leg igaar har bragt paa Been
Hver sælle Hyrde, og tillivs man vil os.
Hvem veed, om ei vi trække skal fra Lær'et
Før Dag er endt -

ACTÆON
afsides.

O, var alt Natten kommen!

MIMAS.

Kom, Søn! ... Og Meleager - Hei! Hallo!
See, hvor fordybet i sit Drømmeri! -
Da du blev karsk, var det med ham forbi.

Gaaer.

ACTÆON
gaaer hen i Baggrunden mod Billedstøtten.

Ha, hvilket Billed møder her mit Øie?
Til Steen forvandlet min Gudinde staaer,
Hun holder i sin Haand en Rosenkrands,
Lig den, som hun i Skoven rakte til mig;
Men hendes Purpurmund er bleg og stum.
Ei lover nu, som dengang, hun mig Lykken,
Hvis jeg beseire kan den rene Jomfru,
Hvem alle Tunger give Skjønheds Priis.
Og dog, o Venus - dog du taler til mig,
Thi for min Lykke selv du baned Vei.
Alt har den rene Jomfru her jeg fundet!
Her, hvor du selv er nær, hun stod foran mig,
Kaldt for den skjønneste af alle Læber,
Og tolked levende dit dunkle Ord -

Han tager sin Krands af og betragter den.

Hvor rigt det Pant, som paa sin Gunst hun gav mig!
End disse Roser har den samme Friskhed,
Den samme Farveglands, som da hun bar dem,
Og aldrig deres Purpur visne vil.
Med evig Ungdom vil mit Liv de krandse,
Som evigt Diadem min Pande smykke,
Og evig gjenta'e min Gudindes Ord:
Sin Dyrker Venus skjenker evig Lykke!

Seer sig om.

Hvad! Meleager, du er her? Følg med mig!

Bort.

MELEAGER.

I Guder! Lad ei dette Anslag lykkes.
Hvor var afsindig jeg, som selv det fremmed!
258 Men hvis til Hyrderne jeg det forraadte?
En Andens blev hun derfor ikke mindre,
Og ikke mindre bitter blev min Qval.
O, hvor er Alt forandret! Hvor forhadt
Er mig mit Liv og Han, som Ven jeg kaldte!
Hos dig, o Hermione, boer kun Glæden.
Af dine Ord og Blik hver Dag at leve,
At følge dig, var det endog som Skyggen,
Der sniger mørk og stum sig i dit Fjed;
At vaagne op hver Morgen, for at møde
Paany dit Billed; hver en Nat at drømme
Om Dagens Syner - dette Liv var Lykke!

Gaaer.

FEMTE SCENE

En Plads i Landsbyen under et stort Træ. Solen er ved sin Nedgang. HÆMON, KREON, PHØBE, KLYMENE; Alle i Høitidsdragt. De ende just en Dands.

HÆMON.

Nu faaer det være nok med denne Prøve.
Naar blot min lille Phøbe passer Takten!

PHØBE.

Vær du kun ganske rolig! Takt jeg brød,
Fordi Klymenes Tambourin jeg fulgte,
Istedetfor at lytte til dit Spil.

KREON.

I hvilken Orden gaaer nu Alt da for sig?

HÆMON.

Først jeg for Brudeparret la'er os melde.
Derpaa i Kapper klædt' vi træde frem,
Og strax mit Qvad til Citharen jeg synger.
Saasnart det ender, kaster du din Kappe;
Klymene! Phøbe! I gjør ligesaa;
Thi Overgangen brat maa være, og
Saasnart jeg Strængen slaaer, maae Eders Fødder
Berøre Gulvet i den lette Dands.

PHØBE.

Min Fod jeg løfter alt -

KREON.

Min Arm jeg hæver,
For rundt om Phøbes Liv den rask at slynge.

PHØBE.

Det har slet ingen Hast, min gode Kreon!

KREON.

Jo, søde Phøbe! Selv du hørte jo,
At Overgangen brat skal være.

PHØBE.

Slip mig!

KLYMENE.

Der faae vi Selskab!

HÆMON.

Pustende hun kommer.
Jeg vedder, hun en Skjeppe Nyt os bringer.

PROKRIS
kommer.

Hvad har I for? Før Offringen var endt
259 Forsvandt I Alle ... Hvad er her paafærde?
En Overraskelse - ei sandt, o Hæmon -
For Bruden, for din smukke Fætterske?
Og derfor staae I Alle her forsamled'.
Der skal vel dandses, synges, qvinkeleres?
I Narre! Af det Bedste gik I Glip.
I dette Øieblik holdt Brudeskaren
Sit Indtog gjennem Byen. Foran løb
Smaadrengene og skreg ieetvæk Hurra.
Ved Vognen, af de hvide Oxer trukken,
De unge Piger gik, og Følget bagved.
Men Alle sang en Lovsang høit til Hymen;
Og fra hvert Huus, som Toget kom forbi,
Blev hvide Turtelduer slupne løs,
Saa at tilsidst i hundredviis de svæved
Høit over Brudeparret som en Sky.

KREON.

Den Sky spaaer Uheld - ikke sandt, o Prokris?

PROKRIS.

Saa, troer du det? Du vil saa fiint mig sige,
At Andres Lykke jeg kan ikke taale.
Du stakkels Kreon! God du er, det veed vi;
God og eenfoldig - vær blot ikke vittig!
Dit Vid paa Dumhed lider gjerne Skibbrud.
Men dog har halv du Ret; der Noget var.
Som virkelig med Frygt mit Hjerte fyldte.

KLYMENE.

Hvad er da skeet?

PROKRIS.

Endnu er Intet skeet;
Men det kan komme. Seer I, høit paa Vognen
Endymion stod, med Armen slynget rundt
Om Hermione, og om Begge gik der
En Blomsterkrands fra Skuldren ned til Hoften:
Et Tegn paa deres Elskov kan jeg tænke.
Om Panden bar Endymion Diademet;
Og medens Toget sig bevæged fremad,
Han løfted tidt sit Hoved op og saae
Paa Mængden ud, mens Hermiones Øie
Med lige Stolthed skued op til hans.
Da raabte hundred Munde høit omkap:
Det er ei Dødelige! Nogle skreg:
Det er Koronis og Apollo! Andre:
Det er Apollo med Diana! - Jeg
Bedrøvet tænkte: Hovmod gaaer for Fald.

HÆMON.

Det smukt var tænkt!

KREON.

Ha, ha! God Nat! o Prokris! -
Min søde Phøbe, tag mig under Armen.

260
PROKRIS.

Kom Hæmon! Jeg vil gaae med dig.

HÆMON.

Nei, undskyld!
Jeg har mig slaaet sammen med Klymene.

PROKRIS.

Ih, vær saa artig! Troer du, jeg dig nøder?
Pandora har mig bedt at gjøre Selskab.

Gaaer, men vender tilbage.

Gaae I nu kun og syng Duetter sammen!
Vogt blot Jer for, at ei den blinde Metis
Med Kosten kommer ud og slaaer iblandt Jer:
I veed, hun har en Skræk for Kattetuden.

KREON.

Tak, gode Prokris! Vi os nok skal vogte.

HÆMON
tager Klymenes Arm.

Afsted! Afsted! Alt Mørket falder paa.

Alle bort.

SJETTE SCENE

Aften. En aaben Buegang udenfor Leucippes Bolig, bedækket med Viinløv og Roser. Tændte Fakler brænde foran Indgangen, og rundtom i Viinrankerne hænge Lamper. Forgrunden er en Dandseplads, hvor Musikanterne sidde. I Baggrunden staaer Bryllupsbordet. Øverst ved dette sees Brud og Brudgom; til begge Sider: PHORBAS, LAJOS, LEUCIPPE, AMPHION, og en Skare HYRDER og HYRDINDER.

PHORBAS
reiser sig.

Hver Gud, det skyldtes, har vi Offer bragt.
Nu Brudeparrets Skaal! Jeg er den ældste
Af alle Hyrder her; jeg ud den bringer:
Endymion og hans skjønne Brud skal leve!

ALLE HYRDER.

De leve! Leve! Længe skal de leve!

ENDYMION.

Tak, Venner! Tak!

Til Phorbas og Leucippe.

Din Skaal, min Pleiefader!
Og din, min Moder!

HERMIONE.

Den jeg ogsaa drikker!

LEUCIPPE.

O mine kjære Børn! Jeg er lyksalig.
Jeg husker godt, i fordums Tid jeg sørged,
Fordi mig Guderne gav ingen Sønner;
Men da var ogsaa Hermione lille.
Nu er hun stor - ja større end mig selv,
Og har medeet en voxen Søn mig skaffet.

Til Hyrderne.

Jeg er lidt stolt af ham som I kan tænke!

AMPHION.

Ja ham vort Land vil mindes, naar vi Gamle
261 Forlængst er glemte.

LEUCIPPE.

Han er og vor Drot,
Og det medrette; thi han Fred har stiftet
I dette Land, hvor Alting før var Splid.

AMPHION.

Og han vor Lærer blev! Som Himlens Stjerner
Og Veir og Tider kun ved ham vi kjende,
Saa har han from os lært, at blodigt Offer
Ei Guder er saa kjært som Markens Frugt.
Hvad vidste vi før ham?

HYRDERNE.

Endymion leve!

LEUCIPPE.

Det Samme raaber jeg. Hvis I er glade,
Hvad troer I da maa Brudens Moder være?
I veed ei, Venner, hvad man har for Sorger
Naar slig en lille Pige voxer op.
Hvor skal det kjære Barn faae sig en Mand?
Og det en god Mand, en fornuftig Mand,
En holden Mand - en Mand som vor Endymion!
Saadanne Sorger kjende kun vi Mødre.
Men det er sandt, vi har og dobbelt Glæde
Naar ned fra Himlen saa den Rette falder.
Det er som anden Gang vi bleve gifte;
Thi Den som Bruden faaer, faaer Mo'erens Hjerte
Ikjøbet med - det er Naturens Orden.
Da blive atter unge vi paany,
Og underfuldt for os omskifter Tiden.

PHORBAS.

Ja underfuldt, Leucippe, Tiden skifter,
Iaften just det femten Aar er siden
Jeg flygted hid fra Karien med Endymion.
Der rased Oprør, under Mord og Brand.
I Borgen kæmpende var Kongen falden,
Men endnu stiltes ei de Vildes Blodtørst;
Hans Søn de søgte - Hist han voxen sidder,
Dog dengang var han lille, ti Aar knap.
Min egen Skræk og Uro godt jeg mindes;
Men vil I troe det? han var ganske rolig,
Og først da han sin Faders Død fik høre ...

ENDYMION.

Min anden Fader! Tal ei meer derom;
Da trued Guderne, men nu de smile.
Afsides, til Hermione.
Hvor tankefuld er du, o Hermione!

LAJOS.

Der kommer vor Herold!

262

En lille Dreng, bedækket med Egeblade og bekrandset, kommer ind. I Haanden har han en Kurv fuld af Brød og Myrtheqviste, som han deler ud til Gjesterne mens han raaber: Det er deiligt at leve! Det er deiligt at eiske! Jeg har byttet min ugifte Stand for en bedre! Det er deiligt at leve! o.s.v.

PHORBAS.

Hør, hvor den Lille skriger!

EN HYRDE.

Brød til mig!
Thi jeg vil leve.

LAJOS.

Mig en Myrtheqvist!
Thi jeg vil elske.

DRENGEN
giver HermioneMyrther.

Jeg har byttet min ugifte Stand for en bedre!

ENDYMION.

Har du? Nei vil man see!

HERMIONE.

Hvor gammel er du?

DRENGEN.

Syv Aar. Det er deiligt at leve! Det er deiligt at eiske!

Gaaer videre.

LEUCIPPE.

Utrætteligt er Barnet!

LAJOS
sagte til Phorbas.

Fader Phorbas!
Da du Endymion har fra lille kjendt,
Saa siig mig, hvad om Sagnet vel du tænker -

PHORBAS.

Om hvilket Sagn?

LAJOS.

At Luna ham besøger.

PHORBAS.

Deri Fabel alt i Karien løb om;
Men jeg troer ei derpaa.

LAJOS.

Alligevel
Gaaer her der mange Rygter om det Samme.
Man siger, at naar Bjerget han bestiger,
For derfra at udspeide Himlens Stjerner,
Da kommer ned hun til ham -

PHORBAS.

Ja, idrømme
Kan Meget skee.

LEUCIPPE.

Hvad hvisker du, o Phorbas,
Med Lajos der?

PHORBAS.

Jeg tør det ikke røbe
For Brudens Skyld.

HERMIONE.

For min?

LAJOS.

Om Luna var det.
Du kjender Sagnet jo?

HERMIONE.

Ja! - Siig, Endymion,
Naar fik du sidste Gang Besøg af Luna?

ENDYMION.

I sidste Nat ... Nei, bliv kun ei forskrækket!
263 Høit over mig paa Himlens hvalte Bue
Hun slørbedækt og eensom gik sin Gang.
Men her en Lyra er, o Hermione!
Veed intet Qvad du?

FLERE HYRDER.

Ja, en Sang os syng!

LAJOS.

Luk op din Rosenlæbe!

PHORBAS.

Stille, Lajos!

LEUCIPPE.

Syng da, mit Barn!

HERMIONE
til Endymion.

Vil du en munter Sang?

ENDYMION.

Som selv du vil! Naar i dit Blik jeg seer,
Da er jeg glad, selv om din Læbe klager.

HERMIONE
synger til Lyren.

Veed I, hvi Eros er blind,
Og hvi atter han seende mødes?
Til den Stakkel, han Pilen har sendt,
Til det Offer, hans Fakkel har brændt,
Sine Øine at skjenke han nødes.
Selv vandrer da blind han omkring,
Og opspinder selsomme Ting.
Med hans Øine seer Elskeren klart,
Thi ei længer af Taager bedækkes
Nu Jorden, hans Kjærligheds Hjem.
Hver en Dag kalder Solstraaler frem,
Hver en Nat han af Stjerneglimt vækkes;
Selv om han i Afgrunden seer,
For Dybet han gruer ei meer.
O, thi dybest i Alt
Han Sjælen, den elskede, møder:
Gudens Øine den altid kan naae.
For dens Lys kan ei Mørket bestaae;
Alle Sorger, som Hjertet ham føder,
Dødens Skygge, der Alting gjør sort,
Ved Synet af den flygter bort.
Men køles hans Kjærligheds Ild,
Da mister han Øinene atter,
Og atter faaer Eros sit Syn.
Med Vinger i Sky, som et Lyn
Bortiler da Guden med Latter.
Den Anden omvanker forladt
I sin forrige taagede Nat.

ENDYMION.

Ja, Sandhed er din Sang, o Hermione!

264
EN HYRDE
kommer.

Herudenfor staae Sangere, som ønske
At hilse Brud og Brudgom.

ENDYMION.

Byd dem ind!

Hyrden gaaer. Strax efter HÆMON, KREON, KLYMENE, PHØBE, klædte i lange Kapper. De blive staaende ved Udgangen. Bag efter dem træde PROKRIS og PANDORA ind.

HÆMON
synger, secunderet af Kreon.

Vi komme med Hjerterne tunge,
O Brudgom og Brud, saa smuk!
Og bringe fra alle de Unge
I Byen et Hjertesuk.
Det Ønske, det Haab, den Forlængsel,
Som tidt gjorde Barmen dem trang,
Til Eder, i Hymens Fængsel,
De sende for sidste Gang.
Ei meer, naar som før Hermione
Sees Blomster for Huusdøren strøe,
Vil sig Hyrderne ønske til Kone
Den ranke, deilige Mø.
Ei meer som i fordums Dage,
Gik blot dem Endymion forbi,
De skjønne Hyrdinder vil klage:
I Guder! vil aldrig han frie?
Men Jer selv der for kan I takke,
At Alle af Eder slaae Haand:
I lagde jo selv om jer Nakke
Gud Hymens de trykkende Baand.
I vil jo nu lukke Jer inde,
Og leve saa eensomt i Skjul,
Og hoppe paa tvende Pinde,
Som i Buret den fangne Fugl.
Hvad skeet er, ændres dog ikke;
God Mine da til jert Spil!
I faae Jer i Tingen at skikke,
Hvor nødig endogsaa I vil.
For ei dog med Klager at trætte
Jert Sind paa saa tung en Dag:
I D andsen, den luftige, lette,
Vor flygtige Trøst modtag!

Musiken ialder ind. Alle Fire kaste deres Kapper og begynde Bryllupsdandsen. Endymion, Hermione og Gjesterne omringe dem. Ved Slutningen af Dandsen nærme de sig Brudeparret og lægge det Blomster for Fødderne.

HERMIONE.

Tak, Fætter Hæmon!

ENDYMION.

Tak, I kjære Venner!

265
HÆMON.

Og selv nu Tak, hvis du en Sang os synger,
Mens Hermione dandser til dit Spil.

FLERE HYRDER.

Ja, syng Endymion! Dands, o Hermione!

PHØBE
til Hermione.

Her er min Tambourin!

KREON
til Endymion.

Her er min Cither!

HÆMON.

Og her er Plads til Dandsen! - Plads for Bruden!

Alle slaae Kreds. HERMIONE slaaer Tambourinen og dandser til Spil og Sang af

ENDYMION.

Jeg vil sjunge
O Venner!
Og lyt vel til min Sang;
Thi en Guddom jeg kjender,
Som kan binde jer Tunge,
Og fylde min Cither med Klang.
Dig min Vise
Skal prise,
O Gud Hymen! thi du,
Ved paa To at nedsænke
Din blomstrende Lænke,
Vil dem Lykke forlene;
Thi hvad ugift og ene
Man tidt har for Plage, jeg tolker Jer nu.

I din Have
Du finder
Af Blomster en Flok;
Til en Krands du dem binder,
Men til hvem er din Gave?
Hvor vinker en duftende Lok?
Suk med Smerte
Dit Hjerte
Om Frihed nu be'er:
Men til hvem dem vel sende?
Og naar Læberne brænde,
Og et Kys vil sig hæve:
Hen til hvem skal det svæve?
Du spidser din Mund og omkring du dig seer.

Saadan Plage
Slet ikke
Hymens Yndling veed af.
Ei et Kys skal han tigge;
Han tør selv det jo tage,
Thi ham Guden hans Elskede gav.
266 Ham i Livet
Er givet
Dobbelt op mod Enhver:
Dobbelt Trøst i hans Harme,
Tvende Hjerter til Varme,
Til hans Skuen og Høren
Fire Øine og Øren,
Og en Hjælp til den Byrde, der Een er for svær.

Derfor Venner!
Som stode
I Livet forladt:
Falder Hymen tilfode!
Snart da selv I erkjender,
Hvor daarligt med Jer det var fat.
Seer I Guden?
Med Bruden
Gaaer af Dandsen han ud;
Thi alene at dandse,
Sig selv at bekrandse,
Med sin Skygge at vandre,
Det er Morskab for Andre!
Det er Plage for Den, som har Hymen til Gud!

Han kaster Citheren og springer op.

NOGLE.

Hvad? Dandsen alt forbi?

ANDRE.

For snart den ender!

HÆMON.

Forfra begynd igjen!

ENDYMION.

Nei, nei, o Hæmon!
Saae du da ei, at Bruden kort brod af,
Kjed af en eenlig Dands? - Ræk mig et Bæger!
Min Dandserindes Skaal jeg drikke vil -
Din Skaal, o Hermione! Dine Fødder
Saa hurtig drog i Kreds mit Øie rundt,
At fast jeg svimler.

HÆMON

til Hyrderne. Lykkelig han er!

ENDYMION.

Nu jeg et Glas for alle Venner tømmer:
For Hver, som har idag os Ære viist!
For Den, som først og sidst kom! For Pandora,
For Prokris, der endnu ved Døren staae,
Som var ei dette Huus for Alle aabent -
Træd ind! Tag Hvile her og nyd Forfriskning!

HERMIONE.

Men hvor er Phorbas og min Moder bleven?

HÆMON.

Midt under Dandsen de sig fjerned. See!
Der komme de! fulgt af de gamle Hyrder.

267
KREON.

Huusguderne de bringe -

ENDYMION.

Tys, o Venner!

Alle træde tilside. De gamle HYRDER og HYRDINDER, med PHORBAS og LEUCIPPE i Spidsen, træde ud af Husets Dør, bærende to Gudebilleder i Skikkelse af Ynglinger, der ere klædte i Reisedragt, med Hund ved Fødderne.

CHOR AF DE GAMLE.

Endymion, Hermione!
Hør paa en stille Røst,
Lyt til en Alvorstone
Midt i jer Bryllupslyst!
Det Gudepar sig nærmer,
Som Arnen frede skal,
Hvis Komme Huset skjermer,
Hvis Flygten er dets Fald.
Saalænge disse finde
Bag Hjemmets Væg et Ly,
Da er der lyst derinde,
Og Nattens Aander flye.
Saasnart kun bort de drage,
Formørkes og jert Sind;
Da kommer Nag og Klage
Igjennem Døren ind.
Og see! alt reisefærdig
De staae med Stav og Hat.
Er Pagten dem uværdig,
De sige strax god Nat.
Een Mand kun og een Qvinde,
Foreent' i Aand og Blod,
Ved fælles Bøn kan binde
De gode Guders Fod.
Men bundne, de beskytte
Da Husets Helligdom;
De bygge tidt en Hytte
Da til et Tempel om.
De stoppe Væggens Sprækker
Og spærre Dør med Pind,
At Freden ud ei trækker
Og Spliden kommer ind.
Hver Fremmed, som de skue,
De agte nøie paa,
Og pleie Arnens Lue,
At Tillid kan bestaae.
Og tidt de Stemmen hæve
Som Tjenerskabets Tolk,
Og Ret og Lighed kræve
For alle Husets Folk.
268 Men agt paa hver en Skygge,
Som deres Pande har;
Da først I veed Jer trygge,
Naar den er fri og klar.
Naar deres Træk, de blide,
Staae mellem Storm og Regn,
Da kan I sikkert vide,
At Noget er iveien.
Da dyrk de gode Guder
Ved kjærligt Liv og Bøn;
Thi hvad vor Sang bebuder,
Erfares dybt i Løn:
Hvor Hjerterne sig skille,
Hvor Uret Fod har sat,
Huusguderne, de stille,
Har Huset da forladt.

Toget gaaer videre ud ad Buegangen. LEUCIPPE bliver tilbage.

ENDYMION
til Hermione.

See, til vort Hjem de stille Guder drage.
O, lad os fast dem holde!

HERMIONE.

Hver en Dag
Mit Offer og min Bøn jeg vil dem bringe.

ENDYMION.

Og efter deres Træk vist speide tidt?

HERMIONE.

Er deres Mine mørk, ei sandt, Endymion,
Da vil vi gaae irette med os selv,
Til Grunden vi har fundet?

ENDYMION.

O, jeg frygter
Ei Husets Sorger! Blomstrer dog min Glæde
Lyslevende, hvor jeg dit Øie seer.
Ja, gjennem Aarene jeg skuer ud!
Naar vi er gamle, og ved Arnen sidde
Og tale om de mange Aar, som randt:
Da skal endnu som evigunge Vidner
Om Haab og Ungdom disse Guder staae,
Og lægge frem for os den Skat af Minder,
Som Dag for Dag de samled paa i Stilhed,
Og som de opbevared til vor Trøst.

DEN LILLE DRENG
kommer ind og raaber:

Nu stiger Nattens klare Stjerne op!

ALLE.

Nu stiger Nattens klare Stjerne op!

En larmende Musik begynder. Brudepigerne tænde deres Fakler. Hyrderne indeslutte Endymion, Hyrdinderne Hermione. En ung Kone kaster et Slør over hendes Hoved og leder hende ind blandt Brudepigerne, som, anførte af Leucippe, føre hende bort under følgende

269
SANG.

Farvel, Farvel vi dig sige,
Søster! med kjærlige Ord.
Ak, bort fra Jomfruers Chor
Alt dine Fødder nu vige.
Eros, o hør vor Bøn!
Hun vorde som Kone saa skjøn,
Som hun var yndig som Pige.

Imorgen, naar Flodens Vove
Af Solens Straale faaer Glands,
At binde for dig en Krands,
Vi gaae til de grønne Skove.
Eros, o hør vor Bøn!
Lad du hendes Drøm vorde skjøn,
Og lad hende længe sove.

Til Brudekamret vi komme
Og hænge vor Krands paa din Dør.
Hermione! vi raabe, hør!
Vaagn op! thi Natten er omme.
Eros, o hør vor Bøn!
Lad da hendes Dag vorde skjøn,
Og skjøn hver en Dag, som vil komme.

Choret bort.

HÆMON
til Hyrderne, der indeslutte Endymion.

Nu slip vor Fange løs! Lad kun ham fri!
Hans Brud har Hymens Tjenerinder bortført,
Saa Rovet han skal ikke meer forhindre.

ENDYMION.

O Lykke, at ei Hymen Pluto er!

HÆMON.

Nu tænde Hver sin Fakkel!

KREON.

Min er tændt!

LAJOS.

Og see! nu blusser min alt høit i Flammer.

HYRDERNE.

Og min! Og min! Og min!

HÆMON.

Ha, hvilken Glands!
Saa ordner Jer nu To og To til Følge.
Jeg med vor Brudgom gaaer som Kammersvend,
Thi foran Huset Vagt inat jeg holder.

ENDYMION.

Og lad mig see du vaager!

HÆMON.

Stol kun paa mig!

KREON.

Bliv dog ei bange, hvis du Toner hører.

ENDYMION.

Hvad? - har I Noget for?

KREON.

Jeg veed af Intet;
270 Men det jo muligt var, at Luna sendte
Dig gjennem Vindvet ind sin Klagesang.

HÆMON
afsides.

Ha, Sladderhank! Høit. Musik! Musik! Musik!

Musiken begynder igjen. Alle sætte sig i Bevægelse; idetsamme høres Larm u

ENDYMION.

Tys! Hvad var det? - Jeg hørte Raab om Hjælp.

HÆMON
til Musikanterne.

Stands med jert Spil!

ENDYMION.

Endnu et Skrig, ved Himlen!

KREON.

Og eet igjen!

ENDYMION.

Det Hermione var!
Det hendes Røst var ... Hør! ... O høie Guder!

Styrter ud.

HÆMON.

Lad os ham følge!

LAJOS.

Ha, der er Leucippe!

LEUCIPPE
kommer.

Mit Barn! Mit Barn! Til Hjælp, til Hjælp, I Hyrder!

HÆMON.

Hvad er der skeet?

LEUCIPPE.

Mit Barn er røvet! O,
Til Hjælp! Til Hjælp! Skaf mig mit Barn igjen!

Bort.

HÆMON.

Hid med din Fakkel, Kreon! Hurtig, hurtig!

Hæmon og Kreon bort.

PHORBAS
kommer.

Hvor er Endymion?

LAJOS.

Borte!

Følger Hæmon.

PHORBAS.

Hjælp, o Venner!
Bruden er røvet. Hver en Vei maa spærres.

NOGLE.

Hvor skete Rovet?

ANDRE.

Før os an, o Phorbas!

EN HYRDE.

Hvem har man mistænkt?

PROKRIS
træder frem.

Jægerne det er!

NOGLE.

Hvad siger hun?

PROKRIS.

Det er Actæons Jægre!

PHORBAS.

Som Hyrder var de klædte. Kom! Til Krattet!
Thi derfra Røverne brød frem, da Bruden,
Fulgt af de andre Piger, gik forbi.

ALLE.

Afsted! Afsted!

PHORBAS.

Tag alle Fakler med!

Phorbas bort med Hyrderne.

PROKRIS.

Jeg sværger paa, det er Actæons Jægre.
Men kom, Pandora! Tag en Lampe med dig;
271 Vi maae for Skams Skyld gjøre som de Andre.

PANDORA.

En død'lig Skræk jeg føler i mit Blod.
Faldt anden Gang jeg i de Frækkes Hænder,
Da var det ude med mig. - Arme Brud!
Hvor hendes Qval jeg kan mig forestille:
Saa nær ved Maalet, og dog skudt forbi!

PROKRIS.

Men du, Pandora! hvor du Maalet træffer
Med dine Lignelser. Den arme Brud!
Ja hvilken fattig Ende fik det ei?
Her ligger alle Dagens Herligheder
Hulter til bulter: Fløiter, Krandse, Blomster -
Selv hendes Jomfrukrands er ubeskaaren.
Den arme, arme Brud! Men kom Pandora!
Der er dog een Gevinst i dette Spil;
Stor Trøst i denne Tanke har jeg fundet:
Hvis Konen tabte, har dog Møen vundet.

De gaae.

272

TREDIE ACT

FØRSTE SCENE

Tidlig Morgen. Skoven i Messene, Aaben Slette med enkelte adspredte Træer. ENDYMION, LAJOS, KREON og HÆMON træde bevæbnede op.

ENDYMION.

Her det var?

HÆMON.

Ja her vi tog
Jægeren, mens ned til Floden
For at søge selv du drog.
Her det var, hvor med sit Bytte,
Med sit Følge, høit tilhest
Vi Actæon hørte fare
Gjennem Skoven som en Blæst.
Fjernt og fjernere lød Slaget
Af den rappe Gangers Hov;
Førend Midnat er den Frække
Naaet til Borgen med sit Rov.

ENDYMION.

Her vi skilles!

HÆMON.

Skilles?

LAJOS OG KREON.

Skilles?

ENDYMION.

Hjem fra Skoven drag i Fart!
Hundred vaabenføre Hyrder
I paa Veien samle snart!
End idag maa denne Skare,
Vel udrustet, væbnet godt,
Møde hvor Pamisos-Floden
Ruller nær Actæons Slot.
I en samlet Hær vi fremad
Da vil styrte som en Elv,
Og med Storm erobre Borgen,
Eller for den falde selv.

HÆMON.

Men du selv? Gaaer ei tilbage
Gjennem Skoven da din Vei?

ENDYMION.

Troer du jeg kan gaae tilbage?
Troer du jeg kan standse? Nei!
Frem kun higer Fod og Tanke,
Frem kun vinker hendes Spor;
273 Men I Andre! Gjør min Villie!
Liv og Død derpaa beroer.

HÆMON.

Vei skal os vor Fange vise!

ENDYMION.

Hvert Minut af Tiden tæl!

HÆMON.

Førend dig vi er paa Pletten.

ENDYMION.

Saa Farvel!

HÆMON.

Farvel!

LAJOS OG KREON.

Farvel!

Hyrderne bort.

ANDEN SCENE

ENDYMION
ene.

Her hun fløi forbi, omslynget
Af den frække Røvers Arm;
Her indsuged Nattens Øre
Dybe Suk af hendes Barm;
Her har Skrig fra hendes Læbe,
Skræk og Angst i hendes Blik,
Anraabt Skovens stille Skygger
Om den Hjælp, som ei hun fik -
Hermione! O min Elskte!
Hvilken sorgfuld Bryllupsnat!
Brudemorgen i dit Fængsel
Seer dig eensom og forladt.
Ikke ved den kjendte Stemme
Hæver der sig frit dit Bryst;
Bævende af Frygt, du lytter
Til din Dom i hver en Røst.
O, hvi kan min Arm ei naae dig!
Tabt og mistet - hvilke Ord!
Dengang Eet jeg tabte, misted
Jeg jo Alt paa denne Jord.
Tabt og mistet - det er Toner,
Kaldt til Liv da Strængen sprang;
Blomsterhonning, fuld af Sødhed,
Hvortil Giften fast sig hang.
Ha, men stille! -

ACTÆON træder op med Følge.

ACTÆON.

Gyldne Morgen,
Hvor henrykker du mit Sind!
Dine Straaler ud mig vinked
Fra min Borg i Solens Skin.
Flammen, som i Hjertet brænder,
Køles her af Morgenluft,
274 Af de friske, klare Kilder,
Af de grønne Træers Duft.
Uophørlig for mit Øre
Synger Fuglechoret mildt:
Førend denne Sol er nede,
Er dit Hjertes Længsel stilt!

MIMAS.

Og din Fange? -

ACTÆON.

Hvad, min Fange?
Bedre vælg og vei dit Ord!
End min Brud, min Elskerinde,
Paa sin Lykke ret ei troer.
Dagen har jeg hende skjenket,
Savn i Suk sig vil befrie;
Men naar Nattens Lys opstiger,
Da vort Bryllup feire vi.

ACTOR.

Hil vor Dronning, Hermione!

JÆGERNE.

Hil Actæon! Hil hans Brud!

ENDYMION
rtæder pludselig frem.

Hvem gjaldt dette Raab, der bringer
Om min Skjændsel mig et Bud?
Her Actæons Navn jeg hørte -

ACTÆON.

Her Actæon selv du seer!

ENDYMION
trækker Sværdet

Han, som end idag seer Lyset,
Men imorgen intet meer.

ACTÆON.

Ha, forvovne, stolte Praler!
Hvo er du, som taler saa?

ENDYMION.

Jeg Bevogter er af Skatten,
Hvor den dyre Perle laae,
Som en Tyv ved Nattetider
Dristig lagde Haanden paa.
Jeg er Hyrde over Hjorden,
Hvori Ulven grusom faldt,
Og just røvede mig Lammet,
Som jeg elsked over Alt.
Ja, Endymion jeg mig kalder.
Tyven, Røveren er du!
Drag dit Sværd! thi for din Frækhed
Med dit Liv du bøder nu.

ACTÆON.

Af din Trudsel kun jeg smiler;
Galskabs Ord har ingen Vægt.
Daare! viid, at han, du truer,
Er med Guder selv i Slægt.
Viid, at Venus har ham kaaret
Til sin Yndling her paa Jord;
275 Viid, at hun ham Krandsen skjenked,
Der hans Tinding nu omsnoer.

ENDYMION.

Du Gudindens Navn tør nævne?
Du har aldrig Venus kjendt!
Dig har aldrig Skjønheds Dronning
Sine rene Straaler sendt.
Aldrig dig hun aabenbared
Hvad hun viste tidt min Aand:
Stjernekronen om sin Pande,
Himmelrosen i sin Haand.

ACTÆON.

Blind, du vil om Farven tale!
Aldrig saae du Bølgens Top,
Hvoraf Skjønheds nøgne Dronning
I sin Herlighed stod op.
Mægtigt lyste hendes Øie,
Kind og Læbe straalte varm,
Vandets klare Slør nedrulled
Fra den høie Jomfrubarm.

ENDYMION.

Din Gudinde er Hetæren;
Drag dit Sværd!

ACTÆON.

Nu døe du skal!
Thi hvad her din Læbe talte,
Kan kun hævnes ved dit Fald.

Han falder ind paa Endymion, der saares i Haanden og taber Sværdet

ENDYMION.

Vee mig! Vee!

ACTÆON.

Jeg kunde tage
Liv og Blod; men altfor let
Da du slap, og min Gudinde
Da blev ikke hævnet ret.
Op, o Jægre! Rask ham griber!
Binder ham til Træet her!
Ryggen mod den haarde Stamme,
Øiet imod Dagens Skjær.
Blindet snart af Solens Straaler.,
Skal af Hunger han forgaae,
Og i Døden som et Offer
For de vrede Guder staae.

Endymion bindes til Træet.

MIMAS.

Skaan hans Ungdom!

MELEAGER.

Dæmp din Vrede!

MIMAS.

Prygl ham af, og saa tilgiv!

MELEAGER.

Har du alt hans Brud dog taget,
Idetmindste spar hans Liv.

ACTÆON.

Ha, forvovne Meleager!
Taabelige Mimas, du!
Dristigt her, som til jer Lige,
276 Vover I at tale nu -
Vogt Jer Begge! Vogt Jer Alle,
For at vække Vredens Gnist!
Til en Flamme kan den voxe.
Der fortærer Jer tilsidst.

MIMAS
afsides.

Vil man høre!

MELEAGER
afsides.

Ha, du Stolte!
End har Enden ei du seet.

ACTOR.

Høie Fyrste! Hvad du bød os,
Med din Fange nu er skeet.

ACTÆON.

Vel, min Actor!

Til Endymion.

Bliv til Støv du!
Falm som Løv i Skovens Sal!
Du, hvis Tunge haaned Venus,
Lev i Pine, dø i Qval! -
Følg mig Alle! Vend kun Ryggen
Til den mørke Plutos Gjest!
Bort fra ham, og hjem, at feire
Min og Hermiones Fest!

Actæon og Følget bort.

ENDYMION
ene.

Nu fly fra mig hver Tanke! Dø hvert Billed,
Som min Elendighed mig vise vil.
Udtør, Erindring! alle dine Kilder;
Thi Døden nu mit Haab kun hører til.
Afsindig blev jeg, vilde her jeg tænke -
O Hjerte! i din Afmagt stille du!
Til Menneskenes Grændse jeg er kommen:
Det er til Guderne at handle nu.

TREDIE SCENE

Aften. En stor Sal i det øverste Stokværk af Actæon s Borg. Paa Væggen en aaben Dør med en Altan ud over Floden. HERMIONE ene, hvilende paa en Løibænk.

HERMIONE
hæver sit Hoved.

Hvad? End i dette store, dunkle Kammer;
Endnu bestandig disse Mure for mig,
Som naar jeg lukker Øiet brat forsvinde.
Og hvor er jeg? Hvad for et Huus er dette,
Der aabned sig for mig i Nattens Mulm,
Mens ubekjendte Stemmer kun mig hilste?

Reiser sig og gaaer frem.

Er Alt da ei et Spil af mine Drømme,
Der vil opklare sig naar ret jeg vaagner?
277 Den sorte Ganger, paa hvis Ryg jeg sad;
Den unge Jæger med det vilde Blik
Og Rosenkrandsen om de mørke Lokker;
Den høie Kone med det gustne Ansigt,
Der kom med Lampen og herop mig førte -
Var Alt da virkeligt? - Det nys jo var,
At med Endymion jeg i Templet stod;
Vi sad jo nylig i min Moders Huus,
Hvor Fløiten toned til de glade Dandse;
End har min Brudekjole jeg jo paa;
Endnu jeg hører Pigerne, som synge:
Farvel! Farvel! -
Hvor skummelt her det bliver!
Dybt synker Dagen - snart vil Natten fylde
Med sorte Skygger denne Hvælvings Rum,
Og neppe til at aande faaer jeg Plads.
Det er, som naar om Aftnen, i min Barndom,
Jeg hos min Moder sad i Arnens Krog,
Mens Eventyr om Sphinxen hun fortalte.
Da hæved sig mit Hjerte høit i Skræk,
Og speidende mit Øie løb omkring,
For at opdage den, for hvem jeg grued.
Den gamle Angst nu kommer over mig:
Frem af de mørke Kroge Skygger skride.
Der bringer ubekjendte Rædslers Bud.
Tys! - Hvilken Larm og Støi her nedenunder!

Gaaer til Altanen og seer ud.

Hvor Larmen stiger! Vaabenlyd jeg hører -
Hvad gaaer der for sig? Muren skjuler Veien,
Og Intet seer mit Øie af det Hele.
Nu Alting stille ... Nei! En Stemme taler -
Den Røst jeg kjender! O, det Hæmons er!
Mit Navn han nævner - hør! Af hundred Munde
Det hæves høit i Sky til Klang af Skjolde.
Det er Endymion! Det er mine Landsmænd!
Ja mægtigt toner Raabet: fremad Hyrder! -
Det er Endymion, som mig Frelse bringer!
Raaber. Her er jeg! Hermione hun er her!
Endymion! Hæmon! ... O, de ei mig høre,
Men deres Sværdslag mig til Hjertet gaae!

Seer sig om.

Hvor blev medeet det lyst i dette Mørke!
De kolde Spøgelser jo reent forsvandt,
Og klare Syner møde kun mit Øie.
Ja, dem jeg elsker skal jeg atter see!
Snart er jeg atter i mit eget Hjem,
278 Snart sidder jeg paa Bænken ved vort Huus,
Ved Siden af Endymion og min Moder.
Fra hver en Hytte strømme Venner til,
For af min Mund Fortællingen at høre.
Hvor vil de undre sig og spørge! ... Ha!
Var det ei Fodtrin, som paa Gangen lød?
De raske Skridt sig nærme meer og mere.
Hvo kan der komme? - O, hvis det var ham!

FJERDE SCENE

hermione. meleager.

MELEAGER
træder ind.

Hvor dunkelt! ... Hermione!

HERMIONE.

Ha, hvo kalder?

MELEAGER.

En Ven i Nøden. Er dit Liv dig kjært,
Saa følg mig.

HERMIONE.

Hvo er du?

MELEAGER.

Din Ven! Men følg mig.
Kun dette Øieblik endnu er vort.

HERMIONE.

Hvor er Endymion? Hvor er mine Landsmænd?

MELEAGER.

Med dine Venner kæmper nu din Fjende
Paa Liv og Død. Jeg sneg mig bort fra Kampen,
For i Forvirringen dig her at frelse.

HERMIONE.

Og vil du til Endymion hen mig føre?

MELEAGER.

Endymion vil du aldrig mere see!

HERMIONE.

Grusomme Morder! Vee mig! I har dræbt ham!

MELEAGER.

End lever han. Men spild ei Tid med Ord!
Du kjender ei din Røvers vilde Sind.
Fly! Fly, hvis Æren og dit Liv dig kjært er!
Endnu et Øieblik, og Alt er tabt.

HERMIONE.

Du siger, at Endymion lever - o,
Har du Medlidenhed, saa før mig til ham!

MELEAGER.

Ham vil du aldrig møde, Hermione.
Men følg mig! Kom! Din Frelse her det gjelder,
279 Kom! Ud i Frihed! Ud fra Død og Fængsel!
Min Haand er stærk og tro; den skal dig føre.

HERMIONE.

Du falske Mand! Jeg skulde følge dig,
Og i Fordærvelse mig styrte selv,
Nu mine Venner kæmpe for min Frihed?
Et Øieblik - da aabnes denne Dør,
Og han er her, min Brudgom, min Befrier!

MELEAGER.

Og skal jeg mod din Villie selv dig redde,
Det dog skal skee!

Tager hendes Haand.

HERMIONE.

Slip mig! Ha, slip mig, Morder!

MELEAGER.

Du vil mig takke siden -

HERMIONE.

Hjælp! Til Hjælp!

MELEAGER
tager hende paa Armen.

Let er min Byrde!

HERMIONE.

Hjælp! O, mine Landsmænd ...

Et Krigsraab høres.

MELEAGER.

Vee dig og mig! Vor fælles Fjende seirer.
Der kommer Nogen ... Tys!

Slipper Hermione.

HERMIONE.

Til Hjælp! Til Hjælp!

Meleager bort; kort efter Thebe, Procne og Tjenere med Lys.

FEMTE SCENE

thebe, procne. hermione.

THEBE.

Hvad Larm og Støi?

HERMIONE
afsides.

Igjen den gustne Kone.

THEBE.

Hvad er paafærde? ... Procne! Sæt din Lampe
Paa Bordet der tilvenstre. - Naa, mit Barn!
Hvi gjør du saadan Brug af dine Lunger?

HERMIONE.

En Voldsmand brød herind, for mig at røve.

THEBE.

Ih, seer man det! Det var vel Meleager,
Hvem reent forstyrret vi paa Gangen traf.
Men lad ham tage sig iagt; hans Herre
Forstaaer ei Spøg i Sligt.

HERMIONE.

O, gode Kone!
Staae bi mig i min Nød. Min Moder rig er,
Og rig min Brudgom; Begge vil dig lønne.
Snart komme mine Venner at befrie mig,
280 Snart vil Endymions Sværd erobre Borgen;
Men intet Haar skal paa dit Hoved krummes.

THEBE
tænder Loftslampen.

Nei virkelig? Jeg takker for din Godhed.
Men vore Folk de komme nok tilrette
Med dine Venner - Til Tjenerne.
Nu, hvi staae I ledige?
Læg friske Gløder under Virakskaalen,
Og antænd Lamperne omkring paa Væggen!

Til Procne.

See der er Nøglen, Procne! Tag af Skabet
Sølvtøiet og Pocalerne mig ud.
Der ligger ogsaa Dugen - dæk saa Bordet!

HERMIONE.

Hvad skal der skee? Hvorfor de mange Lys?

THEBE.

Du veed vel ei, min Glut, hvi du er her?

HERMIONE.

Jeg veed, at mig en Røver fanged, for
At hæve høie Løsepenge for mig.

THEBE.

En Røver? Hvilke Ord du bruger! Tal
Med meer Respect om Prinds Actæon!

HERMIONE.

Hvad!
Actæon? - Paa Actæons Borg jeg er?

THEBE.

Du har det truffet, lige paa en Prik.
Men frygt kun ei for dine Løsepenge;
Han holder nok dig fast.

HERMIONE.

O, gode Kone!
Vær ikke haard mod mig i Nødens Stund.
Frels mig i denne dødelige Fare!
Viid, jeg er Hermione; Hyrdefyrsten
Min Brudgom er; han vil saa rigt dig lønne,
Som intet Menneske belønnet blev.
O, før mig bort herfra! i Frihed ud!
Blot ud i Frihed, gik det end til Døden!

THEBE.

Imorgen, Barn! Idag er det umuligt.
laften først dit Bryllup her vi feire.
Seer du, min Datter dækker Bryllupsbordet,
Og snart fra Kampen kommer Prinds Actæon.
Det er en Brudgom, som dig just er værdig,
En Halvgud fast. Jeg skulde ei ham rose,
Thi jeg hans Amme var; min Melk han died.
Og der var Fyrighed i dette Blod,
Derfor er og saa brændende hans Blik,
Saa hed hans Kind, saa blussende hans Hjerte.
Du bliver nok ham huld! Til Tjenerne.
Nu kan I gaae!
281 Og naar Actæon drager ind ad Porten,
Da lad fra Taarnet Hornene ham hilse,
Til Tegn, at her ham Festen er beredt.

Tjenerne bort.

HERMIONE.

Du har en Datter - ved din Datters Ære,
Lad el mig hjælpeløs i denne Nød!

THEBE.

Ved hendes Ære? - Men hvad gjør du, Barn!
Din skjønne Klædning du paa Jorden smudsker -

HERMIONE
knælende.

Her vil jeg kysse Støvet for din Fod,
Og ei dig slippe, før du har bønhørt mig!
O Procne, kom! Foreen din Bøn med min!
Hæv dine blinde Øine til din Moder,
At for Medlidenhed sit Bryst hun aabner!
Fortæl, at ogsaa jeg en Moder har!
Anraab om Frelse for mig! Bed, at hun,
Som var i mit Sted du, sig vil forbarme!

THEBE.

Naa, Procne! Faaer du ei Medlidenhed?
Du har endnu de samme sure Miner.

Til Hermione.

Og troer du, at saameget bedre du er
End alle Andre? Og hvad Nød vel har du?
Er ei som en Prindsesse du betjent?
Seer du da ei de gyldne Billedstøtter;
De skjønne Malerier; Virakskaalen,
Der damper dig til Priis; og disse Kjerter,
Der over Alting kaste Glands og Glimmer!
Vi har det altid holdt med mange Lys!
Kun eengang var her mørkt: den første Gang,
Da denne Sal til Venus blev indviet -
Da var her Nat - spørg Procne kun derom!

HERMIONE
reiser sig.

Du frygtelige Gamle!

THEBE.

Seer du, Barn!
Naar ei jeg sparet har min egen Datter,
Hvorfor da dig? Til Procne.
Jeg gaaer, at hente Vinen.
Hold du med Selskab her vor smukke Fange!

Idet hun gaaer.

Jeg skal dog sørge for, at Meleager
Ved nyt Besøg kan finde Bommen lukt.

Gaaer og laaser af efter sig.

282

SJETTE SCENE

de forrige, uden thebe.

HERMIONE.

Og er det Mennesker jeg er iblandt? -
Kun truende og mørke Miner seer jeg,
Men intet Øie, der mig Frelse spaaer.
Hvi greb jeg ei den Haand, der nys mig vinked
I Frihed ud? Selv om han var en Morder,
Han var en Mand dog! Han var ingen Q vinde! -

Med stigende Angst

Endymion! har endnu du Liv, saa kom!
Kom, mine Landsmænd! Hermione kalder!
Bryd op mit Fængsel! Før mig ud i Frihed!
O kom, før Angsten har mit Hjerte knuust!

PROCNE
nærmer sig pludselig.

Stands dine Raab, og hør mig!

HERMIONE.

Hvad, du taler?
Saa er der dog et Hjerte bag dit Bryst?
Saa er din Læbes Lyd da ikke uddød
Som dine Øines Lys?

PROCNE.

Siig, er det sandt,
At du en Brudgom har, som høit du elsker?
At du vil døe, før du ham svigter?

HERMIONE.

Ja!

PROCNE.

Og er det ei paa Skrømt? thi Mange var her,
Der førte samme Sprog. Men jeg vil troe dig;
Din Stemme lyver ei.

HERMIONE.

Hvad er din Hensigt?

PROCNE.

Du skal ei døe, men du skal give Døden!

HERMIONE.

Hvordan?

PROCNE
tager en Dolk frem.

See denne Dolk! - I tvende Aar
Jeg bar den ved mit Hjerte. Hver en Morgen,
Naar eensom paa mit Leie jeg mig hæved,
Da bad jeg Guderne den Lyst mig unde,
At støde den til Grebet i hans Bryst.

HERMIONE.

I hvis? Hvem er din Fjende?

PROCNE.

Han, som din er. -
See, dette Haab har mig ilive holdt.
Som dagligt Brød var denne Tanke for mig.
Min Herlighed midt i mit usle Liv
Var dette Staal, som ved mit Bryst jeg følte,

283
HERMIONE.

Kom til dig selv, Ulykkelige -

PROCNE.

Stille!
Hvor er din Haand? See der er Dolken! Saadan
Som jeg nu holder, holde du om Grebet
Med alle dine Kræfter rigtig fast.
Naar saa hans Arm omslynger dig, da stød
Med Magt ham Staalet pludselig i Hjertet,
Saa dybt, at Heftet imod Brystet slaaer,
Og Blodet styrter frem i røde Strømme.
Frygt Intet for dig selv; thi udenfor
Jeg lytte vil, og naar dit Raab mig kalder,
Da kommer jeg herind. Jeg selv maa høre
Hans sidste Suk; jeg maa en Hilsen give
Ham med i Døden - ja! han vide skal,
At Stødet, som ham fælder, kom fra mig.

HERMIONE.

Afsindige! Og troer du jeg vil tjene
Dit blinde Had?

PROCNE.

Hvi kalder det du blindt,
Som var mit Øie gjennem lange Tider?
Viid, jeg har ogsaa seet engang som du;
Ja, Dagens Sol jeg saae, og meer end Solen,
Hans Ungdom har jeg skuet: den mit Lys var,
Da det blev mørkt omkring mig. - Blind jeg sad.
Men hørte jeg Actæons Trin sig nærme,
Strax dækkedes min Nat af klare Stjerner.
Naar jeg hans Røst fornam, da vandred jeg
Igjen i Vaarens lysegrønne Lunde;
Og kyssed han min Mund - o, Morgenrøden
Steg frem medeet, og skjælvende jeg stod,
Og skued meer og meer dens Purpur stige,
Og følte Varmen af den i mit Bryst.

HERMIONE.

Ulykkelige Procne!

PROCNE.

Ræk din Haand mig!
Din Røst er mild - det er saa længe siden,
At her jeg med et Menneske har talt.

HERMIONE.

Kan ei fra din Elendighed du flye?

PROCNE.

Du kjender ei den Magt, som han besidder;
Thi fast til sig min Villie har han bundet.
Han i sin Stemme som en Trolddom har;
Naar den jeg hører, strax mit Hjerte bæver,
Og alt mit Mod forlader mig medeet.
Det er, som for hans Fod jeg maatte synke,
284 Anraabe om Tilgivelse og Glemsel,
Og bede ham dog ei mig at forstøde.
Ja, mangengang, naar jeg omkring ham er,
Og for hans Nærhed glemmer alt det Svundne,
Naar da et venligt Ord han taler til mig,
Da kan jeg troe mig lykkelig som før.

HERMIONE.

Du skjælver, Procne!

PROCNE.

O, men anderledes
Det er, naar jeg er fjern fra ham og ene;
Naar jeg om Natten ligger paa mit Leie,
Og finder ingen Ro i mine Been.
Da brænder det herindenfor, af Lyst
Til min Fornedrelse og Skam at hevne;
Og hver en Tanke viser mig min Skjændsel,
Og den Elendige, som jeg er vorden.
Da husker jeg, at her han svor mig Troskab,
At det var her, hvor han mig stødte fra sig,
Hvor jeg hans Kys paa andre Læber hørte -
Thi altid drog en ond Aand da mig hid;
Jeg vilde ei - og dog jeg maatte følge.
Da for min Sjæl der maler sig et Billed,
Som hvileløs jeg om igjen maa tegne,
Hvergang min Taare har det slettet ud.
Da har jeg Mod, og al hans Magt er borte.
Min Dolk jeg griber, og hans Død jeg skuer;
Hen i hans Nærhed iler jeg ... men atter
Min Haand er lam, og mig hans Trolddom binder.

HERMIONE.

Forglem det bittre Had, som dig fortærer,
At Ro du finder -

PROCNE.

Ro? Ja, som det usleste
Af alle Jordens Dyr. Har ei du seet,
At naar man knuser Hovedet paa Slangen,
Den ligger zittrende til Sol er nede?
Min Sol Actæon er i denne Verden;
Før han er død, faaer ingen Hvile jeg.

HERMIONE.

O, frygteligt du taler!

PROCNE.

Gjem din Dolk!
Min Moder kommer. Gjør som jeg har sagt.
Jeg venter udenfor - stol trygt paa mig!
Men træf hans Hjerte med en sikker Haand.

285

SYVENDE SCENE

thebe. de forrige.

THEBE.

Som jeg det spaaede før, det just er gaaet.
Actæons Sværd som Lynet splittet har
Den rædde Hyrdeflok, og hjem den flygter.
Anføreren er fangen -

HERMIONE.

Hvad! Endymion?

THEBE.

Han hedder Hæmon. Da i Taarnet ind
De kasted ham, han raabte paa Endymion,
Som her i Fangenskab han troer med dig.

HERMIONE.

Endymion her?

THEBE.

Nei, tro ei saadan Snak.
Af Actor har jeg faaet Lys i Sagen:
Han staaer og kigger Stjerner dybt i Skoven.

HERMIONE.

Ha, Qvinde! Siig mig Alt -

THEBE.

Saa hør! Her Viin er,
Hvoraf din Brudgoms Skaal du drikke kan.
I Skoven han for Ravnen gjør et Gilde,
Mens her Actæon holder dig med Selskab.
Sin støvbedækte Dragt vor Prinds nu skifter;
Men snart han kommer. - Nu, vær ei forknyt!
Pynt lidt paa dine Fjær, du smukke Fugl,
Og hæng ei saa med Næbbet! - Procne, kom!

Thebe og Procne bort.

OTTENDE SCENE

HERMIONE
ene. Hun staaer en Tidlang stum; derpaa hæver hun Blik og Hænder iveiret:

Du Endymion ei forglemmer,
Du, som mig gjør uforsagt!
Himlens Venus! ja, jeg føler
Din guddommelige Magt.
Staaer jeg end omringt af Fjender,
Raaber end hver Stemme: skjælv!
Flygted end de sidste Venner,
Jeg har dig og har mig selv.

Døren gaaer op. ACTÆON træder ind i pragtfuld Klædning, med Rosenkrandsen om Panden.

ACTÆON.

Vær mig hilset her i Stilhed,
Elskede! som for mig staaer:
Deilig som den Drøm, der fyldte
Mig fra Ungdoms første Aar.
286 Timen endelig er kommen,
For hvis Lykke jeg blev til;
Skatten, som mit Hjerte kræved,
Endelig jeg hæve vil -
O, lad ned for dig mig knæle!
Skue opad i det Blik,
Der, saa dybt som Aftenhimlen,
Hvile for min Længsel fik.
Som et Hav var dette Hjerte,
Det var dig, der blev paakaldt,
Stjerne! naar med alle Kræfter
Brusende det steg og faldt.
See det! Bølgen ruller rolig,
Gynger her i stille Lyst;
Straalen af dit lyse Billed
Har sig sænket i dens Bryst!

HERMIONE.

O, Actæon, lad mig tale!
Selv du Frygten jager ud;
Er saa mildt dog nu dit Øie,
Vær i Storhed da en Gud:
Trøst giv Den, som er bedrøvet,
Frelse Den, som seer kun Død,
Frihed Den, som her din Fange
Raaber til dig i sin Nød!

ACTÆON.

Du min Fange - du i Nøden?
Er du ei min stolte Brud?
Bringer ei hver nyfødt Morgen
Nu os Begge Glædens Bud?
Over Roser vil vi vandre,
Leve hen i evig Vaar,
Evig af den friske Lykke
Flette Krandsen om vort Haar.
Høit paa Gangeren du ride
Skal hos mig i Purpurdragt,
Nedad Dalen, over Bjerget,
Gjennem Skovene paa Jagt.
Ved mit Taffel skal du trone!
Strengeleg og Hornets Gjald
Til Alverden om din Skjønhed
Og min Lykke tale skal.
Sange skal din Priis forkynde!
Hvad der fylder sødt mit Bryst,
Hver en Aftenstund ved Harpen
Kjærlig tolker dig min Røst.
Kommer Natten, vi dens Skygge
Favn i Favn vil byde Trods:
287 Stiger Stjernen op paa Himlen,
Stiger Himlen ned til os.

HERMIONE.

Dog du feiler, o Actæon!
Hvis du mig at vinde troer:
Kun Endymion her er Hersker,
Troskab ham mit Hjerte svor.

ACTÆON.

Ham du end at nævne vover? -
For din Lykke glem dit Savn!

HERMIONE.

I hver Tanke boer hans Navn.

ACTÆON.

Venus selv os her trolover,
Selv hun aabner dig min Favn.
Seer du ei, at dette Kammer
Smykket er til Bryllupsfest?
Seer du Eros ei som Gjest?
Det hans Fakkel er, som flammer!
Det hans Piil er, som nu rammer
I dit Øies Ild min Barm!
Det hans Aand er, som omsvæver
Nu os Begge luevarm! -
- Her Pocalen høit jeg hæver,
Fyldt med Druens stærke Saft!
Elskovslykke, Ungdomskraft,
Drømme, hvori Længsel bæver,
Høie Glæders Fryderaab,
Gyldne Minder, søde Haab
Gjemt i disse Draaber ligge.
Lad dem qvæge da din Aand!
Tag Pocalen af min Haand!
Her vort Jaord vil vi drikke.

HERMIONE.

Før lad Himlens Lyn mig ramme,
Før en Draabe jeg faaer smagt!

ACTÆON.

Ei du kjender Elskovs Magt,
Derfor spotter du dens Flamme!
Ei fornam du, hvad der strømmer
Gjennem Barmen som en Ild,
Naar hver Tanke salig drømmer,
Naar i Attraa, snart saa mild,
Snart saa stormende og vild,
Som paa Bølger Hjertet svømmer;
Naar sig henrykt Favn i Favn
De beruste Aander vugge:
Hede Kys og dybe Sukke
Tolke svagt kun deres Savn;
Naar den Lyst, der zittred længe,
Og i Kraft udvided sig,
Sønderrives pludselig
288 Som en Harpes stemte Strænge -
Ei fornam du, hvad dig skrækker
Nu som Kjærlighedens Bud:
Til en Pagt med Glædens Gud
Tøm Pocalen jeg dig rækker I

HERMIONE
kaster Bægeret til Jorden.

Her mit Svar! Som dine Ord,
Saa din Elskov jeg forkaster!

ACTÆON.

At beseire mig du troer;
Mod din Skjæbne dog du haster.

HERMIONE.

Himlens Venus, staa mig bi!

ACTÆON.

Hun din Bøn kun vil foragte.
Hendes Bæger jeg dig rakte -

HERMIONE.

Dødens Draaber var deri!

ACTÆON.

Hør mig! Endnu er du fri!
Du din egen Lykke kjende:
Til den Brudgom du dig vende,
Som en Gud dig har bestemt.
Hvert et Ord lad være glemt,
Ingen Strid er meer tilbage;
Ydmyg af din Naade tage
Vil jeg Kjærlighedens Gunst.
Men er her min Bøn omsonst,
Hvis at dele nu du nøler
Denne Længsel, som jeg føler
Brænde dybt her i mit Bryst:
Da er Kampen og min Lyst!
Seieren nys stod ved min Side,
Om min Lykke vil vi stride,
Til mig Venus den har bragt.
Hendes Dom jeg har dig sagt:
Intet menneskeligt Øre
Dine Bønner her vil høre,
Hvis du trodser hendes Magt.

HERMIONE.

Intet menneskeligt Øre -
Hvad kan Mennesker mig gjøre,
Hvis til Døden jeg har Mod?

Hun griber efter Dolken; Actæon river den af hendes Haand og omslynger hende.

ACTÆON.

Ha, dit Vink jeg her forstod!
Krigen alt du vil forkynde,
Kampen alt du vil begynde,
Men spild ei dit dyre Blod!
Heller lad det banke mod
Dette Hjerte, fyldt af Varme!
Føl dig i din Elskers Arme,
Smelt, du Kolde, ved hans Ild!

289
HERMIONE.

Procne! Procne!

ACTÆON.

Du anraaber
Den, som sidst dig hjælpe vil.
Døren her jeg stænger til.

HERMIONE.

Ingen Frelse meer jeg haaberl

Actæon iler til Døren, udenfor hvilken der høres flygtende Trin; idetsamme aabner Hermione Altandøren, og staaer ved Gitteret naar Actæon vender tilbage.

ACTÆON.

Ha, hvad gjør du?

HERMIONE.

Nærm dig ei!
Kun et Skridt - og Flodens Bølge
For dit Øie skal mig dølge.
Ned i Dybet gaaer min Vei!

ACTÆON.

Stands!

HERMIONE.

En Tilflugt er mig givet!
Kan du end mig røve Livet,
Mig beseire kan du ei.

ACTÆON.

Venus!

HERMIONE.

Jer anraaber jeg,
Høie Magter! I mig hæve!
At mit Hjerte ei skal bæve,
Ei forfærdes for sin Grav.

ACTÆON.

Du, som denne Krands mig gav:
Dig jeg seer! - Dit Øie blinker!
Du mig vinker
Fremad og til evigt Held!

Han iler hen mod Altanen.

HERMIONE.

Alle Rædsler her Farvel!

Hun styrter sig over Gitteret; man hører Faldet i Dybet, hvorpaa Alt bliver stille.

ACTÆON
staaer ubevægelig.

Hvad var det? - O, det var Døden!
Vee mig! Op fra Bølgens Skjød
Der en Klagetone lød
Fra et Hjerte, stedt i Nøden -

Han kaster sig pludselig paa Knæ.

Venus! Jeg din Villie fatter.
I min Sjæl dit Lys oprandt.
Det var ikke Jordens Datter,
Paa hvis Gunst du gav et Pant.
Det er ingen jordisk Qvinde,
I hvis Arme jeg skal finde
Lykken, som jeg aldrig fandt.
For at bryde Sjælens Fængsel,
For at køle disse Luer,
For at stille denne Længsel,
Mod det Himmelske jeg skuer.
Er jeg dog af Guders Slægt!
290 Kun guddommelige Arme
Eie dette Hjertes Varme,
Hæve disse Sorgers Vægt.
Kun i Favn af en Gudinde,
Kan det Væld af Fryd jeg finde,
Hvori hvert et Savn er lægt.
Ja, hun staaer alt for mit Øie!
Ja, jeg seer min Brud, den høie
Ranke, rene Lilievaand:
Jagtens Mø, den evigunge,
Priist af hver en jordisk Tunge,
Klædt i Skjønheds Klædebon! -
O, men du, som her min Aand
Hæver mægtig paa din Vinge,
Dig, o Venus, skal min Haand
Nu et Takkeoffer bringe!
Høit i Mørket Luen svinge
Skal sig op fra Borgens Tag;
Glimte over Flodens Vove,
Lyse for de mørke Skove,
Gjøre Natten selv til Dag!
Alt hvad jeg af Rigdom eier,
Al min Skat og Herlighed
Kaster jeg i Baalet ned:
At min Tak jeg kan dig vise,
At, naar Flammen vinder Seier,
Hver en Mund din Magt maa prise!
End omsnoer din Krands mit Haar;
End dit Blik gjør mig beruset;
Dig til Ære lyse Huset!
Lad det synke! Op af Gruset
Min Lyksalighed jo staaer!

Han griber en Fakkel og iler ud.

291

FJERDE ACT

FØRSTE SCENE

Stjerneklar Nat. Sletten i Skoven. ENDYMION, bundet til Træet og slumrende. VENUS URANIA og LUNA træde op.

LUNA.

Her aabnes Skoven.

VENUS.

Her ved Maalet staae vi.

LUNA.

Og hvi har du din Stjerneborg forladt?

VENUS.

Mig lokked ned den Dødeliges Bøn;
Og dig, o Luna, kaldte jeg fra Luften,
Til Bistand for din Yndling - see ham hist!

LUNA.

Endymion - o, hvor jammerfuldt et Syn!
Med Vold de fine Lemmer sammensnøred'.

VENUS.

Hans Baand jeg løser.

LUNA.

O, naar saa jeg seer ham,
Hvor kalder da hans Billed ad min Taare.
Et Kys jeg maatte trykke paa hans Læber,
Og aande Ætherduft ned i hans Bryst.

VENUS.

Nærm dig ham ei! Jeg selv ham vækker ... Hvad?
Du blegner - Faklen skjælver i din Haand -

LUNA.

Du høie Venus ei min Længsel fatter.
Du kjender ei den Lænke, som mig binder
Til denne Yngling og hans Skjæbne fast.
Alt som en lille Dreng han tidt mig mødte,
Naar jeg med Smiil ham lokked ud paa Engen.
Og faldt i Slummer han ved Træets Rod,
Da lagde jeg ham i min Arm, ved Hjertet,
Og vuggede ham ind i blide Drømme.
Men da han voxed op, da voxed og
Min Kjærlighed til ham; thi altid hæved
Han higende sit Blik til mig fra Jorden.
Dybt i mit Bryst hans skjønne Billed leved;
Jeg søgte ham - med Rødmen jeg det tilstaaer -
Hvor end han gik; ja, tidt jeg hurtig trængte
Mig gjennem Lunden og de mørke Skove,
For ham at skue, naar han gik forbi.
Da stod jeg bævende bag Poppelpilen,
292 Og titted frygtsom frem af Bladesløret;
Men saae han mig, da raabte han: vær hilset,
Du lyse Luna, paa min dunkle Vei!
Saa har jeg fulgt ham, trofast, uforandret;
Ja, mangen stille Nat jeg stod paa Bjerget,
Og bøied ned mig over ham, som slumred,
Mens tunge Taarer fra mit Øie randt.
Thi vel jeg vidste, at den høie Skjæbne,
Der vied mig til eensomt Liv, forbød mig
At tænke paa Forening og paa Lykke.

VENUS.

Altid du klager; hold med Klagen inde
Og her fornem mit Bud! Du kjender Veien
Igjennem Skoven til den dunkle Hule,
Der leder ned i Underverdnens Dyb.
Ad den du føre mig og denne Yngling,
Mens klart din Fakkel lyser for hans Fod.

LUNA.

Hvordan - du vil ham føre bort fra Jorden?

VENUS.

Hans Bøn fra mine Stjerner har jeg hørt;
Thi trofast i sit Liv han har mig dyrket,
Og efter mine Lovbud og min Villie
Saa tidt i Nattens Stilhed har han speidet.

LUNA.

Du vil ham tage bort fra denne Jord?
Du vil det Eneste mig røve, som
Endnu jeg har tilbage? Grumme Venus!
O, hvad har ei jeg allerede mistet?
Alt, hvad jeg bandt mit Hjerte til, forgik;
Alt drog forbi - kun jeg tilbage blev,
Og maatte lyse for de sunkne Grave. -
Du kjender ei til Eensomhedens Qval!
Thi Par ved Par, og fast i Forbund vandre
Paa Himmelbuen dine høie Stjerner;
Men jeg - o, naar jeg skuer op, da møder
Jeg Lys ved Lys, forened' til en Krands;
Og seer jeg ned paa Jorden, Alting slutter
Sig sammen der: som Træ til Træ i Skoven,
Saa Sjæl til Sjæl paa Menneskenes Stamme.
Selv mine Søstres Lod jeg prise vil;
Thi Hekate omringes dog af Skygger,
Og mellem Skovens Dyr Diana vandrer.
Kun jeg er eensom! Jeg alene gaaer
Min stille, øde, glædeløse Vei,
Og sender længselfuld mit Øie rundt
I Luftens Tomhed - ingen Røst mig kalder,
Og ingen Favn sig aabne vil for mig.
Jeg skal forsage, kun forsage skal jeg!
Og dog vil du forbyde mig at klage,
293 Formene mig det dybe Suk, der trænger
Sig al mit Hjerte frem, og gjennem Natten
Som Gjenlyd hæver sig fra Jorden op.

VENUS.

Hvi sender længselfuld dit Blik du rundt,
Istedetfor at vende Øiet op
Til mine Stjerner, hvor kun Ro du finder?
Opløfted Skjæbnens Villie da dig ei
Høit over denne Jord, hvor Alting vexler:
Hvor Stormen flyver og hvor Bølgen stiger,
Hvor Blad og Blomst faaer Liv for at forgaae,
Hvor Menneskenes Hjerter hæves kun,
For ned at synke; hvor i evig Skiften
Hver Aand og Skikkelse urolig vandrer.
Er ogsaa du da bleven lig min Søster,
Der driver her med Mennesker sit Spil;
Der, som det Hav hvoraf hun steg, ustadig,
Kun fængsler for at slippe; lokker kun,
For med en flygtig Lykke at bedaare.
O Luna! Du min Slægtning, som jeg elsker:
Lys med din milde Fakkel kun for Jorden,
Men lad dens Taager ei dit Sind forvirre.
See op til mig, hvergang dit Hjerte bæver!
Send al din Længsel til min Stjerneborg!
Hvergang du kalder, jeg Harmonia sender,
At hun, den skjønne, fylder dig med Fred.

LUNA.

Ja, hvis som du jeg var af himmelsk Udspring,
Da fandt jeg Trøst for alle mine Sorger.
Hvis fri jeg var, da fængslede mig ei
Nu Jordens Søn; men min Natur er jordisk.
Er ikke uopløselig jeg bunden
Til disse Dale, saa at ingen Flugt
Mig fører op, o Venus, i din Favn? -
O! Jeg vil sørge, klage - græde vil jeg,
Til mine Taarer har din Villie bøiet.
Jeg vil jo Lykken ei, kun Synet af den.
Men hvis dens Billed selv du røver mig;
Hvis ogsaa denne Yngling bort du tager;
Hvis aldrig meer jeg paa min stille Vandring
Skal møde ham, skal skue dette Aasyn,
Naar længselfuldt det vender sig mod mig:
Da vil jeg svøbe mig i sorte Skyer,
Min Fakkel slukke, og min Lod forbande.
Langt hellere den Ringeste paa Jorden,
End som Gudinde haabløs og elendig!

VENUS.

Du Daare! Dig mit Ord her burde straffe.
Troer du, at bøie Loven og den Skjæbne,
294 Der skjenked dig din Lod; der bød mig handle
Urokkelig og fast som mine Stjerner?
Troer du, at dine Taarer kan forandre
Hvad dybt jeg i mit Hjerte har besluttet?
At du kan rive min Tilbeder fra mig,
Naar til Lyksalighed jeg vil ham føre? -
Viid, denne Ynglings Lykke boer i Døden;
Og hvis du elsker ham, saa tving dit Hjerte,
Og lys foran ham paa hans sidste Vei.

LUNA.

O, hvilket Offer kræver du af mig!

VENUS.

Tag Afsked med ham mens endnu han slumrer,
Og skrid saa frem paa Veien med din Fakkel!

LUNA.

Vee mig! Jeg skal min Lykke selv begrave.
Du skjønne Hyrde! tag endnu et Kys
Af Lunas Læber - o, det sidste bli'er det!
Men hendes Hjerte vil dit Billed gjemme.
Med det hun over Himlen hen vil vandre,
Og drømme om det i den stille Nat.

Gaaer frem ad Veien.

VENUS.

Vaagn op, Endymion! Dine Baand jeg løser.

ENDYMION.

Hvordan! Mit Øie skuer Himlens Venus,
Og jeg er fri -

VENUS.

Din Bøn har naaet mit Øre.
Den Kjærlighed, som du har mig betroet,
Til dig jeg gjemt har paa et sikkert Sted.

ENDYMION.

O min Gudinde! Du har dig forbarmet.
Men hvor er hun, jeg tabte: Hermione?

VENUS.

Fra Jorden og dens Nød hun flygted bort;
Men har du Mod, du end skal hende møde.

ENDYMION.

Hvad er din Villie?

VENUS.

Har du Mod til Døden?

ENDYMION.

Og er da dette Liv saa sødt? Naar Det,
Som jeg har mistet, jeg i Skaalen lægger
Mod Det, som er tilbage: da mig tykkes,
At Døden Vinding er, og Livet Tab.

VENUS.

Du har dit Haab til mine Stjerner bundet.
Det Lys, som dig i klare Nætter vinked,
Dig følger ogsaa her i Dybet ned.

ENDYMION.

Ja, styrk mit Mod, o Venus! Vær min Stjerne
I Dødens Nat!

VENUS.

Hold fast min Haand! Den fører
295 Dig gjennem Mulmet, at du ei forvildes.
Og seer du hist den milde Luna vandre?
Hun om sin Pande kasted Straalesløret,
Og lyser med sin Fakkel for din Fod.
Saa vandrer du, af to Gudinder elsket,
Ned til det stille Land -

ENDYMION.

O, viis mig Veien!

Venus, Endymion og Luna bort.

ANDEN SCENE

PROCNE kommer, ført af en Dreng, som bærer en Fakkel.

DRENGEN.

Skal nu jeg slukke Faklen? Dagen gryer.

PROCNE.

Gjør som du vil; jeg har ei Lys fornøden.
Hvor er vi nu?

DRENGEN.

Paa Sletten midt i Skoven.
Den lige Vei fra Borgen er du gaaet.

PROCNE.

Saa drei tilvenstre. Du en Sti vil finde.
Paa den et Stykke Vei vi frem maae gaae,
Saa kommer der et tæt og dunkelt Krat;
Fra fordums Tid det er mig vel bekjendt.
Dybt inde bag det ligger Søen.

DRENGEN.

Ja,
Den hellige Sø, hvori hver Morgenstund
Diana bader sig med sine Nympher.

PROCNE.

Derhen du føre mig!

DRENGEN.

Det tør jeg ikke.

PROCNE.

Du skal!

DRENGEN.

Enhver, der Søen kommer nær
Ved Badetid, ei lever Dagen over.

PROCNE.

Hav ingen Frygt! Vi gaae ei ned til Vandet.
I Krattet jeg forbliver - søg blot Stien.

DRENGEN.

Staa her da rolig, til jeg Vei har fundet.

Gaaer.

PROCNE.

Og denne sløve Dreng er al min Tilflugt -
Hvad har jeg mere? Hvert et Haab om Hevn
Med Borgen sank i Gruus i denne Nat.
Min Moder indebrændt - mit Hjem lagt øde -
Jeg selv en Flygtning, der maa vandre ud,
At søge Sporet af ham rundt i Verden;
At lytte efter ham i hver en Stemme,
Der til mit Øre naaer paa Vei og Sti. -
Hvi greb ei Luen mig i sine Arme
Istedetfor min Moder? Væggen sank,
Og Loftets Bjelker hørte jeg at falde.
296 Da tog en Haand om min - hans Haand det var;
Høit paa sin Arm han løfted mig - jeg følte,
Hvor Ildens Tunge slikkede min Kind,
Da ned ad Trappen han mig bar. Da kunde
Jeg have dræbt ham; i min Magt han var.
Men endnu eengang paa hans Vei jeg kommer!
Jeg hørte ham Dianas Sø at nævne;
Derhen jeg maa! Der skal til Afsked dog
Han skue Procnes Skikkelse; og træffer
Min Haand ham ei, han skal min Røst dog høre,
Før her vi skilles - -
O, en Trøst jeg har:
Eengang i Hades jeg hans Skygge møder.
Der vil af Furien jeg Faklen laane,
Og Slangehaaret og den spidse Dolk;
Og som den aldrig hvilende Alecto
Jeg skal ham følge. Dolken høit jeg svinger;
Omkring hans Hoved hvisle mine Slanger,
Til Skræk og Raseri hans Hjerte griber,
Og hylende han styrter sig i Dybet.

DRENGEN
kommer tilbage.

Kom! Her min Haand er. Sporet har jeg fundet.

PROCNE.

Afsted da hurtig!

DRENGEN.

See dig blot tilbage!
Nei, det er sandt, du har jo ingen Øine -
Men Røgen fra Actæons Borg jeg seer
Nu ganske tydeligt - høit over Skoven
Imod de hvide Skyer den stiger op.
Det var en prægtig Ildebrand inat,
Især da Taget faldt: langt hen paa Floden
Fløi Gnisterne, mens Luen slog iveiret.
Jeg havde gjerne seet lidt længer paa det;
Men saa kom En af Jægerne og bød mig,
At bringe dig i Sikkerhed til Skoven.
Han sagde, at du gav mig nok en Gave -

PROCNE.

Min Villie gjør, og denne Ring du faaer.

DRENGEN.

Den Ring jeg lider godt. Kom! Her er Veien.

De gaae videre.

TREDIE SCENE

En Plads ved Indgangen til Skoven, I Baggrunden de rygende Ruiner af Actæons Borg, hvorover Solen begynder at hæve sig. MELEAGER og MIMAS komme hurtig ind.

MIMAS.

Du selv det saae?

MELEAGER.

Med mine egne Øine.

297
MIMAS.

Actæon skulde selv da være Manden?

MELEAGER.

Det er som jeg dig siger. I mit Paasyn,
Og trods min Modstand, stak han Ild paa Huset.
Da Salens Loft var faldet, kasted han
Fra Oven gyldne Smykker, Purpurkapper
Og kostbart Sølvtøi over Baalet ned.
Idet hans Læbe kaldte høit paa Venus.
Til Alt Ruiner var, han blev ved Branden,
Og Alle, som at slukke kun forsøgte,
Drev med sit Spyd han rasende tilbage.
Tidt stod han stille og sin Krands tog af,
Imens han stirred henrykt ind i Flammen;
Tidt talte høit han med sig selv, og vandred
Frem og tilbage, med sit Spyd i Haanden,
Som var til Ildens Vogter hen han sat.
Men hvis du end ei rasende ham troer,
Saa viid, at han i Floden styrtet har
Den unge Hyrdepige, som vi fanged.
O, jeg afsindig var - vi Alle var det,
At ei vi den Ulykkelige frelste,
Og tæmmed før hans vilde Raseri.

MIMAS.

Og jeg, som ret nu troede ham helbredet!

MELEAGER.

Hvis ikke Fængslets Dør jeg havde aabnet,
Og hemmelig i Frihed ladt de Fangne,
Hver Hyrde da var indebrændt som Thebe.

MIMAS.

O, Meleager! Bliver saa det ved,
Jeg mister reent Humeuret. Aldrig glemmer
Jeg denne Nat! Isøvne dybt jeg laae,
Og drømte, at jeg Nympherne saae dandse:
Da vakte mig et rædsomt Skrig om Hjælp.
Jeg traadte ud i Gaarden - der stod Thebe
Paa Taget i den aabne Qvist, og Ilden
Omspændte hendes Vei fra hver en Side.
Saa stod hun lang Tid, som en Hex, i Luften;
Medeet sank Bjelken under hendes Fod,
Og med et Skrig hun styrted ned i Baalet.

MELEAGER.

Ja, selv jeg saae det.

MIMAS.

Længe vil jeg plages
Af dette Syn; men ei det værste blev det.
Thi seer du! medens saadan nu jeg stod
Og saae paa Branden, og just tænkte paa,
Hvormangen lystig Aften vi bortsvired
Bag disse Mure, som nu styrted sammen;
Hvormange søde Piger der vi favned,
Mens skummende Pocaler vi stak ud:
Da stod medeet Kong Aristæos for mig,
298 I samme Dragt, som Dagen før han døde,
Da Sceptret og sin Søn han mig betroede.
Først stirred liigbleg han en Stund paa mig,
Saa løfted han sin høire Haand og trued,
Og med den venstre peged han mod Jorden.

MELEAGER.

Du gaaer i Barndom og har drømt, du Gamle!

MIMAS.

Jeg selv det troede først; men seer du, Synet,
Bestandig truende ad mig med Haanden,
Skred hen imod mig - saadan, Skridt for Skridt.
Paa eengang sortned Alting for mit Øie;
En Stemme hørte jeg - saa Intet meer.
Da til mig selv jeg kom, sad jeg ved Porten
Hos Actor og de Andre. Stærkt de drak,
Thi mens Actæon borte var paa Borgen,
Gav Actor al den bedste Viin til Priis,
Og Fad paa Fad af Kjeld'ren op de slæbte.
Jeg vilde gjøre Selskab - ei en Draabe
Kom over Læben; Skikkelsen bestandig
Stod foran mig hvergang jeg løfted Skaalen,
Og først da Dagen gryede, svandt den bort.

MELEAGER.

Nu, dersom du har Syner, jeg har med.
Een Skygge viser evig sig for mig.
Ja, kun din Skygge greb jeg, Hermione!
Du selv dig vendte bort, og gik forbi.

FJERDE SCENE

DE FORRIGE. ACTOR og en Skare Jægere; Alle betyngede af Viin.

ACTOR.

Her er Pladsen!

EN JÆGER.

Her vi vente!

EN ANDEN.

Godt jeg gaaer, men staaer kun daarligt.

EN TREDIE.

Lige modsat! det alvorligt
Rundt med mig paa Veien rendte.

EN FJERDE.

Surr det løber for os Alle.

EN FEMTE.

Vinens Dunster Hjernen trykke.

EN SJETTE.

Kan vi staae ei, kan vi falde!

CHOR.

Deiligt, her at boe og bygge!

De kaste sig i Græsset.

MIMAS.

Væbnede med Spyd og Buer,
Som til Kamp, jeg Eder skuer -
Siig mig, Actor, hvad skal skee?

ACTOR.

Du vel snart det faaer at see!
Notabene, dersom ikke
Alt er mørkt for dine Blikke,
Som da jeg i sidste Nat
299 Halv besvimet saae dig ligge
Næsegruus, paa Jorden plat.

MIMAS.

Altsaa det var dig, som talte!
Men hvad er jer Hensigt nu?

ACTOR.

Jeg saa klog just er som du.
Mig Actæon kun befalte,
Dengang Dag det blev igjen,
At forsamle Borgens Mænd,
Og til Skoven hid dem føre
Væbnede med Spyd og Pul:
Det var Alt, hvad jeg fik høre.

MIMAS.

Stille! ... Fodtrin naae mit Øre.

ACTOR

Ja, der kommer han med Iil!
Spydet krumt hans Hænder bøie -

MIMAS.

Siig, hvordan var han tilsinds?

ACTOR.

Spørg ham selv! Han veed det nøie.

MIMAS.

Dødbleg er han; vildt hans Øie.

JÆGERNE
reise sig.

Hil Actæon! Hil vor Prinds!

ACTÆON
standser og seer sig tilbage.

Over Borgen
Alt staaer op den gyldne Morgen -
Nys var Ilden der at skue,
Blussende mod Nattens Bue.
Jordens Lue
Her med Himlens Straaler mødes,
Og den stærke Eros fødes.
See, han svinger
Alt de store Purpurvinger!
Frem han svæver,
Høiere ham Skyen hæver,
Himmel-Buen.
Spænder han i Morgenluen;
Gyldne Pile
Ned mod hendes Bryst nu ile. -
Snart, som i de gamle Dage,
Revne hen i salig Svimmel,
Jord og Himmel
I hinandens Favn vil drage;
Snart med Himlens stolte Datter
Jordens Søn formæles atter;
Snart en Krands af Guders Lykke
Ham skal smykke,
Som til Krandsen er udseet!

Gaaer hen mod Jægerne.

ACTOR.

Herre! Hvad du bød, er skeet.

300
ACTÆON.

Følg mig! Timerne os kalde.
Nu den store Dag begynder.
Der Lyksalighed forkynder
Som for mig, for Eder Alle.
Endt er Natten:
Lykkens Sol i Østen stiger;
Hurtig lad os hæve Skatten,
Før den viger.

MIMAS.

Søn, hvad er din Hensigt?

ACTÆON.

Kjendte
Du endnu ei Skjæbnens Villie?
Saae du ei, da Borgen brændte,
Luen lyse som en Lilie?

MIMAS

afsides. Vildt han taler.

ACTÆON.

Vinden vifted -
Strax sin Skikkelse den skifted;
Og berørt af røde Flammer,
Saae jeg Farve den forandre.

Vender sig mod Jægerne.

Veed I, hvi Diana vandre
Maa blandt Skovens dunkle Stammer
Uformælet og alene?
Hvi, skjøndt evig fyldt af Savnet,
Aldrig hun bag Lundens Grene,
Som Apollo sin Koronis,
Som Cythere sin Adonis,
Lykkelig sin Elsker favned?

MIMAS
afsides.

Meer end nok jeg har erfaret!

ACTÆON.

Venus mig det aabenbared;
Hun, som har Diana sparet
For sin Søns de stærke Pile,
Medens rastløs uden Hvile,
Fra min Ungdoms første Dage,
Jeg til Skoven maatte drage,
Hendes Billed at opjage -
Jeg vil Grunden Eder sige:
Endnu ei det kjække Hjerte,
' Trodsende hver Frygt og Smerte,
Fandtes blandt de Dødelige;
Endnu ei det Mod, der voved
Til det Høieste at stige,
For i Kamp den Krands at vinde,
Som den mægtige Gudinde
Til den Dristige kun loved -
Mig alene Krandsen vinker!
Mig den drager ind i Skoven
301 Til Dianas Sø, hvor Voven
Klar i Morgensolen blinker;
Hvor nu Jagtens stærke Piger
Om min stolte Brud staae Vagt,
Mens hun kaster af sin Dragt
Og i Badet deilig stiger;
Hvor nu, for med Slør at dølge
Hendes høie Jomfrubryst,
Gyngende i stormfuld Lyst
Bølge ruller over Bølge.
Did til Søen I mig følge!
Selv om Kamp det koste vil,
Bruden skal mig høre til;
Hendes Nympher Jer tilfalde!

JÆGERNE.

Fast vi holde paa dem Alle!

ACTÆON.

Frem da til Dianas Søl
Der mit Bryllup vil vi feire.
Frem til Badet, at beseire
Jagtens kongelige Mø!

JÆGERNE.

Fremad til Dianas Sø!

MIMAS
griber Actæons Arm.

Stands, Afsindige! Saalænge
Det paa Piger kun gik løs,
(Og jeg lider selv en Tøs)
Lod jeg Tingen gaae sin Gænge;
Men hvis i din vilde Svimlen
Nu du vil bestorme Himlen -

ACTÆON.

Du mig standser? Kun en Lyd,
Og som Dagens Offer ligge
Skal du her for dette Spyd!

MIMAS
til Jægerne.

Frygt Diana! Følg ham ikke!
Intet om hans Ord Jer bryd!

ACTÆON.

End du taler?

MIMAS.

Ei forlader
I dit Raseri jeg dig!

ACTÆON.

Du dit eget Liv da hader?

MIMAS

afsides. Skyggen atter truer mig -

Til Actæon.

Tænk, Actæon, paa din Fader!
Han i Graven vender sig.

ACTÆON
lægger Spydet an.

Døe du vil da?

MIMAS
til Jægerne.

Bind hans Hænder!
Raseri ham grebet har.
302 I hans Øie Vanvid brænder.
Bind hans Hænder! Ei ham spar!

ACTÆON
render Spydet igjennem ham.

Ned til Tartarus da far!

MIMAS.

Aristæos, dig det var!

Synker ned.

Hele Herligheden ender!

Døer.

ACTÆON.

Samme Vei Enhver jeg sender,
Der tør standse mig som han!
Følg mig!

MELEAGER
der staaer i Afstand.

End et Ord, Tyran!
Her fra mig du skal fornemme.
Dæmpe skulde det dit Mod,
Kunde Hermiones Blod
Raabe til dig i min Stemme:
Dine Gjerninger ei gjemme
Skjult sig i den dybe Flod.

ACTÆON
spænder sin Bue.

Hør den hæse Ravn, som skriger!

MELEAGER.

Huldskab, Troskab her opsiger
Dig i Alles Paasyn jeg!
Mødes meer vi paa vor Vei,
Sværdet evig skal os skille.

ACTOR.

Ha, Forvovne!

ACTÆON.

Actor, stille!

Han skyder. Pilen streifer Meleagers Hoved.

ACTOR.

Hurtig vi ham gribe ville!

JÆGERNE.

Her han lide skal sin Dom!

ACTÆON.

Lad ham fare! Følg mig! Kom,
Før Diana,
Før min jomfruhvide Svane
Af sit køle Bad er oppe.
Seer I Varslet? - Skovens Toppe
Stærkt af Solens Guld forgyldes.
Ogsaa jeg af Fryd nu fyldes!
Haabets ømme,
Aldrig før saa søde Drømme
Min Lyksalighed nu spaae.
Fremad! Spydet fast i Armen!
Mod i Barmen!
At jer Kamp I kan bestaae.

ACTOR.

Seieren følger en Forvoven!

JÆGERNE.

Ingen svigter af os Alle!

303
ACTÆON.

Høit i Skoven
I Triumph lad Hornet gjalde!

Actæon og Jægerne bort.

MELEAGER
ene.

Iil din Undergang imøde!
Fyld dit Maal af Raseri!
Jeg, i Mindet om den Døde,
For at sone Fortids Brøde,
Nu Endymion vil befrie.
Folket saa jeg vil forene,
Dæmpe hver en Frygt og Tvist,
Bringe Fredens Olieqvist
Til Arkadien fra Messene.
Har jeg dette Værk fuldbragt,
Da jeg kaster Landsens Byrde;
Ikke meer jeg Dyret myrde
Vil som før paa blodig Jagt;
Hos den fredelige Hyrde
Laaner Bolig jeg og Dragt.
Paa hans stille Liv beflitte
Skal fra nu sig denne Aand;
Aldrig mere skal min Haand
Sig med Rov og Ran besmitte.
Dybt i Dalen vil jeg gaae,
Tænke paa mit Liv tilbage,
Efter Lykken meer ei jage,
At den meer ei flygte maa.
Ud med Tro i Agerfuren
Vil jeg strøe det rige Korn;
Siddende ved Klippemuren,
Kalde Hjorden med mit Horn;
Dulme hver en Smertes Torn
Ved Betragtning af Naturen. -
Naar dens Tider vexle, naar
Vaaren bryder Vintrens Lænke,
Da paa Tiden vil jeg tænke,
Da i mig det først blev Vaar;
Da sig Varmen monne sænke
I min Sjæl, saa kold og haard.
Naar i Muld jeg seer dem lægge
Sæden ned i sildig Høst,
Vil hos mig det Mindet vække
Om min Elskovs bittre Lyst;
O, thi som bag Dødens Dække
Skjult den spirer i mit Bryst.
Og seer Dagens Sol jeg dale,
Men endnu fra Bølgens Skjød
304 Med sit lyse Gjenskin male
Hele Himlen purpurrød:
Hermione! da, skjøndt død,
Til mit Hjerte du vil tale.

Gaaer.

FEMTE SCENE

Den hellige Sø i Skoven. DIANA træder op med Spyd og Bue, fulgt af Ata LÅNTE med Hundekoblet, AURA med Jagthornet, CYANE med Fuglenettet, og flere NYMPHER. Toget gaaer frem langs med Søen.

CHOR.

Priis Diana, Jagtens Dronning!

ATALANTE.

Priis den Stærke! som i Skoven,
Som paa Bjergets høie Top
Jager dristig og forvoven
Dyret fra sit Leie op.
Frem til Angreb kjækt hun triner,
Hjertet gløder efter Kamp:
Spydet hviner -
Dyrets Blod staaer høit i Damp.

CHOR.

Priis Diana, Skovens Dronning!

AURA.

Priis den Friske! som, med Haaret
Over Skuldren kastet frit,
Vinden lig om Efteraaret
Stormer frem med raske Skridt.
Under Løvets hvalte Kroner
Frem sit gyldne Horn hun ta'er:
Hornet toner -
Dybe Lunde give Svar.

CHOR.

Priis Diana, Nymphers Dronning!

CYANE.

Priis den Rene! stolt af Villie,
Som paa Eros kold tør see;
Høi og rank som Vandets Lilie,
Hvid og skjær som Bjergets Snee.
Dybt i Badet hun sig dølger,
Hegnet ind af tætte Siv:
Køle Bølger
Kun tør favne hendes Liv.

DIANA.

Stands! -
Her skygger Egen; dybt er Vandet her.
Her vil i Bad jeg gaae!

AURA
til Nympherne.

Spred Tæppet ud!

DIANA.

Nei, bedre Leie gi'er det friske Græs.

CYANE.

Skal jeg af Foden dig Sandalen løse?

DIANA.

Jeg selv mig hjælper! - Her jeg Spydet planter!
Derover hæng mit Kogger og min Bue.

305
ATALANTE.

Ved Træets Green jeg Hundekoblet binder.

AURA.

Og her er Hornet!

DIANA.

Vel! - I andre Nympher!
Bliv her paa Vagt, indtil mit Horn Jer kalder.
Ved Buestrængen hold den skarpe Piil;
Og hvis jert Blik en Dødelig opdager,
Skyd strax ham ned, at ei han slipper bort,
Og praler af, at han Diana skued. -
Cyane, Aura, Atalante, kom!

ATALANTE.

Skal ned i Badets Bølger vi dig følge?

DIANA.

Ja, vi den gamle Veddekamp fornye!
Den anden Bred af Søen er vort Maal.
I tør til Svømning begge Arme bruge;
Jeg selv med venstre Haand kun deler Bølgen,
Og holder Hornet hævet med min høire.

ATALANTE.

Her kaster jeg min Dragt!

CYANE.

Her ligger min!

AURA.

Og min jeg kaster her!

DIANA.

Jeg selv er rede!

DE TRE NYMPHER.

I Badet ud!

DIANA.

I Bølgen ned, den kolde!
Den, som nu seirer, Hornet skal beholde.

Diana og de tre Nympher kaste sig i Søen.

CHOR
af Nympherne paa Landet.

See, de forsvandt for vort Øie! -
- Atter nu skue vi dem!
Atter Diana, den høie,
Stiger af Bølgerne frem.
See, hvor hun lægger sig over
Vandet med roende Arm;
See, hvor de skyllende Vover
Løfte den sneehvide Barm!

DIANA.

Brug Haanden som den vevre Fisk sin Finne!

CHORET.

Forrest vor Dronning Diana
Seiler i Nymphernes Trop.
Stolt, som en svømmende Svane,
Løfter hun Hovedet op.
Hornet hun sætter til Munden -
Hør, hvor i Bølgen det sang!
Hør, hvor det toned fra Lunden!
Hør, hvor i Luften det klang!

306
DIANA.

Fremad, o Nympher! vil I Hornet vinde.

CHORET.

Tys! Som et Raab jeg fornemmer -
Ovre fra Skoven det kom.
Hør! Det er jublende Stemmer.
Dronning Diana, vend om!
Dronning Diana! du fare
Hurtig mod Landet igjen:
Seer du den væbnede Skare?
Seer du de dristige Mænd?

Actæon og Jægerne træde ud af Skoven paa den anden Side af Søen.

ACTÆON.

Ha, Tid det var! Seer I, paa Bølgen svømmer
Min stolte Brud, af sine Nympher fulgt.
Høit over Alle hæver hun sit Hoved,
Og mod sin Brudgom frem hun rækker Hornet,
At klare Toner tolke maae hans Lykke.
Ja, nu Lyksalighedens Time kommer!
Hør, hvor i Jubel Fuglechoret synger!
Seer I, hvor Jord og Himmel ud er smykket
Med Guld og Farver til et Brudekammer?
Det høie Himmelloft sig hvælver blaat;
Af Skovens grønne Løv er Væggen bygt;
Og i den dybe Sø staaer Brudesengen,
Af sølvblaae Bølger vugget, som af Gænger,
Og dækket til af Skummets Perleslør.
Seer I, hvor Bruden kaster Tæppet af?
Mod Landet iler hun, for mig at møde.
Til Skoven længselfuld hun vinker ind.
Som Hjortens Hjerte føler mit jeg gløde;
Jeg følger efter dig, du hvide Hind!

Til Jægerne.

Afsted til Maalet! Langs med Søens Bølge.

JÆGERNE.

Af sted! Til Seier og Lykke vi ham følge!

Actæon iler forbi, fulgt af Jægerne.

CHORET
paa den anden Søbred.

Hjemad vor Dronning nu higer,
Hjem, mod den sivklædte Kyst;
Bølgen den synker og stiger,
Deelt af det mægtige Bryst.
See, hun sig nærmer til Landet!
Rundtom hun Skumblomster strøer,
Mens hun, til Bæltet i Vandet,
Staaer blandt de bølgende Rør.

307
DIANA
i Badet.

Aura, Cyane, Atalante!

NYMPHERNE.

Dronningl

DIANA.

O, af Forbittrelse mit Hjerte skjælver!
Hvi har den høie Solgud ei dem truffet
Med sine Pile, førend mig de skued?
Men frygtelig skal Hevnen her dem ramme!

AURA.

Hvad er din Villie med dem?

DIANA.

Hurtig, Aura!
Stig op af Badet! Grib dit Spyd, og fer
Til Angreb Nympherne, saasnart du hører
Mit første Stød i Hornet.

AURA.

Vel, min Dronning!

DIANA.

Spar Ingen uden ham, som Skaren fører.
Jeg kjendte ham: Actæon var det - han,
Som Venus lokket har i sine Garn,
Og som i lang Tid ei mig Offer bragte.
Jeg selv ham straffer!

AURA.

Din Befaling skee!

Aura bort.

DIANA.

Du, Atalante, føre Hundekoblet!
Og naar igjen du hører Hornets Klang,
Da slip dem alle løs, at paa min Fjende
De stille deres blodige Tørst og Hunger.

ATALANTE.

Vel, høie Dronning!

Atalante bort.

DIANA.

Du, Cyane, bringe
Mig Dragt og Vaaben, naar for tredie Gang
Jeg lader Hornet tone. Her jeg bliver,
Til jeg min Skam har hevnet, og hvert Øie,
Der saae mig nøgen, er i Døden brustet.

CYANE.

Dit Bud jeg lyder. Ha! men see paa Veien,
Ved Søens Bred ....

DIANA.

Som til en Fest han iler -
Snart faaer du Ro, du Daare! Snart du hviler.

Cyane bort.

ACTÆON
i Afstand; standser forundret.

Hvordan? De flokke sig de store Daadyr.
De komme frem af Krattet fleer og fleer;
Og trodsigt deres Hoveder de hæve,
Og truende de ordne sig til Angreb.
Min kongelige Hind er ei blandt dem.
Endnu i Badet hun sig dølger - see!
Af Sivet hendes Hoved dukker op,
308 Og hendes hvide Krop mit Øie skimter.
Hun flygter - ha!

Vender sig vinkende tilbage.

Fremad, til Jagt nu Alle!

JÆGERNE
komme ilende.

Fremad! I Nymphers Arme skal vi falde!

Actæon styrter frem med Jægerne; idetsamme lyder Dianas Horn, Nympherne skyde deres Buer af paa Jægerne, der styrte til Jorden. Actæon iler forbi dem, ned mod Søen.

DIANA.

Han kommer!

ACTÆON.

Flygt ei bort, du hvide Hind!
Du Herlige, som jeg har jaget efter!
Du, som min Længsel og min Attraa vakte,
Naar gjennem Løvet hen saa let du sprang.
I Badet ned jeg styrter mig til dig!
Mit Hjertes hede Glød du skal fornemme!
Du er min Dronning! Jeg er Skovens Konge,
Den Kronede blandt Dyrene paa Jorden!

DIANA
stænker Vand paa ham af Søen.

Bliv til et Dyr! Bliv, hvad du alt er vorden!

Høie Hjortehorn voxe op af Actæon s Pande, og sprænge hans Rosenkrands, der falder til Jorden. Han selv staaer et Øieblik ubevægelig med udstrakte Arme, og iler derpaa i store Spring henad Stien til Krattet. Dianas Horn lyder paany. Hundene slippes løs og forfølge ham gjøende; kort efter høres hans vilde Skrig inde fra Krattet

DIANA
stiger op af Badet

Hurtig min Dragt! Min Ære har jeg hevnet.
Er Alle døde?

AURA.

Intet Liv er sparet.
See selv! Med Liig er Søens Rand bestrøet;
I hver en Barm har Pilen dybt sig boret.

DIANA.

Ha, endnu flammer Vreden i mit Bryst!
I Døden ned min Hevn skal dem forfølge.
Men bort fra disse Aadsler!

Hun støder i Hornet. Hundene komme tilbage.

Atalante!
Bind Koblet fast! - Seer du de røde Tunger?
Actæons varme Blod dem farvet har.
Hans hede Hjerte ned fra dem nu drypper.

CYANE.

Her er den Rosenkrands, som han har baaret.

DIANA.

Kast den i Støvet ned, at der den visner! -
Men fremad nu! Fra disse Skove bort!
Op til de høie, sneebelagte Bjerge,
At jage Ulvene af deres Skjul!
Op, hvor den stolte Ørn sin Rede bygger!
Der stille Hjertet vi ved nye Seiere,
Og køle Kinden i den friske Luft.

Bort.

309
NYMPHERNE.

Bort gaaer den Modige,
Nu, da sin blodige
Dom hun har holdt.
Øiet, det luende,
Panden, den truende,
Løfter hun stolt.
Vee hver en mødende
Fjende, hun glødende
Nu træffer paa:
Spydet, det susende,
Haanden, den knusende,
Ned vil ham slaae.

Alle bort.

SJETTE SCENE

PROCNE, ført af Drengen, træder ud af Krattet.

DRENGEN.

Her Søen er. Nu gaaer jeg ikke længer.

PROCNE.

Endnu de høie Skrig gjenlyde for mig;
Forfærdelig i Døden klang hans Stemme.

DRENGEN.

Troer du vi her er sikkre?

PROCNE.

Nær du stod jo,
Dengang de vilde Hunde ham forfulgte?

DRENGEN.

Ja, henad Stien han som Vinden fløi.
Jeg troede ei et Menneske det var,
Thi begge Hænder holdt han op til Panden,
Og høie Hjortehorn af dem stak frem.
Først da han kom forbi, jeg ret ham kjendte.
Men idetsamme kom de store Hunde;
Af Halsen hang de lange Tunger ud,
Da hylende de faldt ham an, og rev
Ham Led fra Led, og spredte rundt hans Lemmer,
Mens med de vilde Skrig han fyldte Skoven.

PROCNE
afsides.

Det har Diana været.

DRENGEN.

Ha, men seer du?

PROCNE.

Hvad er der? Paa din Haand du ryster.

PRENGEN.

Kom,
Lad bort os flygie! Her hans Jægre ligge.
En blodig Piil i hvert et Hjerte sidder,
Og hvert et Ansigt er mod Himlen vendt.

310
PROCNE.

Diana har holdt Dom!

DRENGEN.

Skynd dig! Afsted!
Før os Gudinden træffer med sin Bue.

PROCNE.

Før mig til Søen hen, saa kan du gaae.

DRENGEN.

Ved Kanten staaer du. Skrid blot ned ad den,
Saa vil du Vandet med din Fod berøre.

PROCNE.

Her er den Ring, jeg lovte dig til Gave.
Hvis man om mig dig spørger, siig, at Procne
Sig hviler ud nu ved Dianas Sø.

DRENGEN.

Jeg sender Folk herhen, dig hjem at føre.

Bort.

PROCNE
ene.

Saa maatte du i Døden ned før mig -
Dit høie Jammerskrig jeg skulde høre,
Dit sidste Suk - jeg længtes jo derefter;
Men ogsaa mig traf Lynet, som dig ramte. -
Hvad er tilbage? Alt er dødt og øde.
Hvor er det blevet stille om os Begge!
Den stærke Storm forstummet er medeet;
Den før saa stramme Bue hænger slap,
Og brudt er Pilen. - Ikke meer du rastløs
Paa Bjerget og i Skoven Dyret jager;
Ei meer med troløst Hjerte frem du higer
Mod Lykken i de skjønne Qvinders Arme;
Ei meer i Sorgens Uro nu du søger,
Hvad i dit eget Bryst du ikke fandt.
En stille Skygge sidder du i Hades
Og seer i Floden ned; og dunkle Syner
I evig Flugt forbi dit Øie trække,
Mens under dig dit Billed skjælver dybt.
- O, hvis sig eengang Procnes Skygge sætter
Ved Siden af dig, da forfærdes ikke:
Frygt hendes Hevn saalidt som hendes Ømhed,
Hun bleven er saa stille som du selv.
Det gamle Sagn, at hun engang dig elsked,
At hun engang dig haded, tro ei paa det!
Det var jo Drømme, der saa brat fik Ende;
Og ikkun Hjertets Tomhed blev tilbage.

Stiger langsomt ned til Vandet.

Her Bølgen gaaer. Hvor mildt min Fod den væder!
Hvor ruller let og blød den hen imod mig,
Som kaldte den mig med en sagte Stemme.
I strenge Guder! hvis min Bøn Jer rører,
Lad mig en evig Søvn da sove her
311 I denne Vugge, som I selv mig redte.
Lad ingen Lyd ned til mit Øre naae:
Ei Vindens Suk, naar det i Sivet klager,
Ei Himlens Torden - ikke Hornets Toner,
Naar over Søen længselfuldt de svæve.
Lad ingen Drøm fra Jorden mig besøge,
Og lokke mig med Røster, som jeg kjendte,
Til Livets ængstelige Minder op.
Lad mig alene paa den dybe Bund!
Og som mit Syn I tog, saa røv mig Evnen
At skue indad; i mig selv tilbage,
At ingen Fjende der min Ro forstyrrer.
Lad Alt mig glemme og kun Hvile finde!
Ja, for det Mørke, hvormed I bedækked
Mit Liv paa Jorden - til Erstatning giv mig
Den tause, evige og dunkle Nat!

Hun glider sagte ned i Søen. Bølgen lukker sig over hende. Scenen er en Tidlang tom.

SYVENDE SCENE

VENUS ANADYOMENE kommer ud fra Skoven med sine Nympher.

VENUS.

Den bratte Død har her hans Hjerte truffet?

GALATEA.

Ja hist, o Dronning! seer du Kampens Minder.

PHILYRA.

Den hele Jægerskare ligger dræbt.

IRENE.

Det friske Blod til Løvet viser ind.

AGLAJA.

Og her din sønderrevne Krands jeg finder.

VENUS.

Lad see, Aglaja! - Mine Roser er det!
Med Blod er deres fine Blade pletted' -
Men ved min Faders Hoved, jeg mig hevner!
Hvor triumpherende var ei Diana,
Dengang hun mødte mig ved Skovens Rand,
Og mig Actæons Endeligt fortalte.
Hun kaldte ham min Yndling, og hun loe.
Men bi, du Stolte! Jeg min Søn vil sende,
At med sin Piil han dine Nympher saarer,
Saa Skovens Fauner de i Armen falde.
Naar da for trangt dem deres Bælte bliver,
Og selv til Spot for Guderne du vandrer:
Da skal du tænke paa den høie Venus,
Som bøiet har din Stolthed med sin Magt.

Hun sætter sig ved Træet.

GALATEA.

Vil du, at jeg din Vogn dig henter hid?

VENUS,

Hvem taler til dig? Tie, til man dig spørger!
Jeg selv vel husker; hvad jeg har fornøden,
312 Philyra! gaa, og hold min Vogn beredt
Til hurtig Reise.

PHILYRA.

Strax, min høie Dronning!

Philyra bort.

VENUS.

O, naar jeg paa de sidste Dage tænker,
Hvor kunde dette Land jeg da forbande!
Jeg kom herhid for min Triumph at nyde;
Men allevegne saae jeg Folket samlet,
For ned at bryde mine Templer og
Den Magt at trodse, jeg Actæon gav.
Og nu den Spot, Diana mig tilføied -
Aglaja! ræk mig Speilet, at jeg seer
Om Vreden har i Rynker sig indpræget.

AGLAJA.

Endnu saae Dagen ei saa glat en Pande!

VENUS
speiler sig.

Nei virkelig! Jeg faaer dit Ord vel troe;
Naar pleied min Aglaja vel at lyve? -
Men flet en Krands, Irene! om mit Haar,
Og du, o Galatea! løs mit Bælte,
At jeg min Klædning hurtig af kan kaste.
I kjende Billedhuggeren paa Gnidos,
Hvis Roes gjenlyder nu Alverden over.
Hans Aand sig hæver Dag og Nat til mig
Med Bøn, at jeg for ham mig aabenbarer,
Saa han et værdigt Billed af mig danner.
Idag hans Bøn opfyldes: nøgen træder
Jeg i hans Værksted ind, saa alle Former
Kan præge dybt og klart sig i hans Sjæl;
Saa intet Guddomstræk han skal forglemme,
Men tryllet af mit Syn en Venus skabe,
Der med Beundring fylder Jordens Slægt.

IRENE.

Her er en Krands af Vaarens friske Roser!

VENUS
bestandig speilende sig.

Tryk ei saa dybt den over Haaret ned!
Den skjuler jo min Pande. Leer. Veed I vel,
Det var et morsomt Indfald af Diana,
At hun med Horn Actæons Pande kroned.
Den Stakkel! Men beklages kan han ei.
Han fik igjen med rundelig Betaling
Hvad mangen Ægtemand han havde skjenket;
Og tænk Jer - Hjortehorn! Det var med Renter!

Leer høit,

PHILYRA
kommer.

Din Vogn er rede! Dueflokken forspændt.

VENUS