Paludan-Müller, Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg, I. Bind

II
III

PALUDAN=MÜLLERS

POETISKE SKRIFTER
I UDVALG
UDGIVNE

UDGIVNE
I ANLEDNING AF HUNDREDAARS-FESTEN
I. BIND

INDLEDNING, TEXTREVISION OG KOMMENTAR
VED
CARL S. PETERSEN UNDERBIBLIOTEKAR VED DET KGL, BIBLIOTEK

KØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
1909

IV
V

UDGIVERENS FORORD

Nærværende Udgave af Frederik Paludan-Müllers poetiske Skrifter er et Udvalg, ikke en samlet Udgave af, hvad han har skrevet. Fuldstændighed er den første Fordring til en Udgave, der gør Krav paa at være videnskabelig, og Fuldstændighed kan ogsaa i en Folkeudgave være paa sin Plads, naar det gælder en samtidig Forfatter, hvor Ensartethed i Livssyn og Udtryksmaade hos Digter og Publikum lader det sidste bære over med den førstes svagere Arbejder; men Fuldstændighed er af saare tvivlsomt Værd i en Folkeudgave af en Digter fra en nu forsvunden Litteraturperiode, hvis Maade at udtrykke sig paa, hvis Syn paa Livet og Menneskene i saa mange Maader afviger fra eller støder an mod vort. Man tør paastaa, at man kun gør en Forfatter fra en ældre Tid en daarlig Tjeneste ved til Alménlæsning at optrykke alt, hvad han har skrevet, uden Hensyn til, om det i Form og Indhold nu føles som forældet eller ej. Man staar derved Fare for, at det, som virkelig har poetisk Værd, forsvinder i eller overskygges af det, som kun har litterærhistorisk eller tidshistorisk Interesse; men hermed er hverken den gamle Forfatter eller det nulevende, for Poesi interesserede Publikum tjent.

Selv de Kritikere, der som Brødrene Julius og Frederik Lange har værdsat Paludan-Müllers Digtning højest, har ikke nægtet, at der blandt hans Arbejder - selvfølgeligt - er adskillige, som er svage og for en Nutidslæser, der søger poetisk Berigelse, ikke blot og bar tids- eller personalhistorisk Belæring, uden dybere Interesse. Alle saadanne Arbejder er udeladte af nærværende Udgave. De skal nævnes her i den Orden, i hvilken de i sin Tid udkom: 1832 "Fire Romanzer", "Kjærlighed ved Hoffet", 1835 "Zuleimas Flugt", 1836 "Eventyr i Skoven", "Alf og Rose", 1837 "Trochæer og Jamber", 1838 "Fyrste og Page", "Beatrice", 1861 "Paradiset", 1862 "Pygmalion", 1866-73 "Ivar Lykkes Historie", 1874 "Tiderne skifte" - desuden en Række mindre Digte fra forskellige Perioder af Digterens Liv.

Som man ser, rammer Udeladelserne dels Paludan-Müllers Ungdoms-, dels hans Alderdomsdigtning, derimod ikke hans Manddomsdigtning, den hvori han ydede sit bedste og det, som vil bevare hans Navn som VI en af vor Litteraturs anseeligste Forfattere. Men selvom en Del er udeladt, skulde jeg dog tro, at ogsaa af hvad der er medtaget, vil man særdeles vel kunne danne sig et klart og i det store og hele udtømmende Billede af Gangen i Paludan-Müllers digteriske Virksomhed.

Medens Stoffet i de tidligere Udgaver af Paludan-Müllers poetiske Skrifter var meddelt uden nogen som helst Orden, et Forhold, bl. a. Julius Lange levende har udtalt sin Beklagelse af, er i nærværende Udgave Værkerne meddelte i Tidsfølge, hvilket vil sige: efter Affattelsestiden, hvor denne kunde sikkert bestemmes, ellers efter Udgivelsestiden. Det har været mig meget magtpaaliggende at komme under Vejr med, naar de enkelte Værker er blevet skrevne, hvilket jo ingenlunde behøver at være ensbetydende med, naar de er udkomne, og jeg har i Kommentaren meddelt alt, hvad jeg af ydre eller indre Grunde kunde samle derom; men desværre er det Materiale, som foreligger til nærmere Belysning af Paludan-Mütlers Liv og Digtning, saa mangelfuldt, at man kun sjældent kan komme til noget Resultat. En Ordning efter Affattelsestid, der naturligvis var den ene rigtige, lod sig saaledes ikke gennemføre. Paa den anden Side vilde det dog være forkert helt at se bort fra Affattelsestiden i de Tilfælde, hvor denne lod sig bestemme, og kun holde sig til Udgivelsestiden. Dette kan oplyses ved et Par Exempler. Der foreligger fra Paludan-Müllers Side den Oplysning, at "Dryaden" er ældre end "Tithon", skønt førstnævnte Værk udkom lidt senere; Udgaven vilde ved at negligere denne Oplysning komme til at give et skævt Billede af de to Arbejders indbyrdes Forhold. Digtet "Perlen" tillægger Frederik Lange, forledt af Udgivelsestiden, en Betydning, som maa forkastes, naar man kender Affattelsestiden, der i dette Tilfælde er dokumentfast; det vilde være falsk, om Udgaven ikke anbragte dette Digt paa rette Sted i Digterens Produktion. Et enkelt Arbejde lægger sig imidlertid paa tværs af et hvert Ordningsprincip. Det er "Adam Homo". Første Del af dette Digt blev skrevet 1839, men udkom 1841; anden og tredje Del blev skrevet efter Begyndelsen af 1845 og udkom sidst paa Aaret 1848; men ind derimellem udkom "Dryaden", "Tithon" og "Abels Død" alle i 1844. At skille "Adam Homo" ad lod sig selvfølgelig ikke gøre, altsaa maatte de tre Digte sættes enten efter eller før, idet de naturligvis maatte holdes sammen; jeg har valgt at sætte dem før, fordi de efter deres Indhold tilhører Perioden før "Adam Homo". - De Tal, som er anbragte i Klammer under de enkelte Værkers Titel, angiver altsaa Affattelsestiden, hvor denne er kendt, ellers Udgivelsestiden; hvad der er hvad i det enkelte Tilfælde, vil fremgaa af Kommentaren.

De allerfleste af de i nærværende Udgave optagne Arbejder er allerede i Digterens Levetid udkomne i adskillige Udgaver, nogle endog i mange. Paludan-Müller havde den Skik, hvergang et af hans Værker skulde udgives paa ny, da at gennemarbejde Texten grundigt og omhyggeligt, idet han aldrig kunde faa Formen klar og ren nok. Heraf er Følgen blevet, at hvert enkelt Værk foreligger i en Række, indbyrdes VII mere eller mindre forskellige Redaktioner. Overfor denne Mangfoldighed har en Udgiver kun ét af to at gøre: enten at give den ældste eller den yngste Redaktion; ti af de forskellige forhaandenværende Redaktioner at sammenflikke en Udgave, som aldrig har været til, - en Fremgangsmaade, man af og til ser brugt, - er selvfølgelig ganske utilladeligt og skyldes blot en Misforstaaelse af de Principper, der anvendes overfor Texter, som kun foreligger i andenhaands Afskrifter. En Udgiver af Paludan-Müller har dog næppe noget Valg: Digteren har selv Gang paa Gang i sine Efterskrifter saa bestemt forlangt, at kommende Udgivere skulde respektere den sidste Redaktion, han havde givet hvert enkelt Digt, at man har at bøje sig for hans energisk udtalte Vilje. Jeg har derfor overalt givet Værkerne i den sidste, af Digteren selv besørgede Udgave, idet jeg kun ved en Sammenligning med de tidligere Udgaver har renset Texten for indløbne Trykfejl, hvilke ikke var mange.

De ved den idelige Omarbejdelse fremkomne talrige Varianter har naturligvis deres store Interesse. De giver nemlig, da Trykmanuskripter kun er til Stede i sørgeligt ringe Antal, og Kladder ganske mangler, et Indblik i Digterens Arbejdsmetode og derigennem Bidrag til hans Psykologi. Varianterne har saaledes deres store videnskabelige Værdi. Det var oprindelig Hensigten, at nærværende Udgave skulde medtage ogsaa noget af dette Stof, men naar det ikke des mindre ikke er sket, skyldes det Overbevisningen om, at et Udvalg ikke lod sig foretage. Det er den samlede Sum af Varianter, der har Betydning, ikke et større eller mindre Udvalg; ti hvem borger Benytteren for, at Udgiveren ikke har overset noget, der, tilsyneladende ligegyldigt, ved nærmere Granskning vilde befindes at være af største Værdi. Mere end paa noget andet Omraade gælder her Reglen: alt eller intet; og da Hensynet til Udgavens Omfang forbød Medtagelsen af alt, er intet medtaget. Kun hvor det var nødvendigt for at dokumentere Kommentering eller Ikke-Kommentering af et Sted, er Varianterne anførte; men disse Tilfælde er saa faa, at de ikke vil kunne forlede nogen til paa dem at bygge Formodninger om Digterens Arbejdsmetode.

Den Retskrivning, hvori Værkerne i nærværende Udgave fremtræder, er Paludan-Müllers egen. Men det er ikke altid helt igennem den, hvori det enkelte Værk sidst foreligger fra Digterens Haand. Det har nemlig under de gentagne Optryk ikke kunnet undgaas, at Sættere og Korrekturlæsere (Paludan-Müller benyttede paa sine ældre Aar saadanne) har gjort deres individuelle Opfattelse gældende af, hvordan Ordene rettelig burde staves, og derved er der ofte i de senere Udgaver indkommet en Vaklen i det ortografiske, som ganske fattes i de af Digteren selv i hans Manddomsalder besørgede Udgaver. Dette gælder særligt 5te Udgave af "Adam Homo" fra 1873, hvor Retskrivningen er en forvirret Blanding af Paludan-Müllers egen og den dengang officielle Svend Grundtvigske, og denne Forvirring er blevet endnu mere forøget i den efter Digterens Død' af Hustruen og en Niece besørgede Udgave af de VIII "Poetiske Skrifter". At bevare dette Virvar, der er Paludan Müller selv uvedkommende, vilde være meningsløst, og da det ved en Gennemgang af de forskellige Udgaver fra hans Haand meget let lod sig konstatere, hvordan han selv vilde have sit Modersmaal skrevet, er han i denne Udgave for Retskrivningens Vedkommende bragt i Overensstemmelse med sig selv. Enkelte Inkonsekvenser, der meget godt kan skyldes Paludan-Müller selv (f. Ex. hen ad Vejen og henad Stien o. lign.), har jeg ladet blive staaende.

Hvad nu angaar den til de enkelte Værker knyttede Kommentar, da falder denne i to Dele. Foran den egentlige Kommentar til Enkeltheder i vedkommende Digt er anbragt et Stykke, som i en fast tilbagevendende Rækkefølge skulde bringe Oplysninger om følgende Punkter: 1) Bibliografi (d.v.s. Affattelses- og Udgivelsestid, forhaandenværende Udgaver), 2) nærværende Udgaves Text, 3) Originaludgavens Tilegnelse, 4) Manuskript, 5) Oversættelser, 6) Musik, 7) Tjeateropførelser, 8) Illustrationer, 9) Versemaal (kun i et enkelt Tilfælde), 10) Æmnet (Kilder, Behandling o. lign.), 11) Samtidens Dom (Anmældelser og private Udtalelser), 12) nyere Litteratur om vedkommende Værk. Naar Led i denne Række mangler, betyder det, at der enten intet er at sige derom, eller at Udgiveren ikke har formaaet at finde noget.

Om to af disse 12 Punkter maa følgende bemærkes, for at Misforstaaelse kan undgaas. Oplysningerne om Musik, der er mig meddelte af Hr. Biblioteksassistent Jens Aarsbo, omfatter kun Musik af mere bekendte Komponister, derimod ikke svagere, nu ganske forglemte Arbejder; Oplysningerne om Oversættelser hviler paa Erslews Forfatterlexikon og paa Samlingerne i det kgl. Bibliotek og kan ifølge Sagens Natur ikke gøre mindste Krav paa at være fuldstændige, ti det kgl. Bibliotek ejer hverken alle udenlandske Tidsskrifter eller alle udenlandske Antologier, og selvom det gjorde det, vilde jeg dog ikke kunne have overkommet at gennemgaa dem alle.

Kommentaren til Enkeltheder er anlagt noget anderledes for de mytologisk-historiske Værkers Vedkommende end for de andres. Jeg har nemlig ved de førstnævnte indskrænket mig til at give sproglige Oplysninger og kommentere Navne og Begivenheder, men derimod ikke indladt mig paa i det enkelte at eftervise, hvor lidt eller hvor meget Sceneriet, Skildring af Klædedragt og Skikke, de optrædende Personers Maade at tænke og tale paa stemmer overens med Oldtidens. At gøre det maatte blive en Opgave for en klassisk Filolog, der med Kendskab til sin særlige Videnskab forbandt Indsigt i moderne Litteratur (navnlig Goethe), og det maatte gøres paa en bredere Basis: som en Vurdering i det hele af hin Tids "klassiske" Digtning. For nærværende Udgiver vilde en saadan Undersøgelse kræve et overordentligt Arbejde, og det er et meget stort Spørgsmaal, om Udbyttet for det store Publikum i foreliggende Tilfælde vilde staa i noget Forhold til Anstrængelserne, saa meget mere som det næppe er muligt at konstatere, hvad og hvor meget Paludan-Müller har læst og vidst. For de øvrige IX Værkers Vedkommende har jeg derimod stræbt, saa godt som Tid og Plads har tilladt det, at give ogsaa den kulturhistoriske og - naturligvis - litteraturhistoriske Baggrund, som er nødvendig for Forstaaelsen. Desuden har jeg, da nærværende Udgave er en Folkeudgave, ikke en videnskabelig for en snævrere Kres af litterært kyndige bestemt Udgave, ment det rigtigst at forklare alle saadanne Ord, Talemaader og Citater, som ikke kunde forudsættes alment bekendte, og derved har Kommentaren faaet et ret broget Udseende. Af den Grund er det blevet anset for rigtigst ikke at anbringe den som Fodkommentar under de paagældende Sider, men bagerst i hvert enkelt Bind. Det undgaas derved, at Læseren hvert Øjeblik jages ned i Kommentaren efter en Oplysning, som han ofte til sin Ærgrelse finder ganske overflødig. - Bibelcitater er givne efter Udgaven 1825 af Frederik VI's Bibel.

Det er min bestemte Overbevisning, at adskillige af Paludan-Müllers Værker, først og sidst naturligvis "Adam Homo", staar i det inderligste og intimeste Forhold til Samtiden, at de er byggede paa nøje Kendskab til Personer og Forhold fra hin Tid, at der til Personernes Karakteristik er laant Træk fra dalevende Personer - men kun i de allerfærreste Tilfælde har jeg kunnet begrunde denne min Overbevisning. Tradition existerer saa at sige ikke, og næsten alle skriftlige Optegnelser som Breve og Manuskripter er forsvundne eller tilintetgjorte. Dette maa alvorligt beklages. Selvom særlige Forhold har gjort sig gældende for Paludan-Müllers Vedkommende, idet hans Hustru skinsygt tilintetgjorde alt af Breve og Optegnelser, der vedrørte Manden, saa deler han dog i det hele og store kun Skæbne med sin Samtids øvrige Digtere. Ti hvor er det henne, hele det Stof af Kladder, Manuskripter, Breve, Optegnelser, som forlængst burde have været samlet i vore offentlige Biblioteker og derigennem have været tilgængeligt for Eftertiden? Hvad der endnu er bevaret af Materiale fra "Guldalderen" i vor Litteratur, skyldes, som det ogsaa for Paludan-Müllers Vedkommende har vist sig, næsten udelukkende en enkelt Mands Iver og Samlerflid: afdøde Etatsraad Edv. Collin. Den Opgave, som Bibliotekerne lod ligge, tog han op med overordentlig Energi, og hans Samling saa vel som hans Brevvexling med Forfatterne (ogsaa med Paludan-Müller) viser, at det ikke var fra disses Side, at det skortede paa Interesse og Forstaaelse af Opgaven. -

Med Hensyn til Indledningen, der af Hensyn til Pladsen maatte være saa kort som muligt, skal det kun bemærkes, at utrykt, tidligere ubenyttet Materiale saa godt som ikke har staaet til min Raadighed; den er saaledes skrevet paa Grundlag af den trykte Litteratur om Paludan-Müller og har kun til Hensigt at give de Læsere, som ikke kender denne Litteratur, de Oplysninger om Digterens Liv og Gangen i hans Forfattervirksomhed, som er nødvendige, naar man vil læse hans Værker. Jeg har ikke anset det for rigtigt at komme ind paa de Arbejder af ham, som ikke er medtagne i nærværende Udgave. - Citater af hans Skrifter er i Indledningen givne efter Originaludgaverne.

X

Tilbage staar for mig at bringe min Tak til de ikke faa, der paa forskellig Maade har hjulpet mig under mit Arbejde, og særlig til dem, der elskværdigt har udlaant mig Manuskripter eller Breve: Hr. Professor Borchsenius, Fru Professorinde Bøgh, Fru Dr. Gregersen og Hr. Boghandler Reitzel.

København, i December 1908. XI

INDLEDNING

I.

Frederik (af Familien kaldet Fritz) paludan-müller blev født den 7de Februar 1809 i Kerteminde, hvor hans Fader, Jens Paludan-Müller, var Sognepræst. Da Drengen var 10 Aar gammel, forflyttedes Faderen til Odense og blev Stiftsprovst over Fyen; 1830 udnævntes han til Biskop over Aarhus Stift og døde 1845 i Aarhus, 74 Aar gammel.

Slægten var baade paa Sværd- og paa Spindesiden en gammel, vidt udbredt og stærkt udpræget Embedsmandsslægt, der siden det 17de Aarhundrede havde talt Præster, Professorer og højere juridiske Embedsmænd blandt sine Medlemmer, og som endnu i det Slægtled, hvortil Frederik Paludan-Müller hørte, og i det følgende frembragte flere betydelige Mænd. Broderen Caspar Paludan-Müller blev en af Danmarks mest fremragende Historikere; Brodersønnen Jens Paludan-Müller, Georg Brandes' Ungdomsven, gav Løfte om at blive noget dygtigt, men fandt en tidlig Død i 1864 i Slaget ved Sankelmark; og Søstersønner var de tre, hver paa sit Omraade udmærkede Mænd: Kunsthistorikeren Julius Lange, Nervelægen Carl Lange og Sindssygelægen Frederik Lange.

Den gamle Slægt gav sine Medlemmer i Arv megen Kultur og Dannelse, megen Tænksomhed og Evne til let og flydende at forme Tankerne i Vers og paa Prosa. Men den gav dem ogsaa en Sarthed overfor Indtryk og en Nervøsitet, der hos enkelte kunde gaa over til Melankoli eller Sindsforvirring (Paludan-Müllers Moder døde som sindssyg), og den gjorde dem tidligt udviklede, men ogsaa gamle før Tiden. Man mærker det hos Paludan-Müller. Ungdommens Friskhed og Livsglæde bevarede han kun kort, om overhovedet nogensinde helt og udelt; allerede i sit 23de Aar var han, som det hedder i "Dandserinden", "begyndt at gaae i Tanker", og hans "Betragtningstime'' var slaaet. Livets og Tilværelsens Intethed blev det, hvorom hans Tanker kresede, og Døden kom til at staa for ham som den store Befrier, den han aldrig blev træt af at prise og paakalde; i sit 30te Aar formede han - man mærke sig Rækkefølgen - Linjerne: "Naar Dødens Stund jeg sætter kun til Siden, hvad har da Kraft og Glands som Ungdomstiden?" ("Adam Homo", 3dje Sang).

XII

Elleve Aar gammel kom Paludan-Müller i Odense Latinskole. Om hans Skolegang er intet bekendt, men han var under sin Opvæxt jævnlig syg, led allerede dengang af Nervøsitet og mørke Stemninger, som han gav Udtryk i Vers. Han blev Student med 2den Karakter i Aaret 1828, samme Aar som H. C. Andersen, og tog nu efter Faderens Ønske fat paa et Brødstudium. Han valgte Jura, men Faget interesserede ham ikke synderligt. Helten i "Dandserinden" (skrevet 1832), den unge Grev Charles, studerer Jura, men er næppe trængt videre dybt ind i Videnskaben: "tidt bringer jus naturæ ham i Vaanden, og aldrig fik med Folkeret han Bugt", hedder det spøgende om ham. Det har vel nok passet paa Paludan-Müller selv. Juridisk Embedsexamen tog han efter syv Aars Forløb, i 1835, med 2den Karakter, men han gjorde aldrig Brug af sin Examen som Adkomst til nogen Stilling eller Embede. I "Adam Homo" morer det ham af og til at lægge juridisk Specialkundskab for Dagen, men mere blev det ikke til.

Som ung Student skal Paludan-Müller have været overordentlig indtagende. "Med sin slanke Ynglingeskikkelse, sine ædle og fine Ansigtstræk, fyrige og dybtliggende mørkeblaa Øjne og lysebrune, krøllede Haar var han ikke ilde set af det andet Kjøn; desuden anede man, at der i denne Yngling boede mere end i de fleste" (Julius Lange). Han var en yndet Selskabsmand, en ivrig Danser og Løve paa Ballerne i København og hjemme i Provinsen. En Dame, som flere Aar efter hans Død har nedskrevet sine Erindringer om ham, siger, at han i sine første Studenteraar var "sprudlende af Liv og Munterhed, forkjælet af alle gamle Damer i Odense By, beundret af og forelsket i alle de unge Piger, engang imellem forlovet lidt med en eller anden, fra Høns fløj op til Høns fløj ned". Han kunde, naar det kom over ham, være overgiven indtil Kaadhed og foretage sig allehaande Ting, der dengang ansaas for at være paa Grænsen af det sømmelige. Engang, fortælles der, morede det ham paa et Klubbal i Aarhus at gøre saa stormende Kur til en ung Købmandsfrue, at Manden, "som lignede en Bulbider", blev rasende jaloux, og hans Fader Biskoppen skal ved en anden Lejlighed have faaet skriftlig Anmodning om at holde sin Søn i Ave.

Men Kaadheden og Munterheden var kun én Side af hans Væsen, selvom det vel var den, som Omgivelserne mest fik at se; hans Breve og Digterværker fra den Tid viser en helt anden. Man ser, at han har haft melankolske Øjeblikke, har kendt til mismodige Stemninger og mørke Tanker, til Utilfredshed med sig selv og Lede ved Livet. Man læse følgende Brev, han i sit 21de Aar skrev til sin Slægtning Fru Andrea Hansteen, gift med Astronomen Professor Christian Hansteen i Norge:
"Alvorlig talt, mit Skib gaaer ingen jevn Gang; tidt ligger det maustodt og tidt gaaer det for saa fulde Seil og med saa stærke Vinde, over brusende Bølger rundt omringet af mørke Skyer og knittrende Lyn og rullende Torden at jeg ikke meer formaaer at holde Roret eller styre Seilene, men lader det XIII staae til som det kan, da falder jeg i Fristelser og mange daarlige Begjærligheder; Fornuften stryger sit Flag, og Piger, Viin og Kortenspil - som der staaer i Visen - bliver min Havn, dog kun en skrøbelig, hvori jeg bjerger det synkefærdige Vrag, Dog er Opvaagnelsen af saadan en Drøm egentlig ikke behagelig. Da kommer Tomhed, Smerte, Qval og Anger, smaae nydelige Glutter maae Du troe, med hvem jeg underholder mig, og kun een Trøst bliver, den samme som Tasso omtaler naar han siger: mir gab ein Gott zu sagen was ich leide. - Dog nok herom, det er hverken godt at tale om eller høre paa; Lys maa jeg have - et andet Liv maa aabne sig for mig, hvis ei vil jeg selv aabne det. Bogen med de 7 Segl vil jeg bryde og see om mit Navn er tegnet i Livets eller Dødens Bog - misforstaae mig ikke, veed jeg dog knap selv hvad jeg skriver, men jeg vil see til at mit Haabs Øine ikke briste, thi, for atter at bruge Bibelens Ord (en gammel Vane): "Øiet er Legemets Lys, naar da det Lys som er i dig bliver Mørke - hvor stort er da Mørket?" og er ikke Haabet Sjælens Øie? derfor vil jeg vogte det og bliver det end svagere og svagere vil jeg betjæne mig af Conservations Briller - men disse ligge 3 Favne under Mulde - og det løierligste er, dog kan man være lystig, fornøiet, spøge og spase, gjøre Comerce og bære sig som man ikke vidste hvor man skuide anbringe de tusinde Løier og Indfald, som for andres Øine sidder En paa Læben og i Blikket, ja lyve allerstærkest naar Sandheden gjerne styrtede frem i tusinde Taarer. Saadan er Mennesket - sin egen Gaade og Modsætning. - Dog lad mig tie, maaskee er det en Crisis og alt kan endnu blive godt eller dog stille og roligt som disse sidste deilige Sommerdage efter den fortærende Vinter og kolde Foraar. Vær nu ikke vred, du kjære Sjæl! fordi mit Hjerte her har løbet af med min Pen, har Du dog selv saa tidt givet mig gode Raad for fordums mindre Saar, og om Du end dømmer, Du vil ikke fordømme! -"

At den Sjælsoprevethed, som kommer til Syne i dette Brev, ikke blot er en Frugt af en øjeblikkelig Stemning, men bundede dybere hos ham, fremgaar klart nok af en Række af hans Ungdomsarbejder. Et Digt som "Dandsemusik" (offentliggjort 1837, i hans 28de Aar) viser, at selv midt under Dansens og Festens Glæde kunde de mørke og mismodige Tanker dukke op hos ham. Selskabslivet, i hvilket han deltog, formaaede ikke at fylde hans Sind, og de Mennesker, han dèr traf paa, vakte nærmest hans Foragt. Naar han kom hjem, og Feststemningen havde sat sig, forekom det hele ham tomt og indholdsløst. Man ser det af et Digt som "Den ottende Konst" (offentliggjort 1837) og endnu mere af "Dandserinden", der er skrevet i hans 23de Aar (1832). Selvom nu noget af den Livstræthed og Verdenssmerte, der gaar gennem dette Digts flygtigt tegnede Billeder af Livet i den fornemme Verden, skyldes litterær Paavirkning fra hans daværende, lige stemte Yndlingsforfattere som Byron og Heine, Grundbetragtningen er dog hans egen, den samme, som gaar gennem hele hans Digtning, og Menneskeforagten, som den ytrer sig i Skildringen af det fine Selskab, er ægte nok; selv Helten, den unge Grev Charles - en svag, viljeløs og karakterløs Person, en endnu ikke helt udviklet Adam Homo - skildres med bitter Ironi, og kun den Kærlighed, Dione bærer for ham, formaar at kaste et lidt mildnende Skær over hans Skikkelse.

Den dybere Aarsag til dette, for en ung Mand i 20-Aarsalderen usædvanligt mørke og triste Syn paa Livet og Menneskene, kender man XIV intet positivt til. Rimeligt er det, at det ikke alene er Slægtsarv, der her gør sig gældende, men at der ogsaa ligger personlige Oplevelser og Skuffelser bagved. "Jeg har hørt nævne - siger Georg Brandes - at han i en meget ung Alder havde en Hjertesorg, idet en ung Pige, som var ham kær, blev ham berøvet ved Døden". Digte som "Gravlægning" og "Den Hedenfarne", hvis Tilblivelsestid er ganske ukendt, kunde nok tyde paa, at han engang havde lidt et saadant Tab, der vel paa hans sarte og fintmærkende Sind kunde have haft en oprivende Virkning. Men der kan ogsaa have været Oplevelser af helt anden Art. Som det ovenfor anførte Brev lader ane, at Adam Homos Ungdomsforvildelser ikke har været ham selv helt fremmede, saaledes var det jo muligt, at en Clara Galt havde krydset hans Vej, som hun krydsede Adams; i et Digt som "Bella Donna" (offentliggjort 1838) kunde man vel nok have Lov til at se et flygtigt Rids af hendes Skikkelse. Den alvorlige Lidenskab, som Digtet "Tilbagefald" viser, at han har næret overfor sin Slægtning Fru Henriette Friderichsen, der levede skilt fra sin Mand, og den Omstændighed, at der vistnok samtidigt ovre i Aarhus sad en ung Pige, som han holdt af (se Digtet "Billedet"), har ogsaa kunnet bringe nok af Uro og Spredthed, Misnøje med sig selv og Livet.

Det synes, som om Paludan-Müller en Tid har tænkt sig, at han kunde finde den Glemsel og den Ro, han trængte til, ved en Digtning, der holdt sig fjærnt fra Livet og Virkeligheden. Efter "Dandserinden", som udkom 1833, fulgte en Række Arbejder, der dels bevægede sig i et luftigt Fe- og Alferige (ingen af dem er medtagne i nærværende Udgave), dels og navnlig hentede deres Stof fra den græske Mytologi. Som Søn af en Tid, da græsk-romersk Litteratur, Kunst og Mytologi dannede Grundlaget for almindelig Dannelse, og som udgaaet fra en Slægt, hvor Klassikerne ved Siden af Bibelen Menneskealdre igennem havde været en kær Læsning, faldt det ham naturligt at ty netop til den græske Oldtid. Og desuden, den Harmoni, som hans Sjæl utilfredsstillet higede mod, traadte ham jo lyslevende i Møde i sin herligste Aabenbaring gennem Thorvaldsens Værker. Her var det, han længtes efter: Klarhed, Ro og Skønhed, og hvad han skyede: Lidenskab og Uro, fattedes ogsaa dèr. Intet Under, om Beskuelsen af Thorvaldsens Kunst, der øvede en overordentlig Virkning paa Datiden og mægtigt bidrog til at forme dens Idealer, har gjort sit til hos Paludan-Müller at fæstne den Tro, at han ad denne Vej kunde naa Hvile og Fred.

Med "Amor og Psyche", der udkom 1834, begynder Rækken af de mytologiske Digtninge, der giver den følgende Tid dens væsentlige Præg. Paludan-Müller fandt dog ikke ved Sysselsættelsen med de gamle Myter det, han søgte. Skønheden blev ham tilsidst vammel og ækel, Harmonien viste sig ved nærmere Eftersyn ikke overvættes stor, og Spørgsmaalet om Liv og Død, hvorom hans Tanker bestandigt i alle disse Aar kresede, kunde den græske Oldtid ikke løse paa en for ham tilfredsstillende Maade. Da han i 1844 i "Tithon" fældede Dommen over sin Ungdoms Bortflyen fra Livet og Virkeligheden til en digtet XV Fantasiverdens golde og ørkesløse Drømmeliv, gav han samtidigt i "Dryaden" (udkommet kort efter "Tithon", men skrevet før) til Kende, hvad det var i den græske Oldtid, der stødte ham bort, og i "Abels Død" (udkommet kort efter "Dryaden"), hvor han havde fundet, hvad han søgte.

Da den unge Dryade, Solguden Apollos Elskede, skal dø, anraaher hun sin Elsker om Hjælp:

Er du en Gud, saa frels mig!

APOLLO.

Jeg mægler ei det dybe Saar at læge;
Men end er Haab for dig!

DRYADEN.

Naar Natten kommer,
Saa kommer Døden med, hvis ei du frelser.
O, red fra Døden mig! Jeg knuger fast
Mig til dit Bryst! Slaa dine Arme om mig,
At Døden i mit Skjul mig ei skal finde! -
Jeg skulde nu først rigtig til at leve!
Her Kronen er, som du mig gav, og Krandsen
Af Roser flettet - see, hvor purpurrøde!
Og her er Lyren, som jeg skulde spille -
Glem ei dit Løfte! See, mit Hjerte skjælver.
O, frels mig! Lad mit Liv ei brat forgaae!

APOLLO.

Strøm kun, I friske Taarer! Græd, du Elskte!
Thi Skjæbnen mægter ei jeg at betvinge.
Men har jeg ingen Trøst da i din Nød? -
I mine Sange skal du evig leve!
En Krands jeg flette vil af Træets Blade,
Og smykke med dit Minde stolt min Pande!
Dit Diadem blandt Stjernerne jeg sætter!
Der skal det fængsle Dødeliges Blik;
Der skal dit Navn i Straaler herligt lyse,
Og vække Længsel i hvert jordisk Bryst.

DRYADEN.

Men hvor er jeg, naar fra den klare Himmel
Min Krone funkler? - Rundt paa Vindens Vinger
Mit Støv da flyver; Øiet skuer ei
Den Glands, som tryller Alle; ei din Stemme
Mit Øre fryder, naar den mig besynger,
Thi dybt i Mulm og Nat mit Hjerte boer.

APOLLO.

Vee mig! - Er det de Dødeliges Lod?

Da Adam og Eva ved Døden har mistet deres unge Søn, sidder Adam sorgfuld og nedtrykt udenfor sit Telt:

I Luften for sig mørk han stirred hen,
Men pludselig hans Kinder høit nu gløde.
Med Jubel løb sin Hustru han imøde,
Der gjennem Dalen skred med hurtig Gang.
Som Engles Hilsen hendes Røst ham klang,
Et Smiil om hendes Kind og Læbe svæved,
Og Øiet straalte mildt da hun det hæved.
Tal! raabte han forundret: Hvad er skeet?
Men Eva svared: Abel har jeg seet!
Han stod ved Træet, hvor vi Livet prised.
Han er ei tabt! Han er i Paradiset!
Han er i Graven ei! Han er ei død!
Hans Øies Straaler til mit Øie flød,
XVI Dengang i Haven jeg ved Navn ham kaldte! -
Og Alt med Taarer Adam hun fortalte.
Men Adam græd, og sagde: Gud er god!
Det Liv, han gav, ei hjælpeløst han lod.
Han baner Veien fra de dunkle Grave,
Der fører ind i Paradisets Have.

Denne Tro, om hvis Væxt adskillige af de mindre lyriske Digte (f. Ex. "Perlen" fra Juni eller Juli 1836) bærer Vidne, og hvori Paludan-Müller for Resten af sit Liv fandt Hvile, vandt han dog først fuldt og helt, efter at han havde gennemlevet en alvorlig Krise, og en Kvinde, som elskede ham, forstod, hvad han trængte til, og hvis Vilje var stærkere end hans, havde grebet ind i hans Liv.

II.

Paludan-Müllers Ungdomsarbejder, først "Dandserinden", dernæst og maaske endnu mere "Amor og Psyche", vakte ved deres Fremkomst overordentlig Opmærksomhed og gjorde ham strax til en af det store Publikums mest yndede Digtere. De fremkom ogsaa paa et for Digte af deres Indhold særdeles gunstigt Tidspunkt. J. L. Heiberg havde netop da (fra Midten af Tyverne) ført den danske Poesi bort fra den Fremstilling af Nordens Oldtid, som gennem Oehlenschlägers og Grundtvigs Værker havde behersket Aarhundredets første Fjerdedel, til lette, overlegent og ironisk holdte Skildringer af Hverdagslivet, og han havde nylig i en litterær Strid med Oehlenschläger sejrrigt hævdet, at i Poesi var Formen vigtigere end Indholdet. Der fremtraadte nu en ung Digter, som fra første Øjeblik viste et forbløffende Herredømme over Formen, som med største Lethed tumlede de vanskeligste Versemaal, og hvis Udtryksmaade bar Vidne om Smag og Dannelse. Den Heibergske Kres modtog ham da selvfølgelig med Begejstring. Heiberg selv aabnede sit fine og fornemme Hjem for ham og støttede ham med sin store Autoritet, ogsaa i Tider, da Publikum forarget vendte sig bort fra sin fordums Yndling, og Historikeren Chr. Molbech, der stod Heiberg nær, anmældte hans Digtninge med overstrømmende Ros. Men de ældre, navnlig Oehlenschläger, der mente, at det kom an paa, at Digteren havde noget alvorligt paa Hjærte, som han vilde sige Publikum, for dem var et Arbejde som "Amor og Psyche" en Vederstyggelighed. "Biergene i dette Digt ere af Chocoladekager, Sneen er pidsket Flødeskum, Blomsterne malet Sukkerknas", skrev Oehlenschläger forbitret til Hauch.

Paludan-Müller befandt sig vel i den Heibergske Kres. Han følte altid stærk Taknemmelighed overfor Heiberg og Molbech; han kunde slet ikke blive ked af at tale med den overlegne, gennemdannede Heiberg, og han sværmede naturligvis som alle Mænd for Fruens Kunst og pikante Personlighed. Dog stod han som Digter kun i kortere Tid i den Heibergske Lejr; det personlige Samkvem afbrødes for ham som XVII for saa mange andre af Husets mandlige Venner ved hans Giftermaal, og han skulde snart i sin Digtning med "Adam Homo" gaa Veje, som førte ham langt bort fra den Heibergske Poesi. -

Paludan-Müller havde sidst paa Aaret 1836 søgt om Understøttelse til en Udenlandsrejse, vel for under ny Omgivelser og Indtryk at faa Samling paa sig selv. Men da hans Ansøgning savnede den nødvendige Fuldstændighed, blev den ikke bevilliget, skønt hans Evner iøvrigt anerkendtes i varme Udtryk. Han havde vistnok Grund til at ønske sig ud af de gamle Forhold, Spliden i hans Indre synes ved denne Tid at være naaet til et Højdepunkt, og et halvt Aar senere indtraadte en afgørende Krise. I Sommeren 1837 faldt han i en stor og alvorlig Sygdom, en Tyfus kaldtes den. Han har i ,Adam Homo" givet en Skildring af Adams Tilstand under en lignende Krise, som, siger Frederik Lange, "absolut bærer Selvoplevelsens Præg":

Det var, som blev hans Hoved tungt som Steen,
Saa midt i Løbet alle Safter nøle;
Som droges Marven ud nu af hans Been;
Som kunde Intet meer den Brand nu køle,
Der i hans Aarer løb fra Green til Green.
Bedøvet syntes han at kunne føle,
Hvordan i Gjæring vildt, og som i Had,
Alt i hans Inderste sig skilte ad.
Mens saa hans Legeme laae underkuet,

Sad Sjælen dybt i Frygt, men dog i Ro,
Tilbagetrukken inderst i sin Bo,
Hvis Vold nu af en Fjende haardt blev truet.

Men stærkt betrængt den styrted tidt iblinde
Sig reent afsindig midt i Kampen frem,
Og kjendte da ei længer Ven fra Fjende,
Men i sit Virvar blandte sammen dem.

Medeet den sig besinded: taus og rolig
Den sad igjen og speided i sin Bolig.

Da Paludan-Müller efter en Maaneds Forløb kom til sig selv igen, sad Charite Borch, hans tilkommende Hustru, ved hans Sygeleje.

Hun var yngste Datter af da afdøde Professor Borch i Sorø i Ægteskab med en Tante til Paludan-Müllers Moder og var født den 13de November 1801. Paludan-Müller havde tidligt følt sig stærkt knyttet til Damerne i den Borchske Familie. Med den ældre Datter, Professorinde Hansteen i Norge, havde han i flere Aar staaet i fortrolig Brevvexling, overfor hendes yngre Søster, Fru Henriette Friderichsen, havde han som ovenfor nævnt næret en hæftig Lidenskab, den yngste Datter Charite havde han tidt drillet, men egentlig forelsket i hende havde han næppe nogensinde været. Hun var ikke nogen Skønhed som de ældre Søstre; hendes lille Skikkelse var ganske vist fin og gratiøs (hun dansede nydeligt), men frisk og ungdommeligt var hendes Udseende ikke, og hendes Væsen var det heller ikke. Der var ogsaa som ung Pige XVIII noget gammeljomfruagtigt over hende. Men hun var en fast og sikker Karakter, der hvilede trygt i sig selv, alvorlig, tænksom og stærkt religiøs, kundskabssøgende og lærelysten, ganske ligegyldig overfor Menneskers Dom.

Hun maa sikkert i længere Tid have næret en stærk, alt beherskende Kærlighed til sin unge, smukke Slægtning, og nu, da han var blevet alvorlig syg, og medens Familien gjorde Anstalter til at faa ham indlagt paa Hospitalet, lod hun ham, til Forbitrelse for Familien, der vejrede et Giftermaal, og til Forargelse for Verden, der fandt det ganske upassende, flytte til sin Moders og sit eget Hjem for selv at kunne pleje ham. Rekonvalescenstiden aabnede Paludan-Müllers Øjne for, hvor meget hun holdt af ham, og han følte i hendes Nærværelse en Hvile, Ro og Tryghed, som han aldrig før havde kendt. Kønt og smukt har han sat denne Tid et Minde i "Adam Homo"; man behøver blot i Stedet for Moderen at indsætte Charite, saa har man i følgende Vers et Billede af hans Tilbagevenden til Livet under hendes omhyggelige og moderlige Pleje:

Han kunde sidde hele Timer rolig
I Vinduet og ei sig føle tom,
Idet hans Blik paa Gaden snart fløi om,
Snart paa en Sky i Luften stirred trolig.
Naar Lygterne blev tændt, naar i en Bolig
Der ligeoverfor et Lys blot kom,
Da stirred han paa det som paa en Stjerne,
I rørte Tanker længselfuld og gjerne.

Og som et Skjold og Skjerm omkring hans Bryst
Hans Moder vandrede om ham saa stille.
Hun læste for ham med sin søde Røst,
Og naar han hellere saa tale vilde,
Da sugede hans Øre Fryd og Trøst
Af hendes Tale, liflig som en Kilde.
Hver Dag umærkeligt steg mere frem
De brudte Piller i hans Tankes Hjem.

Naar Dagen helder, ofte Arm i Arm
De op og ned ad Gulvet vandre begge,
Og mangen Sandhed hørtes hun at lægge
Ham da paa Hjerte med en Stemme varm.
Ei Religionen til hans Sjæl at skrække
Hun brugte, men til Læge for hans Barm.
Hun søgte kun hans Indre op at lukke
For Aandens uudsigelige Sukke.

Saa leved trofast i Forening de,
Og Dag for Dag af Kræfter fik han flere;
Han alt saa smaat begyndte at studere,
Og i den længe lukte Bog at see.
Hans Moder vidste Alt at arrangere,
Saa Alting let, i Orden kunde skee;
Et Værelse ved Siden af hun leied,
Der Dagen at tilbringe selv hun pleied.

XIX

Der komme sammen de hver Aftenstund,
Og til Klaveret ned hun da sig sætter,
Og blidt en Krands af Toner om ham fletter,
Hvis Echo klinger op fra Sjælens Bund.
Tidt sang idyllisk-barnlige Duetter
De med hinanden, da endnu med Grund
Vor Helt for det Romantiske var bange.

Et Aar efter, den 30te August 1838, giftede de sig og forlod samme Aften København for at tiltræde en længere Udenlandsrejse.

Paludan-Müllers Giftermaal med Charite Borch blev det store Vendepunkt i hans Liv. Det er blevet sagt, at han gik i Kloster, da han giftede sig. Det er sandt, hans Hustru vaagede med stærk og skinsyg Kærlighed over al hans Færd, vilde helst lukke ham ude fra Verden og led ikke, at han følte sig draget mod andre Mennesker, hun vilde have ham ganske for sig selv. Men han vandt dog nok mere i sit Ægteskab, end han tabte. Der kan vist næppe være nogen Tvivl om, at Paludan-Müller i sine yngre Dage har haft noget af Grev Charles' og Adam Homos vage, ubeslutsomme og bløde Karakter - ellers havde det vel ikke været netop disse Karaktertræk, han først og fremmest revser hos Adam Homo, og som han fremfor alt i sin senere Digtning vil til Livs gennem Skildringen af deres Modsætning - og der kan heller næppe være Tvivl om, at naar han i Eftertidens Bevidsthed gennem sin Manddoms Arbejder og gennem samtidiges Skildring staar som den klare, overlegne, i sig selv hvilende Personlighed, da er det for en Del gennem Samlivet med sin Hustru, at han udvikledes dertil. Det barnløse Ægteskab blev lykkeligt, "hun bragte ham den ro og det stille ordnede liv, han trængte til; hans sind kom i ligevægt, hans munterhed blev atter naturlig, han arbejdede med fuldt og roligt åndedrag, og hun gennede næppe hans digterhu ind på veje, der ikke var dens egne" (Niels Møller).

Udenlandsrejsen, hvortil Paludan-Müller nu havde faaet en offentlig Understøttelse paa 600 Rigsdaler aarlig i to Aar, gik gennem Tyskland, Nederlandene, Frankrig, Svejts og Italien. Hen paa Eftersommeren 1840 vendte de nygifte tilbage til København og indrettede deres Hjem. De havde til at begynde med ikke meget at leve af, Charite maatte en Tid tjene med til Opholdet ved at give Undervisning i Fransk, og man sporer et enkelt Sted i "Adam Homo"s 2den Del en tydelig Harme over de Livsvilkaar, der i Danmark bydes en Digter. Senere, efter at Paludan-Müller 1851 havde opnaaet den højeste Digterunderstøttelse paa Finansloven (1000 Rigsdaler om Aaret), blev den økonomiske Stilling vel bedre, men dog ingensinde særlig glimrende. En borgerlig Livsstilling fik og søgte han aldrig; der var i 1849 Tale om at faa ham ansat som Slotsforvalter, men efter nogen Betænkning sagde han nej. De trange Kaar bevirkede, at de maatte bo i Hovedstadens tarveligere og mindre vel ansete Kvarterer (i mange Aar i Ny Adelgade); om Sommeren boede de siden Begyndelsen af Halvtredserne i Fredensborg, XX hvor de fra 1858 for en meget billig Leje fik tilstaaet Bolig i en af Slottets Sidefløje.

Kort efter sin Hjemkomst udgav Paludan-Müller i Foraaret 1841 det dramatiske Digt "Venus", der handler om Kærligheden, den Kærlighed, hvis Maal er Sansernes Tilfredsstillelse, og den, som skaber Fred, Ro og Hvile. Endnu samme Aar udkom 1ste Del af "Adam Homo", som var blevet til paa Rejsen i hans 30te Aar (1839).

III.

Da Paludan-Müller under ny Forhold og fremmede Omgivelser med "Adam Homo" i Tankerne vendte tilbage til Jorden igen, gjorde han det uden al Tvivl fra først af med et oprigtigt Ønske om dennegang at kunne komme til Rette med Livet og Menneskene. Man har hans Ord derfor i "Tithon" og i Eremitens Tale i 2den Del af "Adam Homo". Men efterhaanden som han, fjærnt fra Hjemmet og sine Landsmænd, fordybede sig i Erindringen, mødte ham hele det fra "Dandserinden" saa vel kendte Selskab og hans eget tidligere Livs Mangel paa Holdning og dybere Indhold, der maatte virke dobbelt grelt og frastødende paa ham nu, da han nylig havde fundet baade Indhold for sit Liv og Holdning paa sig selv. Det blev ham da en Trang og Fornødenhed at faa Fortiden paa Afstand, digte sig fra den og tugte sin gamle Adam med Ironiens Svøbe. Han dannede sin Helt, »dansk i Sind og Skind og Tale", til en vis Grad i sin Ungdoms Billede, gjorde ham elskværdig og indtagende, gav ham en vag og blød Karakter, lod ham overfor Kvinder være uimodstaaelig og modstandsløs, som han selv havde været det. Samtidigt holdt han ham sig fra Livet ved - ogsaa i Navnet - at understrege det alment menneskelige, det typiske og ved i det ydre at lade ham gennemløbe en Livsbane, der var helt forskellig fra hans egen; ti hvordan Adam Homos Liv skulde ende, var han vistnok ikke længe om at komme paa det rene med, i alt Fald fortalte han mange Aar senere til Georg Brandes, at de Linjer, han nedskrev først af det hele Digt, var Heltens Gravskrift:

Her hviler Adam Homo med den blide Aand,
Baron, Geheimraad, Ridder af det hvide Baand.

Men selvom "Adam Homo" forholdsvis tidligt har staaet klart for ham i de store Træk, har det mørke Syn paa Livet og Menneskene, der efter Læsningen af Digtet i dets Helhed bliver tilbage i ens Bevidsthed som dets Grundstemning, vistnok først efterhaanden fæstnet sig hos ham. Der er i saa Henseende en ikke ganske ubetydelig Forskel mellem den Del, der blev til i Udlandet, og de følgende Dele, som blev skrevne i Hjemmet. Den Periode af Adams Liv, som afsluttes i Examen og Forlovelsen med Alma, hvormed 1ste Del ender, og som er den Periode, hvor hans Oplevelser saa nogenlunde svarer til Paludan-Müllers egne, følger Digteren dog trods Ironien med en vis Forstaaelse, af og til med XXI et lille Smil, han har endnu Hjærte for ham. Men fra det Øjeblik Traaden atter optages med Adams Ankomst til Korsør paa Rejsen til Hjemmet, hvormed 2den Del begynder, mødes selv den uskyldigste og mest velmente Handling, Følelse og Tanke hos ham med ubarmhjærtig Haan og sviende Foragt. Samtidigt dermed udvider Digtet sig fra at være en skildring af det enkelte Menneskes Liv til at give et Billede af hele Tiden med Adam som Midtpunkt og ender med at fælde en Dom over den. Men da havde Paludan-Müller alt i nogle Aar været stillet Ansigt til Ansigt med Samtiden.

Da "Adam Homo"s 1ste Del sent paa Aaret 1841 saa Lyset, modtoges den med alt andet end Bifald. Kritikken, anført af Heibergs æstetiske Modstander P. L. Møller, nægtede vel ikke, at der var enkelte skønne idylliske Partier i Bogen, men den fandt Skildringen i sin Helhed uden Interesse, Indholdet trivielt og udtværet; Scenerne med Lotte, med sorte Trine og smukke Line forekom saa anstødelige, at de "neppe kunne oplæses i godt Selskab", og det store Publikum, vel særlig den kvindelige Del af det, beklagede, at "Amor og Psyche"s Digter havde nedladt sig til en saa plat og "aandløs" Skildring af det materielle Liv. Der var - med nogen Grund - ingen, som rigtig begreb, hvad Meningen med Bogen var, eller hvordan den skulde ende, heller ikke Heiberg, der iøvrigt tog den i Forsvar mod Angriberne.

Paludan-Müller svarede ikke direkte paa Kritikken, men inden han gik videre med "Adam Homo", fandt han det dog rigtigst at vise, hvordan han nu saa paa sin Ungdoms romantiske Higen bort fra Livet og Virkeligheden, den man foretrak for "Adam Homo". Han gjorde da op med sin digteriske Fortid i "Tithon", der udkom i Foraaret 1844. Ogsaa af dette Digt leverede P. L. Møller en i det hele stærkt nedsættende Kritik, og det blev ligesom det samtidigt udkomne "Dryadens Bryllup" latterliggjort i Goldschmidts Vittighedsblad "Corsaren"", der allerede to Aar tidligere havde talt om "vor afdøde, af Adam Homo saa ynkelig ihjelslagne Paludan-Müllers Stervbo".

Selvom Paludan-Müller ingensinde offentlig eller privat har ladet sig forlyde med, hvilket Indtryk denne Samtidens Optræden har gjort paa ham, er det ganske usandsynligt, at den skulde være gaaet hen over ham uden at sætte sine Mærker i hans Sind. Det er rimeligt, at den har bidraget sit til at gøre hans Syn paa Tiden og Menneskene endnu bitrere og mørkere, og det er muligt, at man her tør søge én af Grundene til den skarpere Tone i de sidste Dele af "Adam Homo". Et Blad som "Corsaren" betød dengang, da man endnu var ganske uvant med personlige Angreb i Pressen, noget andet og mere, end det i vore Dage vilde gøre. Det var jo Angreb fra dette Blads Side, der først rigtigt aabnede Søren Kierkegaards Blik for Lidelsens og Martyriets Betydning i Kristendommen; Paludan-Müller var af Naturen næppe mindre sensibel end Kierkegaard, og han havde vistnok i ikke meget ringere Grad Ævnen til af smaa Ting at drage vidtrækkende Slutninger. Men naturligvis, der var meget andet i Tiden, som maatte XXII virke irriterende paa ham. Han, der i Bund og Grund var en konservativ Natur med stærk Pietetsfølelse og, som man ser af "Ahasverus", teoretisk sværmede for "Kongedømmet af Guds Naade", kunde ikke andet end føle sig frastødt af den unge liberale Oppositions hensynsløse Fremstormen, og han, som hørte til en gammel Slægt, der satte som Livets Maal at være sig selv og staa paa egne Ben, kunde kun have Ironi og Foragt tilovers for Tidens om sig gribende Trang til at slutte sig sammen i Selskaber, Partier og Foreninger, til at holde Møder, vedtage Resolutioner og lade Ordene flyde. Der var nok, som kunde gøre, at hans Respekt for Menneskene ikke skulde øges ved nærmere Bekendtskab.

Efter Nytaar 1845 gav Paludan-Müller sig atter i Lag med Fortsættelsen af "Adam Homo". Han arbejdede sindigt og langsomt, agtpaagivende og med modent Overlæg. Han skrev, fortæller Frederik Lange, tre Strofer om Dagen, hverken mere eller mindre, og om Aftenen læste han det skrevne højt for sin Kone, det blev saa gennemdebatteret og bragt i sin foreløbig endelige Form, ti ved Revisionen gennemarbejdedes det hele paa ny. Charites Lod og Andel i "Adam Homo" tør saaledes næppe agtes helt ringe. Men ogsaa paa anden Vis har hun sat sig Spor i sin Mands Hovedværk. Ligesom han til sin Helt laante Træk fra sig selv, som han havde været i sin Ungdom, saaledes skabte han Digtets Heltinde, Alma Stjerne, i sin Kones Skikkelse, og det var hende, som opgav Æmnerne til Almas "Religiøse Betragtninger" i sidste Del.

Efter henved tre Aars Arbejde udkom da sidst paa Aaret 1848 "Adam Homo"s 2den og 3dje Del samtidigt, og Værket var færdigt. Selvom der endnu stadig var dem, som havde ondt ved at forlige sig med det, modtoges det dog nu, da det kunde overses i sin Helhed, med Ærbødighed og Anerkendelse af Kritikken. Beundringen er ikke blevet mindre med Aarene; det erkendes nu fra alle Sider, at "Adam Homo", baade hvad Form og Indhold angaar, er et af de faa Storværker i vor Litteratur. Paludan-Müller, der ellers ikke gærne udtalte sig om sine Arbejder, var, fortæller Julius Lange, selv ret stolt over dette Værk, dog ikke over dets Indhold og Ideer, men over dets Omfang og det store Kvantum Arbejde, som var nedlagt i det.

Med "Adam Homo" træder Paludan-Müller ud af den Heibergske Poesi og er helt og holdent sin egen Mand. Et Digt som dette havde hverken Heiberg eller hans Ven Hertz kunnet skrive. Ogsaa de beskæftigede sig i disse Aar jævnligt i deres Digtning med Samtiden; de saa æstetisk og litterært paa den, og naar de dømte den, var det for dens Mangel paa Aand og Poesi. Paludan-Müller betragter i "Adam Homo" ikke Verden ud fra en Æstetikers snævre Standpunkt. Den Skildring, han giver af sin Tid, er alt omfattende, den bevæger sig fra Livet paa Adelens Herregaarde til den beskedne Gartnerbolig paa Vesterbro, fra Excellencen i Kongens Raad lige til de offentlige Fruentimmere paa Gaden og den rødhaarede Proletar, som varsler de rige Underklassens XXIII Rejsning. Og naar Adam Homo bliver vejet og fundet for let, er det ikke, fordi han lider af Mangel paa Aand eller Poesi - han har nok af begge Dele; men han bliver dømt, fordi han som en holdningsløs Pjalt Gang paa Gang svigter sig selv og de Opgaver, Livet i al Beskedenhed stillede ham, for at jage efter ydre Ære og Anseelse. Det er de moralske Værdier, der med "Adam Homo" sættes i Højsædet, ikke de æstetiske.

IV.

Det vilde ikke være underligt, om et Værk som "Adam Homo" ogsaa rent fysisk havde taget paa Paludan-Müllers i Forvejen alt andet end stærke Konstitution. Det var vistnok ogsaa Tilfældet. Han følte sig i den følgende Tid jævnlig legemlig svag og lidende, fik Anfald af sin gamle Nervøsitet og maatte ofte holde Sengen. Der indtraadte dog foreløbig ikke nogen Standsning eller Nedgang i hans digteriske Pro" duktion; tværtimod, han frembragte i de kommende Aar Digterværker, der næst efter "Adam Homo" maa regnes for hans betydeligste og ejendommeligste.

Efter Afslutningen af "Adam Homo" vendte Paludan-Müllers Digtning sig atter bort fra det samtidige Hverdagsliv; den søgte dog ikke mere tilbage til Drømmelivet i Skønhedens og Fantasiens Rige. Selvom hans Ungdoms Tvivl om Livets Værd gennem de mange Aars Beskæftigelse med "Adam Homo" var blevet til en fast Overbevisning om dets Intethed, Tomhed og Jammerlighed, og selvom han nu mere end nogensinde før i Døden saa Menneskehedens sande Ven og Befrier, Gennemgangen til en ny og rigere Tilværelse, var det dog med bestemt Henblik paa Livet og Menneskene, at han skrev Værker som "Kaianus" (udkommet 1854) og "Benedict fra Nursia" (udkommet 1861). Disse to Digtninge hører i hans Produktion sammen, de handler om det samme, og det er den samme Idé, der gaar igennem dem begge. De er det positive Vidnesbyrd om hans Livs- og Menneskeideal. Hvad der var det højeste i Livet, det, hvorpaa det i særlig Grad kom an, derom var han nu, efter "Adam Homo", slet ikke i Tvivl. Han lader i "Kaianus" en af Personerne sige det:

Er der da Vished midt i Uvisheden?
Ja, Eet i denne Uvished er vist!
Eet har jeg lært af denne Mands Exempel,
Der lig et Fyrtaarn mellem Skjær og Klipper
Sig hæver over alle Tvivlens Bølger,
Og viser Maalet og den sikkre Havn:
Af Alting høiest er det faste Sind,
Det i sin Fasthed villiestærke Hjerte!

Om den faste Vilje og det rene Sind handler "Kaianus" og "Benedict fra Nursia". Men de handler ogsaa om, hvordan den faste Vilje og det rene Sind naas: gennem Ensomhed og Forsagelse, gennem XXIV Selvfordybelse og Selvfornægtelse gaar Vejen til Personlighedens Rejsning, Viljens Styrkelse og Sindets Renselse. Han vidste det af egen Erfaring; det var jo ad denne Vej, gennem et ensomt, stille Liv, at han selv lidt efter lidt var blevet en Mand.

"Mænd med faste Hjerter" og "Fromme, stærke Qvinder" - deri saa han i 1864 ogsaa Danmarks Maal. Han havde da i sin Digtning peget paa Vejen, som efter hans inderste Overbevisning førte til det.

Medens Paludan-Müller saaledes i "Kalanus" og "Benedict fra Nursia" har givet Modstykket til "Adam Homo", vendte han sig pludselig i "Ahasverus", der udkom i samme Bind som "Kalanus" og maa være skrevet i umiddelbar Fortsættelse af det, atter mod Jorden og fældede endnu engang Dommen over Tiden og Menneskene i et Dommedagsbillede, der skildrede Verdens Undergang og Livets Ophør. Det var i og for sig ikke helt ny og fremmede Tanker, der her kom til Orde i hans Digtning; allerede ti Aar tidligere havde han ladet Tithon forbande den faste, ubevægelige Stjernehimmel, der hvælvede sig over Jorden, og ønske dens Undergang, for at et nyt Liv kunde spire frem. Men naar han nu atter vender tilbage til disse Tanker og giver dem et saa energisk og voldsomt Udtryk i et eget Værk, da maa der ganske sikkert have været særlige Grunde dertil. Man har henvist til, at "Ahasverus" er skrevet under Indtryk af den Koleraepidemi, som i Sommeren 1853 i København bortrev Mennesker i Tusindvis, og som sikkert nok for ham med det stærke kristelige Livssyn har kunnet staa som en Guds Advarsel til den syndige Menneskehed. Man har endvidere peget paa, at han, der virkelig før 1849 længtes efter, at en ny Tid skulde føre Landet ud af de politiske Stridigheders Virvar, nu, da den var kommet, maatte føle sig frastødt af Folkestyret, og der findes ogsaa utvivlsomt i "Ahasverus" Sidehug til Majoritetens Regimente. Men alt dette har dog sikkert ikke alene været nok til at fremkalde et Digt som dette. Dets Fremkomst paa netop dette Tidspunkt forstaas vistnok først rigtigt, naar det ses paa Baggrund af den Fritænkerbevægelse, som siden Begyndelsen af Halvtredserne med stedse stigende Voldsomhed var kommet til Orde i Smaaskrifter og Tidsskrifter. Paludan-Müller var et Aars Tid tidligere i det stærkt personlige Digt "Luftskipperen og Atheisten", et "Lejlighedsdigt" som han selv kaldte det, traadt op mod en enkelt af de unge Fritænkere og havde aabenbart tænkt sig at kunne standse Bevægelsen ved at behandle den fra oven nedad. Det lille Digt var faldet ganske resultatløst til Jorden, og Ateisternes Udtalelser antog snart en Dristighed og Krashed i Formen, som maatte forekomme ham mere end gudsbespottelig. Naar i Lægen Frederik Dreiers Skrifter Kirkerne siges at være Skueplads for "elendige, fortærskede Fraser", naar "Sjælen" gøres til en rent "legemlig Virksomhed" i Lighed med Fordøjelsesproces og Urinafsondring, naar Menneskets naturlige Udvikling af lavere Dyreformer betragtes som en selvfølgelig Sag, og naar "den fri Kærlighed" prises paa "det kristelige XXV Ægteskabes Bekostning, da var der i disse og lignende Udtalelser i Forbindelse med Farsot og Rigsdagsvrøvl mere end Anledning nok for en Mand med Paludan-Müllers Livsbetragtning til at lade "Bestialitetens" og Antikristens Tid være kommet, til at lade Domsbasunen lyde og slynge den formastelige Jord i Afgrunden.

V.

De følgende syv Aar fra "Ahasverus"s Fremkomst i 1854 udgav Paludan-Müller intet. Den stærke og forcerede Produktion havde taget saa meget paa hans Kræfter, at han nu trængte til Ro. Han var fra det Øjeblik, han giftede sig, ikke kommet meget i Berøring med Omverdenen, ingen af de ledende Mænd i Fyrrernes og Halvtredsernes Politik hørte til hans Omgangsvenner; han trak sig nu end mere tilbage fra Selskabslivet og levede udelukkende i sit eget stille Hjem og i den nærmest paarørende Families Kres. Det var ham slet ikke ukært. Han hørte jo nu, ikke alene af Navn, til "de stolte Paludan-Müllere med de kongelige Øjne," som en gammel Dame kaldte dem. Hans Tid gik med Læsning, ikke blot af Digterværker paa fremmede Sprog, men ogsaa af allehaande videnskabelige Værker, der kunde hjælpe ham til Klarhed og Forstaaelse af det Problem, der mere og mere var blevet Genstanden for alle hans Tanker: Mennesket. Sin Samtids danske Digtere havde han lidet tilovers for; overhovedet læste han kun i ringe Grad dansk Poesi. Han fandt paa sine ældre Dage Oehlenschläger dum, men Baggesen fandt han "i flere Henseender uforlignelig"; han var, skrev han 1866 til Baggesens gamle Modstander Peder Hjort, "hele sit Liv igjennem en lidende Aand - en Aand i Skærsilden". Megen Tid anvendte han paa sin Digtning; han skrev sine Arbejder om og om igen, før de tilfredsstillede ham, og naar hans ældre Ting udkom i ny Udgaver, blev de grundigt og omhyggeligt gennemarbejdede, mest med Hensyn til Formen. "Jeg kan ikke - skrev han til Hjort - dele Deres Angest for de Skribenter, der holde Formen - hvormed ikke menes formelt Legeværk - saa høit i Ære. I vor ufuldkomne Verden er det, efter mit Skjøn, altid en Anbefaling at stræbe efter Fuldkommenhed i Noget - og her i Noget, der har saa afgj ørende og væsentlig Betydning, ogsaa med Hensyn til Indholdet."

Den i sin Digtning saa strænge og alvorlige Mand var i sit daglige Liv ingen bitter og mørk Melankoliker. Han gjorde, siger Frederik Lange, "Indtryk af en Mand, der har kæmpet sig igennem til fuldkommen Klarhed og Fred, først og fremmest med sig selv." Han var en alvorlig Kristen, men særlig kirkelig var han næppe. Katolicismen var den Form af Kristendommen, som han ærede som den mest oprindelige og ægte; om han i Enkeltheder sluttede sig til den og da hvormeget, vides ikke, kun det ses af et Brev fra Chr. Molbech til Sønnen Chr. K. F. Molbech (11/6 1855), at han fandt Skærsilds]æren begrundet i det ny Testamente. løvrigt var han, siger Fr. Lange, "i Smaating, hvortil alle XXVI Livets ydre Forhold hørte, aldeles ikke hverken trættekær eller paastaaelig, tværtimod tolerant og liberal overfor Andres Meninger; i væsentlige Spørgsmaal derimod aldeles og absolut upaavirkelig." Det var ikke altid saa nemt at faa Adgang til ham - hans Hustru yndede det ikke - men overfor de enkelte, der kom i hans Hjem. var han hyggelig, hjærtelig og deltagende som faa. Var der Ungdom til Stede, kunde han blive oprømt, overgiven, ja kaad som i gamle Dage. Han var let at rive hen til Begejstring; "en ung Pige i en hvid Kjole, en smuk Udsigt, en Flaske med Etiketten "Golden Sherry" var nok til at gøre ham glad", skrev en gammel Dame om ham. Han elskede at faa sig en Disput; om hvad der dybest inde bevægede hans Sjæl, talte han vel ikke gærne med andre, men ellers kunde han være livligt talende. Ejendommeligt for ham, "Adam Homo"s Digter, var det, at han sjældent talte om Kunst og Æstetik, ja mod Slutningen af sit Liv næsten med Forsæt skød disse Æmner fra sig; det var om Livet selv, at hans Samtale helst drejede sig. Med stor Interesse fulgte han Ungdommens Fremtræden; hvor uenig han end i mange Ting var med den unge Georg Brandes, omfattede han ham dog med megen Varme og var ivrig for, at hans Ævner skulde komme til deres Ret. "Brug Deres Tid og Deres Evner til hele Forhold - sagde han til ham - det skal man; man skal saa, hvor man selv kommer til at høste; man skal bruge sin Tid til Fordel for sin Moder, sin Søster, sin Kone o. s. v. i hele Forhold; det andet er bare spildt Tid."

Han var en Mand blottet for Forfængelighed og ydre Ærgerrighed. Medens Digtere sorn Oehlenschläger og H. C. Andersen stræbte efter Ry ogsaa i Udlandet, ønskede han ikke sine Værker oversatte. Allerede 1836, i sit 27de Aar, havde han skrevet: "Enhver Digter skriver for sin Tid, og for det Folk, hvortil Skjæbnen engang har knyttet ham ved Fødsel og Opdragelse, og af hvis Cultur, Tænkemaade og hele udvortes og indvortes Liv han selv kun er et Product. For sit Lands Literatur skal han virke, dens Forskjønnelse og Berigelse skal være hans Øiemed og Stolthed, og med den Løn han erholder af sit eget Folk, skal han lade sig nøie. Vurderer derimod en Digter sig selv for høit, eller, unøisom med sit eget Folks Bifald, beiler til Fremmedes Gunst - da er Nemesis ikke fjern, og hun vil sikkert ramme ham." Han fastholdt dette Standpunkt hele Livet igennem og gjorde aldrig noget for at blive oversat. Overfor Smiger var han absolut uimodtagelig, og enhver stærk og overdreven Ros var ham inderligt imod. Frederik Lange fortæller, at han en Aften i Teatret blev præsenteret for en Dame, der meget gærne ønskede at gøre hans Bekendtskab. "Det varede kun et ganske kort Øjeblik, saa rejste han sig med et lidt stift Buk og vendte tilbage til sin Plads. "Konen er gal!" sagde han i en overordentlig misfornøjet Tone, "hun siger, at "Adam Homo" og det nye Testamente er hendes to Lærebøger i Livet; har man hørt saadan noget Sludderl" Og han blev en Tid lang ved at sidde og brumme misfornøjet hen for sig." Navnlig overfor smukke og aandrige Kvinders XXVII Beundring var han paa sin Post og kunde være ganske uretfærdig i sin Dom over dem. "Til Gengæld - siger Brandes - tog han sig blandt Damerne med en særlig Varme af de ydmyge og de tilsidesatte. Der var f. Eks. i Familien en gammel ugift Tante højt oppe i de Treds, som vist var hjertens god og skikkelig, men som var et i høj Grad uanseligt Væsen, meget tarveligt begavet, og som altid ligesom udslettede sig selv. Til denne gamle Dames Ridder gjorde Paludan-Müller sig, han viste hende altid en udsøgt Opmærksomhed, og han, som ellers næsten aldrig indbød Folk til Middag, gjorde hvert Aar et lille Middagsselskab i Fredensborg paa hendes Fødselsdag og udbragte hvert Aar paany hendes Skaal med hjertelige Ord." Det var om hende, han engang sagde: "Hun er smukkere end alle I andre, for man kan se paa hende, at hun har været ulykkelig." -

Paludan-Müllers sidste Digtninge handler om Døden. Han havde altid elsket den, og næsten alle hans Værker er prægede af Tanken om den. I sin Ungdom havde han som i "Dandserinden" og "Slaven" staaet usikker og famlende overfor den, senere havde han lært, at først den førte ind til Livets Herlighed, og nu, da han var blevet en gammel Mand, vendte han sig helt personligt mod den. Brydningen mellem Liv og Død i det enkelte Menneskes Liv skildrede han i den lille Fortælling "Ungdomskilden", der udkom 1865; i "Adonis", der udkom 1874, og som blev hans sidste Arbejde, er Livet overvundet og Døden den eneste Attraa. To Aar efter døde han den 28de December 1876 og blev begravet paa Asminderød Kirkegaard ved Fredensborg. Hans Hustru overlevede ham i 7 Aar og døde den 27de Februar 1884.

I 1865 skrev den 74-aarige Hauch til H. C. Andersen: "Paludan-Müller er vistnok en af de ædleste Personligheder, Danmark eier; og det føler man især, naar man staaer saa nær ved Graven, som jeg, at en slig Personlighed er langt mere værd selv end det høieste Genie."

XXVIII

LITTERATUR OM PALUDAN-MÜLLER

Hovedkilden med Hensyn til alt det faktiske (personlige Data, Oplysninger om Skrifter, Oversættelser, Anmældelser o. s. v.) er Th. H. Erslews Forfatter-Lexicon II (1847), Side 337-39, Supplement II (1864), Side 451-52 og haandskreven Fortsættelse (til henimod 1870) i det kgl. Bibliotek; Jac. Hannovers haandskrevne Optegnelser (til henimod 1880) til en Fortsættelse af Erslews Forfatter-Lexicon (i det kgl. Bibliotek); personalhistoriske Oplysninger om Slægten i C. Søltofts Stamtavle over Slægten Paludan-Müller (1895). - Hovedskrifterne om hans Liv og Digtning skyldes tre Mænd, der alle har kendt ham personligt: Georg Brandes, Frederik Paludan-Müller, i Danske Digtere 1877 (optrykt i Brandes' Saml. Skrifter II 167-209), Julius Lange, Frederik Paludan-Müller, i Dansk biografisk Lexikon XI (1897), Side 626-37 (optrykt i Langes Udv. Skrifter I 344-53) og Frederik Lange, Frederik Paludan-Müller, et Levnedsløb, 1899 (254 Sider). Paa personligt Kendskab hviler ogsaa: En Ungdomsveninde, Erindringer om Frederik Paludan-Müller, i Dagbladet 1884, Nr. 291, og Charlotte Bournonville, Fr. Paludan-Müller i Fredensborg, i Dannebrog 1894, Nr. 642 (sml. hendes Erindringer 1903, Side 52-59). Se endvidere: Soph. Schandorph, Oplevelser I (1889), Side 289-93; Georg Brandes, Levned l (1905), Side 145-46. - En fra den almindelige noget afvigende Vurdering af hans Digtning er givet af Niels Møller i Nordisk tidskrift for vetenskap, konst och industri, 1900, Side 44-53; om "Mismodet i den danska vitterheten: Paludan-Müller" har C. G. Estlander skrevet i Finsk tidskrift, 1878 II, Side 83-106, 161-85, 335-56; om hans Forhold til Naturen taler Vilh. Andersen i sine "Danske Studier" (1893), Side 146-71. - Erindringer om hans Hustru fra den Tid, hun var Enke, meddeler Edvard Blaumüller i sine "Skilderier" (1903), Side 219-29. - Om Paludan-Müller handler endvidere: W. & M. Howitt, The litterature and romance of Northern Europe II (1852), Side 224-27; Chr. Molbech, Dansk Ordbog, 2. Udg. (1859), Fortalen Side LXVII-LXVIII; L. Dietrichson, Indledning til Studiet af Danmarks Literatur (1860), Side 128-32; Kristian Arentzen, Danske Digtere (1864), Side 189-98; P. Hansen, Nordiske Digtere (1870), Side 339-52, 2. Udg. (1880) Side 349-62; H. Martensen, Ved Frederik Paludan-Müllers Jordefærd (1877 - 2. Oplag sm. A.); Edmund W. Gosse, Studies in the litterature of Northern Europe (1879), Side 184-96 [Brudstykke oversat i Nutiden VIII 478]; Otto Borchsenius, Fra Fyrrerne II (1880), Side 1-18; Fr. Winkel Horn, Den danske Literaturs Historie II (1881), Side 347-56; P. Hansen, Illustr. dansk Litteraturhistorie II (1886), Side 481-85, 683-84, 2. Udg. III (1902), Side 296-303, 415-19; Ph. Schweitzer, Geschichte der skandinavischen Litteratur III (1889), Side 92-95; Herman Trier, Indledning til "To Digte af Frederik Paludan-Müller" udg. af Dansklærerforeningen (1893), Side 3-18; Holger Begtrup i "Fra Holberg til Chr. Richardt" II (1901), Side 157-75, 2. Udg. II (1906), Side 146-62; Vilh. XXIX Andersen, Litteraturbilleder (1903), Side 94-103; Literaturas Escandinavas (Madrid, 1903), Side 36-38; C. E. Jensen & F. J. Borgbjerg, Socialdemokratiets Aarhundrede II (1904), Side 139-42; Vilh. Østergaard, Illustr. dansk Litteraturhistorie (1907), Side 372-93; Johannes Jørgensen, Geschichte der dänischen Literatur (1908), Side 113-15, - Endvidere: Personalhistorisk Tidsskrift 4 R. V 107, 5 R. III 260 f, 263, 270. - Speciallitteratur om de enkelte Værker anføres under paagældende Værk.

I Anledning af Paludan-Müllers Død fremkom Artikler i Berl. Tid. 1876, Nr. 304; Nationaltidende 1876, Nr. 250; Dagbladet 1876, Nr. 306; Dagens Nyheder 1876, Nr. 353; Fædrelandet 1876, Nr. 303; Dags-Telegraphen 1876, Nr. 353; Folkets Avis 1876, Nr. 353; Aftenposten 1876, Nr. 1027; Nyt Aftenblad 1876, Nr. 351; Lollandsposten 1877, Nr. 1; Sorø Amtstidende 1877, Nr. 12; Aalborg Stiftstidende 1877, Nr. 1; Nordjyllands Folkeblad 1876, Nr 304; Aarhus Stiftstidende 1876, Nr. 355; Jyllandsposten 1876, Nr. 305; Vejle Amts Avis 1877, Nr. 1; Ny illustreret Tidende 1877, Nr. 2 (af Sigurd Müller); Dansk Folketidende 1877, Nr. 4; Aftonbladet 1877, Nr. 3; Ny illustrerad tidning XIII (1877), Side 9-10, 18-19, 26-27, 34 (af A. L-r.); The Athenæum 1877, Nr. 2567 og The Academy 1877, Nr. 244 (af E. W. Gosse). - Mindedigte i Dagbladet 1877, Nr. l (af Jacob Paulli); Fædrelandet 1877, Nr. 2 (af Therese Werner) og Nr. 35 (af -n); Dagens Nyheder 1876, Nr. 355 (af R. H.); Svendborg Amtstidende 1877, Nr. 6 (af J. Johansen); Jyllandsposten 1877, Nr. 6 (af Anders Sjørup); Ribe Stiftstidende 1877, Nr. 6 (af Poul Christensen); Illustr. Tidende 1877, Nr. 902 (af H. H. Nyegaard); Nord. Tidsskrift for almendannende Læsning I (1877), Side 127-28 (af Andr. D[olleris]); Illustr. Folkeblad 1877, Nr. 436 (af M. Gjørup); Familielæsning 1877, Side 8 (af John); Morgenbladet (norsk) 1877, Nr. 11 (af Andr. Munch), optrykt i Illustr. Tid. 1877, Nr. 903.

Breve fra Paludan-Müller er trykte i Breve fra og til H. C. Ørsted II, Side 115-16; Breve til og fra F. C. Sibbern II, Side 239-40; Breve til H. C. Andersen, Side 531-32; Udvalg af Breve til P. Hjort, Ny Samling Side 474-77; Breve til og fra B.S.Ingemann, Side 490-91; Breve fra og til Chr. Winther, Side 109, 131-34; Breve fra og til H. Hertz, Side 204-05; O. Borchsenius, Fra Fyrrerne II, Side 14; Poul Andræ, Carl Georg Andræ I, Side 163-64; Fru Heibergs Erindringer I (store Udg.), Side 321-22; Det nittende Aarhundrede 1875-76, Side 471-73; Georg Brandes' Danske Digtere, Side 300-07 (= Saml. Skrifter II, 205-09); Den danske Højskole I, Side 462-77. - Utrykte Breve paa det kgl. Bibliotek til Chr. Molbech (Ny kgl. Saml. 2336, 4o), H. C. Andersen (Ny kgl. Saml. 1209 g I, 2o), N. C. L. Abrahams, I. M. Thiele og Lose & Delbanco (Abrahamske Autografsamling), F. L. Liebenberg (Ny kgl. Saml. 1557, 2o), Fru E. Wiehe (Ny kgl. Saml. 1556, 2o), J. og E. Collin (Collinske 'Brevsamling). - Dokumenter af 26/5 1837 og 19/7 1838 ang. hans Udenlandsrejse i Rigsarkivet.

Billeder af Paludan-Müller*): 1) tegnet af E. Lehmann, litograferet i det kgl. Stentrykkeri; 1837; Strunk (Portrætkatalog 1865) Nr. 2118; [Brystbillede; ¾ Profil mod venstre; skægløs; hvidt Halsbind med Naal; Frakke med høj Pelskrave; venstre Haand stukket ind under Frakkens øverste Knap]; Expl. i Kgl. Bibl.; 2) Em. Bærentzen fec., litogr. i Em. Bærentzen & Comp.'s Institut; første Halvdel af Fyrrerne; Strunk Nr. 2119; [Brystbillede; ¾ Profil m. v.; Kindskæg; Flip; sort Halsbind; hvid Vest; Frakke; højre Haand stukket ind i Vesten; - med Autograf]; Expl. i Kgl. Bibl.; gengivet i Dansk Pantheon 1842-51 (i Levering 1844), i Danmarks Riges Historie VI A, Side 380, hos Fr. Lange Side 43 og Østergaard Side 376; 3) litogr. af A. M. Petersen 1848 i et Gruppebillede "Danske Digtere"; [Brystbillede; ¾ Profil m. h.]; gengivet hos Østergaard Side l; 4) Maleri af Constantin Hansen; 1849; E.Hannover, Const. Hansen, Side 316, Nr. 259; [Brystbillede; ¾ Profil m. v.; * XXX Kindskæg fortsat under Hagen; hvidt Halstørklæde med Naal; Frakke]; i privat Eje (Hr. cand. jur. Paludan-Müller); gengivet i P. Hansens Litt. Hist. 1. Udg. II Side 483, 2. Udg. III Side 297 (Træsnit), Karl Mortensens Litt. Hist. Side 257, Jul. Langes Udv. Skrifter I Side 345 og hos Fr. Lange Side 113; 5) Daguerreotypi; Slutn. af Halvtredserne; [Brystbillede; ¾ Profil m. h.; kraftigt Kindskæg fortsat under Hagen; hvidt Halstørklæde; Skjortebryst med Naal; aaben Vest; Frakke]; gengivet hos Fr. Lange Side 173; 6) efter Daguerreotypi [d.v.s. No. 5] og Natur litogr. af Andr. Kornerup, trykt i Tegners & Kittendorfs Institut; 1858; Strunk Nr. 2120; [Brystbillede; ¾ Profil m. v.; iøvrigt som Nr. 5]; Expl. i Kgl. Bibl.; gengivet hos Østergaard Side 380 og i nærvær. Udgave. 7) Træsnit af Otto Bache, sign. t. h. "O. B."; 1861; Strunk Nr. 2121; [Brystbillede; Profil m. h.; siddende i Stol; Kindskæg; Hagen dækket af venstre Haands Pegefinger; hvidt Halsbind; Skjortebryst med Knap (?); Frakke; højre Haand under venstre Arms Albue; - et andet Expl. med Autograf, Stolen udeladt]; Expl. i Kgl. Bibl.; gengivet i Illustr. Tid. 1861 Nr. 25, i P. Hansens Nord. Digtere, 1. Udg. Side 339, 2. Udg. Side 349; 8) Fotografi; Slutn. af Tredserne; [Brystbillede; næsten en face; hvidt Kindskæg, fortsat under Hagen; hvidt Halstørklæde; Skjortebryst med Naal; aaben Vest; Frakke]; gengivet i Søndagsposten 1869 Nr. 308 og 1877 Nr. 681, Illustr. Folkeblad 1874 Nr. 324 og 1877 Nr. 436, Ny illustr. Tidn. (svensk) 1877 Nr. 902, Gustav Karpeles' Allg. Geschichte der Litteratur II (1891) Side 729; 9) Fotografi; vistnok omtrent samtidigt med Nr. 8; [Brystbillede; en face; Hovedet hældet; højre Haands Pege- og Tommelfinger berører Hagen; Skæg, Halstørklæde, Skjortebryst som Nr. 8; Frakke med Fløjelskrave; Ordensbaand]; gengivet i Ny illustr. Tid. (dansk) 1877 Side 20, Illustr. Tid. 1877 Nr. 902, Fr. Lange Side 215; 10) Fotografi; fra de sidste Leveaar; [Brystbillede; Profil m. v.; Kindskæg; hvidt Halstørklæde; Skjortebryst; Frakke; Armene over Kors]; gengivet i Charlotte Bournonvilles Erindringer Side 54; 11) noget ændret Reproduktion efter øverste Del af Nr. 10; gengivet i Staalstik (A. Weger Leipzig sc.) med Autograf i Poet. Skrifter 1878-79, derefter i P. Hansens Litt. Hist. 1. Udg. II Side 566, 2. Udg. III Side 416 og hos Østergaard Side 392; 12) Buste i brændt Ler af Th. Stein; 1866; Marmorexemplarer i Frederiksborg Museet og Studenterforeningen; gengivet i 111. Vejleder for Besøgende i det nationalhist. Museum paa Frederiksborg Slot (1906) Side 112. - Billede af Charite Paludan-Müller efter Maleri af Vermehren (fra hendes senere Aar) hos Fr. Lange Side 215.

Af utrykte og hidtil ukendte Arbejder af Paludan-Müller findes i det kgl. Bibliotek "Forklædningerne. Farce i to Optog i Alexandrinere", tilhører Tiden før "Kjærlighed ved Hoffet" (Gave 27/11 1908 fra Hr. Apoteker Hempel).

Det bemærkes, at ovenstaaende Oplysninger ikke tør betragtes som absolut fuldstændige; jeg har kun anført, hvad jeg selv har set; det er mig saaledes ad anden Vej bekendt, at der f. Ex. i North British Review 1863 skal findes en Paludan-Müller-Biografi ved John Jeffrey og i Hamburger Nachrichten 1877 en Artikkel om ham som Adam Homos Digter ved E. Lobedanz, men de paagældende Blade har ikke været mig tilgængelige.

XXXI

Efter at foranstaaende Forord, Indledning og Litteraturfortegnelse den 25de Januar 1909 forelaa ren trykt, er der i Anledning af Hundredaarsdagen for Paludan-Müllers Fødsel (den 7de Februar) yderligere fremkommet følgende Litteratur:

Hans Brix i Det ny Aarhundrede, 6. Aarg. I, Side 299-313 (sml. Nationaltidende 3/2 1909 af Carl C. Hage; København 9/2 af Valdemar Rørdam; København 12/2 af Hans Brix); Jul. Paludan i Vor Fremtid, 2. Aarg. Side 249-257; Svend Leopold i Illustr. Tidende 50. Aarg. Nr. 19.

Berl. Tidende 6/2 1909 (af Julius Clausen); Nationaltidende 6/2 (af C. Kirckhoff-Larsen), smstd. 2/4 (af F. Bauditz); Politiken 7/2 (af Sven Lange), smstd. 8/2 ("Paludan-Müller paa Scenen"); Dannebrog 7/2 (af O. Borchsenius); Vort Land 7/2 (af Vilhelm Madsen); København 7/2 (af Bertel Bing); Ekstrabladet 30/1 (af G. C[arstens]), smstd. 7/2" (humoristisk); Social-Demokraten 8/2; Lolland-Falsters Stiftstid. 6/2; Sorø Amtstidende 7/2 og 21/2 (af Fred. Nørgaard); Fyens Tidende 5/2 og 6/2 (af Kr. Lohmann); Fyens Social-Demokrat 6/2; Jyllandsposten 7/2 (af G-R); Aalborg Amts Tidende 5/2 (af Hans Villumsen); Flensborg Avis 7/2; Fædrelandet 15/2 (af A. I[psen]); Verdens-Spejlet 14/2; Hver 8. Dag 7/2; Illustr. Familieblad 18/2; Husmoderens Blad 14/2.

Fælleskorrespondance til en Række Provinsblade: a) af E. Rørdam til Roskilde Avis 5/2, Næstved Tidende 6/2, Odense Avis 6/2, Vejle Amts Folkeblad 6/2, Randers Dagblad 6/2; b) af M. I[epsen] til Roskilde Dagblad 5/2, Holbæk-Posten 7/2, Kalundborg Folkeblad 3/2, Middelfart Avis 7/2; c) af H. til Bornholms Tidende 5/2, Langelands Avis 6/2, Faaborg Folke-Tidende 5/2, Ringkøbing Amts Avis 5/2, Fredericia Dagblad 5/2, Vendsyssel Tidende 5/2; d) af M. K. til Agrardagbladet 5/2, Kalundborg Dagblad ½, Nakskov Tidende ½, Nyborg Avis ½, Middelfart Avis 2/2, Horsens Folkeblad 5/2, Fredericia Dagblad ½, Kolding Avis ½, Ribe Folkeblad 5/2, Ringkøbing Amts Avis ½, Holstebro Folkeblad ½, Vendsyssel Tidende ½; e) af N. P. J. til Nordsjællands Venstreblad 3/2, Roskilde Tidende 6/2, Holbæk Amts Venstreblad 3/2, Vordingborg Venstreblad 2/2, Bornholms Social-Demokrat 6/2, Stubbekøbing Avis 3/2, Nykøbing Dagblad 7/2, Maribo Amts Avis 3/2, Fyens Venstreblad 4/2, Middelfart Venstreblad 5/2, Venstrebladet for det sydlige Jylland 5/2, Jysk Morgenblad 4/2; f) Skanderborg Social-Demokrat 6/2, Skive Social-Demokrat 5/2; g) Bogense Avis 4/2.

Mindedigte i Tilskueren, Februar-Heftet (af Johannes Jørgensen); Vor Fremtid, Marts-Heftet (af Vilhelm Madsen); Politiken 7/2 (af Christian Rimestad); Vort Land 7/2 (af Frederik Skousbo); København 7/2 (af Valdemar Rørdam); Ekstrabladet 7/2 (af Georg Carstens); Fyens Stifts Tidende 6/2 (af Vilhelm Madsen); Odense Avis 8/2 (af A. I[psen]); Vejle Amts Folkeblad 6/2 (af Andr. D[olleris]); Horsens Dagblad 28/1 (af Thordur Tomasson).

Billeder af Paludan-Müller:
2) gengivet i Illustr. Familieblad 13/2, Husmoderens Blad 14/2; 4) gengivet i Meddelelser fra Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1909 Nr. 2, i Illustr. Tidende 50. Aarg. Nr. 19, i Husmoderens Blad 14/2 og i H. Triers Udgave af Fr. Paludan-Müllers "To Digte", 2. Udg. 1909 (ved Dansklærerforeningen); 8) gengivet i Illustr. Familieblad 13/2; 9) gengivet i Husmoderens Blad 13/2; 11) gengivet i H. Triers Udgave af Fr. Paludan-Müllers "To Digte", 1. Udg. 1893 (ved Dansklærerforeningen), i Hver 8de Dag 7/2; 12) [Aarstallet 1866 angiver Aaret, da Busten udstilledes paa Charlottenborgudstillingen, men ifølge G. C[arstens] i Ekstrabladet 6/2 bortloddedes allerede i December 1865 Terrakottaexemplarer af Foreningen "Fremtiden"] gengivet i Illustr. Tidende 50. Aarg. Nr. 19, Illustr. Familieblad 13/2 [se videre under Nr. 14]; 13) Portrætmedaljon i Bronce af A. V. Saabye paa Gravmonumentet paa Asminderød XXXII Kirkegaard; gengivet i Illustr. Familieblad 13/2; 14) Broncebuste efter Nr. 12 paa Havnepladsen i Kerteminde (afsløret den 7de Februar 1909); gengivet i Verdensspejlet 21/2, Hjemmet 28/2.

Om Festen i Kerteminde den 7de Februar se navnlig de udførlige Referater i Odense Avis 8/2, Fyens Social-Demokrat,8/2, Fyens Stiftstidende 8/2 og Assens Social-Demokrat 9/2 (spøgefuldt Festreferat i Klods-Hans 21/2).

I Politikens Kronik for 20/2 skrev Ida Falbe-Hansen om "Paludan-Müllers Hustru". - I Febr. begyndte Vilh. Andersen paa Universitetet en Række "Forelæsninger over Fr. Paludan-Müllers Digtning" (l Time ugl.).

Af utrykte og hidtil ukendte Arbejder af Paludan-Müller har det kgl. Bibliotek i Februar gennem Hr, Forfatter Sven Lange modtaget et lille dramatisk Arbejde, hvorom der gives en kort Underretning i Anm. til nærvær. 1ste Binds Side 29 Linje 29.

Til den Tak, som ovenfor Side 10 er bragt dem, der har overladt Udgiveren Manuskripter eller Breve, maa det være tilladt her at føje en Tak til Fru Sofie Haar f. Paludan-Müller, der med overordentlig Forekommenhed efter 1ste Heftes Udgivelse tilstillede Udgiveren nogle Breve fra Paludan-Müller, som med Fruens Tilladelse vil blive benyttede paa deres Sted i Kommentaren.

DANDSERINDEN
ET DIGT I TRE SANGE
(1832)

2
3

FØRSTE SANG

Forbi er Efterhøsten, Bladet falder
Til frosne Jord, og øde Lunden staaer:
Hen over Marken Jægerhornet gjalder,
Hvis stærke Klang fra Sporet Hunden kalder
Til Skytten, som paa Veien eensom gaaer.
Han standser, lægger an, og Skuddet naaer
Den lette Hare: Knald med Røgen farer
Hen imod Høien - Echo's Torden svarer.

Den korte Dag gaaer vinterklædt forbi,
Dens magtesløse Straaler hurtig daane;
Men hist sig hæver alt den blege Maane,
Og lyser ned paa Vandringsmandens Sti.
Dens kolde Flammer Skyen Vinger laane,
Den nys tilslørte Himmel bliver fri;
Klart funkler i sin evig rene Glands
Den høie, vinterlige Stjernekrands.

Ja det er atter Vinter! Isens Bro
Har atter lagt sig paa de bløde Vover;
Hver Fugl forstummer - Flora stille sover,
Som nys i Herthas grønne Skove lo;
De frosne Marker Sneen hviler over,
Den slumrende Natur er bragt til Ro.
Hvor stille og hvor koldt! - Den fjerne Maage
Sit Skrig kun hæver, skjult af Havets Taage.

Nu er det Tid, fra landligt Hjem at flye,
At flygte fra de sneebedækte Lunde
Ind til den venlige, den lune By.
Tid er det nu, ved Theevandssnak at blunde,
At aabne Ørene for Venners Munde,
Og til de støvede Reoler tye;
At tænde Lampen, for, bag varme Ovne,
At læse, kysses, kjede sig og dovne.

4

Tid er det, hvor Galoscher og Ghenille,
Aviser, Klubber, Baller og Goncerter,
Og hvad i Kulden glæder Godtfolks Hjerter,
Er Maalet for den vakte Folkevillie.
Tid er det, hvor os gammel Skade smerter,
Hvor Liigtorn stødes paa den frosne Tilje,
Hvor velbekjendt som Luthers Catechismus
Er Snue, Hoste, Gigt og Rheumatismus.

Tid er det, hvor, mens Kanebjælden klinger,
Ad Gaden flyver ned den slunkne Hest;
Hvor Herren bag paa Kjelken Pidsken svinger
Og knalder snart i Øst og snart i Vest;
Hvor Sneen piber og hvor Klokken ringer,
Hvor let man vælter som man kjører bedst;
Hvor, klædt i Boa, Vinterpels og Muffe,
En Dame flyver ud, af første Skuffe.

Tid er det, hvor den jernbeklædte Fod
Hen over Isens blanke Flade render,
Hvor Tredieparten af det unge Blod
Har Frost i Øren, Næsetip og Hænder;
Tid er det, hvor til Kirken man sig vender,
Der hele Sommertiden øde stod,
Hvor Pastor fidei klipper stakkels Faaret,
Ja meer end klipper, næsten ganske flaaer'et.

Tid er det nu, hvor Bal og Soirée
Forsamler Folket under tændte Kroner,
Hvor fine Damer og galante Koner
Bag Viftens Fjederdække yndigt lee;
Hvor visse Herrer sig charmante tee
Og fange Pigebørn i Smigers Doner,
Mens Andre gaae omkring og sagte brumme
Forslidte Melodier af den Stumme.

Tid er det, hvor, ved glatte Spilleborde,
Klubgjesten høster, skjøndt han ikke saaer,
Hvor Cavaleren balklædt ta'er tilorde,
Mens Fingren leger i de kruste Haar:
Min Frøken! hvis en Vals jeg haabe turde? -
Hun smiler blidt; den hulde Lilie staaer
Med Ho'det fuldt, som alle unge Damer,
Af Mynsters Prækener og Scribes Dramer.

5

Musiken toner: Arm i Arm sig svinger
Det lette Par hen ad det glatte Gulv;
Han trykker sagte hendes fine Finger,
Og hendes unge Barm nu stiger fuld;
Dem Kjærlighed og tynde Skoe bevinger,
Han bliver mere kjæk, hun mere huld;
Frem gaaer det i en luftig Galopade -
Nu holdt de op igjen - hvor det var Skade!

Saa smukt et Syn, og dog saa snart forbi!
Dog see, et andet Par det første følger,
Og fleer og fleer i Dandsens fulde Bølger
Omhvirvles til den raske Melodi.
Man kommer, glimrer og sig atter dølger,
Det Hele ligner Drøm og Phantasi,
Hvor smukke Fødder og hvor smukke Øine
Omsvinges og bevinges allevegne.

Men hist fra Salen hulde Toner føre
Til mig Roulader, Triller - did jeg maa!
En Sangerinde lader der sig høre,
Og tause Klynger rundt om hende staae.
Man smiler, man er lutter Æselsøre,
Man færdig er af Glæde at forgaae.
Det bryder ud: hvor sødtl hvor det er deiligt!
Da faaer hun Hikke - det var ubeleiligt.

Tid er det, hvor Comedien begynder,
Og bringer Stof til mangen fattig Aand,
Hvis Tanker aldrig gik paa egen Haand,
Hvis Hjerne til Opfindelse for tynd er.
Nu bort fra Snak om Veiret man sig skynder
Til Snak om Dandserindens Klædebon,
Til Snakken-op, med critisk Smiil paa Kinderne,
Om Sanger-, Dandser-, Skuespillerinderne.

Tid er det, hvor Thalia gaaer paa Krykke
Og bringer sørgelig for Dagen frem
Et Drama og et lille Eenactsstykke,
Hvor det gaaer til, just som i Hvermands Hjem;
Hvor Hverdagsscenerne gjør største Lykke,
Fordi Enhver sig speile kan i dem;
Hvor Huusligheden er det stærkest trækkende,
Det Aand og Følelse paa eengang vækkende,

6

Tid er det, hvor den grumme Melpomene
Paa Scenen vandrer med sin dragne Dolk,
Hvor Gysen man ved Mord bevirker ene,
Hvor Svulst er ømme Hjerters varme Tolk;
Hvor ved Forbrydelser, ei altfor rene,
Man lokker Taarer af det stakkels Folk,
Som veed ei rigtig selv hvorfor det græder,
Naar Heltens Monolog er hans Forræder.

Tid er det, hvor de lette Operetter
I Toner flyve fløitende forbi,
Mens fast i Folkets Øre hurtig sætter
Sig just den trivielle Melodi;
Hvor alle Konsters Moder, Harmoni,
Af Smiil og Taarer sine Krandse fletter,
Naar Himmel, Helved for vort Øre klang
I Operaens Krone, Don Juan.

Tid er det, at jeg sparer paa min Tid,
lalfald dog paa din, min kjære Læser;
Tid, at til Retirade nu jeg blæser,
Og meer ei sværmer uden Maal og Id;
Tid, høie Tid, ei meer at give Næser
Min egen Næste og min egen Tid:
Før om Balletten taug min Musa stille;
Nu, kjære Læser! er jeg hvor jeg vilde.

Ved Dandsen nemlig, ved mit Element!
Tro ikke dog, at jeg er Dandsemester,
Fordi til dette Stof jeg har mig vendt:
Mit Navn staaer ei blandt Terpsichores Præster,
Ei længer selv imellem hendes Gjester,
Thi Livets Dandsebane har jeg endt.
Naar først man har begyndt at gaae i Tanker,
Gaaer det istaa med Brug af Pusselanker.

Og meget Andet, ikke Dandsen blot,
Er, naar Betragtningstimen slaaer, tilende:
Mangt gyldent Haab, og mangt et Drømmeslot,
Hvis fjerne Straaler end i Mindet blende.
Ja, Paradisets Dage Ryggen vende,
Kan først du skjelne mellem Ondt og Godt;
Lyst flyder bort som Vand i dine Hænder,
Trøst gi'er det ei, at Tabet du erkjender.

7

Tabt - svundet - hvilke Ord! O, hvad forsvinder
Ei med hver Dag, hver Time, hvert Minut?
Den friske Glands fra Hjerte og fra Kinder,
Drøm med Forventning, Taarer, Smiil og Minder,
Hver Lidenskab, paa Tidens Klippe brudt.
Kraft, Skjønhed, Lykke, Ungdom er caput;
Caput er Kjolen, Vesten, Støvlen, Hatten,
Caput er Kjærlighed med hele Klatten.

Caput er hver en Sjæl, som du har svoret
Huldskab og evig Troskab - hvert et Bryst,
Som du har elsket, glædet, trøstet, moret,
Som deelte dine Taarer eller Lyst;
Caput er Venskabsløftet, gjemt i Ordet,
Hver Gjenklang selv af Ungdomshaabets Røst,
Med alle Planer, glimrende og skjønne,
Med friske Laurbær, Myrther dunkelgrønne.

Caput er Pigeøiets lyse Straaler,
Caput den hvide Barm, der svulmer rund,
Caput er Glæden, som i fulde Skaaler
Du sætter til din lattermilde Mund;
Caput er Barnet, som i Vuggen skraaler,
Caput hver Lærd, hver Stodder og hver Hund,
Hver Millionær, hver Tænker og hver Tigger -
Kort: Alt som sidder, staaer og gaaer og ligger.

Caput er hver en Krands, Bedrifter flette,
Caput er Polen med sin Helteflok,
Caput er som den Slette den Honnette,
Caput er ogsaa du, som læser dette,
Ved Sorgen, Døden, Doktor eller Kok;
Caput er Alt, og det er meer end nok:
Alt, Alt, hvad med sin Vinge Tiden værner,
Hvad Dagen bringer, og hvad Natten fjerner. -

Dog til min Sang! Til Dandsens lette Spil!
Thi dermed aabner jeg den ny Novelle,
Som her jeg har den Ære at fortælle,
Ifald blot Læseren vil lytte til.
løvrigt er mit Digt en Bagatelle,
Som, hvis ei bedre Morskab findes vil
Ved Snak og Leg, ved Kort og Druesaften,
Maaskee sig lader læse Vinteraften.

8

Til trende Sange Bogen er bestemt;
Hver flettet ind med mangen Episode,
Hvori Moral og Lærdom ligger gjemt,
En Skik, som Ariost har bragt i Mode.
Forresten er ei borget min Methode,
Min egen Musa har sin Lyra stemt:
I dennes Strenge vil jeg storme, rase,
Lee, smile, græde - stedse avec grace.

For ædel Korthed skal jeg mig bestræbe,
Paa Versets Bygning øve Flid og Fiil,
Med Formens Vægt det lette Stof ei dræbe,
Men gi'e det Hele den moderne Stiil.
Og løser end min Musa Alvors Læbe,
Hun vækker ogsaa Ironiens Smiil,
Som kraftig Modvægt mod det altfor Rørende
I det Erotiske og det Forførende.

Og nu blot, før til Sagen selv jeg gaaer,
En venlig Bøn til dig, min kjære Læser,
Hvis i mit Digt du støder paa Fadaiser,
En Streg jeg haaber over dem du slaaer;
Ei under dem, som naar vort Hjerte læser
Paa Mindets Blad: Kys, Elskov, Barndoms Vaar.
Farvel! - Her har jeg endt min Promemorie;
Min Hat jeg løfter; nu til min Historie!

Syv Klokken slaaer, Theatrets aabne Døre
Af Mængden stormes under Raab og Snak;
Karreter rulle, lette Droscher kjøre
Til Huset med beau-monde og med Pak.
Hist Damer vandre - sikke't rædsomt Føre!
De løfte op; en saadan Løften trak
Tidt Manges Blik, som Skjønheds Former dyrke;
Men nu er det forgjæves, det er Mørke.

Parqvettet fyldes; Loger og Parterre
Af Ho'der vrimle - hvilket broget Syn!
See Fruen hist, nei see den lille Herre,
Med de friseerte sorte Øienbryn!
Man stødes, trykkes, Trængslen bliver værre;
Medeet hver Kikkert, Brille som et Lyn
Tilvenstre farer hen: Der er Grevinden!
Saa hvisker Alle - Damen er i Vinden.

9

Her Henriette, Julie og Laura
Staae Haand i Haand, lig Gratiers skjønne Flok,
Og op til dem man sukker: o, du Faure!
Glandsfulde Øie! Deiligt snoede Lok!
Hist gnasker Publicum Studenterhavre,
Her banker det med Paraply og Stok,
Hist falder det i Tanker, her det raaber,
Hist taler sagte man, og her man maaber.

Hist Studiosi Hanekammen purre,
Mens Damer i Lorgnetten dem besee;
Her Martis Sønner Knevelsbarten snurre
Og derhos med de hvide Tænder lee.
Fra Galleriet hulde Nympher kurre,
Dem Hjertets Længsel gjør saa megen Vee,
Her, hist og overalt er man active;
Man vil bemærke og bemærket blive.

See, det er Publicum, det respectable,
Hvis Værd paa Selvbevidsthed er begrund´t;
See, det er Publicum, det høist aimable,
Hvis Tanker gaae som Møllehjulet rundt;
Ja det er Publicum, det miserable,
Lovgiver, Dommer over Godt og Ondt,
Til hvem Enhver med Ord og Gjerning sigter,
Hvad helst han er: Helt, Statsmand eller Digter.

Her staae to vakkre Mænd ved Logeranden,
Hos dem vil vi os stille ganske nær.
Den Ene har ei mange Haar i Panden,
Den Anden sin Paryk med Anstand bær'.
Den Ene er Etatsraad, og den Anden
Krigskammercancelliets Secretair:
Af deres Ord vi slutte os til Mere
Om Dandserinden, som skal debutere.

Den Ene spørger: Siig mig, bedste Ven,
Hvorfra hun skriver sig, og hvad hun hedder,
Det lette Væsen, som paa vore Bræder
Vi snart vil faae at see at dandse hen.
Siig, er hun smuk? - Brunette? - O, jeg vedder
Tusind mod Een, at der vist er et Men,
Om ei ved Fodens Lethed og Behændighed,
Saa dog ved Damens Sæder og Anstændighed.

10

Den Anden svarer: Feilskudt, kjære Pleil!
Et Mønster paa Moral hun just skal være.
Man veed, at hun et Cru cif ix skal bære,
For hvilket tro hun skrifter sine Feil,
Naar hun i Aftenstunden for sit Speil
Sin Klædning lægger af, i Tugt og Ære.
Deraf man sluttet har, hun er catholsk,
Andægtig, ærbar og lidt melankolsk.

Hvorfra hun skriver sig, nok Ingen veed:
Om fra Italien, Tydskland eller Polen.
Smuk er hun, hverken mager eller fed,
Og hendes Tact og Smag os viser Kjolen.
Hvad Navnet angaaer - sæt Dem ned paa Stolen,
Saa skal jeg ogsaa her gi'e Dem Besked.
Hun kalder sig - nu gjet! - Mamsel Dione,
Det har jeg, som det Andet, fra min Kone.

Tys, tys der raabes, og paa Toners Vinge
Orchestret tordnende nu stormer frem:
Med Bassens Strenge sig Fiolens svinge,
Oboen, Fløiten lyder mellem dem;
Bratsch, Harper, Clarinetter, Cymbler klinge,
Basunen falder ind med Fynd og Klem,
Allegro først, saa forte, saa fortissimo -
Andante nu - nu piano, pianissimo.

Op flyver Tæppet - Scenen, som er tom,
En Marmorhal fremstiller, søilesmykket;
Halv er den lys, og halv er den beskygget,
Og frit og luftigt er det store Rum.
Men hele Publicumet, sammentrykket
Og sammenstuvet, dreier Blikket om
Mod Scenens Baggrund, hvor Miraklet ventes,
Der frem nu ved Musikens Toner hentes.

Hun træder ind, Dione, min Heltinde -
Fra Døren frygtsom hun og sagte gaaer,
Saa løber hun saa let som Vaarens Vinde
Hen over Scenen, til hun stille staaer.
Hun Panden løfter - klare Øine skinne;
Hun hilser - hendes lange, mørke Haar
I snoede Lokker ned fra Issen ruller
Omkring den fine Hals, den runde Skulder.

11

O, denne Væxt, symmetrisk, fiin og lille.
Og dog saa stor at Høihed boer i den!
O, disse Øine, funklende og milde,
Nu Sorgens, derpaa Glædens Speil igjen!
I hvert et Træk en Guddom throner stille:
Paa Panden Juno - alle Gratiers Ven
Cupido fra den friske Læbe smiler;
Af unge Roser vugget, sødt han hviler.

I Purpur er hun hyllet; Bæltet holder,
Brodeert med Stjerner, om det smekkre Liv;
Ned over Knæet falder rigt paa Folder
Et Silkeskjørt, saa luftigt som et Siv;
Guldsmykt' er hendes Skoe, med røde Saaler;
Bar hendes Arm; en Knipling fiin og stiv
Rundt om den hvide Hals staaer som et Pandser,
Dog synker den vel nok, naar først hun dandser.

Hun hilser - hvide Arme ud hun svinger:
Brava, bravissima! er Alles Svar,
Hun vender sig og flyver - fast som Vinger
Den lette Skabning gjennem Luften bar.
Nu staaer hun atter der, hvor først hun var;
Til hendes Dands Musik bag Scenen klinger,
Sin Fod hun løfter - Castagnettens Klang
Ledsager hendes Skridt, som Tonen Sang.

Først vandrer rundt hun, som hun Noget søgte,
I sagte Gang, med kortafmaalte Skridt;
Saa dandser let hun hen, som om hun spøgte,
Og Øiet, fuldt af Glæde, straaler blidt;
Nu standser hun - og gyldne Drømme flygte
Fra Hjertet, som bag Sløret bølger frit;
Som stred det unge Bryst imod sit Fængsel,
Som blev hun selv et Billede af Længsel.

Som Fuglen staaer hun: Vingen hænger bunden,
Men Lænken brister - fremad flyver hun!
Hvert Savn er borte, herlig er oprunden
Den første Elskovs klare Morgenstund.
Et yndigt Smiil sig breder over Munden,
Som vaagned Sjælen af sit lange Blund,
Som hendes Bryst, ei meer af Savnet tynget,
Af Drømmens Bad nu hæved sig forynget.

12

Frisk blusser hun, lig Rosens Purpurblod;
En Psyche, bort af Amors Vinge baaret,
Til Brud af Elskovs unge Guddom kaaret,
Hun løftes, som om Jorden hun forlod.
Knap røres Gulvet af den fine Fod,
Men ned om Hals og Skulder bølger Haaret.
Ledsaget blidt af Fløitens Melodi,
Hun svæver, flyver, flygter let forbi.

Alt speiler sig i denne fagre Dands:
Det unge Hjertes Haab og Morgenrøde,
Det tankefulde Øies milde Glands,
Lyst, født af Kjærlighed, men uden Brøde;
Kys, som kun Elskov aander, ømme, søde;
Hver Blomst, som Amor fletter i sin Krands:
Smiil, Ønsker, Drømme, hvoraf Hjertet vugges,
Fryd, Glæde, Lykke, hvorved dybt der sukkes.

Og efter Strengens Klang sin Fod hun sætter,
Med Ynde kappes Færdigheden smukt;
En Mængde Entrechats og Pistoletter
I Dandsen falder af som Konstens Frugt.
Hvergang hun vender sig med Pirouetter,
Da følger Øiet neppe Fodens Flugt;
Men snart med Gratie den sin Tact forandrer:
Den iler ei, den hviler ei - den vandrer.

Paa Taaen hun sin ranke Skabning gynger,
Den runde Arm til Favntag bøier sig,
Det løste Skjærf til Hilsen frem hun slynger,
Og Luften leger let med Kjolens Flig.
Nu fly'er hun bort og Intet Foden tynger;
Som Barnet, ved sin Leg saa lykkelig,
Hun svæver hen og slaaer i sine Hænder,
Og medens Øiet funkler, Kinden brænder.

Men mere stride rulle Dandsens Bølger,
Urolig søgende bli'er hendes Gang,
Det sagte Suk et dybere nu følger,
Og Længsels Smerte toner i dets Klang:
Fuldt bliver Hjertet, Barmen mere trang,
Den stærke Lidenskab ei meer sig dølger;
Paa Flugt er Foden, gjennem Salen ned
Hun stormer lig bevinget Kjærlighed.

13

Medeet hun standser: Øiets Flammekjerte
Brat slukkes som i Mulm og evig Nat;
Ned falder Armen - Livets sidste Smerte
Har paa den sænkte Pande Mærket sat.
Et dæmpet Skrig undflyer fra hendes Hjerte,
Med det fløi Haabet bort, den sidste Skat.
Forladt hun staaer, forstødt, forraadt, bedraget;
Hun synker ned - af Lidelsen betaget.

Her Dandsen ender, men et Chor af Stemmer
Bag Scenen skjult, og skjult som Nattens Vind,
Med dybe Klagetoner falder ind,
Hvori man Hjertets bange Sprog fornemmer.
Man hører Mindets Sang, der Smerten tæmmer;
Man hører Toner fra et haabløst Sind;
Endnu en Røst - det Døden er, som kalder;
Da bliver Scenen dunkel, Tæppet falder.

Ned Dækket gaaer, men op gaae alle Munde
I Loger, i Parterre og Parqvet.
En Dame bryder ud: Som Konst complet!
Og det var Meer end jeg selv gjøre kunde,
Skjøndt uden Selvroes dog jeg dandser net.
Ja, svarer Damens Nabo: gid den Onde
Fra orthodox mig gjøre maa profan,
Gav ikke hendes Been os en Roman.

Og rundtom hører Publicum man snakke,
Til Konstcritiken Hver bidrager Sit:
Nei, saae De hendes Hals og hendes Nakke,
Og hendes smukke Been og Gratie-Skridt?
Og saa den lille røde Silkefrakke!
Og saa hvor hendes Skind var fiint og hvidt!
Og hendes Øine, blanke som Emaille!
Og Kronen paa det Hele - hendes Taille!

Det var en Engel! gid jeg eied hende!
En Seraph var det, som man har dem hist!
Hvor kunde hun paa Taaen let sig vende!
En Staalfjer i sin Sko hun havde vist. -
Nu Snakken hører op og faaer en Ende,
Og Mængden spredes, taber sig tilsidst;
Man gaaer nu hjem, og, efter Dagens Tone,
Til Næsten Een, og Een til Næstens Kone.

14

Til Spillebordet Mængden sig begiver,
Af Whist og Boston sit Parti man faaer;
Den slemme Tid ved Kortet man fordriver,
Men rundt om Alle spottende den gaaer.
Af Herrens Pandeskal et Haar den river,
Om Damens Læbe den en Rynke slaaer.
Et Speil! et Speil! See hertil vil det komme;
Smiil, Lokker, Tænder gaae i Tidens Lomme!

Den muntre Ungdom gaaer til Dandsesalen,
Man converserer der og springer om:
En Frøken, med et Herreslæng i Halen,
For sin Elskværdighed knap finder Rum.
Om Dands og om Dione dreies Talen,
Som Skummet er den let, som Blæren tom;
Den klinger, som naar hule Nøddeskaller
Man knækker ... Hvad er det? - En Dame falder!

Hun vilde copiere Dandserinden,
Hun vilde gjerne fængsle Alles Blik,
Hun vilde gjerne flyve let som Vinden,
Og bringe Hjerterne til Dikkedik.
Hun vilde det - o vee! men det slog Klik.
Nu farer Skammens Rødme over Kinden;
Hun faldt, et Offer for sin Skjæbnes Haand,
I Enden af sit tabte Strømpebaand.

Imens om dette Cavalerer slaaes,
Og vi har Publicum fulgt hjem fra Huset,
Til Piben Denne, Denne hjem til Kruset,
Hvor fast han sidder lænket som en Klods;
Hiin til sin Nymphes Barm, hvor han beruset
Af Elskov hviler - vende nu vi os
Til Aftnens fagre Dronning, vor Heltinde,
Hvem alt paa Veien til sit Hjem vi finde.

Hun træder ind just i det stille Kammer,
Hvis Gulv med Vintertæppet er belagt;
Den lyse Lampe under Loftet flammer,
Og klarer Stuen med sin Straales Magt;
Paa Væggen hænger i forgyldte Rammer
To skjønne Billeder i gammel Dragt:
Hiint hendes Fader, dette hendes Moder,
Og neden under dem en lille Broder.

15

Jord dækker disse Hjerter, deres Klage
Forstummet er; men eensom og forladt
Hun i den vide Verden staaer tilbage,
Og sytten Aar er hendes hele Skat.
End kan hun tælle sine glade Dage,
Til nu var hendes Udsigt Sorgens Nat;
Men Sjælens Adel, midt i Livets Mørke,
Gav hendes Tanke Klarhed, Sindet Styrke.

Hun træder ind, og bort hun Stadsen lægger,
Hvormed hun glimred nys paa Scenens Bræt,
Hvorpaa en simpel Huusdragt paa hun trækker,
Og Shawlet omkring Halsen slynger let,
Mens gamle Marthe Aftensbordet dækker,
Og bringer snakkende den smalle Ret:
Et blødkogt Æg med Vingen af en Kylling,
Og efter den i Smør en brunet Villing.

Alt spiser hun med største Appetit,
Alt svinder hurtig bag de hvide Tænder,
Og nu, imens hun vasker sine Hænder,
Hun svarer paa den Gamles Tale blidt:
Min kjære Marthe vilde vide Lidt?
Ja, Gamle, hvis kun Lykken ei sig vender,
Da er vor Nød forbi, da gratuleer mig;
Som Solodandserinde snart du seer mig.

Før jeg paa Scenen stod, jeg skjælved - bange
Jeg traadte frem; men Frygten tabte sig,
Thi alle Folk var venlige, og Mange
Med Ord og Haandklap satte Mod i mig.
Hiin Dands udførte jeg, som flere Gange
I Stuen her jeg prøvet har for dig,
Naar Monsieur Paul, den franske Dandsemester,
Med sin Fiol var Tilskuer og Orchester.

Med den Besked den gamle Marthe gaaer,
Og med sig selv Dione er alene.
I Krogen bag Gardinet Harpen staaer;
Ved den hun sætter sig, og Toner, rene
Lig Æolsharpens Sang i Træets Grene,
Aflokkes Strengen, som hun øvet slaaer.
Hun sukker, hendes Haand paa Strengen bæver;
Hun synger, hendes Blik i Luften svæver:

16

Ei eensom er jeg, skjøndt jeg vandrer
Alene og forladt;
Et Lys, der ei sin Glands forandrer,
Blev mig til Leder sat.
Er her end Malm og Nat,
Fordunkler Mørket end det Fjerne,
Jeg skuer dog min klare Stjerne,
Mit Hjertes rige Skat.

Ei frygter jeg, skjøndt tidt jeg hælder
Mig nær til Sorgens Bryst;
Ei græder jeg, naar den fortæller
Mig om den svundne Lyst;
Naar med sin sagte Røst
Den taler om de tause Skygger,
Om Dødens stille Aand, der bygger
Et Huus til Alles Trøst.

Ei klager jeg, thi lifligt gløder
Endnu jo Livets Frugt;
Med Suk, som Savn og Længsel føder,
Faaer Haab og Taalmod Bugt.
Ei er min Sjæl tillukt
Naar Aandens indre Stemme klinger,
Naar stærk den laaner Tanken Vinger
Til Andagts Himmelflugt.

O du, som Nattens Slør udfolder
Og Lysets Herlighed,
Som bærer Verden og som holder
Hvad Tiden styrter ned:
Dig som mit Skjold jeg veed!
Værn i min Svaghed du mit Hjerte!
Bevar mig frelst i Livets Smerte
Min Trøst - din Kjærlighed!

Her Harpens Klang og Læbens Suk forstummer,
Og før endnu hun folder fromt sin Haand,
Høit over Stjernen flyver hendes Aand
Med al den Fylde, hendes Hjerte rummer.
Sit Blik hun løfter op fra Jordens Kummer,
Og mens hun føler løste Tankens Baand,
To Taarer af en indre Magt fremtvinges,
To Perler, hvori Andagts Offer bringes.

O Taarers Væld! endnu af Ingen tømt,
Letvakte Bølge fra en evig Kilde,
Frugt af vort Hjerte, naar det svulmer ømt,
Magt, som gjør Himlen klar og Stormen stille!
Du tause Vidne om hvad Sjælen vilde,
Naar den har elsket, haabet eller drømt,
Naar høit den gynget blev i Glædens Vugge,
Naar brat den vaagned op ved Sorgens Sukke!

17

O Sjælens Sprog, som aldrig vi forglemme,
Veltalende som Læbens varme Røst,
Saa klagende som Veemods sagte Stemme,
Som Tonens Melodi saa rig paa Trøst!
Speilklare Billed af et stille Bryst,
Af al den Qval, et Hjerte kan fornemme;
Meer tolkende end Smilets hulde Sødme,
End Haandens Tryk, end Kindens lette Rødme!

Hvad jordisk Øie føder renest dig? -
Den Unges? naar bag Hjertet ømme Tanker
Begynde deres bittersøde Krig;
Naar Kinden gløder, Barmen heftig banker,
Naar mellem tusind Drømme Sjælen sanker
Een Drøm, eet Billed og eet Haab for sig;
Naar Savnet, som os smelter, mens det1 saarer,
Gi'er al sin Smerte Luft i Længsels Taarer?

Er det naar hver en Kraft har sprængt sit Baand,
Naar Lidenskab det fulde Hjerte hæver,
Naar, Bladet lig for Stormen, Sjælen bæver,
Og Vreden svulmer i en oprørt Aand;
Naar Haab om Hævn os kun for Øie svæver
Og vækker dømmende til Slag vor Haand;
Naar Alt er Flamme, selv de dunkle Blikke,
Hvor dybt blandt Luer stolte Taarer ligge? -

Er det ved Urnen, sat paa Dødens Kyst,
At renest dine Perler du frembringer?
Er du det sidste Offer til den Lyst
Der sank i Mulde med det stille Bryst,
Hvorover Mindets Haand sin Fakkel svinger?
Ak, Taarens Magt ei Gravens Gru betvinger!
For Liv er Taarer, Taushed for de Døde,
Bag Sorgens Taushed Haabets Morgenrøde!

Men naar al Livets Jubel er forglemt,
Naar Alt er falmet eller lagt til Hvile,
Naar Glædens Roser, Sorgens skarpe Pile,
Er under Sløvhed eller Kulde gjemt,
Naar hver en Streng i Hjertet er forstemt,
Og alle Tanker imod Graven ile,
Naar Alt er dødt, kun ei det usle Leer,
Og Sjælens Skygger voxe meer og meer:

18

Da bryder frem som Lyn i dunkle Nat
En Straale tidt fra Aandens indre Kammer:
Snart som en salig Trøst i Verdens Jammer,
Som Anger snart, af Brødens Aand forladt;
Snart som den rene Andagts Himmelflammer,
Og Hjertet voxer - Taaren flyder brat;
Den bærer i sit Skjød, vor Sjæl til Lindring,
Hver Drøm om Kjærlighed, Haab og Erindring.

Haab paa Forjættelser, som Hjertet fik,
Hvoraf det lever i de bittre Dage;
Erindring lig en Drøm, der blev tilbage,
Da Livets gyldne Paradiis forgik;
Haab om den milde Fred bag Nat og Klage,
Naar Himlen aabnes for et luttret Blik;
Erindring om, at selv det Værste svinder;
Haab, at naar Tvivlen døer dog Haabet vinder.

- Men Tiden flygter, Midnatsstund er nær,
Som Tanken sløver og som Sandsen trætter.
I Stuen slukkes Lampens klare Skjær,
Til Sovekamret ind Dione bær'
Et Lys, som foran Speilet ned hun sætter.
Der hun sit løste, lange Haar nu fletter,
Og i den hvide Kappe hyller ind
De bundne Lokker og den fine Kind.

O, havde her jeg Claurens Musa blot!
Jeg skulde stille frem den hele Scene:
Hvor smukt hun dreier hver en Papillot,
Hvor hun er saa naturlig, saa alene.
Jeg skulde synge om de Lagner rene,
Om hvert et huusligt Meubel, stort og smaat;
Men fremfor Alt, jeg skulde coqvettere
Med hendes Yndighed og detaillere

Den hele Garderobe, samt benævne
Hvert Stykke, som den Hulde lægger af;
I Kamp med Barmens stormbevægte Hav
Jeg skulde lade Snørelivet revne;
Ja Cataloget efter bedste Evne
Paa Inder-, Ydertøiet da jeg gav:
Corset, Blansket, Baand, Lidser, Strømper, Sokker,
Cul de Paris, med Pocher, Skjørt og Klokker.

19

Men ak! det overgaaer de svage Kræfter,
Som milde Guder skjenkede min Aand;
Jeg stikker mig hvergang en Naal jeg hefter,
Og Sløifer bli'er til Knuder i min Haand.
En Dames Tøi jeg ingentid saae efter,
Og kjender ei de hemmelige Baand,
Som først i Hymens Baand man faaer at skue,
Ved Aftentoilettet hos sin Frue.

Slig Gunst forjætter os de milde Lares;
Thi det vort Facit er af Livets Sum,
At Alt skal prøves, Alting skal erfares,
Og stemples saa tilsidst som Tant og Skum.
Intet er skjult, som jo skal aabenbares
I Livets Vexel gjennem Tid og Rum.
Alt skal henrykke, lokke, elskes, kjendes;
Alt skal opnaaes - og derpaa Ryggen vendes.

Og Evnen, som os Veien dertil letter,
Gav sine Børn den mægtige Natur:
Den bygged i vort Indre Tidens Uhr,
Hvorefter Tanken paa sin Flugt sig retter;
Den formed Sandserne, hvor som i Buur
Den Sjælen med sin Lyst og Smerte sætter;
Den gav os Ild til Lue, Iis til Kølelse,
I Livets Lygtemænd: Forstand og Følelse.

Saa rustet ud, gaaer man i Verden ind,
Paa Scenen, hvor Enhver sin Rolle spiller.
Som Tilskuer man sig først i Krogen stiller,
Mens Spillet daarer underfuldt vort Sind:
Snart trylles Øret sødt af Haabets Triller,
Snart blendes Øiet reent af Glædens Skin,
Snart lokkes Hjertet af sit Letsind over
Det dybe Hav, hvor Sorg og Længsel sover.

Man træder frem fuld af Forventnings Drøm,
Og i det aabne Blik sig Verden speiler;
Til Musers, Damers, Fyrsters Gunst man beiler,
Og præsenterer sig galant og øm;
Dog snart er Freden brudt, og ned man seiler
Med saaret Bryst ad Lidenskabens Strøm:
Compas og Roer er knuust, og Haabets Anker
Naaer ingen Grund i stormoprørte Tanker.

20

Vildt gynges man af Hjertets stride Bølger,
Og svømmer villieløs paa Tankens Hav;
Forneden sees kun Undergang og Grav,
Foroven Evighedens Lys sig dølger.
Piilsnar gaaer Strømmen fort, og med man følger;
I Sjælens Speil sig Kampen maler af,
Og som et splintret Vrag man Havnen finder,
Hvis ei man gaaer tilgrunde og forsvinder.

Men førend Reisen ender, Alt er prøvet:
Erfarings Hoved dækker iisgraat Haar,
Hver yndig Blomst er brudt, hver Frugt er røvet,
Og Savnets Smerte gjennem Hjertet gaaer.
Paa Mindets Grav en Steen man eensom staaer
Som Offer for den Magt, der kuer Støvet;
Til Skygge blev hvert Lys, til Drøm hver Kjærlighed,
Til Tvivl hvert helligt Haab om Himlens Herlighed.

Dog - sku Diones slumrende Gestalt!
Paa sneehvid Pude hendes Hoved gynger,
Det unge Bryst, som ingen Lænke tynger,
Har vuggende til Hvile Hjertet kaldt.
Sødt sover hun; og Drømmeguden alt,
Mod Leiet bøiet, med sit Net omslynger
Som hendes Barm, det minderige Sind,
Som Pandens Hvælving, Tankens lette Spind.

Heel underfuldt han fletter Tankens Traade,
Hvoraf han væved nys et Drømmeslot,
Hvis stjernesmykte Tag var himmelblaat,
Hvis marmorhvide Piller Skyen naaede.
Som for sit Hjem hun staaer, sig selv en Gaade;
Men Husets Tærskel knap hun har betraadt,
Da vælter frem en Røgsky; deri Flammen
Af vilde Luer - Slottet styrter sammen.

Og Synet vexler - gjennem Lunden gaaer
Blandt gyngende Cypresser hun alene;
Og Alt er dunkelt, gjennem dunkle Grene
Den blege Stjernes Straale hende naaer.
Da hviske kj endte Stemmer, sølv errene:
Dione! - og Dione stille staaer.
Dione! gjennem Lunden atter toner,
Og tre Cypresser bøie deres Kroner.

21

Og atter Drømmens Syn sig let forandrer:
Hun seiler ene paa en lille Baad
Hen over Havets Bølge - Baaden kantrer,
Og Graven aabner alt sig kold og vaad.
Alt føler hun i Hjertet Dødens Braad;
Da lyner det - hen over Søen vandrer
En Lysets Aand, som rækker hende Haanden -
Paa Flugt mod Stjernerne hun gaaer med Aanden.

Saa drømmer hun - men Hvo har Nøglen til
De Gaaders Løsning, som vort Indre spinder,
Naar Sindet, fyldt af halvforglemte Minder,
Til Anelse og Tro sig hæve vil?
Naar Sjælen snart sin Fremtid klaret finder
I sine egne Drømmes dunkle Spil,
Og snart, mens skjulte Tankekræfter mødes,
Ved Tankens Lynglimt seer Ideen fødes?

Ja, hvad er Drømmes og Ideers Rod? -
Vor egen Aand, hvis Afgrund Ingen kjendei!
Op fra sit Dyb den Tegn og Røster sender,
Som give Villie, Lykke, Kraft og Mod.
Alt ligger klart for den, der aldrig ender,
Der ei begyndte - og hvad den forlod,
Hvad den skal naae, af Tid og Form ei lænket,
Har den som Haab og Drøm vort Hjerte skjenket.

Sov sødt, Dione! - Drømmerske, sov sødt!
Drøm sødelig, mens Søvnens Arm dig vugger,
Mens Glemsels Kalk dit Øie let bedugger,
Mens Hjertets Uskyld gjør dig Leiet blødt.
Din lette Dør min Haand nu let tillukker:
Et Kys endnu - et Blik, af Blik ei mødt,
Et Suk, en Bøn for dig, som stille sover;
Et Øiekast til Natten ovenover!

Til dig, du stjernesmykte, stille Nat,
Hvis gyldne Lys for Øiet hist sig blande:
Du Himmelslot af Straaler sammensat!
Glandsdiadem om Evighedens Pande!
Pragtfulde Minder! Ubetraadte Lande,
Som dog mit Haab bebygger! Længsels Skat,
Som her i Skyggers Land sig Sjælen sanker
Af sine bedste Følelser og Tanker.

22

Du Almagts Tunge! Stjernechor, der synger
Den Enes Lovsang med Alverdens Røst!
Fuldendte Harmoni, hvis Bælte slynger
Sig rundt om Skjønheds slørbedækte Bryst!
Skin, som i Mørket evig sig forynger!
Gjenskin af den forborgne Himmels Lyst!
Uendeligheds Speil, du dybe, dunkle,
Hvorfra en Guddoms Tanker - Verdner funkle!

Du, baade mørk og lys, og skjult og klar,
Tilslørte, underfulde Nat, bedækket
Med Ord, som over Tidens Strøm du bar:
O tolk din Skrift for mig! thi du har skrækket
Med Evighedens Røst; hvad Tro mig var,
Er nu et blegnet Haab, hvis Rod er knækket.
Tolk mig de Tegn, der over Mørkets Bue,
Lig Livet over Døden, herligt lue!

Kraft, aldrig brudt, og Virken uden Hindring;
Fryd mere høi, end dyb er Jordens Qval;
Gjensyn af hver en dyrebar Erindring,
Forynget i Udødeligheds Sal;
Aand til vor Aand, og til vort Hjerte Lindring
Af Kj ærlighedens Aande, mild og sval;
Et evigt Liv i Form, som Skjønhed dækker:
Saa dine gyldne Tegn mit Haab udlægger!

Men Sløret hænger over dig, det tykke,
Det aldrig gjennemtrængte Gaade-Slør;
Hiin fjerne Verden, fuld af evig Lykke,
Kun Tvivlens Sæd for Tidens Barn udstrøer.
Hiint Lys er ene dit, naar du er Skygge!
Hiint Liv er ikkun dit, naar Livet døer!
Saa taler du til os - og Talens Gaade,
Som Intet ligner, ingen Tanker raade.

Ja, Himmelocean foruden Ende!
Hvad ligner dig, som Skyggen er af hans,
Den Enes,Ubegribeliges Glands?
Hvo har dig fattet, maalt? Hvad kan erkjende
Din hele Storhed? - Blik, som Straaler blende.
Og Tanker, som i Tiden kun har Sands?
Kun dig er Aanden lig, den dybe, stille,
Du, Lysets Ophav, den, Ideens Kilde!
23 Og Støvets Aand, som er med dig beslægtet,
Den søger dig, er Dagens Øie lukt.
Hvad her den tynger, hvad den her blev negtet,
Det finder den hos dig, som kun har inægtet
At stille Længsels Savn ved Tankens Flugt.
Du fjerne Himmeldyb med gylden Frugt!
Imellem dig og mig gaae Livets Strømme,
Besaaet med Haab, med Anelser og Drømme.

Opad til dig! til Lyset, til min Stjerne!
Hvor er m i n Stjerne i den hele Krands?
Den, som alt Barnets Blik tilsmiilte gjerne,
Naar Hjertet Gjenskin fik af Glædens Glands;
Den, som min Skjæbne bærer mod det Fjerne
Igjennem flyvende Cometers Dands;
Den, som mig Elskov, Lykke, Roes begrund er;
Mit Fremtids-Huus - den, som jeg fødtes under.

O, var det dig! som hist saa herlig straaler
Paa Himlens vidtudspændte Firmament;
Som, medens tusind gyldne Lys er tændt,
Paa Høiheds Hvælving stille Banen maaler,
Fri, stolt og een som mod de andre vendt:
O, var det dig! hvis Glands af Nattens Skaaler
Mit Øie drikker nu fra fjernest Fjerne:
Du stille, stolte, straalerige Stjerne!

24

ANDEN SANG

Hver fik sin Lod i Fru Fortunas Pose,
Hver sin Couleur af Skjæbnens Ledebaand;
Een røde Haar og Læber lig en Rose,
Een brede Skuldre til en lille Haand;
Een fik Adonis' Skjønhed, men til Skose
Gav ham Naturen kun en fattig Aand;
Een fik sit Hoved fuldt, men tomme Lommer,
Een Lommen fuld, men Ho'det huult som Trommer.

Hver fik sin Deel, sin Kummer og sin Lyst,
Sit Haab, sin Stræben og sin egen Villie:
Storm, Stilhed, Nat og Solskin i sit Bryst,
Og Banens eget Maal paa Livets Tilje.
Een vælger sig en Rose, Een en Lilie,
Jeg mener Lilievand, til Hjertets Trøst;
Een gaaer sin egen Gang, han vælger Ingen,
Han elsker Rolighed, see det er Tingen.

Saa fik Enhver sit Eget - paa det Tørre?
Nei, nei, for fulde Seil vi Alle gaae!
E ens Kors blev mindre og en Andens større,
Men Alles Skulder tungt det hviler paa.
Til os gaaer Sorgen gjennem mange Døre,
Mens een er lukket, tyve aabne staae,
Og er først alle lukt, er lukt vort Øie:
Da lad om døve Øren Sorgen støie!

Og Alting vexler som det store Hav,
Og Alting ruller som de lette Bølger;
Idag til Bryllup, til den stille Grav
Imorgen dig den samme Skare følger;
Og Alting kommer, svinder og sig dølger,
Og Alting spirer, modnes, falder af,
Og alt det Gamle sig paany forynger,
Det Tunge hæves, og det Lette tynger,

25

Men hvad i Flugten skyder stærkest Fart?
Hvad af det Vexlende vel vexler tiest?
Hvad af det Tomme er aldeles bart?
Hvad af det Skjæve paa Forkeerthed rigest?
Hvad af det Frieste er allerfriest,
Og neppe frembragt, før begravet snart?
Hvad er som Kuglen det bestandig rullende,
Det Alt bevirkende, skjøndt Intet skullende?

O Mode! dig det er, du Lunets Barn,
Født i Paris og i vor egen Hjerne:
Du, snart en løs og overgiven Terne,
Snart Philosoph, snart Helt, snart Guld, snart Skarn.
Du, som de unge Hjerter fængsler gjerne,
Og lokker gamle Folk i dine Garn;
Som mænger Alt tilsammen paa vor Klode:
Det Onde, Stygge, Skjønne med det Gode;

Som trolig al vor Daarskab her forvalter,
Som aagrer med vor Sjæls Enfoldighed,
Som hænger om vor Skulder Glædens Pjalter
Og dækker med et Smiil hvad Hjertet led:
Dig er det, som vi sætte paa vort Alter,
For hvem tilbedende vi falde ned,
For hvem det stolte Hoved dybt vi bøie,
Hvem, stedse lydige, vi stedse føie.

Ja Mode! letbevingede Gudinde,
I alle Regnbuefarver hyllet ind,
Uimodstaaelig for hver en Qvinde,
Og Herskerinde over Mandens Sind,
Du evig Flagrende skjøndt altid Blinde,
Dig følger Choret som gjør Støv og Vind:
Foran og bag, ved Siden, rundt omkring fly'er
En Dandy, Stutzer, Petitmaitre, Springfyr.

Og i en Uniform, saa stram og vakker,
Du hyller Skaren, som du har i Sold:
Snart blotter deres Podex du med Jakker,
Snart dækker du den til med lange Frakker
Og gjør paa Skuldre, Bryst og Taille Vold;
Snart lægger deres Buxer du i Fold,
Snart du til Benet dem naturlig strammer,
Og viser os Figuras hele Jammer.

26

Og dine Døttre, dette hulde Chor
Af snørte Gratier, som vi admirere,
Naar de saa himmelsk yndigt coqvettere,
Dem pryder du med Blomster og med Flor.
Med Baand og Perler, Mol og Tyl og Mor,
Med Lokker, Viiter og med meget mere;
Du viser os det halve Been af Psychen,
Det hele Bryst, den tredie Deel af Ryggen.

Men ei alene blot i det Formale
Du aabenbaret har din stærke Magt;
Din Kraft har gjennemtrængt det Ideale,
Hvori du træder frem i Tankens Dragt.
Din Røst man hører i de Lærdes Tale.
I Digternes den billedrige Pragt;
Du kræver Troskabsed af Efteraberne
Ei blot i Liden-, men i Videnskaberne.

Naar du vil hæve, hvad kan da os fælde?
Naar du til Jord vil styrte, hvo kan staae?
Hvem du tilsmiler - saa vil man fortælle -
Kan Damers Gunst og Ærens Tinde naac.
Ja, dine Ord os som Ducater gjelde,
I Verden de som ægte Viisdom gaae.
Du dreier dig - og Alt med dig sig dreier,
Du bukker - Alting bukker sig og neier.

Du leer, og nu er Alting lutter Løier,
Du rynker Panden, Alt er Suk og Vee;
Din Mave daarlig er, du slet fordøier,
Og flux faaer nu beau-monde Diarrhee.
Du bliver karsk og Maden dig fornøier,
Strax brøler hele Verden: Fricassee,
Steg, Kage, Creme, Foreller og Sardeller,
Rødviin, Champagne, Xeres, Muskateller!

Du ynder Vaudeviller - Vaudeviller!
Nu skriger Choret med en Stentors Røst;
Du vil, at man paa Scenen tragisk spiller,
Og Dramer og Tragedier er din Høst;
Du elsker unge Damer i Tistiller,
"Søvngængersken" sig viser til din Trøst;
Du slaaer dig til det Ædle, til det Rørende,
Og strax Enhver human er og godgj ørende.

27

Ja, Livets store Hjul, du altformaaende!
Modtag i denne Sang og min Tribut:
Du Intet givende men Alting faaende,
Hvis Scepter tidt er vexlet, aldrig brudt.
Var du forbi, var denne Jord caput,
Men evig faldende, du dog er staaende;
Det er min Trøst, og som din Lunes Tjener
Jeg atter til Dione her mig vender.

Dione kom i Mode, og naturlig
Blev hun nu Dagens Dronning; Alles Smag,
Var den end ellers nok saa skarp og suurlig,
Fandt i den søde Skabning dog Behag.
Hun Solen blev - Sol tages her figurlig -
For Herrers Blik, og Maal for Damers Nag,
Og Hjerters Drøm; for Hjerter, som ei drømme,
Blev hun en Næste meer til at bedømme.

Hvergang hun viste sig paa Scenens Bræt
- Saavidt jeg veed, det eengang var om Ugen -
Var Publicum paa Dandsen reent forslugen
Og brød sig Halsen fast for en Billet.
Man glemte Pligter, Kone, Børn og Bugen;
Man aanded kun i hende, som saa let,
Saa himmelsk yndig Fod til Jorden sætter
I Solo, Pas de deux og i Balletter.

Saasnart hun træder ind, Alverden klapper,
Og tusinddobbelt Brava brøler man;
Saasnart hun tager Afsked, man sig rapper
Til enthusiastisk Brug af Mund og Labber,
Og taber, hvad man ei har, sin Forstand.
Ja Rygtet siger, hvis man stole kan
Paa Rygtet, som et Factum tidt forvansker:
Hver Aften sprang af Klap et hundred Handsker.

Var det det dunkle Haar, det klare Blik,
Var det den fine Skabnings Ungdomsynde,
Var det den lille Fod, der neppe gik,
Før svævende den Flugten sees begynde;
Var det det høie Bryst, den smalle, tynde,
Moderne Taille, som den Evne fik,
At fængsle Alles Hjerter, Alles Blikke? -
Jeg troer det vel, men vist jeg veed det ikke.

28

Var det den skjønne Dands, som her hun stilled
Med Terpsichores egen Lethed frem,
Var det det Vanskelige, smukt tilhyllet
Med Yndighedens Slør, der fængsled dem?
Var det vel Aanden, her til Form omtryllet,
Var det vel Billedet fra Gratiens Hjem,
Var det vel Konst, som lænked Alles Blikke? -
Ja, siger Publicum - jeg troer det ikke.

Thi ei behøver man en Oldings Aar,
For grant at see, at Aanden selv ei fængsler,
At kun om Formen, som en Dør om Hængsler,
Den hele Verden let og smidig gaaer:
Vel Øiets Taarer, ikke Hjertets Længsler,
Vel Smilet, men ei Glæden man forstaaer;
Vel Haandtryk, men ei Venskab; Elskov ikke,
Men prægtigt Kys og Klap og kjælne Blikke.

Thi Aanden ene kun af Aanden fattes,
Af Hjerte Hjertet, Længsel kun af Savn,
Og Svaghed kun af Kraft, som kan udmattes,
Og Uskyld slumrer kun i Reenheds Favn.
Til Maal for Amor ene Psyche sattes,
Og Psyche blusser kun ved Amors Navn,
Og ene Konstneren for Lyset henter
Det gyldne Slør af Skjønheds Elementer.

Dog, hvad end Grunden var, Dione blev,
Af Moden hævet, Publicums Gudinde;
Vers i Avisen man til hende skrev,
For hendes Gunst poetice at vinde.
Man kaldte hende Verdens første Qvinde,
Hvorved man Eva reent af Pinden rev;
Hos Andre hed hun Venus; Patrioterne
Gav hende Navn af Freya mellem Gotherne.

Men mindre kløgtige og skjønne Ho'der
Skrev Prosabreve, fyldt med Elskovssnak,
Og Musici gav hendes Roes paa Noder,
Og Svirebrødre hendes Sundhed drak.
Den store Verden, Høiheds lille Broder,
Paa Kroppen sin brodeerte Kjole trak,
Og kjørte, for sig og at blære lidt,
Til hendes Dør med Kort, pour faire visite.
29 Den Gade, hvor den unge Dame boede,
Blev daglig meer besøgt, og hendes Huus,
Naar i sit Vindve man den Skjønne troede,
Drog Mængden til sig i dens Elskovsruus.
Man vaded over Snavs og gjennem Gruus,
Og ømt og smægtende derop man gloede,
Og fik man blot at see en lille Finger,
Strax fik med Hjertesukket Haabet Vinger.

Her tabte Officerer Vid og Sands;
Her mangen tør Jurist og Mediciner
Ombytted sin Examens Discipliner
Mod hendes Øines straalerige Glands;
Her Adlen red forbi med stolte Miner
Og spored Skimlen til Paradedands;
Ja Hoben saae man Dag for Dag at voxe
Med Præster, Professorer, Orthodoxe.

Og selv det smukke Kjøn lod sig forsone
Og fandt den yndige Dione skjøn;
Og mangen gammel, gudelig Matrone
Slog meer ei Kors, naar Lapsen, hendes Søn,
Sig ønsked høit Dione til sin Kone,
Og piaged hende idelig med Bøn:
Engang at invitere dog den Hulde
Paa Smørrebrød og Punsch og Søster Julle.

Thi just i samme Dage blev det Skik,
Dione ved sin Aftenkreds at see.
Snart inviteertes hun til Soirée,
Snart til et simpelt, huusligt Pikkenik;
Snart paa poetisk, ægte Kongothee,
Paa Vers, som dem af Scriblernes Fabrik,
Paa Kringler, bagt' i Kongens Bageri,
Paa vandet Snak og vandet Poesi.

Men sjelden tog den Skjønne derimod,
Thi ei mod Verden droges hendes Hjerte;
Og midt i Livets Lyst jog tidt en Smerte
Fra Kinden bort det fine Rosenblod.
Forlængst i hendes Bryst slog Alvor Rod,
Og over Øiets ungdomsklare Kjerte
Sank tidlig alt et Slør af Drømmeri,
Som Glædens lette Aander fløi forbi.

30

Tbi Barnesindet tidlig alt tog Skade,
Da Skjæbnens Lyn blandt hendes Slægt slog ned,
Og om end Sindet at afspeile veed
Hvert Indtryk klart, de triste som de glade,
Formorked tidt dog Veemod Speilets Flade,
Og Alt som Skygger da forbi den gled;
Udslukt var Stjernen da, som nylig funkled,
Og selv Gemyttets Liv var da fordunklet.

Thi under Tidens Magt er Livet: Før
Der Blomster stod, hvor nu er Støv og Aske;
Et Ønske fødes, og et andet døer,
Mens friske Minder ud de gamle vaske;
Og Skjemt og Alvor er Fortunas Maske,
Lig Sindet med det skiftende Humeur,
Der driver underfuldt sit Spil forinden,
Og dreier Villien saa let som Vinden.

Hvorfra det kommer, hvor det farer hen,
Det Sind, der os behersker og os blænder,
Hvo har det fattet? Hvilken Aand erkjender
I Livets Spil den første Grund igjen?
Hvo gjetted Grunden og begriber den?
Som Skibets Fart, hvis Gang hver Luftning vender,
Er Sjælens Liv med Villiens svage Roer;
Vi drives, skjøndt vi stolt at seile troer.

Men Høiheds Billed dog, som intet Andet,
Er du, o Frihed, der os daarer let:
Du som vor Tanke hilder i et Net,
Af Skjæbne, Hændelse og Forsyn dannet;
Du, som blev tidt med Drifter sammenblandet,
Hvis frie Spil saa tidt vi har begrædt;
Samvittighedens Træl, skjøndt Sjælens Styrke,
Din Skygge, dit Begreb kun her vi dyrke!

Thi selv du, altid Ubegribelige,
Med Lynets Fart gaaer Aandens Blik forbi;
Om du er Sandhed eller Phantasi,
Tør ei den dødelige Læbe sige.
Kun det vi veed: naar dine Straaler vige,
Som Slaver her i Mørket vandre vi;
I Frihedstroen kun blev Lys os givet -
Men bort fra dig, og ind i Hverdagslivet!

31

Det Aften er, og hos Grev Firlefanz,
I Selskabssalen, hører fiint man snakke:
Af Mænd og Qvinder sees en udvalgt Krands,
Og venligt Væsen, á la falske Blake.
Hver Herrekjole har den ægte Glands,
Det mest moderne Snit hver Damejakke;
Hver Fod er silkeklædt, hver Vifte luftende,
Hver Taille stram og snørt, hvert Hoved duftende.

Man samler sig om Bordet, Theemaskinen
Hvert Hjerte vinder med sin Melodi,
Og muntert brænder Ilden i Kaminen
Og aabner Sjælene for Sympathi.
De unge Damer glemme Hovedpinen,
De unge Herrers Aand er frank og fri:
Man hvisker, snakker, leer, dog Alt med Maade;
Man knækker nu en Nødd og nu en Gaade.

Men fra sin Divan Fruen Alt behersker,
Som klogest General hun styrer Alt:
Hun krydrer Spøgen naar den altfor fersk er,
Og vækker Geisten, som i Staver faldt.
Ei binder til hun Oxens Mund, der tærsker;
Men stopper Munden den med Attisk Salt,
Og lokker frem hvert Hoveds skjulte Kraft
Med Skjemt og Spørgsmaal, Thee og Druesaft.

En Kop endnu, min Herre? Bedste Frue!
En lille Kop, ifald min Thee Dem smager?
De siger Nei - nu vel, som De behager,
Jeg nøder nødig i min egen Stue.
Men à propos, hvad Nyt i denne Uge? -
Smag, kjære Frøken, dog paa disse Kager!
Hvad i Theatret? hvad i Politiken? -
Tag denne Viir, Baron - jo, De maa drikk'en!

Thi vel at styrke Dem, De kan behøve,
Da snart et Under De vil faae at see.
Ei Overraskelsen jeg tør berøve
Den hele Kreds, og derfor maa jeg be'e,
At ei mig ud at fritte her De prøve.
Mit Under vil bedaare Dem maaskee;
Styrk derfor Hjertet forud, Hr. von Marles!
Dig gjelder Raadet ogsaa, Fætter Charles!

32

Her in parenthesi et lille Ord
Om disse Herrer. Charles, kjære Læser,
Er Digtets Helt: hans Stand paa denne Jord
Er Greve; hans Talent er Fløiteblæser,
(Skjøndt rigtignok hans Fløites Tone hvæser),
Og hans Bestilling Diplomat i Nord;
Hans Blik er smægtende som Himlens Blaanen,
Hans Haar er guult, hans Grevskab er i Maanen.

Sit Vaaben bærer han paa venstre Haanden,
Hans Væxt er rank, hans Ansigt fiint og smukt;
Saa ganske lens er han just ci i Aanden,
Skjøndt han Alverdens Viisdom ei har slugt.
Tidt bringer jus naturæ ham i Vaanden,
Og aldrig fik med Folkeret han Bugt;
Forresten er hans Hjerte fuldt af Følelse,
Hans Lunge lidt genegen til Forkølelse.

Om Baron Marles, sorn i min Fortælling
Har Skurkens Rolle, kun en Linie her:
Hans Hjerte var fordærvet af hans Kjælling,
Thi, mellem os, hans Kjælling var en M-.
løvrigt var han hadet af Enhver,
Af hver en Bramarbas og hver en. Skrælling,
Af hver som rørte Luthen eller Liren,
Thi bag hans Pande sad paa Luur Satiren.

Hans Blik var spodsk, hans Knevelsbart var snurret.
Paa høire Kind han bar et vældigt Ar;
Hans Haar var stridt og kort og sort og purret,
Og Ansigtsfarven bruun som en Cigar.
Paa Støvlen hang en Spore; som Husar
Han bar en Dyrendal ved Hoften surret;
Men ei iaften - nei, thi Kors bevare's!
Her skulde tales fiint og ei husares.

Parenthesis claudatur - til vor Frue!
Jeg mener la Comtesse de Firlefanz.
Hun vender sig saa mild just som en Due
Til Aftnens unge Digter, Digter Hans:
Min unge Ven! spænd nu Apollo's Bue,
Og ræk os Blomster her af Musens Krands:
Den frygtelige Act af Der' Tragedie,
Hvor tvende Piger myrde vil en tredie.

33

Herr Hans han smiler, bukker og sig rømmer,
Og trækker Manuscriptet frem ihast,
Og læser nu, som sig en Digter sømmer,
Med hævet Røst og stolte Øiekast.
Nu er han tordnende, og nu han øm er,
Nu taler han om Dyd, og nu om Last,
Nu i phantastisk Skildring han sig taber,
Nu seer han op - og hele Kredsen gaber.

Dog ved hans Blik forandrer sig hver Mine,
Hvert Øie funkler og hvert Træk er spændt.
Han rødmer, thi man hvisker: Død og Pine!
At just han saae omkring i det Moment.
Enhver forlegen er, selv Frøken Fine,
Som dog for Frygtsomhed er ei bekjendt.
I Klemme sidder man til over Ørene;
Da, midt i Nøden, aabnes begge Dørene.

Og skjøn som Venus, eller som Aurora,
- Enhver har Valget efter egen Sands -
Saa mildt fremskridende som Vaarens Flora,
Indtræder, smykket med en Rosenkrands,
Vidunderet Dione - sine mora
Sig reiser Fru Grevinde Firlefanz.
Hun gaaer den hulde Gratie let imøde,
Enhver staaer op, og Charles' Kinder gløde.
Thi lige for ham just D i o n e neier,
Idet hun sender rundt et yndigt Smiil,
Hvori sig skjuler Amors Tryllepiil,
Der paa sin gyldne Spids hvert Hjerte veier.
Og hver en Dames Silkekjole svaier,
Og alle Herrer bukke sig med Iil;
Men traurig pakker Hans Tragedien sammen
Og griber sukkende til Hanekammen.

Dione træder frem, ført af Grevinden,
Og tager rødmende ved Bordet Plads;
Som vis à vis sig sætter Junker Mads
Og gloer som bedste Ko paa Dandserinden.
En halv Snees Damer støtte Haand til Kinden
Og imitere ham med Blik og Glas.
Nu lægger Frøken Fine sin Lorgnette,
Og hvisker til Grev Charles: en Coqvette!

34

Det naaer Diones Øre: Blodet viger
I samme Stund fra hendes fagre Kind,
Og lig urolig Bølge Barmen stiger,
Mens Veemods Sky formørker Øiets Skin.
Hun seer paa Charles - dette Blik ham siger,
Hvad nys en Stemme sagde i hans Sind,
Og Frøknen, som just hvisker: naa, saae Magen vi!
Han svarer kold og rolig blot: was sagen Sie?

Men Øieblikket klogt benytter han
Til et Par Ord at vexle med Dione:
Imellem Spøg og Alvor er hans Tone,
Hans Sprog galant, som hos en Verdensmand.
Hun svarer ham med Fiinhed og Forstand,
Og Alles Jalousi la'er sig forsone;
Thi snildt den Skjønne lokker ind i Talen
Den hele Kreds fra Ho'det indtil Halen.

Paa alle Kanter slaaer nu løs man Gjekken;
Kun Baron Marles ei, der sidder taus,
Saa elskovsfuld, som Katten udi Sækken,
Imellem Dandserinden og Grev Claus.
Hans Hjerte kurrer som en Fugl bag Hækken,
Og da Principerne som sagt er snavs,
Saa tænker han at handle her paa Moden
Og træde vor Heltinde ømt paa Foden.

Men Skjæbnens Luner, som jo Alt beskikke,
La'er paa Grevindens Fod ham sætte sin,
Og med et tvungent Skrig og sagte Hviin
Hun farer op med Lyn i sine Blikke.
Mig var det ei! Mig var det sand'lig ikke!
Forsikkrer Marles, mindre klog end fiin;
Men Fruens Liigtorn taaler ikke Mere,
Thi foreslaaer hun nu at musicere.

Og det var vel betænkt af Fru Grevinden;
Thi hvad besidder Tonens Trylleri,
Som i Musiken flyver os forbi,
Forfriskende vort Sind som Foraarsvinden?
Da vaagner hver en Følelse forinden
Og former sig til yndig Phantasi;
Da røres alle Strenge, Lyst og Smerte,
Og Mindets Gjenlyd svarer i vort Hjerte.

35

Bevidstløs drømme vi, og disse Drømme
Til Livet vaagne gjennem glade Haab,
Der vied' ind som Børn af Længsels Daab,
Hen over Tonehavets Bølger svømme.
Af dem fremstige Tanker, rene, ømme,
Der dæmpe vuggende hver Smertes Raab,
Og kalde frem, mens hver en Klage tier,
Af Sjælens Dybde Hjertets Melodier.

O Melodi! O Toners rige Hav!
O Sjælens Harpe! som en Aand bevæger.
Hvis milde Aande hver en Kummer læger,
Der vaktes ved dit Veemod af sin Grav:
Du friske Væld af Harmoniens Bæger,
Som Himlen i sin Kjærlighed os gav!
Du strømmer frem i evig fulde Bølger,
Der dæmpe Sorgen, skjøndt dem Taaren følger.

Dog til min Text igjen! - Med Larm og Bulder
Et Fortepiano af clet bedste Slags
Fra Stuen frem i Salen nu man ruller,
Og bringer Noder, Lys og Lysesax.
En Frøken Emma med en sneehvid Skulder
Sig foran Nodebladet sætter strax,
Og en Sonat med Anstand og med Værdighed
Hun spiller smagfuldt og med sjelden Færdighed.

Hvor ile de Smaafingre dog, mens Armen
Med Lynets Hurtighed bevæger sig;
Ved hvert et Løb sig hæver yndigt Barmen
Og aabner Alles Blik et Himmerig.
Nu ender hun den tonefulde Krig
Med svære Dobbeltløb og mægtig Larmen.
Hver priser hende; dog, hun sukker smægtende:
Roesen er Webers - Ingen er benegtende.

Paa Alles Bøn Dione nu skal synge;
Hun gjør det nødigt, men hun gjør det dog,
Og Alle stille sig omkring i Klynge,
Og Charles, halv idrømme, staaer der og.
Ved ham staaer Junker Mads, det sælle Skrog,
Samt Claus og Marles, der paa Ryggen slynge
De lange Arme, for at faae Balance.
Dione synger følgende Romance:

36

Ved den dunkle Brønd, i Skovens Stille,
Sad med saaret Bryst en Riddersvend;
Hesten græssed mellem Urter vilde,
Skjold og Hjelm hang over Dybets Kilde,
Selv han tankefuld saae ned i den.
Og han tænker paa,
Om han meer skal naae
Hjem og Brud og Fædreland igjen.

Da, mens Sukket let hans Tanke følger,
Drages Øiet mod det dybe Vand,
Og en Qvinde, der sig halv fordølger,
Halv sig hæver i de dunkle Bølger,
Bank og svanehvid, han skue kan:
Under Lokkers Krands
Klare Øines Glands
Smiler til ham op fra Brøndens Band.

Og hun taler, mens et gyldent Bæger
Høit hun løfter i sin hvide Haand:
Denne Trylledrik din Vunde læger,
Og mens huldt den Hjertet vederqvæger,
For hver Skranke den befrier din Aand.
Fra det stille Land
Dette Kildevand
Risled gjennem Jordens Klædebon.

Naar min gyldne Skaal din Mund berører,
Falder paa dit Øie sødest Blund;
Til din fjerne Brud en Drøm dig fører,
Gamle Toner fra dit Hjem du hører
Huldt at hilse dig i samme Stund.
Hvad der svandt, forgik,
Samme Øieblik
Finder du paa dette Bægers Bund!

Mens hun taler, gløde Svendens Kinder
Og i Haabet nu hans Læbe leer;
Ned han bøier sig hvor Vandet rinder:
Dybt og dybere dog Synet svinder,
Fjern og fjernere han Skaalen seer.
Han den griber alt!
Da fra Bredden faldt
Han i Dybet - aldrig saaes han meer.

Her Romancen ender, og Dione
Dænges til af Roes og Smigreri:
Hvilken simpel, yndig Melodi!
Hvilket Udtryk! ja - og hvilken Tone!
Den jeg lære maa min lille Kone!
Den, Emilie, sammen synge vi!
Den maa sættes ud til fuldt Orchester! -
Saa gaaer Munden paa de rørte Gjester.

37

Meest af Alle dog Grev Charles brændte,
Rundt omkring han skued glad og stolt;
Han som Kjender hendes Noder vendte.
Hendes Handsker han ved Spillet holdt.
Hjertet i ham fløi som Amors Bold,
Og hvert Øiekast, hun mildt ham sendte,
Enten nu med Forsæt eller ikke,
Fanged han med elskovsfulde Blikke.

Hendes Ridder ridderlig han spiller,
Holdt i Aande bag sin Dames Stol:
Kun for hende han iaften til er,
Hun, hans Hjertes straalerige Sol,
Hun, hans Tankers tryllende Idol!
Og, skjøndt om hans Øre bittre Piller,
Spidse Ord fra alle Kanter gaae,
Hørte han dem ei; kun Eet han saae.

Alt i dette Ene dog sig gjemte:
Dette dunkle Haar, i Lokker lagt,
Disse Læber, som til Veemod stemte,
Disse Kinders fine Farvepragt,
Dette Bryst, i Skjul bag sneehvid Dragt,
Dette Blik, som seet man aldrig glemte,
Denne rene Stemmes Trylleri:
Kort, den hele Skabnings Poesi!

Og Dione - hvi skal jeg det negte?
Lukked ei sit Øre for hans Ord.
Imod Smiger vel en Sjæl kan fegte,
Ak, men Hjertets Sprog, er Klangen ægte,
Har en Talsmand som i Hjertet boer.
Ved dets Toner Længsels Spire groer
Til et mægtigt Træ med Løv og Skygger;
Deri Haabets glade Sangfugl bygger!

Her et Tæppe nu for Soiréen
Med Forlov jeg hurtig synke la'er;
Thi hvad meer man fik end Kongotheen,
Derpaa har min Musa intet Svar.
Ingen Kjøkkenseddel seet jeg har,
Ingen Ret jeg smagte paa med Skeen;
Dog trakteerte vel de søde Dukker man
Her, som andensteds, med Slik og Sukkervand.

38

Med Grev Charles, som i Hat og Kappe
Ud ad Døren iler, folge vi:
Ned han styrter ad den brede Trappe,
Herrer, Damer stormende forbi.
Kinden luer, sig hans Fødder rappe.
Som en Fanges, der sig føler fri,
Som om Flammen brændte ham i Hælen;
Dog, den var ei der - den var i Sjælen!

Først i fri Luft samler han sin Tanke,
Hvor, med Blikket vendt mod Stjerners Hær,
Sprængt han skuer hver en jordisk Skranke,
Og sig tykkes Himlen mere nær.
Høiere han føler Hjertet banke,
Thi med henrykt Blik han læser der,
Midt i Krandsen af de gyldne Stjerner,
Hendes Navn, som Evigheden værner.

Og han iler hen, hvor Havet slynger
Bølgebæltet omkring Landets Kyst:
Der hans Hjertes Drøm paa Voven gynger,
Hver en Bølge om det Navn nu synger,
Som fra Stjernen ham tilsmiilte Trøst.
Stille Fred og paradisisk Lyst
Strømmer med hans Blod til alle Aarer,
Varmer, qvæger, fryder og bedaarer.

Hvo har Navn for hvad han her fornemmer,
Medens op fra Hjertets Dyb nu lød
Glædens fulde Chor i høie Stemmer?
End i Taarers Dal han forud nød
Sjælens Lyst, der Graven gjennembrød,
Lysets Herlighed, som Himlen gjemmer
Til den frelste Aand, der løst fra Sorgen
Gjennem Døden gaaer til Livets Morgen. -

Men til Dione! - Vintren er forbi,
Og imod Enden lakker det med Vaaren;
Det friske Lindeblad afryster Taaren,
Og Poplens Krone gynger frank og fri;
I Skoven fløiter Fuglen sit Pipi,
Og hver en Blomst, som Floras Barm har baaren,
Hvis Kalk nu Lys og Varme kommer nær,
Sig aabner duftende, med farvet Skjær.

39

Den lette Myggeflok om Aftnen summer,
De muntre Morgenlærker Triller slaae,
Og Frøen qvækker medens Bien brummer,
Naar Middagssolens Flammer Jorden naae;
Og mere dunkelblaa nu Bølgen skummer.
Og mere reent er Luftens friske Blaa,
Og i sin Fylde al Naturen skj server,
Mens høiere sig Himmelbuen hvælver.

Paa Alt det tegner til en herlig Sommer,
Een af de sjeldne Gjester her tillands,
Hvor Taagen hænger sig om Solens Glands,
Og Boreas i Luften lystig trommer;
Hvor lunefuld, som Pigers Sind og Sands,
Fra alle fire Hjørner Vinden kommer;
Hvor Himlen Nat og Dag i Ho'det regner,
Og Somrens Kjendetegn er Vand og Fregner.

Fra Staden ud den store Verden flytter,
At prøve Livet i den friske Luft,
At nyde med sin Næse Blomstens Duft,
Mens sødt til Fugleqvidder Øret lytter;
At styrke ved Betragtning sin Fornuft,
At adle Hjertet i de simple Hytter,
Og, mens et landligt Liv man har for Øie,
Sig med det gamle Byliv at fornøie.

Dione flytter med, og nogle Mile
Fra Byen, ved en lille Sø, hun fik
Et Huus sig leiet, kaldet Sommerhvile,
Hvor lige op til Muren Vandet gik.
Naar sig fra Voven hæved hendes Blik,
En Bøgeskov det mødte. Poppelpile
Omkrandste Bredden, og en Have laa
Om Huset rundt og langs med Søens Blaa.

I dette Paradiis den Skjønne drager,
Kun i sin Piges Følgeskab, nu ind,
Og bringer der i Orden sine Sager,
Og slaaer i Eensomhed til Ro sit Sind.
Sit Sovekammer hun mod Østen tager,
Men imod Vest, belyst af Solens Skin,
Før bag den fjerne Skov den Hvile søger,
Var hendes Cabinet og hendes Boger.

40

I Mørket ei Dione havde famlet,
I disse Bøger jeg Beviset har;
Med udsøgt Smag var Bibliotheket samlet,
Af Aands og Hjerteføde fuldt det var:
Der fandtes Göthes Faust og Shakespeares Hamlet,
Og Byrons Manfred, Cain og Corsar,
Og Schiller, som vor slappe Tid for stærk er,
Og Oehlenschlægers rige Ungdoms værker.

Der fandtes Bønnebøger, Andagtsskrifter,
Lidt gammel og lidt ny Philosophi,
En heel Reol, hvor man Bekjendtskab stifter
Med Heltes Liv og Reisendes Bedrifter,
Ja, selv der fandtes en Astronomi;
Men først og sidst dog hines Poesi,
Hvem Muserne til Verdens Glæde fødte:
De tre Heroer: Shakespeare, Byron, Göthe.

Ved Cabinettet, hvorom nys var Talen,
Med Blomster fyldt et Værelse der laa,
Og derfra førte Døren ind til Salen.
Fra den man til Altanen kunde gaae,
Der over Vandet hang, og hvor Ovalen
Af den med Skov bekrandste Sø man saae.
Her saae ved Dag man Havet i det Fjerne,
I Søens Speil om Aftnen Himlens Stjerne.

Her stod Diones Harpe, som hun slog
Med Mesterhaand hver Aften; her hun hviilte,
Naar Lunas Straaler gjennem Skoven smiilte,
Og gyldne Skyer over Himlen drog.
Her sine bedste Minder frem hun tog;
Men selve Dagen bort ved Arbeid iilte,
Ved Broderi og Tegnen og Studeren,
Ved Øvelser i Dands og ved Spadseren.

Saa fløi forbi nu Tiden - fjorten Dage
Var alt henrundne som et kort Minut.
Kun Fred omgav Dione, ingen Klage
Formørked Øiet paa den hulde Glut.
Dog det var Havblik, Stormen er tilbage;
Den kommer snart; men før den er frembrudt,
Den vugger hendes Sjæl med yndig Mumlen,
Lig Bækkens Bølge - derpaa kommer Humlen!

41

En Aftentime, just som Dagen helder
Og Pigen bragte Thee og Aftensmad,
Ved hendes Dør en Tjener selv sig melder;
Og førend om Tilladelse han bad,
Han iilsomt med bevæget Røst fortæller,
At nogle Skridt herfra hans Herre sad,
Med Panden blodig og med Blod paa Vesten,
Da han paa Veien styrtet var med Hesten.

Dione springer op og hurtig kaster
Hun Shawlet om sin Hals, og uden Hat,
Af Tjeneren og Pigen fulgt, hun haster
Af Haven ud, igjennem Busk og Krat;
Hun standser ei, den lette Fod ei raster,
Og næsten aandeløs, af Løbet mat,
Hun Stedet naaer, af Tjeneren betegnet,
Hvor hun Grev Charles seer i Afmagt segnet.

Han hviler paa den duggbelagte Jord,
Hvis høie Græs sig om hans Hoved slynger;
Bevidstløshed hans Øienlaag nedtynger,
Og midt i Panden sees et blodigt Spor.
Ved Siden, med den sprængte Sadelgjord,
Er Hesten henstrakt mellem Blomsterklynger;
Og medens den, lig Herren, stønner stille,
Slager Fuglen over dem sin muntre Trille.

Saadan, af Døden let berørt, hun finder
Den unge Greve, som var ei forglemt;
Og halv forfærdet, halv til Veemod stemt,
Hun knæler ned ved ham, og Taaren rinder
I klare Draaber over hendes Kinder,
Mens Hjertet hæver sig saa dybt beklemt.
Hun løfter ømt hans Hoved, dog hans Blikke
Endnu tilsløres - Læben aabnes ikke.

Imidlertid et Leie man bereder
Af Grene, som med Mos bedækkes blødt;
Paa det han lægges, og Dione beder
At vandre sagte, mens sit Shawl hun breder
Ud over ham, hvis Blod det farver rødt.
Selv bærer hun hans Hoved: halv som dødt
Det hviler tungt og mat i hendes Hænder,
Skjøndt varme Øiekast hun tidt det sender.

42

Man Huset naaer, og i Diones Seng
Den dyrebare Byrde ned man lægger;
Med lette Puder man ham let bedækker,
Mens efter Doktor flyver bort en Dreng.
Men Charles drager Aanden tung og eng;
Den urofulde Hvisken ei ham vækker,
Og ei hans Sjæl, bevidstløs, kan fornemme
Den ømme Klage fra Diones Stemme.

Thi raadvild hun ved Leiet længe stod;
Men nu med Rosenvand hun ham bestænker,
Og Pigen, som af Skræk paa Huusraad tænker,
Paa Munden lægger Salt og Peberrod.
Da - Fangen lig, der bryder tunge Lænker,
Hans Bryst sig løfter, og mens Purpurblod
Skød frem i Kinderne, hans Blik sig hæver:
Forundret det omkring i Stuen svæver.

Thi for hans Aand, som Alt i Drøm betragter,
Omformes Alt ved Feberphantasi:
Han troer, at Dødens Nat han dvæled i,
At, nys til Livet kaldt af Lysets Magter,
Han Skyggeriget vandret er forbi;
Og gjennem Taagen, som for Øiet lagt er,
Han skuer alt i Lysets Morgenrøde
Den første Engel komme sig imøde.

Han strækker Haanden mod Dione hen,
Dog magtesløs den falder ned paa Dækket;
Tilbage synker Hovedet, og svækket
Han selv i Slummer vugges ind igjen.
Men tankefuld, bevæget og forskrækket
Dione hefter Blikket paa sin Yen,
Og medens friske Taarer Øiet vande,
Hun stryger med sin lette Haand hans Pande.

Det var en farlig Stilling, ei jeg negter,
Her hørte Kulde, Aar og Fatning til;
Thi kun Medlidenhed er daarlig Vægter,
Hvor Hjertetyven Amor er paa Spil.
Naar først han stjaalet har, han sætter Ild,
Og hvis ei Luen strax man dæmpe mægter
Ved Hensyn, Klogskab, Hjertets Sammenklemmelse,
Da voxer op til Qval hver sød Fornemmelse.

43

Thi Alt i Verden har en Dødens Spire,
Hvori som Aander fjendske Kræfter boe.
Som Toner vaagne de, og dandse fro
Ved Lystens lette Slag paa Hjertets Lire;
Af een Begjærlighed de skabe fire,
Af Fryd et Sorgens Net de om os snoe;
Af Ærens Drøm, af Elskov, Guld og Druer
De lokke Lys ei frem, men vilde Luer.

De smile ydmygt naar man dem foragter,
De sukke stille naar man dem forsmaaer,
De slumre roligt naar man dem betragter,
Men herske vældigt naar de Magten faaer.
De lænke Sjælen naar den meest forsagt er,
De fange Hjertet naar det kjærligst slaaer,
De vende op og ned paa Alt i Livet,
Og bøie selv det Stærkeste som Sivet.

- Men her til Lykke Lægen arriverer,
At tage vor Patient i grundig Cuur.
Han føler Pulsen, tæller paa sit Uhr,
Mens Igler han og Suurdei ordinerer.
Han priser Charles' dygtige Natur,
Og smiler naar den Syge phantaserer,
Og søgende om Raad i sin Scientia,
Han finder Stilhed, Hvile, samt Patientia.

Derhos et mindre Plaster og et stort,
Med Gummiolie, som det bedst kan falde,
Paa alle Kanter dygtig oversmurt,
Han lægger paa ham, trøstende dem Alle.
Med Smiil udbryder han: nu er det gjort!
Bli'er værre han, saa lad De kun mig kalde.
Farvel! Farvel! jeg kan ei tøve mere;
En Practicus maa evig practicere!

Men har end Lægen sin Patient forladt,
Dione dog med Charles holder Øie:
Skjøndt træt af Dagens urofulde Møie,
Hun vaager ved hans Seng den hele Nat.
Paa hvert et Aandedrag hun agter nøie,
Om mere stærkt det er, om mere mat;
Og viser sig lidt Farve blot paa Kinden,
Strax seer deri hun Tegn paa Velbefinden.

44

Saa, Englen lig ved Graven, sidder hun,
Til Søvn og Træthed hende overmande,
Til Drømmen og dens Billeder sig blande
Med hendes Tanker næste Morgenstund.
Da synker ned mod Leiet hendes Pande,
Den bløde Pude kysser hendes Mund,
Og over Kind og Bryst og Arm sig lægge
De dunkelbrune Lokker, lig et Dække.

Hun slumrer - men den friske Morgen føder
I Charles Kraft og Liv - han vaagner let;
Han kaster Blikket rundt, og strax det møder
Et Hoved, hvilende paa Sengens Bræt.
Jo meer han seer, desmere Kinden gløder,
Og da nu endelig, af Skuen træt,
Sit Øie som bedaaret han tillukker,
Af Hjertets Dyb heel længselfuld han sukker.

Det dybe Suk Diones Øre naaer,
Af Hvilens korte Blund det hende vækker:
Det dunkle Øie hun iveiret slaaer.
Og yndigt Purpur hendes Kind bedækker.
Ned synker Blikket, og med Haanden lægger
Tilbage over Skuldren hun sit Haar,
Hvorpaa sig hurtig hendes Fødder fjerne -
Saa flygter imod Morgen Nattens Stjerne.

Men ingen Slummer lægger meer sit Bind
Om Charles' Pande - drømmende han støtted
Med Haanden tankefuld og taus sin Kind.
Han sidder, som om Øret henrykt lytted
Endnu til fjerne Toner - som benytted
En Fee nu til sit Tryllespil hans Sind.
Saa sidder han, og hvad han nu betænker,
Det kjender Amor og de unge Enker.

O Drømmeri af Kjærlighed og Savn!
Af Lyst og Haab, som ængster og som tryller,
Som Hjertet med en mægtig Attraa fylder,
Og drager Ynglingen mod Pigens Favn:
O Følelse, som vi vor Tilvær skylder!
Hvo nævner Barnet ved sit rette Navn?
Blod, Sandser, Sympathi og Uundværlighed,
Composition af Længsel og Begjærlighed!

45

Dig takke vi for Ægteskab og Vugger,
For unge Sjæles gaadefulde Form,
For Hjertets Fred og Lidenskabens Storm,
For Livets Suurdei og for Livets Sukker.
Din Frugt hver Skabning paa sin Vandring plukker,
Thi dig Naturen skrev som Alles Norm,
I Alles Bryst du dine Skud udslynger,
Du, Livets Rod, som Livet selv forynger!

Du lokker os til Hymens Lotteri,
For der at prøve Ægtestandens Lykke,
For med Gevinsten os et Huus at bygge,
Med enten Himmel eller Helved i.
To Lodder bringes der, og vælge vi,
Beroer dog Træffet paa Fortunas Nykke.
Hvad begge gjemme, vil jeg her fortælle;
Forresten kan det sees af hver Novelle.

Til Frokost Tvedragt giver os det første,
Til Middag daarlig Mad og aldrig Ro,
Til Aften Strid, om hvo der er den Største,
Skjøndt ofte man er smaa nok beggeto;
Til Ryggen bringer det en dygtig Børste,
Til Vandring gjennem Livet snevre Skoe,
Til Hvile, for at Hjertet sig kan vende,
En Seng, som gjort til To, har Plads til Trende.

Det andet lutter Harmoni os gi'er:
En trofast Skulder, som hver Byrde letter,
En Krands af Roser til vor Ungdoms Ziir,
Hvorom sig Eviggrønt som Ramme fletter;
En Trøst, der i det Værste hos os bli'er,
Et Bryst, der ingen kjærlig Drøm forgjetter,
Et dobbelt Smiil og Suk i Fryd og Nød:
Eet Bord, een Seng, eet Maal i Liv og Død!

O Harmoni af tvende Sjæles Klang!
Disharmoni af tvende Sjæles Toner!
Spil, som bestandig sættes nyt igang
Til alle Tider og i alle Zoner!
O Hurlumhei af Ægtemænd og Koner!
Af Folk, som gjør sig Veien let og trang,
Af Folk, som kun den stille Gangsti kjende,
Af gamle Piger og af Pebersvende.

46

Frit Valget er, men selv er ei vi frie,
Hvert Indtryk ta'er vort Hjerte i Forpagtning;
Nye Lidenskaber, gamle Minders Slagtning
Og Hængen-op i Røg, tilstede vi.
Meest staaer det hulde Letsind dog os bi,
Men fremfor Alting Hensyn og Betragtning
Til Huus og Hjem, til Stand og Rang og Hæder,
Til Mad og Drikke, Gods og Guld og Klæder.

Er da den evigunge Amor død,
Som eengang sine gyldne Pile sendte
Fra Himlen ned, mens sødt lians Lyra lod
For varme Hjerter, der af Elskov brændte?
Er Faklen slukket? den, som Lyset tændte
For tusind Slægter gjennem Liv og Død;
Har Rigmands Guld om Buen lagt en Bøile?
Brast Gudens Piil i Kammerherrens Nøgle?

Nei! Men en Handelsvare Hjertet blev,
Og Skjønhed blev et Fond, hvoraf man henter
Sig Ægteskabets Capital og Renter
Ved Mellemkomst af Kys og Kongebrev.
O Kjærlighed, som aagrer med Procenter!
Gjør Skjøgen værre, naar sin Taxt hun skrev?
Kun Klogskab vaager, Amor steenhaardt sover.
O Skuespil, at lee og græde over!

Hist knæler en forelsket Ungersvend
Ved Foden af sin Donna: Fagre! Hulde!
(Saa taler han) forjag dit Hjertes Kulde,
Og elsk, som jeg dig elsker, ømt igjen!
Hun seer betænksom paa sin unge Ven,
Og veed ei ret, om her hun fire skulde;
Dog endelig med Smiil ham spørger Damen:
Min Herre! ikke sandt - De har Examen?

"Ak nei, desværre!" Det er slemt, min Kjære!
Dog De maaskee den ta'er om stakket Frist?
"O nei!" - O vee! saa faaer vi lade være,
Medmindre Deres Fa'er er Capitalist.
"Jeg har en Arv ivente." - Er det vist?
,,Ja jeg forsikkrer Dem det ved min Ære,
De tred've Tusind staae hos Jøden Levi." -
Hun synker til hans Hjerte: Din for evig!

47

Saadan man Lykken veed at assurere,
At sikkre sig, naar man sig offre vil;
Man Amors Lue seer som Kjøkkenild,
Som Qvindens Maal, fra Een at blive Flere.
Man agter ei sit eget Selv for Mere,
End for en Indsats i et Lykkespil;
Man aner ei, skjøndt man belært er bleven,
Det høie Værd af eensom, stille Leven.

Man kjender Æren ei, og Stolthed neppe,
Ei Livets Maal, som i os selv vi fik,
Ei Troens Kraft, ei Nydelsen, som gik
Frem af en Tankestrømnings Flod og Ebbe;
Ei Haabets Skjønhed, ikke Længsels Blik
Naar Natten ruller ud sit Stjerne-Tæppe,
Ei Glæden ved Ideernes Modtagelse,
Ei Frugten af vor egen Aands Opdragelse.

O Lavheds lænkebundne Aand, som kun
Af Hensyn kaster sig i Hymens Arme;
Som smelter ei ved Kjærlighedens Varme,
Men suger Klogskab af dens røde Mund;
Som for Gevinsten kun har sultne Tarme,
I Hjerteposens Dyb en hullet Bund;
Som kjender Ægteskab, men Elskov ikke,
Som griber Skallen, men la'er Perlen ligge!

Saa gjorde Charles og Dione ei,
Der omvendt handled - og hvem alt vi kjender
Om ei som gamle, dog som gode Venner.
Helbredet var han, ikke frisk - o, nei,
Han vandrer hjertesyg en farlig Vei,
Hvor Piil paa Piil ham Elskovsguden sender.
Han sætter ned sig hos Dione nu,
At tage Afsked var hans faste Hu.

Først stammer han sin Tak med sagte Stemme,
Hun svarer kun med sænket Øiekast;
Saa be'er han hende, aldrig sig at glemme,
Da sukker dybt hun, som en Lænke brast;
Saa hendes Hænder, som hans egne gjemme,
Han mod sin Læbe trykker ømt og fast:
Saa mødes deres Blik i Lyst og Smerte,
Og reven hen hun synker til hans Hjerte.

48

Det første Kys - hvad hæver hver en Tvivl,
Som denne Blomst, af kjærlig Længsel funden?
Dens Bæger krandset er af Amors Smiil,
Og Psyches Taare ligger gjemt paa Bunden.
Al Sjælens Ømhed svæver da paa Munden,
Al Hjertets Varme vaagner da med Iil,
Alt vækkes da - det Bedste og det Største;
Thi hvad har Magt i Livet som det Første?

Den første Barndom og de første Minder,
De første Toner af vort Hjertes Røst,
Det første Haab, som meer og meer forsvinder
Med Sindets Gjenklang af dets første Lyst;
De første Taarer over Barnets Kinder,
Den første Lærdom i dets unge Bryst:
Kort, alt det Første for vor Sjæl er Lindring,
Det første Kys dens yndigste Erindring!

Og denne Trylleblomst Dione byder
Sit Nectarbæger nu. Mod Charles vendt
Er hendes hele Sjæl, i Blikket sendt,
Der taarevædet hendes Indre tyder.
Halv drømmende sin Følelse hun nyder,
Al Haabets Sødhed, forhen ubekjendt.
Saa sidder hun, til Timens Slag dem vækker,
Til Slør om Glæden Afskedsstunden lægger.

Og hun er ene - paa den lette Hest
Hun seer ham flyve bort saa let som Vinden.
Hun støtter tankefuld sin Haand til Kinden
Endnu med Øiet følgende sin Gjest.
Han vender tidt sit Hoved, og forinden
Han taber sig bag Skovens sidste Rest,
Han halv omkring i Sadlen rask sig svinger,
Og kysser ømt til Afsked paa sin Finger.

Men i den samme Stilling taus hun dvæler,
Og Blikket vandrer i det samme Rum,
Og Læben smilende forbliver stum,
Mens Sukket sig fra hendes Hjerte stjæler.
Saa, bøiet halv forover, halv hun knæler,
Som samled hun de gyldne Minders Sum,
Som holdt hun fast det sidste, nys forsvundne,
Det nu med hendes Sjæl saa nær forbundne.

49

Halv drømmende hun paa Altanen sad,
Hvor med sit eget Hjerte ømt hun taler,
Mens Øiet følger Aftnens Sol, som daler
Bag zephyrlette Skyers fjerne Rad.
Dens funklende, dens sidste Lue maler
Med Rosens Rødme Lundens- lyse Blad;
Den synker meer og meer, men Skyen arver
Dens Straaleglands, dens purpurrøde Farver.

Og Lysets glimrende og stolte Død
Dione tankefuld betragter nøie,
Og Blikket følger Skyen mod det Høie,
Hvor sig i tusind Straaler Farven brød.
Dog kort Tid kun den trylier hendes Øie,
Snart synker graanet den i Mørkets Skjød,
Og Natten Stjerneborgens Port oplukker -
Alt. seer Dione, bævende hun sukker:

"O hvad er Livets fagre Glands? Forsvunden
Som Solen hist er snart dets gyldne Pragt;
Selv Mindet, i sin blege Rosendragt,
Fordunkles som en Sky i Aftenstunden.
Dog- svandt end Straalen her ved Tidens Magt,
I næste Øieblik paany oprunden,
Den glimrer mere reen, i stille Glands,
Fra Nattens evigfriske Stjernekrands."

Men Stilhed nu omsvæver Alt og trykker
Sit sagte Kys paa alt det Skabtes Mund,
Og frem af Skoven gaae de dunkle Skygger,
Og Taagen damper over Mosens Grund;
Og al Naturen sig et Leie bygger,
Og Alting synker i det tause Blund -
Dione reiser sig, thi Hvilen kalder;
Fra Tankens Arm til Søvnens Bryst hun falder.

Fra den Tid af hun Charles daglig seer,
Fra den Tid af man ikke meer ham skuer
I Byens Cirkler, Stadens Assembleer,
I Kreds af smukke Frøkener og Fruer.
Kun for Dione nu hans Hjerte luer,
For ham er hele Verden Intet meer,
Kun hendes fagre Træk hans Tanker tegne,
Kun hendes Billed seer han allevegne.

50

Hvergang lians Ganger bar ham ud til hende,
Har ikke Lethed nok dens rappe Fod;
Hvergang fra Høien af han kunde kjende
Altanens Gitter, hvor den Hulde stod
Og frit sit hvide Tørklæd' flagre lod,
For ham den første Hilsen ømt at sende:
Da spored frem mod Maalet han sin Hest,
Og da begyndte Begges glade Fest.

Da fløi fra Glædens Bue Tidens Piil,
Og før de øined den, var den forsvunden;
Da flygted Savnet bort med Stormens Iil,
Mens Længsel stille sad med Vingen bunden,
Mens Begge læste i hinandens Smiil
En Lykke, forhen søgt, men aldrig funden;
Mens hver en Taage bort fra Øiet veg,
Ved Glands af Dagens Sol, der skyfri steg.

Da gjennem Lunden gik de Arm i Arm,
Med Øret aabent for hinandens Stemme,
Der tolked Hjertets Glæde, mild og varm,
Og Livets Lykke lod dem dybt fornemme;
Da hørte tause de paa Bølgens Larm,
Og vuggede de syntes Alt at glemme.
Naar Vinden kruste Søens blanke Speil,
Og Baaden bar dem frem for fulde Seil.

Men naar til Afsked om et Kys han bad,
Naar om at skilles Aftenklokken minder,
Og hun med varme, purpurklædte Kinder
Til Skoven følger ham sørgmodig-glad,
Hvor i den dybe Dæmring han forsvinder,
Det Begge tidt var haardt at skilles ad.
Med Suk i Lunden ind han saaes at drage,
Og hun med vaade Øine stod tilbage.

Thi øm var Afskedstimen; hvert et Møde
Gav dem et Indtryk af en Høitidsdag,
Og begge Hjerter, drømmende og bløde,
I Sværmeriets Toner fandt Behag.
Ei den Art Tale faldt i deres Smag,
Hvori de muntre Skjemtetoner løde;
Med Lunets Spøg var deres Fryd ei blandet;
De kjendte Hjertets Sprog, og intet andet.

51

Men hver en Blomst, som sprang af Hjertets Rod,
Sit Tryllebæger sødt for dem oplukker,
Og hver en yndig Frugt dem Haabet plukker,
Der Veieri rosenstrøer for deres Fod.
Lig Dalens stille, perleklare Flod,
Som Morgnens Sol og Aftnens Stjerne vugger,
Og som sig Himlens Farve speiler i,
Bar Tidens Bølge deres Lyst forbi.

Og hver en Lænke, snoet af Amors Haand,
Som her paa Jorden Bryst med Bryst forbinder,
Og hver en Traad, hvoraf sig Guden spinder
Til Net om Sjælene de stærke Baand,
Der knytte sympathetisk Aand til Aand,
Sig fast og fastere om Begge vinder.
Dem fængsled Alt, hvad Livets Baand vi kalde,
Kun Brødens ei, det stærkeste af alle.

De nød den Fryd, som Øieblikket har,
Naar hulde Minder Farveskjær det laane,
Og alle Sorgens Skygger mat hendaane
For Dagens Sol, der skinner blank og klar.
Men meer end Dagens Sol gjaldt Aftnens Maane
Dog for det elskende og unge Par,
Der paa Altanen tidt dens Guddom hylded,
Og Haand i Haand stod af dens Lys fortryllet.

Saa flygted Dagene paa Tidens Strøm;
Af Tal kun faa, en Evighed de gjemte.
Den samme Harmoni, saa fuld og øm,
Endnu til Begges Lyst sin Harpe stemte;
Endnu den hele Verden Begge glemte,
Endnu hang over Begge Sjælens Drøm:
Men Alting vexler - Adam er Beviset;
Hvor længe var vel han i Paradiset!

Ja, Stammefader for den faldne Stamme,
Som faldt, som falder og som falde vil,
Du gaaer igjen, i Alles Bryst den samme,
Dit Spil forynger sig i Livets Spil!
Slemt blev i Æbleprøven du tilskamme,
Og Frugtens Frugt os Alle hører til:
Den gav vor Lever Galde, Saar vor Lunge,
Den gav vort Hjerte Sorg og Braad vor Tunge.

52

Den bragte ind i Verden Livets Fjender:
Død, Pest og Avind, Sjælekamp og Tvivl;
Af Guld og Vellyst den et Riis os binder,
Og saarer os med Angers skarpe Piil;
Den daarer os med Løn, som Ingen vinder,
Hvorefter Alle gaae med samme Iil,
Med samme Lyst, som Pigen efter Flitter,
Som efter Skinke døbte Isra'liter.

Den bringer til hvert Hoved Martyrglorien,
Til hver en Pande Tornekronens Ziir;
Med løiet Hæder den vort Bryst indvier
I Undergangens Time til Victorien.
Kast blot opmærksom Øiet paa Historien
Og see hvor Alt tilsidst kun Navne bli'er,
Hvor Storhed, Ære, Kraft og Haab forsvinder,
Hvor Mindet selv fortrænges kan af Minder!

Dog - midt i Sjælens Kamp og Livets Tæring,
Den slynged om vor Tinding Taalmods Krands,
Fremkaldte, som af Mørket Stjernens Glands,
Et luttret Bryst af Lidenskabers Gjæring;
Den gav til Aanden Tankens rene Næring,
Til Hjertet Skjønheds, Kjærlighedens Sands;
Til Gjengjeld os for Paradisets Have,
Udødeligheds Tro ved Venners Grave.

- Men til mit Par igjen, som jeg forlod,
Da paa min Vei jeg Stammefa'eren mødte,
Da mine Saar ved Syn af Adams blødte,
Mens jeg ved Kundskabstræet stille stod.
Til Dandserinden nu paa staa'nde Fod!
Som Tanken let, skal Scenen hurtig flytte:
Indhente snart jeg skal, hvad tabt er vorden.
Uorden har jeg ei, skjøndt ingen Orden.

Det er en yndig Aften - Himlen breder
For Øiet ud sit Telt af blaa Azur,
Mens for den lette Zephyr Stilhed reder
Et Leie hos den slumrende Natur.
Fra Lundens Hegn, fra Skovens grønne Buur,
Hvis dunkle Hvælving Fuglechoret freder,
Lød Gjøgens Kuk og Nattergalens Sang:
Snart Tonen døde - snart den atter klang.

53

Iland fra Baaden stiger just Dione,
Ved Charles' Arm hun langsomt vandrer frem;
Og Luftens Lethed, Fuglens Fløitetone
I Aftnens stille Glands fortryller dem.
De tage Veien mod det nære Hjem,
Hvis Tag sig hæver over Træets Krone;
Nu standse de, og atter nu de gaae,
Og nu som drømmende de stille staae.

Og som een Tanke ledte nu dem Begge,
De slynge Armen om hinanden fast.
Hans Skulder hærer som en yndig Last
Diones løste Lokker, der sig lægge
Omkring den Skjønnes Hoved, lig et Dække,
Der skygger for de varme Øiekast.
Saa drømmende - mod Brystet Brystet tynget,
De staae lig Marmorstøtter fast omslynget.

Men Livets Flamme, ikke Stenens Kulde,
Med Purpur farver Begges varme Kind;
En Taare lister sig i Øict ind,
Som alt de aned at de skilles skulde.
Tabt i hinanden og for Verden blind,
Med Tanker, af den samme Længsel fulde
De følte salig Glæde, braadfri Smerte,
Ved Livets Bølgeslag i deres Hjerte.

O, at et sligt Minut ei Evighed
Til Moder fik, skjøndt det fik Himlens Lyst!
O, at kun Drømmen lig er denne Fred,
Kun Øieblikkets snart fortrængte Trøst!
O, at med Tiden Templet styrter ned,
Som Haab og Elskov bygged i vort Bryst!
O, at kun Lykkens Glimt er Ungdoms-Kjærlighed,
Kun Savn dens Frugt, Erindring al dens Herlighed!

Men ved den løvbekrandste friske Kilde
Vi mødes atter med det unge Par.
I Græsset hun, ved hendes Fod, den lille.
Beskeden Charles sig et Sæde ta'er;
Og ømt i Skumringen de hviske stille,
Paa Hjertets Spørgen giver Læben Svar,
Og Kinden brænder høit af Amors Luer.
Mens Øie ind i Øie kjærligt skuer.

54

Dione let sig over Charles helder,
Og Begge lytte som til Aanders Chor,
Til Kildens Vand, der ud af Høien vælder
Og sig med Rislen ned mod Søen snoer.
Om Nymphen, som i denne Kilde boer,
Et gammelt Eventyr hun ham fortæller,
Der ender med den skjønne Ridders Død,
Hvis Klagesang fra Dybet ofte lød.

Men Charles vender Hovedet tilbage,
Og drømmende han seer i hendes Blik,
Imedens sagte Suk fra Læben gik,
Som Gjenlyd af den døde Ridders Klage.
Ved deres Magt blev hendes Tanker svage,
Og dobbelt Styrke hendes Længsel fik,
Men hvad den attraaer, ikke selv hun veed -
Da bøier Charles sig mod Græsset ned.

Paa hendes lille Fod hans Læbe trykt er,
Før hun det mærker, bævende og ømt,
Og Haanden løfter bønlig han paa Skrømt,
Som om han for Diones Vrede frygter;
Dog blev af yndig Rødme kun han dømt,
Af Blik, hvori for Ømhed Strenghed flygter,
Af Taushed fra en Røst, ham nys saa huld,
Af Hjertets Svulmen, mere høi og fuld.

Og stedse nærmere han rykker hende,
Og mere bønlig lyder nu hans Røst:
Et Kys! o eet kun paa dit fagre Bryst,
At al dets Kjærlighed jeg maa erkjende.
Den Blomst, som hviler der, hvor al min Trøst
Nu yndig slumrer, du som Bud mig sende!
O giv mit Haab et Svar i denne Nellike! -
Hun sukker: o jeg vil - dog nei! - jeg vil ikke.

Dog - hvor er Svaghed, som el overmandes?
Han trykker til sin Mund sit Blomsterpant.
Diones Øie, som af Taarer vandes,
Ved Charles' Hjerte kun en Trøster fandt.
Lyst, Suk og Smiil og varme Kys nu blandes,
Og Amors gyldne Vaaben Seier vandt;
De glemte hver Beslutning, Jord og Himmel,
Og sank beruste hen i Elskovs Svimmel.

55

Men rundt om dem, hvor Amor selv holdt Vagt,
Trods Gudens Fakkel Mørket frem nu stiger,
Og Dagens sidste Straaleskin bortviger.
Det Timen er, hvor Skyggerne faae Magt,
Hvor Alt hvad lever imod Hvilen higer,
Og Alt hvad aander sig til Ro har lagt;
Hvor over Jorden Søvnens Engel vandrer,
Mens Livets Sandhed han til Drøm forandrer.

Ud bredte sig den lune Sommernat,
Med blege Stjerner smykt. Fra Søens Bølge,
Fra Mark og Skov, som fjerne Skygger dølge,
Gik knap et Vindpust gjennem Havens Krat.
Som havde Sorgens Aand vor Jord forladt,
Som var med Natten Freden selv i Følge,
Saa krandste Luft og Sø og Skov og Eng
I Stilhed her Diones Brudeseng.

56

TREDIE SANG

Let Tiden ruller, hvad den med sig bringer,
Forandrer uafladeligt Gestalt:
Alt kommer frem, og derpaa svinder Alt,
Og hver en Tone snart som Gjenlyd klinger.
Kraft, Ungdom flyver bort paa snare Vinger,
Lyst er som Draaben, der i Havet faldt,
Al Livets Glands er Lys, som Natten slukker,
Et deiligt Øies Blik, som Døden lukker.

See, dette Dødens Ord, der fast sig hænger
Til alle Livets Stjerner - dette Ord,
Der sluger alle Tanker, det sig mænger
Som bitter Latter i hvert Glædes-Chor:
Som Pilens Braad det Sjælen gjennemtrænger,
Som Livserfaring det i Hjertet boer,
Og mens vor Kraft til Jorden ned det tynger,
Mens vi forældes - det sit Liv forynger.

Hvor findes Balsam vel for dette Saar?
Hvor Urten, som os denne Vunde læger?
Hvor Livets fulde, rosenkrandste Bæger,
Hvis Bund ei altfor snart vor Læbe naaer?
Hvor Frugten, der med samme Friskhed qvæger
I Barndoms, Ungdoms, som i Manddoms Aar?
Hvor Alt forenet, hvad vor Aand behøver,
Hvad os som Tidens Børn ei Tiden røver?

Thi hvor er Tro, som ei af Tvivlen fældes,
Og hvor et Haab, hvoraf ei Vingen faldt,
Og hvor en Kraft, som slides ei og ældes,
Og hvor en Kjærlighed, af Tid ei qvalt?
Hvor Mod og Styrke, som beseirer Alt?
Hvor lykkelige Timer, som ei tælles?
Hvor Nydelser, som paa den sidste Rest
Ei indbød Tomhed, Kjedsomhed tilgjest?

57

Forsage, det er Læren kun - forsage,
Er al vor Viisdom, Livets hele Frugt:
Den Rest, der af vor Virken bli'er tilbage,
Den Spire, hvormed Tiden ei faaer Bugt.
Den modnes langsomt ved Erfarings Tugt
I Kulde, Bitterhed og mørke Dage;
Men voxe skal den, til den kolde Steen
Bedækker Hjertet, Jorden vore Been.

O Hvile! Hvile! Du, som Haanden strækker
Imod os ud og trykker til dit Bryst
Hvert saaret Hjerte - du, som trofast lægger
Din Arm omkring os til en kjærlig Trøst;
Som mildt vort Øie med dit Kys bedækker,
Som vugger sødelig og som med Lyst
Vor Sjæl i Slummer, mens din mørke Broder
Sin Fakkel slukker - du er Trøstens Moder!

Ja Hvile, du vor Barndoms første Amme,
Da Livets første Skrig undslap vor Mund:
Du fulgte os paa Vandringen den samme,
Vor Smertes bløde Pude var dit Blund;
Du reder Leiet i den sidste Stund,
Dit sidste Kys vi ubevidst annamme;
Du leer ad Tiden, og fra Evighed
Dit tause Væsen drømmende steg ned.

Thi barnløs ei du gjennem Livet gaaer,
Vor Pleiemoder! Selv en Flok du eier
Af fagre Børn, der skaffe Haabet Seier
Og midt i Vintren bringe Hjertet Vaar.
De fik dit milde Blik, dit gyldne Haar,
Og deres Liv vel Livet her opveier;
Dem kuer ingen Alder - Tidens Haand
Ei paa de gyldne Drømme lagde Baand.

De just Diones Blik omsvæve let;
Lig Sommerfugle af de dunkle Larver,
De stige frem i rosenrøde Farver
Af hendes Længsels mørke Tanke-Net.
Og Sjælen, som sit Savn har nys begrædt,
Al Drømmens Glands, al Tankens Uro arver,
Og begges Virkning man paa hende seer:
Mens Øiet er tungsindigt, Læben leer.

58

Saa staaer hun paa Altanen - Hjertet venter
I Frygt og Længsel, mens det spændte Blik
Ved Ledet, mellem Skovens fjerne Stenter,
Grev Charles søger efter vante Skik.
Fornyet Haab sig hendes Hjerte henter,
Tinens forstærket Rødme Kinden fik,
Hvergang en Støvsky sig paa Veien hæver,
Hvergang af Lunden frem en Skygge svæver.

Men ei han viser sig paa fjerne Sti.
Secund, Minut og Time langsomt svinder;
Og Smilet flygter fra Diones Kinder,
Fra hendes Hjerte Drøm og Phantasi.
Til hendes Sjæl Erindring Veien finder,
Dens Billeder gaae levende forbi,
Og med det sidste Minde klart for Øie,
Sees rødmende sin Pande hun at bøie.

Da seer iveiret hun og seer en Rytter,
Som kommer Huset meer og mere nær,
Og hurtig hendes Kind sin Farve bytter,
Med Rosens Purpur vexler Liliens Skjær.
Urolig hendes lille Fod sig flytter,
Og, som et Skjold mod fjendske Tankers Hær,
Paa Hjertet fast sin ene Haand hun lægger,
Mens Panden med den anden hun bedækker.

Dog det var ikke Charles - hendes Frygt
For Gjensyn nu forvandler sig til Kummer,
Og Hjertet, som sit Savn ei længer rummer,
Først Undres da det Taarens Trøst har søgt.
Endnu dog haabende, skjøndt alt i Slummer
Naturen og hver Skabning hviler trygt:
Endnu hun venter ham, og Stjernen møder
Endnu et Blik, der fuldt af Længsel gløder.

Af sin Forventning træt hun søger Hvile,
Og næste Morgen føder Haab paany;
Men Dagen flygter, Aftnens Timer ile,
Kun hendes Uro den vil ikke flye.
Selv lammet, og med Sindet tungt som Bly,
Bevinger hendes Suk dog Tankens Pile;
Men snart forgiftede de vende hjem
Til hendes Hjerte, Skiven nu for dem.

59

Fra hver en Kant beængstet hun fornemmer
I uheldsvangre Toner Sorgens Sang,
Der meer og meer veemodig hende stemmer.
Imens den Dag og Nat for Øret klang.
Lig Flodens Dæmning, som med Møie tæmmer
Den stærke Vandstrøm i dens Bølgegang,
Saa holder hendes Haab nu knap tilbage
Det fulde Gjennembrud af bitter Klage. -

En Uge gaaer - endnu den samme Længsel
Med Frygt og Sorg behersker hendes Aand;
Hun sidder som en eenlig Fugl i Fængsel,
Og vandrer, Fangen lig, i tunge Baand.
Hvo frigjør hendes Sjæl for al dens Trængsel?
Hvo løser Lænken vel med kjærlig Haand?
Ei han, som ene kan - han sender ikke
Sin Trøst i Ord, sin Kjærlighed i Blikke.

Dog - Sygdom fængsler nu maaskee hans Fod?
Begjærlig griber Tvivlen dette Anker,
Et Billed sig fornyer i hendes Tanker,
Igjen hun seer ham badet i sit Blod.
Da stiger hendes Angst med hendes Mod,
Da voxer Frygten medens Hjertet banker:
Hun sender strax til Byen en Stafet
Med tusind Hilsner, gjemt' i en Billet.

Snart Budet er tilbage og fortæller:
Den unge Greve havde han ei seet,
Men vel hans Moder og et Par Mamseller,
Som Brevet havde læst og derpaa leet.
Ham Grevens Moder derpaa havde be'et
Det Svar at bringe, som han frygtsom melder:
Hvert Baand, hvorpaa Dione Haabet bygger,
Rev hun, som Brevet selv, i tusind Stykker.

Dione skjælver, dog kom intet Ord
Der over Læben; ingen Taarer trille
Fra hendes Øie, der sig sænked stille,
Som dødt og udslukt, mod den dunkle Jord.
Medeet dog bævende hun sammen foer,
Og som hver Dæmning brast for Sorgens Kilde,
Gi'er i det qvalte Suk nu hendes Bryst
Den stumme Sorg, den tause Smerte Røst.

60

Thi ogsaa Taushed har sit Sprog, og Stemmer
I Mine, Holdning, taarevædet Blik;
Og meer Veltalenhed det ofte fik,
End Ordet, som i Verdens Larm man glemmer.
Hvad Sjælen dybest aner og fornemmer,
Ud over Læbens Mure sjelden gik,
Men ingen Skranke Tausheds Sprog kan hindre;
Det aabner os et Hjertes hele Indre.

Og daglig meer og meer Diones Sind
Sig slutter til - kun drømmende det leved;
Det evig nyt Erindrings Billed væved,
Men Livets Indtryk lukked ei det ind.
Taus sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
Og saae i Luften ud, naar Skyen svæved.
Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi:
Et Speil af hendes Sjæls Melankoli.

Dog hvad er Ord fornødne? - Samme Spil
Kan her beskues som paa Livets Scene;
Først Smertens Frugt fra Sorgens fulde Grene,
Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til;
Først Haab og Længsel, derpaa Savn alene,
Saa Angers Taarer, der ei standse vil;
Først dobbelt Liv. og Kraft i hver Fornemmelse,
Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse.

Dog før hun sank i denne Agoni,
Før hun et Vrag for Lidenskaben driver
Paa Tidens Strøm, der rastløs gaaer forbi,
Et kjærligt Brev hun til Grev Charles skriver.
Dets Indhold her tilbedste nu jeg giver,
Dets Virkning først om lidt erfare vi.
Dets fine Skrift med lette Sving var ziret,
Og Taarers Spor var synlig paa Papiret.

Du svigter mig - du flyer mit Øies Blik,
Skjøndt ømt jeg kalder, du vil ei mig høre;
Du for min Hilsen lukket har dit Øre
Og rækker bortvendt mig den bittre Drik.
Alt svinder hen - min Sol til Hvile gik,
Og Intet meer kan mig tilbageføre
De Straaler, som min Glæde fødtes i;
Kun Tanken har jeg nu: Det er forbi!

61

Det skulde være - nu velan! ei Klage
Skal disse Linier bringe fra mit Bryst,
Ei Suk, som uden Gjenlyd gaae tilbage,
Ei Savn, som vende hjem foruden Trøst;
Kun milde Ord, som ei dit Hjerte nage,
Kun Hjertets Gjenklang af en svunden Lyst,
Kun Ordet, tomt for dig, for mig en Lindring:
Kun et Farvel til Afsked og Erindring!

Farvel - Hvad er et Ord? og dog en Smerte,
Den bittreste, er gjemt i dette Ord:
En Grav for Alt, hvad dette Bryst begjerte
Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord;
Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,
Hvis sidste Haaben i dens Bæger boer.
Tag alle Blade du! thi Duft og Farve,
Som du gav Liv, til Afsked du skal arve.

Min Sjæl er træt, men paa mit Øie falder
Der ingen Slummer; rastløs Tanken gaaer
I Sorgens Følge gjennem Fortids Haller
Og stille for hvert yndigt Billed staaer.
Hver Drøm, der fryded, jeg tilbagekalder,
Jeg strækker Haanden ud - men ei den naaer
Den flygtige, den lyse Hær af Minder,
Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt:
Da føler som med dobbelt Kraft jeg Savnet
Af alt det Herlige, min Arm har favnet,
Af dig, din Kjærlighed og din Gestalt.
O Charles, som mig flyer! af hvem kun Navnet
Endnu jeg har, skjøndt dette Navn er Alt;
Alt hvad jeg tænker, føler: Lyst og Kummer,
Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

O, du! - Men Taaren falder ned og sletter
Mig Skriften ud; og tørres end den bort,
Den vælder frem paany og Brevet pletter,
Saa selv min Afskedshilsen gjør mig Tort.
Lad her mig ende! Dig jeg ej forgjetter,
Dertil et heelt Liv var mig altfor kort.
Farvel! Farvel! Jeg har ei meer at skrive;
Kun dette Kys - nei! nei! Og dog - det blive!

62

Bort sender Brevet hun; dog før det naaer
Sit Maal, vi til Grev Charles vil os vende.
Vi Grunden til hans Adfærd dog maae kjende,
Før længer frem i Digtningen jeg gaaer.
O Musa! du, som Hjerterne forstaaer,
Hvis skarpe Blik ei Løgnen mægter blende,
Ræk mig i denne Labyrinth din Snor!
Led du min Tanke her paa Sandheds Spor!

Thi hvad bevæger Livet? Hvad er Grunden
Til Hjertets Flygtighed? Af hvilken Magt
Er Villiens stærke Haand i Lænker lagt,
Og Aanden, naar den kæmper, overvunden?
Hvad skaber Lunets vexelrige Dragt
Og lokker Graad af Øiet, Smiil af Munden?
Hvad løsner, spreder og forvirrer Alt?
Den Livets Magt, som man har Svaghed kaldt!

Den bringer af de smaaligste Motiver
De største Virkninger i Verden frem:
Den skiller Hjerter og forener dem,
Og Baand, den knyttet har, den sønderriver.
Vor vundne Glæde den igjen fordriver,
Vor svundne Lyst fra Flugt den lokker hjem;
Dens Barn er "Forsæt " - yndigt og forfængeligt
Er dette Barn, lig Taarerne forgængeligt.

Og Svaghed er det, som tilbageholder
Vor Helt ved Hensyn til hans Stand og Navn.
Forstanden imod Følelsen et Skjold er,
Naar Hjertet drages mod Diones Favn;
Thi selv naar Tonen i hans Indre Mol er,
Hans Tanke vinker ham til Ærens Havn,
Til Valget blandt den høieste Noblesse,
Til Giftermaal med rigeste Comtesse.

Men Grunden til, at trods et følsomt Indre,
Han nu i Hensyns Net sig fange la'er,
At nu han seer det Store som det Mindre,
Og med det Smaalige tiltakke ta'er:
.Ja, derpaa Læseren vil finde Svar,
Naar han det sidst Passeerte vil erindre;
Forbuden Elskov tidt med Kulde blandtes -
Hvis mig man ei vil troe, man tro Cervantes.

63

For Verdens Sniksnak aabner sig hans Øre,
Thi Moden har Dione Ryggen vendt:
Man taler om at lade sig forføre,
Om Øine, som lidt Skjønhed har forblendt;
Om Damer, som i Ring med Taaber kjøre,
Skjøndt slige Damer kun er lidt bevendt;
Om visse Folk, ja reentud om Dione,
Som gi'er et Hjerte for en Grevekrone.

Dog meer end Alt hans Moder, Fru Grevinden,
Der, her imellem os, en Dame var,
Som fordum havde været svært i Vinden
Og Skjønheds Mærker end til Skue bar;
Som, intrigant foruden og forinden,
Paa hvert et Spørgsmaal gav et konstigt Svar:
Ja meer end Alt Grevinden, hans Fru Moder,
Gav nu til Charles' Spil de falske Noder.

Hun holdt hans Fod den første Dag tilbage
Med moderlige Raad og kjærlig Bøn;
Den anden Dag hun brugte Graad og Klage,
Samt Bibelsprog om den forlorne Søn:
Den tredie, da hvert Middel vil forsage,
Gi'er hun ved Andre ham et Vink i Løn,
Som tyder paa, om ikke just udtrykkelig,
At fleer end ham hans Donna gjorde lykkelig.

Saadan nedbryder daglig, Steen for Steen,
Hun Kjærlighedens Tempel i hans Hjerte;
Hun lyser op for ham med Avinds Kjerte,
Og spinder Haan og Spot af Viddets Teen;
Tilsidst hun bruger Jalousiens Smerte,
Der gaaer som Gift ham gjennem Marv og Been,
Der, mens den Sindet med et Blendværk daarer,
Hans Ømhed svækker og hans Stolthed saarer.

Og Charles villieløs hvert Indtryk følger,
Imedens Tanken flyver som en Bold
Imellem Kjærlighed, der sky sig dølger,
Og Hensyn til en Verden, falsk og stolt.
Vel er hans Sind endnu ei haardt og koldt,
Men Baaden ligner det paa rørte Bølger:
Det gynger op og ned - det Coursen skifter
Alt efter Vinden, som i Seilet vifter.

64

Saa gaacr han om, et Rov for Conveniensen,
Og daglig bli'er han meer og mere sløv,
Mens Moderen, for Hjertets Stemme døv,
Hvert skjendigt Middel adler med Tendensen.
Til Slutningen hun Sønnen gi'er i Kjøb
Til Frøken Datteren af Excellencen:
Den hulde Fine fra den anden Sang,
Hvis Sjæl var lille, men hvis Krop var lang.

Om otte Dage Brylluppet skal stande;
De syv er alt forbi, og Charles staaer
Nedsænkt i Tanker, hvormed Suk sig blande
Og seer i Aftnen ud, hvor Luna gaaer
Hen over Himlen just med skyfri Pande
Og Blik, hvis Væld af Straaler Jorden naaer.
Den milde Glands hans Øie til sig trækker,
Og svundne Minder i hans Sjæl den vækker.

Hvor er Erindring sød, selv naar den saarer
Det trufne Hjerte med sin Tankepiil!
Hvor fuldt af Veemod er dens stille Smiil,
Hvor funklende dens Blik af Længsels Taarer!
Hvor er den trøstende, naar huldt den daarer
Med svundne Drømme alle Hjertets Tvivl!
Hvor er dens Stemme blid, naar frem den tryller
Et elsket Billed, der med Savn os fylder!

Fast som en Gud den hæver Charles' Bryst,
Fast som en Cherub den ham laaner Vinger,
Og som befriet sig hans Tanke svinger
Hen over Himlen af hans tabte Lyst:
Han seer kun Glædens Sæd og Sorgens Høst,
Han seer kun Frugten, som ham Anger bringer,
Han seer kun Fortids Haab, han aanded i,
Han hører kun det Ord: forbi! forbi!

I det Moment han faaer Diones Brev.
Den fine Skrift hans Øie strax gjenkjender,
Og bævende af Tvivl og Frygt hans Hænder
Det røde Segl af Brevet hurtig rev.
Han sagte læser hvad hun kjærlig skrev,
Begynder forfra hvergang Skriften ender;
Og meer og meer for Øiet Taagen steg,
Og meer og meer fra Kinden Farven veg.

65

Det læste Brev han slipper af sin Haand,
Der lig et Sorgens Skjold hans Blik nu dækker,
Og Angers Smerte, rystende hans Aand,
Igjen til Liv hvert mandigt Forsæt vækker.
Hans Hjerte sprænger alle Hensyns Baand,
Og ingen Klogskab meer dets Vinge stækker;
Det hæves atter baade stolt og blidt,
Stærkt i sin Frihed, i sin Styrke frit.

Som gjenfødt og fornyet han sig føler,
Og af sin Sløvhed her paa eengang vakt,
Han slutter med sig selv en stille Pagt,
Hvis indre Varme Tvivlen meer ei køler.
Ved den Beslutning kun hans Villie nøler,
At gjøre Alting godt ved egen Magt:
At tage, som hans Mo'er jo vil, en Kone,
Dog ikke Frøken Fine, men Dione.

Og mens for den Beslutning Naget viger,
I Suk paa Suk hans Indre gi'er sig Luft,
Som naar fra Blomstens Kalk den rene Duft
Ved Morgensolens Smiil iveiret stiger;
Thi løst af Lænken imod Frihed higer
Nu ikke blot hans Hjerte, men Fornuft.
I denne Stemning tager paa han Kappen,
Og iler ud ad Døren, ned ad Trappen.

I Luftens Friskhed vil sit Mod han styrke,
Sit Øie aabne ret for Himlens Glands,
Forjage Taagerne fra Sjæl og Sands,
Og Amor i hans Moders Stjerne dyrke.
Til den han seer igjennem Aftnens Mørke,
Mens Foden iler fremad som i D ands,
Først over Torvet hen, saa ned ad Gaden:
Ud maa han, ud i Frihed, ud af Staden!

Som saa han gaaer i Elskovs Drømmeri,
Medeet han standses af det Navn Dione,
Der, bag ham udtalt med en spydig Tone,
Klang halv som Haan og halv som Ironi.
Han seer omkring - en Herre gaaer forbi,
Idet han hvisker: Hilsen fra Dione,
Der sværmer i den landlige Natur
For gammel Kj ærlighed og ny Amour.

66

Her Cavaleren leende sig vender
Og slaaer i Luften med sit spanske Rør.
Men Charles, som forundret standsed før,
Nu efter Skikkelsen forbittret render.
I Maaneskinnet let han Marles kjender,
Der dreier ind ad næste aabne Dør,
Hvor, velbekjendt for hver som Gane haver,
Restaurationen er: "De fyldte Maver".

Og Charles følger ham, for at erfare
Hvad Latteren og Talen sigter til.
Igjennem Panden flyver ham en Skare
Confuse Tanker, tændt af Vredens Ild:
Er han fornærmet, han sig hævne vil,
Vil med sin Klinge Spydighed besvare;
Er hun af Ondskabs Haan i Støvet traadt,
Da Død for Haan, og Hjerteblod for Spot!

Dog, før han Salen naaer, vi gaae derind,
Hvor strax vi fængsles af et yndigt Skue;
Thi smukt belyst af Lysekronens Skin
Sig hvælver Spisesalens Loft i Bue;
Og rundt paa Væggene Lampetter lue,
Bestraalende den arbeidsomme Kind
Paa Gjester, der ved fuldtbesatte Tafler
Gjør ivrig Brug af Fingre, Kniv og Gafler.

I Salens Midte staaer et Gallabord,
Hvorom den fineste Portion sig flokker;
Hvorfra der raabes i et evigt Chor
Paa Østers, Crême, Confect og Artiskokker,
Paa Cap, Lafitte, Champagne, og hvad Pokker
De sjeldne Vine har for sjeldne Ord;
Hvor, brugende sin Mund i salig Stilhed,
Man tæmmer med det stegte Vildt sin Vildhed.

Her sidder en agtværdig gammel Mand,
Som tandløs paa den møre Budding gumler;
En yngre hist, og af den lærde Stand,
Omkring med Agerhøns sig lystig tumler;
En Tredie skjuler dybt bag Glassets Rand
Sin lange Næse, mens han sagte mumler:
O hvilken Trøst! Det er en gammel Borger;
I Punsch han slukker Huuslighedens Sorger.

67

Her drikker Officeren op i Vim
Den næste Maaneds forudtagne Gage;
Her henter Candidaten sig Courage
Til næste Dags Examen i Latin;
Agenten hist, hvis Maves Emballage
Ham truer med den snarlige Ruin,
Med fyrigt Øie - thi hans Gud er Bugen -
Fra Ret til Ret begiver sig forslugen.

Og med det korte Skjørt, de smalle Tailler,
Med Skaal i Haand og Serviet paa Arm,
Et halvt Dusin fortryllende Canailler
Opvartning giver under Snak og Larm.
Med dem er mangen Gjest i smaa Batailler
Om Kys paa Mund og Skulder, Kind og Barm,
Naar vimsende omkring, saa let og ilende,
De bringe Retterne, som Hebe smilende.

Men nu forsynet er den hele Slægt,
Og hvilken Taushed nu og hvilken Nyden,
Og hvilken sig om intet Andet Bryden
Og Selvfortaben reent i sit Object!
Ja hvilken Knasen under Tænders Vægt,
Og hvilken Brasen under Saucegryden,
Og hvilken Smag ved Farcernes Bedømmelse,
Og hvilke Drag ved fulde Flaskers Tømmelse!

Det første Underlag med Held er lagt,
Fuldendt man har de faste Retters Tygning,
Tømt et Glas Porter af den sidste Brygning,
Og paa Desserten alt har Flere smagt.
Man gynger let sig over Stolens Rygning
Og aabner Munden - forhen Mavens Tragt -
Til Meningers Bestriden og Forsvaren,
Til broderlig, nyboderlig Passjaren.

Paa Bane bringer man de skandaløse
Historier fra nyeste Fabrik;
Og Alle vaagne nu, som ellers døse,
Thi Sligt er Kryder selv til bedste Drik:
Man mønstrer under Latter Byens Tøse,
Man kjender alle Glutter paa en Prik,
Og, skjøndt man havde nok af egne Varer,
Man tyer til Casanovas Memoirer.

68

Men midt i Talens Strøm gaaer Døren op,
Og Marles stormer ind med Larm og Bulder;
Et Skjenkebord han hen til Vindvet ruller
Og hviler der i Mag sin trætte Krop.
Af Flasken, som man bringer og som fuld er,
Han trækker fløitende den lange Prop,
Hvorpaa til Randen han et Bæger fylder,
Som ned i Livet med en Ed han skyller.

Og Charles, som fra Gangen er traadt ind,
Ved Alles Smilen ledes let paa Sporet:
Med faste Skridt han træder hen til Bordet,
Hvor just hans Modpart støtter Haand til Kind.
Forbittrelsen han tæmmer i sit Sind,
Og ta'er med Rolighed og Kulde Ordet,
Idet han beder om Forklaring paa,
Hvad nys han hørte og hvad nys han saae.

Og Marles, som fra Stolen rask sig hæver,
Med Latter svarer: "Det er ligefrem!
Og her er Gaaden, som De opløst kræver:
Som Brud De fører Frøken Fine hjem;
Mit Hjerte kjærligt for Dione bæver,
Erstatning jeg tilbyde vil for Dem.
Den skjønne Donna jeg mig ydmyg nærmer
Som en til Øret op forelsket Sværmer."

"Det rette Øieblik jeg da benytter,
Thi nøie Kjendskab jeg til Damer fik:
Først er man bønlig efter Hyrders Skik,
Derpaa som Don Juan man Rollen bylter."
Her maaler Charles ham med vrede Blik,
Det hele Selskab reiser sig og lytter;
Men Marles, som med Smiil omkring sig seer,
Udbryder høit, mens haanligt Læben leer:

Hvad vente mine Herrer vel at høre?
Hvad fængsler Deres hele Andagt saa?
I unge Lømler, hjem I Næsen kjøre,
I gamle Kegler, smukt tilhuse gaae!
Du lille Mosait, som spidser Øre,
Profiten her af dine Tanker slaa!
Vor Tale gjaldt ei Rachel eller Lea,
Den gjaldt Dione kun, min Dulcinea.

69

Dog knap har dette Ord forladt hans Mund,
Før Hævnens Blik i Charles' Øie flammer,
Før Slaget af den Vredes Haand ham rammer,
Lig Lynet, der slaaer ned fra Nattens Grund.
Skurk! raaber Charles: hjerteløse Hund!
Som kjender ei hvad Ære og hvad Skam er;
Tag her en Uslings Løn i dette Slag,
Og mød paa Ærens Mark mig næste Dag!

Hvor ligge Ærens Marker? - Hvilken Yei
Mon føre did, og hvilken Eqvipage?
Mon Aandens Storhed, Heltemod, Courage?
Mon Troskab, som i Døden svigter ei?
Mon Fromhed, som til Martyr hæver sig?
Mon Viisdom i Taalmodigheds Bandage?
Mon ikke bedste Vei er Protectionerne,
Og Buk for Mændene og Suk for Konerne?

Thi hvilken Jordbund føder Ærens Træ,
Hvorpaa som Frugter Roes og Virak hænger,
Hvorom sig gabende Alverden trænger
Og for sin Lykke søger Ly og Læ;
Hvor ydmyg Hovmod kaster sig paa Knæ,
Mens Haabets lange Næse bliver længer,
Hvor Daarskab sætter sig som Livets Amme? -
I tomme Hjerner voxer denne Stamme!

Men Stammens Frugt selv stærkest Hjerne søger,
Og Alt sig sætter Ærens Krands som Maal:
Den Lærdes Grubien og den Tappres Staal,
Poetens Vers og Philologens Bøger.
Den frister Helten, ja endog den spøger
Hos Recensenten i hans Ramaskraal,
Hos Fruen, som sin fulde Taille tvinger,
Hos Frøknen, som i Dandsen rundt sig svinger.

Bemærkes og beundres og erkjendes,
Og paa Erkjendelsen et Tegn at naae;
At blende Andre uden selv at blendes,
At tælles med iblandt de sjeldne Faa,
Som vende Andre uden selv at vendes,
Som ei forstaaes, skjøndt Andre de forstaae;
Med eet Ord: for at synes kun der sørges;
At være eller ei - derom ei spørges.

70

O Sandhed! alle Dyders rene Moder,
Hver Skabnings Ophav, helligt er dit Navn!
Du, Himlens Støtte, Baand imellem Kloder,
Som slutter al Naturen i din Favn!
At her du ei kan naaes, er Livets Savn;
At, skjøndt erkjendt som størst blandt Aandens Goder,
Din Magt dog med vor Villie ei faaer Bugt,
Er Sjælens bittre Sorg, er Syndens Frugt.

Guds Klædebon, som bort hans Billed kaster!
Guds Aande, som hans Aandes Skabning flyer!
Lysblanke Skjold mod alle Mørkets Laster!
Sol, som forjager alle Løgnens Skyer!
Liv, som i Døden herligt dig fornyer!
Magt, som, mens Alt mod Undergangen haster,
Bestandig fast, og altid selv dig lig,
Med Taushed spotter alle Døgnets Skrig!

Din Storhed Verden føler, men den fatter
Din farveløse Glands og Skjønhed ei;
Thi skaber den sig selv af dig en Datter,
Som strax med Løgn Principet kalder sig.
Hun føder andre Børn, og disse atter
Frembringe smaa Princip er paa vor Vei;
Og naar i dette Snørliv man sig tvinger,
Saa kaldes man en Mand af Grundsætninger.

Og hvor beqvemt! Man har dem i sin Lomme,
Man trækker dem med sine Buxer paa,
Man gjemmer dem, naar Dagen den er omme,
I sin Commode, under Laas og Slaa.
Dog ak! nu røres Lidenskabens Tromme,
Og Huller nu paa Viisdoms Lomme gaae,
Og just paa den, hvori man gjemte Tasken:
Hvor blev Principerne? - De gik i Vasken!

Dog friske Leveregler frem man henter,
Og nye Stilladser stilles op paany;
Man roder om i Dydens Elementer,
Istedenfor til Dyden selv at tye.
I Lov og Bud man atter søger Ly,
Gjør hos Erfaring Laan mod høie Renter,
Mens man sit sunkne Mod paany opliver
Med categoriske Imperativer.

71

Da Sligt nu eengang er Alverdens Lyst,
Vil Leilighed og Tid jeg her benytte
Til visse gyldne Levereglers Høst,
Der malked blev af selve Livets Bryst
Og hidtil gjemtes i min Hjernes Bøtte.
O, maatte de min svage Broder støtte!
O, maatte de hans Fod en Leder være,
Hans Bryst et Skjold, hans Aand en kraftig Lære!

Vogt vel paa Ild og Lys, som Vægtren siger,
Vogt Jer for Leilighed dog meest af Alt;
Thi mangen herlig Fyr, og mange Piger,
I svær Uleilighed ved denne faldt.
Vogt Jer for Lykken, naar den høiest stiger,
Vogt Jer for Attisk som for Engelsk Salt;
Men først og sidst dog for en Ven, som vrøvler,
For snevre Hjerter og for snevre Støvler.

Fly Venskab, som man henter ved Pocaler,
Fly Elskov, der faaer Liv ved Klang af Guld;
Fly Menneskevennen, som ta'er Munden fuld,
Men eier aldrig i sin Pung en Daler;
Fly Leveviisdom, fuld af Idealer,
Og Dyden, naar den Klogskab er for huld;
Men først og sidst de dannede Propheter,
De vandede Poeter og Priveter.

Elsk Frihed over Alt, selv hos din Kone,
Men i din Frihed vær dig selv en Lov;
Elsk den belevne, den galante Tone,
Og om end hidsig, bliv dog aldrig grov.
Elsk fixe Stjerner, som paa Natten throne,
Men bliv ei dunkle Fixideers Rov;
Nei, tvertimod, o Venner! holder Eder
Til fixe Damer, fixe Vittigheder.

Haab intet Paradiis naar Hjertet luer,
Frygt Intet, kun din egen Sjæls Ruin;
Tro, at den Aand og Form, du kalder din,
Fik Rod i Liv, som Dødens Magt ei truer.
Er svagt dit Hoved, vogt det vel for Fluer,
Er svag din Villie, vogt den vel for Viin;
See Livets Lyst i Huuslighed og Theevand,
See ingen Trøst i Strikke, Dolk og Ske'evand.

72

Plei først din Mave, derpaa plei din Lever,
Plei saa dit Hjerte syvende og sidst!
Den Første anbefaler jeg Genever,
Den Anden Dueblod, det Sidste List;
Dem alle Tre, naar Drift og Lyst dem hæver,
At vel de mærke sig som sandt og vist,
At hvad sig viser forfra som behageligt,
Paa Ryggen er bedrage- og beklageligt.

Svæk ei din Sjæl ved altfor megen Rørelse,
Brænd ei den ud med Lidenskabens Ild,
Agt paa dig selv, naar Tanken friste vil
Din Aand med Trods, dit Hjerte med Forførelse.
Stol mindst af alle Sandser paa din Hørelse,
Men luk dit Øie op for Livets Spil;
Og, at du Alt paa rette Hylde stiller,
Brug ei convexe men concave Briller.

Spænd Tankens Bue før dens Kraft er tabt,
Tag Verden som igjen dig Verden tager,
Nyt Tiden, som var ei du evig skabt;
Øv Taalmod, naar den indre Orm dig nager,
Naar Glædens Stemme døer i Smertens Klager,
Og Haabets Aandedrag er engt og knapt;
Men først og sidst, see gjennem Livets Farve:
See hvad der her er Aand, og hvad kun Larve!

Med denne Skat af kraftige Sententser,
Som efter Indfald jeg en anden Gang
Forøge skal, hvis Publicum det ændser,
Gaaer jeg til Katastrophen i min Sang.
Vel naae ei disse Ordsprog Viisdoms Grændser,
Maaskee de Manges Øren fade klang;
Dog er min Trøst, at selv de Salomoniske
Har deres største Værd i det Laconiske. -

- Let Havet løftes under Morgenrøden,
Den hvide Sky paa Himlen Farve faaer,
Og frem i Østen, med sin friske Gløden,
Nu Lysets unge Rose pragtfuld staaer.
Lig Sjælens Haab, der gjennembryder Døden,
Dens Straaleglands paa Flugten Natten slaaer,
Mens op mod Kysten Bølgen farvet skummer,
Og Livet rundtom vaagner af sin Slummer.

73

Nu qviddrer Fuglen i den stille Skov,
Ved Duggens klare Perler den sig fryder,
Der sank fra Luft til Jord imens den sov;
I Floras Tempel Morgensangen lyder,
Det første Lys, der gjennem Løvet bryder,
Er Vidne til de glade Stemmers Lov.
O, at en saadan Morgen maatte vække
Til nyfødt Liv Enhver bag Dødens Dække!

Men midt i Skoven er en eensom Slette,
Hvor, rustet ud til Kamp, alt Charles gaaer;
Ei Fuglens muntre Sang hans Øre naaer,
Ei Vindens Pust, der Løvets Grene lette.
Hans Sind er aabent kun for Dagens Trætte,
Thi Kamp og Død ham kun for Øie staaer,
Og just af Barmen frem et Brev han trækker,
Som med de Ord sin Secundant han rækker:

Alt seer jeg Marles paa sin hvide Hest;
Thi hør mit Ord: Hvis her mit Liv jeg ender,
Ved dig jeg dette Brev Dione sender,
Vær førend Dagen synker hendes Gjest!
Med denne Hilsen bring den sidste Rest
Af Hjertets Anger, som hun da erkjender;
Med dette Suk mit Hjertes sidste Gjeld,
Mit sidste Venskabspant i mit Farvel. -

Paa Pletten Marles er, og Kredsen drage
Nu Secundanterne foruden Ord,
Hvorpaa de Plads bag begge Kæmper tage,
Hvis Kaarder som et Lyn af Skeden foer.
Den ene Fod som fast i Jorden groer,
Den anden skrider fremad og tilbage;
Den venstre Haand i Luften Begge holder,
Den høire, Kaarden svingende, dem Skjold er.

Lig glatte Slanger, der i Sandet leger,
Og skilles nu, og nu sig klemme fast
Imod hinanden - saa, i Kampens Hast,
Om Fjendens Kaarde sig vor Helts bevæger.
Den gjennemkrydser Luften som med Streger,
Og fulgt paa Vei af Vredens Øiekast,
Sit Maal den søger, ledende kun lidt:
Beslutning med Udførelsen er Eet.

74

Men kold og rolig Marles afparerer
Med Sikkerhed og Fasthed hvert et Stød:
Med lette Finter Charles han fixerer,
Naar Dennes Klinge frem til Udfald brød;
Og skjøndt det alt er Kamp paa Liv og Død,
Hans spodske Smiil dog Kampens Ild formerer;
Men i sin Skulder samme Øieblik
Han Charles' Kaardespids at føle fik.

Dog stod han rolig, men som Natten sort
Hans Aasyn blev; i Blikket tændtes Flammen,
Og mørkt og hævnfuldt trak sig Brynet sammen.
Dog stod han rolig - Kampen varer fort;
Thi glemmende i Stridens Hede Skrammen,
Ei meer fra Klingen drages Øiet bort.
Med samme Lethed han igjen parerer,
Med samme Smiil han Charles irriterer.

Og Denne, kogende af bitter Harm,
Fordobbler Kampens Hurtighed og støder
Med dobbelt Hævntørst efter Fjendens Barm,
Dog, saaret i sin Haand, nu selv han bløder.
Forstærket Ild i Marles' Øie gløder,
Sit Stød gjentager han med kraftig Arm
Mod Charles' Kaarde, som tilside farer,
Og intet Skjold nu Offeret bevarer.

Igjennem Brystet Staalet vældigt trænger,
Og først paa Ryggen frem det atter gaaer,
Saa Charles halv paa Kaardespidsen hænger,
Paa samme Tid som halv han opreist staaer.
Hans Fjende, som ham Pinen her forlænger,
Med Kaardefæstet mod hans Hjerte slaaer,
Hvorpaa han Klingen trækker rask tilbage -
Og Charles sank til Jorden uden Klage.

Der sætter Døden strax sig paa hans Bryst;
Dog før som udslukt hans Bevidsthed ender,
For sidste Gang mod Fjenden Øiet sender
Den stumme men dog uheldsvangre Røst:
Et Blik, af Døden mørkt, af Hævnen lyst,
Hvorpaa i Øiehulen det sig vender.
Det seer ei Gjenstand meer paa denne Jord,
Dets lukte Tempel ingen Aand beboer.

75

Den iler bort - hvor let er dog dens Gang!
Den høres ei - hvor stærke dog dens Vinger!
Paa dem den ud af Tidens Net sig svinger,
Og Rummets Klædning er den nu for trang.
Hvor gaaer dens Vei? - Forstummer du min Sang?
Din Spørgen intet Svar tilbage bringer.
Hvorhen? hvorhen? - Dog hvert et Blik er lukt
For Aandens Retning i dens sidste Flugt.

Dens Røst kan intet Øre meer fornemme,
Ei Tanken selv dens Spor forfølge kan,
Og intet Hjerte røres af dens Stemme,
Den arme Flygtning uden Fædreland!
Skal den erindre Alt? skal den forglemme,
Hvad her den sødt at fængsle var istand?
Skal sin forladte Form den mere finde?
Skal villieløst dens Liv i Alt forsvinde?

Som mellem Dag og Nat der Skumring hænger,
Saa mellem Liv og Død Usynlighed;
Vor Sands er rolig, da den Grændsen veed,
Vor Tankes Attraa higer meget længer.
Fra alle Kanter frem den væbnet trænger,
Dog alle Vaaben synke matte ned:
Erindring, Grandsken, Slutning, Phantasi,
Alt svigter her - kun Haabet staaer os bi.

Men dette Haab, mon det vor Nød beseirer?
Mon ved sin Trøst det dæmper Længsels Raab?
Mon hver en Tvivl dets Aandepust henveirer,
Saa Freden vi modtage ved dets Daab?
Mon Sorgen, der ved Livets Bryst sig leirer,
Faaer Glædens Smiil ved Smiil af dette Haab?
Der vel for Tanken viser sig fornuftigt,
For Hjertet, ak, kun svagt og let og luftigt.

Men dog en Røst ta'er kjækt det i Forsvaring
Mod hvert et Angreb, gjort af Tvivlens Magt,
Og os paa Hjerte har den Haabet lagt
Som Tro, der støtter sig til Aabenbaring;
Dog neppe faaer til Ro den Tanken bragt,
Da reiser sig med Vælde flux Erfaring,
Og peger paa det Døende i Alt:
I Lyst, i Sind, i Væsen og Gestalt.

76

Thi hvor erobrer Svaghed Troens Skjold?
Hvor vinder Hjertet dette stærke Pandser,
Der rolig fanger alle Dødens Landser
Og værner Graven selv med Livets Vold?
Ei fødes denne Tro af Drift og Sandser,
Af Tanker ei, der staae, i Tidens Sold,
Af Villien ei - kun Bønnen kan den bringe;
Men hvilken Kraft udfolder Aandens Vinge?

Kast Byrden bort! Kast Vægten af din Sjæl!
Stæng Sorgen ude fra dit Hjertes Kammer!
Løft høit dit Blik og dybt i Støvet knæl!
Glem Alting - og i Alting glem dig selv,
Al Livets Herlighed og al dets Jammer!
Hvad da kun halv bevidst din Læbe stammer.
Mens Tanken bader sig i hellig Lyst,
Er Gudens Stemme bag dit eget Bryst.

Ja, kun i Bønnens Kamp vi Troen vinde,
Og Livets dunkle Taage synker vel
Fra Aandens slørbedækte Blik som Skæl,
Om ikke før, saa dog med Livets Minde.
Dog bort! Til disse Tanker nu Farvel,
Og atter til Dione, vor Veninde!
De sidste ømme Ord, som Charles skrev,
Nu møde hendes Øie fra hans Brev:

Det aner mig, at aldrig meer vi mødes,
Min Skjæbnes Udgang alt mit Hjerte veed.
Det Haab, der fødtes med din Kjærlighed,
Skal aldrig mere ved dit Smiil gjenfødes.
En Nat, hvis Slør af ingen Morgen rødes,
Snart paa mit brustne Øie synker ned,
Og ingen Drøm vil mere Sjælen varme,
Som Elskovs svundne Drøm i dine Arme.

O, maatte denne Sorg min Skyld udslette,
Saa at min Angerstaare Naade fandt!
O, at dit Blik som Kjærlighedens Pant,
Mit Hjertes tunge Byrde maatte lette!
Dog være det min Straf, at ogsaa dette
Var lukt for mig, da Livets Syner svandt.
Til Kamp jeg gaaer - Men du? For dig jeg svarer!
Jeg veed det vist, mit Minde du bevarer.

77

Det var hans sidste Ord - ved dem sig spreder
Diones Tvivl, og Vished klart frembrød.
Alt har hun hørt; hun kjender al sin Nød
Og om den sidste Trøst hun nu kun beder:
En tro Fortælling af Omstændigheder,
Der gik iforvei'n for den bratte Død;
Hvert lille Ord, som Vennen kan erindre,
Hvert Træk af ham, det større som det mindre.

Og stedse blegere blev hendes Kinder,
Mens lyttende hun sad foruden Ord.
Tidt Haanden ubevidst til Hjertet foer,
Hvor frem i Blodets Bølge Smerten rinder.
Af hendes Øie Livets Blik forsvinder,
Da, følgende med Tanken Talens Spor,
Hun naaer til Stedet, hvor, forladt af Alle,
Med gjennemboret Bryst hun seer ham falde.

Hun blev alene - rastløs Uro driver
Fra Sted til Sted nu hendes Fod omkring;
Men Huset snart for snevert hende bliver.
Og rundt hun gjennemløber Havens Ring.
Hun hører, føler, sandser ingen Ting,
Fornemmer Tornen ei, som hende river;
Medeet dog i sit Løb hun stille staaer,
Og ned i hendes Sind en Tanke slaaer.

Fra Haven ud, saa hurtig hen mod Skoven
Ad Stien iler hun langs Søens Rand,
At hendes eget Billed dybt i Voven
Knap hende følger i det klare Vand.
Snart træde hendes Fødder Veiens Sand,
Hvor Solens Straale brænder hed fra Oven:
Hun agter ei dens Brand - ei Foden trættes;
Ved Sorgens Vægt just Veien hende lettes.

Kun fulgt i Løbet af sin egen Skygge,
Afsted hun flyver imod Sol og Vind,
Og Blodets Bølger, som mod Barmen trykke,
Med dunkelt Purpur farver hendes Kind.
Dog fremad, frem mod sin forsvundne Lykke
Hun jages af sit stormbevægte Sind,
Til Løbets Maal er naaet i Aftenstunden,
Og hendes Elskers stille Grav er funden.

78

Den friske Gravhøi længe hun beskuer:
Ei Blomster, ingen Urter pryder den;
Kun Træet hvælver af de grønne Buer
En Tempelhal for hendes døde Ven.
En Luftning farer gjennem Løvet hen,
Der farves rødt af Aftensolens Luer,
Mens i den tause Hvælving Smertens Sang
Fra Harpen i Diones Hjerte klang.

Dybt bævende paa Graven knæler hun,
Og dunkle Ord hun med den Døde taler,
Mens Hjertets indre Nød og skjulte Qvaler
I Klagetoner flød fra hendes Mund.
I hendes Øie sig Forventning maler,
Hun ligger lyttende og taus en Stund,
Som vented hun paa Svar - men intet høres,
Og ikkun Lundens Løv af Vinden røres.

"Forbi!" hun sukker - aldrig, aldrig mere
Vil denne Stemme til mit Øre naae:
Det Bryst, som denne Jord nu tynger paa,
Af svundne Drømme rummer ingen flere.
O, hvo der var, hvor Fredens Aander ere,
Der nu bag Graven ham imøde gaae!
O, hvo der fri og frelst til Lysets Rige
I Følgeskab med ham nu kunde stige!

Da gik et sagte Vindpust gjennem Lunden,
Og som fra Skovens Dyb et Suk der lød;
Det klang som Liv, der gjennem Døden brød,
Som Hjertets Afskedssuk i Afskedsstunden.
Dione lytter - Lyden er forsvunden;
Som før hun er alene med sin Nød,
Og mens fra Jord til Himmel Tanken iler,
Et Smertens Billed hun paa Graven hviler.

Der man den næste Morgen hende fandt
Bevidstløs slumrende - mod Graven bøiet
Var hendes skjønne Hoved, lukt var Øiet,
Og Haaret opløst sig om Skuldren vandt.
Et Smiil paa Læben Sorgens Præg forhøied;
Men da hun vaktes, dette Smiil forsvandt,
Da i sit Hjem hun atter sig befinder,
Hvor Hjertets Minder blev til Hjertets Fjender.

79

Thi disse Slag for stærke Sjælen vare,
Der synker sammen sønderbrudt og mat;
Vel lever hun, men i en taaget Nat,
Som Aander og Dæmoner gjennemfare.
Med dem hun taler, af sig selv forladt,
Og deres Røst hun troer at høre svare
I Vindens Susen, naar forbi den gik,
I Skyens Flugt, i Bølgernes Musik.

Dog stundom kom Besindelsen tilbage;
Lig Stjernen gjennem Mulmets spredte Sky
Den trænger gjennem Sjælens stille Klage,
Og alle Taager da fra Sindet flye.
Da vandred Tanken blandt de svundne Dage,
Da ved sin Harpe selv hun søgte Ly,
Og smerteligt og veemodsfuldt det klang,
Naar til de rørte Strenge rørt hun sang:

I Skyggedalen her jeg boer,
Hvor Solskin varer kort,
Hvor Alt hvad lever, voxer, groer,
I Støv skal smuldre bort.
Hvi vil du ængstes da, mit Bryst,
Og hvorfor skjælve nu?
Et Stjerneskud er Livets Lyst,
Forgængelig som du!

Hvad helder jeg mit Hoved til
I dette Dødens Land?
Hvor er et Haab, som blomstre vil,
Hvor Alt er Skum paa Vand?
Min Lyst forsvandt som Melodi,
Der Harpens Streng forlod;
Min Trøst som Drømmen gik forbi
Paa Glemsels lette Fod.

Men du, som vogter paa min Skat
Af Lys og Kjærlighed;
Som dækker med din dunkle Nat
Mit Hjertes Herlighed:
Du, mørke Død, som aldrig døer!
Fra Livets Grændseskjel
Du vinker taus med Sorgens Slør
For evig til Farvel.

Mens her ved Taarens Frembrud hun forstummer,
For sidste Gang vi vende Øiet mod
Den ydre Verden, som nu først forstod
Diones Hjerte og Diones Kummer.
Ved hendes Dør den flittig spørge lod
Til hendes Helbred og til hendes Slummer;
Og hun, hvem Publicum saa slemt rev ned,
Paany blev Gjenstand for dets Kjærlighed.

80

En ædel Sjæl! man siger - ved min Ære,
Et trofast Hjerte! Og hvad der er vist,
Et Bryst saa ubekjendt med Svig og List,
Som altfor ømt til Jordens Qval at bære;
Af hendes Liv skal hver en Spotter lære,
At Sandhed vinder Seier dog tilsidst,
At Verdens Trøst er meer end tom Beklagelse:
Saa raaber man omkap i øm Deeltagelse.

Hvorlænge? - Otte Dage! Ikke længer?
Hvad? Otte Dage er en Evighed
I Livets Strøm, hvor Bølgen snart fortrænger
Den forudgangne Bølge fra sit Sted,
Der ruller, til den sporløs synker ned.
Og derfor vee Enhver, hvis Hjerte hænger
Ved Bølgens Skum, ved Boblens Glimmer fast:
Den brister - Alting bristed da den brast.

Byg ei dit Huus paa Sand, thi bort det svinder,
Stol ei paa Guld, thi falsk er Guldets Klang,
Haab ei, at Lykken i dens Flugt du binder,
Tro ei paa Kjærligheds Sirenesang!
Alt er som Strømmen, der forbi dig rinder,
Ved tørre Bredder vandrer du engang;
Thi giv det Flygtige ei Rum i Barmen,
Og, efter Skriften, hold ei Kjød for Armen.

Alt drive skal dig i dig selv tilbage,
Hvor Tiden slumrer i dit eget Bryst,
Som Kjærnen i dit Indre vil opdrage
Ved Livets Regn og Solskin: Sorg og Lyst.
Du selv er Spire, Væxt og Fremtids Høst,
Du selv skal Sæden i dit Huus modtage;
Men hvad i Rummet svæver fjernt og vidt,
Selv nok saa nær ved dig, er ikke dit.

Du skal forlade Alt, og Alt forlader
Dig tidlig eller seent. Den Rest, du har,
Er Frugten kun som Tankens Blomst dig bar,
Er Hjertets Væld, hvor Følelsen sig bader.
Hvor tidt end Livets Bog du gjennemblader,
Du finder aldrig hvad dens Indhold var:
Dig Verden, og du Verden vender Ryggen,
Fra Lyset bort du vandre vil i Skyggen.

81

Da skal dit Hjerte længes efter Hvile,
Din Sjæl sig bøie skal for Dødens Magt.
Alt vil du naae; thi Livets Timer ile:
Snart af den lange Gang, af Iidens Mile,
Den sidste Strækning er tilbagelagt.
Alt hvad du elsked har Farvel du sagt;
Du staaer beredt og kaster Vandringsstaven,
Du venter kun et Bud til dig fra Graven.

Det vinker dig og taler: redt er Leiet,
Redt er den lune Seng for dine Been.
Kom med din Skat, med Alt hvad du har eiet,
Med dine Savn og Suk; thi du er veiet
Paa Tidens Vægtskaal, fuld er Pareens Teen.
Du Mødige! hvem Kundskabstræets Green,
Af Frugter fuld, saa lidt kan lokke mere,
Som Livets Glæder og som Livets Lære. -

- Og Smertens Piil Diones Liv forgifter;
I Sjælens Kræfter trænger ind dens Braad,
Den skaffer ingen Lindring sig i Graad,
Men hefter sig i Sindets dybe Rifter;
Og Alt for hendes Øie Farve skifter,
Og Tanken, som har tabt Fornuftens Traad,
En anden Verden nu i hende bygger,
Beboet af Phantasiens tomme Skygger.

Men ingen Storm oprører meer det Hav,
Hvorpaa i Drømmens stille Baad hun seiler;
Paa Fladen hendes svundne Haab sig speiler,
I Dybet sig Erindring maler af.
Og skjøndt det Sande hendes Blik forfeiler,
Det Skuffende dog Hvile hende gav;
Og skjøndt nu blind for Livets Form og Farve,
Sig Psychen rører blidt i Støvets Larve.

See, Nat det er, og hun paa Leiet ligger
Foruden Søvn, med Blikket heftet paa
Det milde Lys, som Luna hende skikker
I blege Straaler, der til Leiet naae,
Og atter vigende saa brat forgaae,
Naar frem med sorte Øine Natten kigger.
Hun stirrer, som om Øiet gribe vil
Et flygtigt Syn i Lysets Vexelspil.

82

Og pludselig hun reiser sig og svæver
Hen over Salens Gulv med lette Skridt.
Altanens Dør hun aabner - Luften hæver
De løste Lokker, som nu bølge frit,
Mens Klædebonnet, folderigt og hvidt,
For Nattevindens friske Aande bæver,
Der, Blik og Øre strømmende forbi,
Ei Sjælen for dens Taager dog befrie.

Der staaer hun - Selv en Drøm i Nattens Stille,
Hun skuer ubevidst med stive Blik
Paa Scenen ud, hvor Søens Bølger trille
Med sagte Susen, og hvor Lyset gik
Af Mørket frem, hvis Skygger sig adskille,
Lig Sorgerne ved smeltende Musik;
Hvor sønderrevne Skyer i Luften drive,
Og blank og slørfri straaler Maanens Skive.

Hun maaler Jord og Himmel. Rundt hun sender
Som med Forundring Øiet - hver en Larm
I Luft og Sø hun lytter til, og vender
Sig efter hvert et Syn med udstrakt Arm.
Paa eengang løfter høit sig hendes Barm,
Og nu - thi Scenen for sin Sorg hun kjender -
Hun dækker Øiet med sin Haand - et Skrig
Med Luften klagende nu blander sig.

Dog anden Retning Blik og Tanke tager,
Hun seer i Dybet ned, hvor Maanens Glands,
Af Bølgen vugget som i sagte Dands,
Sit Net af Straaler over Vandet drager,
Der glimrer, til forbi et Vindpust jager,
Som bryder susende den gyldne Krands;
Og smilende ved Synet, hun sig hæver
Paa Gittret op, mens Blikket nedad svæver.

Hun taler sagte ned til Søens Vover:
O Lysets Børn, o drager ei forbi!
Et gyldent Haab mit Hjerte ruger over,
Som det fra Sorgens Skygger vil befrie.
Dæk blødt med Bølgen Hjertets Haab, der sover,
Syng for dets Øre sødt jer Melodi,
Til Natten svinder og til Søvnen ender,
Til Glædens Morgenski ær tilbase vender.

83

Dog Bølgens Skin ved disse Ord forsvinder,
Af dunkle Skyer Maanen dækkes til.
Høit sukker hun, og Taarestrømmen rinder
I tunge Draaber over hendes Kinder,
Og det forsvundne Lys hun gribe vil.
Frem flyver hendes Slør for Vindens Spil,
Frem strækker hun sin Haand - og styrter over
Altanens Gitter ned i Søens Vover.

Der fandt hun Døden - dog fornemmes ei
Der Kamp og Raab; et stille Suk kun høres,
Som frem af Nattens milde Vinde føres
I sagte Luftstrøm over Dybets Vei.
Det er Diones Aand, hvis Vinge røres,
Mens, løst fra Formen, selv hun bader sig
For sidste Gang i alle Livets Minder,
Før Jorden og dens Nød for evig svinder.

Den næste Morgen Bølgestrømmen trænger
Det fagre Liig ind mod den lave Kyst.
En Krands af Vandets hvide Lilier hænger
Omkring det løste Haar - det stille Bryst,
Som hæves ei, som ikke martres længer,
Af hendes Hænder dækket, hviler tyst.
En yndig Drøm endnu omsvæver Munden,
Men Øiets Glands for evig er forsvunden.

Det var Diones Endeligt - ei faldt
Som Træet hun i Stormen; ikke svækket
Af Tidens Byrde; ei med Panden dækket
Af Alderdommens Slør. Til Hvile kaldt,
Lig Vaarens Blomst, som Gartneren har knækket,
Laa henstrakt her den slumrende Gestalt.
I al sin Styrke, fyldt med Livets Smerte,
Med al dets Trylleri, brast hendes Hjerte.

Ei Mindets Steen paa hendes Gravhøi tynger,
En Sørgepiil som Vagt ved Stedet staaer;
En Rosenbusk med spredte Grene gynger
Sig paa det sorte Muld og yndigt slynger
Sin Krands om Graven i den unge Vaar.
Der tankefuld tidt Sorgens Engel gaaer.
Og strøer med røde Blade Høien over,
Hvorunder nu Dione stille sover.

84

Her lad mig ende! Alt sin Grændse har,
Saa har og denne Sang - her lad mig hvile!
Til Gravens Rand jeg kom; hvad er og var,
Hvad komme skal, til dette Maal vil ile.
Her Skiven er for alle Tidens Pile,
Paa alle Spørgsmaal her det sidste Svar;
Det første Svar maaskee, som vi fornemme
Igjennem Mulm og Nat fra Sandheds Stemme.

Hvo hæver Sløret? Hvo fik Livets Magt,
Og vælter Dødens Byrde fra sin Skulder?
Hvo følger Evighedens Hjul, som ruller,
Skjøndt Tidens Cirkel er tilbagelagt?
Hvis Tanke blev til Rummets Grændse bragt?
Hvis Tro, af Tvivlen gnavet, fik ei Huller?
Hvis Aand fandt Lyset? Hvo fandt Nøglen til
Den sidste Act af Livets Gaadespil?

Ei Mennesket! Ei Støvets arme Søn!
Ei han, hvem Lyset blender, Mørkets Broder;
Ei han, hvis Daad kun Svaghed har til Moder,
Hvis hele Styrke Taalmod er og Bøn;
Hvis Kraft er Dyret, som i Muldet roder,
Hvor Tvivl og Sorg er al hans Arbeids Løn;
Ei han, hvis største Lys er kun en Skygge,
Hvis Maal er Døden - Blendværk al hans Lykke.

Men over Graven - hvo kan fremad see,
Endskjøndt i Nat, og drømmer ikke gjerne?
Hvo binder ei sit Haab til Himlens Stjerne,
Og lænker ei til Jordens Skjød sin Vee?
Ja over Graven! - Dog er Alt maaskee
Kun et Maaskee, som Hjertets Ønsker værne;
En Tanke, kun af Savn og Længsel skabt,
Et Glimt kun af et Lys, som snart er tabt.

Dog meer end Alt er herlig denne Haaben!
I Livets Bølgegang vort Anker kun;
I Lidenskabers Storm, i Dødens Blund,
Den sidste Havn, som Sjælen finder aaben.
En Draabe kun det er - dog Priis for Draaben,
Som Naaden gjemte til vor sidste Stund!
Den qvæger, styrker; den en Perle dølger,
Som fik sin Glands af Evighedens Bølger.

AMOR OG PSYCHE
ET MYTHOLOGISK DRAMA
(1833)

86

PERSONER

  • ZEUS.
  • APOLLO.
  • HERMES.
  • VENUS.
  • PAN.
  • ZEPHYR.
  • PHANTASUS.
  • ONEIROS.
  • MUSERNE.
  • AMOR.
  • PSYCHE.
  • AJA. Nympher.
  • KORA Nympher.
  • EULIMENE. Nympher.
  • SORG og LÆNGSEL. To Genier.
  • EN NAJADE.
  • LEDA. Psyches Sostre.
  • MYRIS. Psyches Sostre.

Drømme, Zephyrer, Chor af Genier.

87

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

En Lund med enkelte adspredte Træer ; under et af dem sover AMOR. Ved hans Hoved sidder Drømmeguden, ONEIROS, med sin Harpe, fra hvis Strenge Drømmene gaae ud som Toner.

ONEIROS.

Over Dalens Blomstersenge
Svæver Taagens lette Slør;
Duggen over Mark og Enge
Sine klare Perler strøer;
Viftende de milde Vinde
Drage gjennem Busk og Krat,
Til de tabe sig og svinde
I den skyggefulde Nat.
Alting vugger sig i Slummer;
Fjernt i Natten, som en Sky,
Dvæler nu den mørke Kummer
Til det næste Morgengry;
Da tilbage Dagen kalder
Den med Suk til Jordens Egn;
Over Mennesket den falder
Gjennem Taarers tunge Regn.
Indtil da tør frit sig gynge
Mine muntre Sønners Flok;
Indtil da jeg Blomster slynge
Vil om Amors gyldne Lok.
Frem til Livet, glade Drømme!
Reis Jer af den bløde Seng!
Strøm i varme, kling i ømme
Toner fra min Harpes Streng!

DRØMMENE.

Amor, sku i dette Speil!
Øiets Synskreds det udvider;
Henad Floden Psyche glider
I en Baad med hvide SeiL
Eensom hun ved Roret staaer,
Dunkelt hendes Billed følger
I de blaa og klare Bølger
88 Efter Baaden, hvor den gaaer.
Stille Nattens Lampe brænder,
Stille vaagner Skovens Duft,
Stille Psyche Roret vender,
Medens Sukket ud hun sender
I den stille Aftenluft.

ONEIROS.

Frem med Sløret nu, I andre
Sønner af den dunkle Nat!
Hurtig Synet I forandre,
Før ham Søvnen har forladt!
Mens jert Slør om ham I hænge,
Huldt bedaarende hans Aand,
Rører her jeg Harpens Strenge
Blidt og sagte med min Haand.

DRØMMENE.

Gjennem Sløret, Amor, sku!
Paa den blomsterklædte Slette,
Med de løste Haar, paa lette
Fødder Psyche svæver nu.
Lærken stiger af sit Skjul,
Psyche hører ei dens Sange,
Thi paa Flugten vil hun fange
Nu den gyldne Sommerfugl.
See, hvor let afsted hun springer,
Strækker frem sin lille Haand,
Høit sit Purpurnet hun svinger -
Glade Psyche! Fuglens Vinger
Hænge fast i Nettets Baand.

ONEIROS.

Svind og flygt, i Sløret hylled',
Lyse Drømme, atter hjem,
Mens paany et luftigt Billed
Jeg ved Harpen kalder frem.
Gudens Øie skal det trylle
Med en Skjønhed uden Meen;
Gudens Hjerte skal det fylde
Med en Længsel, dyb og reen.

DRØMMENE.

Frem i Natten, Amor, see!
Hist paa Leiet Psyche sover,
Dunkelt falder Haaret over
Hendes Skulders hvide Snee.
Tæppet skjuler hendes Barm,
Yndigt kommer og forsvinder
Rødmen paa de fine Kinder,
Gynged' blidt paa hendes Arm.
Dækt er Øiets milde Lue
Af de lange Øienhaar:
Over disse, stolt at skue,
89 Pandens marmorhvide Bue
Med de sølvblaa Aarer staaer.

ONEIROS.

Nu hun vaagner og hun hæver
Blikket straalende af Mod,
Og fra Leiet bort hun svæver
Paa sin zephyrlette Fod.
See, hvor blødt fra hendes Skulder,
Over Barmen fuld og bred,
Purpurdækket herligt ruller
Om den ranke Skabning ned!
Sødt den elskovsfulde Varme
Farver Læben dobbelt rød,
Og hun løfter sine Arme,
Som bestedt hun var i Nød;
Kindens Rosenglands forhøier
Straalen dybt i Øiets Bund,
Mens hun smilende sig bøier,
Hulde Amor! til din Mund -

AMOR gjør en Bevægelse isøvne; ONEIROS og DRØMMENE forsvinde.

AMOR
vaagner.

Hvor er jeg - kun en Drøm? - Endnu omsvæver
Det lyse Billed mig til Harpens Klang.
Er jeg da vaagen? - For mit Øre bæver
Endnu jo Drømmen som en deilig Sang.
Ned bøied hun sin rosenrøde Mund
Og rørte som en Blomst ved mine Læber;
Den hele Nectar end ved Kysset klæber,
Og dog var Alt en Drøm i Nattens Blund!
Jeg er ei Amor meer, men Amors Bytte,
Et Offer for den skjønne Psyches Smiil;
Jeg er ei meer den seierrige Skytte,
Der hersker over Verden med sin Piil.
Jeg vender Ryggen nu tit Guders Hjem;
Thi kun min Himmel jeg paa Jorden finder,
Hvor hver en Drøm mig bringer gyldne Minder,
Og hvert et Minde Psyche kalder frem.
Ei skal Hyrdindens Bryst jeg længer saare,
Ei mere vække de Forelsktes Harm,
Ei meer som fordum til et Maal udkaare
For mine Pile Menneskenes Barm;
Fred vil jeg slutte med den hele Jord
Til jeg har Psyches Stolthed overvundet,
Til i mit Net jeg Sjælen fast har bundet,
Og vakt den Huldes Længsel ved mit Ord.
Hist flyver Zephyr - han mit Bud skal være!
Igjennem Himmelteltet, dunkelblaat,
90 Han skal den Elskede paa Armen bære,
Og føre Psyche til mit fjerne Slot.
Frem, lette Piil! Mit Budskab du ham bringe
Paa Farten gjennem Luftens klare Bugt -

Skyder en Piil af.

Vel truffet! - Pilen sidder i hans Vinge.
Han daler alt til Jorden fra sin Flugt.

ANDEN SCENE

amor og zephyr.

ZEPHYR.

Her er det lette Bud, som du mig sendte,
Og her jeg selv.

AMOR.

Fra Havet kommer du;
Thi vaad din Klædning er, og Skummet hænger
I Perlekrandse om dit dunkle Haar.
Hvad var dit Værk i denne Nat paa Havet?

ZEPHYR.

Et Skib jeg splintret har paa Gudens Bud.

AMOR.

Ha, grumme Zephyr!

ZEPHYR.

Saa var Gudens Villie.

AMOR.

Og ramte Døden Folket?

ZEPHYR.

Alle døde.

AMOR.

Hvad - Ingen frelst? Fortæl!

ZEPHYR.

Orkanen lig,
Jeg over Søen jog og vælted Bølgerne
Mod Overfladen op fra Dybets Afgrund,
Og sprøited imod Stjernen Skummets Perler,
Mens Skibet som en Fjer paa Havet drev.
Mandskabets Haab stod dog endnu til Seilet,
Thi fjernt i Horizonten Havnen laa.
Da sønderrev jeg Seilet - overbord,
Som splittet af et Lyn, det gik med Masten,
Og hvide Bølger over Dækket rulled'.
Til Aarerne nu Alle greb, men Søen
Hver Aare knuste som det svage Rør,
Og ud de kastede det sidste Anker;
Men Ankertouget brast - og Rædsel greb
Paa Skibet hver en Sjæl, og blege stod de,
Og skjælvende de styrted ned paa Dækket,
Mens Underrummet fyldtes meer og meer,
Thi gjennem Plankerne brød Havets Vande.
Da blev det stille paa det store Hav,
Og hver en Luftning taug, mens op til Stavnen,
Det Høieste af Skibet, Alle styrted;
Men kun den halve Flok fandt Rum paa denne,
Den halve sprængtes overbord i Bølgen,
91 I Taushed nu de stod og vented Døden,
Thi Skibet langsomt sank, og Vandet steg
Til Knæet alt - til Hoften og til Brystet,
Og Alle faldt omkuld. Kun een Mand stod
Endnu paa Randen af den brede Stavn,
Den høieste han var og Skibets Fører.
Han holdt sin unge Søn paa Skuldren af sig,
Og bleg som Marmor Drengen sad, og knuged
Den spæde Haand om Panden paa sin Fader,
Hvis kolde Læber Vandet alt berørte.
Da greb han Drengen med de stærke Hænder,
Og løfted ham fra Skuldren høit iveiret,
Mens Bølgen dækkede hans eget Hoved.
Saa stod han et Minut - og Alt var stille,
Thi Skrækken havde Drengens Øie lukket.
Endnu han stod - da sank den ene Arm,
Den anden sank - og intet Liv var mere;
Men taus sad Døden paa de tause Vande.

Pause.

AMOR.

Og hvorhen gaaer din Flugt nu?

ZEPHYR.

Til Cythere.
Did kaldte mig din Moder, for imorgen
Ved hendes glade Fest at mildne Luften.
Did iler jeg før Skyggerne forsvinde;
Zephyrerne, de lette Vestenvinde,
Mig gjøre Følgeskab paa denne Fart.

AMOR.

Du vældige og dog saa milde Zephyr!

ZEPHYR.

Men du, o Amor, hvorfor sværmer du
I Lunden her, ved Lunas blege Straaler,
Mens paa Cythere, ved din Moders Alter,
De unge Piger smykke sig til D ands?

AMOR.

Saa viid - og derfor sendte jeg mit Bud,
At kalde dig fra Luften til min Hjælp:
I dette Land, det yndigste paa Jorden,
En Konge hersker, som har trende Døttre,
De to af sjelden Skjønhed, men den yngste
Den Fagreste af alle Jordens Børn.
Ei har den unge Morgenrødes Purpur
En Glands som hendes Læber; ingen Stjerne
Det milde Øies Straaler; ingen Bølge
Er blank som hendes Haar, naar ned det ruller
I mørke Lokker om den hvide Hals.
Men Værkets Krone er dog Sjælen selv;
Thi Solen lig, der speiler sig i Havet
Og farver hver en Draabe med sit Lys,
Saa maler hendes Sjæl sig yndig af
92 I hvert et Træk, i hver Bevægelse
Af hendes unge, straalerige Skabning,
Og derfor kaldte Verden hende Psyche.

ZEPHYR.

Tidt har jeg kølt den unge Psyches Kinder;
Og ofte naar jeg gjennem Dalen fløi,
Hvor hun ved Kilden sad og saae i Bølgen,
Jeg løste hendes silkebløde Haar:
Da bæved hun, og Billedet i Voven
Jeg kyssed, saa det skjælved og forsvandt.

AMOR.

Da hun blev født, foreente Jorden sig
Med Havet og med Luften for at skjenke
Den nylig Skabte deres Herlighed.
Saa fik hun af den moderlige Jord
Sin lette, ranke, marmorhvide Skabning,
Af Havet Øiets rige, dunkle Dybde,
Af Luften Liliekindens rene Glands;
Og fuldendt stod hun - men fra Verdens Kanter,
Fra Øst og Vest, fra Syd og Nord man kom,
At skue hendes Skjønhed og tilbede.
Dog medens hendes mindre fagre Søstre
Fandt hurtig Beilere, hun ingen fandt;
Thi af de Dødelige voved Ingen
Saa underfuld en Skjønhed at begjære.
Naar frem hun kom, saa raabte man: see Venus!
Men gik hun bort, man syntes Solen veg,
Og uberørt af Alt, hun Alle rørte.
Dog Himlens Venus blev paa Jordens vred,
Der drog til sig de Dødeliges Hjerter,
Hvorved den Himmelske fik mindre Offer,
Og mig hun bød i Støvet at fornedre
Ved Kjærlighed den straalerige Psyche,
Og flamme hendes Bryst af Elskov op
Til Landets usleste og værste Mand.

ZEPHYR.

Ha, stolte Venus!

AMOR.

Fra Olymp jeg steg,
Og baaren let igjennem Luften, stod jeg
En Aftenstund for Psyches Seng. Hun sov -
Men ingen Ord beskrive dette Syn!
Det Herligste, som Himlen har i Eie,
Jeg saae forenet hos en jordisk Qvinde:
Thalias Smiil og Melpomenes Alvor,
Aglajas Form, den unge Hebes Ynde,
Og over Alt Dianas kydske Slør.
Jeg stod og skjælved - ak, men ingen Piil
Jeg vovede den Slumrende at sende.
Da rørte hun isøvne sig, og jeg,
93 Alene saaret, Flugten tog, men røved
Dog Sløret først, som skjulte hendes Bryst.
See, dette Slør, o Zephyr, er min Rigdom!
Med det jeg taler, det fortæller jeg
Min Qval og Glæde - det jeg trykker nær
Til mine Læber, naar mig Længsel tynger.
See dette Slør, som dækked hendes Bryst,
Hvor fiint og let, hvor klart og gjennemsigtigt,
Et yndigt Billed af dets Eierinde!

ZEPHYR.

Og hvad, o Amor, er da nu din Villie?

AMOR.

Hør den, o Zephyr, og adlyd mit Bud!
Mod Østen staaer paa Randen af en Afgrund
Et éensomt Fjeld, der rager imod Skyen,
Did bringes Psyche op i denne Nat;
Thi hendes Fader, uvis om hvad Skjæbnen
Bestemte hendes sjeldne Skjønhed til,
Har spurgt tilraads den høie Spaadomsgud,
Og Denne har ham svaret: "Bring din Datter,
Halv smykt som Brud og halv som Liget klædt,
Til Bjergets Top; thi ingen Dødelig
Skal efter Skjæbnens Villie hende favne.
Til Viv hun for Uhyret er bestemt,
Der hæver over Jorden sig paa Vinger,
Og Verdens Kreds med Ild og Staal behersker;
Hvem Zeus og alle Himlens Guder frygte,
Og hvem den mørke Styx selv skjælver for."

ZEPHYR.

Du smiler, Amor, ved den Fagres Død?

AMOR.

Ha, lette Zephyr! selv jeg er Uhyret,
Og paa min Bøn gav Guden dette Svar.
Men du tag paa din Elskerindes Klædning,
Tag Iris' Dragt, og flyv til Bjergets Top:
Hæv der min Elskede paa stærke Arme,
Og bær fra Fjeldet gjennem Luftens Bølger
Den Skjønne ned i Dalen til mit Slot.

ZEPHYR.

Dit Bud jeg lyder og dit Vink jeg følger;
Thi du er Hersker, jeg er Slave blot.

Begge bort.

TREDIE SCENE

Nat. En høitragende, eenlig Klippe, der hænger ud over Afgrunden. Paa Klippen staaer PSYCHE og hendes Søstre, MYRIS og LEDA. Alle Tre holde tændte Fakler i Hænderne.

PSYCHE.

Saa far nu vel! - Farvel for sidste Gang,
I Elskede, som fulgte mig til Graven,
Som blev tilbage her, da Smerten tynged
Min Fader, saa han mægted ei at følge
94 Til Bryllup og til Døden hen sin Datter.
Farvel, o Søstre! Myris du, og Leda,
Hvem Skjæbnen gav en bedre Lod end mig.
I Kjærlige! modtag mit sidste Kys,
Med det forener sig den sidste Taare,
Det sidste Pant paa Psyches Kjærlighed.

MYRIS.

Og hvilken Afsked bringe vi til Hjemmet?

PSYCHE
for sig.

Min Fader - Konge med de sølvgraae Haar,
O, tog jeg denne Trøst i Graven med,
At end dit Øie mange Dage skued!

Til myris.

Siig ham, at glad jeg døer - at han skal leve,
Og takke Guderne, at intet Værre
Har ramt hans Land og Folk, end Psyches Død.
Siig ham, at jeg skal vente ham i Hades,
Og vandre Dag og Nat ved Styxes Bredder,
Til jeg ham skue faaer i Charons Baad.
O siig ham, at den første, dunkle Skygge,
Der hilser ham i Plutos mørke Rige,
Er Psyche - er hans Datter.

LEDA.

Arme Psyche!
Og hvilken Hilsen sender du til Folket,
Til dine Venner, sørgende som vi?

PSYCHE.

Bring Alle mit Farvel med disse Ord:
At Psyches Bryst vil aldrig lukke sig,
Selv ei i Døden, for Erindrings Røst;
At aldrig hun af Lethes dunkle Bølger
Forglemmelse vil drikke; at hun gjerne
Vil mindes Troskab, thi hun selv er tro.

MYRIS.

Farvel da Psyche! Viid, at Myris lever
For din Erindring i sit Bryst at gjemme.

LEDA.

Tag dette Kys - og denne fagre Lok
Jeg skærer af dit Haar til evigt Minde.

PSYCHE.

Farvel! For sidste Gang et Afskedskys,
Thi snart har Dødens Iis min Læbe stivnet.

myris og leda bort.

FJERDE SCENE

PSYCHE.

Og jeg er ene nu, af Alt forladt.
Hvad jeg har elsket: Hjem og Fædreland,
Slægt, Venner, mine Søstre og min Fader,
Dem Alle har jeg tabt; thi her er Graven.
Af ingen Haand mit Øie trykkes til,
Og Ingen skjenker mig den sidste Trøst,
95 Det Sidste, som den Døende begjærer:
De milde Ord, det kjærlige Farvel. -

Græder.

End brænder Faklen - her jeg planter dig
I Klippens Grund, og beder dig at lyse
Med milde Straaler, til det er forbi.
Blus ei saa vildt, endnu er Liv tilbage;
Men brænd ei døsigt heller - Haabet flammer
Med dig, og d øer med dig her i mit Bryst.
Du er det sidste Levende, som seer mig
I Dødens Afskedsstund; det sidste Minde,
Der følger med mig paa den dunkle Vandring,
Og kalder mig endnu engang tilbage
Til Hjemmet, hvor min Glæde jeg forlod.
Ja, Livet vinker hist med al sin Rigdom!
Det holder mig for Øiet al sin Glands,
Og aldrig før det syntes mig saa skjønt.
Endnu et Øieblik, saa er det svundet,
Saa er forbi det sidste Haab om Frelse;
O rige Liv, hvor fattig er din Grav! - -

Stærke Vindstød høres, ved hvis Lyd hun pludselig farer op.

Vee mig, han kommer! Smertens Sting jeg føler.
I Dødsangst for hans Syn mit Hjerte skjælver,
En dunkel Taage svæver om mit Øie
Og skjuler Stjernen i en bælmørk Nat.
Hør hvilken Brusen i den mørke Luft!
Min Brudgom nærmer sig paa Stormens Vinger.
I Skyen kommer han, den Rædselfulde!
Hans Øie lyner, og af Munden hænger
Den lange Tunge dryppende af Blod.
Han griber fat mig med sin stærke Haand,
Han knuser imod Klipperne mit Hoved
Og strøer i Luften mine Lemmer ud!

Kaster sig paa Knæ.

O, see ei ned paa mig med vrede Blik!
O, hav Barmhjertighed og lad mig leve!
Men skal jeg døe - o ræk en Dolk mig hen.
Ræk mig et Sværd, at selv jeg sønderskærer
Den svage Traad, som binder mig til Livet.
Hvad - ingen Frelse meer? - Er Alt forbi?
Men kæmpe vil jeg, mens jeg Kræfter eier,
Og alt dit Bytte vorde skal et Liig!
Nei, nei! grib ei saa voldsomt om min Arm!
Riv ei mig Haaret af det trætte Hoved,
Men giv mig Døden - Døden vil jeg kun! -

Synker i Afmagt. Lang Pause.

96
PSYCHE
vaagnende.

Endnu jeg lever - end min Fakkel brænder;
Dog den fordunklet er af Lunas Straaler,
Der, seierrige, nu beherske Himlen.
Og den Forfærdelige? - Jeg ham saae;
Vildt greb han om mit Haar og kasted mig
Med Kæmpekraft til Jorden -
Er jeg frelst?
Har min Gudinde sig forbarmet? har
Diana hørt mit Suk i Nødens Stund? -
Du Herlige! Apollos lyse Søster,
Som, Jomfru selv, Uskyldighed beskytter,
Og værner Brystet med dit gyldne Skjold:
O, see paa mig i denne Time! send
Ned over mig dit Øies milde Blik,
Forjag mit Hjertes Angst med dine Straaler!

Reiser sig.

Ha, Lysets Tegn! - en Regnbu' danner sig
I Horizonten - Iris let sig nærmer;
Ei skinnende, som naar i Solens Straaler
Hun træder frem, men bleg og yndefuld!
Saa kommer hun, Gudindens Sendebud,
Og vinker Haabet til min Sjæl tilbage.
Let suser Vinden - nær og nærmere
De skjønne Farver svæve for mit Øie,
Og stærkere sig Luftens Strøm bevæger,
Saa Flammen slukkes i min svage Fakkel.
Hvad skuer jeg? - En Genius stiger frem -
Han kaster bort sin farverige Kappe
Og nærmer sig med Vingeslag til Klippen.
Selv hæves jeg - hans Arm mig løfter let -
Han fast mig holder - til hans Bryst jeg helder
Mit Hoved, som bedøvet af en Drøm.

ZEPHYR.

Frygt ikke Psyche! thi paa Zephyrs Arm
Du sidder tryg.

PSYCHE.

Hvad er min Skjæbne, Zephyr?

ZEPHYR.

Til Lykken flyver du igjennem Luften.

Forsvinder med hende.

FEMTE SCENE

zephyr, omringet af zephyrerne, paa Flugt med psyche.

ZEPHYR.

Glem nu din Kummer,
Yndige Psyche!
Vugget i Slummer,
Friet fra Smerte,
97 Tæt til mit Hjerte
Lad mig dig trykke.
Op over Skoven,
Ud over Voven
Nu jeg dig bringer;
Høit jeg mig svinger,
Aldrig paa trætte,
Altid paa lette
Svævende Vinger,
Gjennem den tætte
Jordiske Duft.

ZEPHYRERNE.

Vingerne svingende
Lystigt og klingende,
Psyche omslyngende,
Flyve vi syngende,
Zephyr nu følgende
Gjennem den bølgende,
Zittrende Luft.

ECHO.

Gjennem den bølgende,
Zittrende Luft!

ZEPHYR.

Nærmere stige
Lysende Stjerner;
Snellere vige
Bjerge og Byer,
Larmen af Skyer
Mere sig fjerner,
Dybere ruller.
Op til min Skulder
Psyche sig hviler,
Yndig hun smiler,
Hovedet vugger hun,
Øinene lukker hun,
Medens jeg iler
Drømmende sukker hun:
Salige Lyst!

ZEPHYRERNE.

Stoltelig brusende,
Sagtelig susende,
Kulde betvingende,
Kjærlighed bringende,
Svæve vi strømmende,
Rundt om det drømmende,
Deilige Bryst.

ECHO.

Rundt om det drømmende,
Deilige Bryst!

ZEPHYR.

Nu som en Stjerne
Nedad vi svæve;
98 Dybt i det Fjerne
Slottet jeg skuer:
Søiler og Buer
Stolte sig hæve,
Krandsed' af runde,
Grønnende Lunde.
Milde og bløde
Vinde os møde;
Buskene skjule
Syngende Fugle;
Træernes Susen,
Bladenes Hvislen,
Vandfaldets Brusen,
Kildernes Rislen,
Bækkenes Vande
Tonerne blande.
Hist i det Grønne
Ned jeg vil lægge
Psyche, den skjønne,
Medens hun sover;
Rosernes Dække
Breder jeg over.
Bladene drysser jeg
Paa hendes Kinder;
Førend jeg svinder
Læberne kysser jeg,
Dybere tysser jeg
Sjælen i Blund.

ZEPHYRERNE.

Vingerne hævende
Stille og bævende,
Afsked nu tagende,
Hurtig bortdragende,
Streife vi, luftende,
Psyches den duftende,
Rødmende Mund.

ECHO.

Psyches den duftende,
Rødmende Mund!

99

ANDEN ACT

FØRSTE SCENE

Mørk Nat. Sal i AMORS Slot. Usynlige Genier.

FØRSTE GENIUS.

Alt hviler i Paladsets dunkle Stuer,
Det tause Mørke hersker overalt;
Udslukt er Lampelyset, fra hvis Luer
Før Straalen hen paa Marmorstøtten faldt.
Med dæmpet Fjed, langs Søilehallens Buer,
Gik nylig Søvnens Gud, til Leiet kaldt;
Mens han er borte, tør vort Liv vi nyde,
Den dybe Stilhed tør med Sang vi bryde.

ANDEN GENIUS.

Som denne var den første Nat, da Psyche
I Slottet her til Hvile sig begav,
Som over denne hang den mørke Skygge,
Da Bæltet hun paa Leiet lagde af.
Hun slumred ind, og drømte om sin Lykke
Og om sin Frelse fra den aabne Grav,
Om Iris' Glands, som hendes Haab forynged,
Om Zephyrs bløde Arm, som hende gynged.

TREDIE GENIUS.

Da rørte sig om Leiet Purpurdækket,
Tilside viftet af en sagte Vind,
Og Psyche reiste sig, af Drømmen vækket,
Og lytted efter med uroligt Sind;
Dog mens hun bæved stille og forskrækket,
En Kind sig trykker tæt til hendes Kind,
En Arm om hendes Skulder ømt sig slynger,
En Stemme blidt for hendes Øre synger:
Frygt ei for mig, du skjønne Dødelige!
Skjælv ei ved disse Kys af din Gemal;
Mig var det, som tilfjelds lod Zephyr stige,
Og mit Paladset er i denne Dal.
Her er du Dronning i mit skjulte Rige,
Din Throne reistes i min stille Sal.
100 At elske mig, er alle dine Pligter;
Bli'er du mig tro, min Troskab aldrig svigter.

ALLE
tilsammen.

Og Psyche bæved ei ved Amors Stemme,
Der dæmped Frygten i det unge Bryst;
Hun ved hans Hjerte følte snart sig hjemme,
Thi saa bekjendt var hende Gudens Røst.
Dens hulde Klang lod hendes Sjæl fornemme
Midt i sit Savn Udødeliges Lyst;
Den vugged hendes Drøm i Midnatsstunden,
Men da hun vaagned - Amor var forsvunden.
Dog med de dunkle Skygger atter vender
Tilbage han til Psyches ømme Favn;
Men Amors Hustru Guden ikke kj ender,
Seer ei hans Skikkelse, veed ei hans Navn.
Hans Røst hun hører først, naar Dagen ender
Ved Lysets Nedgang Hjertets lange Savn;
I Gudens Arme Natten hende finder,
Men før det første Daggry han forsvinder.

ANDEN SCENE

AMOR og PSYCHE træde ind.

AMOR.

Nu maae vi skilles - Elskede, Farvel!

PSYCHE.

Du Herlige! hvem aldrig end jeg saae,
Hvem dog mit Øie seer i alle Syner,
Hvis Skikkelse, skjøndt ubekjendt, mig følger,
Og svæver for min Tanke lig en Drøm:
Forlad mig ei! Lad ei saa brat forstumme
Den Røst, som er i Nattens Mulm mit Lys!

AMOR.

Det er med Suk jeg byder dig Farvel.

PSYCHE.

O, dvæl et Øjeblik og tøv endnu!
Thi dobbelt mørk er Natten, er du borte,
Og dobbelt lang den Dag, som bryder frem,
Og dobbelt eensom vandrer jeg i Slottet,
Mens alle mine Tanker er hos dig.
O, saae jeg eengang blot din fagre Skabning,
Dit Øies Glands, de dufterige Lokker,
Din friske Mund, saa rig paa varme Kys!
Men intet Billede mit Hjerte eier
Til Selskab og til Trøst i Eensomhed.

AMOR.

Saa er det Guders Villie, fagre Psyche.
Thi hvis du eengang blot mit Aasyn seer,
Vi maae for evig skilles. Dog alene
Du her ei bliver; Choret med dig følger:
101 De skjulte Genier stedse dig ledsage.
Og fryde dig med Sang hvor end du gaaer.

PSYCHE.

Ak, kun hvad Øiet seer er Sjælens Trøst!
Men hvis du selv mig atter maa forlade,
Saa hør min Bøn, du Elskede, paany,
Den samme Bøn, hvormed jeg tidt bestormed
Dit Øre, men som altid du mig afslog
I Vrede halv og halv i Kjærlighed:
Lad mine Søstre mig dog eengang see!

AMOR.

Du vil din egen Undergang, o Psyche!

PSYCHE.

O min Gemal! du kjender ei min Sorg;
Thi da mig Zephyr bragte hid til Slottet,
Jeg efterlod en Fader syg til Døden,
Og mine Venner og mit Folk i Jammer.
Alt var mig nyt da her jeg kom; jeg glemte
I denne Herlighed de Kjæres Smerte,
Og hvad i min Erindring blev tilbage,
Forsvandt som Skygger for din Kjærlighed.
Saa fløi en Maaned hen, den anden randt,
Men Dag for Dag og altid sorgfuldt stiger
Det gamle Billed for min Tanke frem,
Og da jeg selv er frelst og rig paa Lykke,
De Andres Nød mit Hjerte dobbelt tynger.
O, lad igjen mig mine Søstre see!
Lad mig dem trøste! lad mig atter skue
De hulde Skikkelser, jeg elsker høit!

AMOR.

Saa hør mig, Psyche: Ei det blot er dig,
Hvem min Bekymring og min Omsorg gjelder.
Alt under Hjertet ubevidst du bærer
Et Barn, hvis Lod bestemmes af din Villie.
Hvis du af Nogen fristes til at handle
Mod mine Bud, og mod den høie Skjæbne,
Som vil, at jeg min Skikkelse dig dølger;
Hvis vi maae skilles - og en Gud mig siger,
At Sligt vil hændes, naar du ei mig lyder:
Da faaer det fagre Barn, som du skal føde,
Kun Dødeliges Lod - da bli'er dets Liv,
Som Menneskets kun kort og fuldt af Smerte.

PSYCHE.

O min Gemal!

AMOR.

Men hvis du tro bevarer
Det hulde Forhold, som os knytter sammen,
Det Hemmelige skjult for Verdens Øie,
Og røber ei med Ord hvad ei tør vides:
Da bringer du til Verden en Udødelig,
Et Væsen, fyldt med evigt Liv og Glæde.

PSYCHE.

Hvor fylde dine Ord med Fryd min Sjæl!
102 Du Herlige, hvem høiere jeg elsker
End Hjertet i mit eget Bryst; hvem skjønnere
End Amor selv sig Tanken forestiller:
O tro, at Psyche vil bevare Troskab!
Dig skal jeg lyde: intet Ord om dig
Undslippe skal min Læbe; intet Blik
Skal dig forraade; ingen Mine tale
Om dig til mine Søstre - heller Døden,
End Livet skilt fra dig!

AMOR.

Saa hører gjerne
Din hulde Mund, o Psyche, jeg at tale.
En Gave jeg dig skylder for dit Ord.
Har du en Bøn, ved Styx! jeg den opfylder.

PSYCHE.

Saa lad igjen mig mine Søstre see!

AMOR.

Jeg svoret har - og du skal faae din Villie.
I denne Morgen Zephyr bære skal
Fra Klippens Tinde Myris hid og Leda,
Og paa dit Vink dem atter føre hjem.
Men du, forglem ei Skjæbnens Bud og Trusel;
Vær tro, vær taus og vær forsigtig, Psyche!

PSYCHE.

O tilgiv mig! Vær ikke vred, thi Ønsket
Var mere stærkt end Villien i mit Bryst.
Ræk mig din hulde Læbe til Forsoning!
Tag ei det halve af din Gave bort
Ved denne Taushed - o, lad ei mig troe,
At hvad der fryder mig, vil dig bedrøve!

AMOR.

Min Sorg gjaldt ikkun dig - dog nu Farvel!
Thi Mørkets Dække hæves meer og meer;
I Luften synger alt den muntre Fugl
Og kalder Dagen frem med sine Toner.
Farvel min Hustru! Tag mod dette Kys,
Og giv mig det igjen, naar Natten bringer
Dit Øie Hvile og mig atter fører
Paa sine dunkle Vinger til dit Bryst.

Bort

TREDIE SCENE

PSYCHE.

Forsvunden er han - mig han lod tilbage
Saa lykkelig og rig som aldrig før;
Thi dybt i Brystet hviler Længsel nu,
Og Glæden stiger af et nyfødt Haab,
Der gjemmer alle Hjertets skjulte Ønsker:
Hans skjønne Træk, som aldrig end jeg saae,
Skal i forynget Form mit Øie skue;
Hans Kjærlighed til mig fordobbles skal,
103 Skal i en anden Skikkelse gjenfodes;
Og hvad jeg ikke veed og ei tør vide,
Hvad der fordølges i den høie Fader,
Skal aabenbares i det fagre Barn.
Men dette Væsen - o, vidunderlig
Den Fremtidslod, som forud det forjættes!
Thi Lykken bærer det paa sine Arme
Fra Livets første Øieblik, og Glæden
Dets Tinding krandser alt fra Vuggen af.
Saa herligt Livet er, naar Guder skjenke
Til Støvets Børn Udødeliges Lod!

USYNLIGT CHOR.

Over de rindende
Tider og svindende
Menneskeværker;
Over de klagende,
Altid forsagende
Jordiske Slægter:
Vandre, med Blikket
Ætheren maalende,
Klare og straalende,
Evige Guder.
Men deres Sønner,
Jordens de mægtige
Fyrster, hvem prægtige
Gaver blev givet,
Vandre som jordiske
Guder i Livet.
Sorgernes rammende,
Ulykkens flammende,
Flyvende Pile
Susende ile
Mod deres Skjolde:
Sløvede, kolde,
Matte og svage,
Tørne tilbage
De fra de jordiske
Guders Skjolde.
Aldrig gysende,
Gaae de lysende
Fyrster paa Jorden;
Skjæbnens Torden
Bøier dem ikke,
Acherons Bølger
Ei deres Blikke
Døende skue.
104 Over de rindende
Tider og svindende
Menneskeværker,
Hæver dem Døden
Op til de funklende,
Jorden fordunklende,
Evige Stjerner.

PSYCHE.

Ja, slig en Fremtidslod, saa skjøn og mægtig,
Forjættes dig, der end ei Lyset seer!
Blandt Jordens Guder er dit Navn alt tegnet. -

Hun gaaer hen til Vinduet og seer ud.

Hvor frisk i Østen Dagen bryder frem!
Bag Horizontens fjerne Purpursky
Sig hæver langsomt Solens blanke Skive.
Alt sender rundt den sine gyldne Straaler;
Den dunkle Jord af Slummer vaagner op,
Og ned fra Himlen glider Taagesløret.

Ha, hvilket Syn! Hist seer jeg Zephyr alt!
Igjennem Luftens Hvælving let han flyver
Med Myris og med Leda i sin Arm.
Høit stiger han, saa Øiet knap ham naaer.
Nu daler han - nu synker han herned -
O Glæde! jeg skal atter see Jer, atter
De hulde Ord fra Eders Læber høre!

FJERDE SCENE

myris, leda og psyche.

PSYCHE.

O mine Søstre!

MYRIS.

Kjære Psyche!

LEDA.

Elskte!
Hvem vi begræd som død.

PSYCHE.

Nei, Psyche lever,
Og salig hun omfavner sine Søstre.

LEDA.

En saadan Reise har jeg aldrig gjort!
Fra Klippen, hvor igaar vi tyede op
For Mindets Krands ved Daggry dig at offre,
Bortførte Zephyr os som Hvirvelvinden.
Paa din Befaling, sagde han, det skeete.

PSYCHE.

Den Høie har fornummet mine Bønner.

MYRIS.

Mit Hoved svimler end: thi alle Syner
Flød sammen for mit Blik paa denne Fart.
Bestandig Stormens Vingeslag jeg hørte,
Og Skyens Telt mit Øie skued nær,
Mens Jorden udstrakt laa for mine Fødder.

105
PSYCHE.

Her hviil dig, hulde Myris, i min Bolig!

MYRIS
skuende omkring.

Og her din Bolig er - mit Øie blendes
Af denne Pragt.

LEDA.

Da himmelhøit han svang os
Igjennem Luften og jeg Slottet saae,
Bestraalt af Morgenrøden i det Fjerne,
Da svulmede mit Hjerte ved din Lykke;
Men da jeg kom til Borgens høie Port
Og vandred over Gaardens Flisegulv,
Med hvide Marmorstøtter rundtom smykket;
Da Hallens soilekrandste Væg jeg skued
Og saae det gyldne Loft, hvis aabne Hvælving
Den klare Morgensol belyste - da,
Da bæved jeg, o Psyche, i din Bolig,
Thi Guders Herlighed er ei saa stor.

PSYCHE.

Men, o, fortæl mig om den gamle Konge!
Min Fader - end han lever?

MYRIS.

Ja, i Smerte
Begræder han din Død.

PSYCHE.

O, han skal trøstes!
Hver Taare af hans Øie skal udslettes!

LEDA
der gaaer omkring og betragter Alt.

Er denne Sal, hvis marmorglatte Vægge
Mit Billed kaster straalende tilbage,
Er denne Sal dit Opholdssted, o Psyche?

PSYCHE.

Nei, her mit Maaltid kun beredes mig.

MYRIS.

Og denne Kuppel, som et Slør bedækker,
Hvad skjuler sig i den? thi milde Straaler
Mit Øie møder, naar det seer derop.

PSYCHE.

Et Chor af Stemmer skjuler sig bag Sløret,
Men siig mig, Elskte ...

LEDA.

Lykkelige Psyche!

PSYCHE.

Fortæl om Folket mig, om mine Venner!

MYRIS.

I Sørgedragt end dine Venner gaae,
Og Folket offrer end til Hekate,
Og beder hende lindre huldt din Smerte
Og skære dine fagre Lokker af.

PSYCHE.

O, siig de Kjærlige, at jeg er frelst,
At end mit Øie Dagen seer, at Foden
Betraadte ei den dunkle Dronnings Rige.

LEDA.

Fortæl din underfulde Skjæbne, Psyche!
Viis os din Rigdom, dine skjulte Skatte!
Før os omkring i Slottets gyldne Sale!

PSYCHE.

Følg med, I Hulde! Hvad jeg her besidder,
Er Intet dog mod Eders Kjærlighed.

De gaae ind i den næste Sal.

106
PSYCHE.

Fra dette Vindve af I Haven seer,
Der, stor i Omkreds, strækker sig til Skoven.
Til denne Have bragte Zephyr mig,
Da eensom jeg paa Klippen vented Døden.
Seer I den grønne Plet, af Roser krandset?
Der vaagnede jeg op, da første Gang
Paa dette Sted mit Øie hilste Lyset.

MYRIS,

See, Leda, hvor de høie Træer bugne
Af gylden Frugt - hvordan fra Green til Green
De purpurklædte Fugle muntert hoppe!
Og hvilken Farvepragt har Blomsterengen!
Og midt paa Engen see det høie Vandspring,
Hvis Straale taber sig i Luftens Hvælving,
Hvorfra som Perleregn den falder ned!

LEDA.

Vend imod Krattet hen dit Øie! See!
Seer du den store Flok af brune Daadyr,
Der flyver over Sletten som en Sky?

MYRIS.

Du rige Søster! Lykkelige Psyche!

LEDA.

Siig, hvilken Guddom skylder du din Lykke?
Hvo deler med dig denne Herlighed?

PSYCHE.

Her lever eensom jeg; kun Sangens Genier
Med deres hulde Toner er mit Selskab.
Men denne Rigdom, som Jer nu fortryller,
Og denne Pragt, er ei min Glæde, Søstre;
Thi hvad der fængsler Øiet første Gang,
Er ved det næste Syn ei meer det samme.

LEDA.

Og hvo har tydet dig Oraklets Svar? -
Hvor er din Brudgom, Psyche?

PSYCHE.

Jeg er ene;
Men følg nu med mig gjennem denne Dør!

De gaae videre.

Her, Søstre, I mit Badekammer see!

MYRIS.

Hvor køl og luftig denne Marmorgrotte!
Tyndtsnoede Søiler bære Loftets Buer,
Og blanke som Krystal er Badets Kummer.

LEDA.

Men hvorfra komme disse Toner? - Hør!
Snart lyder det som Regn, og snart som Havet,
Naar i en Storm det bryder sig mod Kysten.

PSYCHE
aabner en Laage.

See, Floden er det, der om Slottet strømmer.
Hist fra det steile Vandfald ned den bruser,
Men her den glider frem med sagte Vover,
Til i den fjerne Sø den taber sig.

MYRIS
seer ud.

Hvor klart og gjennemsigtigt dette Vand!

PSYCHE.

Nei stil dig her ved mig! her tæt ved Randen!
107 See, hvor dit Billed vinker dig fra Bunden;
Men rør dig ei, thi strax da flyer det bort.

LEDA.

Igjennem dette Rør gaaer Vandet ind;
Men langs med Væggen sig et andet snoer,
Hvorfra der strømmer ud en liflig Varme -

PSYCHE.

Det gjemmer Vandet fra den hede Kilde.

MYRIS.

Men hvortil leder denne hvalte Gang?

PSYCHE.

Til Slottets store Hal. Kom med, du Kjære!

Hun gaaer videre; de Andre følge hende gjennem Gangen, hvorfra de træde ind i Hallen.

LED A.

O hvilken Glands! mit Øie blendes fast.
Rubinrødt hvælver sig det høie Loft;
Og Væggene af dunkelrød Granat
Afspeile Salens hvide Billedstøtter:
Hist Gratierne - og Musachoret hist -
Og hist Apollo blandt Olympens Guder!
See, Myris, hvor det hvide Marmor farves
Af Væggenes og Loftets røde Skjær!

MYRIS.

Der staaer en Harpe i den fjerne Krog.
Hvo lærer dig Musikens Konst, o Psyche?

PSYCHE.

En Genius kommer hid i Aftenstunden.
Han viser mig de rette Greb i Strengen,
Og synger jeg, hans Stemme min ledsager.

LEDA
trækker et Forhæng tilside.

Siig, hvortil fører denne skjulte Dør? -

PSYCHE.

Ind til mit Sovekammer. Men følg med!
Stig herfra med mig til Altanen op,
Der har I Udsigt over hele Dalen.

LEDA.

Nei, før os ind i dette Kammer først!
Jeg brænder af Begjærlighed. Derinde
Sig vise maa din Brudgoms Hvilested.
Du rødmer, Psyche - O, fordølg os Intet!
Hvor er din Husbond? hvor den stolte Gud?
Thi hvilken Dødelig har slig en Bolig.

PSYCHE.

Jeg har jo sagt dig, her jeg eensom lever.
Spørg ei, hvor der er Intet, jeg kan svare,
Men følg ad denne Vei mig til Altanen.

LEDA.

Nei, viis os først dit Hvilested!

Hun aabner Døren og gaaer ind; de Andre følge.

MYRIS.

O, stille!
Jeg aander knap i denne Helligdom.
Paa dette Tæppe Fodens Trin ei høres;
Igjennem disse farvesmykte Ruder
Kun brudt og dæmpet Lyset falder ind.

LEDA
standser for et Maleri.

See, Myris, hvilket herligt Maleri!
108 Imellem Skovens spredte Træer Diana
Paa Jagt med sine Nympher!

MYRIS
betragtende det næste.

Venus sku!
I Morgenglands hun stiger op af Havet,
Og Vandet strømmer af de gyldne Haar.

LEDA.

Og her Oneiros - see de fagre Drømme!
De flyve rundt i Luften om hans Hoved.

MYRIS.

Og her Proserpina af Pluto røvet!
See, i det Fjerne Ceres staaer og strækker
Med Taarer sine Hænder imod Himlen;
Og hist Selene paa sin Flugt i Natten,
Fulgt af den store, hvide Svaneflok!

LEDA
seer sig om.

Saa her dit Sovekammer er, o Psyche?
Du Lykkelige! - Hist din Løibænk staaer,
Af Elfenbeen og Guld, hvor skjøn og herlig!
Ved Hovedgjerdet Leiets Skytsgud hviler.
Men reent mit Øie blendes - Myris, see!

PSYCHE.

See ei, o Myris! Psyche beder dig.

MYRIS
betragtende Statuen.

I Slummer hviler han - den høire Haand
En Fakkel holder, og et Slør den venstre.

LEDA.

Ha, det er Hymen!

MYRIS.

Hymen! - fagre Psyche,
Er her din Husbonds Leie?

LEDA.

Denne Dolk,
Som ligger her bag Hovedgjerdet skjult,
Er det dit Vaaben, Psyche, mod den Elskte?

PSYCHE.

En Dolk? Lad see! - Ja, min er denne Dolk:
Til Skjerm i Nattens Eensomhed jeg har den.

MYRIS.

Din Rødme og din Taare dig forraader.

LEDA.

Hvor er han, Psyche? Dølg det ei for os.

PSYCHE.

Tro mig, jeg taler Sandhed: Ingensinde
Mit Øie skuet har et Øie her,
Og ingen Skikkelse gik dette Blik
I Nattens stille Dunkelhed forbi.
Men gaae tilbage nu i Salen, hvor
Et Maaltid er beredt for Jer at qvæge;
Og denne Bøn endnu: frit ikke meer!

LEDA.

Vær ikke bange vi dig røbe skal;
Som du, o Psyche, ogsaa vi kan tie.

De gaae videre.

109

FEMTE SCENE

Salen. I dens Midte et Taffel. MYRIS og LEDA træde ind.

LEDA.

Ha, Myris! ei jeg bærer hendes Lykke.

MYRIS.

Hun er den Yngste af os; dog har Guderne
Ydmyget os i Støvet dybt for hende.

LEDA.

Og denne Rigdom, denne Herlighed,
Som knap mit Øie taaler - Alt er hendes,
Mens jeg ved den forhadte Husbonds Side
Foruden Nydelse henslæber Livet.

MYRIS.

Og jeg, o Leda! - Hvad blev vel min Lod?
En gammel Konges Sygevogterske,
Et Rov for et mistænksomt, skinsygt Øie,
En Gjerrigs Bytte, uden Rigdom selv.

LEDA.

Men hun, hvem Alle nys begræd som død,
Hun lever her et Liv som Himlens Guder,
Og nyder levende den Dødes Ære.

MYRIS.

Og sikkert troer jeg - thi hun selv sig røbed,
Og hvad hun dulgte, viste hendes Leie,
At med en Heros hun formælet er.

LEDA.

Nei, Myris, ingen Dødelig er han;
Thi Zephyr tjener ikke Støvets Sønner,
Og slig en Herlighed har Jorden ei.
Men er det sandt, hvad selv hun os fortalte,
At aldrig hun hans Skikkelse har seet,
Da, tro mig, er en Guddom hendes Husbond,
Og hun vil blive Moder selv til Guder,
Mens vi som Dødelige visne hen.

MYRIS.

Siig, Leda, kan du bære denne Skjændsel?
Skal hun, den Yngste og den Ringeste,
Sig hæve over os? Skal vi foragtes,
Mens hun Guddommeliges Ære nyder?
Skal vi af Tidens svare Byrde tynges,
Og vandre snart med bøiet Ryg mod Graven,
Mens hun, en Guddoms Hustru, hæves skal
Til Stjernerne, og hisset evig leve?

LEDA.

Ti, Kjære! og min Plan du høre skal;
Thi mens i Slottet rundt vi nylig vandred,
Mit Øre lyttede til Ates Røst.
Den lærte mig at vende Psyches Lykke,
Naar hun den snart vil miste, til os selv.
Paa hendes Husbond hviler hendes Skjæbne;
Ham skal hun dødelig fornærme, - ham
Skal hun opbringe mod sig, saa han straffer
Med Had og Vrede og Forviisning hende.
Men er hun borte først, da bringer Zephyr
110 Fra Fjeldets Rand os hid i hendes Sted;
Da dreier Nemesis sit lette Hjul,
Og hvad hun taber, Myris, skal vi -

MYRIS.

Stille!
Jeg hører Psyches Trin - hun nærmer sig.

SJETTE SCENE

PSYCHE. De Forrige.

PSYCHE.

Nu vederqvæg Jer, Elskte! Nyd og deel
Her efter eget Tykke Bordets Retter!
Tag, Myris, dette Bæger! - Dig, min Leda,
Jeg krandser her en duftende Pocal,
Hvis Indhold ei omtaage vil din Pande;
Thi mild som Melk er denne lette Viin,
Men at ei Tungen nu skal ene nyde,
Skal mine Sangere jert Øre glæde
Med klare Toner fra det høie Loft.

Hun vinker.

SANG
fra Salens Kuppel.

Over Skyen, som i Glands sig bader,
Staaer Olymperdrottens gyldne Bord;
Øverst throner Livets høie Fader,
Nederst sidder Musers fagre Chor;
Stolte Guder, straalende Gudinder
Rundt om Bordets Sider tage Plads;
Nympher, med de rosenrøde Kinder,
Varte op for Guder og Gudinder
I det lyse, hvælvede Palads.
Zeus, den høie, griber nu Pocalen,
Ganymedes skj enker Nectar i,
Alle Bægre fyldes rundt i Salen,
Alle bundne Tunger løses fri.
Men begeistret Musers Chor sig hæver,
Sangen toner i den hvalte Sal;
Alles Hjerte af Beundring bæver,
Guders Fader smilende sig hæver,
Rækker Chorets Fører sin Pocal.
Og Apollo tømmer den til Bunden,
Stemmer Lyren saa til Gratiers D ands,
Der begeistrede, med Smiil paa Munden,
Svæve frem i evig Ungdomsglands.
Rosensmykt i Dandsen Haaret bølger,
Mens de kredse rundt det gyldne Bord;
Hvert et Øie dem i Flugten følger,
111 Guders høie Bifald ei sig dølger,
Musers Toner laane Glæden Ord.

PSYCHE,

Forbi er Sangen - men du sukker, Leda?
Du ligesaa, min hulde Myris? - Siig,
Hvorfor saa tause, Søstre? - Hvad er hændet?

LEDA.

Stor er din Lykke, som det synes, Psyche,
Og dog, naar Alt min Tanke overveier,
Hvor rædselfuld din Lod!

PSYCHE.

Hvad vil det sige?

LEDA.

Nys, da du viste os din Herlighed,
Jeg glemte for et Øieblik min Sorg.
Nu stige atter frem de mørke Tanker,
Og lægge sig som Slanger ved mit Bryst.

PSYCHE.

Siig, Leda, hvad du veed, og ængst mig ei
Med gaadefulde Ord.

LEDA.

Saa viid da, Psyche!
At den Gemal, ved hvem dit Hjerte hænger,
Kun lidt er værdig til din Kjærlighed.

PSYCHE.

O, Kjære, tal ei slige Ord: du veed jo,
At uden Selskab her jeg eensom lever.

LEDA.

Hvad Læben vil fordølge, Øiet siger;
Men frygt ei for din Hemmelighed, Psyche!
Jeg kom ei hid som Speider; kun mit Hjerte,
Som bæver for dig, tvinger mig til Ord.

PSYCHE.

Og hvilken Frygt betynger da dit Hjerte?

LEDA.

Den Død. som blev dig spaaet, dig snart indhenter.

PSYCHE.

Du vil mig skræmme kun.

LEDA.

Saa hør nu Alt,
At ei du dine Søstre skal anklage
I Dødens Time, naar din Skjæbne kommer:
Din Husbond er de Dødeliges Skræk,
Er et Uhyre, rædselfuldt at skue,
Hvis Rov er Mennesker, hvis bedste Drik
Er Blod, som af det varme Hjerte strømmer.

PSYCHE.

Afskyeligt! Din Læbe lyver, Leda!

LEDA.

O, at du talte sandt! Hvor gjerne taalte
Jeg ei din Vrede, hvis jeg frelste dig;
Men husk Oraklets Ord, thi end bedrog
Apollos Røst ei Menneskenes Børn.

PSYCHE.

Siig, véed du Mere? thi jeg frygter ikke.

LEDA.

Nu vel! Saa viid, at Landets Folk har seet
I Morgenstunden din Gemal, som baded
I Floden sig, naar Slottet han forlod.

PSYCHE.

O, taler sandt du?

LEDA.

Ei din Tvivl mig krænker,
112 Thi hvilken Skjæbne er vel haard som din.
Men udspørg Myris, hvis ei mig du troer.

PSYCHE.

Ha, Myris, er det saa?

MYRIS.

Ja, hulde Psyche!
Ham Fiskerne og Jægerne har seet:
Hans Skikkelse var rædselfuld, hans Øie
Var glødende som Ild, og Blodet drypped,
Som paa et Rovdyr, fra hans Tunge ned.

PSYCHE.

Jeg Ulyksalige! - Ha, derfor skjulte
Sit Aasyn han for mig - og derfor kom
Med Natten han, og iilte bort med den;
Og derfor bød han mig en evig Taushed,
Og derfor frygted han de hulde Søstre,
At ei de skulde Alt mig aabenbare!

LED A.

Ja, derfor, Psyche, bandt hans Ord din Tunge.

PSYCHE.

Men ei min hele Nød endnu I veed;
Et knap fremspiret Liv til mit er knyttet,
Et Liv, som favnes vil af evig Nat,
Er for den lyse Dag mit Blik først lukket.

LEDA.

Jo, Alt, Ulykkelige, Alt vi veed;
Thi saa har Guden tydet sit Orakel,
At ei blot du, men Den, som du vil føde,
Skal finde Døden for Uhyrets Haand.

PSYCHE.

O Jammer, større end jeg bærer den!

LEDA.

Men end er Redning mulig, elskte Psyche!

PSYCHE.

Nei ingen Frelse! Hans er Magten her.
Paa Flugt er ei at tænke. Blot et Skridt,
Saa staaer han bag mig, og hans Hævn mig rammer.
O, den Forfærdelige! jeg ham seer,
Som da paa Klippens Top, forladt af Alle,
Mit Øie gjennem Nattens Mulm ham saae -
O, mine Søstre, var jeg dengang død!

LEDA.

Hør mig, o Psyche, end er Frelse mulig:
Gav dig ei Skjæbnen selv den Dolk i Haanden,
Hvormed du løse kan det grumme Baand?
Naar Natten kommer, naar isøvne hviler
Din frygtelige Husbond ved din Side,
Da reis fra Leiet dig paa sagte Fod,
Bøi hen dig over ham og sving din Dolk,
Og send til Tartarus den Rædselfulde.

PSYCHE.

O, Leda, hvilke Ord!

LEDA.

Brug kjækt din Dolk,
Til Værn for Livet og til Skjerm mod Døden.

PSYCHE.

Nei, ingen Redning meer!

LEDA.

Du tvivler, Psyche?
Husk paa, at ei dit Liv det ene gjelder.

113
PSYCHE.

Jeg vil - men bliv hos mig, forlad mig ei,
Staae mig i Nødens Time bi, o Søstre!

MYRIS.

Nei, vi tilbage maae til Fjeldets Tinde.
Forlænge tøved vi og alt vor Fader
Formoder død som dig de andre Døttre.

LEDA.

Os Zephyr venter hist i Slottets Forgaard,
Hvor alt til Flugt han breder ud sin Vinge.
Farvell Fat Mod, o Psyche! Følg mit Raad,
Thi kun i det er Frelse.

MYRIS.

Bæv ei, Psyche!
O staa ei modløs saa! Siig os Farvel,
Til bedre Tider atter vil os samle.

PSYCHE.

Farvel -

myris og leda bort.

SYVENDE SCENE

PSYCHE.

Hvad har jeg hørt? Som Lynet det mig traf!
Det skrækkelige Budskab knap jeg fatter.
Han, som jeg meer har elsket end mig selv;
Hvem alle Tanker gjaldt, for hvem mit Hjerte
Med Ærefrygt og med Beundring slog;
Hvis Ord i Natten var de gyldne Stjerner,
Hvortil fra Jorden op min Aand sig svang;
Hvis Kjærlighed var meer end Himlen mig,
Hvis Ønske var min Lov, hvis hulde Bøn
Mit Hjerte fængsled som en Guddoms Villie:
Han - Guden i mit Bryst, den høie, herlige -
Forvandlet til et rædselfuldt Uhyre,
Hvem jeg indvie skal til Dødens Nat!

Men jeg har intet Valg - ei for mig selv
Jeg bruger denne Dolk, som Skjæbnen gav mig;
Et andet Liv, en anden Sjæl, som Lyset
Endnu ei seer; en anden mægtig Røst,
Der, stum endnu, dog taler høiere
End alle Stemmer i mit eget Hjerte -
Ja, denne Røst af den Ufødte driver
Til blodig Daad min magtesløse Haand,
Og kalder, lig den fjerne, dybe Torden,
Frem i min Sjæl Forfærdelse og Gru.

Knæler.

Forbarm dig over mig, du Guders Fader!
Hvis Blik igjennemtrænger Nattens Mørke,
Hvis Øie skuer Støvets mindste Værk:
Forbarm dig over mig! Lad Atropos,
114 Naar denne Dolk jeg svinger, Saxen hæve,
Og fra den Frygtelige mig befrie!
Lad Thanatos sig nærme ved min Bøn,
Og bære, hyllet i det dunkle Dække,
Til Tartarus min rædselfulde Brudgom!

Reiser sig.

CHORET.

Over Skyer din Stemme
Gaaer til evige Stjerner,
Hvor, paa dræbte Titaners
Blødende Hoveder, Skjæbnens
Mørke Gudinder hvile.
Klotho Guldtenen holder,
Lachesis Traaden spinder,
Den, som binder til Livet
Menneskers flygtige Sjæle;
Men i det Fjerne venter
Atropos, bøiet af Alder,
Krandset med graanede Lokker,
Væbnet med Dødens Sax.
Guders og Menneskers Fader,
Holdende Skjæbnens Vægtskaal,
Skuende Skaalen synke,
Vinker som Lynet i Natten;
Pareen hæver sit Vaaben,
Traaden hun sønderskærer,
Da er Menneskelivet
Svundet, og Øiet brister.
Tusindfold Jammer og Nød
Truer den Dødelige,
Medens han vandrer paa Jorden:
Armod, Hunger og Pest,
Tvedragt, Anger og Frygt,
Sværdhug og blinkende Spyd;
Men om end samtlige Guder
Sluttede Kreds, for at skjerme
Menneskets uvisse Liv:
Intet formaaer ham at frelse,
Hæver den evige Parce
Saxen paa Skjæbnens Bud.

PSYCHE.

Hun alt den hæver! Truende den blinker!
Den blanke Dolk mig Frygten gi'er i Haand,
Og frem, som mod en Afgrunds Rand, mig driver
Den Angst, der nu mit Hjerte fast omspænder.
Ja, Eumeniderne jeg skuer alt!
115 De ryste Lokkerne paa deres Hoved,
De fjernt sig holde, som mit Bud de vented,
Men kun et Vink, og strax de styrte frem!

Bort.

OTTENDE SCENE

genierne.

FØRSTE.

Gjennem Borgen, i sin Qval og Qvide,
Vandred Psyche med betynget Fod;
Med sit Hjertes Angst hun saaes at stride,
Hvergang sukkende hun stille stod:
Ingen Ro dog Frygten hende lod,
Og i hendes Kind, den marmorhvide,
Steg og svandt det febervarme Blod.

ANDEN.

Som et Løv i Stormen dybt hun bæver,
Som det knuste Rør hun bøiet staaer,
Naar for Tanken frem det Billed svæver,
Hvori Frygtens Vanvid Sjælen naaer:
Hendes Husbond, som mod hende gaaer
Vild og voldsom, mens han Dolken hæver,
Som i hendes Hjerte dybt han slaaer.

TREDIE.

Piint af Angst i Slottets stille Sale,
Flygter hun i Skovens Hvælving ud,
Gjennemstreifer Tornerosens Dale,
Saarer blodig Fodens fine Hud;
Og som daaret reent af Skrækkens Gud,
Bringe hende Lundens Nattergale
Selv i Floitetoner Dødens Bud.

ALLE.

Saa i Jammer seer hun Dagens Straaler
Synke ned bag Skyens Purpurbræm,
Medens Natten af de fulde Skaaler
Mørkets Strøm udgyder over dem.
Mørket driver atter Psyche hjem,
Hvor, mens Dødens bittre Qval hun taaler,
Lampen hun og Dolken tager frem.
- Stille nu! thi Amor hist sig nærmer
Med de svævende, de lette Fjed:
Skulderkappen Pilekog'ret skjermer,
Buen ved hans Side hænger ned;
Øiet, straalende af Kjærlighed,
Gjennem Luftens dunkle Hvælving sværmer,
Kinden, som i Længsel, blusser hed.

116

NIENDE SCENE

AMOR
kommer.

Saa staaer jeg atter i mit stille Slot,
Hvor med de sænkede, de sorte Vinger
Den tause Nat er ind ad Døren traadt.
Dyb Stilhed Huset udenfor omringer,
Og her har Slummergudens lette Finger
Med sagte Tryk den Huldes Øie lukt.
En mægtig Længsel mig tilbage bringer;
Saasnart i Vesten jeg saae Dagen slukt,
Som af sig selv min Vinge hæved sig til Flugt.
Mig seer ei Psyche, dækt af Søvnens Bind,
Men let mit Øie Mørket gjennemtrænger
Og skuer Smilet paa den Fagres Kind.
Ei ovenfra mig Lyset vinker længer,
Min Stjerne vugges nu af Drømmens Gænger,
Og i mit Hjem den mig til smiler sødt.
Tidt ved dens milde Glands mit Øie hænger,
Naar Psyche hæver sig paa Leiet blødt,
Ja, tidt har Stjernen da i hendes Blik jeg mødt.
Tys! var det ikke Nattergalens Sang? -
Fra Haven fjernt den trænger til mit Øre
Og hilser mig med hulde Toners Klang.
Ei Mørket disse Toner kan tilsløre,
Dem kan saa klart som jeg den Elskte høre,
Dem har i Eensomheden hun til Trøst.
Den svundne Glæde de tilbageføre,
Naar de forkynde, som med Haabets Røst:
Med Natten, Psyche, kommer Amor til dit Bryst!

Gaaer ind.

TIENDE SCENE

Efter en lang Pause træder PSYCHE med sagte Fjed ud fra Sovekamret. Hun gaaer hen i Hjørnet af Salen, og henter frem af et Skjul en Dolk og en svagtblussende Lampe.

PSYCHE.

Nu er det Tid; thi dybt i Slummer hviler
Den Frygtelige. Fra hans Side sneg
Med sagte Skridt jeg mig, og her er Maalet. -
Men hvorfor ryster paa min Haand jeg saa?
Hvi stiger atter for mit Øie frem
Det hulde Billed, som jeg selv mig danned,
Før mine Søstres Ord med Gru mig fyldte:
Hiint Billed af den herlige Gemal?
Igjen jeg seer det: veemodsfuldt det staaer
Med lyse Lokker om den hvide Skulder,
117 Med Fingren paa de rosenrøde Læber,
Og vinker ad mig med alvorligt Blik.
Nei, nei, du fordums Elskede! ei dig
Skal Livet jeg berøve; ikke dig,
Som jeg tilbeder end, skal denne Haand
Til Orcus sende ned. For hiint Uhyre,
Som truer med den rædselfulde Død
Ei mig alene, men et andet Liv,
For ham er denne Dolk, men ei for digl

Hvad hæver mig? - Som om en Guddom styrked
Min Villie ved sin Nærhed, saa jeg føler
Ved Skrækkens Tanker nu min Kraft at voxe.
Omkring min Isse svæver Hævngudinden;
Med Slaget af sin Vinge hun mig rører,
Og høit mit Haar hun løfter i sin Harm.
Saa kom da, min Gudinde! Styrk mig Armen!
Og du, o skarpe Staal, du som mig Skjæbnen
I Nøden gav til Redning og til Frelse,
Vær du som Lynet i min svage Haand!
Suus gjennem Natten hen og træf hans Hjerte,
Og bring fra mig det dræbende Farvel!

Hun gaaer igjennem de aabenstaaende Døre ind i Sovekamret, nærmer sig Sengen og løfter Dolken med bortvendt Hoved.

Nu - nu - dog jeg vil see den Frygtelige,
At ei min Haand skal feile -

Hun holder Lampen op for Sengen, hvor Amor slumrer, og styrter skjælvende paa Knæ. Høie Guder!

Hvad seer jeg! - Er mit Blik da ei fortryllet?
Er det da ei en Drøm, der Øiet daarer,
Saa det for Tartarus Elysium seer?
Er dette Sandhed? - Fryd, som vil mig dræbe!
Han, han, den høie Amor, er min Husbond:
Hans Vaaben og hans Skjønhed mig det siger!
Tabt i Beskuelsen.
Hvad var mit Hjertes Billed imod dette,
Hvad hvert et jordisk Syn, som jeg har skuet,
Mod denne Guddoms lyse Majestæt?
O, faure Kinder, dækt af gyldne Lokker,
En Himmel, skjult bag Morgenrødens Slør!
O Rosenlæbe, hvoraf Smilet fødes,
Mens Høihed throner paa den hvalte Pande!
Men Lyset grumt sig skjuler - hulde Øine!
Jeg seer igjennem Dækket eders Straaler,
Som Stjerners Glimt igjennem Nattens Sky.
118 Her hænger Buen med den gyldne Streng,
Og der ved Siden ligger Pilekog'ret.
Hvor skarp og skjøn enhver af disse Pile,
Der bringe Menneskene Fryd og Sorg!

Rører ved en af Pilene og ridser sig i Fingeren.

Jeg bløder - tag min Bod og mig tilgiv!
Din Piil forraader mig din Guddomsmagt;
Med større Kraft mig Flammen gjennemgløder,
Og Taaren af mit Øie trænger frem. -
- Hvor trygt han slumrer. Hviil, o hviil, du Elskte!
Kun som en Drøm lad mig din Læbe kysse,
Og med min Lampe flygte saa igjen -

Hun bøier sig ned for at kysse ham, hvorved en Draabe Olie falder fra Lampen paaAmors Skulder. Han vaagner.

AMOR.

Hvad Smerte vækker mig af Nattens Slummer? -
Ha, Psyche med en Lampe og en Dolk!
Dit Øie funkler - dine Hænder skjselve;
Vil du mig myrde, Psyche? -

PSYCHE.

Amor, Naade!
O, Naade for din Hustru, som dig elsker.

AMOR
staaer ud af Sengen.

Ha Furie! er det din Kjærlighed?
Er det den Troskab, som du har mig svoret?
Du feige Morderske, som lister dig
Med Søvnen til den Værgeløses Leie!

PSYCHE.

O, straf mig kun, men tilgiv mig min Skyld!

AMOR.

Nei ingen Naade, rædselfulde Psyche!
Den Dolk, som du har røvet fra mit Leie,
Er Vaabnet, hvormed Troløshed jeg straffer,
Naar Menneskenes Bøn om Hævn mig naaer.
Du selv nedkaldte Hævnen over dig,
Og Baandet mellem os er sønderskaaret.

PSYCHE.

Hør mig, du Høie, hør mig før du dømmer!

AMOR.

Alt veed jeg, og jeg vidste det forud:
Af dine Søstres Ord blev du bedaaret;
Af dem forført, har du din Troskab sveget,
Har overtraadt mit Bud om evig Taushed;
Af dem forledt, har denne Dolk du hævet
Med blodig Lyst imod mit Hjerte -

PSYCHE.

Hør mig!
Og lad mig døe, hvis ei du kan tilgive.

AMOR.

Ei bøier jeg, o Psyche, Skjæbnens Villie;
Dens Bud du hørte, dengang jeg dig bad
At staae taalmodig Prøven ud til Enden.
Du lokked mig en Ed af mine Læber,
Og hvad du daarlig vilde, har du naaet.
119 Vi sees ei meer! Bag Hjemmets Muur skal aldrig,
Som før i Kjærlighed, vi huldt forenes.
Fra denne Stund min Vei er skilt fra din,
Mit Øre døvet er for dine Bønner,
Og ei min Hilsen Natten meer dig bringer,
Naar her i Stilhed hæver sig dit Suk.
Paa Jorden skal forladt du eensom vandre!
Men jeg mig svinger til Olympens Sale,
For hos de hulde Muser at forglemme
Dit Hjertes Falskhed og din Troløshed.

Bort.

ELLEVTE SCENE

PSYCHE.

Det er forbi! min Dom han afsagt har;
Ved ingen Bod min Brøde kan udsones,
Og til en qvalfuld Eensomhed jeg dømmes.
Men jeg vil ikke leve - denne Jammer,
At skilles evig, og dog altid møde
I Hjertet hans Erindring, ei jeg bærer.
O Herlige, som mig forstøder, tag
Mit sidste Suk som sidste Troskabspant!
Dig elsker jeg! Mig Døden selv berøver
Ei denne Tanke: jeg var Amors Hustru,
Ei denne Trøst: jeg eengang var dig kjær.
Med dig drog Livet bort og Haabet svandt,
Og hvad der før var rædselfuldt, min Død,
Er nu det Eneste, som jeg begjærer!

Aabiier en Dør, som fører ud til Floden.

Du klare Bølge, som i evig Fart
Mod Havet ruller, modtag du mit Støv,
Og vask min Pande reen for hver en Brøde,
Og bær mig i din bløde Arm til Hades!
Snart vil jeg træde i det dunkle Rige,
Hvor selv en Skygge, Skyggerne jeg møder;
Og spørger mig en stille Røst: hvo er du?
Da svarer jeg: den Psyche, ak, hvem Amor
Har elsket, og hvem Amor har forstødt. -
Men nu Farvel, du Lykkens glade Bolig,
Som uden ham er bittre Qvalers Hjem!
Til dine Mure jeg endnu betroer
Det sidste Afskedssuk til min Gemal,
Den sidste Bøn, at han vil mig tilgive.

Kaster sig i Floden - Lampen slukkes.

120
CHORET
fra det Fjerne.

Hjertet, det kjærlige,
Vugges
Under de rindende Vande;
Øiet, det herlige,
Lukkes
Under den døende Pande.
Bølgen skjuler vor Lyst!
Hvad er tilbage? -
Dæmpet af Klage
Mindets den eensomme Røst!

121

TREDIE ACT

FØRSTE SCENE

En Kyst af Landet. Foran ruller Havet, hvori Floden, der strømmer ned fra Dalen, falder ud. Tidlig Morgenstund før Solens Opgang. Tre Nympher: AJA, KORA og EULIMENE, tilligemed PHANTASUS, sidde og fiske; de to Første med et Net ved Floden, de andre To med Angler ved Havet.

KORA
synger:

Mig fortryller Nattens dunkle
Høitidsdragt,
Naar fra gyldne Stjerner funkle
Glands og Pragt,
Naar de mørke Skygger stige
Tause frem,
Og de sidste, ængstelige
Straaler vige
Bort som Taager mellem dem.
Da sig aabner Hjertets Kammer,
Længe lukt;
Mindets Lys i Mørket flammer
Dobbelt smukt;
Stilhed nærmer sig fortrolig,
Øiet gaaer
Op til Guders klare Bolig:
Fast og rolig
Borgens Stjernehvælving staaer.

AJA.

Meest jeg elsker Dagens fulde
Straaleglands;
Livets friske, Haabets hulde
Blomsterkrands,
Og den lette Flod, som dandser
Perlereen
Langs med Skoven ned, der standser,
Der bekrandser
Bølgen med sin grønne Green.
Mildt sig aabner Glædens Øie,
Liv og Lyst
Med de fulde Toner bøie
Hvert et Bryst;
122 Amor da hvert Hjerte fritter:
Høit han leer,
Naar bag Skovens grønne Gitter
Frem han titter,
Og den muntre Faun han seer.

EULIMENE.

Mig kun lokker Aftnens Rødme;
Da hver Barm,
Svulmende af Længsels Sødme,
Hæves varm.
Brudte dale Solens Pile
Matte ned,
Og mens Krigens Mænd sig hvile,
Stjerner smile
Til de Unges Kjærlighed.
Sagte rinder Dalens Kilde
Klar forbi;
Fuglen fløiter Elskovs stille
Melodi;
Rundt om Bækken Nympher sove,
Maanen rød
Bryder gjennem dunkle Skove:
Kildens Vove
Aabner Straalerne sit Skjød.

Solen staaer op i Horizonten.

PHANTASUS.

Bølgen skummer,
Morgenhavet, vakt af Slummer,
Klæder sig i hvide Slør;
Duggens Vande
Glide ned ad Nattens Pande
Og i Luften Perler strøer.
See, fra Østens blanke Stjerne,
Fra det Fjerne,
Paa et Leie af Koral,
Svømmer, over Bølgen gynget,
Kæmpestor og Tang-omslynget,
Frem en Purpur-Muslingskal.
Midt i Havet,
Halv af Bølgerne begravet,
Skallen standser,
Og dens skumbedækte Pandser
Aabner sig, et Øie lig;
Mørket svinder,
Lyset funklende oprinder,
Og Auroras unge Kinder
Under Laaget vise sig:
Stille sødt den Hulde sover,
123 Brystet svulmer fuldt og ømt,
Havets Vover
Mumle om hvad hun har drømt.
Hurtig nu paa spredte Vinger
Søvnen sig iveiret svinger,
Og fra Leiet, koldt og haardt,
Selv hun springer,
Stryger med sin Rosenfinger
Haarets gyldne Lokker bort:
Himlens Bue,
Jordens Dale,
Skovens Sale,
Bjerge, Høie,
Lyset suge
Af det straalerige Øie,
Af de varme Kinders Blod;
Medens Bølgerne neddykke,
Sagte trykke
Tusind Kys paa hendes Fod,
Og hun selv det Blik udsender,
Der bestraaler Land og Kyst og Bugt,
Hvor den Sky, som Glandsen arved,
Hurtig vender
Purpurfarvet
Imod Vesten sig paa Flugt.
See, hvor Vinden
Dobbelt rød nu kysser Kinden!
Luften hendes Ild ei dræber,
Den kun fanger hendes Suk,
Mens de rosenrøde Læber
Drikke Morgenhimlens Dugg;
Og i Havet ud hun springer,
For at dæmpe Hjertets Brand
Dybt i Badet, der omringer
Skallens perleklædte Rand.
Smilende hun Bølgen tynger:
Høit den gynger,
Og den slynger
Halv med Skjælven, halv med Lyst,
Blødt omarmet,
Blidt opvarmet,
Bæltet om Auroras unge Bryst.

AJA.

See, hvor Skummets Perler, runde, bløde,
Rødme ved de lyse Bølgers Dands!

KORA.

See, hvor Engens Blomster, nys saa døde,
Leve op igjen i Morgenglands!

124
EULIMENE.

See, hvor Østens Roser, purpurrøde,
Slynge sig om Himlen som en Krands!

ALLE TRE.

Lyset alle Farver nu forynger!
Høiere sig hæver Jordens Barm,
Mens den rødmende Aurora gynger
Med sit friske Smiil i Bølgens Arm.

AJA.

Stille, Søstre! Hvad er det jeg seer?
Hist paa Floden frem en Qvinde svømmer:
Øiet lukket er, som om hun drømmer,
Fod og Haand sig rører ikke meer.

KORA.

Strømmen snart i Nettet hende fører;
Men en Guddom over Bølgens Top
Hendes blege Hoved holder op,
Saa den vaade Seng det ei berører.

PHANTASUS
som nærmer sig med EULIMENE.

Kun til hendes Skulder stiger Vandet,
Dog er Læben blaa, som død hun var.
Hurtig, Søstre! Nettet træk paa Landet! -
Som vor Fange nu vi hende har!

De drage Nettet op.

ANDEN SCENE

PSYCHE. De Forrige.

EULIMENE.

End bedøvet hviler hun, og Armen
Kraftesløs i Græsset synker mat;
Kold er Kinden, koldere dog Barmen,
Ak, af Livets Varme reent forladt.

AJA.

Nei, hun vaagner - see, hun aabner stille
For den klare Dag igjen sit Blik!

KORA.

Atter ruller Blodets varme Kilde,
Atter hendes Kinder Farve fik!

PHANTASUS.

Atter Læbens Rose frisk udspringer,
Atter Pulsens Slag fornemmer jeg.
Hør! hun sukker - Sukket op sig svinger;
Ned mod Døden meer hun bøies ei.

KORA.

I den køle Morgenluft hun bæver,
Tynget af det vaade Klædebon.

AJA.

See, mod Jorden støtter hun sin Haand!
Op fra Græsset hun sig langsomt hæver.

PSYCHE
skuende omkring.

Siig, hvor er jeg? - Tog i Favn mig Døden?
Har mig Livet og dets Angst forladt?
Seer jeg i Elysium Morgenrøden,
Trøsterinden for den lange Nat? -

125
EULIMENE.

Nei, dit Øie skuer end Aurora!
End din Læbe føler Zephyrs Kys,
Og af nyligfødte Børn af Flora
Leiet redtes, hvor da hviilte nys.
Denne Dugg, som her dig Kinden væder,
Det er Lunas Graad i Nattens Sal;
Det er Jorden, som din Fod betræder,
Moder til din Glæde og din Qval.

PSYCHE.

Ja, Erindring vender nu tilbage,
Fylder med sin Smertesstrøm mit Bryst;
Atter hører jeg den dybe Klage,
Som et Echo af mit Hjertes Røst.

AJA.

Jag den mørke Skygge fra din Pande!
Hviil dig trøstig kun ved Haabets Barm!
Thi en Guddom over Flodens Vande
Bar dig, frelst fra Døden, i sin Arm.

PSYCHE.

Ak, fra Døden er jeg frelst til Smerte!
Ak, fra Undergang til Jammer kun!
Atter sidder Pilen i mit Hjerte,
Atter ligger Sukket paa min Mund.

KORA.

Hør mig du, hvis Øie Taaren tynger,
Du, hvis unge Sjæl er Sorgens Rov:
Hist bag Løvets Hegn, hvor Fuglen synger,
Dybest inde i den dunkle Skov,
Boer den gamle Pan, den vise Hyrde,
Som for alle Smerter kjender Trøst;
Han skal lette dig dit Hjertes Byrde,
Læge med sit Fløitespil dit Bryst.

PHANTASUS.

Og igjennem Skoven skal jeg lede
Til den glade Hyrdegud din Fod,
Skal dig vise hver en Fuglerede,
Hver en Muldvarp under Træets Rod.
Alle Veie jeg i Skoven kjender,
Ofte gik jeg paa den krumme Sti,
Der paa Engen foran Hulen ender,
Hvor den klare Kilde gaaer forbi.

PSYCHE.

Ræk mig Haanden! jeg med dig vil følge.

AJA.

Pan, den vise, skal dig give Raad.

PHANTASUS.

Søstre, pas imens ved Havets Bølge
Paa min Angel og min Medetraad!

Gaaer bort med PSYCHE.

KORA.

Nu til Arbeid atter, hvor den friske
Bølge skummer i den dybe Strand!
For i Havets rørte Vand at fiske,
Atter Net og Angel ud fra Land!
Anden Mading sætte vi paa Krogen,
126 Stramme Snøregarnet fast og tæt;
Kun herind, I Fisk! men ikke Nogen
Slipper ud igjen af vores Net.

NYMPHERNE.

Ja, til Arbeid atter, hvor den friske
Bølge skummer i den dybe Strand!
For i Havets rørte Vand at fiske,
Atter Net og Angel ud fra Land!

TREDIE SCENE

Tyk Skov. phantasus og psyche.

PSYCHE.

Dybt fører du mig ind i Skoven, Lille!
Alt længe vandred vi, og tæt og tættere
Det dunkle Dække hvælves over os.

PHANTASUS.

Snart er den halve Vei tilbagelagt,
Og snart den mørke Hvælving vil fortyndes,
Og Lyset gjennem Løvet skinne frem.

PSYCHE.

Men denne Stilhed skrækker - hvor er Frelse,
Hvis frem den vilde Ulv af Krattet brød?

PHANTASUS.

Stol trygt paa mig!

PSYCHE.

Paa dig? - Og hvem er du,
Som, skjøndt et Barn, dog kjender ei til Frygt?

PHANTASUS.

Mit Navn er Phantasus; den gamle Nyx
I denne Skov mig fødte. Her min Vugge
Stod høit i Træets Top, af Grenen gynget.
Her lærte jeg de muntre Fugles Sprog,
Thi hver en Morgen kom de til mit Leie
Og bragte Føde mig i deres Næb.
Men da jeg større blev, jeg førtes til
Den gamle Pan, som lærte mig at tolke
Den klare Kildes Rislen og hver Susen
Af Vinden, naar den Skovens Løv bevæged.
Hos ham henleved jeg min Barndoms Dage,
Kun mine Søstre, som vi nys forlode,
Og Skovens fagre Nympher var mit Selskab;
Dog kom hver Aften i Besøg min Moder,
Som tog paa Armen mig og kjæled for mig,
Og mig fortalte tusind Eventyr.
Da hørte jeg om mine ældre Søstre,
Om Nattens mørke Døttre, om de fjerne,
Ukjendte Brødre, som jeg aldrig saae.
127 Hvad Jord og Himmel skjuler og bevarer,
Min Moders Ord mig aabenbared, thi
Hun gammel er og kjender alle Ting.
Hun skued Venus, der af Havet steg,
Og var tilstede dengang Amor fødtes;
Hun mægtig er, den gamle hulde Moder,
Og mig af Alle allermeest hun elsker,
Thi jeg er hendes alleryngste Søn.

PSYCHE.

Saa hun tilstede var ved Amors Fødsel? -
Om Amor, ak, fortæl mig hvad du veed!

PHANTASUS.

Og kjender Amor du?

PSYCHE.

Ei meer - ei mere.

PHANTASUS.

Før Amor blev, fortalte mig min Moder,
Var Jorden øde og Olympen stille,
Og Livet sagte kun i Alt sig rørte.
Da skete det, at Skjønhedens Gudinde,
Da hun en Nat paa Havets Bølger kjørte,
Af hvide Svaner trukket og omhvælvet
Af Stjernehimlen, dybt i Slummer sank.
Hun drømte, at den gamle Uranos
Steg ned af Luften og omfavned hende,
Og talte disse gaadefulde Ord:
"En Søn du føde skal, hvis Lige Himlen
Endnu ei saae og aldrig meer vil skue;
Hvis Kraft selv Tordenguden føle skal,
Hvis Skjønhed selv vil overgaae hans Moders,
Hvis Liv skal Livet tusindfold forynge,
Og bringe Dødelige Lyst og Qval;
Men ingen Landse skal hans Hænder føre,
Og intet Sværd, thi Buen er hans Vaaben,
Og Buens vingelette Piil hans Magt." -
Da vaagned Venus - og i hendes Skjød
Den høie Amor laa, et lille Barn,
Med rosenrøde Kinder, gyldne Lokker,
Og Øine dunkelblaa som Havets Dyb.
En Krands af Skum hang om hans lyse Haar,
Men trilled ned ad Kinderne som Perler,
Da første Gang mod Stjernerne han saae.

PSYCHE.

O, veed du Mere? Intet mig fordølg!

PHANTASUS.

Da til Olympen ham hans Moder bragte,
Begyndte der i Lysets høie Sale
Et andet Liv; thi Gratierne kom
Af Skyen frem og dandsed om hans Vugge.
128 Og Muserne sig viste første Gang.
Men Nympherne opdrog den lille Amor,
Hvem tidt som Barn de førte hid i Lunden,
Til Leg med mig og mine fagre Søstre:
Da bar han alt sin Bue og sit Kogger,
Med Pile fyldt, som selv han havde dannet
Af Fuglefjer og Nattergales Næb.
Og ofte gik vi sammen gjennem Landet,
Og naar han saae de smilende Hyrdinder,
Han skød i Hjertet dem sin lette Piil:
Da gik i Taarer deres Latter over,
Til Lilier sig forvandled Kindens Roser,
Høit under Sløret hævede sig Barmen,
Og skjælvende og sukkende de stod.
Jo meer de ængstedes, desgladere
Vi Begge blev, og naar tilsidst de sank
I Græsset ned og væded det med Taarer,
Vor høie Latter gjennem Skoven klang.

PSYCHE.

Hvad, Amor lo ved Menneskenes Sorg?

PHANTASUS.

Ja, dengang var saa flygtig han som Fuglen,
Og lille var han, knap saa stor som jeg.
Men da fra Jordens Dale Bønner steg
Til Zeus om Naade for de unge Hjerter,
Lod Livets Fader frem Anteros komme,
En Søn af Venus, smilende som Amor.
Og snart Anteros voxte og blev stor;
Men Dag fra Dag blev ogsaa Amor større,
Og vandred stille med sin yngre Broder,
Thi Begge meer end Alt hinanden elsked,
Og Begge kappedes i Liv og Væxt.
Fra den Tid af jeg saae ei Amor meer,
Dog har min Moder mig fortalt, at han
Er tidt alvorlig nu og kjender Taarer
Og Længsels dybe Suk saagodt som Smiil.
Men hvad - du græder? Hvorfor græder du?

PSYCHE.

De gamle Sorger ængste nu mit Hjerte.

PHANTASUS.

Græd ei, men hør nu efter hvad jeg siger:
Snart er ved Maalet vi, kun denne Bro,
Der smal og krum sig hvælver over Floden,
Er mellem os og Hyrdegudens Bolig.
Men denne Bro er farlig at betræde;
Hvis Svimmel dig et Øieblik betager
Og Foden glider, styrter du i Dybet.
Thi bøi dit Hoved ned, at jeg om Panden
129 Dig binde kan mit Slør. Med det for Øiet
Gaaer tryg du over Broen ved min Haand.

PSYCHE.

Gjør som du vil, thi Faren bedst du kjender.

PHANTASUS tager sit Slør af Skulderen og binder det PSYCHE for Øinene.

PHANTASUS.

Skrid fremad nu, just som min Haand dig fører.

PSYCHE.

Men hvor forandret er den dunkle Skovvei!
Ukjendte Syner vexle for mit Blik.

PHANTASUS.

See op tilhøire! - Siig mig hvad du skuer.

PSYCHE.

Jeg skuer fjerne Bjerge, hvor paa Randen
Af Klipperne et Chor af Piger dandser.
Knap røre de med Foden Fjeldets Tind,
Mens frit i Luften Klædebonnet flagrer.

PHANTASUS.

Det er de skyomslørte Oreader,
Der evig unge boe paa Bjergets Top.
Men see i Dybet ned, mod Flodens Bølge!

PSYCHE.

En Flok af Nympher seer jeg der at svømme;
Med Siv omkrandsed' er de mørke Lokker,
Der svæve lig et Slør paa Vandet hen.
Og hist ved Bredden Andre hvile sig,
Som fast i Armen holde gyldne Kummer
Og store Krukker, hvoraf Vandet strømmer.

PHANTASUS.

Najaderne det er. Men sku tilvenstre,
Mod Egeskoven hist!

PSYCHE.

O hvilket Syn!
Ved hvert et Træ jeg seer en Nymphe sidde
I græsgrøn Dragt med Liliekrands om Panden,
Og som i Slummer sænker hun sit Hoved,
Mens rundt om Stammen hendes Arm sig snoer.
Hun rører sig - o see! medeet bevæged
Sig Kronens Løv; medeet de slanke Grene
Sig bøied dybt, og hør! fra Stammens Bark
Der strømme klare Toner os imøde.

PHANTASUS.

Det er Dryadens Sang! Med Træet født,
Den glade Nymphe synger mens det blomstrer,
Men visner Træet, hendes Liv er endt.

PSYCHE.

Og vender opad jeg mit Blik mod Luften,
Jeg tusind Fugle seer, som ei jeg kjender,
Og Skikkelser, som aldrig før jeg skued.

PHANTASUS.

Det er de høie Guders Sendebud,
Der flyve rundt til alle Verdens Kanter,
130 Og bringe Budskab til de Dødelige,
Og atter Bønner til Olympen hjem:
De lyse bist er gyldne Haab, og hine,
Som flyve stormende, er Hjertets Ønsker,
Og hine dunkle bære Nattens Drømme.
Men stands nu her! Vi alt er over Broen.
Nu lad mig løse Sløret af din Pande,
Thi Pans den dunkle Grotte seer jeg hist.

Han løser Sløret af PSYCHE.

PSYCHE.

Hvordan! Paa eengang alle Syner svundne!

PHANTASUS.

Og dog er meer end Drøm hvad du har skuet.
Men følg nu med mig over Sletten hen!
I Græsset seer jeg Pan; han ligger stille,
Og sig fornøier med sit Fløitespil.

PSYCHE.

Han vender sig herom.

PHANTASUS.

Han alt har seet os!
Afsted! Han vinker ad os med sin Fløite.

FJERDE SCENE

pan, phantasus og psyche.

PHANTASUS.

Hil Skovens Pan!

PAN.

Hvad fører dig, o Søn,
Saa tidlig hid?

PHANTASUS.

En Gjest jeg her dig bringer.

PAN. En stille Gjest! Til PSYCHE.

Med hvilket Navn dig nævne?

PSYCHE.

Du Psyche skuer, Amors Elskerinde,
Hvem den Guddommelige fra sit Hjerte
For evig har forstødt.

PHANTASUS.

Ha, Psyche du?
Hvis Rygte bredte sig i Verden rundt,
Hvis Skjønhed vakte selv Gudinders Avind!

PAN.

Og hvad har ledt din Fod til mig, o Psyche?

PSYCHE.

De fagre Nympher priste høit din Viisdom;
Thi gik med Phantasus jeg hid fra Havet,
At hente Raad og Trøst og Bistand her.

PAN.

Alt hvad dig hændte, veed jeg. I Olympen
Din Skjæbne godt er Guderne bekjendt,
Og mig min Fader Hermes den fortalte.

PSYCHE,

Hvis Alt du veed, saa ræk mig Hjælp i Nøden,
Thi hvert et andet Haab mig svigter nu.
Ja, hvis du Kjærlighedens Lyst har kjendt.
Og al den Qval, som den en Sjæl bereder,
Naar med den Elskede den flygter bort;
Hvis du har skuet i et Blik, som fyldte
131 Med Længsel dig, og seet det lukkes til;
Hvis du har lyttet til en kjærlig Stemme,
Der pludselig sin Mildhedstone tabte
Og haard og streng forkyndte dig din Dom,
Da fatter du den Nød, som jeg nu prøver.
Skaf Hjælp og Raad! Led mig til Trøstens Væld!
Og lad mig lære af dit vise Ord,
Hvordan jeg atter vinder Amors Hjerte,
Hvordan jeg soner hvad jeg har forbrudt.

PAN.

Kom hid, o Psyche! Hviil dig her i Græsset,
Og lad mig stryge Haaret fra din Pande,
Og skue dybt dig i det klare Blik;
Thi denne Magt jeg fik, at see i Sjælen.

PHANTASUS.

Ha, gamle Pan, fortæl mig hvad du seer!

PAN.

Hvad nu jeg skuer, ikke du forstaaer;
Men vel jeg seer, at denne Sjæl er reen,
Og at ei Brøden har dens Skjønhcd plettet.
Thi vær kun freidig, Psyche! Hvis dig lykkes
Den stolte Venus at forsone, som
Dig ene hader af de høie Guder,
Da vil du atter vinde Amors Hjerte,
Og dermed Lykken, som for dig gik tabt.

PSYCHE,

Men hvor skal da den Himmelske jeg søge,
Og hvilket Ord formilder hendes Harm?

PAN.

Naar Dagen helder, selv jeg vil dig lede
Til Venusborgen, hvor i Glands hun throner;
Dog hvad du der maa gjøre, for at bøie
Gudindens vrede. Hjerte til Forsoning,
Det kan dit eget Sind kun lære dig.

PSYCHE.

Men hvis hun ei forsones, da, o Pan!
Da giv mig Raad, hvor jeg den Død skal finde,
Som jeg i Floden har forgjæves søgt.

PAN.

Som Jordens Døttre du er utaalmodig,
Og rolig veed du ei din Sorg at bære,
Skjøndt alle Sorger ligne Nattens Skygger,
Der eengang flygte vil for Dagens Glands.
Thi viid, at ogsaa jeg, hvem her du seer,
Har prøvet Elskovs Smerte og bevarer
De sørgelige Minder i mit Bryst.

PHANTASUS.

Og det har aldrig du mig sagt! Fortæl mig
Din Kjærlighed.

PSYCHE.

Lad mig din Skjæbne høre,
At den kan styrke Haabet i mit Bryst.

PAN.

Saa viid, at ei jeg stedse her har boet,
132 Og ikke altid levet her som Hyrde.
Som Bjergbeboer tidJig alt jeg fulgte
Til Indien den høie Bacchus og
Som Kriger i hans Hær vandt Roes og Hæder.
Da jeg tilbage kom, var Jagt min Lyst:
Ved Dag og Nat paa Bjergene jeg streifed,
Mit Maal var Vildtet i de dybe Huler
Og Fjeldets Ged paa Klippens høie Tind.
Da skete det en Aftenstund, at jeg,
Der træt af Jagten gik til Floden Ladon
For mig et Bad at tage, skued Syrinx,
Den skjønne Nymphe, som i Græsset laa.
Hun saae mig ei, men gjennem Buskene
Betragted jeg den Fagre, medens Luna
Med milde Straaler fængsled hendes Blik.
O, hvor er Ord, som tolke dette Syn!
Som du, o Psyche, var hun ung og deilig,
Og som den lyse Maane venlig blid.
Jeg traadte frem, at tolke høit min Elskov,
Men da hun skued mig, hun hurtig flygted,
Thi hæslig som jeg var, jeg skræmmed hende.

PHANTASUS.

Siig, var du dengang skægget, Pan, som nu?

PAN.

Ja, vildt om Hovedet mig Haaret hang,
Mig Skægget naaede ned til Bæltestedet,
Og allerede furet var min Pande.

PSYCHE.

Men hvilken Ende fik din Kjærlighed?

PAN.

En sørgelig! thi skjøndt med varme Bønner
Den hulde Nymphe daglig jeg bestormed,
Blev hende meer og mere jeg forhadt.
Sit Øre lukked hun for mine Ord,
Og naar hun fra det Fjerne saae mig komme,
Drev Synet af mig hendes Fod paa Flugt.
Da hændte det en Morgen, at jeg atter
I Skoven hende traf, med Krandsen flettet
Omkring de mørkebrune, lange Haar.
Vildt svulmed Hjertet i mig af Begjær,
Og vildt forfulgte jeg den lette Syrinx,
Der flygted ilende med Stormens Fart.
Saa løb omkap vi gjennem Skoven hen,
Og alt hun vakled paa sin Fod, og snart
Jeg drømte mig den Hulde ved mit Hjerte,
Thi Flodens Bølger standsed hendes Løb:
Da sank i Knæ hun og bønfaldt sin Fader,
Flodguden, om at bringe hende Frelse,
Og til et Sivrør pludselig forvandlet,
133 Da jeg mig nærmed, stod ved Floden hun;
Men Vinden rørte Sivets Top, og Toner,
Som aldrig før jeg hørte, aldrig siden,
Igjennem Luften veemodsfulde klang.

PSYCHE.

Du arme Pan!

PAN.

Til Jorden sank jeg ned,
Og mens jeg græd, det slanke Siv jeg brød,
Og af de brudte Rør jeg sammenføied
Til Trøst i Nøden denne Hyrdefløite.
Paa den jeg spilled, hvergang Sorgens Minder
Sig nærmed til min Sjæl, og Smerten løste
I hulde Toner da sig lifligt op.
Men Jagten og det vilde Liv blev mig
Fra denne Stund forhadt, og jeg blev Hyrde
Og Hyrdefolkets Lærer her omkring.

PSYCHE.

Og er du trøstet nu for al din Sorg?

PAN.

Den stille Skov jeg daglig nu beskuer,
Og hvad mig Guder i min Ungdom lærte,
Da mig Udødeliges Lod blev skjenket,
Det lærer jeg de unge Hyrder nu;
Men nærmer stundom sig en mørk Erindring,
Forvandler jeg ved Fløiten den til Glæde.
Seer du, o Psyche, denne Fløite - Syrinx
Jeg kaldte den til Minde om min Elskov -
Fra den udstrømmer Trøst og Harmoni.

PSYCHE.

O lad mig høre disse Toner, PanI

PAN.

Syng du, o Phantasus, og jeg skal følge
Din Stemme med de blide Toners Klang.

PHANTASUS.

Nei munter skal din Tone mig ledsage!
En Sang om Amor vil jeg Psyche synge,
Og fylde hendes Sjæl med Gudens Lyst.

Pan blæser paa Syrinx til Sang af

PHANTASUS.

Fjernt i Tiden,
Da kun liden
Amor var;
Da med Dukken
Ham til Vuggen
Nympher bar;
Da hans Blikke
Endnu ikke
Flammer tændte,
Det en Midnatsstund sig hændte,
Hvad min Moder skuet har.
Alt var stille,
Hos den Lille
134 Nymphen sad:
Træt hun sover,
Barmens Vover
Skilles ad;
Sløret viger,
Brystet stiger,
Løsnet ruller
Haaret ned om Hals og Skulder,
Sænket dybt i Søvnens Bad.
Ud af Sengen
Venusdrengen
Let da staaer;
Thi som Lynet
Skjønhedssynet
Her ham slaaer;
Høit han fryder
Sig, og bryder
Af sin Vugge
Gængen nu, den høire smukke,
Gylden som hans gyldne Haar.
Glad i Aanden
Han i Haanden
Holder den,
Gaaer saa stille
Til den milde
Nymphe hen;
Maaler Barmen,
Og ved Armen
Gængen bøier,
Og som Brystet den forhøier,
Ud og ind og ud igjen.
Da tilskue
Kom en Bue,
Livets Trøst,
Som betvinger,
Naar den klinger,
Hvert et Bryst.
Nymphens Hjerte
Gav den Smerte;
Fra en Vugge
Tog den med sig Drøm og Sukke,
Gudens Glæde gav den Lyst.

PSYCHE.

Jeg Buen kjender, som du synger om;
En af dens Pile har tilblods mig ridset.

PHANTASUS.

Ja farligt er det, blot at røre ved den.

135
PAN.

Nu hviil dig, Psyche; thi naar Dagen helder,
Den lange Vandringsvei dig forestaaer.

De gaae ind i Grotten.

FEMTE SCENE

Venus' Palads. VENUS paa sin Throne. I Baggrunden NYMPHER. Paa Thronens nederste Trin sidder AMOR.

VENUS.

Siig, standser ei endnu din Klagestrøm?

AMOR.

Deelt mellem Sorg og Fryd, jeg vel maa kJage.
Bestandig Psyches Billed seer jeg for mig,
Snart blegt og skjælvende, som da i Natten
Jeg selv forkyndte hende Skjæbnens Dom,
Og klart min egen Grusomhed jeg læser
I Billedets de smertefulde Træk;
Men nærmer atter sig det lyse Haab,
Som hæver Fremtids Dække for mit Øie,
Og viser mig min fagre Hustru smykket
Med Evighedens lyse Diadem:
Da frydes jeg, som stod ved Maalet hun,
Da følger Tanken hende høit til Himlen,
Hvor Guders Fader hende Skaalen rækker,
Til Randen fyldt med Livets friske Drik.

VENUS.

Men end, o Amor, er ei Timen kommen;
End hænge Skjæbnens tvende Skaaler lige,
Og ingen Gud, selv ikke Himlens Konge,
Kan bøie Vægtens Tunge som du vil.
Selv maa din Hustru Skjæbneloddet lægge
I Lykkeskaaien, og den Seierskrands,
Der smykker de Udødeliges Tinding,
Hun selv maa vinde, hvis dit Haab skal krones.

AMOR.

Jeg veed det, men jeg frygter ei for Psyche;
Thi som de Himmelske hun modig er,
Og trofast som de bedste Dødelige,
Og rig paa Kjærlighed som ingen Anden.
Men du, o Venus, du hvem det blev givet
At prøve hendes Tro i Livets Trængsler,
Vær ei for streng imod den Angerfulde,
Og knuus ei reent den sorgbetyngte Sjæl!

VENUS.

Hvor er dit Hjerte daaret nu af Elskov,
Hvor er dit Øie blindt, naar ei du seer,
At kun i Flammerne kan Guldet luttres.
Dybt hun ydmyges skal; den sidste Rest
Af Stolthed jeg af Brystet vil udrydde;
Spot, Haan, Foragt skal hendes Hjerte døie;
I Støvet skal hun bøies; denne Skjønhed,
136 Som Verdens Læbe før saa høit beundred,
Skal nøgen blegne for mit strenge Blik.
Alt skal hun gjennemgaae, fra Trin til Trin,
Ja lære kjende selv den mørke Død;
Thi først i Døden det sig vise vil,
Om hun er værdig til en evig Lykke,
Om Alt hun tabe kan, for Alt at vinde.

AMOR.

Men jeg den Hulde styrke vil i Prøven:
Den halve Vægt, som hendes Skulder tynger,
Den halve Sorg for Psyche vil jeg bære.

VENUS.

Vel veed jeg, at din Magt har hende frelst,
Da hun fortvivlet styrted sig i Floden,
Og Nympherne af Bølgen hende drog;
Men først naar Underverdnen Psyche fængsler,
Vil Lænken løses, som dig selv nu binder;
Vil atter Magt du faae, til frem at træde
I jordisk Form for Dødeliges Blik.

AMOR.

Men useet hendes Vei jeg tør omsvæve,
Og nære Haabets Gnist, at ei den slukkes.

EN HEROLD

træder ind.
For Slottets Port, o Venus, Psyche staaer,
Og dig begjærer hun at faae itale.

VENUS.

Før hende frem!

herolden bort.

AMOR.

Her knæler jeg for dig!
Vær ikke haard mod Psyche, skaan den Hulde!

VENUS.

Din Bøn jeg agter ei. Men fly, o Amor!
Din Hustru kommer, hvem du ei tør møde.

AMOR.

Ja, lad mig flye! thi ei mit Hjerte bærer,
At see ydmyget Den, jeg elsker høit.
Bort.

VENUS.

Forsamler Jer, o Nympher, om min Throne!

NYMPHERNE nærme sig og stille sig paa begge Sider af VENUS, medens PSYCHE føres ind.

SJETTE SCENE

venus og psyche.

VENUS.

Nærm dig, o Psyche!

PSYCHE træder skjælvende frem med udslagne Haar, og knæler foran Thronen.

PSYCHE.

Venus! himmelske
Og høie Herskerinde! Skjønheds Dronning!
Hvem Havet fødte og hvem Jorden ærer,
Hvis Lov boer paa de Dødeliges Læber:
O, bøi dit Øre naadigt til min Bøn!

VENUS.

Saa jeg er skjøn i dine Øine, Psyche,
Og himmelsk paa din Læbe - du, hvem Alle
137 Til Himlen hæve for dm Deilighed,
Hvem Landets unge Hyrder kalde Venus
Og fast tilbede som de høie Guder.
Kom! Lad dog ei saa bange! Knæl ei, Psyche,
Men nærm dig dristig kun! Bestig din Throne,
Og jeg i Støvet vil for dig mig b Øie,
Og række dig mit Skjønheds-Diadem. - ·
Du tier - stolte Psyche, intet Svar?
Fortjener Gudens Moder ei et Ord,
Og har din Slægtning Intet du at sige?
Hvad, græder du? Græd ei, du Himmelske!
Kast ei de dyrebare Perler bort,
Hvormed du kjøbe kan saamange Hjerter.
Vær ei forsagt! Du er jo Amors Hustru,
En halv Gudinde, deilig selv som Venus.
Fra Gudens Slot du kommer jo - gav Amor
Dig Budskab til sin Moder? - Svar mig, Psyche!

PSYCHE.

O, spot ei Smerten, som mit Hjerte ængster!
Alt har jeg tabt, og kun det sidste Haab
Paa dig, guddommelige Dronning, hviler.
O, sænk dit Øies Straaler naadigt ned!
Du Himmelske! forbarm dig over mig,
Og lad endnu engang mig Amor skue!
Et Suk til ham, saa vil jeg gjerne døe,
Et Blik endnu, saa lad mit Øie lukkes,
Et Ord kun, som Tilgivelse mig bringer,
Lad saa hver Glædeslyd for mig forstumme!
- See, dybt i Støvet knæler jeg for dig,
Din Fod jeg kysser - stød mig ikke bort,
Forstødt af dig, har intet Haab jeg mere.

VENUS.

Hvor flyde Ordene dig let fra Læben!
Din Kind den blusser, og dit Øie flammer.
O Skade, at ei Jordens Sønner see dig
I denne Time; dybt i Støvet faldt de,
Og offrede til Psyche som til Venus.
Men kast dit Klædebon, og lad mit Øie
Din underfulde Skabning see, thi Rygtet
Fortæller, at den Gratiens selv fordunkler.

PSYCHE.

O, hav Medlidenhed med den, som sørger!

VENUS.

Nei, Psyche! - Amors Hustru, som du kaldes,
Tør vel sin Deilighed hans Moder vise.
Kast Klædebonnet af og løs dit Bælte!
Hvad - tøver du? - Ha, Nympher, tving den Stolte!

nympherne klæde psyche af.

PSYCHE.

Er du saa grum, o Venus? Ingen Naade, Kun Hævn jeg læser i dit mørke Blik.

138
VENUS. NU, RUYGTET

nar ei overdrevet, Psyche!
Som Marmor hvide skinne dine Lemmer,
Og krusede de brune Lokker falde
Dig over Svanebarmen som et Slør.
Høit hæver sig dit unge Bryst - din Midie
Er smækker som et Siv, og rund er Armen,
Og kort og smal din Fod, og fiin din Haand.
Seer du, o Psyche, jeg dig ei misunder,
Thi høit min Læbe priser jo din Skjønhed;
Og jeg begriber nu, at Jordens Sønner,
Naar denne Deilighed du blotted for dem.
For dig selv Himlens Venus kunde glemme.

Hun staaer op.

Nu græd ei, Psyche! thi foruden Selskab
Du bliver ei, skjøndt jeg dig nu forlader;
Paa alle Væggene du Speile seer,
Og tusinddobbelt skuer du dit Billed,
Og kan fortrylles af din egen Glands.
Men derhos vil jeg tvende Genier sende,
Som skal dig Eensomheden her forkorte:
Mod deres hulde Toner bøi dit Øre,
Og luk ei Hjertet til for deres Trøst!

venus bort, fulgt af nympherne.

SYVENDE SCENE

PSYCHE ene. Hun sætter sig taus ned paa Thronens Trin og skjuler sit Ansigt med Hænderne. SORG og LÆNGSEL, to Genier, træde ind og stille sig hver paa sin Side af hende.

LÆNGSEL.

Husker Amors
Fagre Kinder,
Du, o Psyche?
Og hans Øies
Guddoms-Straaler,
Og hans røde
Rosenlæbers
Friske Glands?
Og hans Arm, den bløde, kjærlige,
Og hans lyse Lokkers herlige,
Gyldne, dufterige Krands?

PSYCHE.

O, hvilke Minder kalder du tilbage!

SORG.

Aldrig mere
Vil du skue
Amors Øie!
Aldrig mere
Skal hans Arm dig
139 Huldt omslynge,
Skal du hvile
Ved hans Bryst;
Ei hans Aande, mild og luftende,
Ei hans Mund, som Blomster duftende,
Vækker meer dit Hjertes Lyst!

PSYCHE.

O, smertefulde Gjenlyd af min Klage!

LÆNGSEL.

Husker Amors
Ømme Sukke,
Du, o Psyche?
Og hans Læbes
Varme, hulde,
Trøsterige,
Tonefulde,
Søde Ord?
Og hans Bøn, den kjærligt stammende,
Og hans Kys, det heftigt flammende,
Naar han Kjærlighed dig svor?

PSYCHE.

O, maa jeg denne Lykke nu erindre!

SORG.

Aldrig mere
Vil hans Stemmes
Klang du høre,
Vil hans milde
Ord dit Hjertes
Længsel stille,
Vil hans varme
Kys du faae;
Ei din Taare nu, den rindende,
Ei dit Suk, i Luften svindende.
Til den Herlige kan naae!

PSYCHE.

Slet ud, o Taare, disse Sorgens Ord!

LÆNGSEL
holder et Speil for PSYCHE.

Seer du Amor?
Hist han flyver,
Ud mod dig sin
Haand han rækker,
Armen strækker
Han i Smerte
Mod dit Hjerte,
Fordum hans;
Tag min Vinge nu, den hævende,
Flyv til Amor, til den svævende.
Som dig vinker i sin Glands!

PSYCHE
reiser sig.

Ja, laan din Vinge mig! Til ham jeg maa!
140 O, stands mig ei! Paa Flugt, paa Flugt til Amor!
Kun ved hans Hjerte kan jeg Hvile faae.

SORG
vender Speilet om.

Seer du Døden
Hist sig nærme?
Ned den fører
Over Floden
Dig til Hades,
Hvor du aldrig
Gudens Billed
Skuer meer:
Han mod Himlen svæver smilende,
Du med Døden vandrer ilende
Did, hvor Skygger kun du seer.

PSYCHE.

Nei, selv i Døden skal jeg ei ham finde!
O ræk - o ræk en Draabe mig af Lethe,
At jeg kan Alt forglemme og forgaae!

Synker til Jorden.

SORG
kaster et mørkt Slør over PSYCHE bøier sig over hende og synger:

Om den Dødeliges Vugge,
Moderleiet redt saa nær,
Sværmer alt med stille Sukke
Sorgernes den mørke Hær.
Lette Taarer Øiet dugge,
For det første Smiil at dræbe;
Skriget aabner Barnets Læbe
Med det første Morgenskjær.
Og naar Barnets Tid er runden,
Ungdoms korte Lyst forbi,
Falmet Krandsen, som var vunden,
Svundet Elskovs Trylleri -
Ak, naar Drømmen er forsvunden,
Som just Livet skulde smykke:
Gjemmer selv den døde Lykke
Dødens Sorger indeni.

141

FJERDE ACT

FØRSTE SCENE

Vild Bjergegn. AMOR træder op.

AMOR.

Her lad mig standse! Her er Stedet jo,
Hvor paa sin Vandring hun forbi maa komme;
Igjennem denne Kløft sig Stien snoer. -
Min Fod er træt. Som Høgen jager Duen,
Har Angst og Uro drevet mig omkring,
Og ingen Glæde gjeste vil mit Bryst,
Før Psyches Prøvetid er heelt tilende.
Forgjæves steg jeg op til Guders Bolig;
Tom var mig Himlen, thi hun var der ikke,
Og Musers Sang kun vakte Længsel efter
Endnu engang at høre hendes Røst.
Forgjæves tyede ned jeg dog paa Jorden
Og blanded mig igjen i Livets Vrimmel,
Thi hvert et Syn, som minded mig om hende,
Mig viste kun den Elskede som tabt.
Da mærked jeg, at Sorg boer allevegne,
Men Trøsten kun i Eensomhedens Skjød.

Hvor eensomt her! Rundt om mig nøgne Klipper;
Ikkun en enkelt Plet, hvor Græsset spirer,
Et enkelt Træ, hvor Ravnen eenlig sidder,
Og hæs og hungrig skriger efter Rov
Midt paa den øde Vei til Dødens Rige.
Men dog paa denne Vei mig Trøsten møder!
Thi denne Vei skal hendes Fod betræde,
Paa denne Sti hun vandre skal, naar Hermes,
Hvem mine Bønner kaldte fra Olympen,
Til Underverdnens Porte hende fører.
Men stille! Op fra Dybet lød en Røst -
Ja, min Forventning hun imøde kommer!
Hist gjennem Kløften stiger alt den Hulde
Og nærmer langsomt sig ved Gudens Haand.
Afsted, at ei mod Skjæbnens Bud hun seer mig!
Til Fjeldets steile Rand jeg vil mig svinge,
142 Og mens i Dybet her hun gaaer forbi,
Vil jeg, i Bjergets Taageslør indhyllet,
Usynlig følge hendes stille Gang.

ANDEN SCENE

HERMES og PSYCHE komme vandrende.

HERMES.

Skjælv ei, o Psyche! thi en Gud mig sendte,
For paa din Smertes-Vei at staae dig bi.

PSYCHE.

Og du min Fod til Hulen lede vil,
Der fører gjennem Jorden ned til Hades?

HERMES.

Ja velbekjendt mig Veien er; thi viid,
At til din Følgesvend du Hermes har,
Der fører bort de Hedenfarnes Sjæle,
Og viser Veien dem til Plutos Slot.

PSYCHE.

O, saa forbarm dig ogsaa over mig,
Og lær mig Dødens Smerter at betvinge,
Thi knap formaaer mit Hjerte dem at bære.
Men har fra Dødens Angst du løst min Sjæl,
Da viis mig Vei til Underverdnens Dronning,
Den mørke Hekate, til hvem mig Venus
Med Bøn og Budskab her nu skikker ned.

HERMES.

Og hvad, o Psyche, er dit Ærende?

PSYCHE.

Hos Dødsgudinden skal jeg Æsken hente,
Der indeslutter skjulte Tryllekræfter,
Som fast kan holde det Forgængelige.
I denne Æske gjemmes Skjønhedsmidlet,
Der Jordens Skjønhed evig frisk bevarer;
Og hvo som eier denne Skat, kan aldrig
Af Tiden bøies: evig ung og deilig
Hun vandrer i de Dødeliges Chor.
Men kun bag Døden, kun hos Hekate
Kan Æsken hentes. - Mig, o Hermes, sendte
Gudinden ned til Orcus efter den.

HERMES.

Det var paa denne Vandring, jeg dig traf,
Da du paa Jorden sad, og hede Taarer
Ad dine blege Kinder strømmed ned?

PSYCHE.

Ja, Døden gik med Taarer jeg imøde;
Thi tung den sidste Hilsen er til Livet,
Er fattigt end paa Glæde dette Liv.
Men vel jeg veed, at kun min Undergang
Forsoner Skjønheds Dronning, skjøndt jeg bar
Taalmodig alle Plager, som hun sendte,
Og alle Byrder, som hun lagde paa mig;
Thi stedse leved Haabet i min Sjæl,
At jeg tilsidst dog vilde Amor møde.

143
HERMES.

Og hvormed piaged dig da Gudens Moder?

PSYCHE.

Fra første Dag, jeg kom til hendes Borg,
Hun tvende Genier mig til Selskab gav,
Der uafladelig mit Hjerte ængsted,
Idet med himmelsk Fryd de snart det fyldte,
Og snart det saarede med Smertens Braad.
Ei blot i Venusborgen de mig fulgte,
Men selv i Skoven ud blandt vilde Dyr,
Naar der jeg sendtes ud, for Bær at sanke.
Thi aldrig Ro den Himmelske mig lod,
Til hvert et Ærende, som Fare bragte,
Hun brugte mig, og stedse var jeg lydig,
Thi Kjærlighed mig styrked paa min Gang.
Meest var til Qval mig dog min Morgenvandring,
Naar jeg tiljelds blev skikket, hvor blandt Drager
Og Kryb og Slanger Kilden vælder frem,
For til Gudinden Skjønhedsvand at hente.
Da vented hvergang jeg min sidste Stund;
Men hvergang faldt paa Fjeldet jeg i Slummer,
Og naar jeg vaagnede, var fuld min Kande.
Midt i min Nød, da følte jeg mig trøstet,
Som var en Gud mig nær i al min Jammer,
Som lytted til mit Suk en evig Magt.
Men tidt paa Veien Skræk og Angst betog mig.
Naar da ved Skovens Strøm jeg stod, der bruser
Med fulde Bølger ned fra Klippens Tinde,
Jeg vilde søge Døden i dens Skjød:
Dog neppe hæved jeg min Fod til Springet,
Da var det, som fik alle Vinde Stemmer,
Som hørte jeg i Luften Amors Røst,
Og ned i Graad jeg sank ved Træets Rødder,
Til Sorgen var i Taarer smeltet hen.

HERMES.

Du hulde Psyche!

PSYCHE.

Mange Dage svandt
Saaledes hen for mig i Suk og Taarer;
Men da jeg ingen Frelse skued meer,
Da ingensinde Amors Blik jeg mødte,
Blev svagt og svagere mit Hjertes Haab,
Og nu er reent det svundet. Ned til Døden
Mig Venus sender nu: det mørke Rige,
Hvorfra ei nogen Sti tilbage fører,
Skal skjælvende og mat min Fod betræde.

AMOR
usynlig.

End lever Haabet for din Sjæl at glæde!

PSYCHE.

Ha, hvilken Røst! - O Hermes, hørte du
De klare Toner, som fra Luften lød
Og sig i Bjergets Gjenlyd tabte brat?

144
AMOR.

End er ei Psyche af sin Ven forladt!

PSYCHE.

O Trylleri! Maa Amors Røst jeg høre
I denne Time før min sidste Stund?

HERMES.

Ja, nær dig Guden er, skjøndt ei du seer ham;
Alt hvad din Sjæl nu ængster, han fornemmer.

PSYCHE.

End er ei Psyche af sin Ven forladt!
O var det muligt! Skal jeg Amor møde,
Ei blot paa Dødens Vei, men bag dens Nat? -
Du Elskede, som skjuler dig for mig,
O tal igjen i Toner til mit Øre,
Lad atter mig din milde Stemme høre!

Efter en Pause.

Nei, ingen Lyd afbryder Luftens Stilhed.
Hans Røst forsvandt; men Haabet, som den fødte,
Her i mit Hjerte vil jeg holde fast.

HERMES.

Ja, gjør det, Psyche! Men følg nu med mig,
Til Træet hen, der skygger over Rrønden,
Hist hvor den klare Kilde sprudler frem.
Der hviil et Øieblik din trætte Fod;
I Græsset ned dig sæt, mens jeg dig lærer,
Hvordan du Dødens Rædsler skal betvinge,
Og uskadt gjennem Dybet finde Vei.

PSYCHE.

Ja, gyd mig Mod i Sjælen med dit Ord!
Her vil jeg hvile! her blandt disse Blomster,
Der lokke Øiet huldt med Glands og Farve.
Siig, Hermes, hvilket Navn har denne Blomst?

HERMES.

Narcissus kaldes den.

PSYCHE.

Hvor dybt den bøier
Sin ranke Stængel med den lyse Krone,
Som om den vilde speile sig i Brønden.

HERMES.

Den søger ogsaa Dybet, som du selv.
Men hør nu efter, hvad du har at gjøre,
For at ei Dødens Rige skal dig fængsle,
Naar over Grændsen først din Fod er traadt.

PSYCHE.

Ja lær mig Døden i min Død at undflye!

HERMES.

Naar gjennem Hulen, hvortil jeg dig fører,
Du eensom vandret er, da seer dit Øie
En Slette, som ved Floden Styx sig ender,
Hvor Færgemanden Charon du vil møde.
Før du til Overfart hans Baad betræder,
Ræk taus af disse Mynter ham den ene,
Og naar fra Orcus hjem igjen du vender,
Betal den anden ham i Færgeløn;
Thi uden Løn sin Baad han løser ei. -
Naar da paa Flodens Vand du vugges, Psyche,
Da hverken tal, ei heller see dig om,
145 Thi bag ved Baaden vil en Skygge svømme,
Der trygle vil om Bistand og om Frelse;
Og naar paa Hades' Bred iland du stiger,
Hvor du en Flok af gamle Koner seer
Ved Væven syslende, som vil dig bede,
At hjælpe og tilhaande dem at gaae,
Da gaa dem taus forbi; thi Alting skeer,
For af din Haand at lokke disse Brød,
Hvormed du Dødens Vogter tæmme skal,
Og hvis du mister eet, er du fortabt.
Paa høire Bred af Floden nu du skuer
Den mørke Plutos Slot, og foran dette
Med trende Ho'der Cerberus at ligge.
Vildt gjøende med sine trende Struber
Den springe vil mod dig; men ræk kun Brødet
Den stille hen, og træd ad Porten ind.
Her vil en Skygge føre dig til Salen,
Hvor Hekate, den strenge Dronning, throner.
For hende røgt dit Ærende fra Venus,
Og bed om Æsken, fyldt med Skjønhedsmidler;
Men modtag ei den Spise, hun dig byder,
Thi smager du en Mundfuld, er du bunden
Foruden Redning fast til Mørkets Hjem.
Har hun til Afsked let berørt din Pande
Og rakt dig Gaven hen, da gaa tilbage;
Men lad af intet Syn dig lokke bort
Fra Veien og af ingen Lyd dig skrække.
Gaa taus igjen forbi de blege Skygger,
Ræk hen til Cerberus det andet Brød,
Til Charon giv den anden Mynt, men vogt dig,
At ikke du i Dybet Æsken aabner,
Og finder Døden, hvor du nær var Frelsen.

PSYCHE.

O Hermes, dybt i Angst mit Hjerte bæver!
Ved dine Ord forsvundet er mit Mod,
Og alt mit Blod forvandler sig til Iis
Ved Tanken om den mørke Charon og
Den vilde Cerberus og Dødens Dronning.
Ei tør til Hekate mit Blik jeg hæve;
Min Haand vil skjælve, naar hun den berører,
Mit Øie briste, naar det møder hendes,
Og Frygt og Rædsel lamme vil min Fod,
Saa den ei meer til Lyset finder Vei.

HERMES.

End har du Valget, Psyche. Ingen Gud
Dig tvinger mod din Villie. Vend tilbage,
Fortæl den høie Venus al din Jammer,
146 Og stig blandt Dødelige atter ned,
Og lev, foruden Amor, uden Smerte.

PSYCHE.

Foruden Amor leve - Hvilken Afgrund
Oplader du, o Hermes, for mit Blik!
Hvad er selv Dødens Svælg med al sin Smerte,
Med al sin Nød, der sammenknuger Hjertet,
Med sine vilde Syner, mod den Afgrund,
Hvor kun en evig Tomhed har sit Hjem,
Hvor i et evigt Tab hvert Haab gaaer under,
Hvor Livet er en evig langsom Død,
Og Hjertet i hvert Slag sit Savn fornemmer.
O Hermes! hvor er her et Valg at træffe?
Ræk mig din Haand! thi modig vil jeg følge.
Det Fremtidsliv, hvis Tomhed du mig viste,
Har vakt hver Kraft, der slumred i min Sjæl.
Et nyfødt Haab sig rører i mit Bryst;
Høit skal det løfte mig paa stærke Vinger
Mod Evighedens Stjerner, naar min Fod
Fra Lyset stiger ned i Mørkets Rige!

HERMES.

Og jeg skal lede dig til Dødens Port,
Hvorfra du Veien eensom vandre maa.
Men end til Afsked drik af Kildens Bølger,
At du maa styrkes til din lange Vandring.

PSYCHE bøier sig ned over Brønden, øser Vand med Haanden og drikker.

PSYCHE.

Hvorhen, o Hermes, nu?

HERMES.

Ad denne Sti,
Og snart ved Fjeldets Grændse vil du staae.

PSYCHE.

Saa hav nu Tak, du Træ, som gav mig Skygge!
Hav Tak, o Kilde, af hvis friske Bølger
Jeg øste Styrke til den tunge Gang!

Gaaer bort med HERMES.

TREDIE SCENE

AMOR
kommer frem paa Veien.

Bort vandrer hun - see, meer og meer hun svinder,
Igjennem Kløften ned hun stiger alt,
Hvor Bjergets Taage, som mit Øie blinder,
Nys som et Dække over Dybet faldt.
Men hendes Minde lever overalt!
I Græsset Fodens lette Spor jeg skuer,
Med Luften hendes Aande jeg indsuger,
I Himlens Glands afspeiles hendes Kinder,
I Skyens Flugt det Savn, hun har fremkaldt.
Ak! hvi mod Skyen løfter jeg min Pande?
Det Haab jo svinder, som jeg stirrer paa.
147 Til Brønden ned! ned til de stille Vande,
Der gjennem Dybet nu lig Psyche gaae!
For dem min Lyras Strenge vil jeg slaae,
Indtil jeg seer Najaden op at dukke;
Hun paa sin Bølge skal min Længsel vugge,
Hun i sit Bæger skal en Drik mig blande,
Hvoraf det syge Haab kan Kræfter faae.

Han gaaer ned til Brønden, tager af sin Skulder en lille Lyra, sætter sig paa Randen og synger:

Lyt til Lyrens Toner
Her fra Brøndens Rand,
Du, hvem Skummet kroner
Bag det sølvblaa Vand:
Lette Nymphe, stille
Hæv dit Hoved op,
Op fra Brøndens Kilde,
Over Bølgens Top!
Perler ei du sanke
Meer i Dybets Sal!
Hurtig fyld din blanke,
Krandsede Pocal!
Og en Drik, som qvæger
Styrkende min Aand,
Ræk mig i dit Bæger
Med din hvide Haand!

NAJADEN

stiger op paa Vandets Overflade.
Dybt paa Kildebunden
Har jeg hørt din Sang,
Blidt i Aftenstunden
Ned til mig den klang;
Og af Perlesalen
Gik jeg hurtig ud,
Hurtig jeg Pocalen
Fyldte paa dit Bud.

Rækker AMOR et Bæger.

AMOR.

Hvor du traf det nøie!
Just et bredfuldt Maal -

Vil drikke.

Ha, hvad seer mit Øie
I din fyldte Skaal!
Er mit Blik da hildet
Nu af Trylleri?
Psyches fagre Billed
Svømmer jo deri!

NAJADEN.

Da hun før sig bukked
Over Brøndens Dæk,
148 Mens paa Bølgen vugged
Sig de skjønne Træk,
Hende fangen tog vi,
Og til Bunden let
Hendes Billed drog vi
I det vaade Net.

AMOR.

O, hvor ligt det svømmer
Paa den klare Drik!
Lukt, som om det drømmer,
Er det hulde Blik.
Skaalen op jeg fører
Til min Læbe kun,
Læben da berører
Psyehes søde Mund.

Han drikker.

NAJADEN.

Bort i Perler rundet
Er det blanke Vand;
Billedet forsvundet
Er paa Læbens Rand -

AMOR.

Nei, til Hjertet rinder
Det med Draaben ned!
Fast min Sjæl det binder
Med sin Kjærlighed.
Tag igjen dit Bæger!

Kaster det i Brønden.

Det i Dybet gaaer,
Rask det sig bevæger,
Snart det Bunden naaer.
Selv bliv du tilbage,
Thi min Barm er trang;
Syng mig for min Klage
Her en Vuggesang!

NAJADEN.

Sænk da Blikket i min Kildes Bølger!
Bad da Øiet i det friske Vand!
Følg med Draaben, naar sit Løb den følger
Gjennem Brønden til den aabne Strand.
Dybets Sale skinne som Krystaller,
Loftet høit sig hvælver af Koraller,
I hvis Grene Luften bølger reen;
Lyset gjemmes der i gyldne Skaaler,
Thi enhver af Dagens brudte Straaler
Vi bevare som en Ædelsteen.
Dermed sig de unge Nympher smykke,
Dermed krandse de det lange Haar,
Dermed klares Havets dybe Skygge,
149 Deraf alle Bølger Glandsen faaer.
Al den Herlighed, som Jorden mindes,
Rigere bag Skummets Dække findes,
Der, hvor Aphrodite Livet fik:
Øiet, Læbens Perler, Barmens Bølger,
Haarets dunkle Strøm, som Nakken dølger,
Kindens Lilier frem af Vandet gik.
Derfor kast i Kilden kun din Smerte,
At med Voven bort den strømme kan!
Derfor bad, o Amor, kun dit Hjerte
I det svulmende, det friske Vand!
Hver Erindring, som din Sjæl betynger,
Hver en Sorg, hvortil dit Savn sig klynger,
Let af Kildens Draaber slettes ud;
Og af Badet, som din Længsel stilled,
Stiger frisk og nyfødt Haabets Billed,
Straalende og herligt som en Gud.

Hun forsvinder i Brønden.

AMOR.

Hvor roligt! - ingen Vind sig mere rører,
I Kilden farves Bølgen purpurrød,
Mens Dagens Konge til det Leie kjører,
Hvor Havgudindens Kjærlighed han nød
Nu vandrer Psyche stille til sin Død;
Men hurtig jeg til Floden ned vil ile:
Paa Bredden af den vil jeg søge Hvile,
Til Natten kommer med sin Baad og fører
Mig over Strømmens skjæbnesvangre Skjød.

150

FEMTE ACT

FØRSTE SCENE

Stjerneklar Nat. I Baggrunden sees Floden, fra hvilken AMOR og PHANTASUS komme op gjennem en Huulvei.

AMOR
vender sig og seer tilbage.

Rask seiler Baaden hen ad Flodens Bølger,
Men end din Moders Skikkelse jeg skimter,
Skjøndt halv hun dækkes af de dunkle Seil.

PHANTASUS.

Nu seiler hun til Oceanet ud,
Hvor hun til næste Aften tager Hvile.

De gaae videre.

AMOR.

Saa mild har aldrig Nyx jeg skuet før;
Den hele Tid, da Bølgen vugged os,
Mens hid til Kysten Vinden let os førte,
Hun smiilte med sit stjerneklare Blik.

PHANTASUS.

Men ei, o Amor, hørte Sagnet du,
Som hun om Luna sagte mig fortalte,
Imens ved Bølgerne dit Øie hang;
Thi slig en Nat det var, da ned fra Himlen
Den Hulde steg og kyssed Hyrdens Læber,
Mens dybt i Slummer han ved Floden laa.
See, hist ved Træet var det, hvor Endymion
Sit Hoved hviilte paa det bløde Mos,
Og hist igjennem Skyen Luna gik,
Høit rødmende, da hun, af Elskov lokket,
Berørte Jorden med sin lette Fod.
Som Nattens Skyslør svulmed hendes Bryst,
Da hun i Flodens Dyb sit Ansigt baded,
Og Straalerne i Vandet lod tilbage,
Til en Erindring om sin Kjærlighed.

AMOR.

Vel lytted ei jeg til din Moders Ord;
Dog velbekjendt er Lunas Elskov mig,
Thi selv med Pilen jo jeg hende saared,
Dengang fra Skven hun Endvmion saae.
151 Men vil du vide, hvi saa tankefuld
Jeg saae i Bølgen, som vi seiled over,
Da kjend den Drøm, der nu min Sjæl opfylder,
Og som paa Flodens Bred steg ned til mig,
Mens slumrende jeg vented paa din Moder.

PHANTASUS.

Siig, hvilken Drøm opfylder da din Sjæl?

AMOR.

Det syntes mig isøvne, at jeg vandred
Ved Randen af en stor og speilklar Sø,
Der rundt omringet var af høie Bjerge,
Hvis Tinder malte sig i Søens Dyb.
Da kom fra Bjerget ud en gammel Mand,
Som tog ved Haanden mig og sagde til mig:
"I denne Sø, o Amor, over hvilken
Sig Evighedens klare Bue hvælver,
Har Skjæbnens blinde Guddom sænket Skatten,
Der ene sikkre kan Olympens Glands,
Og uden hvilken alle Himlens Guder
Vil som de Dødelige visne hen:
En Perle af uendelig Værdi
Er denne Skat, og hvo af Guderne,
Der drager den af Dybet, lever evig,
Selv naar den høie Themis styrter Thronen,
Hvorfra Olympens Konge Alt behersker."
Saa talte han, og alle Guder saae jeg
Nu stige ned fra Luften med et Net,
Som ud fra Søens Bred saa langt de kasted,
Til det fik Fæste rundtom Perlens Rand.
I Nettet Alle trak, Een efter Een:
Men ikke Juno, Venus ei, og ei
Apollo i Forening med Diana,
Ei Mars, og ei Minerva Skatten hæved.
Da saae jeg Zeus at vandre hen til Bredden,
Og med sin stærke Haand at gribe Nettet;
Men selv ei Tordenguden eied Kraft,
At bringe frem for Lyset denne Perle.
Gaa Amor - talte nu min Følgesvend -
Og seir i Kampen over alle Guder!
Og hen til Kysten iilte jeg og greb
Om Garnet fat, skjøndt alle Guder smulte
Og spottede min Dristighed. Jeg trak -
Og Skatten strax bevæge sig jeg følte.
Da bøied jeg mig ned med mere Kraft,
Og medens Søens Bølger vældigt bruste,
Jeg drog fra Dybet op den dyre Perle,
Vidunderlig af Størrelse og Glands.
152 Dog neppe hviilte den paa Landets Bred,
Før som et Øie Perlens Skal sig aabned,
Og Psyches Billed sig iveiret svang.

PHANTASUS.

Ha, slig en Drøm jeg elsker! Siig, o Amor,
Hvad skued meer du gjennem Søvnens Slør?

AMOR.

I samme Øieblik sig Psyche viste,
Jeg af min Slummer vaagned.

PHANTASUS.

O, min Moder!
Hvi er du ikke her, at du kan tyde
Os denne Drøm.

AMOR.

Men hør, hvad meer sig hændte!
Thi medens fyldt af Drømmen taus jeg sad,
Og saae i Luften ud, hvor Stjernen blinked,
Et andet Syn mit vaagne Øie traf.
Fra Himmelbuen Guders Sendebud,
Den vingeklædte Hermes, svang sig ned
Mod Jordens Dal, mens Faklen i hans Haand
Belyste Luftens Vei med klare Straaler.
Snart stod han foran mig og sagde: Amor,
Tag denne Gave, som dig Himlens Konge
Til Psyches Himmelflugt ved mig nu sender!
Og ud han foldede to store Vinger,
I Form og Farve lig med Sommerfuglens.
Jeg greb dem hurtig, men da jeg mig vendte,
At svare Hermes, var igjen han svunden,
Og op ad Strømmen kom din Moders Baad.

PHANTASUS.

Ha, snart vil disse Vinger du behøve!

AMOR.

Ja, nu er Timen kommen, jeg det veed,
Afgjørelsens den store Stund, som enten
Min Hustru mig berøver eller evig
Med den fra Døden frelste mig forener,
Hvis i den sidste Prøve hun vandt Seier.
Hvor slaaer mit Hjerte høit nu af Forventning!
O Phantasus! du hvem mig Natten gav
Til Ven og Følgesvend: Lad frem os ile,
At før den Hulde vi kan Maalet naae!

PHANTASUS.

Ei langt vi har til Maalet; hist i Fjeldet
Som du tilhøire seer, er Hulens Indgang.

AMOR.

Og hvorfra kjender denne Hule du?

PHANTASUS.

Igjennem den gaaer Veien til min Moders
Den dunkle Borg, der grændser op til Hades,
Men stille! Imod Hulen vend dit Blik,
153 Thi gjennem Svælgets mørke Buegang
Et Lys jeg skimter, lig en Stjernes Glimten.

AMOR.

Ja, jeg en Fakkel seer i Dybet - hurtig!

PHANTASUS.

Snart er vi nær den mørke Indgang. See,
Det klare Skin sig nærmer meer og meer;
En Haand jeg seer, der fremrakt holder Faklen,
Og nu et Hoved - Amor, det er Psyche!

AMOR.

Ja, det er Psyche - sagte frem hun skrider
Med sænket Hoved som af Kummer bøiet,
Og Foden skjælver ved hvert Trin, hun gjør.
Mørk over Panden svæver Sorgens Sky;
Om hendes Skulder Haaret opløst falder.
Den fagre Rosenkind er blegnet - Øiet
Endnu dog eier al sin fordums Glands,
Men ikke jordisk lyser meer dets Straale.

PHANTASUS.

Hun standser midt i Hulen - see dog, Amor!
See, af den Æske, hun i Haanden holder,
Hun løfter Laaget - ha! en hvidlig Damp
Opfylder Hulens Indgang -

AMOR.

Faklen slukkes! -
Jeg seer ei Psyche meer - flyv Phantasus,
Flyv med mig til den Hulde, for at frelse!

ANDEN SCENE

Plads foran Hulen. PSYCHE ligger bedøvet paa Jorden. AMOR og PHANTASUS nærme sig.

PHANTASUS.

Paa Jorden udstrakt ligger livløs hun.

AMOR.

Nei, kun bedøvet er hun. Tag en Piil
Mig af mit Kogger - hurtig!

PHANTASUS.

Her, o Amor!

AMOR.

Med denne Piil, som eier Kraft at saare,
Men og at kalde Livets Gnist tilbage,
Naar fra et jordisk Bryst den flygted bort,
Med denne Piil min Elskede jeg vækker!

Han berører hendes Hjerte med Pilen. PSYCHE slaaer Øiet op.

PSYCHE.

Hvor er jeg? - Mig den dunkle Nat omringer,
Og for mit Øie svæver Mørkets Taage. -
Var Alt en Drøm, og fængsler Døden mig?
Nei, hisset funkler klare Stjerners Lys,
End er paa Jorden jeg - endnu jeg lever!

AMOR.

Ja, Psyche, end du lever, og skal leve!

154
PSYCHE.

Ha, hvilken Røst? - O, det var Amors Stemme!
O, nærm dig, Elskede, og lad mit Øie
Endnu engang til Afsked her dig møde!

PHANTASUS
som atter har antændt Faklen.

See om til Siden, Psyche!

AMOR.

Hulde Psyche!

PSYCHE,

Ja, det er ham! - O lad min Arm dig favne,
Du Elskede, som af min Nød bevæges:
Lad her for sidste Gang mig fast dig holde,
Og drikke Livet af dit Øies Glands! -
Ja, ved dit Bryst som før jeg atter hviler;
Du, du er min! Forsvundet hvert et Savn!
Bort flyver Sorgen! Intet er tilbage,
Foruden dig og Glæden over dig.
Nu lad mig døe, thi jeg har Livet nydt!
Her lad mig ende - her ved Amors Bryst,
I denne Arm red mig det sidste Leie,
Thi see, hans Haand forstøder mig ei meer!

AMOR.

Du ømme Psyche!

PSYCHE.

Søde Hvile her
Ved Amors Hjerte! - Atter sig fornyer
Den gamle Herlighed i min Erindring.
Det er igjen den svundne Lykkes Tid,
Det er igjen den stille, tause Nat,
Da jeg din Skikkelse endnu ei kjendte,
Da jeg i Længsel vented paa dit Komme,
Til fra det Fjerne jeg din Røst fornam.
O, tal til mig - et Ord kun af din Læbe!

AMOR.

Du kjærlige, du unge Sjæl!

PSYCHE.

Du lyse,
Du straalerige Gud!

AMOR.

Min fagre Hustru!

PSYCHE.

O min Gemal! maa denne Fryd jeg smage,
Maa atter jeg opleve denne Glæde,
At høre af din Læbe dette Ord?
Jeg, Amors Hustru - hvor er jeg det værdig,
Og hvormed har jeg dette Navn fortjent?

AMOR.

Gav du mig ei din Kjærlighed, o Psyche?
Bar du for min Skyld ikke Livets Byrder:
Den dybe Sorg, det bittre Nag og Smerten,
Der bøied Legemet men Sjælen ei?
Har ved dit Mod du ei betvunget Døden,
Der fri dig gav? -

PSYCHE.

O, Amor, mørk er Døden!

AMOR.

Du græder, Elskte - hvorfor disse Taarer?

PSYCHE.

Bort iler Tiden - snart er Alt forbi.

155
AMOR.

Hvad er din Frygt, o Psyche? Du er frelst.

PSYCHE.

Nei, ingen Frelse! Kronos har jeg seet,
Og aldrig vil det mørke Syn jeg glemme.

AMOR.

Og hvilket Syn har da saa dybt dig ængstet?

PSYCHE.

Dengang jeg Hekate forlod, og vandred
Med Skræk i Sjælen, som jeg aldrig glemmer,
Tilbage til den rædselfulde Styx,
Da førte mig en Skygge gjennem Mørket,
Og Tartarus min Fod berørte snart.
Her saae jeg Furiernes Fakler lyse,
Og hørte Jammerskrig at overdøve
Den vilde Sang, der lød fra deres Læber:
I evig Qval jeg skued Tantalus,
Og Txion, som vælted sig paa Hjulet,
Og Sisyphus og Danaiders Chor.
Men da i Angst tilbage nu jeg flygted,
Da mødte mig paa Grændserne af Hades
Den gamle Kronos med sit blanke Skjold -

AMOR.

Du tier, Psyche - Skræk din Tunge binder.

PSYCHE.

Han traadte hen for mig, og Skjoldet holdt
Han for mit Øie op, og sagde: see!
See, Psyche, Livets Skjæbne - see din egen!

AMOR.

Hvad skued du?

PSYCHE.

Jeg saae en Slægt, som, født
Af Tidens Skjød, til Livet voxed op:
Guldlokket Barndom saae jeg, fager Ungdom,
Og Manddom i sin fulde Kraft og Styrke,
Og Alle fryded sig ved Dagens Straaler.
Da nærmed Sorgen sig med tunge Skridt,
Og Frygt og Avind, Synd og Skjændsel kom,
Og røvede dem Alle Glands og Skjønhed.
Men Tiden, deres egen Moder, lagde
Paa deres Skulder svære Byrder nu:
Og deres Ryg blev bøiet, Kinden falmed
Og Haaret blegned, Foden segned mat;
Da saae jeg Thanatos at nærme sig,
Som kasted Dækket over Alles Hoved,
Og af de Tusinde var Ingen meer.
Jeg skjælvede og vendte Øiet bort;
Men da Titanens Skjold jeg atter skued,
Saae jeg det samme Billed, men befolket
Af andre Skikkelser i anden Dragt;
Og alle voxte frem som i det første,
Og leved, blomstred, svandt og døde bort.
Da greb Forfærdelse min Sjæl, men Kronos
Tvang mig at hefte Øiet fast paa Skjoldet,
156 Og uophørlig saae jeg nu at vexle
Med Tankens Fart det mørke Billed - stedse
Det var det samme: Slægt paa Slægter fulgte,
Og intet Spor af alle blev tilbage.
Men i min Angst fornam jeg Kronos' Ord:
"Sku, Psyche, her de Dødeliges Lod!
Alt er som Drømmen, og naar Drømmen ender,
Er Alt forbi; thi Døden gjemmer kun
De mørke Skygger; Livet selv er endt,
Og Sjælen som et Støvgran er for Vinden."
Saa talte han - men jeg, o Amor, tænkte
Paa dig ved disse Ord - da faldt mit Blik
For sidste Gang paa Skjoldets blanke Speil,
Og klart jeg skuede mig selv deri:
Brat saae min Fødsel jeg at vexle med
Den første Ungdoms Alder - frem jeg voxte,
Som Blomsten til det korte Drømmeliv,
Og visnet sank jeg hen i Dødens Arm;
Men i min sidste Stund jeg saae en Dæmon
Med lyse Vinger, som i Skyen svandt,
Og det var dig, o Amor, som forlod mig!

AMOR.

Nei, fra den mørke Død jeg just befrier dig,
Thi over Alle naaer dens Scepter ei.
Ei blot et evigt Navn forvente tør
Apollos Yndling, naar han Lyren slaaer,
Og, naar han grunder dybt, Minervas Præst,
Og Krigens Helt, den tappre Søn af Mars,
Naar under Sværd og Pile ned han segner
Og kjøber Krandsen for sit Hjerteblod:
Men ogsaa jeg kan udfrie af hans Hænder,
Og bringe frelst dig til Olympens Sal.
Der ligger alt beredt dit Diadem,
Og Lyren, Pantet paa en evig Glæde;
Der, under Musachorets rene Sange,
Apollo selv vil feire vor Formæling;
Der vandrer du i Glands, Olympens Gjest,
Og til de Dødeliges Lyst en Datter
Du føde skal, saa herlig som du selv.

PSYCHE.

O Glæde, hvori Frygt med Haab dog blandes!
Thi, hvem er jeg, at jeg er værdig til
De Saliges uendelige Fryd?
Fortjente jeg af alle Dødelige
Alene denne Lykke? Skal jeg miste,
Hvad, før jeg kjendte dig, var Livet for mig:
Min Fader, mine Søstre, mine Venner?
Ak, selv i Samfund med de Himmelske
157 Vil dem jeg savne, som jeg her har elsket,
Vil jeg det Svundne mindes, jeg har tabt.

AMOR.

Det mørke Hades dine Søstre gjemmer;
Thi da paa Klippen op de sig begav,
For selv at naae den Lod, som dig de røved,
Nedstyrted Zephyr dem fra Klippens Rand.
Til Orcus snart skal og din Fader vandre,
Og dine Venner vil ham alle følge,
Thi Kronos tolked ret dig Livets Skjæbne,
Og Thanatos skal Slægten overvinde.
Men skjælv ei, Psyche, thi en Dag vil komme,
- Saa vil den evige, den høie Themis,
Der over Guderne og Skjæbnen hersker -
Da Baandet løses, som i Skyggeriget
Nu holder fast de Dødeliges Sjæle,
Og til et nyfødt Liv vil frem de gaae,
Hvor de, som Døden skilte, atter mødes.

PSYCHE.

O, rige Trøst! O Haab om Gjensyns Glæde!
Dig vil jeg frydes ved i Guders Bolig,
Naar Øiet skuer ned mod Sorgens Hjem.

AMOR.

Dybt under dig snart ligger Sorgens Hjem!
Men før vi skilles fra den mørke Jord,
Betro mig, Psyche, hvi du aabned Æsken?
En Daad, som nær dig havde kostet Livet.

PSYCHE.

Hvorfor min Svaghed dig fordølge vel?
Dengang paa Styx jeg seiled hjem med Charon,
Jeg saae i Flodens dunkle Dyb mit Billed,
Og blegt som Døden var det, og mit Øie
Var mat og uden Glands, og Læben blaanet.
Da tænkte jeg paa dig og paa mig selv,
Og Frygt mig piinte, at, min Skjønhed røvet,
Jeg skulde blive dig forhadt, naar Tiden
Os samlede til Afsked sidste Gang.
Da mindedes jeg hine Skjønhedsmidler,
Som efter Venus' Ord i Æsken gjemtes.
Men ei i Dybet turde jeg den aabne;
Først da jeg skimted Nattens blege Lys
Min Haand det voved - og til Jorden sank jeg.

AMOR.

Ja, Dødens Flod har kun sit eget Billed;
Men speil dig, Psyche, i mit blanke Kogger,
Thi endnu aldrig var du før saa skjøn,
Din Kind saa straalende, dit Blik saa klart,
Og denne Skjønhed evig vil bevares!

Aabner sit Pilekogger og tager et Par Vinger ud.

Her binder til din Skulder jeg to Vinger,
Lig Sommerfuglens luftige, og lette
158 Som Tanken, til din lette Himmelflugt;
Thi siig den dunkle Jord nu dit Farvel!

PSYCHE
knæler.

Gæa, du hellige Moder!
Du, som mig fødte og ammed,
Du, af hvis Læber de første
Livets Toner jeg hørte,
Tag mod din Datters Farvel!
Ei skal jeg mere dig skue,
Mindernes elskede Steder
Foden ei meer skal betræde;
Dog i mit Hjerte vil gjemmes
Skjult, som i Blomsteret Duften,
Jordens den hulde Erindring.
Hisset i himmelske Sale
Alle Smerter vil svinde,
Alle Glæder fordunkles,
Som du i Livet mig bragte;
Dog skal den Tanke mig følge,
At jeg de kommende Frugters
Spire af dig har modtaget;
At jeg af Alting det Første,
Første Længsel og Lykke,
Første smilende Haab, og
Første Kjærligheds Glæde,
Vandt paa min Livsbane her.
Derfor, o hellige Moder!
Tag nu til Afsked det sidste
Kys af min skjælvende Mund!

Hun berører Jorden med sine Læber og reiser sig.

AMOR.

Og nu, o Psyche, løft din Vinge - dog,
Den lille Phantasus har reent jeg glemt;
Thi alle Blik og Tanker sødt du fængsled.
See, hvor paa Jorden hist saa taus han sidder,
Med Panden bøiet over Muslingskallen,
Der hvid og stor i Græsset ligger for ham.
Ha, Phantasus! hvor sværmer nu din Aand?
Til Psyche og til Amor siig Farvel!

PHANTASUS.

See, paa den perlehvide Skal har jeg,
Mens I mig glemte reent for Eders Elskov,
Med røde Purpurfarver Psyche malet,
Da hun steg frem fra Døden.

AMOR.

O, hvor ligt!
Saa vil ei Jorden ganske hun forlade,
Thi hendes Billed du den dog bevarer.

159
PSYCHE.

Du fagre Dreng, tag dette Kys til Afsked,
Og gjem mit Minde trofast i dit Bryst!

AMOR.

Lad ogsaa mig dig sige mit Farvel;
Dog skal i Tidens Løb vi ofte mødes.

Han svinger sig iveiret med PSYCHE.

PHANTASUS.
seende efter dem.

Der fly'er hun bort med røde Rosenkinder,
Som Fuglen slaaer hun Vingen glad og fri;
Og meer og meer i Skyen nu forsvinder
Den Sjæl, som vandred nys paa Dødens Sti.
Men jeg til Oceanet ned vil ile
Med dette Billed., som min Haand har skabt:
Vil hos min Moder søge Trøst og Hvile,
Thi Psyche - thi min Glæde har jeg tabt.

Han gaaer bort med Muslingskallen paa Skulderen.

TREDIE SCENE

AMOR og PSYCHE flyvende gjennem det stjerneklare Himmelrum.

AMOR.

Høit du svinge
Dig, o Psyche!
Med din Vinge
Ned du tvinge
Nattens Skygge!
See, den viger
Mens du stiger;
Dybt den bæver,
Mens du hæver
Dig og svæver
Op mod Stjerners
Lyse Chor.

PSYCHE.

Fryd er vunden
For mit Hjerte;
Nu er runden
Og forsvunden
Livets Smerte.
Gjennem Sorgen
Glædens Morgen-
Hilsen lyder;
Ud jeg bryder
Af min Larves
Mørke Fængsel;
Deiligt farves
For min Længsel
Haabets Hjem.

160
AMOR.

Alt du skuer
Nær det høie
Tempels Buer.
Kuplen luer
For dit Øie,
Og dens klare
Stjerneskare,
Mens den blinker,
Huldt dig vinker
Nu i Æther-
salen ind.

PSYCHE.

Du, som kjender
Stjernevrimlen,
Du, som tænder
Lys, der brænder
Klart i Himlen:
Amor, bær mig
Høit, og lær mig
Til et Minde
Fast at binde
Nattens Stjerne;
Lysets fjerne
Børn at hilse
Med et Navn!

AMOR.

Stands da i Farten din Vinge,
Følg mig med sagtere Flugt,
Mens vi beskuende svinge
Os over Lyshavets Bugt.
Medens med Blikket du maaler
Banen i Ætherens Egn,
Tolker jeg Kuppelens Straaler,
Nattens de flammende Tegn.

PSYCHE.

Nævn mig ved Navn da det klare
Himmellys over mit Blik,
Som i den glimrende Skare
Kraft til at herske dog fik.

AMOR.

Orpheus' Lyra dig fængsler,
Den, som paa Jordkloden klang,
Den, som de Døendes Længsler
Eengang saa kraftigt besang.
Hisset, hvor Lyset er rød're
Farverne dybere blaa,
Seer du de herlige Brødre,
Kastor og Pollux at staae.
Skjult mellem Skyerne titter
161 Frem der en Stjerne saa smukt,
Det er den yndige Cither,
Den, som Arion har brugt.

PSYCHE.

Hine mit Øie gjenkjender;
Pragtfuld og glimrende skjøn
Nymphen Kalisto sig vender
Om mod den straalende Søn;
Men hvilket Navn har de trende
Funklende Lys paa vor Sti,
De som en Hilsen os sende
Nu, vi dem svæve forbi?

AMOR.

Hist stiger evig forynget
Frem Ariadnes Krands;
Bacchus mod Himlen den slynged,
Dengang da Bruden blev hans.
Opad, hvor Nathimlen blaaned,
Fløi den fra guldgule Haar;
Lokkerne længst ere graaned',
Krandsen dog evig bestaaer.
Hist, hvor os Straalerne vinke,
Som gjennem Mulmet en Skat,
Medens saa livfuldt de blinke
Dybt i den dunkelblaa Nat:
Kassiopea, den høie,
Løftende Skyslørets Flig,
Nu med sit deilige Øie
Skuer, o Psyche, paa dig!
Hist staaer Orion, hvem Døden
Traf med den vingede Piil;
Yndig ham Morgenrøden
Hilser med Kjærligheds Smiil.
Eengang Auroras Tilbeder
Gik han i Jægernes Chor,
Nu han paa lysere Steder
Jager i Stjernernes Spor.

PSYCHE.

Stolte og glimrende Minder,
Frelst' over Tidernes Strøm!
Straalende Lys, hvortil binder
Evig sig Slægternes Drøm!
Høit, hvor Urania throner,
Samles i Sphærernes Sang
Tidernes rullende Toner,
Hjerternes bævende Klang.

AMOR.

Qvæg kun dit Øie, o Psyche,
Her ved den evige Skat!
Ofte vi svævende dykke
162 Vil i den funklende Nat.
Da skal jeg Alting dig lære;
Men over Lyshavets Bugt
Frem nu din Vinge dig bære,
Fremad i susende Flugt!

PSYCHE.

Ei forgjæves
Atter Vinger
ne jeg svinger!
Høit jeg hæves,
Opad higer
Jeg, af Sorgen
Meer ei bøiet,
Og for Øiet
Mørket viger,
Mens, hvor Morgen
rødens Farver
Skyen arver,
Gudeborgen
Klar fremstiger.
Brat den fjerne
Nattens Stjerne
Seer jeg blegne.
Allevegne
Nu jeg skuer
Gyldne Luer
Ned at regne,
Mens fra klare
Tempelbuer
Lette Nymphers
Lyse Skare
Træder frem.

AMOR.

De, som vinke
Hist dit Øie,
Er den høie
Borgs de flinke
Vogterinder,
Er Horaer-
ne, hvis Kinder
Lifligt gløde,
Naar med Blikket
Dag de møde.
Nys de skikket
Har til Hvile
Nattens sorte
Skyer, og ile
163 At oplukke
Himlens Porte.
Lysets Vugge
Under Dandse
Skjønt med Krandse
De omslynge,
Mens de synge
Østens Zoner
Høit imøde
Deres søde
Morgentoner.
Hør hvor rene
Nu de klinge!
Glade Psyche,
Løft din Vinge!
Haab alene
Nu dig smykke,
Thi din Lykke,
Thi Olympen
Er du nær.

FJERDE SCENE

Himmelsk Klarhed. De Udødeliges Sal. ZEUS, Guders og Menneskers Fader, paa sin gyldne Throne, omringet af Guder og Gudinder. I Forgrunden MU SERNES Chor, anført af APOLLO.

APOLLO.

Tolk mig, o Muser,
Ved Lyrens de tonende Strenge,
Livet, som Psyche,
Udløst fra Jorden og Døden,
Her i de himmelske Sale
Evig skal føre!

MUSERNE.

Yndig som Dagens
Blussende Rose, der stiger
Frem af de mægtige Bølger,
Psyche blandt Guder vil blomstre;
Tanker i hende skal fødes
Klare som Æther,
Milde og stærke, mens Hjertet
Svulmer af kj ærlige Drømme.
Smykket med Skjønhedens Slør og
Haabets den funklende Krone,
Skal over Skyer hun vandre;
Sorger ei Foden vil tynge,
Tiden sin Byrde ei lægge
Tung paa den Smilendes Skulder;
164 Daglig om hende vi slynge
Tonernes fuldeste,
Livets den friskeste Krands.

APOLLO.

Syng mig, o Muser,
Ved Klang af den zittrende Lyra,
Om den Befriedes Glæde;
Tolk med de herlige Stemmer
Psyches den himmelske Gjerning!

MUSERNE.

Lig en Helbredet, der atter
Vender tilbage til Livet,
Glemmende Graven, hvorhen han
Førtes af smertefuld Sygdom:
Psyche skal nyfødt sig føle!
Phantasia, den lyse
Datter af Gudernes Konge,
Rundt skal den Yndige følge,
Vise de barnlige Blikke
Himmelens straalende Rigdom.
Men iblandt Guder hun vælge
Skal sig til Lærer Minerva,
At hun maa Livet og Døden,
Tiden og Evighed fatte.
Træt af at gruble, vil Amors
Kys hende dobbelt da fryde,
Naar de forenede vandre
Gjennem de himmelske Sale,
Eller paa Vinger sig hæve
Høit i den salige Flugt.

AMOR træder ind med PSYCHE. Han fører hende frem for Thronen, foran hvilken hun knæler. GANYMED rækker Nectarskaalen, og HEBE Diademet til ZEUS.

ZEUS.

Tøm, Psyehe, her Udødeligheds Bæger,
At du maa evig leve!

PSYCHE

drikker. Himmelsk Fryd!
I hver en Draabe Livet jeg fornemmer.

ZEUS.

Med dette Diadem, o Psyche, krandser
Din rene Pande jeg! Dig bringer det
En evig Ungdom og en evig Glæde.

AMOR.

Nu, Psyche, vil ei Døden meer os skille!
Udødelig som min er nu din Sjæl.

PSYCHE.

Priis for den høie Fader! Priis og Ære
For Amor, for min herlige Gemal!

AMOR omfavner PSYCHE. Alle Guder og Gudinder reise sig og hilse hende under Chor af

MUSERNE.

Priis for vor Hersker,
Som udrev Psyche af Døden!
Nu forenet med Amor
165 Evig i Lyset hun lever.
Dødens Skygger forsvinde,
Og til Erindringens Perler
Sorgens Taarer forvandles.
Priis for den evige Amor!
Jordens og Himmelens Glæde
Boer i den Mægtiges Bryst.
Psyche, den evige, Priis!
Thi som Speilet bevarer
Billedet, gjemmer i Reenhed
Amor hun i sit Hjerte.
Jordens Haab nu er blegnet,
Frem af de klarere Straaler
Stiger det evige Liv:
Nu skal lyde
Salige Toner,
Ingen Lænke
Standse Glædens
Himmelske Flugt!

166
167

MINDRE DIGTE
(1834-38)

168
169

LUCIFERS FALD
(1834)

Førend Alt blev overmandet
Af Naturens Kæmpevægt,
Før den gamle Jord blev dannet,
Og velsignet og forbandet
I vor gaadefulde Slægt;
Førend Solens Flammeskjær
Lysende gik frem i Vælde,
Som det straalerige Bælte
Om Planeters mørke Hær;
Førend Stormen fanged Vinger
Til at maale Dybets Dal:
Vandred Morgenrødens Bringer,
Mørkets vældige Betvinger,
Lucifer i Himlens Sal.

Første Aand blandt Lysets Skarer
Stod han nær ved Thronens Fod;
Engles mægtige Forsvarer,
Seirende ved alle Farer,
Funkled han af Kraft og Mod.
Naar han med sit Flammesværd
Foer igjennem Himmelrummet,
Nys af Skyggerne formummet,
Tændtes Lyset fjernt og nær.
Himlens Ildbaal kjækt han værner,
Holdende mod Mørket Stand;
Nattens Mulm med Blus han fjerner,
Til de før saa dunkle Stjerner
Lucem fero! raabte han.

Da fik Livet hine Flammer,
Som med Tro vi skue til
Hvergang Sorgens Piil os rammer,
Hvergang i vort Jordlivs Jammer
170 Haabet saaret flygte vil.
Nattens hvalte Stjernetelt
Paa hans Magtbud da sig hæved;
Millioner Kloder svæved
Klare paa det dunkle Felt.
Selv i Glands han drog tilbage,
Lagde ned sin stærke Magt,
Og med Toner uden Mage
Sang han nu om Mørkets Drage
Og de rene Straalers Pragt.

Dog - hans stolte Kraft ham daared,
Gud han glemte over sig;
Hovmods Piil hans Hjerte saared,
Selv til Hersker han sig kaared
I det lyse Himmerig.
Kort var Kampen da det gjaldt;
Paradisets Aander skjælved,
Da han dømtes ned i Helved
Med den Englehær, som faldt.
Selv han stod foruden Klage
Dengang Himlens Dør blev lukt:
Men da Haabet veg tilbage,
Ned han styrted - hundred Dage
Varede hans Helvedflugt.

Mere let end Himlens Fugle
Gjennemskære Luftens Slør,
Mere snelt end Dødens Kugle
Farer fremad fra det hule
Tordensvangre Kæmperør;
Lynet lig, der, mægtigt sendt
Ud fra Himlens østre Buer,
Funklende mod Vesten luer
Førend Øiet sig har vendt:
Saa paa understærke Vinger
Lucifer mod Dybet foer;
Mærket dybt af Herrens Finger
Stormende han frem sig svinger
Hvor i Rummet Tomhed boer.

Ingen Fakkel meer dog brænder,
Lysets klare Blik er lukt,
Ingen Straaler Stjernen sender,
Ingen Flamme meer sig tænder
Ved hans Komme, ved hans Flugt.
171 Alt i Mulm er hyllet ind;
Naar i Nat han seer tilbage,
Hører han en dæmpet Klage,
Lig et Echo af hans Sind.
Det er Sphærers Chor, der synger
Om den store Fyrstes Fald -
Smertens Lyn hans Aand udslynger;
Naget, som hans Hjerte tynger,
Ruller frem i Tordenskrald.

Da det var, som Angers Pile
Bored dybt sig i hans Bryst:
Mens han styrted tusind Mile
Søgte Sjælen, saaret, Hvile
Ved Erindrings bittre Lyst;
Og hans Aand med Smerte gik
Angerfuld mod Himlens Buer,
Og den gamle Flamme luer
Op, som fordum, i hans Blik.
Paa Planeten i det Fjerne
Øiets Straale fæstet er;
Kloden fanged Lyset gjerne -
Deraf blev den skjønne Stjerne,
Som har Navn af Lucifer.

Kort var dog hans Stolthed avet,
Atter Trods fik Overmagt;
Og i Skyggerne begravet,
Gjennemfoer han Ætherhavet,
Grændseløst for ham udstrakt.
Men et eensomt Øde nær,
Mod hvis Afgrund ned han falder,
Sig til Selskab sammenkalder
Han de faldne Engles Hær.
Deres Sværm hans Tomhed dølger,
Og som Hersker mellem dem
Frem han flyver - Skaren følger
Gjennem Himmelrummets Bølger
Ned mod Afgrundsdybets Hjem.

Saa han fløi og faldt fra Oven,
Blandt sin dunkle Hær fordulgt,
Lige dristig og forvoven,
Lige trodsig, skjøndt af Loven
Og dens Hævn i Hælen fulgt.
Himlen fjernes meer og meer,
172 Kloders aldrig talte Skarer
Ilende forbi han farer,
Intet Maal endnu han seer;
Da faaer Øie han paa Jorden,
Lig et Glimt i Mørket tabt:
Nylig dannet, nylig vorden
Led i Stjernebæltets Orden,
Var af Gud den nylig skabt.

Og den Vældige betræder
Med sit Følge Jordens Rand:
Langs med Havets dybe Leie,
Over Klippers steile Veie
Iler han til Ørknens Sand.
Derfra styrer han sin Fod
Gjennem Skovens høie Sale
Hen mod Paradisets Dale,
Hen hvor Livets Vugge stod.
Her, blandt nylig skabte Minder
Om hans evig tabte Lyst,
Blussende med Rosenkinder,
Nu i Søvnens Arme finder
Eva han ved Adams Bryst.

Og fra Jorden op han hæver
Parret i sin stærke Arm;
Tankefuldt hans Øie svæver
Over Begge - stille bæver
Evas drømmerige Barm.
Og han kysser hendes Mund,
Hvisker varslende til hende:
Lyst skal paa din Læbe brænde,
Sorg til Rest dig levnes kun;
Mange Sønner vil du føde,
Slægter spire skal fra dig,
Alles Hjerter dog skal bløde,
Alle, Levende og Døde,
Snart i Mørket tabe sig!

Aandende paa Adams Læber,
Hvisker nidsk han saa igjen:
Syndens Ild ved dig nu klæber,
Flammen som din Uskyld dræber,
Veirer brat din Lykke hen!
Begge paa det gamle Sted,
Vied' nu til Fremtids Kummer;
End i Uskylds faste Slummer
173 Sagtelig han lægger ned;
Og som Lænke for sin Fange
River mægtig af sit Haar
Lokken han, den dunkle, lange,
Der, forvandlet til en Slange,
Skin af alle Farver faaer.

Men hans Fod, som kun har hjemme
Fjernt fra Gud, i Mørkets Skjød,
Flygter hurtig; thi fornemme
Kan hans Øre Herrens Stemme,
Som i Havens Gange lød.
Dog, paa Flugt mod Jordens Rand,
Til et Minde om sig satte
Fjeldet han, det steile, bratte,
Hist i Ørknens golde Sand;
Og ved Kalpe brød for Vandet
Han en Aabning vid og stor;
Da saa Havet skjulte Landet,
Raabte han: Som jeg forbandet,
Saa forbandet denne Jord!

Nu med Lykken, han har ranet,
Bort i tætte Skyer han skred,
Og med Aanderne, han maned,
Dybt i Verdensoceanet
Styrted atter han sig ned.
Jordens Syn forsvinder alt,
Dog hans Vei er endnu længer,
Ned, hvor intet Øie trænger,
Dybt og dybere han faldt.
Langt fra Lysets Verden borte,
Staaer, som mellem Nat og Gry,
Endelig han for de sorte
Kæmpehøie Helvedporte,
Der sprang op med Larm og Gny.

Her med Bæven uden Lige,
Dog med Trods, som bøies ei,
Seer han første Gang sit Rige,
Gaaer han ad den steile Stige
Ned til Undergangens Vei.
Haabløshedens Dal han seer,
Og ved Skin af svovlblaa Luer
Dybets Marter Sal han skuer,
Og for første Gang han leer:
174 Og som Gjensvar paa hans Tale,
Paa hans vilde Jubelsang,
Opad fra de dybe Dale,
Nedad fra de høie Sale
Frygtelig et Echo klang.

Her han sætter paa sin Krone,
Her hans Slaver paa hans Bud
Reise op den skumle Throne,
Hvorfra han til hver en Zone
Mørkets Engle sender ud.
Hver af dem er rænkefuld,
Alle kløgtige og snilde,
Og som Lokkemad de stille
Lyst og Hovmod, Trods og Guld. -
Hver en Aand, som Vinket følger,
Som i Naaden ei har Plads,
Seiler, naar ham Graven dølger,
Over Evighedens Bølger
Ned til Lucifers Palads.

GRAVLÆGNING
(1835)

Her i Gravens Hule,
Dybt i Jordens Bryst,
Vi med Taarer skjule
Alle Hjerters Lyst.

Rene, stærke Villie,
Fromme, milde Hu,
Fine, hvide Lilie,
Knækket ligger du!

Intet Blik os qvæger
Nu i Smertens Stund;
Ingen Røst bevæger
Meer din blege Mund.

Paa de hvide Kinder
Haabets Rose døer.
Haaret mørkt sig vinder,
Lig et Sørgeslør.

175

Hænderne sig folde
Paa den unge Barm;
Barmen, ak, den kolde,
Svulmer aldrig varm.

Glemt er i din Hvile
Glædens Melodi;
Sorgens Suk og Pile
Flyve dig forbi.

Sov da sødt i Haven!
Dødens Timer tæl!
Stig saa let af Graven -
Elskede, Farvel!

PERLEN
(1836)

Hvi jeg Gods og Guld ei meer besidder,
Hvi jeg fattig gjennem Verden gaaer,
Jeg, hvis Herlighed var før som Solen,
Naar den pragtfuld op i Østen staaer?
Saa I spørger - see, min Skjæbne førte
Mig fra Hjemmet ved sit strenge Bud,
Og jeg vandred bort fra Fredens Bolig,
I den urofulde Verden ud.

Da jeg traf en Perle paa min Vandring,
Just som Sjælen mødig var og træt,
Just som Øiet var af Livets Syner,
Var af Jordens Fryd og Kummer mæt;
Slig en Perle aldrig før jeg skued,
Aldrig før af Straaler slig en Krands,
Aldrig før saa gjennemsigtig Klarhed,
Aldrig saa vidunderlig en Glands.
Og dens Glands ei fængsled blot mit Øie,
Snart den ogsaa blev mit Hjertes Trøst;
Dag og Nat dens Herlighed mig fyldte
Som med Længsels Qval med Haabets Lyst.
Naar mit Øie hilstes af dens Straaler,
Himlens Glæde til mit Hjerte kom:
Den var Lys i hele Verdens Mørke,
Rigdom i Alverdens Fattigdom!

176

Store Summer bød jeg dens Besidder,
Naar kun Perlen blev mig overladt;
Dog, han fordrede mit hele Eie
For sin sjeldne, kostelige Skat.
Alt jeg gav, saa heftig var min Attraa,
Og jeg vandred bort, en Betler lig:
Gods og Guld er borte - ikkun Perlen,
Dyrebar som fordum, er hos mig.

ST. HELENA
(1837)

Midt i Havet staaer en Ø;
Fjernest Maal for dristig Skipper
Hæve sig dens steile Klipper
I den dybe, salte Sø.
Der Orkanens Aander boe,
Over Bølgen der de suse,
Der de stærke Storme bruse
Uden Rast og uden Ro;
Der har vildest Fugl sin Rede,
Der, imellem Fjeld og Hav,
Tvende dunkle Pile frede
Om den store Keisers Grav.

Hvad - den slumrer, Heltens Aand,
Den, hvis Higen aldrig endte,
Den, som ingen Grændser kjendte,
Den, som sprængte alle Baand?
Døden altsaa lammet har
Denne Kraft, der faldt i Smulder,
Skjøndt lig Atlasheltens Skulder
Den en Verden fordum bar?
Gravlagt er da dette Billed,
Lige klart i Vel og Vee,
Som for Lyset frem har stillet
Lykkens mægtige Idee?

Ja - til Hvile her han gik!
Hver en Kraft nu slumrer rolig:
Magt og Vælde her sin Bolig
I det snevre Kammer fik.
177 Glemsels Aand med sagte Fod
Vandrer her, qg alle Blade,
Der om Seierskrandsen sadde,
Strøer den ud i Dødens Flod.
Dog - om Storhed Saga værner,
Frisker op den fordums Glands,
Fæster høit blandt. Mindets Stjerner
Hans uvisnelige Krands!

Der den fængsler Blik og Sind,
Lyser mægtig over Jorden;
Kalder Syden, vinker Norden
Til Beundring af dens Skin.
Med Erindring selv i Pagt,
Tidens Angreb kjækt den taaler;
Avinds Piil ei naaer dens Straaler,
Fjendevold har tabt sin Magt.
Den skal Fremtids Øie lede
Over Verdens vide Hav,
Hen til Klipperne, som frede
Om den store Keisers Grav.

Hvo var han? - Geniets Søn,
Baaren frem af Lykkens Vinger!
Skjæbnens Riis og Skjæbnens Finger,
Aabenbart og skjult i Løn!
Hærenes og Slagets Gud,
Triumphator mellem Grave,
Midt i Friheds stolte Have
Kæmpetræets største Skud!
Friheds Morder - dog dens Amme!
Vuggen for dens store Sag,
Lynet før dens rene Flamme,
Uveirsnatten før dens Dag!

Meer end dette - Tidens Speil
Var hans Liv, hvor sig fremstilled
Oldtidskraftens glemte Billed,
Kæmpedyder, Kæmpefeil.
Som Giganten stod hans Agt
Til en Kamp om Himlens Stjerne,
Kun det Høie, kun det Fjerne
Var med denne Aand i Pagt.
Daaden øved han, der bringer
Glimt af Guders Herlighed;
Stigende paa Ørnevinger,
Bragte Byttet han herned.

178

Ham, Prometheus' ægte Søn,
Blev hans Faders Skaal iskjenket:
Til den vilde Klippe lænket,
Fik han Gudefjendens Løn.
Og forbauset Verden saae
Eventyret uden Mage,
Fablen fra de gamle Dage,
For sit Øie foregaae.
Nutidstaagen Synet fjerner;
Men forglemmes vil det ei,
Medens Evighedens Stjerner
Vandre over Tidens Vei.

Disse Klipper, denne Plet
Holder her i snevre Skranker
Alle Heltens høie Tanker,
Tæmmer her hans Styrke let.
Her hans Scepter og hans Sværd,
Her hans laurbærkrandste Throne,
Her hans gyldne Verdenskrone
Sees i Drømmelysets Skjær.
Frugten af utrolig Lykke,
Arvingen til Slægters Priis,
Vandrer her en stille Skygge
Paa henfarne Aanders Viis.

Storheds Grav blev denne Ø!
Høihed lyser frem af Scenen:
Klippen selv er Bautastenen,
Mindet er den dybe Sø.
Musen staaer paa Fjeldets Bryst,
Klio med den ædle Pande,
Og mod alle Verdens Lande
Toner mægtig hendes Røst:
See min Straf og see min Løn!
See det Værk, som jeg fuldendte!
See den Stjerne, som jeg tændte
Klar og evig i min Søn!

179

DEN OTTENDE KONST
(1837)

Syv Konster man fra gamle Dage drev,
Hvormed Enhver forsøge kan sin Lykke,
Foruden først at gjøre Prøvestykke
Og tage Borgerskab og Borgerbrev,
Og frie Konster disse syv man nævner.
Sligt i sin Orden er; kun er det slemt,
At blandt de Syv den ottende er glemt,
Som - skjøndt den hverken fordrer store Evner
Saalidt som megen Lærdom - dog tilvisse
Ei burde kaldes mindre fri end disse,
Thi frit endnu den øves alle Dage;
Og denne Konst - er Konsten at behage.

Er det en Konst? du spørger. - Troer du, Kjære,
At du behage kan Enhver omsonst?
Siig til dig selv: "o, det er ingen Konst,
At vinde Hjerter og ved Hjerter Ære,"
Og see, om Livet vil det Samme lære.
Nei! at behage, det er just en Konst,
Som for de Fleste selv er høist besværlig,
Og Konstner er Enhver, som vinder Gunst;
Er det ei saa, vil ei jeg være ærlig.

Men hvordan lærer man da Konsten? Ja,
Jeg negter ei, at dette just er Knuden;
Thi mangen En behage kan, foruden
At gjøre selv det Mindste til og fra.
Han fødes til Behag; blot han sig viser,
Man roser og tilbeder ham - man priser
Ham selv for Dyder, som han aldrig har.
Hver Dames Hjerte i Beslag han ta'er,
Hver Fyrste laaner naadig ham sit Øre,
Hver vil ham tjene, Alle kan han røre,
Han i en Haandevending kan forføre,
Og er maaskee med Alt - dog kun en Nar.
En saadan En ei Lærdom nødig har.
Saa er der Andre, som med Suk og Smerte
Sig sige maae, at Ingen de behage:
De svede Nætter og de svede Dage,
Men svede sig dog aldrig til et Hjerte;
De har paa Ærens Trappe neppe fodet,
180 Før Daglænds strax de styrte ned paa Ho'det;
De vise neppe sig, om nok saa kort,
I noget Huus, før Verten raaber: Bort!
Det er Ulykkelige - disse Stakler
De hjælpes ei ved Konst, men ved Mirakler.
Men endnu er den tredie Sort tilbage,
Den store Mængde, som ei kommer i
Den nævnte dobbelte Kategori:
Folk, som har sure og har søde Dage,
Folk, som behage og som ei behage,
Alt eftersom de Tingene vil tage;
Folk, som i Lykkens Bog har et Capitel,
Om ei paa anden Viis, saa ved en Titel;
Folk, som sig altid føle for med Hænderne,
Og aldrig røre tør ved Yderenderne;
Folk, som, lig Koen, døe mens Græsset groer,
Kort - Folk, som Folk er fleest paa denne Jord.
Til dem at tale har jeg her den Ære;
Thi naar de vil, saa kan de Konsten lære.

I Chinas Land, hvor Alting som bekjendt
Er i den bedste Orden, hvor man kjender
For Alting Raad og Trøst, man ogsaa har
I Konsten at behage Professorer.
De boe i Peking, nær ved Keiserborgen,
Og over deres Døre læser man
Med gylden Skrift de Ord: King-kong-fut-se
Pe-kuang-pe - Ord, som paa Dansk betyde:
Træd ind, min Ven! du vil det ei fortryde.

Til slig en Mand en Morgen kom en Yngling,
Hvis Navn var Peri, med fortvivlet Blik,
Med Sorgens Mærke paa de blege Kinder,
Og sagde sukkende: Giv mig et Raad!
Lær mig den Konst, at vinde trende Hjerter,
Hvis Gunst jeg mistet har, igjen tilbage.
En Ven jeg havde, en fortræflig Digter
I høiere chinesisk Poesi;
Og en Patron, en Mandarin jeg kjendte,
Soin meente mig det vel; og o! jeg elsked
En deilig, ja en himmelsk China-Datter,
Hvis smalle Øine sadde sødt paaskraa,
Hvis Fod i Længde knap var fire Tommer,
Hvis dunkle Haar var samlet til en Kegle,
181 Der paa det spidse Hoved yndigt nikked -
Men Ven og Elskerinde og Patron
Har Alle mig med Kulde Ryggen vendt.
Og jeg behager dem ei meer. (Her qvaltes
Af Sorg hans Stemme og af Smerten bøiet,
Sank han til Jorden ned med Graad i Øiet.)

Nu, lad dig trøste! sagde mild den Lærde,
Idet han hæved ham fra Gulvet op:
Jeg kjender Een, hvis Konst har fanget Sjæle
Og som dig lære skal den samme Konst.
Med disse Ord han drog et Dække bort,
Som deelte Stuen, og for Peris Blik
Sig viste nu en siddende, en stor
Og majestætisk Menneske-Figur
Af Porcellain, hvis Hoved, der var smykket
Med en uhyre høi og spids Terrin,
Bestandig nikked fremad og tilbage,
Som vilde det sig selv i Slummer vugge;
Med andre Ord: en stor chinesisk Dukke.

Min unge Ven - Professoren nu talte -
Betragt ærbødig denne sjeldne Mand;
Thi denne Mand var, som han sidder her,
I lang Tid Favorit hos en Minister;
Selv Keiseren ham høilig yndet har,
Og hvad det smukke Kjøn betræffer, da
Jeg Ingen kjender, som var elsket mere,
Og som fortrylled Hjerterne paa Flere.

Du spøger, sagde Ynglingen, idet
Han til Figuren gik, og slog med Stokken
Paa Dukkens Hoved saa at huult det gjenlød:
Hvor er det muligt? denne hjerneløse
Og tomme Dukke - den en Favorit,
Ei blot hos en Minister, men hos Damer?

Ti! - svared hiin - forsynd dig ei med Ord,
Og spot ei daarlig, hvad du ei begriber!
Ja, det er sandt, den sjeldne Mand er huul,
Og Hoved kun han viser ved at nikke;
Men denne Nikken er et Hovedfortrin,
Og just hans Huulhed er hans største Dyd.
Ved denne Form af Bryst og Mave, seer du.
Gi'er som et Echo Lyden han igjen,
Og samme Øieblik, som man ham spørger,
182 Forkynder ogsaa han Orakelsvaret.
Stil dig foran ham! Gjentag høit og tydeligt,
Hvad Mandarinen, hvad din Elskerinde,
Og hvad din Ven dig sagde sidste Gang,
Før bort de vendte sig i Vrede fra dig,
Og mærk dig nøie hvad den Vise svarer;
Thi ægte Viisdom, Raad og Hjælp og Trøst,
Alt vil du finde samlet i hans Røst!

Hvert Ord, som da de sagde, vel jeg mindes,
Gjensvared Peri, der nu rask sig vendte
Mod Dukken om, og udbrød høit og lydeligt
Med Mandarinens Røst: Min unge Ven,
Siig mig paa Ære og Samvittighed
Din Mening om hvad nylig her sig hændte,
Thi ei jeg negte kan, at jeg faaer Skrupler:
Dengang Soldaten jeg lod Ho'det slaae
Af Betleren, der gik omkring og tiggede,
Mon da jeg gjorde Uret eller Ret?
Ret? raabte Dukken mens den heftig nikkede,
Og som et Echo, medens Halsen vrikkede,
Den gjentog atter Ordet: Ret - Ret - Ret. -
Jeg svared: Uret - sukked Peri let.

Med Digterens og Vennens Stemme talte
Nu atter han til Dukken: Bedste Broder,
Hvis Dom jeg veed er sanddru, og hvis Bifald
Er kjært mig over Alt - o siig, hvad tykkes
Dig om det Digt, hvori jeg Theen priser,
Og navnlig hæver høit den over Kaffe,
Det lange Digt, som jeg igaar dig skikkede;
Siig, finder du det daarligt eller godt?
Godt! raabte Dukken, som nu voldsomt nikkede,
Og mens af Halsen frem den Lyden hikkede,
Den repetered atter: Godt - godt - godt. -
Jeg - sukked Peri - trak paa Skuld'ren blot.

Nu tredie Gang mod Dukken han sig vendte,
Paatagende sin Elskerindes Røst:
Min ømme Ven, hvem sødt min Sjæl tilbeder,
Hvad synes du om disse sorte Pletter,
Som omkring Øiet jeg med Tusch mig prikkede?
Siig, finder du med denne Pynt mig skjøn?
Skjøn! raabte Dukken himmelhøit og nikkede,
Og medens Peri den i Munden kiggede,
Fra Brystet toned atter: Skjøn - skjøn - skjøn. -
Jeg svared omvendt, sukked Chinas Søn.

183

Den Lærde smiilte - Ynglingen i Tanker
Paa Jorden stirred. Da medeet han udbrød,
Idet han hæved Haand og Blik mod Dukken:
Ja, du har Ret, du Vise, hvem jeg haaned,
Fordi jeg ei forstod din dybe Tomhed,
Og ei begreb dit hule Væsens Kjærne!
Ja, du har Ret! og som i Speilet seer jeg
I dine Ord min Skjæbne og dens Aarsag.
Men kan min Brøde aldrig da forsones?
End nikker du til mig - din Trøst jeg fatter:
Du er min Lærer, jeg er din Discipel!

Han gik; men os Historien beretter,
At inden trende Dage vandt han atter
Tilbage sine trende tabte Hjerter.
Ja, fremad gik han med utrolig Lykke,
Idet, bestandig nikkende, han gjengav
Enhver hans egen dyrebare Røst.
Nu er han allerede Mandarin,
Har otte Paafuglfjer, og sexten Koner,
Af hvilke fast til Raseri han elskes.
Ja selve Keiseren ham er bevaagen,
Og har ham tillagt Navnet: Pekko-Ekko,
Paa Dansk: den høist behagelige Mand.

Her ender min Fortælling, og Moralen
Jeg overlader Hver at drage frem.
Erindrer blot, at China er dens Hjem;
Om os naturligviis er ikke Talen.

DANDSEMUSIK
(1837)

See, hvor Solen gylden smiler
Høit i Luftens klare Blaa!
See, hvor Skyen fremad iler
Som en Fugl med Vinger paa!
Lyt til Klangen
Nu af Sangen,
Som med Toner
Deilig fylder Lundens Kroner -
Al den Jubel skal forgaae!

184

Seer du Rosen hist, den røde,
Aabnet nys ved Solens Magt?
Disse Blade, o hvor bløde,
Som en Krands om Kalken lagt!
Frisk i Luften
Stiger Duften
Fuld af Sødme:
Rose, rig paa Lys og Rødme,
Snart henvisnet er din Pragt!

Aftnens sidste Purpur svinder,
Dagens Konge drager hjem;
Og den blanke Nat oprinder,
Deilig Maanen glider frem.
Tusind ømme
Veemodsdrømme
Opad stige
Mod det fjerne Stjernerige -
Nattens Kulde spotter dem.

Træd herind, ved Glands af Kjerter,
I den tonefyldte Hal.
Hvor de ungdomsfriske Hjerter
Glade mødes til et Bal.
Kraftig Varmen
Hæver Barmen,
Øiet funkler,
Ingen Sky dets Smiil fordunkler -
Sorgen dog det kue skal!

Vend dit Blik mod Skjønheds Billed,
Mod den ranke Qvinde hist!
Hos sin Ven til Dands opstillet,
Seer hun paa ham ømt og vist.
Dette Hjerte,
Frit for Smerte,
Som saa herligt
Første Gang sig aabner kjærligt,
Brister, ak, om stakket Frist.

Hør, hvor høit nu Tidens Tunge
Med de Gamle stemmer i:
Ogsaa vi var eengang unge,
Glands cg Ungdom er forbi!
Haabet stiger,
Haabet viger,
185 Ønsker spildes;
I skal mødes, I skal skilles,
Glemmes, og forgaae som vi.

NATTEVAGT
(1837)

Naar Alting gaaer til Hvile
Hvad Dagen kaldte frem,
Naar alle Taager ile
Til deres dunkle Hjem,
Naar Solens Glimt sig fjerne,
Mens af hver Sky forladt
Den evig faste Stjerne
Staaer paa den stille Nat:

Da synker hen i Dvale
Hver Drøm, vi stige saae;
Den store Sandheds Tale
Vi kan igjen forstaae;
Vi kan igjen fornemme
Den Kraft, vi bæres af,
Den skjulte Aandestemme,
Hvis Røst os Tanker gav.

Og dybt i Sjælens Indre
Sig aabner da et Blik,
Hvis Flugt ei Skranker hindre,
Hvis Syn ei Grændser fik;
Med det vort Hjem vi skue,
Et større Fædreland
End denne lille Tue,
Som ei os holde kan.

Det Sørgeligste klinger
Harmonisk da og smukt,
Det Tungeste faaer Vinger
Til mægtig Himmelflugt,
Det Ringeste forsvarer
Sin Plads i Livets Krands,
Det Mørkeste sig klarer
I disse Straalers Glands.

186

Og i vor Aand sig sænker
Den store Fader-Aand,
Som løser alle Lænker,
Og bryder alle Baand;
Og naar de sidste falde,
Da føle vi medeet:
At Gud er Alt i Alle,
Og Alle kun er Eet.

GJENSYN
(1838)

Hvor blev den Blomst, som fyldte
Din Sands med liflig Duft?
Det Solskin, som forgyldte
Den sommervarme Luft?
Hvor blev de grønne Kroner,
Der ud i Vaaren sprang
Ved foraarsfriske Toner
Af Fuglechorets Sang?

Og Dyrets Liv, der dækkes
Som af en dunkel Sky,
Skal ei det gjenopvækkes
Naar Livets Taager flye?
Den Hund, som trofast døde
Af Sorg paa Herrens Grav,
Skal aldrig ham den møde,
Til hvem den hen sig gav?

O, kast dit Blik tilbage,
Og see hvad selv du var!
Hvor er de svundne Dage,
Med hver en Frugt de bar?
Hvor er vel Haabets Kjerte
Og Kjærlighedens Krands?
Hvor er dit glade Hjerte
Og hvor dit Øies Glands?

Eengang maa Alt erfares
Og leves om igjen,
Etsteds maa dog bevares
Hvad Tiden tæred hen;
187 Ei blot hvert Glimt vi skue
Af Aandens indre Lyn,
Men hver en jordisk Lue
Og hvert et jordisk Syn.

Der skal til Eet vi samle,
Hvad stykkeviis gik tabt;
Der vaagner alt det Gamle
Og staaer forynge t skabt:
Den Sjæl, som her du kaared,
Det Maal, du stræbte til,
Den Drøm, som her dig daared,
Dig hisset vinke vil.

Den Trøst er dog den sidste!
Den Tro bestaaer tilsidst:
Hvad her vi maatte miste,
Vi faae tilbage hist.
Til Undergang ei skabtes
Endog det mindste Frø:
Det var kun Skal, hvad tabtes:
Livskjærnen kan ei døe.

GREVENS DØD
(1838)

Høit i den rigtforgyldte Sal
De tændte Kroner hang,
Mens fra den buede Portal
Musikens Toner klang.
Men ingen Røst sig høre lod,
Der kaldte op til Dands,
Kun tause Marmorstøtter stod
I Salens stille Glands.

Da træder Grev Oginsky ind,
Den mandig-skjønne kaldt,
Hvis mørke Haar om Hals og Kind
I rige Lokker faldt.
Imod Orchestret op han gik,
Og frem af Barmen drog
Han en paa Noder sat Musik,
Og saa tilorde tog:

188

Tag denne Dands! og lad den Aand
Og Liv ved Toner faae,
Naar ind i Kredsen ved min Haand
I see vor Dronning gaae.
Først lad den stige som en Strøm,
Der bruser stolt og fri,
Saa lad den hendøe som en Drøm,
Der snarlig er forbi!

Han vender sig - og op med Larm
Nu alle Døre sprang;
For Herrer, Damer, Arm i Arm,
Blev hver en Indgang trang.
Lig tusind Stjerner straalte brat
Hvad skjønnest var og bedst:
Det hele Hof er denne Nat
Hos Grev Oginsky Gjest.

Men af den gamle Konge ført
Den unge Dronning gik,
Lig Blomsten af en Storm berørt,
Med dybt nedsænket Blik.
Ret som et Speil af hendes Sind,
Der ingen Hvile fandt,
Var hendes liliehvide Kind,
Hvor Rosen kom og svandt.

Imøde Grev Oginsky gaaer
Det kongelige Par,
Og ved hans Ord Fyrstinden slaaer
Sit Øie op til Svar,
Hvad laa der ei i dette Sprog,
Der uden Toner lød!
Det var det hele Hjerte, og
Et Billed af dets Nød.

Dog fra Orchestrets Hvælving ned
Fanfaren lød igjen,
Og til det fløielsklædte Sted
Nu Kongen føres hen.
Men da saa Kredsen ordnet staaer,
I sneehvidt Klædebon
Til Dands den unge Dronning gaaer
Ved Grev Oginskys Haand,

189

Og hvert et Øie fulgte dem
Da kongelig og frit,
Som Dandsen bød, de vandred frem
Alvorlig, Skridt for Skridt.
Hun ligned Dagen, klar og mild,
Der gylden flygter bort;
Hans Øie var som Stjernens Ild,
Hans Dragt som Natten sort.

Og med et Blik, hvori hans Aand
Sin Smerte har udtømt,
Berører han Fyrstindens Haand,
Mens Læben hvisker ømt:
O Dronning! Lyt til Hornets Klang,
Til Buestrøgets Lyd!
Et Echo af mit Hjertes Sang
I disse Toner nyd!

Den Dands, hvis Tact os hæver nu,
Den Sang, hvis Melodi
Er skjælvende som jeg og du,
Min Smerte hviler i.
Den digted jeg, da Haabet bort
Sig sneg af dette Bryst,
Som en forsvindende Accord
Af Livet og dets Lyst.

Men intet Ord igjen til Svar
Fyrstindens Læbe gav,
Kun Barmen høit sin Uro bar
Lig et bevæget Hav;
Og Øiet, bag hvis lyse Flor
Nys Veemod laa i Skjul,
Sig sænked pludselig mod Jord,
Just som en anskudt Fugl.

Hiin Tid sig atter folded ud,
Der aldrig var forglemt,
Hiin Tid, da til Oginskys Brud
I Løn hun var bestemt;
Hiin Tid, der Rod i Hjertet slog,
Da Begge halv var Børn,
Før paa sin Vinge hende tog
Den kongelige Ørn.

190

Men Dandsens Strøm med større Hast
Dem Begge frem nu bar,
Saa dækked' for hvert Øiekast
I Sværmen skjult de var.
Og mere høit i Begges Bryst
Sin Fakkel Guden svang,
Og mere varm Oginskys Røst
For Dronning-Øret klang:

Forstaaer du Melodien hist,
Der nu dig hilser øm?
Den er mit Afskedsord - tilsidst
En Ende paa min Drøm.
Jeg drømmer end - og lad endnu
Mig denne korte Lyst!
Men er jeg vaagnet, drømme du
Det Samme til din Trøst!

Saa svæved Begge hen i Dands,
Af Hoffets Sværm i Ly,
Og over Begges Skjønhedsglands
Hang Sorgens mørke Sky.
Rundtom, hvor Glæden blussed varm,
De muntre Stemmer lød,
Men tungt sig hæved Grevens Barm,
Kun rugende paa Død.

For sidste Gang nu taler han:
Min sidste Dands er endt!
O Lys! som end mig fryde kan,
Hvi har du bort dig vendt?
O Blik! hvori mit Liv end boer,
Hvi sænker da dig ned,
Som fandtes der kun dybt i Jord
Et Hjem for Kjærlighed?

Skjenk mig til Afsked før min Død
Endnu den sidste Trøst!
Midt under Sjælens bittre Nød
Oplad din Læbes Røst!
Siig, at naar skilt er jeg og du,
Vort Haab dog ei er deelt;
At du bevarer da endnu
For mig dit Hjerte heelt.

191

Ved disse Ord Fyrstinden slog
Sit Øie op til hans,
Og ingen Sky af Tvivl forjog
Dets underfulde Glands;
En Taare kun, som brat frembrød,
Nedtrilled fuld og varm,
Og tabte sig i Rosens Skjød,
Der sad ved hendes Barm.

Men intet Ord hun talte dog;
Og dog Oginskys Aand
Fortolked ret det stumme Sprog,
Da med en dristig Haand
Han løsrev Blomsten, dugget nu
Af Taaren reen og skær,
Idet han sukked: Jeg som du
Var hendes Hjerte nær!

Saa iilte han af Salen ud,
Og bleg som Døden faldt
Fyrstinden ned - da lød et Skud.
Til Døren styrted Alt.
Død, med det gjennemskudte Bryst,
Med Rosen trykket mod
De blege Læber, som i Lyst,
Laa Greven i sit Blod.

TILBAGEFALD
(1838)

Fængsles atter nu min Vinge
Da jeg meest den troede fri?
Drages atter jeg tilbage
Til det gamle Sværmeri?
Ei blot Kjærlighedens Roser
Nu i Hjertet finde Ly,
Men med Duften deres Torne
Sig forynge og fornye.

Ja, det Svundne vaagner atter!
Vaaren lig af Vintrens Gjem
Lokkes Haabet, og med Haabet
Livets tusind Blomster frem.
192 Atter Hjertets gyldne Harpe
Er med friske Strænge stemt,
Og tilbage komme Toner
Som forlængst jeg troede glemt.

Trylled mig til hendes Slave
Disse dunkle Lokkers Pragt?
Denne friske Foraarsskabning
I sin lette Sylphedragt?
Dette Liv, hvis milde Flamme
Sig med rene Farver brød
I det brune Øies Straaler,
I de varme Kinders Glød?

Fængsled mig hiint Præg af Tungsind,
Som det hulde Aasyn fik,
Dette Slør af Nat, som dækker
Lyset tidt i hendes Blik;
Dette Sind, som uharmonisk.
Dog fortryllende og klart
Gjennem Lunets Smiil og Taarer
Har for mig sig aabenbar't?

Ak jeg veed ei! Eet jeg føler,
At den lange Fred er endt;
At med alle sine Pile
Guden er tilbage vendt.
Amor! Løs mig af din Lænke,
Slyng den Skjønne fast deri,
At hun dele maa min Længsel,
Eller ganske mig befrie!

BELLA DONNA
(1838)

Klart straalte Lysets blanke Glands
Fra tændte Lampers Rad;
Som Blomster i en spraglet Krands
I Kredsen Damer sad.
Dog fængsled intet Syn mit Blik
Paa Skjønheds Rosenvei,
Og Øiet rundt i Længsel gik,
Men fandt sin Gjenstand ei.

193

Da aabned Døren sig, og brat,
Som Fryd i Savnets Vee,
Som Stjernen paa den dunkle Nat,
Min Skjønne lod sig see.
Hun traadte frem i Damers Flok
I Ungdoms lyse Pragt,
Med Perler om den brune Lok,
I staalblaa Silkedragt.

Ei saae jeg før en Liliekind,
Saa fiin og yndig bygt,
Ved Hjertets Slag og Øiets Skin
Nu med en Rose smykt;
Ei før et Blik saa stolt og blidt,
Ei før en Væxt saa rank,
Ei før et Bryst saa marmorhvidt,
Der blødt som Bølgen sank.

Nu drog til Strængenes Musik
Hun Sløret af sin Hals,
Og sylphelet med mig hun gik
Ind i den lette Vals.
Høit steg ved Tonen hendes Barm,
Og mig det var igjen,
Som førte Himlen i min Arm
Jeg gjennem Luften hen.

Saa svæved hun, og fængsled sødt,
Lig Lys paa Nattens Vei,
Hvert jordisk Blik af hendes mødt,
Skjøridt selv hun rørtes ei.
Ukjendt med Følelsernes Ild,
Som selv hun havde vakt,
Drev hun med Hjerterne sit Spil
Og hævded Skjønheds Magt.

O fagre Skjønne! Stolte Mø!
Saa kold midt i din Glands
Som Maancn i den blanke Sø,
Smykt med en Straalekrands:
Dit Blik er Himmellysets Skin,
Et Hav er dette Bryst,
Der suger dybt dit Billed ind,
Og skjælver ved sin Lyst!

194

BILLEDET
(1838)

Skal aldrig meer jeg dig gjensee
Paa denne skjønne Jord?
Skal aldrig meer jeg Trøst og Vee
Mig hente af dit Ord?
Skal aldrig, som naar from og mild
Din Stemme fordum klang,
Jeg meer i Taushed lytte til
Din Læbes søde Sang?

Du Sjæl i Alt hvad Øiet saae!
Mod hvem jeg stræbte hen,
Ei for din Herlighed at naae,
Kun for at elske den;
Kun for at elske, skjøndt med Lyst
Saa dog med evigt Savn,
Den Skat, jeg bærer i mit Bryst:
Dit Minde og dit Navn.

Men hvor jeg gik og hvor jeg stod,
Dit Billed fulgte mig:
Af Havets blanke Bølgeflod
Det yndigt hæved sig;
Det funkled fra den dunkle Nat
I gyldne Stjerners Krands,
Det vandred gjennem Skov og Krat
Hos mig i Maanens Glands.

Da gav saa huldt dets Læbe Svar
Naar jeg det talte til,
Da lyste klart dets Øiepar
Med overjordisk Ild,
Da bølged Haarets rige Flod
Omkring den hvide Kind,
Da vandred let den lette Fod
Med Aanders sagte Trin.

Tidt drog jeg da den fine Haand
Med Skjælven til min Mund,
Og hvisked med bevæget Aand:
Er du et Billed kun?
195 Er du kun Mindet, hvori boer
En Glæde, som forgik?
Var da ei hendes disse Ord
Og disse varme Blik?

O Liv i Drømme, rigt og fuldt,
Som saa jeg levet har!
O Liv, for Tanken dobbelt huldt,
Fordi du Minde var!
O fagre Billed! Mildt du seer
Paa mig foruden Ord:
Skal aldrig da vi mødes meer
Paa denne skjønne Jord?

DEN HEDENFARNE
(1838)

Dig søger allevegne
Til alle Tider jeg.
Gik hjem til Fredens Egne
Du ad den stille Vei?
Boer du i videst Fjerne
Bag Aftenrødens Skjær:
Den straalerige Stjerne,
Dens rene Blinken nær?

Kan ei du Jorden glemme
Midt i din Himmels Fryd?
Endnu din milde Stemme
Mig naaer i Luftens Lyd;
Endnu naar Natten hæver
Sit Slør og løser fri
De lette Drømme, svæver
Du sagte mig forbi.

Een Trøst er mig forlenet,
Som byder Tiden Trods:
Jeg veed, vi er' forened',
Skjøndt Døden skilte os;
Jeg veed, at løst fra Smerte
Og skilt fra Jordens Savn,
Bevarer dog dit Hjerte
Et Billed og et Navn.

196

VESTALINDEN
(1838)

Ned over Tiberen og Romas Høie
Sit første Lysglimt sender Dagens Øie,
Og heelt i Guldglands straaler Bjergets Top;
I Morgenrøden flyver Fuglen op,
Og ingen Vægt dens Bryst og Vinge tynger,
Mens for den unge Dag sin Fryd den synger.
Fra Bjergets Sti, hvor Æslet har sin Gang,
Igjennem Luften lyder Klokkeklang;
Fra Dalens Vei, hvor Hjorden gaaer forbi,
Blidt toner Hyrdefløitens Melodi;
Fra Skovens fjerne Lunde Hornet klinger,
Og giver Hindens lette Fødder Vinger.
Alt vækkes i den klare Morgenstund,
Alt lever op, paa Bjerg, i Dal, i Lund,
Alt rører sig langs Tiberflodens Sider,
Hvor mellem Siv den gule Bølge glider.
Hist roer en Fisker - hist paa Bredden staaer
Hans unge Hustru med de brune Haar;
Den lille Søn, som nys hun holdt ved Barmen,
Hun høit mod Lyset løfter op paa Armen.
Og hist fra Hyttens Dør, hvor Duggens Graad
Paa Mosset og paa Græsset perler vaad.
De muntre Børn paa Engen ud sig skynde,
For strax med Leg nu Dagen at begynde.

Dog medens udenfor den store Stad
Hver Skabning rører sig og aander glad,
Og Alting drikker Liv af Lysets Kilde,
Hvi drager gjennem Byen nu saa stille
Fra Vestatemplet, fra Gudindens Hjem,
Den tause, sørgeklædte Skare frem?
Hvi gaae Lictorerne saa dybt nedbøied'?
Hvi vandre Præsterne med Sorg i Øiet,
I Glandsen af den friske Morgensol
Omkring den tættillukte Bærestol?
197 Hvi lyde foran Toget nu de bange,
De dybe, ængstelige Klagesange? -
Ak, bag sit dunkle Forhæng Baaren har
Det levende og dog saa stumme Svar:
Der sluttes Fulvia, den unge Qvinde,
Bestemt til Gravens rige Offer, inde,
Hun, som sin Eed, sit Kydskhedsløfte, brød;
Der bæres Vestalinden til sin Død,
Mens hist paa Torvet, som til Templet støder,
Nu hendes Elsker - nu Marcellus bløder. -
Bestandig fremad Sørgetoget gaaer,
Og hver en romersk Ridder, som det naaer,
Sig slutter sorgfuld til de mørke Rader,
Der skride langsomt gjennem Byens Gader. -
Alt den collinske Port, en Bue lig,
Og alt Forbrydermarken viser sig;
Der Graven er, der er den dybe Hule,
Som snart den unge Fulvia vil skjule.

Men træd herhen paa Veien, ved hvis Rand
Just nu det store Baal man tænder an,
Mens fra det Fjerne Chorets Sang sig nærmer.
Her hviler Loftets Lem, som Hulen skjermer,
Og som, naar eengang den er lukket til,
Sig aldrig meer for Dagen aabne vil;
Her Stigen staaer, som, naar nu brudt er Staven,
Skal bringe Off' ret skridtviis ned i Graven,
Men ad hvis Trin hun op ei mere gaaer.
Her - dybt paa Hulens Bund - en Løibænk staaer
Og her det lille Marmorbord, hvis Plade
Alt bærer Skaalen og de gyldne Fade,
Der gjemme Vand og Olie, Melk og Brød,
Til Livets Næring ved en langsom Død.
I Krogen hist den matte Lampe hænger;
Den lyse Dag nu reent dens Glands fortrænger,
Men o, det varer kun en føie Stund,
Da vil den skinne klart i Hulens Bund;
Høit vil den flamme, naar først Graven lukkes,
Før den gaaer ud - før den for evig slukkes.

I langsom Gang til Hulen Toget naaer;
Paa Jorden sættes ned den lukte Baar,
Og medens Folket Gravens Rand omringer,
Med dæmpet Stemme Sørgechoret bringer
Ved Fløiternes den melankolske Klang
Til Vestas Guddom en Forsoningssang.
198 I Baalet Præsten ud sit Offer gyder,
Og Chorets sidste Klagetone lyder
Endnu da Baarens Forhæng drages af,
Og Fulvia henvandrer til sin Grav.
Med sænket Hoved Jorden hun betræder,
Af Sløret dækket, i de hvide Klæder
(Den ubesmittede Gudindes Dragt)
Og i den purpurrøde Kappes Pragt;
Og som en Støtte staaer hun taus og stille
Paa Grændsen nu, hvor Liv og Død sig skille.
Da træder Præsten til - og brat hans Haand
Om hendes Hoved løser Slørets Baand
Og Kjæden, der om Halsen rundt sig vinder -
Og pludselig, som naar en Sky forsvinder,
Fra Vestalindens Pande Sløret gled,
Mens over Skuldren Kappen synker ned.
O see, hvor ung og skjøn! - En Genius lig
Her ved sin egen Grav hun hæver sig
Til Døden viet og mod Mørket bøiet:
Paa Jorden fæster stirrende hun Øiet,
Ret som om Synet af den hvide Dragt,
Nu hendes Dødsdragt, hende gjør forsagt.
Fast om den ene Haand den anden holder,
Men ei til Bøn som fordum hun dem folder,
Den dybe Skræk dem ene binder fast.
Da løfter hun sit Hoved op ihast,
Og som forvirret hun omkring sig skuer,
Og Hver, som seer det, i sit Hjerte gruer.
Medeet opklares dog det stive Blik,
Medeet tilbage hun sin Samling fik -
Hun rødmer høit - og høit det Bryst sig hæver,
Som Mindets Qval og Lyst nu gjennembæver.
Dybt sænker hendes Pande sig igjen
Og til den aabne Grav hun træder hen,
Af Præsten støttet, som den Svage fører.
Det første Trin af Stigen hun berører,
Saa staaer hun atter stille - Dødens Chor
Til hende taler med de sidste Ord:

Nu bort fra denne Verden gaaer
Din Fod, mod Dybet vendt:
Den Sol, som høit paa Himlen staaer,
For dig sit Løb har endt.
Ei meer i Aftenrødens Skin
Dens Nedgang skuer du,
Og aldrig meer du aander ind
En Morgenluft som nu.

199

Af hver en jordisk Ven forladt
Paa Eensomhedens Vei,
Du vandrer til den stille Nat,
Som Stjernen klarer ei.
Der, gjennem Mørkets Porte frem,
Ad Smertens trange Sti,
Du stunder mod det sidste Hjem,
Hvor Straffen er forbi.

Een Trøst dog rummes i din Vee,
End er dig Vesta nær;
Af hendes Lampe skal du see
I Mulmet Straalens Skjær.
Fra Luen lyser Naadens Bud,
Og luttret ved dens Skin,
Og favnet mildt som Dødens Brud,
Gaaer du til Hvilen ind.

Her Choret taug - og Vestalindens Fod,
Der paa det første Trin af Stigen stod,
Dens næste Trin nu skjælvende berører;
Og nu - som naar en Tones Klang man hører
Langsomt at hendøe, saadan Dødens Pant,
Ung Fulvias Skikkelse, for Øiet svandt.
Først - mens ad Stigens Trin hun nedsteg stille -
Først tabte Blikket hendes Fod, den lille,
Saa af den ranke Skabning Meer og Meer,
Tilsidst det fagre Hoved kun man seer.
Da standsed hun medeet - og hendes Øie
Sig uvilkaarlig vendte mod det Høie,
Mod Himlen og mod Solen med et Blik,
Hvori sin Glands af Døden Livet fik.
Kun et Secund det vared - dog sig gjemte
I Blikket Minder, som man aldrig glemte -
Da Vei til Dybet hendes Øie fandt,
Og Brynet, Panden, Lokkerne forsvandt.

I Grotten Vestalinden sidder stille;
Paa Væggen seer endnu hun Lyset spille
Igjennem Hvælvingens det aabne Tag
Som lifligt Gjenskin af den unge Dag.
End seer hun Stigen - end kan hendes Øre
En Gjenklang af de mange Stemmer høre,
Der over Jorden blandes til et Chor.
Som afhang Liv og Død af disse Ord
200 Hun anspændt lytter, medens hendes Øie
Paa samme Tid betragter Stigen nøie.
Da drages den paa eengang op - og i
Slaaer Hulens Lem, og pludselig forbi
Er al den Glands, der over Jorden lyser,
Og paa sit Leie Vestalinden gyser.
Ned var hun sunken, som af Døden rørt,
Hvis ei endnu en Lyd hun havde hørt,
Der fængsler Tanken, mens den Hjertet skrækker;
Thi hør, hvor Graven nu med Jord man dækker!
Hør Lyden af de tunge Spaders Slag,
Der gjør et Bolværk mellem Nat og Dag!
Hør, som af dæmpet Torden nu et Bulder!
Den kæmpestore Steen man langsomt ruller
Hen over Hulen som en evig Vagt
For Livet, der i Graven er nedlagt.

Medeet blev Skaren ovenover rolig;
Ei mindste Lyd sig nærmed hendes Bolig,
Ei mindste Gjenklang meer af Verdens Røst.
Mildt flammer Lampen dog endnu til Trøst,
Og dybt fra Krogen, som dens Straaler smykke,
Den kaster skarpt paa Grottens Væg en Skygge
Af Vestalindens yndige Profil,
Af hendes Lokker, fæsted med en Piil.
Og halv i Tanker Fulvia sig vender
Mod Væggen om, hvor hun sig selv gjenkjender,
Og med et Suk i denne Skygge seer
Et Sorgens Billed, der ei klares meer.
Stærkt skjælver Skyggen medens dybt hun sukker;
Og Fulvia bøier sig - og Skyggen bukker
Paa samme Tid som hun sin Pande ned,
Og langsomt ad det stille Hvilested,
Lig Brudens Leie smykt med Tæpper hvide,
Den glider hen ved Vestalindens Side. -
O, ganske eensomt Mennesket er ei!
Staaer han i Lys, er Skyggen paa hans Vei,
Og viser ham hans eget dunkle Billed;
Er dybt i Mulm og Mørke hen han stillet,
Da træder frem ved Tankelivets Skin
Det klare Gjenskin af Gemyt og Sind;
Thi maalt med Livets Lys er han en Skygge,
Med Dødens Mørke maalt, en evig Psyche.

Men taus paa Leiet Vestalinden hviler,
Og uophørlig hendes Tanke iler
201 Fra Dødens Stilhed op til Livets Larm;
Dog knap i Lyset den sig rører varm,
Knap kalder frem den de forsvundne Dage,
Før brat dens Toner hendøe som i Klage,
Og lig en anskudt Fugl, der Vingen brød,
Den synker ned i Mørket til sin Død.
Dog atter Fulvia til Liv den bringer,
Og atter løftes Tankefuglens Vinger,
Og atter den i Verden flyver frem,
For atter vingestækt at vende hjem.
Tilsidst dog af det samme Spil den trættes,
Tilsidst kun Vestalindens Tanke rettes
Som halv ophævet, svævende og mat,
Paa Gravens Stilhed, af hver Lyd forladt.
Faldt blot et Sandskorn nu, man strax det hørte
Naar i sit lette Fald det Gulvet rørte;
Slog et Insect de bløde Vinger blot,
Her i den dybe Ro det mærktes godt;
Men ingen Lyd - thi lydløs, stum og stille
Er hvad der her sig rører: Tidens Kilde.
Den bærer vel Alverdens vilde Larm
Paa sine Bølgers altid fulde Barm,
Men alt som Livet ned ad Strømmen føres,
Af Tausheds Aand det formes og berøres.
Den vilde Smerte bli'er til Veemods Dugg,
Det stærke Klageskrig bli'er til et Suk,
Og nær ved Graven flyder Livet stille,
Saa stille som om Fulvia Tidens Kilde.
Da griber Medynk med sig selv - en Lyst
Saa sød som bitter - Vestalindens Bryst;
Og uden Standsning Taarestrømmen rinder
Fra hendes Øine ned ad hendes Kinder,
Og suges af de unge Læber ind
Som liflig Balsam for det syge Sind.
Hun græder uden Ophør: fulde, milde,
Paa Draabe Draabe, Taarerne fremtrille,
Som skulde ei de tørres bort igjen,
Og selv hun her i Taarer smelte hen.
Endnu hun græd, da Hjertet træt af Klage
Sank i Bevidstløshedens Nat tilbage;
Endnu hun græd, da Søvnens stille Aand
Berørte hendes Øie med sin Haand.

202

Hun slumred ind - og hen ad Drømmens Vover,
Som Mindets blege Stjerne lyser over,
Tilbage i sig selv hun sagte gled.
Det Dække, der om Dagen drages ned
Imellem Tankens Yttring og dens Kilde,
Nu løfter sig iveiret tyst og stille,
Og intet ydre Indtryk fængsler meer
Den frie Sjæl, som i sig selv kun seer.
Der - i dens skjulte, underfulde Rige -
I en bestandig Ungdomsfriskhed stige
De talende, skjøndt tause, Minder frem,
Og Haabets Spirer røre sig i dem.
Der vælder op den dunkle Tankestrøm,
Hvis Fylde her udgyder sig som Drøm,
Men som bevarer skjult i sine Bølger
Det Kommende, hvis Liv endnu sig dølger.
Alt hvad den næste Tid skal kalde frem,
Beredes alt i dette stille Hjem,
Hvor Sjælens Kræfter, Drift og Haab og Længsel,
Lig bundne Aander slumre som i Fængsel.
- Og Vestalinden sover; Lampens Skin
Fra Krogen falder hen paa hendes Kind,
Paa hendes mørke Lokker, paa de hvide
Blodløse Læber, dog endnu saa blide.
Men skjøndt i Hulens mørke Fængselsvraa
Som lænket ubevægelig hun laa;
Skjøndt her en Fange slumrende hun hviler,
Dog bort i Drømmen hendes Sjæl nu iler.

Hun drømte - og en Rad af Aar svandt hen,
Og selv hun saae sig som et Barn igjen,
Der gjennem Haven, under Træets Grene,
Med Fuglen paa sin Skulder vandred ene.
Hun strakte Haanden ud med Kornet i,
For Fuglen nynnende sin Melodi,
Og ned den flagrede paa lette Vinger,
Og nød sin Føde nu paa hendes Finger.
Saa gik hun med sin Fugl i Haven om,
Bevogtende sin lille Eiendom,
Og med en Fryd, som kun de Smaa fornemme
Hun taler til den med en kjærlig Stemme.
Da hører hun medeet sin Moders Røst:
Kom op, o Fulvia, fra Leg og Lyst!
Skynd dig fra Haven op, min lille Pige!
Din Fader har et Ord dig nu at sige.
Hun træder ind i Hallen - Fuglen sad
203 Endnu paa Skuldren, nipped af et Blad,
Og som hun selv den seer sig om urolig;
Thi midt i Hallen, i den stille Bolig,
Hvor sjelden hun en Fremmed forhen saae,
En Skare purpurklædte Præster staae.
Men hendes Fader hendes Haand omfatter
Idet han siger: Skuer her min Datter!
Min lille Fulvia, mit Huses Ziir,
Til Vestas Tjeneste jeg hende vier!
Her med sin Mund han hendes Mund berører
Og favner hende ømt, hvorpaa han fører,
Forbi de tause, purpurklædte Mænd,
I hendes Moders Arme hende hen.
Selv sukker hun, men kjender Grunden ikke;
Dog pludselig fordunkles hendes Blikke,
Og Taarekilden fyldes meer og meer,
Da Graad hun i sin Moders Øie seer.
I dette Øieblik sig Fuglen svinger
Fra hendes Skuldre bort paa snare Vinger,
Og rundt hun følger den i Hallen om,
Indtil de Begge hen til Døren kom.
Der fly'er den ud - i Luften høit den stiger,
Hvor paa sin frie Flugt den hurtig svandt -
Men idetsamme Drømmens Billed viger,
Og andre Syner hendes Tanke bandt.

Hun drømte. Som en voxen Jomfru hun
I Templet gik den tause Midnatsstund
Med Blikket vendt mod Vestas høie Billed,
Der tættilsløret var paa Altret stillet.
Foran det, paa den blanke Marmorsteen,
Den hellige Lampe brændte mild og reen,
Og klart i Glandsen af dens lyse Lue
Gudindens hvide Hænder kom tilskue.
Og Fulvia stod taus med sænket Blik,
Imens forbi som Minde hende gik
Den hele Sum af Timer og af Dage,
Der her i Templets Hal var lagt tilbage.
De mange Aar, hvori med trofast Sind
Hun havde vogtet her paa Lampens Skin
Og offret Dag og Nat til sin Gudinde,
Dem saae hun atter komme og forsvinde.
Men nu til Altrets Fod hun træder hen,
I Lampen gyder Olie hun igjen,
Saa Luen flammer høit, alt mens hun stille
Andægtig kysser Vestas Haand, den milde.
204 Da var det, som medeet Gudindens Aand
Gav Liv til Billedstøttens Marmorhaand;
Paa eengang den sig rørte - Slørets hvide
Og rige Folder Haanden drog tilside;
Den høie Støtte, før saa kold og stiv,
Medeet bevæged sig i yndigt Liv:
Glands farved Marmorkinden, Læben smiilte,
Og Øiets Lys paa Vestalinden hviilte,
Der knælte taus, imedens Sjæl og Blik
Tilbedende op til Gudinden gik,
Just som sig hørlig med sin Guddomsstemme
Paa denne Viis Gudinden lod fornemme:
O Fulvia! min Datter, hvem jeg saae
For mine Fødder tidt, naar her du laa
I Nattens tause Stund, og Bønner hæved
111 mig, der skjøndt usynlig dig omsvæved:
O Fulvia! din Villie nu er skeet;
Foruden Slør du har mit Aasyn seet,
Og for dit Øie staaer jeg aabenbaret.
Men som min Naade her du har erfaret,
Saa vær mig altid tro paa denne Jord! -
Dybt bæved Fulvia ved disse Ord -
Hun vendte sig - og idetsamme stilled
For hendes Sjæl sig frem et andet Billed.

Hun drømte. Høit paa Himlen Maanen gled
Og sendte Straaler over Lunden ned,
Ned over Myrthens og Cypressens Bolig,
Hvor nu hun vandrer tankefuld, urolig.
Da skjælved pludselig Cypressens Top,
Og hun, idet hun Øiet løfted op,
Lyslevende nu ligefor sig saae
Den unge Ridder, som hun tænkte paa.
Som tvende Lys til eet sig sammen føie,
Saa mødtes her paa eengang Begges Øie,
Og Begge bytted her med dæmpet Røst
Savn imod Savn, og Længsel imod Trøst.
De vandred hen hvor Kildens Bølger glide,
Hun paa dens ene, paa dens anden Side
Marcellus, der om hendes holdt sin Haand,
Og danned over Vandet saa et Baand,
Der huldt forened dem, hvem Skjæbnen vilde
Trods deres Hjerters Forbund evig skille.
Saa vandred de, og kom til Broens Steen,
Og fast omslynged' stod de To som Een:
Eet Sind kun boede i dem, een var Flammen,
205 Mens deres Blik og Læber smelted sammen.
En Ring han fremtog med bevæget Aand,
Og lagde den i Vestalindens Haand
Med disse Ord: dig, Lundens stille Skygge!
Og dig, o Luna! jeg betroer min Lykke.
Da lod i Drømmen Fulvia hans Ring
I Vandet falde - pludselig omkring
Marcellus vendte sig, og i det tykke
Og dunkle Løv hans Billed som en Skygge
Gled meer og meer tilbage. Selv hun stod
Med Skræk i Sjælen og med bunden Fod,
Der vilde følge ham, men mægted ikke.
Og mere fjern ham skued hendes Blikke,
Og mere mørk blev Skoven - Maanens Kind
I Skyens sorte Slør sig hylled ind,
Mens nærmere hun Stormens Brusen hørte.
Alt rørte sig, kun hun sig ikke rørte;
Alt sig bevæged - hun alene stod
Skjøndt bævende med lænkebunden Fod,
Og saae den Elskede bag Løvet svinde -
Men idetsamme vexled Sjælens Minde,
Thi Drømmen skifted om i hendes Sind.

Hun drømte. Ved de blege Stjerners Skin
Hun vandrer gjennem ubekjendte Egne;
Og Alt er mørkt og trist, og allevegne
Kun Død og Undergang hun skue faaer.
Foran et Tempel i Ruiner staaer
Hun stille, medens sorgfuld hun beskuer
Det knuste Tag, de sammensunkne Buer;
Thi af det stolte, søileklædte Huus
Den ene Halvdeel ligger her i Gruus.
Alt syntes hun at her hun skulde kjende,
Men hver Erindring flygter bort fra hende
Just naar den vakt i Sjælen tale skal.
Dog see! ud af en marmordækt Portal,
Der end sig hæver, krandset af Ruiner,
En Qvinde træder frem med strenge Miner,
Med stolte Skridt og majestætisk Gang,
Og truende, skjøndt dæmpet, Røsten klang:
O Fulvia! Hvi staaer du her saa stille
Og seer paa Templets sønderbrudte Pille,
Og paa den sunkne Bygning, før saa stærk?
Du Daare stirrer paa dit eget Værk!
Thi her stod Vestas Borg - her Solen tændte
Den rene Flamme, som paa Altret brændte,
206 Hvis Lue nærer Livet overalt;
Men Flammen sluktes ud og Templet faldt,
Og paa dets Levninger staaer nu din Dommer:
See bag dig, Fulvia! Din Straf den kommer!
Og Fulvia idrømme saae sig om,
Og see, et Sørgetog nu langsomt kom
Hen over Sletten, og som Døden stille
Det skred ad Veien frem mod Templets Pille.
Foran man bar en Baare, bred og stor,
Bedækket af et dunkelt Sørgeflor,
Der, medens Toget tæt forbi nu skrider,
Paa eengang løftes og tilside glider.
Der laa Marcellus i sit Blod - hans Træk,
De før saa fagre, stivned var i Skræk;
Hans unge Legeme, til Bolig dannet
For Kraft og Skjønhed, herligt sammenblandet,
Laa sønderslidt, berøvet al dets Pragt,
Lig Skovens Stamme ved Orkanens Magt.
Men Fulvia i Rædsel om sig vender,
Og pludselig hun Skikkelsen gjenkjender,
Der end ved Templet stod med hævet Haand.
O Vesta! O Gudinde, tag min Aand!
O, riv det rige Offer ud fra Døden!
Min være Straffen, thi kun min er Brøden!
Saa raaber hun, mens sønderknuust hun ned
For sin Gudindes rene Fødder gled.
Da brat hun aabner Øiet. Endt er Blunden;
Hun er alene - Drømmen er forsvunden.

Høit paa sit Leie Fulvia hæver sig;
Hun seer omkring i Hulen som et Liig,
Der af sin Grav til Livet kaldes atter,
Men Intet dog af Verden mere fatter.
Som Hjulet dreier rundt sig i en Ring,
Saa ruller hendes Øie vildt omkring
Blandt Syner, hvori Drømmesyn sig blande.
Med Haandens Flade stryger hun sin Pande,
Som for paany i Tankens skjulte Hjem
Bevidsthedslivet klart at kalde frem. -
Midt i sin Søgen hendes Blik dog standser,
Medeet faaer Liv igjen de døde Sandser,
Og Døden selv, med al sin Skræk og Gru,
Sig i de blege Træk afspeiler nu.
Marcellus! - sukker hun - var det dit Billed,
Der sig idrømme for mit Øie stilled?
207 O Elskede! var det dig selv jeg saae,
Da sønderknuust og blodig der du laa?
Ved dette Suk sig Tankens Løb forandrer,
Og ned fra Leiet springer hun, og vandrer
Først klagende, og derpaa taus og stum
Frem og tilbage i det snevre Rum.
Snart staaer hun stille - snart sin Haand hun strækker
Mod Gravens Loft iveiret - snart bedækker
Den Panden, hvor det vildt opløste Haar
Heelt over Skuldren hun tilbage slaaer,
Mens fyldt af Rædsel hendes Øie skuer
Mod Lampelysets nu saa matte Luer:
Da farer gysende hun op igjen,
Til Olieskaalen rask hun iler hen,
Og Ilden nærende hun atter tænder
Det halv udslukte Blus, saa høit det brænder.
Fortabt i Tanker hun foran det staaer;
Jo høiere den stærke Flamme slaaer
Og farver Loft og Væg med sine Luer,
Jo mere klart ved dem sin Grav hun skuer,
Desmere svinder Livets svage Skin
I hendes Øie som paa hendes Kind,
Desmere hendes Tanke sig forvirrer,
Til næsten udtryksløs hun for sig stirrer.
Da var det som en Lyd foroven lød,
Det var som Gravens Loft man gjennembrød,
Og Fulvia farer op, og Haabet binder
Sig fast til Lyden, som nu brat forsvinder.
Hun lytter - men sig Intet mere rører;
Høit raaber hun - dog kun sig selv hun hører;
Stærkt gjennem Hulen trænger hendes Skrig;
Men ingen Hjælp og Hjælper nærmer sig,
Og intet Svar igjen fra Verdens Stemme,
Selv ei det svageste, hun kan fornemme. -
Da griber Raseriets stærke Haand
Med sine vilde Kræfter hendes Aand:
Frem og tilbage hun i Hulen render,
Fortvivlet stirrende, mens hendes Hænder
Afrive Lokkernes den rige Pragt,
Og Barmens Bælte om den hvide Dragt.
Høit flyver Brystet, medens Øiet flammer,
Og pludselig sig selv og al sin Jammer,
Som overvældet af Elendighed,
Paa Hulens kolde Gulv hun kaster ned.
Der laa et Øieblik hun som bedøvet
Og kølte Hjertets indre Brand i Støvet,
208 Til Furien fordobbled hendes Skræk
Og op hun sprang med Angst i alle Træk,
Mens gjennem høie Skrig hun laante Ord
Til Eumenidernes det skjulte Chor.
Saa raser hun til hendes Kræfter svinde,
Til hver en Tanke døer med hvert et Minde,
Og dybt i Afmagt, reven bort fra Alt,
Igjen afmægtig hun tilbage faldt.

Hun slumred ind - og lang Tid laa hun stille;
Men atter vaagned hun, thi Livets Kilde
Var ikke standset end i hendes Bryst.
Den svundne Verden med dens Qval og Lyst
Besøgte hende atter - atter næred
Hun sine Tanker med en Sorg, der tæred
Lig Ormen Dag og Nat paa Livets Rod.
Snart brændte høit i Flammer hendes Blod,
Snart gød sig Dødens Iis i hendes Aarer,
Snart laa hun rolig, smeltet hen i Taarer,
Snart stormed i Fortvivlelse hun om
Og fyldte med sin Jamren Hulens Rum,
Naar frem paany for hendes Blik sig stilled
Marcellus i det blodigknustc Billed,
Indtil hun atter, udtømt ved sin Klage,
Sank paa sit Leie ubevidst tilbage.
Saa hengled Dagene - af eens Natur
Var Dag og Nat; thi Verdenssolens Uhr,
Der maaler Tidens Flugt med gylden Viser
Og evig i sin Opgang Lyset priser,
Det saae hun ei, saalidt som Farvens Spil,
Hvis rige Straalekrands ei her var til.
Den hele Verdens Glands hun nu kun kjendte
Af Skinnet, som en døsig Lampe sendte;
Den hele Kraft af Livet nu sig bød
For hende frem kun i et skimlet Brød;
Den sidste Røst af Livets tusind Stemmer
Nu i sit eget Suk hun kun fornemmer.
Alt savned hun, hvad Verden ellers fik
Til Lindring i sin Nød: det varme Blik
Fra et deeltagende og trofast Hjerte;
Det Trøstens Ord, der veier op mod Smerte;
Den ømme Haand, den stille Ven, som tager
Den halve Byrdes Vægt og dog ei klager.
Hun var alene - dybt i Gravens Skjød:
Eensom ved Hjertets Nag, ved Haabets Død,
209 Ved Livets Fryd og Qval sig at erindre;
Hun bar en svunden Verden i sit Indre,
Hun mærked endnu Følelsernes Strøm
Bevæge sig i Mindets rige Drøm,
Og alle Fortidstanker Liv forlene;
Men dog hun eensom var - hun var alene.
Saa hengled Dagene - og Planten lig,
Nys frisk og svulmende og farverig,
Der visner hen, berøvet Lys og Varme,
Saa visned i sin kolde Grav den Arme.
Den rige Barm, den ungdomsfriske Kind,
Svandt under Suk og Taarer langsomt ind;
Det sorte Øie med dets dunkle Flamme
Forstørret fremsteg af sin hule Ramme;
Det ranke, det ungdommelige Liv
Sank bøiet sammen som et krummet Siv.
Men med den legemlige Kraft hentæret
Var og det bittre Nag, af Smerten næret;
Og Skibet lig, naar over Havets Speil
Det glider ind i Havn med slappe Seil,
Saa hengled Fuivias de sidste Dage:
Hun saae mod Døden frem - ei meer tilbage.

Og Døden nærmed sig - den Næring, som
Var hende tildeelt ved den strenge Dom,
Var alt fortæret, og i Lampens Lue
De sidste Draaber Olie var at skue.
Det var den stille Midnatstime, da
Sit Bad i Dybet Luna kommer fra,
Og Jupiter og Venus begge stige
I Straaler ned fra deres skjulte Rige;
Da Begge aabne Menneskenes Bryst
For Ærens og for Kjærlighedens Lyst,
Og fængsle hver en Sjæl, hvis Kraft ei sover,
Og fryde hvert et Blik al Jorden over -
Men under Jorden Vestalinden laa;
Taus fra sit Leie hen for sig hun saae,
Og ingen Smertenstræk sig mere blande
I Dødens dunkle Skrift paa hendes Pande.
Et Udtryk fromt og mildt sig viste kun
I Minespillet om den blege Mund,
Og en forklaret Aand, som Trøst erfared,
I Øiets Taareglands sig aabenbared.
Hver Kamp var endt - thi Freden trykked nys
Paa hendes Læber sit F'orsoningskys,
210 Og mens endnu hun blidelig saaes smile,
Paa hendes Lemmer sank den dybe Hvile.
Saadan hun laa, i al sin bittre Nød
Et yndigt Bytte for den nære Død,
En Blomst, af Stormen kastet ned i Støvet,
Men, om end brudt, dog ei sin Duft berøvet.
Vel speiled sig endnu i Tankens Strøm
Et Billede af Livets mørke Drøm,
Men hendes Hænder, som til Bøn sig folde,
Saa fast i Døden dog paa Trøsten holde.
Hun bad til Vesta: O Gudinde! du,
Som i min sidste Nød mig skuer nu,
O Herlige, forbarm dig! Lad mig ende,
Mens jeg endnu seer denne Lampe brænde.
Lad mig i Lyset døe! Lad Sjæl og Sands,
Til Alt formørkes, qvæges ved din Glands!
Og som jeg selv dig saae i Aftenrøden,
Lad mig dit Billed see endnu i Døden!

Og hendes Bøn blev opfyldt. Lampens Skin
Husvaled til det Sidste hendes Sind,
Ja mere høit end før dens Lue brændte
Da Fulvia sit Afskedsblik den sendte.
Dens Flamme blavred med urolig Hast
Da hendes drømmeslørte Øie brast;
Den kasted end sin Glands paa hendes Billed,
Da Dødens Suk om hendes Læbe spilled;
Da blussede den op og klared brat
Om Fulvias Leie Gravens dybe Nat,
Og gjengav hendes Træk med dobbelt Styrke -
Da gik den ud - og Alt omkring blev Mørke.

211

SLAVEN
(1838)

Høit imod Nord og fjernt mod Øst,
Dybt i Siberiens Klippebryst,
Hvor Kulden som en mægtig Last
Om Jordens Sider knuger fast,
Hvor dækket til af Iis og Snee
Den lange Vinter er at see,
Hvor Dagen ruger kort og mørk
Paa Landets grændseløse Ørk,
Hvor Fjeldets sneebedækte Tind
Er Speil og Grav for Solens Skin,
Hvor Flodens Vand sig skaffer Plads
I et uendeligt Morads,
Hvor Graneskoven milelang
End venter Øxehuggets Klang,
Hvor Ulveflokkens hæse Skrig
Gjenlyder om det frosne Liig,
Og standser eenlig Vandrers Gang -
Der ligger Scenen for min Sang.

Men over Jorden er den ei;
Nei, følg mig gjennem Bjergets Vei
I Hulen ind, til Svælgets Rand,
Hvor Dybets Brønd du skue kan.
I Kurven stig! Grib Kjæden fat,
Der ovenfor nu løsnes brat,
Thi Reisen gaaer til Mulm og Nat.
Een Favn du synker - atter een
Forbi den faste Klippesteen,
Og raslende med større Hast
Nu Lænken glider med sin Last.
Ned i en Fjeldtragt farer du,
Hvis Snevring fylder dig med Gru;
Med Møie gaaer dit Aandedrag,
Dit Hjertes Puls er bleven svag,
212 Thi hvert et Glimt af Lys er slukt
For dig paa denne tause Flugt.
Foroven, om dig, Mørke kun,
Forneden gaber Svælgets Bund;
Hvis Lænken brast, hvis Krogen gled,
Du styrted hundred Favne ned
Den skarpe Klippevæg forbi:
Dit Bryst var knuust - din Sjæl var fri!

Paa Svælgets Bund din Fod nu staaer.
I hvalte Gange frem du gaaer,
Og ved de tændte Lampers Skin
I Bjergets Dyb du vandrer ind,
Hvis Hvælving lyder ved dit Trin.
Snart ligger Hulen for dig fri,
Snart risler dig en Bæk forbi
Og standser pludselig dit Skridt;
Snart sænker Loftet af Granit
Sig lodret paa dit Hoved ned,
Snart danner det en Bue bred,
Mens ud og ind sig Gangen snoer,
Just som i Sandet Slangens Spor.
Du vandrer nu i Malmets Hjem,
Thi allevegne glimte frem
Ved Lampelysets svage Skjær
De rige Aarer fjernt og nær;
Og allevegne sees en Hær
Af Mænd, som med arbeidsom Haand
Forstyrre Bjergets stille Aand.
Men disse Mænd i Jern og Baand,
Hvor kom de fra? Hvad samled dem
I dette Jordens dybe Hjem? -
Fra Vesten som Forviste kom
De hid, at lide deres Dom,
Den strenge Dom, meer haard end Død,
Som rev dem op fra Hjemmets Skjød
Og Livets Rødder sønderbrød.
Med Panden furet, Blikket vildt,
Fra Verden og fra Lyset skilt,
De trælle her ved Nat og Dag
Til deres sidste Aandedrag;
Med Jern i Haand og Jern om Been
De bryde sønder Bjergets Steen;
Med Sjælen mørk og sorrigfuld
De drage frem af sorten Muld
Den rige Erts, det dyre Guld.
213 Hist lyde deres Hammerslag
Besvarede af Hulens Brag;
Hist, lænkede til Karren fast,
De trække frem den tunge Last;
Hist, samled i en talrig Flok
Om den uhyre Klippeblok,
De gjennembore Fjeldets Steen.
Af Borets Gange lades een,
Og hurtig flygter hver en Mand
Idet nu Minen tændes an -
Hør Bjergets Torden, Slag i Slag!
Hør Buldret og det fjerne Brag!
Hør Echo! Frem af Hulen sprang
Det dundrende - fra Gang til Gang,
Lig Drønet af Kanonens Rør,
Det ruller hen og langsomt døer.

Til Grotten hist, der hvælver frit
Sit Loft paa Piller af Granit,
Hvor dybt i Mørket Lygtens Skin
De svage Straaler kaster ind,
Nu Slavefogden Iwan gaaer,
Og ved hans Side, krum af Aar,
Med Kinden bleg, med Øiet blidt,
Med Skægget langt og sølverhvidt,
En gammel Munk, der, Ranken lig,
Til Staven trofast støtter sig.
Fra Skoven og den Hytte, hvor
Han lever hen som Eneboer
Og dyrker Gud i Eensomhed,
I Bjerget man ham hented ned,
At bringe med sin fromme Røst
En Døende den sidste Trøst.
Thi det er Slavefogdens Pligt
(En gammel Lov ham byder Sligt)
At skaffe Slaven, som skal gaae
Derhen, hvor ingen Bødler naae,
En Præst, en Grav, et Knippe Straa. -

Hr. Pater - Iwan mæler nu -
Vor Gang er endt - ved Maalet du!
Der indenfor i Hulens Krog
Han ligger krummet som en Snog
214 Og spæget som en lænket Hund,
Og venter paa sin sidste Stund.
Gjør nu Mirakler hvis du kan!
Thi selv jeg aldrig var istand,
Hvor munter end min Tale var,
At faae et Smiil af ham til Svar.
Og aldrig, skjøndt paa sjette Aar
Han her omkring i Bjerget gaaer,
Paa intet Sted, til ingen Stund,
Et Ord jeg hørte fra hans Mund.
Saa høit endog han Nakken bar,
Dog uden Mæle plat han var;
Og skjøndt min Svøbe han har smagt,
Har aldrig dog han Tak mig sagt;
Ja, ei det mindste Suk han drog
Om end med dobbelt Kraft jeg slog.
Spar derfor, Præst, kun nu dit Præk!
Han er saa haard som Fjeldets Væg.

Saa talte Iwan - bort han gik;
Men fjernt i Grotten Munkens Blik
Ulykkens Søn isyne fik.
Paa Gulvet i en fugtig Vraa
Krum paa sit Leie der han laa,
Ved Graven selv med lænket Fod,
Ret som en Aand sig binde lod,
Naar til sin Flugt mod Lysets Hjem
Den tager Dødens Vinger frem.
Fra Lampen, ved hans Hoved sat,
Der faldt en Straale svag og mat
Ned paa hans lange Hovedhaar,
Der vidned om en svunden Vaar;
Ned paa den gustne, hule Kind,
Med dybe Rynker furet ind;
Ned paa den blaalig-blege Mund,
Der sukked ei, men zittred kun;
Ned paa det feberhede Blik,
Der ledte om en Lædskedrik;
Ned paa den usle Seng, han fik
Til Hvilested i Døden redt:
Lidt muggent Halm, paa Jorden spredt.
Saa stille laa han som et Liig;
Og Munken sagte nærmed sig,
Men standsed atter paa sin Vei,
Det sidste Skridt han voved ei.
215 Thi lig en dødskudt Svanes Sang
Fra Slavens Bryst et Suk der klang,
Og lig en Bølge steg hans Barm,
Og langsomt hæved sig hans Arm,
Men sank igjen tilbage mat,
Som af den sidste Kraft forladt.
Et Væld af Kummer var hans Blik,
Der af Erindring Næring fik;
En Tavle lig hans Aasyn var,
Der Sorgens Indskrift paa sig bar,
Den tause Sorgs, der, sluttet ind
I Dybet af det mørke Sind,
Dog mangengang om Mund og Kind
Med skarpe Mærker træder frem,
Og vidner lydløs om sit Hjem. -

Og hvo var han, som hviilte her
Forladt af Alle, Døden nær? -
Aar gik forbi fra Timen, da
Sit fjerne Hjem han reves fra,
Fra Timen, da ved lovløs Dom
Han hid paa Slavekarren kom,
Da røvet Livets sidste Held,
Han sagde Dagens Sol Farvel,
Og som en lænket Fange ned
I Bjergets dybe Fængsel gled. -
Her, blandt det mørke Broderskab,
Stak som en fremmed Fugl han af,
Og aldrig drak hans Øre Trøst
Af Bjergets andre Slavers Røst,
Thi ubekjendt for Alle her
Han gik en Gaade for Enhver.
I Taushed han sin Byrde bar,
I Sværmen selv han eensom var,
I Stilhed ruged Dag og Nat
Han paa de skjulte Sorgers Skat.
Saa henrandt Tiden - Kilden lig,
Der gjennem Sandet sniger sig,
Og uophørlig gaaer forbi
Med neppe hørlig Melodi,
Saa hengled her hans Tid - den svandt,
Mens ingen Indtryk fast den bandt.
Dog i sit monotone Flud
Den hule d Dag for Dag ham ud;
Den dræbte Kraften i hans Aand,
Den lagde Ønsket selv i Baand,
216 Den gik foruden Fryd og Qval
(Lig Draaben, der i evigt Fald
Formaaer at hule Bjergets Steen)
Ham langsomt gjennem Marv og Been.
Indsluttet her i Fængslets Buur
Sig krummed sammen hans Figur;
Lidt efter lidt som slukt forgik
Hans bydende og stolte Blik -
Han drev et Vrag paa Tidens Elv,
Ikkun en Skygge af sig selv.

Men bøiet over Slavens Bryst
Opløfter Munken nu sin Røst:
Hvo du end er - hvad helst du led,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed -
Nei, vend ei bort dit Aasyn her!
En Ven, en Broder staaer dig nær.
Viid: Selv engang jeg baaret har
Det Kors, som her din Byrde var;
Selv truffen af Forviisnings Dom,
Jeg hid i Slavekoften kom;
Selv, reven bort fra Hjem og Slægt,
Jeg smægted under Lænkens Vægt;
Selv vandred jeg som du forladt
I Bjergets Fængsel Dag og Nat.
Dog medens Straffens Aar henrandt,
I Trældom her jeg Frihed vandt;
Mit Øre, døvt for jordisk Trøst,
Her inddrak Himmelhaabets Røst;
Og bosat i den fjerne Skov,
Jeg Freden greb, skjøndt Sorgens Rov.
Thi ogsaa mig har denne Jord
Bedraget med sit givne Ord:
Som ung mit Land jeg Troskab svor,
Som Polak, og Kosciuszkos Ven,
Til Friheds Kamp jeg gav mig hen;
Men Lykken svigted paa min Vei,
Og Haabets Pant indløstes ei.
Først her, af Verden reent forstødt,
Har Haab og Fred og Trøst jeg mødt;
Og derfor, Ven, hvad end du led,
En Tilflugt for din Sjæl jeg veed.
217 Saa talte Munken - Slaven, som
Til Væggen havde vendt sig om,
(Ret som hans Sjæl, kun vant til Haardt,
Med Bitterhed sig vendte bort
Fra Tonen af en blød Accord)
Nu pludselig iveiret foer,
Vakt op til Liv ved Munkens Ord.
Kosciuszko! Polen! stammed han -
O Gjenlyd af mit Fædreland,
Der toner her paa Gravens Rand! -
Stærkt tindrede hans Øies Glød,
Op i hans Kinder Blodet skød,
Frem af sit Gjemme Taaren brød;
Og som om Hjertet opsteg af
Forsvundne Minders dunkle Grav,
Og som om Haabets glemte Drøm
Fornyed sig i Taarens Strøm,
Saa skued Munken hans Profil
Forklaret nu af Læbens Smiil,
Saa sad han, skjøndt i Jern og Baand,
Et Billed af en frigjort Aand.
Hans Hænder hviled Haand i Haand,
Hans lange Lokker, næsten graa,
Som Dække om hans Skulder laae,
Hans ædle Aasyn, stolt og blidt,
Sig trods sin Afmagt hæved frit. -

En Stund i Taushed saa han sad,
Mens Pandens Skyer sig skilte ad
Ved Mindets liflige Musik;
Da løfted han igjen sit Blik,
Og medens Munkens Haand han tog,
Og nærmere ham til sig drog,
Udbrød han med bevæget Røst:
Den hele Sødhed af din Trøst,
Du selv ei kjender, gamle Mand!
Thi viid: Vi er fra samme Land
Og eens vor Skjæbne kaldes kan.
Jeg er en Polak! Jeg, som du,
Da Trældomsbaandet brast itu,
Saae Fædrelandets Frihedssol
At lyse som fra Pol til Pol,
Og dale, af hvert Glimt forladt,
I rædselfuld og bælmørk Nat.
Som du jeg levet har og lidt,
Som du jeg kæmpet har og stridt,
218 See delte Haar! Snart er det hvidt,
Skjøndt bleget ei af Aar, som dit.
Føl denne Haand, eengang saa varm!
Mærk Dødens Puls i denne Barm,
Hvor Tidens Uhr med raske Slag
Mig minder om min sidste Dag - -
O Ven! hvor var vor Lykke huul!
Hvor dreied brat sig rundt dens Hjul!
Og dog har jeg endnu en Trøst:
Jeg hviler ved en Broders Bryst,
Endnu eengang jeg hører dog
Min Moders Maal, min Faders Sprog!
Ei som den frændeløse Hund
Jeg vente skal min sidste Stund;
Ei som et Dyr i eensom Qval
Mit sidste Suk jeg drage skal;
Kosciuszkos Ven skal trykke til
Mit Øie, naar det briste vil,
Skal gjemme trofast i sin Favn
Peter Wysocki og hans Navn!

Wysocki! - Frihedshelten? - Han,
Der først af Alle for sit Land
Det gamle polske Banner svang,
Da Frihedschoret sidste Gang
Fra Weichselfloden vældigt klang?
Der sønderbrød med kraftig Aand
Jernlænken om sin Moders Haand;
Der drog sit Sværd og greb sit Spyd
Ved Klang af Krigstrompetens Lyd;
Der gav sit Fædreland sit Blod,
Der i den første Række stod
Blandt Landets haardtbetrængte Børn,
Da Vingen faldt af Polens Ørn?
Ja, ham det var, som her igjen
Sank paa sit Leie kraftløs hen! -
Sit Øie fast han lukked til;
Den gamle Smertes vante Spil
Begyndte atter om hans Mund
Og paa hans Pandes mørke Grund.
Hans Glæde var et Solglimt kun.
Der gjennemtrængte Mørkets Skyer,
Og neppe skuet atter flyer.
Thi Lænken bandt ei blot hans Fod,
Men Sjælens Drift og høie Mod;
219 Ei Mørket blot omkring ham var,
Men i sit Indre han det bar;
Ei Kulden blot ham knuged haardt
Og tæred Legemskraften bort,
Men standset her som Livets Elv,
Var midt i Flugten Haabet selv.

Tilorde Munken tager nu:
O Ven, en Fremmed er ei du!
Dit Navn, Wysocki, har jeg hørt,
Da frem paa Rygtets Vinge ført,
Med Polens stolte Frihedsord
Lig Storm det gjennem Verden foer.
Selv her, hvor Livet ligger Liig,
Fornam vi Seierens Jubelskrig,
Og Kampens Gang, og Slag paa Slag,
Indtil det bittre Nederlag.
Vi hørte om den haarde Nød,
Vi hørte om de Tappres Død,
Om Blod og Jammer tusindfold
Paa Wolas Skandse, Warschaus Vold;
Og da os meldtes Polens Fald,
Var du iblandt de Dødes Tal!

Saa talte Gubben, fuld af Ild,
Mens end med Øiet lukket til
I Hulens natligdunkle Vraa,
Med ængstet Sjæl Wysocki laa.
Dog nær Forløsningstimen var;
Thi Døden alt han i sig bar,
Og som ved Stormens Tag et Træ,
Saa skjælved nu hans Bryst og Knæ,
Og som naar Taagen daler ned,
Et Slør alt for hans Øine gled,
Og som en Tyv paa langsom Fod
Sneg Dødens Iis sig til hans Blod.
Da traf ham Munkens sidste Ord,
Og skjøndt hans Sjæl fra denne Jord
Alt halv var reven bort, saa dog
Ved Klangen af hans Fædres Sprog,
Ved Mindet om hvad længst foer hen
Igjen tilbage vendte den.
Hans Fortid vaagned af sin Grav
Og speiled i hans Træk sig af,
220 Begeistret funklede hans Blik,
De matte Lemmer Styrke fik,
Op fra sit Leie rask han stod,
Og mens han Ryggen støtted mod
Det haarde Fjeld, og mens et Skin
Af Hulens Lampe traf hans Kind,
Og lyste op til Munkens Skræk
Det Præg, som Døden gav hans Træk:
Udstrakte han sin magre Haand,
Og med et Suk dybt i sin Aand
Brød han den bundne Læbes Baand.

Hvo minder - saa hans Tale klang -
Hvo minder mig endnu engang
Om Blod og Jammer tusindfold
Paa Wolas Skandse, Warschaus Vold?
Hvo kalder mig tilbage, da
Just denne Jord jeg flygted fra,
Og vækker med den svundne Harm
De fordums Smerter i min Barm?
Høit over Jorden alt min Fod
Befriet som paa Skyen stod,
Og gjennem Tidens Slør mit Blik
Til længst forsvundne Dage gik.
Jeg saae mit Lands den gyldne Tid,
Da Polens Ørn sin Vinge hvid
Udbredte seierrig paa Flugt,
Og baded sin Glands i Havets Bugt;
Da den kæmped paa Valen den blodige Dyst
Med Folkestammer i Vest og Øst,
Da sit Hjem afsyne den tabte ei
Paa to Gange Hundrede Miles Vei.
O, straalende Konge, Sobieski, du!
De Christnes Stjerne, Tyrkernes Gru,
Dit Kors og dit Sværd du viste mig nu!
Jeg saae dig smykket i Seierens Glands
Med den eviggrønnende Laurbærkrands;
Jeg læste paa Skjoldet, du bar i Favn,
Polens det ældgamle, stolte Navn;
Af Mænds og Qvinders forenede Chor
Jeg hørte det prises med herlige Ord
For den hele lyttende, vide Jord!

Du gamle Mand, som for mig staaer
Med klare Blik og hvide Haar,
221 Du kjendte vist aldrig det brændende Saar,
Du følte vist aldrig den tærende Harm,
Der fra min Ungdom gnaved min Barm.
Siddende paa mit Lands Ruin,
Tømte jeg Mindets berusende Viin:
Dybt bøiet under et Slaveaag
Læste bestandig jeg Frihedens Bog;
I Vindens Susen, i Bølgens Kluk
Hørte bestandig jeg Ørnens Suk,
Den stækkede Ørns, hvem Fjendehaand
Holdt smægtende fangen i stærke Baand.
Jeg kasted mit Øie rundt omkring,
Jeg skued den brudte, splintrede Ring
Af Polens Lande, og saae min Slægt
Synkende under en Trældoms-Vægt;
Og naar mit Øre fornam en Klang,
Det var mine Brødres Smertessang,
Det var mine Landsmænds Klageskrig,
Mens under Aaget de vaandede sig.
Da gløded det ulmende Nag i mig,
Da stormed i Vildhed Hjertets Slag,
Da tørsted jeg efter Hævnens Dag! -

O Friheds Dag! - Som Braget, naar
Ned i et Krudttaarn Lynet slaaer,
Og Taarnets Stene, Rad for Rad,
Ved Murens Sprængning splittes ad:
Saa lød paa Min Novemberdag,
Da Polen heised eget Flag,
Vor Friheds Torden, Slag i Slag.
Hvert Skjændselsaag afkastet blev,
Hvert Trældomsbaand vi sønderrev,
Hvert Øre drak den fulde Klang
Af Haabets Toner, Ærens Sang.
Da gik vor Sol i Straaler op!
Fra Dalen høit over Skovens Top
Fløi da den løsladte, hvide Ørn
Til Glæde for alle Polens Børn!
Hver Ridder lod sig i Vaaben see,
Hver Bonde skærped sin krumme Lee,
Hver Dreng blev Yngling, hver Yngling Mand,
Til Værn for vort herlige Fædreland.
Selv Qvinden væbned den spæde Arm
Og lagde Pandseret om sin Barm,
Og Sværdet, svunget af Alles Haand,
Vakte den gamle, krigerske Aand,
222 Og stolte Taarer af Øiet flød,
Og Kinden blev varm og blussende rød
Ved den mandige Tanke: Seier eller Død!

Da rykked til Dødskampen Fjenden ud,
Og talløse Skarer fulgte hans Bud,
Samlede rundt fra den halve Jord,
Fra det fjerneste Øst, fra det høieste Nord.
Som Sneelavinen ved Fjeldets Skred
Ruller med Larm over Dalen ned;
Som over en Dæmning, iveien den lagt,
Floden styrter med brusende Magt
Og dækker med Skumbølger Fredens Hjem,
Saa styrted de fjendtlige Hære frem.
Ved Stoczec og Dobre først Blodet flød,
Ved Wawre og Praga Trompeten lød,
Ved Grochow det vældige Sammenstød
Fyldte Luften med Døendes Skrig,
Og Dalen og Skoven med talløse Liig.
Der hævded Chlopicki sit gamle Ry,
Der værned Skrzynecki for Land og By,
Der smykked vi os under Vaabenglands
Med den rige, duftende Seierskrands.
- O, glimrende Dage, lig med den!
Da paa Wawres Slette vi mødtes igjen;
Da ved Dembe det hvæssede polske Sværd
Foer meiende gjennem Fjendernes Hær;
Da Een imod Ti vi stormede frem,
Og førte de titusind Fanger hjem!
Af Helte da voxed en mægtig Trop
Ved Krigens blodige Udsæd op:
De iilte til Døden som til en Dands,
De kappedes Alle i Rang og Glands,
De higed som du efter Ærens Krands,
O Malachowski! som opgav din Aand,
Da du kæmpede forrest med Leen i Haand!

Som Bølgen vor stolte Lykke steg,
Som Bølgen den sank og atter veg;
Som en faldende Stjerne, som en blussende Ild
Endtes det blodige Skuespil!
Forgjæves, Dembinski, kæmped din Hær!
Forgjæves, Uminski, lyned dit Sværd!
For Polen gaves ei Frelse meer.
Paa Spillet en nysgjerrig Verden seer,
Mens fjendtlige Skarer fleer og fleer,
223 Fremstævned i Hundredetusindeviis
Fra Østens Stepper, fra Nordens Iis -
Da gaves vor hellige Frihed til Priis!
Paa Wolas Skandse med Løvemod
Fegted Sowinski, og faldt i sit Blod
Med Helteskaren, som hos ham stod;
Paa Czystes Volde, paa Afgrundens Rand
Mod stormende Fjender holdende Stand,
Kæmped vi Alle til sidste Mand.
Der hørte vi Seiersskriget, som lød
Til Klageraabet ved Polens Nød;
Der Blodet af tusinde Vunder flød,
Der Ørnen i Stormen sin Vinge brød,
Der, truffen i Hjertet og viet til Død,
Fra sin Flugt i Skyen den susende faldt,
Og knuste styrtende sig og Alt! -

Wysocki taug - og Munken, som
Bevæget havde seet sig om,
Nu aabned vidt for ham sin Favn
Idet han kaldte ham ved Navn,
Og bød ham som en sidste Trøst
At hvile ved en Landsmands Bryst.
Men Slaven rørte ei sin Fod;
I Taushed drømmende han stod
Paa samme Plet, mens Lampens Skin
Endnu som før faldt paa hans Kind
Og lyste op til Munkens Skræk
Det Præg, som Døden gav hans Træk.
Endnu en Livstraad bandt hans Aand,
Endnu han strakte ud sin Haand,
Endnu fra Øiets aabne Ring
Hans Blik gik speidende omkring,
Hvorvel kun i hans eget Sind
Det med sin Seekraft skued ind.
Hvad der i Sjælens Dyb han saae,
Hvorledes frem i Ord det faae?
Hvo løfted Livets Slør som han,
Og var til Yttring end istand? -
Erindrings Skat han havde tømt,
Alt hvad han havde haabet, drømt
Og levet, havde nys en Magt
Tillive paa hans Læbe bragt,
Som kunde kun ved Mindets Daab
Indvies her et evigt Haab;
224 Som skulde før hans sidste Stund
Ham Jordens Sorger gjeste kun,
At Sjælen under Smertens Skjul
Desbedre fødte Glædens Fugl.
Dog var hans Sands endnu ei død;
Thi da fra Bjergets Stoller lød
De fjerne Hammerslag igjen,
Han dreied Øiet mod dem hen.
Jo stærkere fra Klippens Gang
Den dybe Lyd af Trældom klang,
Jo mere Lænken klirred om
Hans Been, da Dødens Gysen kom,
Jo mere Mørket trængte frem
Fra Hulens natopfyldte Hjem:
Desmere Glands hans Øie fik,
Desflere Straaler ud der gik
Fra Seierssmilet om hans Mund;
Desmere frit han hæved kun
Sin mandig-stolte Pande mod
Det Land, der alt sig skimte lod.
I Taushed længe saa han stod -
Da foer han sammen som i Skræk,
Og over alle spændte Træk
Medeet en dunkel Skygge jog.
Dybt i sin Sjæl et Suk han drog,
Og pludselig paa Dødens Bud
Hans Øine vidt sig spiled ud.
I Zittren rørte sig hvert Lem,
Og da i Hulen længer frem
Et Skridt han fra sit Leie skred,
For Munkens Fod han styrted ned.

Hans Strid var endt. I Hulens Vraa
Død paa sit Leie Slaven laa,
Yed Graven selv med lænket Fod,
Ret som en Aand sig binde lod,
Der til sin Flugt mod Lysets Hjem
Har taget Dødens Vinger frem.
Hans Blik var brustet - Hjertet koldt,
Hans høire Haand, af Munken holdt,
Der rigt med Taarer væded den,
Gav intet Tryk til Svar igjen.
Fra Væggen skinte Lampen mat
Ud i den dybe, dunkle Nat;
225 Fra Fjeldet lig en Afskedssang
I langsom Takt en Hammer klang,
Der lød som Trældommens Farvel
Ind i det stille Gravcapel. -
Dog, mens vanæret, lænket, dødt,
Hans Legeme her laa forstødt,
Hvor var hans Sjæl? - Fløi som en Fugl
Den under Dødens tætte Skjul
Til Fredens lyse Palmers Top?
Sprang Paradisets Porte op,
Mens som en Seierherre nu
Han Slavelænken brød itu?
Gik med det glædefyldte Sind
Han nu ved Morgenrødens Skin
I Friheds evige Tempel ind? -
Hvor var hans Sjæl? - Hvem har et Svar?
Men hvordan den tilmode var,
O, spørg hans Aasyn kun derom:
Læs i det stille Smiil hans Dom!

226

VENUS
ET DRAMATISK DIGT
(1841)

228

PERSONER

  • VENUS URANIA.
  • VENUS ANADYOMENE.
  • DIANA.
  • LUNA.
  • NYMPHER.
  • JÆGERNE.
  • ACTÆON, deres Fyrste.
  • MIMAS, en gammel Jæger.
  • MELEAGER, unge Jægere
  • ACTOR, unge Jægere
  • EN DRENG.
  • THEBE, Actæons Amme.
  • PROCNE, hendes blinde Datter.
  • LYDA, Actæons Slægtning.
  • HYRDERNE.
  • ENDYMION, deres Fyrste.
  • PHORBAS, hans Pleiefader.
  • AMPHION, en gammel Hyrde.
  • HÆMON, unge Hyrder.
  • KREON, unge Hyrder.
  • LAJOS, unge Hyrder.
  • EN LILLE DRENG.
  • LEUCIPPE, Hyrdinde.
  • HERMIONE, hendes Datter.
  • KLYMENE.
  • PHØBE.
  • PANDORA.
  • PROKRIS og
  • FLERE HYRDINDER.
229

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

En Skov i Messene.Morgen. VENUS ANADYOMENE træder op med sine NYMPHER.

VENUS.

Irene og Philyra!

BEGGE.

Store Dronning!

VENUS.

Aglaja!

AGLA

JA. Herskerinde I

VENUS.

Galatea!

GALATEA.

Høibaarne Frue! hvad er din Befaling?

VENUS.

At her mit Pyntebord I tilberede.
Vor lange Reise denne Nat paa Havet
Har taget paa mig; Vestenvindens Pust
Har adskilt mine Lokker, løsnet Sløret.
See, hvor løsagtigt det om Skuldren flagrer!
Man kunde tage mig for en Hyrdinde,
Der kom fra Stævnemøde med sin Elsker,
Og sneg sig frygtsom hjem i Morgenstunden.
- Her vil jeg hvile, mens min Dragt I ordner.

GALATEA.

Paa denne Græsbænk Sæde tag, o Dronning!

VENUS
sætter sig.

Dit Speil, Aglaja!

AGLAJA.

Her! - Men Kindens Rose
Har ingen Skade lidt af Natteluften.

VENUS.

Philyra! salv mit Haar før du det fletter;
Og du Irene! børst mig Støvet af
Sandalerne, og bind de røde Baand
Lidt høiere mig op her under Læggen!

PHILYRA.

Vil du en Krands i dine Lokker?

VENUS.

Ja,
Gjem Kronen til imorgen. Jeg vil vinde,
Og ei beherske Hjerterne idag. -
Men hvorfor staaer du ledig, Galatea?
Hvor er mit Armbaand? hvor mit gyldne Bælte?

230
GALATEA.

Her, min Fyrstinde! Hvilken Dødelig
Vil med dit Skue du idag begeistre,
Da du det gyldne Bælte tager paa?

VENUS.

Du er vel bange for din egen Elsker,
Den unge Hyrde? Frygt ei, Galatea!
Din Acis altfor smægtende mig er.
Desuden, hvorfor dig din Skat berøve?
Troer du, at Venus nødig har at borge
Paa anden Haand en Elsker?

GALATEA.

Nei, min Dronning!

VENUS.

Jeg troer det ikke heller. Lyver ikke
Aglajas Speil, er endnu Venus Venus.

speiler sig.

Saae nogentid I slig en Arm?

AGLAJA.

Nei aldrig!

VENUS.

Og slig en Hals og Nakke?

IRENE.

Ingensinde!

VENUS.

Og slig en Barm?

PHILYRA.

Den fandt vist ei sin Lige!

VENUS.

Vist ei - nei vil man høre! Hvor I skriger
I Munden paa hverandre og omkap,
Som trængteje g til Smiger - som behøved
Jeg Eders Bifald for at overtydes.

til galatea.

Men at dit ømme Bryst kan finde Ro,
Saa kjend den Dødeliges Navn, for hvis Skyld
Jeg Paphos har forladt: Actæon er det.

GALATEA.

Messenes Fyrste?

VENUS.

Ja. Hans Navn bar Rygtet
Alt længst til mine Øren. Spurgte jeg,
Hvem der var Jordens største Venusdyrker,
Da lød fra hver en Mund Actæons Navn,
Da nævnte man de Templer, han mig bygged,
De rige Offre, han mig hver Dag bragte,
For over alle Guder mig at ære.
Ei utaknemlig Venus er - ei glemmer
Hun i sin Herlighed en trofast Dyrker.
I trende Dage vil jeg dvæle her;
Besøge hvert et Tempel rundt i Landet;
Men først Actæon kjende skal min Naade,
At frisk han vorde maa.

GALATEA.

Er han da syg?

VENUS.

De stakkels Dødelige! Tænk, saa ivrig
Han til min Tjeneste sit Liv har viet,
At hver en anden Ting nu død ham tykkes.
Saa blind han har sig stirret paa min Glands,
231 At fast han meer ei skuer Jord og Himmel
Saalidt som Blomsten, der foran ham groer.
Slig Sygdom kjender man paa Jorden kun.
Men jeg til Livets Lyst igjen ham vækker;
Thi som han mig har hædret over Alle,
Skal fremfor Andre Naade vises ham.

PHILYRA.

Vil som Adonis du din Gunst ham skjenke?

IRENE
afsides.

Vee dig, Philyra!

GALATEA
afsides.

Uforsigtige!

AGLAJA
afsides.

Hvad Navn, Ulykkelige, har du nævnt!

VENUS

staaer op.
Forvorpne! Hvis jeg her din Ret dig gjorde,
Strax lod jeg binde Hænder, Fødder paa dig,
Og kasted nøgen dig i Skoven ud,
At qvalfuld Hungersdød du maatte lide.
Nævn, hvis du tør, igjen Adonis' Navn,
Og maal ham med de andre Dødelige,
Hvem han fordunklede som Solen Stjerner;
Giv blot den Tanke Rum, at Venus kunde
En Anden elske som Adonis - ha!
Ved Jupiters, min store Faders, Hoved,
Din Straf skal blive frygtelig, Philyra!

PHILYRA
knæler.

Tilgiv mig, høie Dronning!

NYMPHERNE
knælende.

Tilgiv! Tilgiv!

VENUS.

Reis Jer! - Men tys! Er det ei Hornets Klang,
Som Luftens Vinge bærer til mit Øre?

IRENE.

Det sikkert er Actæons Jægerskare.

GALATEA.

I denne Skov hver Morgenstund han jager.

VENUS.

Aglaja! Ræk endnu engang mig Speilet.
Tidt meer end Skjønhed har en Klædning Magt -

speiler sig.

Er Alt fuldkomment, Ingenting forfeilet?

AGLAJA.

Fuldkommen som du selv er og din Dragt!

VENUS.

Saa rask tilside! Før den unge Skytte
Vi her belønne, til hans Ord vi lytte.

venus og nympherne bort.

ANDEN SCENE

actæon, mimas, actor, meleager og en Skare jægere drage over Skuepladsen.

JÆGERNE
synge.

En Stund lad hvile
Med Buens Pile
Nu Jagtens Spyd!
232 Vor Sang sig svinger
I Luft, der klinger
Ved Hornets Lyd.
Dets Klang spaaer Fare
Og skræmmer bort
Den rædde Hare,
Den rappe Hjort.

Naar Ulv os møder,
Naar Vildsviin støder
Med skarpen Tand:
Med kraftig Landse
Kun Seierens Krandse
Vi gribe kan.
Da Bacchus klinker
Med Kampens Søn,
Og Venus vinker
Med Seierens Løn.

Da bringer bunden
Til os i Lunden
Den muntre Faun
En Flok af Piger,
Der mod os higer
I Hjertets Savn.
Hver Sin med Varme
Strax løser fri;
Af hvide Arme
Da bindes vi.

MIMAS.

Mærk hvad jeg siger:
De løse Piger
Hold rigtig fast!
De lokkes gjerne,
Men skye sig fjerne
Dog snart ihast.
De selv veed ikke
Til Maalet Vei:
Spørg deres Blikke,
Men Læben ei!

JÆGERNE.

Spørg deres Blikke,
Men Læben ei!

Alle drage forbi paa ACTÆON nær, der sætter sig under Egen. MELEAGER, som har fulgt JÆGERNE, vender tilbage.

233
MELEAGER.

Du drager ikke med?

ACTÆON.

Nei, Meleager.
Gaa du! Jeg bliver her.

MELEAGER.

Har du da glemt,
At denne Morgen Grændselandets Qvinder
Forsamle sig ved Neda-Floden, for
At feire Vaarens Fest og Lam at klippe?
Tænk hvilken Spas, naar vi som Ulven kommer;
Naar frem medeet vi bryde af vort Skjul
Og snappe hver sin blomstrende Hyrdinde.
Hvad Lyst og Løier! Hvilken Skræk og Angst!
Hvor vil de skrige og sig tappert værge,
Og dog til Slutning Alle give Kjøb -
Du kjender Legen bedst, du har Erfaring.

ACTÆON.

Just derfor, Meleager, bli'er jeg her.

staaer op.

Ha, hvor jeg tørster efter Eensomhed!
Gaa, Meleager! Gaa!

MELEAGER.

Min ædle Herre!
Jag her mig ikke bort. Sygt er dit Bryst;
I Feberhede brænde dine Kinder,
Og af en dunkel Glød dit Øie Hammer.

ACTÆON.

Syg mener du jeg er? See, hvor min Arm
Den stærke Bue her med Lethed spænder.
Mit Jagtspyd vil mod Træet hist jeg kaste -
Nu! Hørte du det hvine? ... See, hvor dybt
Det har sig boret i den haarde Stamme.

MELEAGER.

Men dog er reent forandret du fra fordum;
Selv dine Venner knap dig kjende meer.
Hvo vil i dig nu see den muntre Jæger,
Der Sange digtede til Vinens Priis,
Der oppe var med Morgensolen, og
Endnu ved Maanskin efter Dyret jaged?
Du gaaer med sænket Bue om i Skoven,
Og tidt gjør ei et Skud den hele Dag,
Men Eet har dog af Alting meest mig undret -

ACTÆON.

Og hvad har meest da undret dig?

MELEAGER.

At du,
Der før beseired paa din Dobbeltjagt
Saa let som Skovens Hind hver deilig Pige;
At du, der, Solen lig, til alle Hjerter
Uddeelte af dit Hjertes stærke Flamme;
Der altid Prisen vandt, hvergang det gjaldt
At søge op den skjulte Skjønhed og
234 Det stolte Bryst til Kjærlighed at tvinge;
At du for Eros reent er bleven blind,
Saa ingen Skjønhed mere dig henrykker,
Saa selv et Eventyr, som det idag,
Ei meer til Liv og Lyst dit Hjerte vækker.

ACTÆON
sætter sig igjen under Træet.

Ja, Meleager, du har Ret; jeg syg er.

MELEAGER.

Hvad er din Sygdom? Lægedom jeg søger.

ACTÆON.

Men hvis Forbandelsen, der hviler paa mig,
Mig tilfaldt som en Arv nu fra min Slægt?

MELEAGER.

Hvad mener du?

ACTÆON.

Var ei det Guders Vrede,
Der alt min Bedstefader Kadmos traf,
Da han landflygtig vandred om i Verden?
Selv det, som syntes Lykke, hans Formæling
Med Aphrodites rigt udstyr'de Datter,
Blev for hans Afkom kun til Qval, thi Arven,
Den høie Skjønhed, Undergang dem bragte.
Hvad rædsom Død traf ei min Moders Søstre?
Semele brændtes op af Gudens Ild;
Agave sønderrev sin egen Søn
I Raseri, før hun for Staalet blødte;
Ino fra Klippen styrted sig i Havet
Og drog i Døden med sit unge Barn;
Min Moder ene spared Skjæbnens Vrede -
Dog end er hendes Søn ei i sin Grav.

MELEAGER.

I Sindet er din Sygdom. Tro mig, Herre!
Du læges vil naar Eensomhed du flyer;
Naar atter du til Sang Pocalen griber,
Naar atter i de muntre Qvinders Selskab
Du drikker Nectar af en Purpurmund.

ACTÆON.

Din Nectar er mig Død. Den Eensomhed,
Der dig er saa forhadt, er mig saa sød,
At jeg en Piil dig kunde sende - gaa!

MELEAGER.

Jeg gaaer - men see!

ACTÆON.

Hvad er der?

MELEAGER.

Et Besøg!
Din Søsterdatter Lyda, hvem imorges
Et Iilbud kaldte hjem igjen til Elis.

ACTÆON.

Hun ud af Karmen staaer og gaaer fra Følget -

MELEAGER.

En deilig Pige, skjøndt endnu et Barn.
235 Hvad Blomst, naar denne Knop sig først udfolder!
Saa ung hun er, har hun dog alt et Hjerte,
De fire korte Døgn, hun her har hviilt sig,
Paa Reisen fra Laconien til Hjemmet,
Har hende Uro nok for lang Tid skaffet.

ACTÆON.

Hvad vil du sige?

MELEAGER.

Tungsind gjør dig blind.
Har ei du seet, hvordan hun Farve skifter,
Og hvordan Øiet straaler, naar du taler?
Ei paa os Andre spilder hun et Ord.
Naar du er borte, skjules hun af Sløret,
Og dækkes bag en Muur af gamle Terner.
Jeg vedder, saa uskyldig som hun er,
Du havde nødig kun at aabne Armen,
Saa kom hun af sig selv -

ACTÆON.

Men jeg vil ikke
De tamme Dyr, der løbe selv i Garnet.

TREDIE SCENE

LYDA, fulgt af to Terner, der blive staaende i Afstand, nærmer sig ACTÆON. MELEAGER gaaer.

LYDA.

Jeg har dig søgt. Et Budskab fra min Moder
Min Reise hjem til Elis har paaskyndt.
Jeg maa Farvel dig sige -

ACTÆON.

Hils din Moder!
Endskjøndt min Søster, fast hun er mig fremmed,
Thi meer end ti Aar har for mig hun forud;
Men bring en venlig Hilsen dog til hende.

LYDA.

Og naar hun spørger mig, hvordan du lever,
Hvad skal jeg svare?

ACTÆON.

Svar, hvad selv dig tykkes.
Jeg er endnu ilive kan du melde,
Og endnu graaned ikke mine Haar.

LYDA.

Det Svar er ikke nok til Fryd at bringe.
Du er ei glad, midt i din Pragt og Rigdom.
Jeg mangengang har paa dit Mismod tænkt,
Og gjerne lod jeg dig en Trøst tilbage.
Fortørnes ei, fordi jeg taler saa;
Men du min Slægtning er, og nu vi skilles.

ACTÆON.

Og hvilken Trøst, o Lyda, har du til mig?

LYDA.

Jeg tænker paa, hvor eensomt her du lever;
De vilde Jægere kun er dit Selskab.
Hvis over du til os i Elis kom,
Da vilde lykkelig du sikkert blive.
236 Min Moder elsker dig, og alle Folk
Der vilde holde af dig; heller ei
Er Livet der saa stille som du troer.
I Jagt og Vaabenleg du kunde færdes,
Og hvile dig i Selskab mellem Venner.
Hvad jeg formaaer, jeg ogsaa gjerne bidrog,
For alle Skyer at jage fra din Pande.
Jeg Harpen slaaer, og mange Sange kan jeg -
O, kom! Lad mig det Bud til Hjemmet bringe,
At snart vi skal dig see!

ACTÆON.

Et Barn du er!

LYDA.

Jeg er kun fjorten Aar, men større bli'er jeg,
Og stor min Fryd vil blive, naar du kommer;
Thi snart du kommer - ikke sandt, Actæon?

ACTÆON.

Ja eengang kommer jeg, din Sang at høre.
Men Karmen venter dig - Farvel, o Lyda!

LYDA
rækker ham Haanden.

Farvel, Farvel! Forglem mig ikke reent;
Jeg tidt vil tænke paa dig til vi mødes.

Hun stiger i Karmen fulgt af sine Terner. Alle bort.

FJERDE SCENE

ACTÆON
ene.

Og disse blide Dueøine troer hun
Har Kraft til at bevæge dette Hjerte ...
-- O, at en Gunst dog Skjæbnen mig forundte!
Ikkun en Skaal af Lethes Vande fyldt,
Saa hver Erindring svandt i Glemsel bort.
Naar først jeg Mindet havde dybt begravet,
Hvor skulde da jeg leve! Nyfødt skulde
Mit Blik sig aabne da for Livets Straaler.
Da saae jeg forud ei i Blomstens Knop
Dens visne Blade - Frugten viste mig
Ei strax i Spiren da den skjulte Orm.
Da var du ei en Drøm du fagre Elskov,
Der lokked, for med Tomhed kun at ende;
En Drøm da ei din Lyst - en Drøm da var
Kun dette Skyggeliv, som nu mig dræber.

Han springer heftig op og gaaer frem.

Hvor er en Kilde, at min Tørst jeg stiller?
O Venus! har du reent da mig forladt?
Har du din Dyrker glemt? Har bort du vendt dig
Fra dette Land, hvis Kyst dig fordum bar?
Vil aldrig meer som før du stige frem
Af Havets hvide Skum i al din Friskhed?
237 Da skjælved Vandene - og som paa Bølgen
Du selv dig hæved høit, saa hæved Glæden
I hvert et Hjerte sig fra Dybet op.

Han gaaer hen over Sletten, men standser pludselig.

Ha! Hvilke Toner -

CHOR AF NYMPHERNE

inde i skoven.
Straalende Venus!
Jordens den mægtige,
Prægtige Dronning:
Straalende Venus!

ACTÆON.

Venus! -
Men hvilket Syn sig aabenbarer hist!

Venus, fulgt af Nympherne, viser sig mellem Træerne.

CHORET.

Der, hvor du vandrer,
Smykket med Floret,
Rosen og Myrthen
Voxer i Sporet.

ACTÆON.

Er det et Blendværk da? - Mit Hjerte skjælver.
Som hendes Øie lyser hendes Dragt.
Det er den Uforlignelige selv!
Det Venus er, den høie Himmeldronning!
Hun vinker ad mig - see! Nu staaer hun stille.

CHORET.

Der, hvor du hviler.
Spirer der Sommer;
Der, hvor du smiler,
Livet fremkommer -

ACTÆON.

Hun fra sin Pande tager Rosenkrandsen
Og rækker hen imod mig - Hør! hun taler.
Mit Navn hun nævner ... Hun tilbage gaaer.
Nei, om igjen hun vender sig og vinker -
See, hvor det gyldne Venusbælte blinker!
Jeg kommer! Min Gudinde har mig kaldt.

Han iler ind i Skoven.

CHORET

i det Fjerne. Skue dit Billed
Menneskets Sønner,
Strax stiger Haabet
Opad i Bønner.
Høit lyder Raabet:
Straalende Venus!
Jordens den mægtige,
Prægtige Dronning:
Straalende Venus!

238

FEMTE SCENE

Grændsen af Arkadien. HERMIONE, PROKRIS, PANDORA, KLYMENE, PHØBE og andre HYRDINDER sidde i Kreds ved Neda-FIoden. Tilhøire Krat og Buske. Nogle af Hyrdinderne klippe Lam; nogle samle og sortere Ulden; andre vaske den og pakke den i Kurve.

HYRDINDERNE
synge.

Skjønne Vaar,
Som nu atter kommer,
Du os spaaer
Snart den lyse Sommer.
Nattergalen,
Som i Dalen
Slaaer sin Trille;
Grønne Skove,
Bækkens Vove,
Alting taler sødt om Dage milde.
Ak, hvor seen
Gik ei Vintertiden!
Væv og Teen
Gav en Trøst saa liden.
Trist var Minen,
Tambourinen
Hang bestøvet;
Fløitens milde
Lyd taug stille,
Hjertet i sit Fængsel sad bedrøvet.
Idelig
Da vort Suk fremtrængtes;
Efter dig,
Vaar! da stærkt vi længtes.
Nu du kommer,
Nu er Sommer
Al vor Higen.
Da til D andsen,
Smykt med Krandsen,
Kalder Aftnens Fløite Hyrdepigen.
Snart en Snees
Samler sig med Hen,
Dandser Kreds
Rundt om Poppelpilen.
Hyrden finder
Der Hyrdinder;
Elskovs Fakkel,
Fra den fjerne
Venusstjerne,
Virker da paa begge sit Mirakel.
239 Bryst ved Bryst
Tidt et Baand da knyttes,
Som i Høst
Med et andet byttes.
Thi naar Druen
Fyldt med Luen
Offres Guden:
Af sit Kammer
Fuld af Flammer
Føres og til Hymens Tempel Bruden.

PROKRIS.

Føres, ak! til Hymens Tempel Bruden!

HERMIONE.

Hør Prokris! Fast saa høit og dybt hun sukker,
Som slæbtes hun med Vold til Templet op.

PROKRIS.

O Hermione! Du er nu saa kjæk.
Du spotte kan, som Alt har paa det Rene;
Hvis Bryllup knap kan bie paa imorgen,
Saa stor en Hast har du og din Endymion.

HERMIONE.

Du tager ganske feil; thi utaalmodig
Er her saalidt Endymion som jeg selv,
Fordi paa Høsten ei vort Bryllup venter.
Er ei et halvt Aar gaaet, siden han
Kom til min Moders, til Leucippes Huus,
Og bad om denne Haand? Har ei ved Væven
Jeg siddet trolig hele denne Vinter,
Og virket paa hans Bryllupsdragt? Jeg tænker,
Sligt er ei Tegn paa Hastværk og paa Iil.
Først denne Morgen modtog jeg hans Gave,
Min Brudekjole og det hvide Slør.

PHØBE.

Din Brudekjole! Hvordan seer den ud?

KLYMENE.

Fik intet Smykke du?

ALLE.

Fortæl! Fortæl!

HERMIONE.

Alt skal I høre. Men ræk først mig Kurven!
Min Vask er færdig. Seer I, hvid som Snee!

PROKRIS.

Ja, maalt med den, er dine Hænder graae.

PANDORA.

Tie stille! Lad om Gaverne os høre.

HERMIONE.

Saa hør nu efter! Tvende Kurve kom der:
I den fra Phorbas laae to gyldne Armbaand,
Dertil et Halsbaand, fuldt af ædle Stene,
Saaledes parrede, at Regnbufarven
Kom ved Foreningen af alle frem.
Men i Endymions Kurv laa Brudekjolen.
Af sneehvid Uld den er, med Purpurborter
Forneden og paa Siden. Gyldne Blomster
Er i det røde Purpur virked ind,
Og Bæltet vævet er som hvide Lilier.
240 Ved Siden Sløret laa, indfattet rundt
Med sølvbrodeerte Roser, og saa langt,
At naar jeg over Skuldren kaster det,
Det rører ved min Hæl.

KLYMENE.

O Hermione!

PHØBE.

Du Lykkelige!

PANDORA.

Hvilken Pragt og Rigdom!

HERMIONE.

Og troer du, at jeg disse Gaver agted,
Hvis ei jeg fik dem for Endymions Skyld?
Hvis paa hans Kjærlighed ei Pant de var mig?

PROKRIS.

Ja uden Egennytte du kan tale,
Du, som tilægte Hyrdeprindsen faaer.
Fyrstinde bli'er du jo! Tænk blot, Pandora!
For Hermione snart vi Knæ skal bøie.

HERMIONE.

Hvorfor saa bitter Prokris? Er det min Skyld,
At Hæmon, at min Fætter, ei dig elsker? -
Hvis du mig stolt troer af min Brudgom, nu
Saa troer du ret: jeg stolt er af Endymion,
Men ei fordi til Hersker han er valgt.
Da han fra Karien med Phorbas kom,
Hvordan stod Alt her til? Min Moder siger,
At Alt var Armod da, og Kiv og Strid.
Et Barn han dengang var, men om i Husene
Han med sin Pleiefader alt dog gik,
Og talte Fred og gav dem milde Gaver.
Hvo reiste siden de forfaldne Templer?
Hvo lærte vore Hyrder Agerbruget? -
Er ei det hele Land Endymions Værk?
Og dog er han saa ung... men lad mig tie!
For god han er til her at tales om.

PROKRIS.

Jeg vil ei heller trættes; velbekjendt
Er mig din rappe Tunge. Hurtig, Phøbe!
Giv mere Uld... Men hvorfor staaer I op? -

PHØBE.

Klymenes Lam er sluppet ud af Snoren.

PANDORA.

Det fanges maa, før Buskene det naaer.

PROKRIS.

Ja rask Pandora! Brug de gamle Been.

PANDORA.

Du er bestandig nu saa høflig, Prokris!
Eet takker daglig dog jeg Venus for:
At din Elskværdighed hun ei mig skjenkte.
Langt hellere dog lidt tilaars end hæslig.

PROKRIS.

Slap der det ud? Men stille, Bedstemoder!
Der kommer Hermione og Klymene
Med Deserteuren.

PHØBE.

Hvor fik I det fat?

HERMIONE.

Det bange stod i Krattet ganske roligt,
Og slikked vore Hænder da vi kom.

De sætte sig igjen.

241
PHØBE.

Men see, hvor bleg Klymenes Kind er bleven.

KLYMENE.

Jeg syntes ganske tydelig, det rørte
Sig hist i Buskene.

PHØBE.

Hvad rørte sig?

KLYMENE.

Jeg veed det ei; men siden jeg forleden
Var ovre paa den anden Side Floden,
Og hørte der min Faster mig fortælle
Om Prinds Actæon og hans vilde Jægre,
Fra den Tid skrækker mig den mindste Lyd.

PHØBE.

Og hvad fortalte da din Faster?

PROKRIS.

Andet ei,
Jeg vedde tør, end hvad vi Alle veed,
At mange Kjærester Actæon har.
Er det saa frygteligt? Jeg var ei bange
For ham med samt hans Jægere at møde.

KLYMENE.

Spot ei, o Prokris! Spot og Skade følges.
Det hele Grændseland paa Hevn kun tænker.
Min Faster sagde, at ei nogen Kone
Og Pige meer var sikker der i Landet;
Thi allevegne lured Prinds Actæon
Med sine Jægere, for dem at fange.
Tidt brød med Vold i Byerne han ind,
Drev Mændene paa Flugt, for tapper er han;
Og dem af Qvinderne, som selv han spared,
Bortførte saa hans Folk. En gammel Jæger,
Jeg troer han Mimas hed, er værst af Alle;
Et Afskum skal det være, som fra først af
Den unge Prinds til Frækhed har forført.

PHØBE.

Det er jo frygteligt!

PROKRIS.

Ja hyt dig, Phøbe!
Men videre Klymene! Veed du Mere?

KLYMENE.

En Maanedstid det nu kan være siden,
At fra sin Borg Actæon sendte hjem
De Sidste af den Pigeflok, han røved.
Men tænk, hvor selsomt! Alle holde af ham.
De kalde ham en Halvgud, en Apollo,
Hvis Ord ei nogen Dødelig kan modstaae,
Og som i Skjønhed aldrig fandt sin Lige.

PHØBE.

Det er jo rædsomt!

PROKRIS.

Stakkels Phøbe, vogt dig!
Din Dyd er stor, men skrøbeligt dit Hjerte.

PHØBE.

Utaalelige Prokris!

KLYMENE.

Hermione,
Du er saa rolig - er du ikke bange?

HERMIONE.

Nei, alle Spøgelser jeg kan fordrive.
Min Fætter Hæmon har en Vise lært mig,
242 Som til sin egen Brug han digtet har;
Den tager hver en Frygt som Katten Musen,

synger.

I Modgang og Fare,
Naar Skjæbnen er vred,
For mig at forsvare,
Et Middel jeg veed:
Et Middel, der stemmer
I Sorg mig til Lyst;
Et Middel til Trøst,
Som Dag nu og Nat, til min Frelse, jeg gjemmer
Her dybt i mit Bryst.
Naar jeg leer -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Ingen Ting da kan skade mig meer.

Tilgavns og med Smerte
Forelsket jeg var;
Man piinte mit Hjerte,
Holdt Haabet for Nar;
Af Taarer, som runde,
Blev næsten jeg blind;
Da faldt det mig ind,
Om ikke ved Latter jeg allerbedst kunde
Kurere mit Sind.
Og jeg loe -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Ja, saa Skam, blev jeg lystig og fro.

Bag Grene, der luded,
Jeg traf i en Skov
Paa Ulven, som tuded
Og søgte sit Rov.
Den meente, at bange
Jeg skulde den flye;
Naar jeg krøb i Ly,
Saa vilde med Spring den mig pludselig fange.
Da loe jeg paany;
Det faldt haardt -
Ha, ha, ha!
Tra, la, la!
Strax min Ulv lusked slukøret bort.

243
PROKRIS.

Den blev nok flau, den Ulv.

KLYMENE
reiser sig.

Tys! Hører I?

PHØBE.

Hvad er det?

KLYMENE.

Bagved Buskene det loe.

Alle springe op.

PANDORA.

Hjælp! Røvere!

HERMIONE.

Nu frelse sig, hvo kan!

HYRDINDERNE flye, JÆGERNE styrte frem af Krattet.

SJETTE SCENE

meleager, mimas, actor, fulgt af jægere.

MELEAGER.

Reden tom er!

MIMAS.

Hurtig, Actor!
Flyv ad Sletten hen, den grønne!
Fang os Fuglene, de skjønne,
Førend Buret de kan naae!

ACTOR.

Som en Stormvind skal det gaae.
Følg mig, Kammerater alle!
Skal vi Byttet lade falde,
Som i Snaren alt vi saae?

JÆGERNE.

Fremad! før de Forspring faae.

actor bort med jægerne.

MIMAS.

Meleager, mens de hente
Byttet til os, vil vi spare
Vore Kræfter her, og vente.
Hvilken Jagt! See, hver de søde
Piger over Græssets bløde
Bund som unge Daadyr fare!
See, hvor Frygten dem bevinger!
See, hvor hver en Arm nu svinger!
Hvor de lette Klæder flagre,
Hvor de runde Been, de magre,
Dandse blottede og bare!
See den raske Jægerskare,
Hvor den alt er dem i Hælen!
Hvor i Løbet alt den kjælen
Synes gribe om sit Bytte! -
Vee mig arme, gamle Skytte,
Som tilbage her maa blive;
Som med Been, saa tunge, stive,
Snart kun leve kan for Pligten.
Hvi har Podagra og Gigten
I mit Glas sig lagt paa Bunden?
Hvi har Tidens Tand af Munden
244 Bort mig gnavet alle Tænder,
Medens Læben endnu brænder
For til Kysset sig at spidse?
Knap et Haar er paa min Isse;
Nøgen Panden nu omvanker,
Den, som fuld dog er af Tanker
Om de gyldne Qvindelokker.
Kraftesløs kun Foden rokker,
Som ved Glands af Aftnens Stjerne
End til Dandsen fløi saa gjerne
Med den søde Glut i Lunden.
Styrken er af Armen svunden,
Af den Arm, som end idrømme
Fast den vilde Nymphe holder.
Men - hvad selv du kan bedømme -
Hvad den største Sorg mig volder:
Er, at Hosten Skjelmen kuer,
Er, at Asthma Barmen truer,
Ak den Barm, som endnu luer
For det unge Pigehjerte.
Meleager, deel min Smerte!
Føl, hvad det dog har at sige,
Naar man Valplads er for Krige,
Hvori Eros vil for Kronos
Aldrig flygte, aldrig vige -
Dog, hvad hjælper det at klage?
Philosoph paa gamle Dage
Tænker jeg at blive nu.

MELEAGER.

Altid lystig dog er du! -
Ha, men see dog! Endt er Jagten.
Lethed vundet har fra Magten.
Ind i Krattets dunkle Hule
Frelste sig de løse Fugle,
Ikkun To fik Actor fat.

MIMAS.

To kun af den hele Klat!
To kun! Hvor det Tal mig nager!
Din Skyld er det Meleager.
Dag for Dag du bli'er mig værre.
Hvis paa dig og paa din Herre
Ei vi havde ventet længe -
O I skammelige Drenge!
Længst var kapret da vort Bytte.
Hvad kan nu vor Plan os nytte?
Aftnens Fest - vi op maae sætt'en!
Og hvordan kan vi, vi Tretten,
Disse to Hyrdinder dele,
245 Saa ei Brøk det gi'er, men Hele?
Strid det bringer, Lod at trække -
Jeg nak tage maa dem Begge.

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. JÆGERNE med de to Hyrdinder, der skjule sig bag dem.

ACTOR.

Her, o Mimas, er vor Fangst!

MIMAS.

Pluto tage dig, du Nøler!
Ødeland! der bort mig kaster
Skatten, som jeg dig betroede.
Usle, hjerteløse Gnier!
Som af Tyve sparer Atten,
Og kun To til mig har gjemt.

ACTOR.

Brum nu, Gamle, ei saa slemt!
Med en Hind omkap jeg løber;
Men fra syttenaars Hyrdinder
Vinder du, saalidt som jeg.

MELEAGER.

Perlen da du bringer ei?
Hun, den Deilige, hvis Øine
Som to Stjerner lyste for os,
Da i Krattet nys vi skjultes;
Hun, hvis Stemmes Fløitetoner
Lod tilbage Lyst i Sjælen,
Og i Hjertet Suk og Savn?

ACTOR.

Hun slap bort; men hendes Navn
Fanged jeg med mine Fanger:
Hermione -

MELEAGER.

Hermione?

ACTOR.

Som trolovet er den store
Stjernekigger i Arkadien.

MELEAGER.

Hyrdeprindsen?

ACTOR.

Ja, Endymion!
Deres Bryllup alt skal feires
Morgen Aften.

MELEAGER.

Vee, o vee!

MIMAS.

Hvor de snakker! Vil man see! -
Veed I ei, at derfor fik I
Een Mund imod tvende Øren,
For at høre meer end tale?
Hør mig Actor, Meleager,
Og I andre, unge Svende!
Hør en gammel Mand, som tygged
Viisdoms Straa før I fik Tænder:
Grund til Vrede, til Besværing,
246 Ved jer Nølen gav I Alle -
Ei desmindre jeg forlader;
Dog forstaae mig, paa det Vilkaar,
At vort Bytte mig tilfalder.
Billighed det høit forlanger:
I er unge, og af Blomster
Voxer Nok for Jer i Verden,
Medens mig, den gamle Gubbe,
Glæden fattig kun tilmaales.
Klogskab vil det; thi hvorledes
Skal de To vi Mange dele,
Saa ei Ufred det forvolder?
Retfærd endelig det kræver;
Thi foruden Brøde staaer jeg,
Mens ved Eders Skyld vi tabte
Frugterne af Dagens Gjerning.
Nok af Grunde har jeg givet -
Siig, hvad svarer I derpaa?

ACTOR
gjør Tegn TILMELEAGER.

Nu, lad gaae!

JÆGERNE.

Lad gaae! Lad gaae!

MIMAS.

Det var talt som brave Venner.
Før mig Fangerne da frem!

Han sætter sig i Græsset; HYRDINDERNE, som skjule Ansigtet i Hænderne, stilles frem for ham.

MIMAS.

See, hvor Frygten kuer dem.
Nærm Jer uden Angst, I Søde!
Vær ei bange nu, Smaapiger!
Det er mig, den gamle Mimas,
Som for Eders Skjæbne raader.
Det er Ingen af de løse,
De forfløine Ungersvende,
Som I Grund har til at frygte.
Det en Olding er som taler;
Det en Mand er, som ei dyrker
Venus blot, men og Diana.
Hav blot Tillid til min Alder!
Jeg kun Venskab nu forlanger,
Kjærlighed med Tiden kommer.
Menjer t Aasyn lad mig skue!
Lad mig see de milde Øine,
See de røde Rosenlæber!
Slaae mig ud de bløde Arme,
For mit Hoved snart en Vugge!
Bøi Jer over mig, I Søde!
Pilen lig, der stader ved Kilden.
247 At mit ømme Blik afspeile
Kan jer Skjønheds fulde Krone ...
Hvad? - I nøler? Vil I lystre!
Uforskammede! Hvis ikke
Eders Aasyn strax I blotter,
Skal Jer gamle Mimas blotte
Heel og holden -

PROKRIS OG PANDORA
strække Hænderne ud.

Naade! Naade!

MIMAS.

Ha! hvad seer jeg? - O, I Afskum!
Siig, hvad hedder du?

PANDORA.

Pandora.

MIMAS.

Hvad, Pandora? Saa gid alle
Plager fra Pandoras Æske
Komme over dig, du Gamle! -
Hvad er dit Navn?

PROKRIS.

Prokris.

MIMAS.

Prokris!
Stjal du Navnet fra en Skjønhed,
Og beholdt dit stygge Billed?
Gaae til Tartarus I Begge!
Pak Jer bort!

PANDORA.

Kom med, o Prokris!
Lad os flye den Frygtelige.

PROKRIS.

Pak Jer bort! Nei vil man høre
Hvor den slemme Tykbug taler.
Nu jeg just vil her forblive!
Jeg dit Skudsmaal vil dig læse,
Gamle Satyr, gamle Buk!

MIMAS.

Gaaer du ei, saa faaer du Hug.

PROKRIS.

Hug? - Elendige! Du Stakkel,
Som alt faldefærdig raver!
Jammerlige Orm! hvem Ormen
Snart fortærer - du vil true?
Blinde Taabe! som mod Eros
Strækker Armen, og ei see kan,
At han sidder dig i Nakken:
Har du ingen Skam tilbage?
Du, som burde sidde stille
Og i Graad din Død betænke,
Du vil røve unge Piger;
Du, hvis Baare alt staaer rede,
Længes efter Brudesengen;
Du, som knap kan holde sammen,
Holde Bryllup vil, og seer ei
At Begravelse det bliver;
248 Du, som -

MIMAS.

Bind din stygge Tunge!

ACTOR.

Hvilket Mundlær!

JÆGERNE.

Ha, ha, ha!

PROKRIS.

Lee kun, lee kun Alle! Ja,
Men endnu ei Enden er der.
Frække, Skjændige, som krænke
Menneskers og Guders Love!
Lade Buge, som paa Udaad
Dag og Nat kun speculere!
Haarde Halse, som kun Strikken
Har til sidste Løn ivente!
Qvinderøvere! som tage
Fra os værgeløse Piger
Hver en Smule vi besidde
Af Uskyldighed og Ære -
I Forførere! I Falske,
Som fordærve vore Sjæle;
Som med søde Ord os lokke,
For os nedrig at forlade -
Over Jer vil Straffen komme!
Frygtelig vil Straffen komme!
Da paa Prokris skal I tænke.
Da, naar Hævnen Eder rammer
Mere skrap end nu min Tale:
Da leer jeg - til da Farvel!

prokris og pandora bort.

MIMAS.

Bort hun gik - naa det var vel!
Mig for Øret end det summer;
Ganske døv jeg blev tilsidst.

ACTOR.

Ha, men see! Paa Veien hist
Gjennem Krattet gaaer Actæon -
Hvor forandret dog hans Aasyn
Fra imorges, da vi skiltes!
Lig en Sol hans Øie funkler;
Stolt og høit han løfter Panden,
Som en Krands af Roser smykker.
Han tilvinker os med Haanden -
Ja, i rette Tid han kommer,
Nu vort Bytte vi har tabt!

OTTENDE SCENE

actæon. de forrige.

JÆGERNE.

Hil vor Fyrste! Hil Actæon!

ACTÆON.

Uden Fangst I er endnu?

MIMAS.

Garnet, Søn, det brast itu.

249
ACTOR.

Fuglene, vi vilde fange,
Flugten tog til Løvets Gange,
Fandt et Skjul bag Skovens Træer.

MELEAGER.

O, hvi var du ikke her!
Skjønheds eget stolte Billed
Har idag for os sig stillet
I en ung Hyrdinde frem.
Var ei Jorden hendes Hjem,
Selve Kjærligheds Gudinde
Her jeg havde troet at finde,
Da den Deilige vi fandt.

ACTÆON
afsides.

Løser Venus alt sit Pant?
Mens hun selv mit Øie blendte,
Her sit Billed hun mig sendte -

Til meleager.

Hvordan lød det Navn, hun bar?

MELEAGER.

Hermione. Dog hun har
Alt en Brudgom og en Herre.
Uopnaaelig desværre
Staaer som Stjernen hun for mig.

ACTÆON.

Uopnaaelig for dig,
Jeg vil troe det, Meleager;
Men hvis Stjernen mig behager,
Fængsler ingen Magt den meer.
Du forundret paa mig seer -
Venner, op! En Gud mig fylder.
Jeg et Offer Venus skylder,
Vi det bringe vil idag!
Fra min Borg skal Purpurflag
Ud i Luften stolt sig svinge;
Alle Jægerhorn skal klinge,
Alle Lunde give Svar.
Hundred hvide Duepar,
Gyperviin, saa sød som Honning,
Offres skal til Skjønheds Dronning,
Paa min Kjærlighed et Pant.
Op Enhver, hvem Venus bandt!
Op, den Høies Gunst at vinde!
Op, at offre vor Gudinde
Paa vor Kjærlighed et Pant!

JÆGERNE.

Op Enhver, hvem Venus bandt!
Op, den Høies Gunst at vinde!
Op, at offre vor Gudinde
Paa vor Kjærlighed et Pant!

ACTÆON bort, fulgt af Jægerne.

250

ANDEN ACT

FØRSTE SCENE

En Lund i Arkadien helliget Venus. I Baggrunden Gudindens Billedstøtte. HERMIONE, i Brudedragt, kommer hurtig ind.

HERMIONE.

Her er jeg ene - her jeg frit kan aande!
I Sværmen jeg saa frygtsom blev. Den Jubel,
Der hilsed uafladelig mit Øre;
De mange Stemmer, der lyksalig priste
Mig fremfor Alle; der mit Held forkyndte
I høie Toner: Alt saa dybt mig ængsted -

Gaaer frem mod Billedstøtten og knæler.

O Venus, min Gudinde! Du, som lytted
Til mine Bønner, da saa spædt mit Haab var,
Da hver en Morgen med min Krands jeg kom
Og lagde den som Offer for din Fod:
Du, som mig lang Tid i Forventning holdt;
Du, hvem min Taare takked, da mit Øre
Inddrak hans Kjærlighed i søde Ord:
O Venus, hør mig atter! Dig jeg priser,
Thi underfuld og himmelsk er din Gave.
Men bæres først den vunden dybt i Hjertet,
Da voxer den, saa den sit Kar vil sprænge.
Ja, hvor skal Livet denne Lykke rumme?
Det fast mig synes: nu maa Døden komme.

Men du, som binder, du kan og bevare.
Ja Eet bevar mig! Eet bevar, o Venus!
Den Kjærlighed til mig, som nu han føler,
O lad den ei forsvinde! Lad den lyse
Med samme Flamme gjennem alle Tider,
Som da din Guddomsmagt den først antændte.
Selv da, naar Aarene har Intet levnet
Af denne Skikkelse, som nu han elsker -
I Alderdommen selv, lad ei den slukkes!
Men lær du mig den Konst at fængsle Gratien,
251 At ei fra mig hun flygter - at ei eengang
Ham tykkes hæsligt, hvad nu skjønt ham er.
Du høie Venus! Mange Sorger komme
I Følge med din Gave. Gjerne bærer
Jeg dog dem alle, for den ei at miste:
O, gjem den for mig! Gjem den til det Sidste!

ANDEN SCENE

PHØBE og KLYMENE komme ilende; den Første med en Krands af røde Valmuer, den Ànden med Brudesløret.

PHØBE.

Du løb din Vei. Vor Spøg paa Flugt dig drev.
Her Krandsen er! Den mangler blot et Hoved.

KLYMENE.

Og her er Sløret! Lad mig fast det binde.

PHØBE
sætter Krandsen paa HERMIONE.

Du veed ei hvilken Støi der blev, da du
Medeet var borte. Hvor blev Bruden af?
Sæt efter Bruden! Hun fra Hymen flygter!
Saa raabte Pigerne, og idetsamme
Kom Spillemændene med deres Fløiter,
For, mens du pyntet blev, at blæse for dig.
Da steg først Larmen rigtig: Bruden! Bruden!
Vi Bruden strax vil see! Frem, frem med Bruden!
Saa raabte de. Leucippe løb omkring,
Som Bisselæ'r i Skoene hun havde,
Og kaldte: Hermione! Hermione!
Meest over Pyntekonen gik det ud.
De paastod, at hun havde Bruden gjemt,
For selv at lægge sig i Brudesengen,
Og Alle loe og skreg iblandt hverandre.
Hvor dog de Mandfolk ere slemme! Meget
Mit Øre hørte, som jeg knap tør sige.
Det veed jeg nok: naar selv jeg bliver Brud,
Jeg stopper begge Øren til med Vox;
Lad saa dem snakke!

KLYMENE
hefter Sløret paa HERMIONE.

O, min Hermione,
Hvor du er lykkelig! Vi andre Stakler
Maae nøies med at ane hvad du føler.
Fortæl os dog, hvordan man er tilmode
Sin Bryllupsdag

PHØBE.

Du hefter Sløret skjævt,

KLYMENE.

Lad mig om det! Jeg vilde gjerne vide -

252
PHØBE.

Brudgommen kommer!

KLYMENE.

Saa afsted! Endnu
Blot denne Naal i Sløret!

PHØBE.

Kom, Klymene!

Begge bort.

TREDIE SCENE

ENDYMION kommer bekrandset.

ENDYMION.

Du flygted - men sin Skjæbne man ei undgaaer.
Med Blomster alt vor Vogn man smykker ud,
Og snart i Tog de unge Folk sig nærme,
Der os med Sang til Templet vil ledsage.

HERMIONE.

Jeg er beredt -

ENDYMION.

Men see, hvor bleg din Kind!
Har Skrækken fra igaar du end i Blodet?
En Brud maa altid smile, Hermione.
Seer du hvor Solen trænger ind i Lunden?
Det er Apollo selv, der Lykke spaaer os,
Der lover mange lyse Aar paa Jorden,
Før han os sende vil sin milde Piil.

HERMIONE.

Siig, troer du Lykken er bestandig?

ENDYMION.

Min
Saa flygtig og bestandig er som du.
Gi'er du mig Haanden, holder fast jeg Lykken.
Naar bort du iler med de lette Fjed,
Da gaaer den lige bag dig i dit Spor,
Som akkurat har Plads dens Fod at rumme.
Naar langtfra kun jeg hører dine Trin,
Da veed jeg, at den kommer. Sover du,
Da slumrer og min Lykke. Hver en Morgen
Den hæver sødt sig med dit Øielaag,
Og gaaer jeg da forbi din Dør, den kommer
I Døren ud, at hilse mig paany.

HERMIONE.

Og vil du altid elske mig som nu?

ENDYMION.

Saa tør du spørge?

HERMIONE.

Sværg mig -

ENDYMION.

Jeg vil sværge:
Ved Eros!

HERMIONE.

Sværg dog ei; thi brød du Eden,
Da bragte mig din Straf jo dobbelt Sorg.
Siig blot mig Eet: troer du din Kjærlighed
Er stærk som min?

ENDYMION.

Saa stærk!

HERMIONE.

Og høi som min?

253
ENDYMION.

Døm selv, om ikke høi den være maa,
Da fra sin Ungdom stedse den er voxet.
Kun ganske lille var den, da i Sandet
Jeg første Gang saae Sporet af dit Trin,
Og tænkte: hvilke nydelige Fødder!
Hvor blev den stor, da jeg i Lunden saae dig,
Mens du ad Stien gik i Aftenrøden
Og bar saa stolt paa Hovedet din Kurv.
Men da ved D andsen jeg dig traf - hvor traf
Dit Øies Straale Guden i mit Hjerte,
Saa over Hovedet han brat mig voxte!
For hvert et Ord vi talte med hinanden,
Blev Gudens Vinger stærkere og større,
Til han tilsidst i Flugten tog os med,
Da han om Aftnen mod sin Moders Stjerne
Steg gjennem Rosensky'r fra Jorden op.

HERMIONE.

Da ønsked jeg at døe - en Daare var jeg,
Thi da blev Alt først levende for mig.
Og dog - i dette Øieblik jeg kunde
Det Samme ønske, hvis for dig jeg døde.

ENDYMION.

For Alvor! der er Taarer i dit Øie.
Du Glade! Har din Bryllupsdag du valgt
Til første Gang i Sorg dig at forsøge?

HERMIONE.

Hvad skal jeg sige? Du vil lee ad mig,
Men det, som mig betynger, er min Lykke.
Fra hver en Mund jeg prises jo lyksalig;
Men midt i Glæden - medens Alt er Jubel,
Den hemmelige Frygt mit Hjerte knuger.
Det er, som rundt jeg skulde søge, for
Den ubekjendte Fjende at opdage.

ENDYMION.

O hvor du i din Angst seer yndig ud!
Der ordentlig en Skræk er i dit Blik,
Som ei til Altret hen du skulde gaae,
Men til din Grav. Dog trøst dig, Hermione!
Slig Sorg man pleier kalde Venuslune,
Og tidt paa Bryllupsdage skal den spores.
Det Venus er, der lader Brudens Hjerte
Bæve og skjælve ved sin stærke Magt. -
Hvor kan til Sorgens Brud du troe dig kaaret?
Fik dette Smilehul du for at græde?
Og denne friske Rosenlæbe, for
At sukke dine unge Dage bort?
Din stolte Pande, som saa høit du bærer,
Den skulde være skabt til ned at tynges
Og gjennemfures dybt af Kummers Rynker?
Hvad - troer du disse smaa og hvide Hænder
254 Bestemtes til i Angest sig at vride?
Din bløde Fod til Smertens Tornesti?
Og dine Øine nu - o troer du, at
Saa lang Tid jeg har Stjernekonst studeert,
Og speidet Himlens Lys, men end ei lært
At kjende Lysets Kilder? - Klare Øine!
Jo meer jeg seer i Jer, desmeer jeg nærmer
Mig til Lyksalighedens lyse Land.
Det er, som Venusstjernen bag Jer stod,
Som speiled den sig huldt i milde Drømme,
Og gav Jer al sin lykkelige Glands.

HERMIONE.

Saa troer du, at jeg frit og glad tør aande?

ENDYMION.

Saavist som jeg min Stjernekonst forstaaer.

HERMIONE.

O du maa vide, at jeg egentlig
Her havde Lyst til høit i Fryd at juble.
Dybt i mit Hjerte synger det, og Lykken
Brød gjee frem i Sang og glade Ord.
Staaer du ei her? Er det ei dig som taler?
Og vil ei denne Time os forene?
Tilgivelse for disse Glædens Taarer!
Nu løfter sig mit Hjerte høit i Fryd,
Men jeg har intet Ord til den at tolke.

Musik bag Scenen.

END YM ION.

Ha, Bryllupstoget kommer! Fløiten toner!
O, sød Musik! Men sødere dog den,
Hvori med Taaren Smilet sammenstemmer!
Det er en Harmoni, men mere rig
End nogen Fløite mægter at frembringe.

HERMIONE.

Hør Sangens Toner! nærmere de klinge.

CHORET
udenfor.

Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

ENKELT STEMME

til Fløiten.
Røde Rosenblade
Strøe vi paa jer Vei.
Tusindfryd og Myrther
Mangle heller ei.
Over dem skal Dalens
Stolte Lilie gaae;
Dalens Konge-Pignie
Ud sin Krone slaae.

CHORET.

Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

255
ENKELT STEMME.

Lykkelige Varsler
For jer Fremtid skee:
Tvende Turtelduer
Fik vi nys at see;
Ned fra Luften hurtig
Skød de To som Een;
Satte sig saa Begge
Paa den samme Green.

CHORET.

Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

ENKELT STEMME.

Gudens Fakkel brænder
Hist i Templet tændt; '
Skynd Jer, før dens første
Stærke Blus er endt.
Nøl ei, nøl ei længer!
Gjør ei Guden vred!
Læg paa Hymens Alter
Bøn og Offer ned.

CHORET
rænger ind i Lunden.

Hymen kalder!
Hymen kalder!
Hermione og Endymion,
Hymen kalder!

Hyrder og Hyrdinder omslynge Brudeparret med en Blomsterlænke og føre det med sig. Alle bort. Musiken høres fjernere og fjernere.

FJERDE SCENE

ACTÆON, MIMAS, MELE AGER, forklædte som Hyrder, træde frem af Buskene.

ACTÆON.

Ved Himlen! deilig er hun. Kun et Glimt
Var dette Syn - men aldrig jeg det glemmer.
Saa har mit eget Øie da bekræftet,
Hvad alle Tunger os idag forkyndte,
Da over Landets Grændse vi kom ind,
At med Gudinden sig Hyrdinden maaler.
Ja, denne Pande bærer Skjønheds Krone!
Det disse Øine var, jeg ledte efter
I alle Øine - denne Mund det var,
Hvis Rose jeg paa hver en Læbe søgte. -
Afsted!

MIMAS.

Hvorhen?

ACTÆON.

At rive hende bort
Fra hendes usle Brudgom -

MIMAS.

Giv dig Stunder!
256 Her hjælper Magt ei.

ACTÆON.

Det en Prøve gjelder.

MIMAS
holder ham tilbage.

Tag mod Fornuft!

ACTÆON.

Ha, Taabe! Slip min Arm!

MIMAS.

Hvad? Er du ei min Myndling? Har din Fader,
Kong Aristæos, ei betroet dig til mig,
Da i din spæde Barndom han fik Forfald?
Vær ei saa hidsig! Lad den Gamle raade.
Jeg selv har Underretning søgt om Alt.
Først naar det Aften bli'er, er Tingen mulig;
Endnu for høit staaer Solen -

ACTÆON.

Lad den dale!
Naar ned den synker, stiger op min Lykke.

MIMAS.

Ret saa, min Søn! Nu taler du fornuftig,
Nu som Opdrager har jeg Glæde af dig.
Ei sandt, det er et andet Liv, at vandre
Paa Eventyr, end eensom kukelure?
Mig selv behager denne Hyrdedragt,
Hvori vi ubemærkt kom over Grændsen.
Der noget Eget er ved disse Baand,
Som flagre os saa skjelmske ned fra Hatten;
Ved denne Vest, ved denne Blomsterkost,
Ved disse hvide, korte Lærredsbuxer,
Saa ganske smægtende man bli'er tilmode.
Ja, hvad gjør Klæderne dog ei af Manden!
Naar jeg til Jagt er klædt, saa maa jeg bande,
Og træde haardt med Støvlens Hæl i Jorden,
Og tale plumpt og grovt om raske Tøse; -
Men her, med Hyrdeskoen paa min Fod,
Jeg lister mig paa Taaen rundt, og læsper:
Kom, Phyllis! Hulde Phyllis! Damon kalder.

ACTÆON.

Du Leiligheden selv har speidet ud?

MIMAS.

Hver Krog med egne Øine. Seer du, Søn!
Som her nu ligge kan Leucippes Bolig
Hvor Bryllupsgildet holdes, ligger her
Det dunkle Myrthekrat, der støder til
Endymions Huus, hvor Bruden hjem skal føres.
Selv sneg jeg Husets Væg mig tæt forbi,
Og gjorde gjennem Vinduet et Kig
I Brudekamret. Hvilket prægtigt Kammer!
Og hvilken Seng! Og hvilke bløde Bolstre!
Og over Alting svæved der en Duft -
O Søn! Jeg blev medeet saa tør om Munden;
Mit gamle Hjerte blev saa trangt i Barmen,
Og fælt mig værked mine stive Been.

257
ACTÆON.

Tie med din Sqvalder! Krattet var jo tæt nok
Til os ved Dag at dække?

MIMAS.

For hvert Øie!

ACTÆON.

Saa ned til Actor! Lad i Lunden ind
Ham føre vore Heste!

MIMAS.

Ja i Skjul
Vi krybe faaer, til Mørket falder paa.
Vor Smule Leg igaar har bragt paa Been
Hver sælle Hyrde, og tillivs man vil os.
Hvem veed, om ei vi trække skal fra Lær'et
Før Dag er endt -

ACTÆON
afsides.

O, var alt Natten kommen!

MIMAS.

Kom, Søn! ... Og Meleager - Hei! Hallo!
See, hvor fordybet i sit Drømmeri! -
Da du blev karsk, var det med ham forbi.

Gaaer.

ACTÆON
gaaer hen i Baggrunden mod Billedstøtten.

Ha, hvilket Billed møder her mit Øie?
Til Steen forvandlet min Gudinde staaer,
Hun holder i sin Haand en Rosenkrands,
Lig den, som hun i Skoven rakte til mig;
Men hendes Purpurmund er bleg og stum.
Ei lover nu, som dengang, hun mig Lykken,
Hvis jeg beseire kan den rene Jomfru,
Hvem alle Tunger give Skjønheds Priis.
Og dog, o Venus - dog du taler til mig,
Thi for min Lykke selv du baned Vei.
Alt har den rene Jomfru her jeg fundet!
Her, hvor du selv er nær, hun stod foran mig,
Kaldt for den skjønneste af alle Læber,
Og tolked levende dit dunkle Ord -

Han tager sin Krands af og betragter den.

Hvor rigt det Pant, som paa sin Gunst hun gav mig!
End disse Roser har den samme Friskhed,
Den samme Farveglands, som da hun bar dem,
Og aldrig deres Purpur visne vil.
Med evig Ungdom vil mit Liv de krandse,
Som evigt Diadem min Pande smykke,
Og evig gjenta'e min Gudindes Ord:
Sin Dyrker Venus skjenker evig Lykke!

Seer sig om.

Hvad! Meleager, du er her? Følg med mig!

Bort.

MELEAGER.

I Guder! Lad ei dette Anslag lykkes.
Hvor var afsindig jeg, som selv det fremmed!
258 Men hvis til Hyrderne jeg det forraadte?
En Andens blev hun derfor ikke mindre,
Og ikke mindre bitter blev min Qval.
O, hvor er Alt forandret! Hvor forhadt
Er mig mit Liv og Han, som Ven jeg kaldte!
Hos dig, o Hermione, boer kun Glæden.
Af dine Ord og Blik hver Dag at leve,
At følge dig, var det endog som Skyggen,
Der sniger mørk og stum sig i dit Fjed;
At vaagne op hver Morgen, for at møde
Paany dit Billed; hver en Nat at drømme
Om Dagens Syner - dette Liv var Lykke!

Gaaer.

FEMTE SCENE

En Plads i Landsbyen under et stort Træ. Solen er ved sin Nedgang. HÆMON, KREON, PHØBE, KLYMENE; Alle i Høitidsdragt. De ende just en Dands.

HÆMON.

Nu faaer det være nok med denne Prøve.
Naar blot min lille Phøbe passer Takten!

PHØBE.

Vær du kun ganske rolig! Takt jeg brød,
Fordi Klymenes Tambourin jeg fulgte,
Istedetfor at lytte til dit Spil.

KREON.

I hvilken Orden gaaer nu Alt da for sig?

HÆMON.

Først jeg for Brudeparret la'er os melde.
Derpaa i Kapper klædt' vi træde frem,
Og strax mit Qvad til Citharen jeg synger.
Saasnart det ender, kaster du din Kappe;
Klymene! Phøbe! I gjør ligesaa;
Thi Overgangen brat maa være, og
Saasnart jeg Strængen slaaer, maae Eders Fødder
Berøre Gulvet i den lette Dands.

PHØBE.

Min Fod jeg løfter alt -

KREON.

Min Arm jeg hæver,
For rundt om Phøbes Liv den rask at slynge.

PHØBE.

Det har slet ingen Hast, min gode Kreon!

KREON.

Jo, søde Phøbe! Selv du hørte jo,
At Overgangen brat skal være.

PHØBE.

Slip mig!

KLYMENE.

Der faae vi Selskab!

HÆMON.

Pustende hun kommer.
Jeg vedder, hun en Skjeppe Nyt os bringer.

PROKRIS
kommer.

Hvad har I for? Før Offringen var endt
259 Forsvandt I Alle ... Hvad er her paafærde?
En Overraskelse - ei sandt, o Hæmon -
For Bruden, for din smukke Fætterske?
Og derfor staae I Alle her forsamled'.
Der skal vel dandses, synges, qvinkeleres?
I Narre! Af det Bedste gik I Glip.
I dette Øieblik holdt Brudeskaren
Sit Indtog gjennem Byen. Foran løb
Smaadrengene og skreg ieetvæk Hurra.
Ved Vognen, af de hvide Oxer trukken,
De unge Piger gik, og Følget bagved.
Men Alle sang en Lovsang høit til Hymen;
Og fra hvert Huus, som Toget kom forbi,
Blev hvide Turtelduer slupne løs,
Saa at tilsidst i hundredviis de svæved
Høit over Brudeparret som en Sky.

KREON.

Den Sky spaaer Uheld - ikke sandt, o Prokris?

PROKRIS.

Saa, troer du det? Du vil saa fiint mig sige,
At Andres Lykke jeg kan ikke taale.
Du stakkels Kreon! God du er, det veed vi;
God og eenfoldig - vær blot ikke vittig!
Dit Vid paa Dumhed lider gjerne Skibbrud.
Men dog har halv du Ret; der Noget var.
Som virkelig med Frygt mit Hjerte fyldte.

KLYMENE.

Hvad er da skeet?

PROKRIS.

Endnu er Intet skeet;
Men det kan komme. Seer I, høit paa Vognen
Endymion stod, med Armen slynget rundt
Om Hermione, og om Begge gik der
En Blomsterkrands fra Skuldren ned til Hoften:
Et Tegn paa deres Elskov kan jeg tænke.
Om Panden bar Endymion Diademet;
Og medens Toget sig bevæged fremad,
Han løfted tidt sit Hoved op og saae
Paa Mængden ud, mens Hermiones Øie
Med lige Stolthed skued op til hans.
Da raabte hundred Munde høit omkap:
Det er ei Dødelige! Nogle skreg:
Det er Koronis og Apollo! Andre:
Det er Apollo med Diana! - Jeg
Bedrøvet tænkte: Hovmod gaaer for Fald.

HÆMON.

Det smukt var tænkt!

KREON.

Ha, ha! God Nat! o Prokris! -
Min søde Phøbe, tag mig under Armen.

260
PROKRIS.

Kom Hæmon! Jeg vil gaae med dig.

HÆMON.

Nei, undskyld!
Jeg har mig slaaet sammen med Klymene.

PROKRIS.

Ih, vær saa artig! Troer du, jeg dig nøder?
Pandora har mig bedt at gjøre Selskab.

Gaaer, men vender tilbage.

Gaae I nu kun og syng Duetter sammen!
Vogt blot Jer for, at ei den blinde Metis
Med Kosten kommer ud og slaaer iblandt Jer:
I veed, hun har en Skræk for Kattetuden.

KREON.

Tak, gode Prokris! Vi os nok skal vogte.

HÆMON
tager Klymenes Arm.

Afsted! Afsted! Alt Mørket falder paa.

Alle bort.

SJETTE SCENE

Aften. En aaben Buegang udenfor Leucippes Bolig, bedækket med Viinløv og Roser. Tændte Fakler brænde foran Indgangen, og rundtom i Viinrankerne hænge Lamper. Forgrunden er en Dandseplads, hvor Musikanterne sidde. I Baggrunden staaer Bryllupsbordet. Øverst ved dette sees Brud og Brudgom; til begge Sider: PHORBAS, LAJOS, LEUCIPPE, AMPHION, og en Skare HYRDER og HYRDINDER.

PHORBAS
reiser sig.

Hver Gud, det skyldtes, har vi Offer bragt.
Nu Brudeparrets Skaal! Jeg er den ældste
Af alle Hyrder her; jeg ud den bringer:
Endymion og hans skjønne Brud skal leve!

ALLE HYRDER.

De leve! Leve! Længe skal de leve!

ENDYMION.

Tak, Venner! Tak!

Til Phorbas og Leucippe.

Din Skaal, min Pleiefader!
Og din, min Moder!

HERMIONE.

Den jeg ogsaa drikker!

LEUCIPPE.

O mine kjære Børn! Jeg er lyksalig.
Jeg husker godt, i fordums Tid jeg sørged,
Fordi mig Guderne gav ingen Sønner;
Men da var ogsaa Hermione lille.
Nu er hun stor - ja større end mig selv,
Og har medeet en voxen Søn mig skaffet.

Til Hyrderne.

Jeg er lidt stolt af ham som I kan tænke!

AMPHION.

Ja ham vort Land vil mindes, naar vi Gamle
261 Forlængst er glemte.

LEUCIPPE.

Han er og vor Drot,
Og det medrette; thi han Fred har stiftet
I dette Land, hvor Alting før var Splid.

AMPHION.

Og han vor Lærer blev! Som Himlens Stjerner
Og Veir og Tider kun ved ham vi kjende,
Saa har han from os lært, at blodigt Offer
Ei Guder er saa kjært som Markens Frugt.
Hvad vidste vi før ham?

HYRDERNE.

Endymion leve!

LEUCIPPE.

Det Samme raaber jeg. Hvis I er glade,
Hvad troer I da maa Brudens Moder være?
I veed ei, Venner, hvad man har for Sorger
Naar slig en lille Pige voxer op.
Hvor skal det kjære Barn faae sig en Mand?
Og det en god Mand, en fornuftig Mand,
En holden Mand - en Mand som vor Endymion!
Saadanne Sorger kjende kun vi Mødre.
Men det er sandt, vi har og dobbelt Glæde
Naar ned fra Himlen saa den Rette falder.
Det er som anden Gang vi bleve gifte;
Thi Den som Bruden faaer, faaer Mo'erens Hjerte
Ikjøbet med - det er Naturens Orden.
Da blive atter unge vi paany,
Og underfuldt for os omskifter Tiden.

PHORBAS.

Ja underfuldt, Leucippe, Tiden skifter,
Iaften just det femten Aar er siden
Jeg flygted hid fra Karien med Endymion.
Der rased Oprør, under Mord og Brand.
I Borgen kæmpende var Kongen falden,
Men endnu stiltes ei de Vildes Blodtørst;
Hans Søn de søgte - Hist han voxen sidder,
Dog dengang var han lille, ti Aar knap.
Min egen Skræk og Uro godt jeg mindes;
Men vil I troe det? han var ganske rolig,
Og først da han sin Faders Død fik høre ...

ENDYMION.

Min anden Fader! Tal ei meer derom;
Da trued Guderne, men nu de smile.
Afsides, til Hermione.
Hvor tankefuld er du, o Hermione!

LAJOS.

Der kommer vor Herold!

262

En lille Dreng, bedækket med Egeblade og bekrandset, kommer ind. I Haanden har han en Kurv fuld af Brød og Myrtheqviste, som han deler ud til Gjesterne mens han raaber: Det er deiligt at leve! Det er deiligt at eiske! Jeg har byttet min ugifte Stand for en bedre! Det er deiligt at leve! o.s.v.

PHORBAS.

Hør, hvor den Lille skriger!

EN HYRDE.

Brød til mig!
Thi jeg vil leve.

LAJOS.

Mig en Myrtheqvist!
Thi jeg vil elske.

DRENGEN
giver HermioneMyrther.

Jeg har byttet min ugifte Stand for en bedre!

ENDYMION.

Har du? Nei vil man see!

HERMIONE.

Hvor gammel er du?

DRENGEN.

Syv Aar. Det er deiligt at leve! Det er deiligt at eiske!

Gaaer videre.

LEUCIPPE.

Utrætteligt er Barnet!

LAJOS
sagte til Phorbas.

Fader Phorbas!
Da du Endymion har fra lille kjendt,
Saa siig mig, hvad om Sagnet vel du tænker -

PHORBAS.

Om hvilket Sagn?

LAJOS.

At Luna ham besøger.

PHORBAS.

Deri Fabel alt i Karien løb om;
Men jeg troer ei derpaa.

LAJOS.

Alligevel
Gaaer her der mange Rygter om det Samme.
Man siger, at naar Bjerget han bestiger,
For derfra at udspeide Himlens Stjerner,
Da kommer ned hun til ham -

PHORBAS.

Ja, idrømme
Kan Meget skee.

LEUCIPPE.

Hvad hvisker du, o Phorbas,
Med Lajos der?

PHORBAS.

Jeg tør det ikke røbe
For Brudens Skyld.

HERMIONE.

For min?

LAJOS.

Om Luna var det.
Du kjender Sagnet jo?

HERMIONE.

Ja! - Siig, Endymion,
Naar fik du sidste Gang Besøg af Luna?

ENDYMION.

I sidste Nat ... Nei, bliv kun ei forskrækket!
263 Høit over mig paa Himlens hvalte Bue
Hun slørbedækt og eensom gik sin Gang.
Men her en Lyra er, o Hermione!
Veed intet Qvad du?

FLERE HYRDER.

Ja, en Sang os syng!

LAJOS.

Luk op din Rosenlæbe!

PHORBAS.

Stille, Lajos!

LEUCIPPE.

Syng da, mit Barn!

HERMIONE
til Endymion.

Vil du en munter Sang?

ENDYMION.

Som selv du vil! Naar i dit Blik jeg seer,
Da er jeg glad, selv om din Læbe klager.

HERMIONE
synger til Lyren.

Veed I, hvi Eros er blind,
Og hvi atter han seende mødes?
Til den Stakkel, han Pilen har sendt,
Til det Offer, hans Fakkel har brændt,
Sine Øine at skjenke han nødes.
Selv vandrer da blind han omkring,
Og opspinder selsomme Ting.
Med hans Øine seer Elskeren klart,
Thi ei længer af Taager bedækkes
Nu Jorden, hans Kjærligheds Hjem.
Hver en Dag kalder Solstraaler frem,
Hver en Nat han af Stjerneglimt vækkes;
Selv om han i Afgrunden seer,
For Dybet han gruer ei meer.
O, thi dybest i Alt
Han Sjælen, den elskede, møder:
Gudens Øine den altid kan naae.
For dens Lys kan ei Mørket bestaae;
Alle Sorger, som Hjertet ham føder,
Dødens Skygge, der Alting gjør sort,
Ved Synet af den flygter bort.
Men køles hans Kjærligheds Ild,
Da mister han Øinene atter,
Og atter faaer Eros sit Syn.
Med Vinger i Sky, som et Lyn
Bortiler da Guden med Latter.
Den Anden omvanker forladt
I sin forrige taagede Nat.

ENDYMION.

Ja, Sandhed er din Sang, o Hermione!

264
EN HYRDE
kommer.

Herudenfor staae Sangere, som ønske
At hilse Brud og Brudgom.

ENDYMION.

Byd dem ind!

Hyrden gaaer. Strax efter HÆMON, KREON, KLYMENE, PHØBE, klædte i lange Kapper. De blive staaende ved Udgangen. Bag efter dem træde PROKRIS og PANDORA ind.

HÆMON
synger, secunderet af Kreon.

Vi komme med Hjerterne tunge,
O Brudgom og Brud, saa smuk!
Og bringe fra alle de Unge
I Byen et Hjertesuk.
Det Ønske, det Haab, den Forlængsel,
Som tidt gjorde Barmen dem trang,
Til Eder, i Hymens Fængsel,
De sende for sidste Gang.
Ei meer, naar som før Hermione
Sees Blomster for Huusdøren strøe,
Vil sig Hyrderne ønske til Kone
Den ranke, deilige Mø.
Ei meer som i fordums Dage,
Gik blot dem Endymion forbi,
De skjønne Hyrdinder vil klage:
I Guder! vil aldrig han frie?
Men Jer selv der for kan I takke,
At Alle af Eder slaae Haand:
I lagde jo selv om jer Nakke
Gud Hymens de trykkende Baand.
I vil jo nu lukke Jer inde,
Og leve saa eensomt i Skjul,
Og hoppe paa tvende Pinde,
Som i Buret den fangne Fugl.
Hvad skeet er, ændres dog ikke;
God Mine da til jert Spil!
I faae Jer i Tingen at skikke,
Hvor nødig endogsaa I vil.
For ei dog med Klager at trætte
Jert Sind paa saa tung en Dag:
I D andsen, den luftige, lette,
Vor flygtige Trøst modtag!

Musiken ialder ind. Alle Fire kaste deres Kapper og begynde Bryllupsdandsen. Endymion, Hermione og Gjesterne omringe dem. Ved Slutningen af Dandsen nærme de sig Brudeparret og lægge det Blomster for Fødderne.

HERMIONE.

Tak, Fætter Hæmon!

ENDYMION.

Tak, I kjære Venner!

265
HÆMON.

Og selv nu Tak, hvis du en Sang os synger,
Mens Hermione dandser til dit Spil.

FLERE HYRDER.

Ja, syng Endymion! Dands, o Hermione!

PHØBE
til Hermione.

Her er min Tambourin!

KREON
til Endymion.

Her er min Cither!

HÆMON.

Og her er Plads til Dandsen! - Plads for Bruden!

Alle slaae Kreds. HERMIONE slaaer Tambourinen og dandser til Spil og Sang af

ENDYMION.

Jeg vil sjunge
O Venner!
Og lyt vel til min Sang;
Thi en Guddom jeg kjender,
Som kan binde jer Tunge,
Og fylde min Cither med Klang.
Dig min Vise
Skal prise,
O Gud Hymen! thi du,
Ved paa To at nedsænke
Din blomstrende Lænke,
Vil dem Lykke forlene;
Thi hvad ugift og ene
Man tidt har for Plage, jeg tolker Jer nu.

I din Have
Du finder
Af Blomster en Flok;
Til en Krands du dem binder,
Men til hvem er din Gave?
Hvor vinker en duftende Lok?
Suk med Smerte
Dit Hjerte
Om Frihed nu be'er:
Men til hvem dem vel sende?
Og naar Læberne brænde,
Og et Kys vil sig hæve:
Hen til hvem skal det svæve?
Du spidser din Mund og omkring du dig seer.

Saadan Plage
Slet ikke
Hymens Yndling veed af.
Ei et Kys skal han tigge;
Han tør selv det jo tage,
Thi ham Guden hans Elskede gav.
266 Ham i Livet
Er givet
Dobbelt op mod Enhver:
Dobbelt Trøst i hans Harme,
Tvende Hjerter til Varme,
Til hans Skuen og Høren
Fire Øine og Øren,
Og en Hjælp til den Byrde, der Een er for svær.

Derfor Venner!
Som stode
I Livet forladt:
Falder Hymen tilfode!
Snart da selv I erkjender,
Hvor daarligt med Jer det var fat.
Seer I Guden?
Med Bruden
Gaaer af Dandsen han ud;
Thi alene at dandse,
Sig selv at bekrandse,
Med sin Skygge at vandre,
Det er Morskab for Andre!
Det er Plage for Den, som har Hymen til Gud!

Han kaster Citheren og springer op.

NOGLE.

Hvad? Dandsen alt forbi?

ANDRE.

For snart den ender!

HÆMON.

Forfra begynd igjen!

ENDYMION.

Nei, nei, o Hæmon!
Saae du da ei, at Bruden kort brod af,
Kjed af en eenlig Dands? - Ræk mig et Bæger!
Min Dandserindes Skaal jeg drikke vil -
Din Skaal, o Hermione! Dine Fødder
Saa hurtig drog i Kreds mit Øie rundt,
At fast jeg svimler.

HÆMON

til Hyrderne. Lykkelig han er!

ENDYMION.

Nu jeg et Glas for alle Venner tømmer:
For Hver, som har idag os Ære viist!
For Den, som først og sidst kom! For Pandora,
For Prokris, der endnu ved Døren staae,
Som var ei dette Huus for Alle aabent -
Træd ind! Tag Hvile her og nyd Forfriskning!

HERMIONE.

Men hvor er Phorbas og min Moder bleven?

HÆMON.

Midt under Dandsen de sig fjerned. See!
Der komme de! fulgt af de gamle Hyrder.

267
KREON.

Huusguderne de bringe -

ENDYMION.

Tys, o Venner!

Alle træde tilside. De gamle HYRDER og HYRDINDER, med PHORBAS og LEUCIPPE i Spidsen, træde ud af Husets Dør, bærende to Gudebilleder i Skikkelse af Ynglinger, der ere klædte i Reisedragt, med Hund ved Fødderne.

CHOR AF DE GAMLE.

Endymion, Hermione!
Hør paa en stille Røst,
Lyt til en Alvorstone
Midt i jer Bryllupslyst!
Det Gudepar sig nærmer,
Som Arnen frede skal,
Hvis Komme Huset skjermer,
Hvis Flygten er dets Fald.
Saalænge disse finde
Bag Hjemmets Væg et Ly,
Da er der lyst derinde,
Og Nattens Aander flye.
Saasnart kun bort de drage,
Formørkes og jert Sind;
Da kommer Nag og Klage
Igjennem Døren ind.
Og see! alt reisefærdig
De staae med Stav og Hat.
Er Pagten dem uværdig,
De sige strax god Nat.
Een Mand kun og een Qvinde,
Foreent' i Aand og Blod,
Ved fælles Bøn kan binde
De gode Guders Fod.
Men bundne, de beskytte
Da Husets Helligdom;
De bygge tidt en Hytte
Da til et Tempel om.
De stoppe Væggens Sprækker
Og spærre Dør med Pind,
At Freden ud ei trækker
Og Spliden kommer ind.
Hver Fremmed, som de skue,
De agte nøie paa,
Og pleie Arnens Lue,
At Tillid kan bestaae.
Og tidt de Stemmen hæve
Som Tjenerskabets Tolk,
Og Ret og Lighed kræve
For alle Husets Folk.
268 Men agt paa hver en Skygge,
Som deres Pande har;
Da først I veed Jer trygge,
Naar den er fri og klar.
Naar deres Træk, de blide,
Staae mellem Storm og Regn,
Da kan I sikkert vide,
At Noget er iveien.
Da dyrk de gode Guder
Ved kjærligt Liv og Bøn;
Thi hvad vor Sang bebuder,
Erfares dybt i Løn:
Hvor Hjerterne sig skille,
Hvor Uret Fod har sat,
Huusguderne, de stille,
Har Huset da forladt.

Toget gaaer videre ud ad Buegangen. LEUCIPPE bliver tilbage.

ENDYMION
til Hermione.

See, til vort Hjem de stille Guder drage.
O, lad os fast dem holde!

HERMIONE.

Hver en Dag
Mit Offer og min Bøn jeg vil dem bringe.

ENDYMION.

Og efter deres Træk vist speide tidt?

HERMIONE.

Er deres Mine mørk, ei sandt, Endymion,
Da vil vi gaae irette med os selv,
Til Grunden vi har fundet?

ENDYMION.

O, jeg frygter
Ei Husets Sorger! Blomstrer dog min Glæde
Lyslevende, hvor jeg dit Øie seer.
Ja, gjennem Aarene jeg skuer ud!
Naar vi er gamle, og ved Arnen sidde
Og tale om de mange Aar, som randt:
Da skal endnu som evigunge Vidner
Om Haab og Ungdom disse Guder staae,
Og lægge frem for os den Skat af Minder,
Som Dag for Dag de samled paa i Stilhed,
Og som de opbevared til vor Trøst.

DEN LILLE DRENG
kommer ind og raaber:

Nu stiger Nattens klare Stjerne op!

ALLE.

Nu stiger Nattens klare Stjerne op!

En larmende Musik begynder. Brudepigerne tænde deres Fakler. Hyrderne indeslutte Endymion, Hyrdinderne Hermione. En ung Kone kaster et Slør over hendes Hoved og leder hende ind blandt Brudepigerne, som, anførte af Leucippe, føre hende bort under følgende

269
SANG.

Farvel, Farvel vi dig sige,
Søster! med kjærlige Ord.
Ak, bort fra Jomfruers Chor
Alt dine Fødder nu vige.
Eros, o hør vor Bøn!
Hun vorde som Kone saa skjøn,
Som hun var yndig som Pige.

Imorgen, naar Flodens Vove
Af Solens Straale faaer Glands,
At binde for dig en Krands,
Vi gaae til de grønne Skove.
Eros, o hør vor Bøn!
Lad du hendes Drøm vorde skjøn,
Og lad hende længe sove.

Til Brudekamret vi komme
Og hænge vor Krands paa din Dør.
Hermione! vi raabe, hør!
Vaagn op! thi Natten er omme.
Eros, o hør vor Bøn!
Lad da hendes Dag vorde skjøn,
Og skjøn hver en Dag, som vil komme.

Choret bort.

HÆMON
til Hyrderne, der indeslutte Endymion.

Nu slip vor Fange løs! Lad kun ham fri!
Hans Brud har Hymens Tjenerinder bortført,
Saa Rovet han skal ikke meer forhindre.

ENDYMION.

O Lykke, at ei Hymen Pluto er!

HÆMON.

Nu tænde Hver sin Fakkel!

KREON.

Min er tændt!

LAJOS.

Og see! nu blusser min alt høit i Flammer.

HYRDERNE.

Og min! Og min! Og min!

HÆMON.

Ha, hvilken Glands!
Saa ordner Jer nu To og To til Følge.
Jeg med vor Brudgom gaaer som Kammersvend,
Thi foran Huset Vagt inat jeg holder.

ENDYMION.

Og lad mig see du vaager!

HÆMON.

Stol kun paa mig!

KREON.

Bliv dog ei bange, hvis du Toner hører.

ENDYMION.

Hvad? - har I Noget for?

KREON.

Jeg veed af Intet;
270 Men det jo muligt var, at Luna sendte
Dig gjennem Vindvet ind sin Klagesang.

HÆMON
afsides.

Ha, Sladderhank! Høit. Musik! Musik! Musik!

Musiken begynder igjen. Alle sætte sig i Bevægelse; idetsamme høres Larm u

ENDYMION.

Tys! Hvad var det? - Jeg hørte Raab om Hjælp.

HÆMON
til Musikanterne.

Stands med jert Spil!

ENDYMION.

Endnu et Skrig, ved Himlen!

KREON.

Og eet igjen!

ENDYMION.

Det Hermione var!
Det hendes Røst var ... Hør! ... O høie Guder!

Styrter ud.

HÆMON.

Lad os ham følge!

LAJOS.

Ha, der er Leucippe!

LEUCIPPE
kommer.

Mit Barn! Mit Barn! Til Hjælp, til Hjælp, I Hyrder!

HÆMON.

Hvad er der skeet?

LEUCIPPE.

Mit Barn er røvet! O,
Til Hjælp! Til Hjælp! Skaf mig mit Barn igjen!

Bort.

HÆMON.

Hid med din Fakkel, Kreon! Hurtig, hurtig!

Hæmon og Kreon bort.

PHORBAS
kommer.

Hvor er Endymion?

LAJOS.

Borte!

Følger Hæmon.

PHORBAS.

Hjælp, o Venner!
Bruden er røvet. Hver en Vei maa spærres.

NOGLE.

Hvor skete Rovet?

ANDRE.

Før os an, o Phorbas!

EN HYRDE.

Hvem har man mistænkt?

PROKRIS
træder frem.

Jægerne det er!

NOGLE.

Hvad siger hun?

PROKRIS.

Det er Actæons Jægre!

PHORBAS.

Som Hyrder var de klædte. Kom! Til Krattet!
Thi derfra Røverne brød frem, da Bruden,
Fulgt af de andre Piger, gik forbi.

ALLE.

Afsted! Afsted!

PHORBAS.

Tag alle Fakler med!

Phorbas bort med Hyrderne.

PROKRIS.

Jeg sværger paa, det er Actæons Jægre.
Men kom, Pandora! Tag en Lampe med dig;
271 Vi maae for Skams Skyld gjøre som de Andre.

PANDORA.

En død'lig Skræk jeg føler i mit Blod.
Faldt anden Gang jeg i de Frækkes Hænder,
Da var det ude med mig. - Arme Brud!
Hvor hendes Qval jeg kan mig forestille:
Saa nær ved Maalet, og dog skudt forbi!

PROKRIS.

Men du, Pandora! hvor du Maalet træffer
Med dine Lignelser. Den arme Brud!
Ja hvilken fattig Ende fik det ei?
Her ligger alle Dagens Herligheder
Hulter til bulter: Fløiter, Krandse, Blomster -
Selv hendes Jomfrukrands er ubeskaaren.
Den arme, arme Brud! Men kom Pandora!
Der er dog een Gevinst i dette Spil;
Stor Trøst i denne Tanke har jeg fundet:
Hvis Konen tabte, har dog Møen vundet.

De gaae.

272

TREDIE ACT

FØRSTE SCENE

Tidlig Morgen. Skoven i Messene, Aaben Slette med enkelte adspredte Træer. ENDYMION, LAJOS, KREON og HÆMON træde bevæbnede op.

ENDYMION.

Her det var?

HÆMON.

Ja her vi tog
Jægeren, mens ned til Floden
For at søge selv du drog.
Her det var, hvor med sit Bytte,
Med sit Følge, høit tilhest
Vi Actæon hørte fare
Gjennem Skoven som en Blæst.
Fjernt og fjernere lød Slaget
Af den rappe Gangers Hov;
Førend Midnat er den Frække
Naaet til Borgen med sit Rov.

ENDYMION.

Her vi skilles!

HÆMON.

Skilles?

LAJOS OG KREON.

Skilles?

ENDYMION.

Hjem fra Skoven drag i Fart!
Hundred vaabenføre Hyrder
I paa Veien samle snart!
End idag maa denne Skare,
Vel udrustet, væbnet godt,
Møde hvor Pamisos-Floden
Ruller nær Actæons Slot.
I en samlet Hær vi fremad
Da vil styrte som en Elv,
Og med Storm erobre Borgen,
Eller for den falde selv.

HÆMON.

Men du selv? Gaaer ei tilbage
Gjennem Skoven da din Vei?

ENDYMION.

Troer du jeg kan gaae tilbage?
Troer du jeg kan standse? Nei!
Frem kun higer Fod og Tanke,
Frem kun vinker hendes Spor;
273 Men I Andre! Gjør min Villie!
Liv og Død derpaa beroer.

HÆMON.

Vei skal os vor Fange vise!

ENDYMION.

Hvert Minut af Tiden tæl!

HÆMON.

Førend dig vi er paa Pletten.

ENDYMION.

Saa Farvel!

HÆMON.

Farvel!

LAJOS OG KREON.

Farvel!

Hyrderne bort.

ANDEN SCENE

ENDYMION
ene.

Her hun fløi forbi, omslynget
Af den frække Røvers Arm;
Her indsuged Nattens Øre
Dybe Suk af hendes Barm;
Her har Skrig fra hendes Læbe,
Skræk og Angst i hendes Blik,
Anraabt Skovens stille Skygger
Om den Hjælp, som ei hun fik -
Hermione! O min Elskte!
Hvilken sorgfuld Bryllupsnat!
Brudemorgen i dit Fængsel
Seer dig eensom og forladt.
Ikke ved den kjendte Stemme
Hæver der sig frit dit Bryst;
Bævende af Frygt, du lytter
Til din Dom i hver en Røst.
O, hvi kan min Arm ei naae dig!
Tabt og mistet - hvilke Ord!
Dengang Eet jeg tabte, misted
Jeg jo Alt paa denne Jord.
Tabt og mistet - det er Toner,
Kaldt til Liv da Strængen sprang;
Blomsterhonning, fuld af Sødhed,
Hvortil Giften fast sig hang.
Ha, men stille! -

ACTÆON træder op med Følge.

ACTÆON.

Gyldne Morgen,
Hvor henrykker du mit Sind!
Dine Straaler ud mig vinked
Fra min Borg i Solens Skin.
Flammen, som i Hjertet brænder,
Køles her af Morgenluft,
274 Af de friske, klare Kilder,
Af de grønne Træers Duft.
Uophørlig for mit Øre
Synger Fuglechoret mildt:
Førend denne Sol er nede,
Er dit Hjertes Længsel stilt!

MIMAS.

Og din Fange? -

ACTÆON.

Hvad, min Fange?
Bedre vælg og vei dit Ord!
End min Brud, min Elskerinde,
Paa sin Lykke ret ei troer.
Dagen har jeg hende skjenket,
Savn i Suk sig vil befrie;
Men naar Nattens Lys opstiger,
Da vort Bryllup feire vi.

ACTOR.

Hil vor Dronning, Hermione!

JÆGERNE.

Hil Actæon! Hil hans Brud!

ENDYMION
rtæder pludselig frem.

Hvem gjaldt dette Raab, der bringer
Om min Skjændsel mig et Bud?
Her Actæons Navn jeg hørte -

ACTÆON.

Her Actæon selv du seer!

ENDYMION
trækker Sværdet

Han, som end idag seer Lyset,
Men imorgen intet meer.

ACTÆON.

Ha, forvovne, stolte Praler!
Hvo er du, som taler saa?

ENDYMION.

Jeg Bevogter er af Skatten,
Hvor den dyre Perle laae,
Som en Tyv ved Nattetider
Dristig lagde Haanden paa.
Jeg er Hyrde over Hjorden,
Hvori Ulven grusom faldt,
Og just røvede mig Lammet,
Som jeg elsked over Alt.
Ja, Endymion jeg mig kalder.
Tyven, Røveren er du!
Drag dit Sværd! thi for din Frækhed
Med dit Liv du bøder nu.

ACTÆON.

Af din Trudsel kun jeg smiler;
Galskabs Ord har ingen Vægt.
Daare! viid, at han, du truer,
Er med Guder selv i Slægt.
Viid, at Venus har ham kaaret
Til sin Yndling her paa Jord;
275 Viid, at hun ham Krandsen skjenked,
Der hans Tinding nu omsnoer.

ENDYMION.

Du Gudindens Navn tør nævne?
Du har aldrig Venus kjendt!
Dig har aldrig Skjønheds Dronning
Sine rene Straaler sendt.
Aldrig dig hun aabenbared
Hvad hun viste tidt min Aand:
Stjernekronen om sin Pande,
Himmelrosen i sin Haand.

ACTÆON.

Blind, du vil om Farven tale!
Aldrig saae du Bølgens Top,
Hvoraf Skjønheds nøgne Dronning
I sin Herlighed stod op.
Mægtigt lyste hendes Øie,
Kind og Læbe straalte varm,
Vandets klare Slør nedrulled
Fra den høie Jomfrubarm.

ENDYMION.

Din Gudinde er Hetæren;
Drag dit Sværd!

ACTÆON.

Nu døe du skal!
Thi hvad her din Læbe talte,
Kan kun hævnes ved dit Fald.

Han falder ind paa Endymion, der saares i Haanden og taber Sværdet

ENDYMION.

Vee mig! Vee!

ACTÆON.

Jeg kunde tage
Liv og Blod; men altfor let
Da du slap, og min Gudinde
Da blev ikke hævnet ret.
Op, o Jægre! Rask ham griber!
Binder ham til Træet her!
Ryggen mod den haarde Stamme,
Øiet imod Dagens Skjær.
Blindet snart af Solens Straaler.,
Skal af Hunger han forgaae,
Og i Døden som et Offer
For de vrede Guder staae.

Endymion bindes til Træet.

MIMAS.

Skaan hans Ungdom!

MELEAGER.

Dæmp din Vrede!

MIMAS.

Prygl ham af, og saa tilgiv!

MELEAGER.

Har du alt hans Brud dog taget,
Idetmindste spar hans Liv.

ACTÆON.

Ha, forvovne Meleager!
Taabelige Mimas, du!
Dristigt her, som til jer Lige,
276 Vover I at tale nu -
Vogt Jer Begge! Vogt Jer Alle,
For at vække Vredens Gnist!
Til en Flamme kan den voxe.
Der fortærer Jer tilsidst.

MIMAS
afsides.

Vil man høre!

MELEAGER
afsides.

Ha, du Stolte!
End har Enden ei du seet.

ACTOR.

Høie Fyrste! Hvad du bød os,
Med din Fange nu er skeet.

ACTÆON.

Vel, min Actor!

Til Endymion.

Bliv til Støv du!
Falm som Løv i Skovens Sal!
Du, hvis Tunge haaned Venus,
Lev i Pine, dø i Qval! -
Følg mig Alle! Vend kun Ryggen
Til den mørke Plutos Gjest!
Bort fra ham, og hjem, at feire
Min og Hermiones Fest!

Actæon og Følget bort.

ENDYMION
ene.

Nu fly fra mig hver Tanke! Dø hvert Billed,
Som min Elendighed mig vise vil.
Udtør, Erindring! alle dine Kilder;
Thi Døden nu mit Haab kun hører til.
Afsindig blev jeg, vilde her jeg tænke -
O Hjerte! i din Afmagt stille du!
Til Menneskenes Grændse jeg er kommen:
Det er til Guderne at handle nu.

TREDIE SCENE

Aften. En stor Sal i det øverste Stokværk af Actæon s Borg. Paa Væggen en aaben Dør med en Altan ud over Floden. HERMIONE ene, hvilende paa en Løibænk.

HERMIONE
hæver sit Hoved.

Hvad? End i dette store, dunkle Kammer;
Endnu bestandig disse Mure for mig,
Som naar jeg lukker Øiet brat forsvinde.
Og hvor er jeg? Hvad for et Huus er dette,
Der aabned sig for mig i Nattens Mulm,
Mens ubekjendte Stemmer kun mig hilste?

Reiser sig og gaaer frem.

Er Alt da ei et Spil af mine Drømme,
Der vil opklare sig naar ret jeg vaagner?
277 Den sorte Ganger, paa hvis Ryg jeg sad;
Den unge Jæger med det vilde Blik
Og Rosenkrandsen om de mørke Lokker;
Den høie Kone med det gustne Ansigt,
Der kom med Lampen og herop mig førte -
Var Alt da virkeligt? - Det nys jo var,
At med Endymion jeg i Templet stod;
Vi sad jo nylig i min Moders Huus,
Hvor Fløiten toned til de glade Dandse;
End har min Brudekjole jeg jo paa;
Endnu jeg hører Pigerne, som synge:
Farvel! Farvel! -
Hvor skummelt her det bliver!
Dybt synker Dagen - snart vil Natten fylde
Med sorte Skygger denne Hvælvings Rum,
Og neppe til at aande faaer jeg Plads.
Det er, som naar om Aftnen, i min Barndom,
Jeg hos min Moder sad i Arnens Krog,
Mens Eventyr om Sphinxen hun fortalte.
Da hæved sig mit Hjerte høit i Skræk,
Og speidende mit Øie løb omkring,
For at opdage den, for hvem jeg grued.
Den gamle Angst nu kommer over mig:
Frem af de mørke Kroge Skygger skride.
Der bringer ubekjendte Rædslers Bud.
Tys! - Hvilken Larm og Støi her nedenunder!

Gaaer til Altanen og seer ud.

Hvor Larmen stiger! Vaabenlyd jeg hører -
Hvad gaaer der for sig? Muren skjuler Veien,
Og Intet seer mit Øie af det Hele.
Nu Alting stille ... Nei! En Stemme taler -
Den Røst jeg kjender! O, det Hæmons er!
Mit Navn han nævner - hør! Af hundred Munde
Det hæves høit i Sky til Klang af Skjolde.
Det er Endymion! Det er mine Landsmænd!
Ja mægtigt toner Raabet: fremad Hyrder! -
Det er Endymion, som mig Frelse bringer!
Raaber. Her er jeg! Hermione hun er her!
Endymion! Hæmon! ... O, de ei mig høre,
Men deres Sværdslag mig til Hjertet gaae!

Seer sig om.

Hvor blev medeet det lyst i dette Mørke!
De kolde Spøgelser jo reent forsvandt,
Og klare Syner møde kun mit Øie.
Ja, dem jeg elsker skal jeg atter see!
Snart er jeg atter i mit eget Hjem,
278 Snart sidder jeg paa Bænken ved vort Huus,
Ved Siden af Endymion og min Moder.
Fra hver en Hytte strømme Venner til,
For af min Mund Fortællingen at høre.
Hvor vil de undre sig og spørge! ... Ha!
Var det ei Fodtrin, som paa Gangen lød?
De raske Skridt sig nærme meer og mere.
Hvo kan der komme? - O, hvis det var ham!

FJERDE SCENE

hermione. meleager.

MELEAGER
træder ind.

Hvor dunkelt! ... Hermione!

HERMIONE.

Ha, hvo kalder?

MELEAGER.

En Ven i Nøden. Er dit Liv dig kjært,
Saa følg mig.

HERMIONE.

Hvo er du?

MELEAGER.

Din Ven! Men følg mig.
Kun dette Øieblik endnu er vort.

HERMIONE.

Hvor er Endymion? Hvor er mine Landsmænd?

MELEAGER.

Med dine Venner kæmper nu din Fjende
Paa Liv og Død. Jeg sneg mig bort fra Kampen,
For i Forvirringen dig her at frelse.

HERMIONE.

Og vil du til Endymion hen mig føre?

MELEAGER.

Endymion vil du aldrig mere see!

HERMIONE.

Grusomme Morder! Vee mig! I har dræbt ham!

MELEAGER.

End lever han. Men spild ei Tid med Ord!
Du kjender ei din Røvers vilde Sind.
Fly! Fly, hvis Æren og dit Liv dig kjært er!
Endnu et Øieblik, og Alt er tabt.

HERMIONE.

Du siger, at Endymion lever - o,
Har du Medlidenhed, saa før mig til ham!

MELEAGER.

Ham vil du aldrig møde, Hermione.
Men følg mig! Kom! Din Frelse her det gjelder,
279 Kom! Ud i Frihed! Ud fra Død og Fængsel!
Min Haand er stærk og tro; den skal dig føre.

HERMIONE.

Du falske Mand! Jeg skulde følge dig,
Og i Fordærvelse mig styrte selv,
Nu mine Venner kæmpe for min Frihed?
Et Øieblik - da aabnes denne Dør,
Og han er her, min Brudgom, min Befrier!

MELEAGER.

Og skal jeg mod din Villie selv dig redde,
Det dog skal skee!

Tager hendes Haand.

HERMIONE.

Slip mig! Ha, slip mig, Morder!

MELEAGER.

Du vil mig takke siden -

HERMIONE.

Hjælp! Til Hjælp!

MELEAGER
tager hende paa Armen.

Let er min Byrde!

HERMIONE.

Hjælp! O, mine Landsmænd ...

Et Krigsraab høres.

MELEAGER.

Vee dig og mig! Vor fælles Fjende seirer.
Der kommer Nogen ... Tys!

Slipper Hermione.

HERMIONE.

Til Hjælp! Til Hjælp!

Meleager bort; kort efter Thebe, Procne og Tjenere med Lys.

FEMTE SCENE

thebe, procne. hermione.

THEBE.

Hvad Larm og Støi?

HERMIONE
afsides.

Igjen den gustne Kone.

THEBE.

Hvad er paafærde? ... Procne! Sæt din Lampe
Paa Bordet der tilvenstre. - Naa, mit Barn!
Hvi gjør du saadan Brug af dine Lunger?

HERMIONE.

En Voldsmand brød herind, for mig at røve.

THEBE.

Ih, seer man det! Det var vel Meleager,
Hvem reent forstyrret vi paa Gangen traf.
Men lad ham tage sig iagt; hans Herre
Forstaaer ei Spøg i Sligt.

HERMIONE.

O, gode Kone!
Staae bi mig i min Nød. Min Moder rig er,
Og rig min Brudgom; Begge vil dig lønne.
Snart komme mine Venner at befrie mig,
280 Snart vil Endymions Sværd erobre Borgen;
Men intet Haar skal paa dit Hoved krummes.

THEBE
tænder Loftslampen.

Nei virkelig? Jeg takker for din Godhed.
Men vore Folk de komme nok tilrette
Med dine Venner - Til Tjenerne.
Nu, hvi staae I ledige?
Læg friske Gløder under Virakskaalen,
Og antænd Lamperne omkring paa Væggen!

Til Procne.

See der er Nøglen, Procne! Tag af Skabet
Sølvtøiet og Pocalerne mig ud.
Der ligger ogsaa Dugen - dæk saa Bordet!

HERMIONE.

Hvad skal der skee? Hvorfor de mange Lys?

THEBE.

Du veed vel ei, min Glut, hvi du er her?

HERMIONE.

Jeg veed, at mig en Røver fanged, for
At hæve høie Løsepenge for mig.

THEBE.

En Røver? Hvilke Ord du bruger! Tal
Med meer Respect om Prinds Actæon!

HERMIONE.

Hvad!
Actæon? - Paa Actæons Borg jeg er?

THEBE.

Du har det truffet, lige paa en Prik.
Men frygt kun ei for dine Løsepenge;
Han holder nok dig fast.

HERMIONE.

O, gode Kone!
Vær ikke haard mod mig i Nødens Stund.
Frels mig i denne dødelige Fare!
Viid, jeg er Hermione; Hyrdefyrsten
Min Brudgom er; han vil saa rigt dig lønne,
Som intet Menneske belønnet blev.
O, før mig bort herfra! i Frihed ud!
Blot ud i Frihed, gik det end til Døden!

THEBE.

Imorgen, Barn! Idag er det umuligt.
laften først dit Bryllup her vi feire.
Seer du, min Datter dækker Bryllupsbordet,
Og snart fra Kampen kommer Prinds Actæon.
Det er en Brudgom, som dig just er værdig,
En Halvgud fast. Jeg skulde ei ham rose,
Thi jeg hans Amme var; min Melk han died.
Og der var Fyrighed i dette Blod,
Derfor er og saa brændende hans Blik,
Saa hed hans Kind, saa blussende hans Hjerte.
Du bliver nok ham huld! Til Tjenerne.
Nu kan I gaae!
281 Og naar Actæon drager ind ad Porten,
Da lad fra Taarnet Hornene ham hilse,
Til Tegn, at her ham Festen er beredt.

Tjenerne bort.

HERMIONE.

Du har en Datter - ved din Datters Ære,
Lad el mig hjælpeløs i denne Nød!

THEBE.

Ved hendes Ære? - Men hvad gjør du, Barn!
Din skjønne Klædning du paa Jorden smudsker -

HERMIONE
knælende.

Her vil jeg kysse Støvet for din Fod,
Og ei dig slippe, før du har bønhørt mig!
O Procne, kom! Foreen din Bøn med min!
Hæv dine blinde Øine til din Moder,
At for Medlidenhed sit Bryst hun aabner!
Fortæl, at ogsaa jeg en Moder har!
Anraab om Frelse for mig! Bed, at hun,
Som var i mit Sted du, sig vil forbarme!

THEBE.

Naa, Procne! Faaer du ei Medlidenhed?
Du har endnu de samme sure Miner.

Til Hermione.

Og troer du, at saameget bedre du er
End alle Andre? Og hvad Nød vel har du?
Er ei som en Prindsesse du betjent?
Seer du da ei de gyldne Billedstøtter;
De skjønne Malerier; Virakskaalen,
Der damper dig til Priis; og disse Kjerter,
Der over Alting kaste Glands og Glimmer!
Vi har det altid holdt med mange Lys!
Kun eengang var her mørkt: den første Gang,
Da denne Sal til Venus blev indviet -
Da var her Nat - spørg Procne kun derom!

HERMIONE
reiser sig.

Du frygtelige Gamle!

THEBE.

Seer du, Barn!
Naar ei jeg sparet har min egen Datter,
Hvorfor da dig? Til Procne.
Jeg gaaer, at hente Vinen.
Hold du med Selskab her vor smukke Fange!

Idet hun gaaer.

Jeg skal dog sørge for, at Meleager
Ved nyt Besøg kan finde Bommen lukt.

Gaaer og laaser af efter sig.

282

SJETTE SCENE

de forrige, uden thebe.

HERMIONE.

Og er det Mennesker jeg er iblandt? -
Kun truende og mørke Miner seer jeg,
Men intet Øie, der mig Frelse spaaer.
Hvi greb jeg ei den Haand, der nys mig vinked
I Frihed ud? Selv om han var en Morder,
Han var en Mand dog! Han var ingen Q vinde! -

Med stigende Angst

Endymion! har endnu du Liv, saa kom!
Kom, mine Landsmænd! Hermione kalder!
Bryd op mit Fængsel! Før mig ud i Frihed!
O kom, før Angsten har mit Hjerte knuust!

PROCNE
nærmer sig pludselig.

Stands dine Raab, og hør mig!

HERMIONE.

Hvad, du taler?
Saa er der dog et Hjerte bag dit Bryst?
Saa er din Læbes Lyd da ikke uddød
Som dine Øines Lys?

PROCNE.

Siig, er det sandt,
At du en Brudgom har, som høit du elsker?
At du vil døe, før du ham svigter?

HERMIONE.

Ja!

PROCNE.

Og er det ei paa Skrømt? thi Mange var her,
Der førte samme Sprog. Men jeg vil troe dig;
Din Stemme lyver ei.

HERMIONE.

Hvad er din Hensigt?

PROCNE.

Du skal ei døe, men du skal give Døden!

HERMIONE.

Hvordan?

PROCNE
tager en Dolk frem.

See denne Dolk! - I tvende Aar
Jeg bar den ved mit Hjerte. Hver en Morgen,
Naar eensom paa mit Leie jeg mig hæved,
Da bad jeg Guderne den Lyst mig unde,
At støde den til Grebet i hans Bryst.

HERMIONE.

I hvis? Hvem er din Fjende?

PROCNE.

Han, som din er. -
See, dette Haab har mig ilive holdt.
Som dagligt Brød var denne Tanke for mig.
Min Herlighed midt i mit usle Liv
Var dette Staal, som ved mit Bryst jeg følte,

283
HERMIONE.

Kom til dig selv, Ulykkelige -

PROCNE.

Stille!
Hvor er din Haand? See der er Dolken! Saadan
Som jeg nu holder, holde du om Grebet
Med alle dine Kræfter rigtig fast.
Naar saa hans Arm omslynger dig, da stød
Med Magt ham Staalet pludselig i Hjertet,
Saa dybt, at Heftet imod Brystet slaaer,
Og Blodet styrter frem i røde Strømme.
Frygt Intet for dig selv; thi udenfor
Jeg lytte vil, og naar dit Raab mig kalder,
Da kommer jeg herind. Jeg selv maa høre
Hans sidste Suk; jeg maa en Hilsen give
Ham med i Døden - ja! han vide skal,
At Stødet, som ham fælder, kom fra mig.

HERMIONE.

Afsindige! Og troer du jeg vil tjene
Dit blinde Had?

PROCNE.

Hvi kalder det du blindt,
Som var mit Øie gjennem lange Tider?
Viid, jeg har ogsaa seet engang som du;
Ja, Dagens Sol jeg saae, og meer end Solen,
Hans Ungdom har jeg skuet: den mit Lys var,
Da det blev mørkt omkring mig. - Blind jeg sad.
Men hørte jeg Actæons Trin sig nærme,
Strax dækkedes min Nat af klare Stjerner.
Naar jeg hans Røst fornam, da vandred jeg
Igjen i Vaarens lysegrønne Lunde;
Og kyssed han min Mund - o, Morgenrøden
Steg frem medeet, og skjælvende jeg stod,
Og skued meer og meer dens Purpur stige,
Og følte Varmen af den i mit Bryst.

HERMIONE.

Ulykkelige Procne!

PROCNE.

Ræk din Haand mig!
Din Røst er mild - det er saa længe siden,
At her jeg med et Menneske har talt.

HERMIONE.

Kan ei fra din Elendighed du flye?

PROCNE.

Du kjender ei den Magt, som han besidder;
Thi fast til sig min Villie har han bundet.
Han i sin Stemme som en Trolddom har;
Naar den jeg hører, strax mit Hjerte bæver,
Og alt mit Mod forlader mig medeet.
Det er, som for hans Fod jeg maatte synke,
284 Anraabe om Tilgivelse og Glemsel,
Og bede ham dog ei mig at forstøde.
Ja, mangengang, naar jeg omkring ham er,
Og for hans Nærhed glemmer alt det Svundne,
Naar da et venligt Ord han taler til mig,
Da kan jeg troe mig lykkelig som før.

HERMIONE.

Du skjælver, Procne!

PROCNE.

O, men anderledes
Det er, naar jeg er fjern fra ham og ene;
Naar jeg om Natten ligger paa mit Leie,
Og finder ingen Ro i mine Been.
Da brænder det herindenfor, af Lyst
Til min Fornedrelse og Skam at hevne;
Og hver en Tanke viser mig min Skjændsel,
Og den Elendige, som jeg er vorden.
Da husker jeg, at her han svor mig Troskab,
At det var her, hvor han mig stødte fra sig,
Hvor jeg hans Kys paa andre Læber hørte -
Thi altid drog en ond Aand da mig hid;
Jeg vilde ei - og dog jeg maatte følge.
Da for min Sjæl der maler sig et Billed,
Som hvileløs jeg om igjen maa tegne,
Hvergang min Taare har det slettet ud.
Da har jeg Mod, og al hans Magt er borte.
Min Dolk jeg griber, og hans Død jeg skuer;
Hen i hans Nærhed iler jeg ... men atter
Min Haand er lam, og mig hans Trolddom binder.

HERMIONE.

Forglem det bittre Had, som dig fortærer,
At Ro du finder -

PROCNE.

Ro? Ja, som det usleste
Af alle Jordens Dyr. Har ei du seet,
At naar man knuser Hovedet paa Slangen,
Den ligger zittrende til Sol er nede?
Min Sol Actæon er i denne Verden;
Før han er død, faaer ingen Hvile jeg.

HERMIONE.

O, frygteligt du taler!

PROCNE.

Gjem din Dolk!
Min Moder kommer. Gjør som jeg har sagt.
Jeg venter udenfor - stol trygt paa mig!
Men træf hans Hjerte med en sikker Haand.

285

SYVENDE SCENE

thebe. de forrige.

THEBE.

Som jeg det spaaede før, det just er gaaet.
Actæons Sværd som Lynet splittet har
Den rædde Hyrdeflok, og hjem den flygter.
Anføreren er fangen -

HERMIONE.

Hvad! Endymion?

THEBE.

Han hedder Hæmon. Da i Taarnet ind
De kasted ham, han raabte paa Endymion,
Som her i Fangenskab han troer med dig.

HERMIONE.

Endymion her?

THEBE.

Nei, tro ei saadan Snak.
Af Actor har jeg faaet Lys i Sagen:
Han staaer og kigger Stjerner dybt i Skoven.

HERMIONE.

Ha, Qvinde! Siig mig Alt -

THEBE.

Saa hør! Her Viin er,
Hvoraf din Brudgoms Skaal du drikke kan.
I Skoven han for Ravnen gjør et Gilde,
Mens her Actæon holder dig med Selskab.
Sin støvbedækte Dragt vor Prinds nu skifter;
Men snart han kommer. - Nu, vær ei forknyt!
Pynt lidt paa dine Fjær, du smukke Fugl,
Og hæng ei saa med Næbbet! - Procne, kom!

Thebe og Procne bort.

OTTENDE SCENE

HERMIONE
ene. Hun staaer en Tidlang stum; derpaa hæver hun Blik og Hænder iveiret:

Du Endymion ei forglemmer,
Du, som mig gjør uforsagt!
Himlens Venus! ja, jeg føler
Din guddommelige Magt.
Staaer jeg end omringt af Fjender,
Raaber end hver Stemme: skjælv!
Flygted end de sidste Venner,
Jeg har dig og har mig selv.

Døren gaaer op. ACTÆON træder ind i pragtfuld Klædning, med Rosenkrandsen om Panden.

ACTÆON.

Vær mig hilset her i Stilhed,
Elskede! som for mig staaer:
Deilig som den Drøm, der fyldte
Mig fra Ungdoms første Aar.
286 Timen endelig er kommen,
For hvis Lykke jeg blev til;
Skatten, som mit Hjerte kræved,
Endelig jeg hæve vil -
O, lad ned for dig mig knæle!
Skue opad i det Blik,
Der, saa dybt som Aftenhimlen,
Hvile for min Længsel fik.
Som et Hav var dette Hjerte,
Det var dig, der blev paakaldt,
Stjerne! naar med alle Kræfter
Brusende det steg og faldt.
See det! Bølgen ruller rolig,
Gynger her i stille Lyst;
Straalen af dit lyse Billed
Har sig sænket i dens Bryst!

HERMIONE.

O, Actæon, lad mig tale!
Selv du Frygten jager ud;
Er saa mildt dog nu dit Øie,
Vær i Storhed da en Gud:
Trøst giv Den, som er bedrøvet,
Frelse Den, som seer kun Død,
Frihed Den, som her din Fange
Raaber til dig i sin Nød!

ACTÆON.

Du min Fange - du i Nøden?
Er du ei min stolte Brud?
Bringer ei hver nyfødt Morgen
Nu os Begge Glædens Bud?
Over Roser vil vi vandre,
Leve hen i evig Vaar,
Evig af den friske Lykke
Flette Krandsen om vort Haar.
Høit paa Gangeren du ride
Skal hos mig i Purpurdragt,
Nedad Dalen, over Bjerget,
Gjennem Skovene paa Jagt.
Ved mit Taffel skal du trone!
Strengeleg og Hornets Gjald
Til Alverden om din Skjønhed
Og min Lykke tale skal.
Sange skal din Priis forkynde!
Hvad der fylder sødt mit Bryst,
Hver en Aftenstund ved Harpen
Kjærlig tolker dig min Røst.
Kommer Natten, vi dens Skygge
Favn i Favn vil byde Trods:
287 Stiger Stjernen op paa Himlen,
Stiger Himlen ned til os.

HERMIONE.

Dog du feiler, o Actæon!
Hvis du mig at vinde troer:
Kun Endymion her er Hersker,
Troskab ham mit Hjerte svor.

ACTÆON.

Ham du end at nævne vover? -
For din Lykke glem dit Savn!

HERMIONE.

I hver Tanke boer hans Navn.

ACTÆON.

Venus selv os her trolover,
Selv hun aabner dig min Favn.
Seer du ei, at dette Kammer
Smykket er til Bryllupsfest?
Seer du Eros ei som Gjest?
Det hans Fakkel er, som flammer!
Det hans Piil er, som nu rammer
I dit Øies Ild min Barm!
Det hans Aand er, som omsvæver
Nu os Begge luevarm! -
- Her Pocalen høit jeg hæver,
Fyldt med Druens stærke Saft!
Elskovslykke, Ungdomskraft,
Drømme, hvori Længsel bæver,
Høie Glæders Fryderaab,
Gyldne Minder, søde Haab
Gjemt i disse Draaber ligge.
Lad dem qvæge da din Aand!
Tag Pocalen af min Haand!
Her vort Jaord vil vi drikke.

HERMIONE.

Før lad Himlens Lyn mig ramme,
Før en Draabe jeg faaer smagt!

ACTÆON.

Ei du kjender Elskovs Magt,
Derfor spotter du dens Flamme!
Ei fornam du, hvad der strømmer
Gjennem Barmen som en Ild,
Naar hver Tanke salig drømmer,
Naar i Attraa, snart saa mild,
Snart saa stormende og vild,
Som paa Bølger Hjertet svømmer;
Naar sig henrykt Favn i Favn
De beruste Aander vugge:
Hede Kys og dybe Sukke
Tolke svagt kun deres Savn;
Naar den Lyst, der zittred længe,
Og i Kraft udvided sig,
Sønderrives pludselig
288 Som en Harpes stemte Strænge -
Ei fornam du, hvad dig skrækker
Nu som Kjærlighedens Bud:
Til en Pagt med Glædens Gud
Tøm Pocalen jeg dig rækker I

HERMIONE
kaster Bægeret til Jorden.

Her mit Svar! Som dine Ord,
Saa din Elskov jeg forkaster!

ACTÆON.

At beseire mig du troer;
Mod din Skjæbne dog du haster.

HERMIONE.

Himlens Venus, staa mig bi!

ACTÆON.

Hun din Bøn kun vil foragte.
Hendes Bæger jeg dig rakte -

HERMIONE.

Dødens Draaber var deri!

ACTÆON.

Hør mig! Endnu er du fri!
Du din egen Lykke kjende:
Til den Brudgom du dig vende,
Som en Gud dig har bestemt.
Hvert et Ord lad være glemt,
Ingen Strid er meer tilbage;
Ydmyg af din Naade tage
Vil jeg Kjærlighedens Gunst.
Men er her min Bøn omsonst,
Hvis at dele nu du nøler
Denne Længsel, som jeg føler
Brænde dybt her i mit Bryst:
Da er Kampen og min Lyst!
Seieren nys stod ved min Side,
Om min Lykke vil vi stride,
Til mig Venus den har bragt.
Hendes Dom jeg har dig sagt:
Intet menneskeligt Øre
Dine Bønner her vil høre,
Hvis du trodser hendes Magt.

HERMIONE.

Intet menneskeligt Øre -
Hvad kan Mennesker mig gjøre,
Hvis til Døden jeg har Mod?

Hun griber efter Dolken; Actæon river den af hendes Haand og omslynger hende.

ACTÆON.

Ha, dit Vink jeg her forstod!
Krigen alt du vil forkynde,
Kampen alt du vil begynde,
Men spild ei dit dyre Blod!
Heller lad det banke mod
Dette Hjerte, fyldt af Varme!
Føl dig i din Elskers Arme,
Smelt, du Kolde, ved hans Ild!

289
HERMIONE.

Procne! Procne!

ACTÆON.

Du anraaber
Den, som sidst dig hjælpe vil.
Døren her jeg stænger til.

HERMIONE.

Ingen Frelse meer jeg haaberl

Actæon iler til Døren, udenfor hvilken der høres flygtende Trin; idetsamme aabner Hermione Altandøren, og staaer ved Gitteret naar Actæon vender tilbage.

ACTÆON.

Ha, hvad gjør du?

HERMIONE.

Nærm dig ei!
Kun et Skridt - og Flodens Bølge
For dit Øie skal mig dølge.
Ned i Dybet gaaer min Vei!

ACTÆON.

Stands!

HERMIONE.

En Tilflugt er mig givet!
Kan du end mig røve Livet,
Mig beseire kan du ei.

ACTÆON.

Venus!

HERMIONE.

Jer anraaber jeg,
Høie Magter! I mig hæve!
At mit Hjerte ei skal bæve,
Ei forfærdes for sin Grav.

ACTÆON.

Du, som denne Krands mig gav:
Dig jeg seer! - Dit Øie blinker!
Du mig vinker
Fremad og til evigt Held!

Han iler hen mod Altanen.

HERMIONE.

Alle Rædsler her Farvel!

Hun styrter sig over Gitteret; man hører Faldet i Dybet, hvorpaa Alt bliver stille.

ACTÆON
staaer ubevægelig.

Hvad var det? - O, det var Døden!
Vee mig! Op fra Bølgens Skjød
Der en Klagetone lød
Fra et Hjerte, stedt i Nøden -

Han kaster sig pludselig paa Knæ.

Venus! Jeg din Villie fatter.
I min Sjæl dit Lys oprandt.
Det var ikke Jordens Datter,
Paa hvis Gunst du gav et Pant.
Det er ingen jordisk Qvinde,
I hvis Arme jeg skal finde
Lykken, som jeg aldrig fandt.
For at bryde Sjælens Fængsel,
For at køle disse Luer,
For at stille denne Længsel,
Mod det Himmelske jeg skuer.
Er jeg dog af Guders Slægt!
290 Kun guddommelige Arme
Eie dette Hjertes Varme,
Hæve disse Sorgers Vægt.
Kun i Favn af en Gudinde,
Kan det Væld af Fryd jeg finde,
Hvori hvert et Savn er lægt.
Ja, hun staaer alt for mit Øie!
Ja, jeg seer min Brud, den høie
Ranke, rene Lilievaand:
Jagtens Mø, den evigunge,
Priist af hver en jordisk Tunge,
Klædt i Skjønheds Klædebon! -
O, men du, som her min Aand
Hæver mægtig paa din Vinge,
Dig, o Venus, skal min Haand
Nu et Takkeoffer bringe!
Høit i Mørket Luen svinge
Skal sig op fra Borgens Tag;
Glimte over Flodens Vove,
Lyse for de mørke Skove,
Gjøre Natten selv til Dag!
Alt hvad jeg af Rigdom eier,
Al min Skat og Herlighed
Kaster jeg i Baalet ned:
At min Tak jeg kan dig vise,
At, naar Flammen vinder Seier,
Hver en Mund din Magt maa prise!
End omsnoer din Krands mit Haar;
End dit Blik gjør mig beruset;
Dig til Ære lyse Huset!
Lad det synke! Op af Gruset
Min Lyksalighed jo staaer!

Han griber en Fakkel og iler ud.

291

FJERDE ACT

FØRSTE SCENE

Stjerneklar Nat. Sletten i Skoven. ENDYMION, bundet til Træet og slumrende. VENUS URANIA og LUNA træde op.

LUNA.

Her aabnes Skoven.

VENUS.

Her ved Maalet staae vi.

LUNA.

Og hvi har du din Stjerneborg forladt?

VENUS.

Mig lokked ned den Dødeliges Bøn;
Og dig, o Luna, kaldte jeg fra Luften,
Til Bistand for din Yndling - see ham hist!

LUNA.

Endymion - o, hvor jammerfuldt et Syn!
Med Vold de fine Lemmer sammensnøred'.

VENUS.

Hans Baand jeg løser.

LUNA.

O, naar saa jeg seer ham,
Hvor kalder da hans Billed ad min Taare.
Et Kys jeg maatte trykke paa hans Læber,
Og aande Ætherduft ned i hans Bryst.

VENUS.

Nærm dig ham ei! Jeg selv ham vækker ... Hvad?
Du blegner - Faklen skjælver i din Haand -

LUNA.

Du høie Venus ei min Længsel fatter.
Du kjender ei den Lænke, som mig binder
Til denne Yngling og hans Skjæbne fast.
Alt som en lille Dreng han tidt mig mødte,
Naar jeg med Smiil ham lokked ud paa Engen.
Og faldt i Slummer han ved Træets Rod,
Da lagde jeg ham i min Arm, ved Hjertet,
Og vuggede ham ind i blide Drømme.
Men da han voxed op, da voxed og
Min Kjærlighed til ham; thi altid hæved
Han higende sit Blik til mig fra Jorden.
Dybt i mit Bryst hans skjønne Billed leved;
Jeg søgte ham - med Rødmen jeg det tilstaaer -
Hvor end han gik; ja, tidt jeg hurtig trængte
Mig gjennem Lunden og de mørke Skove,
For ham at skue, naar han gik forbi.
Da stod jeg bævende bag Poppelpilen,
292 Og titted frygtsom frem af Bladesløret;
Men saae han mig, da raabte han: vær hilset,
Du lyse Luna, paa min dunkle Vei!
Saa har jeg fulgt ham, trofast, uforandret;
Ja, mangen stille Nat jeg stod paa Bjerget,
Og bøied ned mig over ham, som slumred,
Mens tunge Taarer fra mit Øie randt.
Thi vel jeg vidste, at den høie Skjæbne,
Der vied mig til eensomt Liv, forbød mig
At tænke paa Forening og paa Lykke.

VENUS.

Altid du klager; hold med Klagen inde
Og her fornem mit Bud! Du kjender Veien
Igjennem Skoven til den dunkle Hule,
Der leder ned i Underverdnens Dyb.
Ad den du føre mig og denne Yngling,
Mens klart din Fakkel lyser for hans Fod.

LUNA.

Hvordan - du vil ham føre bort fra Jorden?

VENUS.

Hans Bøn fra mine Stjerner har jeg hørt;
Thi trofast i sit Liv han har mig dyrket,
Og efter mine Lovbud og min Villie
Saa tidt i Nattens Stilhed har han speidet.

LUNA.

Du vil ham tage bort fra denne Jord?
Du vil det Eneste mig røve, som
Endnu jeg har tilbage? Grumme Venus!
O, hvad har ei jeg allerede mistet?
Alt, hvad jeg bandt mit Hjerte til, forgik;
Alt drog forbi - kun jeg tilbage blev,
Og maatte lyse for de sunkne Grave. -
Du kjender ei til Eensomhedens Qval!
Thi Par ved Par, og fast i Forbund vandre
Paa Himmelbuen dine høie Stjerner;
Men jeg - o, naar jeg skuer op, da møder
Jeg Lys ved Lys, forened' til en Krands;
Og seer jeg ned paa Jorden, Alting slutter
Sig sammen der: som Træ til Træ i Skoven,
Saa Sjæl til Sjæl paa Menneskenes Stamme.
Selv mine Søstres Lod jeg prise vil;
Thi Hekate omringes dog af Skygger,
Og mellem Skovens Dyr Diana vandrer.
Kun jeg er eensom! Jeg alene gaaer
Min stille, øde, glædeløse Vei,
Og sender længselfuld mit Øie rundt
I Luftens Tomhed - ingen Røst mig kalder,
Og ingen Favn sig aabne vil for mig.
Jeg skal forsage, kun forsage skal jeg!
Og dog vil du forbyde mig at klage,
293 Formene mig det dybe Suk, der trænger
Sig al mit Hjerte frem, og gjennem Natten
Som Gjenlyd hæver sig fra Jorden op.

VENUS.

Hvi sender længselfuld dit Blik du rundt,
Istedetfor at vende Øiet op
Til mine Stjerner, hvor kun Ro du finder?
Opløfted Skjæbnens Villie da dig ei
Høit over denne Jord, hvor Alting vexler:
Hvor Stormen flyver og hvor Bølgen stiger,
Hvor Blad og Blomst faaer Liv for at forgaae,
Hvor Menneskenes Hjerter hæves kun,
For ned at synke; hvor i evig Skiften
Hver Aand og Skikkelse urolig vandrer.
Er ogsaa du da bleven lig min Søster,
Der driver her med Mennesker sit Spil;
Der, som det Hav hvoraf hun steg, ustadig,
Kun fængsler for at slippe; lokker kun,
For med en flygtig Lykke at bedaare.
O Luna! Du min Slægtning, som jeg elsker:
Lys med din milde Fakkel kun for Jorden,
Men lad dens Taager ei dit Sind forvirre.
See op til mig, hvergang dit Hjerte bæver!
Send al din Længsel til min Stjerneborg!
Hvergang du kalder, jeg Harmonia sender,
At hun, den skjønne, fylder dig med Fred.

LUNA.

Ja, hvis som du jeg var af himmelsk Udspring,
Da fandt jeg Trøst for alle mine Sorger.
Hvis fri jeg var, da fængslede mig ei
Nu Jordens Søn; men min Natur er jordisk.
Er ikke uopløselig jeg bunden
Til disse Dale, saa at ingen Flugt
Mig fører op, o Venus, i din Favn? -
O! Jeg vil sørge, klage - græde vil jeg,
Til mine Taarer har din Villie bøiet.
Jeg vil jo Lykken ei, kun Synet af den.
Men hvis dens Billed selv du røver mig;
Hvis ogsaa denne Yngling bort du tager;
Hvis aldrig meer jeg paa min stille Vandring
Skal møde ham, skal skue dette Aasyn,
Naar længselfuldt det vender sig mod mig:
Da vil jeg svøbe mig i sorte Skyer,
Min Fakkel slukke, og min Lod forbande.
Langt hellere den Ringeste paa Jorden,
End som Gudinde haabløs og elendig!

VENUS.

Du Daare! Dig mit Ord her burde straffe.
Troer du, at bøie Loven og den Skjæbne,
294 Der skjenked dig din Lod; der bød mig handle
Urokkelig og fast som mine Stjerner?
Troer du, at dine Taarer kan forandre
Hvad dybt jeg i mit Hjerte har besluttet?
At du kan rive min Tilbeder fra mig,
Naar til Lyksalighed jeg vil ham føre? -
Viid, denne Ynglings Lykke boer i Døden;
Og hvis du elsker ham, saa tving dit Hjerte,
Og lys foran ham paa hans sidste Vei.

LUNA.

O, hvilket Offer kræver du af mig!

VENUS.

Tag Afsked med ham mens endnu han slumrer,
Og skrid saa frem paa Veien med din Fakkel!

LUNA.

Vee mig! Jeg skal min Lykke selv begrave.
Du skjønne Hyrde! tag endnu et Kys
Af Lunas Læber - o, det sidste bli'er det!
Men hendes Hjerte vil dit Billed gjemme.
Med det hun over Himlen hen vil vandre,
Og drømme om det i den stille Nat.

Gaaer frem ad Veien.

VENUS.

Vaagn op, Endymion! Dine Baand jeg løser.

ENDYMION.

Hvordan! Mit Øie skuer Himlens Venus,
Og jeg er fri -

VENUS.

Din Bøn har naaet mit Øre.
Den Kjærlighed, som du har mig betroet,
Til dig jeg gjemt har paa et sikkert Sted.

ENDYMION.

O min Gudinde! Du har dig forbarmet.
Men hvor er hun, jeg tabte: Hermione?

VENUS.

Fra Jorden og dens Nød hun flygted bort;
Men har du Mod, du end skal hende møde.

ENDYMION.

Hvad er din Villie?

VENUS.

Har du Mod til Døden?

ENDYMION.

Og er da dette Liv saa sødt? Naar Det,
Som jeg har mistet, jeg i Skaalen lægger
Mod Det, som er tilbage: da mig tykkes,
At Døden Vinding er, og Livet Tab.

VENUS.

Du har dit Haab til mine Stjerner bundet.
Det Lys, som dig i klare Nætter vinked,
Dig følger ogsaa her i Dybet ned.

ENDYMION.

Ja, styrk mit Mod, o Venus! Vær min Stjerne
I Dødens Nat!

VENUS.

Hold fast min Haand! Den fører
295 Dig gjennem Mulmet, at du ei forvildes.
Og seer du hist den milde Luna vandre?
Hun om sin Pande kasted Straalesløret,
Og lyser med sin Fakkel for din Fod.
Saa vandrer du, af to Gudinder elsket,
Ned til det stille Land -

ENDYMION.

O, viis mig Veien!

Venus, Endymion og Luna bort.

ANDEN SCENE

PROCNE kommer, ført af en Dreng, som bærer en Fakkel.

DRENGEN.

Skal nu jeg slukke Faklen? Dagen gryer.

PROCNE.

Gjør som du vil; jeg har ei Lys fornøden.
Hvor er vi nu?

DRENGEN.

Paa Sletten midt i Skoven.
Den lige Vei fra Borgen er du gaaet.

PROCNE.

Saa drei tilvenstre. Du en Sti vil finde.
Paa den et Stykke Vei vi frem maae gaae,
Saa kommer der et tæt og dunkelt Krat;
Fra fordums Tid det er mig vel bekjendt.
Dybt inde bag det ligger Søen.

DRENGEN.

Ja,
Den hellige Sø, hvori hver Morgenstund
Diana bader sig med sine Nympher.

PROCNE.

Derhen du føre mig!

DRENGEN.

Det tør jeg ikke.

PROCNE.

Du skal!

DRENGEN.

Enhver, der Søen kommer nær
Ved Badetid, ei lever Dagen over.

PROCNE.

Hav ingen Frygt! Vi gaae ei ned til Vandet.
I Krattet jeg forbliver - søg blot Stien.

DRENGEN.

Staa her da rolig, til jeg Vei har fundet.

Gaaer.

PROCNE.

Og denne sløve Dreng er al min Tilflugt -
Hvad har jeg mere? Hvert et Haab om Hevn
Med Borgen sank i Gruus i denne Nat.
Min Moder indebrændt - mit Hjem lagt øde -
Jeg selv en Flygtning, der maa vandre ud,
At søge Sporet af ham rundt i Verden;
At lytte efter ham i hver en Stemme,
Der til mit Øre naaer paa Vei og Sti. -
Hvi greb ei Luen mig i sine Arme
Istedetfor min Moder? Væggen sank,
Og Loftets Bjelker hørte jeg at falde.
296 Da tog en Haand om min - hans Haand det var;
Høit paa sin Arm han løfted mig - jeg følte,
Hvor Ildens Tunge slikkede min Kind,
Da ned ad Trappen han mig bar. Da kunde
Jeg have dræbt ham; i min Magt han var.
Men endnu eengang paa hans Vei jeg kommer!
Jeg hørte ham Dianas Sø at nævne;
Derhen jeg maa! Der skal til Afsked dog
Han skue Procnes Skikkelse; og træffer
Min Haand ham ei, han skal min Røst dog høre,
Før her vi skilles - -
O, en Trøst jeg har:
Eengang i Hades jeg hans Skygge møder.
Der vil af Furien jeg Faklen laane,
Og Slangehaaret og den spidse Dolk;
Og som den aldrig hvilende Alecto
Jeg skal ham følge. Dolken høit jeg svinger;
Omkring hans Hoved hvisle mine Slanger,
Til Skræk og Raseri hans Hjerte griber,
Og hylende han styrter sig i Dybet.

DRENGEN
kommer tilbage.

Kom! Her min Haand er. Sporet har jeg fundet.

PROCNE.

Afsted da hurtig!

DRENGEN.

See dig blot tilbage!
Nei, det er sandt, du har jo ingen Øine -
Men Røgen fra Actæons Borg jeg seer
Nu ganske tydeligt - høit over Skoven
Imod de hvide Skyer den stiger op.
Det var en prægtig Ildebrand inat,
Især da Taget faldt: langt hen paa Floden
Fløi Gnisterne, mens Luen slog iveiret.
Jeg havde gjerne seet lidt længer paa det;
Men saa kom En af Jægerne og bød mig,
At bringe dig i Sikkerhed til Skoven.
Han sagde, at du gav mig nok en Gave -

PROCNE.

Min Villie gjør, og denne Ring du faaer.

DRENGEN.

Den Ring jeg lider godt. Kom! Her er Veien.

De gaae videre.

TREDIE SCENE

En Plads ved Indgangen til Skoven, I Baggrunden de rygende Ruiner af Actæons Borg, hvorover Solen begynder at hæve sig. MELEAGER og MIMAS komme hurtig ind.

MIMAS.

Du selv det saae?

MELEAGER.

Med mine egne Øine.

297
MIMAS.

Actæon skulde selv da være Manden?

MELEAGER.

Det er som jeg dig siger. I mit Paasyn,
Og trods min Modstand, stak han Ild paa Huset.
Da Salens Loft var faldet, kasted han
Fra Oven gyldne Smykker, Purpurkapper
Og kostbart Sølvtøi over Baalet ned.
Idet hans Læbe kaldte høit paa Venus.
Til Alt Ruiner var, han blev ved Branden,
Og Alle, som at slukke kun forsøgte,
Drev med sit Spyd han rasende tilbage.
Tidt stod han stille og sin Krands tog af,
Imens han stirred henrykt ind i Flammen;
Tidt talte høit han med sig selv, og vandred
Frem og tilbage, med sit Spyd i Haanden,
Som var til Ildens Vogter hen han sat.
Men hvis du end ei rasende ham troer,
Saa viid, at han i Floden styrtet har
Den unge Hyrdepige, som vi fanged.
O, jeg afsindig var - vi Alle var det,
At ei vi den Ulykkelige frelste,
Og tæmmed før hans vilde Raseri.

MIMAS.

Og jeg, som ret nu troede ham helbredet!

MELEAGER.

Hvis ikke Fængslets Dør jeg havde aabnet,
Og hemmelig i Frihed ladt de Fangne,
Hver Hyrde da var indebrændt som Thebe.

MIMAS.

O, Meleager! Bliver saa det ved,
Jeg mister reent Humeuret. Aldrig glemmer
Jeg denne Nat! Isøvne dybt jeg laae,
Og drømte, at jeg Nympherne saae dandse:
Da vakte mig et rædsomt Skrig om Hjælp.
Jeg traadte ud i Gaarden - der stod Thebe
Paa Taget i den aabne Qvist, og Ilden
Omspændte hendes Vei fra hver en Side.
Saa stod hun lang Tid, som en Hex, i Luften;
Medeet sank Bjelken under hendes Fod,
Og med et Skrig hun styrted ned i Baalet.

MELEAGER.

Ja, selv jeg saae det.

MIMAS.

Længe vil jeg plages
Af dette Syn; men ei det værste blev det.
Thi seer du! medens saadan nu jeg stod
Og saae paa Branden, og just tænkte paa,
Hvormangen lystig Aften vi bortsvired
Bag disse Mure, som nu styrted sammen;
Hvormange søde Piger der vi favned,
Mens skummende Pocaler vi stak ud:
Da stod medeet Kong Aristæos for mig,
298 I samme Dragt, som Dagen før han døde,
Da Sceptret og sin Søn han mig betroede.
Først stirred liigbleg han en Stund paa mig,
Saa løfted han sin høire Haand og trued,
Og med den venstre peged han mod Jorden.

MELEAGER.

Du gaaer i Barndom og har drømt, du Gamle!

MIMAS.

Jeg selv det troede først; men seer du, Synet,
Bestandig truende ad mig med Haanden,
Skred hen imod mig - saadan, Skridt for Skridt.
Paa eengang sortned Alting for mit Øie;
En Stemme hørte jeg - saa Intet meer.
Da til mig selv jeg kom, sad jeg ved Porten
Hos Actor og de Andre. Stærkt de drak,
Thi mens Actæon borte var paa Borgen,
Gav Actor al den bedste Viin til Priis,
Og Fad paa Fad af Kjeld'ren op de slæbte.
Jeg vilde gjøre Selskab - ei en Draabe
Kom over Læben; Skikkelsen bestandig
Stod foran mig hvergang jeg løfted Skaalen,
Og først da Dagen gryede, svandt den bort.

MELEAGER.

Nu, dersom du har Syner, jeg har med.
Een Skygge viser evig sig for mig.
Ja, kun din Skygge greb jeg, Hermione!
Du selv dig vendte bort, og gik forbi.

FJERDE SCENE

DE FORRIGE. ACTOR og en Skare Jægere; Alle betyngede af Viin.

ACTOR.

Her er Pladsen!

EN JÆGER.

Her vi vente!

EN ANDEN.

Godt jeg gaaer, men staaer kun daarligt.

EN TREDIE.

Lige modsat! det alvorligt
Rundt med mig paa Veien rendte.

EN FJERDE.

Surr det løber for os Alle.

EN FEMTE.

Vinens Dunster Hjernen trykke.

EN SJETTE.

Kan vi staae ei, kan vi falde!

CHOR.

Deiligt, her at boe og bygge!

De kaste sig i Græsset.

MIMAS.

Væbnede med Spyd og Buer,
Som til Kamp, jeg Eder skuer -
Siig mig, Actor, hvad skal skee?

ACTOR.

Du vel snart det faaer at see!
Notabene, dersom ikke
Alt er mørkt for dine Blikke,
Som da jeg i sidste Nat
299 Halv besvimet saae dig ligge
Næsegruus, paa Jorden plat.

MIMAS.

Altsaa det var dig, som talte!
Men hvad er jer Hensigt nu?

ACTOR.

Jeg saa klog just er som du.
Mig Actæon kun befalte,
Dengang Dag det blev igjen,
At forsamle Borgens Mænd,
Og til Skoven hid dem føre
Væbnede med Spyd og Pul:
Det var Alt, hvad jeg fik høre.

MIMAS.

Stille! ... Fodtrin naae mit Øre.

ACTOR

Ja, der kommer han med Iil!
Spydet krumt hans Hænder bøie -

MIMAS.

Siig, hvordan var han tilsinds?

ACTOR.

Spørg ham selv! Han veed det nøie.

MIMAS.

Dødbleg er han; vildt hans Øie.

JÆGERNE
reise sig.

Hil Actæon! Hil vor Prinds!

ACTÆON
standser og seer sig tilbage.

Over Borgen
Alt staaer op den gyldne Morgen -
Nys var Ilden der at skue,
Blussende mod Nattens Bue.
Jordens Lue
Her med Himlens Straaler mødes,
Og den stærke Eros fødes.
See, han svinger
Alt de store Purpurvinger!
Frem han svæver,
Høiere ham Skyen hæver,
Himmel-Buen.
Spænder han i Morgenluen;
Gyldne Pile
Ned mod hendes Bryst nu ile. -
Snart, som i de gamle Dage,
Revne hen i salig Svimmel,
Jord og Himmel
I hinandens Favn vil drage;
Snart med Himlens stolte Datter
Jordens Søn formæles atter;
Snart en Krands af Guders Lykke
Ham skal smykke,
Som til Krandsen er udseet!

Gaaer hen mod Jægerne.

ACTOR.

Herre! Hvad du bød, er skeet.

300
ACTÆON.

Følg mig! Timerne os kalde.
Nu den store Dag begynder.
Der Lyksalighed forkynder
Som for mig, for Eder Alle.
Endt er Natten:
Lykkens Sol i Østen stiger;
Hurtig lad os hæve Skatten,
Før den viger.

MIMAS.

Søn, hvad er din Hensigt?

ACTÆON.

Kjendte
Du endnu ei Skjæbnens Villie?
Saae du ei, da Borgen brændte,
Luen lyse som en Lilie?

MIMAS

afsides. Vildt han taler.

ACTÆON.

Vinden vifted -
Strax sin Skikkelse den skifted;
Og berørt af røde Flammer,
Saae jeg Farve den forandre.

Vender sig mod Jægerne.

Veed I, hvi Diana vandre
Maa blandt Skovens dunkle Stammer
Uformælet og alene?
Hvi, skjøndt evig fyldt af Savnet,
Aldrig hun bag Lundens Grene,
Som Apollo sin Koronis,
Som Cythere sin Adonis,
Lykkelig sin Elsker favned?

MIMAS
afsides.

Meer end nok jeg har erfaret!

ACTÆON.

Venus mig det aabenbared;
Hun, som har Diana sparet
For sin Søns de stærke Pile,
Medens rastløs uden Hvile,
Fra min Ungdoms første Dage,
Jeg til Skoven maatte drage,
Hendes Billed at opjage -
Jeg vil Grunden Eder sige:
Endnu ei det kjække Hjerte,
' Trodsende hver Frygt og Smerte,
Fandtes blandt de Dødelige;
Endnu ei det Mod, der voved
Til det Høieste at stige,
For i Kamp den Krands at vinde,
Som den mægtige Gudinde
Til den Dristige kun loved -
Mig alene Krandsen vinker!
Mig den drager ind i Skoven
301 Til Dianas Sø, hvor Voven
Klar i Morgensolen blinker;
Hvor nu Jagtens stærke Piger
Om min stolte Brud staae Vagt,
Mens hun kaster af sin Dragt
Og i Badet deilig stiger;
Hvor nu, for med Slør at dølge
Hendes høie Jomfrubryst,
Gyngende i stormfuld Lyst
Bølge ruller over Bølge.
Did til Søen I mig følge!
Selv om Kamp det koste vil,
Bruden skal mig høre til;
Hendes Nympher Jer tilfalde!

JÆGERNE.

Fast vi holde paa dem Alle!

ACTÆON.

Frem da til Dianas Søl
Der mit Bryllup vil vi feire.
Frem til Badet, at beseire
Jagtens kongelige Mø!

JÆGERNE.

Fremad til Dianas Sø!

MIMAS
griber Actæons Arm.

Stands, Afsindige! Saalænge
Det paa Piger kun gik løs,
(Og jeg lider selv en Tøs)
Lod jeg Tingen gaae sin Gænge;
Men hvis i din vilde Svimlen
Nu du vil bestorme Himlen -

ACTÆON.

Du mig standser? Kun en Lyd,
Og som Dagens Offer ligge
Skal du her for dette Spyd!

MIMAS
til Jægerne.

Frygt Diana! Følg ham ikke!
Intet om hans Ord Jer bryd!

ACTÆON.

End du taler?

MIMAS.

Ei forlader
I dit Raseri jeg dig!

ACTÆON.

Du dit eget Liv da hader?

MIMAS

afsides. Skyggen atter truer mig -

Til Actæon.

Tænk, Actæon, paa din Fader!
Han i Graven vender sig.

ACTÆON
lægger Spydet an.

Døe du vil da?

MIMAS
til Jægerne.

Bind hans Hænder!
Raseri ham grebet har.
302 I hans Øie Vanvid brænder.
Bind hans Hænder! Ei ham spar!

ACTÆON
render Spydet igjennem ham.

Ned til Tartarus da far!

MIMAS.

Aristæos, dig det var!

Synker ned.

Hele Herligheden ender!

Døer.

ACTÆON.

Samme Vei Enhver jeg sender,
Der tør standse mig som han!
Følg mig!

MELEAGER
der staaer i Afstand.

End et Ord, Tyran!
Her fra mig du skal fornemme.
Dæmpe skulde det dit Mod,
Kunde Hermiones Blod
Raabe til dig i min Stemme:
Dine Gjerninger ei gjemme
Skjult sig i den dybe Flod.

ACTÆON
spænder sin Bue.

Hør den hæse Ravn, som skriger!

MELEAGER.

Huldskab, Troskab her opsiger
Dig i Alles Paasyn jeg!
Mødes meer vi paa vor Vei,
Sværdet evig skal os skille.

ACTOR.

Ha, Forvovne!

ACTÆON.

Actor, stille!

Han skyder. Pilen streifer Meleagers Hoved.

ACTOR.

Hurtig vi ham gribe ville!

JÆGERNE.

Her han lide skal sin Dom!

ACTÆON.

Lad ham fare! Følg mig! Kom,
Før Diana,
Før min jomfruhvide Svane
Af sit køle Bad er oppe.
Seer I Varslet? - Skovens Toppe
Stærkt af Solens Guld forgyldes.
Ogsaa jeg af Fryd nu fyldes!
Haabets ømme,
Aldrig før saa søde Drømme
Min Lyksalighed nu spaae.
Fremad! Spydet fast i Armen!
Mod i Barmen!
At jer Kamp I kan bestaae.

ACTOR.

Seieren følger en Forvoven!

JÆGERNE.

Ingen svigter af os Alle!

303
ACTÆON.

Høit i Skoven
I Triumph lad Hornet gjalde!

Actæon og Jægerne bort.

MELEAGER
ene.

Iil din Undergang imøde!
Fyld dit Maal af Raseri!
Jeg, i Mindet om den Døde,
For at sone Fortids Brøde,
Nu Endymion vil befrie.
Folket saa jeg vil forene,
Dæmpe hver en Frygt og Tvist,
Bringe Fredens Olieqvist
Til Arkadien fra Messene.
Har jeg dette Værk fuldbragt,
Da jeg kaster Landsens Byrde;
Ikke meer jeg Dyret myrde
Vil som før paa blodig Jagt;
Hos den fredelige Hyrde
Laaner Bolig jeg og Dragt.
Paa hans stille Liv beflitte
Skal fra nu sig denne Aand;
Aldrig mere skal min Haand
Sig med Rov og Ran besmitte.
Dybt i Dalen vil jeg gaae,
Tænke paa mit Liv tilbage,
Efter Lykken meer ei jage,
At den meer ei flygte maa.
Ud med Tro i Agerfuren
Vil jeg strøe det rige Korn;
Siddende ved Klippemuren,
Kalde Hjorden med mit Horn;
Dulme hver en Smertes Torn
Ved Betragtning af Naturen. -
Naar dens Tider vexle, naar
Vaaren bryder Vintrens Lænke,
Da paa Tiden vil jeg tænke,
Da i mig det først blev Vaar;
Da sig Varmen monne sænke
I min Sjæl, saa kold og haard.
Naar i Muld jeg seer dem lægge
Sæden ned i sildig Høst,
Vil hos mig det Mindet vække
Om min Elskovs bittre Lyst;
O, thi som bag Dødens Dække
Skjult den spirer i mit Bryst.
Og seer Dagens Sol jeg dale,
Men endnu fra Bølgens Skjød
304 Med sit lyse Gjenskin male
Hele Himlen purpurrød:
Hermione! da, skjøndt død,
Til mit Hjerte du vil tale.

Gaaer.

FEMTE SCENE

Den hellige Sø i Skoven. DIANA træder op med Spyd og Bue, fulgt af Ata LÅNTE med Hundekoblet, AURA med Jagthornet, CYANE med Fuglenettet, og flere NYMPHER. Toget gaaer frem langs med Søen.

CHOR.

Priis Diana, Jagtens Dronning!

ATALANTE.

Priis den Stærke! som i Skoven,
Som paa Bjergets høie Top
Jager dristig og forvoven
Dyret fra sit Leie op.
Frem til Angreb kjækt hun triner,
Hjertet gløder efter Kamp:
Spydet hviner -
Dyrets Blod staaer høit i Damp.

CHOR.

Priis Diana, Skovens Dronning!

AURA.

Priis den Friske! som, med Haaret
Over Skuldren kastet frit,
Vinden lig om Efteraaret
Stormer frem med raske Skridt.
Under Løvets hvalte Kroner
Frem sit gyldne Horn hun ta'er:
Hornet toner -
Dybe Lunde give Svar.

CHOR.

Priis Diana, Nymphers Dronning!

CYANE.

Priis den Rene! stolt af Villie,
Som paa Eros kold tør see;
Høi og rank som Vandets Lilie,
Hvid og skjær som Bjergets Snee.
Dybt i Badet hun sig dølger,
Hegnet ind af tætte Siv:
Køle Bølger
Kun tør favne hendes Liv.

DIANA.

Stands! -
Her skygger Egen; dybt er Vandet her.
Her vil i Bad jeg gaae!

AURA
til Nympherne.

Spred Tæppet ud!

DIANA.

Nei, bedre Leie gi'er det friske Græs.

CYANE.

Skal jeg af Foden dig Sandalen løse?

DIANA.

Jeg selv mig hjælper! - Her jeg Spydet planter!
Derover hæng mit Kogger og min Bue.

305
ATALANTE.

Ved Træets Green jeg Hundekoblet binder.

AURA.

Og her er Hornet!

DIANA.

Vel! - I andre Nympher!
Bliv her paa Vagt, indtil mit Horn Jer kalder.
Ved Buestrængen hold den skarpe Piil;
Og hvis jert Blik en Dødelig opdager,
Skyd strax ham ned, at ei han slipper bort,
Og praler af, at han Diana skued. -
Cyane, Aura, Atalante, kom!

ATALANTE.

Skal ned i Badets Bølger vi dig følge?

DIANA.

Ja, vi den gamle Veddekamp fornye!
Den anden Bred af Søen er vort Maal.
I tør til Svømning begge Arme bruge;
Jeg selv med venstre Haand kun deler Bølgen,
Og holder Hornet hævet med min høire.

ATALANTE.

Her kaster jeg min Dragt!

CYANE.

Her ligger min!

AURA.

Og min jeg kaster her!

DIANA.

Jeg selv er rede!

DE TRE NYMPHER.

I Badet ud!

DIANA.

I Bølgen ned, den kolde!
Den, som nu seirer, Hornet skal beholde.

Diana og de tre Nympher kaste sig i Søen.

CHOR
af Nympherne paa Landet.

See, de forsvandt for vort Øie! -
- Atter nu skue vi dem!
Atter Diana, den høie,
Stiger af Bølgerne frem.
See, hvor hun lægger sig over
Vandet med roende Arm;
See, hvor de skyllende Vover
Løfte den sneehvide Barm!

DIANA.

Brug Haanden som den vevre Fisk sin Finne!

CHORET.

Forrest vor Dronning Diana
Seiler i Nymphernes Trop.
Stolt, som en svømmende Svane,
Løfter hun Hovedet op.
Hornet hun sætter til Munden -
Hør, hvor i Bølgen det sang!
Hør, hvor det toned fra Lunden!
Hør, hvor i Luften det klang!

306
DIANA.

Fremad, o Nympher! vil I Hornet vinde.

CHORET.

Tys! Som et Raab jeg fornemmer -
Ovre fra Skoven det kom.
Hør! Det er jublende Stemmer.
Dronning Diana, vend om!
Dronning Diana! du fare
Hurtig mod Landet igjen:
Seer du den væbnede Skare?
Seer du de dristige Mænd?

Actæon og Jægerne træde ud af Skoven paa den anden Side af Søen.

ACTÆON.

Ha, Tid det var! Seer I, paa Bølgen svømmer
Min stolte Brud, af sine Nympher fulgt.
Høit over Alle hæver hun sit Hoved,
Og mod sin Brudgom frem hun rækker Hornet,
At klare Toner tolke maae hans Lykke.
Ja, nu Lyksalighedens Time kommer!
Hør, hvor i Jubel Fuglechoret synger!
Seer I, hvor Jord og Himmel ud er smykket
Med Guld og Farver til et Brudekammer?
Det høie Himmelloft sig hvælver blaat;
Af Skovens grønne Løv er Væggen bygt;
Og i den dybe Sø staaer Brudesengen,
Af sølvblaae Bølger vugget, som af Gænger,
Og dækket til af Skummets Perleslør.
Seer I, hvor Bruden kaster Tæppet af?
Mod Landet iler hun, for mig at møde.
Til Skoven længselfuld hun vinker ind.
Som Hjortens Hjerte føler mit jeg gløde;
Jeg følger efter dig, du hvide Hind!

Til Jægerne.

Afsted til Maalet! Langs med Søens Bølge.

JÆGERNE.

Af sted! Til Seier og Lykke vi ham følge!

Actæon iler forbi, fulgt af Jægerne.

CHORET
paa den anden Søbred.

Hjemad vor Dronning nu higer,
Hjem, mod den sivklædte Kyst;
Bølgen den synker og stiger,
Deelt af det mægtige Bryst.
See, hun sig nærmer til Landet!
Rundtom hun Skumblomster strøer,
Mens hun, til Bæltet i Vandet,
Staaer blandt de bølgende Rør.

307
DIANA
i Badet.

Aura, Cyane, Atalante!

NYMPHERNE.

Dronningl

DIANA.

O, af Forbittrelse mit Hjerte skjælver!
Hvi har den høie Solgud ei dem truffet
Med sine Pile, førend mig de skued?
Men frygtelig skal Hevnen her dem ramme!

AURA.

Hvad er din Villie med dem?

DIANA.

Hurtig, Aura!
Stig op af Badet! Grib dit Spyd, og fer
Til Angreb Nympherne, saasnart du hører
Mit første Stød i Hornet.

AURA.

Vel, min Dronning!

DIANA.

Spar Ingen uden ham, som Skaren fører.
Jeg kjendte ham: Actæon var det - han,
Som Venus lokket har i sine Garn,
Og som i lang Tid ei mig Offer bragte.
Jeg selv ham straffer!

AURA.

Din Befaling skee!

Aura bort.

DIANA.

Du, Atalante, føre Hundekoblet!
Og naar igjen du hører Hornets Klang,
Da slip dem alle løs, at paa min Fjende
De stille deres blodige Tørst og Hunger.

ATALANTE.

Vel, høie Dronning!

Atalante bort.

DIANA.

Du, Cyane, bringe
Mig Dragt og Vaaben, naar for tredie Gang
Jeg lader Hornet tone. Her jeg bliver,
Til jeg min Skam har hevnet, og hvert Øie,
Der saae mig nøgen, er i Døden brustet.

CYANE.

Dit Bud jeg lyder. Ha! men see paa Veien,
Ved Søens Bred ....

DIANA.

Som til en Fest han iler -
Snart faaer du Ro, du Daare! Snart du hviler.

Cyane bort.

ACTÆON
i Afstand; standser forundret.

Hvordan? De flokke sig de store Daadyr.
De komme frem af Krattet fleer og fleer;
Og trodsigt deres Hoveder de hæve,
Og truende de ordne sig til Angreb.
Min kongelige Hind er ei blandt dem.
Endnu i Badet hun sig dølger - see!
Af Sivet hendes Hoved dukker op,
308 Og hendes hvide Krop mit Øie skimter.
Hun flygter - ha!

Vender sig vinkende tilbage.

Fremad, til Jagt nu Alle!

JÆGERNE
komme ilende.

Fremad! I Nymphers Arme skal vi falde!

Actæon styrter frem med Jægerne; idetsamme lyder Dianas Horn, Nympherne skyde deres Buer af paa Jægerne, der styrte til Jorden. Actæon iler forbi dem, ned mod Søen.

DIANA.

Han kommer!

ACTÆON.

Flygt ei bort, du hvide Hind!
Du Herlige, som jeg har jaget efter!
Du, som min Længsel og min Attraa vakte,
Naar gjennem Løvet hen saa let du sprang.
I Badet ned jeg styrter mig til dig!
Mit Hjertes hede Glød du skal fornemme!
Du er min Dronning! Jeg er Skovens Konge,
Den Kronede blandt Dyrene paa Jorden!

DIANA
stænker Vand paa ham af Søen.

Bliv til et Dyr! Bliv, hvad du alt er vorden!

Høie Hjortehorn voxe op af Actæon s Pande, og sprænge hans Rosenkrands, der falder til Jorden. Han selv staaer et Øieblik ubevægelig med udstrakte Arme, og iler derpaa i store Spring henad Stien til Krattet. Dianas Horn lyder paany. Hundene slippes løs og forfølge ham gjøende; kort efter høres hans vilde Skrig inde fra Krattet

DIANA
stiger op af Badet

Hurtig min Dragt! Min Ære har jeg hevnet.
Er Alle døde?

AURA.

Intet Liv er sparet.
See selv! Med Liig er Søens Rand bestrøet;
I hver en Barm har Pilen dybt sig boret.

DIANA.

Ha, endnu flammer Vreden i mit Bryst!
I Døden ned min Hevn skal dem forfølge.
Men bort fra disse Aadsler!

Hun støder i Hornet. Hundene komme tilbage.

Atalante!
Bind Koblet fast! - Seer du de røde Tunger?
Actæons varme Blod dem farvet har.
Hans hede Hjerte ned fra dem nu drypper.

CYANE.

Her er den Rosenkrands, som han har baaret.

DIANA.

Kast den i Støvet ned, at der den visner! -
Men fremad nu! Fra disse Skove bort!
Op til de høie, sneebelagte Bjerge,
At jage Ulvene af deres Skjul!
Op, hvor den stolte Ørn sin Rede bygger!
Der stille Hjertet vi ved nye Seiere,
Og køle Kinden i den friske Luft.

Bort.

309
NYMPHERNE.

Bort gaaer den Modige,
Nu, da sin blodige
Dom hun har holdt.
Øiet, det luende,
Panden, den truende,
Løfter hun stolt.
Vee hver en mødende
Fjende, hun glødende
Nu træffer paa:
Spydet, det susende,
Haanden, den knusende,
Ned vil ham slaae.

Alle bort.

SJETTE SCENE

PROCNE, ført af Drengen, træder ud af Krattet.

DRENGEN.

Her Søen er. Nu gaaer jeg ikke længer.

PROCNE.

Endnu de høie Skrig gjenlyde for mig;
Forfærdelig i Døden klang hans Stemme.

DRENGEN.

Troer du vi her er sikkre?

PROCNE.

Nær du stod jo,
Dengang de vilde Hunde ham forfulgte?

DRENGEN.

Ja, henad Stien han som Vinden fløi.
Jeg troede ei et Menneske det var,
Thi begge Hænder holdt han op til Panden,
Og høie Hjortehorn af dem stak frem.
Først da han kom forbi, jeg ret ham kjendte.
Men idetsamme kom de store Hunde;
Af Halsen hang de lange Tunger ud,
Da hylende de faldt ham an, og rev
Ham Led fra Led, og spredte rundt hans Lemmer,
Mens med de vilde Skrig han fyldte Skoven.

PROCNE
afsides.

Det har Diana været.

DRENGEN.

Ha, men seer du?

PROCNE.

Hvad er der? Paa din Haand du ryster.

PRENGEN.

Kom,
Lad bort os flygie! Her hans Jægre ligge.
En blodig Piil i hvert et Hjerte sidder,
Og hvert et Ansigt er mod Himlen vendt.

310
PROCNE.

Diana har holdt Dom!

DRENGEN.

Skynd dig! Afsted!
Før os Gudinden træffer med sin Bue.

PROCNE.

Før mig til Søen hen, saa kan du gaae.

DRENGEN.

Ved Kanten staaer du. Skrid blot ned ad den,
Saa vil du Vandet med din Fod berøre.

PROCNE.

Her er den Ring, jeg lovte dig til Gave.
Hvis man om mig dig spørger, siig, at Procne
Sig hviler ud nu ved Dianas Sø.

DRENGEN.

Jeg sender Folk herhen, dig hjem at føre.

Bort.

PROCNE
ene.

Saa maatte du i Døden ned før mig -
Dit høie Jammerskrig jeg skulde høre,
Dit sidste Suk - jeg længtes jo derefter;
Men ogsaa mig traf Lynet, som dig ramte. -
Hvad er tilbage? Alt er dødt og øde.
Hvor er det blevet stille om os Begge!
Den stærke Storm forstummet er medeet;
Den før saa stramme Bue hænger slap,
Og brudt er Pilen. - Ikke meer du rastløs
Paa Bjerget og i Skoven Dyret jager;
Ei meer med troløst Hjerte frem du higer
Mod Lykken i de skjønne Qvinders Arme;
Ei meer i Sorgens Uro nu du søger,
Hvad i dit eget Bryst du ikke fandt.
En stille Skygge sidder du i Hades
Og seer i Floden ned; og dunkle Syner
I evig Flugt forbi dit Øie trække,
Mens under dig dit Billed skjælver dybt.
- O, hvis sig eengang Procnes Skygge sætter
Ved Siden af dig, da forfærdes ikke:
Frygt hendes Hevn saalidt som hendes Ømhed,
Hun bleven er saa stille som du selv.
Det gamle Sagn, at hun engang dig elsked,
At hun engang dig haded, tro ei paa det!
Det var jo Drømme, der saa brat fik Ende;
Og ikkun Hjertets Tomhed blev tilbage.

Stiger langsomt ned til Vandet.

Her Bølgen gaaer. Hvor mildt min Fod den væder!
Hvor ruller let og blød den hen imod mig,
Som kaldte den mig med en sagte Stemme.
I strenge Guder! hvis min Bøn Jer rører,
Lad mig en evig Søvn da sove her
311 I denne Vugge, som I selv mig redte.
Lad ingen Lyd ned til mit Øre naae:
Ei Vindens Suk, naar det i Sivet klager,
Ei Himlens Torden - ikke Hornets Toner,
Naar over Søen længselfuldt de svæve.
Lad ingen Drøm fra Jorden mig besøge,
Og lokke mig med Røster, som jeg kjendte,
Til Livets ængstelige Minder op.
Lad mig alene paa den dybe Bund!
Og som mit Syn I tog, saa røv mig Evnen
At skue indad; i mig selv tilbage,
At ingen Fjende der min Ro forstyrrer.
Lad Alt mig glemme og kun Hvile finde!
Ja, for det Mørke, hvormed I bedækked
Mit Liv paa Jorden - til Erstatning giv mig
Den tause, evige og dunkle Nat!

Hun glider sagte ned i Søen. Bølgen lukker sig over hende. Scenen er en Tidlang tom.

SYVENDE SCENE

VENUS ANADYOMENE kommer ud fra Skoven med sine Nympher.

VENUS.

Den bratte Død har her hans Hjerte truffet?

GALATEA.

Ja hist, o Dronning! seer du Kampens Minder.

PHILYRA.

Den hele Jægerskare ligger dræbt.

IRENE.

Det friske Blod til Løvet viser ind.

AGLAJA.

Og her din sønderrevne Krands jeg finder.

VENUS.

Lad see, Aglaja! - Mine Roser er det!
Med Blod er deres fine Blade pletted' -
Men ved min Faders Hoved, jeg mig hevner!
Hvor triumpherende var ei Diana,
Dengang hun mødte mig ved Skovens Rand,
Og mig Actæons Endeligt fortalte.
Hun kaldte ham min Yndling, og hun loe.
Men bi, du Stolte! Jeg min Søn vil sende,
At med sin Piil han dine Nympher saarer,
Saa Skovens Fauner de i Armen falde.
Naar da for trangt dem deres Bælte bliver,
Og selv til Spot for Guderne du vandrer:
Da skal du tænke paa den høie Venus,
Som bøiet har din Stolthed med sin Magt.

Hun sætter sig ved Træet.

GALATEA.

Vil du, at jeg din Vogn dig henter hid?

VENUS,

Hvem taler til dig? Tie, til man dig spørger!
Jeg selv vel husker; hvad jeg har fornøden,
312 Philyra! gaa, og hold min Vogn beredt
Til hurtig Reise.

PHILYRA.

Strax, min høie Dronning!

Philyra bort.

VENUS.

O, naar jeg paa de sidste Dage tænker,
Hvor kunde dette Land jeg da forbande!
Jeg kom herhid for min Triumph at nyde;
Men allevegne saae jeg Folket samlet,
For ned at bryde mine Templer og
Den Magt at trodse, jeg Actæon gav.
Og nu den Spot, Diana mig tilføied -
Aglaja! ræk mig Speilet, at jeg seer
Om Vreden har i Rynker sig indpræget.

AGLAJA.

Endnu saae Dagen ei saa glat en Pande!

VENUS
speiler sig.

Nei virkelig! Jeg faaer dit Ord vel troe;
Naar pleied min Aglaja vel at lyve? -
Men flet en Krands, Irene! om mit Haar,
Og du, o Galatea! løs mit Bælte,
At jeg min Klædning hurtig af kan kaste.
I kjende Billedhuggeren paa Gnidos,
Hvis Roes gjenlyder nu Alverden over.
Hans Aand sig hæver Dag og Nat til mig
Med Bøn, at jeg for ham mig aabenbarer,
Saa han et værdigt Billed af mig danner.
Idag hans Bøn opfyldes: nøgen træder
Jeg i hans Værksted ind, saa alle Former
Kan præge dybt og klart sig i hans Sjæl;
Saa intet Guddomstræk han skal forglemme,
Men tryllet af mit Syn en Venus skabe,
Der med Beundring fylder Jordens Slægt.

IRENE.

Her er en Krands af Vaarens friske Roser!

VENUS
bestandig speilende sig.

Tryk ei saa dybt den over Haaret ned!
Den skjuler jo min Pande. Leer. Veed I vel,
Det var et morsomt Indfald af Diana,
At hun med Horn Actæons Pande kroned.
Den Stakkel! Men beklages kan han ei.
Han fik igjen med rundelig Betaling
Hvad mangen Ægtemand han havde skjenket;
Og tænk Jer - Hjortehorn! Det var med Renter!

Leer høit,

PHILYRA
kommer.

Din Vogn er rede! Dueflokken forspændt.

VENUS
staaer op.

Afsted da! Fra det raa Messene bort.
313 Til Gnidos først! og over saa til Cypern,
Hvor Navnet Venus er paa alle Læber.
Til Paphos! hvor mit stolte Tempel staaer;
Hvor man i alle Tungemaal mig priser,
Og offrer til mig fra den vide Jord.
Hvad gjør det, at jeg een Tilbeder taber?
Min Magt er Solens: for hver Blomst, som visner,
En ny snart mine Straaler kalde frem.

Hun gaaer, fulgt af Nympherne.

314

FEMTE ACT

FØRSTE SCENE

Nedgangen til Underverdenen. LUNA staaer udenfor Hulen og seer derind.

LUNA.

Endnu jeg kan dem see - sit Hoved vender
Endymion om imod mig; Venus kaster
Sit hvide Stjerneskjær ned paa hans Pande,
Men hyllet ind i Mørket er hans Kind.
Det var hans sidste Afskedsblik jeg modtog -
O, tag min Hilsen med, du skjønne Hyrde!
Forglem mig ei! ... » Sin Haand hun nu ham rækker;
Nedad mod Floden gaae de; svagt i Hulen
Gjenlyde deres sagte, fjerne Fodtrin -
Nu døer den sidste Lyd, og Alt er stille.

Gaaer frem.

Den høie Venus har til sig ham taget;
Men mig til Hyrderne hun sender hen,
For dem hans Død og Bortgang at forkynde.
Det er ei nok, at selv jeg har ham mistet,
Jeg Trøst endogsaa bringe skal hans Venner.
O, grumme Venus! du veed ei af Savn;
Men jeg vil hylle mig i Sørgefloret,
Og dække til med Enkeslørets Folder
Den lyse Brudedragt, mig Skjæbnen gav.
Naar Alle sove, vil jeg eensom vaage,
Og fylde Nattens Timer med hans Minde.
I hans Erindring vil jeg leve kun.
Hvert Sted, hvor jeg har seet ham, er mig helligt:
Den stille Flodbred, Skovens dybe Gange,
Den snevre Fjeldsti, hvor mit Blik han søgte,
Og Dalens Græsbænk, hvor han eensom sad.
Der vil jeg hvile tidt, og tænke paa ham;
Og Graven her, hvor vi for evig skiltes,
Ja, denne Grav, du Elskede, skal Luna
I Nattens Stilhed bævende besøge,
Og bringe dig et Offer af sin Taare.
315 Den tause Luft med Klage vil hun fylde;
Men voxer Hjertets Længsel altfor stærkt,
Da stiger ned hun i de dybe Kløfter,
Og sender gjennem Jorden dig sit Suk.

Gaaer.

ANDEN SCENE

Floden Styx. VENUS URANIA og ENDYMION seile i en Baad henad Floden. Kronen, som VENUS bærer, kaster et klart Stjerneskin over de dunkle Bølger og Kyster.

VENUS.

Saa tankefuld, Endymion, du er bleven.
Du med et Suk steg ned paa Baadens Bund;
Og nu i Bølgen drømmende du stirrer,
Mens for det sagte Vindpust frem vi glide.

ENDYMION.

Beklemt og ængstelig min Sjæl er vorden.

VENUS.

Og dog er jeg din Fører. Jeg jo styrer
Det lette Fartøi, som os Charon laante;
Hvor kan du frygte da for Reisens Fart?

ENDYMION.

Med dunkle Syner maa min Aand nu kæmpe,
Thi Alt mig fremmed er. Den hele Nat,
Da Luna lyste for os gjennem Skoven,
Bevæged Savn og Veemod kun mit Hjerte,
Og aldrig syntes Jorden mig saa skjøn.
Men da fra Hulens Dyb jeg saae tilbage,
Og skued sidste Gang den blege Luna,
Da overfaldt med Nattetaagens Klamhed
Mig Dødens kolde Gys, og dybt jeg bæved
Mens ved din Haand i Mørket jeg steg ned.
Bedøvet og med Skræk jeg steg i Baaden,
Og nu jeg sidder her paa Dybets Bølger,
Og skuer meer og meer mit Liv hensvinde.

VENUS.

Og hvilke Syner ængste da din Sjæl?

ENDYMION.

De som tilhøre den forsvundne Verden.
Mit halve Væsen løs sig rive vil,
Og flygte til den tabte Jord tilbage.
Det er, som Livets Gjerninger mig kaldte
Fra denne Slummer op til Virksomhed.
Dets Kamp og Uro raaber ned til mig;
Og i mit Hjem jeg seer min egen Skikkelse,
Bevægende sig rastløs og urolig,
For dobbelt her i Hvilen mig at ængste.
Forbi mig drage Tidens Billedsyner,
Ei blot udfyldte af den fordums Gjerning,
Men af de Fremtidsplaner, jeg har næret;
316 Jeg griber efter dem - og strax tilbage,
Som for at lokke mig, hvert Syn da viger,
Og i min Angst det er, som skal jeg klamre
Mig til det Flygtende, der ei kan gribes;
Mig holde fast ved hvad der ei kan bære,
For ei i Undergang at styrte selv.

VENUS.

For dine Plager snart du Ro vil finde.
Vort Skib alt nærmer sig de trende Floder,
Hvis Bølger tabe sig i Dødens Strøm.

ENDYMION.

Frels mig, o Venus! I min Angst forgaaer jeg.

VENUS.

Ja, det var Acheron vi kom forbi.
Det sidste Suk af Døende den kræver,
Og du din tunge Gjeld nu har betalt.
Men vend dit Øie mod den anden Bred -
Seer du Kocytus, med de dunkle Vover,
Der vælter brusende sig ned mod os?
De Efterladtes Sorg, i Taarer opløst,
Som bittre Draaber rulle med dens Strøm.

ENDYMION.

Ja, sukkende den mørke Bølge bruser.
Som Gjenlyd disse Røster naae mit Øre,
Men ingen Lindring bringe de min Sjæl.

VENUS.

Dog er dig Hvilen nær. Et Øieblik,
Og Lethes Munding seile vi forbi -
Dens stille Flade for mit Syn sig viser.
Ei af dens Vand du drikke skal, EndymionI
Men Jordens Drømmespil for dig er ude;
Thi Alt, hvad Jordens er, har her sit Maal.

ENDYMION.

Ja, over mig den dybe Ro nu falder.
O Venus! hvor blev Alt paa eengang stille:
Den sidste Gjenlyd døde hen medeet,
Og bort i Taage svandt de sidste Syner.
Naar gjennem Natten her jeg seer tilbage,
Hvor seer mit hele Liv jeg slørbedækket!
Min Gjernings Skueplads er mørk og øde;
Og som mig lyder klangløst Ordet Haab,
Saa Lyst og Længsel, Attraa og Beslutning;
Thi som jeg Intet mægter, vil jeg Intet.

VENUS.

Skue ei tilbage! Der kun Døden er.
Men fremad gjennem Natten see! - Hvad seer du?

ENDYMION.

De nøgne Kyster her forbi vi seile,
Og langs med Bredden taageklædte Skygger
Frem og tilbage rastløst sig bevæge,
Mens andre stille staae, og see paa Bølgen.

VENUS.

Mod Landet nærmere jeg Baaden styrer.

ENDYMION,

O bør de hæse Toner!

317
CHOR FRA TARTARUS.

Uden Hvile og Frist,
Som paa Bølgen en Fugl;
Uden Ro, uden Rist,
Som et dreiende Hjul;
Uden Haab, uden Trøst,
Gaaer i Skyggernes Dal
Livet op i vor Lyst,
Og vor Lyst er vor Qval.

VENUS.

Seer du den dunkle Skygge hist paa Bredden?

ENDYMION.

Han, som med Skaalen øser Vand af Floden?

VENUS.

Ja, nu han tømmer den, og bort fra Kysten
Med raske Skridt mod Landet gaaer han ind.

ENDYMION.

Nei, atter han til Floden vender om -
Igjen af Vandet øser han, og drikker.

VENUS.

See nøie til, om du hans Træk kan kjende.

ENDYMION.

Actæons Gjenfærd mig for Øie staaer.

VENUS.

Ham selv det er; fra Jorden taget bort,
Med evig Tørst her Guderne ham straffe.

ENDYMION.

For tredie Gang sit Drikkekar han fylder.

VENUS.

Ja, stedse haaber han sin Tørst at slukke;
Men mere stærk og heftig kun den voxer,
Hvergang han Skaalen tømmer.

ENDYMION.

Vee den Arme!
See hvor begjærlig frem han strækker Armen,
Og bøier over Bølgen ud sit Hoved,
Som stilled alt i Tanken han sin Attraa -
O, før mig bort fra ham og fra hans Qvaler!

VENUS.

Ud fra den mørke Kyst vi atter seile!

CHOR FRA TARTARUS.

Altid Een kun og Een
Gaae vi tabt i os selv;
Og saa dræbende seen
Glider Timernes Elv.
Kun de klagende Ord,
Her i Skyggernes Dal,
Sig forene til Chor
Over Eensomheds Qval.

ENDYMION.

Endnu paa Bredden seer jeg Skyggen staae.
Men meer og meer i Mørket den forsvinder,
Og som en Drøm det hæse Chor sig taber.

VENUS.

Ja, længst forbi os er den døde Kyst,
Hvor Livets Skyld ved stadig Qval afbødes,
318 Og her vi gynge paa de dybe Vande.
Fornemmer du, hvor Bølgen hæver Baaden,
Der uden mindste Lyd nu glider frem?
Hvor Seilet svulmer, midt i Vindens Hvile,
Saa frem med Pilens Fart vor Reise gaaer?
Du seiler paa det stille Vand, Endymion!
Hvor i den dybe Grund sig Livet rører,
Men ovenfor er Fladen mørk og taus.

ENDYMION.

Ja mørkt og taust er Alt.

VENUS.

Hvor er din Tanke?
Hvor er din Sjæl i denne Stilhed bleven?

ENDYMION.

Ned i Betragtnings Dyb den har sig sænket.

VENUS.

Dit Øie klart jeg seer igjennem Mørket.
Ei meer som før det dækket er af Taage,
Men fast og stadigt skuer det paa mig.

ENDYMION.

Ja i den dybe Stilhed du dog lever!
Her i min Eensomhed er du dog hos mig,
Og selv i Døden jeg er ei forladt.
O, som naar fordum Jordens Sol gik ned,
Jo mere tæt om Alt sig Mørket lagde,
Jo dybere det sorte Slør sig sænkte,
Desklarere paa Himlen Stjernen steg:
Saa lyser dobbelt herligt nu dit Billed
For mig, o Venus, her i Dødens Nat.
Nu først din fulde Skjønhed ret jeg fatter.
Den Magt, der tidlig drog mit Hjerte til dig,
Mig tolker her din tankerige Pande,
Der bærer Evighedens Diadem.
Nu jeg forstaaer den gaadefulde Tale,
Der fra din friske Læbe strømmed ud;
Den, som jeg grunded paa i stille Nætter,
Naar i dit lyse Skin jeg eensom sad.
Ja, dig det er, hvis Øies klare Straale
Fremlokket har de hemmelige Kræfter,
Der før som Drømme hviled i min Sjæl.
Naar paa dit Smiil jeg seer, da fødes Glæden,
Der nylig gik i Lethes Bølger under.
Det Haab, du fordum skjenked mig paa Jorden,
I Dødens Stilhed har sit Bæger aabnet,
Og Livets Duft opstiger fra dets Bund. -
O Venus! O du Himmelske! som lyser
Med Klarhed just i Natten og i Døden,
Hvor henter af din Nærhed Sjælen Kraft!
Det er, som Mørkets Hvælving maatte sprænges
Af denne Glands, der udgaaer fra dit Øie;
Som skulde alt det Tabte jeg gjenfinde
Her i Tilbedelse, foran din Fod.

319
VENUS.

Forgjæves ei, Endymion, du mig elsker.
En Løn jeg har beredt dig for din Troskab;
Den ligger for dig, naar du fremad seer.

ENDYMION.

Er dette Syn da Sandhed eller Drøm?
Af Bølgen stige rosenrøde Kyster,
Hvis Glands i Luft og Vand sig speiler af.

VENUS.

Dit Hjem du skuer. Naar din Drøm er Sandhed,
Da vender jeg paa Charons Baad tilbage,
Og stiger atter til min Himmel op.

ENDYMION.

Den fjerne Strandbred klares meer og meer -
Sig lyse Skikkelser paa den bevæge,
Og lifligt toner Sangen over Voven.
Ja, Livets Røst paany mit Øre hilser!
Hver Længsel i mit Bryst igjen nu fødes,
Og hvert et Minde vaagner som et Savn.

CHOR FRA ELYSIUM.

I Skjerm for Død, i Ly for Smerte,
I Samfund her vort Liv hengaaer;
Og Strømmen i hver Enkelts Hjerte
Sin Friskhed af det Hele faaer.
Bevægelse og Hvile bleve
Til Livets Pulsslag i vort Bryst:
Udad i Villiens Daad vi leve,
Indad i Tankens stille Lyst.

ENDYMION.

O Lyst, som giver Hjertet nye Vinger!
O Hermione! Brud, som jeg har mistet!
Du paa den lyse Kyst imod mig iler,
Og strækker ud til Hilsen her din Haand.
Du først af Alle mig imøde kommer!
Du har mig først gjenkjendt! Dit fagre Billed
Opstiger først af alle Jordens Minder!
O, Elskede! hvor var du længe borte;
En Evighed mig synes er henrunden
Fra Timen, da jeg sidste Gang dig skued.
Det er de samme Øine dog som før,
Det samme Ungdomssmiil paa Kind og Læbe,
Kun mere herlig lyser frem din Sjæl.
Du taler - o, Erindrings hulde Røst!
Som Melodi er disse Toners Klang,
Og dog er det den velbekjendte Stemme.
Gaae ei mod Baaden ud! Til dig jeg kommer -
Her ræk mig Haanden! Fast vi er forened'.
Den, som jeg tabte, hviler ved mit Bryst!

320
CHOR FRA ELYSIUM.

Velkommen til de lyse Kyster,
Hvor Savn i Fryd opløser sig.
Her i vort Chor en stille Søster
Har ventet længselfuld paa dig.
For evig hendes Suk nu blunde;
Med dig hun gaaer nu Haand i Haand
Ind i de friske, høie Lunde,
Der lyses op af Glædens Aand.

TREDIE SCENE

Aften ved Neda-Floden. HYRDER og HYRDINDER ere forsamlede for at feire Adonisfesten. PHORBAS og HÆMON komme med MELEAGER, der er klædt som Hyrde.

PHORBAS.

Her Venner bringer jeg en Broder til Jer.
Fra Jægerfolket Fred han os forkynder,
Og Forbund i hver fælles Nød og Fare.
Vor Ven han var, selv mens Actæon leved;
Thi Hermione stræbte han at frelse,
Og Fængslets Dør han aabnet har for Hæmon.
Som vi har ogsaa han Endymion søgt,
Og nu med os han deler Sorgen over
Vor tabte Fyrste og hans dunkle Skjæbne.
Saa tager venligt da imod ham nu!
Alt bærer han vor Dragt; og snart en Hytte
Han vil sig reise, nær Leucippes Bolig,
Og leve hen sit Liv her i vor Dal.

HÆMON
til Meleager.

Vor Ven og Broderi Kom, foreen dig med os!
Thi som vi efter gammel Skik og Vedtægt
Paa denne Dag Adonis' Død begræde,
Saa mindes derhos vi de tabte Venner,
Der tidlig i den mørke Grav steg ned.

Hyrder og Hyrdinder styrte Kurve, fyldte med Blomster, i Floden, under følgendeVexelsang.

HYRDER.

O, du blomstrende Vaar,
Som din Rose os gav:
Du forgaaer, du forgaaer!
Og lig dig finder Glæden sin Grav.
Ogsaa Menneskets Liv,
Selv i Ungdommens Pragt,
Er et bølgende Siv,
Og et Spil kun for Stormenes Magt.

HYRDINDER.

Fagre Blomst! Som vor Ven
Du jo prangende stod;
321 Flyd nu hen, flyd nu hen
Her paa Bølgerne, skilt fra din Rod.
Er du mere da værd
End det Hjerte, som brast?
End den Yngling, som her
Hang ved Livet med Kjærlighed fast?

HYRDER.

Ned fra Sollysets Vei
Steg i Skygge han snart:
Klag dog ei, klag dog ei!
For den tærende Tid blev han spart.
Naar vi tynges af Aar
Under Alderdoms Snee,
Ham i blomstrende Vaar
Som en Yngling endnu vil vi see.

HYRDINDER.

O, men Fløiternes Lyd,
Naar de tolke vor Lyst,
Ei med Fryd, ei med Fryd
Meer skal fylde hans klangløse Bryst.
Kun et Suk det beboer;
Thi afsyne ham gik
Med den levende Jord
Jo den Elskedes lysende Blik.

HÆMON.

Hold inde, Venner! Stands med Eders Sang!
Seer I, med Skyens Slør omkring sin Pande
Fra Skoven kommer ud den blege Luna,
Og skrider langsomt over Engen hen.
See, hvor hun smiler blidt, mens ned i Floden
En Krands af Straaler bævende hun kaster,
Som offred hun med os nu for den Døde.
O, lyt til hendes Røst! Hun taler til os -

LUNA.

Søg ei Endymion meer paa denne Jord!
Den høie Venus har til sig ham taget,
Og blandt de Lykkelige nu han boer.
Hans Troskab har den Himmelske behaget,
Thi har sin Haand hun rakt ham i hans Død,
Og efter sig til Lysets Kyst ham draget;
At bringe Bud herom mig Venus bød.
Men jeg, o Hyrder! jeg har gjemt hans Minde
Til Jer og til mig selv i Nattens Skjød.
Naar hvad I tabte, Jer ihu maa rinde,
Naar I den Elskede begræde vil,
Da kom til mig, i Lunden dybest inde.
Sæt Jer ved Bækken, hvor den risler mild;
Giv der kun Eders Hjerte Luft i Klage,
Og Eders Suk jeg rørt vil lytte til.
322 Naar I forstumme, kalder jeg tilbage
Endymions Skikkelse, saa blid og kjæk,
Som den for Eder stod i fordums Dage.
Da vil vi længe dvæle ved hvert Træk;
Hans Ord, hans Blik, hans Smiil vi rørt vil mindes;
Og fælde Taarer i den klare Bæk,
For hvad der aldrig meer tilbage vindes.

Luna bort.

HÆMON.

O Venner! har I hørt den Huldes Ord?
Hvo bragte nogensinde Dødens Budskab
Saa mildt som Luna, der er selv saa sorgfuld?
See, hvor bedrøvet hun gaaer bort bag Skoven;
Men frem paa Himlen stige klare Stjerner,
Og Venus lyser mægtig til os ned.
Lad os den Herlige nu Alle prise!
Lad os vor Stemme hæve til Gudinden,
Der selv i Døden ei vor Drot forlod!

HYMNE.

Himmelske Venus!
Dig vi med Jubel paakalde!
Du, som din lysende Skjønhed
Gav til de natlige Kjerter;
Gav til det talende Øie
Som til høimodige Hjerter.
Dig vi lovsynge nu Alle!
Du, som med Troskab i Barmen,
Kommer til Bistand i Nøden;
Fylder vort Bryst med din Glæde,
Frelser tilsidst os i Døden.
Dig vi tilfode nu falde!
Du, som saa mægtig og stille
Vandrer bestandig den Samme,
Og i de rindende Tider
Speiler din evige Flamme.
Dig vi tilfode nu falde!
Dig vi lovsynge nu Alle!
Dig vi med Jubel paakalde:
Himmelske Venus!

HERTHA HOLSTEIN
(1843)

324
325

Stands et Øieblik, du hulde Skygge!
Dvæl, o dvæl endnu paa Gravens Rand!
Vore Taarer vil vi undertrykke,
At dit sidste Smiil os fryde kan.
O, lad vore Bønner dig beseire!
Hvorfor i din Ungdom vil du døe?
Snart din Fødselsdag vi skulde feire,
Skal nu Blomster paa din Grav vi strøe?

Bliv hos os! Det er jo midt i Vaaren,
Dybt og fuldt er Livet som dit Sind:
Lilien af sit Bæger ryster Taaren,
Rosen blusser rød, som nys din Kind.
Styrk dit Hjerte ved Naturens Hjerte!
Den er mild imod dig, har du grædt,
Den har Lægedom hvis du har Smerte,
Den har Hvile for dig, er du træt.

Bliv hos os! Hvem skal vi Krandsen række,
Dersom du gaaer bort i Skjønheds Vaar?
Paa din Gravhøi ned vi maae den lægge,
Og den mørke Død vor Glæde faaer.
Bliv hos os, du Yndige, du Milde!
Rene Mø, med Hjertet høit og ømt!
Bliv hos os! og vi indhente ville,
Hvad i Kjærlighed der er forsømt.

Dog, du ryster kun det blege Hoved,
Seer omkring dig med alvorligt Blik -
Er til andet Selskab bort du lovet?
Var der Andre, som dit Tilsagn fik?
Har du større Herlighed ivente,
End vi her at byde dig formaae?
Gaaer du bort, den rige Skat at hente,
Som i Vuggen du fik Løfte paa?
326 Ei du svarer - bort du brat dig vender,
Hyller dig i Nattens sorte Slør;
Stjernen paa din Vei sin Fakkel tænder,
Til et Lys for os, hvis Haab nu døcr.
Kort - kun kort dig følge kan vor Klage!
For dit Øre snart den taber sig.
Elskede! dit Billed bli'er tilbage,
Vore Hjerter tager du med dig!

DRYADEN
ET DRAMATISK DIGT
(1844)

328

PERSONER

  • APOLLO.
  • HERMES.
  • PAN.
  • POMONA.
  • DRYADEN.
  • PHANTASUS.
  • GENIER.
  • CHOR.
329

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

Morgen. Indgangen til en stor Skov. APOLLO, med Lyren om Skulderen og Hyrdestav i Haanden, møder PHANTASUS, der i fuldt Løb kommer ud fra Skoven.

APOLLO.

Ha, Phantasus!

PHANTASUS
standser.

Hvad! Digterguden her?

APOLLO.

Hvorhen i saadan Fart?

PHANTASUS.

Til Havet ned.
Aurora har i Bølgen alt sig badet,
Og snart igjen sin Vogn hun vil bestige.

APOLLO.

Og hvad, du Lille, vil du hos Aurora?

PHANTASUS.

Hun laaner Farve mig, naar jeg den fattes
Til mine Billeder. Den hele Nat
Jeg i Besøg hos Hyrdeguden var,
Og lystigt gik det til i Skovens Sale.
Pan blæste paa sin Fløite, mens Dryader
Ved Lunas Fakkel dandsed til hans Spil.
Jeg loved Pan, at male ham et Billed
Af denne Fest; men nu jeg mangler Farve
Til Nymphernes de varme Purpurkinder;
Derfor Farvel!

APOLLO.

Bliv, Phantasus! og hør mig.

PHANTASUS
vender tilbage.

Hvad vil du, Herre? Jeg er jo din Tjener,
Og maa i Alt dig lyde.

APOLLO.

See den Lille!
Hvor suurt han seer, fordi mit Ord ham standser
Paa Veien til den deilige Aurora.

Klapper ham.

Du er min kjære Søn! En anden Gang
Du dine Billeder til Pan kan male,
Og selv vil jeg dig gyldne Farver skjenke;
Men nu idag du tjene maa din Herre.

330
PHANTASUS.

Hvad er dit Bud da? Giv mig din Befaling!
Jeg brænder alt af Utaalmodighed,
Og paa dit Vink jeg flyver.

APOLLO.

Vel! - Iaften
Der feires skal et Bryllup her i Skoven.
Brudgommen ei jeg nævner, men ved Festen
Inat hos Pan du vist har skuet Bruden.
Den Fagreste af Skovens Nympher er det,
Endnu et Barn, skjøndt rank og høi af Væxt.

PHANTASUS.

Den deilige Dryade mener du,
Der fødtes med det unge Træ paa Engen?

APOLLO.

Du har det truffet!

PHANTASUS.

Hende godt jeg kjender.
Om hendes Rosenkind og hvide Pande
I Bølger falde tæt de dunkle Lokker,
Og flagre frit om Hals og Skulder ned.
Let er hun i sin Gang som Skovens Hind,
Og bruunt er hendes Øie. O, hvor yndigt
(Du skulde have seet det!) dandsed hun
Inat til Klang af Hyrdegudens Fløite!
Selv Luna, trods sit Sørgmod, maatte smile,
Hvergang Dryaden, viftende med Sløret,
I Flugten hendes Fakkel kom forbi.

APOLLO.

Før Nat af Nymphechoret ud hun dandser;
En Gud har kaaret hende til sin Brud.
Men du, o Phantasus, en Bryllupssal
For Brudeparret bygge skal i Skoven,
Nær Floden, der fra Bjerget strømmer ned,
Og ikke langt fra Kildenymphens Brønde.
Derhos en Høitidsfest du tilberede!
Spar Intet, som kan glæde Brudens Øie
Og fryde hendes Hjerte. Magt jeg gi'er dig
Som over Skoven, over Bjerg og Hav,
Saa ei du over Fattigdom skal klage.

PHANTASUS.

Men siig mig blot, hvem er den høie Brudgom?

APOLLO.

Nysgjerrig er du. Hvad - du leer, du Lille?

PHANTASUS.

Er nu til Graad det Tid? Afsted! afsted!
Den høie Digtergud vil sig formæle,
Og Phantasus ved Brylluppet er med.

Bort.

APOLLO
ene.

Hvor deilig er dog Jorden! - Guders Fader!
331 Du tænkte haardt at straffe mig, da du
I Vrede mig forviste fra din Himmel,
Og bød mig, lig de ringe Dødelige,
I Møie friste Jordens usle Kaar.
For Straffen jeg i denne Stund dig takker!
En Tid har alt jeg dette Jordliv prøvet;
Hvad mangler mig? - Gudinders stolte Glands
Jeg savner ei, saalidt som Guders Samfund.
Jeg til en Hyrde føler mig forvandlet,
Og, Menneskene lig i Liv og Gjerning,
Jeg vogter Kong Admets de skjønne Hjorde,
Jeg synger for Hyrdinder mine Sange,
Og sniger tidt mig hid til Pan i Skoven,
For Kjærlighed og Frihed at fornemme.
Boer hun ei her, den Fagreste af Alle,
Den yndige Dryade? hun, som tidt
Ved Kildens Rand mig mødte; som besvared
Min Sang med Smiil, og mine Kys med Kys.

Gaaer ind i Skoven.

ANDEN SCENE

apollo. pan.

APOLLO.

Hil dig, o Pan, her i din køle Skov!

PAN.

Velkommen i min ringe Bolig!

APOLLO.

Ringe
Du kalder dette løvbedækte, høie
Og luftige Palads?

PAN.

For dig vist ringe,
Du, som er vant til Himlens gyldne Sale,
Til Livet i de store Guders Bolig,
Hvor Luften Æther er og Drikken Nectar.
Hvad byder dig min Skov og mine Kilder,
Som ei dit eget Hjem dig bedre gav?

APOLLO.

Dog veed du, at min Hu staaer nu til Jorden,
Thi saae du mig ei daglig her hos dig?
Ja, mere kjært end Synet af Olympen,
Er mig dit Syn, du gamle Hyrdegud,
Som her du staaer paa dine Bukkefødder:
Med lodden Krop, med spidse Gedeøren,
Med muntre Blik og lyserøde Kinder,
Og med din krumme Hyrdestav i Haanden.
Min fordums Herlighed har længst jeg glemt,
Og som min Høihed er min Stolthed borte;
Ei vilde meer du vække mig til Vrede,
332 Hvis som i fordums Tid du tog din Syrinx,
Og æsked mig i Tonekonst til Kamp.
Erindrer du vor gamle Strid?

PAN.

Jeg Daare!
Jeg havde just min Syrinx faaet færdig,
Og prøved sorgfuld Fløitens første Toner.
Da syntes mig, de klang som Nymphens Stemme;
Og mit naturlige og simple Spil
Jeg maalte dristig med din høie Konst.

APOLLO.

Men ei blot du, o Pan, var dengang Daaren.
Du husker vel, at Midas gav dig Krandsen,
Da ham til Dommer mellem os vi tog?

PAN.

Ja, og hvordan du gav ham Æselsøren
Til Løn for Dommen; jeg har ei det glemt.

APOLLO.

Men lad os gaae! Før mig i Skoven ind!
Jeg følger som din Lærling dig i Sporet.

PAN.

Jeg ringe Hyrdegud Apollos Lærer?

APOLLO.

Det Navn er dit! og dobbelt jeg det føler
Just denne Morgen, her blandt Skovens Stammer.
Ja, hvad maa ei man lære! Fordum fyldte
Udødeliges Lyst mit Hjerte kun;
Og naar jeg førte an i Musers Chor,
Da qvad jeg kun om Gudernes Bedrifter,
Om evig Ungdom og bestandig Glæde,
Om Saligheden i den lyse Himmel,
Saa uforgængelig som Skjæbnen selv.
Men Jordens Døttre lærte jeg at kjende,
Og strax jeg prøve fik de bittre Qvaler.
Dengang Leucothea, den Fagre, døde;
Da Daphne flygted for min Kjærlighed;
Da mig den hvide Ravn sit Budskab bragte
(Hvorfor til Tak jeg gav den sorte Fjær)
Om hende, som mig svigted - om Koronis:
O Pan! da følte, skjøndt en Gud, jeg Sorgen,
Som skulde aldrig meer jeg vorde fro.
Men som Kronions Torden var min Smerte;
Snart blev den dunkle Himmel atter klar,
Og ved mit Lyraspil forvandt jeg Sorgen.
Jeg kom til dig og dine friske Skove,
Og sig en anden Verden aabned for mig.
Jeg saae, hvordan du førte Aarets Tider
Frem med din Hyrdestav - hvordan af Alting
Du Liv og Væxt og Farve kaldte frem,
Mens du i Alt Omskiftelsen mig viste.
Thi naar i Høst jeg saae din Skov at visne.
Det Grønne vorde guult, og Løvet falde
333 Og flyve som et Spil for alle Vinde;
Naar Dyret midt i Løbet, trods sin Ungdom
Og Raskhed, styrted for en Jægers Piil;
Naar Rosen paa Hyrdindens faure Kind
Af Øiets bittre Taarekilde vandet,
Henvisned langsomt med den Skjønne selv:
Da følte ret jeg dette Jordlivs Skiften.
Men trods Forgængelighedsmærket, tyktes
Mig dog saa rigt det skrøbelige Liv;
Saa skjøn jeg fandt dets Blomstren og dets Falmen,
At mangengang min Hjemstavns Herlighed
For Vexelspillet i dit Hjem mig blegned.
P AN. Ja, ikke sandt, jeg har det lyst og muntert? -
See blot de foraarsfriske, grønne Træer,
Hvor Solens Straale Kronerne forgylder.
Mens Vinden løfter sagtelig hver Green,
Og vipper op og ned de lette Fugle.
Lyt til de klare Kildebølgers Rislen!
De hige mod Najadens dybe Brønde.
Og kast dit Blik hist over Sletten hen!
Der seer du mine Hjorde, mine Lam,
Sneehvide, smaa, som patte deres Mødre.
Kom! lad os gaae lidt nærmere til Hjorden.
Min Hyrdestav jeg hæve vil - pas paa!
See, hvor ad Engen hen de Alle flygte!
De Store foran, Lammene bag efter -
De veed ei selv, hvorfor de bli'er saa bange,
De stakkels Smaa!

APOLLO.

Det lystigt er at see.

PAN.

De har ei mere Mod end dine Sønner,
De unge Skjalde, som mig tidt besøge,
For her i Eensomhed at stemme Lyren.
Dem har jeg ret min Morskab af! Først lokker
Jeg dem ved Fuglesang dybt ind i Skoven,
Hvor den er tykkest - pludselig jeg ryster
Da Løvet rundt omkring paa alle Træer,
Og raaber bagfra dem mit Navn i Øret.

APOLLO.

Und dem dit Selskab, og forskræk dem ei;
Maaskee de søge det, som jeg har fundet.

PAN.

Som du har fundet?

APOLLO.

Ei mit Fund du kjender?

PAN.

Nei, ved den store Kronos!

APOLLO.

Blinde Pan!
Som Øiet har til alle Sider vendt,
Og dog kan Intet see: Du troer, at jeg
Hver Morgen og hver Aften sneg mig hid,
Blot for at vandre mellem Skovens Stammer?

334
PAN.

Ei derfor blot! Du gik jo tidt med mig,
Og saae opmærksom til, naar Kildens Draaber
Jeg leded til en næsten vissen Trærod,
Saa at det halv Udtørrede fik lav.
Naar mine Lam jeg klipped, sad du hos mig,
Og blæste, dem til Trøst, paa Hyrdefløiten.
Og naar om Aft'nen Dyrene jeg fored,
Da gik vi sammen ned til Daadyrflokken,
Til Harens og Kaninens skjulte Leie,
Til Ræven, til den blinde Muldvarp selv,
Og altid fryded det dit Blik at see,
Hvordan Enhver tog Føden af min Haand.

APOLLO.

Ja, du har Ret! Men Grunden til min Fryd
Du kjendte ei. Siig, mærkede du aldrig,
At jeg mig hele Timer fjerned fra dig?

PAN.

Jeg har saa Meget at ta'e Vare paa,
At knap jeg husker, hvad jeg har for Øie.
Saa du var borte? Hvor da?

APOLLO.

Hos din Datter.

PAN.

Hos En af mine smaa Dryader?

APOLLO.

Jal

PAN.

Hvad Glæde var for dig i saadant Selskab?
Vel er de mine Børn, thi deres Liv
Saa fast til mine Træers Liv er knyttet,
At jeg mig Fader vel til dem maa kalde;
Men kun enfoldige de Stakler ere,
Og aldrig udenfor min Skov de kom.
For Lud og koldt Vand her de voxe op;
De tage sig fast intet Andet for,
End lege, synge, gaae omkring og drive,
Og dandse med hverandre, naar min Fløite
Dem kalder ud paa Engen til en Fest.
Naar jeg om Morg'nen møder dem i Skoven,
Da staae de stille, nikke mildt, og hviske:
God Morgen, Fader Pan! - God Morgen, Smaa!
Jeg svarer dem igjen, og saa vi skilles.
Det nytter ikke stort, at tale til dem,
Thi al sin Viisdom kun paa dem man spilder.

APOLLO.

Med al din Viisdom dog du farer vild! -
Seer du, det var en yndig Aftenstund,
Da jeg mig sneg fra dig, og eensom vandred
Ind i det tætte nysudsprungne Krat,
Idet jeg fulgte med en Kildes Bølger.
I Skovens Høisal alle Fugle taug,
Og kun et sagte Vindpust rørte Løvet,
Og sagte steg et Suk op fra mit Bryst,
335 Thi Daphnes Billed svævede foran mig.
Af Længsel fyldt, jeg greb i Lyrens Strænge,
Og satte mig ved Kildens Rand, og sang
Et Mindeqvad om Daphne, om min Elskte.
Da rørte det sig let i Løvet bag mig;
Jeg vendte halv mig om - to brune Øine
Igjennem Busken lyste mig imøde.
Snart steg den liliehvide Pande frem,
De mørke Lokker, og i Florsgevandtet
Din unge Datter stod der for mit Blik.
Flygt ei, du Elskede! til Strængen qvad jeg.
Forundret og med Frygt hun nærmed sig,
Og satte taus sig ned ved mine Fødder,
Og skued snart, paa mig, og snart paa Lyren -
Dog, hvorfor taler jeg til dig om Sligt?
Du, som har glemt din egen Ungdoms Elskov,
Og som er altid frisk og let om Hjertet.
Nok, hun forstod min Sang og Lyrens Toner;
Thi Gjensvar gav hun med den søde Røst.

PAN.

Siig, kjender hun dit Navn?

APOLLO.

En Sanger er jeg,
Og Andet ei, for hende som for Alle.

PAN.

Og har du siden den Gang hende mødt?

APOLLO.

Hver Dag, naar her jeg gjested dig i Skoven.

PAN.

Og jeg, som troede, at du mig besøgte!
Som følte mig saa aret ved dit Selskab,
At frem jeg kom med alle mine Skatte -

APOLLO.

Kun ikke med din Datter, gamle Pan!
Thi hende fandt jeg selv.

PAN.

Men siig mig dog,
Hvem er det af de Smaa? - Hvor er hun?

APOLLO.

Tys!
Raab ei saa høit, maaskee hun alt os hører.
Har du ei mærket paa min raske Gang,
At jeg mig nærmed Maalet? Her vi skilles!

PAN.

Hvordan?

APOLLO.

Seer du den græsbeklædte Plet
Paa Engen, hvor det ranke Træ sig hæver?

PAN.

Ja - men hvad seer jeg! Staaer ei Nymphen selv
Der under Træet! - Rundt hun slynger Armen
Om Stammen, og seer op i Kronens Blade. -
Saa det er hende, som du har sat Stævne?
Det unge Barn! Hun er mig velbekjendt;
Inat hun var til Dands hos mig i Lunden.

APOLLO.

Farvel, du vise Pan!

PAN.

Saa bort du vil?
336 Meer end den Gamle drager dig den Unge.
Nu, lad mig see, du handler godt med hende,
Hun er saa dog mit Barn! Jeg selv vil skjerme
Med Skovens tætte Hegn jer Kjærlighed.
Men naar af denne Leg du Nok har faaet,
Og selv jeg taget har mit Middagsblund,
Da kom til mig i Grotten! Al min Uld
Fra dette Foraar har jeg der lagt op,
For næste Nat at offre den til Luna.

Pan bort.

TREDIE SCENE

apollo. dryaden.

APOLLO
træder ud paa Engen.

Din Uld du vil mig vise - og du troer,
At jeg et Blik din Rigdom nu vil skjenke?
Her Synet er, som Sjæl og Blik kan lænke:
Din unge Datter i sin Skjønheds Flor!

Griber i Lyren.

DRYADEN
under Træet.

O hvilken Klang!
Det var hans Strænge, som jeg hørte klinge.
Afsted! Afsted! Laan mig, o Fugl, din Vinge,
Og bring min Hilsen forud i din Sang!

APOLLO.

Ja, nærm dig kun, du yndige Natur!
See! over Græsset dandser hun som Hinden.
I Øiet straaler Elskov, Fryd paa Kinden,
Og Længsel i den ilende Figur -
Nu har jeg dig, du lette Barn, paany!
Nu er du fangen!

DRYADEN.

Her jeg søger Ly,
Her i din Arm! Lad mig i den mig hvile!
Den hele Morgen har jeg streifet om;
Jeg havde ingen Ro, for rundt at ile,
At see, om ei du kom.

APOLLO.

Og under Træet dog du stod saa stille -

DRYADEN.

Til Flugt den træge Tid jeg nøde vilde.
Jeg tænkte, du skal tælle Kronens Blade;
Før du er færdig, kommer han dog vist.

APOLLO.

Du yndige Dryade!
Hvormange Blade fik du da tilsidst?

DRYADEN.

Bestandig kun et Par; thi hvergang hen
I Luften, for at samle mig, jeg stirred,
Fløi der en Fugl forbi, som mig forvirred,
Og forfra da begyndte jeg igjen.

337
APOLLO.

Saa dermed har du moret dig, du Lille?

DRYADEN.

Ja, Noget maatte jeg jo dog bestille;
Men af at tælle Blade jeg er kjed.
Du har din Lyra med! Nu maa du spille
Og synge for mig, indtil Sol gaaer ned.

APOLLO.

Og kommer Natten frem med sine Stjerner,
Jeg bliver dog hos dig!

DRYADEN.

Du bliver her,
Selv naar sig Dagen fjerner,
Og Mørket falder paa de dunkle Træer? -

APOLLO.

Ja naar de gyldne Dagens Straaler vige,
Og gjennem Løvet svale Vinde gaae;
Naar Aftnens Purpurskyer paa Himlen staae,
Vi her formæle os.

DRYADEN.

Hvad vil det sige?

APOLLO.

Du veed det ei? - Mit Ord vort Bryllup gjelder.

DRYADEN.

Men hvad vort Bryllup er, jeg veed ei heller.

APOLLO.

Ei heller det? Saa hør: - Det er en Fest,
Hvortil med Roser vi hinanden krandse;
Hvor alle Skovens Nympher er tilgjest,
For i den køle Lund for os at dandse.
Ved Sang og Spil, mens Fløiten toner glad,
Af samme Skaal vi Nectardrikken tømme,
Og sværge, Favn i Favn hver Nat at drømme,
Og Haand i Haand hver Dag at følges ad.

DRYADEN.

Og efter det, formælede vi ere?

APOLLO.

Ja, Dag og Nat vi tør ei skilles mere.

DRYADEN.

O, hvilket deiligt Liv skal da vi føre!
Lad Solen synke nu bag Skoven brat!
Ei meer jeg frygter for den dunkle Nat,
Thi selv i Mørket skal din Røst jeg høre.
Din Sang endnu skal lyde for mit Øre,
Naar vi mod Aften standse vore Skridt,
Og hvile stille ved hinandens Side,
Og tælle Stjernerne, mens frem de glide,
Til Søvnen paa vort Øie daler blidt.
Saasnart sig Dagen hæver - op, afsted!
Hen over Dal og Eng med Morgenvinden!
Som Hjorten fulgt af Hinden,
Saa foran du, og jeg i dine Fjed.
Men du en lille Lyra maa mig skjenke,
At Hver kan see, at dig jeg hører til -

APOLLO.

En Lyra skal du faae!

DRYADEN.

I gylden Lænke,
Som din, jeg den om Skuldren bære vil.

APOLLO.

Og jeg skal lære dig, at slaae dens Strænge,
338 Og lægge søde Sange paa din Mund;
Da synge sammen vi hver Morgenstund,
Og ind til Echo vore Toner trænge.

DRYADEN.

Men til imorgen er der jo saalænge.
Kan ikke strax jeg Konsten lære nu?
Vi sætter os ved Bækken, jeg og du!

APOLLO.

Husk, til vort Bryllup skal du Krandse flette!
Til Roserne ved Kilden ned vi maae.

DRYADEN
sætter sig.

Det tidsnok er! det staaer ei længe paa.
O, kom! - Her ved min Side du dig sætte.
Og lære mig det muntre Spil forstaae.

APOLLO.

En Brud tør aldrig man en Bøn afslaae.
- Her sidder jeg, du Fagre, ved din Side!
Jeg slynger om din Skulder rundt min Arm,
Og nu jeg drager fast dig til min Barm,
Og nu jeg ta'er din Haand, den liliehvide -

DRYADEN.

Det var Begyndelsen!

APOLLO.

Ja, giv nu Agt,
At du maa kjende Konstens stærke Magt!
Her trykker jeg et Kys paa dine Læber.
Med dette Kys, hvorved Begeistring klæber,
Indvier jeg til Sangen dine Læber,
Naar Strængen klinger i dit Hjertes Bund.

DRYADEN.

Men naar vil Strængen i mit Hjerte klinge?

APOLLO.

Hvergang du frydes eller længes kun;
Hvergang i Dands sig dine Fødder svinge,
Og Glæden spiller om din Purpurmund.

DRYADEN.

Men hvad har vi saa meer at foretage?

APOLLO.

Det Kys, du fik af mig, du gi'er tilbage.

DRYADEN.

Her er dit Kys igjen! - Men hvad saa meer?

APOLLO
kysser hende.

For hvad du gav mig, Gjengjeld som du seer!
Saadan vi fare fort, til Glæden skinner
Stærkt af dit Øie frem, og dine Kinder,
Som unge Roser, høit i Purpur staae.
Det kalder man i Konsten, at man stemmer,
Og dette Spil vi her gjentage maae,
Saalænge til du henrykt dig fornemmer.

DRYADEN.

Jeg henrykt er! Ræk mig din Lyra nu!

APOLLO.

Her har du den! - Men hvad har du isinde?
Den strax at kunne spille, mener du?

DRYADEN
tager Lyren.

Hvordan du selv det gjør, jeg har i Minde.
Saadan jeg lægger rundt om den min Arm,
Og støtter sagtelig den mod min Barm,
339 Mens Strængen fast jeg strammer med min Finger.
Men førend Tonen klinger,
Skal jeg mod Himlen see med Smiil paa Mund,
Saa springer Sangens Væld i samme Stund,
Og Tanker faaer jeg, som til Vers sig slynge.

APOLLO.

Du Yndige! som Tanker mangler kun.
Hvis blot du havde dem, du vilde synge.

DRYADEN.

Du er saa stolt! Du troer jeg Intet veed,
Fordi jeg altid maatte selv mig skjøtte;
Men siden dig jeg mødte,
Kom Phantasus hver Aften til mig ned.
Han gav om Jord og Himmel mig Besked;
Om Luna - om Apollo han fortalte -

APOLLO.

Og jeg, som tidt uvidende dig kaldte,
Dig, som blev oplært i saa høie Ting! -
Men nu du længe nok har seet omkring,
Hvorom nu synge?

DRYADEN.

Om det unge Træ,
Hvorunder jeg er født, og i hvis Skygge
For Regn og Blæst saatidt jeg søgte Læ.

APOLLO.

Syng heller om din Kjærlighed og Lykke!

DRYADEN.

Tidt stod lyksalig jeg ved dette Træ!
Naar jeg til Stammen fast mig monne trykke,
Dybt under mine Fødder
Jeg mærked Jordens Saft
At snige sig til Træet fra dets Rødder,
Og selv jeg fyldtes som med nyfødt Kraft.
Og naar mit Blik jeg hæved
Til Kronen op, hvor Bladet sagte bæved
I Luftens Bølger og i Solens Bad:
Da som paa lette Vinger selv jeg svæved,
Og Solskin drak mit Hjerte med hvert Blad.

APOLLO.

Saa prøv din Lykke da! Slaa med din Finger
De gyldne Strænge!

DRYADEN.

Hør! - Men stygt det klinger.

APOLLO.

Du griber falsk, derfor det lyder ilde.
Nu, riv ei strax i Strængene saa vred!
Det værre bli'er ved Utaalmodighed.

DRYADEN.

Saa lær da mig, at spille!

APOLLO.

En anden Gang! thi nu til Kilden ned,
At plukke Roser ved dens grønne Bred.
Men hvorfor stirrer du saa stivt tilbage? -

DRYADEN
springer op.

Der kommer hun igjen, min Skræk og Plage!

APOLLO
reiser sig.

Hvem kommer?

340
DRYADEN.

Seer du hist den høie Qvinde,
Der langsomt skrider frem med stolte Skridt?

APOLLO.

Det er Pomona, Havernes Gudinde.
Herud i Skovene hun kommer tidt,
For Blomsterløg og vilde Skud at finde,
Som i sit Havebed hun planter om.
Er du for hende bange?

DRYADEN.

Nei. Men kom!
Hun kjeder mig tildøde! Naar hun seer mig,
Hun kalder ad mig, byder mig staae stille;
Og altid ved min Dragt hun har at pille,
Imens hun baade straffer og beleer mig.
Snart hedder det: Du maa dig holde rank,
Men ei saa kjækt og frit din Pande hæve!
Og snart igjen: Naar man som du er slank,
Man maa ei løbe, man kun let maa svæve,
Og naar man vandrer, gaae med korte Skridt.
Mit Væsen, siger hun, er altfor frit,
Og naar ved hendes Ord et Suk jeg drager,
Da over mine Nykker strax hun klager,
Og mig med rynket Bryn tiltaler haardt.
Hun har en Sax, hvormed hun klipper bort
Hvad vilde Skud hun kalder; - den hun tager
Frem af sin Kurv, og studser mine Haar.
Da gaaer det løs! Hver Smule Lok, der naaer
Blot over Skuldren ned, vil bort hun skære.
Det hjelper ei, at jeg om Naade be'er;
Hun siger, at letfærdigt ud det seer,
Saa lange Lokker frit og løst at bære,
Og at de korte, kappede maae være,
Og at det til mit eget Bedste skeer.
I lang Tid ei jeg mødte hende meer.
Der kommer hun! O, lad os flygte bort,
Før her vi midt paa Engen sammen støde!

APOLLO.

Du Stakkel! - Seer du hist den hvide Hjort,
Der springer os saa vild og kjæk imøde?

DRYADEN.

Den med de høie Takker, hvid som Snee?

APOLLO.

Ræk Lyren mig! saa skal min Konst du see;
Og fra den Tamme frelser dig den Vilde.

DRYADEN.

Paa Hjorten vil du kalde?

APOLLO.

Stille, stille? -
Seer du, den nærmer sig med lette Fjed.
For hver en Tone, maa den fremad skride.

DRYADEN.

Og høit den løfter Ørene derved -

APOLLO.

Et Øieblik, saa er den ved din Side.
Hvis du har Lyst - thi Veien den er lang,
341 Kan ned til Kilden paa dens Ryg du ride.

DRYADEN.

O deiligt! Høit paa Hjortens Ryg, den hvide!
Men du maa følge mig med Spil og Sang -

APOLLO.

Ja, ellers bort med dig den hurtig sprang.

Hjorten kommer.

Seer du, hvor stolt med sine Horn den nikker?

DRYADEN.

Og hvor den kjælen er! Min Haand den slikker.

APOLLO.

Ja, slig en Gunst blev aldrig den forundt.
Men ræk mig Haanden, og slyng Armen rundt
Omkring min Nakke, mens jeg op dig hæver -
Nu - sidder fast du?

DRYADEN
paa Hjorten.

Som i Luft jeg svæver.

APOLLO.

Seer du, den bøier Takkerne tilbage?
I dem, som i en Tømme, maa du tage,
Og holde fast, og ei dem slippe meer.

DRYADEN.

O, hvor nu langt og vidt omkring jeg seer! -
Du veed ei, hvor det morsomt er, at ride;
Naar Hjorten blot nu Tømmen lystre vil.

APOLLO.

Den lystrer nok; og sprang den end tilside,
I mine Arme ned du vilde glide.
Det er vort Bryllupstog! Den hvide Hjort
Her over Engens blomstersmykte Flade
Min unge Rosenbrud nu bærer bort.
Snart hvælve sig om os de grønne Blade,
Hvor Nympherne bag Løvet titte frem.
Naar der de see dig paa den hvide Ganger,
Da vil de synge: Lykkelige Sanger,
Som fører Skovens unge Datter hjem!

DRYADEN.

Da fra min Ganger nikker jeg til dem.

APOLLO
griber i Strængene.

Fremad - Afsted!

DRYADEN.

O, seer du? Hjorten gaaer.

APOLLO.

Ja, ved min Side muntert frem den skrider;
Den Takt maa holde, mens jeg Lyren slaaer.

DRYADEN.

Men see dog paa mig! Nu jeg rigtig rider.
Seer du hvor frit jeg sidder?

APOLLO.

Frit og stolt!

DRYADEN.

Min ene Haand paa Hjortens Hals kun hviler.

APOLLO.

Ja, kjæk du er, og modig Læben smiler!

DRYADEN
vender sig tilbage.

Farvel Pomona! Pladsen du beholdt!

Begge bort; Dryaden ridende paa Hjorten.

POMONA
gaaer forbi, standser, og seer efter de Bortdragende.

Saasnart hun blev mig vaer, hun iilsomt flygted bort.
See, hvor hun rider der paa Ryggen af en Hjort!
Ved Siden Guden gaaer, med elskovssyge Blikke,
342 Han hendes Skjønhed seer, men Andet seer han ikke.
Han saares ei af det, der stødte tidt mit Blik:
Af dette Væsen, som ei kjender Tugt og Skik,
Af dette kjække Blik, hvormed Enhver hun maaler,
Af denne Frihedslyst, som ingen Tøile taaler,
Af denne Dristighed i Lader og i Ord,
Der af Blufærdighed tilintetgjør hvert Spor.
See, hvor hun gynger sig, som af hun falde skulde,
Mens stygt om Skuldren ned de lange Lokker rulle I
Ja, flygt kun bort fra mig! Du hader jo min Tugt.
Et vildt Skud bli'er du dog, som aldrig bærer Frugt.

Aabner sin Kurv.

I spæde Spirer! I, som ubekjendt med Love
Lig Ukrud voxed op i Pans de grønne Skove:
O, glæder Jer med mig! thi Pleie snart I faaer
I Konstens Urtebed, hvor intet Godt forgaaer.
Med moderlige Blik jeg vaager over Eder;
Naar Kulden kommer, jeg et Dække Jer bereder,
Og i den varme Tid, i Sommerhedens Brand,
Jeg lædsker Eders Tørst og bader Jer med Vand.
Ja, spæde Blomsterskud! jer Ungdom skal jeg frede!
Og I med Duft og Glands skal smykke mine Bede,
Naar først jeg fjernet har fra Jer hvad ikke duer,
Og under trofast Røgt forædlet jer Natur.
Men Jer, I Planteskud, som nu saa yppigt prange,
Jer planter snart jeg om i Havens lige Gange!
Der skal blandt mine Træer I lære Symmetri,
Til al jer Raahed og jer Vildhed er forbi.
Har først min Tugt I lært, da som en kjærlig Moder
Jeg dybt i Eder ind den gode Spire poder.
Da skal I qvæge mig ei blot ved liflig Lugt,
Men glæde Hjertet med, ved Eders modne Frugt.

Hun lukker Kurven og gaaer forbi.

FJERDE SCENE

PAN og HERMES træde ind paa Engen.

PAN.

Du bringer Bud mig fra Olympens Konge?

HERMES.

Ja, Guders Fader sender mig til dig.
Han bød imorges mig de lette Vinger
At hefte til min Fod, og hurtig ile,
For dig hans Villie at forkynde.

PAN.

Siig,
Hvad er hans Villie?

HERMES.

At du Træet fælder,
Som hist paa Engen for vort Blik sig hæver.

PAN,

Det unge Træ? Og hvad har det forbrudt?
343 Kun sexten Somre smykkede det Skoven,
Og staaer nu i sin Ungdoms første Flor.
Jeg selv har Spiren lagt, hvoraf sig reiste
Den høie, glatte Stamme; selv jeg pleied
Det i dets Barndom, og med Faderfryd
Saae jeg de spæde Grene komme frem,
Og Bladekronen hvælve sig derover;
Og nu af mig forlanger du dets Død?

HERMES.

Jeg kun Kronions Villie har dig meldt.

PAN.

Kronions Villie! - Du var ei saa haard,
Du gamle Kronos, da du førte Sceptret.
Du lod dog Alt sin Tid, og først du kræved
Dit Offer ind, naar Tiden blev til Byrde.
Til Hermes .
Hvis ei for min Skyld du vil Skaansel øve,
Saa tænk dog paa min Datter, paa Dryaden,
Hun som til Liv er født med dette Træ,
Og som maa døe, naar her jeg fælder Stammen.

HERMES.

Det just om hendes Liv mig gjelder her.

PAN.

Om hendes Liv? - Hvad var da hendes Brøde?

HERMES.

Hør mig, o Pan! Du selv skal fælde Dommen,
Thi sjelden Viisdom fik af Skjæbnen du.
Den Strid du kjen der, hvori Guders Fader
Forviste Digterguden fra sin Himmel,
Og bød ham, lig de ringe Dødelige,
I Møie friste Jordens usle Kaar.
Men hvad blev Følgerne paa begge Sider?
Høit i Olympen lød ei Lyren meer,
Og med dens Toner Glæden og var borte.
Af Helios styret, ruller Solens Vogn
Foruden Klang hen over Himlens Bue;
Ved Guders Taffel hersker Alvor kun,
Thi Muserne forstummed: Dag og Nat
Gaaer Mnemosyne om blandt sine Døttre,
Og taler til dem om de gamle Sange,
Og kalder evig paa Apollos Navn.
Dog mens nu Himlen sørger ved sit Tab,
Tilbringer Digterguden her paa Jorden
Sit Liv med Leg og Tant, og kun som Drømme
Gaaer ham den fordums Herlighed forbi.
Hvor er hans Lyras gamle Kraft vel bleven?
Og hvor de stærke Toner, hvormed herligt
Han hver en Morgen fyldte Himlens Hvælving,
Naar hen paa Solens gyldne Vogn han foer?
En ringe Sanger Sangens Gud er vorden,
Og han, som førte Musers stolte Skare,
Som vandred Haand i Haand med deres Moder,
344 Langs Tidens Strøm, til Viisdomskildens Væld:
Han ta'er tiitakke nu med Hyrders Selskab,
Og, søgende kun Jordens korte Lyst,
Han glemte de Udødeliges Lykke,
Thi sin han finder i Dryadens Favn.

PAN.

Og nu vil sig Olympens Konge hevne
Paa den Uskyldige?

HERMES.

Om Uskyld spørges ei.

PAN.

Men hvorfor hende Livet just berøve?

HERMES.

I hendes Net er Digterguden fangen,
Og her det Ringe bøder for det Høie.
Det gjelder, af hans Slummer ham at vække,
At han maa skjelne mellem Jord og Himmel,
Og vende hjem i Herlighed og Kraft.

PAN.

Men hvis den høie Hersker hjem ham kalder,
Har han ei andet Middel da end Døden? -
Det gjør saa ondt mig for den lille Nymphe,
Men allermeest dog for det unge Træ.

HERMES.

Kronion i sin Viisdom valgte Midlet.
Men hvorfor tage Træets Død dig nær?
Er Døden ei den Lov, som selv du følger,
Naar frem af Jordens dunkle Moderskjød
Du kalder alle Ting til Livets Lys,
For atter dem i Mørket at begrave?

PAN.

Men i dets Ungdom la'er jeg Intet døe;
Ifald det hændes, skeer det mod min Villie.

HERMES.

Dog maa det skee!

PAN.

Kan ingen Bøn dig røre?
O, lad det unge Træ beholde Livet!
See, hvor saa friskt i Luften det sig gynger!
End mangt et Aar det kunde smykke Jorden,
Og strække høit mod Solen sine Grene,
Og qvæge Vandringsmanden med sin Skygge.

HERMES.

Din Bøn mig rører ei; du kjender Dommen,
Som Guden dig befaler at fuldbyrde.

PAN.

Men dog vel ikke nu?

HERMES.

Endnu idag!

PAN.

Nei ikke nu! Følg med mig til min Grotte.
Om Tingen nærmere vi tale maae;
Thi for min Vægring har jeg mange Grunde,
Som vel forandre tør den strenge Dom.

HERMES.

Du farer vild, o Pan!

PAN.

Men mine Grunde
Du dog kan høre -

HERMES.

Høre dem jeg vil.

De gaae.

345

ANDEN ACT

FØRSTE SCENE

Aften. En høitliggende Rosen- og Myrthelund i Udkanten af Skoven. Fra Lunden Nedgang til Floden, og Udsigt til Slette, Skov og fjerne Bjerge. PHANTASUS og en Skare GENIER i Arbeide.

PHANTASUS.

Snart, I Smaa, vi her kan hvile!
Stolt i Aftensolens Glands
Hæver sig vort Rosentempel,
Med sin Kuppel og sin Krands.
Strø nu Blomster for dets Indgang!
Og i Rosenhækkens Læ,
Reis af Mos mig op en Throne
Ved det ranke Myrthetræ.

CHOR.

Her af Mos vi reise Thronen
Ved det ranke Myrthetræ.

PHANTASUS.

Glem saa ei, naar snart paa Græsset
Brud og Brudgom træde frem,
Løs at slippe Fuglechoret,
At det hilse kan paa dem.
Hele Lunden fyld med Jubel!
Strængespil og Fløiteklang
Blande deres blide Toner
Her med Toner af jer Sang!

CHOR.

Snart skal Fløitens Toner blande
Sig med Toner af vor Sang.

FIRE GENIER komme hurtig ind, fra forskjellig Side.

PHANTASUS.

Godt, I kom, det var paatide!
Een for Een nu giv Besked!

FØRSTE GENIUS.

Bjergets Døttre her skal møde,
Over Fjeldet stige ned.

ANDEN.

Kildenympherne skal møde.

TREDIE.

Skovens Nympher møde vil.

FJERDE.

Havets Døttre alt paa Floden
Drage frem med Sang og Spil.

PHANTASUS.

Saa er Alt beredt til Festen,
Alle Gjester Stævne sat.
346 Nu, I Smaa! afsted og skjul Jer
Rundt omkring i Busk og Krat!
Sid som Fugle der bag Løvet,
Stille, tyst, et lille Korn;
Men paa eengang hæv jer Stemme,
Naar jeg blæser i mit Horn!

CHOR.

Høit vi hæve skal vor Stemme,
Naar du blæser i dit Horn.

Alle bort. APOLLO og DRYADEN træde op.

APOLLO.

Fremad! - Hør, med sagte Susen
Hilser os de høie Træer!
Snart vor Vandring er tilende,
Timen til vor Høitid nær.
Hurtig svandt i Spøg os Dagen,
Aldrig slog en Krands dig feil,
Mens hos mig du sad ved Kilden,
Og dig pynted for dens Speil.

DRYADEN.

O, men seer du Fuglechoret,
Hvor det flyver ind og ud!
Kredser syngende vort Hoved,
Bringer forud Glædens Bud!
I Forventning slaaer mit Hjerte.
Hvad skal komme? Hvad vil skee?
Mine Øine vil jeg lukke,
For paa eengang Alt at see.

APOLLO.

Altid Leg du har i Tanker!

DRYADEN.

Før mig nu, mens blind jeg gaaer.

APOLLO.

Duk dig da! at ikke Grenen
River Krandsen af dit Haar.
Her tilhøire gjennem Løvet! -
Fremad over Sletten nu! -
Hvad! Har alt du Nok af Legen?
Dine Øine aabner du.

DRYADEN.

Hører du, hvor Hornet toner?

APOLLO.

Denne Lyd vor Fest indvier.

DRYADEN.

Hele Luften om mig klinger!

APOLLO,

Hele Skoven Gjenlyd gi'er!

DRYADEN.

Dobbelt Jubel naaer mit Øre -
Hør! Til Fløiten liflig Sang!

APOLLO.

Os det gjelder! Frem mod Lyden!
Hornet kalder tredie Gang.

CHOR FRA LUNDEN.

Hil Apollo! Herlig steg fra Oven
Ned i Jordens Dal den skjønne Gud;
Som en Hyrde vandred han i Skoven,
347 Fra hans Lokkers Guld gik Lyset ud.
Lyren slog han under Løvets Kroner,
Der Dryaden lytted til hans Røst,
Der formælte sig hans klare Toner
Med den dunkle Klang i hendes Bryst.

DRYADEN.

Du, Apollo?

APOLLO.

Fast til dig nu bunden!

DRYADEN.

Solens gyldne Vogn jo kjører du -

APOLLO.

Høit paa Himlen, ja; men her i Lunden
Som din Elsker gaaer jeg nu.

CHORET.

Hil Dryaden! Ei som før i Fængsel,
I de dunkle Drømme gaaer hun meer;
Ikke meer med stum og stille Længsel
Mod den fjerne Solgud op hun seer.
Frit med ham hun vandrer som hans Lige,
Snart vil ogsaa hun sin Lyra slaae;
Da skal frem i rene Sange stige,
Hvad der skjultes dybt i Hjertets Vraa.

DRYADEN.

Jeg, Apollos Brud? -

APOLLO.

Dit Navn du kjender!
Hist dit rosensmykte Tempel staaer.

DRYADEN.

Der er Phantasus!

APOLLO.

Min lille Tjener,
Med de muntre Blik og gyldne Haar!

PHANTASUS
kommer.

Vær velkommen her i Aftenstunden!

APOLLO.

Har en værdig Fest du nu beredt?

PHANTASUS.

Alle Nympher har jeg sammen bedt;
Og et Chor sig samler alt i Lunden,
Hvortil neppe Mage der blev seet.

APOLLO.

Men hvormed vil Bruden du fornøie?

PHANTASUS.

Alting, Herre, har jeg havt for Øie.
Skjønne Brudegaver vil hun faae;
Sød Musik skal fylde hendes Øre:
Nattergalen klukke,
Gjøgen kukke,
Medens Stær og Drossel Triller slaae.

DRYADEN.

Ikke Andet? Hver Dag kan jeg høre
Stær og Drossel, Nattergal og Gjøg.

PHANTASUS.

Den Musik er ogsaa meest for Spøg;
Men til Thronen lad mig nu dig føre!

APOLLO.

Nej, du Smaa! Nok see, men ikke røre.
Skjøndt et Barn, er dristig dog din Aand.

PHANTASUS.

Und mig blot et Kys paa hendes Haand!

DRYADEN.

Kom kun, Phantasus! Kys mig paa Munden!
Sammen leged vi jo tidt i Lunden,

348
APOLLO.

See hvor let han flyver!

PHANTASUS.

Søde Læber!
Himmeldugg ved Eders Purpur klæber.

APOLLO.

Nu afsted! Paa Nympherne du skynde,
Medens Thronen vi bestige her!

PHANTASUS.

Brudgom, Brud og Brudesvend er nær;
Bryllupsfesten strax vi kan begynde.

APOLLO og DRYADEN tage Plads paa Thronen. PHANTASUS blæser i sit Horn. Fra den ene Side komme SKOVNYMPHERNE, fra den anden VANDNYMPHERNE ind; de Første krandsede med Løv og Blomster, de Sidste med Siv og Vandlilier.

SKOVNYMPHER.

For Dagen frem vi her os vove,
At see vor Søster smykt som Brud;
Vi komme fra de dunkle Skove,
Og hylde her den lyse Gud.
Vi følge snart med sagte Toner
Ham ind, hvor Echos Stemme lød:
Ind i vort Hjem bag Løvets Kroner,
Ind i dets hemmelige Skjød.

VANDNYMPHER.

Og vi, som leve fjernt i Lunden,
Paa Bredden af det blanke Vand,
Hvor Lilien voxer op fra Bunden,
Og Grenen kysser Bølgens Rand;
Hvor Skyggen bryder Solens Pile,
Hvor Stilheds Slør paa Alt er bredt:
Vi følge Guden snart til Hvile,
Thi Brudens Leie har vi redt.

SKOVNYMPHER.

Til Søen ned I kun ham drage!
Ved Morgenstunden komme vi,
Og føre ham paany tilbage
Til Skovens blomsterklædte Sti:
Hvor for hans Ildblik Farve skifter
Den hvide Sky, det grønne Blad,
Og Vinden, som i Løvet vifter,
Med Klang hans Lokker skiller ad.

VANDNYMPHER.

Beholder I ham Dagen over!
Men bli'er mod Aften Skyggen lang,
Vi lokke ham til Søens Vover
Igjen med Fuglens stille Sang.
Den Bølge, som urolig trilled,
Mens vi paa Bredden sad i Savn,
Os viser da hans gyldne Billed,
Der synker i Dryadens Favn.

349
ALLE.

Men du, vor Søster! Lykkelige,
Som throner nu hans Hjerte nær:
Følg ei ham ud i Verdens Rige,
Men lænk ham fast til Hjemmet her!
Hvergang de gyldne Strænge klinge,
Og her hos ham vi er tilgjest,
Vi som idag dig Gaver bringe;
Med disse Krandse smyk din Fest!

De lægge Blomsterne for Dryadens Fødder.

DRYADEN.

O, mine Søstre! her jeg bli'er hos Jer;
Kun lidt i Verden ud jeg gjerne vilde,
At see det Rige, som min Brudgoms er.

APOLLO.

Og vise dig som Dronning - men see der!
Seer du den gamle Nymphe, krum og lille,
Der, nu de Andre gaae, sig nærmer stille? -

EN GAMMEL KILDENYMPHE.

Med Gaver Alle komme,
Kun mine Hænder er alene tomme.
Hvad jeg dig kunde bringe,
Du i din Høihed nu vist agted ringe,
Thi fattig er min Kilde.
Husk dog, mit Barn! at dengang du var lille,
Da var jeg Alt for dig: Paa spæde Fødder
Du sneg dig til mig over Træets Rødder,
Og gik jeg bort, med Skrig du paa mig kaldte.
Da laa du ved mit Bryst,
Og lytted til med Lyst,
Mens jeg dig søde Eventyr fortalte;
Min Mund dit Øie kyssed,
Og blidt i Søvn dig mine Sange dyssed.
Men da du større blev, og blev forvoven,
Paa egen Haand du løb omkring i Skoven,
Og nu vil bort du vige
Med Digterguden til hans stolte Rige,
Hvor Lysets Straaler flamme,
Hvor Lyren mægtigt klinger,
Hvor Glands og Klarhed altid dig omringer.
Hvad gjelder dig da meer den gamle Amme?
Hvad gjelder dig min Kilde,
Hvis Bølger hen i Skyggen sagte trille?
Snart mig du vil forglemme,
Og dog hos mig har endnu halv du hjemme.
Det Liv, som du forkaster,
Mens frem til Herlighed din Fod nu haster:
Dit Liv ved blanken Vove,
350 Dit Liv i grønne Skove,
Dit Barndomsliv mit Bryst maa trofast gjemme.
Ja, hvis i Fremtidsdage
Dig Længsel eengang lokker her tilbage,
Og i min klare Kilde
Igjen du skuer tankefuld og stille:
Da vil dit Savn du glemme
Ved Lyden af dens sølverklare Stemme;
Da vil i den du finde
Dit svundne Liv forskjønnet som et Minde;
Da vil dens Dyb dig drage
Ned i mit Skjød og i min Arm tilbage;
Og Gaver jeg dig skjenker
Af større Skjønhed da, end nu maaskee du tænker.

Gaaer.

DRYADEN.

For Gaverne jeg forud takker dig!

APOLLO.

Og dog var de kun ringe!
Men da nu Brudegaver Alle bringe,
Tør ikke længer jeg unddrage mig.
Ha, Phantasus!

PHANTASUS
kommer.

Hvad byder du din Tjener?

APOLLO.

Bring mig en lille Lyra, stemt til Sang;
Syvstrænget, gylden, og som min i Klang.

PHANTASUS.

Med Lyren jeg paastand tilbage vender;
Lyt her imens til Nymphechorets Sang!

Han blæser i Hornet og iler ud.

DRYADEN.

Hør! Hornet toner -

APOLLO.

See mod Flodens Bølger!
Snart faaer du nye Gj ester. Pas kun paa!

DRYADEN.

Hvad! Endnu flere Gj ester vil vi faae?

APOLLO.

Ja, kun et Øieblik dem Løvet dølger;
Thi deres fjerne Stemmer alt mig naae.

HAVNYMPHER
i det Fjerne.

Gjennem Skovens den dybe Stilhed
Med Jubel vi droge herop
Fra Havet, der larmer i Vildhed,
Og leger med Skumblomstens Knop.
Vi red just paa Bølgernes Top
Og tumled den fnysende Ganger,
Da Lundens bevingede Sanger,
Fra Guden os indbød tilgjest:
Da slap vi den steilende Hest,
Der reiste sin skumhvide Manke,
Og seiled ad Floden, den blanke,
Til Soldrottens straalende Fest.

351
APOLLO.

Seer du, hvor Bølgen stiger?
Mod Strømmen seile op de vilde Piger,
Og blæse paa de krumme Sneglehorn.

DRYADEN.

Jeg aldrig disse Nympher saae tilforn.
Det sorte Haar dem over Skuldren falder,
Og Panden krandsed de med røde Skaller.
Hvor har de hjemme?

APOLLO.

Dybt paa Havets Bund.
Der sidde tause de, med lukket Mund;
Men op paa Bølgerne med Sang de stige,
Og høit i Stormen lyder deres Spil.

DRYADEN.

Og høre ogsaa disse til dit Rige?

APOLLO.

Ja, for vor Throne de sig bøie vil.

HAVNYMPHERNE.

Tidt vor Lovsang den Mægtige hørte,
Naar ved Morgen sin Borg han forlod;
Naar sit flammende Fiirspænd han kjørte
Hen ad Himlen med luende Mod.
Høit paa Solvognen herlig han stod,
Medens Buen, den gyldne, han spændte,
Og tonende Pile nedsendte,
Saa Havdybet brusende klang.
Men sænked han Solvognens Stang,
For i Badet at køle sin Pande,
Da maatte hans Heste vi vande,
Mens han selv sank i Bølgen med Sang.

Til Apollo.

Du vor straalende Drot! som foroven
Ei Rum for din Herlighed fandt;
Som dit Billede sænked i Voven,
Som dit Hjerte til Skovene bandt:
Den Brud, som din Lyra dig vandt,
Som til Jorden skal fængsle dens Tone,
Til vor Dronning vi keise og krone,
Til Dronning for Hav og for Jord!
Af skinnende Perler en Snor
Om den røde Coralkrands vi flette,
Du selv paa din Brud den nu sætte,
Under Nymphernes jublende Chor!

APOLLO
til Dryaden.

Fornemmer du Nymphernes Ord?

DRYADEN.

See, iveiret sig Phantasus svinger!
I Skjul han blandt Sivene var.

APOLLO.

I Haanden din Krone han bringer,
Og paa Armen din Lyra han har.

352
PHANTASUS
kommer.

Her er Kronen, som Bruden skal bære,
Naar ved Festen hun træder i Dands!

DRYADEN.

Til mig er den deilige Krands!

APOLLO.

Ja, som Dronning du dele min Ære!

Sætter Erandsen paa hendes Hoved.

PHANTASUS.

Hør! - Det toner fra Skov og fra Flod.
Alle Nympherne ønske til Lykke.
Paa min Dronnings den deilige Fod
Ogsaa jeg vel et Kys nu tør trykke?

APOLLO.

Dine Kinder jo lue som Blod;
Du er nok forelsket, du Lille?

PHANTASUS.

Det blæser jeg bort med en Trille,
Som bringer til Bjergnympher Bud -

Blæser i Hornet.

See! Af Skoven alt komme de ud.

DRYADEN
til Apollo.

O, seer du den hvidklædte Skare?

APOLLO.

Det er Bjergenes luftige Møer!
Som en Storm over Sletten de fare,
Med lange, sneehvide Slør.

DRYADEN.

Jeg aldrig dem skuede før.
Siig, høre de med til vort Rige?

APOLLO.

Ja, ned fra den Throne de stige,
Som Natten med Stjerner bestrøer.

BJERGNYMPHER.

Fra de skyhøie Fjelde,
Fra Sneedækkets Rand,
Der hvor Stenene fures
Af rislende Vand;
Fra de takkede Klipper,
Hvor Stormvinden boer;
Gjennem Granskovens Nat,
Hvor sig Bjergstrømmen snoer;
Over græsklædte Høie,
Langs Dalenes Bred,
Steg vi ned her i Lunden
Med flyvende Fjed:
For at mødes med Guden
I Skovnymphens Slot,
For at hilse paa Bruden,
Og hylde med Sange vor straalende Drot.

DRYADEN.

See, iveiret de Slørene kaste!

APOLLO.

Saadan hilser det luftige Chor.

DRYADEN.

Knap sætte de Foden til Jord,
Mens hen over Sletten de haste.

353
BJERGNYMPHERNE.

Først af Alle hver Morgen
Hans Hilsen vi fik,
Naar han hæved mod Fjeldet
Sit funklende Blik;
Siden dandsed vi for ham
Med glødende Kind,
Naar hans Vogn rulled hen
Over Bjergtoppens Tind;
Men steg ned han mod Aften
I Bølgen den blaa,
Medens Dæmring paa Skoven
Og Dalene laa:
Da vort Øie han blendte
Endnu med sin Glands;
Da til Afsked han sendte
Endnu os sin sidste, sin deiligste Krands.

De vende sig mod Apollo.

Derfor synge vi daglig,
O Konge! din Priis;
Derfor hylde vi her dig
Paa Bjergnymphers Viis;
Derfor steg vi til Fjeldets
Den høieste Top,
Over Sneelagets Dække
Og Skyerne op.
Af den reneste Nectar
I Ætherens Sal
Vi dig fyldte til Randen
Den gyldne Pocal.
Med din Brud du den tømme!
Naar hun drikker dig til,
Fyldt af himmelske Drømme,
Som af Ætheren baaren hun føle sig vil.

PHANTASUS
til Apollo.

Midt paa Sletten de staaende blive!

APOLLO.

Afsted, og Pocalen mig hent!

PHANTASUS.

I et Nu er tilbage jeg vendt!

APOLLO.

Men først du mig Lyren maa give,
Som er Bruden til Gave bestemt.

PHANTASUS.

Den havde jeg næsten forglemt.

Rækker Apollo Lyren og iler ud.

APOLLO
til Dryaden.

Seer du Lyren, du ønsked saalænge?
Om din Skulder jeg nu vil den hænge,
Som et Tegn, at du mig hører til.

354
DRYADEN.

Her ved Hjertet jeg bære den vil!
O, hvor yndig den er, og hvor lille -
Naar bare jeg nu kunde spille,
Og synge til Strængenes Klang!

APOLLO.

Med at lære du godt er igang.
Hele Dagen i vexlende Tale
Vi gjennemløb Tonernes Scale,
Og blot Tankerne samle du maa.
Men der er han atter, den Smaa!
See, hvor Vingerne rask han bevæger!

PHANTASUS
kommer.

Her er Nectarens skummende Bæger,
Hvori Guders Lyksalighed boer.

APOLLO.

Ja, de Himmelskes Hjerte den qvæger,
Og styrker selv Musernes Chor! -

Holder Pocalen iveiret.

I Nympher, fornemmer mit Ord!
Alle I, som paa Bølgerne svømme,
Alle I, som i Lundene drømme,
Alle I, som har Bjergstien traadt:
Med jer Sang I mig hylded som Drot,
Men jeg vil Jer Slægtninge kalde;
Jeg kom jo i Slægt med Jer Alle,
Da jer Søster jeg kaared til Brud.
Til vor Pagt her I Vidne nu være!
Og Budskab om den skal I bære
Som Herolder i Verden ud -
Denne Skaal for min deilige Brud!

Han drikker, og rækker Dryaden Bægeret.

Det Halve jeg selv monne tømme;
For dig er de himmelske Drømme,
Der gjemmes paa Bægerets Bund!

DRYADEN
svinger Pocalen.

For mig er de himmelske Drømme!
Med Skum skal de krandse min Mund!

Hun vil drikke; men Bægeret falder til Jorden, og hun selv synker tilbage i Apollos Arme.

DRYADEN.

Vee mig!

APOLLO.

Hvad er der skeet?

DRYADEN.

Det traf mit Hjerte
Det stærke Slag!

APOLLO.

Din Kind er hvid, og Rædsel
Staaer i dit Øie - hvad er hændt dig?

DRYADEN.

Vee mig!
Til Marven trænger atter Slaget ind,
Og for mit Blik det sortner.

355
APOLLO.

Jeg dig skjermer!
Her ved mit Hjerte hviil dig -

DRYADEN.

Vee mig, vee!
De sønderrive Roden.

APOLLO.

Skjælv ei saa!
Jeg holder dig jo fast i mine Arme,
Og ingen Fjende kan dig komme nær.

DRYADEN.

See! dybt i Støvet styrter Træets Krone,
Og jeg maa døe som det.

APOLLO.

Nei, du skal leve!

DRYADEN.

O, før mig hen paa Engen til mit Træ!
Endnu engang jeg favne vil dets Stamme,
Thi Lyset - Livet - Alt forsvinder her.

APOLLO.

Afmægtig er hun - dybt dog Hjertet aander.
Hvor voldsomt det sig hæver! Døden kæmper
Med Livet nu i dette unge Bryst,
Og kun en snever Kampplads er dem givet. -

PHANTASUS
efter en Pause.

Nærm Jer, I Skovens Døttre! See jer Søster!
Fra hendes Læber Livets Smiil er svundet,
Og Rosen falmet er paa hendes Kind.
Men hendes sidste Bøn opfylder nu!
Af sammenbundne Grene dan en Baare!
Et Blomstertæppe lægger jeg derover,
At blødt hun hviler. Hurtig skrid til Værket!
Alt fra sin Throne staaer vor Hersker op.

APOLLO
bøier sig over Dryaden.

Var det et Lyn, som i min Arm dig ramte?
Ei Straalen saae jeg, som dit Hjerte traf,
Men dine Øines Stjerner har den slukket.
Hvad skal i Skovens Nat nu lyse for mig?
Og naar skal nu jeg stemme Lyrens Strænge,
Og see din Haand de rette Toner gribe,
Naar først de spredte Tanker fandt et Maal?
Er Alt forbi? - Nei end er Haab tilbage!
Endnu hun aander; Hjertet slaaer endnu.
Ja, i den Rod, hvoraf dit Liv sprang ud,
Er ogsaa Hjælp og Lægedom - men hurtig!

Vender sig.

Ha, Phantasus!

PHANTASUS
kommer med Nympherne.

See her er Skovens Nympher,
Og Baaren, som din Brud skal føre hjem.

APOLLO.

Et Blomsterleie for min brudte Blomst!
Nærm Jer, I Nympher! - Tag jer Søster her
356 Af mine Arme! Let I bære hende!
Jeg vandrer med, og vogter paa min Skat.

Han følger Nympherne, der bære Dryaden bort under følgende Sang.

SANG.

Skjul ei for os de klare Blikke,
O Søster, nu!
Endnu er Natten der jo ikke,
Hvi sover du?
Endnu du duftende vil finde
Din Brudekrands;
Endnu din Brudgoms Lokker skinne
Med gylden Glands.
Vaagn op, o Søster, af din Dvale!
Saa taus ei vær!
End toner det i Skovens Sale
Fra Busk og Træer;
End kan ei Lundens Sanger glemme
Din Morgenlyst:
Vaagn op, og bland din glade Stemme
Med Fuglens Røst!

Sangen taber sig efterhaanden i det Fjerne, og Alt bliver stille.

PHANTASUS
til Nympherne.

Vor Fest er endt! Brudgom og Brud er borte!
Den mørke Død vil Bruden favne snart,
Hvi skal da Gjesterne nu længer tøve? -
Svøm ud igjen paa Dybet, Havets Døttre!
Meld der jer Dronnings Død, at Eders Moder
Kan aande brusende sit Suk i Bølgen.
Iil op til Skyerne, I Bjergets Møer!
Forkynd for Stormene vor Konges Tab,
At de kan hylle Nattens gyldne Stjerner
I sorte Slør, og vække Skyens Taarer.
Drag hjem til Eders Lunde, Kildenympher!
Græd der med Bækken for den fagre Søster;
Der bliver ingen Dands inat i Skoven,
Og Ingen laaner Øre til jer Sang.
Kom frem af Busk og Krat, I lette Genier!
Stig ned fra Træet! Fløiten bryd itu,
Og sønderriv den stemte Cithers Strænge!
Kast Thronen om, som selv I nys opreiste!
Bryd Templet ned! Spred over Jorden ud
Til Sørgeoffer Purpurrosens Blade! -
Saa kommer altid Døden midt i Glæden,
Og river ned, hvad jeg har bygget op.
Kun eengang har den f ry det mig! kun eengangl
Da løs den atter slap den hulde Psyche,
357 Og med et Suk sit Rov tilbagegav. -
Nu hurtig, Alle! - Udret mine Bud!
Selv iler hjem jeg til min Moders Skjød,
Og lægger mig i hendes Arm til Hvile.
Hun skal mig trøste! Hun med kjærlig Haand
Skal række mig sit valmu'krandste Bæger,
At i en Drøm jeg glemme kan min Sorg.

Phantasus og Alle bort.

ANDEN SCENE

Sildig Aften. Engen i Skoven. Træet ligger fældet. PAN og HERMES.

HERMES.

Dit Blik er mørkt, o Pan! - Glem din Bekymring!
Kronions Villie du fuldbyrdet har.

PAN.

Det gi'er mig ingen Trøst. O, hørte du,
Hvordan for hvert et Slag sig Stammen vaanded?
Da Roden jeg brød over, da fornam jeg
Fra Marven dybe Suk, og mig det var,
Som Træet om Medlidenhed anraabte.
Men Roden alt var brudt; i Støvet bøiet
Laa alt den rige Krone; skeet var skeet,
Dog mine Hænders Gjerning jeg forbanded.

HERMES.

Skarpt maa dit Øre være, gamle Pan!
Slet Intet mærked jeg; saa muntert styrted,
Som i en Leg, det ranke Træ til Jorden,
Og nu i Græsset hviler det sig blødt.

PAN.

Du mærked Intet? Ligegyldig er du!
Dit Øre døvt for Bønner og for Jammer,
Thi aldrig har en Døende dig rørt.
Du rev hans Sjæl med dig, og førte Skyggen.
Der vilde hjem til Lyset, ned i Mørket.
Du mærked ingen Klage? - Jeg vil troe det!
Og kjender du det Sprog da, som jeg taler
Med mine Dyr og Planter her i Skoven?

HERMES.

Lad ei mit Ord fortørne dig, du Gamle!
Thi rører mig end ei den Døende,
Der bleg og ussel klamrer sig til Leiet,
Du rører mig, du Levende, du Stærke!
Men glem din Sorg! Hvad Guden bød, det skete.

PAN.

Dog Eet mig ængster end.

HERMES.

Betro dig til mig!

PAN.

Hvordan vil Digterguden jeg forsone? -
Saasnart med Natten Luna stiger op,
Og størkner med sin Straale Træets Blod,
Maa og Dryaden, som han elsker, døe.
358 Hvordan formilder jeg hans vrede Hjerte?
Hvordan betvinger jeg hans Harm, ifald
Han kaster Hyrdestav og Lyra bort,
Og griber til sit Kogger og sin Bue?

HERMES.

Et Redskab kun du var for Gudens Villie.

PAN.

Det troer han ei. Du har ei seet ham vred;
Men frygtelig han er, naar paa hans Hoved
De rige Lokker som i Harm sig hæve,
Naar Øiet flammer gnistrende som Ild,
Og den fordærvelige Piil han sender.
Eengang jeg egged ham; om Prisen stred vi,
Han med sin Lyra, jeg med Hyrdefløiten,
Og Kampens Dommer Krandsen mig tilkjendte.
Da skulde du ham seet! I Luften skingred
Hans høie Latter; Krandsen rev han sønder,
Og var jeg flygtet ei, han havde dræbt mig.
Fra den Tid af jeg bøier mig for ham,
Og altid som den Ringere jeg taler.
Nu er vi Venner; hvad vil nu han sige?

HERMES.

Og hvem behøver du at frygte for,
Du Vældige? Har ei i Kamp og Krig
Du tvunget Folkeslag og vundet Laurbær? -
Hvor er den Helt, og var det selv en Gud,
Der af din Ro dig turde vække op,
Og hæve Armen mod dit stærke Skjold?

PAN.

Med hver en Dødelig jeg tør mig maale,
Men ei med Guder; Sandhed jeg dig siger.
Engang geraaded jeg i Strid med Eros,
Og kun et Barn han dengang var, og lille,
Men for min Dristighed jeg maatte bøde.
Den hele Dag vi brødes Bryst mod Bryst,
Men da saa Natten kom, da laa jeg under.
Nu maa jeg døie Haan og Spot til Straf;
Thi sjelden mødes vi, før Eros strax
Befaler mig, at rede Leiet for ham,
Og varte op som Træl. See derfor, Hermes,
Bekymrer og mig Digtergudens Vrede,
Og paa Forsoning maa jeg tænke -

HERMES.

Tys!
Hvorfra de Toner, som vi høre nu? -

SANG
bag Løvet

Vaagn op, o Søster! af din Slummer,
Saa haard og tung;
Vaagn op! og gjør os ei den Kummer,
At døe saa ung.
359 Vaagn op! Du maa jo Bægret tømme,
Som blev dig rakt;
Endnu har ei det Himlens Drømme
Dit Hjerte bragt.

PAN.

Det er Dryader, som bag Busken synge.

HERMES.

Og nærmere de komme! - See, fra Løvet
En Flok af Nympher træder ud paa Engen -
Og der Apollo er! -

PAN.

Nu hjælp mig, Hermes!
Det er Dryaden, hvem jeg Døden sendte.
Paa Baaren hendes Søstre hende bringe,
Og Guden følger selv med dem herhen.

CHORET
træder ind paa Engen.

Her er dit Hjem! Her blev du vugget
I Nymphers Seng;
Her skuer du saa mildt bedugget
Din Barndomseng.
Men vee os! Dybt i Støvet bøiet
Er Traets Top -
Sov kun, o Søster! Luk ei Øiet
For Døden op.

APOLLO.

Tie med jer uheldsvangre Sang, I Nympher!
Endnu den mørke Død er fjern fra hende. -
Her i min Favn jeg tager dig, du Hulde!
Og tæt ved Træets Rod du hvile skal,
At fra dit Udspring Liv du atter henter ...
O, seer I! See dog! Mere let hun aander;
I Kinden vender Farven svag tilbage.

DRYADEN

slaaer Øiet op.
Hvor er jeg?

APOLLO.

Kjend dit Hjem og dine Søstre!
Og her din Brudgom sidder ved din Fod.

DRYADEN
hæver sig halvt iveiret

Ja, her mit Hjem er! - Der er Bækkens Bred,
Hvor ved min Ammes Haand jeg plukked Blomster;
Der Engen er, hvor hun mig lærte løbe,
Og hvor i Søvn hver Aften hun mig vugged.
Men hvor er Træet, i hvis Ly jeg hviilte? -
Her stod det - Vee mig! Det i Støvet ligger,
Og jeg til Leie har min egen Grav!

APOLLO.

En fjendtlig Haand har sønderbrudt dets Rod,
Men du skal leve!

DRYADEN.

Hvis en Gud du er,
360 Saa lad mig ikke døe! - Læg atter Saaret!
Lad Marven suge Jordens friske Næring,
Lad Træet reise sig saa rankt som før,
Og Fuglen synge lifligt i dets Top!

APOLLO.

Jeg mægter ei -

DRYADEN.

Er du en Gud, saa frels mig!

APOLLO.

Jeg mægter ei det dybe Saar at læge;
Men end er Haab for dig!

DRYADEN.

Naar Natten kommer,
Saa kommer Døden med, hvis ei du frelser.
O, red fra Døden mig! Jeg knuger fast
Mig til dit Bryst! Slaa dine Arme om mig,
At Døden i mit Skjul mig ei skal finde! -
Jeg jo dit Rige skulde dele med dig!
Her Krandsen er - og her er Dronningkronen -
Og her den Lyra, som jeg skulde spille -
Glem ei dit Løfte! See, mit Hjerte skjælver.
O, frels mig! Lad mit Liv ei brat forgaae!

APOLLO.

Strøm kun, I friske Taarer! Græd, du Elskte!
Thi Skjæbnen mægter ikke jeg at tvinge.
Men har jeg ingen Trøst da i din Nød? -
I mine Sange skal du evig leve!
Dit Mindes Krands jeg slynger om min Tinding!
Din Krone mellem Stjernerne jeg sætter!
Der skal den fængsle Dødeliges Blik,
Og evig, dig til Ære, lyse for dem.

DRYADEN.

Men hvor er jeg, naar fra den klare Himmel
Min Krone funkler? - Rundt paa Vindens Vinger
Mit Støv da flyver; Øiet skuer ei
Den GIands, som tryller Alle; ei din Stemme
Mit Øre fryder, naar den mig besynger,
Thi dybt i Mulm og Nat mit Hjerte boer.

APOLLO.

Vee mig! - Er det de Dødeliges Lod?

DRYADEN
griber om Lyren.

O, faure Lyra! sidste Trøst i Nøden.

APOLLO.

Hvordan! Harmonisk jo dens Strænge klinge,
Skjøndt vildt og konstløst. Kalder Døden frem
De Toner, som min Elskov skulde vække?

DRYADEN
synger til Lyren.

Jeg skal bort fra Livet -
Deiligt var det at leve!
Livet jeg kjendte dog ei.
Nu jeg det kjender.
Nu det forgaaer.
361 At vaagne op i den kølige Morgen,
At haste ud i Dagen,
At synge og juble,
Løbe og trættes;
At lægge mig til Hvile ved Aften,
At skue med Veemod den svindende Dag,
Naar Mørket forjog den
Og Skygger nærmed sig stille;
At krybe ind i mit snevre Skjul
Og høre det suse i Træernes Toppe,
Mens den natlige Aands usynlige Tog
Brused i Luften;
At kigge ud og gyse,
At lukke mit Øie for Nattens Rædsel,
At sove til Solen steg frem - det var Livet!

Det var Livet, at bæres af Foraarets Duft,
At udvides af den,
At føle mig opløst og adspredt i Alt;
At hæves af Lyst, naar jeg tænkte mig selv
Rinde hen i Kilderne,
Sqvulpe med Bølgen i Floden,
Sænkes paa Søens den speilklare Bund;
Stige ned i den dampende Jordbund
Og røre mig der med de vordende Spirer,
Flyve høit paa de sneehvide Skyer!
Paa min flygtige Gang
At møde den mægtige Vaar - det var Livet!

Det var Livet, i Søstrenes Kreds
At høre paa Sommerens Torden,
Naar den kaldte vort adspredte Væsen sammen,
Mens den bøied vort Knæled i Angst.
At vandre stille i Høsten, var Livet.

Det var Livet, naar Vinteren kom,
Og til Leg vi os samled,
Vi, som før vare spredte,
For Blomster at sanke paa Engen:
At skue den dalende Snees duunhvide Flokker,
At raabe see! til hverandre,
Mens vi fulgte dens idelig vexlende Fald;
Og naar Frosten saa kom,
At synge til ham med de riimfrosne Lokker:
Jo koldere du aander,
Desvarmere strømmer vort Blod;
362 Jo mere du brummer,
Desmuntrere dandse vi for dig,
Deshøiere synger vort Chor;
Og at høre den Gamle da true:
Tøv lidt, stands lidt, læg Jer til Hvile!
Jeg skal knuge Jer, binde Jer,
Snøre Jer sammen med faste Baand -
At trodse og kues, men ei at beseires, var Livet! -

Vaaren vil komme,
Atter paany vil den komme;
Men jeg skal ei meer være med,
Naar de staae paa Udkig med bankende Hjerte,
Og vente den tøvende Gjest.
Og naar Søstrenes Leg saa begynder,
Naar Bolden flyver fra Haand til Haand,
Hvem skal den fange for mig?
Og naar Vexelsang lyder i Skoven,
Og m i n Tour kommer, at synge,
Hvem skal da svare for mig?
Da er det stille,
Til atter med stærkere Toner
Hæver sig Nymphernes Chor.
Ja, Livet gaaer sin ustandsede Gang,
Kun jeg kan ei følge med.
Som Barnet, der holder i Skjørtet sin ilende Moder,
Før jeg det fulgte,
Men nu er afmægtig min Fod.
Her sidder forladt jeg tilbage.
Den drager forbi mig, Dryadernes Skare,
Den vil snart have glemt mig, og snart
Den synger om mig, som om Dagen, der svandt.
Da naaer ei Lyden mit lyttende Øre;
Alting formørkes, og blindt er mit Øie;
Mindet med Synet forsvinder, og Hjertets
Liv er kun Suk - kun et Suk. -

Hun bøier sig over Lyren og døer.

APOLLO
efter en Pause.

Fra hendes Læbe Sjælen bort er flygtet,
De klare Øine brast, som jeg har elsket,
Og gjennem Lyren sang hun ud sit Liv.
Hviil sødt, du Hulde! Kort var kun din Kamp.
Hviil hos din Lyra! - Der er Nattens Luna!
Hun med sit klamme Kys indvie vil
Dit fagre Legeme til snar Opløsning. -
O, hvi berøver Skjæbnen altid mig
363 Hvad jeg har kjærest? Hvorfor favner Døden,
Den kolde, mørke, altid dem jeg elsker,
Da Lys og Varme dog jeg skjenker Alt?
Her vil jeg hvile hos min unge Brud,
Og holde fast, hvad sporløst er forsvundet,
Naar atter Luna kommer Jorden nær.

PAN
nærmer sig.

Stands med din Klage! Til mit Ord laan Øre!
Thi har jeg mod min Villie dybt dig saaret,
Saa har jeg ogsaa Lindring for dig -

APOLLO
reiser sig.

Du?
Har du mig saaret?

PAN.

Det var Gudens Villie.
Hans Redskab kun jeg var, da her i Støvet
For mine Hænder sank det unge Træ.

APOLLO.

Du - du har Træet fældet?

PAN.

Hør mig. Herre!
Rynk ei forfærdeligt mod mig dit Bryn.
Kronions Villie var det! Men endnu
Jeg har jo mange Døttre. Selv du vælge!
Og ved den gamle Kronos jeg dig sværger,
At aldrig meer jeg lægger Snare for dig,
Men trofast om din Elskov holder Vagt.

APOLLO.

Tak for dit Løfte, Gamle! - Daare var jeg!
Til din forgængelige Slægt jeg bandt mig,
Og henter nu den bittre Smertes Løn.
Hvad vilde jeg hos dig, i dine Skove,
Troløse Pan? Du, som i Blomsten skjuler
Bestandig Ormen; du, hvis rige Dragt
Er falsk og borget; thi naar Høsten kommer,
Da viser snart den frem sin gule Farve,
Og i din Nøgenhed tilsidst du staaer.
Du eier mange Døttre! - Ja, de slægte
Den ædle Fader paa! Og dette Kuld
Du vover fræk og dristig mig at byde? -
Men Straffen fik jeg, som jeg har forskyldt!
Den Jord, som lod mig Himlen reent forglemme,
Har ved sin Usselhed mig tugtet nu!

PAN.

Hør mig, du Høie -

APOLLO.

Bort fra mig, Troløse!
Fra dig jeg gaaer, og hjem til salige Guder.
Ja, jeg vil op og kjøre Solens Vogn!
Vil hylle mig i Purpurskyens Kappe,
Og slynge Diademet om min Tinding!
Omkring min Skulder hænger Lyren jeg;
I Haanden ta'er jeg Buen; gyldne Bidsler
364 Jeg lægger i de vilde Hestes Mund,
Og farer tordnende hen over Skyen!
Da skal jeg lee ad al min Nød og Jammer!
Min Lyras Klang skal fylde Himlens Hvælving,
Og mine Pile kun skal Jorden naae.
Men du skal døe! Paa dig min Harm jeg køler.
Ja du skal døe! og her du har din Dom:
Er fuldt din Skjæbnes Maal, da kommer jeg
Ned over dig paa Solens Flamme-Vogn,
Og med min Ild fortærer jeg dit Rige:
Da gaaer i Luer dine Skove op;
Da tørres dine Kilder; Saften brænder
Jeg ud af Jordens Skjød og alle Planter;
Hvert Dyr jeg dræber med min skarpe Piil;
Med Damp og Røg jeg qvæler dine Fugle;
Dig selv jeg styrter ned i Dybets Afgrund;
Og naar med blodig Pande der du ligger,
Og rundt det lyder fra den øde Jord:
Vor Drot er død! Den store Pan er død!
Da vil jeg fryde mig med roligt Hjerte,
Og aabne selv mit Bryst for Skjæbnens Piil.

Han gaaer bort med stærke Skridt.

PAN.

Vee mig! Den høie Digtergud han raser.

HERMES
nærmer sig.

Din Død dig Spaadomsguden aabenbared;
Men falder du, vil alle Guder falde.

PAN.

Følg med mig! Jeg hans Hjerte maa forsone.

HERMES.

Forgjæves; han din Dom dig har forkyndt.

Begge bort.

CHOR AF DRYADER.

Nu flygter Dagens Glands, den hulde,
Fra Skoven hjem;
Og i sit sorte Slør med Kulde
Gaaer Natten frem.
Nu sørger Lunden, reent berøvet
Sit Rosenskin;
Nu nærmer Luna sig bedrøvet,
Med falmet Kind.

Og høit i Træets Top det sukker,
Og dybt i Krat
Hver Blomst og Urt mod Jorden bukker
Sig tung og mat.
Og Dyr og Fugl medeet forstummer
Med ængstet Bryst;
Kun Bækken taler om sin Kummer
Med sagte Røst.

365 Men vi vil græde for vor Søster,
Hvis Fryd var kort.
En Stund os Livet kun forlyster,
Saa maae vi bort.
Saa kommer Stormen eller Lynet,
Fra Skyen sendt;
Saa dækker Dødens Nat os Brynet,
Og Alt er endt.

366

TITHON
ET DRAMATISK DIGT
(1844)

368

PERSONER

  • AURORA, Morgenrødens Gudinde.
  • FLORA, hendes Terner.
  • HELIA, hendes Terner.
  • GLAUCA, hendes Terner.
  • CHOR AF NYMPHER.
  • ZEPHYR.
  • LAOMEDON, Konge i Troja.
  • PRIAMOS, hans Sonner.
  • TITHOS, hans Sonner.
  • HECUBA, deres Hustruer.
  • ELECTRA, deres Hustruer.
  • MELETE, Electras Terne.
  • MENESTOS, Kongens Skjald.
  • SKOPAS, Tjener.
  • THERSANDER, en græsk Slave.
  • EN HYRDEDRENG.
  • HECTOR, Priamos' og Hecubas Børn
  • PARIS, Priamos' og Hecubas Børn
  • KASSANDRA, Priamos' og Hecubas Børn
  • POLYXENA, Priamos' og Hecubas Børn
369

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

Nat. En oplyst Søilegang, aaben til Lunden. SKOPAS. THERSANDER.

THERSANDER.

Hør! Høit i Hallen toner Strængeklang
Og Fløitespil og Pauker. Gildet ender.

SKOPAS.

Ja, nu gaaer Festpocalen rundt ved Bordet.
For Tithon og Electra Bægret tømmes.

THERSANDER.

Og saa er Alt forbi?

SKOPAS.

Det er paatide.
En Maaned snart er endt, fra den Tid Kongen
Med begge Fyrster til Arisbe drog,
For Kong Lykaons Datter hjem at føre.
Der Bryllupsgildet stod med Sang og Klang;
I fjorten Dage vexled Fest med Fest,
Og knap om Natten fik vi Tid til Søvn,
For Tithon og hans unge Brud at hædre.
Paa Reisen hjem til Troja vi os hviilte,
Men der begyndte Spillet saa paany:
Kamplege, Veddeløb, og Sviir og Sværm
Hver Dag fra Sol stod op til Sol gik ned,
Saa jeg af lutter Lystighed blev daarlig.
Nu tænkte jeg forvist var Freden kommen;
Men nei! nu skulde Ægteparret følges
Til deres Bolig her paa Landet ud,
Og alle Mand da maatte vi afsted.
Tre Dages Fest gaaer denne Nat tilende,
Men ei Laomedon endnu fik Nok,
Og knap fra Stedet kan han løs sig rive.

THERSANDER.

Saa kjær for Kongen er da denne Søn?

SKOPAS.

Man hører du er fremmed. Kjær for Kongen?
Hans Eet og Alt, hans Øiesteen er Tithon.

370
THERSANDER.

Jeg glemmer ei den store Fest i Staden.
Skibbrudden Mand jeg stod, fra Bølgen reddet,
Da man mig greb ved Stranden, og mig slæbte
Igjennem Trojas Gader op til Borgen.
Der Folket samlet var i Tusindviis.
En Græker, raabte man, en fangen Græker!
Og Alles Øine vendte sig mod mig.
Da troede jeg min Nød først ret begyndte;
Men Drotten bød, at løse mine Baand,
Da Dagen var en Høitidsdag for Alle.

SKOPAS.

Ja priis din Lykke! Strax du kom til Gilde,
Og mellem Husets Slaver fik du Plads.

THERSANDER.

En fattig Lykke!

SKOPAS.

Hvad? En fattig Lykke?
Du taler kjækt, min Søn! Men hvad forstaaer
En Græker sig paa Lykken? Bi du kun,
Til du faaer Øiet op for Livet her!
Her regner Herligheder ned i Strømme,
Og selv paa dig der falde kan en Dryp.
Naar først du kjender Troja, finder ussel
Du hver en anden By. Hos os har Slaven,
Hvad mangen Herre savne maa hos Jer.

THERSANDER.

Ja, imod Jer vi er et fattigt Folk;
Jeg veed det nok.

SKOPAS.

Du har vist aldrig drømt
Om al den Pragt, som her du seer?

THERSANDER.

Og dog,
Jeg gjerne bytted al jer Herlighed
For fri Mands Lod i Grækenland.

SKOPAS.

Ja vist,
Saa tænker man som ung. Jeg selv engang
Har havt de samme Griller. Hjem jeg vilde,
Hjem til min Fødeby og til min Slægt.
Jeg kom da ogsaa hjem; men hvordan gik det?
Alting mig piaged, Alting kjeded mig,
Alting var smaat og usselt, dumt og klodset.
Knap fjorten Dage holdt jeg Pinen ud,
Og først da ind ad Trojas Port jeg gik
Og aanded atter den trojanske Luft,
Jeg følte let mit Hjerte. Nei, i Troja!
Kun der man kjender hvad det er at leve.
Der lever ogsaa jeg, og godt jeg lever,
Og længes aldrig efter Meer i Verden.

371
THERSANDER.

Du maa da være nøisom.

SKOPAS.

Nøisom?

THERSANDER.

Ja.
Du har kun ringe Deel i Herligheden;
Du boer jo ikke i de gyldne Sale;
Du staaer jo udenfor naar der er Gilde,
Og hører kun dem larme høit ved Taflet,
Mens hver Pocal din Næse gaaer forbi.

SKOPAS.

Men nærved er jeg dog! Jeg faaer dog Lugten,
Naar Stegen damper indenfor paa Bordet.
Jeg hører Klangen af de fyldte Bægre,
Og Latteren, naar Gjesterne sig fryde,
Saa paa en Maade jeg har Deel i Alt.
Jeg kan dog sige: Vi Trojanere!
Og under det Ord indbefattes Alle,
Jeg selv saagodt som Kongen.

THERSANDER.

Det er sandt.
Din Lod er herlig!

SKOPAS.

Stille! Hører du?
De bryde op derinde. Snart vi har dem.

THERSANDER.

Jeg hører Fodtrin alt; der kommer Nogen.

MENESTOS, HECTOR og PARIS træde ud fra Hallen.

MENESTOS.

Er Alt beredt til Opbrud?

SKOPAS.

Alting, Herre!
I Gaarden sadle Rytterne; jeg selv
Med Vogne ventet har den halve Nat.

MENESTOS.

Saa hold dig færdig nu. De andre Gjester
Gaae gjennem Buegangen ned i Gaarden,
Og Kongen og hans Slægt er kun tilbage.

SKOPAS.

Ta'er du til Byen med de unge Fyrster?

MENESTOS.

Nei, Stheno rider med dem. Kom nu, Drenge!

HECTOR.

Menestos! jeg den sorte Hest vil ride.

PARIS.

Og jeg den lille hvide.

MENESTOS.

Følg kun med,
Saa kan med Svenden selv derom I tale.

Menestos, Hector og Paris bort.

THERSANDER.

Hvem var den Mand?

SKOPAS.

Menestos, Kongens Sanger.

THERSANDER.

En prægtig Mand at see til!

372
SKOPAS.

Ja, en Helt!
Men saae du rigtig paa de unge Fyrster?

THERSANDER.

Dem traf imorges jeg paa Ridebanen.
Der i sin Rustning red den lille Hector;
Kjækt paa sin Ganger fløi han mig forbi,
Og i sin Haand han svang en vældig Landse.

SKOPAS.

Ja, skjøndt et Barn, er han dog alt en Løve.
Hans Rroder Paris er ei stærk som han;
Men prægtigt han forstaaer at spille Lyren,
Og vinde Hjerterne med sine Sange.

THERSANDER.

To skjønne Drenge! Mage fast til dem,
Som jeg forlod.

SKOPAS.

Du taler saare dristigt,

THERSANDER.

Mit Ord du sanded, kom du til Mycene.
Den mægtige Kong Atreus var min Drot;
Hans unge Sønner tjente jeg som Svend.
Det er to Brødre! Hver en Dødelig
I Kraft og Skjønhed langt de overstraale.

SKOPAS.

Du praler godt! Men kom kun ikke her
Og maal dit usle Land og dine Fyrster
Med Troja og med Trojas Kongeslægt,
Der fra de høie Guder stammer ned.
Kong Atreus tjente du; men hvad er han
I Magt og Vælde mod Laomedon,
Hvis Scepter rækker over tyve Byer?
Hvad er hans Sønner imod vore Prindser?
Hvad er hans Kæmper imod Trojas Helte,
Der jage Fjenden i et Musehul,
Naar blot de hæve Landsen eller Stemmen?
Hvor er en Æt som denne? Vore Qvinder
Vil ei engang jeg nævne, skjøndt Alverden
For deres Deilighed dem priser høit;
Men hvilken Stad i Grækenland har Navne,
Som Troja har i Dardanos den Gamle,
I Tros og Ilos, ja i Ganymed,
Hvem Ørnen førte op til Himlens Guder? -

THERSANDER.

I Skyen stiger du; jeg giver tabt.

SKOPAS.

Det bli'er nok klogest. Stille! der er Fyrsten.

PRIAMOS
kommer fra Hallen.

Vel, at jeg traf dig, Skopas! Hjemad gaaer det.
Nys mine Sødskende drog bort; vi Andre
Laomedon gjør Følgeskab paa Veien.
373 Hernedenfqr ved Porten hold dig rede!
Selv styrer jeg hans Vogn, og Qvindekarmen
Jeg anbetroer til dig.

SKOPAS.

Kom med, Thersander!
Tilhest du Toget følge skal med Fakler.

Skopas og Thersander bort.

ANDEN SCENE

priamos. laomedon, tithon, electra, hecuba, kassandra og polyxena træde ud fra Hallen.

TITHON.

Her, tag min Arm, min Fader! Støt dig paa mig.

LAOMEDON.

Ja, er man gammel, trænger man til Støtte.
Hav Tak, min Søn! Men lad mig standse lidt;
Jeg har et Ord at tale med din Hustru.

ELECTRA.

Med mig, min Fader?

LAOMEDON.

Ja, et Ord med dig.
Snart har en Maaned nu jeg kaldt dig Datter,
Og endnu fik du ei din Brudegave.

ELECTRA.

Hvordan? - Har ei du skjenket mig og Tithon
Det hele skjønne Huus? Har ei du fyldt det
Med rige Gaver, før vi drog herind?
Alt taler om din Gavmildhed, min Fader.

LAOMEDON.

Men Eet dog mangler. Seer du denne Ring?
Den bar min Hustru cm sin hvide Arm,
Da snart for fyrretyve Aar tilbage
Jeg førte hende som min Brud til Hjemmet.
Dig gi'er jeg Ringen som et Arvegods.
I Ungdom og i Skjønhed dig hun ligned,
Og som hun kronede mit Liv med Glæde,
Saa binde Glæden du til dette Huus.

ELECTRA.

Din Haand jeg kysser; hellig er mig Gaven

LAOMEDON.

For dig, min Tithon, har jeg her en anden,
Ei mindre dyrebar. I mange Aar
Jeg bar den selv om Armen; her jeg sætter
Den nu paa din, som Lykkens gyldne Pant.

TITHON.

Hvad! Ganymeds den gamle Ring?

LAOMEDON.

Just den!
Din Bedstefaders Broder har den baaret.
Forvar den vel! Det var den største Skat,
Som fra min Fader gik i Arv til mig,
Og dine Børn skal efter dig den arve.
374 I denne Ring vor Slægt sin Ære skuer,
Hvorfra vi stammer, høit den os forkynder,
Og selv er den os Pant paa Guders Gunst.

TITHON.

Og min er denne Skat?

LAOMEDON.

Betragt den kun!
Den Krands af Ørne her er yngre Arbeid,
Men Ringen selv, de tvende gyldne Slanger,
Har smykket Guders Yndling.

TITHON.

Tak for Gaven I
Den om min store Slægtning skal mig minde.

LAOMEDON.

En herlig Fremtid den os Alle spaaer.
Endnu før Aaret ender, skal i Troja
Dit Huus sig reise nær ved Kongeborgen,
Hvor, som en gammel Eeg i Skovens Midte,
Jeg mellem alle mine Børn vil boe.
Mit Dagværk har jeg endt; med Krig og Kamp
Gik Livet hen for mig, men I skal nyde
De gode Dage, som med Blod jeg kjøbte.
Som frodigt Træ jo blomstrer Trojas Rige;
Som lydige, som veltilkjørte Heste
Er alle Nabostæder. Eders Gjerning
Er kun at holde fast den stærke Tømme,
Naar af min Haand den glider.

TITHON.

Du kan hvile!
Paa dine Fædres Værk du Krandsen satte;
Men hvad er os tilbage?

LAOMEDON.

Fredens Frugter!
Og dem, min Søn, dem vil vi høste sammen.

PRIAMOS.

Til deres Sødhed kjender Tithon ei;
Han var jo halv et Barn da Krigen rased.
Men vi, som er lidt ældre, vi, min Fader,
Paaskjønne Frugterne af dine Seiere.
Paa dine Laurbær trygt vi hvile nu.
Vi skal ei rives bort fra Huus og Hjem,
Fra Børn og Hustru, just naar bedst vi sidde,
Som det saa ofte hændte sig med dig.
Et herligt Liv har os din Daad beredet!
Bedrifterne os Skjaldene besynge,
Kamplegene os vise Krigens Billed,
Saa vi paa eengang nyde Fredens Tryghed
Og Krigens Bulder midt i Hjemmets Skjød.

HECUBA.

Og selv vi Qvinder denne Kamp tør dele.
Ei sandt, Electra?

ELECTRA.

Mod behøves ikke.

375
LAOMEDON.

Men Tiden flyver. Nu Farvel, min Søn!
Før Morgenstunden naae vi ei til Troja.

HECUBA.

Tag ogsaa mit Farvel!

TITHON.

Glem ei, at bringe
Min Hilsen til dem Alle, som drog forud:
Til Brødre og til Søstre!

HECUBA.

Glem ei heller,
At tage Afsked her med mine Smaa.
Seer du Kassandra, hvor hun spidser Munden,
Og Polyxena med - et Kys de vente.

TITHON.

Godnat, I Smaa!

POLYXENA.

Nu gaae vi fra dig, Farbro'er.

KASSANDRA.

Følg hjem med os; bliv ikke her tilbage!

TITHON.

Her er mit Hjem; men snart jeg dig besøger.

LAOMEDON.

Afsted nu, Børn! Ræk mig din Arm, min Tithon!
Ved Vognen først jeg gi'er dig Afskedskysset.

Til Electra.

Farvel min Datter! Guderne dig skjerme.

HECUBA.

Godnat, Electra! Snart vi sees.

ELECTRA.

Godnat!

PRIAMOS.

Ad denne Dør, min Fader! Her gaaer Veien.

Alle bort, undtagen Electra.

ELECTRA
ene.

Endnu et Øieblik, saa er de borte -
Forbi er Lystighed og Larm og Fest,
Og Lyden hendøet af de mange Stemmer.
Som sidste Minder om den svundne Høitid
Kun disse Lamper brænde; naar de slukkes,
Da vil et andet Liv for mig begynde.

Seer sig om.

Her altsaa er mit Hjem - endnu en Fremmed
Jeg i min Bolig staaer. Knap fik jeg Tid
I disse Værelser at see mig om;
I Lunden ei endnu min Fod jeg satte,
Og faa af mine Terner kun jeg kjender.
Men ham jeg kjender, Husets stolte Herre!
Han, som en Plads mig ved sin Arne gav,
Hvem denne Herlighed og Alt jeg skylder.
Hans Hjem er mit, og jeg det frede skal.
O, stig herned, I Husets milde Guder!
Tag Eders Bolig i de stille Haller,
Nu er her Rum for Jer i Eensomheden.

376

TREDIE SCENE

tithon, electra.

TITHON
kommer tilbage.

Du her endnu? Det over Midnat er,
Og udenfor bedækker Mørket Alt.
Til Søvnens friske Bad dit Øie trænger;
Du har saalænge vaaget: gaa til Hvile!

ELECTRA.

Du bliver her?

TITHON,

Menestos venter jeg.
Vi fik ei taget Afsked med hinanden,
Og alt i Morgenstunden vil han bort.

ELECTRA.

Jeg bliver hos dig, hvis du Selskab ønsker.

TITHON.

Nei, Natten stjæle vil din Skjønhed fra dig.
Den har alt plukket Rosen af din Kind,
Og hængt sin Blyvægt i de lange Lokker.
Fly fra din Fjende hen i Søvnens Arme.

ELECTRA.

Men fra min Ven jeg flyer, hvis bort jeg gaaer.
O, lad et Øieblik mig tøve her!
Nu er det blevet stille; du og jeg
Kun staae tilbage her i Husets Haller,
Og intet fremmed Blik er mellem os.
Nu maae vort Huus og Hjem vi dog betragte.

TITHON.

Du har nok Lyst at drømme, før du sover?

ELECTRA.

Ja, som en Drøm fast Alting er for mig:
Her under samme Tag med dig jeg boer,
Navn, Slægt og Fædreland jeg byttet har,
At det er virkeligt, jeg knap begriber.
Husk paa den Dag, da første Gang vi mødtes,
Da du fra Troja til Arisbe kom -

TITHON.

Jeg vel den mindes; sytten Aar du fyldte
Den samme Dag.

ELECTRA.

Ja, dobbelt Fest vi feired;
Saa kort Tid er det siden, - lang Tid dog,
Naar jeg betænker Alt hvad der er skeet.
Erindrer du endnu vort første Møde?

TITHON.

Jeg har ei glemt det.

ELECTRA.

Men du neppe veed,
Hvor bangeje g da var. Fra Morgenstunden
Jeg havde længe ventet dig med Uro,
Thi Bud paa Bud forkyndte, du dig nærmed.
For hvert Minut sank Modet i mit Bryst:
Hvis han nu ganske anderledes var,
End du dig havde tænkt ham? Hvis du selv
Nu ingen Naade for hans Øie fandt?
Saa stred i mig de ængstelige Tvivl.
377 Da standsed der en Vogn ved Borgens Indgang;
Paa Gangen hørtes Fodtrin - hvert et Trin
Gav Gjenlyd i mit Hjertes stærke Slag.
I Døren hørte jeg min Faders Røst:
Her er din Brudgom, Barn! Da saae jeg op
I Skræk og Angst - og foran mig du stod,
Med Smiil paa Mund og Mildhed i dit Øie,
Saa deilig som mit Haab dig havde tegnet!
Hver Frygt forsvandt, da først du talte til mig,
Og da dit Blik jeg mødte; Guders Nærhed
Jeg følte, da min Haand i din du slutted,
Og med et Kys mig hilste som din Brud.

TITHON.

Endnu du staaer jo for mig som en Brud,
Med Myrthekrandsen frisk omkring din Tinding.
Men Syner har du; - det er Tid at sove!

ELECTRA.

Du bort mig skikker?

TITHON.

Snart jo Natten ender.

ELECTRA.

Og saa alvorligt seer dit Øie paa mig -
Den mørke Sky jeg seer igjen om Panden.

TITHON.

Den mørke Sky?

ELECTRA.

Ja, tidt jeg har den seet,
Fra den Tid her paa Landet vi drog ud,
Og i vort eget Fremtidshjem tog Bolig:
Den kom og svandt, og kom igjen tilbage.
Hvorfra den kom, jeg vilde tidt dig spørge,
Men voved ei. Selv naar du sov, jeg saae den -

TITHON.

Du er et Barn.

ELECTRA.

Idag var reent den borte,
Men nu den atter dækker mørk din Pande.
Hvad plager dig? Erje g ei som du ønsker?
Ifald du anderledes mig forlanger,
Det er jo ei forsildig. Jeg er ung,
Jeg kan endnu som Fløiten skifte Toner,
Naar kun din Læbe vil.

TITHON.

Bliv som du er!
Lad ikke mig forstemme Fløitens Toner.

ELECTRA.

Husk paa din Faders Ord -

TITHON.

Hvad var hans Ord?

ELECTRA.

Jeg skulde binde Glæden fast til Huset.
Men du maa staae mig bi. Jag Skyen bort,
Som skjuler mig min Sol!

TITHON.

Nu er det Nat,
Og Solen, veed du, lyser ei om Natten.
Imorgen kommer nok igjen den frem;
Mens den sig hviler, gaa nu selv til Hvile!

378
ELECTRA.

Saa ræk mig Haanden da! og glem nu ikke,
Imorgen er det Solskin - Nu Godnat!

Bort.

TITHON
ene.

Og er det hendes Skyld, at Jorden blegner
Mod Glandsen af de klare Himmelstraaler?
At Alt er mørkt for Øiet, som har stirret
Ind i den blanke Sol? - O Tryllesyn!
Hvem var du, og hvem er du? Kun et Glimt,
Og svundet var det skjønne Guddomsbilled;
Et Rosenslør mig skjulte hendes Skabning,
Og kun en vaagen Drøm jeg har igjen.
Og hvorfor gav just m i g man denne Ring?
Som Lykkens Pant min Fader mig den rakte,
Men næsten spottende hans Ord mig klang.

Tager Ringen af og betragter den.

Den skjønne Ganymed bar denne Ring.
Den lod som Afskedstegn han her tilbage,
Da Ørnen førte ham paa stærke Vinger
Igjennem Morgenskyer til Lyset op.
O Salige! din Lod jeg dig misunder!
Der blandt de Himmelske du vandrer nu;
Dybt under dine Fødder ligger Jorden
Med sine Skygger, sine dunkle Taager,
Mens rundt om dig er Glands og evig Klarhed.
Hvad os betynger, kjender ei du til;
Hvad vi begjere, har alt længst du naaet;
Ei strækker d u mod Lykkens Krands din Haand,
Nei! om din Tinding har du alt den slynget,
Og Evighedens Dugg den holder frisk -

FJERDE SCENE

tithon. menestos.

MENESTOS
kommer.

Hvem priser saa din Læbe?

TITHON
vender sig.

Ha, Menestos!

MENESTOS.

Din Røst mig mødte som jeg traadte ind;
Hvem gjaldt dit Ord?

TITHON
skyder Ringen paa Armen.

Ei nogen Dødelig.

MENESTOS.

Jeg troede, du din egen Skjæbne priste.

TITHON.

Min egen Skjæbne?

MENESTOS.

Ja; og hvorfor ikke?
Dit Ord et Echo blev af Alles Stemme.
Hvor er en Dødelig, at han tør maale
Sin Lod med din? Du, Folkets Ypperste
379 Og Kongens Yndling; du, hvem rige Guder
Paa Vuggen skjenked deres bedste Gaver,
Og dertil Herskermagt og ædel Byrd; -
Og nu tilsidst! Har med en deilig Hustru
Ei Hymen Kronen paa det Hele sat?

TITHON.

Men hvis nu han, som du lyksalig priser,
Sig følte fattig som en Betler dog?

MENESTOS.

Hvordan?

TITHON.

Det var et Spørgsmaal; intet Andet.

MENESTOS.

Indslut ei dine Tanker i dig selv.
Lad mig dem kjende! Du min Troskab prøved.
Har ei som Brødre vi deelt Godt og Ondt
Fra Ungdom af?

TITHON.

Ja, broderligt vi deelte.
Det samme Haab os Begge ammed op.
Du følte det somjeg! Forbi vort Øie
Drog Eventyr og lysende Bedrifter,
Som til den fjerne Fremtid skulde naae.

MENESTOS.

Og fik af Eventyr da ei vi Nok,
Da Kongen sendte dig og mig paa Reiser?
Fra Stad til Stad, fra Land til Land vi drog,
De fjerne Amazoner selv vi gjested,
Og Gunst vi vandt hos deres stolte Dronning,
Da vi mod Lyciens Drot stod hende bi.
Hvor mangt et Folk besang min Lyra ei,
Mens længer frem i Verden du kun higed,
Thi af Forandring blev du aldrig mæt.

TITHON.

Dengang jeg vidste, hvad det er at leve.

MENESTOS.

Og dog drev Længsel dig jo her tilbage.
O husk dig om! Med hvilken Jubel hilste
Du ei din Slægt, dit Fædreland og Folk?
Det var jo, som var Alt dig blevet Nyt,
Ja, som du fødtes anden Gang til Livet.
Men kort var Glæden; eensom snart du streifed
Omkring paa Jagt, i Skov og fjerne Bjerge;
Selv mig du flyede, og naar hjem du vendte,
Du vandred kun iblandt os som en Skygge,
Der, mørk i sig, fordunkler Alt omkring sig. -
Da klaredes medeet din Himmel op!
Paa Rygtets Vinger kom Electras Navn,
Dets tusind Munde priste hendes Skjønhed,
Og fangen var du, før din Brud du skued.

TITHON.

Ja, Maalet vinked mig.

MENESTOS.

Du har det naaet;
Du er i Havn - endnu dog stormer det.

380
TITHON.

I Havn jeg er; ja vel, og dybt i Havnen!
Der kan som Skibet nu i Ro jeg raadne,
Og skue langtfra paa de stolte Bølger,
Der eengang høit mod Himlen bar mig op.

MENESTOS.

Den mørke Hecate har dig besøgt,
Har, mens du slumred, blandet sine Urter,
Og udgydt deres Trolddom paa dit Hoved.

TITHON.

Troer du?

MENESTOS.

En herlig Fremtid ligger for dig;
Du kun maa give Tid.

TITHON.

Ja hvorfor ikke?
Hvad troer du denne Tid vil føde af sig?
En Tid, der trænger til en vældig Storm,
For af sin dybe Slummer op at vækkes;
En Tid, der i Bedrifters Sted har Drømme,
Og Leg og Veddekamp for dristig Daad;
En Tid, hvor af sin egen Haand man krandses,
Hvor man i Fortids Helte seer sig stor,
Hvor Mennesker vil leve høit som Guder,
Og dog har Trællesind - jeg væmmes ved den!

MENESTOS.

Din Tid du laster; hvad vil da du selv?

TITHON.

Det Ny, det Friske vil jeg; ikke længer
Med usle Levninger mig lade nøie.
Var det kun Tros og Ilos forbeholdt,
At bringe frem det Ny? - Skal vi bestandig
Da styre Vognen i de gamle Spor,
Og, skjøndt fra Guderne vi stamme ned,
Kun tære paa et Liv, hvis Blomst er borte?

MENESTOS.

Dit Sind er sygt.

TITHON.

Nei, klaret er mit Blik! -
Men hvorfor fylde Luften op med Ønsker?
Kom her, min Ven! Endnu er Viin tilbage;
Et Afskedsbæger vil vi tømme sammen.
Du gaaer til Staden; jeg paa Landet bli'er
Og dyrker mine Marker; sætter Skik
Paa Mennesker og Dyr. Naar Solen brænder
Og Græsset visner, skjælver jeg af Angst,
Men bli'er det Regn, jeg dobbelt og mig fryder.
Saa lever jeg i Frygt og Haab bestandig,
Og hvem vil Meer forlange? - Tag dit Bæger,
Og stød med mit det sammen til Farvel!

MENESTOS.

Paa snarligt Gjensyn og paa bedre Lune!

TITHON.

Forstandig talt! Du seer jeg og mig skammer.
Det kommer af den lange Bryllupshøitid,
De mange Gilder og den megen Sviir;
Man bliver ør i Hovedet tilsidst,
381 Og blind for Alt, selv for sin egen Lykke.
Men nu Farvel!

MENESTOS.

Hvorhen?

TITHON.

Ud i det Fri,
At jage Drømmene fra Panden bort.
I Lunden ned! Snart bryder Dagen frem.
Først naar du selv paa Veien er til Hjemmet,
Jeg til mit Leie vender mig. Farvel!

Gaaer bort gjennem Søilegangen.

MENESTOS
ene.

Ja, vel du blind er for din egen Lykke! - -
Men hvordan skal paa Jer vi os forstaae,
I rige Guder? For jer Gunst og Naade
Forlanger I vort Offer og vor Tak;
Men Eders Gaver skjenker helst I Den,
Hvis Sind er utaknemligt og unøisomt.
Den Bøn, som ydmyg er, opfyldes ei;
Men over Den, som dristig kan begjere,
I sender Eders hele Rigdom ned. -
Ham gav I Alt; men Alt er ikke nok.
Den Skat, som han besidder, bort han kaster,
Og jeg, som savner den, tør ei den gribe.
Hvor havde jer Retfærdighed jeg priist,
Hvis Glands og Høihed han kun havde faaet,
Men jeg en Hytte, som Electra deelte!

Bort.

FEMTE SCENE

Fri Mark udenfor Lunden. AURORA. HELIA.

HELIA.

Din Vogn forlader du?

AURORA.

Et Øieblik
Lad vore Heste hvile! Ingen Hvile
Mig lader Haabets Higen i mit Bryst.

HELIA.

I Lunden vil du ind?

AURORA.

Ja, hist han boer jo,
Han, som jeg elsker, som jeg maa besidde:
Den unge Kongesøn, hvis stolte Billed,
Eengang beskuet, aldrig jeg forglemmer.

HELIA.

Og naar har du ham seet?

AURORA.

Forleden Morgen.
Ved Bækkens Rand i Slummer dybt han laa,
Med Buen i sin Haand, og træt af Jagten.
Min Vogn jeg standsed, da jeg blev ham vaer;
Hen over Græsset sagte skred min Fod,
Og nu jeg stod foran ham. Fast jeg skjælved,
382 Saa stærkt mig Synet rørte. Paa hans Arm
Det skjønne Hoved hviilte; sorte Lokker
Omslynged rigt hans høie Herskerpande,
Og flød i Bugter ned om Hals og Skulder;
Hans Kind og Mund var bleg af Natteduggen,
Men ved mit Aandepust hans Læbe rødmed.
Alt var fuldkomment, hvor mit Blik end dvælte;
I Glands og Ungdom straalede hans Skabning,
Som de Udødeliges fuld af Kraft.
Jeg havde trykket strax ham til mit Bryst
Og ømt ham favnet, at i mine Arme
Jeg kunde seet hans stolte Øie aabnes;
Men altfor lang Tid Synet havde taget,
Og utaalmodigt mine Heste stamped.
Jeg maatte bort; men da endnu engang
Jeg fra det Fjerne sendte ham et Blik,
Saae jeg ham reise sig fra Græsset op,
Og længselfuld at strække Armen mod mig.

HELIA.

Og har du siden den Tid her ham seet?

AURORA.

Endnu igaar.

HELIA.

Og paa det samme Sted?

AURORA.

Nei. Gjennem Lunden speidende jeg iilte;
Til Huset kom jeg; op ad Søilegangen
Jeg hurtig skred, og aaben Døren stod.
Igjennem den jeg gik, og ind jeg skued
Nu i et Kammer fra et Gittervindve,
Og der paa Leiet traf igjen mit Blik
Ham i sin Morgenslummer. Ved hans Side
En Qvinde laa, der halv sig op just reiste,
Og, støttet paa sin Arm, beskued taus
Den Sovende, som dybe Suk udstødte.
Saa sad hun indenfor, mens udenfor
Jeg stod med Qval i Hjertet, og med hende
Det skjønne Skue deelte. Snart dog atter
Jeg rev mig løs. Op til Olympen steg jeg,
Og Guders Fader hørte mine Bønner.
To Skaaler til den Elskede han gav mig:
Den ene fyldt med Livets Drik, den anden
Med Trøst for hver en Bitterhed i Livet.

HELIA.

Og hvad med disse Skaaler vil du gjøre?

AURORA.

Lyksaliggjøre ham, som er min Lykke.
Tag du mod Tømmen og ved Vognen vent mig!
Endnu engang hans Aasyn maa jeg see;
Men træffer som hiin Morgen jeg ham ene,
Jeg kaster over ham mit Rosenslør,
Og eengang fangen, er han min for evig!

Iler hen mod Lunden.

383

SJETTE SCENE

Lunden. TITHON kommer langsomt vandrende. Han standser idet hans Øie falder paa Armbaandet.

TITHON.

Hvor skinner blank dog Ringen om min Arm!
Igjennem Morgendæmringen den lyser,
Lig Ormen, der i Sommernatten glimrer.
Bestandig drager den mit Blik til sig,
Og minder mig om ham, der fordum bar den -

Og var da han alene Guders Yndling?
Blev Lykkens Krands for Ganymed kun flettet?
Er ikke selv jeg af den samme Slægt?
Er ei mit Hjerte kjækt og ungt som hans,
Saa rigt paa Haab, at Jorden er for fattig
Til med sin Herlighed dets Tørst at stille,
Og bærer ei hans Ring jeg om min Arm? -
Ja! som et Løfte til mit Haab den taler:
Endnu fra Himlen ned er Veien aaben,
Og Fortids Under sig endnu fornye.

Vender sig pludselig.

Men hvilket Lys omstraaler her mit Blik? -
Dybt bukker Træet susende sin Krone,
Og alle Bladene paa Busken skjælve.
Hvordan! - Der er jo Trylle synet atter!
Hun, som jeg svagt kun skimted, her imøde
Mig kommer i sin fulde Guddomsglands!
Det er Aurora selv, med gyldne Lokker,
Med Stjernen paa sin Pande, klædt i Purpur,
O Faklen blender ikke meer mit Syn!
Men ei som sidst hun flygter for mit Øie;
Hun standser - See! Hun nærmere jo kommer ...
O Himmelske! lad her din Fod mig favne!

AURORA.

Hil dig, o Tithon!

TITHON.

Paa mit Navn hun kalder!

AURORA.

Reis dig fra Støvet op, og hør mit Ord!

TITHON.

Hvad er dit Bud, du Høie?

AURORA.

Intet Bud!
Kun Bønner har jeg. Følg med mig!

TITHON.

Med dig?

AURORA.

Med mig til Lykken og til Lyset op!
Udødeligheds Bæger jeg dig rækker,
Omkring din Tinding Haabets Ring jeg slynger,
Og Kjærlighedens Krands omkring dit Liv.

TITHON.

Vil du mig elske?

384
AURORA.

Evig er min Elskov!
Dit er mit Rige, og mit Hjerte dit.

TITHON.

Dit Hjerte mit?

AURORA.

Og ingen Død os skiller.

TITHON.

Nei, i dit Blik er Livet!

AURORA.

Følg med mig!
Jeg paa min lette Vogn dig tager med;
Den bringer os til Morgenrødens Rige.

TITHON.

Til Morgenrødens Rige?

AURORA.

Ræk mig Haanden!
Et Øieblik, saa maa jeg atter bort,
Og maaskee aldrig mere vil vi mødes.

TITHON.

Til Morgenrødens Rige? - Her min Haand er!
O, hold mig fast! Din Glands min Sjæl fortærer.
O hold mig fast, og slip mig aldrig meer!

Aurora kaster Sløret over Tithon, og iler bort med ham.

SYVENDE SCENE

Søilegangen paa Borgen. ELECTRA, fulgt af MELETE, træder ud fra sit Sovekammer.

ELECTRA.

Hvad Tid paa Dagen er det?

MELETE.

Morgen er det;
Kun kort Tid har du sovet.

ELECTRA.

Altfor længe!
Tung var min Søvn, og tungt er nu mit Hoved.

MELETE.

Det snart vil lettes i den friske Luft.
Her vifter Vinden kølig op fra Lunden.

ELECTRA.

Ja, som et Bad den styrker!

MELETE.

See dig om!
Langt over Landet her man Udsigt har.
See, hist tilvenstre mellem Høie ruller
Den gule Xanthos sine blanke Bølger,
Og høit i Sky sig hæver Idas Bjergtop.
Der strømmer Floden Simois; og der,
Der lige for os, ligge Trojas Taarne,
Paa Muren fast jeg kan dem alle tælle;
Og bagved, i det Fjerne, Grækerhavet -

ELECTRA.

Er da den lyse Stribe Havet?

MELETE.

Ja,
Jeg godt det kjender. Der min Fader boede
Som fattig Fisker, før vi kom til Troja,
Og før jeg selv fik Tjeneste paa Borgen.
Bestandig bedre Lod blev mig tildeel,
Og nu jeg tjener dig. Hvis du det vil,
Saa fletter her paa Stedet jeg dit Haar -

385
ELECTRA.

Er end mit Haar ei bundet?

MELETE.

Nei; men hurtig
Jeg det besørger. Her, Fyrstinde, sæt dig
Paa Bænken under Søilen, saa beholder
Du Øiet frit, og hele Lunden for dig.

Electra sætter sig; Melete begynder sit Arbeide.

ELECTRA.

Treer du paa Drømme?

MELETE.

Ja, naar Held de spaae;
Men ellers ei.

ELECTRA.

Men kan du tyde dem?

MELETE.

Det tidt mig lykkedes, naar selv jeg drømte.

ELECTRA.

Min Hjerne de forvirre; næsten altid
De underligste Syner gaae forbi mig,
Og tidt i Angst jeg vaagner.

MELETE.

Det er Blodet.

ELECTRA.

Men forhen var min Søvn saa let: om Leg,
Om Dands jeg drømte.

MELETE.

Den Forandring kommer
Af Ægtestanden; thi man drømmer altid
Om det, hvori man lever. Da jeg leved
Ved Havets Bred, var mine Drømme vaade:
Bestandig pladsked jeg omkring i Vandet,
Altid med bare Been jeg saae mig selv,
Og naar jeg havde Selskab, var det Fisk.
Men siden jeg paa Landet boer, har ogsaa
Jeg faaet mine Drømme paa det Tørre,
Og mine Fisk er' blevne muntre Fugle.

ELECTRA.

Mig gik det omvendt. Hver en Fugl fløi bort,
Og fordetmeste sørgeligt jeg drømmer.
Endnu i denne Nat jeg Tithon saae
Bestedt i Nød, og høit om Hjælp han raabte.
Jeg vilde hen til ham, men mægted ikke;
Det var, som om min Fod var lænket fast,
Og reent bedøvet og i Skræk jeg vaagned.

MELETE.

Men hvorfor plage sig med Nattens Plager,
Da meer end nok i Dagens man jo har?
See her den ene Fletning! færdig er den.
Jeg aldrig bundet har saa langt et Haar,
Saa blødt, og glindsende kastaniebruunt.
Hvis som en Medesnor man brugte det,
Især hvis du dit Ansigt vilde speile
Paa samme Tid i Bølgen - jeg tør vedde,
Ei Krog og Lokkemad fornøden var,
For unge Svendes Hjerter op at drage;
De bed paa Snoren strax -

ELECTRA.

Tys! Bind din Tunge.

386
MELETE.

Men hvorfor stirrer du mod Lunden ned?

ELECTRA.

Seer du den Dreng, som kommer hen ad Stien? .
Nu staaer igjen han stille, og som før
Herop han vinker. Gaa, og hør hans Ærende!

MELETE.

Jeg strax er færdig her.

ELECTRA.

Igjen han vinker.
Gaa ned til ham! Maaskee han bringer Bud
Fra En af Hyrderne.

MELETE.

Ja, som det lader,
Saa har han Hastværk med sit store Budskab.
Giv Tid, du Smaa! - Jeg lader Kammen sidde,
Og i et Øieblik jeg er tilbage.

Bort.

ELECTRA
ene.

Saa vever som en Hind afsted hun flyver . ..
Og hvorfor er da m i t Bryst saa betynget?
Forbi er Natten jo med al sin Angst,
Og Dagen er der, som jeg længtes efter.
Hvor frisk og liflig denne Morgenstund!
Hvor deilig ligger her i Solens Straaler
Den aabne Lund; og bagved, i det Fjerne,
Den græsbeklædte Mark, og Kløverengen,
Hvor mellem Qvæget Hyrderne sig hvile -

Hun støtter Hovedet paa Haanden og seer ned i Lunden.

See, hvor Melete griber Drengens Hænder
Og taler ivrig med ham. - Nu hun leer,
Og nu de Begge gaae herop mod Huset.
Men tys! Hvem kommer der?

MENESTOS
træder ind.

Hil dig, Fyrstinde!

ELECTRA.

Du her, Menestos?

MENESTOS.

Tithon søger jeg,
For end til Afsked ham et Ord at sige.
Jeg tænkte her at finde ham hos dig.
Er han til Hvile gaaet?

ELECTRA.

Nei; jeg troede,
At du og han var paa en Morgenvandring.

MENESTOS.

Kort efter Midnat bød jeg ham Farvel.

ELECTRA

Hvor skiltes I da sidst?

MENESTOS.

Paa dette Sted.
Her tog han Afsked, og gik ned i Lunden.

ELECTRA

I Lunden? Har da der du søgt ham?

MENESTOS.

Ja,
I Lunden og i Marken, allevegne;
Han var der ei.

MELETE
kommer med Drengen.

Nu faaer du Nyt at høre.
387 Her er en Spaamand, som din Drøm vil tyde.
Han selv har drømt, og strax fra Marken gaaer han,
For Drømmene at bringe til sit Herskab,
Thi Alt hvad Marken yder, er hans Husbonds.

ELECTRA.

Hvad skal dit Ord betyde?

MENESTOS.

Siig mig, Søn,
Hvem er du, og hvad vil du?

DRENGEN.

Husbonds Træl
Jeg er, og fra hans Hjorder nu jeg kommer.

MENESTOS.

See det kan vi forstaae! Hvad er dit Ærende?

DRENGEN.

Jeg vilde melde, hvad jeg saae paa Marken.

MENESTOS.

Hvad har da der du seet?

DRENGEN.

I Daggry var det,
Og just jeg havde drevet Qvæget sammen,
Der under Natten havde spredt sig ad,
Da jeg fra Østen saae Aurora komme;
Men ei som ellers drev hun ud mod Havet,
Thi ned fra Himlen styred hun sin Vogn,
Og midt paa Marken standsed hendes Heste.
Selv steg hun ud af Karmen, klædt i Rødt
Fra Top til Taa: paa Panden sad en Stjerne,
Og i sin høire Haand hun holdt et Blus.
Til En, der sad hos hende, gav hun Tøilen,
Hvorpaa hun iilsomt skyndte sig til Lunden.

MENESTOS.

Og alt Det saae du?

DRENGEN.

Ja, med egne Øine.
Imellem Qvæget angst jeg havde skjult mig,
Men Alting godt jeg saae.

MENESTOS.

Du sovet har.

MELETE.

Nei giv blot Tid! Det Bedste kommer sidst.

ELECTRA.

Forstyr ei Drengen! Siig mig, saae du Mere?

DRENGEN.

Ja, kort Tid kun Aurora borte var,
Saa kom hun atter hurtig frem af Løvet,
Og Haand i Haand med hende gik din Herre.

ELECTRA
reiser sig.

Hvad! Tithon siger du?

DRENGEN.

Ja ham det var,
Og om hans Hoved hang et Slør af Straaler.

MENESTOS.

Men kjender og du Fyrsten?

DRENGEN.

Jeg ham kjender,
Og tydelig jeg saae ham som dig selv.

MELETE.

Med lukte Øine!

ELECTRA.

Tie! - Hvad Mere saae du?

DRENGEN.

Aurora drog ham efter sig til Vognen,
Og ind de Begge steg. Saa greb hun Tømmen,
Mens frygteligt de vilde Heste fnyste,
388 Og opad imod Himlen nu de foer,
Mens hele Luften som et Guldhav skinned.

ELECTRA.

Mod Himlen, siger du?

DRENGEN.

Ja, op mod Skyen.

ELECTRA.

Vee mig!

MENESTOS.

Og kan endnu du Stedet kjende?

DRENGEN.

Ja hver en Plet! Hvor Vognen stod; hvor Husbond
Kom frem af Lunden.

ELECTRA.

Hurtig! Følg med mig!
Ned hvor du sidst ham saae! - O Tithon! Tithon!

Bort med Drengen.

MELETE.

Det løber rundt med mig. - Er det da virkeligt?

MENESTOS.

Iil ned til Kjøresvenden! Byd ham holde
Min Vogn beredt; men meld et Ord ei om
Hvad her du hørte. Jeg Electra følger,
Og tager Hyrderne paa Marken med mig.
Hver Busk i Lunden vil vi gjennemsøge.
Først om hans Flugt vi Vished have maae;
Men saa til Staden efter Hjælp og Bistand,
For ham paa Land og Hav at efterspore!

Begge bort.

389

ANDEN ACT

MORGENRØDENS RIGE

FØRSTE SCENE

Auroras Palads og Sovekammer. TITHON i AURORAS Arme. HELIA træder ind.

AURORA
reiser sig.

Hvo kommer der?

HELIA.

Din Vogn alt længst er forspændt,
Og ei din Fakkel har endnu du tændt.

AURORA
staaer op.

Forlænge blunded jeg. Hvad bringer du?

HELIA.

Den Purpurklædning, der skal Fyrsten smykke.

AURORA.

Tal ei saa høit! og gaa med sagte Fjed,
At ei den Slumrende du vækker op.
Læg der hans Dragt, og gaa mig rask tilhaande!

HELIA.

Her Diademet er!

AURORA.

Min Stjerne!

HELIA.

Her!

AURORA.

Mit Halsbaand!

HELIA.

Her!

AURORA.

Min Straalering!

HELIA.

Her er den!

AURORA.

Kast Rosensløret over Bryst og Skulder,
Og bind mig Purpurskjørtet fast om Livet!

HELIA.

Saa hurtig som du byder, er det skeet.
Nu sæt dig ned paa Leiet, at til Foden
Jeg fæster dig Sandalens gyldne Saal.

AURORA.

Men skynd dig!

HELIA.

Alt den ene fast er bunden.

AURORA.

Er nu du færdig?

HELIA.

Intet mangler meer.

AURORA.

Saa kjør i Porten mine Heste frem;
Saasnart min Fakkel jeg har tændt, jeg kommer.

HELIA.

Du faaer at haste; kort Tid kun du har.

Bort.

AURORA
vender sig mod Tithon.

Hvor fast han sover ... Endelig jeg naaede
390 Den Lykke, som mit Hjerte higed efter,
Og paa mit Leie hviler Jordens Søn -
Drøm kun, du Deilige! Men vaagner du,
Da skal i Glands mit Billed dig omsvæve,
Og her udfylde dig det korte Savn,
Til Savn og Billed flygte ved min Hjemkomst,
Og Glædens Smiil dig vinker fra mit Blik.
O hør! der kjører alt hun Vognen frem;
Mit Øies Fryd tør ikke meer jeg skue.
Min Fakkel lyse skal for Himlens Bue,
Og Hjertet hænger fast dog ved mit Hjem.

Bort.

TITHON
vaagner.

Aurora! - Hun er borte ... Drømte jeg? -
Nei, ingen Drøm det var! Endnu jo hvælver
Sig Purpurloftet over mig; endnu
Jeg seer de ranke Søiler, som det bære,
Og end jeg hviler paa den gyldne Seng.
Kun hun forsvandt! - Imedens dybt jeg slumred,
Har let hun revet ud sig af min Arm.

Han springer fra Leiet og ifører sig Purpuret.

Hun kommer ei - hvorhen er hun da flygtet?
Hvi tøver hun? - O kom igjen, du Elskte!
At jeg dit Øre fylder med min Længsel,
Og suger frisk den ind af dine Blik.
Aurora! - Ingen svarer mig ... Aurora! -
Kun Luften, som jeg favner, ta'er mit Suk.

Han aabner et Vindue.

Hvor lifligt! Af balsamisk Duft jeg mødes,
Og i en Blomsterhave seer jeg ned.
Blikstille hviler Alting som i Slummer;
Ei mindste Blad paa Træerne sig rører.
Fjernt i de endeløse Gange svæve
Som i en Taage lette Skikkelser;
Men ingen Lyd afbryder Luftens Stilhed.
En Fugl dog synger - Hør! En anden svarer.
Rundtom det toner - hele Choret vaagner -
Medeet faaer Morgenen som tusind Tunger,
Hvis Jubel mig i Frihed lokker ud,
Og fylder med lyksaligt Haab mit Hjerte.
Ja, under Palmerne hun vandre maa!
I Haven ned, at aande Morgenfriskhed!
I Haven ned, at søge hendes Spor!

Bort,

391

ANDEN SCENE

Haven. FLORA og flere NYMPHEK sidde i Kreds og binde Krandse.

EN NYMPHE
synger:

Blomst i Blomst er slynget! Færdig bunden
Er til Dagens Høitid snart min Krands;
Fri for Arbeid da igjen til Lunden
Gaaer jeg i den lyse Morgens Glands:
Vandrer hen ad Engens grønne Dække,
Seer den unge Dag i Østen grye,
Seer de røde Skyer forbi at trække,
Og bestandig komme frem paany.

CHOR.

Ja paany de fødes, naar de vige!
Aldrig bort den lyse Morgen flyer.
Evig her i Morgenrødens Rige
Farves Himlen af de gyldne Skyer.

FLORA.

Priis kun Skyen, som i Glands sig gynger
Purpurfarvet paa vor Dronnings Vei:
Havens Blomsterknopper jeg besynger,
Knoppens skjulte Rigdom priser jeg.
Blomstens Duft dens spæde Bryst alt fylder,
Frugtens Sødhed spirer i dens Skjød;
Kun saalænge Knoppen dem tilhyller,
Frugt og Blomst beskjermet er for Død.

CHOR.

For et evigt Liv skal Sangen stige!
Kun i Knoppen aldrig det forgaaer;
Evig derfor i Auroras Rige
Træ og Busk og Blomst i Knopper staaer.

FLORA.

Hvad var Blomsten dog, naar sammentrukken
Livet tørt og mat i sig den bar?
Derfor, Søstre, vil jeg prise Duggen,
Som i Haven om os glimrer klar.
Blank og reen paa Træets Blad den hviler,
I dens Friskhed alle Planter staae;
Som en Perle den fra Løvet smiler,
Som en Ædelsteen fra Græssets Straa.

CHOR.

Ogsaa vi vil prise Duggen, Flora!
Hvad var Haven her, hvis ei den faldt?
Hvad var Morgenrøden hos Aurora,
Hvis ei evig Dugg forfrisked Alt?

FLORA.

Dugg og Blomst og Sky vi vil forglemme!
Høit i Krattet Nattergalen slaaer.
Med dens Toner hæve sig vor Stemme,
Til en Lovsang for den unge Vaar:
Den, som Livet rundt om os forgylder
Med sin Fuglesang, sin Foraarslyst;
392 Den, hvis Fremtidshaab vort Hjerte fylder,
Den, hvis Længsel aander i vort Bryst.

CHOR.

Ja, i Vaaren, den guddommelige,
Lokkes Haabet i hvert Hjerte frem.
Derfor her i Morgenrødens Rige
Har den unge Vaar et evigt Hjem.

Flora og Nympherne reise sig.

FLORA.

Bring alle Krandse nu til Slottet op,
Saa har I Frihed til vor Dronning kommer.

EN NYMPHE.

Og hvor, o Flora, skal vi atter mødes?

FLORA.

I Myrthekrattet. Nu afsted!

NYMPHERNE.

Afsted!

Nympherne bort.

FLORA.

Var nu blot Zephyr her! Paa Tiden er det,
Og bedre Leilighed han aldrig træffer.
Paa Bænken vil jeg vente ham ... men see!
Der kommer Nogen -

Hun sætter sig paa Bænken.

TITHON
træder frem af Busken.

Alle Fugle fløine!
Dog end jeg Sangens Toner kan fornemme.
Alt hvad mig paa min Vandring stod for Øie,
Klang her for Øre mig som Melodi.
Men alle Fugle fløi dog ikke bort.
Hist sidder jo en yndig, lille Pige;
Maaskee paa rette Spor hun kan mig lede.

FLORA.

Han nærmer sig. Blot Zephyr nu ei kommer.

TITHON.

Hil dig, du fagre Nymphe!

FLORA.

Tithon hil!

TITHON.

Du kjender mig?

FLORA.

Ja, da hertil du kom,
Stod jeg paa Trappen og dig rakte Krandsen.

TITHON.

Hvad er dit Navn?

FLORA.

Man Flora kalder mig;
Aurora jeg som Blomsterpige tjener.

TITHON.

Saa før mig til din Dronning! Rundt i Haven
Jeg søgte hendes Spor, men fandt det ei.

FLORA.

Hun er jo ikke her. For Himmelbuen
Nu med sin tændte Fakkel lyser hun.

TITHON.

Har hun sit Hjem forladt?

FLORA.

For længe siden;
Men snart hun er tilbage. Hver en Morgen
Hun kjører hist ad Himmel broen ud,
For at forjage Natten og dens Mulm,
Og langs med Ætherhavet hjem hun kommer.

TITHON.

Saa før til Ætherhavet da mig ned!
393 Maaskee hun alt sig nærmer. Lad os ile,
At hendes første Smiil vi taber ei!

FLORA.

Ved hendes Blomster her hun bød mig hvile.

TITHON.

Saa viis mig Veien blot!

FLORA.

Ad denne Vei!

Begge bort.

TREDIE SCENE

Kyst ved Ætherhavet. GLAUCA sidder paa den høie Bred med en Luth i Haanden. Nogle NYMPHER svømme paa Bølgerne, andre kaste sig i Havet idet GLAUCA synger.

GLAUCA.

Styrt Jer kun ud i de rullende Bølger,
I Ætherens Hav!
Duk Jer i Dybet, det dunkle, som dølger
Den bundløse Grav!
Stig saa forfrisket deraf,
Op hvor Jer rosenrød Skyen omskinner,
Op i det lysklare Rum,
Op hvor det perlende Skum
Risler Jer ned over Læber og Kinderl

NYMPHERNE
komme op fra Dybet.

Deiligt at bæres, sødt at omslynges
Af Ætherens Arm!
Yndigt at vugges, herligt at gynges
Paa Bølgernes Barm!
Døved' af brusende Larm
Steg vi fra Dybet igjen mod det Høie;
Badet i Skumblomstens Duft,
Styrket i kølende Luft,
Aabner sig atter for Livet vort Øie.

GLAUCA.

Nu kan I synge, og Skummet tilside
Kjækt kan I slaae;
Da I kom op, var dog Kinderne hvide
Og Læberne blaae.
Ynkelig' ud I da saae:
Øiet med Rædsel I krænged tilbage;
Dybt Jer i Skræk havde sat
Dybets den bælmørke Nat,
Den, som vor Dronning maa evig forjage.

NYMPHERNE.

Spot du os kun! Da os Bølgen omspændte,
Nedad det gik;
Straalen, som Lyset fra Oven os sendte.
Ei længer vi fik;
Under os laae for vort Blik
394 Natten, med Vinger saa sorte som Sorgen:
Gysen da isned vort Blod,
Dybet vi hurtig forlod,
Hilste med Jubel den smilende Morgen.

GLAUCA.

Ja, i det kraftige Bad sig forynger
Daglig vort Bryst!
Synet af Natten, som Hjertet betynger,
Fornyer vor Lyst.
Nyfødt', med jublende Røst
Hilse vi Morgenens Krands, som ei falmer;
Den os Aurora kun snoer,
Deilig vor Rose kun groer
Her i det evige Lys mellem Palmer.

NYMPHERNE.

Syng du om Krandsen, som aldrig forsvinder!
Havskummets Krands
Ned over Kinder og Lokker os rinder
Ved Bølgernes Dands.
Friskhed og straalende Glands
Aldrig den skumkrandste Nymphe forlader:
Ungdommens fyrige Sind,
Skjønhedens blussende Kind
Eier kun Den, som i Æther sig bader.

GLAUCA.

Søstre! for vidt I paa Bølgerne sværmer;
Endt er vor Fred!
Dronningens Brudgom fra Haven sig nærmer
Med hurtige Fjed.
Flygt til den sivkrandste Bred!
Duk Jer bag Kysten og skjul Jer i Sivet!
Glem nu det fyrige Sind,
Mens I med blussende Kind
Binder Jer Skjørtet og Bæltet om Livet.

Nympherne bort.

TITHON
standser i Afstand.

Der seer jeg det!
Der ruller blankt det sølvblaa Ætherhav!
Endnu med stolte Bølger høit det bruser,
Som dengang sidst jeg kjørte det forbi ...

Hvo sidder hist paa Kysten? I sin Haand
En Strængeleg hun holder; luftigt bølger
Det tynde Slør omkring den blanke Skulder,
Og rank og sneehvid stiger Nakken frem -
Hvorhen jeg seer, mig nye Syner lokke;
Kun Den, jeg søger, træffer ei mit Blik.

Nærmer sig Glauca.

395
GLAUCA.

Det var i rette Tid de Kysten naaede.

TITHON.

Hun vender sig herom! Et muntert Ansigt
Mig lyser smilende og frisk imøde. -
Vær hilset, skjønne Nymphe!

GLAUCA.

Ikke meer
Du Glauca kjender?

TITHON.

Hvad! Har før jeg seet dig?

GLAUCA.

Auroras Badepige du maa kjende!
Det var jo mig, som førte dig til Badet,
Dengang med Dronningen hertil du kom.

TITHON.

Men nu med Luth i Haand du sidder her;
Er det til Dands for Bølgen at du spiller?

GLAUCA.

Nei, paa min Dronning venter jeg, og Luthen
Fordriver Tiden for mig.

TITHON.

Skjønne Glauca!
Jeg venter ogsaa paa din Dronnings Hjemkomst.
Lad her os holde Vagt ved Havets Bred.

GLAUCA.

Langt bedre Udsigt har du hist fra Høien;
Og længe før vil der du Vognen see,
Hvis af den gyldne Ø dit Blik ei fanges.

TITHON.

Den gyldne Ø?

GLAUCA.

Ja, hist mod Østen - der!
Kan ei du see den, fjernt i Ætherhavet?

TITHON.

Jo, nu den fjerne Kyst mit Øie skimterl
Op over Bølgen den sig deilig hæver.

GLAUCA
synger til Luthen.

Ja - Deilig er den! Straaler er dens Bud;
Guld i Purpurskyen den os sender;
Hver en Morgen der Aurora tænder
Faklen, før hun herfra kjører ud.
Hendes Øie Lysets Hjem kun saae,
Hun alene Fod paa Øen satte,
Hun har sagt, at der er alle Skatte,
Som i Længsel her vi vente paa.

TITHON.

Hvordan forvente, hvad du ikke kjender?

GLAUCA
synger.

Jo - Al min Rigdom er den fjerne Ø!
Der min Elsker gaaer, Aurora siger;
Evig han til mig herover higer,
Skilt fra mig ved Æthrens dybe Sø.
Naar vi samles skal, jeg ikke veed,
Altid paa hans Komme dog jeg venter;
Eengang her han lander, og mig henter
Over til sit Hjem i Herlighed.

TITHON.

Endnu du aldrig har din Elsker seet?

396
GLAUCA
synger.

Nei - Aldrig her paa Morgenrødens Ø
Den jeg saae, mod hvem mit Hjerte higer;
Deilig dog han er, Aurora siger,
Klart og dybt hans Blik som Æthrens Sø.
Herligt staaer hans Billed i mit Bryst,
Evig nyt min Længsel mig det maler,
Tidt i Eensomhed til mig han taler,
Og som Harpeklang er huld hans Røst.

TITHON.

Forunderlige Ting du mig fortæller.
Men hvordan kommer over man til Øen?

GLAUCA.

I Bugten hist Auroras Baad du seer;
Paa den hver Morgen hun derover seiler.
Selv holder Roret hun; men Zephyr styrer,
Og spænder ud de hvide Silkeseil.

TITHON.

Er Zephyr her?

GLAUCA.

Ja daglig her vi see ham.
Bag Ætherhavets Rand han har sit Hjem;
Men med sin Kurv hver Morgen hid han flyver,
Og bringer Frugter til Auroras Taffel.

TITHON.

Saa det er Zephyr, som er Baadens Fører?
Men op til Høiens Top! Der vil jeg dvæle,
Til atter frem din Dronnings Fakkel skinner,
Og hendes Øie straaler paa min Vei.

Bort.

GLAUCA.

Og ned til mine Søstre løber jeg;
Endnu bag Sivene jeg skjult dem finder.

Bort til den anden Side.

FJERDE SCENE

FLORA kommer løbende, ZEPHYR bag efter, fanger hende og løfter hende paa Armen.

ZEPHYR.

Paa min Arm saa let jeg ta'er dig!
Smiil nu sødt, og vær ei suur.
Som en fangen Fugl i Buur
Indelukket her jeg har dig,
Og at sprælle nytter ei.

FLORA.

Zephyr, slip mig! siger jeg.

ZEPHYR.

Tænk dog, hvis nu bort jeg bar dig?
Ret paa Hjerte Tanken læg:
Hvis det Græsselige skete,
Hvis jeg mine Vinger spredte,
Og medeet med dig fløi væk?

FLORA.

Vilde Zephyr, du min Skræk!
Tænk, hvis her vi bleve sete.

397
ZEPHYR.

Ud min Vinge da jeg bredte,
Skjulte hurtig dig dermed.
Men lad nu os slutte Fred!
Strax jeg løser dine Lænker,
Hvis et Kys du blot mig skjenker,
Og mig frita'er for min Eed.

FLORA.

Først i Græsset sæt mig ned,
Saa for Løftet fri du være!

ZEPHYR.

Det var talt dig selv til Ære;
Ingen Tvang dig binder meer.

Han sætter hende ned paa Græsset og tager Plads ved hendes Fødder.

Hør mig! Som din Ven jeg be'er.
Lang Tid er jo nu forsvunden,
Siden første Gang i Lunden
Vore Hjerter aabned sig,
Siden "o, jeg elsker dig"
Slap os beggeto af Munden.
Da en Eed du tog af mig,
Ingen Sjæl at aabenbare
At forlovede vi vare,
Førend selv du fatted Mod,
Dronningen med roligt Blod
Alt at tilstaae og forklare.
Har ei tro min Eed jeg holdt?
Skjøndt min Troskab, tør jeg sige,
Tusind Plager mig har voldt.
Evig krum og aldrig lige,
Evig frygtsom og paa Taa
Jeg fra den Tid maatte gaae.
Snart ved Konster og Intrigue
Jeg til dig mig maatte snige;
Snart paa Udkig eensom staae,
For til Slutningen at høre,
Naar jeg endelig dig saae:
Her er Intet meer at gjøre,
Man har seet dig, bort du maa.
Gik jeg saa, og Selskab søgte
Og med andre Nympher spøgte,
Strax dit vrede Blik mig traf;
Sad, ydmyget ved min Straf,
Stum jeg med formørket Øie,
Nymphers Spot jeg maatte døie,
Og til Latter jeg dem var.
Ja, hvad Alt jeg baaret har!
Tidt var Spillet reent ugunstigt;
Om endogsaa nok saa konstigt,
398 Nok saa snildt mit Net var bredt,
Dog det ofte kunde hænde,
(Hundred Gange det er skeet)
At jeg hjemad maatte vende,
Uden dig at have seet.
Værre fast det var, naar Lykken
Ikkun halvt mig vendte Ryggen,
Men jeg dog kom heelt tilkort:
Enten naar jeg saae dig komme,
Just som her min Tid var omme
Og jeg selv nu maatte bort;
Eller naar paa Slottets Trappe
Sky og bly forbi du gik,
Og jeg knap fik Lov at snappe
Mig et Haandtryk og et Blik;
Eller naar jeg Løfte fik
Paa et Kys, og da i Lunden,
Just som du mig rakte Munden,
Op en Fugl af Busken foer,
Og du selv, som om du brændte
Dig paa mig, afsted nu rendte,
Mens jeg, naglet fast til Jord,
Stod med spidset Mund tilbage -
Dog, jeg tier med min Klage!
Ingen Eed mig binder meer.
Strax, naar Dronningen jeg seer,
Vil jeg Alting aabenbare;
Hun og Alle skal erfare,
Det er gaaet os som Fleer.
Hvorfor skjule for Aurora:
Zephyr elsket er af Flora,
Flora Zephyrs Hjerte har?

FLORA.

Ja, var dermed Sagen klar!
O, jeg frygter, ingensinde
Giver Dronningen sit Minde;
Snarere vi vente maae,
At i hende vi en Fjende
Af vor Kjærlighed vil faae.

ZEPHYR.

Ei din Frygt jeg kan forstaae.
Hvilket Uheld kan befrygtes
Ved at vi To bl'er et Par?

FLORA.

Troer du ei, at naar det rygtes:
Flora her sin Elsker har,
Hver Dag hun af ham besøgtes,
Nys hos Flora Zephyr var;
Troer du ei, at naar det rygtes,
399 Da vor Lykke Flugten ta'er?
Troer du, at naar her vi vandre
Arm i Arm, at da de andre
Nympher roligt vil see til? -
Da begynder deres Spil!
Hvad jeg har, vil Alle savne;
Hver sin Elsker vil omfavne,
Og ei meer blot vente ham.
Mig ved Tanken synker Modet!
Uro vil de faae i Blodet,
Os til Skade, dem til Skam.
Naar saa Øen rundt oprøres,
Naar kun Længselssange høres,
Naar til Dronningen saagar
Hede Suk og Bønner stige:
Da vil vred Aurora sige,
Hele Skylden Floras var!

ZEPHYR.

Gjerne jeg paa mig den ta'er!
Bli'er der Nød og true Farer,
Bag min Vinge smut ihast.
Min Beslutning den er fast:
Heelt vort Forhold jeg opklarer;
Og hvad end Aurora svarer,
Bringer Alt jeg for en Dag.

FLORA.

Nei, skal Nogen det berette,
Saa lad mig!

ZEPHYR.

Men frem du sætte
Tydelig den hele Sag!

FLORA.

Blot en kort Tid lad os vente!
Først lidt Styrke maa jeg hente,
Og i Hjertet sanke Mod -

ZEPHYR.

Ei en Fodsbred her jeg viger!

FLORA.

Blot en kort Tid, jeg jo siger;
Blot en kort Tid - vær nu god!

ZEPHYR.

Nu, lad gaae da! Jeg vil bøie
Mig for Bønnen i dit Øie;
Men saa ogsaa fast bestemt!

FLORA.

Ja, bestemt!

ZEPHYR.

Mig Haand du give!

FLORA.

Hvor mit Bryst dog er beklemt!

ZEPHYR.

Lettere det snart vil blive;
Frank og fri du dig fornemmer,
Naar hvad hemmeligt du gjemmer
Bli'er for Alle aabenbart.
Da vil Glæden vaagne snart!
Dobbelt herlig vil den fødes,
400 Naar hver Morgenstund paany,
Uden Frygt og uden Sky,
Her i Haven vi tør mødes.
Selv naar hjemad gaaer min Fart,
Skal ei meer mit Kys jeg stjæle;
Aabenlyst tør her jeg dvæle,
For din Hilsen med at faae.
Og naar bort jeg da mig svinger,
Baaren af de hvide Vinger
Over Havets Bølger blaae:
Kysser frit du paa din Finger,
Og jeg selv gjør ligesaa.

FLORA.

O, hvor deiligt! Ved din Side
Altid da min Plads jeg ta'er.
Da maa hele Verden vide,
Hvad der skjult for Alle var:
Under Palmer hos Aurora
Zephyr elsket er af Flora,
Flora Zephyrs Hjerte har.

ZEPHYR.

Nu til Fryd for mig du talerl
Ha! - Hvad er der nu medeet?
Skræk sig i dit Øie maler -
Har igjen du Syner seet?

FLORA
reiser sig.

Stille!

ZEPHYR
staaer op.

Siig, hvad er der skeet?

FLORA.

Stille! Fare her os truer.
Hist paa Høien ... See dig om!

ZEPHYR.

Jeg en Mand deroppe skuer -

FLORA.

Ei han var der da vi kom.

ZEPHYR.

Siig, hvem er det?

FLORA.

Tithon!

ZEPHYR.

Hvem?

FLORA.

Ham, Aurora med sig førte,
Dengang sidst hun vendte hjem.

ZEPHYR.

Aldrig jeg et Ord jo hørte ...

FLORA.

Bliv! Følg ikke mine Spor;
Dronningen han Alt kan melde.

ZEPHYR.

Hør dog blot! Du mig fortælle ...

FLORA.

Siden! Nu kun intet Ord.
Det vor Velfærd kunde gjelde!

Iler bort.

ZEPHYR.

Reent besat hun er, jeg troer!
I sin Angst for Alt hun frygter.
See, hvor iilsomt der hun flygter,
Som bestedt hun var i Vaande.
401 Men et Stop jeg snart skal sige;
Bort med alt det Hemmelige!
Man jo neppe meer tør aande.
Aldrig forhen saae jeg Magen
Til en Frygt, saa stor som hendes;
Syner har hun midt om Dagen,
Af en Skygge kan hun blendes.
Slaaer en Fugl de bløde Vinger,
Strax det Uro hende bringer;
Risle lette Kildebølger,
Strax en Nymphe os forfølger;
Kysser Vinden hendes Øre,
Strax hun Røster troer at høre;
Hører blot hun Fluer sværme,
Strax Aurora skal sig nærme.
I hver Busk hun Øine skuer,
Fra hver Krog os Fare truer,
For sin Skygge selv hun gruer;
Var jeg selv saa ør i Panden,
Gik vi Begge fra Forstanden -

Seer sig om.

See, der sidder endnu Manden!
Over Ætherhavet ud
Stirrer han mod Østerlide;
Hvem han er, jeg dog maa vide,
Jog paa Flugt han dog min Brud!

Følger Flora.

FEMTE SCENE

Høien ved Ætherhavet. TITHON sidder og seer over mod Øen. Ved Foden af Høien et CHOR af NYMPHER.

NYMPHERNE
nedenfor.

Havde som vor Tanke blot vi Vinger,
Kunde selv vi bæres af vor Lyst,
Let som Fuglen, der sig fremad svinger,
Fløi vi over til den gyldne Kyst.
Der vor dunkle Længsel tabte gjerne
Vingen, for i Lyset selv at døe;
Der vi skued nær, hvad fra det Fjerne
Vinker Øiet over Hav og Sø.

TITHON
ovenfor.

Hvad mig fordum vinked som en Stjerne,

Ligger her nu for mig som en Ø.

NYMPHERNE.

Alt hvad Morgenrødens Glands forkynder,
Aabenbares der i Lysets Hjem;
402 Livets friske Strøm, som her begynder,
Bruser der af fulde Kilder frem.
Haabet, som vi aldrig her udtømmer,
Løftet, af hvis Kraft vi bæres her,
Lykken, hvorom Tanken evig drømmer,
Kommer opfyldt os imøde der.

TITHON.

I den dybe Æther blank den svømmer,
Fjern for Synet, dog mit Haab saa nær.

NYMPHERNE.

Er det os, hvis Seekraft blev forhøiet?
Er det Øen, som sig nærmet har?
Meer og meer den hæver sig for Øiet,
Meer og meer i Klarhed til den ta'er.
Gjennem høie Skoves aabne Buer,
Over fjerne Sletters lyse Vei,
Ind i dybe Kløfter Blikket skuer,
Altid længer - Grændse findes ei!

TITHON.

Dobbelt i sin Guldglands Kysten luer;
Af dens Herlighed omstraales jeg.

HELIA
kommer op ad Høien.

Hil dig, o Tithon!

TITHON.

Hvilken liflig Røst!
Hvad seer jeg - Helia! Hvor er din Dronning?

HELIA.

Hun i Paladset venter dig ved Taflet.

TITHON.

Hvordan! Hun alt tilbage her er vendt?

HELIA.

Ja, nys bag Høien kjørte vi forbi.
Du saae os ei, skjøndt hun med Faklen hilste.

TITHON.

Hun hilste mig - og jeg har ei det seet!
Jeg sad fordybet i det fjerne Skue,
Og for det nære var mit Øie blindt.
Men hurtig! Til Paladset før mig op,
At for din Dronnings Fod jeg kan mig kaste!

HELIA.

Igjennem Haven ned lad her os haste!

Begge bort.

SJETTE SCENE

Sal i Paladset. AURORA ene ved Taflet.

AURORA
staaer op.

Snart maa han komme; i Forventning slaaer
Mit Hjerte ham imøde. Kort var Savnet,
Men langt nok til med Uro mig at fylde.
Saa ny er Skatten, som jeg har forhvervet,
At jeg begjerer altid den at skue.
Ja, uden ham forsmægted her mit Hjerte!
I evigt Fjendskab lever jeg med Natten,
403 Olympens Guder fast forsmaae mit Selskab,
Og kun hos Jordens Sønner fandt jeg Trøst.
Ei længer vil jeg klage over Skjæbnen,
Der røved mig dem Alle. Ham jeg eier,
Som overstraaler Alle; som erstatter
Mig tusinddobbelt hvert et fordums Tab.
Ham skal jeg aldrig miste! Evig her
Skal Livets Herlighed vi dele sammen;
Thi som jeg hver Erindring fjernet har,
Der om den dunkle Jord ham kunde minde,
Staaer her ham fyldt Udødeligheds Bæger,
Til Randen krandset med et evigt Haab.

Døren aabnes. Hun gaaer TITHON imøde. Bag efter Tithon følger HELIA og en Skare NYMPHER.

AURORA.

Velkommen, Elskede! Med dig er Glæden.

TITHON
knæler.

Her for din Fod lad mig din Skjønhed hylde!

AURORA.

Nei, i min Arm, o Tithon! er din Plads.

TITHON.

O, lad paa denne Plads endnu mig dvæle!
Lad mig i lange Drag inddrikke Straalen,
Der fra dit Øie synker ned til mig!
Som i min egen Lykke seer jeg ind,
Og al dens Herlighed min Sjæl bevæger.
Du staaer for mig; din Haand jeg holder fast;
Nu først jeg kjender Savnets hele Dybde,
Thi med den fulde Glæde jeg det maaler.

AURORA
løfter ham op.

Ei længer for min Fod du knæle tør!
Ei som min Undergivne du dig føle,
Thi som jeg selv er din, er dit mit Rige.

TITHON.

Hvad gjør du, Elskede? -

AURORA.

Strid ei imod!
Her af min Haand tag Stjerne-Diademet! -
Men I, o Nympher! skuer her min Brudgom,
Med Kronen smykt som Morgenrødens Konge,
Hvem jeg mit Scepter og mit Hjerte gav.
For ham, som for mig selv, jert Knæ I bøie!
Hans Priis hver Morgen Eders Sang forkynde!
Til Fryd for ham lad alle Strænge klinge,
Og glæd hans Øie med den muntre Dands!

Hun fører Tithon til Taflet, hvor Begge tage Plads.Musiken toner.

CHOR AF DANDSENDE.

Let, som du byder, vi Foden nu hæve,
Slynge om Haaret den duftende Krands.
Rundt om din deilige Brudgom vi svæve,
Trylle hans Blik med den luftige Dands.
404 Hurtig vi komme, og hurtig vi vige,
Frem som en Drøm for hans Øie vi stige,
Drage forbi ham, og dvæle kun kort.
Før han det tænker, omkring vi os dreie,
Hilse og neie,
See kun, som Fugle nu flyve vi bort!

AURORA
til Tithon.

Taus er din Læbe. Drømmende du sidder -

TITHON.

Ind i dit Øie skuer jeg, og ned
Som i et Hav jeg synker.

CHORET.

Her er vi atter! Tilbage vi vende,
Lokked' af Synet, som nylig vi saae.
Sødt kan to Eiskendes Billed os blende,
Bringe vort Hjerte til heftigt at slaae.
Deilige Par! som ved Maalet vi skue,
Dybt i vor Længsel sig speiled din Lue,
Dengang i Dandsen vi svæved forbi.
Brudgom og Brud, vi Jer ønske til Lykke!
Kunde vi smykke
Eengang vor Pande med Krandsen som I!

AURORA.

Fornemmer du de hulde Toners Klang!

TITHON.

Ja, som din Brudgom Sangen hilste mig!
Den Lykke, som jeg fatter ei, bekræfte
Mig dine Nymphers Ord.

AURORA.

Tro mine Nympher!
Og lad hvert Suk paa dine Læber døe.

CHORET.

Lette som Haabet vi nu Jer omdandse,
Glæden, I føle, bevinger vort Bryst.
Her ved det krandsede Taffel vi standse,
Lytte til Strængen, som tolker jer Lyst.
Ane vi kan dog, hvad nu I fornemme!
Aldrig, o Dronning, dit Smiil vi forglemme,
Aldrig hans Suk, som til Hjertet os gik:
Smilet og Sukket paa eengang traf sammen,
Pludselig Flammen
Blussede dobbelt i straalende Blik!

AURORA.

Tys, Sladderhanke! Paa jer Plads tilbage!

Til Tithon.

Her, Elskede! tag denne søde Frugt!
Ei bedre bringer Zephyrs Have frem.

TITHON.

I Zephyrs Have denne Frugt er voxet?
O, Glaucas Ord jeg mindes! Ham det er jo,
Som fører Baaden til den gyldne Ø,
Naar der ved Lyset du din Fakkel tænder?

AURORA.

Du kjender alt den gyldne Ø?

405
TITHON.

Just nylig
Dens fjerne Kyst mit Øie lænked fast.

AURORA.

Der straaler Alt i større Glands end her.
Hvis du har Lyst, vi seile strax derover.

TITHON.

Til Herlighedens Hjem?

AURORA.

Til Lysets Ø!
Og hver en Morgen du mig did skal følge,
Og atter seile med mig her tilbage,
Før paa min lette Vogn jeg drager bort.
Da skal med Haab i Hjerterne vi skilles,
Til i din Favn igjen jeg vender hjem,
Og forfra vi det skjønne Liv begynde.

TITHON.

O Elskede! Mit Hjerte du henrykker!

AURORA
vinker ad Helia.

Iil ned til Zephyr! End maa her han være.
Lad til Seilads ham holde Baaden rede,
Og byd ham heise Flag og Vimpel op.

HELIA.

Dit Bud skal skee!

Bort.

AURORA
til Tithon.

Hvor dine Kinder flamme!

TITHON.

Med dig jeg Haand i Haand betræde skal
De straalerige Kyster! Alle Skatte
Skal ved din Side der sig aabne for mig,
Og lyse dobbelt i dit Øies Glands!

AURORA
tager Pocalen.

Men først en Gave har jeg her til dig.
Her rækker jeg dig Livets fyldte Bæger,
Der for bestandig sikkrer dig mod Døden!
Tag af min Haand Udødeligheds Drik,
At du maa evig leve!

TITHON
løfter Bægeret høit iveiret. Evig leve!

Ja, gjennem Hjertet strømmer Haabets Ild!
Her i min Haand Pocalen fast jeg holder,
Og blot ved Synet svulmer høit mit Bryst.
Udødeligheds Bæger! Ingen Ende
Paa denne Glæde, som mig hæver nu!
Bestandig Fremgang imod Lykkens Straaler!
Bestandig nyfødt Lyst! Et evigt Liv,
Og her med dig i Morgenrødens Rige! -
O Elskede! Hvor kan min Mund dig takke?
See, hvor til Bægrets Rand den friske Drik
Nu stiger skummende med klare Perler!
I hver en Draabe kan din Glands jeg skue,
I hver en Draabe gløder Livets Nectar,
Og med dens Ild besegier jeg yor Pagt!

Tømmer Bægeret.

406
AURORA
reiser sig.

Din Haand mig giv!

TITHON

Af Længsel slaaer mit Hjerte.

AURORA.

Køl den i Ætherhavets friske Bølger!
Og nu til Baaden ned! - Farvel, I Nympher!

Aurora og Tithon stige ned fra Taflet

CHOR AF NYMPHER.

O, Farvel! Vor Hilsen med du tage!
Bring den til de Lykkelige der,
Som imellem glædesmykte Dage
Evig vandre Lysets Kilde nær.
Over Bølgen Zephyr med dig drage!
Gynge høit dig paa den blanke Sø,
Føre dig med Kongen her tilbage
Til vort Hjem, til Morgenrødens Ø!

Alle bort.

407

TREDIE ACT

FØRSTE SCENE

Morgenrødens Ø. Kyst ved Ætherhavet. GLAUCA og HELIA staae og see ud over Søen.

HELIA.

Seer du, hvor hurtig Luften har sig klaret?

GLAUCA.

Ja ganske tydelig jeg Baaden seer!
Det røde Flag med Fryd mit Øie hilser.

HELIA.

Du troer nok, at en Skat det skal dig bringe?

GLAUCA.

Det var jo muligt.

HELIA.

Derfor er det vel,
At altid først paa Pladsen her du møder,
For strax at undersøge Baadens Ladning,
Naar den hver Morgen vender hjem fra Øen?

GLAUCA.

Troer du? - Men som en Piil nu frem den flyver!
Alt skimter jeg Auroras blanke Stjerne,
Og hendes Rosenslør, og Tithon - see!
Ved Roret sidder han i Purpurkappen.

HELIA.

Ja, om et Øieblik de lande vil.
Jeg gaaer, at spænde Hestene for Vognen;
Har Dronningen med Stjernen smykt sin Pande,
Saa bliver kort kun hendes Ophold her.

GLAUCA.

Bliv, Helia!

HELIA.

Du faaer jo Selskab nok.
See, hist fra Haven kommer Nymphechoret;
Og over Høien alt de storme ned.

Bort.

GLAUCA.

Ja, om et Øieblik er Skibet her.
Hvor tidt har ei det samme Syn jeg seet!
Hvor ofte stod som nu jeg her paa Kysten,
Og saae vor Dronning lande med sin Brudgom,
Og lige stærk endnu er min Forventning! -

Til NYMPHERNE,
der trænge sig frem:

Spær ikke Veien for dem! Stil Jer her,
Og lad jer Velkomstsang mod Skyen tone!

Baaden lander. ZEPIIYR stryger Flaget. AURORA og TITHON stige ud.

408
CHOR AF NYMPHER.

Vær velkommen!
Hilset høit af dine Nymphers Røst.
Da mod Øen
Purpurflaget vaiede fra Søen,
Fløi vi til den perlekrandste Kyst.
Vær velkommen,
Morgenrødens Dronning! Nymphers Lyst!
Hvergang i det Fjerne
Over Bølgen stiger op din Stjerne,
Stiger Glæden nyfødt til vort Bryst.

AURORA
træder frem med Tithon.

Vær hilset, Glauca! Hilsen til Jer Alle
Fra Dem I haabe paa, og længes efter.
Forud for mig nu iler til Paladset!
Lad Helia for Vognen spænde strax,
Og vent I Andre der paa mine Bud!

GLAUCA.

Din Vogn og os ved Porten skal du finde.
Op til Paladset, Søstre!

NYMPHERNE.

Til Paladset!

Glauca og Nympherne bort.

AURORA
til Tithon.

Nu, Elskede, maa jeg Farvel dig sige.
Saalænge holdt os Øen denne Gang,
At neppe Tid til Afsked er tilbage.

TITHON.

Vil alt du bort?

AURORA.

Min Villie er det ei.

TITHON.

Du Flygtige! Vil du kun Længsel vække? -
Kun som et Glimt er min Lyksalighed,
Kun som et Glimt jeg saae af hine Skatte,
Og dog har tusind Gange ved din Side
Jeg alt betraadt den lykkelige Kyst.
Hvergang paa Baaden jeg derover seiler,
Da vinker Haabet mig i dine Blik,
Og al sin Herlighed mig Øen lover;
Men neppe har min Fod betraadt dens Bred,
Før i din Favn jeg synker dybt i Drømme,
Og flygter Drømmen, iler selv du bort.

AURORA.

Men kun for snart igjen at vende hjem,
Og her med dobbelt Glæde dig at møde.

TITHON.

O, lad et Øieblik mig fast dig holde!
Lad mæt mig see mig paa din rige Skjønhed,
At ikke meer bedaaret af dit Syn,
Mit Blik sig aabne maa for al min Lykke!

AURORA.

Kast frit dit Blik omkring! thi nu vi skilles.

409
TITHON.

Dit Billed bli'er dog her, for mig at fængsle;
Dit Billed og min Længsel -

AURORA.

Haabet med!

Bort.

TITHON.

Der iler bort hun i sin Guddomsglands!
Om Skuldren flagre let de gyldne Lokker,
Og neppe streifer Foden Græssets Dugg.
I Flugten halv hun vender sig omkring -
See! Med sit Rosenslør hun vinker til mig.
Paa Høien op! Endnu engang til Afsked
Jeg fanger Straalen af den blanke Stjerne,
Før i det dunkle Krat hun flygter ind!

Han iler op ad Høien, men snubler og falder.

Hvad ligger her til Snare for min Fod?
Dybt i det høie Græs som Guld det glimrer ...
Et Armbaand!

Tager det op.

Ja, et skjønt og konstigt Smykke.
To runde, om hinanden snoede Slanger,
Indfatted' i en Krands af gyldne Ørne.
Hvordan! - Har før jeg denne Ring da seet?
Den saa bekjendt mit Øie forekommer:
To snoede Slanger med en Krands af Ørne -
Ja, som et Lyn slaaer Mindet i mig ned!
Det er jo Ganymeds den gamle Ring;
Det er jo den ...
Hvad dukker op som af et bundløst Dyb? -
Frem over hver en Dæmning Mindet bryder,
Og af dets Væld mit Hjerte overstrømmes.
O, Gjensyns Glæde! O, mit Fædreland!
Mit Folk! Min Slægt! I Skikkelser, jeg elsked!
Laae I begraved' i mit Bryst, og vaagner
I nu til Livet op? - Dem Alle seer jeg:
Laomedon - Menestos - Brødre, Søstre;
Een efter Een de skride mig forbi ...
Og denne Ring? - Ja, dunkelt jeg det mindes!
Fra Jorden gjennem Skyen gik vor Fart,
Og her langs Kysten hen vi hurtig rulled.
Jeg mærked knap, da med sin Rosenfinger
Hun som i Leg strøg Ringen af min Arm,
Og som et Drømmesyn mit Blik den fulgte,
Da langt i Luften hun den slynged bort. -
Ja, m i n er Ringen! Det min egen er!
Det er den Samme, som min Fader gav mig,
Da ved den store Fest... Electra! - Hvad?
Har ogsaa dig det tykke Slør bedækket? -
410 Med Bind for Øiet har jo her jeg vandret,
Blind for mig selv, og blind for hver Erindring.
Men end besteg hun ei sin gyldne Vogn!
End er det Tid! Endnu er ei hun borte!

Hurtig bort.

ANDEN SCENE

ZEPHYR sidder ved Ætherhavet, paa Kanten af Baaden, og ruller Flaget sammen.

ZEPHYR
synger.

Vug mig kun, mens let jeg dugges,
Lette Bølge! op og ned;
Af at gynges, af at vugges,
Kan jeg aldrig blive kjed.
Snart hos mig skal Flora gynge,
Baaden vippe, Nympher synge
Til Farvel fra Strandens Bred.
Dybt til Afsked skal de neie,
Medens Zephyr og hans Brud
Som paa Vinger lystigt feie
Over Ætherhavet ud.
Flaget skal vor Hjemfart melde;
Vimplen høit i Luften smælde,
Flyve forud som vort Bud!

Han kaster Flaget og springer iland.

Der er hun selv, den Lille! Der hun kommer.

FLORA
kommer ilende.

Er du alene?

ZEPHYR.

See dig vel omkring!
Maaskee en Fugl i Græsset os belurer.

FLORA.

O Zephyr! Hvor i Angst mit Hjerte slaaer.
Vort sidste Haab er ude!

ZEPHYR.

Hvad er skeet da?

FLORA.

Tænk dig! - Men neppe Aande kan jeg drage.

ZEPHYR.

Det er jo frygteligt! - Du lille Stakkel!

FLORA.

Tænk dig ...

ZEPHYR.

Jeg tænker jo!

FLORA.

O, tænk dig, Zephyr!
Fra Slottet kommer jeg ...

ZEPHYR.

Jeg alt har tænkt det.

FLORA.

Aurora havde just sin Vogn besteget.
Hun holdt i Tømmen fast de vilde Heste,
Der utaalmodige kun Tegnet vented,
For over Himmelbroen ud at fare:
Da idetsamme ...

411
ZEPHYR.

Nu?

FLORA.

Da idetsamme
Fra Haven Tithon kom i stærkest Løb,
Og standsed Vognen, just som bort den rulled.

ZEPHYR.

Er det det Hele?

FLORA.

Hør mig! Giv blot Tid! -
Til Jorden ned forlangte han at komme;
Med Bønner først, men da ei Bønner hjalp,
Da greb med Armen han i Vognens Hjul,
Saa Dronningen ei voved frem at kjøre.
Med Taarer bad hun ham at blive her;
Tænk dig, hun græd! Men ei hun ham bevæged.
I Vognen sprang han op; og da ei længer
Aurora turde vente, gav hun Tegnet,
Og hen ad Himmelbroen foer de Begge.

ZEPHYR.

Lykke paa Reisen! Saa har her vi Frihed.

FLORA.

Du glæder dig?

ZEPHYR.

Og du? -

FLORA.

Mit Haab er ude.
Ifald sin Elsker Dronningen har tabt,
Tør aldrig om vor Kjærlighed jeg tale.

ZEPHYR.

Behøves heller ei! Alt er forraadt.

FLORA.

Hvad siger du - forraadt?

ZEPHYR.

Og din er Skylden!
Bestandig skød du Tiden længer ud,
Og ingen Ende din Betænkning fik.
Tilsidst dog min Taalmodighed jeg tabte;
Og nys, da over Bølgen hid vi seiled,
Har Rub og Stub jeg Dronningen fortalt.

FLORA.

Ulykkelige! Nu er Alt forbi!
Hvad svared hun?

ZEPHYR.

Jeg neppe tør det sige.

FLORA.

Ja, det jeg tænkte nok. Men din er Skylden!
Hvad svared hun?

ZEPHYR.

Saa Zephyr elsker Flora,
Og Flora Zephyr? Nu, det er mig kjært.
Snart i Paladset feire vi jert Bryllup;
Jeg selv udstyrer Bruden.

FLORA.

Er det muligt?

ZEPHYR.

Ja, hendes egne Ord jeg har dig meldt.

FLORA.

O Zephyr! du har Mod, det maa jeg tilstaae!

ZEPHYR.

Kom! Rask i Baaden ud! Vi Prøve gjør.
Jeg maa dog see, om du kan taale Søen;
Thi snart du med din Brudgom hjem skal seile.

FLORA.

Først Arm i Arm vi vandre Haven rundt.
Forbi Paladset maae vi!

412
ZEPHYR.

Du er kjæk.

FLORA.

Hvor Nympherne vil gjøre store Øine!

ZEPHYR.

Og for at rigtig store de kan blive,
Saa kysser jeg dig midt paa Slottets Trappe.

FLORA.

Nei det forbyder jeg!

ZEPHYR.

Din Arm, du Søde!
Her kommer Zephyr med sin Brud. Afsted!

Begge bort.

TREDIE SCENE

TITHON og AURORA kjørcnde gjennem Himmelrummet; foran dem flygter den mørke Nat.

AURORA.

Hvi er saa taus du bleven? Hvad du ønsked,
Vil jo tiltrods for mine Bønner skee,
Og med din fundne Skat jeg hjem dig sender.
Tre Døgn af mine Arme jeg dig slipper,
Tre Døgn skal i min Eensomhed jeg leve,
Imens du vandrer paa den dunkle Jord.
Min Villie dybt har bøiet sig for din;
Hvi vender du fra mig da Øiet bort,
Og skuer kun paa Natten, paa min Fjende?

TITHON.

Din Fjende?

AURORA.

Ja, fra evig Tid min Fjende!
Thi mellem os er Hadets dybe Svælg;
Og som hun aldrig taale kan min Nærhed,
Er ogsaa mig som Døden hun forhadt.

TITHON.

Og hvorfor hader du den stille Nat? -
See hvor med tunge Vinger der hun flyver.
Som sagte Susen kun er hendes Suk,
Hvergang du svinger høit din lyse Fakkel,
Og hendes Stjerner blegne for din Glands.
Ved hendes sorte Slør mit Øie hænger.
Med det har ofte hun min Smerte dulmet;
Det tidt har bragt mig Hvile, naar hun rulled
Det over Jorden og mit Hoved ud,
Og med dets Flig mit Øie dækked til.

AURORA.

See ei paa Natten meer! See op til mig!
Seer du, hvor Alting klares ved mit Komme?
En Ring af Purpur krandser Himmelbuen,
Og rosenrød gaaer Skyen os forbi.
Hvad søger du hos Natten, hos den kolde,
Den gustne Nat? - Her er din Elskerinde!
Tag her et Luekys af mine Læber,
Og glem den Grimme, som i Flugten skiælver!

413
TITHON.

Hvor kan du grim og gusten Natten kalde?
I al sin Skjønhed der hun flyver jo:
Fra hendes Nakke Sløret prægtigt flagrer;
Ved hendes sorte Klædebon forhøies
Kun Glandsen af Erindrings Stjernekrone,
Som smykker deilig hendes mørke Haar.

AURORA.

O, Elskede! vil du mit Hjerte saare?
I hendes Skue du dig reent fortaber.
See op til mig, og hendes Afmagt kjend!
Seer du, hun blegner? Ei hun taale kan
Det stærke Skjær, naar jeg min Fakkel svinger,
Og bævende vil Kronen snart hun tabe.

TITHON.

Endnu hun vinker med sit mørke Slør;
Endnu mit Hjerte drager hun til sig,
Og tusind Minder i mit Bryst hun vækker.

AURORA.

Din Kjærlighed skal hun mig ei berøve!
Fremad, I raske Gangere, paa Banen!
Slaae med de gyldne Hove Himmelbuen,
Og jag i Tartaros min Fjende ned!
Blus høit min Fakkel! Farv med Rosenskjæret
Den hele Himmel rød, og med din Lue
Antænd den kolde Luft, hvori hun boer,
At aandeløs i Dybet ned hun styrter! -
Ha! Der hun synker - En afmægtig Skygge
Langt i det Fjerne hun tilbage viger,
Og seirende min Stjerne lyser frem!
Seer du, hvor brat den tykke Luft sig klarer?
Den friske Vind nu ruller Taagen sammen,
Og driver Skyen bort- Kast ned dit Blik!
Der ligger Jorden dybt for vore Fødder.

TITHON.

Hvordan! Det Dunkle der i Dybet nede? -

AURORA.

Ja, Jorden er det, hvorfra Mørket flygter.

TITHON.

Den stiger opad - see!

AURORA.

Nei, det er os,
Der fare hurtig ned ad Himmelbuen,
Og snart vi vil den naae.

TITHON.

O, Tryllesyn! -
Tag mod min Hilsen her, du fjerne Jord,
Skjøndt mørk du er, du fængsler dog mit Øie.
Her i mit Hjerte føler jeg vort Slægtskab;
Fra dig jeg stammer! I din Favn tilbage
Jeg kommer, som en Flygtning til sit Hjem.

AURORA.

Forglem ei Himlen for den dunkle Jord!
Glem ei den Glands, hvori med mig du svæver,
Hvorfra du skuer, salig som en Gud,
Ned over Jorden og dens lave Hytter.
414 Herovenfor det kun er lyst og klart!
Hvad vil du der, i Dybet og i Mørket?

TITHON.

Dit Løfte har jeg; hold mig ei tilbage!
Ja, hvis du kjørte Jorden her forbi,
Ned i dens Favn fra Vognen jeg mig styrted.
See! Meer og meer dens Skikkelse sig klarer.
Alt skjelner Havet jeg, og Landets Kyster;
Og mellem Bjerge seer jeg dybe Dale,
Hvor end din Fakkels Skin ei trængte ned. -
Fremad! Giv dine vilde Heste Tøilen!
For langsomt for min Higen nu du kjører,
Thi nedenunder vinker mig mit Hjem.

AURORA.

Paa Vindens Vinger nedad gaaer vor Fart.
Men glem nu ei mit Ord! Om trende Dage
Vi mødes paa det Sted, hvor her vi skilles.

TITHON.

Hvor her vi skilles - Hvor er Stedet?

AURORA.

Der,
Hvor mine Heste nu jeg styrer ned.
Paa Høiens Skraaning vil min Vogn jeg standse.
Hold dig beredt! thi hurtig maa jeg bort.

TITHON.

Her stands din Vogn!

AURORA.

Farvel! og husk vort Møde.

Idet Tithon sætter Foden paa Jorden, kjører Aurora bort; han bliver ene tilbage.

TITHON
efter en Pause.

Tung er din Luft, o Jord! Fast som en Byrde
Den falder paa mit Bryst og mine Lemmer,
Og som en Vægt den hviler paa min Skulder.
Uvenlig er din Hilsen - kold og skarp
Du sender mig den barske Vind imøde,
Og i din Vinterdragt du har dig klædt.
Hvorhen jeg seer, er dine Marker øde -
Paa Træets Grene hænger Løvet guult;
Dit Græs er vissent; med din Krands af Snee
Har alt den fjerne Bjergtop hist du smykket.
Vil du mig skræmme? Er saa streng din Mine,
Fordi jeg i min Daarskab har dig svigtet? -
O, dig jeg hilse vil, min Fædrejord!
Med dette Kys min Glædestaare tag!
Er end du øde, dog mit Bryst du fylder.
Din Vinter gjemmer dog mit Hjertes Vaar:
Mit Folk, min Slægt, min Hustru, som jeg glemte,
Bedaaret af en Guddoms stærke Glands.

Han reiser sig.

Ja, snart skal Tithon for jert Øie staae! -
Hvor vil de undre sig! Men bønlig træder
415 Jeg. bøiet af min Uret, frem for dem.
Din Haand, min gamle Fader, vil jeg kysse;
Og naar, af dig velsignet, jeg mig reiser,
Skal Ingen sin Tilgivelse mig negte.
Dit Blik, Electra, skal mig den forkynde;
Af dine Læber vil jeg først den høre,
Thi hvo anklager mig, er du forsonet?
Da skal jeg Alle gjensee! Brødre, Søstre.
Og dig, Menestos, første Ungdomsven!
Jer Alle skal jeg hilse! Her er Tithon,
Regn ham igjen som før for Eders Broder,
Han var landflygtig, men han hjem er vendt. - -
Men fremad nu! Først heelt paa Høien op.
Derfra med eet Blik overseer jeg Alt,
Og over Sletten saa, afsted til Troja! -
Hvor selsomt! Har min Fod da tabt sin Kraft?
Ved hvert et Skridt det er som Jorden holdt den,
Og kun med Møie stiger jeg iveiret ...
Endnu et Skridt, saa har jeg Toppen naaet! -
Ja, for mit Øie seer jeg hele Landet!
Alt kjender jeg igjen! Der løfter Ida
Sin sneebedækte Tinde høit mod Skyen -
Der strømmer Floden Simois; og der
Den gule Xanthos - der er Grækerhavet;
Og der - hvordan! Der maa jo Troja være -
Har sig en Taage for mit Øie lagt?
Kun nøgne Kyster seer jeg; hele Landet
Jo ligger øde, hvor mit Blik sig vender.
Hver Landsby er forsvunden; alle Lunde,
Der ned mod Havet strakte sig, er borte;
Og hvor er Trojas taarnbesatte Mure? -
Er i et fremmedt Land jeg? ... Hist paa Heden
Jeg seer en Hyrde græsse sine Faar,
Og hen mod ham en anden Mand der kommer.
Af dem jeg Landets Navn erfarer snart;
De skal mig løse denne mørke Gaade.

Han bliver staaende en Tidlang og seer sig om, stiger derpaa langsomt ned fra Høien.

FJERDE SCENE.

Heden. Paa Skraaningen af en Bæk græsser en Faareflok; HYRDEN sidder ved Bredden.

HYRDEN
seer hen ad Veien.

Der faaer jeg Selskab førend jeg det vented;
Der kommer jo Menestos. Tidlig oppe
416 Han været har idag. Endnu staaer Solen
Kun lavt paa Himlen, og han alt sig rører.
Sin Vinterkappe har han faaet paa,
Og rød af Morgenkulden er hans Kind.

MENESTOS
kommer.

Vær hilset, Thoas!

HYRDEN.

Hilsen til min Herre!
Du har dig aarle reist fra Leiet.

MENESTOS.

Ja,
Igaar tilsengs jeg med den Tanke gik,
At her ved Daggry du mig skulde see;
Lidt senere jeg kommer, end jeg tænkte.

HYRDEN.

Har du et Bud til mig?

MENESTOS.

Ja, tvende Lam
Du bringe maa til Hytten inden Middag.
Men søg de bedste ud! Før Sol gaaer ned,
Vi slagte Guderne vort Offer.

HYRDEN.

Sæt dig, Herre!
Du af den lange Vei maa være træt.

MENESTOS
sætter sig.

Nei, let mig Gangen var i Morgenluften.
Men hvad har der du for?

HYRDEN.

Af Gedeskind
Jeg skærer mig et Bælte. Vinterpelsen
For første Gang imorges trak jeg paa,
Men Remmen mangled.

MENESTOS.

Natten kold har været.
Jeg mærked Nordenvinden selv paa Leiet.

HYRDEN.

Ja, da imorges ud jeg kom paa Heden,
Laa Riim paa Græsset. Nu er alt den borte,
Og førend Middag Solen varmt vil skinne.
Vi faae en solklar Dag.

MENESTOS.

Ja, hed til Middag,
Og kold til Aften. Tidlig Vinter fik vi.

HYRDEN.

Den Kulde varer ei; for skarpt den bider.
Blot Vinden springer om, saa er den borte;
Og Søndenluft igjen os Sommer bringer.
Den Snee, der faldt inat paa Idabjerget,
Ei ligger Ugen ud.

MENESTOS.

Gid sandt du spaaede.
Jeg selv mig kerer lidt om Vind og Veir,
Men Qvinderne kun daarligt taale Kulden.
Endnu har ei den Uld de spundet op,
Som du forleden bragte. Saa ved Væven
Og Naalen gaaer der godt en fjorten Dage,
Før deres uldne Dragt de faae istand.

417
HYRDEN.

Har Hyttens Tag du heelt nu faaet tækket?

MENESTOS.

Den ene Side kun; mit Mos er sluppet.

HYRDEN.

Men see dog, Herre! - See dig om!

MENESTOS.

Hvad er der?

HYRDEN.

Seer du den Mand, der vandrer hist paa Heden?
Nu vender han sig om - til alle Kanter
Hans Øie flyver rundt.

MENESTOS.

En Fremmed er han,
Og dertil ganske sikkert en Afsindig,
Thi slig en Dragt ei nogen klog Mand bærer.

HYRDEN.

Seer du, han vinker! Hen mod os han kommer.

MENESTOS.

Gjør intet Tegn igjen; lad kun ham troe,
At ubemærket her han gaaer forbi;
Men taler han dig til, lad mig ham svare.

HYRDEN.

Ja helst jeg tier. Angst jeg har i Blodet;
Aldrig jeg saae en Mand, af Guder mærket.
Men end bestandig seer han sig omkring -

MENESTOS.

Han frygter vel, at Vogteren skal komme.
Han sikkert med et fremmedt Skib er landet,
Og vist fornylig er han sluppen løs.

HYRDEN.

Ja, vildsom og forstyrret seer han ud.

MENESTOS.

En ædel Gang og Holdning dog han har.
Men see, han nærmer sig. Hold nu dig rolig!

TITHON
kommer.

Hil Jer, o Fremmede!

MENESTOS.

Vær hilset selv!

TITHON.

Lad ei mit Spørgsmaal her forundre Jer;
Men fra det fjerne Østen hid jeg kommer:
Er det ei Trojas Jord hvorpaa jeg staaer?

HYRDEN
afsides.

Han taler for en Gal jo ganske klogt.

MENESTOS.

Ja, Trojas Jordbund her din Fod betræder.

TITHON.

Det Troja, som Laomedon behersker?

MENESTOS.

Laomedon? -

HYRDEN
afsides.

Nei, nu det rapler for ham.

TITHON.

Ja vel! Laomedon, Trojanerkongen.

MENESTOS.

Hans Gravhøi længst er reist og længst er sunken.

TITHON.

Hvad! - Han er død?

MENESTOS.

Ja, dræbt af Fjendehaand.
Det er en gammel Nyhed, jeg dig melder.

TITHON.

Vee mig! Laomedon er ikke mere -
Saa hersker Priamos da nu i Landet?

HYRDEN
afsides.

Nu bli'er han reent forvirret.

MENESTOS.

Priamos!
Fra hvilket Land er du, at ei du veed,
418 Hvad der er vidtbekjendt al Verden over?

TITHON.

Hvad mener du? - See ei forundret paa mig,
Som stod for dine Øine her en Daare,
Hvem Guderne med Vanvid havde slaget.
Er Priamos da ei Trojanerkonge?

MENESTOS.

Hvis du er klog, som selv du mig fortæller,
Saa lad dig Landet svare! See omkring dig,
Om du kan Staden eller Folket finde;
Og naar kun Undergang og Død du skuer,
Da kjender du Trojanerkongens Skjæbne.

TITHON.

Har Døden ogsaa Priamos da truffet?

MENESTOS.

Ham selv, hans Slægt, hans Rige med hans Folk!

TITHON.

Du raser!

MENESTOS.

Raser jeg? Spørg denne Mand,
Spørg rundt i Verden: samme Svar du faaer.

TITHON.

O, hav Barmhjertighed! Fortæl mig Alt!
Faldt de for Fjendehaand?

MENESTOS.

Veed du da ei,
At Grækerne med Krig har hjemsøgt Landet,
At de i Tusindviis kom over Havet,
At deres Fyrster her fra stærke Leire
Har hærget Landet rundt med Ild og Sværd;
At hele ti Aar disse Sletter damped
Af Slagnes Blod, af Venners og af Fjenders;
At denne Luft ved Dag og Nat har bævet
Af Kampens Tordenbulder, medens Seieren
Imellem Græker og Trojaner skifted? -
Har ei du om de store Helte hørt?
Er Hectors Ry ei til dit Øre trængt,
Og har hans Død med Sorg ei fyldt dit Hjerte?
Har ei du Stadens Undergang erfaret,
Da Grækerne ved List besteg dens Mure,
Da Sværdet rased i den mørke Nat,
Og Ilden lyste Folket til dets Død,
Mens Trojas Kongeborg gik op i Luer?
Da med sin Slægt den gamle Priamos
Som sidste Tilflugt søgte Husets Alter,
Og for hans Fod den vilde Græker slagted
Hans unge Søn, og med det samme Sværd,
Der damped end af Drengens friske Blod,
Igjennemstak den gamle Konges Hjerte?
Har aldrig dette Budskab naaet dit Øre:
Det stolte Troja er af Jorden svundet,
Dets Helte dræbte, Folket gaaet under,
Dets Qvinder førte bort til fremmedt Land,
Og kun dets Navn alene blev tilbage?

419
TITHON.

Afsindig er du! Du dig selv har røbet.
Du taler om den gamle Priamos;
Den unge kun jeg kjender!

MENESTOS.

Paa hans Isse
Laa Vægten af halvfjerdsindstyve Aar,
Da Staalet traf hans Hjerte.

TITHON.

Gamle Mand!
Du taler over dig.

MENESTOS.

Spørg denne Hyrde,
Han har ham kjendt som jeg.

HYRDEN.

Ja, Sandhed er det:
Halvfjerds var Priamos, da Troja sank.

TITHON.

Halvfjerdsindstyve Aar! - Hvem er da jeg?
Gaaer som et Spøgelse jeg om blandt Grave,
Imens mit Liv er under Mulde gjemt?
Svar mig, du gamle Graaskæg! Hvem er jeg?

MENESTOS.

En stakkels Olding! - Vil du ei mig troe,
Saa see i Bækken der dit eget Billed.

TITHON
seer ned i Vandet.

Og boer da Sandhed i det falske Vand?
Maa dette Speil mig lære hvem jeg er,
Saa jeg forfærdet nu mig selv gjenkjender?
Hvidt er mit Haar jo - furet er min Pande -
Min Skulder bøiet - Ja, din Vægt jeg følte,
Du tunge Tid! da over mig du faldt;
Da du medeet din Byrde kasted paa mig,
Og med din kolde Haand min Isse traf ...
O, Skygge af mig selv, som her jeg seer!
Ei til at sukke du mit Bryst skal tvinge,
Thi for de Døde rinder kun min Taare.
Hvi skulde yngre end mig selv jeg være?
Hvi skulde selv jeg blomstre, naar mit Hjerte
I Graven ligger med min hele Slægt?
Vee mig! - Hvor har jeg været? - Her har Døden
Og Undergangen deres Throne reist;
Med blodig Lee har Alting bort de meiet;
Alt er forsvundet: Slægt og Hjem og Folk,
Imedens jeg ... O, bittre Nag, som dræber!
Til deres Frelse var min Arm ei nær!

Kaster sig til Jorden.

HYRDEN.

Tal til ham, Herre! Mig hans Tilstand rører.

MENESTOS.

Ei mindre mig. Hans Ord jeg fatter ei,
Men dog en Gjenklang i mit Bryst de fandt.

Til Tithon.

Ulykkelige! Dine Taarer stands!
Kom til dig selv! Hvi tager du paa dig
420 Den Byrde, som paa vore Skuldre tynger?
Hvad rører dig saa stærkt en fremmed Skjæbne?

TITHON.

En fremmed Skjæbne? - Vil du her mig spotte?
Men skjøndt jeg dig er fremmed, siig mig Alt!
Hvormed forskyldte Troja Guders Straf?

MENESTOS.

Du river voldsomt op de gamle Saar;
Men jeg vil svare dig. En daarlig Slægt,
Paa Ønsker rig, men fattig paa Bedrift,
Alt længe havde tæret Landets Marv,
Og Trojas gamle Heltekraft var borte.
Med Daarlighed gik Brøden Arm i Arm,
Og af den Kræft, der tæred Folkets Rod,
Blev ogsaa Kongestammens Grene smitted'.
Der saae man Skaden snart: Det Paris var,
Der røvede Kong Atreus' Søn hans Hustru,
Og kaldte Hævnen over sig og Alle.

TITHON.

Faldt han i Kampen?

MENESTOS.

Pilen traf hans Hjerte.

TITHON.

Og hele Folket, siger du, gik under?

MENESTOS.

Ei Een af Tusinde fra Sværdet undkom.
Det blot var Qvinderne, som fristed Livet,
Men kun for Seierherren hjem at følge.
Selv Hecuba da maatte Aaget bære,
Og om sin egen Død Kassandra spaaede,
Da Søsteren til Graven de rev bort.

TITHON.

Til Graven?

MENESTOS.

Ja, paa Grækerheltens Gravhøi
For Offerkniven blødte Polyxena.
Det var den sidste Rædselsdaad, der kroned
En lang Elendighed og Krigens Jammer;
Thi da paa Baalet Liget brændte høit,
Og Dampen af den unge Qvindes Hjerte
Med Røgen opsteg til de vrede Guder:
Da heisede de græske Skibe Seil,
Og vore Qvinders Klageskrig jeg hørte,
Som Dødesangen for det sunkne Troja.

TITHON.

Du sukker, Gamle! Hvorfor styrted du
Dig ei i Sværdet, og gik selv tilgrunde? -

MENESTOS.

Og hvo er du, som gjør mig Liv til Brøde?
Har denne Slægt du kjendt?

TITHON.

Jeg har den kjendt.
Men lad i samme Grav hvert Haab mig gjemme.
Du nævned mangt et Navn, men to jeg savner:
Hvad Skjæbne traf Electra og Menestos?

MENESTOS.

Electra lever.

TITHON.

Hvad! Electra lever?
421 Endnu en Klang af Livets Røst jeg nører! -
Og hvilken Lod har da Menestos truffet?

MENESTOS.

Hvi spørger du? Har du Menestos kjendt?
Fast som en Aanderøst din Stemme klinger.
Her er Menestos! Med ham selv du taler.

TITHON.

Er du Menestos? - Du den unge Sanger? -
Du strængeløse Harpe! Svage Gubbe!
Vil du indbilde mig, du er Menestos,
Min fordums Ven?

MENESTOS.

Med Skræk dit Ord mig fylder.
Din Ven! Hvo er da du, som her mig spotter? -

TITHON
rækker ham Haanden.

Er du Menestos, du mit Haandtryk kjender.

MENESTOS.

Hvem er du, Fremmede?

TITHON.

Har reent du glemt mig?
Blev ei det Mindste af mig selv tilbage,
Som her kan minde dig om Tithons Navn?

MENESTOS.

Om Tithon? - Høie Guder!

HYRDEN.

Det er Fyrsten!

MENESTOS.

Er du en Aand fra Graven? - Tithon, du? -

TITHON.

Du troer mig ei? - Skal jeg da minde dig
Om hver en Barndomsleg og Ungdomsdrøm?
Om Dagen, da vor Broderpagt vi slutted,
Da du paa Jagten havde frelst mit Liv? -
Om vore Tog med Amazonerhæren,
Og Pileskuddet, som dig Foden lammed?
Du stirrer paa mig? - Tvivler du endnu?
Har aldrig før da denne Ring du seet,
Dengang Laomedon om Armen bar den?

MENESTOS.

Laomedon! - Ja, denne Ring jeg kjender!
Det er jo Ganymeds den gamle Ring.
Og du den bærer ... Blinder Nat mit Øie? -

TITHON.

Menestos! - Broder!

MENESTOS.

Du, min gamle Herre?
O, ræk mig Haanden, som jeg stødte bort!
Lad mig med Taarer væde denne Haand,
Og kalde mig den svundne Tid tilbage. -
Saa gik ei alle Stjerner ned for mig!
Endnu gik ikke Troja reent tilgrunde!
Endnu et Skud af Kongestammen lever!

TITHON.

Et vissent Skud!

MENESTOS.

Hvad vil Electra sige,
Naar til vor Hytte jeg dig fører hjem!

TITHON.

Hos dig Electra boer?

MENESTOS.

Ja, samme Tag
Har siden Troja sank os Begge dækket.
422 Men herligt hendes Haab nu skal opfyldes,
Thi aldrig paa din Død hun vilde troe.
Imens du for os Andre blev en Skygge,
Der meer og meer i fjerne Taager svandt,
Bar som et Haab hun dybt dig i sit Hjerte.
Endnu til Husets Guder offrer hun;
Og altid Arnens Lue tændt hun holder,
Mens Dag fra Dag hun venter paa dit Komme.

TITHON.

Hun venter mig? Afsted! Hjem til din Hytte!
Her brænder Jorden under mine Fødder.

De staae op.

MENESTOS.

Ad Stien her! Men kast dog først et Blik
Paa denne Mand, der staaer med vaade Øine.

TITHON.

Og hvem er denne Mand?

HYRDEN.

Din gamle Træl,
Som kysser Støvet for min Herres Fødder.

TITHON.

Tag her min Haand! Men ei jeg meer dig mindes.

HYRDEN.

Som Hyrdedreng jeg vogted dine Hjorder;
Det er nu længe siden.

MENESTOS.

Ham det var,
Der først os bragte Budskab om din Flugt,
Som i et Drømmesyn han havde seet.

TITHON.

Vee mig! - Afsted, Menestos! Ræk mig Armen!

Tithon og Menestos bort.

HYRDEN
ene.

Nu kommer Alt for Dagen; Alt vil klares.
Halvhundred Aar jeg for en Drømmer gjeldte,
Men nu han selv skal sande mine Ord ...
See, hvor han langsomt vandrer hen ad Heden,
Og støtter fast sig til Menestos' Arm.
Ned over Purpurkappen som et Slør
Hans lange, hvide Lokker hænge løst,
Men intet Skjerm for Solen har hans Hoved.
Det var et fattigt Udstyr af Gudinden!
Men hurtig! Mine Lam jeg søger ud.
Saa vil jeg skynde mig til Hytten ned,
For der at høre, hvad han dem fortæller.

Bort.

FEMTE SCENE

Haveplads udenfor en Hytte. ELECTRA og MELETE, begge med Haandtene, træde ud ad Døren.

ELECTRA.

See her Melete! Under Egetræet
Vi vil os sætte. Solen skinner blank,
Og Morgenkulden reent nu er forsvunden.

423
MELETE.

Rundtom de gule Blade ligge strøede;
Den skarpe Vind inat har høstet godt.

ELECTRA.

Ja, Vinteren med stærke Skridt sig nærmer.
Kom! Sæt dig ved min Side her paa Bænken,
Før Middag maae vi Tenen have tom.
Her vil det bedre lykkes end derinde,
Hvor man for Dunkelhed knap Traaden seer.

MELETE
sætter sig.

Ja her er dog lidt muntert! Rundtomkring
De lette Fugle hoppe ... See dog bare!
Saasnart kun Traaden jeg trak ud med Haanden,
Saa fløi de Alle bort. Hvem der, som dem,
Dog kunde flyve lidt i Verden ud!

ELECTRA.

Og hvad, Melete, vilde du i Verden?

MELETE.

See mig omkring. Det er saa eensomt her:
Du sidder helst saa stille for dig selv,
Og omgaaes meest med dine egne Tanker;
Menestos færdes gjerne langt fra Hytten,
Og naar om Aft'nen han fortæller os
Om sine Reiser i de fjerne Lande,
Og rører Harpen, sidder du og jeg
Ved Arnen tause og seer ind i Luen.
Det er jo ganske smukt at høre paa;
Men, ærlig talt, jeg havde ogsaa Lyst
Til at fortælle hvad jeg har oplevet;
Saa havde man dog Lidt for al den Fare,
Og al den Nød og Jammer man har døiet.

ELECTRA.

Vi taler tidt jo om de gamle Tider.

MELETE.

Det har dog ingen Art. Du veed jo forud
Alt det, som jeg kan sige. Nei, men tænk
Hvor Fremmede med Undren vilde lytte,
Naar jeg begyndte forfra paa det Hele,
Og ikke standsed før jeg var ved Enden;
Naar jeg om Trojas Brand fortalte dem,
Og hvordan du og jeg krøb ned ad Stigen,
Mens rundtom hørtes Hyl af vilde Fjender,
Just som fra Borgen Ilden blussed op.
Høit deres Haar af Skræk sig skulde reise,
Naar om vor Flugt i Mørket jeg fortalte;
Og naar jeg først kom til den lange Græker,
Der stod ved Muren og os spærred Veien,
Og hvem Menestos kløved Panden paa:
Da skulde de fornemme samme Gysen,
Som dengangje g fornam. - Er det ei Skade,
At alle disse Ting skal gaa tilspilde?
Naar man oplevet har, hvad jeg opleved:
424 Saa gruelig en Krig og saadan Nød,
Det kan man nok ha' Lyst til at fortælle,
Og Andre til at høre.

ELECTRA.

See, Melete!
Der har du strax jo lettet lidt dit Hjerte.
Jeg lytter gjerne til, naar du fortæller.
Da seer jeg tidt, saa klart som i et Speil,
De svundne Tider gaae forbi mit Øie,
Og Meget kommer mig igjen imøde,
Som længst var glemt... Men hvorfor staaer du op?

MELETE.

Her bli'er saa koldt om Foden. Denne Jord
En daarlig Skammel er for gamle Been.
Et Øieblik jeg blot vil ud paa Engen,
Og tøe i Solskin op de stive Lemmer.
Det snart er Tid at malke Gederne.
De stakkels Smaa! De veed nu akkurat
Hvad Tid og Stund paa Dagen jeg skal komme.
Ja, saadan Dyr er klog're end man tænker.
Du troer det knap, men dog det er en Sandhed,
At hvert af mine Ord de godt forstaae.

ELECTRA.

Ja, Dyrene har ogsaa Skjønsomhed.
Paa Følelsen de har det; ind i Øiet
De see os jo, som for at see vor Tanke,
Men aldrig rigtig dog de kan den fatte.
De hænge ved os og har Tillid til os;
Det gaaer just dem med os, som det gaaer os
Med Guderne, hvis Lov er tidt os dunkel.

MELETE.

Ja, meer end dunkel. Men afsted jeg maa;
Med Tenen kan jeg altid blive færdig;
Yi har jo langt til Middag.

Bort.

ELECTRA
ene.

Bort hun gaaer -
For Dovenskab jeg tidt paa hende skjender,
Og af at spinde bli'er nu selv jeg træt.
Et Øieblik jeg vei tør hvile mig,
Da ei min Morgenslummer jeg har faaet.
Her op til Træet vil jeg Nakken støtte,
Og lade Øiet glide hen ad Jorden,
Hvor Vinden hvirvler rundt de gule Blade.
See, hvor i Gangen tæt de ligge strøede!
De havde ingen Ro i Træets Top,
Og dog saa friske skød de frem i Vaaren.
Da sang i Skjul af dem de glade Fugle,
Da gynged de sig op og ned i Luften,
Mens Solen spilléd paa den lyse Farve.
Nu er de blevet træt af Sommerlegen;
425 Den grønne Dragt de bytted for den gule,
Og ned i Jordens Favn de har sig kastet,
For endelig engang at finde Hvile.
Det er ei meer den muntre Ungdomsleg;
Det Vinden er, der til sit Spil dem bruger,
Før reent i Støv og Muld de smuldre bort.
Ja, flyv kun høit! det er den sidste Flugt;
Meer paa den grønne Green I aldrig kommer ...

SJETTE SCENE

TITHON og MENESTOS træde ind i Haven.

MENESTOS.

Vidunderligt er Alt hvad du fortæller;
Men for et Skjulested vær uden Sorg.
Hist bag ved Haven hvor du Høien seer,
Der er den Hule, hvorom nys jeg talte.

TITHON.

Og troer du, at jeg der er sikkert gjemt,
Saa ei ved Morgenlyset hun mig finder?

MENESTOS.

Ja, dyb er Hulen; gjennem snevre Gange
Sig Veien bugter meer og mere mørk,
Og i en evig Nat tilsidst den ender.
Der skal et Leie vi berede dig;
Og hver en Morgen vil jeg Bud dig sende,
Saasnart Aurora Jorden har forladt,
Og hendes Fakkel er i Vest forsvunden.

TITHON.

Ja, hvis hun fandt mig her, var jeg fortabt.

MENESTOS.

Men følg mig gjennem Gangen op til Huset.

TITHON
standser.

Er det jer Hytte?

MENESTOS.

Ja, vor Bolig seer du.

TITHON.

Og dette ringe Tag har hende dækket!
Her har i Nød hun levet, medens jeg
Paa Roser har mig hviilt -

MENESTOS.

Følg efter mig!
Jeg gaaer foran og melder dem dit Komme,
At Synet af en Fremmed ei dem skrækker.

Bort.

TITHON.

Fornemmer du din Brudgoms Fjed, Electra?
Saa fuldt som nu var aldrig før hans Hjerte.
Til Høisang stemt er alle Harpens Strænge,
Men hver en Tone klinger som et Suk.

MENESTOS
kommer tilbage.

Min Gang jeg kan mig spare. See dig om!
See, hist paa Bænken . .

TITHON.

Ha! Hvo sidder der?

426
MENESTOS.

Din Hustru.

TITHON.

Hvad! - Electra?

MENESTOS.

Ved sin Teen
Hun ind er slumret. Strax jeg hende vækker.

TITHON.

Lad hende sove! Kald ei op til Lys
Den stille Skygge, at den ei forsvinder.

Han standser foran hende.

Er det min Ungdomsbrud? - O, mine Minder!
I ligge lige for mig, og dog skiller
Os det uhyre Svælg. Et halv udslettet,
Et dunkelt Billed kun mit Øie møder. -
Har Tiden røvet Alt, og kun til Gjengjeld
Paa dette Hoved efterladt sit Sølvflor,
Og mærket Panden med sin Fures Skrift? -
Ærværdigt dog og skjønt er dette Aasyn;
Men Sorgen hviler paa det - see, Menestos!
See disse Kinder, denne blege Mund:
Seer du hvor Smerterne har lagt sig om den
I dybe Træk?

MENESTOS.

Ja hendes Slummer røber,
Hvad selv hun dølger.

TITHON.

Dog det er Electra!
Ikkun et Dække skjulte hendes Billed,
Men alt mit Øie har det gjennemtrængt.
Frem af sit Svøb min Ungdomsbrud sig hæver,
Lig Sommerfuglen af den blege Puppe,
Og aldrig fængsled hun mit Blik som nu.
Paa eengang ung og gammel hun sig viser; -
Hvor er det sande Billed? Her i Hjertet
De smelte sammen dog, og bli'er til eet.

Sætter sig ved hendes Side.

MENESTOS.
afsides.

Hvad rører sig igjen i dette Bryst? -
Bort, gamle Daare! Her er ei din Plads.

Gaaer.

TITHON.

Endnu hun sover ... Sødt hun drømmer vist.
See! over hendes Læber gaaer et Smiil,
Og Haanden løfter hun - Lad mig den gribe!
Hun rører sig ... Electra!

ELECTRA
slaaer Øiet op.

Tithon! -

TITHON.

Hun kjender mig! Hun har mig ei forglemt!

ELECTRA.

Ja det er ham! Jeg hører jo hans Røst.
Saa holdt dog denne Gang min Drøm sit Ord!
Med Haanden fremrakt stod han foran mig,
Og ved min Side nu han her sig hviler.
Det er ham selv - hans Aasyn og hans Blik!

427
TITHON.

Electral

ELECTRA.

Hør! Han kalder paa mit Navn.
Det Tithon er, min Brudgom og min Herre,
Og det er ingen Drøm!

TITHON.

Her i min Arm
Jeg holder fast dig, til hver Tvivl forstummer.

ELECTRA.

Jeg ved hans Bryst mig hviler - Slag i Slag
Fornemmer jeg hans Hjerte strømme til mig.
O, Elskede! hvor var du længe borte!
Hvi kommer du saa seent, saa seent tilbage?
Nu er jo Livet endt.

TITHON.

Det først begynder!

ELECTRA.

Hvor har du været i den lange Tid?
Jeg har dig kaldt, men ingen Stemme svared;
Jeg gik paa Veien ud, men ei du kom.
Jeg skued Natten skifte om med Dagen,
Med Vintren Vaaren; Alting kom tilbage,
Alene du kom ikke meer igjen.

TITHON.

Men nu er hjem jeg vendt; nu vil vi leve!
Det kun var Morgenrøden som os skilte,
Og for os ligger Dagen jo endnu.

ELECTRA.

Ja, liflig bryder frem den lyse Dag!
Lad i dit Blik mig atter see dens Straaler!
Hvordan? - Der er jo Taarer i dit Øie -
Regnfulde Sky, driv fra hans Øie bort!
Lad mig paany dog see min Glædessol!
Den længe nok var skjult.

TITHON.

Ræk mig din Haand,
Men kald ei frem den Glæde, som er endt!
Lad os i Sorg og Kummer ned os sænke,
At vi maae føle Trøst ved her at mødes.
O, lad mig ret de blege Træk beskue!
De sølvgraae Lokker! - Bort, du unge Billed!
Her paa det gamle hviler nu mit Øie,
Kun det mig hører til!

ELECTRA.

Ja, bleg og falmet
Din Hustru nu du finder. Da hun blomstred,
Du saae det ikke -

TITHON.

Lad din Nød mig kjende!
Ei sandt, i Sorg og Kummer gik dit Liv?

ELECTRA.

En Trøst jeg havde dog; jeg vidste dog,
Jeg skulde ikke døe, før dig jeg gjensaae.
I hvert et natligt Syn det blev mig lovet.
Nu er det opfyldt! Du hos mig jo sidder,
Og intet Ønske har mit Hjerte meer.

428
TITHON.

Men Krigens Jammer ogsaa dig jo traf.
Hvad har ei da du liidt!

ELECTRA.

En Ven Jeg havde,
Som gjennem hele Livet stod mig bi.
Han var mig Skjold og Skjerm i hver en Fare,
Min Trøst i Eensomhedens lange Savn.
Sit Brød, sin Hytte deelte han med mig;
Ham maa jeg takke, næst de høie Guder.

TITHON.

Menestos var det!

ELECTRA.

Du hans Navn har nævnet.
Men lad ei Sorg for mig dit Hjerte tynge!
Her ved dit Skue vil min Sjæl jeg fryde;
I hvert et Træk jeg søge vil det Billed,
Som Tiden af mit Bryst ei sletted ud -
Ja, denne Skikkelse saa godt jeg kjender!
Alt er som fordum, skjøndt ei meer det Samme!
Endnu en Konge! Alderdommens Krone
Ham smykker herlig som hans Ungdoms Krands!
Men Nød du vist har liidt? Hvor mangen Storm
Maa ikke have bøiet dig i Støvet,
Før denne Pande fik de dybe Furer,
Og disse Lokker Sneens hvide Glands? -
Hvad var din Skjæbne?

TITHON

Gammel er jeg vorden;
Men ei jeg kjender, hvad det er at leve,
Thi Dagens Byrde jeg dog aldrig bar.

ELECTRA.

Hvad mener du?

TITHON.

Man ikke frem en Skygge,
Hvis Liv var kun en Drøm.

ELECTRA.

Hvor har du været?

TITHON.

I Morgenrødens Rige!

ELECTRA.

Hvad? - Hvordan?

TITHON.

I Morgenrøden, i Auroras Rige,
Der har jeg drømt, mens du har liidt og levet.

ELECTRA.

Hos Guderne du var? Det Sagn vi hørte,
Men for mit Øre det som Vanvid klang,
Da først af min Bedøvelse jeg vaagned.
Du var hos Guder? -

TITHON.

Ei hos Himlens Guder!
Kun hos Aurora, hos den Falske, var jeg,
Som daarer og bedøver og forblinder!

ELECTRA.

Med Skræk dit Ord mig fylder ... Tithonl

TITHON.

Ja,
Men i sit Net hun ikke meer mig fanger!
I Natten vil jeg boe, i Hulens Dyb,
Hvor ingen Morgenstraale trænger ind;
429 Hvor Alt er mørkt og stille; hvor ei Lyden
Af hendes gyldne Vogn jeg høre skal,
Naar ned ad Himmelbuens Bro den ruller,
Og Jorden zittrer ved den stærke Glands.

ELECTRA.

Han drømmer ... Tithon! hør mit Ord dog -

TITHON.

Stille!
Fornam du, hvor i Busken det sig rørte?
Hvis det var hende! - See det røde Lys,
Hvor sært det spiller paa de gule Blade.
Kom! Bort herfra! Ind i den dunkle Hytte!
Der om den spildte Tid du høre skal,
Naar om mit Drømmeliv jeg dig fortæller;
Der paa vor Ungdom vil vi see tilbage,
Og sidde Haand i Haand til Natten kommer,
Og skilles, som vi mødtes, med et Suk.

Gaaer hen mod Hytten.

ELECTRA.

I høie Magter! Læg hans Hjertes Vunde!
Viis mig en Urt, der Lindring skaffer ham!
Og som I lærte mig, at taale Savnet,
Saa giv mig Kraft, at bære denne Fryd!

Følger ham ind i Hytten.

430

FJERDE ACT

FØRSTE SCENE

Aften. En Plads paa Heden, i Nærheden af Hytten. Et Baal er opreist. MENESTOS. MELETE.

MENESTOS.

Gaa du nu hjem og Tithon bring mit Bud.
Vor Gjerning her er endt; af Træ og Mos
Liigbaalet høit er reist, og i dets Midte
Steenurnen staaer, som hendes Støv skal gjemme,
Naar Legemet af Luen tæres bort.
Gaa til dit Leie! Trolig du mig hjalp,
At holde Vagt om Natten over Liget,
Og til at hvile du nu selv kan trænge.

MELETE.

Lad her mig blive! Søvnen flyer mit Øie;
For sidste Gang vil jeg Electra see.
Endnu jeg knap begriber det, at hun,
Med hvem jeg leved fra min Ungdom af;
Med hvem jeg Alting deelte, Godt og Ondt;
Hvis Ansigt saa bekjendt mig var som Solen:
At hun medeet er borte - at jeg aldrig
Skal meer nu hende see med Teen i Haand,
Og aldrig mere høre hendes Røst,
Som naar hun sagte traadte ind ad Døren,
Og bad mig hefte Bæltet eller Naalen.
Saa underligt mig Alting forekommer.
Endnu iforgaars levende hun var,
Og nu hun ligger død og taus paa Leiet.

MENESTOS.

Ja, hurtig var det gjort, og snart forbi.
Det var, som havde blot hun ventet paa,
Endnu engang at see sin Ungdoms-Brudgom,
Før med sit eget Liv hun Afsked tog.
Fra hiin Dag af var hun ei meer den Samme:
Igjen sin Rosenfarve Kinden fik,
Saa let som fordum blev jo hendes Gang,
Og dobbelt klare lyste hendes Øine,
Naar fra de glade Læber Talen strømmed.
Det var det sidste Spring af Haabets Væld,
431 Men Hjertet rummed ikke meer sin Fylde.
Det i sin Svaghed brast; og snart i Urnen
Vi gjemme Mindet, som tilovers blev.

MELETE.

Du har endnu din Ungdomsven tilbage;
Men hvad har jeg? Om Dagen intet Selskab,
Og eensom skal om Natten nu jeg ligge,
Og tænke mig den Døde ved min Side.
Jeg gruer alt for Tiden, der skal komme.
Jeg kunde ønske, jeg var selv den Døde;
At det var mig, hvis Liig her skulde brændes,
Og hvirvles hoit i Damp og røde Skyer.

MENESTOS.

Din Tid den kommer nok. Men gaa nu hjem
Og Tithon siig, at Alt er her besørget.

MELETE.

Det tør jeg ikke.

MENESTOS.

Hvorfor ei?

MELETE.

Hans Syn
Med Gru mig fylder. Altid var jeg bange,
Naar jeg om Formiddagen gik til Hulen,
For ham til Dagens Lys at kalde frem,
Og melde ham, at Morgenen var omme.
Selv gik jeg aldrig ind, men raabte paa ham.
Da hørte dybt i Hulen jeg hans Røst,
Og langsomt kom af Mørket saa han ud,
Mens som en lyssky, graa og gammel Ugle
Han lukked Øinene for Dagens Straaler.

MENESTOS.

Men nu er han i Hytten; frygt kun ikke!

MELETE.

Du selv maa bringe Bud; jeg gjør det ei.
Da før jeg hjemme var, at hente Staalet,
Jeg maatte ind, hvor nu Electra ligger.
Der saae jeg Tithon sidde tæt ved Leiet,
Paa samme Plet hvor sidste Nat han sad.
I Haanden holdt han Ligets høire Haand,
Men mæled intet Ord imens jeg var der.
Dengang jeg gik, af Angst lidt Støi jeg gjorde;
Da saae han op med sine store Øine,
Og som han vilde see mig tværs igjennem,
Saa vildt og stirrende hans Blik da var.
Det løb mig koldt af Ryggen ned, og hurtig
Jeg ud ad Døren skyndte mig igjen.

MENESTOS.

Saa bliv du her; jeg selv ham hid vil hente.

MELETE.

Menestos, see!

MENESTOS.

Hvad er der?

MELETE.

Vend dig om!
Han kommer ud af Hytten, og paa Armen
Han bærer Liget, svøbt i Dødningklæder.

MENESTOS.

Som han var kaldt, han kommer. Hurtig gaaer han,
432 Hold Faklen hid imedens jeg slaaer Ild,
At Alt kan være rede til hans Komme.

MELETE.

Jeg gaaer min Vei. Jeg tør ei tale med ham.
Som der han kommer, ligner han et Gjenfærd,
Der med den Døde skulde ned i Jorden.

MENESTOS.

Du jo Electra vilde see.

MELETE.

Men ikke
Naar paa hans Arm hun sidder. Godt jeg husker,
Hvor mildt imorges hendes Ansigt var,
Da Dugen omkring Hovedet jeg svøbte.
Her har du Faklen! Selv du maa den holde.
Hen over Heden jeg en Omvei gjør,
At ei den Gamle jeg skal komme nær.

Bort.

MENESTOS.

Hun gaaer - og det er mig, som tænder Blusset,
Der ned i Mørket Skyggen lyse skal.
Din Brudefakkel holdt jeg og, Electra!
Og gjennem hele Livet vi jo fulgtes,
Men aldrig nærmere jeg dog dig kom,
Nu staaer jeg ved din Grav, og sidste Gang
Jeg tænder Faklen for dig. Heller ikke
Skal denne Gang den røbe dig, hvad Læben
Igjennem mange Aar dig har fordulgt:
Dens Ild vil dig fortære, medens jeg
Her i mit Hjerte vil dig tro bevare.

Han tænder Faklen.

ANDEN SCENE

menestos. tithon.

TITHON
kommer med Electra paa Armen.

Ret saa! Den lune Seng de har dig redt.
Held dig kun op til mig, du trætte Barn!
Som i din Ammes Favn du blødt skal hvile.
Som hun dig bar, da du var spæd og lille,
Naar du med Graad paa Kind blev bragt til Ro,
Saa gynger her jeg høit dig paa min Arm,
Før i din sidste Vugge jeg dig gjemmer.
Fryd dig, du Kjære! Natten nærmer sig.
Seer hist du Aftenrødens blege Skjær?
Den gyldne Sol til Hvile nu er gaaet,
Og blank med Sølvglands stiger Stjernen op.
Snart vil den kalde frem de lyse Brødre,
Og paa dit Leie vil de skue ned,
Mens selv du favnes af den søde Slummer.
433 Men du er taus - du hører ei mit Ord.
Dit Øie allerede har sig lukket,
Og mod dit Bryst dit Hoved dybt er sunket.
Du drømmer alt - hvor flygted hen din Sjæl,
At intet Svar den har paa venlig Tale?
Bleg er din Kind og dine Læber blaae,
Og stive som af Kuld er dine Lemmer.
Saa lad mig svøbe fast dig i dit Dække,
Og bære dig, du Stumme, til din Grav!

Gaaer hen mod Baalet.

MENESTOS.

I rette Tid du kom; Alt er beredt,
Og her er Ild til Baalet.

TITHON.

Vel, Menestos!

MENESTOS.

Det stunder imod Nat; vi haste maae.

TITHON.

I Mørket nyder Døden helst sit Bytte.

MENESTOS.

Lad mig dig hjælpe.

TITHON.

Bort! Rør hende ei!
Jeg selv vil bringe Guderne mit Offer.

MENESTOS
afsides.

Melete havde Ret; hans Blik er vildt.

TITHON
lægger Liget paa Baalet.

Hviil paa dit Leie her! Med dig jeg jorder
Dit Hjertes korte Fryd og lange Savn,
Og al min egen, længst forspildte, Lykke.
Det er min hele Skat jeg med dig giver,
Og til din kolde Favn jeg den betroer.
Forvar den vel! thi naar igjen jeg kommer,
Jeg efter den og dig forgjæves leder.
Forgjæves vil jeg Urnen gjennemsøge,
Naar for den Skikkelse, hvis Træk jeg kjendte,
Jeg finder kun som Rest en Haandfuld Støv.

Vender sig mod Menestos.

Ræk hid mig Faklen!

MENESTOS.

Vil du Baalet tænde?

TITHON.

Troer du, jeg overlader det til dig?
Men heller ikke du skal være ledig.
Hvor er din Harpe? - Gaa, og hent den hid!
Lad høit i Nattens Mørke Strængen tone!
Og som du om den Levende har værnet,
Saa syng nu Klagesangen for den Døde!

MENESTOS.

Tak, at du minded mig om denne Pligt,
Thi sløv af Kummer, selv jeg den forglemte.

Bort.

TITHON
ene.

Nu kan jeg trodse Jer, I stolte Guder!
I selv mig gav Elendighedens Skjold,
434 Og Alt berøvet blev jeg Eders Lige.
Hvor vil I ramme mig? - Send Eders Pile!
Slyng Eders Lyn imod mit Hoved ned!
I træffer mig dog ei. Jeg kan Jer spotte,
Og lee ad Eders Afmagt bag mit Skjold.
Hvormed vil meer I tvinge mig? - Lad dem,
Hvis Hjerte zittre kan i Haab og Frygt,
Og som endnu har Noget at forlise:
Lad dem med Bønner søge til jer Throne,
Men jeg til Regnskab vil Jer kræve her.
Bag Eders faste Borg I skal mig høre!
Jer stævner jeg herned, I, som fuldbringe
Den høie Skjæbnes Bud; I, som vi kalde
Beskyttende og naaderige Guder;
I, som i Viisdom burde lede os,
Er end vi Daarer, og for Fald os skjærme,
Naar i Fordærvelse vi selv os styrte:
Hvor slet fuldbyrder I jer store Gjerning!
Først med det Haab, I gav, I vild os lede,
Og naar i Nøden saa vi Jer anraabe,
Til Svar I sende Straffen os herned. -
Men troe kun ei, vi er jer Lunes Slaver!
Her fra Tyranners Magt jeg løs mig siger!
I Eders Sted den gamle Nat jeg kaarer!
Den gamle Nat, den milde som den strenge,
For hendes Guddom kun mit Knæ jeg bøier.

Knæler.

Der kommer hun, svøbt i sit dunkle Slør!
Ei som de falske Guder kommer hun
Med Larm og Glands; hun kommer taus og stille,
Og eensom paa sin Vei hun skrider frem.
Hun lokker Ingen i sit Tryllenet,
Og daarer troløs ei med gyldne Løfter,
Men hvad hun modtog, trofast hun bevarer.
Hun gjemmer det Forsvundne, det Forglemte;
Hun holder Mindets rige Fyldehorn,
Og rækker tidt det ud med milde Hænder,
At vi maae see, at ei det Mindste tabtes.
O Moder for det Haab, som meer ei blomstrer!
See ned til mig i Undergangens Rige,
Dybt fra sit Hjerte kalder dig din Søn!
Dig bringer jeg det Liv, som her er ude;
Thi selv de Døde høre jo din Stemme,
Og reise sig af Graven paa dit Bud.
Ind til de andre Skygger tag Electra!
Men kommer jeg til dig, naar Dagen helder,
435 Da kald de Svundne frem, at i dit Ly
Vi sidde maae, af dine Vinger dækked',
Og tale sammen om det sunkne Troja,
Og leve Livet om, som her gik tabt.

Reiser sig.

Nu til min Gjerning, førend Faklen slukkes!

Han gaaer omkring Baalet, og tænder det an paa alle Sider; staaer derpaa længe taus og seer ind i Luen.

Hvor hurtig Ilden fænger! Det er Døden,
Som blæser til den med de kolde Lunger,
At den dessnarere kan naae sit Bytte.
See, hvor omkring i Funker nu den springer!
Snart vil den samle Gnisterne til Flammer,
Og skjule med det luerøde Dække
Den kolde Skikkelse, som fast den holder.

MENESTOS
kommer.

Her Harpen er! Men ei jeg gav mig Tid
At stemme Strængene, og vildt de skurre.

TITHON.

Tag her din Plads!

MENESTOS.

Paa Baalet alt hun brænderi

TITHON.

Ja, under Luer har jeg hende gjemt;
Du hendes Aasyn aldrig meer vil skue.

MENESTOS.

Men Sjælen, som er flygtet, hjem jeg følger.

TITHON.

Ja, syng du Dødesangen over Liget!
Jeg sætter mig paa Jorden her, og lytter
Til Harpens Toner, som gav hende Trøst.

MENESTOS.

Men ingen Trøst har Harpens Toner meer;
Kun idel Klage!

TITHON.

Gjenlyd gi'er mit Bryst.

Han sætter sig i Afstand.

MENESTOS
synger til Harpen.

Mit Spil er dæmpet og min Røst er mat;
Mit Bryst er sorgbespændt, af Haab forladt,
Og ingen Trøst min Fremtid mig bebuder.
Den Døde lytter ei til Harpens Klang;
Saa vil jeg vie Jer min Klagesang,
I Menneskets og Livets høie Guder!

Hvorfra vort Væsen stammer, I kun veed;
Thi Livets Gnist i os I lægger ned,
Og Alt, hvad aander, i sit Bryst den bærer.
Fra Vuggen af, indtil vor sidste Stund,
Den brænder i vort Hjertes dybe Grund,
Til med sin Glød den Karret heelt fortærer.

436 Den raster ei, før Bugt med Alt den faaer:
Den tærer hen vor Vinter som vor Vaar,
Og Sjælens Kraft og Styrke den forøder;
Den nærer sig af Haabet i vort Bryst,
Den blusser ved vor Qval og ved vor Lyst,
Og ved den stærke Lidenskab den gløder.

Da føle først, I Guder, vi jer Magt!
Vi mærke, Livet er med Jer i Pagt,
Og at vi leve kun idet vi brænde:
Vi værne som en Skat den dyre Glød,
Vi skaffe selv den Næring ved vor Død,
At den til Eder maa tilbage vende.

Saa tag jert Offer! Længst I tog jo bort
Den Krands af Lykke, som hun bar saa kort,
Og rundt dens Blade fløi for alle Vinde.
Det Liv, I gav, kun hende bragte Savn;
Tag I da Livet! Men Electras Navn
I mægter ei at skille fra vort Minde.

See! Høit i Nattens Mulm, med rødligt Skjær,
Slaaer Luen op mod Himlens Stjernehær,
Og søger Lysets Hjem, hvorfra den stammer.
I rige Guder seired dog tilsidst!
Hvad ned I sendte som en lille Gnist,
I faae tilbage her som stærke Flammer. -

TITHON.

Ret saa, Menestos! Grib kun vredt i Strængen.
Men gaa til Hvile saa! Til Søvn du trænger;
Imedens holder her jeg Vagt ved Graven.

MENESTOS
nærmer sig.

Und ogsaa mig, at skjerme hendes Liig.

TITHON.

Bort! - Bort fra Baalet!

MENESTOS.

Hvorfor harmes du?
Tør ei med dig jeg vaage her ved Graven?
Har ei vi fælles Sorg og fælles Pligt? -

TITHON.

Skal Alting deles da, og stykkes ud!
Min Ære tog du, dengang Trojas Fjender
I mit Sted du med Sværd og Landse mødte;
Min Lykke tæred op du Aar for Aar,
Som Broder og Beskjermer for den Døde,
Og kun den usle Rest blev mig tildeel.
Er ei jeg fattig nok? Vil ogsaa her
Du tage Halvdeel i den sidste Pligt,
Den eneste, som end mig er tilbage?

437
MENESTOS.

O, lad os strides ei ved denne Grav.
Fred mellem os, og som du vil, det skee!

Gaaer.

TITHON.

Menestos!

MENESTOS.

Herre!

TITHON.

Ræk mig hid din Haand!
Som Venner og som Brødre vil vi dele.
Ved Midnatstid du løser her mig af,
Og tager Glimtet af de sidste Luer,
Mens til mit dunkle Huus jeg søger hjem.

MENESTOS.

Ved Midnatstid jeg komme skal. Farvel!

Menestos bort.

TITHON
efter en Pause.

See, hvor det flammer nu! - Et Øieblik,
Saa styrter Baalet sammen over Urnen.
Sit Rov har Livets Fjende snart fortæret;
Den stille Skygge vandrer bort fra Graven,
Og søger Stien til de Dødes Rige,
Men hendes sagte Trin jeg hører ei -
Ja, blus kun op i Glands, I vilde Luer!
Jert Spil er endt ... Der sank din Grav, Electra! -
Hen over Marken trækker Røgen bort;
Sky efter Sky i Nattens Favn sig taber - -
Kun mørkt og øde hvor mit Øie skuer.
Uvisse Skygger svæve fjernt paa Heden,
Og sukke gjennem Vinden. Som en Gravhøi
Er denne Luft, der her om mig sig hvælver,
Og midt deri en Skygge selv jeg sidder,
Og rundtom hviler Alting dødt og stille - -
Er det mit Hjem? Er det mit Fædreland?
Histoppe funkle dog de klare Stjerner!
Der sidder Lys ved Lys i pragtfuld Glands,
Og spotte den forgængelige Jord.
Som paa den sidste sønderbrudte Søile
Af Templet, der forlængst sank i Ruiner,
De skue tindrende herned paa mig,
At ret min Eensomhed jeg nu skal føle,
Og mindes om de Dødeliges Lod. -
Men Eders Time da, skal den ei komme?
Skal uafladelig I stige frem,
Og vandre lysende hen over Himlen,
Mens Alting døer og vexler nedenfor?
Nei! Ogsaa over Jer der er en Skjæbne!
Ja, hvor mit Hjerte Synet skulde fryde,
Hvis Bæltet brast, som her Jer holder fast,
438 Hvis nu med Tordenbulder Kuplen revned,
Hvis den uhyre Hvælving styrted sammen,
Og, slukked ud, i Mørket I sank ned!
Laae i Ruiner ogsaa I begraved,
Da var ei mere det Uendelige,
Der kjender ingen Skiften og Forandring,
Og nye Spirer kunde Haabet skyde.

Uendelig - Hvad siger da det Ord,
Hvormed de stolte Stjerner vil mig skræmme? -
Ei meer end denne Ring, hvis gyldne Slanger
Sig bugte om sig selv i evig Kreds,
Og naae Begyndelsen hvor Enden slipper.

Han tager Ringen af Armen og betragter den.

Som Lykkens Pant den eengang blev mig givet,
Elendighedens Tegn den er mig vorden,
Men uforandret dog den er den Samme,
Og det kun mig var, som tilgrunde gik.
Den er et Billed just af Skjæbnens Ring,
Som indeslutter Menneskenes Slægter,
Der boe i den uendelige Kreds,
Og samme Cirkel evig gjennemløbe.
Uendelig er Veien for dem Alle,
Men for den Enkelte hvor er den kort!
Det Liv, som i vor Ungdoms friske Morgen
Os synes uforgængeligt og evigt,
Hvor hurtig er det endt! Et stakket Spand
Er Veien fra vor Vugge til vor Grav!
I Livet selv hvert Haab sin Grændse møder,
Og vi maae døe, at Tidens store Slange
Kan snoe sig om sig selv i evig Kreds;
Thi vi er Byttet jo, hvoraf den lever. -

Han lægger Ringen paa Jorden, og seer hen mod Ilden.

See, dybt i Baalets Grund endnu det brænder.
Blaalige Flammer snoe sig rundt om Urnen,
Mens røde Gnister dandse paa dens Rand.
For hver der slukkes, fødes strax en ny;
De holde Krandsen frisk omkring den Døde,
Skjøndt Blomsten visner som den springer ud. -
Uendeligt er ogsaa dette Spil,
Og dog faaer snart det Ende. Øiet trættes
Af denne Vexel, som har ingen Fremgang,
Og knap den lyse Rand det mere seer.
Som mine Øine mattes og min Tanke,
Og kun med Møie jeg mig opret holder.
439 Ja, lad mit Hoved her mig hvile kun!
Til Jorden søge ned, hvorfra jeg stammer,
Og skue mod den Grav, der snart mig dækker.

Han svøber sig i Kappen, og lægger sig paa Jorden; kort efter slumrer han ind. Alt er længe mørkt og stille; medeet forsvinder Natten, og Dagen bryder frem.

TREDIE SCENE

AURORA og HELIA komme hurtig over Heden.

HELIA.

Endnu du standser ei?

AURORA.

Afsted! Afsted!

HELIA.

Skal end vi længer frem?

AURORA.

Et Skridt endnu!
Hist seer jeg Hytten med det lave Tag,
Og før jeg naaer den, faaer jeg ingen Hvile.

HELIA.

Ja, hurtig over Heden iilte du.
I lang Tid ei min Fod betraadte Jorden,
Og kun med Møie fulgte jeg dit Fjed.
Var det da her han loved dig at møde?

AURORA.

Nei, ved den fjerne Høi vi Afsked tog.
Hvor nys ved Træet Hestene du bandt,
Der var det, at igjen vi skulde mødes.
Han holdt ei Ord; han kom ei meer tilbage.
Men her har eensom jeg hver Morgen søgt ham,
Her har om Hytten speidende jeg vandret,
Og nødte Tiden mig igjen til Flugt,
Jeg duggede hans Hjem med friske Taarer.
Her er han skjult; mit Hjerte mig det siger.

HELIA.

Ei mindste Spor vi fandt dog.

AURORA.

Fremad!

HELIA.

See!
Det lysner alt paa Heden. Ved hvert Skridt,
Du farver rosenrød den mørke Lyngblomst,
Og vaad af Dugg den reiser sig.

AURORA.

Hvad seer jeg!

HELIA.

Du standser?

AURORA.

. Stille!

HELIA.

Høit din Kind jo flammer -

AURORA.

Ja, hvad mit Hjerte jublende forkyndte,
Bekræfter mig mit Øie: ham det er!

HELIA.

Hvad fængsler hist paa Heden da dit Blik?

AURORA.

Hvad jeg saalænge savned, har jeg fundet!
Svøbt i sin Kappe hviler han paa Jorden,
Og Søvnens Bind hans Øie dækker fast.

HELIA.

Hvem har du fundet?

440
AURORA.

Tithon! - See ham hist!

HELIA.

En gammel Mand jeg seer -

AURORA.

Dog er det ham.
Bøi dybt dit Knæ for Morgenrødens Konge!

HELIA.

Af Jordens Taage blev dit Øie blendet;
En Olding seer jeg, men din Brudgom ei.

AURORA.

Dit Blik er sløvt.

HELIA

Min høie Dronning ...

AURORA.

Tys!
Dæmp nu din Røst, og hold dig her tilbage.

Nærmer sig Baalet.

Ja, Tithon er det! Det er ham - og dog,
Hvis dette Hjerte havde Rum for Sorgen,
Jeg kunde sørge som de Dødelige.
Hvor har den mørke Jord ham dybt nedbøiet,
Og mærket med Forgængeligheds Præg
Den Skikkelse, der maalte sig med Guder!
Kun kort Tid af min Favn han borte var,
Og allerede blegnet er hans Haar. -
O Elskede! hvi gik du bort fra mig?
Og hvorfor slap jeg selv dig af min Arm?
Men Jordens Troløshed jeg ikke kjendte;
Dens Magt jeg kjendte el; jeg vidste ei,
At selv Udødelige den fordærver.
Dog af dit Fængsel jeg dig snart befrier!
Du kan ei døe, thi Livets Drik du tømte;
Men heller ei den Skikkelse skal visne,
Som meer end alle frydet har mit Blik.

Til Helia.

Kom hid! Her til din Tjeneste jeg trænger.

HELIA.

Hvad er din Villie?

AURORA.

Løft ham paa din Arm!
Men let og sagte.

HELIA.

Du ham med vil føre?
Den Gamle -

AURORA.

Ja, men snart igjen den Unge!
I Ætherhavets Bad igjen forynget,
Han ved min Side blomstre skal som før.

HELIA.

Du haaber Hjælp for ham?

AURORA.

Mit Haab er fast!
Løft ham paa Armen! Jeg hans Hoved støtter.
Tys! Stille, stille ... Hurtig nu til Vognen,
Og saa i Fiirspring hjem ad Lysets Vei!

Aurora og Helia bort med Tithøn,

441

FJERDE SCENE

Efter et Ophold, hvori Scenen er tom, træder MENESTOS hastig ud af Hytten.

MENESTOS.

Knap i min Angst kan Tankerne jeg samle.
Til Hulen strax Melete hen jeg sendte,
Da vaagnet af min dybe Natteslummer
Jeg gjennem Hyttens Dør saae Dagen skinne.
Ja - Dagens Sol jeg seer; men ham jeg seer ei!
Forgjæves sender Blikket jeg omkring -
Mit Øie møder kun den aabne Hede,
Men ikke Tithon! - Vee mig, hvis Aurora
Har her i Eensomhed ham overrasket,
Mens Søvn og Træthed mig paa Leiet holdt!
Her skiltes vi; men her er Alting øde:
Til Grunden nedbrændt er det høie Baal,
Hver Flammetunge dækket under Aske,
Og Vinden køler nu Electras Støv. -

Gaaer hen mod Baalet, men standser.

Hvem kalder paa mig? - Ha, der er Melete!
Hen over Marken ilende hun kommer - -
Melete! Skynd dig! Traf du ham i Hulen?

MELETE
kommer.

Du jager Livet af mig. Lad mig puste.

MENESTOS.

Har du ham truffet?

MELETE.

Nei.

MENESTOS.

Han var der ikke?

MELETE.

Nei, borte var han. Hurtig, som du bød,
Jeg løb derhen. Først paa hans Navn jeg raabte,
Men da mig Ingen svared, gik jeg ind,
Skjøndt for det mørke Hul mit Hjerte grued.
Snart stod jeg midt i Hulen; ved hans Leie
Endnu den lille Lampe dunkelt brændte,
Men ingensteds den Gamle var at see.

MENESTOS.

Og er du vis derpaa?

MELETE.

Som paa mig selv.
Da ud jeg gik, jeg tog jo Lampen med,
For i den mørke Gang at lyse for mig,
Men heller ikke der ... Nei see, Menestos!
Der ligger jo hans Armbaand.

MENESTOS.

Ja! hans Armbaand.

Tager det op.

MELETE.

Hvor kan da selv han være?

MENESTOS.

Spørg mig ikke!
Men iil du hjem, og gjennemsøg hvert Skjul.

MELETE.

Han gjør os nok Uleilighed, den Gamle!

Melete bort.

442
MENESTOS
ene.

Hun vil ham ikke træffe. Her hans Ring er,
Den Ring, der eengang smykked Guders Yndling,
Og som han altid selv om Armen bar.
Som Ganymed forsvandt, forsvandt og Tithon!
Ei med et Eventyr han os bedaared,
Ei Vanvids Ord det var, naar om sit Liv
I Morgenrødens Rige han fortalte.
Den Slægt, der hersked over Trojas Rige,
Er som det stolte Rige selv forsvunden,
Og Jorden gjemmer ikke meer dens Spor. -
Men Mindet lever; det kan ei gaae under!
I Verden rundt jeg selv det bære vil,
Thi høit mit Hverv mig denne Ring forkynder.
Som Ganymed for Guder skjenker Nectar,
Skal fra min Harpe Sangens Nectar strømme,
Og bringe Jordens Børn i Sorg en Lindring.
Da skal den egne Jammer de forglemme,
Naar om de store Skjæbner Sangen toner,
Naar ned i Gruus de see det Høie styrtet,
Og Guders Lov i Undergang forkyndt.
Men eensom paa min Vandring ei jeg gaaer.
Jeg tager med den Skat, hvorfor jeg kæmped:
Electras Støv, i Askekrukken gjemt.
Ja, min er denne Skat! Min er hun vorden,
Om ikke før, saa dog som Støv og Aske.
Hvad vil jeg mere? Var end blomsterløst
Og uden Frugt mit Liv: en rig Erstatning,
En Frugt, som gjemmer hele Livets Sødhed,
Mig rækkes her til Trøst af Dødens Haand.
Den skal mig følge, hvor min Fod end vandrer;
Den vil jeg tage frem naar Dagen helder;
Og som en Gnier frydes ved sit Guld
Og tæller sine Skatte, jeg vil frydes,
Naar svundne Minder stige frem som Skygger,
Mens Øiet hviler paa det stille Støv.
Nu hjem til Hytten efter Askekrukken!
Først Urnens Indhold jeg i den vil tømme,
Og saa paa Vandring - her er Livet endt.

Gaaer.

443

FEMTE SCENE

Morgenrødens Rige. Indkjørselen til Auroras Palads. TITHON slumrende. AURORA, HELIA og flere NYMPHER.

AURORA.

Løft ham af Karmen ud, men ganske stille,
Og hist ved Palmetræet bær ham hen!

NYMPHERNE
tage Tithon paa Armen.

Lad vor Sang med Varme
Mildt dig qvæge nu!
Let paa bløde Arme,
Konge! hviler du.
Af dit Syn bevæget,
Røres dybt vort Sind;
Sorgen staaer jo præget
Paa din hule Kind.

Har en Storm din Lykke
Brat da veiret hen?
Dunkel som en Skygge
See vi dig igjen.
Fast din Sjæl vist holder
Paa den mørke Jord;
I din Pandes Folder
Skue vi dens Spor.

Her i Lysets Morgen
Glem den svundne Tid!
Palmens Krone Sorgen
Her bortvifter blid.
Styrket af din Slummer,
Snart du Jordens Vee
Og din egen Kummer
Som en Drøm vil see.

De lægge Tithon ved Foden af Træet.

AURORA.

Afsted nu Alle! Før paa Engen ud
De trætte Heste, og bered Jer paa,
Naar her jeg vinker, Kongen bort at bære.

HELIA.

Saasnart du vinker, vi hos dig skal værel

Nympherne bort med Vognen.

AURORA.

Hør, hvor de larme! Deres Støi ham vækker.
Men tys! Han rører sig ... Op i min Arm
Jeg sagte løfter ham -

TITHON
idrømme.

Menestos!

AURORA.

Hør!
Han taler -

444
TITHON
vaagner.

Ha! - Hvad Glands omstraaler mig?
Som i et Purpurhav mit Øie svømmer! -
Aurora!

AURORA.

Ja, ihendes Favn du hviler.

TITHON.

Hvor er jeg kommen hen? Mit Øie blendes -
Hvor er den øde Hede? Hvor er Graven,
Som jeg i Natten skulde vogte paa?

AURORA.

I dine Drømme! Paa dit Leie søg dem.

TITHON.

See! Over mig jo gynge Palmens Grene.

AURORA.

Ja, blidt dig hilser Fuglens Morgensang.

TITHON.

Og hisset - Vee mig! Purpurslottets Kuppel,
Omkrandset af de rosenrøde Skyer -
Jeg er igjen i Morgenrødens Rige!

AURORA.

Hvad Drøm har dig forvirret?

TITHON.

Bort fra mig!
Da sidst vi skiltes, fra din Drøm jeg skiltes.
Skaf mig den mørke Nat! den stille Grav!
Bring mig til Jorden ned! ned til mit Hjem,
Hvorfra du falsk og troløs bort mig førte.

AURORA.

Hvi kalder mig du troløs?

TITHON.

Du tør spørge?
Kast da et Blik paa mig! - See her den Ungdom,
Der altid frisk min Tinding skulde krandse;
See her den Glæde, som ei falmer; see
Den Lykke, med hvis Billed du bedrog migl

AURORA.

O Elskede! Kast Skylden ei paa mig;
Det var jo ikke mig, som dig forlod.
Jeg kjendte selv ei Dybets Trolddomsmagt.
Dengang paa Jordens Rand din Fod du satte,
Da blev du Jordens Vilkaar underkastet,
Og Ungdom, Haab og Lykke brat forsvandt.

TITHON.

Ja, for mit hele Liv du mig bedrog!
Men her jeg kræve vil dit Rov tilbage:
Hvor er den Skjæbne, hvorom ung jeg drømte,
Og hvor de lysende Bedrifters Krands?
Hvor er den Fryd mit Huus bevared til mig?
Den Glæde, som mit Hjem mig skulde bringe,
I trofast Sammenhold med al min Slægt?
Hvor er den Bistand, som af mig de vented?
Den stolte Heltedaad, som fra min Skulder
Ansvaret vælte kan for Trojas Fald?
Hvor er den Lod, som ned i Skjæbnens Vægtskaal
Jeg skulde kastet med en modig Haand,
Saa Vægtens Tunge kunde have rørt sig,
Pengang paa Undergangen fast den peged? -
445 Alt har du røvet! Du mit Liv har stjaalet!
Ikkun en Drøm du i Erstatning gav mig,
Og Døden har som Rest jeg kun igjen.

AURORA.

Du skal ei døe! Nei evig skal du leve!
Har du forglemt, at Livets Drik du tømte,
At her dets Bæger af min Haand du tog?

TITHON.

Hvordan! - Saa det var Sandhed? Livets Drik -
Og det var ei Bedrag?

AURORA.

Vil jeg dig skuffe?
Du kan ei døe! I Morgenrødens Rige
Du lever evig i Auroras Favn.

TITHON.

Og over mig du bragte disse Qvaler?
Forbandet være du! Forbandet Skjæbnen,
Som i dit Tryllenet mig bandt saa fast!
Et evigt Liv! Og Udvei gives ei,
Og ingen Fremgang, og i evigt Kredsløb
Det frygtelige Møde her med dig! -
Nu kan jeg dristig maale mig med Jer,
I Helte fra det mørke Tartaros,
Nu har i Tithon I en Broder faaet!
Gjør Plads for mig, du gamle Tantalos!
Lad mig i dit Sted efter Frugten lange.
Lad mig din Steen kun vælte, Sisyphos!
Bli'er træt min Arm, vil jeg som Ixion
I evig Kreds mig dreie rundt paa Hjulet!
Nu har I Selskab! I min Dom jo hørte:
Et evigt Liv i Morgenrødens Rige - -

Han synker om.

AURORA.

I Afmagt sank han ned ... Hvad var hans Ord?
Kun halvt jeg dem forstod; men end jeg bæver,
Saa fyldte mig med Skræk hans vrede Blik.
Er det den fordums Tithon? - Men endnu
Har Ætherbadets Kraft han ei fornummet.
Og i dets Bølger boer et evigt Haab.

Vinker ad Nympherne.

Herhid, I Nympher! Hurtig! - Løft jer Drot
Igjen fra Græsset op, og bær ham varligt
Ind i Paladset paa mit Rosenleie.
Imedens selv jeg Badet ham bereder,
Syng der ham dybt i Søvn med søde Sange,
Og fyld med Virak Luften, som han aander.

NYMPHERNE
bort med Tithon.

Snart, o Konge! dykket
Dybt i Æth'rens Bad,
446 Gaaer, med Ungdom smykket,
Atter her du glad.
Her, hvor Haabet toner
Fra hver Fuglerøst,
Evigt Liv dig kroner
Med en evig Lyst!

Aurora følger.

447

FEMTE ACT

HAVEN VED ÀURORAS PALADS

FØRSTE SCENE

ZEPHYR og FLORA komme i fuldt Løb.

FLORA.

Zephyr, stands et Øieblik!

ZEPHYR.

Hvorfor standse? Lad os ile!

FLORA.

Nei, et Øieblik vi hvile;
Blodet mig til Hjertet gik.

ZEPHYR.

Stakkels Flora! Ondt du fik?
Og for Hjertet ov'n ikjøbet?

FLORA.

Altfor hurtig har du løbet;
Det er nu din gamle Feil.
Knap ved Kildens blanke Speil
Fik jeg Tid jo til at sætte
Brudesløret lidt tilrette,
Og i Haarets Perlebaand
Myrteqvisten ind at flette:
Hurtig tog du mig ved Haand,
Som en Storm du bort mig førte,
Saa jeg Veiret tabte fast;
Saa min Fod knap Jorden rørte
Ved din frygtelige Hast.

ZEPHYR.

Læg mig ikke den til Last!
Timen kommen er, du Søde,
Timen, som du saae imøde
Snart med Haab og snart med Angst:
Timen, som mit Savn skal ende,
Timen, da jeg hjem skal vende
Med min lykkelige Fangst.
I Paladset vil den høie
Dronning med sin egen Haand
Dine skjønne Rosenbaand
Til en Lænke sammenføie.
Dette Syn mig stod for Øie,
Det gav Uro til mit Blod,
448 Det bevingede min Fod,
Det endnu mig fremad vinker.
Fremad! Festens Stjerne blinker!
Altfor længe her vi stod.
Til Paladset op, du Lille!

FLORA.

Stands dog, Zephyr! Staa dog stille!
Reent du tabt har din Forstand.
Troer du det sig passe kan
For et Brudepar, at løbe?
Troer du, at en Brud tør røbe
Denne gruelige Hast?
Nei, med sænket Øiekast,
Just saa glad som det er billigt,
Hellere dog lidt uvilligt,
Og med Alvor, som hun kom
For at høre paa sin Dom,
Gaaer hun blandt den muntre Skare
Taus i Bryllupssalen ind.
Vær fornuftig! Saml dit Sind!
Troer du Nympherne skal spare
Dig og mig for Spot igjen,
Naar for Brudeskamlen hen
Som i Stormløb her vi fare? -
Nei! kun langsomt, Skridt for Skridt.
Paa vor Ære maae vi tænke;
Derfor læg din Fod i Lænke,
Og lad her os puste lidt.

ZEPHYR.

Naar kan dog jeg aande frit!
Hvilke Omsvøb! Hvilke Skikke!
Nei, min Frihed faaer jeg ikke,
Førend over Havet frem
Baaden flyver mod mit Hjem;
Førend Stormen om os brummer,
Førend Bølgen om os skummer,
Førend vi, for fulde Seil,
Langs mit Skypalads, det hvide,
Ind i Havnen hurtig glide
Over Vovens klare Speil.
Der i Frihed og med Glæde
Du min Bolig skal betræde;
Der skal i min Have ned
Jeg med egen Haand dig føre;
Der skal Fuglesang du høre;
Skue Zephyrs Herlighed,
Som nu snart skal hedde Floras!

449
FLORA.

Er din Have som Auroras?
Har du ogsaa Blomster der?

ZEPHYR.

Om jeg har? En talløs Hær!
Alt du finder: Blomster, Træer!
Og ei blot med Bladeklynger
Træet sine Grene gynger;
Nei, det Frugter ogsaa bær'.
Ikke Blomsterne som her
Altid du i Knopper skuer;
Nei, hver lille Blomsterknop
Lukker og et Bæger op,
Som med gyldne Farver luer.
Ei som her den muntre Fugl
Evig mellem Myrtheskygger
Med sin Mage leger Skjul;
Nei, hos mig den Rede bygger,
Æg og Unger og den faaer.

FLORA.

Æg og Unger?

ZEPHYR.

Sligt forstaaer
Ei du i Auroras Rige,
Hvor du kun som Blomsterpige
Leved i en evig Vaar.
Øiet snart dog op dig gaaer,
Naar i Zephyrs Hjem du kommer,
Hvor paa Vaaren følger Sommer,
Og paa Sommertiden Høst.
Der af fulde Roser binde
Kan du Smykker til dit Bryst;
Der, i Favn af Vestenvinde,
Stolt og fri du vandre kan;
Ikke meer som Blomsterpige,
Nei, som Dronning i mit Rige,
Blomster dronning i mit Land!

FLORA.

Zephyr, o du mig henrykker!
Blomsterdronning! Søde Navn!
Blomsterne jeg ta'er i Favn,
Og til Hjertet ømt dem trykker,
Da jeg aldrig føler Savn.

ZEPHYR.

Du din Fremtidslod nu kjender.

FLORA.

Een Ting dog mig falder ind -

ZEPHYR.

Og det er?

FLORA.

Hvis det sig hænder,
Falmer Rosen paa min Kind.

ZEPHYR.

Nu, hvad ængster da dit Sind? -
Er vi ikke gode Venner?
Ud med Sproget, slet og ret!

450
FLORA.

Zephyr, du er smuk og net;
Du er ogsaa brav og dygtig,
Ak, men du er dog saa flygtig,
Og dit Sind saa grumme let,
Kan jeg ogsaa paa dig stole,
Stole paa din Troskab, naar
(Mens jeg selv derhjemme gaaer,
Huuslig klædt, i simpel Kjole)
Hver Dag du paa samme Tid
Over Havet flyver hid
Med din Kurv, og til Aurora
Bringer Frugter i Tribut?

ZEPHYR.

Nu forstaaer jeg dig, min Flora!
Du nok frygter, at en Glut
Her i Zephyr skal faae Finger? -
Men naar selv en Kurv jeg bringer,
Hvor kan jeg da blive skudt?

FLORA.

Hvad dog mere Trøst mig skjenker,
Er dit Had til alle Baand -

ZEPHYR.

Ja, men ei til Rosenlænker
Af min søde Floras Haand.

FLORA.

For din Artighed jeg takker!

ZEPHYR.

Men afsted! Jeg staaer og snakker.
Meer end nok vi pustet har.
Nu ved Haanden du mig ta'er,
Og ad Trappen op vi stigel

FLORA.

Før jeg gaaer, du maa mig sige,
Om min Krands er fæstet ret -

ZEPHYR.

Uforlignelig og net!
Nydelig, du Nydelige!
Følg mig!

FLORA.

Husk nu vel mit Ord:
Ganske langsomt ind i Salen,
Ingen Hvisken, ingen Talen,
Og af Hastværk intet Spor!

Begge bort.

ET CHOR AF NYMPHER
kommer hurtig fra Sidegangen.
FØRSTE NYMPHE.

I Paladsetjeg saae dem gaae ind.

ANDEN.

Ja, hun gik som til Offer udkaaret.

TREDIE.

Slør og Myrther hun havde paa Haaret.

FJERDE.

Og en Rose coquet ved sin Kind.

FEMTE.

Nylig pudset var Brudgommens Vinger.

SJETTE.

Og i Panden hans Lokker var skilt.

SYVENDE.

Hvor til Bruden han smidskede mildt!

451
OTTENDE.

Ja, han kyssed forlibt hendes Finger.

Musik lyder fra Slottet.

ALLE.

Hør, i Toner nu sendes os Bud I
Op, for Salen til Bryllup at krandse!
Op til Festen! hvor Flora skal dandse
Med den lette, bevingede Gud.
Der vi Parret med Jubel omslynge,
Og til Slutning, naar Zephyr sin Brud
Af Nymphernes Kreds dandser ud,
Høit i Chor for dem Begge vi synge!

Alle bort.

ANDEN SCENE

GLAUCA og flere NYMPHER komme ud fra Paladset med en Løibænk, hvorpaa TITHON hviler. De bære ham hen under Træerne, hvorpaa Nympherne gaae tilbage. GLAUCA bliver staaende ved Leiet.

GLAUCA
efter en Pause.

Min Konge! Sover du?

TITHON.

Nei. Tal du kun,
Hvis du har Noget, som du vil mig sige.

GLAUCA.

Ja, Dronningen os bød, at hvis du vilde,
Da skulde vi dig flytte ned til Stranden,
At der ved Havets Bred du kunde ligge.
Hun meente, at dets Syn dig vilde glæde.

TITHON.

Er det ei her jeg pleier ligge?

GLAUCA.

Jo.
Her har vi baaret ud dig hver en Morgen,
Naar i den friske Luft du ønsked dig.
Her under Træet, hvor din Seng nu staaer,
Du altid hviilte.

TITHON.

Saa lad her mig blive.
Her hører jeg jo Palmens Krone suse,
Og ud mod Horizonten seer mit Blik.

GLAUCA.

Har du da Intet at befale meer?

TITHON.

Løft Hovedgjerdet lidt, og træk mig Tæppet
Heelt over Brystet op.

GLAUCA.

Det snart er gjort.
Nu sidder opreist du! Det altid hjælper,
Naar man saalænge ligget har tilsengs.

TITHON.

Saalænge, Glauca! Ja, saalænge, længe!
For mig det er, som tusind Aar var rundne,
Fra den Tid jeg fra Jorden kom tilbage.

GLAUCA.

Dengang var du endnu dog rask og rørig.
Men ogsaa vred du var: Du tidt os skrækked,
452 Naar med dit mørke Blik du gik forbi.
Men siden dine Kræfter svandt, og Foden
Afmægtig blev til Gang, blev du saa stille,
Og altid mild og venlig ... See, min Konge!
Nu troer jeg Tæppet ligger som du ønsker.

TITHON.

Saa er det godt. Nu kan du gjerne gaae.
I har jo Fest derinde?

GLAUCA.

Ja, idag
I Floras Rosenlænke Zephyr bindes,
Og Dronningen dem Begge har tilgjest.
Naar Baandet knyttet er, begynder Dandsen,
Og saa til Zephyrs Hjem de seile bort.

TITHON.

Saa gaa kun op til Dandsen!

GLAUCA.

Snart, min Konge,
Jeg kommer atter ud, og hører til dig.

Bort

TITHON
ene.

Altid min Konge! Morgenrødens Konge!
Bestandig skal mit Kongenavn jeg høre,
Og mindes om den Tid, da jeg det vandt.
Men hun har Ret: jeg er jo og en Konge!
Midt i mit Rige her som Drot jeg ligger,
Og aldrig meer mit Scepter kan jeg tabe.
Hvorhen jeg seer, min Herlighed mig vinker:
Af Perler fuld er Kronen over mig,
Med Glands mig dækker Purpurtæppets Flig,
Omkring mit Leie Rosen staaer i Knopper,
Og rundtom tone Vaarens Fuglesange.
Alt rører sig i Friskhed og i Kraft,
Jeg selv kun er afmægtig i mit Rige.
Det er kun mig, som ei kan fatte Glæden,
Som ei kan juble med, naar Nympher juble,
Saalidt som mine Suk de kan forstaae,
Thi mellem os et heelt Liv der jo ligger.
De har en Fremtid kun, men ingen Fortid;
De kjender ikke til den tunge Vægt,
Hvorunder mine Kræfter maatte segne;
De nære sig endnu af gyldne Løfter,
Hvis Tryllemagt forlængst er endt for mig.

Forunderligt! - Og Alt saa reent forbi!
Og det var virkelig mig selv, som eengang
Opleved Alt? - Det Hav, som nu er stille,
Det er det samme Hav, som fordum stormed,
Som vælted op fra Grunden sine Bølger,
Og skummed brusende mod Himlens Skyer?
Saa ubegribeligt det synes mig,
453 Og min Forundring vil mig aldrig slippe.
De Minder, som nu sagte træde frem,
De rørte sig engang med Haabets Liv,
Med Længsels Smerte, Lidenskabens Varme;
Og jeg, som ligger fængslet her til Leiet,
Jeg tumled ogsaa mig i Livets Spil;
Jeg fløi som Bolden fra den Stærkes Haand,
Og steg og faldt, og af min hele Flugt
Blev Mindet og Forundring kun tilbage - -

Pause.

Hvor mildt det suser gjennem Palmens Grene!
Saa liflig sender Græsset mig sin Duft,
Og Luften vifter med de bløde Vinger.
Her er dog smukt endnu! I Horizonten
Forbi mit Øie svæve gyldne Syner,
Naar mod den dybe Himmel ud jeg seer.
See, hvor de flyve disse Purpurskyer!
Den ene længselfuld den anden jager,
Og sender til min Sjæl en flygtig Trøst.
For hver der svinder, har jeg Lov at tænke:
Nu randt en Stund; nu er min Evighed
Et Spand forkortet; nu en Smule lettet
Er Byrden, som mig Skjæbnen gav at bære.

TREDIE SCENE

AURORA træder ud af Paladset.

AURORA.

Der ligger han endnu paa samme Sted,
Og altid lig sig selv: i dybe Tanker,
Med Hænderne paa Tæppet sammenfolded,
Og Nakken imod Puden støttet op.
Saa hvide som hans Haar er fast hans Kinder.
Hvad hjalp ham Ætherhavets friske Bad,
Og hver en Lægedom, jeg her ham rakte?
Den gamle Skikkelse sig ei forynger,
Og Jordens Minde slipper ei hans Sjæl.

Nærmer sig.

Vaagn af din Drøm, o Tithon!

TITHON
seer sig om.

Du er her?

AURORA.

Jeg havde ingen Ro ved Festen mere;
Jeg maatte ud og see, hvordan det gik dig.
Derinde juble de ved Floras Bryllup,
Men du tog ingen Deel i Herligheden,
Og m i t Sind var hos dig.

454
TITHON.

Imellem bringer
Mig Luften dog en Gjenlyd af jer Glæde.

AURORA.

Men selv du glædes ei. Har Glauca spurgt dig,
Om ei til Havet ned du vilde flyttes?

TITHON.

Hvortil Forandring? Selv jeg jo forandres
Dog ikke meer.

AURORA
sætter sig paa Sengen.

Du vender bort dit Blik -
Du Kjære! ja, mit Hjerte dobbelt kjær,
Fra den Tid jeg har prøvet dig at savne,
Thi Taarens Sødhed du mig lærte kjende.
O, ræk mig Haanden! - Men hvor kold den er!
Du skjælver... I min Arm lad mig dig slutte,
At Varmen fra mit Hjerte strømmer til dig!

TITHON.

En Skygge favner du; din varme Lue
Med Iis formæler sig.

AURORA.

Jeg vil den smelte!
Din hvide Lok jeg dækker med mit Guldhaar,
Til Sneen tøer, som skjuler mig din Ungdom;
Med Kys jeg lokker frem din Læbes Roser,
Der eengang dufted friske mig imøde;
Dit kolde Bryst jeg varmer ved mit Hjerte,
Til Pandseret af Iis er søndersprunget,
Til i sin gamle Kraft, med fulde Flammer,
Min fordums Elsker lever op paany!

TITHON.

Han er ei mere,

AURORA.

Han endnu er til!
Han kan endnu forynges! Eet kun kræves:
Lad Mindet døe, som qvæler Haabets Spirer,
Og lær at glemme!

TITHON.

Glemme? Altid glemme.

AURORA.

Ja, kun den ene Bøn min Læbe har.

TITHON.

Kan jeg da glemme, hvem jeg er og var?
Kan jeg forglemme, jeg er Jordens Søn,
At jeg en fremmed Lod har villet rane,
At ikke mit Hjem er i Morgenrøden,
Naar med de Lykkelige jeg mig maaler,
Som uberørt' af Tiden vandre her?

AURORA.

Alt eengang før du Alting her forglemte.

TITHON.

Men jeg er ikke meer den Samme nu.

AURORA.

Og jeg er dog den Samme! End mit Hjerte
Slaaer dig imøde med de fulde Slag.

TITHON.

Min Bøn dig rører ei -

AURORA.

Den at opfylde
Jeg mægter ikke. Selv hvis jeg det mægted,
Hvor kunde jeg ved dig at give Døden,
Min egen Glæde dræbe?

455
TITHON.

Dog jeg beder:
Opløs de gamle Lemmers sidste Kraft,
Og tag igjen det Liv, som du mig skjenked!

AURORA.

Har over Gudens Gave jeg da Magt? -
Nei, Tanken om at skilles, ei jeg taaler.
Selv om som nu jeg evig skulde see dig,
Der er en Trøst dog i det blotte Syn.
Jeg kan dog pleie dig, og gaae omkring dig,
Og bringe dig min Kjærlighed i Taarer.
Ja, ogsaaje g din Lidelse jo deler.
Uendelig var Lykken jeg dig loved,
Og ingen Ende seer jeg paa din Nød.

TITHON.

Nei, ingen Trøst for Livets Bitterhed.

AURORA
reiser sig pludselig.

Hvad har du sagt!

TITHON.

Kan det forundre dig?

AURORA.

Hvor var min Tanke dog! - Og det jeg glemte!

Hurtig bort.

TITHON
ene.

Hun gaaer; hvad mon igjen hun nu har for?
Hun har nu aldrig Ro. Hver Morgen kommer
Hun for at trøste mig, som hun det kalder,
Men hjælpeløs hun snart mig dog forlader,
Og atter saa mit stille Liv begynder.
Da er der Intet, som forstyrrer Tanken,
Naar ad sin fordums Vei den gaaer tilbage,
Og i min Eensomhed det ei mig skrækker,
At altid eensom jeg mig selv da finder:
Eensom, naar af Forventning fyldt jeg skuer
Ud mod den Herlighed, jeg aldrig naaede;
Eensom i Morgenrøden som paa Jorden,
Eensom i Lykkens Drøm og Nattens Favn.
Forunderligt! Var det det Liv jeg søgte?
Fast i mig selv mig Tryllekredsen bandt;
Kun op og udad higede min Sjæl,
Og i et eensomt Dyb kun ned jeg styrted.

CHOR AF NYMPHER
inde fra Paladset.

Dandsen kalder, Cithren klinger,
Fløiten toner blødt og mildt;
Guden med de hvide Vinger
Hos sin Brud sig op har stilt.
Nu er kronet Begges Haaben,
Glæden løst i Begges Bryst:
Livets Vei er nu dem aaben,
Aabnet for dem Livets Lyst.

456
TITHON.

Hør! - Forfra deres Jubel nu begynder.
Høit lyder Sangen i den stille Luft,
Og Vinden bærer hid hver Fløitetone.

CHORET.

Omkring Bruden Zephyr slynger,
Varm af Elskov, kjæk sin Arm;
Let paa Taa sig Flora gynger,
Helder ømt sig til hans Barm.
Sangen lyder, Toner stige,
Hen ad Banen da Jer skynd!
Fremad nu, I Lykkelige!
Livets Dands da nu begynd!

TITHON.

Hvor muntert klinger det! Men ikke meer
Det muntrer op mit Hjerte. - End jeg mindes,
Da første Gang jeg hørte disse Toner.
Hvor er den Lyst, som da mig gjennemtrængte? -
Er Alting kun et Skin og et Bedrag?

CHORET.

Let det gaaer! Med yndig Skiften,
Op og ned og rundt i Ring;
Som naar Vindens sagte Viften
Sætter Blomstens Knop i Sving.
Deiligt Brudens Kinder gløde,
Brudgomsblikket straaler klart,
Fremad! Lad vor Jubel møde
Jer i Glædens fulde Fart! -

See, hvor kjækt de nu sig svinge!
Som i Stormen, stolt og smukt,
Zephyr breder ud sin Vinge,
Tager Flora med paa Flugt.
Mens i Kreds om dem at træde,
Kun os Nympher blev forundt:
Evig Fryd og evig Glæde
Dandser med dem Salen rundt.

Musiken tier.

TITHON,

Medeet forstummed Sangen. - Alt faaer Ende,
Kun ikke jeg; kun ikke denne Længsel,
Der higer evig ud mod Dødens Favn.
Er der da ingen Frelse? Ingen Udvei
Af dette Fængsel, hvor jeg lænket ligger?
Skal evig jeg som Morgenrødens Konge
Kun bære Tidens Baand; kun skue fremad
Mod Dagen, som ei kommer; kun med Suk
457 Paakalde Natten, men den aldrig møde? -
I rige Guder! Kan I ei tilgive?
Har Ormen for jer Fod ei nok sig krummet?
Har ei sin Afmagt han erkjendt? Er ei
Forlængst hans Trods som Sæbeboblen bristet,
Og holder ei hans Nakke dybt I bøiet?
O, hvis ei Tiden Jer til Steen forvandled,
Hvis end I har et Øre: hør min Bøn!
Løs disse Baand! Giv Sjælen fri, der sukker
I sin uendelige Stilstand her!

FJERDE SCENE

AURORA træder ud fra Paladset med et Bæger i Haanden.

AURORA.

Han mærker ei mit Komme. Sorgbetynget
Han aner ei, at Glæden er ham nær,
Og at en Gud den sender ... Tithon!

TITHON.

Hvad!
Du her igjen?

AURORA.

Ja, glæd dig nu, du Elskte!
Jeg Trøst dig bringer.

TITHON.

Trøst?

AURORA.

See dette Bæger!
Det havde reent jeg glemt. Da Guders Fader
Paa mine Bønner gav mig Livets Drik,
At jeg et evigt Liv dig kunde skjenke:
Da lagde han med Smiil en Gave til,
For dermed hver en Hindring at bortfjerne,
Der stilte sig iveien for din Lykke.
Et andet Bæger gav han mig -

TITHON.

Et andet?

AURORA.

Ja, dette her! Det stod forglemt i Krogen,
Af Blik og Tanke lige lidt paaagtet,
Men nys din Stemme vakte min Erindring.
Just med de Ord, som fra din Læbe lød,
Mig Guders Fader fordum rakte Skaalen,
Da for hans Fod jeg laa med heftig Bøn.
Det gamle Minde kom mig flux tilbage;
Jeg tog af Krogen frem det glemte Bæger,
Og her er Skatten, som var dig bestemt.

TITHON.

Hvad bringer du?

AURORA.

Just hvad du nylig ønsked:
En Trøst for hver en Livets Bitterhed.

TITHON.

Ræk mig det Bæger, som fra Guden kommer!

AURORA.

Her, tag det af min Haand.

458
TITHON.

Lad m i g det holde!

AURORA.

Du i din Afmagt vist det mægter ei.

TITHON
tager Bægeret.

Jo! - Seer du? Fast min Haand det holder.
En kraftig Duft opstiger fra dets Rand,
Og hvad jeg aldrig følte, nu jeg føler.

AURORA.

O! paa din Kind jo Farven blomstrer op!

TITHON
reiser sig.

Som af et Svøb udvikles mine Lemmer,
En blytung Byrde væltes fra mit Bryst,
Og i min Fod den gamle Styrke vaagner.
Bort med det Tæppe, som min Afmagt skjulte!
Fra Leiet op! - Her ved min egen Kraft
Jeg staaer igjen som før! Let jeg mig føler,
Og Hjertet hæver sig med fulde Slag.

AURORA.

O, Elskede! Nu vil vort Liv begynde!
Snart som din Kraft, din Skikkelse forynges!
Igjen du opreist for mit Øie staaer,
Og Straalen i dit Blik med Haab mig fylder.

TITHON
seer ned i Bægeret.

Ja, underfuldt mig styrker dette Syn.
Ned i den mørke Drik med Fryd jeg skuer,
Thi mig den minder om den gamle Nat.
Det er, som Alt bag disse Draaber skjultes,
Som dobbelt klart jeg saae mit eget Liv
Mens paa den dybe Bund mit Billed gynger.
Vidunderligt min Ungdoms svundne Drømme
Sig blande her med Glimt af Fremtidssyner,
Og mens en ukjendt Ro mit Hjerte fylder,
Min Længsel hviler ved sit fjerne Maal. -
O, skjønne Bæger! Skat, saa dyrebar,
At ingen anden tør med dig sig ligne!
Tag d u mit sidste Kys, og bring fra Lyset
Mig ind i Skyggen af den stille Nat!

Han tømmer Bægeret. Det falder af hans Haand. Hans Legeme synker sammen i Støv.

AURORA.

Hvordan! - Han er jo borte! Reent forsvunden!
Ulykkelige! O, hvad har jeg gjort,
Hvad har jeg gjort! Min egen Glæde dræbt.
Ind under Nattens Vinge han er flygtet,
Og intet Spor blev her af ham tilbage!

TITHONS STEMME.

O, Frihed!

AURORA.

Tys! Hans Røst endnu dog lever!
Han er endnu mig nær. Hvor er han da?
I Lyset møder ham ei meer mit Blik -
Har alt til Mørkets Hjem han Veien fundet?

459
TITHONS STEMME.

O Nattens Haab! saa dybt og rigt som Mindet.

AURORA.

Hør! Fjernere hans Stemme lyder til mig;
Men som den unge Tithons Røst den klang,
Og al min Herlighed vil Natten favne -
Men jeg beseire skal den gamle Nat!
Ja, i sit Spor hun evig skal mig finde,
Thi om min Elsker vil vi kæmpe nu!
Med dobbelt Ildblus skal min Fakkel lue,
Med dobbelt Hast skal mine Heste flyve,
Naar ned ad Himmelbuen nu jeg jager,
Og søger Tithon paa den dunkle Vei.
I dette Kampløb vil min Fod ei mattes!
Utrættelig min Fjende jeg forfølger,
Og eengang dog den Flygtende jeg naaer.
Da skal min Magt hun føle! Fast med Haanden
Jeg gribe vil om hendes sorte Lokker,
Til af sin kolde Favn sit Rov hun slipper,
Og frelst min Brudgom hviler i min Arm.
O, Elskede! Hvor end du er, saa hør mig!
Før paa min Vogn til Kamp jeg stiger op,
Giv mig et Tegn paany! Giv mig et Ord,
Til Næring for det Haab, at vi skal mødes!
Ja, som jeg dig har trøstet, send mig Trøst!
Send mig en Hilsen fra den Røst jeg elsker:
Ikkun et Ord! ... Et Ord endnu -

TITHONS STEMME
langt borte.

Farvel!

460

ABELS DØD
(1844)

462
463

I.

End lyttende til Dommen Kain stod,
Forbandet og landflygtig nu i Verden:
Han saae sig om med Bæven og Forfærden,
Saa iilte bort han paa en hurtig Fod.

Men Abel laa paa Marken i sit Blod.
Og ham til Bistand iler nu hans Moder,
Thi fra det Fjerne saae hun nys hans Broder
Mod hendes Yndling løfte høit sin Haand.
Nu staaer hun for ham - han opgav sin Aand:
En Zittren rystede hans unge Lemmer,
Hans Hjertes dybe Stønnen hun fornemmer,
Hans Blod, fra Tindingens det aabne Saar,
Med Purpur farver rødt det gule Haar. -
Min Abel! Søn! Min Søn, siig, hvad dig hændes!
Mod Himlen som i Angst dit Øie vendes!
Dit Blod mig vidner, at du Smerte led!
Saa raaber Eva, kastende sig ned
Paa Jorden, hvor i Favn sin Søn hun tager,
Der skjælvende det sidste Suk just drager.
Hun trykker dobbelt fast ham i sin Favn,
Hun kalder ømt med Taarer ham ved Navn,
Hun visker Blodet af hans Haar og Kinder,
Med Markens Urter hun hans Saar forbinder;
Men ingen Lyd opstiger fra hans Barm,
Han hviler bleg og stum i hendes Arm,
Og halv forfærdet, halv forundret lægger
Hun nu ham ned, hvor Græsset Jorden dækker.
Da løfted høit iveiret hun hans Haand -
Men Stengien lig, naar knækket er det Baand,
Hvormed til Roden den er knyttet vorden,
Saa faldt hans Haand, da hun den slap, til Jorden.
Hun seer ham ind i Øiet - intet Blik
Til Gjensvar paa sit eget der hun fik;
464 En øde Tomhed hende der kun møder,
Som dobbelt Angst i hendes Hjerte føder.
Nei, saadan ei hun meer ham skue vil;
Hun trykker sagtelig hans Øine til,
Og sidder, med hans Haand imellem sine,
Stum, Blikket stivt, og Skræk i hver en Mine.

Til Høien Adam gik, at holde Bøn;
Men Eva kalder: Kom og see din Søn!
Kom til dit Barn, som tidt din Sjæl har glædet!
Og Adam vendte sig og kom til Stedet,
Hvor Abel udstrakt laa paa græsblød Seng.
See, siger hun: see her min skjønne Dreng!
Forsagt han ligger, han som var saa modig,
Hans Læbe stum, hans Pande bleg og blodig,
Og hvid den Kind, som nylig blussed rød! -
Hvad er der hændt ham? Faderen udbrød,
Mens over Sønnen ned han dybt sig bukked.
Hans Broders Haand var mod ham, Eva sukked,
Med denne Green hans Tinding nys han traf.
Nu flygter Kain, ræd for Herrens Straf,
Og ei at vende hjem han mere vover.
Men Adam svarer: Drengen dybt jo sover!
En dunkel Drøm hans Sjæl nu favnet har.
Kan ei du mindes, da han lille var,
Hvordan han styrted ned fra Palmegrenen
Og stødte Hovedet tilblods paa Stenen?
Dengang bedøvet laa han og som nu.
Her vil vi vaage hos ham, jeg og du,
Og af min egen Kappe skal han dækkes,
Til af sit dybe Blund igjen han vækkes.
Saa spredte Adam ud det lune Skind,
Til Skjerm for Abel imod Sol og Vind;
Han dækked til hans Mund, hans Kinder hvide,
Og satte ned sig ved den anden Side,
Og greb den Haand, som var med hans i Slægt.

Saa sad de, bøied' under Tidens Vægt.
Thi for Forventningen kun langsomt sniger
Sig Tidens Bølge - draabeviis den viger,
For Eva tyktes den uendelig.
Hvert Øieblik hun drager Kappens Flig
Fra Sønnens Ansigt bort, for at erfare
Om end ei aabnede hans Øine vare,
Om end ei Sjælen vaagned af sit Blund -
Men kun dens lukte Porte skuer hun.
465 Hvert Øieblik hun bøier ned sit Øre
Imod hans Bryst og Mund, for der at høre
En Klang af Livet i hans Hjertes Slag,
Et Budskab fra det i hans Aandedrag -
Men Alt er stille som i Dybets Huler.
Naar da igjen med Dækket hun ham skjuler
Og Adam spørgende paa hende seer,
Da kommer intet Svar fra Læben meer,
Hun ryster kun paa Hovedet i Smerte,
Og trykker Abels Haand imod sit Hjerte;
Og Timer kom og gik paa denne Viis.
Medeet hun raaber: Føl! saa kold som Iis!
Omkring hans Hjerte Vinterkulden klemmer! -
I Lammets Klædning svøber hun hans Lemmer,
Og til en Lindring i sin egen Nød,
Hun tager op hans Hoved i sit Skjød.
Men Adam, som sin Søn ei slippe vilde,
Til Drengens Hoved flytted hen sig stille,
Og da tilsidst, af Dagens Taarer mæt,
Sig ogsaa Evas Øie lukked træt,
Og hendes Pande sænked sig mod Barmen,
Da holdt han Søn og Hustru fast i Armen,
Og taus han sad, en trofast Ven hos dem,
Da Natten og da Stjernerne kom frem.

II.

Den næste Dag steg Solen rød i Øst,
Og Adam vækker Qvinden ved sit Bryst,
Og Eva drager bort det uldne Dække,
For af den dybe Søvn sin Søn at vække -
Men stiv og kold og bleg endnu han laa.
Dog hvor forandret! Læberne var blaa,
Af dunkle Ringe var hans Øine skæmmed',
Og hvert et Træk dem forekom saa fremmedt.
Da reiste sig forfærdede de To,
Og Eva taler: Var det Søvnens Ro,
Da vilde Freden om hans Læbe ligge,
Og Kinden blusse - nei! han sover ikke.
Men Adam siger: Hvad er Drengen skeet?
Som nu har aldrig ham mit Øie seet.
Men blot hans Bryst og løs de bundne Arme!
Thi naar hans Hjerte føler Solens Varme,
Vil atter livfuldt det som fordum slaae.
466 Og blottet snart for Solen Abel laa,
Og Dagens Sol, der Tidens Gang afmaaler,
Steg høit og høiere, mens stærke Straaler
Den sender til den unge Hyrde ned,
Saa Jorden om hans Leie brænder hed,
Og fra hans klamme Lemmer Dampen stiger -
Men fra hans Hjerte Kulden dog ei viger.
Og Adam og hans Hustru kom og gik,
Men ingen Trøst af Synet meer de fik,
Thi hvergang hen til ham paany de vandred,
Hans Aasyn tyktes dem end meer forandret. -
Saa hengled Dagen - Solen sank som Blod,
Og foran Abel beggeto de stod,
Lig Taarepile, der sig nedad bøie.
Da løfted Adam pludselig sit Øie
Og sagde til sin Hustru: mindes du
Hvad Herren talte? Husker du endnu
Hans Ord i Haven under Aftenrøden,
At hvis vi aad af Frugten, var det Døden?
Og hvad er Døden? hvisker Eva. Jeg,
Gjensvared hende Adam, veed det ei;
Men siden den Tid vi tog Vandringsstaven,
Da Herrens Vrede drev os ud af Haven,
Har denne Død jeg altid baaret paa;
Og overalt, hvor noget Nyt jeg saae,
Jeg maatte tænke: Hvis nu D e t var Døden?
Hvis her du endelig fik Løn for Brøden?
See, denne Tanke kom igjen mig nær:
Hvis det var Døden, som vi skued her?
Thi ubekjendt som den er og mig Drengen,
Som der han ligger stum og bleg paa Engen.
Ja, sukked Eva: ja, det er vor Straf!
Den ubekjendte Død hans Hjerte traf,
Thi ei han vaager, heller ei han sover.
Da spredte Adam Dækket atter over
Den kolde Skikkelse, og mørk i Sind
Han paa sin Arm i Teltet bar ham ind.

III.

Urolig Eva dybt i Teltet sov.
Af Drømmen hensat i den mørke Skov,
Hun rastløs der omkring med Kain iilte.
Han skifted Sted med Sted, og naar han hviilte,
467 Da var det for at høre Stormens Sang,
Mens over Løvet susende den klang.
Men pludselig hun seer ham ræd sig skjule,
Og stige ned paa Bunden af en Hule,
Hvor mørk han stod, som med sig selv i Kamp.
Hun nærmed sig - da steg en pestfyldt Damp
Fra Hulen op, der Veiret hende røved,
Og af sin Drøm hun vaagnede bedøvet.
Endnu paa Sjælen følte hun sig lam,
Endnu hun Luften qvælende fornam,
Og angst sit Blik hun om i Mørket sendte,
Til atter Teltets aabne Dør hun kjendte,
Hvor i det klare Stjernelys hun saae
Som Skyggen af en Skikkelse at staae.
Indgangen halvt den dækked, fremad bøiet
Som om i Teltet ind den vendte Øiet,
Og, mens ei rørte sig det mindste Fnug,
Hun hørte tydelig et dæmpet Suk.
Det fra et Hjerte kom, der, fyldt af Længsel,
Var nys brudt ud af Eensomhedens Fængsel,
Fra Nag og Anger, Skræk og Angst og Vee,
For eengang end sit tabte Hjem at see.
Men Eva reiste sig fra Leiet stille,
Og sagtelig - thi ei hun skræmme vilde
Den bange Skygge - flytted hun sin Fod,
Til hun i Teltets Dør paa eengang stod.
Ved hendes Syn sit Hoved hurtig hæved
Den dunkle Skikkelse - den heftigt bæved,
Og vendte sig fra Teltet om igjen,
Og flygted iilsomt over Marken hen.
Men Eva, som sin Førstefødte kjendte,
Nu søgte ham i Flugten at indhente.
Min Søn! hun raaber: Kain, forlad mig ei!
Gaa ei i Skoven paa den øde Vei!
Dog lig et jaget Dyr, der Spydet frygter,
Hans Mund er bunden - fremad kun han flygter,
For Skjul at søge for sin Moders Blik.
Da var det som om Eva Vinger fik:
Hun følte kun den Nød, han havde fristet,
Hun følte, at sin Søn hun havde mistet,
Og før sit Skjul han fandt, hun var ham nær,
Just som i Østen gryede Dagens Skjær.
Sin Arm hun strakte ud, for ham at fange,
Da vendte han sig om - paa eengang bange
Og truende med knyttet Haand han stod;
Hans Blik var vildt, og et fortvivlet Mod
468 Om Munden og om Panden trodsigt svæved.
Dybt i sit Inderste hans Moder bæved,
En Gysen hendes Hjerte gjennemfoer,
Paa hendes Læber døde Suk og Ord,
Og Svimlens Taage hendes Øie blendte.
Men Kain hurtig sig mod Skoven vendte,
Og om hans Fødder rasled Løvets Blad
Før Skrækkens Nat for Eva skiltes ad,
Før mat, med Hjertet knuust, men uden Klage,
Hun eensom over Marken gik tilbage.

IV.

Fra Himlen lyste Morgensolens Skin
Dengang i Teltet Eva traadte ind,
Men paa sin Gang hun sky tilbage viger.
Forpestet Luft imøde hende stiger,
Saa hun beængstet føler sig som før,
Dengang af Søvnen op hun vaagned ør.
Hun standser - men nu hurtig hun sig fatter,
Og ind ad Teltets Dør hun træder atter.
Sin Husbond vækker hun - og halv med Gru
Til Teltets Baggrund hun ham fører nu,
Hvor fjernt i Krogen af den dunkle Bolig,
Af Skindet dækket, Abel hviler rolig.
Men Adam løfted Drengen paa sin Arm,
Og bar ham ud i Luften, frisk og varm,
Hvor ned paa Jorden han igjen ham lægger.
Saa løfter Dækket han - han bort det trækker,
Og Evas Kind medeet nu falmer bleg.
Qvælende Dunster op fra Drengen steg,
Af sorte Bylder var hans Legem plettet,
Hvert Træk af Liv og Skjønhed var udslettet,
Og i det stive Ansigt, guult som Leer,
Var intet Spor af Sjæl at finde meer. -
Vee! raaber hun: hvad er af Abel vorden?
En Skræk og Rædsel ligger han paa Jorden,
Et stinkende, et hæslig farvet Leer,
Hvorpaa med Afsky kun mit Øie seer! -
Og det var ham, jeg næred ved mit Hjerte,
Ham, som til Verden jeg har født med Smerte,
Som i min Favn jeg krystede med Lyst,
Hvis Læber diede Melken af mit Bryst:
Imod mit eget Blod mit Blod oprøres! -
Men end af Nattens Skræk mit Blik omsløres;
469 Det Døden er jo! Først den Abel traf,
Saa faldt den over Kain med sin Straf
Og trykked Rovdyrsmærket i hans Pande,
Saa han sin Fødselstime maa forbande.
Thi som et Rovdyrs Blik var Kains Blik!
Den samme Vildhed, som og Dyrets fik,
Dengang af Haven ud med os det joges,
Og af den ubekjendte Frygt betoges.
Ja, begge mine Børn traf Dødens Haand!
Og Alt er opløst! Brudt er Blodets Baand!
Og som naar Vinterstorm bortveirer Løvet,
Saa ligger al vor Lykke nu i Støvet!

Som Strengen brister, brast og Evas Røst;
Hun kasted brat sig ned til Jordens Bryst,
Hvor lang Tid i sin Smerte hun laa stille.
Men Adam, som sin Hustru trøste vilde,
Skjøndt ingen Trøst paa Jorden meer han veed,
Sig sætter taus ved hendes Side ned,
Med Panden sænket under Livets Møie.
Da løfted Eva op mod ham sit Øie,
Til Randen fyldt af Taarens bittre Sø:
O, siger hun: hvi skulde Abel døe?
Hvad havde han forskyldt, at Dødens Smerte
Har lagt sig kold og haard omkring hans Hjerte?
Hvor var han kjærlig alt som lille Dreng,
Naar han gik med mig paa den grønne Eng,
Eller ved Teltet sad i Morgenstunden
Med muntre Blik, og legede med Hunden!
Hvor saae han op til Fuglene med Lyst,
Og hæved syngende med dem sin Røst,
Naar ved min Haand han vandred gjennem Skoven!
Og da han større blev og blev forvoven,
Hvor trofast var han da! Hvor fandt i ham
En modig Hyrde da de spæde Lam!
Saasnart fra Bjergets Rand et Dyr sig nærmed,
Strax fløi han til, og med sin Stav dem skjermed.
Og stedse var han os en lydig Søn,
Og o! hvor var han brændende til Bøn!
Hvor gjorde med sit Hjertes rene Flamme
Han tidt for Herrens Aasyn os tilskamme!
Hvor i sin Uskyld var han klog og viis!
Altid han minded mig om Paradiis,
Thi naar jeg saae paa ham, steg i mit Minde
Hver Engel frem, jeg havde mødt derinde -
Og det er Alt forbi! Og aldrig meer
470 Ind i de klare Øine jeg ham seer,
Og aldrig meer, ved Lyden af hans Stemme,
Skal jeg mit Hjertes Glædesslag fornemme.
Vee mig, at jeg har Moderglæden kjendt!
Kun Smerten har jeg - Glæden den er endt.

Stum laa hun Dagen over. - Aftnen kom,
Og Adam, som paa Marken skued om,
Nu saae fra Skoven komme Ravn og Glente,
Som han paa Skriget og paa Flugten kjendte.
I Flok de samled sig, og som i Leg
De fløi i Luften rundt, og sank og steg,
Og slog med Vingerne, som de sig svaled,
Hvorpaa ved Abel ned de langsomt daled.
Først satte de paa Marken sig i Kreds
Og løfted Stemmen, skrigende og hæs,
Men snart han saae dem Abel heelt at skjule.
Da sagde Adam: Det er Skovens Fugle,
Som af den varme Damp nu drages til.
Paa Drengen deres Sult de stille vil;
Men skjøndt fra Livet bort hans Hjerte døde,
Skal han dog ikke vorde Ravnens Føde.
Sin Spade greb han, Abel til et Skjerm,
Og kyste bort den hele Fuglesværm,
Hvorpaa han grov en Grav, hvori han lagde
Sin unge Søn, mens han til Eva sagde:
See, nu opfylder sig jo Herrens Ord:
Af Jorden toges du, saa bliv til Jord!
Thi Støv du er, og naar dit Liv har Ende,
Til Støvet atter du tilbage vende! -
Og Eva seer opmærksom til ved Alt;
Hver Skeefuld Jord, der ned i Graven faldt,
Hun følger med sit Suk og sine Taarer,
Hver Klang af Spaden hendes Hjerte saarer.
Men dengang dækket var den friske Grav,
Fortvivlet hun til Smerten hen sig gav,
Thi frem for hendes Sjæl, i Gravens Billed,
Skilsmissen mellem Liv og Død sig stilled.
Hvad Under og, at Smerten her var stor?
Det var den første Grav paa denne Jord.
En talløs Mængde reiste sig med Tiden;
Hvormange Taarer slugte Graven siden!

471

V.

Tre Døgn fik Ende. Men forventningsfuld
Seer Eva hver Dag Morgenrødens Guld,
Naar over Teltet Lærkens Toner klinge.
Det var, som Dagen maatte Abel bringe,
Men Dagen kom - og Abel var der ei. -
En Uge gik - og end paa hendes Vei
Ved intet Tegn sig Sønnen gi'er tilkjende;
Endnu den samme Stilhed rundt om hende,
Og ofte som en Drøm det hende var.
Ja, mangengang saa reent hun glemt sig har,
At naar fra Marken Hjordens Stemmer løde,
Hun gik paa Marken ud, sin Søn at møde;
Og tidt naar hun en Busk paa Veien saae,
Hun Grenene tilside monne slaae,
Ret som hun vented, ham bag dem at finde.
Da saaes hun pludselig sig at besinde;
Hun Hovedet i Haanden hviilte lidt,
Og gik til Graven hen med tunge Skridt.
Der sad hun saa, mod Støvet nedad bukket:
Tabt! - Tabt og borte! hendes Læbe sukked,
Tabt! lød fra hendes Hjerte det med Gru.

Men Adam til sin Hustru taler nu:
Foruden Maal er her din Sorg og Klage,
Fra dette Dødens Hjem vi bort vil drage,
Thi hold dig rede næste Morgengry.
Men før i fremmed Egn vi søge Ly,
Jeg her paa Graven reise vil et Minde,
At Drengens Hvilested vi dog kan finde,
Ifald vi atter gjeste dette Land. -
Saa sanked Markens Stene sammen han,
De tungeste han vælted op med Staven,
Og lagde dem i Fiirkant omkring Graven,
Bestandig Steen ved Steen, og Lag paa Lag,
Og samled dem foroven i et Tag,
Der i en Spids løb op fra hver en Side,
Og reist nu stod den første Pyramide.
See, sagde han til Eva: Sytten Steen!
For hvert af Drengens Aar du finder een,
Men om den ene Grav de samles alle,
Og Abels Huus vi dette Sted vil kalde.
Men Eva græd dengang hun talte dem;
Thi dobbelt levende sprang Mindet frem,
472 Og hvert et Aar med alle svundne Dage
Fra Støtten kom som Billede tilbage,
Og Stenen, syntes hun, fik Liv og Ord.
Det var af Konstens Liv det første Spor.
Til Trøst i Nøden blev den Jorden givet,
Thi Konsten kom med Døden ind i Livet. -

Den næste Dag til Reisen op de stod.
Kamelen de Paulunet bære lod,
Og Abels hvide Hjord i Morgenstunden
Blev dreven foran dem af Hyrdehunden.
Men imod Østen hen de Veien tog,
Og langs den høie Flodbred frem de drog,
Hvor Eva tidt stod stille, for at følge
Med mørke Blik den solbestraalte Bølge,
Der rulled ned mod den forladte Grav.
En skyfri Himmel deres Vei omgav,
Fra Palmens Top lød Fugletoner milde,
Men hver gik tabt i sig, saa taus og stille.
Hvorhen i Verden deres Øie saae,
De skued Kain som en Flygtning gaae,
Og gik blot Tanken til den svundne Lykke,
Strax steg af Graven Abels dunkle Skygge.
I deres Liv var der en Spaltning skeet;
I Dødens dybe Nat de havde seet,
Og i et sjælløst Blik var aabenbaret
Den Fremtidslod, som var dem selv bevaret.
Som under Dødens Byrde frem de gik,
Og naar imellem mødtes deres Blik,
De slog det hurtig ned, som for at dølge
De Tanker, som de Begge dog forfølge. -
Men Middag kom, og Sletten de forlod,
Og opad gik det nu ad Bjergets Fod,
Og hvergang Evas Fødder bleve matte,
Op paa Kamelen Adam hende satte,
Og selv i Dyrets Nærhed han forblev,
Idet han snart det førte, snart det drev
Ad Stien frem, hvor Hjorden frygtsom tripper.
Bestandig Veien steg, og steile Klipper
Med dybe Kløfter gik de udenom,
Og tidt igjen tilsyne Dalen kom,
Naar ved en Dreining Blikket om de vendte,
Og over Stien det tilbage sendte.
Men stedse ødere blev deres Vei,
Snart Træer og Buske meer der fandtes ci;
Dog frem endnu gik Adam ufortrøden,
473 Thi først da under dem laa Aftenrøden,
Og over Bjergets nøgne Klippetop
Med blege Straaler Maanens Lys steg op,
Saaes af Kamelen Teltet han at læsse.
Ved Kløftens Rand lod Faarene han græsse,
Paulunet under Fjeldet op han slog,
I Døren med sin Hustru Plads han tog,
Og logrende hos dem stod Hyrdehunden,
Hvem af og til han Føden stak i Munden. -
Men Eva saae paa Maanen og dens Skin;
See, sagde hun: hvor bleg og kold dens Kind!
I hvide Straaler Abels Huus den klæder,
Og seer paa Veien ned, hvor Kain træder.
Og Adam svared: Døden er den lig!
Men Herrens Ord nu har stadfæstet sig,
Dengang med mig han Jorden og forbanded,
Thi hele Veien har hans Ord jeg sandet:
Hvert Græs vil visne, som jeg traadte paa,
Hvert Træ forraadne, som mit Øie saae,
Hvert Dyr jeg traf, er for et andet Føden,
Hver Fugl, der fløi, kun flyver frem mod Døden.
Vi - sukked Eva - vi har Lod med Alt!
Thi og paa os Forbandelsen jo faldt,
Og mere fattige vi nu er blevne,
End dengang vi af Paradiis blev drevne.
Men Begge taug - og rundt om sig de saae:
Kun sønderrevne Klipper traf de paa,
Der stod med spidse Takker, mørke, stive.
Høit over dem hang Maanens hvide Skive,
Der skinte sparsomt ned paa Bjergets Sti.
En eenlig Rovfug! Teltet fløi forbi
Og skrækked Hjorden med sin Vinges Susen,
Og dump fra Dybet op lød Flodens Brusen.

VI.

Den anden Morgen videre de drog.
Paa deres Vei de lette Taager jog,
Som Natten havde født paa Klippetinden;
Men snart de saae dem føres bort af Vinden,
Mens selv ad Stien langsomt de drog op.
Ved Middagstid de naaede Bjergets Top,
Og Adam steg til Kuplens Rand med Møie.
Ud over Verden kasted han sit Øie;
474 Som paa sin Throne Jordens Herre stod,
Med Verdens hele Rige for sin Fod,
Og atter her det Bud han troede høre:
I Jorden underdanig Eder gjøre! -
Forventningsfuld og øde Jorden laa,
Ret som de Slægter kun den vented paa,
Der skulde fra det første Par udspringe,
For i den lange Kamp den at betvinge.
Til alle Kanter Adam saae sig om,
Det endeløse Fjerne mod ham kom,
Og grændseløs sin Bolig han erkjendte. -
Men da til Nedgang nu han Foden vendte,
Til begge Sider deelt han Bjerget saae;
Fra begge Sider Kløfter nedad gaae,
Som i saa snever Krumning frem sig vinde,
At kun en enkelt Vandrer Plads kan finde,
Og ad den ene Kløft han Veien tog.
Kamelen langsomt efter sig han drog,
Bagefter fulgte Eva, derpaa Hjorden,
Som Hunden nedad drev og holdt i Orden,
Saa Een for Een den Klippen gik forbi.
I Bugter slynged sig den steile Sti,
Paa deres Vandring tidt de maatte hvile,
Og tusind Kilder saae de ned at ile,
Og Bæk ved Bæk løb uden Ro og Rist,
Til i en Strøm de samledes tilsidst,
Der gjennem snevre Pas sig maatte stride,
For længer nede rolig frem at glide.
Men stedse dybere steg Toget ned,
Paa aldrig seete Stier frem de skred,
Bestandig langs med Fjeldets brede Revne;
Og Bjergets Stene blev nu mere jævne,
Og alt som imod Dalen ned de drog,
De vilde, nøgne Klipper Afsked tog,
Og Træer og Buske de paany nu mødte.
Med større Lethed Foden frem de flytte,
Og Veien svandt mens Dagens Timer svandt.
Igjen de ved en Flodbred sig befandt,
Og atter saae de Palmetræets Krone,
Og atter Fuglesang de hørte tone,
Thi stedse nærmere de Sletten kom.
En Stund der gik; da bøied Stien om -
Og pludselig de saae mod Østen borte,
Ved Dalens Ende, Paradisets Porte,
Og Begge skjalv ved Synet, thi de saae
Cheruben straalende for Haven staae,
475 Og i hans Haand dem Flammesværdet skrækked,
Der ned var sænket, saa det Porten dækked.
Da sagde Adam: Ad en uret Vei
Fra Bjerget ned i Dalen søgte jeg,
Og Stien opad maae igjen vi drage.
Til Fjeldets Top vi vende maae tilbage,
Thi dette Land jo hører Herren til.
Kun Natten over her vi tøve vil,
For efter Vandringen vor Fod at hvile;
Saasnart de første Morgenstraaler smile,
Begynder atter vi vor tunge Gang. -
Sit Telt han reiste paa den grønne Vang,
Omkring det leired Dyrene sig stille,
Og Alle sang i Slummer Dalens Kilde.

VII.

Endnu før Daggry Eva vaagned brat -
Forsvunden Drømmen var, som denne Nat
Til Paradisets Lunde hende førte,
Men end dens Skjønhed hendes Hjerte rørte.
Med den i Tanken hun paa Leiet laa;
Tilbage mod sit svundne Liv hun saae,
Og hvad hun nys i Drømmens Syn erfared,
Som klare Minder nu sig aabenbared.
Hun tænkte paa den Dag, da første Gang
For hendes Øre Livets Toner klang;
Da første Gang fra Jorden hun sig hæved,
Og med Forundring følte, at hun leved;
Da svimlende hun sendte rundt sit Blik
Og første Gang isyne Adam fik;
Da han med Jubel hende løb imøde;
Da i Forening deres Stemmer løde,
Og, talende, hun første Gang erfoer,
At der er Glæde, som har ingen Ord.
Hun mindedes, hvordan ved Aftentide
Hun Haven heelt gik rundt ved Adams Side;
Hvordan de Begge stod ved Kildens Rand,
Og saae sig selv afspeiled' i dens Vand;
Hvordan de under Træet sad fortrolig,
Og skued om i deres skjønne Bolig.
Hun mindedes den Røst, der til dem lød,
Da Solen sank bag Løvet purpurrød,
Og Hjertets Slag hun syntes end fornemme,
476 Da Adam hvisked: det er Herrens Stemme.
Hun tænkte paa, hvordan ved Livets Træ
Hun sank til Jorden, og med bøiet Knæ
Fornam en Fryd, som ingen anden ligned,
Da Herrens Haand dem beggeto velsigned -
Alting saa levende for Tanken stod;
De gamle Dage deres Dyb oplod,
I hendes Øie traadte milde Taarer,
Thi Mindets Glæde nu som Smerte saarer.

Men svagt i Østen lysned det igjen;
I Teltets Dør hun sagte træder hen,
Og i den blege Dæmring ud hun skuer,
Hvor i det Fjerne Flammesværdet luer.
Mod Himlens Hvælving hendes Øie gik -
Der mødte Morgenstjernen hendes Blik:
Med mægtig Straaleglands, der rolig blinked,
Mod Østen fremad hendes Sjæl den vinked.
Bevæget Eva mod dens Straaler saae;
Som dragne fremad hendes Fødder gaae
Fra Teltet ned i Dalen, langt og længer,
Mens fast ved Stjernen hendes Øie hænger.
Det var, som til dens Trøst hun maatte tye,
Det var, som drømte hun sin Drøm paany,
Som Livets Morgenskjær sig atter tændte,
Og ned i hendes Hjerte Straaler sendte.
Endnu som Maalet vinkende den stod,
Endnu til Vandring drog den hendes Fod,
Og frem i større Hast hun monne ile,
Som om hun haabed, i dens Skin at hvile.
Da blegned den medeet - Hun saae omkring,
Og purpurrød var hele Himlens Ring;
Og da fra Himlen hun mod Jorden skued,
Da stod for Haven hun, hvor Sværdet trued.

Dybt bæved Eva - mægtigt, lig et Lyn,
Slog ned i hendes Sjæl det kjendte Syn.
Som truffen af et Slag hun først foer sammen,
Men snart i hendes Hjerte tændtes Flammen.
Fremad mod Haven gik hun. Fyldt af Mod
Hun kasted ned sig for Cherubens Fod,
Der holdt fra Paradisets aabne Porte
Med Flammesværdet hver en Skabning borte.
O - stammed hun - du, som blev kaldt af Gud,
Dengang af Haven her han drev os ud;
Du, som hans Villie og hans Naade kjender:
Skjenk i min Nød mig Trøst, som aldrig ender,
477 Lad mig min Glædes Bolig atter see! -
Da lød Cherubens Røst: Hans Villie skee!
Og opad han mod Himlen Sværdet vendte,
Der, blussende, nu som en Fakkel brændte,
Og ved den unge Morgenrødes Skin
Saae Eva nu i Paradiset ind -

Hvor lufted mildt det fra de køle Gange,
Hvor end hun søgte Mærket af sit Skridt!
Hvor toned Haven rundt af Fuglesange,
Der om hver Morgenvandring minded blidt!
Hvor saae sin Ungdoms Blomster hun at prange!
Hvor hæved Træerne sig rankt og frit!
Hvor skinned Floden blank ved Himlens Gløden!
Hvor glimred Duggen frisk i Morgenrøden!

Alt som forklaret var; ei mindste Hindring,
Naar ind hun blandt de spredte Stammer saae.
En Duft fra Græsset opsteg, til en Lindring
For hver en Smerte, der kan Hjertet naae.
Alt var som nyt, og dog var Alt Erindring,
Hvert ydre Syn et indre føde maa:
Og Eva stod for Haven som fortryllet,
Med Haabet for sig, men i Mindet hyllet.

Da dreied hun tilhøire hen sit Øie -
Og over Øiets Glands sig trak et Flor:
Et mægtigt Træ sig hæver mod det Høie,
Men Dødens Fugl kun i dets Krone boer.
I stolte Bugter sig de Grene bøie,
Hvis bittre Frugt blandt mørke Blade groer.
Det dunkle Kundskabstræ hun strax gjenkjendte.
Og bort med Gysen hun ihast sig vendte.

Hun retted Øiet mod den anden Side,
Og søgte til sin Trøst nu Livets Træ -
Dets Krone seer hun, fuld af Blomster hvide,
Der alle skjermedes af Løvets Læ.
Fra dem mod Stammen hendes Blik nedglide;
Men ved sit Syn medeet hun sank i Knæ,
Og som i Glæde vilde Hjertet briste,
Og af sig selv hun ikke mere vidste.

Der stod han, mere skjøn end nogensinde,
Den unge Søn, hvem hun begræd som død:
Der stod han, ikke falmet som et Minde,
478 Nei, som et Haab, der Sorgen gjennembrød.
I Solens Guld hans gule Lokker skinne,
Hans Kind i Glæde smiler rosenrød,
En himmelsk Fred omkring hans Læber svæver,
Og som lyksalig han sit Øie hæver.

Han skued opad mod de fulde Grene,
Og løfted, som til Tak, sin unge Haand:
Da lød fra Træets Krone Toner rene,
Og lyttende han stod, en salig Aand.
Men Røsten taug - han var ei meer alene;
En Engel, svøbt i Lysets Klædebon,
Sig sagte nærmed og hans Skulder rørte,
Og ned til Floden ham ved Haanden førte.

Der saae ham Eva gaae ved Englens Side,
Med Panden lysende af stille Lyst.
I hendes Hjerte Fryd og Længsel stride,
Og rørt af Synet zittrer hendes Bryst.
I Haven ind vil hendes Fødder skride;
Min Søn! hun raaber: Abel! hør min Røst!
Men brat tilbage viger hun forfærdet,
Thi pludselig Cheruben sænked Sværdet.

VIII.

I Teltet Adam ei fandt Eva meer.
Mod Dalen urofuldt hans Øie seer,
Til alle Kanter speider rundt hans Blikke,
Til Bjergets Sti han gaaer - hun er der ikke,
Og til Paulunet søger hjem hans Fod.
Men Timer gik - ved Hjorden end han stod,
Og paa Kamelen hviilte han bedrøvet
Sin Arm og Pande, som af Skræk bedøvet.
Nu - sukked han - nu er mig Dagen Nat!
Nu har endogsaa Qvinden mig forladt,
Og eensom jeg paa Jordens Kreds er vorden. -
Da faldt hans sorgbetyngte Blik mod Jorden,
Og ved sin Fod han skued Hunden staae.
Med Øiet spørgende den paa ham saae,
Som til hans Sorg den vilde vide Grunden.
Og Adam sagde: Trofast dog er Hunden!
Den som de Andre mig forlader ei.
Den skal mig følge paa min øde Vei,
479 Som Mindet og som Resten af det Hele,
Og hver Dag vil mit Brød med den jeg dele.

Sit Blik fra Jorden løfted han igjen;
I Luften for sig mørk han stirred hen,
Men pludselig hans Kinder høit nu gløde.
Med Jubel løb sin Hustru han imøde,
Der gjennem Dalen skred med hurtig Gang.
Som Engles Hilsen hendes Røst ham klang,
Et Smiil om hendes Kind og Læbe svæved,
Og Øiet straalte mildt da hun det hæved.
Tal! raabte han forundret: Hvad er skeet?
Men Eva svared: Abel har jeg seet!
Han stod ved Træet, hvor vi Livet prised.
Han er ei tabt! Han er i Paradiset!
Han er i Graven ei! Han er ei død!
Hans Øies Straaler til mit Øie flød,
Dengang i Haven jeg ved Navn ham kaldte!
Og Alt med Taarer Adam hun fortalte. -
Men Adam græd og sagde: Gud er god!
Det Liv, han gav, ei hjelpeløst han lod.
Han baner Veien fra de dunkle Grave,
Der fører ind i Paradisets Have.

480
481

KOMMENTAR

482
483

DANDSERINDEN

Affatteisestid: som det vil fremgaa af Anmærkningerne til Side 7 Linje 26 og Side 40 Linje 7, Aaret 1832; udkom (anonymt) den 15de Februar 1833; trykt 2den Gang 1834, 3dje 1837 (sammen med "Amor og Psyche"), 4de 1847 (i "Ungdomsarbejder" I), 5te 1854, 6te 1861 og 7de 1872 (alle tre i "Ungdomsskrifter" I), 8de 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 9de 1883 (sammen med "Amor og Psyche"), 10de 1900 (i Gyldendals Bibliotek), Ilte 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" I), 12te 1901 (med Illustrationer af Frants Henningsen).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: et af Digteren gennemrettet Exemplar af Udgaven fra 1837 findes i privat Eje (Prof. O. Borchsenius; sml. Fra Fyrrerne II 10-11); alle Rettelser er optagne i Udgaven 1847.

Oversættelser: paa Tysk Kiel 1835; Romancen Side 36 ("Ved den dunkle Brønd, i Skovens Stille") paa Tysk ved E. Bennett i "Dania", Leipzig 1841 (2den Udgave Berlin 1875).

Musik: Digtet Side 16 ("Ei eensom er jeg, skjøndt jeg vandrer") komponeret af Fr. Palmer d.v.s. Emma Hartmann f. Zinn (i "Romancer og Sange", 1ste Hæfte Nr. 18) og af Joh. Ad. Krygell (i Op. 80: Aandelige Sange for en Syngestemme med Orgel eller Pianoforte).

Illustrationer: af Frants Henningsen (i Udgaven 1901).

Versemaalet er det, som Paludan-Müller bestandigt anvender i Samtids-skildringer ("Adam Homo", "Luftskipperen og Atheisten"): det italienske ottave rime (et 8-linjet Vers i femfodede Jamber: _- | _- | _- | _- | _-). Han har vel valgt det under Paavirkning af den berømte italienske Digter Ariost (t 1533), der nævnes Side 8 Linje 4, og af den ikke mindre berømte engelske Digter Lord Byron † 1824), der skrev sin "Don Juan" (1819) i dette Versemaal. Det egner sig fortrinligt til satirisk og ironisk Digtning, og P.-M. er, særlig i "Adam Homo", en Mester i at give de to sidste Linjer, der altid skal rime sammen, en tilspidset Brod.

Æmnet. Stof fra Hverdagslivet, fri Digtning. Om en mulig Paavirkning fra Byron i Stil og Tone skriver P.-M. i Brev af 19/12 1876 til G. Brandes (Det nittende Aarhundrede, 1875/76, Side 472): "Da jeg skrev "Danserinden", havde jeg kun læst et Par Sange af Byrons Don Juan, og meget faa af hans andre Værker; dog sværmede jeg dengang som saamange Andre for den engelske Digter, hvad jo ogsaa hans Geni og skønne Død gør forstaaeligt, saa det ikke er usandsynligt, at der kan være kommet adskillige Byronske Toner ind i det danske Digt" [Retskrivningen i Brevet er Brandes'].

Thorvaldsens Statue "En Dandserinde" havde 1828 været udstillet paa Charlottenborgudstillingen.

Samtidens Dom. Om det Indtryk, Digtet gjorde, da det fremkom, fortæller J. L. Heiberg 1842 (Pros. Skrift. IV 364): "Dandserinden" var i Alles Munde, den oplevede i kort Tid flere Oplag, unge Digtere dannede sig efter den, Alle vare enige om, at dette Digt var det Skjønneste, som endnu var 484 skrevet paa Dansk, og at Paludan-Müller var den største danske Digter, som havde existeret".

Chr. Molbech var i sin Anmældelse (Maanedskrift for Litteratur X (1833), Side 895-910) fuld af Begejstring: "Da jeg første Gang læste dette Digt, virkede det paa mig, som om jeg ved Phantasiens Magt blev henført til en Himmelegn, hvor sydlig Blomsterduft blandede sig med vore Bøgelundes friske Morgenluftninger, og med den styrkende Køling fra de danske Strandbredder. Og imedens jeg følte denne Styrkelse udgyde sig over min Aand, hørte jeg bekiendte Toner, der, fra den pludseligt fremtryllede poetiske Verden uden om mig, fandt Veien til mit inderste Væsen. Det var en Klang, som om Vaarens og Sommerens Sangere blandede deres smeltende Triller med klagende Naturtoner, som man undertiden hører dem i Skovene, ved Høstvindens Susen i afløvede Trætoppe. Snart igien lød det som en fiern, dæmpet Brusen af Havets Vrede, naar Stormen med Latter pidsker det til at løfte sig i høie Bølger; og undertiden var det en melancholsk, skærende Klagelyd, som Isens, i det dens brudte Flager om Foraaret forgieves søge at modstaae Vandets Magt, der tvinger dem til at knuse og sønderrive hverandre. Dog hørte jeg altid en dybere Harmonie opløse Dissonantserne i de omskiftende Sangtoner, der strømmede fra et rigt Væld; og det var ikke Toner, som blot med en Klang ryste Ørets Nerver; men det var af dem, der have Aand og Siæl, og bringe de dybeste Strænge i et menneskeligt Bryst til at bæve". [Om denne Molbechs Anmældelse skrev J. L. Heiberg 14/12 1833 til Hertz: "hans Sværmerie for Dandserinden klæder ham reent forbandet" (Breve fra J. L. Heiberg, Side 154).] I den af Heiberg redigerede "Kjøbenhavns Flyvende Post" skrev den senere Statsminister og Biskop D. G. Monrad (i Interimsbladenes No. 2) en Afhandling "Om Dandserinden betragtet som reflecterende Poesie"; han kalder Digtet en "mesterlig Skildring af den gjærende, urolige Stemning, som næsten indtræder hos alle unge, kraftfulde, poetiske Gemytter i en Gjennemgangsperiode". Da en Anmælder af Carl Baggers "Min Broders Levnet" i Kjøbenhavnsposten 1835 No. 169 bemærker, at Handlingen i Digtet er "en ubetydelig Historie", møder en forbitret Indsender i No. 172 med Protest: "Hvis De forbliver fast ved denne Yttring, da er De en uværdig Dommer, hvis Roes selv ikke turde opmuntre en Forfatter".

Senere Statsminister C. G. Andræ, der stod det Heibergske Hus meget nær, førte paa sine Rejser stedse "Dandserinden" med sig og fremsagde i Samtale ofte Stykker af den (P. Andræ, C. G. Andræ, Side 164-65), og H. C. Ørsted sendte Digteren et (nu forsvundet) Brev, hvori han "paa en ligesaa human som træffende Maade" bedømte Digtet og gav dets Forfatter gode Raad, med Hensyn til hans fremtidige Digtervirksomhed (Breve til og fra Ørsted, II 115). Men Historikeren P. V. Jacobsen skrev 28/8 1833 til sin Ven Adjunkt Adler i Ribe: "Et Digt: "Dandserinden" har gjort megen Lykke. Du har sagtens allerede læst det; mig behager det ikke. Det er for uepisk, det er for Byronsk, det er for trivielt i sit Indhold og for fatalt i sine Udtryk og sin Tone; imidlertid maa jeg tilstaa, at jeg hverken har læst det helt og holdent eller i Sammenhæng" (Breve fra P. V. Jacobsen, Side 190).

Om sin Søns Arbejde udtaler Biskop Jens Paludan-Müller sig i et Brev af 1833 til den ældre Søn (Frederik Lange Side 71-72). Efter at have udtalt som sin Mening, at "Ingen bliver en ret stor Digter, førend han er kommet til en Grundanskuelse af Livet og Livets Betydning, der som en Grundakkord klinger gennem alle hans Digtninger, eller som en Grundfarve træder frem gennem alle Billeders Lys og Skygge", fortsætter han: "Jeg tilstaar Dig, at mit Haab om Fritz som Digter fornemmelig er grundet paa mit Haab om, at han vil naa hen til en saadan bevidst Grundanskuelse.... Hans "Dandserinde" skildrer mig klarligen hans Sjæls Nød under Fødselsveerne, medens denne Hovedidé af Livets Betydning i sin uendelige Mangfoldighed af Former vil skyde sig ind i hans Aand og aabenbare sig i Klarhed og Bevidsthed for 485 den. Men jeg ser som sagt i "Dandserinden" ikke andet end Fødselsveerne. Det himmelske Barn viser sig i den endnu ikke kommet til Verden".

Om hvorledes P.-M. selv paa sine ældre Dage saa paa dette sit Ungdomsværk, fortæller Frederik Lange (Side 73): "Senere i sit Liv lagde han selv ikke megen Vægt paa "Dandserinden"; han omtalte den gerne med et lidt overlegent Smil. Mangfoldige Aar efter, medens han en Dag paa Fredensborg Slot ventede i Kongens Audiensgemak, underholdt en gammel Hofmand ham paa det Elskværdigste og yttrede blandt andet, at "Dandserinden" hørte til hans stadige aandelige Kost. "Det var saamænd en mager Kost", føjede Paludan-Müller smilende til, da han fortalte Historien".

Side 3 Linje 20:

Flora] i den romerske Mytologi Blomsternes og Foraarets Gudinde.

Side 3 Linje 21:

Hertha] tidligere anset for en dansk Gudinde, men skyldes Misforstaaelse af Fortællingen hos den romerske Historieskriver Tacitus († ca. 119 e. Kr.) om Gudinden Nerthus, der dyrkedes "i en stor og hellig Skov paa en af Oceanets Øer". Den danske Oldgransker Ole Worm († 1654) var den første, som henlagde denne Gudindes Dyrkelse til Danmark; han fandt nemlig ved Landsbyen Lejre paa Sjælland Stednavnet Ærtedal, som han omdøbte til Herthadal og gjorde til Gudindens Offerlund; i det 18de Aarh. rejstes her "et Alter" for Hertha. - Her staar som paa flere Steder hos Baggesen og Oehlenschläger Hertha = Sjælland, Danmark.

Side 3 Linje 29:

Theevandssnak] spøgefuldt om: intetsigende, aandløs Tale; om tarvelig Poesi Side 29 Linje 29: "poetisk, ægte Kongothee".

Side 4 Linje 1:

Chenille] (fransk) "Kavaj" (Mandfolkekappe med et eller flere Slag).

Side 4 Linje 2:

Klubber] Klublivet var dengang langt mere udbredt end nu. Foruden en Mængde dramatiske Selskaber for alskens Dilettantkomedie havde man Klubber for Officers- og Embedsstanden ("Kongens Klub", "Den nye Forening"), for den næringsdrivende Borgerstand ("Det bestandig Borgerlige Selskab") og Klubber, som omfattede Medlemmer af alle Samfundsklasser ("Det venskabelige Selskab", "Rekreationen"). - Et Klubbal i "Det venskabelige Selskab" skildres i "Adam Homo"s 5te Sang.

Side 4 Linje 4:

den vakte Folkevillie] som Varianterne viser, ligger der ikke i disse Ord nogen Ironi overfor de begyndende liberale Bevægelser i Trediverne (om dem se Anm. til Side 31 Linje 31). Originaludg. har nemlig: Er ene Gjenstand for vor stærke Villie; Udg. 1837: Er ene Gjenstand for vor Lyst og Villie; Udg. 1847: Er Maalet for vor Higen og vor Villie; Udg. 1854 og 1861: Er Maalet for Nationens faste Villie.

Side 4 Linje 6:

Tilje] et gammelt nordisk Ord, der opr. betød "Fjæl, Planke"; brugtes i de danske Folkeviser fra Middelalderen i Betydningen "Bræddegulv" og optoges af nyere Digtere snart = "Gulv" [sml. Chr. Winther 1828 ("Henrik og Else"): "Til Harper og til Fløiter under tusind Kerters Glands | Paa kostelige Tillie der træde vi vor Dands"], snart = "Jord" [sml. J. L. Heiberg 1828 (Tilegnelsesdigt til "Elverhøj"): "Elverpigen med udslaaet Haar | Saa luftig svæver paa dugsprængt Tillie"], snart i al Alm. = "Dække" [sml. Grundtvig 1837 ("Kom, o Hellig-Aand, kom brat"): "Lad for os, som paa Dig troe, | Livets Blomster overgroe | Gravens mørke Tilje"].

Side 4 Linje 9:

Kanebjælden] "Man nød i hin Tid [i København i Trediverne] ofte en Vinterfornøjelse, som nu er meget sjelden, nemlig at kjøre i Kane. Hertil hører som bekjendt et godt Lag Sne, og dermed var Kjøbenhavn dengang ofte ret rigelig forsynet. Man kjender i vore Tider ikke mere til saadanne Masser af Sne, som da væltede ned i større og mindre Flokker fra en blygraa Himmel, og saa var man dengang ikke saa ilter til at skaffe det 486 øjeblikkelig af Vejen. Blev det altfor galt, kjørte man nok en Slump deraf bort eller samlede det i store Hobe paa Kongens Nytorv og andre større Pladser, men man lod dog altid et godt Lag ligge, der ved Frostens Hjælp dannede sig til en prægtigjevn Bane, der ofte i 6-8 Uger afgav det ypperligste Kaneføre" (Plenge, Livet i Kjøbenhavn, Side 104 ff). - Paa Kongens Nytorv holdt der Kaner, som man for to Skilling kunde leje til at køre ên rundt om "Hesten" (sml. Frederik Lange Side 200).

Side 4 Linje 16:

af første Skuffe] i spottende og skæmtende Tale = af bedste Slags, af fineste Sort.

Side 4 Linje 19:

det unge Blod] dengang var det kun ganske faa foruden Drengeungdommen, som løb paa Skøjter, og navnlig var det (sml. Skildringen af Baronesse Mille i "Adam Homo") ganske upassende for Damer at gøre det. "I en gammel Legebog fra først i det 19de Aarhundrede staar der saaledes følgende: "Her i Landet maa unge Damer ikke løbe paa Skøjter, men det turde dog nok være værd at overtænke, om man ikke burde indføre det, thi det er en sund Bevægelse" (Anna Erslev, Illustr. Legebog I, Side 3).

Side 4 Linje 23:

Pastor fidei] (latin) "Troens Hyrde" d.v.s. Præsten; Faaret er fra gammel Tid Symbol paa Menigheden (sml. Psalm. 23, l, Joh. 10, 11).

Side 4 Linje 25:

Soirée] (fransk) "Aftenselskab" (særlig med dramatisk eller musikalsk Underholdning).

Side 4 Linje 27:

galante Koner] galant her som ofte hos P.-M. i den nu forsvundne, dengang ret almindelige (med spansk galan overensstemmende) Betydning: "flot, elegant"; sml. Holberg 1731 ("Henrich og Pernille"): "Pernille. Hvad synes dig om den Adriane [d.v.s. Kjole]? Henrich. Den er ret [d.v.s. meget] galant, min Høne!"; J. L. Heiberg 1836 ("Nei"): "Jo, det gik galant; Det er vist og sandt, | Den sidder høist charmant"; Chr. Winther 1853 ("Den rige Frøken"): "Med Valdhorn under Armen | Og Hatten lidt paa Kant, | I børstet Kistekjole | Gik han nok saa galant". - Ordet forekommer naturligvis ogsaa hos P.-M. (f. Ex. Side 19 Linje 36) i sin nuværende (med fransk galant overensstemmende) Betydning: "beleven, ridderlig".

Side 4 Linje 29:

sig charmante tee] charmant er et Ord, som med Forkærlighed bruges af Digtere af den Heibergske Kres. - tee sig = vise sig; nu næppe meget brugt, men var dengang alm.

Side 4 Linje 30:

i Smigers Doner] d.v.s. ved Smigrerier; Done er en Snare til at fange og kvæle Fugle i.

Side 4 Linje 32:

den Stumme] Franskmanden Aubers Opera "Den Stumme i Portici" fra 1828 var blevet opført første Gang paa det kgl. Teater den 22de Maj 1829 med Fru Heiberg som Fenella ("den Stumme") og gjorde stormende Lykke - se Fru Heibergs Erindringer; indtil Udgangen af Aaret 1832 var den opført 31 Gange og samlede hvergang udsolgt Hus.

Side 4 Linje 34:

Klubgjesten høster, skjøndt han ikke saaer] sml. Matth. 6,26: "Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke" o. s. v.

Side 4 Linje 36:

Mens Fingren leger i de kruste Haar] man vilde vel nu i en saadan Forbindelse bruge Enkelttal ("det kruste Haar"), men P.-M. ynder Flertal (sml. Side 24 Linje 4: "En (fik) røde Haar og Læber lig en Rose").

Side 4 Linje 38:

den hulde Lilie] Liljen er Symbol paa Uskyldigheden og bruges hos Digterne om jomfruelige unge Kvinder.

Side 4 Linje 40:

Mynsters Prækener] Jacob Peter Mynster, 1828 Hof- og Slotspræst, 1834 Sjællands Biskop, t 1854, var de dannede Klassers Yndlingsprædikant og en af Hovedstadens mest formfuldendte gejstlige Talere; (senere) Biskop P. E. Maller († 1834) skriver 1829 som grammatisk Exempel: "siger man ikke, naar Dr. Münster har præket, det var en deilig Præken?"

Side 4 Linje 40:

Scribes Dramer] Franskmanden August Eugène Scribe († 1861) holdt sit Indtog paa det kgl. Teater i Sæsonnen 1823/24 og 487 beherskede, i J. L. Heibergs Oversættelser, i mere end en Menneskealder Repertoiret med sine historiske Skuespil, borgerlige Dramer, Lystspil og Syngestykker; benved 100 Stykker af ham er gaaede over Scenen og bar været opførte omtrent halvtredjetusinde Gange. Indtil Udgangen af Aaret 1832 var bl. a. blevet spillet: "Fornuftgiftermaalet", "Formynder og Myndling", "Den første Kjærlighed", "Qvækeren og Dandserinden", "Et Feiltrin".

Side 5 Linje 18:

Roulader] (fransk) "Toneløb".

Side 5 Linje 21:

man er lutter Æselsøre] til dette Udtryk, der skal betegne dum Lytten, haves en Parallel hos Holberg 1723 ("Geert Westphaler"): "Hvorfor kaster du da Perler for Sviin? hvorfor spilder du unyttig kostbare Ord for Folk, som have Esel-Ørne?"

Side 5 Linje 25:

Comedien] = Teatret; alm. paa P.-M.s Tid, man kan endnu høre ældre Folk bruge Vendingen: at gaa paa Komedie - at gaa i Teatret. [Hertz 1839 ("Stemninger og Tilstande") fremhæver det som noget mærkeligt ved en Person, der i længere Tid havde opholdt sig i Paris, "at han aldrig siger "at gaae paa Comoedie", men "at gaae i Theatret".]

Side 5 Linje 33:

Thalia] i den græske Mytologi den komiske Poesis Gudinde ("Muse"). - Naar P.-M. her lader hende "gaae paa Krykke", skæmter han uden Tvivl med den Armod, som prægede det originale Lystspilrepertoire i Sæsonnen 1831/32, og som ganske godt kan karakteriseres ved Vendingen "et Drama og et lille Eenactsstykke": fraregnet nogle faa Syngestykker udgør Heibergs Enakts-Vaudeville "Kjøge Huuskors" (1/11 1831), Fru Gyllembourgs (anonyme) Drama "Magt og List" (18/1 1832) og Carl Borgaards Etakts-Lystspil "Formiddagen efter Ballet" (4/3 1832) næsten den hele Herlighed. Kun det første Stykke blev modtaget med Bifald; det sidste, siger Overskou (Theaterhistorie V 125), "mødte levende Modstand, især dog fordi en nylig fore falden Familiebegivenhed i det var bragt paa Scenen og Knuden løses ved at en Herre læser en Dames i hendes Sykurv liggende Brevconcept".

Side 5 Linje 37:

Hverdagsscenerne] gennem Heibergs Vaudeviller (siden 1825) og Hertz's Lystspil (siden 1827) havde Publikum faaet Smag paa Fremstillinger af Hverdagslivet ogsaa fra Scenen.

Side 6 Linje 1:

Melpomene] i den græske Mytologi den tragiske Poesis Gudinde ("Muse"); i Kunsten fremstillet med alvorlige, næsten strænge Ansigtstræk og med et Sværd eller en Dolk i Haanden. - Digteren spotter i de følgende Linjer over de bloddryppende Rædselstragedier, som særlig de tyske Romantikere yndede, og som fra Tid til anden ogsaa blev opførte herhjemme paa det kgl. Teater. I Sæsonnen 1828/29 (det første Aar P.-M. opholdt sig i København) var saaledes blevet spillet Tragedien "Isidor og Olga" af Ernst Raupach († 1853), om hvilken Overskou (Theaterhistorie IV 868) siger: "den hørte til de paa stærk Effect ved Spænding og Gyseligheder beregnede tydske Sørgespil, men var forresten behandlet i en poetisk Tone og med megen Tact for at give det Søgte og Beregnede Anseende af at komme frem i Situationer, som med Nødvendighed maae udgaae fra Handlingen, hvorfor Stykket vel, uagtet sine Synder imod Natur og Poesie, kunde af Mængden tages for et virkeligt Digterværk, naar det fik en Udførelse, som nogenlunde fyldestgjorde Forfatterens Intention [Hensigt]". I September 1832 bragtes en lignende Rædselstragedie til Opførelse: "Belisar" af Eduard von Schenk († 1841), se Overskou V 164.

Side 6 Linje 7-8:

veed ei rigtig selv hvorfor det græder, | Naar Heltens Monolog er hans Forræder] Meningen er uden Tvivl den: de lange Enetaler, som i de romantiske Dramaer hyppigt lægges Helten i Munden, fremkalder Taarer af det ukritiske Publikum, medens de i Virkeligheden kun er hule Deklamationsnumre og forraader Digterens Mangel paa Ævne til at fremstille en virkelig Helt.

Side 6 Linje 12:

den trivielle Melodi] først 1854 fandt P.-M. Operettemelodier "trivielle"; Udg. 1833-47 har nemlig: den ømme Melodi.

488

Side 6 Linje 16:

Operaens Krone, Don Juan] Østerrigeren Mozarts berømte Opera "Don Juan" (1787) var blevet bragt til Opførelse paa det kgl. Teater den 5te Maj 1807 og spilledes den 3dje Maj 1832 for 67de Gang. Den øvede en mægtig Virkning paa alle (sml. f. Ex. Blicher 1836: " Fjorten Dage i Jylland", Kap. II), havde afgørende Indflydelse paa Komponisten Weyses Liv og forherligedes 1843 af Søren Kierkegaard i " Enten-Eller".

Side 6 Linje 19:

Retirade] (fransk) her i den nu forsvundne, dengang almindelige Betydning: "Tilbagetog"; sml. Holberg 1723 ("Den politiske Kandestøber"): "Duc de Vendosme skiendte og brændte allevegne udi sit eget Land udi Retiraden"; J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Nu er der ikke Andet for, end at vi itide ere betænkte paa en passende Retirade"; Blicher 1829 ("Telse"): "En hastig Beslutning maatte tages; men hvilken? Ingen vovede at udtale det Ord »Retirade«."; Fr. Paludan-Müller 1865 ("Ungdomskilden"): »Der bliver ikke Spørgsmaal om Flugt og Retirade, afbrød ham Gonzalo de Castro".

Side 6 Linje 20:

Id] et gammelt nordisk Ord, der dels betyder "Gærning", dels "Stræben, Formaal, Hensigt".

Side 6 Linje 21:

give Næser] d.v.s. irettesætte (laant fra Tysk); sml. "Adam Homo", 12te Sang: "Enhver Skribent, som end er værd at læse, | Utvivlsomt gav sin egen Tid en Næse".

Side 6 Linje 23:

Balletten] fulgtes i P.-M.'s første Studenteraar med megen Opmærksomhed af det teaterinteresserede Publikum. Den havde i Tyverne været i Forfald, men blev nu genfødt af August Bournonville, der 1829 var blevet engageret ved det kgi. Teater, og som nu lidt efter lidt, under megen Uvilje fra Skuespilpersonalets Side, men støttet af Publikums levende Interesse, bragte den danske Ballet til en hidtil ukendt Højde.

Side 6 Linje 23:

Musa] de ni Muser er i den græske Mytologi Gudinder for Kunst og Videnskab; de er Digternes Beskytterinder og paakaldes af dem. [I Prologen til "Ahasverus" fremstiller P.-M. sig i Samtale med sin Muse].

Side 6 Linje 26:

Dandsemester] den ældre Betegnelse for: Danselærer, Lærer i Dans, ligesom Skolemester for: Skolelærer, Fægtemester for: Fægtelærer; sml. J. L. Heiberg 1826 ("Aprilsnarrene"): "Tennemann, en svensk Dandsemester" [i "Adam Homo" kun Formen Dandselærer].

Side 6 Linje 28:

Terpsichore] i den græske Mytologi Dansens Muse; hendes Præster spøgefuldt om professionelle Dansere (Bafietdansere, Danselærere), hendes Gjester om lystdansende.

Side 6 Linje 38:

skjelne mellem Ondt og Godt] sml. l Mpseb. 3,5.

Side 7 Linje 6:

er caput] d.v.s. er færdig, "fløjten" (et Spilleudtryk laant fra fransk, betegner egl.: ikke at have faaet Stik).

Side 7 Linje 9-32]

sml. P.-M.'s Digt "Dandsemusik".

Side 7 Linje 16:

Laurbær ... Myrther] Sejrens og Kærlighedens Symboler.

Side 7 Linje 26:

Polen med sin Helteflok] den Polske Opstand, der var udbrudt den 29de November 1830, og som P.-M. havde hilst med et begejstret Digt ("Raab til Polen", i Kjøbenhavns-Posten for 8/3 1831), var blevet knust i September og Oktober 1831, og ved kejserligt Reskript af 26de Februar 1832 var Polens Selvstændighed tilintetgjort. - En af Skikkelserne fra Polens Frihedskamp behandlede P.-M. senere (1838) i sin poetiske Fortælling "Slaven".

Side 7 Linje 34:

den nye Novelle] Fru Gyilembourg havde i Slutningen af Tyverne med "Familien Polonius" (1827) og "En Hverdags-Historie" (1828) bragt Novellen paa Mode hos det dannede Publikum i København og strax randet Efterlignere, saa at der fra Begyndelsen af Trediverne fremstod en rig Novellelitteratur (Carl Bernhard er den betydeligste Forfatter), ogsaa paa Vers (f. Ex. af Chr. Winther). [Blichers Noveller, der begyndte at fremkomme allerede 1824, blev først hen i Trediverne kendte af Hovedstadens Publikum.]

Side 7 Linje 37:

en Bagatelle] den ældre, med Fransk overensstemmende 489 Form (sml. Side 33 Linje 39: "sin Lorgnette", og "Ungdomskilden": "din Mandoline").

Side 8 Linje 4:

En Skik, som Ariost har bragt i Mode] Ariosts berømte Digt "Den rasende Roland" (Orlando furioso), hvis Æmne er gamle middelalderlige Sagn, er gennemvævet af en Mængde, Hovedhandlingen uvedkommende Episoder og behandlet med en over det hele svævende, halvdulgt Ironi. [Ariost, italiensk Digter, † 1533.]

Side 8 Linje 6:

Mm egen Musa har sin Lyra stemt] d.v.s. mit Digt er dog originalt. - Lyra (græsk), et 4- eller 7-strænget Musikinstrument; her med digterisk Frihed tillagt Musen for det fortællende Digt (Epos'et), men tilhører egl. kun Lyrikens Muse.

Side 8 Linje 8:

avec grace] (fransk) "yndefuldt".

Side 8 Linje 9-16]

Verset udtrykker Digterens Tilslutning til den Heibergske Skoles Kunstopfattelse.

Side 8 Linje 23:

Promemorie] (latin) her = Indledning, Fortale; betyder egl. "til Erindring" og brugtes dengang alm. i Overskrift over Breve og Andragender (sml. Lottes Brev til Excellencen - Homo i "Adam Homo"s 10de Sang: "Ærbødigst Promemorie! Betagen af Underdanighed og Ærefrygt" o. s. v.).

Side 8 Linje 25:

Syv Klokken slaaer] Forestillingerne paa det kgl. Teater begyndte Kl. 6, men i September og Maj samt ved Aftenunderholdninger Kl. 7. Den her skildrede Forestilling er da en Aftenunderholdning (af en fremmed Kunstnerinde), eller tør man slutte, at "Dandserinden" er skrevet (eller redigeret færdig?) i Tiden Maj-September 1832?

Side 8 Linje 28:

beau-monde] (fransk) "den fine Verden".

Side 8 Linje 38:

Brille] d.v.s. Lorgnet; den med Tysk overensstemmende Enkelttalsform af Ordet, der nu er ubrugelig i Rigssproget, ogsaa hos andre, f. Ex. Kierkegaard 1845 ("Stadier paa Livets Vei"): "Oldingens Brille slibes til at se nærved med".

Side 8 Linje 40:

Damen er i Vinden] d.v.s. i Forlegenhed; men Side 63 Linje 11 bruges "at være i Vinden" ligesom et Sted i "Adam Homo" (5te Sang: "Paany en Cavaleer - hun er i Vinden") i den i Dansk mindre almindelige (i Norsk derimod sædvanlige) Betydning: "være i Vælten, være feteret".

Side 9 Linje 1:

Henriette, Julie og Laura] dengang i Modsætning til nu meget almindelige Kvindenavne.

Side 9 Linje 2:

Gratier] de tre Gratier er i den græsk-romerske Mytologi Yndens og Skønhedens Gudinder; fremstilles i Kunsten, f. Ex. af Thorvaldsen (1819), staaende med hinanden omkring Livet.

Side 9 Linje 5:

Studenterhavre] en Blanding af Rosiner og Mandler (Laaneord fra Tysk).

Side 9 Linje 6:

Hist banker det med Paraply og Stok] nemlig af Utaalmodighed. En saadan Opførsel, der nu ikke vilde kunne finde Sted uden højst paa et Forstadsteater, var dengang ikke usædvanlig i det kgl. Teater; Overskou (Theaterhistorie IV 564) siger, at "den voldsomme Trampen jævnligen hørtes imellem Acterne, naar man blev utaalmodig over at vente paa Dækkets Opgang". Det var særlig Parterret, der førte an (sml. Excellencens Ord ved Adam Homos Maskerade i "Adam Homo", 9de Sang: "hvilket larmende Parterre!").

Side 9 Linje 9:

Studiosi] (latin) "Studenter".

Side 9 Linje 11:

Martis Sønner] spøgefuldt om Officererne; Mars er det latinske Navn paa Krigsguden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 9 Linje 11:

Knevelsbarten snurre] kun Officerer bar dengang Knevelsbart. - Snurre om at sno Skægget [sml. tysk Schnurrbart] er ret usædvanligt; det findes igen Side 32 Linje 25: "hans Knevelsbart var snurret" og hos Forfattere af Paludan-Müllers Kres (Jul. Lange, Udv. Skrifter III 124 490 (1883): "en afklædt Garderkarl eller Underofficer med store snurrede Knevelsbarter"; Georg Brandes, Saml. Skrifter 1446 (1887): "saa megen Særegenhed, som et snurret Overskæg medfører" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger]).

Side 9 Linje 13:

hulde Nympher] her spøgefuldt = yndige Piger (med Bibetydning af Koketteri). - Ordet Nymfe (i den græsk-romerske Mytologi kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer) har i Dansk ved Siden af Betydningen: ung Pige (saaledes f. Ex. hos Fru Gyllembourg 1835 i "Extremerne") pgsaa Betydning af: letlevende, usædelig Kvinde, Skøge, og i denne sidste Betydning forekommer det hyppigt i "Adam Homo" (ligesaa hos Carl Bagger 1835 i "Erindringer fra et Ungkarls-Liv i Kjøbenhavn").

Side 9 Linje 15:

active] Flertalsformen fremkaldt af Rimnød (den gamle Brug af Flertal efter "man" endnu enkelte Gange hos Holberg, men siden da ganske forsvundet).

Side 9 Linje 17-24]

saadanne Betragtninger over Publikum er ikke usædvanlige hos Digtere af den Heibergske Skole.

Side 9 Linje 19:

aimabte] (fransk) "elskværdige".

Side 9 Linje 28:

Den Anden sin Paryk med Anstand bær'] skaldede Folk bar dengang i Modsætning til nu Paryk.

Side 9 Linje 30:

Krigskammercancelliet] har aldrig existeret; lavet af P.-M. selv (for at faa en Titel, der kunde virke ved sin Længde) paa Grundlag af dengang existerende Regeringsdepartementer: Generalk rigscommissariatet, Rentekammeret og de to (danske og tyske) Cancellier (O. Siesbye i Dania II 321).

Side 10 Linje 3:

Crucifix] (latin) Billede af den korsfæstede Kristus.

Side 10 Linje 15:

Mamsel Dione] Dione er et græsk Navn, Navn paa Kærlighedsgudindens Moder. - Mamsel, der er sammentrukket af fransk Mademoiselle "Frøken", var paa Holbergs Tid en fin Benævnelse, men brugtes paa P.-M.'s Tid ringeagtende (snil. Side 59 Linje 27) og om Personer i underordnede Stillinger (sml. "Adam Homo", 7de Sang: "Mamsel Jansen! | Det altsaa kun en Gouvernante var").

Side 10 Linje 19:

Fiolen] Fiol er den ældre Form for Violin; P.-M. skriver overalt Fiol og Fiolin efter den dengang alm., med Tysk overensstemmende Udtale, som endnu er beholdt i Talemaaden at lade Fiolen sørge = lade det gaa som det kan.

Side 10 Linje 20-21]

af de her nævnte Musikinstrumenter er Obo (fransk) og Clarinet (italiensk) Blæseinstrumenter, Bratsch (italiensk) et Strygeinstrument og Cymbel (græsk) et Metalinstrument af to Halvkugler, der slaas mod hinanden.

Side 10 Linje 23-24]

de her nævnte Betegnelser for Musiktempoet, der alle er Laaneord fra Italiensk, betyder: allegro "hurtigt", forte "stærkt", fortissimo "meget stærkt", andante "hverken hurtigt eller langsomt", piano "sagte", pianissimo "meget sagte".

Side 10 Linje 31:

Miraklet] d.v.s. Diones Fremtræden paa Scenen.

Side 11 Linje 6:

Juno] det latinske Navn paa Himlens Dronning i den græsk-romerske Mytologi; at Juno throner paa Panden vil sige, at der er noget ædelt, dronningeagtigt over Skikkelsen.

Side 11 Linje 7:

Cupido] (latin) = Amor, Kærlighedsguden; han fremstilles i Kunsten, f. Ex. af Thorvaldsen (1819 og 1821), i Selskab med Gratierne. - Rosen (den røde) er Symbol paa Kærligheden.

Side 11 Linje 17 - Side 13 Linje 16]

hvis Skildringen af Diones Dans er bygget paa Virkelighedsindtryk, hvad i og for sig ikke er nødvendigt, kunde P.-M. have hentet nogle ved at iagttage den 20-aarige Andrea Krætzmers Dans f. Ex. i Balletten "Søvngængersken" (se Anm. til Side 26 Linje 38) eller som Margrete i Balletten "Faust" (første Gang 25/4 1832) - Overskou taler (Theaterhistorie V 58) om "det barnligtfromme, ædle Ansigtspræg, det simpelt 491 naturlige Udtryk af øm, uskyldig Kjærlighed, Sandheden i Udbruddet af hendes Angst, Rædsel og Fortvivlelse, og den Ynde, der var i enhver af hendes Bevægelser og hvilede over det hele skjønne Væsen". Som mimisk Kunstnerinde var hun en af vor Ballets betydeligste. Hendes Skæbne, der i og for sig er mærkelig nok, har forøvrigt ingensomhelst Lighed med Diones.

"Hele den beskrevne Ballet-Solo er et symbolsk og varslende Udtryk for Diones Skæbne, saaledes som Digtet fremstiller den: Uskyld; Elskovslykke; Fortvivlelse; Død" (Hans Brix i "Politiken" 7/2 1909).

Side 11 Linje 18:

Brava, bravissimo] "ypperligt, meget ypperligt" - et Tilraab, hvormed man i Italien tilkendegiver en Kunstnerinde sit Bifald.

Side 11 Linje 23:

Castagnetten] (spansk) "smaa Træstykker, der fæstes til Fingrene med Baand, og som man slaar Takt med under Dansen".

Side 12 Linje 2:

Psyche] Amors, Kærlighedsgudens, Hustru (Ordet betyder "Sjæl"); om Amor og Psyche se P.-M.'s Digt af samme Navn.

Side 12 Linje 19:

Entrechat] (fransk) et Dansespring, hvorved man i Springet krydser Benene.

Side 12 Linje 19:

Pistolet] (fransk) et Entrechat, hvori man - skiftevis - falder ned paa den ene Fod og strækker den anden frem i Luften.

Side 12 Linje 21:

Pirouette] (fransk) "Rundsving paa én Fod".

Side 13 Linje 22-23:

gid den Onde | Fra orthodox mig gjøre maa profan] d.v.s. fra rettroende til Kætter. [Latin profanus = verdslig.]

Side 13 Linje 34:

Seraph] (hebraisk) et himmelsk Væsen i menneskelig Skikkelse og med Vinger, synger Lovsange om Guds Trone (se Esajas 6,2).

Side 14 Linje 29:

Nymphe] her = Elskerinde (sml. Anm. til Side 9 Linje 13).

Side 15 Linje 14:

den smalle Ret] d.v.s. den tarvelige Ret.

Side 15 Linje 16:

Villing] en Art Torsk (skrives ogsaa Hvidling eller Hvilling).

Side 15 Linje 31:

den franske Dandsemester] det kgl. Teaters daværende Balletmester, den berømte Bournonville, var af fransk Herkomst.

Side 15 Linje 35:

Harpen] dengang et langt almindeligere brugt Instrument, ogsaa hos Privatfolk, end nu.

Side 15 Linje 37:

Æolsharpe] "Vindharpe", en Harpe, hvis Strænge ved Vindens Pust i dem giver Toner fra sig. [Æolus er i den græsk-romerske Mytologi Vindens Gud].

Side 17 Linje 29:

sin Fakkel svinger] til Grund for Billedet her ligger vel Forestillingen om Dødsenglen med nedadvendt Fakkel. [Thorvaldsens Statue af Dødens Genius (1829) fremstiller i Overensstemmelse med antik Tankegang Døden med omvendt Fakkel og Valmuekrans.]

Side 17 Linje 39:

Leer] poetisk = Legeme; sml. Joh. Ewald 1781 ("Udrust dig, Helt fra Golgatha"): "Da skal jeg, sikker ved din Haand, Ei frygte Døden meer, | Men offre dig min frelste Aand | Paa dens nedbrudte Leer!"

Side 18 Linje 23:

den hvide Kappe] dengang brugte ogsaa unge Damer Natkappe, sml. "Adam Homo", 7de Sang (1848) og Chr. Winthers "Annette" (1835).

Side 18 Linje 25:

O, havde her jeg Claurens Musa blot!] Ønsket er ironisk ment: Clauren er Pseudonym for Tyskeren Carl Heun († 1854), hvis mange Romaner ogsaa herhjemme i Oversættelse var yderst populære; Plathed og Lystenhed er deres Særkende.

Side 18 Linje 27:

Papillot] (fransk) "Papirstrimmel", hvorom Haaret vikledes for at bevare Krøllerne under Nattesøvnen; dengang alm. brugte.

Side 18 Linje 39:

Blansket] (fransk) "Korsetlukke".

Side 18 Linje 40:

Cul de Paris] (fransk) "Udpolstring bagtil paa Kvindedragter".

Side 18 Linje 40:

Pocher] (fransk) "Hoftepude for Kvinder".

492

Side 19 Linje 7:

i Hymens Baand] d.v.s. i Ægteskabet; Hymen er i den græsk-romerske Mytologi Navn paa Ægteskabsguden.

Side 19 Linje 9:

Lares] i den romerske Mytologi Husets (Hjemmets) Skytsguder.

Side 19 Linje 36:

galant] her naturligvis i den nuværende Betydning: beleven (sml. Anm. til Side 4 Linje 27).

Side 20 Linje 6:

sig ... maler af] ligesaa Side 81 Linje 28 og Side 91 Linje 46; nu kun: afmaler sig; en saadan Adskillelse af Forholdsord (eller Biord) og Udsagnsord fandt dengang Sted i langt større Udstrækning, end Sprogbrugen nu tillader; hos P.-M. forekommer den hyppigt, f. Ex. nærvær. Binds Side 219 Linje 42: Hans Fortid ... speiled i hans Træk sig af. Side 252 Linje 9: Med Blomster alt vor Vogn man smykker ud, Side 260 Linje 24-25: Nu Brudeparrets Skaal ... jeg ud den bringer; sml. f. Ex. Holberg 1723 ("Jean de France"): "Jan Baptist ... sætter dem (Hans Frandsens Breve) over for mig paa Tydsk" (= oversætter); Baggesen 1793 ("Til min Søster"): "Skoven tager Fugles Sang igien" (= gientager).

Side 20 Linje 14:

Støvet] poetisk = Mennesket, Menneskeslægten; findes igen Side 23 Linje l, Side 81 Linje 32, Side 84 Linje 17, Side 109 Linje 21 o. s. v.

Side 20 Linje 17:

Gestalt] "Skikkelse", hyppigt hos P.-M. (f. Ex. Side 56 Linje 3, Side 61 Linje 28, Side 75 Linje 40, Side 83 Linje 30, o. s. v.), men er nu ligesom andre, dengang alm. anvendte tyske Laaneord med Forstavelsen ge- (som: Gehalt, genegen, Gebyr, gelejde, Gespenst) saa godt som forsvundet af Sproget.

Side 20 Linje 21:

Drømmeguden ... med sit Næt] se Side 87 Linje 4 ff.

Side 20 Linje 25 - Side 21 Linje 8]

Diones Drøm afspejler Scener af hendes Liv; først fremstiller sig for hende (Linje 25-32) hendes Debut paa Teatret, derefter (Linje 33-40) Tabet af Forældre og Broder, endelig (Side 21 Linje l-8) varsles dunkelt hendes Død.

Side 20 Linje 34:

blandt gyngende Cypresser] Cypressen er Dødens Træ; de tre Cypresser i Linje 40 symboliserer hendes Fader, Moder og Broder.

Side 21 Linje 3:

kantrer] forekommer bestandigt hos P.-M. for kæntrer (Expl. i de følgende Bind); var en alm. Skriftsprogsform paa den Tid; sml. Blicher 1833 ("Himmelbjærget"): "Dit gale Asen, Du kantrer jo Skibet"; Goldschmidt 1847 ("En Fortælling om Venedig"): "Barken var nærved at kantre") [Citaterne efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 22 Linje 5:

sig forynger] Tyskagtighed for forynges, der er hyppig hos P.-M. (se f. Ex. Side 24 Linje 32, Side 51 Linje 36, Side 191 Linje 34 o. fl. Steder) og overhovedet dengang var alm.; sml. Hertz 1838 ("Billardet i Hirschholma): "Ak, min Frue! naar De synger | Sig mit Bryst forynger14; Fru Gyllembourg 1837 ("Nisida"): "Den gode Pater var særdeles indtagen af dette Barn, han syntes at forynge sig ved Synet af hende". [Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger.]

Side 22 Linje 6:

forborgne] "skjulte", Laaneord fra Tysk, dengang meget alm., nu lidet brugt.

Side 22 Linje 32:

raade] "gætte, tyde", gammelt nordisk Ord.

Side 23 Linje 2:

Dagens Øie] d.v.s. Solen; denne og lignende Omskrivninger, der er saa hyppige hos P.-M. og hans Samtids Digtere (Nattens Lamper = Stjernerne, Dagens Kjerte = Solen, Dagens Drot = Solen, Dagens Konge = Solen, Solens Pile = Solstraalerne o. s. v.), stammer fra den gamle græskromerske Poesis mytologiske Billedsprog og indkom i dansk Digtning allerede i det 17de Aarh.; først vor Tids Digtere har helt frigjort sig for dem.

Side 23 Linje 13:

Den, som min Skjæbne bærer mod det Fjerne] P.-M. vedkender sig her - poetisk og symbolsk - den gamle Tro paa Stjærnernes 493 Indflydelse paa Menneskets Skæbne, særlig ved deres Stilling i Menneskets Fødselsstund (Linje 16: "den, som jeg fødtes under").

Side 23 Linje 18:

Firmament] (latin) "Himmelhvælving".

Side 24 Linje 2:

Fortuna] i den romerske Mytologi Lykkens Gudinde: i Kunsten ofte fremstillet med et Overflødighedshorn (her spøgefuldt med en Pose), hvoraf hun uddeler sine Gaver.

Side 24 Linje 6:

Adonis] i den græske Mytologi Kærlighedsgudindens Elsker (se P.-M.'s Digt "Adonis").

Side 24 Linje 15:

Lilievand] betyder egl. "Liljestængel", i de danske Folkeviser fra Middelalderen om unge, slanke Kvinder (sml. Lilie ovf. Linje 14 og Side 4 Linje 38) og derfra optaget af de nyere Digtere, særlig Oehlenschläger og Chr. Winther.

Side 25 Linje 4:

rigest] rimende paa tiest og allerfriest efter den dengang almindelige Udtale; paa samme Maade rimer Side 31 Linje 29 Uge paa Stue og Frue, Side 146 Linje 40 indsuger paa skuer.

Side 25 Linje 30:

gjør Støv og Vind] endnu bruges Talemaaden at gøre Vind = være vigtig.

Side 25 Linje 32:

Dandy, Stutzer, Petitmaitre] alle Betegnelser for: Laps, Modeherre; Dandy er et Laaneord fra Engelsk, Stutzer fra Tysk og Petitmaitre fra Fransk.

Side 25 Linje 32:

Springfyr] her omtrent = Laps; sml. Hertz 1829 ("Amors Geniestreger"): "Han er en Modens Springfyr og forfløien".

Side 25 Linje 33 - Side 26 Linje 8]

P.-M. satiriserer her - i lidt overdrevne Udtryk - over Datidens Modedragter. - Linje 38-40: Knæbenklæderne, der var almindelige omkring Aar 1800, var i Tiden 1810-20 blevet afløste af lange Benklæder, der snart var ret vide, snart sluttede tæt og stramt om Benet (begge Dele brugeligt omkring 1830). - Side 26 Linje 7-8: Damernes Kjoler var omkring 1830 nedringede (hvorfor man gik med Sjal om Skuldren), de lod forneden Foden og Anklen synlige.

Side 25 Linje 35:

Podex] (latin) "Bagdel".

Side 26 Linje 2:

admirere] (fransk) "beundre, tilbede".

Side 26 Linje 5:

Mol og Tyl og Mor] Mol (engelsk) er et halvklart, Tyl (fransk) et fint, klart Bomuldstøj, Mor (fransk) et tæt og fast vatret Silketøj.

Side 26 Linje 7:

Psychen] d.v.s. den yndige Person (sml. Anm. til Side 12 Linje 2).

Side 26 Linje 9:

i det Formale] i det ydre.

Side 26 Linje 20:

Ducater] (italiensk) "Guldmønter, Guld".

Side 26 Linje 32:

Xeres, Muskateller] Xeres, Sherryvin (efter Byen Xeres i Spanien); Muskateller, en sød, krydret Vin (lavet af Muskattræets Frugt).

Side 26 Linje 33:

Vaudeviller] Vaudevillen (d.v.s. et mindre Lystspil med indlagte Sange til lette og iørefaldende Melodier - stammer fra Frankrig) indførtes i dansk Litteratur af J. L. Heiberg 1825 ("Kong Salomon og Jørgen Hattemager") og kom hurtigt paa Moden; foruden Heiberg skrev i Tiden 1825 -32 bl. a. Hertz, Overskou, H. C. Andersen, senere (efter 1832) ogsaa Fru Heiberg, Hostrup, Chr, Richardt og Erik Bøgh Vaudeviller.

Side 26 Linje 34:

med en Stentors Røst] d.v.s. med Kæmperøst; Stentor var Grækernes Herold foran Troja, han havde en Røst, der kunde overdøve 50 Mand.

Side 26 Linje 37:

i Tistiller] d.v.s. i den bare Særk; Ordet Tistille (d.v.s. "Ti stille!") opstod i Slutningen af det 18de Aarh. (det findes f. Ex. hos Baggesen 1792 i "Labyrinthen") som et "pænere" Ord for "Særk", fortrængtes ved Midten af det 19de Aarh. delvis af det franske Chemise, men kan endnu høres.

Side 26 Linje 38:

"Søvngængersken"] Ballet af Franskmanden Aumer, 494 indrettet for den danske Skueplads af August Bournonville, opførtes første Gang paa det kgl. Teater den 21de September 1829 med Andrea Krætzmer (se Anm. til Side 11 Linje 17 - Side 13 Linje 16) i den kvindelige Hovedrolle (Bondepigen Therese) og gjorde megen Lykke; indtil Udgangen af Aaret 1832 var den givet 35 Gange. I 2det Akt kommer Therese som Søvngængerske ind paa Scenen "iført en simpel hvid Klædning, med nøgne Arme og Fødder".

Side 26 Linje 40:

strax Enhver human er og godgjørende] uden Tvivl Hentydning til den i Slutningen af Tyverne, navnlig ved den senere Dronning Caroline Amalie rejste Asylbevægelse (sml. "Adam Homo", 5te Sang, hvor Sagen nærmere omtales).

Side 27 Linje 2:

Tribut] (latin) "Hyldest".

Side 27 Linje 7-8:

Tjener] rimende paa vender som saa ofte hos P.-M. efter den dengang almindelige dannede Udtale; sml. Aarestrup 1839 ("Til Isak Sidenius"): "Mit Brev jeg sender - til en Herrens Tjener, - en af de bedste, jeg kjender, - den kjæreste blandt alle mine Venner".

Side 27 Linje 11:

suurlig] dannet af P.-M. for at faa Rim paa naturlig og figurlig; betyder: "hvad der falder i det sure" (sml. grønlig, rødlig o. lign.).

Side 27 Linje 20:

brød sig Halsen fast for en Billet] d.v.s. var nær ved at brække Halsen for at faa en Billet.

Side 27 Linje 24:

Pas de deux] (fransk) "Dans mellem to Personer".

Side 27 Linje 28:

enthusiastisk] (græsk) "begejstret".

Side 28 Linje 27:

Vers i Avisen] endnu omkring Midten af Aarhundredet var det overmaade almindeligt, at man gav sin Begejstring over fremmede Berømtheders Optræden Luft i anonyme Vers i Aviserne.

Side 28 Linje 28:

poetice] (latin) "ad Poesiens Vej".

Side 28 Linje 31:

Venus] det latinske Navn paa Skønhedens og Kærlighedens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi.

Side 28 Linje 31-32:

Patrioterne | Gav hende Navn af Freya mellem Gotherne] d.v.s. Patrioterne, der anvendte den nordiske ("gotiske") Mytologis Billedsprog, sammenlignede hende med Freya, i den nordiske Mytologi Skøn hedens og Kærlighedens Gudinde. - Patrioterne d.v.s. Folk, der sværmede for Oehlenschlägers og Grundtvigs nordisk-patriotiske Digtning og brugte dens Billedsprog. - Gotherne: gotisk brugtes dengang ikke sjældent = nordisk, sml. J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Jeg erkegothisk Paa Flugten driver | Det Pluddervelske | Med Tysk og Fransk".

Side 28 Linje 40:

pour faire visite] (fransk) "for at gøre Visit".

Side 29 Linje 3:

Vindve] denne Form, der er hyppig hos P.-M., var dengang almindelig ogsaa i det dannede Talesprog (se I. Levins Danske Grammatik 1844, § 140).

Side 29 Linje 24:

Smørrebrød og Punsch] Punsch var dengang en ligesaa almindelig Drik som 01 nu; man drak saaledes Punsch til sin Aftensmad (Plenge, anf. Skrift, Side 85).

Side 29 Linje 24:

Julle] Kæleform for: Julie.

Side 29 Linje 28:

Pikkenik] (engelsk) "Gilde" (egl. Sammenskudsgilde).

Side 29 Linje 29:

poetisk, ægte Kongothee] sml. Anm. til Side 3 Linje 20. - Sammenkomster, hvor man læste den ny udkomne Litteratur eller egne, nylig tilendebragte og endnu uudgivne Digterværker (sml. Side 32-33) højt, var dengang meget almindelige. P.-M. var selv med til saadanne Oplæsningsaftener i sin Onkel, Konferensraad Kongslews Hus - "æsthetisk The" kaldte de unge i Spøg disse Aftener (Frederik Lange Side 49). [Uden Tvivl skrevet til en saadan "æsthetisk The "-Aften er et lille utrykt og hidtil ukendt Arbejde af P.-M., som af Forfatteren Hr. Sven Lange i Febr. 1909 foræredes til det kgl. Bibliotek; dets Titel er: "Menneskeslægtens miskiendte, men omsider triumpherende Genius eller A, B, C, D og Maskinmesteren".] 495

Side 29 Linje 30:

Scriblerne] daarlige, usle Skribenter, Smørere.

Side 29 Linje 31:

Kongens Bageri] der menes vel: fra en Hofbager; et "Kongens Bageri" findes i hvert Fald ikke i Københavns Vejviser fra Trediverne.

Side 30 Linje 15:

forinden] ligesom Side 34 Linje 37 og Side 63 Linje 13 i den nu ualm. Betydning "indenfor, indvendig"; paa lignende Maade staar Side 63 Linje 13 foruden = udenfor, udvendig; begge Dele er hyppigt hos P.-M. og alm. dengang; sml. Poul Møller 1819 ("En gammel Pedant"): "Saae I ei før en Bog, som, slet indbunden, | Forinden havde deilig Poesie?"; Blicher 1823 ("Bernstorf"): "Mødte med urokket Fod | Luen, som foruden brændte; | Dæmpede det blinde Mod, | Som forinden sig antændte"; Chr. Winther 1865 ("Nissens Juleaften"): "Udvendig er den gammel, | Forinden er den ny" [delvis efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 30 Linje 27-28:

et Net, | Af Skjæbne, Hændelse og Forsyn dannet] over Begreberne Skjæbne, Hændelse og Forsyn byggede P.-M. senere et Afsnit af Adam Homos Liv.

Side 31 Linje 1:

hos Grev Firlefanz] det tyske Ord Firlefanz betyder "Vindhas, Nar, Laps"; den Slags ironiske og karakteriserende Navne var paa P.-M.'s Tid ikke ualm., han selv benytter dem med Forkærlighed i sin Komedie "Eventyr i Skoven", hvor der optræder Personer som: Krumryg, Skrædder, Mundlær, Prokurator, Finesse, afdanket Diplomat, Floskel, en Taler o. s. v. (sml. nedenf. Side 32 Linje 36).

Side 31 Linje 2:

Selskabssalen] alm. kaldet Salen, dengang en absolut Fornødenhed i en københavnsk Lejlighed. Det var Husets største og bedste Værelse, der kun benyttedes til stort Selskab eller Bal, men til daglig stod urørt med Overtræk over Møblerne, Tøj om Lysekronen og paa Gulvet Lærredsstrimler, udenfor hvilke man ikke turde træde.

Side 31 Linje 4:

d la falske Blake] d.v.s. forræderisk; Blake hed ifølge Saxo og Folkesagnet den Mand, der ved sine falske Raad var Skyld i, at Kong Knud den hellige blev dræbt.

Side 31 Linje 20:

Geisten] Aanden; Laaneord fra Tysk; her ironisk.

Side 31 Linje 21:

Ei binder til hun Oxens Mund, der tærsker] d.v.s. hun lader dem tale frit; Udtrykket stammer fra 5. Moseb. 25,4: "Du skal ikke binde Munden til paa en Oxe, naar han tærsker".

Side 31 Linje 22:

med Attisk Salt] d.v.s. med aandrig, vittig Skæmt (Attika er Navn paa Landskabet om Athen, i Oldtiden Hovedsædet for den fine Dannelse).

Side 31 Linje 31:

hvad i Politiken?] Grevindens Spørgsmaal er aktuelt. Før 1830 var Politik ukendt som Samtaleemne i Selskaber herhjemme. Men 1830 udbrød Julirevolutionen i Frankrig, og den vakte ogsaa hos os Interesse til Live for Politik. Den 5te November 1830 udgav en slesvigsk Embedsmand Uwe Lornsen et lille Skrift, hvori han krævede en fri Forfatning for Slesvig og Holsten. Dette forskrækkede Kong Frederik VI, han frygtede for Revolution og besluttede at imødekomme Tidens Krav. Den 28de Maj 1831 udstedtes en kongelig Anordning, der lovede Indførelse af raadgivende Provinsialstænder og fastslog de vigtigste Punkter i den ny Forfatning; den 30te April 1832 sammentraadte 29 af Kongen udnævnte "erfarne Mænd" for at drøfte Regeringens Forslag for Hertugdømmernes Vedkommende og den 10de Juli samme Aar 35 "oplyste Mænd" for at gøre det samme for Kongerigets Vedkommende.

Side 31 Linje 39:

Marles] Navnet lavet af P.-M. for at faa Rim paa Charles. - Personerne nævnes kun ved Fornavn (Grev Charles, Frøken Fine, Junker Mads, Grev Claus, Hr. Hans); dette var ikke ualmindeligt i Novellelitteraturen i Tredivernes Begyndelse.

Side 32 Linje 1:

in parenthesi] (latin) d.v.s. i forbigaaende.

Side 32 Linje 4:

Fløiteblæser] at spille paa Fløjte var dengang almindeligere end nu.

496

Side 32 Linje 13:

jus naturæ] (latin) "Naturret", Læren om Retsgrundsætningerne, forsaavidt de udledes af Menneskets og Samfundets Natur.

Side 32 Linje 14:

Folkeret] Læren om de mellem Staterne indbyrdes gældende Retsregler.

Side 32 Lirtje 16:

genegen] "tilbøjelig til" (Laaneord fra Tysk; sml. Anm. til Side 20 Linje 17).

Side 32 Linje 22:

Bramarbas] "Storpraler" (Laaneord fra Tysk).

Side 32 Linje 23:

Liren] fordansket Form af: Lyre, dengang alm., mest (som her) ironisk; atter Side 43 Linje 4.

Side 32 Linje 25-32]

P.-M. skildrer (med Vilje) Baron Marles med de ydre Karaktertræk, hvormed Skurkene skildredes i Datidens daarlige Romaner.

Side 32 Linje 29:

Dyrendal] egl. Navn paa den franske Middelalder-Helt Rolands Sværd; deraf overført: Sværd, Sabel; er, naar det som her anvendes i Nutidsskildring, spøgende ment.

Side 32 Linje 32:

husares] Ordet er naturligvis ligesom "at hanse" og "at madse" i "Adam Homo"s 8de Sang lavet af P.-M. selv.

Side 32 linje 33:

Parenthesis claudatur] (latin) "man slutte Parentesen!"

Side 32 Linje 36:

Digter Hans] det er ikke uden Hensigt, at de her optrædende Herrer af det fine Selskab bærer Navnene Hans, Mads (Side 33 Linje 35) og Claus (Side 34 Linje 20). Hans og Mads har fra gammel Tid Bibetydning af noget naragtigt, taabeligt og dumt, og Baggesen bruger mangfoldige Steder Claus paa lignende Maade.

Side 32 Linje 37:

spænd nu Apollos Bue] Grevinden er ikke stiv i Mytologien: Apollo, Solguden, optræder i den græsk-romerske Mytologi dels som Bueskytten (hans Pile er Solstraalerne), dels som Sangguden - i den sidste Egenskab fremstilles han ikke med Buen, men med Lyren.

Side 32 Linje 40:

Hvor tvende Piger myrde vil en tredie] Hr. Hans' Tragedie er et romantisk Rædselsdrama i Stil med de i Anm. til Side 6 Linje 1 omtalte.

Side 33 Linje 13:

Fine] Kæleform af Josefine, dengang alm. Kvindenavn.

Side 33 Linje 17:

Aurora] det latinske Navn paa Morgenrødens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi.

Side 33 Linje 20:

en Rosenkrands] d.v.s. en Krans af Roser.

Side 33 Linje 21:

sine mora] (latin) "ufortøvet".

Side 33 Linje 27:

Amors Tryllepiil] Kærlighedsguden fører Bue og Pil, med sine Pile vækker han Kærlighed til Live i Menneskers og Guders Bryst.

Side 33 Linje 28:

veier] det gamle, paa P.-M.'s Tid som nu kun i poetisk Stil brugelige Udsagnsord at veje "dræbe, fælde".

Side 33 Linje 35:

visà vis] (iransk) "ligeoverfor".

Side 33 Linje 36:

gloer som bedste Ko paa Dandserinden] sml. Talemaaden: at glo som en Ko paa en rødmalet Port (d.v.s. uforstaaende).

Side 33 Linje 38:

imitere] (latin) "efterligne".

Side 33 Linje 38:

Glas] d.v.s. Øjeglas = Lorgnet; ligesaa i "Adam Homo", 9de Sang: "Og med et Blik, der ei seer godt i Længden | Jgjennem Glasset kigged ned paa Mængden"; "Luftskipperen og Atheisten": "... vendt mod ham er hvert et Blik og Glasc.

Side 33 Linje 39:

Lorgnette] den ældre, med Fransk overensstemmende Form af Ordet (sml. Anm. til Side 7 Linje 37).

Side 35 Linje 23:

Sonat] (italiensk) et større Tonestykke for Klaver, bestaaende af 3-4 Hoveddele af forskellig Karakter, af hvilke hver har til Opgave at være Udtryk for en Følelse eller Stemning. - Formen Sonat var dengang den almindelige i Tale og Skrift; man sagde og skrev: en Sonat, en Scandal, en Anecdot, en Detail, en Hypothes.

Side 35 Linje 32:

Weber] den berømte tyske Komponist Carl Maria von Weber († 1826), bl. a. Forfatter til Operaen " Jægerbruden", der gjorde stor Lykke i København i Tyverne og Trediverne.

497

Side 35 Linje 37:

sælle] sølle; ligesaa Side 257 Linje 9: "Vor Smule Leg igaar har bragt paa Been | Hver sælle Hyrde"; sølle er en jysk Form (findes f. Ex. altid hos Blicher), der nu er blevet Rigssprogsform, men paa P.-M.'s Tid var Ømaalsformen sælle meget alm.; sml. Baggesen 1807 ("Giengangeren og han selv"): "... hvert sælle Faar med eviggrønne Palmer ( Staaer som en Chorstatist og bræger sine Psalmer"; Oehlenschläger 1805 ("Aladdin"): "Herregud, hvad er blevet af | Den lange Rækel, dette selle Skrog, | Som altid nederst sad i Skolen"; J. L. Heiberg 1830 ("Til Knud Sjællandsfar i Paradiis"): "mangt et sælle Skrift af mangt et sælle Skrog | Høit pranger i Copistens Æres-Tempel" [Citaterne delvis efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 35 Linje 40:

Romance] et strofeinddelt Digt, som dels er fortællende (episk), dels udtaler Digterens Stemning (lyrisk); Navnet har det faaet efter de Sprog (de romanske: spansk, fransk og italiensk), hvori disse Digte først blev skrevne. Det var en Digtform, som var meget yndet paa P.-M.'s Tid (Oehlenschläger er den, som indførte Digtarten i dansk Litteratur). 1836 udgav Chr. Winther "Hundrede Romanzer af danske Digtere" og optog heri Diones Romance. - Digtet her behandler et lignende Æmne, som Goethe brugte til sin berømte Romance "Der Fischer" (1779).

Side 37 Linje 5:

Amors Bold] Hjertet tænkes som en Bold, hvormed Kærlighedsguden spiller.

Side 37 Linje 13:

Idol] (græsk) "Afgudsbillede".

Side 37 Linje 14:

bittre Piller] Stikpiller, Spydigheder.

Side 37 Linje 37:

Kjøkkenseddel] Spisekort, Menu; nu forsvundet, dengang almindeligt; sml. Joh. Ewald 1772 ("Harleqvin Patriot"): "nu veed De selv, om han har skrevet andet, | End Kiøkkensedier før"; P. A. Heiberg 1787 ("Rigsdaler-Sedlens Hændelser"): "Mange vare der ogsaa, som ikke giemte sine Kiøkkensedier og altsaa ikke kunde sige, hvad eller hvor meget de havde spiist"; J. L. Heiberg 1830 (Pros. Skrifter V 282): "Af den Kjøkkenseddel, som De giver mig af Bogen, maa jeg slutte, at Forfatteren har handlet ganske modsat"; 1805 udgaves et Blad "Kjøbenhavns Kiøkkenseddel", hvoraf et Nummer er bevaret [nogle af Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 38 Linje 28:

Taarers Dal] d.v.s. Jorden.

Side 39 Linje 12:

Boreas] i den græske Mytologi Nordenvinden.

Side 40 Linje 5:

Göthes Faust o. s. v.] det er naturligvis P.-M.'s egne Yndlingsforfattere, der staar paa Diones Boghylde. - 1ste Del af Goethes "Faust" udkom 1807, 2den Del 1825; Shakespeares "Hamlet" udkom 1602 og forelaa tillige med hans andre dramatiske Arbejder i en god dansk Oversættelse 1807-16 ved Skuespilleren Peter Foersom (det er vel tvivlsomt, om P.-M. har kunnet læse Shakespeare paa Engelsk).

Side 40 Linje 6:

Byrons Manfred, Cain og Corsar] af de her nævnte poetiske Arbejder af Byron udkom Tragedien "Manfred" 1817, Tragedien "Cain" 1822 og den poetiske Fortælling "Corsaren" 1814.

Side 40 Linje 7:

Schiller, som vor slappe Tid for stærk er] sigter uden Tvivl til den Modtagelse, Schillers Tragedie "Don Carlos" (1785) fik hos det danske Publikum ved Opførelsen paa det kgl. Teater. Den bragtes frem den 20de September 1831, men modtoges med Kølighed og vakte i det hele saa ringe almén Interesse, at den maatte henlægges efter kun 5 Forestillinger allerede den 9de Januar 1832; den fjerde Aften var Indtægten ved Kassen 176 Rdl. (=352 Kr.).

Side 40 Linje 8:

Oehlenschlägers rige Ungdomsværker] altsaa Ting som "Sct. Hansaftenspil" (1802), "Vaulundurs Saga og "Aladdin" (1805) "Hakon Jarl" og "Thors Reise til Utgardaloke" (1807), "Axel og Valborg" (1810), vel ogsaa "Helge" (1814). - Paa Oehlenschlagers senere Digtning havde P.-M., ligesom den Heibergske Kres i det hele, meget at udsætte.

Side 40 Linje 10:

lidt ny Philosophi] der tænkes vel paa den Hegelske 498 (om den se nærmere Kommentaren til "Adam Homo"), for hvilken J. L. Heiberg i Tredivernes Begyndelse herhjemme gjorde sig til Talsmand.

Side 40 Linje 16:

Heroer] (græsk) "Halvguder" (Sønner af en Gud og en jordisk Kvinde).

Side 40 Linje 27:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 41 Linje 33:

et Leie] d.v.s. en Bærebør.

Side 42 Linje 5:

eng] trang (Laaneord fra Tysk); ligesaa Side 72 Linje 22.

Side 42 Linje 10:

Rosenvand] Hovedmiddel mod Besvimelse.

Side 42 Linje 12:

Salt og Peberrod] paa Grund af den skarpe og bitre Smag og Lugt af Pigen brugt som Oplivningsmiddel. [I Pantomimerne holder Pjerrot den besvimede Columbine en kæmpemæssig Peberrod for Næsen.]

Side 42 Linje 21:

Skyggeriget] d.v.s. Dødsriget - en Forestilling, der har sin Rod i græsk-romersk Mytologi (se Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 43 Linje 20:

Igler] som blodafledende Middel er, ialtfald paa Landet, endnu ikke af Brug.

Side 43 Linje 20:

Suurdei] som afledende Middel til at trække Blodet fra Hovedet eller lagt under Fødderne for Feber er gammel Praxis, der allerede anbefales af den græske Læge Hippokrates († 377 f. Kr.). - Suurdei er en med Eddike æltet og ved Gæring syret Dej, hvormed den øvrige Dej til Brød syres og bringes til Gæring.

Side 43 Linje 23:

Scientia] (latin) "Videnskab".

Side 43 Linje 24:

Patientia] (latin) "Taalmodighed".

Side 43 Linje 26:

Gummiolie] for at holde Surdejsplastret fast.

Side 45 Linje 30:

forgjetter] "glemmer"; ligesaa Side 61 Linje 37; Laaneord fra Tysk, nu forsvundet, men dengang alm.; sml. Ingemann 1836 ("Dronning Margrethe"): "Ingegjerds Øie | Ingen forgjætter"; Hauch 1849 ("Sang til Oehlenschläger"): "Aldrig skal dit Navn forgjettes i det høie Nord"; Ch. Winther 1856 ("Hjortens Flugt"): "Jeg vredes jo ei mere, | Alt er forgjæt og glemt".

Side 45 Linje 36:

Zoner] (latin) "Himmelstrøg".

Side 46 Linje 11:

hans Lyra] Thorvaldsen har i en Statue fra 1819 fremstillet Amor spillende paa Lyre.

Side 46 Linje 26:

Donna] d.v.s. "Tilbedte"; italiensk Donna betyder "fornem Dame", ogsaa "Elskerinde".

Side 48 Linje 1:

Tvivl] rimende paa Smiil ligesom Side 52 Linje 2 paa Piil og Side 64 Linje 22 paa Smiil; den ældre Udtale af Ordet var Tvil, og saaledes skrives det hyppigst i ældre Dansk, endnu af og til hos Forfattere fra det 18de Aarh., men i det 19de Aarh. næppe af andre end Fr. Høegh-Guldberg († 1852); ogsaa hos andre af P.-M.'s Samtidige kan man finde Rim, der forudsætter Udtalen Tvil, f. Ex. hos Grundtvig 1837 ("Sangværk", No. 23): "Herren han er dog Sine tro, | Ogsaa naar de fortvi'le, | Roser han lod paa Torne groe, | Lærde os saa at smile!"

Side 48 Linje 18:

Nectarbæger] Nektar er de græske Guders Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige; overført: sød, guddommelig Drik.

Side 49 Linje 40:

zephyrlette] d.v.s. lette som Vinden; Zephyr er Vestenvinden i den græske Mytologi.

Side 49 Linje 35:

Cirkler] d.v.s. fine Krese.

Side 49 Linje 35:

Assembleer] (fransk) "Selskaber".

Side 51 Linje 37:

Æbleprøven] spøgefuld Hentydning til 1 Mpseb. 3,6.

Side 52 Linje 1:

Fjender] rimende paa binder ligesom Side 78 Linje 39-40 paa befinder; var dengang ikke noget unøjagtigt Rim, da den dannede Udtale af Ordet Fjende efter J. L. Heibergs Sigende (1823) omtrent var Finde (se Heibergs Pros. Skrifter XI 225); lignende Rim findes da ogsaa hos andre samtidige Digtere, f. Ex. hos Grundtvig: 1814 ("Roskilde-Rim"): ".,. Til Strid mod stærken Fjende ( Kæk at staa og Seier vinde", 499 1824 ("Nyaars-Morgen"): "Frygt aldrig for Fienden! | Men vogt dig for Vinden...", 1837 ("Sangværk", No. 48): "Jesus, Dødens Overvinder! | ... | Stat os bi mod Livets Fiender".

Side 52 Linje 8:

efter Skinke døbte Isra'liter] Svinekød er forbudt Spise for rettroende Jøder.

Side 52 Linje 12:

Victorien] (latin) "Sejren".

Side 52 Linje 34:

Azur] himmelblaa Farve.

Side 54 Linje 6:

Et gammelt Eventyr] det samme, hvorom den Romance handlede, hun sang i Selskabet hos Grev Firlefanz (Side 36).

Side 54 Linje 40:

Svimmel] for Svimmelhed er alm. hos P.-M. (Side 128 Linje 44, Side 468 Linje 5 og flere Expl. i de følgende Bind); Ordet er Laaneord fra Plattysk og var dengang alm.; sml. Hauch 1830 ("Hamadryaden"): "Alt de stod paa den bratopstigende Tind, og den lued | Rødlig i Morgenglands, men Richard betoges af Svimmel"; H. C. Andersen 1837 ("Kun en Spillemand"): "O, det er Intet! sagde hun, jeg følte en Svimmel, som nu er forbi" [Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 57 Linje 15:

din mørke Broder] er vel Natten.

Side 58 Linje 3:

Stenter] Overgange over et Gærde.

Side $9 Linje 24:

Stafet] (italiensk) "Ilbud".

Side 60 Linje 25:

Agoni] (græsk) "Dødskamp, Sjæleangst, Kvide".

Side 62 Linje 29:

Mol] (latin) den bløde Toneart i Musikken.

Side 62 Linje 31:

Noblesse] (fransk) her = Adel, Adelstand; nu mest = Adel i Tænkemaade.

Side 62 Linje 40:

Cervantes] berømt spansk Digter († 1616), Forfatter af den satiriske Ridderroman "Don Quixote" (1605-15), til hvilken der her sigtes (Cap. 34 i 1ste Del af Charlotte Biehls danske Oversættelse).

Side 63 Linje 4:

forblendt] forblindet, skuffet (tysk verblenden).

Side 63 Linje 5:

i Ring med Taaber kjøre] d.v.s. tumle dem, behandle dem efter Forgodtbefindende (med Bibetydning af: at holde for Nar).

Side 63 Linje 11:

været svært i Vinden] d.v.s. været meget feteret (sml. Anm. til Side 8 Linje 10).

Side 63 Linje 13:

foruden og forinden] d.v.s. udvendigt og indvendigt (se Anm. til Side 30 Linje 23).

Side 63 Linje 20:

den forlorne Søn] Luk. 15,11-32.

Side 63 Linje 21:

forsage] uden Genstandsord mest = "tabe Modet" (saal. f. Ex. Side 57 Linje 1), men her = "glippe, slaa fejl".

Side 64 Linje 1:

Conveniensen] (latin) "Skik og Brug".

Side 64 Linje 5:

gi'er i Kjøb] d.v.s. sælger. - Kjøb rimer her paa sløv og døv efter den dengang alm. Udtale i det dannede Talesprog; Udtalen med b er først i de sidste Aartier trængt igennem, og det beror simpelt hen paa Uvidenhed, naar P. Hansen i sin Litteraturhistorie stempler Rim som Djævle - Æble, døve - tilkjøbe hos Grundtvig som "plebejiske": de kan maaske nu kaldes saaledes, men var det ikke dengang.

Side 64 Linje 7:

fra den anden Sang] Side 33 Linje 13.

Side 64 Linje 26:

Cherub] (hebraisk) "Engel" (med Flammesværd, se 1 Moseb. 3,24).

Side 65 Linje 28:

Amor i hans Moders Stjerne] Amors Moder er Venus, hendes Stjærne er Aftenstjærnen Venus.

Side 65 Linje 40:

Amour] (fransk) spøgende og spottende om: flygtig Elskov; sml. Aarestrup (Oversættelse af Heines "Til den svundne Tid, paa min Ære"): "Saa flaue ere nu Aarets Dage, i Saa dorskt og dødt det hele Spil, | At, var ei den Smule Amour tilbage, | Saa var der slet Intet at holde sig til".

Side 66 Linje 2:

sit spanske Bør] for: sit Spanskrør; ligesaa Side 71 Linje 29: fixe Stjerner for: Fixstjerner.

Side 66 Linje 8:

"De fyldte Maver"] Navnet er naturligvis selvlavet, en 500 Restauration med et saadant Navn fandtes ikke i København. At der imidlertid sigtes til en bestemt, af Levemænd meget søgt Restaurant, er der vel næppe Tvivl om.

Side 66 Linje 21:

Lampetter] Lysestager, der hænger i Arme paa Væggen.

Side 66 Linje 29:

Cap] Vin fra Caplandet (Syd-Afrika), mest bekendt er Cap-Cpnstantia, der er stærk og sød.

Side 66 Linje 29:

Lafitte] château Lafitte er en første Klasses Rødvin (Bordeaux-Vin).

Side 67 Linje 5:

hvis Maves Emballage] d.v.s. hvis omfangsrige Mave. - Det franske Ord Emballage betyder "Indpakning, Pakhylster".

Side 67 Linje 7:

hans Gud er Bugen] sml. Philip. 3,19.

Side 67 Linje 5-8]

det er ikke urimeligt, at P.-M. har set en saadan Figur; Manden her minder i alt Fald om en Mand, Davidsen omtaler i sine Erindringer fra Frederik VI's København: "En af de mærkeligste Gjæster paa Restaurationerne var en Mand, som gik under Navnet Æde-K-. Han havde i Ordets egenlige Forstand gjort Bugen til sin Afgud, og hans betydelige Formue satte ham istand til at tilfredsstille sin Tilbøielighed. Han tilbragte sin Tid med, stønnende og stakaandet, thi hans Korpus var uhyre, at vandre fra den ene Restauration til den anden, og det var undertiden, at han fortærede hele Spisesedlen fra først til sidst, det vil da sige Retterne paa samme" (Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, 2. Udg., Side 38). - At ogsaa Manden med den tandløse Mund (Side 66 Linje 33-34) og Borgeren med den lange Næse (Side 66 Linje 37-38) er sete Figurer, er rimeligt.

Side 67 Linie 11:

Et halvt Dusin fortryllende Canailler] kvindelig Opvartning i Restaurationerne omtales ogsaa i "Adam Homo", 3dje Sang, og det synes af Davidsens Ord (anf. Skrift, Side 420 f.) at fremgaa, at det ikke har været helt ualmindeligt (i 50-erne fandt det næppe Sted paa de pænere Restaurationer). - Canailler spøgefuldt om Pigebørn ogsaa hos f. Ex. Wessel og Baggesen, sml. Wessel ("Til Digterens Hustru"): "Du, som jeg kaldte tidt paa Skiærts | Men nu for Rimet i mit Vers | En sød Canaille!"; Baggesen ("Væddeløbet i det Lave"): "Tak siger jeg, Tak siger dig [ Med mig den lille Skiemt-Canaille, | Der sidder med sin smækkre Taille, | Skiøndt Enke, dog som nylig fød, | Saa kiælen, væver, hvid og rød, | Her paa mit muntre Lunes Skiød" [delvis efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 67 Linje 16:

Hebe] i den græske Mytologi Gudernes kvindelige Mundskænk.

Side 67 Linje 23:

Farcerne] Kødretterne.

Side 67 Linje 32:

nyboderlig] d.v.s. lun Passiar; Ordet lavet af P.-M. [Overskous Skildringer af Nybodersfolkene var da endnu ikke fremkomne].

Side 67 Linje 40:

Casanovas Memoirer] Casanova († 1789) var en Italiener, der førte et omflakkende Liv som Eventyrer i næsten alle Europas Lande, snart i Glans og Herlighed, snart i Nød og Fængsel. Efter hans Død udkom paa Tysk og Fransk hans Memoirer i 12 Bind i Aarene 1822-28; de vandt stor Udbredelse, navnlig paa Grund af de talrige, letfærdigt fortalte Elskovseventyr.

Side 68 Linje 27:

efter Hyrders Skik] d.v.s. efter ømme, troskyldige Elskeres Skik. Hyrder og Hyrdinder er Hovedpersoner i en Art græsk-romersk Poesi ("Hyrdedigtning"), som i det 16de og 17de Aarh. efterlignedes i flere europæiske Litteraturer, ogsaa i dansk, og som skildrer Landlivets (Hyrdelivets) Naturlighed og Uberørthed i Modsætning til Bylivets fordærvede Kultur. Endnu hos det 19de Aarh.'s romantiske Digtere findes Efterklang af denne Art Poesi.

Side 68 Linje 28:

Don Juan] d.v.s. Kvindeforfører; DonJuan er Navn paa en spansk Sagnfigur, der er en Type paa Sanselighed og Nydelseslyst, ofte behandlet i Litteraturen, f. Ex. af Mozart i en Opera (Side 6 Linje 16) og (humoristisk) af Byron i Digtet "Don Juan" (1819).

501

Side 68 Linje 36:

tilhuse] betyder ellers almindeligt paa Dansk: hjemme, men hos P.-M. betyder det oftest overensstemmende med tysk nach Hause: hjem; sml. "Adam Homo"s 1ste Sang: "Han nys har efterseet sin Fiskeruse, | Og traver nu med raske Skridt tilhuse".

Side 68 Linje 39:

Rachel... Lea] 1 Moseb. 29,16.

Side 68 Linje 40:

min Dulcinea] d.v.s. min Flamme; Dulcinea ("den søde, den elskede") er Don Quixotes Elskede i Cervantes' Roman "Don Quixote".

Side 69 Linie 8:

paa Ærens Mark] d.v.s. til Duel. - Dueller forekom dengang (efter tysk Skik) hyppigere end nu, ikke blot i Bøger, men ogsaa i Livet. P. V. Jacobsen skriver i sin Dagbog (Personalhist. Tidsskr. 4. Række II) den 14/2 1828: "Duel mellem Vinhandler August Petersen (Lieutenant ved det borgerlige Artilleri) og en Skomager (Lieutenant ved Jægerne), foranlediget af, at den første ikke vilde tjene med den sidste, da denne endnu var Svend, i Artilleriet. Petersen er slemt tilrakket og kan næppe komme til at duellere med en Skrædder, som han og har fornærmet paa samme Maade"; den 9/8 1829: "Winther og Heiberg uenige, da W. i Spøg vilde banke Heiberg med dennes Ridepisk, og H. da igen i Spøg lod falde Ord om Børnedressørere etc., ledsagede af et ondt Blik, siger W. Idag vil denne sidste fordre en Forklaring af Heiberg; maaske kan det komme til en Duel!" (men 10/8: "Winther er bleven nogenlunde forsonet med Heiberg, der forsikkrede, at han ikke havde i Sinde at fornærme ham"); 29/4 1832: "Birch, Auditøren ved Studenterkorpset, kom paa Knirsch's Kaffehus [d.v.s. Restauration] ved Billardet i Skænderi med et ungt Menneske ved Navn Anker og gav ham et Ørefigen; denne udfordrede ham nu, og i sin Forlegenhed derover svarede hin, at han ej kunde være bekendt at slaas med En, der fik Ørefigen". Fra Trediverne fortæller Lægen J. H. Lorch i sine Erindringer (Side 78): "Det vakte megen Opmærksomhed i Byen, at en bekjendt Søofficer havde duelleret med en Kontorist, fordi denne paa et Bal i "det Venskabelige" var mødt i graa Benklæder, hvilket Officeren, der var Balinspekteur, havde bebrejdet ham i stærke Udtryk, der fremkaldte en ligesaa skarp Replik og paafølgende Udfordring paa Pistoler. (Duellen løb forresten af uden mindste Skade for Duellanterne)". Sml. ogsaa Overskous Erindringer (Side 402 f.: fra Slutningen af Tyverne).

Side 60 Linje 22:

Hadbets lange Næse bliver længer] længer, der er den gamle Biordsform, sammenblandedes tidligt i Dansk med Tillægsordsformen længere og brugtes langt ned i Tiden som Tillægsord; hos P.-M. finder det hyppigt Sted (Expl. i de følgende Bind), og det forekommer ogsaa hos andre samtidige Forfattere, sml. Ingemann 1824 ("Valdemar den Store og hans Mænd"): "Paa længer Valfart skal hviles godt"; H. C. Andersen 1840 ("Mulatten"): "Hiin Mulat, | Hvis Huus I med et kort Besøg har æret, | I længer Tid et Tilflugtssted har været | For alle Herreløse" [Citaterne efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 60 Linje 30:

Hos Recensenten i hans Bamaskraal] Recensent (latin) "Anmælder"; Ramaskraal "Jammerskraal" (stammer fra Jerem. 31,15 og Matth. 2,18).

Side 69 Linje 33:

erkjendes] her som flere Steder hos P.-M. (f. Ex. "Adam Homo"s 5te Sang: "Vor Helt i Nøden havde Venner faaet, | Af hvem han blev erkjendt, om ei forstaaet") i den nu forsvundne, dengang ret almindelige Betydning: anerkende; sml. Baggesen 1806 ("Noureddin til Aladdin"): "Vi to, hvis og erkiendt af ingen anden, | Erkiende, skatte, føle dybt hinanden"; J.L. Heiberg 1841 ("En Sjæl efter Døden"): "I Sandhed, jeg glædes ved den Besked, | Thi heraf slutte jeg tør omtrent, | At Andersen her nu bliver erkjendt". - Ligesaa Linje 34: Erkjendelsen = Anerkendelsen.

Side 69 Linje 39-40:

at synes... | At være eller ej] Gengivelse af den latinske Talemaade esse, non videri ("at være, ikke at synes"), der var Tyge Brahes Valgsprog og senere blev Adam Homos.

Side 70 Linje 31:

Tasken] Brevtasken, Lommebogen.

502

Side 70 Linje 40:

categoriske Imperativer] d.v.s. et ubetinget "du skal", et absolut Pligtbud; Udtrykket stammer fra et Skrift af den berømte tyske Filosof Immanuel Kant († 1804).

Side 71 Linje 9:

Vogt vel paa Lys og Ild, som Vægtren siger] indtil 1863 (da Tranbelysningen afløstes af Gasbelysningen) patruljerede Vægtere hver Nat i Københavns Gader; de skulde passe Lygterne, vaage over Orden og Sikkerhed, hver Time angive, hvad Klokken og Vinden var. Klokkeslettet angav de ved at synge et lille Vers ("Vægtervers" - stammer fra det 17de Aarh.). Naar Kl. slog ti, sang Vægteren:

"Om Du vilt Tiden vide,
Husbonde, Pig' og Dreng,
Da er det paa de Tide,
Man føjer sig til Seng.
Befal dig Herren fri,
Vær klog og snild,
Vogt Lys og Ild!
Vor Klokk' er slagen Ti."

Side 71 Linje 14:

for Attisk som for Engelsk Salt] om Attisk Salt se Anm. til Side 31 Linje 22; Engelsk Salt er et Afføringsmiddel.

Side 71 Linje 24:

De vandede Poeter og Priveter] d.v.s. de aandløse Digtere og Vandklosetter. - Privet "Kloset, Retirade" (samme Ord som privat); forekommer i Dansk allerede i det 15de Aarh. og af og til hos det 19de Aarh.s Digtere, sml. Baggesen 1803 ("Rom og Paris"): "Staden [Rom]... | Hvor man, selv i nye Priveter, | Lugter kun Antiqviteter". - Vandklosetter kom først i Brug i Slutn. af det 18de Aarh ; de var til at begynde med højst primitive og alt andet end behagelige.

Side 71 Linje 37:

vogt det vel for Fluer] sml. Talemaaden: at sætte en Fluer i Hovedet (d.v.s. gøre ham forstyrret, forrykt).

Side 72 Linje 4:

Dueblod] Duen har spillet en betydelig Rolle i tidligere Tiders Lægevidenskab. Romeren Celsus (l Aarh. e. Kr.) anbefaler raa Duelever som Middel mod Leversygdomme, og det er maaske dette Middel, der ligger til Grund for Anvendelsen af Dueblod i samme Øjemed. P.-M. har vel sin Viden fra gamle Husraad paa Fyen, men Udgiveren har ikke nærmere kunnet konstatere dette Middels Existens. (Blod opfattedes som rensende og befriende fra Sygdom, og Blod af Dyr som Bukke og Æsler anvendtes særlig mod Leversygdomme).

Side 72 Linje 16:

Brug ei convexe men concave Briller] d.v.s. brug ikke Samlelinser, Middel mod Langsynethed, men brug Spredelinser, Middel mod Kortsynethed.

Side 72 Linje 25:

Sententser] (latin) "Læresætninger, Leveregler".

Side 72 Linje 32:

i det Laconiske] d.v.s. i det korte og fyndige; de gamle Lakoner (Spartanere) skulde sige meget med faa Ord. - de Salomoniske d.v.s. de ophøjet vise (efter den vise Kong Salomon i det gl. Testam.).

Side 73 Linje 4:

Floras Tempel] d.v.s. Skoven.

Side 73 Linje 25-26:

Kredsen drage | Nu Secundanterne] sml. Blichers Duelskildringer i "Juleferierne" (1834) og "Fjorten Dage i Jylland" (1836).

Side 74 Linje 17:

Harm] den ældre, paa P.-M.'s Tid kun i Poesi brugte Form for Harme, ligesaa dette Binds Side 117 Linje 15, Side 131 Linje 25, Side 220 Linje 18, Side 221 Linje 2 o. fl. Steder.

Side 75 Linje 33:

Forsvaring] Ordet (= Forsvar) er sikkert dannet af P.-M. selv, for at faa Rim paa Aabenb aring og Erfaring.

Side 76 Linje 29:

rødes] farves rød; Ordet forekommer i det 17de Aarh. hos Birgitte Thott († 1662), men P.-M. har det ganske utvivlsomt ikke ved Læsning af hende.

Side 79 Linje 4:

Dæmoner] (græsk) i Oldtiden Betegnelse for gode Aander, efter Kristendommens Indførelse for onde.

503

Side 80 Linje 17:

Byg ei dit Huus paa Sand] sml. Matth. 7,26.

Side 80 Linje 20:

Sirenesang] d.v.s.Lokkesang; Sirenerne er i den græske Mytologi Havnymfer, der ved deres forføreriske Sang lokker de skibsfarende til sig og dræber dem.

Side 80 Linje 24:

hold ej Kjød for Armen] d.v.s. byg ej paa din egen Kraft, men byg paa Guds Kraft; sml. 2 Krøn. 32,8.

Side 81 Linje 13:

fuld er Pareens Teen] d.v.s. du skal dø; Pareerne er i den græsk-romerske Mytologi de tre Skæbnegudinder, af hvilke den ene spinder Livets Traad, den anden bestemmer dens Længde, og den tredje klipper den over.

Side 83 Linie 29:

røde Blade] sml. "Dryaden" Akt 2, Scene 1: "Spred over Jorden ud | Til Sørgeoffer Purpurrosens Blade".

Side 84 Linje 17:

Støvets arme Søn] d.v.s. Mennesket.

Side 84 Linje 21:

Hvis Kraft er Dyret, som i Muldet roder] Mennesket sammenlignes med den blinde, hjælpeløse Muldvarp.

AMOR OG PSYCHE.

Affattelsestid: antageligt (sml. Jens Paludan-Müller i Breve fra og til Sibbern II 173) Aaret 1833; udkom den 3dje Februar 1834; trykt 2den Gang en Maaned senere samme Aar, 3dje 1837 (sammen med "Dandserinden"), 4de 1847 (i "Ungdomsarbejder" I), 5te 1854, 6te 1861 og 7de 1872 (alle i "Ungdomsskrifter" I), 8de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 9de 1883 (sammen med "Dandserinden"), 10de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" II).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: et af Digteren gennemrettet Exemplar af Udgaven fra 1837 findes i privat Eje (Prof. O. Borchsenius; sml. Fra Fyrrerne II 10-11); alle Rettelser er optagne i Udgaven 1847.

Oversættelser: paa Tysk Kopenhagen 1835 ved Alb. Michelsen, 1836 ved A. v. Gähler (i Scandinavische Bibliothek I), 1848 Kopenhagen ved Fr. Bresemann; Digtene Side 121 ("Mig fortryller..." o. s. v.) og Side 148 ("Sænk da Blikket i min Kildes Bølger") paa Tysk ved P. J. Willatzen i "Die Nordlandsharfe" (Bremen 1889).

Musik: Digtene Side 121 ("Meest jeg elsker Dagens hulde") og Side 122 ("Mig kun lokker Aftnens Rødme") komponerede af Axel Liebmann (Op. 4: Sommersange for een Stemme med Piano), Side 119 (Den forladte Psyche) af Jacob Fabricius (Klaver-Udtog).

Teateropførelse. "Amor og Psyche" er naturligvis aldrig blevet opført paa noget Teater og har vel heller ikke af Forfatteren været bestemt dertil. Den for Digtet saa højlig begejstrede Chr. Molbech, der 1830 var blevet Medlem af Direktionen for det kgl. Teater, har det dog et Øjeblik foresvævet, at en Opførelse maatte kunne lade sig arrangere: "dette Digt - siger han i sin Anmældelse - vilde være fortræffelig skikket til at indrettes til en scenisk Fremstilling paa et dertil skikket Theater; en Fremstilling, hvori Drama, Opera og Ballet kunde forenes til en stor Composition, der gav Declamation, Tonekonst og Musik Leilighed til, ved harmonisk Samvirkning at frembringe et Skuespil af overordentlig Effect".

Æmnet. Fortællingen om Amor og Psyche findes som Episode i en Eventyrroman ("Forvandlingerne eller det gyldne Æsel" - oversat paa Dansk 1841 af Fr. Schaldemose) af den romerske Forfatter Apulejus (2det Aarh; e. Kr.), men er i sig selv intet andet end en Bearbejdelse (ved ham eller ældre, 504 nu tabte Forfattere) med Tilknytning til græsk-romersk Mytologi af et vidt udbredt Folkeeventyr, der ogsaa kendes paa Dansk (»Den lille hvide Hund" [Svend Grundtvigs Gamle danske Minder I 1854, Side 100-105], "Hvidebjørn Kongens Søn" [smstd. II 1857, Side 35-45], "Ulv Kongesøn" [Svend Grundtvigs Danske Folkeeventyr 1878, Side 192-210]).

Sammenligner man nedenstaaende Genfortælling af Eventyret hos Apulejus (oversat paa Dansk 1819 af Fr. Schaldemose og - udmærket - 1867 af Fr. Nutzhorn) med P.-M.'s Digt, vil man let se, at det er hans direkte Kilde. [Hvad der i Referat ligesom senere i Anmærkningerne er sat mellem Anførselstegn, er ordrette Citater efter Nutzhorns Oversættelse.]

Der var engang en Konge og en Dronning, som havde tre smukke Døtre; den yngste, som hed Psyche (d.v.s. Sjæl), var saa dejlig, at Folk kom langvejs fra for at se og tilbede hende, som om hun var Kærlighedsgudinden (Venus) selv. Herover blev denne meget fortørnet, kaldte paa sin Søn Amor og bød ham indgive Medbejlerinden Kærlighed til en uværdig og saaledes gøre hende ulykkelig. Psyches Søstre blev gifte, men selv fandt hun ingen Frier, skønt alle beundrede og priste hende. Faderen anede da, at Guderne var fortørnede; han henvendte sig til Oraklet og spurgte, om hans Datter altid skulde sidde ugift hen. Han fik følgende Svar:

"Højt paa det takkede Fjæld skal Du stille den frygtsomme Pige;
Smykket i Dødningelin vente sin Skæbne hun dér.
Ej maa Du vente at se hende gift med en dødelig Brudgom!
Nej med et Uhyre grumt, rædsomt lig Slangernes Æt. Højt gennem Ætheren svæver det hen som Verdens Betvinger,
Myrder hver enkelts Ro baade med Flammer og Staal. Ja for dets Vælde maa Juppiter selv og Guderne skælve.
Mægtigt det tvinger endog Skyggerne dybt under Jord."

Kongen blev meget bedrøvet, men vovede ikke at trodse Gudernes Vilje. Psyche blev som Brud bragt op paa Fjældet; hun tog kærligt Afsked med sine Forældre, men brast i Graad, da de havde forladt hende. En sagte Luftning tog fat i hendes Klæder, bar hende ned i Dalen og lagde hende blidt i Græsset, hvor hun fortumlet og udmattet faldt i Søvn.

Vederkvæget af den dybe Søvn rejste Psyche sig. Hun var i en Lund med store og ranke Træer. Hun fik Øje paa et dejligt Slot og gik nysgerrigt ind i det. Guld og Kostbarheder var der allevegne, men intet menneskeligt Væsen at se eller høre. Med êt hørte hun en usynlig Røst tale til sig og sige, at alt, hvad hun saa, var hendes. Usynlige Hænder dækkede Bord for hende med mange Retter og herlige Vine, og usynlig Musik lød, mens hun spiste. Da Aftenen kom, gik Psyche til Hvile. Bange og ængstelig laa hun paa Lejet, men ud paa Natten kom hendes ukendte Brudgom og lagde sig ved hendes Side; men før Dagen brød frem, var han forsvundet, og Psyche var atter overladt til sig selv og sine usynlige Tjenerinder.

Hendes gamle Forældre hentæredes imens af Sorg og Græmmelse, og hendes gifte Søstre tog til dem for at være hos dem i deres Sorg. Trods sin Ægtefælles Advarsler holdt Psyche fast ved, at hun vilde se sine Søstre for at trøste dem; hun vilde, sagde hun, hellere dø end leve, hvis hun ikke fik Lov til det. Rørt ved hendes Graad og Bønner gav hendes Mand efter, men han paalagde hende paa det indstændigste, at hun ikke maatte lade sig forlede til at forske efter, hvem han var, for saa vilde hun komme i stor Ulykke og aldrig mere faa ham at se.

Vinden bragte Søstrene ned i Dalen. De var ved at dø af Misundelse ved at se al den Herlighed, Psyche levede i, og gav sig strax til at fritte hende ud. Men Psyche, der tænkte paa sin Mands Advarsel, undveg deres Spørgsmaal om, hvem hendes Ægtefælle var, ved at sige, at det var bare en smuk ung 505 Mand med begyndende Skæg, og at han var Jæger; hun overlæssede dem med rige Gaver og lod Vinden føre dem bort. Men Søstrene, der sammenlignede hendes Skæbne med deres egen, som var alt andet end glimrende, pønsede paa ondt mod hende. Psyches Mand advarede hende igen; han fortalte hende, at hun snart skulde føde et Barn, og at det vilde blive udødeligt, hvis hun bevarede Hemmeligheden, men kun et Menneske, hvis hun forraadte den. Men Psyche længtes bestandigt efter sine Søstre, og de fik Lov at besøge hende igen. De saa strax, at hun var med Barn, og da de selv ingen Børn havde, voxede deres Misundelse over hendes Lykke. De gav sig atter til at fritte om, hvad hendes Mand var, og hvordan han saa ud, og Psyche, der i sin Enfoldighed havde glemt, hvad hun sagde sidst, fortalte nu, at hendes Mand havde hjemme i den nærmeste Provins, at han var Købmand og allerede noget til Aars, saa at hans Haar endog var begyndt at blive temmelig graasprængt. Men saa afbrød hun Samtalen og sendte dem bort med rige Gaver.

Det var ikke undgaaet Søstrenes Opmærksomhed, at Psyches Svar var indbyrdes modstridende, og de tvivlede nu slet ikke om, at hendes Mand var en Gud, og at hun selv godt vidste det. De blev ude af sig selv ved Tanken om, at hun som Moder til et Gudebarn skulde nyde guddommelige Hædersbevisninger, og de fik snart deres onde Plan færdig. Næste Dag besøgte de Psyche igen; de jamrede og sagde, at de havde hørt for ganske vist, at hendes Mand var en rædsom Slange med et grueligt Gab og Halsen fuld af Gift; Folk i Omegnen havde set ham, naar han om Aftenen kom krybende hjem, og de mente alle, at naar Tiden kom, da hun skulde føde sit Barn, vilde Uhyret nok æde baade hende og Barnet.

Psyche, der kun var en enfoldig Stakkel, som var let at forskrække, blev saa forfærdet, at hun helt glemte sin Mands Advarsler og sine egne Løfter, og hun betroede nu sine Søstre, at hun var bange for, at de havde Ret: hun havde aldrig endnu set sin Mand eller kunnet faa at vide, hvor han hørte hjemme; kun om Natten, naar hun intet kunde se, hørte hun hans Stemme, men om Dagen flygtede han - de havde sikkert Ret: han var et Uhyre. Men hvad skulde hun gøre? De onde Søstre sagde til hende: Du skal gemme en Kniv ved den Side af Sengen, hvor du plejer at ligge, og du skal have en lille Lampe fyldt med Olie hos dig; i Nat, naar Uhyret har bugtet sig til sit Leje, skal du staa op, tænde Lys og skære Hovedet af det. Vi skal nok hjælpe dig med at faa alle Herlighederne bort herfra og sørge for, at du kan blive gift med et virkeligt Menneske.

Saa snart de havde givet hende dette Raad, skyndte de sig bort for ikke selv at komme i Forlegenhed.

Men da Psyche om Natten med Lampen og Kniven i Haanden stod ved Sengen, saa hun, at den, der var hendes Mand, var ingen anden end Kærlighedsguden, den dejlige Amor selv. Hun blev aldeles fortabt i Beskuelsen af hans Skønhed. Med êt opdagede hun ved Sengens Fod hans Bue og Pilekogger. Nysgerrig tog hun en Pil frem for at se nærmere paa den, men skar sig paa dens Spids, og henrevet af Kærlighed bøjede hun sig med Lampen i Haanden ned over den sovende og kyssede ham. En Draabe brændende Olie faldt fra Lampen ned paa Amors højre Skulder; han vaagnede, og da han saa det tydelige Vidnesbyrd om sin Hustrus Ulydighed, fløj han tavs bort. Psyche klyngede sig til ham og søgte at holde ham tilbage; hun blev ført et Stykke med hen gennem Luften, men maatte tilsidst give Slip og sank træt og udmattet ned til Jorden.

Gaden fløj op i et Cyprestræ i Nærheden og sagde derfra til Psyche:

"Enfoldige Psyche! For din Skyld har jeg været ulydig mod min Moder, som havde befalet mig ved Elskovsbaand at sammenlænke dig med den Elendigste af alle Mennesker. I dets Sted har jeg selv ladet mig fængsle af din Skønhed og saaret mig med min egen Pil. Men heri har jeg handlet 506 letsindigt, ser jeg; ved at gøre dig til min Hustru har jeg kun opnaaet, at du ansaa mig for et Uhyre og vilde afskære mit Hoved, som bærer de Øjne, der fandt dig saa dejlig. Jeg har jo dog atter og atter bedet dig at vogte dig og formanet dig saa velvilligt. Men dine herlige Raadgiverinder skal snart faa deres Løn for deres fordærvelige Lærdom. Dig vil jeg blot straffe ved min Flugt."

Med disse Ord fløj Amor bort. Men Psyche styrtede sig i sin Fortvivlelse ned i den forbistrømmende Flod. Floden, der ikke turde fortørne Kærlighedsguden, hvis Ild flammer selv i de dybeste Vande, bar hende paa sine Bølger over til den modsatte Bred, hvor Hyrdeguden Pan sad med Echo ved sin Side og lærte hende at gentage alle Slags Ord. Den venlige Hyrdegud, der godt vidste, hvad der var hændet, kaldte den stakkels Psyche til sig og talte mildt og opmuntrende til hende. "Kast Sorgen fra dig (sagde han) og bed til Amor, den mægtigste af alle Guder. Han er ung og fin og dejlig, søg du at vinde hans Naade."

Psyche bad til den gode Hyrdegud og gik saa ud i Verden for at finde Amor. Men først tog hun Hævn over sine onde Søstre. Hun kom til dem og fortalte dem om sin Skæbne, men tilføjede, at Amor havde sagt, at han vilde tage en af dem til sin Hustru. Optændte af Begærlighed styrtede de op paa Fjeldet og kastede sig ned i Dalen; men dennegang var Zephyr (Vinden) ikke tilstede, og de blev ynkeligt knuste paa Klipperne.

Medens Psyche nu vandrede fra Land til Land for at spørge, om ingen havde set Amor, laa Kærlighedsguden selv i sin Moders Kammer og græd af Smerte. Det fik Venus at vide, mens hun var i Badet, og da hun hørte, hvem det var, Amor var forelsket i, blev hun aldeles ude af sig selv af Forbitrelse, oyerfusede Sønnen med Skældsord og Trusler og erklærede, at hun nok skulde vide at finde og afstraffe den frække, der havde bedaaret hendes Søns Hjærte. Hun gik strax til Juppiter, Guders og Menneskers Fader, og forlangte, at Merkur, Gudernes Sendebud, skulde ud og efterlyse Psyche som en Pige, der er løbet bort fra sit Herskab, og hun lovede den en Belønning, som greb hende og førte hende til sig.

Men Psyche, der overalt, ogsaa hos Gudinderne, der ikke vilde lægge sig ud med Venus, havde mødt Afvisning, var imidlertid selv kommet paa den Tanke, at hun vilde gaa til Amors Moder og prøve paa at formilde hende. Hun blev modtaget med Haansord af Venus, der slog hende, ruskede hende i Haaret, saa den stakkels Pige blev ganske fortumlet, og tilsidst væltede nogle Bunker Hvede, Byg, Hirse, Valmuefrø, Ærter, Linser og Bønner sammen i ên Dynge med den Besked, at det skulde være sorteret inden Aften. Den ulykkelige Psyche stod ganske tilintetgjort, men den lille flinke Myre fattede Medlidenhed med hende; den kaldte paa sine Kammerater, og da Venus om Aftenen kom hjem fra et Bryllupsgilde, var Arbejdet til hendes store Ærgrelse gjort. Hun kastede da forbitret en Brødskorpe til Psyche og gik selv til Sengs; men Amor holdt hun indespærret under stræng Bevogtning, for, at han ikke skulde faa sin Elskede at se.

Mange andre Prøvelser maatte Psyche gennemgaa hos Venus. Hun fik Ordre til at hente en Tot gylden Uld af vilde Guldfaar, og Sivene og Tjørnebusken hjalp hende; hun skulde skaffe en Skaal iskoldt Vand fra en Klippe højt oppe paa et stejlt Bjærg, der bevogtedes af gruelige Drager, og Ørnen hjalp hende. Saa gav Venus hende Ordre til at gaa til Dødsgudinden; hun skulde hilse fra Venus og bede om at faa lidt Skønhedssalve med tilbage i en Æske, for den, hun havde, havde hun helt opbrugt, mens hun vaagede over sin syge Søn. Nu forstod den stakkels Psyche, at Gudinden vilde hendes Død, og hun gik hen til et højt Taarn for at styrte sig ned fra dets Top og gøre Ende paa sit usle Liv. Men Taarnet raadede hende fra det og fortalte hende, hvordan hun skulde bære sig ad med at udføre Gudindens Befaling; det viste hende Vejen, der førte ned til Dødens Rige, og sagde hende, hvad hun havde at gøre for at undgaa alle de Farer, der truede hende under hendes Gang, og 507 navnlig advarede det hende paa det indstændigste mod at aabne den Æske, Dødsgudinden gav hende med tilbage.

Psyche gjorde, som det høje Taarn sagde, og alt gik ogsaa godt; men da hun paa Tilbagevejen i det fjærne opdagede Dagens Lys, kunde hun ikke styre sin Nysgerrighed efter at se, hvad der var i Æsken; hun tænkte ogsaa paa, at hun nok kunde have nødig at salve sig med en lille Draabe Skønhedssalve, for at hendes Elsker kunde blive des' gladere ved at se hende. Hun lukkede altsaa Æsken op, men det, der var i den, var slet ikke nogen Skønhedssalve, det var Dødens Søvn, og den lagde sig over hende, saa hun faldt om og laa paa Vejen ubevægelig som et Lig.

Det var imidlertid lykkedes Amor at slippe ud af sit Fængsel, og han fløj strax hen til Psyche. Dødens Søvn puttede han i Æsken igen, og hende vakte han til Live ved en let Berøring af sin Pil, og mens Psyche bragte Venus Gaven fra Dødsgudinden, gik han til Juppiter og talte sin og Psyches Sag for ham. For en stor Forsamling af Guder og Gudinder forkyndte da Himlens Hersker, at han vilde fejre de to unges Formæling, men for at stille Venus tilfreds vilde han først gøre Psyche udødelig.

Saa fejredes Amors og Psyches Bryllup i stor Herlighed og Glæde, og nogen Tid efter fødte Psyche en Søn, som fik Navn: Elskovsglæde.

Sammenligner man dette Referat med P.-M.'s Digt, vil man være i Stand til i de store Hovedtræk at se, hvordan han forholder sig til sin Kilde; men om dennes Aand og Tone vil man ikke gennem Referatet faa nogen Forestilling og kan altsaa ikke ved Hjælp af det drage nogen Sammenligning i den Henseende. Af hvad der er givet i ordret Citat af Apulejus i Anm. til Side 109 Linje 8 og 11 og Side 136 Linje 34, vil det imidlertid være muligt.

For de forskellige Myter, P.-M har indlagt i sit Digt for at give det større Runding og Fylde, kan en sandsynlig Kilde vistnok paavises. Som Auktionskatalogen over hans efterladte Bogsamling viser, ejede han en Udgave (hvilken, angives desværre ikke) af den tyske Skolemand Benjamin Hederichs "Gründliches mythologisches Lexicon" (første Udgave fra 1723), en i sin Tid højt anset og virkelig særdeles fortræffelig Bog [Udg. 1723 findes paa det kgl. Bibliotek, Udg. 1770 paa Universitetsbiblioteket]. Dette Værk har P.-M. ved sine mytologiske Digtninge aabenbart benyttet som Haandbog til at slaa efter i; det har givet ham ikke alene Besked om de enkelte Myter, men ogsaa fortalt ham om, hvordan de græsk-romerske Digtere og Kunstnere tænkte sig, at deres Guder og Gudinder saa ud. Men adskilligt i "Amor og Psyche" er P.-M.'s egen fri Digtning og har, i hvert Fald i græsk-romersk Litteratur og Mytologi, ikke noget tilsvarende. Dette gælder Fortællingen Side 92 om Psyches Fødsel, Side 128 om Anteros, Side 138-134 om, hvordan Amor kom til sin Bue, Side 151-152 om Amors Drøm. Helt kristelig er Tankegangen Side 157 Linje 14-17.

Eventyret om Amor og Psyche har mangfoldige Gange baade før og efter P.-M. været Genstand for digterisk og kunstnerisk Behandling, saavel i Udlandet som her hjemme. Af danske Digtere skrev J. L. Heiberg 1817 sit Drama "Psyche" med Tilknytning til Apulejus og Holger Drachmann 1879 sit Eventyrdigt "Østen for Sol og vesten for Maane" med Tilknytning til Folkeeventyret. P.-M. havde ifølge Molbechs Vidnesbyrd (Maanedsskrift f. Litteratur XIV 1835, Side 214) ikke læst og vilde ikke læse Heibergs "Psyche", førend han havde digtet sin egen.

Ogsaa Thorvaldsen, i hvis Kunst Amor er en Hovedskikkelse, beskæftigede sig meget med dette Eventyr. 1806 fremkom hans Statue "Psyche med Urnen", 1807-1809 Statuen "Amor og Psyche", 1810 Relieffet "Amor genopvækker den afmægtige Psyche" og efter 1838 16 smaa Medaljon-Relieffer med Fremstilling af hele Sagnet.

Da man oftere hører udtalt, at P.-M.'s "Amor og Psyche" er paavirket af 508 moderne Balletkompositioner, bør det bemærkes, at Galeottis Ballet "Amor og Psyche" sidste Gang blev givet den 26de Oktober 1827 (før P.-M. kom til København), og at August Bournonvilles Ballet "Psyche" blev opført første Gang den 7de Maj 1850.

Samtidens Dom. Om det Indtryk, Digtet gjorde, da det fremkom, fortæller P, L. Møller 1849 (Kjøbenhavns-Posten 1849, No. 213): "Amor og Psyche erhvervede Forfatteren endnu større Beundring [end Dandserinden], især hos det smukke Kjøn, ved sin glimrende Lyrik, sin musikalsk indsmigrende Versification". H. C. Andersen siger 1859 ("Mit Livs Eventyr", Side 138) om Digtet, at det "henrev og opfyldte Alle". Ogsaa et Vidnesbyrd om Populariteten foreligger i H. C. Andersens Brev af 10/12 1838 til Henriette Hanck (Breve fra H. C. Andersen I 462), hvor han med Henblik paa Præsten Visbys Omvendelsesbesøg hos Rovmorderen Worm siger: "Kjender De Noget til vor nyeste Folkecomoedie, skreven og udført af Præsten Visby og Worm, hvor de læse "Amor og Psyche" i Fængselet foran Oehlenschlægers bekrandsede Billede?" [Den Bog, Andersen sigter til, er: C. H. Visby, Dagbog over mine Besøg hos Petri Claudi Ferdinand Emil Worm, 1838, og den omtalte Scene findes dér Side 62: "Da jeg talede med ham [Worm] om Guds store og uendelige Kjærlighed, til hvilken han trøsteligen kunde sætte Lid, kastede han sig paa Knæ, lagde sit Hoved i mit Skjød, og græd længe og hæftigt. Paa Bordet laae Paludan-Müllers Digt: Amor og Psyche, i hvilket han denne Morgen havde læst. Jeg slog det op og gjentog nogle af de Steder for ham, der syntes meest passende for hans Stilling". Disse Steder er Side 156 Linje 39 - Side 157 Linje 2 og Side 157 Linje 11-17 i nærv. Udgave.]

Chr. Molbech skrev en 40-Sider lang og meget begejstret Anmeldelse (Maanedsskrift for Litteratur XIV 1835, Side 189-228), hvortil den filologiske Professor F. C. Petersen knyttede nogle Bemærkninger om den gamle græske Myte (smstd. Side 229-34). "Det hele Digterværk - siger Molbech - udmærker sig ligesaa meget ved Forfatterens allerede bekiendte modne Sprogfylde og Sprogkraft, og hans fortrinlige Omhu for Sprogets Reenhed og Dictionens høiere Cultur: som ved en lykkelig Harmonie imellem Digtets indre Charakteer, dets Ideerigdom, Phantasiens Kraft og Reenhed i Anvendelsen af denne Rigdom, og den Mangfoldighed, Bøielighed og Frihed i den poetiske Form og Tone, som følger os fra den første Scene til den sidste". Kjøbenhavns-Posten 1835 No. 172 er ligesaa begejstret, men en Indsender i No. 196 lader den Oehlenschlägerske Opfattelse (se ndf.) komme til Orde i let gennemskuelige Udtryk, og mod denne Opfattelse tog Filosoffen F. C. Sibbern Digtet i Forsvar i "Dansk Litteratur-Tidende" 1836, Side 1-10.

Om forskellige Domme beretter P. V. Jacobsen i Brev 15/3 1834 til Adler i Ribe (Breve fra P. V. Jacobsen, Side 200-201): "Jeg læser intet. Ej engang Paludan-Müllers "Amor og Psyche" har jeg kunnet faa Tid til at gennemløbe, uagtet den har ligget paa mit Bord, siden den udkom. De fleste hæve den til Skyerne. Thortsen og Kilde dadle den eller rose den i det mindste ikke; Poul Møller ligesaa, men han er en slet Criticus. Øhlenschlæger dadler den meget; men han er en endnu slettere Recensent og tillige en misundelig Digter. Hos Heiberg, hvor jeg en Aften kom ud, betragtedes det Paludan-Müllerske Digt som et Mesterstykke; og Sibbern har sagt til Forfatteren, at nu kunde han gærne gaa hen og lægge sig til at dø; han var allerede udødelig". Fru Signe Læssøe skrev 18/8 1834 til H. C. Andersen (Breve til H. C. Andersen, Side 452-53): "Amor og Psyche er overmaade smukt og overgaaer i alle Henseender "Dandserinden". Paa tre smaa Ting nær, er det det Deiligste, jeg har læst i den Slags. Hele Formen er deilig, Mytherne ere tildeels forandrede paa en elskelig Maade, Charaktererne ere, paa Lidet nær, fuldkomne; Psyches er saa psychelig, som et Mandfolk kan gjøre den; der er ikke Spor af af den vilde, letsindige Aand, der behersker Dandserinden; dette er - Harmonie. Det er ogsaa det Eneste, vor Litteratur er begavet med, hvad 509 Æsthetisk angaaer." Ogsaa dette Digt førte C. G. Andræ (se ovf. Side 484) gærne med paa sine Rejser. Biskop N. Fogtmann skrev 5/9 1834 til Peder Hjort (Hjorts Udvalg af Breve II 176): "Paludan-Müllers Amor og Psyche har jeg endnu ikke læst; og jeg maa oprigtig tilstaae, at jeg er bleven bange for at læse den, efterat jeg har faaet at vide, at dens Forfatter er erklæret udødelig" ("Jeg kjender ikke Stedet, men F - fejler sikkert ikke", tilføjer Hjort). - I et Brev til Sibbern af 16/2 1833 udtaler Biskop Jens Paludan-Müller sig om sin Søns Arbejde (Breve til og fra Sibbern I 173-74) paa følgende Maade: "At Deres Dom over min Frits's "Amor og Psyche" baade har smigret og hiertelig glædet mig, behøver jeg vist ikke at forsikkre Dem. Gud holde sin Haand over ham: saa tvivler jeg ikke paa, at han jo ved sine Arbeider vil erhverve sig et hæderfuldt og blivende Navn. Det gik mig med det sidste Digt, som jeg seer, at det ogsaa er gaaet Dem. Jeg forundrede mig storligen over, at han saa kort efter at have skrevet "Dandserinden", havde opnaaet den Modenhed og Besindighed, som Amor og Psyche saa umiskiendelig lægger for Dagen. Dertil fornøiede det mig, at Sidstnævnte var af gandske anden Art og Slags end det Foregaaende, og - skiøndt af samme lyriske Natur - dog aldeles ikke var Variation af de forrige Themata, men saa originalt og nyt i Materie og Form, at det kunde tiene til Beviis for Omfanget af hans Digter-Aand. At han har valgt et græsk mythologisk Stof, syntes mig og saare godt om, da det maaskee kunde henlede det større Publicums Opmærksomhed paa, at Skiønhedens reneste Former og Symboler ere at søge i den græske, og ikke - som nu en Tidlang har syntes at ville giøre sig gieldende - i den nordiske Mythologie. Men omendskiøndt jeg anseer Amor og Psyche for at have store Fortrin for Dandserinden, og især at udmærke sig ved en fortreffelig Holdning og Harmonie i det Hele, og ved et yndefuldt Lys, der er udbredt derover, turde det dog maaskee være, at et ikke lidet Antal af Læsere ville føle sig mere tiltalte ved "Dandserinden". Der hører ikke saa faa Kundskaber til ret at forstaae Amor og Psyche, og en fiin og dannet Smag for at føle dens Skiønheder; hvorimod Dandserinden med sine Reflectioner og sit Humor er en æsthetisk Ret for Hvermand. Men saa meget desto større Bifald haaber jeg, at det nyeste Digt vil vinde hos de videnskabelige Læsere, og hos Læserinder af en fiin og sikker Smag". - Og i et Brev, formodentlig til Sønnen Caspar, udtaler den gamle Biskop (Frederik Lange Side 79) sin Glæde over, at den Grundanskuelse, han har savnet i "Dandserinden", "snarere kunde skimtes i "Amor og Psyche". Dette er vel Aarsagen til den Ro, som er udbredt over dette Stykke. Man mærker, at Digteren ikke er hildet eller fanget i sit Stof, men staar med et overskuende Blik udenfor det og søger en højere Betydning i det, hans Aand maler og betragter. Imidlertid er hans Grundanskuelse endnu ikke kommet til Fasthed, Selvbevidsthed, Modenhed. Sker dette - som jeg vil ønske og haabe - vil han med sit Talent erholde en stor og varig Indflydelse paa sin Tid; thi det er just en Grundanskuelse, den dannede Verden nu omstunder, ubevidst og svævende, higer efter for at komme til Ro, men ikke kan finde; og jeg antager, at med hans Forstand og Geni kan den Grundanskuelse, ved hvilken han omsider bliver staaende, ikke blive en falsk eller skiæv". - Selv skriver P.-M. i 1834 til Fru Andrea Hansteen i Norge (Frederik Lange Side 78): "Hvad Du skrev til mig om "Amor og Psyche", anlangende dens Modtagelse i Norge, da finder jeg det meget rimeligt og er aldeles ikke forundret over at en fin og sydlig Blomst trækker sig lidt sammen i Kulden, og følgelig ikke gør saa varmt et Indtryk, som jeg efter dens Natur synes, at den ellers maatte. At den har behaget Dig, og at Du har forstaaet den, er mig nok; thi, som Goethe siger, den som ikke seer Verden i sine Venner, fortjener ikke, at Verden skal vide om ham. Hernede deler ogsaa Publikum sig mellem den og "Dandserinden"; jeg synes, at et sandt Gemyt nok kunde forene dem begge. I det mindste vare de hos mig to forskellige Frugter af den samme Rod."

510

Det Oehlenschlägerske Partis Opfattelse ses af Hauchs Brev Juli 1834 til Peder Hjort (Hjorts Udvalg af Breve I 234): "Jeg har faaet et Brev fra Oehlenschläger ... Paa samme Tid skriver han et Par Ord om Amor og Psyehe, som forekommer mig saa gode, at jeg her maa afskrive dem: "Biergene i dette Digt ere af Chocoladekager, Sneen er pidsket Flødeskum, Blomsterne malet Sukkerknas". Forresten begynder han Recensionen med de Ord: "Amor og Psyehe, det Snavs" o. s. v.", og i et Brev af 8/1 1837 skriver Hauch til H. C. Andersen (Breve til H. C. Andersen, Side 196): "Det morer mig for Resten ved denne Lejlighed at tænke paa en Strid, jeg havde med Oberst Guldberg angaaende Dem og PaL-Müller; Guldberg, der, saa klog og indsigtsfuld han for Resten er, sikkert sætter en overdreven Priis paa Amor og Psyehe, paastod, at P.-M. var den, der havde givet størst Prøve paa Genie blandt vore yngre Digtere; jeg paastod derimod, at De var den meest geniale af disse, da P.-M. kun var i Besiddelse af en smuk poetisk Kjole, som han trak paa, naar han traadte frem for Publicum; De derimod besad et ægte poetisk Hjerte" [i dette Brev refererer Hauch forøvrigt Oehlenschlägers Ord saaledes: "Pal.-Müllers Poesier ere Conditorvare, Bjergene ere af Chocoladekager, Floderne ere pidsket Flødeskum, Gletschere og Laviner ere af Conditoriis, og Menneskene ere flint udarbeidede af Sukkerværk"].

Side 86 Linje 1:

Personer] nogle af Personerne bærer græske, andre latinske Navne; nogle Navne er i deres Form moderniserede.

Zeus (græsk; latin: Juppiter) er den øverste Gud, Himlens Behersker.

Apollo (latin; græsk: Apollon), Solguden, en Søn af Zeus, optræder her (ligesom i P.-M.'s Digt " Dryaden") i sin Egenskab af Sangens og Digtekunstens Gud, men der hentydes (Side 111 Linje 39) til hans Virksomhed som Spaadomsgud. Som Sanggud fremstilles han i Kunsten med Lyren i Haand og en Laurbærkrans om Hovedet; i hans Følge er Gratier og Muser, og ved Gudernes Fester leder han Musernes Kor. (Musernes Dans til Apollos Spil fremstillet af Thorvaldsen i Relief fra 1804-16). [Statue af Thorvaldsen fra 1804-05.]

Hermes (græsk; latin: Merkur), en Søn af Zeus, optræder her (ligesom i P.-M.'s Digt "Dryaden") i sin Egenskab af Gudernes Sendebud, og (Side 142 Linje 12-14) omtales, at han er den, der ledsager de afdødes Aander til Dødens Rige. Han fremstilles i Kunsten med en gylden Stav i Haanden og Vinger paa Hælene. [Berømt Statue af Thorvaldsen fra 1818.]

Venus (latin; græsk: Aphrodite [Side 149 Linje 4]) er Skønhedens og Kærlighedens Gudinde. (P.-M. skildrer forskellige Sider af hendes Væsen i sit Digt "Venus".) [Berømt Statue af Thorvaldsen fra 1813-16.]

Pan (græsk), en Søn af Hermes, er Skov- og Hyrdegud; han fremstilles i Kunsten med Horn i Panden, Bukkeskæg, Hale og Bukkefødder. (Han optræder igen i P.-M.'s Digt "Dryaden".)

Zephyr (moderniseret; græsk: Zephyros) er Vestenvinden. (Han optræder igen i P.-M.'s Digt "Tithon".)

Phantasus (latin; græsk: Phantasos) betyder "Fantasi". (Han optræder igen i P.-M.'s Digt "Dryaden".)

Oneiros (græsk) er Drømmenes Gud (Ordet betyder "Drøm").

Muserne er Gudinder for Kunst og Videnskab.

Amor (latin; græsk: Eros - begge Ord betyder "Kærlighed, Elskov") er Kærlighedsguden; han fremstilles i græsk Kunst som en Yngling med Bue og Pile, hvormed han vækker Kærlighed tillive i Guders og Menneskers Bryst, paa Ryggen har han Vinger (Thorvaldsen fremstiller ham uden Vinger i Gruppen "Amor og Psyche" fra 1807-09 - ellers er han hos ham en Dreng eller hyppigst et Barn).

Psyehe (græsk) betyder "Sjæl".

511

Aja (græsk), Kora (latin) og Eulimene (græsk) er Nympher (kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer), men kun Eulimene er et Nymfenavn.

Sorg og Længsel, to Genier: Genierne er Aander (gode eller onde), særlig Menneskets Skytsaander.

En Najade er en Kilde- eller Flodnymfe.

Leda og Myris, Psyches Søstre: hos Apulejus har Psyches Søstre ingen Navne; de Navne, P.-M. har givet dem, er græske.

Zephyrer (af Zephyros) betegner milde (Foraars)vinde.

Side 88 Linje 2:

Nattens Lampe] d.v.s. Maanen (se Anm. til Side 23 Linje 2).

Side 88 Linje 33:

uden Meen] d.v.s. uden Fejl, uden Lyde (et gammelt nordisk Ord; udenfor Poesi kun = Fortræd, Skade).

Side 89 Linje 6:

zephyrlette] d.v.s. lette som Vinden.

Side 89 Linje 27:

Nectar] er Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige; deraf overført: en sød, guddommelig Drik.

Side 89 Linje 37:

Hyrdinden] sml. Anm. til Side 68 Linje 27.

Side 89 Linje 38:

Harm] her i den ældre, paa P.-M.'s Tid som nu kun i Poesi brugelige Betydning: Sorg, Smerte; ligesaa i "Adam Homo"s 1ste Sang: "Om Noget er saa dansk i Aand og Smag, | Saa ret fornøieligt, af Harm ublandet, | Som Julen i en Præstegaard paa Landet"; sml. Baggesen 1814 ("Dødens Aftensang"): "Haard som Klippen var min Smerte, | Vild som Bølgen var min Harm"; J. P. Jacobsen 1875 ("Det bødes der for -"): ,Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde".

Side 90 Linje 16:

Et Skib jeg splintret har paa Gudens Bud] Molbech bemærker i sin Anmældelse: "Ved denne Scene vil det uden Tvivl falde endeel Læsere ind, at Forretningen, som Zephyr kommer fra, og hvis Udfald han fortæller i en poetisk, rædsom-skiøn Beskrivelse over det synkende Skibs og Mandskabets Undergang, synes lidet passende til de sædvanlige mythologiske Forestillinger om den blomsterkrandsede, med Sommerfuglens lette Vinger begavede Zephyr. Man tænker sig ikke gierne om Vestenvindens milde Gud, at han "Orkanen liig, jager over Søen"... Digteren maa derimod vel have tænkt paa de Steder hos Homer, hvor Zephyros nævnes mere som en barsk og skadelig Guddom (den "brusende, stormende, buldrende Z"...) end som den milde, sommervarme Vestenvind (...), hvilken allerede Hesiodus ... henfører til de velgiørende Vinde. Med denne Forestilling ere vi ogsaa giennem alle nyere Digte bievne saa fortrolige, at vi ikke let eller gierne gaae over til den modsatte".

Side 90 Linje 41:

Stavnen] Bagstavnen, der paa Grækernes og Romernes Skibe var højere end det øvrige Skib.

Side 91 Linje 21:

Cythere] Kythera (nu: Cerigo) er en Ø syd for Peloponnes (Morea) ved Indgangen til det ægæiske Hav; var et Hovedsted for Kærlighedsgudindens Dyrkelse, og her havde hun et Alter.

Side 91 Linje 29:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden.

Side 91 Linje 46:

Saa maler hendes Sjæl sig yndig af] om male af for afmale se Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 92 Linje 35:

Olymp] Gudernes Bolig, Bjærg i Landskabet Thessalien i Nord-Grækenland.

Side 92 Linje 41:

Thalia] Muse for munter Poesi (Komedien).

Side 92 Linje 41:

Melpomene] Muse for alvorlig Poesi (Tragedien).

Side 92 Linje 42:

Aglaja] en af de tre Gratier, Yndens og Skønhedens Gudinder.

Side 92 Linje 42:

Hebe] Gudernes kvindelige Mundskænk, Ungdommens og den ungdommelige Skønheds Gudinde. [En overordentlig yndefuld Hebeskikkelse havde Thorvaldsen skabt i sin Hebestatue fra 1816.]

Side 92 Linje 43:

Diana] Apollos Tvillingsøster, Jagtens Gudinde, er den kyske, uberørte Jomfru (sml. P.-M.'s Digt "Venus").

512

Side 93 Linje 17:

den høie Spaadomsgud] Apollo; han raadspurgtes paa hellige Steder (Orakler). Svarene (Orakelsvar), ofte paa Vers, hyppigst dunkle og tvetydige, gaves af Præstinder, der var inspirerede af Guden.

Side 93 Linje 24:

Verdens Kreds] d.v.s. Verden.

Side 93 Linje 26:

Styx] Flod i Underverdenen, Dødsriget (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 93 Linje 31:

Iris] er Regnbuen, Gudernes, særlig Himmeldronningens Sendebud (Side 96 Linje 22), har gyldne Vinger og gyldentfarvede, brogede Klæder. - At Iris er Zephyrs Elskede, har P.-M. ikke kunnet læse sig til hos Hederich, men det siges i et Fragment af den græske Digter Alkaios (6te Aarh. f. Kr.). Skulde P.-M. have studeret de græske Lyrikere? (sml. Anm. til Side 127 Linje 22).

Side 93 Linje 40-41:

tændte Fakler] med Fakler ledsagedes Bruden ved Nattens Frembrud til Brudgommens Hus.

Side 94 Linje 16:

Hades] (græsk; latin: Pluto - Linje 20) Zeus' Broder, Underverdenens (Dødsrigets) Hersker. Hades bruges ogsaa (som her) om Underverdenen selv, der ogsaa kaldes Orcus (Side 144 Linje 42). Dødsriget tænktes liggende under Jorden. Nedgangen til det var gennem skumle Huler og Kløfter (Side 144 Linje 36). Det omgives og gennemstrømmes af Floder som Styx (Side 93 Linje 26), Lethe (Linje 28) og Acheron (Side 103 Linje 43) og bevogtes af den trehovede Hund Kerberos (Side 145 Linje 13). De døde færges over Floderne af Færgemanden Charon (Linje 18) og kommer da til Dødsgudens Hal. De døde fører i Underverdenen en trøstesløs og glædesløs Skygge tilværelse, der er en Afspejling af deres Liv paa Jorden. Kun ganske enkelte store Forbrydere pines i det mørke Tartarus (Side 112 Linje 40), og kun ganske enkelte af Gudernes Yndlinge fører et saligt Liv i Elysium. (Sml. P.-M.'s Digt "Adonis".)

Side 94 Linje 28:

Lethe] Glemselsfloden, af hvis Vande de døde skulde drikke ved Ankomsten til Dødsriget for at glemme deres jordiske Tilværelse.

Side 96 Linje 9:

min Gudinde] Diana: selv Mø er hun Møers Beskytterinde.

Side 97 Linje 23:

snellere] hurtigere; ligesaa Side 170 Linje 27; dengang som nu kun et poetisk Ord.

Side 101 Linje 34:

en Gud mig siger] d.v.s. jeg aner.

Side 102 Linje 13:

ved Styx] Eder ved Styx, de højeste Eder, der kunde sværges, var ubrydelige.

Side 103 Linje 19:

Ætheren] Stoffet, som fylder Verdensrummet.

Side 103 Linje 43:

Acheron] se Anm. til Side 94 Linje 16.

Side 105 Linje 36:

Hekate] her ligesom Side 142 Linje 30 = Proserpina, Underverdenens Herskerinde, Hades's Hustru.

Side 105 Linje 38:

skære dine f agre Lokker af] d.v.s. lade dig dø; ifølge den romerske Digter Vergil († 19 f. Kr.) skar man en Lok af den døendes Haar og indviede derved denne til Dødsgudinden.

Side 106 Linje 33:

køl] (laant fra tysk kühl) for kølig, sval er hyppigt hos P.-M., sml. dette Binds Side 124 Linje 35, Side 302 Linje 34, Side 304 Linje 35 o. fl. Ex. i de følg. Bind; var overhovedet ret alm. dengang, sml. Oehlenschläger 1814 ("Helge"): "Det er saa kiølt i den Aftentid | Og Bølgen mod Pælene skyller"; Aarestrup 1838 ("En Morgen vandring"): "Jeg saae dig hvile Armen | Paa Gudens [d.v.s. Statuens] Knæ fortrolig | Og, skjult af kjøle Skygger, | Med Taarer læse Brevet"; P.-M. bruger det ogsaa i Prosa, f. Ex. 1869 i "Ivar Lykkes Historie" (II 383): "Anmeldt under den beskedne Titel af Secretair Næve, fik han gjerne i Begyndelsen en temmelig køl Modtagelse."

Side 108 Linje 4:

hun stiger op af Havet] blandt de mange Myter om Kærlighedsgudindens Fødsel var ogsaa den, at hun var født af Havets Skum, en Myte, der var et yndet Æmne for Oldtidens og den nyere Tids Kunstnere (ogsaa Thorvaldsen har i et Relief fra 1809 fremstillet Venus' Fødsel af Havet).

513

Side 108 Linje S:

Proserpina] (latin; græsk: Persephone) er Underverdenens Dronning. Da hun som ung Pige plukkede Blomster paa en Eng sammen med sine Veninder, aabnede Jorden sig pludselig, og Underverdenens Gud Pluto jog frem paa sit Firspand og røvede hende. For den Fortvivlelse og det Raseri, der greb hendes Moder Ceres, er Ordene: "og strækker med Taarer sine Hænder imod Himlen" et meget mildt og afdæmpet Udtryk.

Side 108 Linie 11:

Selene] (græsk; latin: Luna) er Maanegudinden. Oldtiden satte ikke Svanen i Forbindelse med hende.

Side 108 Linje 17:

Leiets Skytsgud] hedder Hymen, fremstilles i Kunsten som en yndig Dreng med Vinger paa Ryggen og med Brudefaklen (Linje 22) og Brudesløret (Linje 22) i Hænderne.

Side 109 Linje 8:

ved den forhadte Husbonds Side] hos Apulejus: "Jeg har, Gud bedre det, faaet en Mand, som er ældre end min egen Fader, skaldet som et Græskar, svagere end det mindste Barn og tilmed saa nøieseende, at han sætter Laas og Slaa for Alt, hvad der er i Huset".

Side 109 Linje 11:

En gammel Konges Sygevogterske] hos Apulejus: "Min Mand er krumbøiet af Gigt, og ringe er den Glæde, jeg har af ham. Som oftest maa jeg sidde og gnide Gigtknuderne paa hans stenhaarde Fingre og spolere mine fine Hænder med gamle Klude og ildelugtende Plastre, saa jeg snarere ligner en Lægehaandlangerske end en kjærlig Hustru".

Side 109 Linje 19:

Heros] (græsk) "Halvgud" (Søn af en Gud og en jordisk Kvinde).

Side 109 Linje 21:

Støvets Sønner] Menneskene.

Side 109 Linje 38:

Ate (græsk) Forblindelsen, Ophav til al Ulykke og ondt.

Side 110 Linje 2:

Nemesis] er Gudinde for Ligevægten i den sædelige Verden, Gengældelsens Gudinde, som straffer Overmod; fremstilles i Kunsten med et bevinget Hjul, Tøjle og Maalestok.

Side 110 Linje 11:

krandser her en duftende Pocal] i Oldtiden rakte man før Drikkelaget Gæsterne Kranse (af Myrther, Efeu eller Sølvpoppel), idet disse antoges at ophæve Vinens Virkninger.

Side 110 Linje 20:

Olymperdrotten... Livets høie Fader] Zeus.

Side 110 Linje 29:

Ganymedes] Zeus' Mundskænk.

Side 110 Linje 36:

Chorets Fører] Apollo.

Side 110 Linje 38:

Lyren] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument.

Side 112 Linje 40:

Tartarus] de fordømtes Pinested i Underverdenen.

Side 113 Linje 35:

denne Røst af den Ufødte] Hensynet til det endnu ufødte Barn som Motiv til Drabet er ikke understreget hos Apulejus, men er P.-M.'s Tildigtning.

Side 113 Linje 43:

Atropos] den ene af de tre Pareer, Skæbnegudinder, hvis Navne og Virksomhed nævnes i den følgende Korsang (Side 114 Linje 7-39).

Side 114 Linje 3:

Thanatos] (græsk) "Døden".

Side 114 Linje 9:

Titaner] Sønner af Uranos (Side 127 Linje 22) og Græa (Side 158 Linje 3) den tidligere, ældre Gudeslægt, der kæmpede med Zeus og de olympiske Guder orn Verdensherredømmet, men overvandtes og nedstyrtedes til Tartarus. - At Skæbnegudinderne hviler paa deres Hoveder, er næppe nogen græsk-romersk Myte.

Side 114 Linje 21:

Skjæbnens Vægtskaal] hos Homer holder Zeus Skæbnens Vægtskaal, hvorpaa han afvejer Menneskenes Lod; Vægtskaalens Stigen betyder Held og Liv, dens Synken Uheld og Død.

Side 114 Linje 44:

Eumeniderne] Betegnelse for Hævngudinderne (Furierne), der med Slanger paa Hovedet istedetfor Haar og Dolke eller Fakler i Hænderne forfølger Mordere og Menedere; opfattedes i den senere Oldtid som de ophøjede og ærværdige Udøverinder af Retfærdighed.

Side 117 Linje 6:

Orcus] Underverdenen.

514

Side 117 Linje 30:

for Tartarus Elysium] d.v.s. for Helved Himlen; Elysium er de saliges Opholdssted.

Side 118 Linje 22:

Furie] d.v.s. Utyske (egl. "Hævngudinde", se Anm. til Side 114 Linje 44).

Side 119 Linje 18:

lians Erindring] nu: Erindring om ham. P.-M. bruger ofte Ejeform eller Ejendomsstedord, hvor Sprogbrugen nu kræver Forholdsord; sml. i dette Bind f. Ex. Side 158 Linje 13: Jordens den hulde Erindring (== den hulde Erindring om Jorden); Side 173 Linje 26: Jordens Syn forsvinder alt (= Synet af Jorden); Side 194 Linje 18: Dit Minde (= Mindet om dig); Side 331 Linje 36: mere kjært end Synet af Olympen, | Er mig dit Syn (= Synet af dig), Side 451 Linje 23: "Hun meente, at dets Syn dig vilde glæde (= Synet af det), o. fl. Steder i dette og de følg. Bind. Omvendt bruger P.-M. Forholdsordet af, hvor man nu bruger Ejeform (eller anden Konstruktion), sml. f. Ex. "Adam Homo", 9de Sang: "Da Rollen af en Taler ei tilsteder, | At han i Uniform sig lader see"; "Luftskipperen og Atheisten": "En evig Tak, selv naar kun Støv er Skikkelsen | Af Deres Tjenerinde: Betty Michelsen ". Begge Dele er i Overensstemmelse med ældre Sprogbrug, der var alm. i det 18de og endnu forekommer i Begyndelsen af det 19de Aarh.

Side 122 Linje 5:

Faun] en kaad Skovgud med spidse Øren, Hale og Bukkefødder.

Side 122 Linje 10:

Solens Pile] d.v.s. Solstraalerne (sml. Anm. til Side 23 Linje 2).

Side 122 Linje 44:

Aurora] (latin; græsk: Eos) Morgenrødens Gudinde (se P.-M.'s "Tithon"). Hendes Komme over Havet i en Muslingeskal har ingen Støtte i græsk-romersk Mytologi, men er fri Digtning.

Side 124 Linje 12:

en Guddom] ifølge Apulejus Flodguden, der af Frygt for Am or ikke tør lade Psyche drukne.

Side 126 Linje 3:

Flora] Blomsternes og Foraarets Gudinde.

Side 126 Linje 3:

vores] paa P.-M.'s Tid ganske almindeligt i dannet Tale og alvorlig Stil; P.-M. bruger det ogsaa i Prosa, sml. "Ungdomskilden": "See her Eders Fader! Hans Liv er Eet med vores. Han sad ved Eders Vugge, og har baaret Eder paa sine Arme".

Side 126 Linje 25:

Nyx] (græsk) "Natten"; hun er gammel, ti hun var til ved Verdens Begyndelse. - Efter Oldtidens Forestillinger var Fantasien ikke en Søn af Natten, men af Søvnen.

Side 126 Linje 41-43:

mine ældre Søstre... de fjaerne, ukjendte Brødre] Natten har mange Børn; Skæbne- og Hævngudinderne nævnes undertiden som hendes Døtre, Søvnen og Døden er hendes Sønner.

Side 127 Linje 22:

Uranos] (græsk) "Himmel", var den ældste Himmelgud, Fader til Titanerne (Anm. til Side 114 Linje 9), af hvilke Kronos (Side 155 Linje 3) stødte ham fra Magten, men maatte selv bukke under for Zeus. - Om Kærlighedsgudens Fødsel (han er den ældste og den yngste af alle Guder) var der mange Myter; at han var en Søn af Uranos og Aphrodite, har P.-M. ikke kunnet læse sig til hos Hederich, men det siges i et Fragment af den græske Digterinde Sappho (c. 600 f. Kr.). Skulde P.-M. have læst Sappho? (sml. Anm. til Side 93 Linje 31).

Side 127 Linje 27:

Tordenguden] Zeus; Torden og Lynild er Ytringer af hans Magt og Vælde.

Side 128 Linje 25:

Anteros] (græsk) "Genkærlighed"; hvad her fortælles om Grunden til Anteros' Tilblivelse, er fri Digtning.

Side 128 Linje 44:

Svimmel] Svimmelhed; se" Anm. til Side 54 Linje 40.

Side 129 Linje 16:

Oreader] Bjærgnymfer (græsk Oros betyder "Bjærg").

Side 129 Linje 38:

Dryade] Træets Nymfe (græsk Dryas betyder "Træ"). [Sml. P.-M.'s Digt "Dryaden".]

Side 132 Linje 3:

Til Indien den høie Bacchus] efter Alexander den stores Tog til Indien (327 f. Kr.) opstod Myten om, at ogsaa Vinens Gud 515Bacchus (latin; græsk: Dionysos) med stort Følge, deriblandt Pan, havde foretaget et Tog til Indien.

Side 132 Linje 10:

Ladon] Flod i Landskabet Arkadien paa Peloponnes (Morea), hvor Pandyrkelsen oprindelig hørte hjemme. - Myten om Pans Forelskelse i Nymfen Syrinx, der fortælles hos den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.), findes ogsaa i P.-M.'s Digt "Dryaden".

Side 132 Linje 44:

sin Fader, Flodguden] Floden Ladon.

Side 135 Linje 4:

Femte Scene-Sjette Scene] det er i Behandlingen af Venusskikkelsen, saaledes som den fremtræder i disse to Scener, at P.-M. mest afviger fra sin Kilde. Molbech anstiller i sin Anmældelse Betragtninger derover. Efter at have gjort opmærksom paa, at den berømte franske Fabeldigter Lafontaine († 1695) ogsaa har behandlet Psyches Historie, skriver han om P.-M.'s Venus: "Det er hverken Lafontaines fortørnede og grusomme Skiønhedsgudinde, som af Ærgrelse over Psyches deilige Skabning og hvide Hud begynder med at lade Furierne pidske hende til Blodet med Myrtheriis; og endnu mindre den af saaret Forfængelighed paa sin Søn forbittrede, mod Psyche af Vrede skummende Qvinde, som Apuleius afmaler med komiske, næsten holbergske Farver... Her er Venus vel, som Gudinde, fortørnet, streng og ubøielig ved Sønnens Klager og Bønner, men hverken lav eller uværdig grusom. I et af hendes Svar til Amor synes endog al personlig Harm hos Venus at være borte; og hun taler mere som den, der kun fuldfører Skiebnens Dom, end som den krænkede Guddom. Men i den samme Skikkelse see vi dog ei Venus i den følgende Scene [den sjette], hvor hun i sit straalende Pallads, paa Thronen og i Guddoms Majestæt, modtager den ulykkelige, dybt nedbøiede Psyche. Hendes Ord til denne klinge langt mere som Haan og qvindelig Spot, end som Yttring af en Gudindes Fortørnelse. Hendes Befaling, at Psyche skal vise sig uden Klædebon for hende - at Nympherne med Tvang maae udføre den - og Maaden, hvorpaa hun priser sin Medbeilerindes Skiønhed: synes at høre til de Midler, hvorved hun, som forhen er sagt, vil ydmyge Alt, hvad der af Storhed kan boe i Psyches Barm; men det bliver os dog hverken tydeligt, hvad der er den sande Drivefieder hos Venus, eller om hendes sidst anførte Yttringer om Psyches Skiønhed enten ere alvorlige, eller ironiske... Digteren synes ikke at have vundet Klarhed nok i Tankebilledet, hvorefter han vilde fremstille Venus i sit Drama. Denne Gudinde er her bleven til en vel ubetydelig Figur, der heller ikke mere fremtræder, og som der, hvor vi see hende, fattes meget af den Charakteerskikkelse, som baade Apuleius og Lafontaine have givet hende; - en Skikkelse, hvori man i det danske Drama ikke kan vente sig at finde Venus; men hvori man dog, især hos den franske Digter, ei kan andet end finde hans naive Fortælling om, hvorledes den lunefulde Gudinde, »passant d'une extrémité en un autre,à la manière des femmes [paa Kvinders Vis gaaende fra den ene Yderlighed til den anden]«, brister ud i Graad og med Kys og Omfavnelse modtager den ydmyge Psyche ved hendes Tilbagekomst fra Tartarus, ret fornøielig". - P.-M. gav for en Del Molbech Ret i disse Betragtninger; i et Brev (utrykt) af 10/10 1835 til ham (Orig. i Ny kgl. Saml. 2336, 4°) skriver han: "Som en Curiositet maa jeg dog fortælle Dem, at Deres Dom om Venus's Tilblivelse i Stykket ifølge et uklart Ideebillede, meget nøiagtig træffer ind med den Maade, hvorpaa jeg, vaklende mellem to Forestillinger, af begge frembragte en Skikkelse, der, just fordi den var en Forstands-Frugt og intet Phantasiebillede, intet klart Indtryk frembringer i Læserens Sjæl. Thi den Erfaring har jeg oftere gjort, at naar man, idet man lader en Person tale, har Sammes Billede med alle dets Træk og Miner &c. saa klart og levende i Tanken, at man kunde tegne det ned, hvis man var Maler, at man da frit kan nedskrive Ordene, og uden al Betænkning lade Personen sige, hvad der just i det Øieblik falder En ind; thi man tager næsten aldrig Feil. Hvorimod et uklart Billede føder Ord af sig, som al Kløgt og Eftertænken siden vanskelig kan corrigere og bringe i Harmoni med den oprindelige Forestilling. Dette troer jeg 516 virkelig, er en af den dramatiske Digtekunsts Hemmeligheder, som det dog er godt for Forfatteren, at Publicum ikke kjender".

Side 135 Linje 17:

Evighedens lyse Diadem] d.v.s. Udødeligheden.

Side 136 Linje 34:

Sjette Scene] det tilsvarende Sted hos Apulejus lyder saaledes: "Psyche indfinder sig foran Gudindens Slot, hvor hun møder en af Venus' Terner, hvis Navn var »dagligt Samliv«. Næppe havde denne seet hende, før hun udraabte:
»Endelig kommer du da til Erkjendelse, at du har en Herskerinde. Eller maaskee er du fræk nok til at lade, som du ikke vidste, hvor megen Uleilighed vi have havt med at søge efter dig. Det er godt, at det er mig, som har mødt dig, saa skal du være sikker nok paa ikke at slippe fra os.«

Med disse Ord tog hun fat i hendes Haar og slæbte hende paa den Maade ind, skjøndt den stakkels Psyche slet ingen Modstand gjorde.

Saasnart Venus saae hende, opløftede hun en haanende Skoggerlatter og tiltalte hende med drillende Spot.

»Saa endelig værdiger du din Svigermoder et Besøg! Eller maaskee er det din Mand, du vil see til, som endnu ligger syg etter det Saar, du har tilføiet ham. Vær ganske rolig! Du skal nok faa den Modtagelse, som en saa kjærlig Svigerdatter fortjener. - Hvor ere mine Terner Sorg og Smerte.«

Disse to bleve kaldte ind og fik Psyche under deres Behandling, Lydige mod deres Herskerinde pinte og plagede de den stakkels Pige paa alle optænkelige Maader, og gave hende derpaa tilbage til Gudinden, som atter opløftede en Skoggerlatter og sagde:
»Nu skal jeg formodentlig vækkes til Medlidenhed ved at see paa hendes trinde Skikkelse, som giver mig Haab om snart at skulle kaldes Bedstemoder. Det er en sand Lykke i sin bedste Alder at opnaa den Værdighed, og at høre en Slavindes Søn kaldes Ens Barnebarn. Men det er der da egentlig ingen Fare for. Den Forbindelse, min Søn har indgaaet under sin Stand, ude paa et Landsted, uden Vidner og uden Faderens Vidende, kan aldrig faa Lovskraft, og din Søn vil ingen Fader have; hvis vi ellers overhovedet lader dig leve, til du har født.«

Med disse Ord farer hun i Psyche, river hendes Klæder i Stykker, rusker hende i Haaret, til hendes Hoved bliver ganske fortumlet, blander nogle Bunker Hvede, Byg, Hirse, Valmuefrø, Ærter, Lindser, Bønner til een stor Dynge, og siger til hende:
»Naar man ikke seer bedre ud end du, maa det vel være ved Flid og Huslighed, man vinder sine Elskere. Lad os da prøve hvad du duer til. Sorteer mig dette Korn, saa hver Art kommer til at ligge for sig selv; men du maa have Arbeidet færdigt inden Aften.«

Efter at have udstedt denne Befaling gik Venus bort for at være tilstede ved en Bryllupsfest, medens Psyche, der blev ene tilbage, lagde Hænderne i Skjødet, stum af Forfærdelse over en saadan Opgave, der var umulig at udføre".

Side 136 Linje 37:

med udslagne Haar] Tegn paa Bøn og Underkastelse.

Side 141 Linje 1:

Fjerde Act] som det vil ses ved Sammenligning med Referatet af Apulejus (ovf. Side 506), er Fjerde Act ligesom Femte Act frit behandlet af P.-M.

Side 144 Linje 27:

Narcissus] en Blomsterslægt, hvortil hører Paaske- og Pinseliljen. Myten om Narcissus fortælles hos Ovid: han var en skøn Yngling, som, fordi han forsmaaede Nymfen Echos Kærlighed, af Venus straffedes med at blive fortæret af Længsel efter sit eget Spejlbillede i en Kilde; hvor han døde, fremspirede Blomsten Narcissus.

Side 144 Linje 36 - Side 145 Linje 32]

hvad Hermes her siger til Psyche, er en temmelig tro Gengivelse af, hvad det høje Taarn hos Apulejus siger til hende.

Side 144 Linje 39:

Charon] de dødes Færgemand (sml. Anm. til Side 94 517 Linje 16); Mynterne (Linje 41) skal være hans Færgeløn: de døde fik en Mynt med i Graven for at kunne betale ham, da han ellers ikke færgede dem over til Dødsriget (Psyche faar to Mynter med, da hun jo skal tilbage igen).

Side 145 Linje 9:

Dødens Vogter] den Linje 13 nævnte Hund Cerberus (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 147 Linje 43:

Psyches fagre Billed] "Man vil udentvivl", siger Molbech i sin Anmældelse, "gienkalde sig en lignende Fiction, der forekommer i Øhlenschlægers mythologiske Epos "Nordens Guder"; hvor Skirner uformærkt øser Freirs Billed af Vandet, som Guden speiler sig i, og siden helder det af sit Guldhorn ud i Gerdas Vaskekar, hvor Synet vækker Jettepigens Elskov"; men han tilføjer, "at Fortællingen om Gerdas Elskov ikke har givet den nærmeste Oprindelse til Hr. Müllers Fiction om Psyches fastholdte Billed; da Digteren, den Tid han skrev sit Drama, endnu ikke kiendte Øhlenschlægers Sang om Gerda i "Nordens Guder".

Side 149 Linie 4:

Aphrodite] det græske Navn paa Venus.

Side 149 Linje 21:

Dagens Konge] Solen. - Solguden kører hver Dag paa sin gyldne Vogn, der trækkes af fire snehvide, fnysende Heste, op paa Himmelhvælvingen og synker om Aftenen efter at have fuldendt det dristige Løb mod Vest ned i Oceanets Bølger.

Side 150 Linje 6:

Baaden] Grækerne og Romerne tænkte sig ikke Natten sejlende i en Baad.

Side 150 Linje 22:

Hyrden] Endymion; var en ung skøn Jæger, hvem Maanegudinden (Luna) forelskede sig i en Nat, da hun saa ham ligge sovende i Skoven, og paa hendes Bøn skænkede Zeus ham Udødelighed i Form af en evig Søvn, i hvilken han vedbliver at nyde Gudindens Kærlighed. (Sml. P.-M's Digt "Venus").

Side 151 Linje 8 - Side 152 Linje 3]

Amors Drøm om Perlen er fri Digtning.

Side 151 Linje 23:

Themis] (græsk) Uranos' Datter, de evige Verdensloves Gudinde. - Det var spaaet, at der skulde fødes Zeus en Søn, der var mægtigere end Faderen.

Side 151 Linje 30:

Juno] (latin; græsk: Hera) Himmeldronningen, Zeus' Hustru.

Side 151 Linje 32:

Mars] (latin; græsk: Ares) Krigsguden.

Side 151 Linje 32:

Minerva] (latin; græsk: Pallas Athene) Visdomsgudinden.

Side 152 Linje 44-45:

min Moders Bolig] Nattens og Dødens Riger grænser op til hinanden.

Side 155 Linje 2:

Kronos] en af Titanerne, Zeus' Fader (se Anm. til Side 127 Linje 22), af P.-M. her opfattet = Tiden.

Side 155 Linje 13:

Tantalus] en lille-asiatisk Konge, som, til Straf for sine Forbrydelser, i Underverdenen stod i Vand til Halsen, under et Træ fuldt af de skønneste Frugter, uden nogensinde at kunne stille sin Tørst eller Sult.

Side 155 Linje 14:

Ixion] en thessalisk Konge, der til Straf for, at han havde villet voldtage Juno, i Underverdenen laa bundet til et Hjul, som ustanseligt hvirvledes rundt.

Side 155 Linje 14:

Sisyphus] Konge i Korinth (paa Peloponnes), maatte til Straf for, at han havde villet bedrage Zeus, i Underverdenen uafladeligt vælte en uhyre Sten op ad et stejlt Bjærg, hvorfra den bestandigt rullede ned igen.

Side 155 Linje 14:

Danaider] Døtre af Kong Danaos i Byen Argos (Peloponnes), havde dræbt deres Ægtemænd og dømtes i Underverdenen til uophørligt at øse Vand i et bundløst Kar.

Side 155 Linje 39:

Titanens] Kronos'.

Side 156 Linje 25:

Apollos Yndling] d.v.s. Digteren.

Side 156 Linje 26:

Minervas Præst] d.v.s. Videnskabsmanden.

518

Side 156 Linje 29:

Krandsen] Sejrskransen, Sejren.

Side 156 Linje 37:

en Datter] hos Apulejus: en Søn, "Elskovsglæde".

Side 158 Linje 3:

Gæa] (græsk) "Jorden".

Side 160 Linje 37:

Orpheus' Lyra] Stjærnebilledet Lyren paa den nordlige Himmel. Orpheus var en af den græske Saguverdens navnkundigste Sangere, der ved sit Spil paa Lyren formaaede at tæmme Skovens vilde Dyr. Da hans Hustru døde, rørte han ved Lyrens Toner endog Dødsgudindens Hjærte.

Side 160 Linje 44:

Kastor og Pollux] Stjernebilledet Tvillingerne, et af de 12 Tegn i Dyrekresen. Kastor og Pollux var Tvillingsønner af Zeus, hvorfor de kaldtes Dioskurer (Dios er Ejeform af Zeus).

Side 161 Linje 3:

Arion] var en af den græske Sagnverdens berømteste Citherspillere; efter hans Cithar fik i den senere Oldtid et Stjærnebillede Navn.

Side 161 Linje 6:

Kalisto] Stjærnebilledet Den store Bjørn paa den nordlige Himmel. Kallisto var en Nymfe i Jagtgudinden Dianas Følge; da hun ved Zeus havde undfanget en Søn, blev hun af Juno forvandlet til en Bjørn, som saadan skudt af Diana og under Navnet Arktos (Bjørnen) optaget blandt Stjærnerne.

Side 161 Linje 7:

den straalende Søn] Stjærnebilledet Arktophylax (d.v.s. "Bjørnevogteren") paa den nordlige Himmel i Nærheden af "Den store Bjørn".

Side 161 Linje 13:

Ariadnes Krands] Stjærnebilledet "Den nordlige Krone" paa den nordlige Himmel i Nærheden af Arktophylax. Ariadne er Vinguden Bacchus' Hustru; ved deres Bryllup slyngede Guden hendes Brudekrans mod Himlen, hvor den blev til et Stjærnebillede.

Side 161 Linje 24:

Kassiopea] Stjærnebilledet Kassiopeja i Mælkevejen paa den nordlige Himmel.

Side 161 Linje 28:

Orion] et af de pragtfuldeste Stjærnebilleder paa den sydlige Himmel. Orion var en Jæger, der elskedes af Morgenrødens Gudinde Aurora, men dræbtes af den skinsyge Diana.

Side 161 Linje 40:

Urania] Astronomiens Muse, her vel blot = Himlen (Ordet betyder "den himmelske").

Side 161 Linje 41:

Sphærernes Sang] det græske Ord Sphære betyder "Kugle, Klode, Himmelkugle" og bruges ogsaa om det Element, som omgiver de enkelte Himmellegemer, i hvilket og med hvilket de bevæger sig. Den berømte græske Videnskabsmand Pythagoras (6te Aarh. f. Kr.) antog, at Himmellegemerne i deres Bevægelse frembragte en virkelig, himmelsk Musik, der ganske vist var uhørlig for det menneskelige Øre; heraf Udtrykkene Sphærernes Harm oni og Sphærernes Sang.

Side 162 Linje 37:

Horaerne] er Gudinder for Aarstiderne; de aabner og lukker Himlens Skyporte, og de er Solgudens Tjenerinder, der spænder Hestene for hans Vogn; de optræder ogsaa sammen med Apollo og Muserne, hvis Sange de ledsager med yndefuld Dans.

Side 163 Linje 8:

Zoner] Himmelegne.

Side 164 Linje 14:

Phantasia] (latin) "Fantasien.

LUCIFERS FALD

Affattelsestld ukendt; udkom i December 1834 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave for danske Digtere" I 1835), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te i 1879 (i "Poetiske 519 Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Illustrationer: af Aug. Jerndorff i: Romancer og Digte, danske og norske, udgivne af Chr. Richardt, 1882.

Æmnet. Den kristelige Lære skelner mellem de gode og de onde (de faldne) Engle. Oprindelig var alle Engle gode, de var Tjenerskaren, der omgav Guds Trone, og Gud kaldes derfor "Hærskarernes Gud" (sml. f. Ex. Psalm. 103,20-21). Men i Tidernes Begyndelse gjorde en af de ypperste af dem, forledt af Hovmod, Oprør mod Gud og nedstyrtedes sammen med de Engle, der havde gjort Sag fælles med ham, fra Himlen til Helvede (2 Pet. 2,4). Som Djævlen blev han de onde Aanders Fyrste og Hovedet for Modstanden mod Guds Rige.

Naar Navnet Lucifer (latin, betyder "Lysbringeren" og er Navn paa Morgenstjærnen) anvendes i den kristelige Troslære som Navn paa den faldne Djævel, da beror det paa en urigtig Tolkning af nogle Skriftsteder. Hos Profeten Esajas hedder det (14,12): "Hvorledes er du falden af Himmelen, du Morgenstierne [i den latinske Bibeloversættelse: Lucifer], du Morgen-Rødes Søn? hvorledes er du nedhuggen til Jorden, du, som svækkede Hedningerne?" Profeten sigter med disse Ord til Babylon, Verdens Tyran, og profeterer om dens Fald; men de kristne Kirkefædre satte Stedet i Forbindelse med Luk. 10,18, Joh. Aab. 9,1 og 12,9, hvor der tales om Djævlens Fald, og saaledes blev Lucifer Navn paa Satan.

Side 169 Linje 24:

formummet] "dulgt, tilsløret" (Laaneord fra Tysk).

Side 169 Linje 30:

Lucem fero] (latin) "Lys jeg bringer".

Side 170 Linje 9:

Mørkets Drage] d.v.s. Mørket, der som en Drage rugede over Himmelrummet, før Lucifer bragte Lys.

Side 170 Linje 12:

over sig] over sig selv, for sig selv.

Side 170 Linje 27:

snelt] hurtigt (sml. Anm. til Side 97 Linje 23).

Side 170 Linje 29:

Kæmperør] Kanon.

Side 171 Linje 5:

Sphærers Chor] hvad der menes hermed, er forklaret i Anm. til Side 161 Linje 41.

Side 171 Linje 27:

Æfherhavet] d.v.s. Verdensrummet; Ætheren er det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 173 Linje 5:

en Slange] 1 Moseb. 3,1.

Side 173 Linje 10-11:

Herrens Stemme, | Som i Havens Gange lød] 1 Moseb. 3,8.

Side 173 Linje 14:

Fjeldet, det steile, bratte, | Hist i Ørknens golde S and] Udgiveren formoder, at P.-M. tænker paa Bjærget i Ørkenen, hvorfra Djævlen fristede Jesus (Matth. 4,8-10).

Side 173 Linje 16:

Kalpe] er det græsk-romerske Navn for Gibraltar. (Om der foreligger Sagn om, at Djævlen skulde have dannet Middelhavet, har Udgiveren ikke kunnet finde.)

Side 173 Linje 26:

Jordens Syn] nu: Synet af Jorden (sml. Anm. til Side 119 Linje 18).

Side 174 Linje 9:

Zone] Himmelstrøg.

520

GRAVLÆGNING

Affattelsestid ukendt; udkom "uden Forfs. Vidende og aftrykt paa en feilagtig Maade" (Poesier II 391") i December 1835 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave fra danske Digtere" II 1836), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: Trykmanuskript til Udgaven 1859, overensstemmende med Originaludgaven, i privat Eje (Fru Professorinde Bøgh).

Side 175 Linje 9:

Haven] Dødens Have, Kirkegaarden.

PERLEN

Affattelsestid: Juni eller Juli 1836 (se ndf.); udkom den 1ste April 1838 under Titlen "Kjøbmanden" (i "Kjøbenhavns Morgenblad" 1838, No. 9), trykt 2den Gang samme Aar (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: en af Digteren foretaget Afskrift, overensstemmende med Trykket fra 1828, i Brev (utrykt) af 10/7 1836 til Chr. Molbech (Original i Ny kgl. Saml. 2336, 4°).

Oversættelser: paa Tysk 1863 ved Julie Nordheim (i "Poetische Kleinigkeiten").

Æmnet. Om Digtet hedder det i Brevet til Molbech: "Jeg vil som Bilag sende Dem et lille Digt, jeg nedskrev forleden. Det er en Slags Trøst i mødige Stunder. De maa derved erindre Dem det Sted i Evangeliet, hvor Kjøbmanden sælger alt sit Gods for Guds Rige, der lignes ved en Perle". [Brevet til Molbech er skrevet efter Modtagelsen af et (nu tabt) Brev, hvori Molbech har udtalt sig mistrøstigt om sin Stilling og Virksomhed.]

Stedet i Evangeliet (Matth. 13, 45-46) lyder: "Himmeriges Rige lignes ved en Kiøbmand, som søgte efter gode Perler, hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik hen, og solgte alt det, han havde, og kiøbte samme".

Naar Fred. Lange i sin Bog (Side 104-105) opfatter Perlen som symbolsk sigtende til Digterens senere Hustru, maa denne Tolkning altsaa opgives; P.-M. har ikke haft Charite Borch i Tankerne, da han skrev dette Digt.

ST. HELENA

Affattelsestid: ukendt; udkom den 23de Februar 1837 (i "Kjøbenhavns Flyvende Posts Interimsblade" 1837, Nr. 111), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

521

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, dtn sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet: Napoleon var død den 5te Maj 1821 paa St. Helena, en isoleret liggende Ø i Atlanterhavet (260 Mile fra Afrikas Vestkyst), hvor han i Aarene 1815-21 havde hensiddet som Europas Fange. Han begravedes paa Øen under to af ham selv plantede Træer, men den 15de September 1840 blev hans Grav aabnet, og Liget førtes til Frankrig, hvor det den 15de December bisattes i Invalidehotellets Kirke i Paris.

Side 176 Linje 29:

Atlashelten] Atlas er i den græske Mytologi den stærkeste af Titanerne, den ældre Gudeslægt (se Anm. til Side 114 Linje 9), og deres Fører i Kampen mod Zeus og den yngre Gudeslægt; da Titanerne var blevet besejrede, forvistes Atlas til det yderste Vesten og dømtes til med sit Hoved og sin Arm at bære Himmelhvælvingen og sørge for, at den ikke faldt ned paa Jorden. [Atlasbjærgene i det nordvestlige Afrika har Navn efter ham.]

Side 177 Linje 5:

Saga] er i den nordiske Mytologi en Gudinde, hvis Betydning er ganske uklar, men som af de romantiske Digtere sammenstilledes med det oldnordiske Ord saga, der betyder "Fortælling", og gjordes til Historiens Gudinde.

Side 177 Linje 26:

Triumphator] Romernes Betegnelse for den sejrrige Feltherre, naar han i Spidsen for sin Hær holdt sit Indtog i Rom.

Side 177 Linie 29:

dog dens Amme] der tænkes vel paa, at Julirevolutionen i Frankrig 1830, der gav Stødet til Frihedsbevægelser rundt om i Europa (f. Ex. i Polen og herhjemme), var fremvoxet af Minder fra Napoleons- og Revolutionstid.

Side 177 Linje 37:

Giganten] i den græske Mytologi er Giganterne en Kæmpeslægt, der rejste sig til Kamp mod Guderne; de angreb Himlen og søgte at storme den ved at stable Bjærge ovenpaa hinanden, men blev slaaede tilbage.

Side 178 Linje 1:

Prometheus] i den græske Mytologi en af Titanerne, Menneskenes Ven og den menneskelige Kullurs Grundlægger; blev, da han havde ranet Ilden fra Guderne og bragt den til Menneskene, til Straf af Zeus lænket til en Klippe i Kaukasus, hvor en Ørn udhakkede hans Lever, der stedse voxede frem paa ny.

Side 178 Linje 18:

laurbærkrandste Throne] Laurbærkransen er Heltens Smykke.

Side 178 Linje 27:

Bautastenen] d.v.s. Mindestenen; de nordiske Folk i Oldtiden rejste høje, utilhugne Sten til Minde om Mænd eller Begivenheder; disse Sten kaldtes i det gamle nordiske Sprog Bautastene.

Side 178 Linje 29:

Musen] de ni Muser er i den græsk-romerske Mytologi Gudinder for Kunst og Videnskab.

Side 178 Linje 30:

Klio] Historiens Muse.

DEN OTTENDE KONST

Affattelsestid: ukendt; udkom den 28de April 1837 (i "Kjøbenhavns Flyvende Posts Interimsblade", 1837 No. 120), trykt 2den Gang 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

522

Side 179 Linje 3:

Syv Konster man fra gamle Dage drev] i Modsætning til de højere Fagvidenskaber: Teologi, Jura og Medicin kaldtes ved Middelalderens Universiteter med et fra Romerne laant Navn følgende syv Fag for "de fri Kunster" (paa Latin: artes liberales): Grammatik (d.v.s. Sprogvidenskab), Dialektik (omtrent = Tænkelære, Logik) og Retorik (Veltalenhedslære), Aritmetik, Geometri, Astronomi og Musik. Disse 7 Fag var forberedende Studier, fælles for alle studerende, og skulde være gennemgaaede, inden man kunde hengive sig til Studiet af en af de tre Fagvidenskaber. [Romerne kaldte de Kunster og Færdigheder "fri", som sømmede sig for en fri Mand, i Modsætning til Slavernes for største Delen mekaniske Beskæftigelser.]

Side 179 Linje 5-6]

indtil 1862, da Næringsloven af 1857 traadte i Kraft, maatte man for at erholde Tilladelse (Borgerbrev) til at udøve et Haandværk (vinde Borgerskab) først være Mester, men det blev man kun, efter at man som Svend havde godtgjort, at man forstod sit Haandværk, og dette skete ved Forfærdigelsen af et Mesterstykke (her kaldet Prøvestykke), der bedømtes af vedkommende Haandværks Mestre.

Side 179 Linje 14:

Og denne Konst - er Konsten at behage] sml. Prologen til "Adam Homo".

Side 179 Linje 16:

omsonst] betyder almindeligvis enten "forgæves, til ingen Nytte" eller "uden at faa noget til Gengæld", men staar her i Betydningen: "uden at give, gøre noget for det".

Side 179 Linje 41:

har...fodet] har faaet Fodfæste; Udsagnsordet atfode var ret almindeligt brugt i det 18de Aarh.; i det 19de Aarh. bruges det f. Ex. af Sprogmanden J. Levin 1846 ("Nogle Betragtninger over dansk Sprog og Retskrivning"): "Det foder paa en Betragtningsmaade af Sproget, der ikke er historisk".

Side 180 Linje 8:

Kategori] (græsk) "Klasse, Rubrik".

Side 180 Linje 16:

som, lig Koen, døe mens Græsset groer] Ordsproget lyder: "Mens Græsset gror, dør Horsemor [d.v.s. Følhoppen]" eller "Mens Græsset gror, dør Koen".

Side 180 Linje 26-27:

King-kong-fut-se | Pe-kuang-pe] er naturligvis ikke mere Kinesisk, end Holbergs Ski Olski Dolski ("Ulysses v. Ithacia" Akt l, Scen. 15) er Mesopotamisk, men Stavelserne er valgte saaledes, at det ligner Kinesisk. - Det første Ord (King-kong-fut-se) minder om Kung-fu-tse, det kinesiske Navn paa den berømte kinesiske Filosof og Reformator Gonfucius († 478 f. Kr.).

Side 180 Linje 37:

Patron] (latin) "Velynder".

Side 180 Linje 37:

Mandarin] den europæiske, af Kineserne selv aldrig brugte, Benævnelse paa en kinesisk Embedsmand.

Side 183 Linje 22:

Pekko-Ekko] satirisk Skalkeskjul for et dobbelt Ekko (en fuldendt Eftersnakker).

Side 183 Linje 24:

Moralen] det 18de Aarhundredes Digtere yndede, naar de gennem et Digt indirekte havde indpræntet en Lære, da i et Par Slutningslinjer direkte at paapege "Moralen" (sml. Wessels komiske Fortællinger, hvor der skæmtes med denne Manêr).

DANDSEMUSIK

Affattelsestid ukendt; udkom i December 1837 (i H. P. Holsts "Nytaarsgave fra danske Digtere" IV 1838), trykt 2den Gang i Juli 1838 (i "Poesien" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter' III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

523

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Tysk af Johanna Plockross-Pohly i Helsteds Op. 28 (se ndf.).

Musik: af Gustav Helsted (Op. 28, for Damekor og Klaver) og P. E, Lange-Müller (Op. 2: Marsch - kun Vers 4).

Side 184 Linje 11:

Dagens Konge] Solen (se Anm, til Side 23 Linje 2).

NATTEVAGT

Affattelsestid ukendt; udkom i December 1837 i (H. P. Holsts "Nytaarsgave fra danske Digtere" IV 1838), trykt 2den Gang i Juli 1838 (i "Poesier" II), 3dje 1859 og 4de 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 7de 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Tysk ved E. Lobedanz Leipzig 1867 (i "Album nordgermanischer Dichtung" - 2. Auflage smstd. 1869).

Musik: komponeret for to Sangstemmer af H. Rung; af Rud. Immanuel Langgaard.

GJENSYN

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgrave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Tysk ved P. J. Willatzen (i "Nordlandsharfe" Bremen 1889).

GREVENS DØD

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste at Digteren selv besørgede.

Side 187 Linje 31:

Grev Oginsky] Oginsky er Navn paa en gammel littauisk Adelsslægt, af hvis Medlemmer flere har gjort deres Navne bekendte i Polens Historie (Storskatmester Michael Kleophas Oginsky tog under 524 Kosciuszko Del i den Polske Frihedskamp 1794), men om der ligger noget historisk til Grund for P.-M.'s Digt, der maa henføres til en Tid, da Polen endnu havde Konger, har Udgiveren ikke kunnet finde. - Om P.-M.'s Interesse for Polen sml. Anm. til Side 7 Linje 26 og "Slaven" (Side 211-25).

Side 190 Linje 6:

Sin Fakkel Guden svang] Guden er Kærlighedsguden, Amor, der i den græsk-romerske Mytologi tænkes udstyret med en Fakkel, med hvilken han tænder de elsken des Hjærter i Brand.

Side 190 Linje 13:

lad endnu | Mig denne korte Lyst] lad = indrøm, tilstaa, overlad; Tyskagtighed, sml. Hauch 1828 ("Tiberius"): "Lad mig nuj | Din Cajus her! Saa har jeg dog ei tabt | Dig ganske -" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

TILBAGEFALD

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "PoetisKe Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet. Digtet er ifølge Fred. Langes Bog om Paludan-Müller (Side 54) rettet til Henriette Jeremia Friderichsen, f. Borch, Søster til Digterens senere Hustru og næstyngste Datter af Prof. C. A. Borch i Sorø. Hun var født den 6te Februar 1792, blev (ifølge Kontraministerialbogen for Sorø Kirke) den 1ste Februar 1818 viet til Prokurator og Løjtnant Friderich Friderichsen, "36 Aar gammel, boende i Kjøbenhavn". Ægteskabet blev ikke lykkeligt, og 1827 blev Friderichsen (if. Hof- og Statskalenderen) udnævnt til Byfoged i Christianssted paa St. Croix, medens Hustruen blev i Danmark (hvad Fr. Lange fortæller Side 52, er altsaa urigtigt). Henriette Fridericbsen døde den 29de Maj 1860, Dødsannoncen i Berl. Tid. blev affattet af Charite Paludan-Müller, f. Borch og siger, at hun døde "efter et kort Sygeleje og vel beredt til Døden". Friderichsen døde den 23de Juni 1863 som Etatsraad.

Frederik Lange siger om hende: "Hun var en højst ejendommelig Blanding af et yndefuldt og varmt Gemyt - om hendes Mund laa der endnu i hendes høje Alderdom det mest indtagende Smil, man kunde se paa noget Ansigt - og det mest overgivne Skelmeri og Lune. Hun var meget musikalsk og sang smukt. Men lunefuld og heftig var hun ... Hun havde et dybt melankolsk Drag i sin Natur ved Siden af den flagrende, næsten fugleagtige Lethed og Munterhed, der kunde være hende ejendommelig. Hun havde over hele sit Væsen en egen stærkt duftende Sødme, der gav det et let exotisk Anstrøg, muligvis en Arv efter hendes fransk fødte Bedstemoder. - Jeg har engang paa hendes gamle Dage hørt Paludan-Müller drille hende med, hvor dejlig hun - just i denne Periode af sit Liv - havde været i en Ridedragt af lyseviolet Silke med hvide Fjer paa Hatten".

Side 191 Linje 34:

Sig forynge] Tyskagtighed for: torynges, sml. Anm. til Side 22 Linje 5.

Side 192 Linje 8:

Sylphedragt] Sylpher er i middelalderlig Folketro og mystisk Litteratur Luftens Aander.

Side 192 Linje 25:

Amor] det latinske Navn paa Kærlighedsguden i den græsk-romerske Mytologi.

525

BELLA DONNA

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg"), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Side 192 Linje 29:

Bella Donna] (italiensk) "den skønne Kvinde". Side 193 Linje 19: sylphelet] se Anm. til Side 192 Linje 8.

BILLEDET

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg"4 VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Hollandsk ved C. J. Hansen i Noordsche letteren, Gent 1860.

Æmnet. Digtet er ifølge Meddelelse fra Frk. Hanck til afd. Prof. Nic. Bøgh (meddelt Udgiveren af Fru Professorinde Bøgh) rettet til Frk. Louise Elmquist i Aarhus. Denne Meddelelses Korrekthed er blevet Udgiveren bekræftet fra andre Sider (dels gennem Fru Anna Bertelsen i Aarhus, dels af den Elmquist'ske Slægt) og er altsaa hævet over enhver Tvivl.

Louise Nielsine Elmquist var en Datter af Overkrigskommissær, Redaktør af "Aarhus Stiftstidende" og Udgiver af "Elmquists Læsefrugter" A. F. Elmquist († 1868) og var født den 2den Januar 1816 i Aarhus; hun døde ugift i København den 22de Marts 1877 (se Berl. Tid. 1877, No. 72).

Gennem Hr. Skolebestyrer P. Elmquist har Udgiveren fra Hr. Provst Th. Elmquist (hendes Brodersøn) erholdt følgende Skildring af hende:

"Louise Elmquist, der alle sine Dage forblev ugift, var temmelig lille, med smukke fine Træk, mest lignende sin Fader. Hun var meget musikalsk, tillige vel bevandret i Litteraturen og i Besiddelse af ægte Dannelse. Hun spillede Klaver særdeles smukt. Hendes Væsen var indtagende og kvindeligt, men noget forbeholdent og retiré, hvilket skyldtes en medfødt Sky for at lade sine Følelser komme til Syne. Dette skal have været Grunden til, at hun ikke blev forlovet med Paludan-Müller. De holdt af hinanden, men han misforstod hendes tilbageholdne Væsen og troede, at hun ikke besvarede hans Følelser. Med dette Indtryk rejste han fra Aarhus og blev siden gift med Charite Borch".

DEN HEDENFARNE

Affattelsestid ukendt: udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

526

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: Trykmanuskript til Udgaven 1859, med enkelte atter kasserede Ændringer i Originaltrykkets Text, i privat Eje (Fru Professorinde Bøgh).

Oversættelser: paa Tysk ved P. J. Willatzen (i "Nordlandsharfe" Bremen 1889).

VESTALINDEN

Affattelsestid ukendt; udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge Gange i "Ungdomskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 5te 1902 (i .Poetiske Skrifter i Udvalg" VII), 6te 1903 (i "Mindre Digte"), 7de 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet. I den romerske Religion indtog Arnens Gudinde Vesta (latin; græsk: Hestia) en stærkt fremtrædende Plads. I hendes Tempel i Rom brændte den hellige Ild, Symbolet paa Familien, Hjemmet og Staten; udslukkedes den, varsledes der Staten de største Ulykker, og at vaage over, at det ikke skete, var Vestalindernes Hverv. De valgtes i en Alder af mellem sex og ti Aar blandt de bedste Familiers Pigebørn og maatte i 30 Aar tjene Gudinden. De var højt ansete; naar de viste sig i deres hvide Dragt med Hovedsmykke og flagrende Baand, gik alle ærbødigt af Vejen; i Theatret og Cirkus sad de paa en Æresplads; Fornærmelser mod dem straffedes paa Livet, og deres Vidnesbyrd i en Sag gjaldt, uden at de behøvede at aflægge Ed. Men deres Stilling førte ogsaa stort Ansvar og store Savn med sig. Der krævedes den største Aarvaagenhed af dem i Gudindens Tjeneste; slukkedes den hellige Ild, blev den Vestalinde, der havde vist Pligtforsømmelse, pisket til Blods af Statens Ypperstepræst. Det forlangtes af dem, at de skulde være ugifte og føre et rent og kysk Liv; den Vestalinde, der brød sit Kyskhedsløfte, straffedes med at blive levende begravet.

Som det synes at fremgaa af en Anmærkning til Digtet i Originaludgaven, er det under Læsningen af den græske Historiker Plutarch († ca. 120 e. Kr.), at P.-M. er blevet grebet af dette Æmne. I sin Levnedsbeskrivelse af Numa Pompilius, Roms anden Konge og Ordneren af dets Religionsvæsen, giver Plutarch en Skildring af, hvordan det gik til ved en Vestalindes levende Begravelse, en Skildring, som ligger til Grund for Side 197 Linje 28 ff. i P.-M.'s Digt, hvorfor den her meddeles (efter Tetens' Oversættelse fra 1800):

"Naar en af dem [Vestalinderne] har krænket sit Kydskheds Løfte, bliver hun levende nedgravet ved den saa kaldede collinske Port. Ikke langt herfra inden i Byen ligger en Jordhøi af temmelig Længde, som Latinerne i deres Sprog kalde Agger. I denne Høi beredes et lidet underjordisk Værelse, hvortil man gaaer ned oven fra; i dette Værelse er der en opredet Seng, en brændende Lampe og nogle faa af de nødvendigste Levnetsmidler, som Brød, Vand, Olie og Melk i en Skaal, som om de havde opfyldt deres Pligt mod den døende Vestalinde, naar de kun ikke lode hendes til den vigtigste Religionstjeneste indviede Legeme omkomme og forsmægte af Hunger. Den skyldige Vestalinde sættes derpaa i en Bærestol, som de udvendig tillukke og tilsnøre med Remmer, for at hendes Skrig ikke skal høres, og derpaa bæres hun over Torvet. Alle som møde hende gaa stiltiende til Siden, og følge hende i dybeste Bedrøvelse; der er intet gyseligere Syn og Byen kjender ingen frygteligere Dag end den. Naar de ere komne med Bærestolen til det bestemte Sted, løse Betjentene Baandene og taus forretter Præsterne med Hænderne mod Himlen 527 for Straffens Fuldførelse en Bøn, fører derpaa den Skyldige ud ganske tildækket og sætter hende paa Stigen, som fører ned til det underjordiske Værelse, hvorpaa han dreier sig bort tilligemed de øvrige Præster. Saasnart hun er stegen ned tages Stigen bort og Værelset tildækkes og tilkastes med Jord, saa at Pladsen bliver lige med den øvrige Høi. Paa den Maade straffes de Vestalinder, som krænke deres Kydskheds Løfte".

Side 196 Linje 3:

Tiberen og Romas Høie] Rom var bygget paa 7 Høje ved Tibeifloden, 3 Mil fra dens Udløb i Havet.

Side 196 Linje 4:

Dagens Øie] Solen (se Anni. til Side 23 Linje 2).

Side 196 Linje 5:

Bjerget] er vel Alban erbjærget (nu: Monte Cavo), sydøst for Rom.

Side 196 Linje 18:

den gule Bølge] "den gule Tiber" kaldes Floden hos de gamle romerske Digtere, fordi den medfører gulligt Sand fra Bjærgene, hvor den har sit Udspring.

Side 196 Linje 33:

Lictorerne] hos Romerne de højere Embedsmænds Betjente; de gaar foran Øvrighedspersonerne, bærende Symbolet paa den højeste udøvende Magt: et Risknippe med en Øxe i; de havde det Hverv at sørge for, at de af Øvrigheden idømle Straffe blev udførte.

Side 197 Linje 2:

Klagesange] som ved borgerlige Begravelser, hvor Klagekoner gik foran Ligtoget og afsang Klagesange.

Side 197 Linje 5:

Fulvia] Kvindenavn i den Fulviske Slægt, en af Roms mest ansete Familier, af hvis Medlemmer mange naaede Statens højeste Værdigheder.

Side 197 Linje 9:

hist paa Torvet, som til Templet støder] Vestatemplet laa paa den sydvestlige Side af Torvet (Forum Romanum), der var Byens Midtpunkt og Midtpunktet i det borgerlige og politiske Liv. Paa den nordøstlige Side af Forum laa en Plads (comitium), hvor Folkeforsamlinger afholdtes, og hvor Straffen paa romerske Borgere fuldbyrdedes.

Side 197 Linje 10:

nu Marcellus Uøder] den, der havde forført en Vestalinde, blev nøgen spændt i en Blok og pisket ihjel. - Marcellus er Familienavn for en Gren af den højt ansete og berømte Claudiske Slægt.

Side 197 Linie 15:

den collinske Port] paa Latin: Porta Collina, i den nordlige Ende af Byen.

Side 197 Linje 16:

Forbrydermarken] paa Latin: Campus sceleratus, indenfor Bymuren ved Porta Collina; her blev ukyske Vestalinder levende begravet.

Side 197 Linie 20:

det store Baal] til den Offring, Præsten Side 198 Linje l foretager for at forsone den fortørnede Gudinde.

Side 197 Linje 25:

brudt er Staven] d.v.s. Dommen fældet (Udtrykket, der er laant fra Tysk, bunder i gamle Retsskikke: efter at Dommeren højtideligt havde forkyndt Dødsdommen, brød han Dommerstaven i tre Dele over den skyldiges Hoved, hvorefter denne overleveredes til Bøddelen).

Side 197 Linje 26:

Off'ret] Vestalinden: hendes Død er et Offer, som bringes for at forsone den krænkede Gudinde.

Side 197 Linje 40:

Baar] den ældre Form, der endnu i Prosa forekommer i Bibeludgaven 1825 (2 Macc. 3,27: "de toge og lagde ham paa en Baar") og hos Digtere som Oehlenschläger, der tilstræber gammeldags Sprogtone; her hos P.-M. for Versemaalets Skyld, Side 206 Linje 9 staar Baare.

Side 198 Linje 17:

Genius] (latin) Aand (særligt om Menneskets Skytsaand).

Side 200 Linje 42:

Psyche] (græsk) "Sjæl" (Navn paa Kærlighedsguden Amors Elskede, se P.-M.'s "Amor og Psyche").

Side 203 Linje 28:

Vestas høie Billed) ifølge den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.) var der ikke i Vestatemplet paa Forum Romanum nogen Billedstøtte af Gudinden.

528

Side 204 Linje 27:

Myrthen og Cypressen] Kærlighedens og Dødens Symboler.

Side 205 Linje 5:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 208 Linje 1:

Furien] det latinske Navn paa Hævn- og Straffegudinden (se Anm. til Side 114 Linje 44).

Side 208 Linje 4:

Eumeniderne] det græske Navn paa Hævn- og Straffegudinderne (se Anm. til Side 114 Linje 44).

Side 208 Linje 15:

Lig Ormen Dag og Nat paa Livets Rod] Billedet er vel taget fra den nordiske Mytologi: paa Verdenstræets, Livstræets (Ygdrasils) Rod graver i Dybet Ormen (d.v.s. Slangen) Nidhøg.

Side 209 Linje 29:

Jupiter] dels det latinske Navn paa Himlens Herre, dels paa en stærkt funklende Planet.

Side 209 Linje 29:

Venus] dels det latinske Navn paa Kærlighedsgudinden, dels paa Aftenstjærnen, den klareste Stjærne paa vor Himmel.

SLAVEN

Affattelsestid: 1837 eller Begyndelsen af 1838 (se ndf.); udkom den 27de Juli 1838 (i "Poesier" II), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge Gange i "Ungdomsskrifter" ID, 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 5te 1902 (i ,Poetiske Skrifter i Udvalg" VII), 6te 1903 (i "Mindre Digte"), 7de 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Æmnet er taget fra den Polske Frihedskamp 1830-1831, for hvilken P.-M. ligesom andre af hans Samtids danske Digtere (Aarestrup: "En polsk Moder" 1834, Carl Bagger: "Finis Poloniæ" 1834, J. C Hauch: "En polsk Familie" 1839) følte varmt (sml. Side 7 Linje 26). Om Hovedpersonen Peter Wysocki [udtalt: Visótski] findes følgende Anmærkning i Originaludgaven af 1838:

"Peter Wysocki - Hovedbefordreren af den sidste Polske Revolution - blev født 1799; traadte 1817 som Frivillig ind i den Polske Garde; stiftede 1828 en Forbindelse i Fændrik-Skolen til Polens Befrielse; udførte den 29de November 1830, i Spidsen for 160 Elever af denne Skole, det bekjendte Overfald paa Belvedere i Warschau, den daværende Storfyrst Constantins Bolig; kæmpede under Befrielseskrigen i Slagene ved Okuniew, Wawre og Grockow; gik med General Dwernicki til Volhynien; blev med denne General - ved hans Retirade til Galizien - Østerrigsk Fange; flygtede fra Galizien til Warschau, hvor han, som Oberst, ved Stormen paa Wola faldt haardt saaret i Russisk Fangenskab. Dømt til Døden og derefter benaadet, førtes han til Siberien, hvor han i Lænker maatte arbeide i Bjergminerne til sin Død, der indtraf 1837. Et Par Afvigelser fra disse historiske Data findes i Digtet".

Peter Wysocki døde imidlertid ikke i Aaret 1837, hvilket endnu siges i den store franske Biographie universelle fra 1850-erne. Han gjorde i Aaret 1837 et Foreøg paa at flygte, men blev fanget og idømt 1000 Slag Pisk Han udstod Straffen, der ellers regnedes for at være ensbetydende med Døden, og sendtes derefter til Bjærgværkerne. Han blev senere løsladt og oprettede en Sæbefabrik i Sibirien. I Aaret 1857 fik han Lov til at vende tilbage til Polen og døde her den 19de Januar 1875.

Der er altsaa i 1837 kommet et Rygte til Europa om Wysockis Død; P.-M. har vel læst det i en Avis, men i de danske Aviser er det ikke lykkedes Udgiveren at finde det omtalt.

529

Ej heller tør Udgiveren have nogen Mening om, hvorfra P.-M. har hentet sin ret indgaaende Viden om den polske Opstand og dens Forløb: Kilden har dog aabenbart, hvad der er naturligt nok, været polskvenlig, og Digteren kan ikke siges fri for Overdrivelse i polsk Favør. Skildringen af Straffefangernes Liv i Sibirien falder derimod helt paalidelig, hvad enhver, der har læst f. Ex. Kennans Bog om Sibirien (1889-91), vil sande.

[Udgiveren har særlig benyttet: Fr. v. Smitt, Geschichte des Polnischen Aufstandes und Krieges. I-II. Berlin 1839; Joachim Lelewel, Geschichte Polens. 2. Aufl. Lpz. 1847].

Side 211 Linje 3:

Høit imod Nord og fjernt mod Øst] i Berl. Tid. for 6/9 1837 findes Efterretninger fra St. Petersborg om de til Sibirien forviste Forbrydere; det hedder her: "Statsforbrydere og store Misdædere sendes til det yderste Norden og Østen i Nærheden af Iishavet, de Andre derimod til Sibiriens mildere Clima".

Side 215 Linje 15:

Graneskoven] brugt af Digterne i Stedet for Granskoven, naar Versemaalet gjorde det ønskeligt; sml. Oehlenschläger 1810 ("Axel og Valborg"): "Begynder Hiertet alt for stærkt at banke, l Da grib dit Spyd, din Bue, styrt dig i | De mørke Graneskove"; H. V. Kaalund 1842 ("Valkyrien Gøndul"): "Jeg tænker, I leve kun smalt deroppe | Med Granekogler og Birkeknoppe" [efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 213 Linje 38:

Hr. Pater] d.v.s. Hr. Pastor; Pater (latin, "Fader") er Betegnelse for katolske gejstlige som Pastor (latin, "Hyrde") for protestantiske.

Side 214 Linje 1:

spæget] avet, holdt i Tømme.

Side 215 Linje 42:

Flud] (laant fra tysk Flut) = Flod, Strøm, Flyden; er overordentlig hyppigt brugt hos Baggesen, f. Ex. 1807 ("Hær-Marsch"): "Lær, Hav! os at følge, | Som Bølge ved Bølge, | Den blodige Fane, | Paa Heltenes Bane, | Foreente, som Vovernes Flud!"; 1814 ("Rimbrevpennen"): "Frisk! KM i Veiret! frisk, min Brud! | Det stryger i et smuldent Flud"; 1814 ("Den mistænkelige Tandpine"): "i Riim, hvis Sølvflud ruller | Med lette Vover, Bækkens Rislen lig"; 1814 ("Alleenekampen"): "De Hiemmets Toner ... | Som smelte hver en Tidens Lyst og Smerte | Til Henflud i en evig Harmonie".

Side 216 Linje 34:

Polak] maa af metriske Grunde ligesom Side 217 Linje 38: "Jeg er en Polak! Jeg, som du" og i "Adam Homo", 9de Sang ("Som Polak og forviist jeg her mig stiller frem") betones: Pó1ak, hvilket efter Nutidens Udtale kun er rigtigt, naar Ordet bruges om "Levning i et Glas", derimod ikke, naar det bruges som Folkenavn. At Ordet imidlertid ogsaa i denne Betydning tidligere (ligesom endnu hyppigt hos Almuen) har været udtalt Pólak, ses af anf. Steder og af Wessels Digt "Brodne Potter i alle Lande" (1783), hvor det hedder: "Polak! du skal Verden lære, | Om lærvillig den vil være".

Side 216 Linje 34:

Kosciussko] berømt polsk Frihedsmand og General († 1817), i 1794 Hovedmanden for Polens Rejsning mod Rusland.

Side 218 Linje 8:

Hjul] allerede i Oldtidens billedlige Fremstillinger af af Lykkegudinden er hun symbolsk udstyret med Hjulet.

Side 218 Linje 33:

Polens Ørn] Polens Vaaben var en hvid Ørn paa rød Grund.

Side 219 Linje 20:

Wolas Skandse, Warschau's Vold] Wola var den stærkest befæstede af de Skanser, som omgav Warschau; mod den rettede Russerne under General Paskievitsch den 6te September 1831 et Angreb og erobrede den efter en fortvivlet Kamp; to Dage efter (den 8de September) overgav Warschau sig.

Side 219 Linje 22:

Var du iblandt de Dødes Tal] som Kuriosium anføres det, at endnu 1895 i den danske Oversættelse af A. Rambaud: Ruslands Historie siges det, at Wysocki faldt under Stormen paa Wola.

Side 219 Linje 42:

speiled i hans Træk sig af] nu kun: afspejlede sig; se Anm. til Side 20 Linje 6.

530

Side 220 Linje 18:

Harm] Harme" ligesaa Side 221 Linje 2; sml. Anm. til Side 74 Linje 17.

Side 220 Linje 28:

Valen] et gammelt nordisk Ord, der betyder "de faldne" (af samme Stamme som Udsagnsordet vælge, altsaa egl. "de (af Guderne) til Døden i Kamp udvalgte"), men som af nyere Digtere bruges i Betydning: "Kampplads, Valplads".

Side 220 Linje 32:

Sobieski] Johan Sobieski, f. 1624, Konge i Polen 1674 -96, d. 1696, Polens Nationalhelt, Tyrkers og Tartarers Skræk; berømtest af hans Bedrifter er Undsætteisen 1683 af Wien, der var belejret af en tyrkisk Hær paa 200,000 Mand under Storveziren Kara Mustapha; Sobieski tilføjede Tyrkerne et knusende Nederlag udenfor Stadens Mure den 12te September 1863.

Side 220 Linje 36:

Laurbærkrands] Sejrherrens Smykke.

Side 221 Linje 27:

hiin Novemberdag] den 29de November 1830.

Side 222 Linje 14:

Stoczec] en Flække, ca. 10 Mil sydøst for Warschau, ved en af Weichsels Bifloder; Slaget fandt Sted den 14de Februar 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Geismar.

Side 222 Linje 14:

Dobre] en Flække, ca. 6 Mil øst for Warschau; Slaget fandt Sted den 17de Februar 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Rosen.

Side 222 Linje 15:

Warvre] et Værtshus, ca. l Mil øst for Warschau; Slaget, der var en Indledning til Hovedslaget ved Grochow, fandt Sted den 19de Februar 1831 og gik Polakkerne imod, idet de trængtes ud af deres Stillinger (Tabene var paa begge Sider betydelige: mellem 3 og 4000 Mand).

Side 222 Linje 15:

Praga] Forstad til Warschau, øst for Weichsel; under Slaget ved Grochow trængte en russisk Afdeling under General Toll frem hertil, uden dog at foretage nogen Storm paa Byen.

Side 222 Linje 16:

Grochorv] Landsby ca. ½ Mil øst for Warschau, ved hvilken der den 24-25de Februar 1831 stod et Hovedslag, hvorom P.-M. i en Anmærkning i Originaludgaven siger: "I Slaget ved Grochow kæmpede 38,000 Polakker seierrigt mod en tredobbelt saa stærk Russisk Hær. Udfaldet blev kun decideret [afgjort] ved Chlopickis fortvivlede Anstrengelser, og den senere Generalissimus [Overgeneral] Skrzyneckis Bravour og Klogskab". Denne Anmærkning er ligesaa lidt som Skildringen i Digtet helt rigtig: Russernes Overmagt var ikke saa stor, og Slaget blev ikke nogen Sejr for Polakkerne, idet de maatte trække sig tilbage over Weichsel til Warschau.

Side 222 Linje 19:

Chlopicki] Jozef Chlopicki, f. 1771, traadte 1787 ind i Hæren, kæmpede med Udmærkelse 1794 under Kosciuzsko, deltog 1799-1801 paa fransk Side i Krigen i Italien, var som Oberst med i Slagene ved Eylau og Friedland (1807), blev haardt saaret i Slaget ved Moskau (1812), udnævntes efter Opstandens Udbrud 5/12 1830 til Diktator, nedlagde Diktaturen 23/1 1831, deltog i Slagene ved Wawre og Grochow, d. 1854 i Krakov.

Side 222 Linje 20:

Skrzynecki] Jan Skrzynecki [udtales omtrent: Sjinetski], f. 1786, indtraadte 1806 i Hæren, deltog under Napoleon i Felttogene 1809 og 1812, tog ingen Del i Opstanden Novbr. 1830, sluttede sig senere til Frihedskampen, Overgeneral efter Slaget ved Grochow, førte Krigen som Forsvarskrig for at give Diplomaterne Tid til Indblanding, nedlagde efter det ulykkelige Slag ved Ostrolenka 26/5 1831 Overkommandoen, d. 1860 i Krakov.

Side 222 Linje 24:

Da paa Warves Slette vi mødtes igjen] det andet Slag ved Wawre fandt Sted den 31te Marts 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Geismar; Skrzynecki førte de polske Tropper.

Side 222 Linje 25:

Dembe] rettere: Dembe wielkie (d.v.s.Store Dembe), en Flække ca. 4½ Mil øst for Warschau; Slaget fandt Sted den 1ste April 1831 og endte med et Nederlag for den russiske General Rosen, der mistede mellem 5 og 6000 Mand faldne og fangne; Skrzynecki førte de polske Tropper.

Side 222 Linje 34:

Malachorvski] "Oberst Julius Malachowski faldt med 2000 Polakker i Træfningen ved Kajimierz, hvor den gamle General Sierawski 531 førte en Polsk Troppeafdeling mod en fire Gange saa stærk Fjende" (P.-M.'s Anmærkning). Kajimierz er en Stad i det polske Guvernement Lublin, ved Weichsel, ca. 17 Mil sydøst for Warschau. Slaget fandt Sted den 18de April 1831, Polakkerne blev slaaede af den russiske General Kreutz og mistede ialt mere end 2000 Mand. Da Oberst Malachowskis Afdeling begyndte at vige, greb han en Le og med Raabet: "Dette er Kosciuszkos Vaaben! Hver ægte Polens Søn følge mig!" styrtede han mod Fjenden, men faldt, ramt af 3 Kugler.

Side 222 Linje 40:

Dembinski] Henrik Dembinski, f. 1791, indtraadte 1809 i Hæren, var med paa Napoleons Tog 1812 til Rusland, blev Ritmester efter Slaget ved Smolensk, udmærkede sig 1813 i Slaget ved Leipzig, tog virksom Del i Opstanden 1830, blev Ryttergeneral, førte i 1831 sine Tropper fra Littauen til Warschau midt gennem de russiske Hære, blev Overgeneral 3/8 1831, men kunde intet udrette overfor Partipolitikerne, deltog i Warschaus Forsvar og dækkede Hærens Tilbagetog til Preussen, var som General med i Ungarns Frihedskamp 1848 mod Østrig, d. 1864 i Paris.

Side 222 Linje 41:

Uminski] Jan Nepomucen Uminski, f. 1780, kæmpede 1794 under Kosciuszko, traadte 1806 i Napoleons Tjeneste, deltog 1813 i Slaget ved Leipzig, blev 1831 efter Oprørets Udbrud Ryttergeneral, sejrede flere Gange over Russerne, var med i Slagene ved Grochow og Ostrolenka, deltog i Forsvaret af Warschau, d. 1851 i Frankrig.

Side 222 Linje 43:

Paa Spillet en nysgjerrig Verden seer] den Hjælp, Polakkerne havde haabet paa, navnlig af Frankrig, udeblev ganske.

Side 2°23 Linje 4:

Wolas Skandsè] se Anm. til Side 219 Linje 20.

Side 223 Linje 5:

Sorvinski] om ham kan Udgiveren kun oplyse, at han havde mistet sit ene Ben i Slaget ved Borodino (17/9 1812) og faldt under Stormen paa Wola.

Side 223 Linje 7:

Czyste] Forstad til Warschau; Angrebet paa den begyndte den 6te September 1831 (samme Dag sorn Angrebet paa Wola); den 7de stod den i Flammer.

Side 224 Linje 6:

Stoller] vandrette Grubegange i et Bjærgværk (Laaneord fra Tysk).

VENUS

Affattelsestid: ukendt; udkom den 13de April 1841, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" III), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste af Digteren selv besørgede.

Musik: Sangen Side 264 ("Vi komme med Hjerterne tunge") komponeret af Axel Liebmann (Efterladte Kompositioner i Udvalg ved V. Bendix).

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Modsætningen mellem Venus Urania og Venus Anadyomene, der danner Grundideen i Digtet, har sin Rod i senere græske Filosoffers Sondring mellem en Kærlighedsgudinde for en højere, paa etisk Grundlag hvilende Kærlighed (Venus Urania d.v.s. "den himmelske") og en Kærlighedsgudinde for sanselig Elskov (Venus Pandemos d.v.s. "den almindelige, offentlige, simple"; her i Digtet: Venus Anadyomene d.v.s. "den havfødte"); Venus Urania betragtede man da som den ældre, af Himlen (Uranos) selv, uden Moder fødte Gudinde, Venus Pandemos som den yngre, født af Zeus i Elskovsforbindelse med en jordisk Kvinde. Denne Spaltning af Kærlighedsgudinden i to, som mytologisk (i Folketroen) ingen Rolle spillede (Venus Urania dyrkedes ligesaa fuldt som Venus Pandemos af den græske Prostitution), møder man vistnok første Gang hos den berømte Filosof Platon († 347 f. Kr.), Sokrates' Discipel, i hans Dialog "Symposion" (d.v.s. Drikkelaget"), og da P.-M. ejede C. J. Heises danske Oversættelse 532 af Platons Dialoger, af hvilke "Symposion" var udkommet 1831, er det ikke udelukket, at det er under Læsningen af dette Skrift, han har faaet den ydre Tilskyndelse til "Venus".

Den højere og lavere Kærlighed i Menneskelivet skildrer Digteren gennem de to Hovedpersoner Actæon og Endymion. Ogsaa dem har han taget fra den græske Mytologi.

Actæon, en Dattersøn af Kadmus (Side 234 Linje 15), var en ung Jæger, hvis højeste Lyst var det fri, ubundne Jægerliv i Skov og Fjeld; han var en ivrig Dyrker af Diana, Jagtens Gudinde. Men da han belurede Gudinden, mens hun var i Bad, forvandlede hun ham til en Hjort ved at stænke Vand paa ham og lod ham derefter sønderrive af hans egne Hunde. [Sagnet orn ham er behandlet bl. a. af den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).]

Endymion var Maanegudinden Lunas Elsker. Han var som Actæon en ivrig Jæger. Da han en Aften træt af Jagten havde lagt sig til Hvile i Skoven, saa Luna ham og fattede Kærlighed til ham, steg af sin Vogn og kyssede ham. Zeus skænkede ham Udødelighed i Form af en evig Søvn, i hvilken han vedbliver at nyde hendes Kærlighed.

Sagnene om Endymion som Maanegudindens Elsker hørte hjemme i Landskabet Karien paa Lilleasiens Kyst, men andre Sagn lader ham være Konge i Landskabet Elis (Vestkysten af Peloponnes) uden at kende noget til hans Forhold til Maanegudinden. P.-M. benytter begge Overleveringer i sit Digt, men naar han lader ham være udvandret fra Karien til Elis og blive Kulturopdrageren sidste Sted, da er det hans egen fri Digtning. Actæonsagnet derimod hører hjemme i Landskabet Bøothien i Mellem-Grækenland; naar P.-M. henlægger det til Peloponnes, handler han vistnok ikke paa egen Haand, men støtter sig paa en Bemærkning i sin ovf. Side 507 omtalte mytologiske Haandbog: Benjamin Hederichs "Gnindliches mythologisches Lexicon". At dette Værk virkelig har været raadspurgt af Digteren ogsaa ved Udarbejdelsen af "Venus", kan næppe betvivles; dertil er der altfor stærk Overensstemmelse mellem den hos en romantisk Digter som P.-M. paafaldende rationalistiske Opfattelse af Endymion som Stjernekiger og Astronom og Hederichs Bemærkning (med Henvisning til Plinius): "andere wollen, dass er ein besonderer Sternkundiger gewesen, und zuförderst den Lauf des Mondes am ersten auf dem Berge Latmus genau beobachtet habe".

Det mytologiske Stof er iøvrigt i "Venus" behandlet med Frihed. En Sammenstilling af Actæon- og Endymionsagnene kender Mytologien intet til; fri Digtning er ogsaa Episoden med Lyda, Skildringen af Endymions og Hermiones Kærlighed, af Procnes Forhold til Actæon, o. s. v.

Momenter til Skildringen af Hyrdelivet, der ogsaa er meget fri (hvide Lærredsbuxer og Vest!), kan P.-M. have faaet ved Læsning af de romerske Hyrdedigtere (se Anm. til Side 68 Linje 27) som Vergil († 19 f. Kr.).

Samtidens Dom. Den Frisindede 1841, Side 174 kalder Digtet "en Prydelse i den æsthetiske Litteratur" og Kjøbenhavns-Posten 1844, No. 114 kalder Lyriken i Digtet "smuk, henrivende og, hvis vi tør bruge et saadant Udtryk, forførerisk, Characteerudviklingen tro og conseqvent gjennemført og Handlingen - vi bede bemærket, at vi tale om et "lyrisk Drama" - livligt udviklet, uden at det lyriske Moment taber sin Berettigelse som Hovedsag . Fædrelandet 1841, No. 514-15 [ifølge Hother Ploug, Carl Ploug I 266, af Chr. K. F. Molbech] har en Del at indvende, navnlig mod Skildringen af Venus Anadyomene, men sammenfatter dog sin Dom i følgende Ord: "Dramaet "Venus" maa, uagtet det, man med Rette kan dadle derved, dog regnes til de fortrinligste Præstationer, vor poetiske Litteratur i de sidste Aar kan fremvise, og vi kunne ikke undlade at takke Digteren for et Arbejde, hvis sande, poetiske Skjønheder og Fuldkommenheder maae forskaffe den med en aaben Skjønhedssands begavede Læser en langt større Nydelse, end dets Mangler kunne forstyrre". Dagen 1841, No. 92 bragte en sønderlemmende Kritik af 533 Overlærer I. A. Ostermann, der ankede over Digtets Forsyndelser mod den filologiske Viden og sluttede: "Det skjønnes ikke rettere, end at en klar og ledende Idee savnes i Digtet, og at de Former, hvorigjennem den dæmrende Halv-Idee aabenbarer sig, staae saa lidet i Harmonie med denne, som med sig selv indbyrdes, at Digtet i sin Heelhed kun efterlader Tomhed". Figaro 1841 Side 51-70 vender sig i en udførlig Artikkel mod Anmældelserne i Fædrelandet og Dagen, men ender alligevel med følgende Betragtninger: "Jeg kan ikke nægte, at jeg, naar Alt kommer til Alt, de mange skjønne Enkeltheder uagtet, med en vis Utilfredsstillelse forlader et smukt Digt, som, ved en lidt større Omhyggelighed fra Behandlingens Side, kunde være blevet et ægte Kunstværk". P. L. Møller siger 1842 om Digtet (se hans "Kritiske Skizzer" I 203-04, sml. II 182), at det "fremkaldte saavel offentlig som privat fprskjellige Domme. Paa den ene Side blev Kritiken (i Skikkelse af en philologisk Timelærer) ubillig og upoetisk staaende ved Tilfældigheder i den ydre Form, som om de vigtigere Adjunctforretninger ikke tillod den (Kritiken) at dvæle ved Ideen, eller trænge ind til Kjærnen. Paa den anden Side har man med Velvillie søgt at fremhæve det ideelle Udbytte, uden dog at indrømme Digteren Ret til i vore Dage at skildre Kjærligheden i saa skarp Modsætning, og uden selv at være vis paa i Alt at have forstaaet Forfatterens rette Mening. Alt dette forudsætter vistnok en Svaghed ved Digtet, en Mangel paa Klarhed i det Hele, som ikke tilfulde erstattes ved skjønne Partier i det Enkelte; og vi ere tilbøielige til den Mening, at Ideen, som syntes at kunne have avlet et stort og skjønt Digt, har overvældet Forf.'s Kræfter, og at han saaledes ofte kun cursorisk og fragmentarisk har været i Stand til at explicere den". J. L. Heiberg siger 1842 (Pros. Skrifter IV 366-67): "Men nu hans "Venus", den første Gave, han skjænker os efter en treaarig Fraværelse og Taushed? hvorledes er den bleven modtagen? Med Lunkenhed. Men er vor poetiske Litteratur da saa overvættes rig, at vi har Raad til at vrage et Digt, som, tiltrods for enkelte Pletter, er baade fra Tankens, Følelsens og Udførelsens Side en dyb og glimrende Composition, og - vel at mærke - et Arbeide, som vidner om et stort og betydningsfuldt Fremskridt i Digterens Udvikling?"

Ingemann skriver 9/9 1841 til Fru Rosenørn (Brevveksling mellem Ingemann og Fru Rosenørn, Side 22): "Pal.-Müllers "Venus" var interessant; men Deeltagelsen derfor er nok ikke betydelig", og Hauch skriver 13/6 1841 (Breve til H. C. Andersen, Side 212-13): "Paludan-Müller har udgivet en Venus, som jeg længe krympede mig for at læse, da hans tidligere, zirlige Behandling af de græske Myther kun syntes mig at være en ny Udgave af de med Parykker smykkede Hyrder, der traadte frem paa Scenen i Ludvig den 14des Tid med Hyrdefløiter i Hænderne og Galanteriekaarder ved Siden; imidlertid maa jeg tilstaae, at der virkelig i dette Digt lindes sande Skjønheder; som Heelt behager det mig just ikke, men flere Scener og in specie alle de, hvori Venus Urania fremtræder, ere meget smukke".

Biskop Jens Paludan Müller udtaler sig saaledes om Sønnens Arbejde (Frederik Lange Side 120-121): "Stykkets Idé synes mig at være moralsk, men ikke spekulativ eller ualmindelig. Mange Partier ere særdeles smukke, og Formen er i det hele fuldendt og omhyggelig. Men iøvrigt vil jeg tilstaa, at uagtet jeg erkender Skønheder og Fortrin, har det dog ikke tiltalt mig eller fængslet mig under Læsningen. For en anden Gangs Skyld stillede jeg Fritz nylig den Opgave nærmere at overveje, hvor vidt det vel i vor Tid var muligt, at lade en abstrakt Idé gaa over i konkret og virkelig Sandhed og Selvstændighed ved Hjælp af mythiske Figurer som dens Bærere. Mig forekommer disse luftige og fabelagtige Figurer ikke ret skikkede dertil; thi vi genkende ikke den virkelige Verden i dem, og dersom man lader dem tænke, tale og føle i vor moderne Stil og som Københavnere, maa der blive en Modsigelse mellem Aanden i Stykket og det ydre Maskineri, der skader Indtrykket. Vil man bruge mythiske Figurer, maa Stykket være saaledes i det Hele, at Læseren flyttes tilbage i 534 den mythiske Tidsalder, i alle dens raa og barbariske Idéer, Fordomme, Overtro, Heltedaad og Grusomheder. Men det sker ikke ved Fritz's Digt, og dertil hører ogsaa et ganske andet Studium end det, Læsningen af moderne Mythologier bevirker. Jeg har dog ellers hørt, at Digtet skal være vel modtaget i København, at Heiberg skal have været hos Fritz og gjort ham mange Komplimenter derfor, at der endog skal være dem, der sætte det over "Amor og Psyche"; men af Bladenes Taushed med Trompetstød slutter jeg dog, at Publikums Mening endnu er delt og vaklende".

Side 228 Linie 1:

Personer] alle Personerne er, med Undtagelse af de fire Gudinder, Actæon og Endymion, opfundne af P.-M., han har givet dem græske Navne, for en Del i latinsk Form.

Venus Anadyomene: Kærlighedsgudinden kaldes Anadyomene, "den havfødte", fordi hun efter ên af de mange Myter om hendes Fødsel var født af Havets Skum.

Nympher er kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer.

Side 229 Linje 3:

Messene] det gamle (Homeriske) Navn paa Messenien, det sydvestlige Landskab paa Halvøen Peloponnes (Morea).

Side 229 Linje 5:

Irene] er en af Horaerne, Aarstidernes Gudinder; her som Venus' Terne: Horaer og Gratier har efter græsk Mytologi tilvirket Kærlighedsgudindens Klædning.

Side 229 Linje 5:

Philyra] er en Datter af Havguden Oceanus.

Side 229 Linje 7:

Aglaja] er en af de tre Gratier, Ungdommens og Skønhedens Gudinder.

Side 229 Linje 9:

Galatea] er en Datter af Havguden Nereus.

Side 229 Linje 27:

de røde Baand| rødt er Kærlighedens Farve.

Side 229 Linje 34:

mit gyldne Bælte] Kærlighedsgudindens Bælte, der forlener hende med alle Elskovens Tryllemidler, skildrer Homer saaledes (Wilsters Oversættelse):

"...af Barmen hun løste sit rigtbaldyrede Bælte;
Der sad smukt indvirket ethvert fortryllende Middel,
Der var smeltende Elskov, var Længsel og gantende Tale,
Der var smigrende Bøn, som endog bedaarer den Vise".

Side 230 Linje 6:

Acis] er hos Ovid Galateas Elsker.

Side 230 Linje 27:

Paphos] By paa Øen Cypern i Middelhavet, med det ældste og berømteste Venustempel.

Side 231 Linje 7:

Adonis] Kærlighedsgudindens Elsker; hun fulgte ham, naar han var paa Jagt, og da han blev dræbt af et Vildsvin, var hun ude af sig selv af Fortvivlelse; af hans Blod lod hun Anemonen spire frem. (SmL P.-M.'s Digt "Adonis").

Side 231 Linje 23:

Jupiter] det latinske Navn paa Zeus, Himlens Herre; efter nogle Myter er Venus en Datter af ham.

Side 232"Linje 14:

Bacchus] det latinske Navn paa Vinens Gud (græsk: Dlonysos).

Side 232 Linje 20:

Faun] Faunerne optræder i den senere romerske Mytologi som Skovguder af hæslig Skikkelse med krumme Næser og spidse Øren, med Hale og Bukkefødder; de sværmer i vild Kaadhed om i Skovene og jager efter Nymferne.

Side 233 Linje 7:

Neda-Floden] Grænseflod mellem Landskaberne Messenien og Elis.

Side 234 Linje 2:

Eros] det græske Navn paa Kærlighedsgudinden (latin: Amor).

Side 234 Linje 10-11:

Forbandelsen, der hviler paa mig, | Mig tilfaldt som en Arv nu fra min Slægt] den Sagnkreds, hvortil Actæonsagnet hører, 535 er den Thebanske, der er knyttet til Byen Theben i Landskabet Bøothien (Mellem-Grækenland); Slægten hjemsøgtes af forfærdelige Ulykker (Ødip-Sagnene), og de store græske Tragediedigtere tog ofte Æmnet til deres Tragedier fra den.

Side 234 Linje 15:

Kadmos] Thebens Grundlægger, Stamfader til den Thebanske Helteslægt. Som ung vandrede han landflygtig om i Verden for at søge efter sin Søster Europa, som Zeus havde bortført. Paa denne sin Vandring grundlagde han Theben; da han vilde bringe sin Skytsgudinde Pallas Athene et Offer og sendte sine Mænd til en nærliggende Kilde at hente Vand, blev de dræbte af en uhyre Drage, der vogtede Kilden. Kadmos fældede Dragen, men da denne var helliget Krigsguden Ares, fortørnedes Guderne, og Kadmos maatte i 8 Aar tjene Ares som Træl. Efter denne Trængselstid gav Zeus ham Ares' og Venus' yndige Datter Harmonia til Ægte.

Side 234 Linje 18:

Aphrodite] det græske Navn paa Venus.

Side 234 Linje 22:

Semele] blev Zeus' Elskerinde og ved ham Moder til Vinguden Bacchus. Hera, Zeus' Ægtehustru, hævnede sig paa hende; hun paatog sig hendes gamle Ammes Skikkelse og lokkede hende til at bede Zeus, der havde lovet hende Opfyldelsen af et Ønske, om at vise sig for hende i al sin Guddomsvælde. Opfyldelsen af dette Ønske voldte hendes Død: som dødelig Kvinde kunde hun ikke udholde Tordenens og Lynets Magt, men omkom i Flammerne.

Side 234 Linje 23:

Agave] blev i sit Ægteskab Moder til Pentheus, der som Konge i Theben med Spot modsatte sig Bacchus' Dyrkelse som Gud, ja endog kastede ham i Fængsel. Han blev sønderrevet af sin egen Moder og hendes Søstre, der var ivrige Bacchusdyrkere, idet de, under en Bacchusfest, forblændede af Guden, i deres Raseri antog ham for et vildt Dyr. - Om hendes Død har den græske Mytologi intet.

Side 234 Linje 25:

Ino] blev gift med Kong Athamas i Thessalien (Nord-Grækenland). Da hun efter Søsteren Semeles Død havde taget sig kærligt af det lille Bacchusbarn, slog Hera, fuld af rasende Skinsyge, Athamas med Vanvid, saa han ude af sig selv forfulgte Hustru og Børn og truede dem med Døden. Han havde allerede i sit Raseri knust sit ene Barn mod en Klippe, da Ino i sin Fortvivlelse styrtede sig i Havet med det andet Barn.

Side 234 Linje 27:

Min Moder] Autonoe, Kadmos' fjerde Datter.

Side 234 Linje 34:

Nectar] er Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige; deraf overført: en sød, guddommelig Drik.

Side 234 Linje 45:

Elis] det vestligste Landskab paa Peloponnes.

Side 234 Linje 46:

Karmen] Rejsevognen (et gammelt nordisk Ord; poetisk).

Side 235 Linje 4:

Laconien] det sydøstlige Landskab paa Peloponnes med Hovedstaden Sparta.

Side 235 Linje 6:

Hvad vil du sige] d.v.s. hvad mener du.

Side 236 Linje 26:

Lethe] Glemselsfloden i Dødsriget (se Anm. til Side 94 Linje 16), af hvis Vande de døde skulde drikke for at glemme deres jordiske Tilværelse.

Side 236 Linje 42:

dette Land, hvis Kyst dig fordum bar] efter den græske Mytologi er det Øerne Cythera og Cypern, hvor den af Havet opstegne Kærlighedsgudinde først satte sin Fod; men ogsaa i Elis var der et Tempel med Statue af den havfødte Venus (se Artiklen Anadyomene hos Hederich).

Side 237 Linje 16:

Rosen og Myrthen] ogsaa i Oldtiden helliget Kærlighedsgudinden.

Side 238 Linje 2:

Arkadien] det midterste og største Landskab paa Peloponnes (Morea), mod vest grænsende til Elis, mod syd til Messenien; væsentligst beboet af Hyrder.

Side 238 Linje 22:

Tambourinen] Haandtrommen; Instrumentet (men ikke Navnet Tambourin) var kendt i Oldtiden.

Side 238 Linje 45:

Venusstjerne] Aftenstjerne.

536

Side 239 Linje 10:

Hymen] Ægteskabets Gud.

Side 240 Linje 20:

Karien] det sydvestligste Landskab i Lille-Asien.

Side 241 Linje 36:

Apollo] Solguden; Kunsten fremstiller ham som en skøn Ynglingeskikkelse.

Side 242 Linje 21:

runde] den gamle Flertalsform til Forlid randt af Udsagnsordet rinde, paa P.-M's Tid som nu kun brugt i Poesi.

Side 243 Linje 42:

Glas] Timeglas, d.v.s. Liv.

Side 244 Linje 24:

Kronos] Tiden.

Side 245 Linje 7:

Pluto] Underverdenens, Dødsrigets Gud.

Side 246 Linje 36:

Diana] den kyske, jomfruelige Jagtgudinde er unge Jomfruers Beskytterinde.

Side 247 Linje 13:

Pandora] er et uheldsvarslende Navn. Saaledes hed den første Kvinde paa Jorden, der blev dannet af Guderne til Mændenes Fordærv som Straf for, at Ilden var blevet frarøvet Guderne og bragt til Menneskene; hun blev af Guderne udstyret med alle Slags Gaver og med en Æske (Linje 14), i hvilken allehaande Ulykker for Menneskene var indesluttede. Da nu Æsken aabnedes, fløj Ulykkerne ud over Menneskene, og kun Haabet blev tilbage paa dens Bund. - Men Pandora er ogsaa Navnet paa et skrækindjagende kvindeligt Væsen, som ledsagede Furierne, Hævngudinderne.

Side 247 Linje 17:

Prokris] Navn paa flere Kvinder i den græske Mytologi [Ordet betyder "den udvalgte, foretrukne"].

Side 247 Linje 21:

Tartarus] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget.

Side 247 Linje 29:

Satyr] d.v.s. liderlig Karl; Satyrer er i den græske Mytologi en Art Skovguder i Bacchus1 Følge; de har Stumpnæse, spidse Øren, Hale, undertiden Bukkefødder; deres Natur er dyrisk og sanselig; de jager efter Nymferne.

Side 249 Linje 34:

Duepar] Duerne var helligede Kærlighedsgudinden; hos senere græske Digtere er de Forspand for hendes Vogn (sml. Side 312 Linje 44).

Side 249 Linje 35:

Cyperviin] Vin fra Øen Cypern, højt prist i Oldtiden (Cypern var et Hovedsted for Venusdyrkelsen).

Side 252 Linje 9:

smykker ud] nu kun: udsmykker, sml. Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 252 Linje 19:

sin milde Piil] Solguden Apollo var ogsaa Dødsgud; den pludseligt indtrædende Død, der betragtedes som en Velgærning, skyldtes hans "lempelig saarende Piltt (Apollos Pil tænktes dog ogsaa som et frygteligt dødbringende Vaaben, se Side 307 Linje 5-6).

Side 253 Linje 9-10:

hvor traf | Dit Øies Straale Guden i mit Hjerte] d.v.s. vakte Kærligheden (Eros) tillive i mit Bryst.

Side 254 Linje 34-36:

Møde Rosenblade... Tusindfryd og Myrther] i Blomstersymbolikken betegner den røde Rose Kærlighed, Tusindfryd Rigdom og Myrten Haabet.

Side 254 Linje 38-39:

Dalens | Stolte Lilie] Hermione (om Liljen som Betegnelse for en Kvinde sml. Anm. til Side 4 Linje 38).

Side 254 Linje 40:

Dalens Konge-Pignie] Endymion (Pinien hører til Naaletræernes Orden).

Side 256 Linje 7:

Aristæos] dyrkedes mange Steder i Grækenland som Gud, f. Ex. i Arkadien, særlig af Hyrdebefolkningen.

Side 256 Linje 32:

Phyllis... Damon] hyppigt forekommende Navne i Oldtidens Hyrdepoesi (Anm. til Side 68 Linje 27) og hos moderne Efterlignere.

Side 257 Linje 9:

sælle] sølle (se Anm. til Side 35 Linje 37).

Side 257 Linje 10:

om ei vi trække skal fra Lær'et] trække Sværdet af Skeden, "trække blank".

Side 258 Linje 25:

Citharen] et Strengeinstrument, almindeligt i Oldtiden.

537

Side 259 Linje 5:

qvinkeleres] foragteligt Udtryk for: at spille kunstigt, med mange Triller (Laaneord fra Plattysk).

Side 259 Linje 40:

Koronis] Apollos Elskede, ved ham Moder til Lægekunstens Gud Asklepios.

Side 259 Linje 41:

Apollo med Diana] de er Søskende.

Side 260 Linje 25:

jeg ud den bringer] nu kun: udbringer (sml. Anm. til Side 20 Linje 6).

Side 263 Linje 3:

Lyra] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument.

Side 263 Linje 14-15:

Pilen... Fakkel] Kærlighedsgudens Tilbehør.

Side 267 Linje 1:

Huusguderne] det latinske Navn er Penater; de var Hjemmets Skytsguder.

Side 270 Linje 2:

Vindvet] om Formen sml. Anm. til Side 29 Linje 3.

Side 272 Linje 25:

Pamisos-Floden] den bredeste Flod paa Peloponnes, udspringer paa Grænsen mellem Arkadien og Messenien og løber mod syd.

Side 275 Linje 19:

Hetæren] d.v.s. Skøgen; Hetærer (egl. "Veninde") kaldtes i Oldtidens Grækenland de Kvinder, der levede i frit Kærlighedsforhold til Mænd, og som ofte, i Modsætning til de gifte Koner, udmærkede sig ved Aand og Dannelse.

Side 277 Linje 19:

Sphinxen] et Uhyre, halv Løve, halv Kvinde, som opholdt sig paa en Klippe nærved Byen Theben. Den gav alle, der kom forbi, følgende Gaade at løse: "Hvilket Dyr gaar om Morgenen paa Fire, om Middagen paa To og om Aftenen paa Tre?" Dem, der ikke kunde løse Gaaden, styrtede den ned fra Klippen. Endelig forklarede Ødipus, en Efterkommer af Kadmus, Gaaden som sigtende til Mennesket, der i Barndommen kryber paa Hænder og Fødder, i den voxne Alder gaar og i Alderdommen støtter sig paa en Stok. Da Sfinxen hørte dette, styrtede den sig i Havet.

Side 280 Linje 40:

En Halvgud fast] næsten en Halvgud.

Side 287 Linje 29:

Jaord] Trolovelse; et gammelt dansk Ord, paaP.-M.'s Tid som nu kun brugt i Poesi.

Side 290 Linje 9:

Lilievaand] se Anm. til Side 24 Linje 15.

Side 291 Linje 17:

Ætherduft] Ætheren er det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 292 Linje 38:

Hekate] her = Proserpina, Dødsgudinden, Underverdenens Dronning; om Dødsriget som et Skyggerige sml. Anm. til Side 94 Linje 16.

Side 293 Linje 43-44:

Langt hellere den Ringeste paa Jorden, | End som Gudinde haabløs og elendig] Genklang af Archilleus' Ord til Odysseus i Odysseens 11te Sang (Wilsters Oversættelse):

"Heller jeg vilde som Træl paa Markerne slide for Dagløn,
Hyret af trængende Mand, som kun har Eie til Nødtørft,
End over samtlige Døde befale som øverste Herre".

Side 296 Linje 13:

Hades] Underverdenen, Dødsriget.

Side 296 Linje 14:

Furien] Hævngudinden, med Slangehaar, Fakkel og Dolk.

Side 296 Linje 16:

Alecto] en af Furierne (Navnet betyder "den aldrig hvilende").

Side 299 Linje 29:

Purpurvinger] Kærlighedsguden skildres af Oldtidens Digtere og Kunstnere som bevinget.

Side 299 Linje 36:

i de gamle Dage] der sigtes til Myten hos den græske Digter Hesiod (8de Aarh. f. Kr.), at Himlen og Jorden sammen avlede den ældste Gudeslægt (Titanerne).

Side 300 Linje 13:

Lilie] Jomfruelighedens Symbol, gøres her til den jomfruelige Dianas Symbol.

Side 300 Linje 26:

Cythere] Tilnavn til Kærlighedsgudinden, efter Øen Kythera, syd for Peloponnes, et Hovedsted for hendes Dyrkelse.

538

Side 300 Linje 31:

sin Søns de stærke Pile] Venus" Søn er Amor, Kærlighedsguden, der ved sine Pile tænder Hjertet i Elskovsbrand.

Side 302 Linje 4:

Tartarus] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget.

Side 302 Linje 34:

køle] kølige, svale; ligesaa Side 304 Linje 35; sml. Anm" til Side 106 Linje 33.

Side 311 Linje 27:

ved min Faders Hoved] Venus' Fader er Zeus (Juppiter), Himlens Herre.

Side 312 Linje 21:

Billedhuggeren paa Gnidos] Gnidos eller Knidos (almindeligere Form), en By i Karien, var et Hovedsted for Venusdyrkelsen, navnlig paa Grund af den berømte Venusstatue, som skyldtes Billedhuggeren Praxiteles fra Athen (4de Aarh. f. Kr.), en af Oldtidens største Kunstnere. Medens den ældre græske Kunst havde fremstillet Gudinden fuldt paaklædt, fremstillede Praxiteles hende nøgen, stigende op af Badet. Hans Marmorstatue, der nu kun kendes gennem Kopier og Beskrivelser hos Oldtidsforfattere, var overordentlig berømt; fremmede strømmede til Knidos blot for at se den, unge Mænd grebes ved Synet af den af vanvittig Elskov, og en Konge skal forgæves have tilbudt Kniderne at betale deres enorme Statsgæld mod at komme i Besiddelse af den.

Side 315 Linje 7:

Floden Styx] ligesom Acheron (Side 316 Linje 11), Kocytus (Side 316 Linje 15) og Lethe (Side 316 Linje 23) Flod i Underverdenen, Dødsriget (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 315 Linje 16:

Charon] Færgemanden i Underverdenen, der færger de døde over Floderne til Dødens Rige.

Side 317 Linje 17:

Actæons Gjenfærd] Oldtiden kendte intet til Actæons Straf i Underverdenen; den Straf, P.-M. lader ham udstaa, er omtrent den samme, som Tantalus (Anm. til Side 155 Linje 13) led.

Side 319 Linje 6:

sig speiler af] nu: afspejler sig, sml. Anm. til Side 20 Linje 6.

Side 319 Linje 16:

Elysium] de saliges Opholdssted i Underverdenen (sml. Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 320 Linje 12:

Adonisfesten] Mindefesten for Adonis (Anm. til Side 231 Linje 7) fejredes ved Midsommerstid; den udtrykte Sorgen over Naturens kortvarige Blomstring; man sang Klagesange og plantede til Minde om ham i Lerkar alle Slags hurtigt voxende Planter, som man derpaa, naar de kort efter visnede, kastede i Vandet.

Side 321 Linje 8:

han] Adonis.

Side 322 Linje 21:

de natlige Kjerter] Stjernerne.

HERTHA HOLSTEIN

Affattelsestid: den 10de Juni 1843 (se ndf.); udkom den 23de April 1844 (i P. N. Jørgensens "Poesi og Prosa"), trykt 2den Gang 1859 og 3dje 1870 (begge Gange i "Ungdomsskrifter" II), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" III), 5te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 6te 1903 (i "Mindre Digte").

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1870, den sidste af Digteren selv besørgede.

Manuskript: en af Digteren besørget Afskrift, dateret "10/6 43",overensstemmende med Texten i Originaltrykket, i privat Eje (Fru Dr. Gregersen); Trykmanuskript til Udgaven 1859 i privat Eje (Fru Professorinde Bøgh).

Æmnet. Digtet er foranlediget af Hertha Holstein-Rathlous Død den 10de Juni 1843, 23 Aar gammel; hun var en Datter af Niels Rosenkrantz v. Holstein-Rathlou, i Ægteskab med Sophie Amalia Borch, den ældste af P.-M.'s Hustrus Søstre.

539

DRYADEN

Affattelsestid: ukendt, Digteren siger selv (i Efterskriften til "Mythologiske Digte" 1857): "ihvorvel Dryaden, eller - som i første Udgave Titelen lød - Dryadens Bryllup, udkom lidt senere end Tithon, er dette lille Arbeide dog af ældre Datum og var oprindelig bestemt til Forspil for en større dramatisk-mythologisk Composition"; udkom den 14de Maj 1844, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" III), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste af Digteren selv besørgede.

Originaludgaven var tilegnet J. L. Heiberg med følgende Digt:

"Du, hvem i Vuggen Lauren overskygged,
Hvis Krones Vinken snart dit Blik forstod;
Du, som til Smiil din Læbe strax oplod,
Da paa din Mund sit Kys Thalia trykked;

Du, som med Musers Krands dig tidlig smykked.
Og end den bærer frisk med Ungdomsmod;
Som, altid fri, stod paa din egen Fod,
Og stedse fremad i din Gjerning rykked;

Du, som til Ledestjerner i dit Kald
Fik af den Guddom, der Dig løste Læben,
Det klare Blik, og Sands for Harmoni:

Dig bydes Digtet af den yngre Skjald,
Som følte tidt sig styrket i sin Stræben,
Naar Du i Toner Tanken løste fri."

Oversættelse: paa Tysk af C. Jürs i Hartmanns Op. 60 (se ndf.).

Musik: komponeret af L P. E. Hartmann 1859 (Op. 60: Dryadens Bryllup) for Solostemmer, Kor og Orkester.

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Solguden Apollo, Digtekunstens Gud, æredes ogsaa som Hyrdegud, og Fortællingerne om hans Hyrdeliv hørte til de mest yndede i Oldtiden. Digterne skildrede ham vogtende Kvæget, jagende sammen med Nymferne, blæsende paa Fløjte eller spillende paa Cithar; om hans Kærlighedseventyr med Nymferne dannede der sig mangfoldige Myter. Et Sagn fortalte om, hvordan han, forvist af Zeus fra Gudernes Bolig, i Thessalien (Landskab i Nord-Grækenland) vogtede Kong Admetos' Kvæghjorde. Anledningen til hans Forvisning var denne: Lægekunstens Gud Asklepios, en Søn af Apollo og Koronis (se Anm. til Side 332 Linje 33), drev sin Kunst saa vidt, at han ikke blot formaaede at forhindre Døden, men ogsaa at vække de døde tillive igen. Zeus, Himlens Herre, der frygtede, at Menneskene skulde blive for mægtige, slyngede Lynet mod Asklepios og dræbte ham. Fuld af Vrede ihjelslog til Gengæld Apollo Kykloperne, der havde smedet Zeus Lynet, men blev saa til Straf forvist fra Gudernes Bolig.

Det er Sagnet om Apollos Forvisning og Ophold hos Kong Admetos, der danner Udgangspunktet for P.-M.'s Digt, saaledes som det fremgaar af Side 331 Linje 11. Selve Indholdet af det, Apollos og Dryadens Kærlighedshistorie, er derimod fri Digtning; den græske Mytologi, der ellers kender saa mange af Apollos Kærlighedshistorier, har intet, som ligefrem svarer til denne.

Om den mytologiske Haandbog, hvorfra P.-M. henter Underretning om de forskellige mytologiske Personer og Fortællinger, er talt ovf. Side 507.

540

Thorvaldsen har i et Relief fra 1837 fremstillet Apollo spillende paa Lyre for Hyrderne og Pan.

Samtidens Dom. Berl. Tid. 1844, No. 132: "Digteren har næsten heelt igjennem forstaaet at fremstille de forskjellige Scener saaledes for os, at vi i|ke kunne Andet end erkjende, at Gratien har staaet ved Digterens Side, da han skrev dem. Navnligen er der over de erotiske Scener udbredt en henrivende Ynde". Den Frisindede 1844, No. 231 er forarget over Dryadens uforskyldte Død: "Vi kunne ikke taale, at den "poetiske Retfærdighed" krænkes - med den borgerliges Krænkelse, hvor Magtsprog stundom kan gjælde for Ret, er det en anden Sag. Vi protestere mod saadanne Digtes Berettigelse, og tilskrive deres Tilværelse et aandigt Ildebefindende hos Digteren, en falsk Medlidenhedsfølelse hos Publicum. Lad det digteriske Værk ende i Dur eller Moll; den dannede Læser seer ikke først bag i Bogen "om de faae hinanden"; men med en Accord, en harmonisk Accord skal det ende!" Ny Portefeuille 1844, II Side 163-166 giver en Indsender Ordet for en nedsablende Kritik: "Det er igjen Pan, Phantasus, Bjergnympher, Dryader, gamle Kildenympher og unge, i Forbindelse med hele dette musicalske Lirumlarum af Chor og Vexelsange, som vi allerede ere saa vante til, men hvor er den dybere Idee, hvor den aandelige Gehalt, der skulde paatrykke al denne klingende Mynt sit Præg og sit Værd, hvor den sondrende Kritik, der skulde slaae sit "Falsk" paa Alt, hvad der blot klinger og lyver med sin Klang?" Navnlig er Indsenderen forarget over Skildringen af Pomona: "Hvo skulde i denne gamle, hæslige, vrantne Gouvernante gjenkjende hiin skjønne, ungdommelige Jomfrue, som de romerske Forfattere have skildret os som et Indbegreb af Elskværdighed ...? I Sandhed... hun behøver blot at træde op hos Paludan-Müller og tale i sine stive, afmaalte Alexandrinere, for at man strax tænker paa Pocher og Fiskebeensskjørter, Pudderparyk og Skjønhedsplastre". Corsaren 1844, No. 196 bragte følgende Avertissement: "Et lille Parti ægte Lyrik, directe arriveret fra Olympen, kan faaes til Nutidens billige Priser hos Paludan-Müller, Lyrikfabrikant", og det foregaaende Nummer af Bladet (No. 195) indeholdt følgende:

Dryadens Bryllup.
Dramatisk Digt i to Acter, frit efter Paludan-Müller.

Personerne.

  • Apollo............ Solddrot.
  • Paludan-Müller.... Digter.
  • Zerline........... syngende Dryade i Charlottenlund.
  • Pan.............. Birkedommer.
  • Hermes........... Politibetjent Poulsen.

Nympher, Opvartningspiger, Dryader, Oreader og andre Ader.

Første Act.

Første Scene.

Apollo og Paludan-Müller stige ud af en Vogn.

Apollo.

Saa! Nu ere vi da i Skoven! Aa, hvor jeg ogsaa var kjed af Byen og dens Peenhed, dens Theaterkritik og dens Theselskaber! Her kan man dog faae sig en Cognac, uden at Nogen tager Forargelse. Lad os strax gaae ind i et Telt. Kunde De ikke paa Veien sige noget Smukt om Skoven, Hr. Digter? Den tager sig forbandet godt ud idag. Man fristes næsten til at troe, at den var malet.

Paludan-Müller.

Aa, jo, naar De ønsker det (rømmer sig):
O, Skov, med løvbekrandste, ranke Søller,
Og skumbekrandste, perlerige Bølger,
Med gyldne Skyers draaberige Glands,
Hvor under dufterige Blade Bacchus
Har opreist sine druerige Telte!
Aurora har i Bølgen alt sig badet,
Jeg blendes af det fagre Rosenskjær,
Som gjennem disse bladerige Skygger
Sig sænker lig.....

Apollo.

Meget godt! Jeg haaber da, at det var af Deres ægte Lyrik, som 541 " Berlingske" omtaler med saa megen Ros. Kom ikke og giv mig af den uægte; jeg døier saa nok med den uægte Genever, man altid faaer herude.

Paludan-Müller.

Paa Ære! Jeg holder kun een Slags Lyrik.

Apollo.

Det kan jeg lide. Saa skal De ogsaa iaften digte et Vers til mit Bryllup.

Paludan-Müller.

Til Deres Bryllup? Vil De gifte Dem?

Apollo.

Vist vil jeg saa. En af Dryaderne i denne yndige Skov har vundet mit Hjerte, og jeg vil nu holde Bryllup. Det er nu saadan et Indfald. De veed, Giftermaalsønsket er noget Umiddelbart og giver som saadant ingen Grunde, men handler grundløst og fører saaledes i sine logiske Consequenser til Separation i Henseende til Bord og Seng ..... Men det var accurat det Modsatte af hvad jeg vilde sige, saaledes gaaer det mig altid, naar jeg taler Philosophi.

Paludan-Müller.

Men hvem er den lykkelige Dryade?

Apollo.

Hvo Anden end Zerline?

Paludan-Müller

(begeistret). O, yndige Dryade, gyldne Frugt Af Skovens dufterige Palmeskygger; Med Ring af Purpur om den fagre Pande, Som lig den gyldne, straalerige Venus Er stegen af den bølgerige Strand ....

Apollo

(med et skinsygt Blik). Deres Begeistring for min Brud synes mig næsten for varm, min gode Digter! Paludan-Müller. Vær De kun rolig; jeg har jo aldrig seet hende.

Apollo.

Naa, det er en anden Sag. Lad os saa gaae ind i Teltet.

Anden Scene.

Apollo.

Rask, Thora, en Bolle Afbrændt! Ikke for meget Vand i! laften holder jeg Bryllup.

Thora.

Maa jeg være saa fri at spørge, med hvem?

Apollo.

Med Zerline.

Thora.

Kors! Hvad tænker De paa? Hvad vil Skovens Vogter, den store Pan sige til det? Saadan at tage den skjønneste Dryade fra ham!

Apollo.

Jeg blæser ad Pan.

Thora.

Ja, men han blæser ikke saa let bort, den Mand.

Apollo.

Vær nu inte vittig, min Tøs! Det Vigtigste er, at jeg og Dryaden ere enige ..... Zerline! hør, kom lidt hid. Vil Du gifte Dig med mig endnu iaften?

Zerline.

Gifte mig? Det er Noget, der aldrig før er faldet mig ind. Min Opdrager, den store Pan, har aldrig talt til mig derom.

Apollo.

Jeg forærer Dig en ægte sølvforgyldt Lyre eller, som du kalder det, Guitarre, forstaaer Du da det?

Zerline.

Jo; det forstaaer jeg.

Apollo.

Naa, vil Du saa gifte Dig med mig?

Zerline.

Ja!

Apollo
(henrykt).

Aa, Hr. Digter, sig noget Smukt i den Anledning.

Paludan-Müller
(ved Bollen).

Strax! O, Kjærlighedens tryllerige Drik! Du dunkelrige, gyldne Ætherhav! Hvor fylde dine drømmerige Flammer, Lig fagre Minders purpurrige Glød, Med Morgenduggens perlekrandste Bølger, Med sneehvidt, bølgeluftigt Straaleskjær Mit Bryst, min Hals .....

Apollo.

Ja, ved Gud! Kjærligheden staaer mig i min Hals! Hvilken digterisk Tanke! Hvor kunde De vide det? ..... Lad os nu Alle være glade! Hør, Du lille Børstedreng ..... hvad hedder Du?

Drengen.

Phantasus.

Apollo.

Naa, saa løb, Phantasus, og bed alle Skovens Nympher og alle Oreader og deslige herind. Iaften gi' er jeg! (Almindelig Jubel).

Anden Act.

Første Scene.

Hermes
(alene under et stort Træ ved Indkjørselen.)

Det var her, jeg skulde vente paa min Herre, Pan. Hvor mon han dog bliver af? - - Herre Jemini, hvor en Politibetjent dog fører et elendigt Liv! Men, da vi gamle Guder gik af ved Reduktionen, var jeg dog glad ved at kunne faae dette prosaiske Levebrød. - Det var en anderledes skjøn Tid dengang. Ikke alene, at jeg som Gud over Tyvene iblandt fik fat i de fineste Folk; men jeg kunde ogsaa selv engang imellem rapse en Smule. Nu falder der ikke en Smule 542 af, og ingen fornemme Folk stjæle. Og gjøre de det engang, saa svinde de bort mellem Fingrene paa En; saa hedder det sig, man skal see igjennem Fingrene og passe bedre paa. Dengang kunde jeg ogsaa med min Stav gjøre døde Folk levende; nu kan jeg i det højeste slaae de Levende fordærvet. Dengang løb jeg vel Ærinder, baade for den ene og den anden Gud, men hvilken Befordring! Nu maa jeg gaae paa mine blanke Skinnebeen, skjøndt jeg bliver brugt ved alle Politiets slaaende og løbende Forretninger. Ak, dengang! Men jeg vil have Taalmodighed og vente, om der maaskee skeer en Forandring til det Bedre for os gamle Guder, naar Bröchner faaer indført den Feuerbachske Religion. - - men der kommer en Vogn, det er vist ham. Rigtig!

Pan
(fra det Faerne).

Hermes!

Hermes.

Her!

Pan.

Følg mig saa ind i Teltet.

Anden Scene.

Teltet. Selskabet er samlet om et Bord og er betydelig lystigt. Pan træder ind, fulgt af Hermes.

Selskabet.

Hurra for Apollo og Dryaden! Brudeparret leve!

Pan
(træder frem).

Der bliver nok ikke noget af det Bryllup. Og hun, Mamsel, kom hun med mig.

Paludan-Müller.

Bedste Hr. Birkedommer, jeg synes dog, det er Synd for den stakkels Dryade, at hun skal i Hullet.

Det sorte, tause, drømmerige Hul,
Det drømmerige, tause Numer Et,
Hvor aldrig Morgensolens gyldne Straale
Udfolder sine rosenrøde Roser,
Hvor ingen Stjerne funkler gylden blank
Hvor ingen .....

Pan.

Aa, hold Mund, jeg siger, der bliver Intet af det Bryllup.

Apollo.

Hvem er den Mand? Hør, gjør inte Vrøvl, go'e Herre, men drik i al Rolighed et Glas.

Pan.

Respect her! (slaaer i Bordet med sin Stok).

Apollo.

Hr. Digter, sig nogle smukke Ord om den Mand og hans Stok.

Paludan-Müller.

Gjerne! 0, knorterige, kjernefaste Stok, Med Messing-Dupsko om din gule Fod! Det sorte, drømmerige Ibenholt Sig hvælver til en herlig Knap, der gj emmer Lig Nattens stjernerige .....

Pan.

Stille med det Epos!

Paludan-Müller
(fornærmet).

Det er slet ikke noget Epos.

Apollo.

Det er ægte Lyrik, veed De, hvad det er!

Pan.

Stille!

Apollo.

Jeg tier ikke stille. Det er mig, der gi' er.

Pan.

Er han opsætsig? Jeg skal sgu lære ham. (Slaaer Apollo saaledes paa Ryggen, at Stokken rammer Ansigtet, hvorved Stokken springer).

Zerline
(udstøder pludselig et Skrig og griber til Underlivet).

Vee mig! jeg døer! i tvende Stykker sprang
Den tryllerige, gyldne Spanskrørsstok,
Og jeg maa døe som den. Thi med den Stok
Er jeg og født, i Skyggen af dens Vælde
Jeg gyldne Smykker vandt ved fagre Toner ...

(Døer.)
Pan.

Vee mig! hun døer! Har Du ei et eneste Ord til Afsked?

Zeline
(reiser sig endnu engang).

Lebewohl!

Pan
(høist forbittret).

Kom nu De, min gode Mand, og lad mig faae Fingre i Dem. Hvad hedder De?

Apollo.

Apollo.

Pan.

Hm! Apollo? Saa kunde jeg vist passende arrestere Dem for Gjæld.

Apollo.

Ingenlunde, det er jeg fri for; jeg har slet ingen Credit.

Pan
(grublende).

De skulde vel ikke af en Hændelse være Gjendøber. Apollo. Ingenlunde. Jeg er slet ikke døbt.

Pan.

Er De da en Jøde?

Apollo.

Nei, jeg er en moderne Atheist og var med at opponere mod Stilling.

Pan.

Altsaa Liberalist! Hei, Hermes!

Apollo.

Nei, jeg er slets ikke liberal. Jeg skriver Digte i Adresseavisen til Kongens Geburts- og Bryllupsdage.

Pan.

For Satan! Hvad er De da? Noget maa der dog være, hvorfor jeg kan arrestere Dem. Vær nu ikke trodsig, men sig mig det godvillig.

Apollo.

Nei, saa Blok Tøxen tage mig, om jeg gjør.

543
Pan.

Gjør mig ikke vred, det kan gaae Dem slemt.

Apollo.

Gjør heller ikke mig vred. Husk, hvorledes det gik Marsyas. P an. Hvorledes gik det Marsyas?

Apollo.

Jeg skar Maven op paa ham.

Pan.

Og det siger De saa nonchalant? Skaaret Maven op paa et Menneske! Hermes, spræng dine Buxer og arresteer ham! (Almindelig Veeklage. Tæppet falder.)

Side 328 Linje 1:

Personer] om Apollo, Digtekunstens Gud, Hermes, Gudernes Sendebud, og Pan, Skovguden, se Anm. til Side 86 Linje 1.

Pomona, i den romerske Mytologi Gudinde for Have- og Træfrugt; fremstilles i Kunsten med en med Frugter fyldt Kurv paa Skødet, en Frugtkrans om Hovedet og en Havekniv i Haanden.

Dryaden, i den græske Mytologi Træets Skytsgudinde, lever og dør med det (græsk Dryas betyder "Træ").

Phantasus og Genier, se Anm. til Side 86 Linje 1.

Side 329 Linje 3:

Lyren] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument, helliget Apollo.

Side 329 Linje 10:

Aurora] det latinske Navn paa Morgenrødens Gudinde i den græsk-romerske Mytologi (se P.-M.'s "Tithon").

Side 329 Linje 11:

Luna] det latinske Navn paa Maanegudinden i den græsk-romerske Mytologi.

Side 329 Linje 22:

Nympherne] i den græsk-romerske Mytologi kvindelige Guddomme af lavere Rang: Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer.

Side 329 Linje 32:

Du er min kjære Søn] Vendingen er ikke at forstaa bogstavelig.

Side 330 Linje 46:

Guders Fader] Zeus.

Side 331 Linje 22:

køl] kølig, sval; ligesaa Side 337 Linje 21 (se Anm. til Side 106 Linje 33).

Side 331 Linje 30:

Æther] det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 331 Linje 30:

Nectar] Gudernes Drik, som bevarer dem evig unge og udødelige.

Side 331 Linje 35:

Olympen] Bjærg i Thessalien (Nord-Grækenland), Gudernes Bolig.

Side 331 Linje 36:

dit Syn] sml. Anm. til Side 119 Linje 18.

Side 332 Linje 1:

din Syrinx] d.v.s. din Fløjte; Syrinx var en Nymfe, som, da hun flygtede for Pan, der efterstræbte heride, af Guderne blev forvandlet til Siv, af hvilke Vinden fremlokkede klare Toner, der rørte Pans Hjærte; af Sivene dannede han sig en Fløjte, som han gav Navnet Syrinx til Minde om sin Elskede (sml. ovf. Side 132 Linje 9 - Side 133 Linje 12). - Fløjten Syrinx bestaar af syv sammenføjede Rør af forskellig Længde (se f. Ex. et Relief af Thorvaldsen fra 1831, hvori Pan lærer en lille Satyr at spille paa Syrinx).

Side 332 Linje 3:

vor gamle Strid] Væddestriden mellem Apollo og Pan, som omtales i de følgende Linjer, fortælles hos den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.).

Side 332 Linje 11:

Midas gav dig Krandsen, | Da ham til Dommer mellem os vi tog] ikke ganske overensstemmende med Oldtidsmyten. Dommer i Væddekampen mellem Apollo og Pan var nemlig Bjærget Tmolus, og han tilkendte Apollo Prisen; men Kong Midas af Lydien, som overværede Kampen, fandt, at Tmolus dømte ubilligt: i hans Øren klang Pans Spil kønnest. Til Straf gav da Apollo Midas Æselsøren.

Side 332 Linje 22:

Musers Chor] de ni Muser var Gudinder for Kunst og Videnskab; ved Gudernes Fester ledede Apollo deres Kor (sml. "Amor og Psyche", Side 163-164).

Side 332 Linje 29:

Leucothea] en Kongedatter, der elskedes af Apollo; da hendes Fader erfarede dette, lod han hende levende begrave, og Apollo, 544 som ikke kunde frelse hende, lod til evigt Minde om hendes Ømhed og Skønhed Virakbusken voxe op af hendes Grav. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 30:

Daphne] Datter af en Flodgud; elskedes af Apollo, men undveg hans Favntag; da hun blev forfulgt af ham og ikke kunde flygte længer, anraabte hun sin Fader om Frelse, og denne forvandlede hende til et Laurbærtræ; siden var Laurbærtræet helliget Apollo, og med dets Grene bekransede han sit Hovede. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 33:

Koronis] en thessalisk Kongedatter; elskedes af Apollo og blev ved ham Moder til Asklepios, Lægekunstens Gud; men medens hun gik svanger med ham, forelskede hun sig i et Menneske; Ravnen, der var Apollos Fugl i hans Egenskab af Spaadomsgud, fortalte sin Herre om den elskedes Troløshed, og fortørnet dræbte Apollo Koronis rned sine Pile; men Ravnen, der forhen var hvid af Farve, gjorde han til Straf for dens Sladderagtighed sort. (Myten fortælles hos Ovid).

Side 332 Linje 36:

Kronion] betyder "Kronos" Søn" d.v.s. Zeus; som Himlens Herre er han ogsaa Tordengud.

Side 333 Linje 19:

Najaden] Kildenymfen.

Side 333 Linje 33-37]

den Skræk, der her sigtes til, er den paniske Skræk, hvorved forstaas den Skræk, der pludselig kan overkomme Mennesker i Skovens Ensomhed, og som man i Oldtiden tilskrev Pan, Skovens hemmelighedsfulde Guddom. (Sml. J. L. Heibergs Digt "Panisk Skræk" fra 1819).

Side 333 Linje 42:

Kronos] Zeus' Fader.

Side 335 Linje 16:

din egen Ungdoms Elskov] nemlig til Syrinx.

Side 337 Linje 27:

Dag og Nat vi tør ei skilles mere] tør maa vistnok (ligesom i "AdamHomo", 6te Sang: "Du for fallit dig aldrig tør erklære") opfattes som Nutid af det, gamle, nu forsvundne Udsagnsord at tørve = have nødig, behøve (samme Stamme som Tarv), der, naar det findes hos det 19de Aarhundredes Digtere, skyldes Erindring fra Bibeloversættelse og Psalmer, hvor det ikke sjældent forekommer, sml. Jesu Sirach 9,16: "Hold dig langt fra et Menneske, som haver Magt til at slaae ihiel, saa tør du ikke være ræd for Døds Frygt"; Psalmedigteren Brorson († 1764): "En Svale ey tør lede Om Natte-Lye og Roe".

Side 338 Linje 3:

Echo] Gudinden for Genlyd.

Side 343 Linje 30:

Helios] Gud for Solen i dens daglige Vandring over Himlen, i dens Op- og Nedgang; hver Morgen kører han paa sin gyldne Vogn, der trækkes af fire snehvide, fnysende Heste, op paa Himmelhvælvingen og synker om Aftenen ned i Havet mod vest.

Side 343 Linje 34:

Mnemosyne] Erindringen, ved Zeus Moder til de ni Muser.

Side 345 Linje 13:

Myrfhetræ] symbolsk: Myrten er Haabets Symbol og smykker som saadant Bruden.

Side 346 Linje 4:

et lille Korn] et Øjeblik; sml. Holberg 1724 ("Mascerade"): "Blir han lidt Korn længer i Monsieur Leanders Tieneste paa samme Fod, saa skriver han sig nok inden kort Tid Henrich von Æbeltoft"; Oehlenschläger 1809 ("Palnatoke"): "Islænder! bliv et lille Korn og hør paa | Hvad en Bornholmer har at sige dig"; endnu i Brug i Almuesprogene [betyder ogsaa: en Smule].

Side 346 Linje 21:

Kredser syngende vort Hoved] nu: kreser om eller omkreser; ligesaa i "Luftskipperen og Atheisten": "... Drengene ved Havnen skrege stands! | Og kredsed hans Person..."

Side 347 Linje 23:

Tjener] rimende paa kjender efter Udtalen Tjenner, ligesaa Side 350 Linje 21-25: Tjener... vender; se Anm. til Side 27 Linje 7-8.

Side 351 Linje 17:

Firspænd] næppe meget brugt i Stedet for Firspand, sml. dog Hauch 1839 ("Sløret"): "Men da Tørsten var slukt, og igjen han nærmed sig Veien, | Saae han en ilende Firspændsvogn, hvorom Støvet sig hvirvled" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

545

Side 351 Linje 34:

keise] vælge, kaare; sml. Oehlenschläger 1807 ("Hakon Jarl"): "Slaaer nu paa Eders Skiolde, Bondemænd, | Og keiser ham"; Grundtvig 1811 ("Optrin af Norners og Asers Kamp"): "I keise maa af Sølv og gyldne Ringe, | Af Vaaben, Borge, og af alle Mon [d.v.s. Ejendom] | Hvad eders Hjerte lyster at begære"; Laaneord fra Plattysk, nu gaaet af Brug.

Side 356 Linje 26:

Eders Moder] Havgudinden Doris, Oceanets Datter.

Side 356 Linje 45:

løs den atter slap den hulde Psyche] se P.-M.'s "Amor og Psyche", ovenf. Side 153.

Side 357 Linje 3:

min Moder] Natten (se Side 126 Linje 25).

Side 357 Linje 6:

sit valmu'krandste Bæger] Valmuen er hos Digterne glemselsbringende, sml. Hauchs Mindedigt over Christiane Oehlenschläger (1841): "Eet jeg kjender, | Som paa Jord Du savned, | Et Blik af den valmu'bekrandsede Aand, | Den i sig selv hvilende, | Der lærte Stjernen at skinne med dæmpet Ildblik, | Med Mildhed og Fred, | Fra dens høiere Kreds | Paa Tidens Vexel og Menneskets Vilkaar".

Side 357 Linje 28-29]

Hermes er i Mytologien den, der ledsager de Døde til Dødens Rige.

Side 358 Linje 2:

Harm] Harme, Vrede (sml. Anm. til Side 74 Linje 17); ligesaa Linje 8.

Side 358 Linje 4:

Kogger og Bue] disse fører Apollo i sin Egenskab af Sol- og derigennem Dødsgud.

Side 358 Linje 21-22:

Har ei i Kamp og Krig | Du tvunget Folkeslag og vundet Laurbær?] efter senere græske Myter deltog Pan i Vinguden Bacchus' Tog til Indien (Anm. til Side 132 Linje 3) og ved Zeus' Side i Kampen mod Titanerne (Anm. til Side 114 Linje 9).

Side 358 Linje 28:

i Strid med Eros] efter senere Oldtidsforestillinger var det til Straf for, at han havde indladt sig i Strid med Eros, at han blev grebet af den haabløse Elskov til Syrinx. - Eros er det græske Navn paa Kærlighedsguden, Amor.

Side 360 Linje 24:

Din Krone mellem Stjernerne jeg sætter] ligesom Bacchus satte Ariadnes Brudekrans mellem Stjernerne (se Anm. til Side 161 Linje 13).

Side 361 Linje 11:

den natlige Aands usynlige Tog] det er vel nordiske Forestillinger om Kong Valdemars vilde Jagt, Asgaardsrejen o. L, som her foresvæver P.-M.

Side 361 Linje 41:

ham med de riimfrosne Lokker] d.v.s. Vinteren; sml. J. L. Heiberg 1817 ("Vaaren og Freden"): "Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker, | Vinteren, flyer: | Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker, | Livet fornyer".

Side 363 Linje 30:

borget] laant.

Side 364 Linje 19:

Den store Pan er død!] efter et senere Sagn fra Oldtiden hørte Besætningen paa et Skib, der kom fra Ægypten og skulde til Italien, en Aften ved nogle Smaaøer i det joniske Hav en mægtig Stemme, der forkyndte, at den store Pan var død, et Budskab, der overalt modtoges med Jammer og Veklager. Sagnet opfattedes senere af Digterne som en Tilkendegivelse af en almindelig Omvæltning og Opløsning i hele Naturen; de kristne Kirkefædre tolkede det som et Varsel om Hedenskabets Fald og Kristus' Komme.

TITHON

Affattelsestid: ukendt; udkom den 23de April 1844, trykt 2den Gang 1857 (i "Mythologiske Digte"), 3dje 1879 (i "Poetiske Skrifter" VI), 4de 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" II), 5te 1904 (i "Digtninger", Gyldendals Bibliothek).

546

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1857, den sidste at Digteren selv besørgede.

Originaludgaven var tilegnet Kong Christian VIII, "Digtekonstens ophøiede Kjender og Beskytter", med følgende Digt:

"Til et Navn og til et Oldtidsminde,
Uforgængeligt paa denne Jord; Til en
Mythe, hvoraf knap er Spor, Voved
Sangens Vinger jeg at binde.

Tanken dog, som Digtet slutter inde,
(Perlen lig, der i en Musling groer)
Ikke blot i Oldtidsdybet boer;
End paa Tidens Strøm man vil den finde.

Dog med Frygt, o Konge! nu jeg vender
Mod Dit Øie denne Tankes Speil;
Thi vist mangen Plet dets Klarhed dækker.

Du, det Stores Ven, det Skjønnes Kjender!
Døm med Mildhed om min Digtnings Feil!
Ydmyg for Din Trone jeg den lægger."

Æmnet er taget fra den græske Mytologi. Aurora, Morgenrødens Gudinde, havde forelsket sig i den skønne Tithon, røvede ham og bortførte ham til sit Rige, hvor han hver Nat deler hendes Leje, til hun om Morgenen rejser sig for at straale paa Himlen. Af Zeus, Guders Fader og Himlens Herre, udbad hun sig Udødelighed for sin Elskede, og denne Bøn blev tilstaaet hende. Men den Lykke, Tithon nød i Gudindens Arme, blev dog ufuldkommen; ti Aurora havde forsømt, da hun bad om Udødeligheden, ogsaa at bede om evig Ungdom for sin Elsker. Derfor visnede Tithon hen, fortæret af Alderdom og Svaghed, saa at han, da han tilsidst næppe havde Stemme tilbage, selv bad Gudinden om Døden. Denne Bøn formaaede hun ikke at opfylde, men hun forvandlede ham til en Cikade.

Myten om Tithon findes der Hentydning til allerede hos Homer, hos hvem han gøres til en Søn af Trojanerkongen Laomedon. P.-M. benytter derfor Personer fra Homers Iliade som Bifigurer i sit Digt, og han lader Kampen om Troja være Baggrunden for det. Men ligesom han i Behandlingen af Tithonmyten stiller sig frit overfor Kildestoffet, saaledes gør han det ogsaa i Skildringen af Bipersoner og Baggrund. Ikke mindre fri er Skildringen af Livet i Morgenrødens Rige, der ingen Kilde har i græsk Mytologi; hertil henlægger han Myten om Zephyrs og Floras Elskov, der kendes fra den romerske Digter Ovid († 17 e. Kr.), men hvis nærmere Udmaling er P.-M.'s egen.

Om den mytologiske Haandbog, hvorfra P.-M. henter Underretning om de forskellige mytologiske Personer og Fortællinger, er talt ovf. Side 507.

Samtidens Dom. Berl. Tid. 1844, No. 114 finder, at "heelt igjennem røber sig Forf.'s Sjelsfylde og rolige Begejstring, og den samme Magt til at forme Sproget efter hans Villies fineste Nuancer som i hans tidligste Arbeider. Ideen, der ligger til Grund for Digtets Behandling, træder i sin symbolske Skikkelse tydeligt nok frem, uden at dog Dramaets Handling i mindste Maade bindes derved". Den Frisindede 1844, No. 53 finder Arbejdet "den fortjenstfulde, anerkjendte Digter værdig. Electras Troskab og Hengivenhed er skildret med lige saa blide og rene Farver, som Auroras Elskov med glødende og henrivende ... En velberegnet Effect gjør Zephyrs og Floras Gjækkeri. Den Førstes Overgivenhed, den Sidstes naive Frygt for Nymphernes Spot, er skildret med Mesterhaand, og tjener, som en nydelig Episode, baade til at oplive det serieuse Indhold ved at danne det muntre Element, og til at hæve 547 Skildringen af Livet i Auroras Palads, ligesom denne spøgende, lykkelige Kjærlighed er Relief for Herskerindens dybere og ulykkelige". Bladet finder endelig Anledning til at takke Forfatteren, "fordi Sædelighedsfølelsen intetsteds saares under Læsningen af Digtet, - Noget, som de yppige Skildringer, de mythologiske Emner saa ofte foranledige, vanskeligen ellers kunne siges frie for". Ny Portefeuille II 1844, Side 140-41 taler om Digtets "fuldendte Versification" og kalder det "en aldeles selvstændig Digtning, fuld af Følelse og Dybde. Ved disse Egenskaber er det, at "Tithon" danner en Overgang i Paludan-Müllers Digterliv; thi medens han næsten bestandig tidligere ligesom undveg Lidenskabernes Storm og Følelsernes kraftfulde Bølgeslag, eller lod dem døe hen i klingende Sprogpbantasier, er der paa ikke faa Steder i "Tithon" en Energi og Inderlighed i Følelsen, en Dybde og Styrke i at udtrykke den, der synes at tyde hen paa, at et mere kraftigt og gedigent Liv begynder at røre sig hos ham, at han har vundet Erfaring i Livets Skole, og at han forstaaer at drage Frugter af sin Erfaring". Bladet finder forøvrigt, at "Kjærlighedshistorien mellem Zephyr og Flora er i sig selv ubetydelig og Dictionen desuden plettet med adskillige Udtryk, der smage vel kjøbenhavnske, og som man her har dobbelt ondt ved at forsone sig med". Kjøbenhavns-Posten 1844, No. 114 er helt igennem misfornøjet, den finder i Digtet "Mangel paa Holdning, paa Herredømme over Stoffet betragtet fra det dramatiske Standpunkt, paa en conseqvent Gjennemførelse af Hovedcharactererne, der grjør det til en Umulighed at følge Tithons og Auroras jordiske og himmelske Vandringer med den Interesse, hvormed man t. Ex. læste baade "Amor og Psyche" og fornemmeligt "Venus"....Men nu Ideen, som skal ligge til Grund for det hele, "Tanken dog, som Digtet slutter inde", hvor findes den, hvor træder den tydeligt og klart frem, saa at den med Lethed og saa at sige med Nødvendighed gaaer over i Læserens Bevidsthed? Vi tilstaae, at vi ikke vide det, uagtet Forfatteren paa det Bestemteste forsikkrer os om, at den "ikke blot i Oldtidsdybet boer, end paa Tidens Strøm man vil den finde", og uagtet vi tiltroe os selv at være nogenlunde hjemme i begge Dele, men fornemmelig dog i det sidste". Fædrelandet 1844 No. 1572-73 indeholdt en lang Anmeldelse af P. L. Møller (optrykt i hans Kritiske Skizzer 174-91); han finder, at Digtet "maa i Totaliteten ansees som forfeilet"; om de Scener, der foregaar paa Jorden, siger han, at de "ere væsentlig skrevne i antik Aand; de have i alt Fald en homerisk Duft, hvilket ofte, naar man blot dvæler ved det Enkelte, gjør en fortræffelig Virkning. I disse Scener mærker man desuden et aabent, varmt Menneskehjertes Pulsslag, en ægte menneskelig Aand udfolder sig der med poetisk Rigdom og Skjønhed, uden rimet Blomstersprog og tom Klingklang; ja, hvis man "udtog dette Parti af alt det Øvrige, vilde det vise sig som et Fragment af et overordentlig skjønt Digt"; men i Scenerne i Morgenrødens Rige ser han "plat Nutidsagtighed, eller moderne Trivialitet, i Scenerne mellem Zephyr og Flora, soin aldeles forstyrre Indtrykkets Harmonie. Midt imellem den trojanske Helteæt og Morgenrødens Æthersprog-talende Væsener, troe vi os pludselig hensatte til Kjøbenhavns Gader, vi troe at høre Repliker af "Aprilsnarrene" eller "Eventyret i Rosenborghave"." Corsaren 1844 bragte i sit No. 190 følgende " Anmældelse":

Literatur.
"Tithon", dramatisk Digt af Paludan-Müller.

"Tanken dog, som Digtet slutter inde,
(Perlen lig, der i en Musling groer)
Ikke blot i Oldtidsdybet boer;
End paa Tidens Strøm man vil den finde".

Fortalen til "Tithon".

548

Personerne.

  • Tithon ...... Ponds af Troia.
  • Electra...... hans Kone.
  • Menesthos ... hans Ven.
  • Skopas ...... Tjener.
  • Aurora. ..... Morgenrødens Dronning.
  • Flora, Zephyr, m. Fl.

1ste Act.

1ste Scene.

Tithon ene i Lunden.

Nu har jeg det dog godt, jeg har en smuk Kone, min Fader Laomedon har bestemt mig en klækkelig Apanage, Folket holder af mig som af enhver Kronprinds; men desuagtet er jeg ikke fornøiet. Jeg higer efter Noget ... Gud veed hvad. Efter antike Begreber er jeg forelsket i en Gudinde, efter moderne Begreber burde jeg drikke blodrensende Thee. Saa er det dog meget behageligere at være antik, og jeg vil efter Sagnet forelske mig i Aurora. (Tithon lægger sig til at sove; Aurora kommer, som hun var kaldet, og bortfører ham til sit Rige.)

2den Scene.

Menesthos. Skopas.

Menesthos.

I Guder! Blot der ikke er tilstødt Tithon en Ulykke! Tag Din Kjortel, o, Skopas, og spring hen paa Adressecontoiret med denne Efterlysning: (læser op) "Iaftes silde er min elskede Mand Tithon bortgaaet og er senere ikke kommen tilbage. Han var iført en rød Tunica, Hørgarns Skjorte og Sandaler. Alle og Enhver, som kunne give nogen Oplysning om ham, bedes snarest mulig at henvende sig til mig. Ærbødigst Electra". Det er bedst, vi sætte til: "En Stok er glemt", for at faae det ind endnu imorgen. Skynd dig nu, Skopas.

Skopas.

Det behøves Altsammen ikke. Tithon er bortført af Aurora, jeg saae det med mine egne Øine.

Menesthos.

Snak, kjender Du Aurora?

Skopas
(græder).

Skjøndt jeg er slet og ret Hyrde paa det idaiske Bjerg, saa har jeg dog i min Ungdom faaet en god Opdragelse i de Massmannske Søndagsskoler, og jeg har udtrykkelig læst det i Mythologien. Nu er Tithon borte, følgelig har Aurora bortført ham.

Menesthos.

Det maa rigtignok indrømmes, at det er den græske Maade at betragte slig en Udeblivelse paa. Efter antike Begreber er Fribert ikke rømt til America, men Hermes, Guden for de utroe Kasserere, har bortført ham ..... Lad mig see: Medens Tithon er borte, skal jeg være Electras troe Ven og Vogter. Jeg gaaer ind for at klæde mig paa til min Rolle. Bed Minet komme ind og frisere mig.

2den Act. Ætherriget.

Decorationerne : Ætherlandet omgivet af Æthervandet, noget borte sees Ætherøen, beskyllet af Ætherbølger og bekrandset med Æthertang. Poetisk Duft, dito Morgenrøde og Mangel paa Ideer.

1ste Scene

Zephyr. Flora.

Zephyr.

Flora! Saa fortæller jeg Din Madmoder, at vi ere hemmelig forlovede, jeg gjør, Du.

Flora.

Aa, nei, Zephyr, jeg er saa bange, det skal gaae galt.

Zephyr.

Sikke Snak! der kan jo ikke være det Ringeste i Veien ; vi have jo de bedste Anbefalinger fra alle Digterne for ærbar og ædruelig Vandel. Vil Du see, hvad H. C. Andersen skrev i min Stambog? Det er, ved Gud, nydeligt ......

Flora.

Ak, Zephyr, lad os vente, jeg har en ganske uforklarlig Angst.

Zephyr
(ærgerlig).

Det sagde ogsaa igaar Recensenten af " Tithon", at Din Angst var ganske uforstaaelig. Husk, at vi bleve gifte i "Amor og Psyche"; skulle vi endelig nu begynde forfra, saa skal det s'gu ogsaa gaae i en Fart.

Flora.

Saa gjør det da, Zephyr; men jeg er saa gruelig angst.

2den Scene.

Aurora. Tithon.

Aurora.

Nu, min Fyrste, hvorledes befinder Du Dig hos mig?

549
Tithon
(henrykt).

O, ypperligt, prægtigt, mageløst! Men, kjære Aurora, hvad sige Dine Undersaatter til, at Du gjør et saa umaadeligt Forbrug af gylden Morgenrøde, ægte Dugperler og Gaaseleverposteier, ikke at tale om, at vi hver Aften holde Balparé?

Aurora.

Frygt ikke, min Elskede, jeg har en udmærket Leerbeck.1)

Tithon.

Men Budgettet, søde Aurora? Hvorledes vil det stemme med Normalreglementet?

Aurora.

Aa, jeg vider blot Normalreglementet lidt ud; men lad os ikke tale om slige Ting.

Tithon.

Sig mig endnu blot een Ting: Naar der engang ingen Penge ere i Kassen, hvad da? Hvorledes vil Du da tractere Din fremmede Fyrste?

Aurora
(efter nogen Betænkning).

Saa sælger jeg maaskee en af mine fjernere Øer ...... men tal nu om andre Ting, min Elskede!

Tithon
(til Souffleuren).

Slaa op etsteds i "Amor og Psyche", der staaer det Meste af, hvad jeg har at sige.

Aurora

Kan Du ikke finde paa noget Originalt, søde Tithon?

Tithon.

Det er yderst vanskeligt, da Situationerne ligne hinanden saa meget. Vent til 5le Act, der bliver jeg original.

3die Scene.

Tithon
ene og grublende.

Denne Ring, som jeg troede tabt og nu gjenfinder, betyder naturligviis Erindringen; ved Synet af den skal jeg atter mindes Jorden og faae Lyst til at komme derned. Og, i Sandhed, jeg har der en ung Kone og gode Venner, det er min Sjæl paa Tiden at jeg kommer afsted. Aurora! jeg vil ned paa Jorden.

Aurora
(kommer).

Ak! hvad vil Du der? Bliv hellere her.

Tithon.

Nei, jeg vil derned! Uvirksomt og hæderløst hengaaer her mit Liv, medens mine Colleger dernede have holdt en Forsamling i Holbeks Amt, Scavenius er bleven adlet og Dirckinck Holmfeldt snoer Laurbær om sin Isse.

Aurora.

Jeg synes, Du har det saa godt her. Troer Du ikke, at det er bedre at bade sig i Ætheren og opvartes af Nympher efter at have drukket Udødelighedens Drik end at faae paa Hovedet af " Fædrelandet" og daglig trues med, at Dine Huusmænd skulle have Arvefæste istedetfor simpelt Fæste?

Tithon
(truende).

Dersom Du ikke lader mig komme ned, sætter jeg Dig i "Aftenbladets" Feuilleton som Novelle.

Aurora
(indigneret).

Saa gaa! Gaa, Utaknemlige! Men hvor skal jeg træffe Dig igjen?

Tithon.

Jeg veed ikke, hvor jeg skal sætte Dig Stævne.

Aurora.

Kl. 7 iovermorgen paa Hjørnet af Pilestræde og Sværtegade? Tithon. Paa Gademøder reflecteres ikke.

Aurora.

Naa, ja, ja! Jeg finder Dig nok. Kom, nu skal jeg kjøre Dig ned.

3die Act.

Tithon, sidenSkopas ogMenesthos.

Tithon.

Saa, nu er jeg ved Troia. Der løber Floden Simois ...... men hvor Satan er Troia? Enten har Maskinmesteren glemt at sætte Byen op, og i saa Fald maae vi pibe af Rossi og Torre, eller Troia er virkelig borte. For F -! Brolægningscommissionen skulde da ikke have solgt den for Steen ?...... Jeg vil spørge Hyrden derhenne. Hei, Du, Fyr! hvor er Troia?

Skopas.

De har nok ikke læst Odysseen, go'e Herre! Troia er ødelagt i den troianske Krig.

Tithon.

Aa, Sludder! For et Par Dage siden stod Byen der, saa vist som jeg staaer her, en Synder for Gud.

Skopas
(afsides).

Naa, vent Du bare, til Dr. Thornam faaer sit Galehospital istand.

Menesthos
(kommer).

Hvad er det for en fremmed Mand, Du taler med, Skopas?

Skopas.

Det er en Straussianer af den Brøchnerske Skole, hvis * 550 Overbeviisning har ført ham bort fra Troen paa Odysseen og den troianske Krig.

Menesthos.

Saa vil jeg stik imod det theologiske Fakultet examinere ham noget nøiere. (Til Tithon): O, Fremmede! Hvo er Du? Har Du Pas? - - - - Dog, hvorfor skulle vi To staae her og gjøre Nar af hinanden og spænde Læsernes Nysgjerrighed ? Du er Tithon, og jeg er Menesthos, Du kommer fra Aurora og veed ikke af, at Du har været borte i 50 Aar, og at i den Tid Dit Rige og Din hele Familie er ødelagt.

Tithon.

Halvtredsindstyve Aar!.... Dog, jeg forbeholder mig at komme tilbage til min Forbauselse derover. Electra, min Kone, lever naturligviis?

Menesthos.

Ja; men hun døer imorgen af Glæde over Din Hjemkomst.

Tithon.

Min unge, smukke Kone! Hvor megen huuslig Lyksalighed er jeg gaaet glip af! Dog .... man kan jo ikke være her og der og Straalemester tillige. (De gaae ind til Electra).

4de Act.

Berlingskes Kritiker. Paludan-Müller.

Kritikeren.

Tithon har soret og forbandt sig paa, at han ikke mere vil gaae op til Aurora, han er reent rasende - hvad gjøre vi nu, Høistærede? Værket bliver saa indskrænket til 3 Acter, og en saa tynd Bog vil De da ikke dedicere til Hs. M. Kongen.

Paludan-Müller.

Han skal sgu derop, enten han vil eller ei. Hier hilft kein Maulspitzen, hier muss gepfiffen werden.

Kritikeren.

Men hvorledes? De vil da ikke lade ham føre derop med Politiet?

Paludan-Müller.

Ja, jeg veed ikke, hvorvidt jeg kunde gaae i min Desparation ......... Hør, veed De hvad, jeg gi'er ham en Sovedrik og lader saa Aurora igjen bortføre ham.

Kritikeren.

Ypperligt, Gud fordømme mig! Det er denne Rigdom paa Ideer, der aldrig udarter til Tomhed, hvorpaa De er saa Satans rig ....

Paludan-Müller.

De smigrer ....

Kritikeren.

Jeg er kun frimodig. De veed nok, vi ere Alle frimodige paa Gontoiret.

5te Act. Ætherriget.

Tithon. Aurora.

Tithon.

Det er det, jeg ikke kan forstaae mig paa: hvorledes jeg, forrige Gang jeg var her, ikke mærkede det Ringeste til, at jeg blev gammel, og nu bliver affældigere med hvert Minut.

Aurora.

Det er ogsaa noget ubegribeligt; men jeg skal nok gjøre Dig ung igjen. (Forsøger at opvarme ham).

Tithon.

Det hjælper ikke. Jeg bliver aldrig Menneske meer. Jeg er saa træt. Gud give jeg kunde døe!

Aurora.

Jeg vil søge Lægehjælp. Der staaer en dygtig Læge udenfor, jeg vil lade ham komme ind (ringer).

Ernst Mahner
(kommer ind).
Tithon.

Kan Du hjælpe mig? Jeg har faaet Gift, Gift, som gjør mig udødelig.

Ernst Mahner.

Bruder! Wenn Du Nichts als Wasser getrunken hättest, hättest Du kein Gift getrunken. Uebrigens gebe ich mich mit dem Todtschlagen nicht ab, es sollte denn sein, dass man den Eintritt zu meinen Vorlesungen nicht bezahlen wollte. Zu dem Zwecke musst Du aber einen graduirten Arzt suchen.

Tithon.

Saa lad en ordenlig Læge blive hentet.

Aurora.

Her en dygtig Læge, Dronningens egen Livlæge.

Tithon
(til Overlæge Jacobsen).

Kan Du dræbe en Udødelig?

Overlæge Jacobsen.

Det skulde jeg mene. (Han læger [!] to Fonteneller paa Tithons Been, og Tithon døer).

Tithon.

Adieu!

Charlotte Bournonville fortæller i sine "Erindringer" (Side 56-57): "Fader [den berømte Balletmester] holdt ikke af lange Bøger, og det var maaske kun Frygten for de 5 Akter, der gjorde, at han, som ellers aldrig havde Fordomme, ikke vilde lade sig bevæge til at læse "Tithon", som jeg netop sværmede mest for af alle Paludan-Müllers Værker. Endelig gav Fader efter 551 for mine evindelige Opfordringer, og en Dag, ude i Slotshaven, fik jeg Lov til at forelæse ham hele "Tithon". Fader var dybt bevæget og aldeles henrykt over dette herlige Digt. Paa Hjemvejen havde vi det Held at møde Paludan-Müller, og Fader faldt ham om Halsen og takkede ham, men var naiv nok til at fortælle, at det egentlig var mig, der næsten havde tvunget ham ind i denne storartede Nydelse. Paludan-Müller svarede: »Det var fornuftigt af Charlotte, da "Tithon" er mit bedste Arbeide og det eneste, som jeg selv er tilfreds med«."

Litteratur. Jul. Paludan, Lyksalighedens Ø. Atterbom og Paludan-Müller. En sammenlignende Litteraturstudie, i Nordisk tidskrift f6r vetenskap, konst och industri, 1900, Side 173-205.

Side 368 Linje l:

Personer] af Personerne er Electra, Melete, Menestos, Skopas og Thersander frit opfundne (Navnene er græske); de øvrige har, mere eller mindre, Rod i græske Mytologi og Heltesagn.

Aurora (latin; græsk: Eos) er Morgenrødens Gudinde, Søster til Solen, hvis Forløberske hun er, idet hun om Morgenen kører op paa Himlen med sit Firspand og forbereder den opvaagnende Natur paa Solgudens Komme; Oldtidens Digtere tænkte sig hende iført brogede Klæder, med Straalekrone om Hovedet, med rosenrøde Arme og Fingre.

Flora (latin) er Blomsternes og Foraarets Gudinde.

Helia, Hunkønsform til Helios (Solen), dannet af P.-M.

GIauca (latin; græsk: Glauke), hos Homer en Havnymfe.

Nympher, kvindelige Guddomme af lavere Rang (Hav-, Kilde-, Bjærg-, Skov-Nymfer).

Zephyr (moderniseret Form; græsk: Zephyros), Vestenvinden (sml. P.-M.'s "Amor og Psyche").

Laomedon, Konge i Troja, By paa Lille-Asiens Kyst, Skuepladsen for de gennem Homers Iliade kendte, berømteste af alle Oldtidens Heltesagn: Grækeres og Trojaneres Kamp.

Priamos, efter Laomedons Død Konge i Troja, var en gammel Mand, da Grækerne ødelagde Byen og dræbte ham (se Side 418-419).

Hecuba, Priamos' anden Hustru; om hendes Skæbne se Side 420 Linje 23.

Hector, Trojanernes ypperste Helt i Kampen mod Grækerne.

Paris var den, der ved at røve Grækerkongen Menelaos' Hustru Helena var Aarsag til Grækernes Hævntog og Trojas Ødelæggelse.

Kassandra og Polyxena, om deres Skæbne se Side 420 Linje 24 og Linje 28.

Side 369 Linje l-2:

Første Act. Første Scene] Samtalen mellem de to Slaver Skopas og Thersander minder, som P. L. Møller (Krit. Skizzer II 180) først har gjort opmærksom paa, meget om Samtalen mellem Trællene Karker og Grib i Oehlenschlägers Tragedie "Hakon Jarl" fra 1807; Skopas svarer i Karakter og Livsanskuelse til Karker, Thersander til Grib; Sceneriet (Gæstebudet i Hallen) er det samme i begge Digte.

Side 369 Linje 6:

Pauker] en Slags Tromme (Laaneord fra Tysk).

Side 369 Linje 13:

Arisbe] en af Stæderne i Landskabet om Troja, ved Floden Selleis.

Side 369 Linje 14:

Lykaon] opdigtet Person (Navnet er græsk).

Side 371 Linje 36:

Stheno] opdigtet Person (paa Græsk hedder Navnet: Sthenon).

Side 372 Linie 10:

Lyren] et 4- eller 7-strænget Musikinstrument.

Side 372 Linje 17:

Mycene] By i Landskabet Argolis paa Østkysten af Peloponnes (Morea); her herskede Kong Atreus, hans to Sønner er Agamemnon og Menelaos, Hovedanførerne i Grækernes Tog mod Troja.

552

Side 372 Linje 37:

Dardanos] en Søn af Zeus, Stamfader til Trojanere og Romere.

Side 372 Linje 38:

Tros] Sønnesøn af Dardanos, efter ham har Troja Navn.

Side 372 Linje 38:

Ilos] Søn af Tros; efter ham kaldes Troja ogsaa Ilion (latin: Ilium).

Side 372 Linje 38:

Granymed] Søn af Tros; paa Grund af sin Skønhed bortført af Zeus1 Ørn og optaget blandt Guderne som deres Mundskænk.

Side 373 Linje 2:

Qvindeharmen] Karm, "Rejsevogn" (gammelt nordisk Ord; kun i Poesi).

Side 373 Linje 41:

Din Bedstefaders Broder] Ganymed.

Side 377 Linje 31:

forlanger] her blot - ønsker, som det ikke sjældent er Tilfældet hos P.-M. og andre ældre Forfattere; sml. Salmedigteren Brorson († 1764): "Forønskte Død, kom hastig frem, | Jeg smertelig forlanger | At komme snart i Flok med dem, | Som for Guds Thrpne pranger"; Fru Gyllembourg 1837 ("Montanus den Yngre"): "Jeg har aldrig læst Rousseaus Eloise, og forlanger heller ikke at læse den" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

Side 379 Linje 5:

Hymen] Ægteskabets Gud.

Side 379 Linje 22:

Amazoner] et krigerisk Folk af Kvinder, som senere Oldtidssagn stedfæstede til Egnene om det sorte Hav. - Efter Hektors Fald kom Amazonerne Priamos til Hjælp mod Grækerne.

Side 379 Linje 24:

Lyden] Landskab paa Lille-Asiens Sydøstkyst. - I Homers Iliade (VI 186) fortælles, at Amazonerne angreb Lykien.

Side 380 Linje 5:

Hecate] et natligt, hemmelighedsfuldt Væsen blandt Gudinderne, udrustet med Trolddomsmagt og øvende Trolddomskunster; ofte er hun = Dødsgudinden (som hos P.-M. i "Amor og Psyche" Side 105 Linje 36).

Side 382 Linje 35:

Olympen] Bjærg i Landskabet Thessalien i Nord-Grækenland, Gudernes Bolig.

Side 384 Linje 31:

Xanthos] Flod paa den trojanske Slette (Ordet betyder "gul").

Side 384 Linje 32:

Id a] skov- og kilderigt Bjærg paa den trojanske Slette; ved dets Fod laa Staden Troja.

Side 384 Linje 33:

Simois] Flod paa den trojanske Slette, udsprang paa Idabjærget.

Side 384 Linje 36:

Grækerhavet] det ægæiske Hav, mellem Lille-Asien og Grækenland.

Side 392 Linje 12:

Myrthekrattet] Myrten er Haabets og derigennem Kærlighedens Symbol.

Side 392 Linje 45:

Ætherhavet] Ætheren er det fine Stof, som fylder Verdensrummet.

Side 394 Linje 5:

sig forynger] d.v.s. forynges (se Anm. til Side 25 Linje 5).

Side 401 Linje 26:

min Brud] her som saa ofte hos P.-M. (Expl. i de følg. Bind) overensstemmende med tysk Braut i Betydning "Kæreste, Forlovede", hvilket ikke mere er brugeligt, men dengang var alm.; sml. J. L. Heiberg 1826 ("Recensenten og Dyret"): "Enhver, som er herude, | Gaaer jo med Kjærest sin. | Nu blandt de mange Brude | Jeg kneise skal med min"; Fru Gyllembourg 1834 ("Magt og List"): "Skriv strax paa dette Papir, at Du frasiger Dig den Tøs, som har forført Dig, og ægter din retmæssige Brud".

Side 402 Linje 40:

forhvervet] nu: erhvervet; dengang alm.; sml. Blicher 1827 ("Krybeskytten"): "Idet jeg forhvervede mit Udkomme, hjalp jeg til at befri den haardt plagede Bonde fra de Dyr, som ødelagde hans Kornagre"; Hertz 1839 ("Valdemar Atterdag"): "Vi har selv, og med vort Blod, i betrængte Tider | Forhvervet de Rettigheder, vi nu vil hævde" [efter Dahlerups Ordbogssamlinger].

553

Side 403 Linje 3:

kun hos Jordens Sønner fandt jeg Trøst] Aurora elsker skønne Ynglinge og bortfører dem; Orion f. Ex. var en Tid hendes Elsker (se Anm. til Side 161 Linje 28).

Side 405 Linje 44:

Nectar] Gudernes Drik, der bevarer dem evig unge og udødelige.

Side 413 Linje 8:

hendes Skue] sml. Anm. til Side 119 Linje 18; ligesaa Side 428 Linje 12, Side 431 Linje 16, Side 443 Linje 11, Side 451 Linje 23, Side 453 Linje 34.

Side 413 Linje 19:

Tartaros] Pinestedet i Underverdenen, Dødsriget (se Anm. til Side 94 Linje 16).

Side 416 Linje 6:

Thoas] opdigtet Person (Navnet er græsk).

Side 417 Linje 16:

en Mand, af Guder mærket] Oldtidens Betegnelse for: en sindssyg.

Side 417 Linje 39:

dræbt af Fjendehaand] Troja var engang tidligere, før Homers Grækere indtog den, blevet stormet af Herakles (Herkules), der dræbte Kong Laomedon og alle hans Sønner med Undtagelse af Priamos, som forplantede den trojanske Kongeslægt.

Side 418 Linje 23:

hele ti Aar] Grækernes og Trojanernes Kamp varede 10 Aar; Homers Iliade skildrer et Afsnit af den, omfattende et Tidsrum af 50 Dage i det 9de Aar; om Trojas Fald og Ødelæggelse fortæller den romerske Digter Vergil († 19 f. Kr.) i 2den Sang af Heltedigtet "Æneiden".

Side 418 Linje 36-39:

den gamle Priamos.. .Hans unge Søn] under den sidste Kamp, da Grækerne trængte ind i Trojas Kongeborg, søgte Priamos sammen med sin Hustru Tilflugt ved Husgudernes Alter, men blev dræbt her, efter at hans unge Søn Polites først var blevet gennemboret for hans Øjne.

Side 420 Linje 17-18:

Faldt han i Kampen? Pilen traf hans Hjerte] Paris, som først efter Hektors Fald for Alvor tog Del i Kampen og hævnede hans Død, blev kort før Trojas Indtagelse dræbt af den græske Helt Philoktet ved et Pileskud.

Side 420 Linje 23:

Hecuba da maatte Aaget bære] efter Trojas Ødelæggelse tilfaldt Hekuba Grækerhelten Odysseus som Slavinde.

Side 420 Linje 24:

Kassandra] tilfaldt efter Trojas Ødelæggelse Grækerkongen Agamemnon som Slavinde. Hun havde Spaadomsgave, havde forudsagt Trojas Fald, men ingen havde villet tro hende. Hun blev tilligemed Agamemnon dræbt af dennes Hustru Klytæmnestra.

Side 420 Linje 25:

Da Søsteren til Graven de rev bort] Polyxena blev ofret paa Grækerhelten Achilleus' Grav.

Side 422 Linje 23:

gjeldte] denne Datidsform, der oftere findes hos P.-M., var ikke ganske ualm. hos Forfattere fra det 18de og 1ste Halvdel af det 19de Aarh., men er nu saa godt som ude af Brug; sml. Rahbek 1794 ("Hvidtfeldts Vise"): "Vort Fødeland var altid rigt | Paa raske Orlogshelte, | Der elskte Tapperhed, som Pligt, | Og skialv ei, hvor det gieldte"; Oehlenschläger 1807 ("Thors Reise"): "Under steile Fielde | De hørte Havfru'sang. | Da gieldte det tilvisse | At bryde vaaden Rum; | Høit over deres Isse | Slog Havets hvide Skum"; Louise Hegermann-Lindencrone 1825 ("Faster Dorothea"): "Han har dog mere Klogskab, end jeg havde tiltroet ham; da det gjeldte vidste han at snige sig ind i Fasters Kridthuus" [delvis efter Levins Ordbogssamlinger].

Side 433 Linje 7:

Kuld] den ældre, endnu i Almuesproget almindelige Form, brugt af Digterne ved Siden af Kulde, naar Hensynet til Versemaalet gjorde det ønskeligt; ligesaa i "Kaianus": "Ved Kuld og Hede som ved Tørst og Hunger | ... Fuldbyrded Straffen jeg paa disse Lemmer"; sml. Holberg 1724 ("Mascerade"): "Jeg stod ved Porten til Klokken 12 i Nat; men jeg merkede ingen. Jeg kunde mare ikke staae Skildt-Vagt længer for Kuld"; Baggesen 1814 ("Sendebrev fra de tre Gratier"): "Hver Nat, trods Ormens Væv og Lammets Uld, | Der bolstrer rundt de tæt omsvøbte Lagen, | Vi rystes af en næsten russisk Kuld".

554

Side 434 Linje 8:

forlise] (Laaneord fra Plattysk) nu mest uden Genstand = at gaa under; med Genstand - miste (som her) er nu sjældent, men alm. paa P.-M.'s Tid, sml. Grundtvig 1809 ("Harald Blaatand og Palnatoke"): "Jeg kunde selv mit Vid | Forlise ved et saadant Jærtegn"; Hertz 1848 ("Ninon"): "Men denne Lykke... | ... ender med, at Hjertet maa forlise | Sin Attraaes Gjenstand; thi den er umulig".

Side 434 Linje 45:

til de andre Skygger] om Dødsriget som et Skyggerige se Anm. til Side 94 Linje 16.

Side 445 Linje 21:

Tantalos] en lille-asiatisk Konge, som, til Straf for sine Forbrydelser, i Underverdenen stod i Vand til Halsen, under et Træ fuldt af de skønneste Frugter, uden nogensinde at kunne stille sin Tørst og Sult.

Side 445 Linje 23:

Sisyphos] Konge i Korinth (paa Peloponnes), maatte til Straf for, at han havde villet bedrage Zeus, i Underverdenen uafladelig vælte en uhyre Sten op ad et stejlt Bjærg, hvorfra den bestandig rullede ned igen.

Side 445 Linje 24:

Ixion] en thessalisk Konge, der til Straf for, at han havde villet voldtage Juno, Himlens Dronning, i Underverdenen laa bundet til et Hjul, der ustanseligt hvirvledes rundt.

Side 455 Linje 37:

Cithren] et Strængeinstrument.

ABELS DØD

Affattelsestid: ukendt; udkom den 17de December 1844 (i J. L. Heibergs "Urania, Aarbog for 1845"), trykt 2den Gang 1854 og 3dje 1857 (begge Gange i "Tre Digte"), 4de 1872 (i "Sex Digte, 3dje Udgave"), 5te 1879 (i "Poetiske Skrifter" VII), 6te 1883 (i "Sex Digte, 4de Udgave"), 7de 1893 (i "To Digte, udg. af Dansklærerforeningen ved H. Trier"), 8de 1899 (i "Fire Digte", Gyldendals Bibliothek), 9de 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VIII), 10de 1909 (i "To Digte, udg. af Dansklærerforeningen ved H. Trier", 2. Udg.).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.

Oversættelser: paa Svensk af Henr. Westin (Stockholm 1859), paa Engelsk af Mrs. Krebs (A few Poems, Copenhagen 1863).

Æmnet. "Abels Død" er fri Digtning med Tilknytning til 1 Moseb. 4,2-8: "Abel blev en Faarehyrde, og Cain dyrkede Jorden. Og det hendte sig, der en Tiid var forløben, at Cain frembar et Madoffer til Herren af Jordens Frugt. Og Abel, ogsaa han bar frem af sin Hiordes første Affødning, og af deres Fedme; og Herren saae til Abel og til hans Mad-Offer. Men til Cain og til hans Mad-Offer saae han ikke; da blev Cain meget vred, og hans Ansigt falmede. Og Herren sagde til Cain: hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet? Er det ikke saa, at dersom du giør Godt, da er du behagelig, og dersom du giør ikke Godt, da er Synden den, som ligger for Dørren, og dens Attraa skal være til dig, og du, du skal herske over den. Og Cain talede med Abel sin Broder; og det hendte sig, der de vare paa Marken, da opstod Cain imod Abel sin Broder, og ihielslog ham.

Side 463 Linje 1:

Dommen] 1 Moseb. 4,11-12: "Og nu er du forbandet; frem for Jorden, som oplod sin Mund, til at tage din Broders Blod af din Haand. Naar du dyrker Jorden, skal den ikke ydermere give dig sin Formue; ustadig og flygtig skal du være paa Jorden".

Side 463 Linje 1:

Kain] maa af Hensyn til Versemaalet læses i to Stavelser.

555

Side 464 Linje 29-31:

Kappe... Skind] sml. 1 Moseb. 3,21: "Og Gud Herren giorde Adam og hans Hustru Kiortle af Skind, og iførde dem".

Side 466 Linje 16-17:

mindes du | Hvad Herren talte?] 1 Moseb. 2,16-17: "Og Gud Herren bød Mennesket, og sagde: du maa frit æde af alle Træer i Haven. Men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du døe Døden".

Side 466 Linje 23:

Da Herrens Vrede drev os ud af Haven] 1 Moseb. 3,24: "Og han drev Mennesket ud; og satte Cherubim Østen for Edens Have, og et blinkende Sverd, som vendte sig, til at vogte Veien til Livsens Træe".

Side 467 Linje 27:

Ved hendes Syn] nu: ved Synet af hende (se Anm. til Side 119 Linje 18),

Side 468 Linje 5:

Svimlens Taage] om Svimmel = Svimmelhed se Anm. til Side 54 Linje 40.

Side 468 Linje 36:

Leer] poetisk = Legeme (sml. Anm. til Side 17 Linje 39).

Side 468 Linje 39:

jeg har født med Smerte] sml. 1 Moseb. 3,16: "Til Qvinden sagde han [Herren]: jeg vil meget mangfoldiggiøre din Kummer, og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn".

Side 470 Linje 26:

Herrens Ord] 1 Moseb. 3,19: "I dit Ansigtes Sveed skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igien; thi du er tagen deraf; thi du er Støv, og skal blive til Støv igien".

Side 471 Linje 37:

den første Pyramide] Pyramiden er, som det ses af en af Almas Sonetter i "Adam Homo" ("I Haabets Sted, udstrakt mod hver en Side, | Staaer nu for os, som Livets Monument, | Resignationens faste Pyramide") og af Slutningen af "Ungdomskilden", for P.-M. et Symbol paa Resignation.

Side 472 Linje 8:

Paulunet] Teltet.

Side 472 Linje 12:

den høie Flodbred] en anden Flod nævnes Side 474 Linje 38. Hvad det er for Floder, og hvad det er for en Egn, Adam gennemvandrer, ses af 1 Moseb. 2, 10-14: "Og der gik en Flod ud af Eden [Paradis], til at vande Haven; og derfra deeldes den, og blev til fire Hoved-Strømme. Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Navn Havila, hvor der er Guld.... Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Chus. Og den tredie Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaaer Østen fra Assyrien; og den fierde Flod den er Phrat [d.v.s. Euphrat]".

Side 473 Linje 12:

Abels Huus] d.v.s. Pyramiden paa Abels Grav.

Side 473 Linje 15:

Herrens Ord] 1 Moseb. 3,17-18: "Og han [Herren] sagde til Adam: efterdi du lydde din Hustrues Røst, og aad af det Træe, om hvilket jeg bød dig, og sagde: du skal ikke æde deraf, da vorde Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken".

Side 473 Linje 41:

Kuplens Rand] d.v.s. Bjergtoppens Rand.

Side 474 Linje 3:

det Bud] 1 Moseb. 1,28: "vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og giører Eder den underdanig".

Side 474 Linje 46:

Cheruben] (hebraisk) Engel (med Flammesværd).

Side 477 Linje 7:

køle] kølige, svale (se Anm. til Side 106 Linje 33).

556

PALUDAN-MÜLLERS FORTALER OG EFTERSKRIFTER TIL
DE AF HAM BESØRGEDE SAMLINGER, HVORFRA ARBEJDER
ER OPTAGNE I NÆRVÆRENDE BIND.

Ungdomsarbeider. Revideret Udgave. 1847.

Det er en fjerde Udgave af Digtene Dandserinden og Amor og Psyche, som her meddeles, i Forbindelse med et nyt Optryk af Skuespillet Kjærlighed ved Hoffet, der i længere Tid har været udsolgt. Den Udbredelse, disse Arbeider have fundet, har gjort det til Pligt for Forfatteren, ved en ny Udgave at underkaste dem en omhyggelig Revision; denne indskrænker sig dog, med Hensyn til Skuespillet og det lyrisk-episke Digt, til ydre Formforbedringer, til Ombytning af mindre heldige og betegnende Udtryk med andre mere adæqvate, samt til enkelte Forkortninger og Udeladelser. Betræffende Amor og Psyche, er Revisionen udstrakt noget videre; thi uagtet Intet i Digtets Gang er forandret, ere dog flere Steder i Samme aldeles omarbeidede, og Forfatteren tør haabe, at Digtet i sin nuværende Skikkelse vil befindes at være en værdigere Fremstilling af den skjønne Mythe.

Samme Bog. 2den reviderede Udgave. 1854.

Ogsaa ved denne nye Udgave af de tre paa Titelbladet nævnte Digtninger [Kjærlighed ved Hoffet. Dandserinden. Amor og Psyche] - hvoraf den Første her optrykkes for tredie, og de to Sidste for femte Gang - har Forfatteren foretaget de Smaaforbedringer, der saa at sige frembøde sig ved Gjennemsynet og Correcturen. Imidlertid er dog Intet af den forrige Udgaves Indhold udeladt, Intet udslettet af Ungdommelighedens Præg, og alle Umodenheder og Indfald, der kunne tænkes at have heftet sig i Læserens Hukommelse, har Forfatteren - hvor lidet han endogsaa nu selv billiger dem - vel vogtet sig for at tilintetgjøre, for ikke paa nogen Maade at forandre Digtenes Characteer. Det er kun det i Tanken tomme, eller i Formen forkeerte, han har troet at skylde sig selv og Publicum, at udfylde og rette. Læseren vil Intet savne, uden endeel Anstødsstene, hvoraf der maaskee endda ere blevne nok tilbage. - Endnu er kun at tilføie, at Bogens forrige Titel: "Ungdomsarbejder" er ombyttet med den mere naturlige: "Ungdomsskrifter".

I Mai 1854 Forf.

Ungdomsskrifter. 2den Samling. Revideret Udgave. 1859.

Ved Udgivelsen af foranstaaende "Ungdomsskrifter, anden Samling", har Forfatteren i det Hele fulgt samme Princip, som ved Udgivelsen af disse Skrifters første Deel, nemlig, ikke at røre ved selve den digteriske 557 Composition, hvorved forstaaes, Ideens Fremstilling og Udvikling gjennem Digtets Plan og Gang; men vel at forkorte og forbedre Texten, hvor enten Tanketomhed, Formforkeerthed, eller Mathed i Udtrykket gjorde en Forandring nødvendig eller ønskelig. Dette kunde som oftest skee uden stor Anstrengelse, ved et Pennestrøg, hvor Sagen var klar og Rettelsen, saa at sige, frembød sig af sig selv; men i nogle af de her meddeelte Stykker - f. Ex. i Fortællingen "Zuleimas Flugt" og i Comedien "Eventyr i Skoven" - ere større Partier og hele Scener omarbeidede: en Fremgangsmaade, Ingen vil misbillige ved Arbeider, der i den tidligere Skikkelse hverken vandt eller fortjente Bifald. Forfatteren, som i over tyve Aar ikke havde kastet Øie paa disse Arbeider, havde kun Valget imellem at optage dem væsenlig uforandrede - thi reent at tilintetgjøre dem og for bestandig udelukke dem af Literaturen, stod ikke i hans Magt - eller at sætte sig tilbage i den Phantasistemning, hvorunder Digtene bleve til, og deels forbedre Texten, deels tildigte Nyt, i Overeensstemmelse med det øvrige Indhold. Af Hensyn til sin Forfatterære, og af Agtelse for sine Læsere, valgte han det Sidste, hvorved han desuden fik Leilighed til at udvikle enkelte poetiske Spirer, der allerede laae i den oprindelige Plan, men ikke vare benyttede i det tidligere Udkast. Saaledes er nærværende Text bleven til, og det gjelder nu kun om, at de gjorte Forandringer ogsaa ere virkelige Forbedringer, i den givne Compositions Aand og Tone.

Samme Bog. 2den reviderede Udgave. 1870.

Ogsaa ved denne nye Revision af Ungdomsskrifter, Anden Samling, har Forfatteren - uden i dem at forandre nogetsomhelst Væsentligt - foretaget de Smaaforbedringer, der under Gjennemsynet saa at sige frembøde sig af sig selv. Et enkelt Stykke - det allegoriske Digt Sorgen - som Forf. maatte ansee som forfeilet, har han udeladt. Betræffende Comedien Eventyr i Skoven, er Titlen Luft og Jord, der fandtes i det oprindelige Manuscript, her gjenoptagen i Forbindelse med den gamle Titel, da den synes at give et ret træffende Udtryk for Digtets Indhold.

Mythologiske Digte. 2den reviderede Udgave. 1857.

Med Hensyn til denne nye Udgave af de foranstaaende tre mythologiske Digte bemærkes, at Intetsomhelst i selve Compositionen er forandret, og at Revisionens Indflydelse paa Texten har været saa lempelig, at neppe nogen Læser, der ikke sammenholder begge Udgaver, vil bemærke de enkelte Smaaforandringer og Forkortninger, der, af æsthetiske Grunde, have fundet Sted. Digtene selv meddeles i den Følgeorden, hvori de ere skrevne; thi ihvorvel Dryaden, eller - som i første Udgave Titelen lød - Dryadens Bryllup, udkom lidt senere end Tithon, er dette lille Arbeide dog af ældre Datum og var oprindelig bestemt til Forspil for en større dramatisk-mythologisk Composition.

[Om "Abels Død" findes en Bemærkning i Efterskriften til "Sex Digte, 3die Udgave, 1872", som vil blive meddelt i 3dje Bind af nærværende Udgave].

558
559

INDHOLD AF 1ste BIND.

  • Udgiverens Forord .......................................................................................... *5
  • Indledning ....................................................................................................... *11
  • Litteratur om Paludan-Müller......................................................................... *28
  • Dandserinden (1832) ........................................................................................... 1
  • Amor og Psyche (1833) .................................................................................... 85
  • Mindre Digte (1834-38)................................................................................ 167
  • Lucifers Fald (1834) ................................................................................. 169
  • Gravlægning (1835) ................................................................................. 174
  • Perlen (1836) ............................................................................................. 175
  • St. Helena (1837)....................................................................................... 176
  • Den ottende Konst (1837) ...................................................................... 179
  • Dandsemusik (1837)................................................................................. 183
  • Nattevagt (1837)....................................................................................... 185
  • Gjensyn (1838).......................................................................................... 186
  • Grevens Død (1838)................................................................................. 187
  • Tilbagefald (1838) ................................................................................... 191
  • Bella Donna (1838)................................................................................... 192
  • Billedet (1838) .......................................................................................... 194
  • Den Hedenfarne (1838) ........................................................................... 195
  • Vestalinden (1838).................................................................................... 196
  • Slaven (1838) ........................................................................................... 211
  • Venus (1841) .................................................................................................. 227
  • Hertha Holstein (1843) ................................................................................... 323
  • Dryaden (1844)................................................................................................ 327
  • Tithon (1844) ................................................................................................... 367
  • Abels Død (1844)............................................................................................. 461
  • Kommentar ...................................................................................................... 481
  • Paludan-Müllers Fortaler og Efterskrifter .................................................... 556