Paludan-Müller, Fr. PERLEN (1836)

PERLEN (1836)

Hvi jeg Gods og Guld ei meer besidder,
Hvi jeg fattig gjennem Verden gaaer,
Jeg, hvis Herlighed var før som Solen,
Naar den pragtfuld op i Østen staaer?
Saa I spørger - see, min Skjæbne førte
Mig fra Hjemmet ved sit strenge Bud,
Og jeg vandred bort fra Fredens Bolig,
I den urofulde Verden ud.

Da jeg traf en Perle paa min Vandring,
Just som Sjælen mødig var og træt,
Just som Øiet var af Livets Syner,
Var af Jordens Fryd og Kummer mæt;
Slig en Perle aldrig før jeg skued,
Aldrig før af Straaler slig en Krands,
Aldrig før saa gjennemsigtig Klarhed,
Aldrig saa vidunderlig en Glands.
Og dens Glands ei fængsled blot mit Øie,
Snart den ogsaa blev mit Hjertes Trøst;
Dag og Nat dens Herlighed mig fyldte
Som med Længsels Qval med Haabets Lyst.
Naar mit Øie hilstes af dens Straaler,
Himlens Glæde til mit Hjerte kom:
Den var Lys i hele Verdens Mørke,
Rigdom i Alverdens Fattigdom!

176

Store Summer bød jeg dens Besidder,
Naar kun Perlen blev mig overladt;
Dog, han fordrede mit hele Eie
For sin sjeldne, kostelige Skat.
Alt jeg gav, saa heftig var min Attraa,
Og jeg vandred bort, en Betler lig:
Gods og Guld er borte - ikkun Perlen,
Dyrebar som fordum, er hos mig.