↩ Ved første Øiekast kan det jo vel synes, som kun Heimdal, med sit Guld-Horn, sin Guld-Top, sine Guld-Tænder og sit skærpede »Mande-Hoved«, staaer for hele Norden, mens Holger, efter Æventyret, ligesom Odysseus, ligger i Dvale paa en forborgen Øe, hos Ælve-Dronningen, for engang, forynget, at komme tilbage og frelse, ikke hele Norden, men kun Danmark af Nød og Vaande, men det er kun et Skin, som strax forsvinder, raar man besinder sig paa, at Holger Danskes Krønike er ingenlunde Dansk Arbeide, men er opdigtet i fremmede Lande, hvor baade Normannisk og alt Nordisk blev kaldt Dansk, saa Danmark har slet ikke meer Ret til Holger end de andre Nordiske Riger, ja, oprindelig, mindre end Norge, da det aabenbar er »Normannen«, der har omklædt Oldtidens mythiske Grændse-Vogter i Middel-Alderens æventyrlige Ridder-Dragt. Har derfor Danmark, ogsaa i denne Henseende, et lille Fortrin, da ligger det dog kun deri, at vi nok var de Sidste, der kom Holger ihu, og de Første, der kiendtes ved ham i hans ny Skikkelse, men selv 778 det bliver kun et virkeligt Fortrin, naar han kommer først og bedst i Virksomhed hos os, og det vil sige, hvis vi bliver de Første, hos hvem den Nordiske Betragtning og Benyttelse af Menneske-Livet paany træder i Kraft, hvad jeg vel inderlig ønsker og derfor dristig har troet, men, skiøndt jeg haaber det endnu, maa jeg dog vide, at min naturlige Partiskhed for Danmark kan deri let have spillet mig et lille Puds, og, om nu saa var, skulde jeg endda være velfornøiet, naar vi i Norden kun ret aabenbar kappedes om, hvem der kunde give Holger det bedste og kraftigste Haandtryk, og hvor Heimdals Klang-Horn kunde lyde renest og klarest og videst omkring over Land og Hav, Naar jeg imidlertid betragter Levningerne af det gamle Dannevirke, hvis første Navn var »Holger-Diget«, da skiønner jeg ikke rettere, end at der virkelig rører sig Noget i Dagningen, som ligner Holger paa et Haar, og kaster Handsken til Barbarossas Gienfærd med den samme Mine, som fordum til »Diderik af Bern«, saa Omkvædet bliver paany »Nu stander Striden Norden under Jylland«, og Ingen kan fortænke mig i, at jeg her, midt imellem Dannekvindens Sønner og Døttre, somglødefor Danskhedens Kæmpe, finder hans Nærværelse bekræftet.